12 | Julebøger2021 | Regentjubilæum
Ja, hundene ligner jo meget godt
Kristeligt Dagblad Lørdag 20. november 2021
I Thomas Larsens nye bog ”Monark og menneske” fortæller Bjørn Nørgaard om sit samspil med dronning Margrethe, da han lavede gobelinerne til Christiansborg og senere gravmonumentet til regentparret. Her er et uddrag af bogen
boguddrag Thomas Larsen livogsjael@k.dk
Da dronning Margrethe trådte ind i Riddersalen på Christiansborg Slot i år 2000 og for første gang så Bjørn Nørgaards 17 gobeliner hænge på væggene, boblede hun af begejstring. I det 40 meter lange, 14 meter brede og 10 meter høje pragtrum hang de farvestrålende billedtæpper og åbnede for et svimlende vue over 1.000 års danmarks- og verdenshistorie. ”Det tog fuldkommen vejret fra én. Tænk, at det kunne lade sig gøre – at det blev til noget, og at det kom til at tage sig så godt ud!”, sagde Dronningen. Gobelinerne var en gave fra dansk erhvervsliv, og de var i løbet af 10 år blevet vævet hos La Manufacture des Gobelins i Paris og La Manufacture de Beauvais i Beauvais. Tråd for tråd havde de franske vævere forvandlet Bjørn Nørgaards tegninger – eller kartoner, som det hedder – til prægtige billedtæpper. At netop Bjørn Nørgaard og Dronningen skulle finde sammen, var der næppe nogen, der havde drømt om, da kunstneren i 1970 blev landskendt og forhadt som ”provokunstneren”, der slagtede en uskyldig hest på en mark i Hornsherred som led i en happening. Men under arbejdet med gobelinerne fik Bjørn Nørgaard et tæt samspil med dronning Margrethe og prins Henrik (...).
Vævet ind i fortællingen
Når Bjørn Nørgaard var ved at være færdig med en karton, meddelte han det til Dronningen og Prinsen. De fleste gange kom de, og ellers sendte han et billede. Undervejs fik han også mulighed for at lave en række mindre gobeliner, der skulle hænge mellem vinduerne i Riddersalen, og på den måde blev de nulevende medlemmer af den danske kongefamilie vævet ind i fortællingen. På vægtæppet ”Nutiden” kom Dronningen og prins Henrik til at stå ved siden af hin-
0 I 2019 blev Bjørn Nørgaards monument over danske soldater faldet under Anden Verdenskrig afsløret i Mindelunden og indviet af Dronningen. Mindesmærket er udført i svensk granit. På den ene side af stenen ser man en dansk soldat og fregatten ”Peder Skram”, mens man på den anden ser en dansk soldat i allieret uniform og tre britiske Spitfire-fly. – Foto: Niels Christian Vilmann/ Ritzau Scanpix.
anden, i fuld figur, omgivet af deres gravhunde, mens kronprins Frederik og prins Joachim vises på tæppet ”Fremtiden”. Kronprinsen er farvet i Dannebrogs røde og hvide farver, mens den grønne farve til prins Joachim skal symbolisere, at han dengang som landmand drev Schackenborg Slot. ”Da vi skulle vise billedet af regentparret, tog vi det ind i Riddersalen. Da Dronningen betragtede det, sagde hun: ’Ja, hundene ligner jo meget godt.’ Da det blev Prinsens tur, var han på vej til vildsvinejagt i Polen. Han ankom i svingkappe og sagde: ’Professor Nørgaard, man kan jo ikke sige, at De prøver at gøre os flatterende.’ Og så tog han på jagt.” Når Dronningen kom på besøg, lærte Bjørn Nør-gaard hurtigt, at hun var opmærksom på alle detaljer, og at hun gerne ville kende begrundelserne for hans valg. ”Man skal være rimelig kvik, når man fører samtaler med Dronningen,” konstaterer Bjørn Nørgaard, som understreger, at spørgsmålene fra regenten aldrig rummede et forsøg på at ændre værkerne. Kun én gang blev der lavet en justering. ”I gobelinen om fremtiden havde jeg lavet en slags Noas Ark. I dag taler vi om klimaforandringer, som om det er en nyhed, men jeg var i begyndelsen af 1970’erne med til at trykke et blad, der hed Noah, som handlede om miljø. Jeg kan også huske Brundtlandrapporten. Vi har
