Julebøger

Julebøger2021 TILLÆG TIL KRISTELIGT DAGBLAD LØRDAG 20. NOVEMBER 2021

To vægtige værker om dronning Margrethe II har præget efterårets bogsæson. Den 14. januar 2022 kan Dronningen fejre sit 50-års regentjubilæum, og i de nye bøger kommer læserne tæt på den populære dronning og det danske kongehus.

Siderne 6, 8, 10, 12, 14 og 18

F OTO : B R I T TA P E D E R S E N /A F P/ R I T Z AU S C A N P I X .

Særdeles underholdende

BERLINGSKE

Fascinerende og læseværdig BØRSEN

w York Tim Ne Bestsellerforfatteren til JORDENS SØJLER

es

#1

JYLLANDS-POSTEN

Intens og medrivende

Gyldendals juleanbefalinger:

Fængslende fortællinger og blændende beretninger Udkommer

d. 24. november

Jens Otto Krags var chefarkitekten bag det moderne Danmark og en visionær og begavet politiker. Bo Lidegaard tegner i sin biografi et politisk og personligt portræt af Krag og af menneskene omkring ham.

Dronningen gør status over sine 50 år som statsoverhoved sammen med en kreds af mennesker, hun har et fagligt eller nært forhold til.

Perfekt

Slet og ret imponerende KRISTELIGT DAGBLAD

som julegave (også til dig selv)

Vi er intet uden planterne. De er alt uden os! Anders Lund Madsen og professor i plantefysiologi Michael Palmgren giver her planterne det forsvar og den oprejsning, de fortjener. Bogen er smukt illustreret med gamle botaniske tegninger.

50 dybe portrætter fra 500 års danmarkshistorie i en smukt illustreret udgave - om danske kvinders liv og oplevelser – både de skrækkelige, de jævne, de overraskende og de eventyrlige.

Kom med til en storslået julefejring på øens gamle hotel i denne hjertevarme fortælling om sorg, omsorg og nye begyndelser.

Få fat i denne roman, og husk at nyde hver en side BOG_FINKEN

En sød, stemningsfuld godbid JOJO MOYES

Bliver uden tvivl en klassiker Tærter er fantastiske! Mette Blomsterberg giver her sit bud på mere end 60 lækre tærter. Både de søde og sprøde, men også de salte og saftige til madpakken og middagsbordet.

JYLLANDS-POSTEN

En idé, der er så god og så oplagt, at man ville ønske, man selv havde fået den WEEKENDAVISEN

Mere end 2 millioner

solgte i UK LIVSSTIL ER EN LIVSSTIL er skrevet af den

Få den hudløst ærlige fortælling om Annette Heicks helt usædvanlige liv.

Fra opvæksten i mediernes søgelys til vejen ind i underholdningsbranchen og alle op- og nedture undervejs.

yderst populære livsstilscoach A. Matthesen. Denne længe ventede coaching-bibel er fyldt med guldkorn og er din ultimative guide til selveste lykken.

Danmark har fået en ny livsstilscoach.

Han hedder A. Matthesen

Bogen er velfortalt og elementært godt skrevet

BERLINGSKE

POLITIKEN

Annette Heick brænder igennem BERLINGSKE

Glæd dig til årets hyggeligste mordgåde: Fire snart 80-årige venner mødes hver torsdag omkring deres passion - uopklarede mordsager. Men da der pludselig sker et dødsfald, bliver de fire seniorer del af en igangværende efterforskning.

Lige til at lægge på natbordet

Underholdende og morsom

POLITIKEN

JYLLANDS-POSTEN

Anders Matthesens selvhjælpssatire rammer genren rent WEEKENDAVISEN

4 | Julebøger2021 | Indhold

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. november 2021

Bogsæsonen er nu kulmineret, og årets vigtigste titler er udkommet her op til julehandlen. Blandt dem finder man to bøger om dronning Margrethe II og det kommende 50-års regentjubilæum den 14. januar 2022. I dette tillæg om Julebøger2021 kan man læse meget mere om monarkens liv og gå på opdagelse i efterårets mange andre væsentlige bogtitler.

God fornøjelse i læselampens skær med interview og anmeldelser på de kommende sider.

Michael Bach Henriksen, kulturredaktør på Kristeligt Dagblad

indhold

DANSK LITTERATUR 4 Anmeldelse En dronning skal dannes – men hvordan?

8 Interview Jeg mødte en dronning i mental storform 12 Boguddrag Ja, hundene ligner jo meget godt 18 Anmeldelse Et renæssancemenneske midt iblandt os 20 Anmeldelse Riebnitzsky har skabt en elegant historisk roman 22 Anmeldelse Nye ord til Amager 23 Anmeldelse Efter skilsmissen 24 Interview Vores tid rummer kimen til en religiøs vækkelse 26 Interview Traumerne fra holocaust gik i arv 31 Interview Fornemmelsen af, at verden er beåndet 32 Anmeldelse Må en historiker være på fornavn med ministeren?

42 Anmeldelse Mellem Julius Bomholts privatarkiv og den store samfundshistorie 44 Anmeldelse Gud og Chanel 45 Anmeldelse kjgklj jkjkjkojoj 46 Anmeldelse kjgfjoirj kjjnojoir 47 Anmeldelse opeihybijnijfrj jnjnjnjnjn UDENLANDSKE STEMMER

F OTO : L E I F T U X E N

50

48 Essay Hos Dostojevskij er alt eksisterende en del af Guds sammenhæng

31

54

50 Anmeldelse Den sentimentale russiske forfatter

32

51 Anmeldelse Tænkningens nederste fundament 52 Interview Livet er en meget mislykket roman 54 Anmeldelse Følelsernes vold 55 Anmeldelse Krimidronningen og mestermaleren

34 Anmeldelse En blandet kolonialhandel 36 Anmeldelse I den indre biograf

23

20

F OTO : T H OM A S B O R B E R G / R I T Z AU S C A N P I X

38 Kommentar Dannelse og folkelighed 40 Anmeldelse Sovjetkommunismens danske håndlanger

8

A L L A N MO E / R I T Z AU S C A N P I X

Udgivet af Kristeligt Dagblad Kristeligt Dagblad A/S | Vimmelskaftet 47 | 1161 København K | Ansvarshavende chefredaktør: Erik Bjerager | Redaktør: Michael Bach Henriksen og Mie Petersen | Layout: Mie Petersen | Tryk: Sjællandske Medier A/S

D O G EN E V A G E L JU ” esterstykke m e l l i l t E “ TION MA

– INFOR

★ ★ ★ ★D★ N S-POSTE – JYLL AN

♥ ♥ ♥ ♥LIT♥IKEN – PO

♥ ♥ ♥ ♥LIT♥IKEN – PO

HO G RING O T D R LINDHA

F

6 | Julebøger2021 | Regentjubilæum

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. november 2021

En dronning skal dannes – men hvordan?

Dronningen kaster et levende og åbenhjertigt blik på sine dannelsesår i en ny erindringsbog – der uforvarende også problematiserer arvekongedømmet som system

anmeldelse

3 Ingen af forfatteren Tom BukSwientys mange hundrede spørgsmål er med i ”Undervejs”, der dermed fremstår rent som Dronningens egen fortælling. – Foto: Les Kaner.

Henrik Hoffmann-Hansen hoffmann@k.dk

Man skal lede længe efter kongehuse med en større folkelig opbakning end det danske. Hvilket alt overvejende skyldes vor nuværende dronning Margrethe II og hendes kloge forvaltning af regenthvervet i snart 50 år.

Formelt runder hun jubilæet til januar, men allerede nu udkommer der bøger om og med hende, for forlagene vil selvsagt ikke gå glip af julehandelen. En af dem er erindringsbogen ”Undervejs”, skrevet af forfatter og journalist Tom Buk-Swienty, kendt for flere danmarkshistoriske bøger – især de to om den slesvigske krig i 1864, ”Slagtebænk Dybbøl” og ”Dommedag Als”.

Over to år har han interviewet Dronningen i sammenlagt 37 timer og 35 minutter, og det er der kommet 456 sider ud af, som paradoksalt nok ikke handler om majestætens regeringstid, men om de 32 år, der gik forud. Altså om hendes opvækst og dannelsesår. Ingen af forfatterens mange hundrede spørgsmål er med i teksten, der dermed fremstår rent som Dronningens egen fortælling.

Det tjener i høj grad til at gøre den levende, flydende og fint præget af hendes pudsige lydord og af og til arkaiske udtryksmåder. Som når Frankrig pludselig – ”bums” – bliver en del af slægtshistorien. Som hendes bryllup, der skulle være et rigtigt ”dunderbryllup”. Som engkabbelejerne på Færøerne, der havde den ”rene rabalderfarve”.

Eller som da Teresina i balletten Napoli ”flup” mister sin kjole og forvandles til en havfrue.

Det bidrager også til at gøre bogen interessant, at Dronningen i mange tilfælde er særdeles åbenhjertig, for ikke at sige bramfri. Hun fortæller ligeud, at hendes karakterer i grundskolen var alt andet end prangende, og at det var svært at koncentrere sig. Hun havde vanskeligt ved at huske for eksempel kongerækken – den kan hun trods alt nu, som hun underfundigt bemærker.

I 1962 var hun som prinsesse på officielt besøg hos præsident Gamal Abdel Nasser, der havde

taget magten ved et militærkup i Egypten.

Margrethe lægger ikke skjul på, at det var ”lidt ubekvemt” at være hans gæst, og at det var ”decideret anstrengende” at være til middag med ham, selvom han var både høflig og venlig.

Et par år forinden indviede hun en ny SAS-rute til Los Angeles, og i den forbindelse mødte hun blandt andre rockidolet Elvis Presley. Øjeblikket sammen ham gjorde dog ”absolut ikke noget indtryk”. Rent ud sagt fandt prinsessen hans musik ”rædselsfuld”. Og det gør hun stadigvæk.

Møder med filmstjerner som Shirley MacLaine og Dean Martin var heller ikke noget særligt.

Dean Martin var en frygtelig krukke, mødet med Disneyland var grusomt, og den danske indvandrerby i Californien, Solvang, var ”noget pseudoagtig”.

En væsentlig del af det at blive dannet eller uddannet til regent består i at rejse og lære andre kulturer og sprog at kende. Især i nutiden, da embedet jo er uden politisk magt og alene har symbolsk, historisk og repræsentativ betydning. Monarkiet er med Grundlovens ord indskrænket.

Bogen rummer to forholdsvis lange rejsedagbøger, som den kommende dronning skrev under sine rejser til Asien og Sydamerika i 1963 og 1966.

Man kan betragte det som et scoop, at de kan offentliggøres, men for denne anmelder blev netop de afsnit lidt af et antiklimaks.

De refererer simpelthen for

meget og alt for detaljeret og mangler det perspektiv og de refleksioner, der bærer de øvrige kapitler.

Som Margrethe meget ærligt siger om sig selv som 18-årig: Jeg ser et ”ungt og meget lidt sofistikeret menneske”. Det er på mange måder det billede, der står tilbage af hendes ungdomsliv i det hele taget. Et liv med barnepiger, kammerherrer, adjudanter, tre slotte, et jagthus, kongeskibet Dannebrog og åbne sportsvogne og rejser rundt i den halve verden. Kirke og tro spiller i den periode ikke nogen dybere rolle, hverken for den kongelige familie eller for den kommende regent. Det kommer først efter hendes tiltræden i 1972.

Men kimen til hendes senere så stærke kristne tro blev lagt et halvt år inden hendes fars, kong Frederik den Niendes, død. Prinsessen var på besøg på Færøerne, hvor den daværende lagmand Atli Dam alvorsfuldt sagde til hende: ”Nu vil jeg sige, som vi plejer at sige, når nogen, vi sætter pris på, skal sejle: ’Jesus være med dig!’.”

Det ramte hende i mellemgulvet, og en indre stemme fortalte hende, at det var en afskedshilsen, hun skulle lægge mærke til.

En akilleshæl

Hvad ungdomsfortællingen imidlertid også bekræfter, er, at Margrethe altid har været videbegærlig og nysgerrig. I praksis slog det blandt andet ud i en brændende interesse for arkæologi, som har ført hende rundt til

uddannelser ved Københavns Universitet og Cambridge University, foruden rejser til internationale udgravninger i for eksempel Italien og Nubien i Sudan.

Dronningen fortæller dog også meget åbent, at hun udmærket kunne se, at det ikke var realistisk for hende at få en magistergrad i arkæologi, der dengang tog otte år at færdiggøre. Med en tilføjelse om, at det nok var hendes store held, at hun aldrig følte sig presset over sin forudbestemte vej.

Lige på dette punkt peger Dronningen imidlertid også på et af arvekongedømmets akilleshæle.

Det er jo på mange måder besynderligt, at man i en tid, der hylder individets frihed og ret til selvbestemmelse, gør en så markant undtagelse, netop når det gælder de kongelige. Jo, en tronfølger kan selvfølgelig teoretisk frasige sig retten til tronen. Margrethe kunne have fulgt sin ungdomsdrøm og have uddannet sig til arkæolog og overladt hvervet som konge eller dronning til en anden. Det ville blot have haft meget store konsekvenser, ikke bare for hende selv og hendes relationer til familien, men også for befolkningens tillid til monarkiet som styreform i det hele taget. Den selvsamme befolkning, som i 1953 stemte for at ændre Tronfølgeloven, så kongens bror, arveprins Knud, ikke skulle være den næste konge, men kongens datter Margrethe kunne blive dronning. Det er et stort åg at lægge på et ungt menneske.

Som hun selv siger, er det jo et held, at hun aldrig følte sig presset over sin forudbestemte vej, men tænk, hvis hun ikke havde haft det sådan.

Det er helt sikkert uforvarende, at bogen kommer til at rejse den problemstilling, men den gør det ikke desto mindre.

Det bliver til en stjerne for Dronningens åbenhjertighed, en stjerne for det flydende sprog, en stjerne for majestætens perspektiverende tanker, en stjerne for de gode spørgsmål, forfatteren må have stillet, og endelig en stjerne for den rige fotodokumentation i bogen, herunder de mange billeder fra Hendes Majestæt Dronningens Håndbibliotek. En sjette og sidste stjerne må den dog undvære, primært på grund af rejsedagbøgerne, der burde være brugt som baggrundsmateriale for Dronningens egne nutidige fortællinger.

Det var de næppe blevet kedeligere af.

Men man glæder sig til to’eren. Den om de resterende 50 år, da Dronningen faktisk var dronning – og formentlig har endnu flere og dybere ting at berette om.

J

5 stjerner

Tom Buk-Swienty: Undervejs.

Erindringer 19401972. 456 sider. 350 kroner. Politikens Forlag.

Særudgaver med originalkunst

eh

Maja Lisa Engelhardt Cesare Pavese Samtaler med Leuka Italienske Cesare Paveses Samtaler med Leuka er en hyldest til mytens samtidighed og en smuk gendigtning af gamle græske myter.

Conni-Kay Jørgensen har oversat og skrevet efterord. Bogen er illustreret af Maja Lisa Engelhardt.

Med særudgaven følger et originaltryk (en blanding mellem træsnit og radering) af Maja Lisa Engelhardt. Oplaget er på 30 eksemplarer.

Originaltrykket er trykt hos Aldo Galleni i Pietrasanta på 300 gram Magnani-papir. Formatet er 24,5 x 16,0 cm.

Signeret og nummereret af kunstneren.

Prisen er 1.600 kroner.

(Ordinærudgaven koster 340 kroner)

Peter Brandes Sappho Roser fra Piería. Samtlige fragmenter Den græske digter Sappho levede omkring 600 f.Kr. og er en af verdenslitteraturens største og mest afgørende skikkelser. Rasmus Sevelsted har oversat og skrevet efterskrift. Bogen er illustreret af Peter Brandes.

Med særudgaven følger en originalradering af Peter Brandes. Oplaget er på 60 eksemplarer. Raderingen er trykt hos Aldo Galleni i Pietrasanta på 300 gram Magnani-papir. Formatet er 25,0 x 17,5 cm.

Signeret og nummereret af kunstneren.

Prisen er 1.500 kroner.

(Ordinærudgaven er udsolgt fra forlaget)

Peter Brandes Julhymn av Romanos Ett nyfött barn av evighet Gud Romanos levede i midten af 500-tallet og er den græske hymnedigtnings største navn. I slutningen af 1800-tallet faldt forskere over julehymnen, som her kan læses i Hjalmar Gullbergs gendigtning. Bogen er illustreret af Peter Brandes.

Med særudgaven følger et originalt træsnit af Peter Brandes. Oplaget er på 30 eksemplarer. Træsnittet er trykt af kunstneren på japansk Gambipapir opklæbet på 200 gram kludepapir. Formatet er 31,0 x 23,5 cm.

Signeret og nummereret af kunstneren.

Prisen er 2.100 kroner.

(Findes også i en udgave uden træsnit til 1.100 kroner)

Særudgaver købes direkte hos forlaget. Skriv venligst en mail til: post@forlaget-wunderbuch.dk Følg forlaget på Facebook og Instagram – eller læs mere på forlaget-wunderbuch.dk

8 | Julebøger2021 | Regentjubilæum

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. november 2021

Jeg mødte en dronning i mental storform Forfatteren og historikeren Tom BukSwienty har tilbragt 37 timer i samtale med Dronningen. Hans ønske var at få Dronningen til med egne ord at fortælle om sin vej til tronen for snart 50 år siden

interview Else Marie Nygaard nygaard@k.dk

Klikkelik. Det var den distinkte lyd af gardinringene, som løb hen over stangen, når barnepigen, Helvig Nielsen, trak gardinerne fra til værelset på Amalienborg, hvor prinsesse Margrethe sov.

Her var to sæt gardiner. De mørke stofgardiner og bag dem mørklægningsgardinerne. Når barnepigen havde trukket gardinerne fra og sagt godmorgen, så blev det dag for prinsessen. Lidt senere fik prinsessen serveret morgenmad i legeværelset: Øllebrød med lidt mælk på, og ofte var der rørt en æggesnaps ud i grøden, som også var tilsat leverkoncentrat. Lørdage og søndage blev øllebrøden skiftet ud med havregrød.

Klikkelik-lyden af de to sæt gardiner er en af et sansende barn af Besættelsens første erindringer og indgår i den digre erindringsbog om Dronningens formative år, ”Undervejs. Erindringer 1940 – 1972. Dronning Margrethe fortæller til Tom Buk-Swienty”. Bogen udkommer tirsdag den 26. oktober på Politikens Forlag som optakt til fejringen af Dronningens 50-års regentjubilæum i januar. Som det fremgår af undertitlen, er bogen skrevet af historikeren Tom Buk-Swienty.

I stedet for at se på de 50 år som regent har Tom Buk-Swienty behandlet tiden, før Dronningen besteg tronen. Han har stræbt efter at gå med regenten ind i hjernens fjernlager via hukommelsens krinkelkroge, hvor nyt kan dukke op under anden eller tredje samtale, som han skriver i forordet. Det er sket gennem 14 lange interviews. Coronanedlukningen betød, at der var usædvanlig god plads i regentens kalender, og der blev fundet tid til samtalerne, som har fundet sted primært på Fredensborg Slot i Nordsjælland.

Som journalist har historikeren Tom Buk-Swienty interviewet Dronningen en gang, og i 2015 mødtes de, da han modtog Rungstedlundprisen for familie-krøniken om Dinesen-slægten. Dronningen er protektor for Rungstedlundfonden, og da Tom Buk-Swienty havde modtaget prisen, havde han en samtale med Dronningen ved den efterfølgende fejring. Han husker særligt to ting fra samtalen.

Han fortalte dronning Margrethe om den bog om Karen Blixen, han vidste, han ville tage fat på, og sagde, at han var betænkelig ved, hvordan de mange belæste Blixen-eksperter måske ville være kritiske. Han husker, at Dronningen sagde: ”Åh, alle disse klogeåger. Dem skal De ikke tage dem af.”

De ord har Tom Buk-Swienty siden ofte tænkt tilbage på. Den dag på Rungstedslund, hvor han havde fået overrakt prisen, talte de også om historie, og han spurgte Dronningen, om hun mon førte dagbog? Og nej, det gjorde hun ikke.

Tom Buk-Swienty sagde: ”Ej, det er da en skam. De skal da næsten efterlade noget til eftertiden.”

Også de ord har Tom Buk-Swienty tænkt en del på de sidste to år, mens bogen ”Undervejs” er blevet til. Når han ser tilbage på de sammenlagt 37 timers interview med Dronningen, oplever han, at hun har givet noget videre også til eftertiden. I samtalen udfoldede hun en livsrejse, som den har taget sig ud for et nysgerrigt, søgende og sanseligt menneske, der både er genert og blufærdigt, men som samtidig er en begavet fortæller med et levende sprog. ”I mit forfatterskab er jeg optaget af de formative år. Vi var længe om at lande på en titel til bogen, men min egen arbejdstitel var engelsk og lød ’A queen in the making’”.

I forordet formulerer Tom Buk-Swienty det således: ”Hvem var den unge kvinde, som i

sørgedragt en frysende kold dag i januar 1972 trådte ud på balkonen på Christiansborg Slot for at blive udråbt til Danmarks næste regent? Det er spørgsmålet, ’Undervejs’ søger at besvare fortalt med Dronningens egne ord, og som Dronningen selv har oplevet og husker det. Hvad var vejen til tronbestigelsen for den 31-årige kvinde?”

Et særligt bolsje

Da Dronningen og historikeren mødtes til den første samtale, spurgte Tom BukSwienty Dronningen, hvad hendes første erindring var. ”Jeg mødte en dronning, der mentalt er i storform, og som var parat til at fortælle. En af mine vigtigste opgaver har været at være stille og lytte. Hun har virkelig fokus, når hun fortæller.”

Dronningen husker selv oplevelser fra sin tidligste barndom. I bogen deler hun beskrivelser, fra hun er to år, som da hun fortæller om legeværelset, hvor der var to dukker og to bamser. Hun foretrak bamserne frem for dukkerne, for hun syntes, det var besværligt at klæde dukkerne på. Og bamserne blev opkaldt efter Peter Plys og Ninka Ninus.

H.C. Andersen og A.A. Milne var prinsessens første yndlingsforfattere.

Hun husker, hvad der var i madkassen i skoleårene. Hun var ikke glad for leverpostejmadder og da slet ikke, hvis der kom rødbeder på, men det værste var agurk på rugbrød. Og når familien sejlede med Storebæltsfærgen og sad i kongesalonen, spiste de medbragt mad.

Dronningen husker endnu navnet på termobeholderne med maden. Der stod ”Rita” på dem.

Men stemmer erindringerne fra barneårene? Nogle gange har Dronningen selv været i tvivl som episoden, hvor hun som femårig spurgte sin far, om hun måtte byde et bolsje til en af frihedskæmperne, som stod iført cottoncoat ved Amalienborg i de glade majdage i 1945. Hvert år fik hendes far en dåse Sømodsbolsjer fra den gamle bolsjefabrik, og hun ville gerne give et til en af frihedskæmperne. Når hun siden fortalte om det, var der ingen i familien, som kunne huske det.

fortsætter på side 10

0 14 gange har Tom Buk-Swienty mødtes med Dronningen for at lave interviews til bogen ”Undervejs”.

Nogle gange har han haft fotografier med, som de har talt ud fra, og andre gange har han henvist Dronningen til breve, som hun skulle læse som forberedelse til samtalen. Her er fortælleren og forfatteren fotograferet på Fredensborg Slot.

– Foto: Les Kaner.

I ALDeREN 9-12 ÅR

299,-

3 måneder

Bestil på børneavisen.dk eller ring på 70 15 95 15.

Udkommer hver tirsdag.

10 | Julebøger2021 | Regentjubilæum

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. november 2021 2 En ung prinsesse Margrethe, med Plys og Ninus i favnen, er her fotograferet kort efter Befrielsen med nogle af de centrale kvinder i sit liv. Bag hende ses kronprinsesse Ingrid, som skulle på den første rejse til Sverige efter krigen.

Barnepigen Helvig Nielsen bærer prinsesse Benedikte, til venstre i billedet står dronning Alexandrine.

– Foto: Ritzau Scanpix.

... Jeg mødte en dronning i mental storform fortsat fra side 8 I 1966 rejste den unge tronfølger rundt i Latinamerika, og hun kom til Uruguay og i Montevideo, og der blev afholdt reception for lokale danskere. Her kom en mand og spurgte, om hun genkendte ham. Det viste sig, at han havde gået vagt den dag 21 år tidligere ved palæet, hvor prinsesse Margrethe var kommet med faderens bolsjedåse.

I samtalerne tegner hun et billede af et trygt barndomsunivers med en mor og far, som med nænsomhed skolede datteren. ”Vi piger kom naturligvis fra et på så mange måder usædvanligt hjem, men samtidig sørgede mine forældre for at undgå, at det skulle blive betonet for meget, og i den forstand havde vi lært, at vi ikke var videre specielle.”

Kronprinsesse Ingrid fremstår som den omhyggelige og nytænkende mor, som blandt andet sørgede for, at der blev indrettet børnehave på Amalienborg og senere skolestue samme sted med syv elever. Den dag, hvor Dronningen og historikeren talte om skoletiden, havde Tom Buk-Swienty medbragt fotografier fra skolestuen på Amalienborg.

Og Dronningen satte sig med en pen og noterede navnene på pigerne i klassen.

En god del af børnene fra børnehaven fulgte med i lilleskolen, og de kom siden til at gå i samme klasse, da Dronningen i 4. klasse kom til N. Zahles Skole, hvor skolegangen fortsatte.

Vi kan roligt fortsætte

I klassen respekterede kammeraterne Dronningens blufærdighed, og der blev ikke talt om hendes særlige status, men så var der rektor Friis. I en religionstime med rektor Friis havde klassen talt om, at de første kvinder nu var blevet præster. Eleverne syntes, det var noget underligt noget, og så henvendte rektor Friis sig til Dronningen, som tydeligt husker episoden. ”Jamen, hvad med dig, prinsesse Margrethe? Du skal jo være dronning?”

Det reagerede Dronningen på ved at storme ud og, med egne ord, tude, i frakkerne. Der har også været megen bevægelse i samtalerne. Ikke mindst, når de har talt om forholdet til faderen og den tillid, han havde til sin ældste datters evner. Hun fortæller også, at faderen i en del år havde et alkoholproblem.

Hun bemærkede ikke rigtig misbruget som barn, og det var ikke noget, der blev talt om før mange år senere, men hun fortæller, at hendes mor var en støtte, da han skulle på ret køl. Efterfølgende holdt han sig fra alkohol.

”Det er ikke et emne, jeg bryder mig om at trampe rundt i,” siger hun i bogen.

Der har været sat to timer af til hver samtale, og når de havde talt sammen i en to og en halv time, spurgte Tom BukSwienty, om de skulle runde af. Og Dronningen svarede typisk: ”Vi kan roligt forsætte.”

Samtalerne er blevet optaget på bånd, som er blevet givet videre til en transkribtør, som bemærkede, at der var utrolig megen latter i samtalerne. Tom Buk-Swienty siger, at Dronningen er en mester i at fortælle om sig selv som en klodset, langlemmet ung pige med dårligt dybdesyn. I en periode dyrkede hun terrænsport med kort og kompas, og her landede tronfølgeren flere gange i det vandløb, hun forsøgte at springe over.

