Interview Ingen taler om drømme og længsler

Kristeligt Dagblad Lørdag 30. oktober 2021 Ingen taler om drømme og længsler

33-årige Simon

Strauss er blevet kaldt sin generations stemme blandt de unge tyske forfattere. Og han insisterer på at tale om vores inderste følelser og tanker i en tid, hvor politiske spørgsmål eller ironi fylder det hele

interview

BJØRG TULINIUS

tulinius@k.dk Simon Strauss er født i 1988.

Et år før Murens fald og to generationer efter Anden Verdenskrig. Han kalder sig selv og sine jævnaldrende for ”Generation Merkel”, for når man er i begyndelsen af 30’erne, har Angela Merkel været kansler i hele ens voksenliv, efter hendes 16 år på posten som Tysklands forbundskansler. ”Min generation har stort set kun oplevet stabilitet, for Merkel-æraen har været uden de store omvæltninger eller revolutioner. Vi har ikke de samme sår eller voldsomme oplevelser med os, som generationerne før. Samtidig har unge under Merkel haft langt flere valgmuligheder end tidligere generationer, så vi er i høj grad privilegerede,” fortæller Simon Strauss, der arbejder som kulturredaktør på avisen Frankfurter Allgemeine.

I virkeligheden er netop stabiliteten og de uendelige valgmuligheder nok en del af forklaringen på, hvad Strauss savner i sin egen generation: drømmene og visionerne. For den 33-årige forfatter er kendt for sætninger som: ”Vi mangler ilden. Modet”, og ”... hvad der virkelig betyder noget for mig, hvad jeg virkelig tror på, kan jeg ikke sige. Kun hvor jeg vil hen: højere og højere op – stigen er lang”.

Strauss er et at de nye – og store – tyske forfatternavne.

De udvalgte sætninger er fra hans debutbog, ”Syv nætter”, der udkom i Tyskland i 2017. Han blev med det samme udråbt til tysk litteraturs nye superstjerne, og bogen blev kaldt et nøgleværk eller manifest for den nye generation. Strauss fik endda hæftet prædikatet ”sin generations stemme” på sig, selvom han faktisk føler sig temmelig anderledes end de fleste andre unge og blandt forfatterne generelt.

I hvert fald de nulevende. Det er nærmere litterære stemmer fra en svunden tid, han umiddelbart er forbundet med. Johann Wolfgang von Goethe, Thomas Mann og i virkeligheden også Søren Kierkegaard

0 Nutidens største problem er ifølge Simon Strauss, at vi helt har glemt de store eksistentielle spørgsmål og vores inderste længsler. Derfor mangler visionerne også i den aktuelle valgkamp, siger den tyske forfatter. – Foto: Asger Ladefoged/ Ritzau Scanpix. popper op som tankemæssige referencer, når man læser hans bøger.

Den unge forfatter insisterer nemlig på at skrive en slags dannelsesromaner med fokus på eksistensens længsler og de store metafysiske spørgsmål, der for mange andre i hans generation synes passé eller meningsløse. Han skriver om en tid, hvor eksistensen er faret vild, og hvor nyttetænkning, kedelig fornuft og ligegyldighed dominerer, mens ingen længere taler om deres inderste tanker og følelser. ”For nylig interviewede jeg den tyske skuespiller Lars Eidinger, der er aktuel med et teaterstykke i Berlin. Han blev helt paf, da jeg spurgte, om han tror, der findes en Gud. For mange tror simpelthen ikke, at det spørgsmål findes længere,” fortæller Simon Strauss, der ser den manglende interesse for de metafysiske spørgsmål som en af de helt store udfordringer i nutidens Tyskland. ”Netop spørgsmålet om Guds eksistens er stadig utroligt afgørende for vores måde at tænke på. Og min generation er da nødt til at forholde os til den slags store spørgsmål. Ellers bliver vi ganske enkelt aldrig voksne,” siger Strauss. ”I stedet er der et kæmpe pres på litteraturen i dag, som handler om at gøre den ansvarlig for de helt aktuelle problemer i verden. Som for eksempel identitetspolitikken. Men jeg ser mig selv på et helt andet spor. Jeg har en interesse i både fortiden og fremtiden og ønsker at skabe litteratur, der ikke kun er vigtig lige nu og her, men i flere generationer fremover. Som tager livtag med det, vi har glemt, at vi længes efter,” siger Simon Strauss og understreger, at netop det indre liv for ham at se er det allermest interessante ved den menneskelige eksistens. ”I stedet er det, som om vi primært lever med oplysningstiden som fortegn, og fornuften er selvfølgelig virkelig vigtig for os. Men det er romantikken også. Og jeg tror ikke, man intellektuelt kun skal følge den ene af traditionerne.”

Derfor mener Simon Strauss, ”at kulturen burde være mere optaget af vores følelser og tanker i stedet for at være så fokuseret på ydre ting som politiske dagsordener. Vi er nødt til at komme tilbage til det, der foregår inde i vores hoveder, hvis vi igen skal stimulere kreativitet og fantasi”.

