Fagbøger 2022

Fagbøger

Gyldendals favorit-mix til en faglig stund

Medrivende, nuancerede og inspirerende bøger til enhver smag

Læs hvordan du kan bruge yoga til at leve med nærvær og dyb respekt over for dig selv, din krop og alt levende.

Nøkkerose, perikon og sæbeurt. Lær de vilde, danske blomster at kende med Søren Ryge ved roret.

Et nyt og nuanceret billede af den første kvindelige seismolog i verden.

Biografien, som vi har ventet på et halvt århundrede.

Et robust og kildestærkt værk, der er salig Lehmann værdig.

Find din vej ind i krystallernes magiske verden, der er fyldt med skønhed, energier, livskraft og fantastiske fortællinger.

En velskrevet genvej til indsigt. ALTINGET

En populærvidenskabelig filosofihistorie til enhver med et filosofisk sind.

Tidligere udenrigsminister Per Stig Møller skriver sig ind på de politiske øjeblikke, der ændrede verdenshistorien.

En dramatisk rejseberetning om mødet med Ruslands nærmeste naboer og truslen fra det nye jerntæppe.

Svend Brinkmanns forsvar for et tankefuldt liv.

KRISTELIGT DAGBLADBERLINGSKE

BERLINGSKE ALTINGET

Efteråret er tid til fordybelse, og vil man blive klogere på et specifikt emne, er fagbøgernes verden det oplagte sted at søge hen. I tillægget Fagbøger 2022 har redaktionen samlet en række af de bedste tidligere bragte interviews og anmeldelser af tidens fagbøger. Tak, fordi du læser med. Benedikte Christine Rasmussen, tillægsredaktør og jourhavende på Kristeligt Dagblads kulturredaktion

indhold

Interview Fra kvindernes synspunkt er flere af Bibelens mænd svage

Anmeldelse Hvis man vil vide, hvem Amdi er

Nyhed Fagbøger bliver solgt på kendisser og cliffhangers

Anmeldelse Biografi om Vesterbros rapkæftede rimsmed er umanerligt vellykket

Baggrund Det første store kuld af deleordningsbørn er blevet voksne

Anmeldelse Aften i Amerika

Inspiration Fire bøger om historie

Interview Når børns hjerner er på overarbejde, skal vi hjælpe dem til ro

Anmeldelse Hvad er det, svenskerne har gang i?

Udgivet af Kristeligt Dagblad

Anmeldelse Da rækkehuset blev moderne

Bogen i tiden

Til kamp for det tankefulde liv

Anmeldelse

Kristendommen som Europas lim

Interview

Historiker: Det borgerlige Dan mark mangler for ståelse for det folkelige

Anmeldelse

Europas blødende grænseland

Interview

verden støjer, må man lære at lytte til den

Interview Musikken i Danmark er mødet mellem syd og nord

Fra kvindernes synspunkt er flere af Bibelens mænd svage

I en ny bog kaster teolog

Lisbeth Smedegaard

Andersen lys over kvinderne i Bibelen.

Undervejs i arbejdet fik hun en åbenbaring

interview

Vibe Lønstrup

loenstrup@k.dk

Du kender sikkert Abraham, Isak og Jakob.

Hvis du er bibelkyndig, er du nok også be kendt med Sara, Rebekka, Rakel og Lea.

De sidstnævnte er kvinder, som spiller en vigtig rolle i Det Gamle Testamente. Om dem kan man sige langt mere, end at de er mødre og hustruerne til de tre førnævnte mænd. Og det gør teolog og kunsthistoriker Lisbeth Smedegaard Andersen i en ny bog om kvin derne i Bibelen.

”Jeg har prøvet nogenlunde konsekvent at se begivenhederne fra kvindernes syns punkt, og så er det en helt anden fortælling,” siger Lisbeth Smedegaard Andersen om den nye bog, hvor hun går kronologisk til værks og dykker ned i udvalgte fortællinger fra Det Gamle og Det Nye Testamente.

”Jeg begynder med fortællingen om Adam og Eva, som er en vigtig myte, der fastlægger forholdet mellem manden og kvinden. Kvin dens rolle i syndefaldet er man vendt tilbage til gang efter gang, også i kunsten, og den har været begrundelse for, at man har behandlet kvinder forholdsvis dårligt gennem histori en,” siger Lisbeth Smedegaard Andersen, der dog understreger, at det ikke er bogens for mål at dykke ned i undertrykkelsen af kvin der:

”For det er vigtigt, at man ikke lægger vo res synsvinkel ned over kvindernes stilling før i tiden. Det er historisk set en meget naiv tankegang, at man tror, man kan komme med vores tids moral og etik og dømme forti den. Det var en anden og voldelig tid, hvor kvinder var udsatte og ikke kunne klare sig

alene. De havde brug for mændenes beskyt telse. Så man kan ikke bare overføre vores tanker om ligestilling til dengang,” siger Lis beth Smedegaard Andersen.

Skrevet af mænd til mænd Hun vil i stedet gennem fortællingerne om kvinderne i Bibelen og udvalgte kunstværker fremhæve de kvinder, der faktisk er i Bibe len, og fortælle deres historie.

han udstillet lidt her. Ligeledes ser vi gennem Rebekkas øjne, at hendes mand Isak er svag. Gud vil have, at sønnen Jakob skal arve vel signelsen, og det er Rebekka, der træder i ka rakter og sørger for det.”

I Det Nye Testamente skabes endnu en grundmyte med fortællingen om Mariæ be budelse og Jesu fødsel. I arbejdet med Det Nye Testamente var der især én ting, der slog Lisbeth Smedegaard Andersen.

”Jeg fik noget af en åbenbaring, da jeg op dagede det,” siger hun og forklarer:

”

”Bibelen er jo skrevet af mænd til mænd, og vi er vant til at læse den med fokus på mændene, fordi deres historier er mere spek takulære. Men hvis man for eksempel læser de første beretninger om patriarkerne i Det Gamle Testamente med fokus på kvinder ne, så vil man opdage, at de spiller en vigtig rolle. Det er dem, der skaffer de sønner, der var så eftertragtede dengang, men de står også ved begyndelsen og afslutningen af hver eneste epoke,” si ger Lisbeth Smedega ard Andersen og fort sætter:

Kvindefrigørelsen er

”Der har været meget snak om, at Jesus tal te meget med kvinder, men at mænd senere har nedtonet det. Men hvis man læser Det Nye Testa mente – ikke i den række følge, som teksterne står i, men i den rækkefølge, som de er skrevet – opda ger man, at kvinderne fak tisk er blevet skrevet mere og mere ind i historien og får en større og større rolle gennem tiden.”

desuden vokset frem med samfundsforholdene, for vi kan ikke bruge hele vores tilværelse på at passe en moderne lejlighed og to børn.

”Nogle af dem er stærke, og de er opfind somme, når det gælder om at få deres vilje sat igennem. Gud, som til at begynde med kun var Gud for Abraham, bliver også efterhånden Gud for Sara og Rebekka og de andre.”

Derudover kaster den kvindelige vinkel på Det Gamle Testamente et ny lys på mæn dene i fortællingerne, siger Lisbeth Smedega ard Andersen.

”Når man ser meget beundrede helte som Samson og David fra kvindernes synspunkt, er de faktisk lidt svage. Deres forhold til kvin der afslører nogle sider hos dem, som man el lers ikke tænker på. I patriarkfortællingerne går Saras og Abrahams ægteskab heller ikke lige godt hele tiden, og to gange forsøger han at give hende til en fremmed konge. Hun ven der hjem hver gang, fordi Gud ikke vil have det. Men det tror jeg i virkeligheden er kvin deundertrykkelse set med datidens øjne. Abraham svigter sin opgave, og derfor bliver

I de ældste skrifter, Pau lus Breve, hører man såle des meget lidt om kvinder ne, og det samme gælder i Markusevangeliet, som er det ældste evangelium, forklarer Lisbeth Sme degaard Andersen. Med Matthæus kommer der lidt mere, men englen, som fortæller om Jesus, henvender sig ikke til Maria, men til Jo sef. I Lukasevangeliet ændrer det sig.

”Her får vi hele fortællingen om Mariæ be budelse, og Maria er ikke kun et navn. Hun er en klog kvinde. Hun snakker med englen, og hun passer på Jesus. Nu bliver kvinderne pludselig fremhævet og deres gode kvaliteter kommer frem.”

Og i Johannesevangeliet sker der for alvor noget.

”Her er der så kvinder, der fører lange teo logiske samtaler med Jesus. Det skyldes nok, at man har opdaget i hvor høj grad, kvinder ne har haft betydning for udbredelsen af kri stendommen,” siger Lisbeth Smedegaard An dersen, som tror, at kristendommen har lagt kimen til kvinders position i vestlige sam fund i dag.

”Det Nye Testamentes grundmyte om kvin den og måden, Jesus talte med kvinder på, tror jeg, har været afgørende for synet på kvinder i dag. Paulus taler om frihed, og han siger, der ikke er forskel på mand og kvinde, træl og fri. Det ligger også i Jesu forkyndelse. Kvindefrigørelsen er desuden vokset frem med samfundsforholdene, for vi kan ikke bruge hele vores tilværelse på at passe en moderne lejlighed og to børn. Men i kristen dommen skal man hele tiden sætte sin tro i forhold til den tid, vi lever i. Man skal ikke lefle for tiden, men se, hvordan kristendom mens centrale bud om kærlighed til Gud og næsten kan udfolde sig i den tid og det sam fund, vi lever i.”

Ifølge Lisbeth Smedegaard Andersen er det helt nødvendigt, at kvinders forhistorie træk kes frem:

”Vi danner os jo, og vi former os efter de mennesker, vi taler med, de ting, vi læser, og de ting, vi oplever. Når vi læser om kvinder ne, kan de være med til at udvide vores syn på menneskelivet som helhed og vores tro. I Bibelen giver kvinderne os et mere nuanceret billede. De viser også, at man har lagt vægt på dem i den tidlige kristendom.” J

Lisbeth Smedegaard Andersen

Født i 1934 på Frederiksberg i København. Teolog, salmedigter og kunsthistoriker. Har skrevet flere bøger om dansk kirke kunst og 1800-tallets åndshistorie.

Gift med Jens Smedegaard Andersen. Parret bor i Hellerup. Sammen har de fire børn og flere børnebørn.

Bibelens Kvinder

Af Lisbeth Smedegaard Andersen. 320 sider. 349,95 kroner. Udkom den 8. september på Kristeligt Dagblads Forlag.

2 Fortællingen om Adam og Eva er ifølge Lisbeth Smedegaard Andersen en vigtig myte, der fastlæg ger forholdet mellem man den og kvin den. Her ses en østrigsk glasmosaik. – Foto: Leif Tuxen og Masterfile/ Ritzau Scanpix.

Hvis man vil vide, hvem Amdi er

Ny biografisk bog af Rune Skyum-Nielsen i samarbejde med Thure

Lindhardt giver et godt bud på, hvem Tvindstifteren Mogens Amdi Petersen er.

anmeldelse

Jes Fabricius Møller kultur@k.dk

Efter at jeg for snart 25 år siden udgav en bog om skolesamvirket Tvind og Mogens Amdi Petersen (født 1939), har jeg ikke tal på de gange, jeg er blevet ringet op af jour nalister, der har stillet mig spørgsmå let: ”Hvem er Amdi?” Jeg har altid sva ret henholdende. Nu er der inden for kort tid kommet to rigtig gode bud, der begge søger svaret på dette spørgsmål i barndommen og ungdommen.

I februar udkom Peter Tygesens bog om de første 40 år af Mogens Amdi Pe tersens liv, og i slutningen af august fulgte nu denne af Rune Skyum-Nielsen med sin version af historien. Begge bø ger er journalistiske i den forstand, at de først og fremmest bygger på inter views med folk, der har kendt Amdi Pe tersen, og derfor er det også i vid ud strækning den sam me historie, de for tæller – med de va riationer og for skydninger, som den menneskelige erindring nu en gang lægger ind i stoffet på 50-70 års afstand.

Rune Skyum-Niel sen har arbejdet sammen med skue spilleren Thure Lindhardt om bo gen, og der antydes et filmprojekt. Det er måske også her, man skal finde grunden til hans mere psykologiske til gang til emnet, ønsket om at trænge ind i personligheden. Det er antagelig lige så meget skuespillerens som psykolo gens ambition om at forstå, der gør sig gældende.

Breve, som de to sammen har skrevet til Amdi Petersen i håbet om et inter view i hans mexicanske eksil, er aftrykt i bogen: ”lad os tale om dit uforligneli ge liv”: ”Uden dig ville der have været færre pædagogiske landvindinger. Uden dig færre fællesskaber. Uden dig mindre at skrive hjem om,” lyder det blandt andet. Men de smigrer forgæves. Indtil videre har kun Pia Elers, som ud gav bogen ”På rejse med Amdi” for to år siden, haft held med at få Amdi Peter sen i tale.

Lindhardts og Skyum-Nielsens breve kredser om slægtens betydning. Som de skriver til Amdi Petersen:

”Det er kuriøst, at begge dine bedste forældre hed Peter Petersen, og begge kom til verden på en mølle den samme dag, nemlig 8. april 1873. At de skulle få

så forskellige skæbner. Mens din farfars djurslandske familie vadede i ulykker, blev din vestfynske morfar en stor ka non.”

I overensstemmelse med denne iagt tagelse er to af bogens indledende ka pitler viet den petersenske slægtsforsk ning. Det er selvfølgelig noget af et sammentræf, at forfædrene var mølle re, men pointen hænger lidt i luften. Var den store vindmølle, som blev byg get ved Tvind i Vestjylland i slutningen af 1970’erne under Amdi Petersens le derskab, en eller anden form for forsøg på at måle sig med ophavet?

Mogens Amdi Petersen var en oplø ben knægt fra Ringe på Fyn, den stren ge skoleinspektørs søn, der endte med at gøre oprør mod sin fars værdier, en 1968’er før begrebet blev til. Amdi Pe tersen var som ung nyansat skolelærer medstifter af et kollektiv i Odense i 1963, og han gjorde sig efterhånden be mærket som karismatisk midtpunkt i byens kreative venstrefløjsmiljø. I 1965 blev han efter to års prøvetid nægtet fast ansættelse i folkeskolen med den udtrykkelige begrundelse, at han var for langhåret. Sagen vakte landsdæk kende opsigt, og der har siden været spekuleret i, om der i virkeligheden var en anden grund. Skyum-Nielsen venti lerer en troværdig teo ri om, at Amdi Peter sen havde brudt en af tale med skolens le delse. Desværre med deler han ikke, hvad denne teori bygger på. Samtidig forsøgte Am di Petersen sig med usædvanligt ringe held som træskibsre der, og endelig tog han med nogle venner på en dramatisk jord omrejse, hvor forfatte ren Arne Herløv Peter sen også deltog. Det er ikke mindst hans dag bøger, bogen bygger på. Bogen slutter med en dramatisk retssag i Flensborg, hvor Amdi Petersen blev idømt fængselsstraf efter at have deltaget i en poli tisk demonstration. Da var han 30 år gam mel.

Skyum-Nielsen har en tendens til dramatiserende fyldekalk: ”Kolding lå menneskeøde hen, da et sæt billygter skar igennem natten og søgte ned ad Fredericiagade.” Det er lige før, at nat ten også var mørk og stormfuld. Men bort set fra det er han en ferm fortæller, og bo gen bygger på grundig research. Man er i gode hænder. Dertil er bogen fortrinligt il lustreret. Så hvis man vil vide, hvem Amdi er, er denne bog et godt sted at begynde. J

5 stjerner

Rune SkyumNielsen i samarbej de med Thure Lindhardt: Amdi bliver til. 416 sider. 320 kroner. Politikens Forlag.

Fagbøger bliver solgt på kendisser og cliffhangers

Der er godt salg i den fortællende faglitteratur, hvor kendte mennesker deler personlige beretninger. Dansk Forfatterforening frygter for klas sisk faglitteraturs fremtid ny rapport

Lærke Cecilie Lindegård lindegaard@k.dk

Faglitteraturen lever og har læsere. Det konkluderer en special rapport fra Kulturministeriets Bogpanel om faglitteraturens aktuelle status og vilkår, som blev præsenteret på et digi talt seminar midt i august. Rapporten beskriver blandt andet, at faglitteraturen – som dækker over alt fra værker om sundhed, livsstil, sind, familieliv, hobby og håndarbejde til po litiske debatbøger, biografier, historiske bøger og journalistiske afdækninger –er rigt repræsenteret på små, mellem og store danske forlag, hvor den har haft stabil omsætning de seneste 10 år, med en lille stigning mellem 2019 og 2020.

Tilmed opruster mange af de store forlag med nye og flere redaktører in den for non-fiktion, som er forlagenes betegnelse for alt stof, som ikke er skønlitteratur.

”Det går godt for faglitteraturen, og det skyldes blandt andet den narrative non-fiktion, hvor dygtige forfattere for mår at formidle spændende og svært stof på en måde, som når ud til et bredt publikum – uden overhovedet at gå på kompromis med deres faglighed,” siger Trine Ravn, der er direktør for non-fikti on hos forlaget Lindhardt og Ringhof.

En af de nye tendenser, som rappor ten beskriver, er den såkaldte fortællen de faglitteratur – også kaldet narrativ non-fiktion, hvor bogens forfatter blan der oplysning og oplevelse, for eksem pel med brug af spændingsopbygning. Det er bøger som Puk Damsgårds nær hedsfortællinger fra Mellemøsten, Ulrik Langens historiske fortællinger og Nicklas Brendborgs ”Gopler ældes bag læns”.

En anden tendens er kendis-faktoren. Tidligere kunne Politikens Forlag for ek sempel udgive ”Politikens salatbog”, men den type bog kræver i dag en kendt, personlig afsender som en kok, en instagrammer eller en influencer, forklarer Kim Hundevadt, forlagschef

for non-fiktion på Politiken, i rapporten.

Men hos Dansk Forfatterforening frygter Henrik Poulsen, der er formand for den faglitterære gruppe, at udvik lingen får alvorlige konsekvenser for den klassiske faglitteratur.

”Lige nu er det markedet, der bestem mer faglitteraturens udvikling. Vi risike rer, at den klassiske faglitteratur – mo nografien, den akademiske fremstilling og den gode, originale lærebog – risike rer at gå under radaren, fordi forlagene har fokus på salg, og det er svært for for fatterne at få arbejdslegater til de her ud givelser,” siger han.

Niels D. Lund, der er lektor emeritus ved Københavns Universitet, og har for sket i faglitteraturens udvikling, har, li gesom Henrik Poulsen, bidraget til Bog panelets rapport. Han istemmer: ”Det er et stort problem, at det er ble vet så svært at få klassisk faglitteratur trykt. Forlagene svigter simpelthen, når de lader forfatterne om at rejse finan sieringen, hvor de typisk skal rundt hos 8-10 forskellige fonde.”

Trine Ravn mener ikke, at billedet er så entydigt. Sidste år udgav Lindhardt og Ringhof eksempelvis historikeren Peter Harmsens værk ”Storm over Stil lehavet”, som handler om Anden Ver denskrig i Stillehavsregionen.

”Det er et kæmpe værk med masser af noter i, men som samtidig er skrevet scenisk, så man læser det næsten som en roman,” siger hun.

”Men kommer en forfatter med en spændende idé, men inden for et smalt emne, kan det sagtens være, at forfatte ren selv må bidrage med fondsstøtte til at få bogen trykt,” siger Trine Ravn. J

Bibliotekernes mest indkøbte fagbøger udkommet i 2020

Effekten af en kendt forfatter er tydelig, når man kigger på listen over bibliotekernes mest indkøbte fagbøger udgivet i 2020. Her indtager sundhedsforsker Bente Klarlund førstepladsen med bogen ”Yngre med årene”. Journalist Puk Damsgård ligger på andenpladsen med ”Arabica”, og sundhedsekspert Chris MacDonald på tredjepladsen med ”Ikke til forhandling”.

0 Indenfor de seneste tyve år er skellet mellem fag- og skønlitteratur blødt op, og flere hybrider vinder frem, hvor eksempelvis skønlitterære bøger bygger på virkelige erfaringer. – Foto: Mads Jensen/Ritzau Scanpix

0 Mogens Amdi Petersen. – Foto: Aage Sørensen/Nordfoto

FASCINERENDE STYKKE VERDENSHISTORIE

Tom Buk-Swienty levendegør den spektakulære fortælling om en række sønderjyders skæbne i Afrika under 1. Verdenskrig. Forklædt som sømænd blev 30 danske mænd i det tyske kejserriges tjeneste sendt på en hemmelig mission til den tyske koloni i Østafrika.

HISTORIEN OM AMDI

I årtier er han blevet jagtet af myndigheder og medier. Dette er den hidtil ukendte, dramatiske fortælling om manden bag Tvindimperiet, Mogens Amdi Petersen, og hans liv, som det udspillede sig i de skelsættende unge år, hvor han udviklede sig fra dydsmønster til kontroversiel ener.

KOM TÆT PÅ

EFTERFORSKERNES ARBEJDE

To af Danmarks mest erfarne drabschefer bruger deres viden fra talrige sager til at føre læseren fra gerningsstedet via gerningsmandsprofilering og retsmedicinske undersøgelser til dommen og det retslige efterspil.

KAMPEN MOD SMITTE

Få et unikt indblik i, hvad der sker bag kulisserne, når en virus truer os på livet. Det er den første samlede beretning om de to vilde pandemiår: forskernes kapløb med tiden og en virus, der er en mester i at mutere, håndteringen af alle de udfordringer, virus pludselig kastede os ud i – og hvad vi har lært.

STORE ORD 250 toneangivende stemmer giver en personlig fortolkning af 347 forskellige ord i tekster og visuelle værker — fra det livs kloge og tankevæk kende til det legende og humoristiske. ORD er en hyldest til spro get, som det lever og ånder lige nu. Et bille de på vores tid og de stemmer, der er med til at definere den.

KOM TÆTTERE PÅ

NATUREN OG DIG SELV

Med TUREN GÅR TIL får du inspiration til dine næste vandreruter, der er udvalgt efter skønhedsværdi, geografi og interessante naturfænomener. Beskrivelserne af de enkelte ture dykker ned i områdets landskaber og de kulturattrak tioner, du møder på vejen. Så læg hverdagen bag dig, snør vandrestøvlerne og gå af sted på nye eventyr.

EN KRIGER PÅ

LANDEVEJEN

Verdensmesteren Mads Pedersen fortæller ærligt og bramfrit om sine største sejre og mest smertelige nederlag og tager læseren med ind til cykelsportens inderste væsen.

FUGLELIVET I ÅRETS LØB

Bordkalender med de smukkeste fugleakvareller og en lille tilhørende tekst. Der er både de kendte og elskede fugle, vi møder ved foderbrættet i haven, og dem vi kan nyde på afstand i parkerne, i skoven, ved søen, på engen og ved havet.

KOM GODT IGENNEM OVERGANGSALDEREN

Få hjælp af Anne Hjernøe og de eksper ter, hun har allieret sig med, til at forstå, hvad din krop og hjerne gennemgår, når du kommer i overgangsalderen. Du får samtidig gode råd til, hvordan du reducerer generne ved svede- og hedeture, søvnløshed, blødningsforstyrrelser, koncentrationsbesvær, ondt i leddene og sek suelle smerter.

Biografi om Vesterbros rapkæftede rimsmed er umanerligt vellykket

Det er lykkedes biogra

fist Jens Andersen at begå et både dybt og ved kommende portræt af Tove Ditlevsen, som kaster nyt lys over forfatteren, fænomenet og mennesket anmeldelse

Kathrine Maria Amann kultur@k.dk

På afstand er det ikke svært at få øje på tragik ken i Tove Ditlevsens korte liv. Der var de mange indlæggelser på psykiatriske afdelinger, misbruget af både piller og alkohol, tumultariske forhold til skiften de mænd, brudte ægteskaber, utroskab, selvmordsforsøg og slutteligt den 58-åri ge forfatters sørgelige endeligt en marts dag i 1976. Også det omfangsrige forfat terskab bærer vidne om et liv mesten dels stemt i mol. Digte, essays, noveller og romaner kredser ubønhørligt om angst, død, ensomhed og depression.

Men der var også en anden side til det skrøbelige pigesind. Ditlevsen var en stålsat kvinde, der ikke var bleg for at gå enegang mod tidens fremherskende tendenser. Uforfærdet og med stort iro nisk overskud tog hun kampen op med modernismens ”skrighalse”, med de elitære i Det Danske Akademi og med den dominerende rødstrømpebevægel se. Og det var med samme urokkelige karakterfasthed, hun ugentligt leverede kontante svar som mangeårig brevkas seredaktør i Familie Journalen, når hun køligt rådgav fortvivlede kvinder til at tage hjem til deres ægtemænd og ”bide et par ydmygelser i sig”.

Den hårde nyser var dog også en stor slået (galgen)humorist med et særligt blik for tilværelsens rå absurditet og med en evne til at sætte sig selv i spil, når hykleri og selvhøjtidelighed skulle udstilles. Som engang ved Gyldendals efterårsreception, hvor Ditlevsen, høj på piller og andet, bryder den ærbødige stemning ved at anråbe den jomfrunal ske kritiker Jens Kistrup med sit djærve vesterbroske: ”Der står jo Jens Kistrup –den eneste kritiker i dansk litteratur, jeg ikke har bollet.”

Det er denne psykologiske spændvid de og kompleksitet, den velskrivende Jens Andersen formår at udfolde i ”Dit levsen – en biografi”. Nuancerigt skil dres ikke bare den tragiske Tove, men også divaen Ditlevsen, den dramatiske selskabsløve med den ligefremme fa con, baggårdstøsen, der elskede at for arge, og den livskloge digterinde med de mange mænd og de mange menin ger om alt fra flugten fra de småborger lige kaffeborde til datidens uniformere de feminisme.

Imod flokmentaliteten

Andersen kender sit emne og bevæger sig lydefrit og elegant mellem allehån de kilder; interview, brevvekslinger med livvidnet Ester Nagel (1918-2005), udsagn fra venner, kollegaer og tidlige re ægtemænd, forfatterens egen selv biografi, forfatterskab og journalistik.

Det er da heller ikke første gang, Jens Andersen går ombord i Ditlevsen, om man så tør sige. Tilbage i 1997 udgav han biografien ”Til døden os skiller. Et portræt af Tove Ditlevsen”, og en del af stoffet er således velkendt. I forordet

begrundes det, hvorfor tiden nu allige vel kalder på en ny biografi og et nyt blik på digterinden; ”Synet på Ditlev sens bøger, kvinde- og kunstnerrolle har ændret sig markant.” Forandringen tilskrives de senere års eksplosive køns politiske udvikling med fokus på LGBTQ+-spørgsmål, samtykke og #Me Too.

Med en sådan ind ledende erklæring kunne man måske frygte, at Andersen var på vej ud i noget revisionistisk wokewashing af den vær geløse Tove. Men det bliver nu heldigvis aldrig tilfældet. Bo gen forholder sig he le vejen loyalt og lø digt til Ditlevsens position. Hun afskyede al slags logeag tig medløberi, om det så være sig litte rær modernisme eller kvindebevægel sen, hvis forkæmpere hun betragtede

som ”en særlig bulldograce, der, hvis de bider sig fast i en bukseende, er ude af stand til at give slip igen.”

Det var, skal man tro Andersen, ikke så meget kvindesagen som sådan, men snarere flokmentaliteten, der instink tivt bød hende imod.

Bag de gæve udfald gemte der sig ikke desto mindre en livslang skuffelse over aldrig at blive accepteret i det finkulturelle selskab.

Samme ditlevsen ske obsternasighed gjorde sig gælden de, når hun i årevis fremturede mod tidsånden og den lit terære modernisme, hvor lyrikken hver ken måtte rime eller være sentimental, men helst – som hun spotsk bemær kede det – skulle være ”fyldt med rustne vandrør, menstruationsblod og kloakmudder fra tilstoppede septiktanke.”

Bag de gæve udfald gemte der sig ik ke desto mindre en livslang skuffelse over aldrig at blive accepteret i det fin

kulturelle selskab.

Det er for disse på én gang tidstypiske og evige indlæg i stadig verserende dis kussioner, at ”Ditlevsen – en biografi” er læseværdig. Også for Jens Andersens kyndige og perspektivrige undersøgelse af den litterære selvfremstilling, Ditlev sens idelige brugen sig selv i litteratu ren – og hvilke konsekvenser, det hav de at skrive autofiktion, før en sådan fandtes. Men især for sin dybe sans for et komplekst sind, en ukuelig ånd og en stor forfatter.

5stjerner

Jens Andersen: Ditlevsen. En biografi. 184 sider. 249,95 kroner. Gyldendal.

J

0 Nuancerigt skildres ikke bare den tragiske Tove, men også divaen Ditlevsen, den dramati ske selskabs løve, bag gårdstøsen og den livs kloge digter med alle mændene.

– Foto: Per Pejstrup/ Scanpix.

Det første store kuld af deleordningsbørn

De blev født i 1990’erne og har som børn af skilte forældre lært at agere i to verdener. Generation

7/7 kaldes de i en ny bog, og de har mere til fælles, end de troede

baggrund

Amalie Høgsbro Jørgensen ajoergensen@k.dk

Sara havde ét hjem i lige uger, et andet i de ulige. Sådan havde det været, siden hendes forældre blev skilt, da hun var to et halvt. Hun havde også en dværghamster med transport bur. Både hun og hamsteren blev frag tet fra forælder til forælder i delebil hver mandag. Sara tænkte ikke over, om det var besværligt, for det var bare sådan, det var.