Det er ikke kun i de tidlige barndomsår, at dronning Ingrid træffer valg, som viser, at hun læste og forstod sin ældste datter. Da Dronningen havde afsluttet 7. klasse, blev komtesse Wava Kitty Armfelt (1928 – 2008) ansat som tronfølgerens ledsager, og senere blev hun hofdame, men hun var også en fortrolig ven-

inde, som tilmed delte Dronningens interesse for arkæologi. Hvad Dronningen oplevede med Wava Kitty Armfelt i indog udland, skal ikke afsløres her. Men i samtalerne med Tom Buk-Swienty bliver det fortalt, så historien bliver levende.

Og på et tidspunkt er det, som om man hører Frank Sinatras velkendte stemme.

I de måneder, som gik fra det første til det 14. og afsluttende interview, arbejdede Tom Buk-Swienty med formidlingen af samtalerne. Han viste sine to redaktører eksempler på kapitler, hvor han lod Dronningen fortælle i jeg-form.

Men hvad ville bogens hovedperson synes om det greb? Da Tom Buk-Swienty mødtes til den sidste samtale, der fandt sted på Amalienborg, sad han yderst på sofaen og holdt, hvad han beskriver som en lang salgstale for, at erindringen skulle skrives i jeg-form. Måske talte han to minutter, men han følte, det tog længere tid. Dronningen så på ham med et mildt blik og svarede, som man kun kan gøre, hvis man er godt hjemme i ”Svinedrengen”: ”Lad os nu først se, før vi blive vrede.”

J

Tom Buk-Swienty Født i 1966. Er cand.mag. i historie og amerikanske samfundsstudier. Har været journa-listisk medarbejder og USA-korrespondent ved Weekendavisen. Siden 2014 adjungeret professor i historie ved SDU. Er forfatter til en række bøger. I 2020 kom ”Jacob A. Riis: Danskeren, der gik i krig mod New Yorks slum” og i næste uge udkommer ”Undervejs.

Erindringer 1940 – 1972. Dronning Margrethe fortæller til Tom Buk-Swienty”. Den anmeldes her i avisen.

Julegaver til hele familien Kom med på eventyr om de tusindvis af mennesker, der har sikret bogens overlevelse gennem århundrederne.

En skarp og bevægende skildring af livet og kærligheden hos fire unge venner.

- Politiken

- Politiken

- Kristeligt Dagblad

- Berlingske

Årets bedst sælgende børnebog i Sverige i 2020

En stor og vilter fortælling fra besættelsestidens Bornholm til moderne backpackerliv i Asien.

Andet bind i den populære romantrilogi om familien Brinch og danskeres historie i det 20. århundrede.

En biografisk roman om Inge Lehmann, Danmarks ukendte verdensstjerne.

Børnebog af den svenske bestsellerforfatter David Sundin, der gør alt, hvad den kan for ikke at blive læst.

- Kristeligt Dagblad

- Avisen Danmark

- Søndag

- Pædagogen.dk

- Jyllands-Posten

- Kristeligt Dagblad

- Magasinet Liv

- Bogbanden

12 | Julebøger2021 | Regentjubilæum

Ja, hundene ligner jo meget godt

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. november 2021

I Thomas Larsens nye bog ”Monark og menneske” fortæller Bjørn Nørgaard om sit samspil med dronning Margrethe, da han lavede gobelinerne til Chris­tiansborg og ­senere gravmonumentet til regentparret. Her er et uddrag af bogen

boguddrag Thomas Larsen livogsjael@k.dk

Da dronning Margrethe trådte ind i Riddersalen på Christiansborg Slot i år 2000 og for første gang så Bjørn Nørgaards 17 gobeliner hænge på væggene, boblede hun af begejstring. I det 40 meter lange, 14 meter brede og 10 meter høje pragtrum hang de farvestrålende billedtæpper og åbnede for et svimlende vue over 1.000 års danmarks- og verdenshistorie. ”Det tog fuldkommen vejret fra én. Tænk, at det kunne lade sig gøre – at det blev til noget, og at det kom til at tage sig så godt ud!”, sagde Dronningen.

Gobelinerne var en gave fra dansk erhvervsliv, og de var i løbet af 10 år blevet vævet hos La Manufacture des Gobelins i Paris og La Manufacture de Beauvais i Beauvais. Tråd for tråd havde de franske vævere forvandlet Bjørn Nørgaards tegninger – eller kartoner, som det hedder – til prægtige billedtæpper.

At netop Bjørn Nørgaard og Dronningen skulle finde sammen, var der næppe nogen, der havde drømt om, da kunstneren i 1970 blev landskendt og forhadt som ”provokunstneren”, der slagtede en uskyldig hest på en mark i Hornsherred som led i en happening. Men under arbejdet med gobelinerne fik Bjørn Nørgaard et tæt samspil med dronning Margrethe og prins Henrik (...).

Vævet ind i fortællingen

Når Bjørn Nørgaard var ved at være færdig med en karton, meddelte han det til Dronningen og Prinsen. De fleste gange kom de, og ellers sendte han et billede.

Undervejs fik han også mulighed for at lave en række mindre gobeliner, der skulle hænge mellem vinduerne i Riddersalen, og på den måde blev de nulevende medlemmer af den danske kongefamilie vævet ind i fortællingen. På vægtæppet ”Nutiden” kom Dronningen og prins Henrik til at stå ved siden af hin-

0 I 2019 blev Bjørn Nørgaards monument over danske soldater faldet under Anden Verdenskrig afsløret i Mindelunden og indviet af Dronningen.

Mindesmærket er udført i svensk granit.

På den ene side af stenen ser man en dansk soldat og fregatten ”Peder Skram”, mens man på den anden ser en dansk soldat i allieret uniform og tre britiske Spitfire-fly.

– Foto: Niels Christian Vilmann/ Ritzau Scanpix.

anden, i fuld figur, omgivet af deres gravhunde, mens kronprins Frederik og prins Joachim vises på tæppet ”Fremtiden”.

Kronprinsen er farvet i Dannebrogs røde og hvide farver, mens den grønne farve til prins Joachim skal symbolisere, at han dengang som landmand drev Schackenborg Slot. ”Da vi skulle vise billedet af regentparret, tog vi det ind i Riddersalen. Da Dronningen betragtede det, sagde hun: ’Ja, hundene ligner jo meget godt.’

Da det blev Prinsens tur, var han på vej til vildsvinejagt i Polen.

Han ankom i svingkappe og sagde: ’Professor Nørgaard, man kan jo ikke sige, at De prøver at gøre os flatterende.’ Og så tog han på jagt.”

Når Dronningen kom på besøg, lærte Bjørn Nør-gaard hurtigt, at hun var opmærksom på alle detaljer, og at hun gerne ville kende begrundelserne for hans valg. ”Man skal være rimelig kvik, når man fører samtaler med Dronningen,” konstaterer Bjørn Nørgaard, som understreger, at spørgsmålene fra regenten aldrig rummede et forsøg på at ændre værkerne.

Kun én gang blev der lavet en justering. ”I gobelinen om fremtiden havde jeg lavet en slags Noas Ark. I dag taler vi om klimaforandringer, som om det er en nyhed, men jeg var i begyndelsen af 1970’erne med til at trykke et blad, der hed Noah, som handlede om miljø. Jeg kan også huske Brundtlandrapporten. Vi har

jo kendt til udfordringerne i mange år, der er bare ingen, der har gidet røre ved det før nu. I denne gobelin havde jeg koblet Noas Ark sammen med vore dages miljødiskussion. Jeg havde indføjet en masse dyrepar, og der var et par pingviner. Det talte vi om, og undervejs spurgte Dronningen, om de to pingviner ikke kunne være to søpapegøjer – for så kom Færøerne med. Jeg svarede: ’Deres Majestæt, det laver vi om!’”

Når kartonerne var vævet færdig som billedtæpper i Frankrig, rejste Dronningen og prins Henrik flere gange ned for at se det færdige værk, og det samme gjorde kronprins Frederik. ”Dronningen var nede og klippe dem ud af væven. Hun var glad, og hun viste sin glæde – hvilket betød utrolig meget for væverne. Man skal tænke på, at der har siddet tre-fire mennesker og vævet i fem-seks år. Ingen af dem har set det vævede tæppe. Det bliver hele tiden rullet op, så man ser ikke mere end cirka 50 centimeter. Efter at de har siddet der i alle de år, bliver tæppet endelig klippet ud og hængt op. De har tårer i øjnene, simpelthen, og når der så kommer en dronning, der er glad, har det stor betydning. Dronningen taler samtidig fremragende fransk, så de fik hendes reaktion direkte.”

Bjørn Nørgaard tilføjer, at det selvfølgelig også betød en hel del for kunstneren selv og hans assistent, at ”kunden” var så glad.

Efter 10 års vævearbejde var

gobelinerne færdige, og i efteråret 1999 kunne Dronningen og den franske præsident, Jacques Chirac, indvie udstillingen Tapisseries francaises pour la Reine de Danemark på Museé du Luxembourg. I Det Danske Hus på Champs-Ély-sées blev der samtidig åbnet en udstilling om Bjørn Nørgaard.

Gobelinerne blev derpå fragtet til Danmark forud for Dronningens 60-årsfødselsdag, hvor hun overdrog dem til den danske stat med ønsket om, at de skulle tilhøre den danske nation.

Facinerende proces slut

For Bjørn Nørgaard var en lang og fascinerende arbejdsproces slut. Han er klar over, at ikke ret mange får mulighed for at lave et kunstværk om en nations historie, og for ham var det en proces, der medførte, at han måtte tænke grundigt over sin rolle som kunstner og sit samspil med Dronningen og kongehuset. ”Jeg blev nødt til at tænke det igennem. En moderne kunstner må ikke være dekorativ eller repræsentativ. En moderne kunstner skal, fuldstændig uafhængigt af omstændighederne, gøre, hvad fanden han vil. Det er dogmet. Så er det heldigvis sådan, at den moderne kunstner også skal gøre det, han ikke må, så derfor gik det op!”, siger Bjørn Nørgaard.

Men der er også en dybere forklaring. Han overvejede rent faktisk for første gang i sit liv, hvad monarkiet egentlig bety-

der, og hvad det vil sige, at vi i Danmark har et symbolsk kongeligt statsoverhoved. ”Jeg måtte diskutere med mig selv, om det egentlig var en god idé. Det blev jeg nødt til at tænke igennem, for hvis jeg påtog mig opgaven, ville jeg være med til at bekræfte Dronningens position, og var det noget, jeg ønskede? Jeg nåede frem til, at jeg altid har haft et godt indtryk af kongehuset. Jeg tror, at det har ligget i min egen familie. Den har altid været socialdemokratisk, men der har været respekt for kongefamilien. Christian X blev værdsat, da han under krigen red rundt i gaderne. Dronning Ingrid og kong Frederik IX og deres tre piger blev næsten en socialdemokratisk kernefamilie. Da kvindefrigørelsen var ved at få hjul på, fik vi en kvindelig regent, som giftede sig med en fra udlandet i en periode, hvor den diskussion begyndte. Det gjorde, at mange mennesker kunne identificere sig med kongefamilien,” siger Bjørn Nørgaard.

Når det handler om det fundamentale og principielle spørgsmål om, hvorvidt man overhovedet bør have et kongehus, hvor magt og privilegier går i arv, i stedet for at have en præsident – hentet direkte fra de folkevalgtes rækker – lægger Bjørn Nørgaard vægt på, at Dronningen er demokratisk, forstået på den måde, at Folketinget og befolkningen jo godt kan afskaffe kongehuset.

fortsætter side 14

GAVER MED GL ÆDE PERSONLIG RE JSE MOD STØRRE LIVSGL ÆDE AF UFFE KRONBORG

VELSKREVET FORTÆLLING AF CL AUS GRYMER OM EN FAR OG EN SØN

»Læsere af denne bog inviteres med på en vandring mod større livsglæde ... Det er en personlig rejse, hvor vi også møder forfatterens egen kamp for at blive nærværende i eget liv og finde modet til at forsætte vandringen, selvom fødderne er blevet våde undervejs.«

»Med sin fintfølende poetiske pen beskriver han forholdet mellem sig selv og faderen, hvor kærligheden ikke fandt vej gennem store ord og fysiske omfavnelser.«

S O G N E P R Æ S T J E S P E R F O D G A A R D, VOR FRELSERS KIRKE, AALBORG

304 sider | 299,95 kr.

KRISTELIGT DAGBL AD

160 sider | 199,95 kr.

NICOL AI WINTHER-NIELSEN SKABER OVERBLIK OVER GAMMEL TESTAMENTE

UAFRYSTELIGT VIDNESBYRD OM TRO OG FORFØLGELSE I ERITREA

»Det overgår næsten det utrolige, hvad forfatteren formår at give af oversigt og dybde i få korte sætninger uden at miste fodfæstet ... en guldgrube for den bibellæser, som ønsker hjælp til at fjerne støvet fra denne del af Bibelen.

For den flittige læser af Gammel Testamente er værdien ikke mindre.«

 »Et brutalt, men også gribende og ikke mindst uafrysteligt vidnesbyrd om forfølgelse af kristne.« KRISTELIGT DAGBL AD

IMPULS

200 sider | 199,95 kr.

152 sider | 149,95 kr.

40 KRAFTFULDE FORRET TER TIL PÅSKENS HOVEDMÅLTID

GUIDE TIL LIVET OG TROEN FOR FAMILIER MED STØRRE BØRN

»Her er dagligt en åndelig ret, der egner sig til at gumle på – langsomt, eftertænktsomt uden at jage.«

298 andagter med undervisning, vejledning, bønner og oplæg til samtale af Birgitte Kjær.

UDFORDRINGEN

»De 40 refleksioner til fasten er som vidunderlige og kraftfulde forretter, der sætter et stærkt og befriende fokus på Guds tilgivelse.« 88 sider | 149,95 kr.

IMPULS

Forlagsgruppen Lohse | 7593 4455 | lohse.dk

384 sider | 349,95 kr.

»Andagtsbogen kommer virkelig godt omkring de ting, der har betydning i vores liv som kristne: Det, der giver mening, og det, der virker meningsløst; det, der gør os glade, og det, der kan gøre os triste; det, vi ofte taler om, og det, vi kun sjældent eller måske aldrig får talt om.« GITTE RASMUSSEN, L ANDSLEDER I I N D R E M I S S I O N S FA M I L I E A R B E J D E

Find flere udgivelser i vores julekatalog og på lohse.dk

14| Julebøger2021 | Regentjubilæum

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. november 2021

... Ja, hundene ligner jo meget godt fortsat fra side 12 ”Det var sådan nogle tanker, jeg gjorde mig,” fortæller han.

Han peger også på, at kongehuset kan være med til at skabe en følelse af identitet, sammenhæng og kontinuitet, som kan være vigtig i et samfund, men han gør opmærksom på, at autoriteten ikke længere ligger i selve institutionen. ”I dag er personen blevet langt mere afgørende end tidligere, og så længe kongefamilien kan levere personer med den kvalitet, der skal til, har vi et kongedømme. Det er ikke længere institutionerne, der giver mennesket autoritet. Det er mennesket selv.”

Oprigtigt interesseret

Under arbejdet med at skabe gobelinerne voksede hans respekt ikke alene for Dronningen, men også for prins Henrik. ”Jeg mødte to mennesker, der var oprigtigt interesseret i de billeder, der blev lavet. De var vidende, og de var jo selv udøvende. De havde ganske vist mange andre pligter, men de lavede deres egne ting på et højt niveau, og de viste, at de virkelig interesserede sig for kunst,” siger han.

Og dét er der efter hans mening ikke mange, der gør i dag.

Tværtimod er Bjørn Nørgaard arg over den behandling, som kunsten får i en tid, hvor Finansministeriets regnemaskiner efter hans opfattelse har ført til en nedprioritering af museer og kunstinstitutioner. ”I årene med dette nyliberale regime har Dronningen været en af de få på det niveau, der taler om kunst, og som mener, at kunst er vigtig.”

Selvom Bjørn Nørgaard nægter at omtale kunstverdenen som en enhed – eftersom kunstnerne repræsenterer vidt forskellige tanker og retninger – ved han, at kunstnerne i Akademiet og i Akademiraadet sætter stor pris på, at Dronningen er til stede ved medalje-festerne, og Dronningen er tydeligvis også glad for at være en del af selskabet.

Som sagt var der næppe mange, der ville have forudset, at Bjørn Nørgaard skulle få et samspil med Dronningen. Men ser man på hans værker, er det slående, i hvor høj grad han har arbejdet inden for felter, som har afgørende betydning for Dronningen.

Med gobelinerne lavede han sin fortolkning af historien og kongerækken. Da han for få år siden skabte et monument til Mindelunden, hvor den tyske besættelsesmagt under Anden Verdenskrig henrettede danske modstandsfolk, bevægede han sig tæt på de krigsår, som har været med til at forme Dronningens verdenssyn og værdier.

Mindesmærket for de faldne danske soldater blev udført i svensk granit, og på den ene side af stenen ser man en dansk soldat og fregatten Peder Skram, mens man på den anden ser en dansk soldat i allieret uniform og tre britiske Spitfire-fly. Værket blev indviet i 2019 af Dronningen.

Derudover har han i de senere år lavet kirkekunst, og selvom han ikke omtaler sig selv som troende, er han dybt optaget af troens betydning for mennesket. ”Jeg kalder mig selv for en håbefuld tvivler. Jeg er af den opfattelse, at den religiøse dimension er en fuldstændig integreret del af vores dannelse som menneske, hvad enten vi er ateister eller ej. Vi kan ikke tænke mennesket uden at tænke religionen med. Da vi aldrig nogensinde får forklaringen på alt, har religionen det i sig, at der er et håb. Det håb skal man ikke fjerne. Når jeg har talt med præster, har det været givende, og jeg holder af at læse i Biblen – det er en fantastisk bog,” siger han.

Hans første kirkekunst blev skabt til Knebel Kirke på Mols, som siden 1170’erne har stået på en bakketop som et pejlemærke for søfarende og som et kirkeskib for de fastboende, som det så smukt formuleres på kirkens hjemmeside. Når man ankommer, ser man den lille hvidkalkede kirke, hvor våbenhuset bærer årstallet 1550. Går man ind på kirkegården, som er omkranset af et dige i kampesten og gamle træer, åbner en utrolig udsigt sig over Knebel Vig. Bjørn Nørgaard har selv skrevet indfølt om de små og ældgamle kirkers betydning: ”Disse kirker, oprindeligt fra 1100-1200-årene, er med deres udsmykninger nok den rigeste kulturskat, vi ejer. På deres fundamenter hviler bogstavelig talt hele vores nordiske kristne kultur og menneskesyn.”

Samtidig har han fremhævet, at de efter 800-900 år stadig rummer en levende menighed, hvor man enten alene eller sammen med Gud kan søge et åndeligt fællesskab og ”få håbet og kærligheden gennem Jesus”, som han skriver.

Bjørn Nørgaard skabte et alter til kirken og dernæst knæfald og brudeskammel. Værket blev rost, og han ved, at dronning Margrethe har set det, for en dag blev han ringet op af Christian Callesen Madsen, bedre kendt som Kette fra Knebel, som sagde, at der netop havde været fint besøg. ”’Nå, hvad mener du?’ spurgte jeg, og han svarede: ’Ja, der sad en høj dame med en stor hat nede på en af rækkerne.’”

På forhånd havde Dronningen intet sagt om sit besøg. Hun var blot kommet ind i kirken sammen med sin hofdame. Men selv om besøget var inkognito, skab-

te det stor glæde og stolthed i sognet.

Med sine værker med danmarkshistorien, kongehuset, krigen, troen og kirken som omdrejningspunkt havde Bjørn Nørgaard taget livtag med stort set hele det fundament, som Dronningens liv hviler på, og cirklen syntes at være sluttet.

Samtale på Fredensborg Slot

I 2003 fik han imidlertid en ny opringning, og under telefonsamtalen blev han spurgt, om han ville møde op til en samtale på Fredensborg Slot. ”Det var i efteråret. Jeg tog derop, og det var Prinsen og Dronningen og mig og en kop kaffe. Prinsen udvikler en forestilling om, at de skal have et gravmæle. Det skal gerne være moderne, men ikke mere moderne, end at det kan stå i Roskilde Domkirke. Han vil ikke ligge udenfor. Han vil ind i kirken,” fortæller Bjørn Nørgaard.

Det var selvsagt en stor tillidserklæring, men efter samtalen måtte Bjørn Nørgaard igen hjem og tænke sig om. Overvejelserne handlede ikke om, at han nærede betænkelighed ved opdragsgiverne, men kunne han skabe et gravmæle?

”Jeg går til alle opgaver på samme måde, og det tager jeg alvorligt. Hvis jeg begynder at tænke, at jeg skal lave kunst for Dronningen eller kirken, snyder jeg, for så har jeg lagt en betydning ind før kunsten, og det går ikke. De mennesker, jeg får en dialog med i processen, er en del af materialet. Præcis som bronze smelter ved 90 grader, er der særlige omstændigheder ved et menighedsråd eller en regent. Jeg siger ikke: Nu skal jeg lave kunst til Dronningen, for så snyder jeg også hende. Hun har ikke bedt om at få en lakaj til at lave noget, som han tror, at hun godt kan lide. Man må som kunstner lave det, man vil, og hvis Dronningen kan lide det, er det jo fantastisk. Men det er den vej, det må gå.”

Han besøgte Roskilde Domkirke, som siden 1400-tallet har fungeret som gravsted for den danske kongeslægt, og hvor næsten 40 danske konger og dronninger ligger. Han havde været i kirken mange gange tidligere, men gik gennem kirkerummet og observerede nøje, hvordan gravmælerne ændrede sig over tid. ”Man kommer ind og ser dronning Margrete I, og efterhånden

som man bevæger sig frem, går man gennem danmarkshistorien. Det interessante er, at man kan aflæse tiden og kongens rolle undervejs. Det er en enestående historiebog. Når man går rundt i kirken, ser man først kongen eller dronningen liggende som helfigur på gravmælet.

Efterhånden forsvinder figuren ind i kisten, og så ser man ikke længere, at det er en kiste. Når man når frem til Christian X’s kapel, kommer de sidste moderne sarkofager, og de bliver mere og mere enkle. Til sidst er det næsten blot en kiste i sten med initialer på, og til allersidst ryger de kongelige helt ud af kirken,” siger han med henvisning til gravstedet for kong Frederik og dronning Ingrid, som er stedt til hvile uden for domkirken.

Han endte med at sige ja og begyndte at arbejde på sine skitser. I de første år var det især prins Henrik, som kommenterede hans ideer, men i 2009 fik Bjørn Nørgaard lavet en miniaturemodel, støbt i glas i USA, og den var Dronningen tilfreds J med.

anmeldelse side 18

0 ”Det tog fuldkommen vejret fra én.

Tænk, at det kunne lade sig gøre – at det blev til noget, og at det kom til at tage sig så godt ud!”, har Dronningen sagt om Bjørn Nørgaards skildring af danmarkshistorien. De 17 ­gobeliner hænger i Riddersalen på Christiansborg Slot.

– Arkivfoto: Jørgen Jessen/Ritzau Scanpix.

Bøger til jul – og resten af året Giv mig en tanke Steen Skovsgaard, biskop emer., skrev gennem ti måneder tekster til ’Ordet’ i Kristeligt Dagblad. Det er blevet til 208 stykker, der her er samlet i bogen “Giv mig en tanke“.

Smuk gavebog 462 sider indbundet

Gud kysser uden samtykke er en provokerende, postulerende – og dejligt forfriskende bog.

Sognepræst Poul Joachim Stender efterlyser en kirke, der tør være stolt af sit budskab, og som ikke er bange for at demaskere klimadebat, MeToo-bevægelse og andre “sådan bør vi mene for ikke at få ørerne i maskinen-debatter”. Kort sagt: En samling politisk ukorrekte opråb.

184 sider softcover med flap

C. S. Lewis signatur-serie er en dansk serie af Lewis’ voksenlitteratur i Helge Hoffmanns nye oversættelse

Lidelsens problem Er der en modsætning mellem at tro, at der findes en god og almægtig Gud, og det faktum, at der findes lidelse i verden?

Her gennemtænker C.S. Lewis dette svære spørgsmål med stor indsigt, empati, håb og en dyb forståelse af den menneskelige natur.

Køb bøgerne på prorex.dk eller hos din lokale boghandler

Julegaver URHISTORIEN

BIBELEN 2020

Skrevet og illiustreret af Peter Madsen

Indbundet eller softcover

KR. 249,95

KR. 399,95 JULEPRIS KR. 349,95

NYHED NYHED DEN NYE AFTALE 2020 MED RANK RYG

SOM SØRINE LÆSER BIBELEN Af Sørine Gotfredsen

Af Charlotte Rørth

KR. 229,95 JULEPRIS KR. 199,95

KR. 199,95 JULEPRIS KR. 179,95

KR. 249,95 JULEPRIS KR. 199,95

BIBELEN Den autoriserede udgave Blødt kunstskind

NYHED

KR. 499,95 JULEPRIS KR. 399,95

BIBELSELSKABETS HÅNDBIBLIOTEK KÆRLIGHEDEN HOLDER ALDRIG OP Af Else Kragelund Holt

LUKSUSBIBEL Den autoriserede udgave i sort skind

KR. 1.599,95 JULEPRIS KR. 1.299,95

LUKSUSBIBEL MED APOKRYFER Lilla skind

KR. 1.699,95 JULEPRIS KR. 1.299,95

JESUS Af Kasper Dalgaard

GUD OG DET ONDE Af Leif Andersen

HIMMELSK FØDE OG FORBUDEN FRUGT Af Anne Katrine de Hemmer Gudme

NÅR BIBELEN OVERSÆTTES Af Birgitte Stoklund Larsen

SYND FOR BEGYNDERE Af Kristian Bøcker

FAR. SØN. ÅND Af Lars Sandbeck og Rikke Vanggaard

MØDER MED GUD Af Jesper Tang Nielsen

KR. 119,95 JULEPRIS KR. 99,95

med mening SARAHS FØRSTE JULEAFTEN Af Anette Jahn illustreret af Kirsten Gjerding

KR. 229,95

BIBELHISTORIER Af Ida Jessen, illustreret af Hanne Bartholin

TIL BØRNENE

KR. 349,95 JULEPRIS KR. 299,95

NYHED TOBIAS & TRINE-SERIEN MYLDREBIBELEN

KR. 24,95 JULEPRIS KR. 19,95

Af Esben Hanefelt

KR. 199,95 JULEPRIS KR. 179,95

NYHED

KALENDER GAVER

EN NAT I BETLEHEM Af Bjarne Reuter, illustreret af Kamilla Wichmann

DET SKETE I DE DAGE KR. 24,95

JULEPYNT

KR. 249,95 JULEPRIS KR. 199,95

NYHED

Forgyldt

KR. 150,ELS

KJ ERE FJE NDE S R Matt 5

INDKØBSNET

,44

www .bib el

sels kabe t.dk

IKKE VÆR REDE M Y K BE 4,6 Fil

KR. 25,-

t.dk elskabe bibels

www.

ER STØRST DEN KÆRLIGHE

1. Kor 14,1

KØLESKABSMAGNETER

abet.dk www.bibelselsk

1. Kor 13,13

abet.dk www.bibelselsk

KRISTUSKRANS

MENNESKET VE SKAL IKKE LE ENE AF BRØD AL

ALTING HAR EN TID

KR. 10,-/STK

Præd 3,1

www.bibelselskabet.dk

Matt 4,4

KR. 89,95

et.dk www.bibelselskab

FRYGT IKKE TRO KUN Luk 8,50

www.bibelselskab

et.dk

Gal 6,2 www.b ibelselska bet

.dk

Køb bøgerne på bibelselskabet.dk/julegaver

18 | Julebøger2021 | Dansk litteratur

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. november 2021

Et renæssancemenneske midt iblandt os Hvis man ikke i forvejen var imponeret over dronning Margrethes vingefang og ­alsidighed, bliver man det ved at læse Thomas Larsens ­interviewformidlede portrætbog

frodighed og livsappetit, passer det perfekt på Dronningen.