jo kendt til udfordringerne i mange år, der er bare ingen, der har gidet røre ved det før nu. I denne gobelin havde jeg koblet Noas Ark sammen med vore dages miljødiskussion. Jeg havde indføjet en masse dyrepar, og der var et par pingviner. Det talte vi om, og undervejs spurgte Dronningen, om de to pingviner ikke kunne være to søpapegøjer – for så kom Færøerne med. Jeg svarede: ’Deres Majestæt, det laver vi om!’” Når kartonerne var vævet færdig som billedtæpper i Frankrig, rejste Dronningen og prins Henrik flere gange ned for at se det færdige værk, og det samme gjorde kronprins Frederik. ”Dronningen var nede og klippe dem ud af væven. Hun var glad, og hun viste sin glæde – hvilket betød utrolig meget for væverne. Man skal tænke på, at der har siddet tre-fire mennesker og vævet i fem-seks år. Ingen af dem har set det vævede tæppe. Det bliver hele tiden rullet op, så man ser ikke mere end cirka 50 centimeter. Efter at de har siddet der i alle de år, bliver tæppet endelig klippet ud og hængt op. De har tårer i øjnene, simpelthen, og når der så kommer en dronning, der er glad, har det stor betydning. Dronningen taler samtidig fremragende fransk, så de fik hendes reaktion direkte.” Bjørn Nørgaard tilføjer, at det selvfølgelig også betød en hel del for kunstneren selv og hans assistent, at ”kunden” var så glad. Efter 10 års vævearbejde var
gobelinerne færdige, og i efteråret 1999 kunne Dronningen og den franske præsident, Jacques Chirac, indvie udstillingen Tapisseries francaises pour la Reine de Danemark på Museé du Luxembourg. I Det Danske Hus på Champs-Ély-sées blev der samtidig åbnet en udstilling om Bjørn Nørgaard. Gobelinerne blev derpå fragtet til Danmark forud for Dronningens 60-årsfødselsdag, hvor hun overdrog dem til den danske stat med ønsket om, at de skulle tilhøre den danske nation.
Facinerende proces slut
For Bjørn Nørgaard var en lang og fascinerende arbejdsproces slut. Han er klar over, at ikke ret mange får mulighed for at lave et kunstværk om en nations historie, og for ham var det en proces, der medførte, at han måtte tænke grundigt over sin rolle som kunstner og sit samspil med Dronningen og kongehuset. ”Jeg blev nødt til at tænke det igennem. En moderne kunstner må ikke være dekorativ eller repræsentativ. En moderne kunstner skal, fuldstændig uafhængigt af omstændighederne, gøre, hvad fanden han vil. Det er dogmet. Så er det heldigvis sådan, at den moderne kunstner også skal gøre det, han ikke må, så derfor gik det op!”, siger Bjørn Nørgaard. Men der er også en dybere forklaring. Han overvejede rent faktisk for første gang i sit liv, hvad monarkiet egentlig bety-
der, og hvad det vil sige, at vi i Danmark har et symbolsk kongeligt statsoverhoved. ”Jeg måtte diskutere med mig selv, om det egentlig var en god idé. Det blev jeg nødt til at tænke igennem, for hvis jeg påtog mig opgaven, ville jeg være med til at bekræfte Dronningens position, og var det noget, jeg ønskede? Jeg nåede frem til, at jeg altid har haft et godt indtryk af kongehuset. Jeg tror, at det har ligget i min egen familie. Den har altid været socialdemokratisk, men der har været respekt for kongefamilien. Christian X blev værdsat, da han under krigen red rundt i gaderne. Dronning Ingrid og kong Frederik IX og deres tre piger blev næsten en socialdemokratisk kernefamilie. Da kvindefrigørelsen var ved at få hjul på, fik vi en kvindelig regent, som giftede sig med en fra udlandet i en periode, hvor den diskussion begyndte. Det gjorde, at mange mennesker kunne identificere sig med kongefamilien,” siger Bjørn Nørgaard. Når det handler om det fundamentale og principielle spørgsmål om, hvorvidt man overhovedet bør have et kongehus, hvor magt og privilegier går i arv, i stedet for at have en præsident – hentet direkte fra de folkevalgtes rækker – lægger Bjørn Nørgaard vægt på, at Dronningen er demokratisk, forstået på den måde, at Folketinget og befolkningen jo godt kan afskaffe kongehuset.
fortsætter side 14
