Boguddrag Ja, hundene ligner jo meget godt

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. november 2021 Ja, hundene ligner jo meget godt

I Thomas Larsens

nye bog ”Monark og menneske” fortæller Bjørn Nørgaard om sit samspil med dronning Margrethe, da han lavede gobelinerne til Christiansborg og senere gravmonumentet til regentparret. Her er et uddrag af bogen

boguddrag

Thomas Larsen

livogsjael@k.dk Da dronning Margrethe trådte ind i Riddersalen på Christiansborg Slot i år 2000 og for første gang så Bjørn Nørgaards 17 gobeliner hænge på væggene, boblede hun af begejstring. I det 40 meter lange, 14 meter brede og 10 meter høje pragtrum hang de farvestrålende billedtæpper og åbnede for et svimlende vue over 1.000 års danmarks- og verdenshistorie. ”Det tog fuldkommen vejret fra én. Tænk, at det kunne lade sig gøre – at det blev til noget, og at det kom til at tage sig så godt ud!”, sagde Dronningen.

Gobelinerne var en gave fra dansk erhvervsliv, og de var i løbet af 10 år blevet vævet hos La Manufacture des Gobelins i Paris og La Manufacture de Beauvais i Beauvais. Tråd for tråd havde de franske vævere forvandlet Bjørn Nørgaards tegninger – eller kartoner, som det hedder – til prægtige billedtæpper.

At netop Bjørn Nørgaard og Dronningen skulle finde sammen, var der næppe nogen, der havde drømt om, da kunstneren i 1970 blev landskendt og forhadt som ”provokunstneren”, der slagtede en uskyldig hest på en mark i Hornsherred som led i en happening. Men under arbejdet med gobelinerne fik Bjørn Nørgaard et tæt samspil med dronning Margrethe og prins Henrik (...).

Vævet ind i fortællingen

Når Bjørn Nørgaard var ved at være færdig med en karton, meddelte han det til Dronningen og Prinsen. De fleste gange kom de, og ellers sendte han et billede.

Undervejs fik han også mulighed for at lave en række mindre gobeliner, der skulle hænge mellem vinduerne i Riddersalen, og på den måde blev de nulevende medlemmer af den danske kongefamilie vævet ind i fortællingen. På vægtæppet ”Nutiden” kom Dronningen og prins Henrik til at stå ved siden af hin-

0 I 2019 blev Bjørn Nørgaards monument over danske soldater faldet under Anden Verdenskrig afsløret i Mindelunden og indviet af Dronningen. Mindesmærket er udført i svensk granit. På den ene side af stenen ser man en dansk soldat og fregatten ”Peder Skram”, mens man på den anden ser en dansk soldat i allieret uniform og tre britiske Spitfire-fly. – Foto: Niels Christian Vilmann/ Ritzau Scanpix. anden, i fuld figur, omgivet af deres gravhunde, mens kronprins Frederik og prins Joachim vises på tæppet ”Fremtiden”. Kronprinsen er farvet i Dannebrogs røde og hvide farver, mens den grønne farve til prins Joachim skal symbolisere, at han dengang som landmand drev Schackenborg Slot. ”Da vi skulle vise billedet af regentparret, tog vi det ind i Riddersalen. Da Dronningen betragtede det, sagde hun: ’Ja, hundene ligner jo meget godt.’ Da det blev Prinsens tur, var han på vej til vildsvinejagt i Polen. Han ankom i svingkappe og sagde: ’Professor Nørgaard, man kan jo ikke sige, at De prøver at gøre os flatterende.’ Og så tog han på jagt.”

Når Dronningen kom på besøg, lærte Bjørn Nør-gaard hurtigt, at hun var opmærksom på alle detaljer, og at hun gerne ville kende begrundelserne for hans valg. ”Man skal være rimelig kvik, når man fører samtaler med Dronningen,” konstaterer Bjørn Nørgaard, som understreger, at spørgsmålene fra regenten aldrig rummede et forsøg på at ændre værkerne.

Kun én gang blev der lavet en justering. ”I gobelinen om fremtiden havde jeg lavet en slags Noas Ark. I dag taler vi om klimaforandringer, som om det er en nyhed, men jeg var i begyndelsen af 1970’erne med til at trykke et blad, der hed Noah, som handlede om miljø. Jeg kan også huske Brundtlandrapporten. Vi har jo kendt til udfordringerne i mange år, der er bare ingen, der har gidet røre ved det før nu. I denne gobelin havde jeg koblet Noas Ark sammen med vore dages miljødiskussion. Jeg havde indføjet en masse dyrepar, og der var et par pingviner. Det talte vi om, og undervejs spurgte Dronningen, om de to pingviner ikke kunne være to søpapegøjer – for så kom Færøerne med. Jeg svarede: ’Deres Majestæt, det laver vi om!’”