Ikke til smalltalk

anmeldelse Nils Gunder Hansen kultur@k.dk

Dronning Margrethe har 50-årsjubilæum som regent til januar 2022, og det bliver markeret allerede nu med flere bogudgivelser. Nærværende bog ”Monark og menneske” er skrevet af journalist og politisk redaktør Thomas Larsen. Han har tidligere interviewet Dronningen, og ud over at trække på egne og andres samtaler med hende, er bogens greb at komme rundt om monarken ved at interviewe en række mennesker, der har haft med hende at gøre på forskellige områder. Det er kunstnere som Kasper Holten og Bjørn Nørgaard, forhenværende kongelig konfessionarius Erik Norman Svendsen, repræsentanter for det politiske liv og for Grønland og Færøerne, kongelige fra andre europæiske monarkiet og endelig nogle af de tætteste barndomsveninder.

Man kunne frygte en del gentagelser, for de interviewede skal immervæk forholde sig til den samme person omend fra forskellige vinkler. Men først til allersidst, hvor der gås tættere på Dronningens liv og hendes private person, taber bogen lidt højde, fordi det er de samme egenskaber, der prises og de samme afgørende livsbegivenheder, der kommenteres. Men indtil da bæres konceptet af Dron-

ningens forbløffende alsidighed og engagement i de mest forskelligartede materier inden for kunst, videnskab, historie, tro og meget mere. Det er slet og ret imponerende at møde de mange vidnesbyrd om dronningens viden og nysgerrighed.

Man fristes til at kalde Dronningen for et renæssancemenneske, hvis ikke dette begreb med tiden havde fået nogle uheldige overtoner af bredbugede middagsherrer med en lidt tvivlsom livsførelse. Men i det omfang man holder sig til leksikonets beskrivelse af et menneske, der beskæftiger sig talentfuldt med flere (vidt) forskellige fagområder, er bredt og alment dannet og kendetegnes af

Det skinner igennem flere af interviewene, at Dronningen kan være en ganske krævende samtalepartner. Ikke fordi hun ikke er venlig, men hun er nysgerrig og ved som regel selv en hel del, så man kan ikke spise hende af med lidt overfladisk konversation. Man skal oppe sig, hun er ikke til smalltalk, og så er hun i øvrigt rap i replikken, som da hun kommenterer Bjørn Nørgaards portræt af den kongelige familie med ”Ja, hundene ligner jo meget godt”.

Dronningen er tværfaglig, som vi ville sige i universitetsverdenen; hun er kyndig inden for både arkæologi, teologi og geologi. Hun er også tværkunstnerisk og har som bekendt lavet broderier, découpager og meget andet, for eksempel illustrationer til ”Tolkien”, som hun også brevvekslede med som ung. Apropos litteraturen har hun sammen med prins Henrik oversat en roman af Simone de Beauvoir, hvilket Thomas Larsen ikke har fået med. Intet synes at være hende fremmed fra kunstens og videnskabens verden.

Det beror måske på, at hun i så meget mere absolut forstand end alle andre har været bundet til sit embede og sin livsgerning og derfor ikke har kunnet specialisere sig inden for et felt, det være sig fagligt eller kunstnerisk. En ting er, at det ikke ville have været praktisk eller tidsmæssigt muligt. Noget andet er, at det måske ville have været uheldigt med én enkelt meget eksklusiv interesse. At Dronningen favner så bredt, passer på en måde godt til hendes embede. Hun skal kunne omfatte det hele.

Mangfoldige interesser

Flere af samtalepartnerne ser også en pointe i, at der naturligvis er frirum og selvforglem-

melse i at forfølge sine interesser. Vi kan alle have brug for steder, hvor vi kan ånde friere end ellers, hvor vi kan komme ud over os selv, men en monark som på så mange måder har et skemalagt og forpligtet liv, har sandelig ikke det behov i mindre grad. Der er derfor næppe tvivl om, at Dronningen har fået energi til sin gerning netop gennem sine mangfoldige interesser og aktiviteter.

I Danmark opererer vi ofte med en noget gold modsætning mellem det folkelige og det elitære. Det sidste skal vi ikke have for meget af, og der skal i hvert fald ikke sendes flere penge. På den baggrund er det interessant, at Dronningen er helt hævet over denne kløft.

Hendes ”elitære” interesser slår aldrig skår i den folkelige hengivenhed, der omgiver hende. Formentlig tværtimod, fordi folk fornemmer, hvor dybt de stikker i hende.

Når kronprins Frederik en dag bliver konge, vil det selvfølgelig være med en anden profil. Han kan noget andet, som bliver lige så værdifuldt. Denne anmelder måtte i hvert fald knibe en tåre, da hans voksne udviklingshæmmede søn fik lov at føle sig som en del af det helt store fællesskab ved for nylig at løbe Royal Run i København, og var han kommet lidt hurtigere frem til Amalienborg, var det måske blevet til en high five med kronprinsefamilien. Monarkiet lever og har det J godt i Danmark.

Læs uddrag af ”Monark og menneske” på side 12

5 stjerner Thomas Larsen: Monark og menneske. Fjorten fortællinger om dronning Margrethes 50 år som regent. 400 sider. 269,95 kroner. Gyldendal.

Er du (også) ekspert?

Betegnelsen ekspert er måske blevet så udvandet, at den nu også indbefatter personer med egen ­interesse i sagen

anmeldelse Lotte Kirkeby

”Eksperter” er som stort set samtlige af sine Tænkepause-fæller et fornøjeligt bekendtskab, klogt tænkt, let formidlet, stramt redigeret og lækkert layoutet.

kultur@k.dk

Det seneste par år har vi lyttet ekstra godt efter, når eksperter har udtalt sig. Fordi de under den værste coronakrise har haft en altafgørende betydning for, hvordan vores liv ville komme til at forme sig. I hvert fald i den nære fremtid. Måske har der rent faktisk sjældent været så mange eksperter, selvudnævnte såvel som autoriserede, og det har været svært at navigere i. For hvem havde egentlig ret?

Hvem var den ultimative ekspert?

Tænkepause-bog nummer 91, ”Eksperter”, fra Aarhus Universitetsforlag beskæftiger sig med, hvad der kendetegner en ekspert, og konstaterer, at den uvildige af slagsen i dag er under voldsomt angreb fra mange sider.

Og hvis man gerne vil blive bedre til at navigere i junglen af fake news og falske eksperter, er N. Leila Trapps bog god at få forstand af.

Ekspert er så langt fra en beskyttet titel, men har dog en definition. En ekspert er en person med særlig stor viden eller kompetence inden for et emne eller en aktivitet. Og der er eksperter inden for alle områder: musik, sport, kunst, fluefiskeri, politik, økonomi, epidemiologi.

Men den klassiske ekspert har tidsånden mod sig. Lige siden Anders Fogh Rasmussen i sin nytårstale i 2001 introducerede sin endog meget stærke skepsis over for eksperter, er

det blevet sværere og sværere. Den postfaktuelle tidsalder, hvor alle konstant har adgang til internettet og til enorme mængder information, sande som falske, der uhindret kan spredes, er nemlig også ensbetydende med autoritetens og ekspertens død, skriver N. Leila Trapp, og forskning peger på ”en betydelig, men flygtig igangværende social forandring, hvor mange former for eksperter falder i status”.

Faktisk synes troværdighedshierarkiet i øjeblikket at være vendt på hovedet, mener forfatteren, der peger på en anden faktor, der får ekspertbegrebet til at vande ud. Nemlig de såkaldte talsmænd, der udtaler sig som eksperter, men som langtfra er uvildige. Og det rejser det store spørgsmål: Hvad sker der, når for eksempel repræsentanter for interesseorganisationer for ikke at nævne rådgivere ved tænketanke begynder at dokumentere deres ekspertise ved at henvise til deres egen organisations undersøgelser? ”Eksperter” er som stort set samtlige af sine Tænkepause-fæller et fornøjeligt bekendtskab, klogt tænkt, let formidlet, stramt redigeret og lækkert layoutet, men den har den ekstra krølle, at den også kommenterer sig selv. For forfatterne til Tænkepauserne er, om

nogen, eksperter med stort E, og N. Leila Trapps overvejelser om, hvordan viden overføres mellem ekspert og lægmand, den såkaldte popularisering, taler derfor også til hende selv. Blandt andet stiller hun spørgsmålet: Hvor meget skal man fokusere på den tekniske og videnskabelige viden, og hvor meget skal man fokusere på de sociale aspekter af disse gennembrud?

Hun svarer selv, at den problematik har fået hende til at spekulere på, om hun i sin egen Tænkepause skulle have taget knap så megen akademisk og teknisk viden med og i stedet satset mere på at formidle anekdoter med det, som marketingforskere kalder pass along quality, hvilket sådan cirka kan oversættes til, at historierne egner sig til at blive fortalt videre. Det synes jeg nu ikke. Men J spørgsmålet er unægtelig interessant.

4 stjerner

N. Leila Trapp: Eksperter.

Tænkepause 91. 60 sider. 49,95 kroner. Aarhus Universitetsforlag.

SAMTAL ER OM

SHA KE SPE AR E

RUN E LYKK EBERG INFORMATIONS FORLAG

ehlsen Camilla M Hendricks Vincent F. Politiken

SA N D H E D S T MINISTERIE

dflydelse rmenes in Techplatfo a, følelser kt fa s på tiden nger og fortælli

IN FO RM AT FO RL AG

ION S

Julegaveideer på stribe butik.information.dk

20 | Julebøger2021 | Dansk litteratur

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. november 2021

Riebnitzsky har skabt en elegant historisk roman ”Vindens port” handler om den sidste mauriske borgherre på fæstningen Al-Qalat

anmeldelse Maria Sjøqvist kultur@k.dk

Ordet ”arabesk” kommer oprindelig fra fransk og betyder netop ”arabisk”: stilfulde, formfuldendte dekorationer, rytmiske mønstre, der er flettet ind og ud af hinanden.

Man fristes til at kalde Anne-Cathrine Riebnitzsky nyeste roman, ”Vindens port”, for en arabesk, for den fletter elegant flere spor uden at blive det mindste forvirrende, men desto mere fascinerende.

Vi er i 1300-tallets Andalusien, nærmere bestemt på den næsten uindtagelige borg og by Al-Qalat. I dag hedder byen Alcalá la Real, og det er ganske vist.

Den mauriske, cirka 40-årige borgherre hedder Ibrahim Bane Said og passer godt på sine henved 1500 indbyggere og de tre underjordiske brønde. Samt hans tre hustruer og mange børn.

Han holder umådelig meget af de tre hustruer, der alle har hver sit specielle karaktertræk: Addis er klog, men er blevet bitter efter tabet af deres foreløbig eneste søn, 13-årige Ahmed.

Så er der Sawda, der indtil videre kun har født ham tre døtre, men som til gengæld er så smuk, at Ibrahims hjerte næsten går i stå, når han ser hende.

Den tredje og sidste hustru hedder Nubis, en sort, selvrådende,

men desværre gold kvinde. Det karakteristiske ved denne treenighed af kvinder er, at de på sæt og vis kommer godt ud af det med hinanden og ofte supplerer hinanden.

Borgherren forsøger at være en retfærdig mand og leve op til det muslimske moralkodeks og samtidig respektere ”Dhimma” – den historiske betegnelse for ikke-muslimske borgere i et muslimsk styret samfund. Dette betyder, at der er flere kristne beboere i byen; ligesom en jøde ved navn David bliver bedste ven med Ibrahim. I det hele taget hersker der stor tolerance i denne by.

Dog er der her som overalt faste meninger om, hvordan man opfatter de andre. De kristne.

Her mener muslimerne, at de kristne lugter og sjældent vasker sig. Endvidere synes Ibrahim, at de kristne ser ondt til den muslimske praksis med at have flere koner, mens de kristne jo tager sig elskerinder. Hvad er forskellen, synes Ibrahim at tænke. De kristne anses for at være vantro og barbarer. Det er et godt indspark, Anne-Cathrine Riebnitzsky!

Men den fredelige tid på borgen får en ende, da den bliver belejret af den 27-årige kong Alfonso XI med tilnavnet Hævneren.

Han har med grusomhed og kløgt samlet kongedømmerne Castilien, Leon og Aragon under sig. Yderligere har han allieret sig med kongen af Portugal og har selveste Pavens støtte.

Så den muslimske, rige borg bliver belejret af en kæmpemæssig hær af kristne krigere, der bryder en 40 år gammel fredsaftale i 1338.

De bygger blider, der kan kaste sto-

0 Anne-Cathrine Riebnitzskys nye roman fletter flere spor uden at blive forvirrende. – Foto: Leif Tuxen.

re sten mod borgens mure for at nedbryde den.

Men indbyggerne i Al-Qalat har en god leder i Ibrahim, der forstår at holde modet oppe hos indbyggerne, godt hjulpet på vej af livsvennen Hamsa.

Hvordan det forløber med belejringen, skal ikke røbes her, men den står på i månedsvis i både kulde og stærk varme. De forskellige spor i romanen bryder med den fremadskridende fortælling om belejringen.

Et spor er nogle enigmatiske kapitler, hvor Ibrahim i sin jegfortæller-form tiltaler et du, der viser sig at være en kaptajn Cortéz. Man undres, og først langt henne i bogen finder man løsningen på dén gåde.

Et andet spor er Ibrahims sorgløse barndom, hvor hans far lærer ham, hvordan man skal opføre sig.

Som muslim skal han besøge Mekka, og det gør han to gange – i 1320 og i 1336.

Og så er der det spor, jeg ville kalde hestesporet. Der går en lang kærlighedsfortælling igennem bogen til en hest, der foler, og dens afkom. Beskrivelsen af hestenes hengivenhed for Ibrahim og hans måde at omgås dyrene på er gribende og meget smuk, ligefrem sanselig. Da hesten foler for første gang, tændes der et håb i Ibrahim, og dette håb bæres igennem hele romanen.

Fortællestilen er mageligt tilbagelænet, men har også et florissant

billedsprog, når det kommer til beskrivelser af vind og vejr.

Bogen anbefales hermed varmt.

J

omkring et lille messinghængsel med en kraft, der langt overgår den, med hvilken man kaster sig over de største filosofiske problemer. Intellektet kan aldrig mønstre en så dyb og kompleks erkendelse som i sindets stødvise indsigt i det konkretes uendelige rigdom og dybde. Hele den vestlige filosofihistorie kan intet stille op over for et messinghængsel, en knæhase eller erindringen om at løfte en isflage af hestenes vand en nat i januar”.

Når prosaen på den måde løfter sig op og væk fra de nære, konkrete og indlevende personhistorier – her tænkes på tilbageblikkene på moderen Sonja og faderen Eriks opvækst, deres drømme og indbyrdes relationer, det konfliktfyldte bånd til lillesøsteren Sara, Barbaras egen fortælling om at blive mor og de tråde, det trækker tilbage til hendes egen barndom og så videre – så risikerer den også at bevæge sig væk fra læseren.

Det ændrer dog ikke ved, at ”Alt dette kunne du få” alt i alt er en poetisk, dyb, indsigtsfuld og kompleks roman med mange perspektiver, indfaldsvinkler og referencer (andre forfatteres ord spiller også en vigtig rolle i det væv, romanen skaber) og handlingstråde, som man som læser gerne lader sig opJ sluge af.

5 stjerner Anne-Cathrine Riebnitzsky: Vindens port. 448 sider.

349,95 kroner.

Forlaget Lindhardt og Ringhof.

Familiens mytologi Josefine Klougarts nye roman giver, når den er bedst, et komplekst indblik i familiens rolle i vores liv

anmeldelse Martin Rohr Gregersen kultur@k.dk

Josefine Klougarts nye, intense roman, ”Alt dette kunne du få”, sættes i gang af et tab, et horribelt tomrum: da faderen Erik efter en ellers vellykket hjerteoperation slår øjnene op, er det blik, der møder den voksne datter Barbara, ugenkendeligt: ”Hans øjne virkede rømmede for sjæl, hvis man ellers kan bruge sådan et udtryk; det var som at se ind bag en kulisse og opdage et uendeligt fald ud i et øde bagved.

Som fandtes der i det store mørke ikke en eneste erindring, et eneste billede at hæfte sig ved.”

Det syn, ”det rømmede blik”, som det hedder med Klougarts karakteristiske sprogfølsomme og udtryksrige stil, bevirker herefter det, der i en vis forstand bliver til den roman, man sidder og læser, nemlig Barbaras suggestive forsøg på at fremkalde alle de fortællinger, billeder, erindringer, der er i færd med at forsvinde.

Værket former sig ikke så meget som en plotdreven fortælling, men snarere – og typisk for Klougart – som et sammensat, fintmasket væv af de billeder, scener, traumer, konflikter, fortællinger og følelser, der tilsammen udgør familiens historie og mytologi, og som – det synes at være en væsentlig eksistentiel pointe, der former verdenssynet i romanen – gennemstrømmer og lagrer sig i det enkelte individ, om vi vil det eller ej.

”Forbindelser, sammenhænge, detaljer, det er alt det, der interesserer mig,” lyder det flere gange fra Barbara om denne tanke, der ikke bare gælder familien, men også i videre forstand økosystemet.

Og på mange måder minder Barbara om Klougart selv. Barbara havner for eksempel også på Forfatterskolen i København og debuterer med en roman om sin barndom i Mols Bjerge. Det selvbiografiske spor, særligt i nogle passager fra Forfatterskolen og forfatterlivet, hvor vi af en eller anden grund skal høre om elevernes politiske slagsider, ”feminismen som machokultur” og kjolevalg til prisuddelinger, tilfører ikke fortællingen ret meget.

Det samme kan siges om Klougarts trang til at levere abstrakte, filosofiske sandheder og dybsindigheder. Vi skal for eksempel pludselig høre om, hvordan et ”menneskes hele bevidsthed kan samle sig

4 stjerner

Josefine Klougart: Alt dette kunne du få. 328 sider. 300 kroner. Gladiator.

UNDGÅ JULESKUFFELSER Husk at sætte Politiken Historie på ønskesedlen Politiken Historie er magasinet, som giver dig historisk perspektiv på verden i dag. Med et gaveabonnement på Politiken Historie kan du glæde en, du holder af, med 4 udgaver af magasinet, samt 8 måneders digital adgang til alle tidligere udgivelser og flere hundrede oplæste artikler.

Bestil på politikenhistorie.dk/jul eller ring på 70 15 02 02.

Julegavetilbud: 4 magasiner 349 kr.

22 | Julebøger2021 | Dansk litteratur

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. november 2021

Nye ord til Amager Morten Papes nye roman mangler til tider en intensitet, men bæres oppe af et nærværende sprog

anmeldelse Thomas Reinholdt Rasmussen kultur@k.dk

Morten Pape udgav i 2015 den roste roman ”Planen”, der handler om den unge Mortens opvækst i Urbanplanen på Amager. Senere fulgte ”Guds bedste børn” (2018), hvor vi var flyttet lidt mere nord på Amager til kvarteret omkring Holmbladsgade. Denne roman er en egentlig indvandrerroman.

Den tredje roman i den serie, som nu kaldes ”Amagertrilogien”, er ”I ruiner”. Romanerne kan læses hver for sig og har ikke noget indbydes forhold til hinanden andet end lokaliteten. Denne gang handler det om Amalie på Ugandavej og hendes opvækst med mor og far og lillebror og livet i skyggen af Amagerbankens krak i 2011. Banken var en del af den amagerkanske identitet, hvor man næsten blev født ind i den, og mange almindelige mennesker skød penge i banken, før den krakkede og rev mange med i faldet. Herunder altså også Amalies familie, der ender så økonomisk

2 Morten Pape er aktuel med romanen ”I ruiner”. – Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix.

sted i bogen, foregår fra Sundby Kirke søndag formiddag. Den ene endog præcis klokken 10.30. Meget kan man vel sige om Amager, men begravelser i gudstjenestetiden finder vel næppe sted. Som der researches i det fjerne, bør der også researches i det nære.

Bogen mangler til tider en intensitet, men bæres oppe af et nærværende sprog. Man savner måske lidt mere refleksion hos Amalie og knap så meget hellighed. Men scenerne hos psykologen Harrit i kolonihavehuset er gribende, særligt hvor Amalie er alene med sine tanker. Og også billedet af ekskærestens nye kæreste, der vasker hænder med stive fingre. Det hele kredser om tavshed, identitet, folkemord og finanskrise. Tavshed i det nære som i det fjerne.

En læseværdig roman, der dog ikke er helt på højde med de to anJ dre i trilogien.

sølle efter krakket, at de knap kan blive skilt fra hinanden. Det er spekulation og undergang. Amalie spørger på et tidspunkt sin uglesete morfar, om han har skudt penge i banken, og han svarer blot: Det vil jo svare til at give benzin til en spritbilist!

Amalie minder på nogle måder om Morten i ”Planen”, og særligt fædrene minder om hinanden. De to bøger har mere med hinanden at gøre end ”Guds bedste børn”. Og fædrene er i det hele taget i vore dages romaner i knæ og lidt usle drevet rundt af lidt begær og mangel på position.

Pape skriver ligefremt og bredt,

og derfor har hans bøger også et stort omfang. Særligt i denne bog fornemmes omfanget af sider som lidt i overkanten. Særligt i fortællingen om Rwanda, hvor vi gennemlever rædslerne der. Det er ikke helt overbevisende, og historien har svært ved at hænge sammen med den resterende beretning, selvom der egentlig er lagt op til det. Men det er, som om det indre bliver for meget til det ydre.

Pape er bedst i de nære skildringer. Han er intens i dialogen mellem Amalie og hendes morfar. Der er her så meget usagt, at det får siderne til at knitre. Men også meget smukt for eksempel i samtalen om Grethe Ingmann, der er en rigtigt amager-pige, som han siger.

Det er tre flotte bøger, som giver

nye ord til Amager. Klaus Rifbjerg skrev i sin tid ”Amagerdigte”, hvor han gav et nyt blik på det kendte.

På samme måde gør Pape det intime og private offentligt gennem sine hovedpersoner. Vi får et blik på det, vi kender, men møder således det nye i det ellers kendte. Det er styrken. Styrken er også et utroligt nærværende sprog, der gennem det dagligdags udtrykker følelser, hændelser og oplevelser.

Amalies møder med andre socialklasser er underholdende. Og også

den skinhellighed, der kan trives der. Der er ord, der ikke må siges, og holdninger, der ikke må udtrykkes. Men samtidig er der lige så meget magt og undertrykkelse til stede også der, som andre steder. Således også i hjemmet på Ugandavej, der stille og roligt går under og forvitrer.

Der er ingen tvivl om, at der ligger et grundigt researcharbejde bag bogen. Men derfor er det underligt, at alle tre begravelser, der finder

2 flotte til oplæsning 30/11-25/12 – en passende bid af historien hver dag

Morten Pape: I ruiner. 604 sider.

300 kroner.

Politikens Forlag.

12 historier til oplæsning hen mod jul

Sangene i Nissehøj er med på CD

Børns herlige fortalelser og andre udsagn

4 stjerner

Alle bøger fås hos boghandleren og på www.bogshop.dk

Nye sjove vrøvlevers og rim

Ægyptisk gudekat bliver vidne til den første julenat i Bethlehem

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. november 2021

Bøger2021 | 23

0 Med en på en gang lavmælt og insisterende tone dokumenterer Johanne Mygind i sit fiktive univers, hvor krævende det er for en dygtig og nysgerrig journalist uden fastansættelse at opretholde en nogenlunde stabil tilværelse. – Foto: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix.

Efter skilsmissen Johanne Mygind debuterer med stærk roman om tre generationer af kvinder

anmeldelse Svend Skriver kultur@k.dk

Johanne Myginds debutroman ”Kærlighedens år” begynder i nutiden. Man følger kvinden Nanna, der netop er blevet skilt og nu forsøger at finde balancen i sin tilværelse med tre børn, et økonomisk usikkert arbejdsliv i mediebranchen og en eksmand med en ny kæreste.

Hun mangler arbejdsopgaver til det lille firma Genlyd, som hun er medstifter af, og hun får den idé, at hun vil lave en radiomontage om sin mors rolle i 1970’ernes feministiske opbrud.

Hendes mor, Elisabeth, var en navnkundig kvindesagsforkæmper i 1970’erne. Nu vil Nanna grave hendes fascinerende fortid frem. Det viser sig imidlertid at være en vanskelig arbejdsopgave. For Elisabeth er ikke særlig meddelsom, når hendes datter møder op med mikrofonen for at optage til den udsendelse, der efter planen skal sælges til P1.

Elisabeth er, forstår man, ikke interesseret i at medvirke, og derfor er der nærmest ingen saft og kraft i hendes udsagn. Det, der skulle være et journalistisk scoop og redde huslejen for Nanna og børnene, viser sig at være en veritabel fuser.

Nannas privatliv og arbejdsliv er med andre ord præget af kaos. Hun befinder sig i en vanskelig periode af sit liv og kæmper på en gang med sig selv og sine livsomstændigheder.

Det stof kunne fint udfoldes til en markant roman om køn, konventioner og feminisme i det 21. århundrede. Johanne Mygind holder sig imidlertid ikke til én historie. For beretningen om Nanna, der er sanset og fortalt fra hovedpersonens eget perspektiv, suppleres undervejs af to andre forløb, nærmere bestemt fortællingen om hendes mormors udfordrende liv som ung kvinde i 1950’erne og frem; og så den fortælling om Elisabeths turbulente liv i 1970’erne, som hun ikke ønsker at tale med sin datter om i det nye årtusinde.

Her transformeres romanens formsprog.

Hvor Mygind i det primære forløb om Nanna

betjener sig af en engageret og stærkt involveret jeg-fortæller, benytter hun sig af en mere distanceret tredjepersonsfortæller i de to fortidige spor. Måske lyder det forvirrende.

Overgangene er imidlertid elegant orkestreret. I praksis læser man derfor bare derudad og nyder at blive suget ind i romanens univers. Det er bestemt ikke ringe gjort af en debuterende forfatter.

Den valgte episke form får overordnet den betydning, at romanen udfolder et fascinerende portræt af tre generationer af kvinder, der er underlagt forskellige levevilkår og derfor også oplever forskellige glæder og bekymringer. Samtidig er mange af de erfaringer, de hver især gør sig, i sagens natur også alment kvindelige.

Det giver alt sammen stof til eftertanke for kvinder og mænd af enhver seksuel og politisk orientering.

Det er oplagt og rimeligt at læse ”Kærlighedens år” som en stærk, velskrevet og nuanceret feministisk opsang om kvinders vilkår før og nu. Det er indiskutabelt det tematiske hovedspor. Romanen er imidlertid også en central fortælling om freelanceres vanskelige vilkår som ”frit svævende” aktører ”på mediemarkedet” for nu at bruge jegfortællerens fine formulering. Med en på en gang lavmælt og insisterende tone dokumenterer Johanne Mygind i sit fiktive univers, hvor krævende det er for en dygtig og nysgerrig journalist uden fastansættelse at opretholde en nogenlunde stabil tilværelse på de honorarer, store etablerede medier, som for eksempel Danmarks Radio, betaler deres frie fugle. Det er godt gået af debutanten Johanne Mygind, at hun undervejs i sin bredt anlagte fortælling om kvinders vilkår også formår at kaste lys på den gruppe af journalister, der arbejder i J udkanten af mediekredsløbet.

5 stjerner

Johanne Mygind: Kærlighedens år. 399 sider. 299,95 kroner.

Gads Forlag.

24 | Julebøger2021 | Dansk litteratur

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. november 2021

3 Kaspar Colling Nielsen kalder den tid, vi lever i, for ”uhyre interessant”. Han mener, vi er optaget af en idé om renhed og renselse, og at vi finder skyts i den moral, som udgår fra Det Nye Testa-mente – og kampen foregår ifølge forfatteren især med de sociale medier som drivkraft. – Foto: Leif Tuxen.

Vores tid rummer kimen til en religiøs vækkelse Forfatteren Kaspar Colling Nielsen bruger Det Nye Testamente som ramme for sin moderne frelserfortælling, hvor en falleret digter fra Hvidovre kan redde verden fra undergang, hvis han bare lige skriver endnu et digt.

Satiren er tydelig, men ifølge forfatteren er historien om Jesus afgørende for den appel til moral, vi nu oplever i et samfund i opløsning

interview Bjørg Tulinius tulinius@k.dk

Da Kaspar Colling Nielsens børn gik i de små klasser, var han altid med dem til juleafslutning. Sammen med flokke af forventningfulde skoleelever i flyverdragter og deres forældre bevægede han sig ind i Sankt Pauls Kirke på Nyboder i København for at høre præsten fortælle om julens mirakel, fødslen af det lille Jesusbarn. ”Børnene sad helt oppe foran, mens vi forældre var nede bagved.

Og mens vi så sad der på kirkebænken, var det, som om jeg blev opmærksom på kirken på ny. Som om jeg så den med barnets øjne for første gang. Netop i den kirke er der foran alteret en meget stor Kristusfigur, som blikket helt naturligt søger, og det slog mig pludselig, hvor vildt det er, at en døende, nøgen

mand på et kors, dette næsten absurde og helt vildt stærke symbol, nok bærer på den fortælling, der er allermest central for hele vores kultur og især for den moral, der præger os,” siger Kaspar Colling Nielsen, mens han skutter sig lidt i vinterfrakken og varmer hænderne på en kop kaffe.

Han har vist vej til en hyggelig café i H.C. Ørsteds Parken i det indre København, tæt på sin egen bopæl, og selvom stedet først åbner om en time, får vi lov til at sætte os i havemøblerne udenfor i pavillonen og bliver endda tilbudt friskbrygget kaffe.

Frelseren hedder Allan

Anledningen til interviewet er, at Kaspar Colling Nielsens femte roman netop er udkommet, og den er i den grad inspireret af de tanker, synet af Kristus-figuren på Nyboder satte i gang. Titlen på den nye bog siger det næsten selv: ”Frelseren fra Hvidovre”. For selvom frelseren i bogen hedder Allan, er 48 år og en falleret digter, der går rundt i hullede strømpebukser og bor på et kælderværelse med sin kat, ja, så er det tydeligt, at romanen er skrevet som en moderne, satirisk parafrase over netop fortællingen om Jesus, som vi kender fra Det Nye Testamente.

Allan Thornbum er stoppet med at skrive digte og har nu kun et job som trafiktæller på Rødovrevej.

Derudover låner han digte på biblioteket, kopierer dem over på A4papir og ser det som sin opgave at kommentere dem, rette dem til og på den måde forbedre dem. Men uden at genfortælle for meget af bogen er det Allan, der bliver udpeget som manden, der kan frelse verden mod aggressive coronamutanter, økonomisk sammensmeltning og total undergang. Han skal bare skrive ét eneste digt. I første omgang afslår han, for han vil

egentlig helst bare leve i fred. Med sin kat. Men den to meter høje statsminister dukker op og prøver i bedste politikerstil at appellere til Allans ”samfundssind” ved at være ”helt ærlig”, og snart står også horder af mennesker foran hans dør og prøver med både pæne og knapt så pæne metoder at få digteren til at skrive de forløsende ord. Da han endelig overgiver sig, sker det til alles, også Allans, store overraskelse, at hans ord faktisk redder verden.

Og fra at leve et isoleret liv i kælderen får han nu både følgere, udfører mirakler og holder endda en forkølet form for bjergprædiken. ”Jeg havde selvfølgelig læst Det Nye Testamente før, men efter mødet med Kristus-figuren i Sankt Pauls Kirke besluttede jeg mig for at genlæse det. Flere gange. Og selvom det i virkeligheden er en fortælling, der dækker et meget kort forløb, så er dens betydning jo enorm. Hvis man ser på alle de vestlige filosoffer eller samfundstænkere, der har gjort sig mange kloge tanker om, hvad der styrer eller begrunder vores moral, så er det teksten om Jesus, der i bund og grund rummer den moral og de værdier, vi stadig føler, vi skal stræbe efter,” siger Kaspar Colling Nielsen.

Drømmen om renhed

Han begyndte på sin bog om Allan Thornbum som en ny Messias for to år siden. Det var kort før, at coronaen blev til andet end en fjern epidemi i den kinesiske provins Wuhan.

Men snart indhentede virkeligheden bogens undergangsprofetier.

Colling Nielsen er kendt for at skrive dystopiske samfundsromaner med et satirisk tvist, men den moderne frelserhistorie er ikke kun en sjov fortælling om en digter, der minder om Jesus. Den handler nemlig også om, at vores tid ifølge Kaspar Colling Nielsen er så optaget af renhed, af en idé om renselse, som han kalder det. Og at netop den moral, vi stadig abonnerer på fra kristendommen, er det allervigtigste skyts i denne nye ”vækkelses-” eller ”renselsestid”. ”Jeg går ikke ind og tager stilling til, om det så er godt eller skidt.

Men jeg ville gerne skrive en roman, der viser en verden, som netop er så styret af den her idé om moralsk renhed. For som jeg ser det, sker der noget meget spændende i de her år, hvor især de sociale medier er lokomotivet i den her bevægelse. Hvor man på en måde kan sige, at de sidste skal blive de første – hvor de ellers udskammede og ensomme finder sammen i potente fællesskaber, og hvor kvinder, der ellers har været tavse om de overgreb, de har været udsat for, nu pludselig bliver til en samlet og meget stærk stemme, som under navnet MeToo kræver forandringer her og nu i forhold til kvindesyn og ligestilling. Noget, der ellers tidligere kunne tage flere generationer at gøre noget ved, er det lykkedes dem at sætte på dagsordenen på rekordtid,” siger forfatteren, der på den måde sammenligner de sociale mediers kraft med den evne, Jesus havde til at give styrke til dem, der før var svage, elendige og alene.

Kaspar Colling Nielsen Født i 1974. Vokset op i en jødisk familie, hvor den jødiske kultur – men ikke religionen – fyldte.

Kalder i dag sig selv kulturkristen.

Efter gymnasiet blev han bachelor i filosofi fra Syddansk Universitet, og i 2005 kunne han kalde sig cand.merc. fil. (erhvervsøkonomi og filosofi) fra CBS i København. Debuterede som forfatter i 2010 med en samling for­ tællinger, ”Mount København”, der indbragte ham Danske Banks Debutantpris. Var i perioden 20192021 taleskriver for Klimaministeriet. ”Frelseren fra Hvidovre” er Colling Nielsens femte udgivelse. Gift og har to børn. Bor i København.

”De sociale medier kan på samme måde som Jesus vende magtforholdene helt på hovedet. Massemedierne har faktisk vist sig meget stærkere til at skabe forandringer end både retssystemet og det politiske system. Så man kan sige, at via de sociale medier er det folket, der generobrer magten lige nu, og det synes jeg er meget interessant,” siger Kaspar Colling Nielsen og tilføjer, at når man så ser, hvad der styrer bevægelserne på nettet, ”så er det den fortælling om rigtigt og forkert, som vi har med os fra Det Nye Testamente. Det er med andre ord

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. november 2021

Bøger2021 | 25

”

Hvis man ser på alle de vestlige filosoffer eller samfundstænkere, der har gjort sig mange kloge tanker om, hvad der styrer eller begrunder vores moral, så er det teksten om Jesus, der i bund og grund rummer den moral og de værdier, vi stadig føler, vi skal stræbe efter.

Dostojevskij Af Eduard Thurneysen

★★★★★★

”Et fortræffeligt signalement af forfatterskabet”

– kristeligt dagblad ”Eksemplarisk velskrevet (...) Den ekspressionistiske stil, den stærke vrede og den lige så stærke medfølelse med hele den lidende menneskehed emmer af efterkrigssommeren 1921”

KASPAR COLLING NIELSEN, FORFATTER

– weekendavisen ”En lille litteraturhistorisk juvel med en enorm spændvidde. En overbevisende, vidunderligt rablende og imponerende brandtale for et af litteraturens største forfatterskaber.”

– atlas magasin ”En lille perle af en bog (...) Et faretruende festfyrværkeri, der eksploderer i alle farver og retninger, ikke tilfældigt, men uforudsigeligt nok til, at den flygtende tilskuer aldrig helt ved, hvor det næste skud rammer.”

– årsskriftet critique

Averno Jesus, der viser os, hvad vi må og ikke må, for historien om ham er efterhånden den eneste fortælling, der binder os sammen i den vestlige kultur, og som vi er enige om i den her ellers så splittede verden. Derfor ser jeg også kimen til en religiøs vækkelse i den tid, vi lever i,” lyder det fra forfatteren.

Kig på dine egne fordomme

Men mens Kaspar Colling Nielsen er meget optaget af moralske værdier som det, vi i høj grad lader os styre af for tiden, og blandt andet også ser som den drivkraft, der får mange virksomheder til at hoppe med på den grønne omstilling, ”fordi det er i tråd med folkestemningens moral og derfor opportunt for dem at gøre” – så er han også meget opmærksom på moralens blinde øje.

Derfor følger der også en bog efter evangeliet om Allan, præcis som det er tilfældet i Bibelen. I ”Frelseren fra Hvidovre” er der tale om ”Fordommenes Bog”, som en af Allans venner, Bent Jørgensen, har skrevet. Her kan læseren se opslag med Bents fordomme om blandt andet veganere, russere og muslimer, og der er ikke lagt fingre imellem.

Om russere står der, at de ”hader homoseksuelle og er ligesom jyder, bare mere ekstreme”, mens der om muslimer blandt andet står, at de ”kan virke integrerede i et vestligt samfund i årevis for så pludselig at sprænge sig selv i luften i Bilka en lørdag formiddag”. Mens Bent Jørgensens fordom om kunstnere blandt andet er, at det ”er folk, som grundlæggende ikke gider arbejde”. ”Og det er nok den del af bogen,

der holder mig mest vågen om natten, for jeg er så bange for at blive misforstået,” siger Kaspar Colling Nielsen og trækker vinterfrakken helt op om ørerne. ”Det er jo ikke sådan, jeg ser verden. Men præcis som romanens Bent Jørgensen vil jeg med ’Fordommenes Bog’ have os til at reflektere over de fordomme, vi benytter os af.

Meget ofte helt ubevidst og næsten instinktivt. For hvis vi er så optagede af at være ’rene’ og ’gode’, så er der altså et vigtigt spejl at holde op for sig selv, når det gælder vores fordomme,” siger Kaspar Colling Nielsen.

Hans to børn, der i dag er 17 og 19 år, er halvt asiatiske, da deres mor, Kaspar Colling Nielsens kone, er adopteret som spæd fra Sydkorea, og han har som far ofte stået med blødende hjerte, når børnene kom hjem og fortalte om de fordomme, de er blevet mødt med og udsat for. ”Det er helt vildt, hvad de har skullet lægge øre til. Og ikke kun i form af racistiske tilråb på gaden, men også i de fremstillinger på film, hvor stereotyperne står i kø, når instruktøren vil have os til lynhurtigt at afkode fortællingens karakterer.

Min påstand er, at vi for det meste ikke tænker over det, når vi ser stereotyperne, for vi abonnerer også til en vis grad på dem selv,” siger Kaspar Colling Nielsen, der derfor også har ladet den sidste side i bogen være blank. ”Her kan man skrive sine egne fordomme ned. Efter evangeliet er der med andre ord gjort plads til syndsbekendelsen,” siger han og J smiler til fotografen.

Af Louise Glück

”Spejlingen mellem menneskeliv, kvindeliv og mytologi er virtuost vibrerende”

– politiken

★★★★★

”Yderst stærkt, helstøbt og uroligt klogt”

– jyllands-posten

★★★★★

”[M]ennesket kan i modsætning til resten af naturen opleve kærlighed, angst, skyld, længsel, håb, sorg – og poesi. Louise Glücks digte er noget af det bedste, der kan opdrives inden for den sidstnævnte kategori.”

– kristeligt dagblad ”Digtene gør det, gode digte gør bedst – de bliver i det besvær, det er at insistere på flertydighed.”

– atlas magasin

f o r la g e t m u lt iv e r s

26 | Julebøger2021 | Dansk litteratur

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. november 2021

Traumerne fra holocaust gik i arv 54-årige Mirjam Capelles opvækst var præget af de traumer, hendes jødiske mor havde med sig fra flugten under Anden Verdenskrig. I den kristne tro har hun nu fundet vej til forsoning med fortiden

interview Benedikte Christine Rasmussen brasmussen@k.dk

Det var en dansk stil, der for alvor fik hendes mor til at fortælle. Det er en efterårsdag i 1977, og Mirjam Capelle sad med sin mor ved det lyse spisebord. Mirjam Capelle var netop begyndt i 6. klasse på Trongårdsskolen i Kongens Lyngby som den nye pige i klassen. Opgaven, hun havde fået som lektie, var at skrive en stil om jødeforfølgelsen under Anden Verdenskrig. Mirjams mor havde indvilget i at hjælpe, for hun var selv en levende del af historien. Datteren vidste på forhånd, at det var en alvorlig historie. Hun havde tidligere fået den i små bidder, og hun havde set tårerne strømme ned ad moderens kinder ved synet af billederne af de nøgne, udsultede kroppe, der engang blev vist i en dokumentar i fjernsynet, da Mirjam Capelle endnu var alt for lille til, at hun burde have set den.

Hendes mor begyndte at fortælle, mens Mirjam nedfældede ordene i kladdehæftet.

Hun fortalte om Stockholm, hvor hun som lille var kommet til med sine forældre. Men hun fortalte også om, hvordan de nær var blevet taget af tyskerne på vejen dertil. Hvordan de udsultede kroppe på tv nemt kunne have været dem.

Spørger man Mirjam Capelle i dag, er hun ikke i tvivl om, at traumer kan gå i arv. Og at netop hun har været arvtageren til den frygt, der har ligget indlejret i moderen, siden hun som lille pige måtte flygte med forældrene over Øresund til Sverige i oktober 1943. Skyggerne fra holocaust har, så længe Mirjam Capelle husker tilbage, været en indlejret del af hendes mors – men også af Mirjams eget liv.

Et nedarvet traume, der har begrænset hende, men også været en kilde til indsigt; i hendes egen barndom, i hendes søgen efter en Gud og i hendes jødiske slægtsfortælling.

Det er alt det, som i dag 54-årige Mirjam Capelle nu har nedfældet i sin nye bog, ”Min sjæls vandmærke”, som netop er udkommet på Kristeligt Dagblads forlag. Og det er dét, som hun har indvilget i at fortælle om i sit hjem i Vangede lidt nord for København.

Et undskyld-jeg-findes-barn

Det er en krydret duft, der slipper ud af døråbningen, da Mirjam Capelle tager imod i sit hjem, et rødstensrækkehus identisk med de næste mange nede ad den lukkede vej. Huset er ikke stort, men det huser en stor familie.

Mirjam Capelle, hendes mand, Christoph, og parrets tre børn. Mirjam Capelle er alene hjemme denne tidlige eftermiddag, for ligesom hun helst skriver, når der er komplet ro omkring hende, var det også hendes tanke, at det ville være bedst med dette interview.

Det er hendes første af slagsen. Bogen er hendes debut. Og hun henter den frem som det første, da journalisten træder indenfor. ”Det er altså lidt underligt endelig at have den i hænderne.”

Hun vender det blå omslag med sit eget ansigt trykt som silhuet rundt i hånden. ”Jeg skulle nok lige vænne mig til at se mig selv på den måde.”

Det er første gang, Mirjam Capelle har vendt sine erindringer udad og givet andre lov til at læse med. Det har krævet et dybdegående gravearbejde ned i hendes egen erindring og hendes families slægtshistorie. Og så har det krævet en ny form for åbenhed. Én, hun bestemt ikke har haft med sig fra

0 I sin nye bog, ”Min sjæls vandmærke”, trækker Mirjam Capelle på sine egne erindringer og optrevler sin jødiske slægtshistorie. Bogen handler om oldefaderen, der overlevede tiden i udryddelseslejr, den handler om bedsteforældrene, der tog flugten til Sverige, og om Mirjams mor, der siden har levet med traumerne fra jødeforfølgelserne. Traumer, som Mirjam Capelle er overbevist om er gået i arv til hende selv. – Foto: Leif Tuxen.

barnsben. ”Jeg var et barn, der ikke gjorde det store væsen af mig. Sådan undskyld-jeg-findes-agtig. Jeg var egentlig glad for livet, men det var aldrig mig, der førte an. Jeg var mere afventende. Og altid opmærksom – særligt på, hvilket humør min mor var i, og hvordan jeg deraf selv kunne tillade mig at være.”

Følelsesmæssigt blev vi forsømt

Mirjam Capelle voksede op i en villa i Lyngby med sine tre brødre i det, der udadtil lignede en kernefamilie. Så langt hun husker tilbage, var det dog, som om barndomshjemmet var fyldt med noget utrygt. Hun var på vagt, når hun var hjemme.

Hendes mor var levende, gestikulerende og ofte sjov. Men ikke langt under overfladen lå der et mørke i hende, husker Mirjam Capelle, der kom til udtryk i spontan vrede og i de brune øjne, der skiftede til sort, når det tog hende. ”Der var en grundtone af angst i hjemmet, som jeg er sikker på blev lagt allerede i min mors barndom, og som hun førte med ind i vores. Jeg tror ikke, hun har været i stand til at finde ro med fortidens skygger. Det gjorde os utrygge. Og det fik min storebror Anders og mig til at krybe sammen. Han var en mere stabil person i mit liv, end hun var, og vi blev hinandens tætteste på en måde, der også skulle vise sig at blive grænseløs.”

Det grænseløse bestod blandt andet i, at forholdet mellem hende og storebroderen med tiden blev incestuøst. Mirjam Capelle skammede sig over det dengang. I dag taler hun åbent om det, og derfor er også dette skrevet med i hendes bog. Hun mærker en styrke ved den åbenhed, hun med tiden har tilegnet sig, forklarer hun. ”At tale og skrive om det har hjulpet mig til at forstå og komme overens med, at Anders og jeg udviklede den relation, vi gjorde. Og det har også hjulpet mig til at forstå min mor.

For hun gjorde sit bedste ud fra det, hun bar med sig. Jeg tror på, at åbenheden kan føre én rigtig langt, hvis man har gode intentioner med den. Sådanne familietraumer, der, som jeg ser det, er nedarvet gennem generationer, kan ikke bare forsvinde af sig selv. Men jeg tror, det hjælper at acceptere, at de har en plads.”

En søgen efter svar i Jerusalem

Mirjam Capelle havde hele livet vidst, at moderen var jøde. Ligesom hun vidste, at det jø-

diske var noget, der blev nedarvet gennem kvinderne i familien. Således var Mirjam det også. Og hun var stolt af at være det. Alligevel var det ikke noget, hun som barn råbte højt om, for jøderne var jo sådan nogle, der blev forfulgt, tænkte hun. Og når hun med sin skoleklasse var i kirke ved juletid og hørte om, hvordan jøderne havde været skyld i Jesu korsfæstelse og død, skuttede hun sig på kirkebænken. ”Bare præsten ikke opdager, at jeg er jøde,” tænkte hun. ”Derhjemme var tro mest af alt noget, der blev tiet,” fortæller Mirjam Capelle. ”Det jødiske har hele tiden ligget som en del af min bevidsthed og min selvforståelse, men det fyldte ikke så meget. Jeg ser det nu, som om det jødiske lidt var som et vitrineskab, man har arvet fra sin mormor, men som blot står i stuen og aldrig bliver åbnet.”

Derfor blev Mirjam Capelle også overrasket, da det var hendes mor, der foreslog, at datteren skulle rejse til Jerusalem. ”Det var en tid, hvor jeg længe havde flakket rundt i en form for eksistentiel søgen. Jeg søgte ind i punkmiljøet, gik til koncerter i Saltlageret, søgte ind i poesien og indoptog sådan en form for pessimistisk syn på fremtiden. Jeg tror, det var et forsøg på at finde et sted, jeg passede ind, men noget blev meget hårdt inden i mig. Det ændrede sig, da jeg rejste til Jerusalem.”

Det var i Israel, at Mirjam Capelle første gang fik fornemmelsen af at høre til – i hvert fald på nogle områder. Hun boede i en kibbutz, arbejdede på en restaurant og lærte hebraisk. Der var noget velkendt over det. Over pulsen i byen og israelernes store armbevægelser, der mindede hende om moderens side af familien. Og så lignede Mirjam Capelle pludselig de andre. Rent fysisk. ”Og så bærer mange i Israel rundt på noget, jeg også selv gjorde, uden at jeg før havde kunnet sætte ord på det. De fleste er vokset op med en form for traume indlejret i sig.

Nogle har familie, der er flygtet dertil, andre har fået grene af familien udslettet i koncentrationslejrene. Jeg følte en forbundethed med dem. Og min bevidsthed om det jødiske i mig blev skærpet.” ”Tilbage i København blev jeg hevet ud af det univers, der omsluttede mig i Jerusalem, og jeg kunne pludselig mærke et behov for at tage afstand til det. Godt nok fortsatte jeg i en gruppe hos overrabbiner Bent Melchior, hvor vi læste Toraen. Men jeg faldt ikke til ro i det.

Det med Gud var stadig noget meget abstrakt for mig.”

Og så kom Christoph

Christoph og Mirjam Capelle har nu været gift i 21 år. Og det var ham, der i 1999, da parret først mødtes, så småt begyndte at samle den religiøse tråd op for Mirjam Capelle, som hun mere eller mindre selv havde lagt fra sig efter hjemkomsten fra Israel. ”Der var sket enormt mange ting for mig i de mellemliggende år. Jeg havde læst til psykolog. Mødt min eksmand, fået et barn og blevet skilt igen. Og så kom Christoph ind i mit liv. Han havde bønnen med sig, for han er født ind i en katolsk familie. Og det talte til mig på en ny måde.”

Noget ændrede sig, da Mirjam Capelle for 10 år siden meget pludseligt mistede storebroderen Anders. Et halvt år efter blev hun gravid med datteren Esther. Det var på ingen måde planlagt. Mirjam Capelle var på det tidspunkt 45 år. Christoph 66. Og selvom al fornuft sagde dem, at det var for sent i livet, kunne Mirjam Capelle mærke, at de skulle have det barn. ”Den her blanding af en dyb sorg over tabet af Anders og så at være gravid igen åbnede for noget nyt i mig. Det er meget store ord at tage i min mund, men jeg kunne ikke lade være med at føle, at graviditeten var et mirakel.”

En rundere måde at være i verden

For fire år siden valgte Mirjam Capelle at blive døbt. Siden har hun følt sig hjemme i den kristne kirke. Her står hun nu åndeligt med begge ben, men kalder alligevel sig selv en form for jødisk-kristen hybrid. Hvor hun før følte sig fremmed både i kirken og i den jødiske tro, føler hun sig nu hjemme begge steder. ”Troen har gjort, at der er noget inde i mig, jeg har forsonet mig med,” siger hun. ”Jeg har været rigtig meget i terapi. Og det har helt klart kunnet bære mig et stykke. Men det er i det åndelige rum, at jeg har fundet en form for inderlig accept. Gennem troen føler jeg, at jeg er kommet mere overens med den store historie om holocaust, der på en eller anden måde altid har spøgt i min familie.

Men også med den nære historie om min barndom og måden, min mors frygt har sat aftryk. Jeg har accepteret, at det er sådan, det er. Og med den accept er det blevet rundere J for mig at være i verden.”

KON-TUR ER DIN LOKALE BOGHANDEL Vi er frie til hver især at bestemme vareudvalget i vores egen butik, og så lokale at vi måske ikke engang hedder Kon-Tur på facadeskiltet. Men bag disken banker et hjerte for lokal, faglig stolthed og ekspertise, samtidig med at du får velkendte kædefordele som bytte- og gavekortservice – i hele kongeriget. Vi ved meget om bøger, og vi bestræber os altid på at yde en ekstra god service og en unik oplevelse.

Vi glæder os til at se dig i en af vores 70 butikker.

Se vores julekatalog her: www.kon-tur.dk

V E RD E N S BEDSTE J U L E G AV E

FRIT VALG 29995 KORSVEJE Jonathan Franzen En underholdende og storslået slægtsroman. Man følger familien Hildebrandts familiedramaer op igennem 1970’erne, hvor de enkelte familiemedlemmers kriser spejler et USA midt i store forandringer.

Gyldendal

SIMPEL LIDENSKAB Annie Ernaux I sin særlige minimalistiske form dokumenterer Annie Ernaux et kærlighedsforhold, hun havde til en gift mand, da hun var omkring halvtreds år.

Et litterært og antropologisk studie af et hjerte i brand.

Gads Forlag

149

95

FRELSEREN FRA HVIDOVRE Kaspar Colling Nielsen Dommedag er nær. I denne afgørende stund for menneskeheden viser flere uafhængige analyser, at én mand kan redde verden. Denne mand er lidt overraskende den 48-årige fallerede digter Allan Thornbum.

Politikens Forlag

HÆNDELSEN Annie Ernaux Som 23-årig bliver Annie Ernaux gravid. Året er 1963, og abort er forbudt. At fortælle om graviditeten eller vælge at få barnet vil påføre hende og familien en uoverstigelig skam.

Gads Forlag

14995

DET ER DE OPRØRSKE DER SVIGTER Lise Ringhof og Erik Valeur Andet bind i den store dramatiske slægtsfortælling om familien Brinch og Danmark – fra begyndelsen af 1900-tallet og frem til i dag.

Gutkind ★ ★ ★ ★ ★ - Fyens Stiftstidende

ÅRENE Annie Ernaux Et moderne mesterværk i fransk litteratur. En roman om Frankrig og om en kvindes liv fra 1940’erne og frem.

Gads Forlag “Et fænomenalt værk!”

- Jyllands-Posten

24995

VAND TIL BLOMSTER Valérie Perrin Udråbt til en af de smukkeste romaner i verden. En stemningsfuld og medrivende fortælling om en kvinde, som tror på lykken.

Fuld af poesi, varme og eftertænksomhed.

Mere end 1 million solgte bøger i Frankrig.

Alpha

ALKYMISTEN Paulo Coelho Kun en sjælden gang bliver der udgivet en bog, der kan forandre læserens liv. Dette er sådan en bog. Med mere end 65 millioner solgte eksemplarer over hele verden er bogen blevet en moderne klassiker.

Forlaget Zara

VINDENS PORT Anne-Cathrine Riebnitzsky Ibrahim Banu Said forsøger at være en god borgherre for befolkningen i den berømte fæstning Al Qalat i Andalusien.

Da en kristen invasion nærmer sig fra nord, er spørgsmålet, om han kan redde sit folk.

Lindhardt og Ringhof

19995

34995

KON-TUR HAR JULENS BEDSTE LÆSEOPLEVELSER

SE PRISEN I BUTIKKEN

UNDERVEJS Tom Buk-Swienty Dronningen fortæller om sine formative år med en boblende fortælleglæde, humor, selvironi, men også stor alvor, en gang imellem med tårer i øjnene og til tider med forbavsende bramfrihed.

Politikens Forlag

MONARK OG MENNESKE Thomas Larsen Mennesker med et nært forhold til Dronning Margrethe fortæller om, hvordan hun i 50 år er vokset til at blive et nationalt samlingspunkt. Et varmt og levende portræt af en regent, der har repræsenteret Danmark udadtil og forenet landet indadtil.

Gyldendal

SE PRISEN I BUTIKKEN

VARIETÉ. LAURITS OG VALDEMAR Søren Pilmark 1910. Den unge tryllekunstner Laurits Larsen er teaterets store stjerne. Hvad skal der ske, hvis han rejser til København?

Politikens Forlag

HJEMMEHJÆLPEREN RAMONA Hella Joof Har du mødt en engel? Når du stod midt i livet, og der pludselig var en, som rakte hånden ud? Hella Joof skriver livskloge historier om de menneskelige engle, som er der, når vi har brug for dem.

Lindhardt og Ringhof

24995

29995

BØGER DER KAN HOLDE DIG VÅGEN HELE NATTEN

SE PRISEN I BUTIKKEN

BOX Camilla Läckberg og Henrik Fexeus Da en kvinde findes gennemboret af sværd, opsøger politiinspektør Mina Dabiri mentalisten Vincent Walder for hjælp til opklaringen. Sammen må de prøve at forstå vanviddet for at forhindre det næste mord.

People’s

SE PRISEN I BUTIKKEN

ALDRIG Ken Follett En hæsblæsende spændingsroman i verdensklasse. En nervepirrende fortælling om alt det, der aldrig må ske.

Gyldendal

SØLVBLIK John le Carré En intens historie om et møde mellem uskyld og erfaring og mellem samfundspligt og personlig moral. John le Carré stiller i romanen spørgsmålet: Hvad skylder vi egentlig de mennesker, vi elsker?

Gyldendal

24995

SE PRISEN I BUTIKKEN

NATRIUM CHLORID Jussi Adler-Olsen Carl Mørck og Afdeling Q får deres hidtil mest komplekse sag, da en række dødsfald gennem tredive år tilfældigt viser sig at være tæt forbundne – og pege frem mod nye udspekulerede drab. Meget snart.

Politikens Forlag

FRIT VALG 29995

OCEANARIUM - ANIMALIUM - DINOSAURIUM - BOTANICUM - PLANETARIUM - FUNGARIUM Spær øjnene op og gå på opdagelse i et vidunderligt museum, spækket med store, farverige illustrationer og interessant viden.

Velkommen til museet er en serie for nysgerrige børn i alle aldre, som vil lære om alt mellem himmel og jord.

Forlaget Mammut

Julebøger2021 | Dansk litteratur | 31

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. november 2021

Fornemmelsen af, at verden er beåndet Peter Madsen giver jorden liv i sin tegneserie ”Urhistorien”, der udkom tidligere på måneden.

At gribe fat om kristendommens rødder har givet ham en ny forståelse af, hvad Guds ånd er

interview Philip Christoffersen christoffersen@k.dk

Al begyndelse er svær.

Det erfarede forfatteren og tegneren Peter Madsen, da han i 2008 gik i gang med forarbejdet til en bog om Helligånden. ”Vingeslag” skulle være det sidste bind i en illustreret trilogi om pigen Signe og hendes oplevelser med julen, påsken og pinsen.

Men hvor julen og påsken på en eller anden måde var håndgribelige højtider med konkrete fortællinger om Gud, der bliver menneske, og Mennesket der dør, var pinsen langt sværere for tegneren og forfatteren Peter Madsen at få skovlen under.

Det var ellers langtfra første gang, at den prisvindende illustrator skulle behandle bibelske temaer, for med værkerne ”Menneskesønnen” og ”Historien om Job” bag sig havde Peter Madsen allerede cementeret sig som en bibelsk kyndig fortolker. Men hvordan i alverden sætter man ord og billeder på Helligånden – selve Guds ånde?

Da Peter Madsen efter adskillige år havde bakset med det spørgsmål, blev han i 2015 ringet op af forlagschefen fra Bibelselskabet. Hun ville have ham til at lave et værk om skabelsesberetningen, som den er beskrevet i den første bog i Det Gamle Testamente. ”Jeg sagde, ’det lyder spændende, men jeg kan bedst lide at lukke og slukke efter mig, når jeg er gået i gang med et projekt. Så jeg vil lave den her bog om Signe færdig først’. Og det fik jeg lov til,” siger Peter Madsen, der har inviteret indenfor i sit hjem ved Allerød nord for København.

Her bor han sammen med sin hustru, Sissel Bøe, som han deler arbejdsværelse med, og i husets flotteste og lyseste rum har de indrettet sig med meterhøje bogreoler med bibler og tegneserier i massevis. Det er her, Peter Madsen har fundet Signe-trilogien frem og lagt den på bordet sammen med den netop udkomne ”Urhistorien”, som er det værk, vi egentlig skal tale om. Forhistorien skal bare på plads først. ”I ’Vingeslag’ kæmpede jeg med, hvordan jeg skulle forklare, hvad der sker i pinsen. Jeg havde skrevet alenlange tekster, og jo mere jeg skrev, jo mere forsvandt Helligånden ud af det.

Det er så svært at formidle Helligånden, når man forsøger at sætte ord på. Men så faldt 10-øren for mig. Jeg fandt på, at jeg skulle lave ’Vingeslag’ som en tegneserie. Det er den eneste måde, jeg kunne fortælle det ordentligt på. For en tegneserie er ligesom musik: Man kan shortcutte folks hjerne ved at bruge billeder i stedet for ord.”

Alt var ”hulter til bulter”

Arbejdet med at illustrere Helligånden blev en trædesten, som Peter Madsen stod på, da han kort tid efter at have lukket og slukket for ”Vingeslag” åbnede døren ind til Første Mosebog. Her mødte han igen Guds ånd. Denne gang i ånden, der svævede over vandene i

det urdyb, som fandtes, før alting blev til.

På 120 sider i ”Urhistorien” folder Peter Madsen de første 11 kapitler af Bibelen ud. Fra skabelsesberetningen og uddrivelsen af Edens Have til beretningerne om Kain og Abel, Noas ark og Babelstårnet.

En af de sider, der har taget længst tid at tegne, er paradoksalt nok den allerførste, hvor intet endnu er blevet til. Det er nemlig ikke så ligetil at tegne ”ingenting”. ”I begyndelsen var verden øde. En farveløs masse, et stof uden form. De gamle havde et navn for det. Tehom – URDYBET,” lyder den første tekst i ”Urhistorien,” skrevet hen over en grålig orkan af intethed. ”Jeg brugte meget lang tid på at lave det her billede, selvom det ikke ser ud af noget som helst. Det har så mange lag af grå farve, og jeg har ikke kunnet lade være med at lave en fornemmelse af en cirkel. En slags urdrage, som det hele måske skabes af som i babylonske skabelsesmyter,” forklarer Peter Madsen. ”Man plejer at sige, at verden før skabelsen var sort og mørk. Og der er nogle vande, som en eller anden ånd svæver over. De fleste tegner et hav, der er helt sort. Men det, jeg prøver at få frem her, er en form for intethed. Ikke en verden, hvor der ikke er stof. For det synes jeg ikke, at man kan sige, der er tale om, efter at have læst op på det. Det var faktisk nyt for mig. For jeg har altid tænkt på urdybet som en intethed. Men ordet ’Tehom’ på hebraisk kan nærmest faktisk oversættes som ’hulter til bulter’, en masse Lego-klodser, der flyder rundt om hinanden.”

Hvad Peter Madsen tror på

Det er Gud, der skaber ordenen ud af det kaos med sin ånde. Og netop åndedrættet er et gennemgående billede i tegneserien. Fra Guds første åndedrag, der skubber alting i gang, og som puster liv i Adam. Og igen i historien om Adams søn, Kains, mislykkede forsøg på at puste liv til gløderne i sine offerbål, som Gud ikke vil tage imod. Og til sidst Guds ånde, som bogen blæser Babelstårnets grundlæggere for alle vinde, nu med hvert sit sprog. ”RRRRRRRRRRRRRRRRUUUUUUUUUUUUUUAAAAAAAAAAAAACCCHHH!”, står der da Guds ånde falder på de vande, som Noas Ark sejler på, og vandet begynder at synke. Og det ord har Peter Madsen brugt før, da hoved-

”

Hvis man har en alt for enkel opfattelse af tingene, bliver det skudt ned på et tidspunkt. Verden er mangfoldig, og det synes jeg er fint, at det afspejles i Bibelen.

PETER MADSEN, TEGNER OG FORFATTER

personen Signe i ”Vingeslag” har sin første store erfaring med Helligånden, da vinden blæser over en sø og sætter vandet i oprør. ”Det ligner jo bare et tegneserielydord. Og det er også det, det er,” griner Peter Madsen.

Men hvad er det, den lyd betyder? ”Jamen, det er lyden af Guds åndedræt. Det åndedræt, der besjæler hele verden. Jeg fik idéen til det her med at illustrere ånden som vind, da jeg boede i Silkeborg i mange år. Der sås jeg nogle gange med Christian Højlund (daværende sognepræst i Silkeborg Kirke, red.). Han var fantastisk til at illustrere, hvad Helligånden er. Engang gik han hen til døbefonten og sagde, ’se det her døde og stille vand’, og så blæste han på det, og der forstod jeg noget, jeg ikke havde forstået før.

At Gud blæser sin ånd over verden, betyder ikke, at verden pludselig bliver til noget helt andet. Det er det samme sted. Det samme vand. De samme sure mennesker, som man ikke har lyst til at snakke med. Eller bygninger, man ikke ser skønhed i. Men når Guds ånde blæser, sker der et eller andet, som besjæler det hele og kobler mig til det, så jeg bliver en del af den her verden,” siger Peter Madsen.

Hvad tror du på? ”Jeg kan ikke forklare det. Jeg ved ikke, om der nogensinde er nogen, der er blevet troende, fordi det er en fornuftig ting at gøre. Eller det giver mening. Sådan er det ikke for mig. Jeg har ikke fået en åbenbaring. Men de her ting er med mig, og jeg kan ikke sætte ord på det.

Og jeg kan slet ikke begrunde det.”

Hvad er det, der er med dig så?

”Jeg har nok altid haft en fornemmelse af, at verden er beåndet. Du kan kalde det Helligånden, du kan kalde det Guds åndedræt. At jeg føler mig ivaretaget. Ikke sådan, at jeg tror på en fodboldgud, der holder med mig imod nogle andre. Hvis man tror på Gud på den måde, vil der altid være nogle andre, som Gud ikke holder med,” siger Peter Madsen og holder en pause som for at tage tilløb til et eller andet.

Men det bliver ikke til mere end en dyb udånding, som må gøre det ud for de ord, som han er løbet tør for. ”Huh... Jeg kommer altid til kort, når jeg skal prøve at forklare det her,” siger han.

2 Peter Madsen er mest kendt for sine tegneserier om guderne, menneskerne og jætterne i Asgård, Midgård og Udgård i serien ”Valhalla.” Han har dog også skrevet og illustreret adskillige prisvindende tegneserier med udgangspunkt i Bibelen og kristendommen, heriblandt ”Menneskesønnen” fra 1995 og ”Historien om Job” fra 1999. Nu er han aktuel med sin gendigtning af skabelsesberetningen: ”Urhistorien” udkom den 5. november på Bibelselskabets forlag.

– Foto: Leif Tuxen.

En bog med selvmodsigelser

Måske er det ikke nødvendigt at bruge flere ord på at forklare, hvad Peter Madsen tror på. Man kan bare læse ”Urhistorien”, som Peter Madsen selv kalder et forsøg på at formidle en sammenhæng i verden. Også selvom den til tider er dybt selvmodsigende – for det er de første sider af Bibelen. I Første Mosebog er der inden for de første kapitler to forskellige skabelsesberetninger. I den ene skaber Gud lyset, himlen, jorden, og alt, som er der på, på seks dage og hviler på den syvende. Og lige efter den kommer en anden fortælling med en helt anden kronologi, hvor Gud skaber Adam af jorden. ”Som regel harmoniserer man de to skabelsesberetninger. Men det går som regel aldrig godt. I den ene skabes alle mulige andre ting først og mennesket til sidst som kronen på værket. Og i den anden starter det med mennesket, hvorefter alt det andet kommer frem.

Og det er jo umuligt at have med at gøre. Jeg besluttede, at man må tage konsekvensen af det og stå ved, at det er to vidt forskellige indgange,” siger Peter Madsen.

Han understreger, at han ikke opfatter det som en svaghed ved skabelsesberetningen, at den skyder i forskellige retninger. ”Jeg synes, det er så enormt stærkt ved Bibelen, at der er de selvmodsigelser. Det er sådan noget, man som barn og ung kan irritere sig over. Men nu synes jeg, det er en fantastisk styrke, at de forskellige historier har fået lov til at stå side om side. Hvis man har en alt for enkel opfattelse af tingene, bliver det skudt ned på et tidspunkt. Verden er mangfoldig, og det synes jeg er fint, at det afspejles i Bibelen,” siger Peter J Madsen.

Peter Madsen Født den 12. maj 1958 i Aarhus.

Studerede medicin, men gennemførte aldrig. Blev i stedet tegner og forfatter.

Debuterede i 1979 med tegneserien ”Valhalla 1: Ulven er løs”. Har vundet en række priser, heriblandt flere internationale, blandt andet for den anmelderroste ”Menneskesønnen” fra 1995. Blev forrige sommer tildelt Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse, hvor det blandt andet lød, at ”Peter Madsens betydning for dansk tegneserie dårligt kan overvurderes”. Er gift med Sissel Bøe.

Har to børn, to stedbørn samt flere børnebørn.

32 | Julebøger2021 | Dansk litteratur

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. november 2021

Må en historiker være på fornavn med ministeren?

Tim Knudsen har udgivet endnu et bind i sin ­fantastisk grundige serie om danske statsministre. Men dette om perioden fra Anker Jørgensen til Poul Nyrup Rasmussen viser, hvor svært det er at skrive samtidshistorie tæt på begivenhederne

4 Poul Schlüters statsministertid endte i den katastrofale tamilsag, som kostede ham posten.

– Foto: Bo Svane/Ritzau Scanpix.

anmeldelse Henrik Hoffmann-Hansen hoffmann@k.dk

”De folkelige statsministre” kalder professor emeritus Tim Knudsen det fjerde bind i sit mammutværk ”Statsministeren”.

Tidligere er udkommet tre digre bind om statsministrene fra A.W. Moltke, den første efter enevældens fald i 1848, til og med socialdemokraten Jens Otto Krag, som fratrådte i 1972 og overlod posten til den dengang i offentligheden ukendte Anker Jørgensen. Endnu et femte bind venter om perioden helt op til og med den nuværende statsminister, Mette Frederiksen (S).

De fire folkelige statsministre, hvis regeringsperioder gennemgås i det nye bind, er foruden Anker Jørgensen de tre gange Poul – Hartling (V), Schlüter (K) og Nyrup Rasmussen (S).

De har hver især sat deres markante præg på den politiske historie siden det såkaldte jordskredsvalg i 1973 og de efterfølgende hårde kriseår.

Det er på alle måder en imponerende bedrift af Tim Knudsen. Ikke alene har han konsulteret omkring 270 biografier, debatbøger og andre politiske, historiske bøger om perioden. Han har også talt med og interviewet en række politikere og embedsmænd til bogen.

Minutiøst gennemgår han historien med et særligt blik på, hvordan statsministeren har håndteret valg, ministerrokader og samarbejdet med andre partier og aktører.

Og især fokuserer han på den stigende politisering af embedsværket og dets øgede indflydelse på udviklingen af politik – som han åbenlyst finder demokratisk betænkelig. Den overordnede tese er, at statsministeren og Statsministeriet som institution er blevet stadig mere magtfuld.

Det har været en politisk ”vild” tid, men i helikopterperspektiv også en periode, hvor skiftende statsministre og regeringer har truffet rigtig mange fornuftige beslutninger, der har gjort Danmark til et af de rigeste og mest velfungerende lande i verden.

Det perspektiv risikerer at gå tabt, når man som i denne bog zoomer ind på den enkelte statsministers fejltrin, gustne overlæg eller dårligt kommunikerede ministerfyringer. Det sidste blev eksempelvis den konservative statsminister Poul Schlüter berygtet for.

Hans forgænger Anker Jørgensen

Det er på alle måder en imponerende bedrift af Tim Knudsen. blev statsminister på bagkant af 1960’ernes brølende velstandsfremgang og ungdomsoprør, men kom hurtigt til at stå i alvorlige problemer. Jordskredsvalget i 1973 bragte et skatteoprør og fem nye partier i Folketinget. De to oliekriser i 1973 og 1979 lagde grunden til alvorlige økonomiske problemer, som regeringen havde svært ved at håndtere, ikke mindst på grund af et anspændt forhold til fagbevægelsen, særligt LO.

Politisk samtidshistorie

Selvom landet med socialdemokraten og tidligere finansminister Knud Heinesens ord nærmede sig afgrunden, opnåede Anker Jørgensen især i sine sidste regeringsår en større folkelig popularitet.

Han portrætteres som en ærlig, men nok også lidt naiv politiker.

Man er ikke i tvivl om, at ”Anker”, som Tim Knudsen næsten konsekvent omtaler ham som, har forfatterens største sympati af de fire statsministre. Brugen af fornavnet kan være en måde at understrege pointen om hans beskedenhed og folkelighed, men det illustrerer et af problemerne ved at skrive politisk samtidshistorie. At de portrætterede i mere end én forstand kommer lidt for tæt på.

Når man skriver historie om begi-

venheder i den nære fortid, kommer man let til at lægge vægt på forløb og detaljer, som en senere historieskrivning ville have ignoreret eller vægtet anderledes.

Kan historien om Poul Nyrup Rasmussens tid som statsminister eksempelvis allerede nu skrives med det rette perspektiv? Forfatteren nævner ærligt, at flere centrale socialdemokrater har afvist at tale med ham i forbindelse med værket – for eksempel Poul Nyrup Rasmussen selv og tidligere finans- og udenrigsminister Mogens Lykketoft (S).

Hvad betyder det for fremstillingen af Nyrup?

Det dilemma er der ikke lette svar på.

En tredje statsminister fra perioden er den konservative Poul Schlüter. Han kom til i 1982, og ligesom Poul Hartling (V), der regerede kortvarigt midt i 1970’erne, får han et forholdsvis kritisk karakterblad med på vejen i bogen. Især i begyndelsen havde Schlüter stor succes, men efter fire-fem år begyndte problemerne for alvor at tårne sig op, både parlamentarisk og samfundsøkonomisk. Og det endte i den katastrofale tamilsag, som kostede ham jobbet.

For snævert og for tidligt

Det nævnes, at økonomer senere har peget på Poul Nyrup Rasmussen som den af de nyere statsministre, der har ført den bedste økonomiske politik med Poul Schlüter på en andenplads.

Det kan godt være rigtigt, men igen kan det let blive for snævert og tidligt at vurdere. Samfundsøkonomi og beskæftigelse afhænger af

meget andet end den lovgivning og de indgreb, man foretager på Christiansborg, for eksempel internationale konjunkturer, olie- og gasproduktion og meget andet, som bogen også kommer ind på. Regeringsbeslutninger kan let have en effekt, der rækker langt ind i fremtiden.

Schlüter indførte sammen med arbejdsmarkedets parter arbejdsmarkedspensioner i 1989 som ”det største projekt af dem alle”, kalder han det selv, i sin statsministertid.

Ifølge Tim Knudsen skal man dog lige huske på, at de kun blev gennemført med et såkaldt trick – arbejdsmarkedsbidraget på virksomheder, ambien, som EU-domstolen langt senere dømte traktatstridig.

Nej, det var ikke pænt, og det skulle have været gjort på en anden måde fra begyndelsen, men i substansen havde den daværende statsminister ret. Arbejdsmarkedspensionerne er en af de helt afgørende grunde til, at dansk økonomi i dag er bomstærk.

Tim Knudsen er meget skeptisk over for den magt, Finansministeriet og ”regnedrengene” har fået i perioden, og han sætter spørgsmålstegn ved flere af de indgreb, der blev gennemført. Var det for eksempel traditionel social­ demokratisk politik i 1990’erne at forkorte dagpengeperioden fra syv til fire år? Et gæt er, at en del socialdemokrater i dag vil svare ja med henvisning til princippet om ”ret og pligt”, og at borgerløn aldrig har været socialdemokratisk politik.

Man fornemmer med andre ord klart, hvor forfatterens egne holdninger ligger, og det er ikke kritisa-

belt. En helt neutral historieskrivning har aldrig været mulig og ville i givet fald også være blevet kedelig.

Værket fortjener dyb respekt. For eftertiden ligger her en uvurderlig dokumentation om de personer, der i snart 173 år har stået i spidsen for vores land. Den høje detaljeringsgrad betyder imidlertid, at det oprindelige mål om at portrættere statsministrene indimellem overskygges af noget, der mere ligner en generel politisk danmarkshistorie. Derfor kunne man ønske sig, at forfatteren, når værket er helt færdigt, vil samle de vigtigste pointer i en læse-let-udgave på nogle få hundrede sider for alle andre end statskundskabsstuderende og poliJ tiske nørder.

Tim Knudsen har i en årrække skrevet politiske analyser i Kristeligt Dagblad, og avisens politiske redaktør, Henrik Hoffmann-Hansen, er én blandt et stort antal personer, som Tim Knudsen på side 689-691 i sin bog takker for at have hjulpet ham med værket.

5 stjerner Tim Knudsen: Statsministeren bind 4: De folkelige statsministre 1972-2001.

688 sider. 399,95 kroner. Forlaget Samfundslitteratur.

HVAD SKAL UNDER JULETRÆET? “En af årets mest åndfulde bøger om tro og kristendom”



JYLLANDS-POSTEN

“Lykkes på bedste vis med det hele”



KRISTELIGT DAGBLAD

“Grøndahls fortolkning er fornem og tidssvarende”



BERLINGSKE

“Slipper særdeles heldigt fra sin bekendelse” “Sprogligt overskud” NY BIBEL I STORT OG LÆKKERT FORMAT

INFORMATION

SMÅ AFORISMER OM LIVET FRA A TIL Å

“Forfriskende anderledes” “Forfriskende



WEEKENDAVISEN

KRISTELIGT DAGBLAD

• Sætter gang i både lattermusklerne lattermusklerne og de små grå i hjernen • Den ideelle mandelgave

““Helt Helt igennem fremragende … en gudsbenådet bog”

 BERLINGSKE

“ En stor, flot og rigt illustreret bog”

“Dybsindigt og tankevækkende”

“Retorisk og analytisk suverænitet”







BERLINGSKE

“Potentiale til at blive fast, fascine­ rende inventar på børneværelset” KIRKE.DK

JYLLANDS-POSTEN

“Livsklog mandelgave” REGIONALAVISERNE

Køb julegaverne hos eksistensen.dk

KRISTELIGT DAGBLAD

34 | Julebøger2021 | Dansk litteratur

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. november 2021

4 ”Efter åndemaneren”, den sidste roman i Kim Leines grønlandstrilogi, udkom i oktober.

– Foto: Johanne Teglgård Olsen.

En blandet kolonialhandel Kim Leine slutter sin grønlandstrilogi af med stort episk drive og en blanding af danske og grønlandske synsvinkler på et speget forhold mellem to forskellige folk

anmeldelse Lars Handesten kultur@k.dk

Østkysten af Grønland blev sent koloniseret af Danmark. Den blev også først rigtig udforsket af danskerne i slutningen af 1800-tallet, da en ekspedition med løjtnant Gustav Holm som leder blev sendt af sted. Man skulle opsøge spor efter den første nordiske kolonisering og kontakte de ”glemte” grønlandske bygder. Det blev til ”Konebådsekspeditionen”, som nåede til Ammassalik, hvor der fandtes en skrantende befolkning på blot 400 mennesker. De sultede ofte, og døde de ikke af underernæring, tog uendelige familiefejder livet af dem. Befolkningen skrumpede ind og havde ikke nogen fremtid for sig i den barske natur.

Disse østgrønlændere var endnu ikke kristnede, men levede som hedninge med deres egne skikke og ånder. Ekspeditionen dokumenterede dette, og efter et år vendte man tilbage uden den store dramatik. Ekspeditionen er ikke særlig kendt og har da heller ikke den skæbnesvangre tragik over sig, som andre polarekspeditioner fik. Da Mylius-Erichsen 20 år senere ledte Danmark-ekspeditionen til Nordøstgrønland, gik det helt galt, da han og hans mænd døde. Den slags huskes. ”Konebådsekspeditionen” er ét ud af flere spor i Kim Leines tredje og selvstændige bind – ”Efter åndemaneren” – i grønlandstrilogien, der også tæller ”Profeterne i Evighedsfjorden” (2012) og ”Rød mand/sort mand” (2018). Alle tre romaner handler om forholdet mellem grønlændere og danskere og udfolder en mere eller mindre uskøn blanding af tro, sex, viden og magt. Var troen og Bibelen en afgørende og drivende kraft i de to første bind, der omhandler 1700-tallet, så er det nu videnskaben og leksikonet, der driver, motiverer og forklarer. ”Efter åndemaneren” har flere andre spor

end selve ekspeditionen, idet man følger kateketen Hanseeraq, der leder de grønlandske deltagere i ekspeditionen. Han giver råd til Gustav Holm om sejlads i grønlandske farvande, og han missionerer blandt hedningene, han møder undervejs. Missionen har ikke danskernes interesse længere. Man er blevet ”naturvidenskabelig”.

I et andet spor i romanen følger man Sara, der går og venter sig i bygden Sydprøven. Her passer hun den ældre og halvlamme enspænder Julius, som vistnok er dansker. Barnets far er en ung grønlænder, som hun – afsløres det – har meget nære familierelationer til.

I et tredje spor hører man om den unge grønlænder Jens, der tager til København for at finde sin far og kommer til at studere teologi og udfolde sin homoseksualitet. Endelig hører man i et fjerde spor om Jens’ søn Rufus, der bliver adopteret af Gustav Holm og bragt til Danmark. Han tilføjer romanen et historisk perspektiv frem til 1950’erne, hvor Grønland bliver forvandlet fra en koloni til et dansk amt.

Rigeligt med cliffhangere

Disse spor afløser på skift hinanden, og Leine har behændigt arrangeret det sådan, at det bliver til en stadig drivkraft i fremstillingen.

Der er rigeligt med cliffhangere, og man må hele tiden videre for at se, hvordan det går de forskellige personer, og få opløst de familiemæssige gåder, de bærer på. Et stadigt spørgsmål er, hvem der er far til hvem, og dermed hvem der er i familie med hvem.

Hvem er danskere, og hvem er grønlændere, og hvem er ”blandinger” – et begreb, som er lige så betændt, som det er umuligt at komme uden om. De danske mænd i Grønland har nemlig taget for sig af grønlandske kvinder i flere århundreder, og det sætter uvægerligt sine spor. Hvor kommer den lyse hud pludselig fra hos et spædbarn? De blå øjne?

Det røde hår? Det er ikke let at udrede familieforholdene i Grønland, og der er mange familiefortielser på spil. Disse fortielser resulterer i incestuøse forhold, der igen skaber problemer med indavl.