Når han formulerer sig på den måde, forstår man godt, hvorfor Strauss også har fået prædikatet ”nyromantiker” hæftet på sig. Han er da også helt med på, at hans litterære forbilleder, hans åndelige arv, er hentet i en tid, hvor hverken han selv, hans forældre eller bedsteforældre har levet. Men han vil gerne forklare, hvad det er for strømninger i litteraturen i det moderne Tyskland, han på den måde går op imod. Eller i hvert fald ikke følger. ”Man kan sige, at hvor forfatterne i tiden efter Anden Verdenskrig var optagede af, hvordan man som tysker overhovedet kunne komme videre, hvor spørgsmålet om skyld var det helt centrale, så sker der et skifte i 1970’erne og 1980’erne, hvor det er nutiden, der bliver behandlet. Med masser af aktuel samfundskritik. I 1990’erne kommer så den vending, som jeg kalder den ironiske, hvor mange forfattere godt nok forholder sig kritisk til det kapitalistiske samfund, men hele tiden med en ironisk distance,” lyder det fra Simon Strauss, der understreger, at det selvfølgelig er meget kort og forenklet sat op. Ligesom han pointerer, at Anden Verdenskrig og skyldsspørgsmålet stadig er relevant at beskæftige sig med.

Men den nyere, ironiske distance er ifølge Strauss en kæmpe udfordring. For her træder dekonstruktion i stedet for visioner og mod til at tænke nyt. Som han formulerer det i romanen ”Syv nætter”: ”Jeg tager mange store ord i min mund, taler om revolution, frihed, lidenskab og kamp. Men jeg holder altid afstand og tager kun fat om begreberne med fingerspidserne, så jeg kan slippe dem, hvis de skulle blive for varme. Jeg rejser som blind passager på begivenhedernes gang. Uden risiko, uden eget initiativ.”

Strauss ser dog en ny tendens hos de helt unge. Hvor for eksempel klimakrisen får dem til at græde, til at vise følelser og langt fra møder verden med ironisk distance. ”Det er så bare ikke det, jeg er optaget af litterært, men det er en interessant udvikling,” siger han.

Simon Strauss peger på, at vi med den teknologiske udvikling har fået en helt ny udfordring, en ny fjende, som han kalder det. ”Litteraturen har en kæmpe opgave med at undersøge, hvad teknologien betyder for os eksistentielt. Den er overalt, i bilen, i vores hjem og i vores kærlighedsliv. Hvordan påvirker det vores eksistens? Det mangler jeg svar på både filosofisk og litterært.”

Men i stedet for netop dén undersøgelse, oplever han, at læserne i stigende grad er mere optaget af forfatteren bag værket end værket selv. ”Groft sagt: Ingen læser bøgerne længere, men er mere optaget af forfatteren. Det er meget trist og kan betyde litteraturens endeligt,” lyder hans dom.

I både ”Syv nætter” og opfølgeren ”Romerske dage” fylder Europa meget. Især i tillægsordet ”europæisk”, når det gælder ånd, identitet og fællesskab. Strauss er da også medstifter og leder af tænketanken ”Arbeit an Europa”, hvor omkring 50 mennesker på tværs af kontinentet mødes for at tale sammen.

På spørgsmålet om, hvorvidt han ser sig selv mere som euopæer end tysker, svarer han: ”Jeg er selvfølgelig tysker frem for alt. Men jeg føler også en stor forpligtelse til at gøre noget for Europa. Jeg vil gerne føle mig som en del af Europa – og ikke forstået som det projekt, politikerne vil sælge os. Men som det store eksperiment, vi alle er en nødvendig del af. For lige nu er der fred, og hvis vi ser bort fra corona, så kan vi jo rejse frit mellem landene. Selvom vi har forskellige sprog, kan vi for eksempel bo fire år i Trieste eller i København. For bare 80 år siden, var det jo helt utænkeligt. Det er vi nødt til at minde hinanden om.”

Men hvad tænker han så om den almindelige tyskers syn på Europa – og på det politiske fællesskab i EU? For i disse år har vi jo set en del tilbagetrækningsønsker fra transnationale forpligtelser og et England, der helt har trukket sig. ”Tyskland vil altid være ’the last man standing’. For som den tidligere kansler Helmut Kohl sagde, så er et forenet Tyskland ensbetydende med et forenet Europa. Vi har stadig en historisk forpligtelse over for fællesskabet, og vi har fået så megen sympati fra lande omkring os, som vi ellers påførte så mange lidelser, – så fortiden tæller stadig. Og så tror jeg, at mange unge fik et voldsomt chok under pandemien, da grænserne pludselig lukkede. Rejsefriheden i et fredfyldt Europa blev pludselig en meget tydelig værdi. Og at være alene på en ø i det 21. århundrede, omgivet af store magter som Rusland og Kina, virker heller ikke tillokkende på ret mange.” J

Simon Strauss

3 Født i 1988 i Berlin. Tysk forfatter. På dansk er udkommet ”Syv nætter” og ”Romerske dage”. Søn af den berømte dramatiker og forfatter Botho Strauss. 3 Uddannet historiker med studier i Basel, Poitiers og Cambridge og har en ph.d. fra Humboldt-universitetet i Berlin. 3 Arbejder som kulturredaktør ved avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung.