5 minute read
Anmeldelse Må en
from Julebøger
Kristeligt Dagblad Lørdag 20. november 2021 Må en historiker være på fornavn med ministeren?
Tim Knudsen har ud-
Advertisement
givet endnu et bind i sin fantastisk grundige serie om danske statsministre. Men dette om perioden fra Anker Jørgensen til Poul Nyrup Rasmussen viser, hvor svært det er at skrive samtidshistorie tæt på begivenhederne
anmeldelse
Henrik Hoffmann-Hansen
hoffmann@k.dk ”De folkelige statsministre” kalder professor emeritus Tim Knudsen det fjerde bind i sit mammutværk ”Statsministeren”.
Tidligere er udkommet tre digre bind om statsministrene fra A.W. Moltke, den første efter enevældens fald i 1848, til og med socialdemokraten Jens Otto Krag, som fratrådte i 1972 og overlod posten til den dengang i offentligheden ukendte Anker Jørgensen. Endnu et femte bind venter om perioden helt op til og med den nuværende statsminister, Mette Frederiksen (S).
De fire folkelige statsministre, hvis regeringsperioder gennemgås i det nye bind, er foruden Anker Jørgensen de tre gange Poul – Hartling (V), Schlüter (K) og Nyrup Rasmussen (S).
De har hver især sat deres markante præg på den politiske historie siden det såkaldte jordskredsvalg i 1973 og de efterfølgende hårde kriseår.
Det er på alle måder en imponerende bedrift af Tim Knudsen. Ikke alene har han konsulteret omkring 270 biografier, debatbøger og andre politiske, historiske bøger om perioden. Han har også talt med og interviewet en række politikere og embedsmænd til bogen.
Minutiøst gennemgår han historien med et særligt blik på, hvordan statsministeren har håndteret valg, ministerrokader og samarbejdet med andre partier og aktører. Og især fokuserer han på den stigende politisering af embedsværket og dets øgede indflydelse på udviklingen af politik – som han åbenlyst finder demokratisk betænkelig. Den overordnede tese er, at statsministeren og Statsministeriet som institution er blevet stadig mere magtfuld.
Det har været en politisk ”vild” tid, men i helikopterperspektiv også en periode, hvor skiftende statsministre og regeringer har truffet rigtig mange fornuftige beslutninger, der har gjort Danmark til et af de rigeste og mest velfungerende lande i verden.
Det perspektiv risikerer at gå tabt, når man som i denne bog zoomer ind på den enkelte statsministers fejltrin, gustne overlæg eller dårligt kommunikerede ministerfyringer. Det sidste blev eksempelvis den konservative statsminister Poul Schlüter berygtet for.
Hans forgænger Anker Jørgensen blev statsminister på bagkant af 1960’ernes brølende velstandsfremgang og ungdomsoprør, men kom hurtigt til at stå i alvorlige problemer. Jordskredsvalget i 1973 bragte et skatteoprør og fem nye partier i Folketinget. De to oliekriser i 1973 og 1979 lagde grunden til alvorlige økonomiske problemer, som regeringen havde svært ved at håndtere, ikke mindst på grund af et anspændt forhold til fagbevægelsen, særligt LO.
Politisk samtidshistorie
Selvom landet med socialdemokraten og tidligere finansminister Knud Heinesens ord nærmede sig afgrunden, opnåede Anker Jørgensen især i sine sidste regeringsår en større folkelig popularitet.
Han portrætteres som en ærlig, men nok også lidt naiv politiker. Man er ikke i tvivl om, at ”Anker”, som Tim Knudsen næsten konsekvent omtaler ham som, har forfatterens største sympati af de fire statsministre. Brugen af fornavnet kan være en måde at understrege pointen om hans beskedenhed og folkelighed, men det illustrerer et af problemerne ved at skrive politisk samtidshistorie. At de portrætterede i mere end én forstand kommer lidt for tæt på.
Når man skriver historie om begivenheder i den nære fortid, kommer man let til at lægge vægt på forløb og detaljer, som en senere historieskrivning ville have ignoreret eller vægtet anderledes.
Kan historien om Poul Nyrup Rasmussens tid som statsminister eksempelvis allerede nu skrives med det rette perspektiv? Forfatteren nævner ærligt, at flere centrale socialdemokrater har afvist at tale med ham i forbindelse med værket – for eksempel Poul Nyrup Rasmussen selv og tidligere finans- og udenrigsminister Mogens Lykketoft (S). Hvad betyder det for fremstillingen af Nyrup?
Det dilemma er der ikke lette svar på.
En tredje statsminister fra perioden er den konservative Poul Schlüter. Han kom til i 1982, og ligesom Poul Hartling (V), der regerede kortvarigt midt i 1970’erne, får han et forholdsvis kritisk karakterblad med på vejen i bogen. Især i begyndelsen havde Schlüter stor succes, men efter fire-fem år begyndte problemerne for alvor at tårne sig op, både parlamentarisk og samfundsøkonomisk. Og det endte i den katastrofale tamilsag, som kostede ham jobbet.
For snævert og for tidligt
Det nævnes, at økonomer senere har peget på Poul Nyrup Rasmussen som den af de nyere statsministre, der har ført den bedste økonomiske politik med Poul Schlüter på en andenplads.
Det kan godt være rigtigt, men igen kan det let blive for snævert og tidligt at vurdere. Samfundsøkonomi og beskæftigelse afhænger af meget andet end den lovgivning og de indgreb, man foretager på Christiansborg, for eksempel internationale konjunkturer, olie- og gasproduktion og meget andet, som bogen også kommer ind på. Regeringsbeslutninger kan let have en effekt, der rækker langt ind i fremtiden.
Schlüter indførte sammen med arbejdsmarkedets parter arbejdsmarkedspensioner i 1989 som ”det største projekt af dem alle”, kalder han det selv, i sin statsministertid. Ifølge Tim Knudsen skal man dog lige huske på, at de kun blev gennemført med et såkaldt trick – arbejdsmarkedsbidraget på virksomheder, ambien, som EU-domstolen langt senere dømte traktatstridig.
Nej, det var ikke pænt, og det skulle have været gjort på en anden måde fra begyndelsen, men i substansen havde den daværende statsminister ret. Arbejdsmarkedspensionerne er en af de helt afgørende grunde til, at dansk økonomi i dag er bomstærk.
Tim Knudsen er meget skeptisk over for den magt, Finansministeriet og ”regnedrengene” har fået i perioden, og han sætter spørgsmålstegn ved flere af de indgreb, der blev gennemført. Var det for eksempel traditionel socialdemokratisk politik i 1990’erne at forkorte dagpengeperioden fra syv til fire år? Et gæt er, at en del socialdemokrater i dag vil svare ja med henvisning til princippet om ”ret og pligt”, og at borgerløn aldrig har været socialdemokratisk politik.
Man fornemmer med andre ord klart, hvor forfatterens egne holdninger ligger, og det er ikke kritisabelt. En helt neutral historieskrivning har aldrig været mulig og ville i givet fald også være blevet kedelig.
Værket fortjener dyb respekt. For eftertiden ligger her en uvurderlig dokumentation om de personer, der i snart 173 år har stået i spidsen for vores land. Den høje detaljeringsgrad betyder imidlertid, at det oprindelige mål om at portrættere statsministrene indimellem overskygges af noget, der mere ligner en generel politisk danmarkshistorie. Derfor kunne man ønske sig, at forfatteren, når værket er helt færdigt, vil samle de vigtigste pointer i en læse-let-udgave på nogle få hundrede sider for alle andre end statskundskabsstuderende og politiske nørder. J
4 Poul Schlüters statsministertid endte i den katastrofale tamilsag, som kostede ham posten. – Foto: Bo Svane/Ritzau Scanpix.
Tim Knudsen har i en årrække skrevet politiske analyser i Kristeligt Dagblad, og avisens politiske redaktør, Henrik Hoffmann-Hansen, er én blandt et stort antal personer, som Tim Knudsen på side 689-691 i sin bog takker for at have hjulpet ham med værket.