Er der skørlevned i Grønland, så kan det samme siges om Danmark – eller mere præcist København. Leine har tidligere tændt på københavnsk underklasse og prostitution, som han har givet særdeles saftige beskrivelser af i ”Profeterne i Evighedsfjorden”. Det

”Efter åndemaneren” er en roman om identitet, køn, race, nationalitet og tro. Det er således en bog, der med sine temaer taler lige ind i vores egen tid. gør han også i denne bog, hvor det først og fremmest gælder de homoseksuelle miljøer.

Den i dag kendteste profil fra 1880’erne er Herman Bang, som den unge teologistuderende Jens bliver gode venner med. Det bliver til en tour de force gennem det ”hemmelige” København, hvor folk fra alle sociale lag mødes på grund af deres forbudte seksualitet.

Her er masser af seksualitet og ganske lidt kærlighed. Her er vold og afpresning og folk, der tager deres eget liv, fordi de ikke kan bære udhængningen i pressen. Og endelig er der en guldskat, som stammer fra Grønland.

Guldskatten er romanens melodramatiske omdrejningspunkt. Den tilhører en dansk præst, en mineleder og en grønlandsk minearbejder. Den skifter hænder undervejs, og dens skæbne er til det sidste uvis. Den er forbundet med skyld og håb.

Replikkerne er romanens svaghed

”Efter åndemaneren” er en roman om identitet, køn, race, nationalitet og tro. Det er således en bog, der med sine temaer taler lige ind i vores egen tid. Men hvad har den så at sige om disse ømtålelige problemstillinger, hvor hvert ord i princippet er problematisk – tænk blot på eskimo. I princippet skulle problemstillingerne jo være indsat i en stærk historisk kontekst, da handlingen for størstedelens vedkommende foregår i 1880’erne. Der er da også en del tidskolorit, men det er påfaldende, hvor moderne diskussionerne går om forholdet mellem grønlændere og danskere og mellem mænd og kvinder.

Det er næsten ikke til at mærke, at der er 140 år mellem dem og os. For så vidt er der sket ganske lidt i grønlændernes frigørelse fra kolonimagten og i udviklingen af en egen grønlandsk identitet. Faktisk oprørende lidt.

Forklaringen på det er ikke videre indviklet, for det hele kommer til at hænge på, at kvinder bliver undertrykt, fordi de er så underda-

nige – ligesom slaver og eskimoer! Sådan forlyder det i en samtale mellem Jens og hans unge grønlandske kæreste. Og meget videre når romanen heller ikke selv. Man bliver ikke meget klogere på forklaringer, men nok på nuancer og eksempler.

Samtalen og replikkerne hører til romanens svage sider. Leine er bedst til det episk berettende og beskrivende, mens han ikke har lært meget af Herman Bangs mesterlige dialogkunst. Der er ikke noget ”hørt” over Leines replikker, der forbliver skrevne aktstykker i problemfremstillingen.

Ligesom i trilogiens to foregående bind mikser Leine historiske fakta med fri fantasi.

Det historiske forlener fiktionen med en fascinerende autenticitet, mens fantasien tilføjer historien og personerne liv og dramatik.

Det bliver da til Leines egen grønlandshistorie, og den er både spændende og gribende.

Men man kan så også få lyst til at gå til de historiske kilder og få mere eksakt viden om ”Konebådsekspeditionen”.

Herfra skal der ikke lyde et ondt ord om Leines historiske ”friheder”, for det er jo netop en roman, han skriver, og ikke en historisk afhandling. Til gengæld kan man så godt have et vist forbehold over for romanen, hvis mangfoldighed af emner og synsvinkler nok giver læseren et mangefacetteret og livligt indtryk, men som også devaluerer detaljernes betydning. Man glemmer dem undervejs.

Tilbage står da de store linjer i romanen – og i hele trilogien. De fortæller en spændende og vigtig historie om dansk-grønlandske relationer. Den historie er der ikke mange danskere, der ville kunne fortælle, fordi de simpelthen ikke kender noget til grønlandske forhold og grønlandske mennesker. Derfor skal Leine på alle måder takkes for at have beriget os med denne grønlandshistorie. J

4 stjerner Kim Leine: Efter åndemaneren.

736 sider. 299,95 kroner.

Gyldendal.

Ef

Kampagne tilbud Kampagne tilbud Kampagne tilbud Kampagne Kampagne tilbud tilbud Kampagne tilbud Kampagne tilbud (1. marts til 31. maj) (1. marts til (1. maj) til 31. maj) (1. marts til 31. maj) (1. marts til 31. maj) (1. marts til 31. maj) (1. marts til 31. maj) 31.marts

Kampagne tilbud Kampagne tilbud Kampagne tilb (1. marts til 31.

(1. marts til 31. maj) (1. marts til 31. maj)

Efterårskampagne Hvilestole Efterårskampagne Efterårskampagne hos Efterårskampagne

Cantate 6011 stol + Cantate 6011 stol +Cantate 6011 stol + Cantate 6011 Cantate stol + 6011 stol + Cantate 6011 stol + Cantate 6011 stol + Cantate 6009 skammelCantate 6009 Cantate skammel 6009 skammelCantate 6009 skammel Cantate 6009 skammel Cantate 6009 skammelCantate 6009 skammel

Cantate 6011 stol + Cantate 6011 stol Cantate + 6011 st Cantate 6009 ska Cantate 6009 skammelCantate 6009 skammel

Stof: Mood (valgfri farve) Stof: Mood (valgfriStof: farve) Mood (valgfri farve) Stof: Mood (valgfri Stof: Mood farve)(valgfri farve) Stof: Mood (valgfri farve) Stof: Mood (valgfri farve) Træsort: Eg Træsort: Eg Træsort: Eg Træsort: Eg Træsort: Eg Træsort: Eg Træsort: Eg

Stof: Mood (valgfri farve) Stof: Mood (valgfri Stof: farve) Mood (valgfri Træsort: Eg Træsort: Eg Træsort: Eg

Pris: Stol 13.525 kr. / Skammel 4.225 kr.

Pris: Stol 13.525 kr.

Pris: / Stol 13.525 kr. / Skammel 4.225 kr.

Skammel 4.225 kr.

Pris: Stol 13.525 Pris:kr.

Stol / 13.525 kr. / Skammel 4.225 Skammel kr.

4.225 kr.

Efterårskampagne Efterårskamp der tilpasses

Pris: Stol 13.525 kr. / Pris: Stol 13.525 kr. / Skammel 4.225 kr. Skammel 4.225 kr.

Pris: Stol 13.525 kr. / Skammel 4.225 kr.

hos

hos Farstrup ComfortComfort Center Farstrup Center hos hos Farstrup Comfort Center

Pris: Stol 13.525 kr.

Pris: / Stol 13.525 Skammel 4.225 kr.

Skammel 4.225

hos Comfort Center Spar opFarstrup til 2000 ,- på udvalgte Plus modeller Farstrup Comfort C • Smukt udformet i eg eller bøg Spar op til 2000 ,- på udvalgte Plus modeller Spar op

dine ønsker Spar•op til 2000 ,- på udvalgte Plus modeller Smukt udformet i eg eller bøg Spar op til 2000 ,på udvalgte Plus modeller og behov • Smukt udformet i eg eller bøg Spar op til 2000 ,på udvalgte Spar • Smukt udformet i eg eller bøg • Kvalitetsstoffet Hallingdal fra Kvadrat Efter Spar Efterårskampagne Smukt udformet i eg eller bøg • •Kvalitetsstoffet Hallingdal fra Spar o • Kvalitetsstoffet Hallingdal fraKvadrat Kvadrat Efterårskampagne • Smukt udformet i eg el • Fantastisk siddekomfort Efterårskampagne Efterårskampagne • •Efterårskampagne Fantastisk siddekomfort Efterårskampagn • Fantastisk siddekomfort fra Kvadrat Farstrup Comfort Center Sp •Kvalitetsstoffet 10 års garanti på•Hallingdal træstellet Kvalitetsstoffet hos Unikke mennesker -Hallingd Unikk hos Farstrup Comfort Center Spar op til 2000 Farstrup ,- på udvalgte Plus modeller Comfort Center • Kvalitetsstoffet Hallingdal fra Kvadrat • Fantastisk siddekomfort

• 10 års garanti på træstellet

hos i særklasse hos • Dansk møbelhåndværk Farstrup Comforthos Center hos

Møbler 10 hos garanti påmodeller træstellet •års års garanti på træstellet Spar Kig op til•ind 2000 ,-10 påVestergaard udvalgte Plus Farstrup Comfort Center

Spar o

• Lyngby siddekomfort Farstrup Comfort Center •Fantastisk Dansk møbelhåndværk i Comfort særklasse Spar op til 2000 ,- på udvalgte Plus modeller Kgs. Jernbanepladsen 23 Farstrup Center • Fantastisk siddekomfor • Smukt udformet i eg eller bøg Spar op• København til 2000 ,på udvalgte Plus modeller • Dansk møbelhåndværk i særklasse Dansk møbelhåndværk i særklasse Torvegade 55 Spar op til

• 10 års garanti på træstellet Spar op til 2000 ,på udvalgte Plus modeller www.Farstrupstole.dk • 10 års garanti på op træste • Smukt udformet i eg eller bøg Spar op ,- Kvadrat på udvalgte Spar Plus til m Kig ind hos Vestergaard Møbler • Fantastisk siddekomfort • Smukt udformet itil eg2000 eller fra bøg • Kvalitetsstoffet Hallingdal Kig ind hos Vestergaard Møbler •Kvalitetsstoffet Dansk møbelhåndværk i særklasse Kig indLyngby hos Vestergaard Møbler • 10 garanti på træstellet Smukt udformet i •eg eller bøg • •års Hallingdal fra Kgs. Jernbanepladsen 23 • Kvalitetsstoffet Hallingdal fraKvadrat Kvadrat Dansk møbelhåndværk • Smukt udformet i eg eller bøg Spar til 2000 ,- på udvalgte Plus modeller •op Smukt udformet eg eller bøg • Kvalitetsstoffet Hallingdal fraiKvadrat

Spar op Spar op ti • Smukt udformet i eg eller bøg • Fantastisk siddekomfort Kgs. Lyngby Jernbanepladsen 23

hos • Dansk møbelhåndværk i særklasse Kgs. Lyngby Jernbanepladsen København Torvegade 5523

Spar o

København Torvegade 55 • •Fantastisk siddekomfort • Fantastisk siddekomfort Hallingdal fra55 Kvadrat Torvegade •Kvalitetsstoffet 10 års København garanti på træstellet • Kvalitetsstoffet Kv Vestergaard Møbler Unikke mennesker -Hallingdal Unikke fra stole København Torvegade 55 Kig ind hos Vestergaard Møbler • •10 garanti påVestergaard træstellet Kig ind hos Møbler •års 10 årswww.Farstrupstole.dk garanti på træstellet Unikke mennesker - unikke stole Kgs. siddekomfort www.Farstrupstole.dk Kig ind hos Vestergaar •Fantastisk Dansk møbelhåndværk i særklasse Lyngby Jernbanepladsen 23 • Fantastisk siddekomfort www.Farstrupstole.dk Farstrup stole tilpasses dine ønsker og behov.

Kgs. Lyngby Jernbanepladsen 2323 • Dansk møbelhåndværk i særklasse • København Dansk møbelhåndværk i særklasse Torvegade 55 Kgs. Lyngby Jernbanepladsen

Spar op t

• 10 års garanti på træstellet Kgs. Lyngby Jernbanepla København 55 på træstellet www.Farstrupstole.dk • Torvegade 10 års garanti ind hos Vestergaard Møbler Kig København Torvegade 55 Torvegad København Kig ind hos Vestergaard Møbler • Dansk møbelhåndværk i særklasse Kig ind hos Vestergaard Møbler www.

Kgs. Lyngby Jernbanepladsen 23 • Farstrupstole.dk Dansk møbelhåndværk i særkla www.farstrupstole.dk Kgs. Lyngby Jernbanepladsen 23

Stolebussen Stolebussen Stolebussen

Kig

hos www.Farstrupstole.dk Kgs. Lyngby Jernbanepladsen 23 København Torvegade 55www.Farstrupstole København Torvegade 55 Vestergaard Møbler Torvegade 55 www.Farstrupstole.dk Kig København ind hos Vestergaard www.Farstrupstole.dk Kig ind hosMøbler Møbl Hvis du ikke kan komme tilVestergaard os, www.Farstrupstole.dk Kgs. Lyngby Jernbanepladsen 23 Kgs. kommer Lyngby vi Jernbanepladsen 23 til Kgs. dig. Lyngby Jernbanepladsen 23 København Torvegade 55 København Torvegade 55 København Torvegade 55 Ringwww. efterFarstrupstole.dk stolebussen

Stolebussen Stolebusse Kig ind www.farstrupstole.dk tlf: 45 87 54 04 www.Farstrupstole.dk Påwww.Farstrupstole.dk

Hvis du ikke kan komme til os, kommer vi til dig.

Fantastisk siddekomfort - Tilpasset sp

Stolebussen Hvis du ikke kan komme Hvis til os, kommer vi til dig.

Ring efter stolebussen - På tlf. 45 87 54 04 Hvis du ikke kan komme til os, kommer vi til dig.

Ring efter stolebussen På tlf: 45 87 54 04 Hvis du ikke kan komme til os, du ikke kan komme til kommer vi til dig. kommer vi til dig.

Hvis du ikke kan komme til os, Fantastisk siddekomfort - Tilpasset specielt ti kommer vikomme til dig. til os, Hvis du ikke kan Ring efter stolebussen Ring efter stolebussen - På tlf. 45 87 54 04 kommer til54 dig.

- På tlf. 45vi87 04 Ring efter stolebussen - På tlf. 45 87 54 04

Ring efter stolebussen - På tlf. 45 87 54 04

Ring efter stolebussen - På tlf. 45 87 54 04

Vestergaard Møbler Vestergaard Møbler

København | Torvegade 55-57 | Tlf: 32 57 28 14 | Tlf:57 Kgs.København Lyngby | Jernbanepladsen 19-25 4528 8714 54 04 | Torvegade 55-57 | | | Tlf. 32 København | Torvegade 55-57 | Tlf: 32 57 28 14 Kgs.Kgs. Lyngby | Jernbanepladsen 19-25 | Tlf. 8704 54 04 | Tlf: | Jernbanepladsen Lyngby 19-25 45 45 87 54 www.farstrupstole.dk

www.farstrupstole.dk www.farstrupstole.dk

V V

V

36 | Julebøger2021 | Dansk litteratur

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. november 2021

I den indre biograf Jørgen Leth har det fineste, en kunstner kan have, nemlig en egen stemme, og den høres overalt i erindringsbogen ”Mine film”

anmeldelse Jeppe Krogsgaard Christensen kultur@k.dk

I ”De fem benspænd” fra 2003 havde Lars von Trier udstukket nogle regler, som Jørgen Leth skulle følge under indspilningerne.

I ”Mine film” har Leth også ladet sig underlægge regler og benspænd. Men denne gang er de hans egne: Han skal skrive en tekst om hver af sine 49 film og må opholde sig ved alt – tilblivelsen, medvirkende, idéen – men må ikke gense filmene.

Tanken er, at der på dén måde kun vil stå det vigtigste eller mest mindeværdige tilbage. En form for sindets renselsesproces. Det er et godt koncept. Enkelt og klart.

Leth skriver sig et stykke inde i bogen kronologisk frem gennem sine film. Efter ”Kinesisk bordtennis” fra 1972 springer han dog til ”66 scener fra Amerika” fra 1982. Han forklarer: ”Det gør jeg, fordi min ryg bliver masseret meget grundigt og præcist på en solid blå træbriks, mens jeg lytter til den franske komponist Erik Saties pianostykker ’Gnosiennes’, som Paola tilfældigt har valgt på computeren. Det er den musik, jeg brugte i filmen ’66 scener fra Amerika’, og den hensætter mig altid i en særlig stemning.”

Derefter følger en side med tanker om musik i filmen og i filmene generelt. At den ikke skal dramatisere eller illustrere, men have sit eget liv, køre i et ”parallelt spor”.

Indimellem sker der noget i de slentren-

de, frit associerende tekster. Som når Leth om ”Livet i Danmark” skriver: ”Danske mænd og kvinder, piger og drenge, klar til at leve deres danske liv.”

Denne cool, diskret følsomme og skæve stemme, som også giver hans film en helt egen karakter. Jeg genså en håndfuld af dem, mens jeg læste bogen. Den blændende ”Jeg er levende”, hvor Leth digter med på Søren Ulrik Thomsens æstetiserede patos. Den fine ”Klaus Rifbjerg”, der portrætterer Rifbjergs

1970’er-liv med tennis, sportsvogn og skrift på el-skrivemaskine med velhaver-sweater over skuldrene. Men også den forbløffende flade og ordinære ”Michael Laudrup – en fodboldspiller”.

I teksten om filmen skriver Leth da også, at det ikke var hans egen idé at lave den, men cykel-kommentatoren og kollegaen Jørn Maders. At han egentlig ikke er interesseret i fodbold. Det mærkes også i hans tanker om spillet. Klicheer og lidt overfladiske antagelser. Og tiden har flyttet sig væk fra Leths analyse om det individuelle over for det kollektive. Han sværger som altid til det mytiske, til helten, eneren, men skriver sådan: ”Det er politisk ukorrekt at dyrke det individuelt geniale på bekostning af det trivielle, det arbejdsmandsagtige.”

Det var det måske engang, men ikke mere.

Se på Lionel Messis status. På Ronaldos. På Lady Gagas. På Murakamis. Enerne dyrkes som aldrig før, og i det ny årtusinde hyldes stjernerne i dén grad frem for vandbærerene.

Et andet sted skriver Leth i opbrudte linjer: ”Jeg er meget opsat på at udfordre/de krænkelsesparate, nu veganerne./De skal klædes af i deres hykleri. De har ikke noget på.”

Det er trættende. Forudsigeligt. Ville få unge til at sige ”OK Boomer”. Og det benspænd, Leth har lagt ud for sig selv, er heller ikke altid befordrende for teksterne. Men jeg er bare glad for Leth. Han har som nævnt sin egen stemme, og det er det fineste, en kunstner kan have.

Og det kan godt være, at ”Mine film” sine steder savner dybde og farve, som der for eksempel er til overflod i hans improviserede, helt igennem vidunderlige ord-flow på pladerne med trioen Vi sidder bare her. Men der er altså passager i bogen, som er umiskendeligt Leth og derfor det hele værd. Som her fra kapitlet om ”Nye scener fra Amerika”: “Jeg kan godt lide at vende tilbage til sætninger, ord, billeder, lyde. Så kan sætningerne stå og dirre. Jeg kan enormt godt lide gentagelse, gensyn.”

Musikaliteten og klarheden og ordvalget.

Man hører det for sit indre øre. Det er Leth.

Og kun Leth. Og nogle gange får han også et virkelig stærkt greb om erindringerne, glimtene og associationerne, og får dem løftet derop, hvor det bliver den helt særlige Leth’ske melange af nøgternhed, sansning og sårbarhed.

J

fire stjerner Jørgen Leth: Mine film. 204 sider. 250 kroner. Gyldendal.

0 ”Det kan godt være, at ’Mine film’ sine steder savner dybde og farve,” skriver anmelder Jeppe Krogsgaard Christensen om Jørgen Leths bog og tilføjer så: ”Men der er altså passager i bogen, som er umiskendeligt Leth og derfor det hele værd.”

– Foto: Leif Tuxen.

Mig og Shakespeare Niels Brunse digter forklarende videre på ”Hamlet” i denne flotte fantasi over 1600-tallet

anmeldelse Bo Hakon Jørgensen kultur@k.dk

Forfatteren Niels Brunse har skrevet en genfortælling af Shakespeares ”Hamlet” set fra personen Horatios perspektiv, der jo som Hamlets allerbedste ven må siges at kende ham godt, den unge kongelige tvivler. Af respekt for den store engelske digter (15641616) har han omdøbt ham til det latiniserede Horatius. På dansk hedder han Hans Voltemand.

Og med ham har han så digtet sig ind i alle tomrummene i Shakespeares stykke og skabt en i bedste forstand ”illustreret klassiker”.

Han glider ind og ud af formuleringer i stykket ”Hamlet” og digter forklarende videre.

Brunse skaber rum om handlingen: Wittenberg og Helsingør bliver stederne, borgrum

på Kronborg med dens bastioner og porte indrettes med en historisk varsomhed, for Brunse ved så meget. Af og til nedsættes tempoet dog lovligt meget af al denne viden, men hovedplottet fra ”Hamlet” bringer os videre.

Romanen er som en slags drejebog til Brunses opfattelse af ”Hamlet” som en sammenfatning af hele det store oversættelsesarbejde, han har gennemført af de 37 skuespil.

Den skjulte undertitel på bogen kunne være ”Mig og Shakespeare” som et rimeligt udsagn efter et sådan langvarigt oversættelsesarbejde. Han har for nylig udgivet bogen ”At oversætte Shakespeare”, som er en fagbog, men nu har han altså sluppet sin meddigtende fantasi løs.

I Brunses egentlige oversættelse af

”Hamlet” findes denne refleksion af Hamlet over forholdet til Laertes: ”For i min egen sag ser jeg et billed/ på hans (…)”. Disse sammenstillinger og ligheder er selve stykkets dramatiske kerne og sikkert grunden til, at det er blevet så klassisk: de to fædre, der er blevet myrdet, stykket selv og dets gentagelse i skuespillertruppens opførelse, spøgelsets gentagelse af den gamle konge og så videre.

Identifikationen som en anet gentagelse, som er al kunstoplevelses kerne: Værket ligner noget i mit eget liv. Så det er vel i orden, at Brunse også ser sin egen gentagelse i en af stykkets personer, nemlig Horatio som Horatius.

Brunse skal nu, som Horatio i stykket får opgaven af den døende Hamlet, skrive historien om ham. Og det gør han ved stort set at følge Shakespeares plot undtagen på et punkt: Han lader Ofelia blive gravid med fortælleren Horatius, og denne graviditet bliver årsagen til hendes selvmord. Hamlet gøres desuden påfaldende uinteresseret i kvinder.

Begge disse tiltag er måske en moderne tids forståelse, som slår ind i det historiske? Sent i bogen afdækkes dette radikale brud i Ofelias skæbne i Horatius’ samtale med den gamle kvinde, der har taget sig af Ofelia: ”’Det er om frøken Ofelia’, sagde Tiburtina og så på mig med et blik, jeg ikke kunne tyde.

Tiden begyndte at gå i stå./ ’Da hun døde så ulykkeligt,’ fortsatte Tiburtina efter noget, der virkede som en meget lang pause, ’da var hun med barn. Og I ved nok selv, med hvem.’”

Men ud over den skønne historiske fortælling over ”Hamlet”s plot med Horatius’

1600-tals horisont er det vanskeligt at afgøre, hvorfor Brunse vil give os denne fortælling?

Horatius skal i sit liv efter Hamlets død have lært at være ”beredt” som sin store tragiske ven. Men beredt til hvad? Til at modtage skæbnen, hvad den så end måtte være. Horatius er syg, da bemærkningen falder til slut, så det kan være døden, han er beredt til? Eller måske den verden af mord, korruption, undertrykte sandheder og rænker, som historien har blotlagt?

Det er altså ikke en særlig fortolkning af ”Hamlet” vi får, men Brunses flotte historiske fantasi over 1600-tallets verden – og det er J også alt nok!

5 stjerner Niels Brunse: Horatius. 320 sider. 225 kroner.

Gyldendal.

HISTORIA

FORLAG • KOMMUNIKATION • GRAFISK DESIGN

Din professionelle partner fra idé til udgivelse 1.

En meget meget kvalificeret kvalificeret og og læseværdig læseværdig fremstilling fremstilling om om en en ubehagelig, ubehagelig, krikriEn tisk periode periode ii vores vores økonomiske økonomiske og og politiske politiske historie, historie, som som jeg jeg oplevede oplevede tisk som meget meget belastende. belastende. som

I et snævert samspil med daværende departementschef Anders Eldrup havde finansdirektør Jørgen Rosted som ideudvikler og kuglestøber sammen med sine medarbejdere i “maskinrummet” en stor del af æren for, at jeg som finansminister ved valget i 1990 kunne reklamere med sloganet ”Stærk økonomi”. Fundamentet var støbt, og vi fik en stærk økonomi i 1990’erne, fordi efterfølgende regeringer videreførte den linje, der var skabt i “maskinrummet”.

Henning Dyremose, finansminister 1989-1993 Jørgen Rosted har haft en uhyre central rolle som rådgiver for skiftende regeringer i tilrettelæggelsen af en politik, der har gjort dansk økonomi til en af verdens mest solide. I denne bog giver han en fremragende gennemgang af udviklingen fra 1970’erne til 1990’erne, set fra “maskinrummet”. Der er både ny indsigt om fortiden og vigtige råd til fremtiden: Økonomiske modeller skal bruges med varsomhed og i en proces, hvor der hele tiden korrigeres for fejl, og hvor især klimaindsatsen integreres langt bedre i regnemaskinerne.

ISBN Mogens ISBN 978-87-94061-25-4 978-87-94061-25-4 Mogens Lykketoft, Lykketoft, finansminister finansminister 1993-2001 1993-2001

DEN ØKONOMISKE GENOPRETNING 1976-93 1976-93

Knud Heinesen, Heinesen, finansminister finansminister 1975-79 1975-79 og og 1981-82 1981-82 Knud

JØRGEN ROSTED

152 × 216 SPINE: 25 FLAPS: 0

JØRGEN ROSTED

DEN ØKONOMISKE GENOPRETNING 1976-93

SET FRA MASKINRUMMET

9 788794 061254 9 788794 061254 www.historia.dk www.historia.dk

Carl Stampe Jochimsen Hvad gulduret gemte 207 sider, ill. hæftet PRIS: 249,95 kr.

Preben Kirkegaard Hansen Det glemte Vesterbro 230 sider, ill. hæftet PRIS: 249,95 kr.

Lisbeth Høgh De satte os fri I-II 920 sider, hæftet PRIS: 399 kr.

58645 Den økonomiske genopretning_OVERTRAEK.indd 1

John Rendboe Jens P. Koch 224 sider, ill. hæftet PRIS: 249,95 kr.

B O D I L

HISTORIA HISTORIA

01-10-2021 09:44:51

Jørgen Rosted Den økonomiske genopretning 1976-93 268 sider, hardback PRIS: 299,95 kr.

H E I S T E R

JEG TÆLLER TIMERNE Den sande historie om modstandsmanden, der sad indespærret i Shellhuset under bombningen i 1945

HISTORIA

Franz Edelgart Sol stå stille i Gideon 226 sider, ill. hardback PRIS: 299,95 kr.

Ulla Houmann Jørgen Wenndorf Jørgensen Da jeg klædte Matador på Swing 120 sider, ill. hæftet 446 sider, ill. hæftet PRIS: 199,95 kr.

PRIS: 269,95 kr.

Bodil Heister Jeg tæller timerne 180 sider, ill. hæftet PRIS: 249,95 kr.

Inge Schützsack Holm Forkert 200 sider, ill. hæftet PRIS: 269,95 kr.

Susanne Højsting Den skæve jul 138 sider, ill. hæftet PRIS: 249,95 kr.

Lena Jo Hursh Edderkoppen, der så gerne ville have et kram 40 sider, ill. hardback PRIS: 149,95 kr.

Jonathan Richter

Ramt af lynet

HISTORIA

Niels Johansen Hjerter taler samme sprog 180 sider, hæftet PRIS: 249,95 kr.

FREETOWN

Jonathan Richter Ramt af lynet 258 sider, ill. hæftet PRIS: 249,95 kr.

Ole Ras Ude på eventyr 551 sider, ill. hæftet PRIS: 279,95 kr.