Saras livsvilkår er ikke usædvanli ge. Fra 1990’erne og fremefter blev det mere og mere almindeligt, at børns hverdag i højere grad blev delt lige mel lem to skilte forældre. Generation 7/7, kalder forfatteren Emilie Stein Thorsen dem i en ny bog, fordi en ordning med syv dage hos den ene forælder efter fulgt af syv dage hos den anden ofte blev anvendt.

I bogen ”Generation 7/7” forsøger hun at komme tættere på, hvilke erfa ringer der kendetegner børn og unge af den tid. Det har hun gjort ved at inter viewe 25 mennesker med fødselsdato i 1990’erne og samle deres fortællinger i en bog. Den vidner om skrupforvirren de hverdage og dårlig samvittighed, men også om en fornemmelse af at ken de sine forældre som individer. Den i dag 25-årige Sara med hamsteren er en af dem, der har delt sin historie med forfatteren.

Emilie Stein Thorsen er selv barn af skilte forældre og begyndte først i sine tidlige 20’ere at tale med venner om er faringer fra en opvækst præget af utalli ge papforældre og to af alting. Sådan opstod idéen til bogen.

”Mange af dem, jeg har talt med i bo gen, har sagt ’Gud, jeg har aldrig talt med nogen om dette før’. Jeg synes, det er interessant, at flere af os har manglet et rum for samtalen, når vores oplevel ser ligner hinanden, og der er så mange af os,” siger hun.

Hver femte barn taler ikke på noget tidspunkt med nogen om de følelser, der er forbundet med forældrenes skils misse, viser en undersøgelse fra Børns Vilkår, som omtales i bogen.

Ingen skulle snydes

Karen Vallgårda er lektor på Køben havns Universitet og forsker i politisk familie- og barndomshistorie. Hun for tæller, at der lå en tung emotionel byr de på mange af de børn, hvis forældre blev skilt i 1980’erne og 1990’erne, for stået på den måde, at de ofte følte, de skulle tage sig af deres forældre følel sesmæssigt.

”Nogle beskriver for eksempel, at hvis de havde haft det sjovt hos den ene for ælder, så havde de ikke lyst til at sige det til den anden, fordi de var bange for at såre den forælder, der måske var ale ne. Den følelse, flest af disse børn giver udtryk for i forbindelse med en skils

misse, er dårlig samvittighed,” si ger Karen Vallgårda.

Sara optræder, ligesom de andre interviewpersoner i ”Generation

7/7”, uden efternavn og be retter i bogen, at hun var meget opmærksom på at undgå at skabe ubalance i, hvor meget hun så hver af sine forældre.

Sara boede en uge ad gangen hos hver foræl der, indtil hun tog på højskole som 19-årig.

”Jeg havde svært ved at slippe tanken om, at de savnede mig, når jeg var væk. Jeg tog hensyn til mine forældre, men jeg tog også hensyn til mig selv, for jeg ha der at tage beslutninger (...).

I gymnasiet, hvor der be gyndte at ske ting i weeken derne, blev jeg nogle gange en dag mere det ene eller det andet sted, men uanset hvor meget mine forældre sagde, at det var okay, syntes jeg, at det var ube hageligt, og jeg følte, at jeg skulle udligne med en dag i den anden ende, så in gen blev snydt,” fortæller hun i bogen.

Men noget af det, man så i 1990’erne, var også, at børn be gyndte at be skrive indignati on over rela tionen til deres forældre. Det for tæller familiehistori keren Karen Vallgårda.

”Det har jeg ikke kunnet finde mange spor af i 1970’erne og 1980’erne, hvilket afspejler, at der skete noget med barndomskul turen og forholdet mellem børn og forældre,” siger hun.

Det skyldes blandt andet, at Dan mark i 1991 trådte ind i FN’s Børne konvention, der beskytter børns ret tigheder til at blive set og hørt. Det er udtryk for, at der kom et større fo kus på børns trivsel og behov. Bør nene begyndte at stille en anden ty pe krav til deres forældre.

”Siden da tror jeg, at forældre over en bred kam er blevet bedre til at ta ge sig af deres børn i forbindelse med en skilsmisse – vel at mærke, hvis de har ressourcerne og netvær ket til det. Vi er blevet bedre til at støtte hinanden,” siger Karen Vall gårda.

I stort set hele 1900-tallet navige rede man efter rationalet, at det var bedre for barnet at bo hos den ene forælder for så vidt muligt – typisk moderen.

Nogle forældre forsøgte også at forhindre, at barnet eller børnene havde for meget samvær med den anden forælder. Ofte begrundede de det med, at de ville beskytte børne ne mod at opleve sindsoprivelse og

Flere og flere delebørn

I 1994 havde fire procent af 11-årige børn i skilte familier det, man i dag vil kalde en deleordning, hvor barnet havde to bopæ le. Det viste tal fra det daværende nationale forsk ningscenter for velfærd, SFI.

I 2009 var 16 procent af de 3- til 15-åriges hverdag struktureret i en 7/7- eller 6/8-deleordning, viser en undersøgelse fra Vive – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

I 2013 var tallet steget til 29 procent af de 3- til 15-årige.

I 2017 gjaldt det samme for 37 procent af de 3- til 15-årige.

er blevet voksne

forstærket længsel og afsavn.  Men idealet om samarbejde er blevet stærkere. Især siden 1970’erne er der gradvist kom met flere udtalte forventnin ger til faderrollen. Faderen skal involvere sig i børne nes liv og trivsel. Samtidig er fædre selv kommet på banen og har udtrykt øn ske om at få lov at holde kontakten med deres børn efter en skilsmisse og bevare en tæt hverdags relation til dem. Det fortæl ler Karen Vallgårda. I 1986 vedtog man en lov, der gjorde det muligt for ugif te og fraskilte forældre at dele forældremyndigheden. I 1994 vi ste en dansk undersøgelse blandt 11-årige børn, at kun omkring fire procent havde det, man i dag vil kalde en deleordning, hvor barnet havde to bopæle. Derefter tog udviklingen fart. I 2009 boede 16 procent af alle skilsmissebørn lige me get eller næsten lige me get hos hver foræl der, viser tal fra Vi ve, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Og det nyeste tal fra Vive viste i 2018, at tal let var steget til mere end hver tredje.

ikke er en ’rigtig’ familie. En sagde for eksempel: ’det er ikke min rigtige bror, men jeg kalder ham min rigtige bror’,” siger hun.

Forestillingen om ”rigtighed” risikerer at få børn af skilte forældre til at føle, at de skal leve op til noget, de ikke er i stand til, og at deres liv derfor ikke er helt lige så værdigt.

”Vi er alle sammen med til at nære den kulturelle stereotypi om blodsbe slægtethed og dermed normen om, at det gode barneliv er at vokse op i en ker nefamilie,” siger Eva Gulløv.

”Men omkring 35 procent vokser op i en familie, der ser anderledes ud, så det er ret vigtigt at få nuanceret, at familie virkeligheder kan se ud på temmelig forskellige måder, og de er ikke nødven digvis sørgelige,” fortsætter hun.

Og eksempler på spraglede familie konstellationer er der i øvrigt masser af i bogen ”Generation 7/7”. Der er for ek sempel Thea, hvis mor over årene har haft mellem 10 og 20 kærester. Thea har kun brudt sig om under halvdelen.

”Der var en, der stemte sine s’er og havde en meget lille mund, og en an den, som ville have mig med ud at klat re, selvom jeg ikke havde lyst til det. En tredje ville gerne have, at vi kaldte ham far. Faktisk var der to, der gerne ville have det: For der var også ham, som havde mistet sin kone for nylig, og der for gerne ville have, at vi begyndte at kalde ham far, så hans børn også kunne kalde min mor for mor,” fortæller Thea i bogen.

For forfatteren Emilie Stein Thorsen selv har hendes familieerfaringer bety det, at hun i dag forstår familie som et bredere koncept.

Per son ligt op levede Emilie Stein Thorsen som barn sommetider en ensomhed, der var forbundet med, hvad der føltes som at leve i to for skellige verdener. Det har dog gi vet hende en solid tilpasningsev ne. Og så har forfatteren lært sin mor og far at kende på en anden og positiv måde.

”Jeg har fået ret tætte forhold til begge mine forældre, fordi jeg har lært dem at kende som individer og ikke kun som forældre og som et par,” siger hun.

Og ifølge Emilie Stein Thorsen er alle medvirkende i ”Generation 7/7” blevet gode til at ”navigere i de voksnes følelser og konflikter i familiekonstellationer med både højt til loftet, stort humoristisk po tentiale og total forvirring.”

En ”rigtig” bror?

I et studie fra 2013 havde forskere fra Aarhus Universitet undersøgt børns opfattelse af, hvordan det er at have søskende. Og det viste sig, at idealerne om kernefamilien sætter aftryk på børnenes oplevel ser af, hvad det vil sige at være en familie. Resultatet overraskede Eva Gulløv, professor i børnean tropologi og barndomssociologi og en af forskerne bag studiet.

”Vi var ret slået af, at mange af børnene fortalte, at deres familie

”Jeg har fået et andet syn på, hvad fa milie er, forstået på den måde, at min mors bedste venner og deres børn er li ge så meget familie som dem, jeg er blodsbeslægtet med”.

Egne forventninger til parforhold

Så hvad så nu, hvor 1990’er-børnene selv er blevet voksne og skal navigere i seriøse parforhold? Som hovedregel ses en tendens til, at de deler sig i to lejre, forklarer Heidi Agerkvist, der er privat praktiserende psykolog med speciale i børnefamilier og parforhold.

Af dem, der gerne vil giftes, har nogle en klar forventning til, at de aldrig vil skilles, fordi de ikke vil udsætte egne børn for det, de selv har været igennem. Andre tænker, at skulle deres egen skils misse blive en realitet, skal det nok gå

”Hvis det har været en virkelig dårlig oplevelse, at ens forældre blev skilt, vil man typisk ikke udsætte sine egne børn for det samme. Hvis man derimod ople vede, at forældre kunne finde ud af at være voksne i det, og de har det bedre og roligere med hinanden og med at være forældre sammen stadigvæk, så har man en erfaring med sig, der gør, at man godt kan se et godt liv for både sig selv og sine børn på den anden side af skilsmissen,” forklarer psykologen. J

Om bogen

Har den fulde titel ”Generation 7/7Beretninger fra 25 unge voksne med skilte forældre”.

Skrevet af den 26-årige journalist Emilie Stein Thorsen.

208 sider. 239,95 kroner.

Udkom den 2. september på Gyldendal.

Aften i Amerika

Den amerikanske sjæl er martret, demokratiet en parodi, og sammenhængskraften truet. Men hvordan kunne det gå så galt? Det sæt ter David Trads sig for at finde ud af i ny bog anmeldelse

Lotte Kirkeby kultur@k.dk

Der er intet af det, der er galt ved Amerika, der ikke kan lø ses ved det, der er godt ved Amerika. Sådan sagde Bill Clinton, da han i 1993 tiltrådte som præsident. Og sådan har det længe været i journalist og forfatter David Trads’ bevidst hed. Men ikke nu. Der er noget, der er i færd med at forandre sig. Optimismen er forduftet, og det er ikke længere morgen i Amerika, som Ronald Reagans slogan lød i 1980’erne. Mørket er ved at sænke sig sammen med en for David Trads ukarakteristisk amerikansk pessimisme, og han har sat sig for at forsøge at finde ud af, hvad det er, der sker.

I løbet af tre måneder i 2022 rejste han rundt i en fjerdedel af USA’s delstater og søg te undervejs at finde svar på de spørgsmål, som han synes er afgørende for at forstå lan det. De falder i otte kapitler: Hvorfor er lan det så fascinerende? Hvorfor er racismen så stærk? Hvorfor er politikken så ekstrem? Hvorfor er de oprindelige folk så svage? Hvor for tillader de den enorme ulighed? Hvorfor er landet reelt så udemo kratisk? Hvorfor er ame rikanerne så glade for våben? Hvorfor er fremti den så skræmmende?

En stor del af svarene ligger i, at ekstremismen efterhånden er blevet så mainstream, at selv åbenlyse løgne ikke læn gere kan tilbagevises som nonsens. Her ses Donald Trump ikke overraskende som den store skurk, og under ham har demokratiet udviklet sig til en parodi, hvor det ikke læn gere er flertallet, men mindretallet der be stemmer, og hvor den idealisme, nationens

fædre i sin tid baserede systemet på, er blevet kidnappet af milliardærer med særinteresser, der ikke matcher befolkningens. Og det ska ber splittelse og truer sammenhængskraften.

Dog er begejstringen over Guds eget land, navnlig i bogens første kapitel med titlen ”It’s showtime!”, lige ved at stikke af.

David Trads har valgt reportagens form til ”På jagt efter Amerikas sjæl. Er der håb for Guds eget land?”, og den fungerer godt. Han er en fornøjelig rejse partner med et enormt kendskab til såvel amerikansk politik som amerikansk pop kultur, og han syr sømløst de to registre sammen i sin bestræ belse på at belyse ri gets tilstand. Hans smittende nysgerrig hed og begejstring glimrer for alvor, når han møder nye menne sker på sin vej: som Sonny, der er indehaver af en våbenbutik i Texas og beskylder David Trads – og med ham alle danskere – for at bøje nakken for staten, eller Mike og Sandy i

Nashville, Tennessee, der spørger sig selv, om de virkelig kan være bekendt at have sat en sort dreng i verden, når de nu ved, hvor svært det er at være en af slagsen. Og så er der Johannes V. Jensen (1873-1950), som David Trads slår følge med, da også han turnerede rundt i Amerika på fem rejser fra 1896 til 1939 og var en flittig skildrer af sin fa scination af landet. David Trads bruger ham til at sætte den historiske scene og skabe per spektiv, og han fiktionaliserer hans mange indtryk. Det kunne jeg personligt godt have undværet, ikke mindst da den gamle mesters egne ord, de steder, hvor de bliver citeret di rekte – uanset hvor politisk ukorrekte de måtte forekomme i dag – står så meget stær kere end David Trads’ gendigtning og derfor måske med fordel kunne have været indlejret i hans som sagt glimrende reportager. Dog er begejstringen over Guds eget land, navnlig i bogens første kapitel med titlen ”It’s showti me!”, lige ved at stikke af, og der går lidt vel meget konfettikanon i den. Det kunne man have tonet ned, præcis som man kunne have redigeret en kende strammere, da adjektiver

får lov at hobe sig op, og gentagelser brede sig, som for eksempel når vi på få sider flere gange får fortalt, at USA begynder at minde om Europa, eller at indbyggertallet i Pueblo Isleta i New Mexico er 4387. Men alt i alt er man i godt og dannet selskab med David Trads, der konkluderer, at Amerika trods alt stadig er synonymt med håbet – og selvom det falmer i disse år, er det for ham stadig den amerikanske sjæl. J

4 stjerner

David Trads. På jagt efter Amerikas sjæl. Er der håb for Guds eget land? 348 sider. 300 kroner. Politikens Forlag.

Preben Lindegaard: ... meget efterlod de. 600 sider. 299,95 kroner.

Forlaget Historia.

Den slægts- og lo kalhistoriekyndige pensionerede skibsfører Preben Lindegaard har skrevet et stort værk om den søn derjyske lokalitet Stenderup tæt ved Dybbøl. Hans historie begynder i 1787, da de lokale bønder er ved at blive selvejere, siden følger 1800-tallets kampe om Slesvig og ne derlaget i 1864, som fik mange til at emigrere til Amerika.

Bogen udkom 15. september.

Anni Schwartz Hansen: Strandet på Java. Krigssejlerne fra Jane Mærsk. 302 sider. 249 kroner. Marstal Søfartsmuseum.

Under Anden Ver denskrig blev det danske skib Jane Mærsk sænket ud for Javas kyst, og 29 ombordværende danske søfolk blev dømt til et årelangt ophold på den indonesiske ø. En af dem var maskinmester Lars Hugo Larsen, som kom hjem i 1945, men fortav, hvad der var overgået ham og de andre. Det har hans datter, Anni Schwartz Hansen, nu undersøgt og skrevet en bog om.

Klaus Larsen: 1772. ”Selskabet” – barn af oplysningstiden. 192 sider. 249,95 kroner. Gads forlag.

Det Medicinske Sel skab blev stiftet i København i et af danmarkshistoriens mest omtumlede år, 1772. Midt i en op lysnings- og bryd ningstid, hvor læ gen Struensee først regerede Danmark, siden blev henrettet, mødtes en håndfuld læger og dannede et selskab, som skulle få stor betyd ning for lægevidenskaben i Danmark.

Jakob DanneskioldSamsøe: Rejsen mod Europa. De seneste 200 år. 542 sider. 399,95 kroner. Gads forlag.

Historikeren Jakob Danneskjold-Sam søe udgav tidligere i år ”Rejsen mod Europa. De første 10.000 år”. Nu ud kommer opfølge ren, som beskriver de seneste to århundreders europæiske kul turhistorie fra Napoleonskrigenes afslutning i 1815 og frem til i dag. Danneskjold-Samsøes historieskrivning sætter særligt fokus på de kulturelle strømninger og store opfindelser, der kom til at præge eftertiden.

Når børns hjerner er på overarbejde, skal vi hjælpe dem til ro

Fysioterapeut Pernille Thomsen hjælper børn med ondt i livet. I sin bog, der udkom tidligere på året, lærer hun børn og forældre, hvordan de kan finde ro i en larmende verden interview

Else Marie Nygaard nygaard@k.dk

Puderne er bløde, og der er mange af dem, og så er der tændt levende lys. Her er rart. Fysi oterapeut Pernille Thomsen viser ind i det, hun kalder venteværelset, men som nærmere har karakter af en hygge lig hule. Hverken puderne eller de le vende lys er tilfældige. De børn og for ældre, som kommer her, er i krise. Når de finder vej til Pernille Thomsens praksis, har de typisk siddet i flere ven teværelser i håb om at møde en be handler, som kan hjælpe deres barn. At sidde trygt, blødt og skærmet, som man gør i Pernille Thomsens hule, bliver for mange et skridt mod et vendepunkt.

Den 54-årige socialpædiatriske fysio terapeut har i snart et årti arbejdet med de fysiske aspekter af børns mistrivsel. Hendes speciale er lindring af alarme rede nervesystemer. Der er venteliste til

hendes praksis her på den ydmyge adresse i Bagsværd nord for Køben havn, og hun bruger stadig mere tid på at undervise og formidle. Senest har hun skrevet bogen ”Børns mentale sundhed. Når nervesystemet er på over arbejde”, som udkom på Gads Forlag tidligere i år.

De fleste børn i Danmark trives, men andelen af børn og unge, der mistrives, vokser. Tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at 15 procent af danske børn og unge har været hos psykolog, inden de fylder 18 år. Pernille Thomsen møder børn med de diagnoser, medier med jævne mellemrum beretter om – fra adhd til autisme, fra skolevægring til stress. Og så er der gruppen af børn med ondt i maven uden en fysiologisk forklaring.

”Der er meget skyld forbundet med at være forældre til et barn, som ikke er i trivsel, og hvor man løbende modtager beskeder på Aula (kommunikations platform for skole og børnehaver, red.), fordi der er episoder i skolen. Både for ældre og børn kæmper med skyld i for bindelse med mistrivsel. Hos mig hand ler det om at lære sit nervesystem at kende, få et sprog for det og finde frem til, hvad vi kan gøre for at lindre. Vi ta ler som samfund meget om mental sundhed og mindre om, at den mentale sundhed har en forankring i noget fysi ologi.”

De svedige håndfladers lektie

Hvad vil det egentlig sige, at nervesy stemet er på overarbejde? En tegner har lavet børnevenlige illustrationer af hjer nen, som Pernille Thomsen har sat op

på væggene i blandt andet venteværel set. Hun bruger ofte god tid på at give børn og voksne en indføring i, hvad hun på børnesprog omtaler som ”hjer nen og dens beboere”. For som hun si ger, er det vigtigt at kende nogle struk turer i hjernen, hvis man vil forstå, hvad der sker, når nervesystemet er overbelastet.

”I stedet for at tale om, hvad barnet kæmper med, prøver jeg at forklare, hvad vi ved, der sker i hjernen, når vi er pressede.”

Hun arbejder ud fra en biopsykoso cial model, hvor man ser sygdom som et produkt af samspillet mellem men neskets biologiske, psykologiske og so ciale omstændigheder. Det er hendes håb, at de børn, som kommer her, skal lære deres nervesystem at kende. Ofte forsøger hun først at vise forældrene, hvordan de mærker et belastet nervesy stem i egen krop. I det hele taget fylder forældrene meget i Pernille Thomsens behandling.   ”Forældre, som er i krise over, at de res barn mistrives, har typisk også alar merede nervesystemer, men de er må ske ikke klar over det. Jeg spørger for eksempel forældre, hvordan de har det, når de skal til et svært møde, og mange kan fortælle om hjertebanken og svedi ge håndflader. Det er vigtigt, at foræl dre bliver bevidste om deres eget nerve system. For at forstå, hvordan et barn har det med et overbelastet nervesy stem, så skal man forestille sig, at ner vesystemet hele tiden bliver alarmeret – og til sidst, så kan man næsten ikke mere.”

Supermandssanser

Mange af de børn, Pernille Thomsen møder, har, hvad hun kalder super mandssanser.  Det kunne være den dreng, som, når han kom hjem fra bør nehave, tog en runde i hjemmet, hvor han slukkede for lyset og sørgede for, at der blev skruet ned for lyden på fjernsy net.

”Han oplevede, at verden larmede for voldsomt, og havde fundet sin egen måde til at skærme sig på. Men på et tidspunkt vil sådan en dreng kravle ind under sin dyne og nægte at gå i skole, fordi det er slidsomt at være i en skole klasse med de her supermandssanser.

Vi er alle født inden for, hvad man kal der et neurofysiologisk spektrum, og sanser forskelligt, men den forskellig hed tager vi typisk ikke hensyn til. Jeg er ikke fortaler for, at vi skal pakke bør nene ind, men det gør en stor forskel for forældre at vide, hvis ens barn har supermandssanser, og nogle børn vil have godt af, at vi reducerede forvent ningerne til, hvad barnet skal kunne overskue og rumme.”

Nogle gange leger hun en leg med børnene, hvor de forestiller sig, at Per nille Thomsen flyver hen over hverda gen. Hun flyver i en drone for at finde ud af, hvor det er, at nervesystemet tænder hos barnet. Er det lørdag for middag hjemme på sofaen? Er det til fodbold? Er det om mandagen i skolen? Er der noget bestemt i skolen, der gør, at man får ondt i maven, ikke kan træk ke vejret, bliver svimmel eller får lyst til at løbe væk?

”Jeg kan spørge børnene, hvordan de har det, lige før de får lyst til at slå, råbe eller stikke af. Der er nogle, som fortæl ler om at have ild i ørerne, om hænder, som snurrer, eller at de føler, at de ikke kan få vejret. Når jeg spørger børn, om de har et sted på skolen, hvor de kan trække sig, så er der rigtig mange, som svarer nej. Toiletterne er typisk det ene ste sted, hvor de kan være sig selv og få ro på et galoperende nervesystem.”

Søhestemad

I en kurv i venteværelset ligger hæklede gule søheste forsynet med sorte øjne. Nogle af børnene, som kommer her, sy nes, det er rart at sidde med en søhest mellem hænderne, men søhestene er her også, fordi de fortæller en historie om, hvordan man kan hjælpe børn med alarmerede nervesystemer.

Fem råd til at berolige dit barns nervesystem

Leg med dit barn

minutter hver dag.

Sørg for, at I kommer ud dagligt

uanset vejret.

Fysisk berøring

vejrtrækningsøvelser

aflaste alarmerede nervesystemer.

Lad barnet bruge tid sammen med

kæledyr.

jer med tæpper

læs en

De hæklede søheste repræsenterer hippocampus, der er græsk for søhest. Som man også kan se på planchen med hjernen i venteværelset, ligger hippo campus dybt i hjernen og er blandt an det involveret i læring, hukommelse og følelsesmæssig regulering. På samme kort man se amygdala, der er to man delformede kerner, som virker som en røgalarm. Når noget opfattes som far ligt, truende eller uoverskueligt, aktive res amygdala. På kortet over hjernen er amygdala tegnet som en myg, og Pernil le Thomsen omtaler den gerne som ”myggen”. Fælles for mange af de børn, som kommer her, er, at myggen er me get aktiv. Forældrene oplever myggen, når barnet får en kort lunte, og verden let vælter.

”Jeg taler en del om søhestemad med forældrene og børnene. Søhesten er su perhelten i eventyret, men søhesten har en tendens til at skrumpe, når vi har det dårligt, så vi skal have den fodret, så den kan vokse sig stor. Søhestemad er alt det, som kan berolige et uroligt barnesind og dæmpe myggen.”

0 ”Vi har en generation af unge forældre nu, som ikke har leget særlig meget i skolegården, men når man leger med sit barn, så spejler I hinanden og arbejder med relationen og tilknytningen, og det indvirker positivt på nervesystemet hos alle børn,” siger Pernille Thomsen. – Foto: Mathias Eis/Ritzau Scanpix

Søhestemad er hos Pernille Thomsen blandt andet leg og bevægelse. Fra ven teværelset viser hun ind i en sal, hvor der er god plads til bevægelse. Her er sjippetove, Lego, legetøjsgeværer med tilhørende skumpatroner og bolde, der tit bliver brugt til stikbold.

”Fysisk aktivitet er afgørende for at få et mere velafbalanceret nervesystem, og børn har en iboende lyst til at bevæge sig, men mange børn bevæger sig langt fra nok, og de kommer ikke nok ud. En omgang stikbold frigiver nogle gode og glade signaler til hjernen, som er med til at af-bekymre barnesindet.”

Hun mener, at alarmerede nervesyste mer kan forebygges, og opfordrer gerne forældre til, at de skal lege med deres børn 20 minutter dagligt på barnets præmisser – hvor pulsen kommer lidt op. Det kan være gamle skolegårdslege som at hoppe i elastik eller hinke, eller det kan være en tur på rulleskøjter.

”Vi har en generation af unge foræl dre nu, som ikke har leget særlig meget i skolegården, men når man leger med sit barn, så spejler I hinanden og arbejder med relationen og tilknytningen, og det indvirker positivt på nervesystemet hos alle børn.”

Ved siden af den store sal med plads til bevægelse er der et mindre rum med en briks. Når et barn har fået pulsen op

gennem leg, tilbyder hun barnet at komme op på briksen. Måske anbringer hun en varmepude på maven, og barnet blive pakket ind i tæpper. Det handler alt sammen om at bringe et belastet ner vesystemet i ro og fodre søhesten.  J

Pernille Thomsen

Født i 1967.

Er socialpædiatrisk fysioterapeut og master i sundhedspædagogik. Er indehaver af PernilleFys i Bagsværd nord for København. Er desuden landstræner for Special Olympics Damehåndbold, der er et hold for hånd boldspillere med udviklingshandicap.

Om bogen

Pernille Thomsen: Børns mentale sund hed. Når nervesystemet er på overarbej de. 96 sider. 149,95 kroner. Gads Forlag.

Hvad er det, svenskerne har gang i?

Journalist Johan Varning Bendtsen har skrevet en klog, men lidt kedelig bog om et Sverige på afveje anmeldelse

Marcus Rubin kultur@k.dk

Sverige er Danmarks anden. Det land, vi som lillebror-natio nen altid kan spejle os i, konkurrere med og se vores egen udvikling gennem. Et land, som de fleste danskere har været i, som man ge forstår sproget i, som vi har en næsten uendelig lang – og blodig – historie sammen med, og som alligevel forbliver lidt mystisk. For selv om der ikke er meget mere end et ejendomsmægler-stenkast over Øresund til Sverige, er det en anden verden. En anden politisk tradition, en helt anden selvforståel se og ikke mindst i de senere år en nærmest diametralt forskellig politisk kurs og diskurs.

For mange danskere er Sverige et skræmme eksempel. Et land der i en misforstået selv god moralisering er blevet presset af en sam menspist elite til at tage imod alt, alt for man ge fremmede og nu er ved at gå op i limnin gen af presset.

Som Johan Varning Bendtsen, udlands journalist på Kristeligt Dagblad, beskriver i sin bog om Sverige, er udviklingen og tallene da også vitterlig dystre. Sverige har Europare kord i skuddrab, og integrationen er gået me get skidt mange steder. I Malmø, lige på den anden side af broen, lever 24 procent af bør nene i fattigdom, og i udsatte områder som bydelen Rosengård er det omkring halvde len. Halvdelen! På relativt få år er Sverige

blevet et meget, meget anderledes land, et land hvor hver femte ikke er født i Sverige, men kommer fra helt andre kulturer.

At det er gået endog meget stærkt, taler tal lene, som Bendtsen ivrigt opremser, deres ty delige sprog om. Alene i 2015 kom der 160.000 flygtninge til Sverige. Mellem 2008 og 2016 kom der alt i alt lige knap en halv million, fire gange så mange som der kom til Danmark set i forhold til befolkningstallene i samme periode. Alt sammen samtidigt med at mellem 40 og 65 procent af befolkningen i Sverige ifølge meningsmålinger har ment, at der skulle tages færre flygtninge. At Sverige har fastholdt en så åben politik, på trods af at det ifølge Bendtsen på intet tidspunkt har været stort flertal for det, er vitterlig bemær kelsesværdigt og næppe voldsomt klogt. Som det igen og igen erklæres i de interview, Bendtsen laver, er masseimmigration af en sådan skala reelt irreversibel, noget der har og vil forandre Sverige i al fremtid.

Intet enkelt emne fylder mere i ”Det sven ske eksperiment” end immigration og inte

Det er interessant og nyt for mig, hvor meget af den svenske selvforståelse, der kan føres tilbage til Anden Verdenskrig og Sveri ges neutralitetspolitik og samarbejde med Nazityskland.

grationsudfordringerne i Sverige. Med god grund, det er ubestrideligt en enorm udfor dring. Men det er også meget sigende for bo gen; det er en bog om Sverige set gennem meget danske briller, præget meget af den danske debat, og selv om undertitlen lader det stå åbent, om Sverige er et foregangsland eller et skræmmebillede, hælder Bendtsen tydeligvis til det sidste.

Det er gået for vidt i Sverige, og han er på en mission for at finde ud af, hvad der er gået galt. Både når det gælder integration, men også på områder som #MeToo, politisk kor rekthed, de små landsbysamfund, der er ble vet kvast af centraliseringen og globaliserin gen. Og man bliver bestemt meget klogere. Bendtsen har læst utrolig meget, talt med utroligt mange mennesker og skriver solidt omend ikke voldsomt sprudlende.

Brug for alternativ tilgang

Det er interessant og nyt for mig, hvor meget af den svenske selvforståelse, der kan føres tilbage til Anden Verdenskrig og Sveriges neutralitetspolitik og samarbejde med Nazi tyskland. Hvorfor det egentligt er så meget værre end Danmarks heller ikke just glorvær dige samarbejdspolitik er lidt uklart, men Bendtsen argumenterer godt for, at det har trukket lange spor i Sverige og dets selvfor ståelse. Sammenligningen med USA og idéen om at se sig selv om en slags moralsk super magt er også dybt interessant og givetvis en del af forklaringen på den svenske enegang.

Som sagt bliver man klogere. Men bogen bærer også klart præg af at være sammen stykket af en lang række artikler. Der er ingen gennemgående personer, intet overordnet narrativ, og det gør læsningen noget tung. Det er det ene interview efter det andet, afbrudt af lidt for korte reportagedele og så grundlæg gende bare emneopdelt. Det er fint og oply

sende, men gør bogen til mere lektie end for nøjelse – man bliver kun meget kortvarigt for alvor suget ind i fortællingen og skal hele ti den forholde sig til nye personer og nye ste der.

På den måde bliver der også en del genta gelser, rigtig mange mennesker, der peger på de samme problemer. Samtidigt er der ikke mange, som støtter Sverige, ikke mange der får lov at få plads, der for alvor taler Sverige op. Skræmmebilledet fylder markant mere end foregangslandet, noget Bendtsen da og så åbent i sine eftertanker indrømmer er til fældet. Det er lidt en skam, ikke fordi der ik ke er meget at blive dybt bekymret over i Sve rige, men fordi man trods den ganske lange bog også efter endt læsning ikke er blevet ret meget klogere på, hvorfor de politiske eliter har gjort, som de har gjort. Har de vitterligt bare haft skyklapper på, siddet i velstand og selvglæde i smukke Stockholm på sikker af stand af problemerne og kørt landet over kanten? Eller er der trods alt lidt mere vision og kunne det store svenske eksperiment – for det er der ubestrideligt tale om –måske alli gevel ende lidt bedre, end det lige nu tegner?

Det kunne Bendtsen skrive om i sin næste bog.

Gæsteanmelderen Marcus Rubin er kronikredaktør på Politiken

3 stjerner

Johan Varning Bendtsen: Det svenske eksperiment –mellem foregangsland og skræmmebillede.

311 sider. 249,95 kroner. Gads forlag.

J

COLLAGE: JOHNER

NIELSEN

Da rækkehuset blev moderne

Bog om det smukke række husbyggeri Bakkehusene i København fortæller historien om boligbyggeri i det 20. århundrede, og hvorfor netop Bakkehusene er så vellykkede anmeldelse

Torben Weirup kultur@k.dk

Bakkehusene tæt ved Bellahøj i København er det første moder ne rækkehusbyggeri i Danmark. Man har dog kendt til rækkehuse tidligere – Nyboder er et historisk markant eksempel, og man kan blandt andre også nævne Lægeforeningens boliger på Østerbro i København – men ved opførelsen af Bakkehusene for omkring 100 år siden var normen i byerne etageejendom me.

Nu har Bakkehusene fået sin bog skrevet af to kendere af perioden, henholdsvis arkitek turhistorikeren Jannie Rosenberg Bendsen og arkitekten Birgitte Kleis. Sammen har de tid ligere blandt andet udgivet en bog om Bel lahøj 1 og Bellahøj 2, der kom til i 1950’erne og blev kaldt for skyskrabere. Så høje var de. De blev engang også kaldt Havregrynshuse ne. For så dyre var de.

Arkitektonisk harmoni

Bakkehusenes arkitekter var Ivar Bentsen (1876-1943) og Thorkild Henning-sen (18841931).

Sidstnævnte var meget aktiv i en kreds af arkitekter, der arbejdede for at reformere fa get, og som havde en udtalt social indstilling til boligbyggeri. Ivar Bentsen var en af hoved skikkelserne i bedre byggeskik-bevægelsen, der resulterede i smukke, enkle og robuste boliger karakteriseret ved mådehold og fra valg af overflødig pynt.

Begge arkitekter var optaget af den harmo ni, der kan hvile over en husrække i danske købstæder. Byhuse kan sagtens være forskel lige i farve og detaljering, men alligevel min de om hinanden. Dertil var de påvirket af den tyske arkitekt, Heinrich Tessenow (1874-

1950), og hele tanken om havebyer, der gen nem ikke mindst den engelske byplanlægger Ebenezer Howard (1850-1928) havde vundet frem omkring år 1900 og havde mindre by samfund i samklang med naturen som ideal.

Bogen tager naturligt afsæt med en interes sant historisk gennemgang af tiden forud for opførelsen af Bakkehusene. Det er fortællin gen om, hvordan hovedstaden vokser dra stisk i sidste halvdel af 1900-tallet. Det resul terede i første omgang i tætte karrébebyggel ser med små mørke baggårde og usunde lej ligheder på Vesterbro og dele af Nørrebro. Si den kom lys og luft, fritliggende stokbebyg gelser og grønne græsplæner mellem husene på dagsordenen.

Vandringen fra land til by, der i begyndel sen af 1900-tallet betød, at halvdelen af be folkningen nu levede i byerne, fik datidens politikere til at reagere og opkøbe store land arealer i nabokommunerne, hvis kommuner ne da ikke selv – som for eksempel Brønshøj – søgte om at blive en del af København.

De store vidder betød, at der blev mere plads til boligbyggeri. Samtidig var der en voksende bevidsthed, ikke mindst blandt progressive boligselskaber og arkitekter, om vigtigheden af gode boliger og lys og luft. Her er ikke mindst – som forfatterne også redegør for – sagføreren F.C. Boldsen (1877-1954) en vigtig skikkelse. Blandt meget andet fordi han oprettede Københavns Almennyttige Bo ligselskab, KAB, der opførte Bakkehusene. Der var ganske enkelt et sammenfald af ual

4 stjerner

Birgitte Kleis og Jannie Rosenberg Bendsen: Bakkehusene. Fotografier af Tine Harden. 192 sider. 349,95 kroner. Strandberg Publishing.

og trygt. Det kan føles omklamrende og klau strofobisk. Alt efter temperament.

De betragtninger, Jannie Rosenberg Bend sen og Birgitte Kleis udfolder i denne del af bogen, kan sagtens gælde for mange andre former for naboskaber. Det med irritation og hensyntagen træder måske blot ekstra tyde ligt frem i en så homogen bebyggelse som Bakkehusene?

Hvorfor Bakkehusene er så vellykket et byggeri? Udover den udtalte skønhed i mur stensfacaderne og det tiltrækkende i både for- og baghave?

mindeligt begavede arkitekter og fremsynede boligpolitiske aktører, der skabte en guldal der i dansk boligarkitektur.

Navnlig den socialt bevidste Thorkild Hen ningsen betragtede Bakkehusene som et ide al for fremtidens arbejderboliger. Men det var nu ikke lige den befolkningsgruppe, der stod forrest i køen for at få en af de 171 enfamilie boliger. De lignede – lød indvendingen – ba rakker for meget, og det var i bred alminde lighed et synspunkt, der også blev afspejlet i dagspressen. I stedet var det tidens kulturra dikale som for eksempel Thorkild Hennings en selv, der flyttede ind i Bakkehusene.

Forfatterne til bogen om Bakkehusene fremhæver blandt andet, at bygningsværket er resultatet af en dyb forståelse for arkitek turens virkemidler. Enkeltheden, den huma ne skala, husenes tag som et samlende greb, rytmen og variationen i facaderne og gavle nes præcist tegnede profil, som kan være in spireret af tidligere nævnte Heinrich Tessen ow, samt de gedigne materialer.

Kunne noget tilsvarende opføres i dag? Nu hvor situationen på boligmarkedet i ikke ale ne København, men også landets andre stør re byer ligner den i 1920’erne. Blot er der den ne gang ikke store arealer til rådighed om kring de større byer, og i dag, som Jannie Ro senberg Bendsen og Birgitte Kleis bemærker, stilles nye skærpede krav til byggeri på grund af klimaforandringer.

Kunne noget tilsvaren de opføres i dag? Nu hvor situationen på boligmarkedet i ikke alene København, men også landets andre større byer ligner den i 1920’erne.

Hvad gode mennesker er gjort af Allerede fem år efter opførelsen lavede det kulturradikale tidsskrift Kritisk Revy, hvor Poul Henningsen var redaktør og såvel Ivar Bentsen som Thorkild Henningsen medar bejdere, en rundspørge blandt beboerne. Nogle af svarene er gengivet i bogen, hvor et af de mest enkle svar lød: ”Rækkehus: Sol, Lys, Ro og Fred, kort sagt alt hvad der gør os til gode Mennesker.”

Men andre havde indvendinger, som at man i dårligt vejr måtte tørre tøj i sine op holdsstuer, eller at en trappe gjorde ”Arbej det tungt for Husets Kvinder”.

Ikke desto mindre blev husene så populæ re – fremgår det af bogen – at det er vanske ligt at komme til at bo i dem. Børn, børne børn og så videre overtager ganske enkelt bo ligerne efter deres forfædre, som var det en slægtsgård, det drejede sig om. De, der flytter ind i Bakkehusene, bosætter sig i en landsby, hvor alle kender alle. Det kan føles hjemligt

De to forfattere har derfor spurgt direktør i KAB, Jens Elmelund, samt to politikere, Ka are Dybvad Bek og Uffe Elbæk, om hvorvidt Bakkehusene kan tjene som inspiration for nutidens boligbyggeri. Her er vel så svaghe den ved den ellers fine, letlæselige bog, for det er blevet ved nogle overordnede og luftige betragtninger om vigtigheden i at blande bo ligformer, og herunder at liberaliseringen af markedet for andelsboliger i 2005 var stærkt ulighedsskabende.

Jens Elmelund bemærker også, at mange beboere i almennyttige boliger føler, at de ”bliver kørt over af kommunens anvisnings ret”, i modsætning til, hvis de har indflydelse på tilflyttere, og det er i sig selv en vigtig for klaring på, hvorfor mange af de arkitektonisk prægnante og i forhold til datidens forhold funktionelle og gennemtænkte boligbyggeri er fra Bakkehusenes tid og senere i nyere tid har bevæget sig ind i en negativ social spiral.

J

hæver, at bygningsværket udtrykker en dyb forståelse for arkitekturens virkemidler. – Foto: Tine Harden.

0

Bellahøj i København,

er tegnet af arkitekterne Ivar Bentsen og Thorkild Henningsen. Forfatterne til bogen om Bakkehusene frem

Til kamp for det tankefulde liv

Bør vi glemme Svend Brink mann? Sådan spørger Politi kens anmelder efter at have læst hans seneste bog, ”TÆNK”. Nej, mener Kristeligt Dagblads anmelder, der roser psykologiprofessoren for atter at kritisere den instrumentali sering, som præger vores sam fund

bogen i tiden

Lotte Kirkeby kultur@k.dk

Svend Brinkmann er her og der og alle vegne. Han står klar med sin briks i Danmarks Radio, med klum mer, foredrag og kommentarer samt en bog udgivelsesfrekvens, der kan gøre enhver for pustet.

I august, allerede få dage efter udgivelsen af sin seneste bog ”TÆNK – til forsvar for et tankefuldt liv” (Gyldendal), havde han nem lig selv en kort opsummering af modtagelsen

bageskuende i sin kur, om end han altid op fylder den første af den intellektuelles opga ver: at pege på det sted, hvor det brænder:

”Den intellektuelle har dog også en anden og mindst lige så vigtig opgave, der følger af den første: at vise flugtveje ud af branden selv. Og her giver Brinkmann, på vegne af si ne læsere, desværre fortabt. For snart et årti siden mindede Brinkmann os om, at vi havde ret til at kritisere det, der var kritisabelt. I dag er tiden måske kommet til at gå to skridt vi dere. For det første: at huske hans lektie. For det andet: at glemme hans lære.”

Det bliver til to hjerter ud af seks mulige i Politiken, mens der falder tre stjerner i Mor genavisen Jyllands-Posten, hvor Mikael Jalving roser Svend Brinkmann for, at han som få akademikere formår at formulere sig klart om mange sager, til tider originalt, til ti der banalt: ”Psykologiprofessorens nye bog lægger sig et sted midtimellem. Den er klog som en dygtig skolestil med masser af refe rencer til lærd litteratur, men lige så harm løs.”

Mikael Jalving slår sig på, at forfatteren nø jes med at referere andre tænkere og ikke helt synes at tro på sin egen analyse, samt at han ikke virker synderligt eksistentielt involveret i det, han skriver – og at hans tanker vanen tro er renset for kristendom: ”Groft sagt er der oldtidens visdom og så en række tyske ånder fra det 20. århundrede. Resten er skåret fra,

større – der som allerede nævnt dog aldrig er Gud – og hun finder, at der i hans nye bog er en meget smuk taknemmelighed over, at der virkelig findes så meget at tænke over. Med inspiration fra Hannah Arendt formulerer han bogens motto sådan her: ”Hvis man ikke tænker, er man afskåret fra åndens liv, og så bliver man søvngænger. At tænke er at være åndeligt vågen. At tænke er også at leve.”

I Weekendavisen efterlyser Asker Hede gaard Boye som Mikael Jalving i Morgenavi sen Jyllands-Posten også Svend Brinkmanns eget bud på, hvad tænkning er og kan: ”Han udlægger loyalt, hvad andre tænkere har tænkt om tænkning og koger derpå det hele sammen til en balanceret, ufarlig fond.”

Ifølge Hedegaard Boye ligner den lille bog

mest af alt et forsvar for humaniora, hvor de videnskabelige spørgsmål som bekendt ikke angår årsager, men mening, og den leverer som Brinkmanns andre små kæmpesucceser socialdemokratisk stoicisme til folket: ”Det er svært at være vildt uenig med Brinkmann, men samtidig svært at mobilisere de helt sto re heureka-udbrud (…) Vi har de tænkere, vi fortjener. Frankrig fostrer de radikale sy stembyggere; Storbritannien de ædruelige bogholdere; Tyskland skønånderne i evig fa re for at miste jordforbindelsen. Og vi har Svend Brinkmann: en myreflittig, sympatisk, pædagogisk og demonstrativt uoriginal filo sofpsykolog.”

Heller ikke Michael Agerbo Mørch i In formation gør sig uenig i grundindstillinger ne til Brinkmanns projekt, der i sammenkogt form er humanismens gamle idé om, at det selvstændige menneske kan tænke selv, ikke nødvendigvis for at finde tekniske løsninger på akutte problemer, men for at dvæle ved de evige problemer, der sætter nuet ind i en større sammenhæng og skaber perspektiv:

”Bogens tone er både engageret og let do cerende, men i mindre grad pamfletagtig, hvorfor man måske oplagt kunne kalde pro jektet en invitation til et tankefuldt liv, mere end det er et forsvar for samme. Alt i alt er det klassisk Brinkmann, og fans vil være be gejstrede, mens kritikere vil klage over, at vi har hørt sangen før.” J

I ”Bogen i tiden” skrives om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig aktuel bog eller om en debat, som en bog har rejst.

1 Allerede få dage efter udgivelsen af sin seneste bog, havde Svend Brinkmann skrevet en kort opsummering og et modsvar til modtagelsen af den på Facebook. – Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.

Kristendommen som Europas lim

Europa er en uensartet verdensdel, men hvad er det, der historisk alligevel har bundet den sammen?

I Jakob DanneskioldSamsøes bog peger pilen på kristendom, kloster væsen og latin anmeldelse

Søren Hindsholm kultur@k.dk

Det er en herkulisk opga ve at skrive en europahi storie. Historiker Jakob DanneskioldSamsøe har her gjort forsøget, og han fastslår i sin indledning, at Europas hi storie ifølge ham ikke er den gængse hi storie om en målrettet udvikling mod ”demokrati og frihedsrettigheder, mar kedsøkonomi, rationalitet, teknologi og moderne videnskab”. Det vender vi til bage til. Danneskiold-Samsøe vil finde ud af, hvad der binder denne uensarte de verdensdel sammen, hvordan den kan rumme fine værdier og stor gru somhed på samme tid, og hvorfor den moderne industrielle verden begynder i Europa.

Danneskiold-Samsøes rejse begynder i Europas geografi fra før, der kom men nesker til Europa, og dette første bind af to slutter cirka med Den Franske Re volution i 1789. Der er tre store kredse i bogen: den kristne kulturs erobring af Europas lande og europæernes sind, den europæiske lærdoms- og opdagel seskulturs erobring af verden og dan nelsen af de moderne europæiske sta ter efter opslidende krige og i skæret af oplysningstidens fremskridtstro og re volutionernes bål.

De oversøiske opdagelser

Et centralt synspunkt i første del er, at kristendommen i virkeligheden er den fælles kraft, der skaber Europa. Begrun delsen er, at Europa falder i to dele ind til cirka år 1000 e.Kr., den sydlige vendt mod Middelhavet og nord for den, ad skilt af store skovområder, det nordlige Europa.

Men efter at Mellemøsten og Afrika er blevet muslimsk, splittes Middelhavet på langs, og Sydeuropa får mere kon takt med Nordeuropa. Ud over selve tro en skabte kristendommen enhed med latin som fælles skriftsprog, klostervæ senet med en vis syge- og fattigforsorg og med en inddeling i sogne, som styr kede civilsamfundet.

Det er et frugtbart synspunkt, og af snittene med tiden fra cirka år 800 til 1200 om korstogene og krigene mellem kirkerne i vest og øst er nogle af bogens bedste. De forklarer, hvordan vi i Euro pa modsat de fleste andre kulturer har lært at skelne mellem magtens to sværd: det kristne og det verdslige.

De to næste kredse handler om euro pæernes opdagelse af den øvrige ver den, specielt Amerika, og om de natio nal- og militærstater, som voksede frem af de endeløse krige i det 17. og 18. år

hundrede: Staterne, og det ville som re gel sige kongemagten, kunne ikke klare sig med udisciplinerede og egenrådige lejetropper, og derfor bevæbnede de deres egne borgere. Dem var der mere styr på. Teksten er velskrevet, forfatte ren er sprogkyndig, mange sider af folks liv i Europa er med, og nok næv nes der begivenheder og faktuelle op lysninger til overflod, men mange af dem er ret sjove som den om, at hollæn derne opfandt en mekanisk sav, så de kunne save planker ud til skibsbyggeri 30 gange hurtigere end konkurrenterne i andre lande. Det hjalp det lille land til en stor flåde.

En fælles lærdomskultur

I sidste halvdel af dette bind vil Jakob Danneskiold-Samsøe også forklare, hvorfor Europa blev moderne før resten af verden. Han peger på, at de europæi ske lande konkurrerede, der var mange centre i Europa modsat i Kina, hvor til fældigheder i centralmagten kunne stoppe en udvikling. I Europa var der et frugtbart samspil mellem teori og prak sis, og latin og kristendom var med til at skabe en fælles lærdomskultur. Her bruger Danneskiold-Samsøe lidt inkon sekvent de samme begreber, hvis be tydning han nedtonede i sit forord. Der mangler kun demokratiet, som det lyk kes ham at holde ude af forklaringen, fordi han opfatter demokrati som en teknik til at vælge en regering. Hvis han opfattede det græske begreb lidt brede re, kunne han inddrage den grundlæg gende tanke fra det græske demokrati, at folket har talefrihed og legitim ret til samfundets institutioner og midler, og så dem på private hænder. Forstået på den måde er den demokratiske traditi on tydeligere i europæisk historie.

Denne inkonsekvens hænger sam men med en blandt historikere hyppig trang til at vælge en detalje ud mellem historiens væld af oplysninger for enten at vise, at historien er stort set tilfældig og derfor lidt pudsig, eller at gængse opfattelser er banale misforståelser.

For eksempel undrer han sig over, at vi i Vesten har fortrængt Byzans og kun lærer om det gamle Grækenland. Svaret på det spørgsmål er, at Byzans var en spændende kultur, men dens eftervirk ninger på europæisk kultur er meget mindre en grækernes. Tilmed er forfat teren indimellem selv offer for misfor ståelser, som når han mener, romerne sagde ”del og hersk” – divide et impera (sådan kan man ikke sige på klassisk latin, det er renæssancelatin). Disse de taljer kan være sjove som den med hol lændernes sav, men de egner sig bedre til Facebook-opslag, og de tager indi mellem overhånd i denne bog.

Det ændrer dog ikke ved, at Jakob Danneskiold-Samsøe har skrevet en op lysende bog, hvor læseren er i klogt og underholdende selskab. DanneskioldSamsøes efterfølgende andet bind om Europas historie frem til i dag er netop udkommet fra Gads Forlag, og her er det spændende at se, om ”demokrati og frihedsrettigheder, markedsøkonomi, rationalitet, teknologi og moderne vi denskab” også er mindre betydnings fulde begreber, når de sidste 200 år af Europas historie skal forstås.

4 stjerner

Jakob DanneskioldSamsøe: Rejsen mod Europa. De første 10.000 år. 198 sider.

400 kroner. Gads Forlag.

Historiker i debatbog: Det borgerlige Danmark mangler forståelse for det folkelige

Det ideologiske funda ment for dansk borgerlighed er i krise. Det mener historiker og ph.d. Christian Egander Skov i sin nye, anmelderroste bog ”Borgerlig krise”. Han peger især på, at borgerlig heden har mistet sin folke lige forankring

interview

Johannes Henriksen jhenriksen@k.dk

Han kan godt selv se det.

Det kan virke paradoksalt at udgive en bog om borgerlig krise på et tids punkt, hvor de borgerlige potentielt kan være tæt på at genvinde regeringsmagten.

Men egentlig gør det ikke så meget, for den bogaktuelle historiker og ph.d. i mellem krigsårenes konservatisme Christian Egan der Skov er ikke en mand for tirsdagsana lyser og hurtige tweeterier.

Hans nye bog ”Borgerlig krise – det ideo logiske opbrud i blå blok” handler således heller ikke først og fremmest om den bor gerlige dagsform forud for et valg, men er derimod en historisk forankret analyse af, hvorfor og hvordan det borgerlige som ide ologisk position er blevet udvandet og svækket i dansk sammenhæng.

Det er historien om, hvordan det borger lige har bevæget sig fra et fælles ideologisk udgangspunkt til i stadigt højere grad at være en teknokratisk forvaltning af størst mulig frihed til den enkelte inden for vel færdsstatens rammer.

”Historisk har det borgerlige i Danmark udviklet sig fra en fælles platform af noget liberalt, noget konservativt og noget folke ligt. Det liberale handlede om regulerings kritik og forsvar for den enkeltes selvbe stemmelse, det konservative handlede om forsvaret for institutioner og traditioner, og det folkelige har handlet om, at menne sket er funderet i en konkret folkelig sam menhæng, ligesom det borgerlige har in korporeret den modsætning mellem folk og elite, som vi i dag forenklet og med slet skjult foragt kalder populisme”, siger Chri stian Egander Skov.

Problemet er, mener han, at dette nøje afbalancerede forhold mellem det liberale, det konservative og det folkelige i dag er forsvundet til fordel for en overbetoning af det liberale.

”Jeg har ikke noget imod tænketanken Cepos, men dens indflydelse har medvir ket til, at det borgerlige er blevet en tekno kratisk liberalisme, hvor man bruger vel færdsstaten til at maksimere individets fri hed. Det borgerlige Danmark er blevet en liberal ghetto, hvor man overser betydnin gen af institutioner, af traditioner og især af det folkeliges betydning.”

Kan du uddybe, hvad du mener med det folkelige?

”Min pointe er, at det skel mellem folk og elite, der i dag af mange opfattes som en problematisk skelnen, der bliver udnyttet af populister til at skabe afstand mellem befolkningsgrupper, faktisk er reelt. Der er faktisk et skel mellem den brede befolk ning, som kan kaldes folket, og så eliten, eller nok i virkeligheden flere eliter. Hvis man undlader at forholde sig til den af stand, kan et samfund rives fra hinanden, og derfor er det helt nødvendigt med et po litisk sprog, der som populismens eller fol kelighedens sprog sætter ord på den af stand og insisterer på integrationen mel

lem de to modsatrettede poler.”  Og hvordan gør man så det?

”Det er det gode spørgsmål. Og de sene ste års politiske fokus på for eksempel sammenhængskraft er ofte en meget ab strakt måde at adressere problemet på.

Men jeg mener, at de borgerlige burde tage afsæt i, hvordan sammenhængskraft ska bes nedefra i konkrete, lokale institutio ner. At det er de små fællesskaber, der bin der os til det store fællesskab. Det er fami lie, lokalsamfund, foreninger, vores relati oner på arbejdsmarkedet, alle de stabile livsformer, som mennesker indgår i, der får et samfund til at hænge sammen. En stor del af den splittelse, vi oplever i sam fundet, har mindre at gøre med økonomi, end det har at gøre med, at mange af disse integrerende institutioner er svækket.

Mange mennesker står derfor tilbage med en grundlæggende forvirring om, hvem de er, og hvor de hører til.”

Er vi et socialdemokratisk land?

En af Christian Egander Skovs samtale partnere i bogen er den mangeårige bor gerlige chefredaktør og chefideolog Hen ning Fonsmark, hvis bøger og kritik af vel færdsstaten længe har været et omdrej ningspunkt for borgerlig idédebat. Og selv om Egander Skov anerkender Fonsmarks

0 Historiker og ph.d. Christian Egander Skovs bog ”Borgerlig krise” har høstet ros af anmelder ne. Foto: Ritzau Scanpix — Foto: Ritzau Scanpix

3 Det borgerlige

Danmark med Venstres Jakob Ellemann-Jensen og De Konservatives Søren Pape Poulsen i spidsen er blevet en liberal ghetto, som over ser betydningen af traditioner, mener historiker

Christian Egander Skov — Foto: Stine Bidstrup/Ritzau Scanpix.

analytiske evner, så mener han allige vel, at hans elitære liberalisme har væ ret medvirkende til at afspore dansk borgerligheds folkelige forankring.  ”Fonsmarks udfald mod ’højskolede mokraterne’ og det, han kaldte ægte skabet mellem Grundtvig og Marx, er for mig at se med til at afkoble det bor gerlige fra det folkelige. Simpelthen for di Fonsmark-positionen, som i dag vide

reføres af Cepos, Martin Krasnik og sto re dele af centrum-højre, er udtryk for en individualistisk og nostalgisk libera lisme, der ikke har nogen gennemslags kraft i Danmark. De vil ikke være ved den folkelige tradition i Danmark, som først og sidst er et forsvar for menne skers liv i lokale og konkrete fællesska ber, og derfor har de dyrket en version af borgerlig ideologi, som er renset for det folkelige.”

Er problemet i virkeligheden, at Dan mark i bund og grund er blevet et social demokratisk land, hvor de borgerlige kun vinder magten, når socialdemokraterne klokker i det?

”Danmark var i hvert fald et funda mentalt set socialdemokratisk land fra Stauning i 1929 til og med Anker Jørgen sen. Det der så sker, fra Schlüter overta ger magten i 1982, er, at de borgerlige udvikler en teknokratisk liberalisme, hvor man bruger velfærdsstatens tekno kratiske kapaciteter til at gøre den en kelte fri med frit skolevalg, frit sygehus valg og så videre. Det er en udmærket platform til at vinde valg, men det er og så med til at gøre den enkelte til forbru ger frem for borger og har dermed bety det en afkobling fra det borgerlige ideo logiske fundament. Og i dag står det borgerlige Danmark så med det uheldi ge problem, at det er sammensat af et centrum-højre, altså Venstre og Konser vative, som forvalter denne teknokrati ske velfærdsposition, og så et populi stisk højre, der dybest set er en revolte mod den teknokratiske liberalisme og konkurrencestaten.”

Og det er derfor, det er svært for El lemann-Jensens Venstre og Danmarksde mokraterne at samarbejde?

”Lige præcis. Mange tror, at det bare handler om, at centrum-højre og det po pulistiske højre skal blive bedre til at snakke sammen og vise hinanden re spekt. Men det er en overfladisk betragt ning, for i sidste ende skyldes afstan den, at den ene er en revolte mod den anden.”

Anna Libak skrev for lidt siden, at he le forestillingen om et borgerligt projekt blot er et hedt ønske fra kommentaria tet, som i virkeligheden er ligegyldigt. Fordi de borgerlige i Danmark ifølge Li bak ikke vinder valg på ideologi, men på at gøre op med Socialdemokratiet.

Har hun en pointe?

”Jeg er enig med Libak i, at de kon stante forsøg på at genfinde et ægte bor gerlige projekt er en ideologisk purisme, hvor man tror, at man kan skære alt det overflødige væk og finde ind til en ker ne, hvad enten den så er nationalkon servativ eller liberal. Men det er der in gen vælgere, der gider. Hun har også ret i, at man kan vinde valg på at sige nej til

de andres tosserier, men så har man altså også drastisk reduceret sin egen position i dansk politik. Hvis de bor gerlige ikke længere vil være dem, der udstikker kursen, men blot stå på bremsen, så mener jeg virkelig, man kan tale om en borgerlig krise. Især Venstre, som tidligere kunne trække vælgere hen over midten med en fol keligt forankret liberalisme, har begå et den fejl, at de efter at have konsta teret, at de er i krise, har lyttet til de ideologer og kommunikationsfolk, som siger, at løsningen er at finde ind til partiets sjæl med liberal fri hedsretorik. Det er der sikkert cirka 10 procent af vælger ne, der gider høre på – og det er så dem, man har nu.”

Hvad er de histo riske eksempler på, at de borgerlige er lykkedes med at koble det liberale og det konservative til det folkelige?

kæmper med at bygge bro mellem Vestjylland og yngre, identitetspoli tisk vakte vælgere i byerne, ligesom Socialdemokratiet kæmper med at bygge bro mellem akademikere og ar bejdervælgere.

CHRISTIAN EGANDER SKOV, HISTORIKER OG PH.D.

”Udgangspunktet for det borgerlige Danmark, og her tænker jeg især på Venstre, er netop et folkeligt oprør fra udkanten mod eliten i København. Det var den modstand, som drev det borger lige projekt fra Venstres rødder i Bonde vennerne i midten af 1800-tallet og frem til Anden Verdenskrig. I samme periode indså Højre, at de ikke længere kunne være et elitært, antidemokratisk parti, men netop måtte omfavne det folkeli ge, hvorfor partiet også ændrede navn til Det Konservative Folkeparti. Det politiske projekt handlede om at ero bre den folkelige midte, så i stedet for at rendyrke sine ideologiske positio ner, formulerede man liberalismen el ler konservatismen, så den først og fremmest var folkelig.”

Netop kampen om den folkelige mid te er udpeget som helt afgørende for det forestående valg. Hvorfor er det så svært for Venstre og Konservative at ta ge del i den kamp, der ser ud til at stå mellem Inger Støjberg og Mette Frede riksen?

”Præcis. Jeg synes, det er meget si gende, at indtil Støjberg og Dan marksdemokraterne bragede igen nem, så lykkedes det jo kommentatorDanmark og mange politikere at bilde sig selv ind, at den folkelige midte var helt ligegyldig. Også Socialdemokrati et troede, at de havde den folkelige midte i sækken og derfor kunne kon centrere sig om den højere middel klasse i byerne. Men Støjberg har nu fuldstændig forrykket den politiske magtbalance, og det er her, der ligger en opgave for de partier, der gerne vil have magten. Venstres problem er, at deres evne til at bygge bro er faldet sammen under Ellemann-Jensens le delse, hvor det teknokratiske spor har fået sit eget parti med Løkke og Mode raterne, mens den folkelige linje har fået sit eget parti med Danmarksde mokraterne. Tilbage står EllemannJensen med en individualistisk fri hedsretorik, som der ikke er meget po litik at bygge op omkring.”

Kristendom og borgerlighed I sin bog beskriver Christian Egander Skov, hvordan det i stigende grad er blevet et problem for de historisk set brede folkepartier at håndtere det, han kalder det ”usamtidiges samtidig hed”. Altså at traditionelle og moder ne værdier lever side om side både i og uden for de større byer. Venstre

”Det lykkedes for Socialdemokratiet ved valget i 2019 at integrere den ur bane middelklasse og arbejdervælge re i provinsen uden at dyrke en ren dyrket populisme. Men problemet er for mig at se, at du har en række elite positioner i samfundet, som ikke kan leve med det usamtidiges samtidig hed. Altså at nogle mennesker lever ef ter andre værdier, end man selv gør. Det skyldes især, at eliten abonnerer på en forestilling om, at i morgen altid er bedre end i går. At menneskeheden he le tiden bevæger sig fremad. Så de folk, der står på gårsda gens værdier, er så at sige mindre værd, deres synspunkter er mindre le gitime. Der knytter sig en enorm arro gance til elitens selvforståelse, som rummer en høj grad af intolerance over for mennesker, hvis værdier og liv ikke lever op til morgendagens samfund. De partier, der ønsker at væ re brede folkepartier bliver nødt til at gøre op med den måde at tænke på.

Du slutter din bog med at citere Kin gos salme ”Far, verden, far vel” om menneskers forgængelighed og forfæn gelighed. Spiller kristendommen over hovedet en rolle for det borgerlige pro jekt i dag?  ”Kristendommens rolle for det bor gerlige Danmark i dag er i bedste fald meget uklar, og sådan må det vel være i et stærkt sekulariseret samfund. Men den spiller en afgørende rolle i min analyse af dansk borgerlighed, fordi det er kristendommen, som i sidste ende sætter det hele på plads. Det be tyder også, at når man skal formulere et politisk projekt, som dybest set handler om det gode liv og menne skers muligheder for at skabe mening med tilværelsen, så kræver det en stor grad af ydmyghed og indsigt i forfæn gelighedens væsen, hvis det ikke skal udarte til noget totalitært. Det er en dyb indsigt i kristendommen, som po litikere gør klogt i at holde sig for øje. Menneskets forfængelighed og evne for synd er et vilkår, som sætter nogle meget markante grænser for, hvad vi kan, og hvad vi bør. Ellers bliver en hver snak om mening eller det gode liv i politisk henseende til idioti eller sværmeri.” J

Christian Egander Skov

Født 1985. Historiker, ph.d. og redaktør på Årsskriftet Critique. Har tidligere skre vet bogen ”Konservatisme i mellem krigstiden”. Kommentator ved Berlingske, Altinget og Kristeligt Dagblad.

Om bogen

Borgerlig krise – det ideologiske opbrud i blå blok. 280 sider. 299,95 kroner. Gyldendal.

” Støjberg har nu fuldstændig forrykket den politiske magtbalance.

Europas blødende grænseland

Den amerikanske historiker Timothy Snyders bog ”Bloodlands”

beskriver massemordene i Østeuropa under Stalin og Hitler, som samtidig træk ker skræmmende linjer til Ukraine i dag anmeldelse

Erik Bjerager bjerager@k.dk

Tysklands store filosof Jürgen Habermas skabte international debat, da han i forsomme ren offentliggjorde et stort essay om kri gen i Ukraine. Her forsvarede Habermas Tysklands dengang tøvende holdning til at opruste og sende våben til landet. Hans holdning blev af tilhængerne ud lagt som udtryk for en nødvendig besin dighed, men af kritikerne som en under kastelse af Ruslands og Putins aggressi on mod et fredeligt land.

Blandt de stærkeste kritikere var den amerikanske historiker Timothy Snyder. Han er en af vor tids største kendere af Østeuropa og Ukraine og fremhævede, at Tyskland er særligt forpligtet over for ukrainerne, fordi tyskerne har været ko lonimagt og forestod nogle af den euro pæiske histories værste masse mord netop der.

At åbne bogen er som at lukke porten til helvede op og se ind i en underverden befolket med ondskab og umenneskelighed.

Derfor påhviler der – ifølge Sny der – Tyskland et særligt an svar for at hjæl pe Ukraine.

Både Stalins og Hitlers mas semord på ikke bare jøder, men også polakker, baltere, hviderussere og ikke mindst ukrainere beskrev Snyder i bogen ”Bloodlands”, der udkom første gang i 2010 og blev genudgivet i efteråret 2021 og i dansk oversættelse denne sommer. Genudgivelsen udkom således inden Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022, der jo i høj grad gør bogen yderst aktuel at læse.

Men hvis ikke ”Bloodlands” er blevet genudgivet med krigen i Ukraine som begrundelse, hvad da? Timothy Snyder skriver i sit efterord, at vi i 2030’erne og 2040’erne kan komme i en situation, der minder om situationen i 1930’erne og 1940’erne og henviser til klimaforan dringer, antisemitisme og racisme som faktorer. I lyset af krigen i Ukraine lyder Snyders begrundelse for at genudgive ”Bloodlands” næsten profetisk. ”Vil stormagterne igen kæmpe om ressour cerne i en tid med usikkerhed? Vil vi vælge konflikt og vold eller normer og videnskab? Blodlandene kan være hvor som helst og alle steder.”

”Bloodlands” handler om det, som Snyder kalder for Europas centrale kata strofe, nemlig mordet på 14 millioner mennesker i perioden 1933 til 1945 i det vestlige Rusland, Ukraine, Belarus, de

baltiske lande og Polen. Det var her, langt de fleste mennesker mistede livet før og under Anden Verdenskrig. Nazi sternes folkedrab på især Europas jøder – Holocaust – fandt især sted her, men disse lande var også hjemsted for andre massemord.

Fem millioner ukraineres sultedød Både det nazistiske forsøg på systema tisk udryddelse af jøderne og den sovje tiske store terror mod imperiets egen be folkning er velbelyste og kendte masse mord. Snyders bog beskriver i særlig grad den terror og de massemord, som samtidig overgik andre befolknings grupper. I 1932-33 iværksatte det sovjeti ske regime en kollektivisering af land bruget, der resulterede i det, der på ukrainsk kaldes Holodomor, hunger-ud ryddelsen, som i Ukraine og på Krim re sulterede i, at fem millioner mennesker sultede ihjel. Polakkerne og balterne blev underkastet en udryddelsespolitik, mens Sovjetunionen og Nazityskland var allierede i perioden 1939 til 1941, hvor de begge besatte Polen og delte landet mel lem sig.

Da Hitlers Tyskland derefter gik i krig mod Stalins Sovjetunionen, udsultede de tyske tropper flere millioner tilfange tagne sovjetiske soldater. Dertil kommer massedrab på både belarusiske og pol ske civile i de såkaldte antipartisan-ak tioner fra 1942 til 1944. Og da Tyskland måtte trække sig tilbage fra først Sovjet unionen og siden Polen inden nazis mens endelige kollaps, oplevede polak kerne endnu en udryddelseskampagne, nu udført af de sovjetiske tropper, der ikke ønskede at se et stærkt og bæredyg tigt Polen opstå på ruinerne af Anden Verdenskrig.

Disse massemord er ifølge Snyder ble vet nedtonet i historieskrivningen eller først grundigt dokumenteret og belyst efter kommunismens sammenbrud i Østeuropa og Sovjetunionen med Mu rens fald i 1989 og åbningen af de histo riske arkiver i hele Østeuropa.

”Hvem husker i dag udryddelsen af armenierne?”, spurgte Adolf Hitler reto risk sine generaler, inden de i august 1939 invaderede Polen. Han refererede til folkedrabet på armenierne i Det Os manniske Rige i 1915-1918, der kostede mellem en og to millioner armeniere li vet. Hitler fortalte sin militære ledelse, at invasionen af Polen også omfattede indsættelsen af dødspatruljer, hvis op gave var at dræbe civile befolknings grupper. Han mente selv, at nazisternes udryddelse af store befolkningsgrupper på deres vej frem mod Moskva stod til at blive glemt.

Hitlers ekspansion østpå omfattede en ”Hungerplan”, en udsultningsplan, der omfattede op mod 50 millioner men nesker. De skulle dø, for at store øst europæiske landområder, ikke mindst i Ukraine, kunne blive renset for slavere og omdannet til fødevarekammer for det tyske rige. Hitler havde lært af Sta lin, hvis udsultning af ukrainerne havde samme baggrund som den, Hitler lagde for dagen. Ukraine skulle tjene som korn- og madkammer, og ved at udryd de ukrainerne og kolonisere de erobre de landområder skulle der skabes Le bensraum for den tyske befolkning. Så dan kom det ikke til at gå, men de men neskelige lidelser i hele denne del af

Østeuropa var kolossale. Det var her, at Anden Verdenskrigs værste forbrydelser fandt sted.

Snyder skriver selv, at det er hans am bition at forhindre, at glemslen eller endnu værre uvidenheden og ligegyl digheden lægger sig over den store men neskelige lidelse, som prægede denne del af Europa i den måske mest blodige tid af kontinentets historie. ”Jo mere hi storie, vi har, jo mindre forvirrende bli ver nutiden, og jo mere afklares fremti den,” skriver han.

Minoriteterne blev syndebukke

Efter at bogen udkom første gang, fik den megen ros, men udløste også kritik, fordi den blev beskyldt for at relativere jødeudryddelserne. Og man kan ikke sammenligne Holocaust med noget an det, lige som man ikke kan sammenlig ne Hitler med Stalin, lød kritikken. Ifølge Snyder var motivationen for at udrydde store befolkningsgrupper hos både Hitler og Stalin drevet af den sam me kraft. Begge diktatorer lagde skylden for deres fiaskoer på minoritetsgrupper, der blev syndebukke. Hitler beskyldte jøderne for den manglende fremgang på slagmarken i Sovjetunionen, mens Sta lin beskyldte bønderne i først og frem mest Ukraine, Belarus og Polen for den

mislykkede kollektivisering af landbru get. Begge diktatorer reagerede med massemord på disse grupper.  Men Snyder reducerer ikke Holocaust til et spørgsmål om, at Hitler alene brug te jøderne som syndebuk. Som Snyder skriver, så er dét Holocaust, som han præsenterer i bogen, langt mere omfat tende og forfærdeligt, og implicerede langt flere tyskere, end den gengivelse af Holocaust, der optræder i mange læ rebøger, hvor der fokuseres på kz-lejre som Auschwitz, Birkenau og Treblinka. Snyder dokumenterer i bogen, at en me get stor del af også jøder blev skudt uden for lejrene og smidt i store såkald te drabsgrave. Snyder mener at kunne regne sig frem til, at 97 procent af alle dræbte jøder ikke havde noget med tysk kultur at gøre. De boede øst for den ty ske kulturkreds.

Snyder relativerer på ingen måde Holo caust i sin bog. Men han kaster lys på den helt uforståelige brutalitet, som både sovjetiske og tyske styrker formåede at udvise over for også en række andre be folkningsgrupper end jøderne. Derved bliver ikke kun Holocaust, men hele An den Verdenskrigs tragedie forstørret. Han retter også op på den historiske fejllæs ning og måske uvidenhed, som præger især den amerikanske og europæiske be

0 Det sovjetiske regimes tvangskollektivisering af Ukraines land brug i 1932-1933 førte til, at fem millioner mennesker sultede ihjel. – Fotos: Ritzau Scanpix.

3 Midt i den værste krise i Europa siden Anden Verdenskrig er ”Bloodlands” uhyggelig højaktuel læsning. Fotoet er fra maj og viser civile grave i den krigs hærgede ukrainske havneby Mariupol. Foto: Reuters/Alaxander Ermochenko

2 Timothy Snyder. – Foto: Foto: Christine Olsson/TT/NTB scanpix

vidsthed. De værste forbrydelser blev ik ke begået i de vesteuropæiske lande, men længere østpå, og det var da også sovjeti ske tropper, der befriede stort set alle sto re kz-lejre i den sidste fase af Anden Ver denskrig. De lå nemlig i de landområder, som kom til at ligge øst for jerntæppet, der sænkede sig ned gennem Europa ef ter Anden Verdenskrigs afslutning.

Chokerende læsning Selv om man kender til hovedtrækkene i både Stalins og kommunismens terror mod Sovjetunionens egen befolkning og Hitlers og Nazitysklands udryddelses politik, er ”Bloodlands” chokerende læsning. At åbne bogen er som at lukke porten til helvede op og se ind i en underverden befolket med ondskab og umenneskelighed.

Bogen rummer et væld af tal, men og så mange skæbneberetninger, der un derstreger, at massemordene ramte en keltindivider med hver deres livshisto rie. Stalin sagde, at et enkelt menneskes død er en tragedie, men at en million døde er statistik. Snyder gør sit for at gå op imod en sådan menneskeforagt og sætter menneskeansigter på de statisti ske dødstal. Som historiker er han i sær klasse, fordi han (ifølge egne oplysnin ger) taler fem og læser 10 forskellige

sprog. Derfor har han kunnet afsøge offi cielle arkiver i de berørte lande, lige som han trækker på efterladte breve og dag bøger.

Blodlandene kan være hvor som helst og alle steder, skriver Snyder som nævnt tidligere i sit efterord til ”Bloodlands” fra 2021. Her et år efter må vi konstatere, at den forudsigelse har vist sig uhyggelig sand. Ukraine er igen et blodland, og der kæmpes på den selvsamme jord og med næsten de samme uhyggelige metoder. Vi er vidner til udsultninger og deporta tioner og krig om land og ressourcer.

”Bloodlands” er aktuel på en måde, vi aldrig kunne have forudset. Midt i den værste krise i Europa siden Anden Ver denskrig er bogen uomgængelig læs ning for dem, der vil forsøge at forstå mere om baggrunden for det, der sker i Ukraine i dag. J

Timothy Snyder: Bloodlands.

Når verden støjer, må man lære at lytte til den

I mange år sov videnskabsjournalist

Annette K. Nielsen

med høreværn. Hun er særligt følsom over for larm, men har lært at lytte til den – og mener, at det vil gavne både samfundet, demokratiet og samværet mellem mennesker, hvis flere gør det samme

Benedikte Christine Rasmussen brasmussen@k.dk

I de tidligste morgentimer før de fleste endnu er våg net til en ny dag, lyder der ofte stille fodtrin i en lejlighed på tredje sal på Frederiksberg ved København. Det er 68-årige Annette K. Nielsen, der lister rundt deroppe. Hun er stået tidligt op for at lytte: til sit eget åndedræt. Til sine fodtrin, der får trægulvet i det mere end 120 år gamle hjem til at knirke. Og til fuglene, der morgenfriskt kvidrer i går den, og som bedst kan høres på denne tid, før trafikken bliver tæt og overdøver dem.

Selv kalder hun sit lille ritual for deep listening. Det er som et lydligt helle for Annette K. Nielsen, før hverdagens lyd kulisse for alvor tager om sig. Og det gør den. Ikke bare i form af trafikstøjen, men også i form af mennesker på gaden ne denfor samt de mange elektriske appa rater i hjemmet, der bipper og båtter og beder om opmærksomhed; som den mi kroovn, der denne formiddag netop har givet lyd fra sig som signal om, at Annet te K. Nielsens kaffe er varm. I foråret ud kom hendes bog ”Med på en lytter” på Gads Forlag, som er resultatet af to års undersøgelser af lyd i forskellig form: ly de i samfundet, i verden, i vores boliger, mellem mennesker, dyr, under vandet og i luften.

Historien om en lydhystade

Annette K. Nielsen er foruden forfatter også videnskabsjournalist og mag.art. i litteraturvidenskab. På 20. år bor hun med sin hustru, forfatter Leonora Chri stina Skov, her i lejligheden. En lejlig hed, som Annette K. Nielsen selv beteg ner som et ”stykke salami” mellem ”to lydisolerende, luftige boller”.

”Frederiksberg er et af Danmarks tæt test bebyggede områder, og her bor vi i en bygning med lydklasse F. Men vi er alligevel ret heldige med, at der er no genlunde stille her. Vi har underboer, overboer og naboer, der ikke larmer synderligt meget. Ellers ville jeg nok ik ke kunne bo her,” siger hun. Det var i forbindelse med en artikel, som Annette K. Nielsen skulle skrive for Weekendavisen for nogle år tilbage, at hun stødte på begrebet ”lydfølsom” og blev klar over, at det netop var det, hun var: særligt følsom over for lyd. Præcis ligesom 20-40 procent af verdens øvrige befolkning i større eller mindre grad anslås at være det ifølge et finsk studie. I mange år sov Annette K. Nielsen med høreværn på, af den tunge, industrielle slags vel at mærke, og tidligere kunne hun ikke gå ind i en butik, hvor der blev spillet musik uden at stoppe de prop per, hun altid bar i lommen, i ørerne.

”Jeg har så mange gange stået med et kosteskaft og banket op i loftet mod tid ligere larmende overboer, og jeg har da indimellem følt mig hysterisk. Derfor var det også på en måde en lettelse for mig

at finde ud af, at mennesker ikke opfat ter lyd ens, og at det faktisk er overra skende udbredt at være særligt følsom over for larm, som jeg er,” siger hun De fleste tænker måske ikke synder ligt over det i hverdagen, men larmen i verden er steget, siger Annette K. Niel sen:

”Også i den grad.”

Hun peger på trafikstøjen som den største synder, men også lydniveauet på musik, fra fjernsyn og fra alskens elektroniske dimser er steget. Og det har konsekvenser, siger hun. For vores individuelle sundhed, for vores måde at leve sammen på og endda for natu ren, miljøet og dyrelivet.

”Og hvis vi blot ser på konsekvenser ne for os mennesker, så er de helt fysi ske. Vi bliver simpelthen syge af stø jen,” siger Annette K. Nielsen. Noget forskning, som hun er dykket ned i, be skriver endda konsekvenserne af lyd forurening som ”det næste store sam fundsproblem”. Det bygger blandt an det på en EU-rapport fra 2020, der an slår, at lydforurening hvert år koster europæerne mindst 1 million leveår som følge af hjerte-kar-sygdomme, kræft og stressrelaterede lidelser.

”Én af hindringerne for at gøre noget ved det er, at vi vænner os til larmen. Det er, ligesom når man flytter ind i et nyt hus: I begyndelsen hører man en masse nye lyde, og med tiden bliver de blot en del af lydkulissen, som man ikke længere tænker over. Det samme billede

Annette K. Nielsen

kan overføres på samfundet: Når lar men stiger, vænner vi os til den, og det får os til at larme mere for at blive hørt.”

Nogle taler endda om en decideret ”krise i lytning”, fortæller Annette K. Nielsen. Det gælder blandt andre den internationalt anerkendte forsker Jim Macnamara, som forsker i offentlig kommunikation ved Sydney University of Technology. Han mener, at lydkrisen ikke blot gælder støj i bogstavelig for stand, såsom støjen fra biler, men også den støj, mennesker i moderne sam fund konstant udsætter hinanden for. Alle vil gerne høre sig selv, men vi glemmer at lytte til hinanden.

”Det gælder, når arbejdspladser glemmer at lytte til deres medarbejdere, når politikere glemmer at lytte til deres vælgere, og når vi almindelige menne sker glemmer at lytte til hinanden. Det er altså et demokratisk problem, og på den måde er der meget at vinde, hvis vi skruer bare et tak ned,” siger Annette K. Nielsen.

Det akustiske fællesskab Lofterne i Annette K. Nielsens lejlighed er for smukke til at ødelægge med lyd isolerende plader, mener hun. Der er som nævnt forholdsvist stille i hjem met, men noget generer hende allige vel: en summen, der strømmer fra fjern synet hos en af naboerne i timevis hver dag. Derfor har Annette K. Nielsen an skaffet sig et lille lydapparat på sit ar bejdsværelse.

Født den 29. marts 1954 i Zimbabwe og opvokset i USA, Canada og Thailand.

Videnskabsjournalist ved blandt andet Weekendavisen. Tidligere vært på radioprogrammet ”Faglitteratur på P1” og tidligere studievært på TV 2 Øst og Scansat TV3 i London. Mag.art. i litteraturvidenskab.

Gift med forfatter Leonora Christina Skov. Bor på Frederiksberg ved København.

Annette K. Nielsen: ”Med på en lytter”. I samarbejde med Leonora Christina Skov. 272 sider. 299,95 kroner. Gads Forlag.

”Det udsender lyden af rislende vand, for er der noget, der er godt til at overdøve lyden af tale , så er det rislen de vand. Så den tænder jeg, indtil det sker, at Leonora bliver irriteret over dén lyd og beder mig om at skrue ned.”

”Ej, prøv at hør, nu er den der!”.

Annette K. Nielsen afbryder sig selv og springer op fra køkkenstolen for for sigtigt at åbne altandøren i køkkenet på klem. På vinduesruderne mellem køk ken og altan har hun hængt runde glas beholdere med fuglefoder, som nu har lokket en musvit til.

”Så. Nu kan vi bedre høre den. Det er hannen, tror jeg. Han er meget patrulje rende,” siger hun og peger begejstret op mod redekassen på altanen.

”De har en rede deroppe!”.

Fuglefløjt er en såkaldt lydlig herlig hed for Annette K. Nielsen. Så meget at hun faktisk optager lyden af fugle, når hun er på ferie for at genhøre deres fløj ten, når hun kommer hjem igen. Det er individuelt, hvad der kan betragtes som en lydlig herlighed, forklarer hun, men selv har hun fundet langt flere af dem, efter at hun er blevet klogere på lyd i det hele taget.

”Det er nogle af de her lydlige herlig heder, vi går glip af, når vi overdøver hinanden eller lukker os inde i vores egne lydbobler. Man kan jo eksempel vis ikke høre, hvordan skoven lyder, hvis man går igennem den med hørete lefoner. Og det er en skam, for der er så meget at lære og føle ved lydene om kring os,” siger hun.

”Over de seneste år er jeg blevet min dre lydfølsom og til gengæld mere lyd opmærksom. Jeg skærmer mig ikke længere for lydene, og jeg reagerer ikke lige så følelsesmæssigt på det som tidli gere, fordi jeg er blevet mere bevidst om at lytte opmærksomt til dem,” siger hun.

Annette K. Nielsen er dermed tilbage ved den form for lytning, som hun dyr ker de tidlige morgener med fodtrin over knirkende gulvbrædder. Og som hun opfordrer andre til at øve sig på –på deres egen måde – for at blive mere bevidste om, hvordan lyd forbinder os til samfundet og til naturen omkring os. Og ikke mindst til hinanden. J

0 Annette K. Nielsen sæt ter sig ud på altanen, på de tidspunk ter hvor der er mest stille i baggården nedenfor, for at lytte opmærksomt til fuglenes sang – og til verden omkring sig. – Fotos: Johanne Teglgård Olsen.

Musikken i Danmark er mødet mellem syd og nord

Lektor i musikvidenskab Jens Hesselager gennem-går i bogen ”Musik i Danmark” udvik lingen fra bronzelurer til moderne kompositions musik på under 300 sider interview

Morten Mikkelsen mikkelsen@k.dk

5 Hvordan fik du ideen til bogen?

Oprindeligt blev jeg bestilt til at skrive et kapitel om dansk musiks historie til et tysk værk, der samlede hele den nor diske musiks historie. Så oprindeligt var min tekst kun 80 sider og på tysk, men undervejs i processen fik jeg den idé at spørge et forlag, om der kunne være ønske om at udgive en forlænget og fordansket version.

Heldigvis støttede forlaget, og jeg hå ber, der vil være læsere til denne bog. Det er ikke en type bog, der er udgivet magen til i Danmark i lang tid, og i for hold til tidligere værker har jeg prøvet at gentænke, hvordan historien om mu sik i Danmark fra oldtiden til nutiden skal fortælles. Bogen adskiller sig fra andre værker om dansk musiks historie ved, at jeg ikke har skrevet om dansk musik, men om musik i Danmark. In spirationen udefra har en særlig stor plads.

5 Hvordan er bogen blevet anderledes, end du forestillede dig?

Jeg er i løbet af skriveprocessen blevet sporet i retning af at arbejde med et be greb fra franske historikere om at gå ud fra et erindringssted. For eksempel ud går min historie om lurer fra bronzeal deren med monumentet ”Lurblæserne” på Rådhuspladsen i Købehavn. Monu mentet er fra 1911 og skabt af billedhug geren Sigfried Wagner, men bruges som en indgang tilbage til de ældste danske musikinstrumenter.

Desuden arbejder jeg meget med at

bryde de firkantede periodeinddelinger. For eksempel hører folkeviser ikke kun én periode til. Der er folkeviser i både middelalderen, renæssancen, roman tikken og i nyere tid.

Undervejs i processen valgte jeg også at lave det til en gennemillustreret hi storie, hvilket også påvirkede indhol det. For eksempel er der et helt kapitel, som handler om musikinstrumenter, og som er baseret på, at instrumenternes historie genfortælles visuelt.

5 Hvilken bog har inspireret dig mest i arbejdet med denne bog?

Historikeren James Hawes’ ”The Shor test History of Germany” har været en stor inspiration. Bogen udmærker sig ved at kunne gennemgå et langt forløb meget kortfattet og vove nogle generali seringer. Hawes bog handler ikke om musik, men om Tysklands historie, og hviler på den grundlæggende generali sering, at hele Tysklands historie for holder sig til Rhinen.

Tilsvarende har jeg den lidt generali serende tese, at musikken i Danmark altid er blevet til i et sammenstød mel lem det nordlige og det sydlige. Gen nem hele musikhistorien er der opstået særlige nordiske musikformer og mu sikinstrumenter, men der har også kon stant været en påvirkning sydfra. Det er især strømninger fra Tyskland og Itali en, der fra gammel tid har leveret musi kalsk med- og modspil til musikken i Danmark. J

Jens Hesselager

Lektor, ph.d. i musikvidenskab ved Københavns Universitet. Har blandt andet beskæftiget sig med operaens historie og med kulturoverførsel i det 19. århundredes musik.

Bogen ”Musik i Danmark – Den korte historie” udkom 12. august på Forlaget Multirvers.

0 Sigfried Wagners statue ”Lurblæserne” på Rådhuspladsen stammer fra 1911 og er intet pålideligt vidnesbyrd om oldtidens musik i Danmark. Men som erin dringssted i danskernes musikalske bevidsthed spiller statuen alligevel en rolle, siger Jens Hesselager, forfatter til bogen ”Musik i Danmark”.

Jørgen Bausager/Ritzau Scanpix.