Når kartonerne var vævet færdig som billedtæpper i Frankrig, rejste Dronningen og prins Henrik flere gange ned for at se det færdige værk, og det samme gjorde kronprins Frederik. ”Dronningen var nede og klippe dem ud af væven. Hun var glad, og hun viste sin glæde – hvilket betød utrolig meget for væverne. Man skal tænke på, at der har siddet tre-fire mennesker og vævet i fem-seks år. Ingen af dem har set det vævede tæppe. Det bliver hele tiden rullet op, så man ser ikke mere end cirka 50 centimeter. Efter at de har siddet der i alle de år, bliver tæppet endelig klippet ud og hængt op. De har tårer i øjnene, simpelthen, og når der så kommer en dronning, der er glad, har det stor betydning. Dronningen taler samtidig fremragende fransk, så de fik hendes reaktion direkte.”

Bjørn Nørgaard tilføjer, at det selvfølgelig også betød en hel del for kunstneren selv og hans assistent, at ”kunden” var så glad.

Efter 10 års vævearbejde var gobelinerne færdige, og i efteråret 1999 kunne Dronningen og den franske præsident, Jacques Chirac, indvie udstillingen Tapisseries francaises pour la Reine de Danemark på Museé du Luxembourg. I Det Danske Hus på Champs-Ély-sées blev der samtidig åbnet en udstilling om Bjørn Nørgaard.

Gobelinerne blev derpå fragtet til Danmark forud for Dronningens 60-årsfødselsdag, hvor hun overdrog dem til den danske stat med ønsket om, at de skulle tilhøre den danske nation.

Facinerende proces slut

For Bjørn Nørgaard var en lang og fascinerende arbejdsproces slut. Han er klar over, at ikke ret mange får mulighed for at lave et kunstværk om en nations historie, og for ham var det en proces, der medførte, at han måtte tænke grundigt over sin rolle som kunstner og sit samspil med Dronningen og kongehuset. ”Jeg blev nødt til at tænke det igennem. En moderne kunstner må ikke være dekorativ eller repræsentativ. En moderne kunstner skal, fuldstændig uafhængigt af omstændighederne, gøre, hvad fanden han vil. Det er dogmet. Så er det heldigvis sådan, at den moderne kunstner også skal gøre det, han ikke må, så derfor gik det op!”, siger Bjørn Nørgaard.

Men der er også en dybere forklaring. Han overvejede rent faktisk for første gang i sit liv, hvad monarkiet egentlig betyder, og hvad det vil sige, at vi i Danmark har et symbolsk kongeligt statsoverhoved. ”Jeg måtte diskutere med mig selv, om det egentlig var en god idé. Det blev jeg nødt til at tænke igennem, for hvis jeg påtog mig opgaven, ville jeg være med til at bekræfte Dronningens position, og var det noget, jeg ønskede? Jeg nåede frem til, at jeg altid har haft et godt indtryk af kongehuset. Jeg tror, at det har ligget i min egen familie. Den har altid været socialdemokratisk, men der har været respekt for kongefamilien. Christian X blev værdsat, da han under krigen red rundt i gaderne. Dronning Ingrid og kong Frederik IX og deres tre piger blev næsten en socialdemokratisk kernefamilie. Da kvindefrigørelsen var ved at få hjul på, fik vi en kvindelig regent, som giftede sig med en fra udlandet i en periode, hvor den diskussion begyndte. Det gjorde, at mange mennesker kunne identificere sig med kongefamilien,” siger Bjørn Nørgaard.

Når det handler om det fundamentale og principielle spørgsmål om, hvorvidt man overhovedet bør have et kongehus, hvor magt og privilegier går i arv, i stedet for at have en præsident – hentet direkte fra de folkevalgtes rækker – lægger Bjørn Nørgaard vægt på, at Dronningen er demokratisk, forstået på den måde, at Folketinget og befolkningen jo godt kan afskaffe kongehuset.

... Ja, hundene ligner jo meget godt

fortsat fra side 12

”Det var sådan nogle tanker, jeg gjorde mig,” fortæller han.