Læs om, hvordan du kan udgive din egen bog på:

www.historia.dk

HISTORIA • Vestergade 39, 3. sal • 5000 Odense C • Telefon: 27144065 • e-mail: forlaget@historia.dk

38 | Julebøger2021 | Dansk litteratur

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. november 2021

Går vi ind i fremtiden med stadig større fart? tidens tegn Nils Gunder Hansen kultur@k.dk

Klummen ”Tidens tegn” skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten.

Det er, som om tiden går hurtigere, jo ældre man bliver, og nu er der kommet en mulig videnskabelig forklaring på det NÅR MAN BLIVER ÆLDRE, føles det, som om tiden går hurtigere og hurtigere. Fra 50 år til 60 år, o.k., det tog så ikke lang tid, og før man har sundet sig, er man blevet 65 år. Omvendt føltes tiden meget langsom og fyldig, dengang man var ung. Når jeg ser tilbage, kan det virke ubegribeligt, at der kun var totre år mellem bestemte begivenheder i min ungdom. Det virker, som om der var æoner imellem. Derfor må coronanedlukningen på et vist eksistentielt plan have været langt hårdere for de unge. De er simpelthen gået glip af meget mere tid, meget mere liv. Tænk, hvis ens egen gymnasietid havde været så præget af en pandemi. Det formår man næsten ikke at forestille sig.

Jeg tror, mange kan bevidne dette med, at tiden går hurtigere. Men er det bare en psykologisk illusion? Er det noget med, at jo ældre man bliver, jo mere tager vanerne over, og jo mere har man oplevet alting før? Friskheden og fylden forsvinder. Som ung er man hovedperson i sit eget liv og opdagelsesrejsende i tilværelsens mysterium. Hvad skal det hele dog blive til? Men fra et vist tidspunkt overgiver man sig til det almene, som Kierkegaard ville sige; man får fast arbejde, bolig, ægtefælle, børn, tyngdepunktet kommer til at ligge uden for én selv, det hele bliver mere til lykkelig gentagelse (hvis man er heldig) end til storladen epik, og den form for tid strækker sig simpelthen ikke på samme måde.

2 Der er tilsyneladende nu en videnskabelig forklaring på, hvorfor det, når man bliver ældre, føles, som om tiden går hurtigere og hurtigere. Ældre opfatter ganske enkelt verden i færre billeder pr. sekund end yngre mennesker. Det forklarer i øvrigt også, hvorfor en flue som regel, når at flytte sig, før vi kan nå at klaske den. – Foto: Gerth Hansen/Biofoto/Ritzau Scanpix.

DET KAN OGSÅ VÆRE, man kan droppe alle disse spekulationer. Måske er der nu kommet en videnskabelig forklaring på fænomenet. Den blev refereret af videnskabsjournalist Lars Henrik Aagaard i en artikel i Berlingske den 11. september i år.

Og den går i korthed ud på, at det med alderen tager længere og længere tid at bearbejde signalerne fra vores sanser. Fordi kompleksiteten af hjernecellenetværket øges, skal signalerne rejse over større afstande. Samtidig forårsager aldringen en masse små skader på cellerne, der kan bremse for strømmen af signaler. Mentale trafikpropper.

Det betyder, at ældre opfatter verden i færre billeder pr. sekund end yngre. Der er færre sanseindtryk og billedglimt at bearbejde og bevare. Aagaard oversætter det til, at unge opfatter virkeligheden i slowmotion, fordi de skal bearbejde flere billeder pr. sekund, mens vi gamle uforvarende hele tiden trykker på knappen for hurtig fremspoling. Han sammenligner også med forholdet mel-

lem mennesker og fluer. Som bekendt når fluen ofte at flytte sig, før vi kan nå at klaske den. Det er, fordi fluerne ser omkring 250 billedglimt i sekundet, hvor vi mennesker kun ser 60. De synes derfor, at hånden bevæger sig ned mod dem i slowmotion, og så er det jo ingen sag at nå at flyve væk.

JEG VED IKKE, om det er trøsterigt at få det at vide, men en forklaring er det da.

Nogle gange kan jeg få lidt dårlig samvittighed, når jeg tænker for meget over forløb og scener fra min ungdom eller bruger dem som afsæt for at skrive små historier. Drop nu den overdrevne nostalgi og usunde optagethed af det forgangne. Lev dog i nuet, din pjalt. Men hvis ungdommen i virkeligheden udgør halvdelen af vores oplevede livstid, og hvis den var en helaftensfilm i en biograf med fantastisk farvesætning og surroundsound, hvor vi i dag sidder og spoler adspredt fremad på fjernbetjeningen til den lille skærm – så er det måske alligevel ikke så underligt.

I mit arbejde på universitetet har jeg de senere år ofte undervist de helt nye studerende – dem, der går på første år.

Det kan så ske, at jeg møder dem et par år efter på gangene og hilser på dem. Vi kender vel hinanden nu. Jeg har jo lige undervist dem. Men nogle gange kan jeg føle, at de ser på mig med et lidt fjernt blik. Det er mildt og venligt, de kan godt huske mig, men det er også, som om de tænker: ”Det er jo Nils, som vi havde på første år; det er godt nok længe siden, herregud dog, jeg var en helt anden dengang, og hvad jeg dog ikke gik og tænkte om faget, de andre, mig selv og det hele.”

Det kan selvfølgelig være noget, jeg bilder mig ind. Men det kan også være, fordi de oplever virkeligheden i slowmotion. Det er æoner siden, de gik på første årgang, de smukke unge mennesker, mens jeg falder hurtigere og hurtigere ned i fremtidens skakt.

J

Dannelse og folkelighed eftertanken Per Øhrgaard kultur@k.dk

Klummen ”eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklands-ekspert Per Øhrgaard.

Da Grundtvig i sin tid gjorde op med ”den sorte skole”, vidste han, hvad han talte om, for han havde selv været igennem den Han gjorde op med det, han opfattede som død viden, og med et dannelsesbegreb, som havde mere travlt med at udelukke nogen end med at brede sig til alle. Men han havde hele sin dannelse med sig og forkastede den ikke. Han brugte den.

Dannelsestanken kom fra det tyske og blev i særlig grad udviklet omkring 1800 af folk som Goethe, Schiller og Wilhelm von Humboldt – uden at de i øvrigt slog om sig med selve ordet.

Dannelsen var et frihedsideal: den myndige borger. Dannelse krævede nok en vis viden, men først og fremmest omtanke, skønsomhed, medmenneskelighed, med andre ord aktiv viden. Dannelse var og er et socialt ideal. Man kan ikke være dannet for sig selv, som Villy Sørensen bemærkede.

Men som det går med de fleste gode tanker, blev også dannelsestanken slidt

ned og blev til borgerskabets beskyttelse mod de nye klasser, i datidens Danmark først og fremmest bønderne. Derfor mente Grundtvig og andre, at bønderne skulle oplyses bedre. Det var ikke nok, at de udgjorde flertallet. Nu skulle de have del i statens styre, men så skulle de også leve op til den indflydelse, de fik. De skulle ikke bare komme med alt det, der var dem, de skulle selv blive nogle andre!

Grundtvig var bekymret i forbindelse med Grundloven af 1849: Når bønderne nu fik noget at sige, måtte man håbe, at de ikke i forståelig harme hævnede sig på de privilegerede, men tog imod gode råd fra deres mere dannede venner. Og en politisk gruppe kaldte sig da også bondevennerne.

GRUNDTVIGS MODBEGREB til alt det, han ikke kunne lide, blev som bekendt folkeligheden.

Religion og kundskab måtte forankres i folket, hvis de skulle være noget værd, og hvis folket skulle føle sig forpligtet af dem. For det var den anden side af sagen.

Folkelighed var for Grundtvig ikke noget, der bare sådan var der, men noget, der skulle udvikles. Blev folkeligheden til en sovepude – i dag kalder vi det

Folkelighed var for Grundtvig ikke noget, der bare sådan var der, men noget, der skulle udvikles.

en ”værdi” – kunne han skrive et digt, som i sin første linje gjorde grin med bekvemmeligheden: ”Folkeligt skal alt nu være.”

Ret beset var Grundtvigs folkelighedsbegreb en videreudvikling af dannelsen, ikke dens modsætning. Dannelse forstået som evnen til at se ud over sin egen næsetip, til at se sig selv som del af en helhed – men også til at gøre sig umage med at blive i stand til selv at bidrage til helheden.

Kort sagt: Folkelighed var en proces, en opgave, ikke en gave. Den skulle skabes, den var ikke givet på forhånd.

GÆRDET VAR HELLER IKKE LAVT. Der foresvævede Grundtvig et folkeligt aka-

demi i Sorø, og han ville tilbyde ungdommen folkehøjskoler, ikke bare skoler. Ordet akademi har rødder i oldtidens Grækenland; det var det sted, filosofferne diskuterede. Ordet højskole kommer fra tysk, hvor det den dag i dag er en fællesbetegnelse for universiteter.

Dannelsesbegrebet blev som sagt slidt. Folkelighedsbegrebet er også blevet slidt.

Mange har misforstået det som en opfordring til antiintellektualisme, til opgør med den såkaldte elite, med ”eksperter og smagsdommere”. De overser eller vil ikke vide af, at Grundtvig ville skabe en ny elite, som skulle være for hele folket.

I dag bruges ordet folkelighed som laveste fællesnævner.

Jo plattere og jo mere åndsforladt noget er, desto oftere kaldes det folkeligt.

Den forlorne folkelighed dyrkes af mange medier, som tror, at ”public service” betyder at servere åndeligt fast food, og at mange politikere, som lefler for deres vælgeres formodede fordomme i stedet for at tale til deres bedre jeg.

Grundtvig ville korse sig. Kom han igen, ville han rense templet – eller i hvert fald forsøge på det. Han troede mere på os, end vi selv gør.

J

Ønsk dig en fælles oplevelse

40 | Julebøger2021 | Dansk litteratur

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. november 2021

Sovjetkommunismens danske håndlanger Storartet biografi kortlægger dansk kommunists omfattende ­spionagevirksomhed

anmeldelse Kristian Østergaard kultur@k.dk

Omkring 1970 får Danmarks Radio et tilbud fra en vis Georg Laursen, der er bosiddende i Sovjetunionen. Han er dansker og ingen ung mand længere, og nu vil han gerne indvie offentligheden i en række af de dramatiske begivenheder, han har været med i. Herunder grundlæggelsen af Danmarks Kommunistiske Parti i 1919 og årtiers arbejde for sovjetkommunismen. Men DR kendte ikke sin besøgstid, og historikerne Julie Birkedal Riisbro og Niels Erik Rosenfeldt råder derfor bod på den forseelse i ”Agent for Lenin og Stalin”, som trækker på materiale fra arkiver verden over.

Bogens hovedperson var dekorationsmaler, men det var ikke som maler, Georg Laursen kom til at sætte sig spor i verdenshistorien.

Laursen var førstehåndsvidne til og aktør i sovjetkommunismens ekspansion i det 20. århundrede, og selvom han ikke er nær så kendt som de kommunistiske spidser Aksel Larsen og Arne Munch-Petersen, blev hans betydning for den verdenskommunistiske bevægelse langt større.

Georg Laursen blev født samme år som Adolf Hitler i 1889. Som Hitler var også Laursen optændt af en trang efter den totale forandring via det resolutte øksehug. I alle døgnets vågne timer var Laursen optaget af at politisere kommunismen ind i alle betydende organer og sammenhænge, og som omrejsende håndværker bliver han i alder af blot 20 år medlem

6 stjerner

4 Danske Georg Laursen var i Zürich tæt allieret med den tidligere sovjetleder Vladimir Lenin, som han tillige en overgang var hemmelig kurer for. Fotografiet stammer fra en pro-kommunistisk demonstration i Stavropol i det sydlige Rusland i 2010.

– Foto: Eduard Kornijenko/ Reuters/Ritzau Scanpix.

af ledelsen af malernes fagforening i Stuttgart.

Til trods for sin lavstammede statur bliver Laursen bemærket overalt, hvor han kommer frem. Han organiserer strejker, iscenesætter konfrontationer med myndighederne og opfordrer til bataljer med arbejdsgiverne. I Zürich bliver han en tæt allieret med Vladimir Lenin, som han tillige er hemmelig kurer for.

Laursen vender dog tilbage til Danmark for på Moskvas diktat at indtage posten som partiformand for DKP. Det bliver imidlertid en kort parentes i hans liv. Laursen var dygtig som organisator og indpisker bag linjerne. Ikke foran dem.

I 1926 bliver Laursen anholdt for højforræderi i Tyskland, og der indledes en retsproces mod ham, men takket være en fangeudveksling med Sovjet slipper han fri. Sammen med sin kone, Elfriede, sætter han i 1927 fødderne på russisk jord. Russerne hilser ham velkommen og bevidner ham deres respekt. Laursen vurderes som en topkvalificeret agent, der nu

Julie Birkedal Riisbro & Niels Erik Rosenfeldt: Agent for Lenin og Stalin – en dansk malers utrolige liv. 348 sider. 300 kroner. Kristeligt Dagblads Forlag.

skal rapportere fra Kina til den militære efterretningstjeneste. Laursen tager ufortøvet opgaven på sig, selvom den er langt, langt farligere end spionagevirksomheden i Tyskland.

Samtidig bryder danskeren med sin familie: ”For ham har partirelationer nu ubetinget førsteprioritet over slægtsbånd. Det er i ét og alt sagen, det gælder.”

Laursen besidder den ubegrænsede smi-

dighed, der er i stand til at bortforklare Stalins folkemord i Sovjetunionen og finde argumenter for en hvilken som helst diktatorisk forholdsregel af marxistisk tilsnit.

Og Laursen bliver belønnet med et æresdiplom ved sin hjemkomst og hører nu til blandt eliten. Alt ser lyst ud, indtil Stalin iværksætter sine store udrensninger op igennem 1930’erne, hvor hundredtusinder af mennesker bliver malet til støv i sovjetkommunismens dødskværn. En angiver planter nemlig oplysninger om, at Laursen i virkeligheden begår højfor-

ræderi. Han klarer dog frisag, men efter Anden Verdenskrig indledes en række nye udrensninger, og Laursen bliver ekskluderet fra det kommunistiske parti og for en kort tid forvist til Kasakhstan. Oplevelsen ryster Laursen personligt, men ikke hans tro på den kommunistiske sag. Som forfatterne konkluderer: ”Bliver han bedt om at vælge mellem individet, endda i skikkelse af en god ven, på den ene side og partiet og bag dette Sovjetunionen på den anden, vil han til enhver tid stå vagt om DKP og Moskva.”

Man må for så vidt beundre Georg Laursens ukuelighed. Han havde en robusthed, eller han havde egenskaber, der gjorde, at han kunne overleve både livsfarlige spionageekspeditioner og skånselsløse udrensninger. Men som Riisbro og Rosenfeldt understreger, så var han samtidig skrupelløs, når det gjaldt om at slikke diktaturets støvler og indlade sig med den ideologiske djævelskab. Frem til sin død i 1977 arbejdede Laursen utrætteligt på at forme verden i totalitarismens billede ved at fortrænge sandheden og dyrke propagandaen. At forfatterne udstiller denne kynisme så klart og uforbeholdent hører ligeledes til denne velskrevne og velkomponerede biografis mange kvaliteter.

J Dette er historieskrivning i topklasse.

Var Muhammed og hans krigere kristne?

Fejende flot bog om islams tidlige historie rummer en kontroversiel og problematisk hovedtese

anmeldelse Kristian Østergaard kultur@k.dk

Pensioneret lektor i historie og geografi Jørgen Junker Grimstrup har skrevet en bog om islams historie med righoldige illustrationer og flot opsætning. Via forlagets hjemmeside kan man sågar finde ekstramateriale til bogen. Grimstrup har nemlig lavet en række spørgsmål til bogen, der gør, at den kan bruges i gymnasieundervisningen for eksempel.

Dermed henvender bogen sig både til undervisere, elever og til den alment interesserede læser, der gerne vil orientere sig i tidlig islam.

Grimstrup er fortrolig med nyere islamforskning, ligesom han selv har konsulteret en række af de ældre historiske kilder, som er grundlaget for selve islamforskningen. Anledningen til at skrive bogen har ifølge forfatteren været, at der på dansk ikke findes lærebøger om arabernes erobringer år 630-750.

Man skal her lægge mærke til, at Grimstrup taler om arabere og ikke muslimer. Forfatteren mener nemlig ikke, at islam var etableret

som religion i år 632 – det år, hvor profeten Muhammed afgik ved døden. Forinden – det var i år 627 – foranstaltede fredens profet massemordet på over 600 bagbundne jøder, hvis koner og børn endte som slaver. Grimstrup nævner henrettelserne, men han mener faktisk ikke, at bødlerne var muslimer endnu. Grimstrup skriver: ”Før 685 levede arabere og erobrerede adskilt. Araberne anlagde garnisonsbyer i erobrede lande, men de troende og de erobrede kom i almindelighed godt ud af det med hinanden. De troende bekæmpede ikke kristne, da de anså kristne som en del af deres kreds.”

Og senere i bogen hedder det: ”Før 685 behandlede araberne kristne og jøder overvejende godt, da de troende stort set anså jøder og kristne for en del af deres kreds.”

Men er påstanden rigtig? Kaliffen (lederen af det islamiske samfund) Umar Ibn al-Khattab sendte i 636 et ultimatum til den persiske konge, som fik besked på at dyrke Allah, hvis han ville undgå krig og ødelæggelse, og den senere kalif Muawiya sendte i 651 ifølge biskop Sebeos et tilsvarende brev til den kristne kejser i Byzans med besked om, at såfremt han ikke fornægtede Kristus, ville det udløse krig. Begge disse kilder er fra 600-tallet, og her lyder det ikke just, som om islam er en senere opfindelse.

Endnu mere betænkelig bliver man under læsningen af følgende: ”Der skete et afgørende religiøst skifte i Spanien i 800-tallet, idet arabisk kristendom blev til islam. Den samme glidende bevægelse skete i Mellemøsten. Mens mohamad i 600-tallet betød ’den lovpriste’, dvs. Jesus, blev mohamad i 800-tallet til personen Muhammed.”

Man gnider sig vantro i øjnene. Mener Grimstrup, at Muhammed og hans trosfæller oprindelig var kristne og først blev muslimer i 800-tallet? Det er ikke helt til at vide. Forfatteren finder synspunktet udtrykt hos en vis Norbert G. Pressburg, der på eget forlag har udgivet et værk om islam. Her savner man en kritisk stillingtagen til tesen om et så dramatisk religionsskifte blandt araberne. Men man må lade Grimstrup, at han ikke er bange for at lancere alternative udlægninger, som han kalder det. Om arabernes erobring af Spanien i 711 hævder han videre med henvisning til ”Krøniken fra 754”, at man ikke har indtryk af, at ”erobrerne var muslimer eller i det hele taget havde en anden religion end befolkningen i Spanien”. Sjovt nok kan man via forlagets hjemmeside finde flere kildehenvisninger, der tegner et helt andet og grusomt billede af arabernes erobring af Spanien. Historikeren al-Maqqari skriver med udgangspunkt i ældre arabiske kilder, at erobrerne ”hærgede alle kirkerne på deres vej og ødelagde alle deres kirkeklokker”. Hvorfor

skulle araberne gøre det, hvis de i virkeligheden selv var en slags kristne?

Grimstrup er på ingen måde islamofil,

han er først og fremmest en nysgerrig og uortodoks akademiker. Og det er bestemt en kvalitet, men det er problematisk, at han undervejs ikke tydeligere varedeklarerer, hvor opsigtsvækkende og kontroversielle nogle af hans vinklinger rent faktisk er. Der er heller ikke noget forgjort i, at Grimstrup er kritisk i forhold til den etablerende forskning, men læseren bør orienteres helt tydeligt derom i en lærebog, som kan anvendes på ungdomsuddannelserne. Det sker ikke i tilstrækkeligt omfang i denne bog, der ellers vidner om et stort formidlingstalent, stor flid og stor indJ sigt i emnet.

4 stjerner Jørgen Junker Grimstrup: De arabiske erobringer 630-750 og islams tilblivelse.

248 sider. 269 kroner.

Frydenlund.

JULEGAVETID Glæd din veninde, far, søster eller mand med årets julegave! Her er den oplagte idé til alle, der ønsker at vide mere om et af deres yndlingsområder. Trap Danmark præsenterer danske kommuners natur og landskab, historie, byer, kultur, samfunds- og erhvervsliv som en enestående samling af viden. Bøgerne er skrevet af fagfolk og illustreret med historiske billeder og nye fotos. Vælg mellem flotte, indbundne bøger med lærredsryg ...

449,95

449,95

399,95

449,95

LÆG DANMARK UNDER JULETRÆET ... eller køb bogen i blødt omslag, der dækker én kommune.

Den indeholder et tag-ud-kort i målforholdet 1:75.000.

Lige til at tage med på opdagelse.

249,95

279,95

219,95

279,95

249,95

249,95

199,95

199,95

199,95

Se alle titlerne på trap.dk – og køb bøgerne hos din boghandler.

Priserne er forlagets vejledende pris.

NATUR – LANDSKAB – HISTORIE – BYER – KULTUR – SAMFUND – ERHVERV

trap.dk

42 | Julebøger2021 | Dansk litteratur

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. november 2021

Mellem Julius Bomholts privatarkiv og den store samfundshistorie Jørn Henrik Petersen har skrevet en grundig, men også lidt nærsynet biografi om grundlæggeren af Kulturministeriet, der ikke formår at hæve blikket og skue lidt videre

2 Den socialdemokratiske politiker Julius Bomholts drøm om et kulturministerium blev virkeliggjort med ham selv som minister i 1961. Her er han fotograferet i hjemmet året inden. – Foto: Vagn Hansen/Ritzau Scanpix.

Jes Fabricius Møller kultur@k.dk

Da Socialdemokratiet blev stiftet for 150 år siden, var det fra begyndelsen med bevidstheden om, at madstræb alene ikke kunne gøre det. Konkurrenterne i det jævngamle parti Venstre var forankret i en stærk kultur, der havde folkehøjskolerne som bastioner, og de konservative Højre sad på de etablerede kulturinstitutioner i byerne. Derfor opbyggede også Socialdemokratiet en tradition for oplysning og kultur, som man kan se bevidnet for eksempel i Arbejdernes Forenings- og Forsamlingsbygning i Rømersgade i København, hvis festsal nyligt er blevet restaureret. I kraft af dette kulturelle beredskab lod arbejderbevægelsens tillidsmænd sig ikke tale ned til af borger- eller bondekulturens repræsentanter. De havde hjemme selv.

Således også Julius Bomholt (18961969).

Han voksede op uden for Silkeborg. Selv skiltede han gerne med, at han var rundet af almuen, men den rod skal man tilbage til bedsteforældrenes generation for at finde.

Faderen var funktionær på en papirfabrik og dertil politisk aktiv, så familien tilhørte bestemt ikke samfundets bund.

Den opvakte dreng fik mulighed for at uddanne sig efter sit eget hoved. Han blev student og valgte det teologiske studium, ikke ud fra religiøs tilbøjelighed, men fordi det tilfredsstillede hans videbegær. Han blev højskolelærer og i en ung alder forstander for arbejderhøjskolen i Esbjerg. I 1929 blev han valgt til Folketinget for Socialdemokratiet. Han tilbragte flere år i Folketingets grebning, som man sagde, hvor folketingsgruppens stemmekvæg blev placeret.

I de første år var hans politiske karriere en skuffelse, fordi han hverken fik ministerposter eller ordførerskaber, der svarede til hans ambitioner, selvforståelse eller interesser. Kultur- og undervisningspolitik blev Bomholts varemærke, men hvilken kultur skulle fremmes? I Socialdemokratiet sloges man om, hvad kultur var. En fløj mente, at det handlede om at udjævne den eksisterende elitære, borgerlige kultur til alle. En anden fløj ønskede at fremme en særskilt arbejderkultur. For Bomholt og Socialdemokratiet blev det i 1930’erne i realiteten en tredje vej, nemlig en national, folkelig kultur, der blev målsætningen. Det hang sammen med Socialdemokratiets erkendelse af, at det aldrig ville kunne opnå absolut flertal, og at der derfor var

Gjorde Bomholt og hans statsminister, Kampmann, i virkeligheden kulturen en bjørnetjeneste med oprettelsen af Kulturministeriet for 60 år siden? brug for en bred folkelig alliance med ikke mindst Venstre.

Bomholt selv nedfældede sine tanker om folket og nationen i en formaning til den eneste overlevende søn, som han og hans hustru, Anna Marie, kaldet Ne, i 1939 blev forældre til: ”Lad Landets og Folkets Frihed være din Ære. Bliv en Mand, der er rodfæstet i dit Folk.

Gaa i Døden for Folket, om det kræves.”

Det er noget af en fordring, må man sige.

Kulturel overbygning

Da Bomholts drøm om et kulturministerium blev virkeliggjort med ham selv som minister i 1961, var

det imidlertid hverken arbejderkulturen eller den folkelige kultur, der blev bærende for ministeriet. Det blev bestykket med en række af de traditionelle borgerlige institutioner – Det Kongelige Teater, Statens Museum for Kunst med videre. Det blev i praksis udjævningen af finkulturen til det arbejdende folk, der blev Kulturministeriets opgave.

For de socialdemokratiske kulturpolitikere handlede det om at skabe en kulturel overbygning til velfærdsstatens opfyldelse af de mere timelige behov.

I sin disputats ”Meningen med velfærdsstaten” har litteraturprofessor Lasse Horne Kjældgaard vist, hvordan den socialdemokratiske drøm om kulturpolitikkens forening med velfærdsstaten blev en fiasko.

Filmskabere og litterater viste sig at være meget kritiske over for velfærdsstaten, og den kunst, som det nye Kulturministerium sponsorerede gennem Statens Kunstfond, mødte udbredt folkelig modstand.

De socialdemokratiske kulturpolitikere, der havde hyldet princippet om en folkelig kultur, vågnede op en morgen og opdagede, at de var blevet arrogante åndsaristokrater.

Bomholt selv sagde – som tidlige-

re formand for Radiorådets Programudvalg – om piratsenderen Radio Mercur, at den var ”en popradio beregnet for mennesker med intelligenskvotient væsentlig under 100”. Radio Mercur blev lukket ved lov i 1962, men Statsradiofonien måtte bøje sig og åbnede selv kort tid efter P3. Det var ikke Bomholts kop te.

Fordi bogen markerer Kulturministeriets 60- årsjubilæum, er det naturligt, at kulturministeren har skrevet forordet. Det blev en af Joy Mogensens (S) sidste embedshandlinger at gøre det, og det er på mange måder et indholdsrigt og interessant forord, der taler for kulturens betydning for samfundslivet. At Mogensen siden har måttet trække sig som kulturminister, vidner om, at de værdier, som hun – og Bomholt – står – og stod – for, til syvende og sidst ikke har vundet fodfæste.

Udisciplineret redigering

Det efterlader bogens læsere med et spørgsmål. Gjorde Bomholt og hans statsminister, Kampmann, i virkeligheden kulturen en bjørnetjeneste med oprettelsen af Kulturministeriet for 60 år siden? Tanken var, at kulturen ville nyde fremme,

hvis den fik sit eget ministerium.

Selv var Bomholt som socialdemokratisk veteran en relativt stærk minister, men stadig var hans ministerium i realiteten en afskalning af Undervisningsministeriet, som Bomholt selv tidligere havde haft ansvaret for, så målt i volumen og budget kan man også betragte kulturministerposten som en degradering. Og i stedet for at fremme kulturen har denne nyordning i praksis sørget for, at kulturen permanent står isoleret i bunden af regeringshierarkiet.