Han peger også på, at kongehuset kan være med til at skabe en følelse af identitet, sammenhæng og kontinuitet, som kan være vigtig i et samfund, men han gør opmærksom på, at autoriteten ikke længere ligger i selve institutionen. ”I dag er personen blevet langt mere afgørende end tidligere, og så længe kongefamilien kan levere personer med den kvalitet, der skal til, har vi et kongedømme. Det er ikke længere institutionerne, der giver mennesket autoritet. Det er mennesket selv.”

Oprigtigt interesseret

Under arbejdet med at skabe gobelinerne voksede hans respekt ikke alene for Dronningen, men også for prins Henrik. ”Jeg mødte to mennesker, der var oprigtigt interesseret i de billeder, der blev lavet. De var vidende, og de var jo selv udøvende. De havde ganske vist mange andre pligter, men de lavede deres egne ting på et højt niveau, og de viste, at de virkelig interesserede sig for kunst,” siger han.

Og dét er der efter hans mening ikke mange, der gør i dag. Tværtimod er Bjørn Nørgaard arg over den behandling, som kunsten får i en tid, hvor Finansministeriets regnemaskiner efter hans opfattelse har ført til en nedprioritering af museer og kunstinstitutioner. ”I årene med dette nyliberale regime har Dronningen været en af de få på det niveau, der taler om kunst, og som mener, at kunst er vigtig.”

Selvom Bjørn Nørgaard nægter at omtale kunstverdenen som en enhed – eftersom kunstnerne repræsenterer vidt forskellige tanker og retninger – ved han, at kunstnerne i Akademiet og i Akademiraadet sætter stor pris på, at Dronningen er til stede ved medalje-festerne, og Dronningen er tydeligvis også glad for at være en del af selskabet.

Som sagt var der næppe mange, der ville have forudset, at Bjørn Nørgaard skulle få et samspil med Dronningen. Men ser man på hans værker, er det slående, i hvor høj grad han har arbejdet inden for felter, som har afgørende betydning for Dronningen.

Med gobelinerne lavede han sin fortolkning af historien og kongerækken. Da han for få år siden skabte et monument til Mindelunden, hvor den tyske besættelsesmagt under Anden Verdenskrig henrettede danske modstandsfolk, bevægede han sig tæt på de krigsår, som har været med til at forme Dronningens verdenssyn og værdier. Mindesmærket for de faldne danske soldater blev udført i svensk granit, og på den ene side af stenen ser man en dansk soldat og fregatten Peder Skram, mens man på den anden ser en dansk soldat i allieret uniform og tre britiske Spitfire-fly. Værket blev indviet i 2019 af Dronningen.

Derudover har han i de senere år lavet kirkekunst, og selvom han ikke omtaler sig selv som troende, er han dybt optaget af troens betydning for mennesket. ”Jeg kalder mig selv for en håbefuld tvivler. Jeg er af den opfattelse, at den religiøse dimension er en fuldstændig integreret del af vores dannelse som menneske, hvad enten vi er ateister eller ej. Vi kan ikke tænke mennesket uden at tænke religionen med. Da vi aldrig nogensinde får forklaringen på alt, har religionen det i sig, at der er et håb. Det håb skal man ikke fjerne. Når jeg har talt med præster, har det været givende, og jeg holder af at læse i Biblen – det er en fantastisk bog,” siger han.

Hans første kirkekunst blev skabt til Knebel Kirke på Mols, som siden 1170’erne har stået på en bakketop som et pejlemærke for søfarende og som et kirkeskib for de fastboende, som det så smukt formuleres på kirkens hjemmeside. Når man ankommer, ser man den lille hvidkalkede kirke, hvor våbenhuset bærer årstallet 1550. Går man ind på kirkegården, som er omkranset af et dige i kampesten og gamle træer, åbner en utrolig udsigt sig over Knebel Vig.

Bjørn Nørgaard har selv skrevet indfølt om de små og ældgamle kirkers betydning: ”Disse kirker, oprindeligt fra 1100-1200-årene, er med deres udsmykninger nok den rigeste kulturskat, vi ejer. På deres fundamenter hviler bogstavelig talt hele vores nordiske kristne kultur og menneskesyn.”

Samtidig har han fremhævet, at de efter 800-900 år stadig rummer en levende menighed, hvor man enten alene eller sammen med Gud kan søge et åndeligt fællesskab og ”få håbet og kærligheden gennem Jesus”, som han skriver.

Bjørn Nørgaard skabte et alter til kirken og dernæst knæfald og brudeskammel. Værket blev rost, og han ved, at dronning Margrethe har set det, for en dag blev han ringet op af Christian Callesen Madsen, bedre kendt som Kette fra Knebel, som sagde, at der netop havde været fint besøg. ”’Nå, hvad mener du?’ spurgte jeg, og han svarede: ’Ja, der sad en høj dame med en stor hat nede på en af rækkerne.’”

På forhånd havde Dronningen intet sagt om sit besøg. Hun var blot kommet ind i kirken sammen med sin hofdame. Men selv om besøget var inkognito, skabte det stor glæde og stolthed i sognet.

Med sine værker med danmarkshistorien, kongehuset, krigen, troen og kirken som omdrejningspunkt havde Bjørn Nørgaard taget livtag med stort set hele det fundament, som Dronningens liv hviler på, og cirklen syntes at være sluttet.

Samtale på Fredensborg Slot

I 2003 fik han imidlertid en ny opringning, og under telefonsamtalen blev han spurgt, om han ville møde op til en samtale på Fredensborg Slot. ”Det var i efteråret. Jeg tog derop, og det var Prinsen og Dronningen og mig og en kop kaffe. Prinsen udvikler en forestilling om, at de skal have et gravmæle. Det skal gerne være moderne, men ikke mere moderne, end at det kan stå i Roskilde Domkirke. Han vil ikke ligge udenfor. Han vil ind i kirken,” fortæller Bjørn Nørgaard.

Det var selvsagt en stor tillidserklæring, men efter samtalen måtte Bjørn Nørgaard igen hjem og tænke sig om. Overvejelserne handlede ikke om, at han nærede betænkelighed ved opdragsgiverne, men kunne han skabe et gravmæle?

”Jeg går til alle opgaver på samme måde, og det tager jeg alvorligt. Hvis jeg begynder at tænke, at jeg skal lave kunst for Dronningen eller kirken, snyder jeg, for så har jeg lagt en betydning ind før kunsten, og det går ikke. De mennesker, jeg får en dialog med i processen, er en del af materialet. Præcis som bronze smelter ved 90 grader, er der særlige omstændigheder ved et menighedsråd eller en regent. Jeg siger ikke: Nu skal jeg lave kunst til Dronningen, for så snyder jeg også hende. Hun har ikke bedt om at få en lakaj til at lave noget, som han tror, at hun godt kan lide. Man må som kunstner lave det, man vil, og hvis Dronningen kan lide det, er det jo fantastisk. Men det er den vej, det må gå.”

Han besøgte Roskilde Domkirke, som siden 1400-tallet har fungeret som gravsted for den danske kongeslægt, og hvor næsten 40 danske konger og dronninger ligger. Han havde været i kirken mange gange tidligere, men gik gennem kirkerummet og observerede nøje, hvordan gravmælerne ændrede sig over tid. ”Man kommer ind og ser dronning Margrete I, og efterhånden som man bevæger sig frem, går man gennem danmarkshistorien. Det interessante er, at man kan aflæse tiden og kongens rolle undervejs. Det er en enestående historiebog. Når man går rundt i kirken, ser man først kongen eller dronningen liggende som helfigur på gravmælet. Efterhånden forsvinder figuren ind i kisten, og så ser man ikke længere, at det er en kiste. Når man når frem til Christian X’s kapel, kommer de sidste moderne sarkofager, og de bliver mere og mere enkle. Til sidst er det næsten blot en kiste i sten med initialer på, og til allersidst ryger de kongelige helt ud af kirken,” siger han med henvisning til gravstedet for kong Frederik og dronning Ingrid, som er stedt til hvile uden for domkirken.

Han endte med at sige ja og begyndte at arbejde på sine skitser. I de første år var det især prins Henrik, som kommenterede hans ideer, men i 2009 fik Bjørn Nørgaard lavet en miniaturemodel, støbt i glas i USA, og den var Dronningen tilfreds med. J

0 ”Det tog fuldkommen vejret fra én. Tænk, at det kunne lade sig gøre – at det blev til noget, og at det kom til at tage sig så godt ud!”, har Dronningen sagt om Bjørn Nørgaards skildring af danmarkshistorien. De 17 gobeliner hænger i Riddersalen på Christiansborg Slot. – Arkivfoto: Jørgen Jessen/Ritzau Scanpix.