Hele seks fonde, tre kommuner, to fagforeninger, en bank, et parti og en vælgerforening har bidraget til bogens udgivelse, og de har da også fået en righoldig og flot bog for pengene. Men projektet ville måske have været bedre tjent med at være knap så generøst finansieret, for det kunne have tvunget forfatteren til at økonomisere mere med pladsen. Petersen har tydeligvis levet sig ind i Bomholts skæbne, hans liv og værk, men har ikke haft held med at omsætte sin indsigt i en form, der tager læseren ved hånden. Stoffet fordeler sig noget udisciplineret over de 615 sider.

Stramt fortalt og redigeret ville historien snildt kunne afvikles på væsentlig færre sider. Der er umotiverede spring i tid og unødvendige gentagelser, og så mangler der noget så fundamentalt som en litteraturliste. Hele teksten er holdt i grammatisk nutid, og det forstyrrer kronologien.

Når denne anmelder lyder lidt skuffet, skyldes det, at forventningerne til Jørn Henrik Petersen må være ret høje. Han er ankermanden bag det bindstærke værk ”Dansk Velfærdshistorie” og er kendt for fagligt at favne vidt. Derfor er han den måske bedst skikkede til intellektuelt at forfølge den forening af kultur og velfærd, som var Kampmanns og Bomholts ambition. Men Petersen binder sig for stærkt til, hvad han har fundet i Bomholts omfattende privatarkiv, så det ender med en grundig, men altså også lidt nærsynet biografi, der ikke helt formår at hæve blikket og skue lidt J videre.

4 stjerner Jørn Henrik Petersen: Julius Bomholt. Fra idé til handling. 616 sider. 400 kroner Gads Forlag.

★★★★★★

★★★★★★

”Alle bør kende Lisa Aisato.”

Jyllands-Posten

” … en sammenhængende, smuk billedfortælling, som hylder livets forskellige faser …”

Kristeligt Dagblad

”Åh. Bare åh. Må den komme hjem og stå i alle hjem til højtlæsning, kigning og generel glæde.

Fra 0-147,5 år. Til børnefødselsdage, studentergilder og bare fordi-gave til din far.”

Bibliotekat

”Jeg kan ikke anbefale denne bog varmt nok.”

Litteratursiden.dk

Trykt i

18.000

eksemplarer

”Bogen er den oplagte gave til alle.”

Bogblogger.dk

En visuel rejse gennem livet fortalt med varme, indlevelse og fabelagtige illustrationer.

Lisa Aisato: ”Livet – illustreret”, kr. 299,95.

Køb den der, hvor du plejer at købe bøger eller på straarupogco.dk

44 | Julebøger2021 | Dansk litteratur

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. november 2021

Gud og Chanel Ingrid Nymo debuterer med overbevisende roman

anmeldelse Martin Rohr Gregersen kultur@k.dk

”Kloster”, Ingrid Nymos stilfærdigt påtrængende debutroman, er egentlig en ret traditionel dannelsesroman, der tager læseren med den unge kvinde Linea, romanens jegfortæller, på en både konkret og eksistentiel rejse fra barndomslandet Thy til et kloster i Rumænien i månederne efter faderens pludselige sygdom og død.

Her forsøger hun midt i sorgen over tabet at komme overens med verden og sig selv og ikke mindst finde et meningsfuldt punkt, hun kan rette sin opmærksomhed imod.

Gengivet på den måde fremstår romanen måske lidt for banal og ordinær. Når romanen slet ikke virker sådan under læsningen, så skyldes det ikke mindst, at Nymo skriver med en nærmest overlegen sproglig præcision og befriende, legende lethed, der viser sig i hendes evne til at fremkalde og fremstille omgivelserne og det menneskelige følelsesliv med uventede og tankeprovokerende billeder, så man undervejs bare bliver nødt til at stoppe sin læsning og dele den med andre.

Det kan for eksempel lyde sådan

her, når fortælleren ser ud ad et togvindue: ”Solen har kastet sig ud over Storebælt, som om den ikke var bange for noget. En måge står på broens gelænder og kigger ud over vandet.

Enkelte fjer blæses i den forkerte retning. Endnu en gang slår det mig, at vandet kun er blåt på grund af himlen. Den sandhed formår altid at frigive noget blødt i mig: himlen som havets designer.”

Eller sådan her, når hun beskriver sorgens og dødens kernested: ”Der er noget ved pertentligheden omkring gravstederne, som giver mig klaustrofobi: de små hække og planter, den private ejendomsret der følger efter os i døden, rådnende kroppe der hegnes ind til små matrikler. Som om et menneskes fravær fylder 2 kvadratmeter. De døde skal dufte trygt og parfumeret og være dækket med grønt, når vi mindes.”

Eller sådan her, når hænderne foldes i en bøn: ”’Jesus.’ Jeg siger det ikke højt, men jeg siger det og folder hænderne. Ordet er en sang. Jesus. Lad mig gro ind i min alderdom som disse træer, altid søgende lyset. Anlæg veje i lyset, så det bliver lettere at finde rundt i. Lad mig bygge et fort af mine strandede planer. Drivtømmer. Giv mig din himmel på tryk: en blå avis hvor jeg kan læse om verden som et mirakel.”

Netop det religiøse aspekt

– Gud, Jesus, troens ritualer og rum

– fylder bemærkelsesværdigt meget, og med ”Kloster” har vi faktisk fået noget så sjældent i ny dansk litteratur som en roman, der seriøst tager livtag med og giver os mulighed for at konfrontere troen som en væsentlig del af eksistensen. I sit sorgarbejde søger fortælleren nemlig ikke så meget ind i sig selv som ud mod noget uden for sig selv, og det ”meningsfulde punkt” finder hun i første omgang hos nonnerne og den ortodokse præst Fader Elias i titlens kloster, som langsomt åbner hende mod troen – med al den tvivl og modstand både udefra og indefra, det også indebærer.

Hvis sorgen over faderen er det ene hovedanliggende i romanen, så er troen det andet, der følger heraf.

Men betydningssporene i ”Kloster” stopper ikke her. En rød tråd hos Nymo er nemlig også farven sort,

der selvfølgelig er sorgens farve, men også de sortklædte nonners og modeskaberen Coco Chanels farve.

Hendes historie – der også formes af klostre, messer og nonner – spiller en lidt skæv og overraskende (og måske ikke altid lige gennemskuelig) rolle som kompasrose, spejl og tolkningspunkt i romanen, der af den vej også kommer til at handle om at være og blive kvinde.

Om frigørelse og søsterskab. Om mode og stil (påklædning og tøj spiller en ikke uvæsentlig rolle!).

Om kærlighed og seksualitet. ”Kloster” er med andre ord en meget rig roman, der går i mange retninger. Men Nymo formår overbevisende at væve trådene sammen til en i høj grad læseværdig helhed, som man gerne opholder sig i længe og vender tilbage til. Det J er godt gået af en debutant!

Solgt i mere end 100.000 eksemplarer

5 stjerner Ingrid Nymo: Kloster.

300 sider. 249 kroner. Forlaget Kronstork.

DEN VILDE

VEJLEDNING I SÆLFANGST

Ny luksusudgave af Flemming Jensens humoristiske bestseller om livet som dansk lærer i en grønlandsk bygd.

0 Sorg og tro er de to hovedanliggender i romanen ”Kloster”, hvor jegfortælleren Linea efter faderens død rejser til et kloster i Rumænien. Billedet er fra Probota-klostret i det nordøstlige Rumænien. – Foto: Robert Harding/Masterfile/Ritzau Scanpix.

ªªªª

»’Den vilde’ er godt skruet sammen og net krydret med naturpoesi […]« Bo Tao Michaëlis, Politiken

De bedste bøger under juletræet – find dem hos din boghandler og på frydenlund.dk EN DAG VED HAVET Hvad vil det sige at være menneske? Det tema bliver for alvor udfoldet i anmelderroste Laila Ingrid Rasmussens lyriske roman En dag ved havet.

KONGEN AF MALMØ

HHHHH »Prægtig satire på Danmarks håbløse fremmedpolitik […] et stænk Monty Python over det hele.«

Bogpusheren

KVINDE­ HJERTER Skandaleromanen fra 1910 om kvinders ægteskab, skilsmisse, erotik og seksualitet. Skrevet af Karin Michaëlis og Betty Nansen.

Med forord af Kristina Stoltz.

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. november 2021

Bøger2021 | 45

Kan venligheden vende tilbage?

I John Ajvide Lindqvists ”Venligheden” opstår der en uforklarlig vrede blandt byens borgere

anmeldelse Doris Ottesen kultur@k.dk

John Ajvide Lindqvist er en af Sveriges ubetinget fremmeste gyserbogsforfattere med mange priser i bagagen. Denne roman, ”Venligheden”, er imidlertid en samfundsskildring fra Norrtälje, en mindre provinsby lidt syd for Stockholm, der kan meget mere end at gyse.

I et præcist samtidsportræt lærer vi seks mennesker, deres baggrund og sociale placering grundigt at kende. Vi møder de tre skolekammerater og barndomsvenner Max, Johan og Marko.

Max og Johan er de bedste venner fra 1. klasse til trods for, at deres sociale baggrund er temmelig forskellig. Marko kommer først til, da drengene er i 12-årsalderen. Han er førstegenerationsindvandrer fra Jugoslavien.

Men helt fra begyndelsen er der ubalancer i venskabet. Mens Max og Marko konkurrerer om at være de bedste i klassen og følges ad videre i studierne, drømmer Johan sig i sine fantasier væk fra en alt for barsk hverdag med sindssyge, fattigdom, forfatterhåb og forelskelse i Max. Han kommer aldrig rigtig i gang med en uddannelse, men falder ind i en rutine som medhjælper på en bowlingbane.

En voldsom traumatisk begivenhed gør, at Max dropper ud af sine studier og bliver avisbud og havemand. Marko derimod etablerer ret hurtigt en betydelig formue.

Parallelt med disse tre drenge følger vi de

to skoleveninder Anna og Siw samt ikke mindst Siws 10-årige datter, Alva, der er resultat af en voldtægt.

Anna er vokset op i et familiedynasti, hvor faderen også har tjent sig op fra ingenting til ejer af et stort byggefirma. Anna har i sin skoletid lært at slå fra sig både verbalt og korporligt, og hun er frygtet af sine skolekammerater. Siw er modsat stilfærdig og frygtsom.

Julens favoritter TIL HELE FAMILIEN

Hun er vokset op i en lille lejlighed med en enlig og hårdtarbejdende mor. Voldtægten har slået Siw ud af kurs, men datteren er hendes livs faste centrum.

Disse to grupper mødes tilfældigt, da de er midt i 20’erne og udvikler efterhånden et venskab. Vejen til dette venskab går i første omgang gennem spillet Pokémon Go, som især Johan, Max og Anna er optaget af, og det er på ingen måde uinteressant, men det helt afgørende for fortællingens budskab ligger et helt andet sted.

Det viser sig nemlig, at såvel Max som Siw og ikke mindst Alva får ”hørelser”. De besidder en særlig evne, der lader dem høre fremtidige begivenheder. På godt og ondt. For hvad sker der, når man på grund af parapsykiske evner forsøger at afvende skæbnens gang?

Romanen åbner med en beretning om en

gul container, der i nattens mulm og mørke er blevet læsset af på havnen. Den får lov at blive stående, fordi alle er bange for den og – skal det vise sig – med god grund. Containeren har en grufuld last. Den indeholder mænd, kvinder og børn, der er omkommet inde i den aflåste container. Det er, som om selve ondskaben har været lukket inde i den og nu er sluppet ud i byen. Hvor der før var venlighed og imødekommenhed mellem byens indbyggere, opstår der nu en uforklarlig vrede, ja, et helt ukontrollerbart had, som påvirker alt og alle og i sidste ende får romanens hovedpersoner til at handle. Det er sejren over dette onde, der ikke blot udgør romanens hændervridende slutning, men også dens filosofiske og etiske fokus. Kan venligJ heden vende tilbage?

HVOR DER ER HJERTERUM af Sarah Morgan

SKOVEN ER VORES af Lotte & Søren Hammer

DET FALSKE VIDNE af Karin Slaughter

GIFTMAGERSKEN af Sarah Penner

For de to søstre Samantha og Ella Mitchell er julen den dyrebareste tid på året, for den handler om samvær, kærlighed og traditioner.

Men mest af alt handler den om at indhente alt det, deres barndoms jul ikke havde.

I sjette bind i serien “Venner og fjender” er vi nået til efteråret 1943. Kassandra, Aneta, Peter, Alexander og Debora ankommer til den jødiske partisanbevægelse Rudina-mat, hvor deres kusine er med i ledelsen.

5 stjerner John Ajvide Lindqvist: Venligheden. Oversat fra svensk af Anders Johansen.

695 sider. 299,95 kroner.

Modtryk.

Forsvarsadvokat Leigh Collier har endelig fået et normalt liv, da fortiden begynder at spøge. Leigh skal forsvare en mand anklaget for voldtægt, og det er ikke et tilfælde, at han har valgt hende.

For over to århundreder siden hærgede ’apotekermordene’ London. Da Caroline Parcewell finder en gammel apotekerflaske i nutidens London, kolliderer nutid og fortid - og ikke alle overlever.

Mandelgave idéer

Køb dem hos din boghandler 0 John Ajvide Lindqvist er en af Sveriges populæreste gyserbogsforfattere. ”Venligheden” er en samfundsskildring, der kan meget mere end at gyse. – Foto: Forlaget Modtryk.

46 | Julebøger2021 | Stemmer udefra

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. novembert 2021

Historiker: Vi er i den sjette tidsalder, hvor hånden igen taber betydning Hænder er fornuftens følehorn, mente filosoffen Friedrich Schlegel. Men vi lever desværre i en tid med manglende respekt for hånden, ­siger tysk forfatter, der har skrevet håndens historie Heidi Dachs skriver fra Tyskland dachs@k.dk

Vi mennesker har altid gerne talt – ikke alene med munden men også med hænderne.

For 80 år siden signaliserede den engelske premierminister Winston Churchill optimisme og tro på sejren over Nazityskland ved med pegefinger og langfinger at vise V-tegnet for ”victory”.

Sidenhen er tegnet gået sin sejrsgang verden over, og det signalerer i dag blandt andet optimisme, oprørstrang og modstandsvilje.

Hænder har – ud over at give udtryk for følelser – også en mangfoldighed af andre funktioner. De griber, taster, føler, stryger og slår. Man hilser og indgår aftaler med hænderne, og ingen anden legemsdel kan bruges på så vidt forskellige måder som hænderne. ”Hænder har ikke kun noget med det håndgribelige at gøre.

De er i sig selv betydningsfulde organer. De kobler det sanselige med forstanden. De sitrer, fryser, sveder, gør ondt, og de udfører utallige handlinger, som indebærer både beregnelige og utilsigtede virkninger,” siger den tyske forfatter Jochen Hörisch, der har skrevet bogen ”Hände”, (”Hænder”, er ikke oversat til dansk).

Samme iagttagelse gjorde den danske digter Rosa Abrahamsen, der i 1962 blev ramt af polio. Som følge af sygdommen, der også er kendt som børnelammelse, kunne hun kun bevæge den højre arm og to fingre på venstre hånd, men alligevel var hun i stand til at skrive flere digte, heriblandt ”Hænderne”, hvori der blandt andet står: ”Der er hænder, som altid kræver, og hænder som helst vil gi’. Der er store barkede næver, og hænder med drømme i.”

Ifølge Jochen Hörisch er der mange gode grunde til, at kunst og litteratur igennem tiderne har beskæftiget sig indgående med hænderne. ”Filosoffen Friedrich Schlegel betegner hænderne som fornuftens følehorn, og Georg Wilhelm Friedrich Hegel betragter dem

2 Den britiske premierminister Winston Churchill viser V-tegnet til folkemængderne ved sit besøg i København i 1950. – Foto: Walther Månsson/ Ritzau Scanpix.

næst efter sproget som det organ, hvorigennem mennesket bedst kan manifestere og virkeliggøre sig selv. Hænder er ganske enkelt, hvad et menneske gør,” siger Jochen Hörisch.

Håndens seks epoker

Et gennemgående tema i værker af forfattere som den tyske Johann Wolfgang von Goethe er spørgsmålet om, hvorvidt vi mennesker selv har hånd om vores liv, eller om vi er i Guds hånd, og netop i den religiøse verden har hænder altid spillet en særlig vigtig rolle.

I Det Gamle Testamente udtrykker David for eksempel angst for at falde i menneskers hænder i stedet for Guds, og i Det Nye Testamente betror den korsfæstede Jesus sin ånd i sin fars hænder.

Ifølge Jochen Hörisch har hænder haft skiftende betydning for samfundet igennem tiderne, og han opdeler udviklingen i forskellige epoker. ”Hver epoke forbinder sine egne forestillinger med hånden.

Uden at lægge mig fast på årstal, vil jeg mene, at vi lidt forenklet kan tale om seks epoker i menneskehedens udvikling: I løbet af den første epoke lærte mennesket at gå oprejst, og dermed blev hænderne – i modsætning til fødderne – frie til at udøve andre gerninger. I den næste epoke begyndte mennesket at udforske og forme sine omgivelser ved hjælp af hændernes ev-

ner til at gribe og fastholde genstande, og i den tredje epoke forbedrede mennesket sine muligheder for at udvikle sig ved at opfinde værktøj.

Efterfølgende begyndte en fjerde epoke præget af kunstnerisk overflod, og mennesket udfærdigede de første musikinstrumenter, lavede de første hulemalerier osv. Derefter fulgte en meget lang periode præget af virtuose hænder, hvor en række håndværk og bygningsværker som pyramider, kirker, katedraler, broer og lignende opstod.

Denne periode kan man også kalde håndværkets epoke, for det var en tid, hvor mennesket holdt tøjlerne i sine hænder, men samtidig troede på Guds mægtige hånd.

Den sjette og dermed nuværende epoke er derimod tiden efter håndværkets epoke. Vi oplever, at mange andre tjener mere end arbejdere, at intellektuelt arbejde værdsættes mere end håndarbejde, og at digitaliseringen erstatter den manuelle verden,” siger Jochen Hörisch, der mener, at den seneste epoke tog sin begyndelse i takt med, at industrialiseringen satte ind i det 18. århundrede. ”Lige siden har hænder og håndværk oplevet såvel et funktions- som et prestigetab. Det er en udbredt holdning i dag, at manuelt arbejde er mindre værd end mentalt arbejde, og den postmoderne homo faber er ikke længere en håndværker, men

derimod en computerekspert,” siger Jochen Hörisch.

Ifølge den tyske forfatter udsættes hænder for stigende foragt i samfundet på trods af, at en række store filosoffer, forfattere og videnskabsfolk igennem tiderne har beskrevet, hvor vigtige netop hænderne har været for menneskets udvikling og intelligens. ”Allerede i videnskabernes verden før Sokrates vidste man besked om den komplekse forbindelse mellem hånd og hjerne. ‘Mennesket er det klogeste af alle væsener, fordi det har hænder,’ mente for eksempel filosoffen Anaxagoras i det 4. århundrede før Kristus,” siger Jochen Hörisch.

Håndskriftens betydning

Det samme mente også præsten og videnskabsmanden Giordano Bruno i 1585. Han var overbevist om, at mennesket udelukkende har været i stand til at gøre sig til hersker over alle andre levevæsener på jorden, fordi det ikke alene besidder en hjerne, men også hænder. Den holdning deler Jochen Hörisch. ”Hænder og hoved er organer, der gensidigt påvirker hinandens udvikling. Når de samarbejder – og det gør de hele tiden, for det kan de slet ikke lade være med – så øger de hinandens evner. Man kan altså betragte hænder og hjerne som to sider af samme sag: Hænder er forudsætningen for, at menne-

skeheden har kunnet udvikle en høj intelligens.”

Jochen Hörisch er ærgerlig over, at vi nu lever i en ”kropsdyrkelsens tidsalder”, hvor hænderne for det meste forsømmes, glemmes eller udsættes for en devaluering. ”I vor tid har den personlige håndskrift mistet sin betydning.

Ja, det er endda kommet så vidt, at ikke engang skrivemaskine eller tastatur længere er in, og i stedet for er det blevet utroligt vigtigt, at man taler til sin computer. Det siger meget om de ændringer, vi gennemlever, at vi i stigende grad styrer vores maskiner med sproget og ikke med hænderne. Denne udvikling finder sted på trods af, at det indtil nu ikke har været muligt at udstyre robotter med en fingerfærdighed og følsomhed, som blot nogenlunde svarer til den menneskelige hånds færdigheder.

For så vidt er det lidt komisk, at vi lever i ‘den digitale tidsalder’, for det latinske ord digital kommer rent faktisk af ordet for finger,” siger Jochen Hörisch.

Han ser med bekymring på fremtiden, dersom mennesker fortsat i stigende grad mister respekten for alt, hvad der har med hænderne at gøre. ”Vi risikerer, at vi ikke længere tager alt, hvad der har med det håndterlige og fysiske at gøre, alvorligt. Der er også fare for, at vi mister fornemmelsen for den reelle verden, og at vi i stedet giver mere plads til simuleringer, fiktioner, virtuelle verdener og alternative kendsgerninger. Derfor er det vigtigt, at vi bliver mere opmærksomme på den store rolle, som hænder har haft igennem tiderne, og at vi ser, hvor meget ‘håndarbejde’, der ligger bag vores verden, sådan som den ser ud i dag. De digitale ‘trylleinstrumenter’ indebærer fantastiske kognitive muligheder for os, men kun så længe de forbindes med hænderne, for det er hænderne, der sikrer adgangen til den virkelige verJ den,” siger Jochen Hörisch.

Jochen Hörisch: Hände. Eine Kulturgeschichte. (Hænder. En ­kulturhistorie). 304 sider. Forlag: Carl Hanser Verlag. Ikke ­udkommet på dansk. Pris: 28 euro.

Jochen Hörisch Født i 1951. Har blandt andet studeret filosofi og historie og var i flere år professor i nyere germanistik og medieanalyse ved universitetet i byen Mannheim.

Han er et kendt ansigt i de tyske medier og har skrevet flere bøger om blandt andet medier, religion, musik og økonomi.

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. november 2021

Julebøger2021 | Stemmer udefra | 47

Elegante digte om angst og ensomhed Hvis man vil stifte bekendtskab med sidste års modtager af Nobelprisen, er chancen her nu

anmeldelse Peter Stein Larsen kultur@k.dk

Louise Glück er en amerikansk lyriker, der har skrevet tolv digtsamlinger, og som til manges overraskelse fik tildelt Nobelprisen i litteratur 2020. Overraskelsen skyldes måske, at lyrikere ofte ikke er så læste som prosaister, og at andre amerikanske forfattere som Margaret Atwood, hvis ”The Handmaid’s Tale” – takket være streamingtjenesten HBO – er verdensberømt, stod langt højere på bookmakernes lister.

Læser man imidlertid Glücks lyrik, vil man hurtigt opdage, at hun tilhører en eksklusiv gruppe af verdenslyrikere som T.S. Eliot og John Ashbery, der skriver koncentrerede, elegante og komplekse digte om det moderne menneskes angst, ensomhed og rastløshed i en verden uden politiske, sociale, etiske og religiøse holdepunkter.

Glück er ikke nogen lettilgængelig poet, ligesom det ikke er tilfældet for andre digtere fra den modernistiske tradition fra Eliot til

0 Louise Glücks fik tildelt Nobelprisen i litteratur i 2020.

– Foto: Daniel Ebersole/ Reuters/Ritzau Scanpix.

Ashbery. Som disse digtere benytter Glück en montageagtig komposition, hvor der springes mellem mytologi, naturbeskrivelser, filosofiske refleksioner og dagligdags beretninger, og der skiftes mellem forskellige tider, steder og stilarter.

Glück adskiller sig imidlertid fra denne tradition ved, at der sideløbende med den komplekse komposition er en tydelig eksistentiel-biografisk tråd i hendes værker.

I digtsamlingen ”Averno” fra

2006, der nu er udkommet i dansk oversættelse, bevæger vi os gen-

nem livets stadier fra ungdommen til alderdommen. Grundstemningerne i værket er desillusion, sorg og smerte – men med en modvægt i de smukke og kirurgisk skarpe formuleringer, som digtene leverer i sine diagnoser af stemninger og sjælelige tilstande. En passage lyder: ”Jeg er/ på arbejde, skønt jeg er tavs/ Den triste/ elendighed i verden/ afgrænser os på hver side, en sti/ kantet med træer; vi er/ fæller her, taler ikke,/ hver med vores tanker;/ bag træerne, jernporte/ til de private villaer,/ de tilskoddede værelser/ på en måde forladte, opgivne,/ som var det kunstnerens/ pligt at skabe/ håb, men ud af hvad?”

Hvad angår forløbet i ”Averno”, omhandler den første del af værket ungdommens kriser og traumer.

Her er overgangen fra barndommens trygge land til kønsmodning, forelskelse og pardannelse, som alle psykologer kan bekræfte, et afgørende moment. Et digt om forelskelse lyder: ”Når man bliver forelsket, sagde min søster,/ er det som at blive ramt af lynet./ Hun sagde det håbefuldt,/ for at tiltrække sig lynets opmærksomhed./ Jeg mindede hende om at hun nøjagtigt gentog/ vores mors formel, som hun og jeg/ havde talt om i barndommen, fordi vi begge syntes/ at hvad vi så hos de voksne/ var virkninger ikke af lyn/ men af den elektriske stol.”

Kærlighed og ægteskab er kort og godt i Glücks optik ikke blot et

spørgsmål om lykke, ekstase og hengivenhed, men indebærer også konventioner, tvang, overgreb og løgn.

Også digtene i den sidste del af

”Averno”, hvor fokusset er på alderdommen, er smukke, koncentrerede og præcise i deres psykologiskeksistentielle diagnoser. En passage lyder: ”Når jeg fortæller det her til mine børn/ hører de ikke efter./ Gamle mennesker, tænker de/ det er det de altid gør:/ taler om noget ingen kan se/ for at dække over alle de hjerneceller de mister./ De blinker til hinanden;/ lyt til den gamle, som taler om ånden/ fordi han ikke længere kan huske ordet for stol.”

Og så falder der en pointe som et kølleslag, som det ofte sker i Glücks poesi: ”Jeg husker ordet for stol./ Jeg vil sige – jeg er bare ikke interesseret længere.”

Hermed er vi ved noget af det unikke ved Glückes poesi, nemlig hendes evne til at tale om de psykologisk-eksistentielle tilstande og medmenneskelige situationer, som vi normalt ikke har sprog for. Om venskab skriver Glück de følgende fantastiske linjer: ”I vores tavshed stillede vi/ de spørgsmål som venner der stoler på hinanden/ stiller af stor udmattelse,/ hver håber den anden ved mere/ og når det ikke er sådan, håber/ deres fælles indtryk vil blive til indsigt.”

Blandt de interessante pointer i Glücks digte er også hendes elegante modspil til disse års dominerende økokritik, hvor mennesket betragtes som et biologisk væsen, der er integreret i og ikke adskiller sig fra den øvrige natur. Et digt fremfører: ”Naturen, viser det sig, er ikke som os;/ den har ikke et lager af minder./ Marken bliver ikke bange for tændstikker,/ for unge piger.

Den husker heller ikke/ furerne.

Den bliver slået ihjel, den bliver brændt,/ og et år senere er den levende igen/ som om intet usædvanligt var hændt.”

Sådan er det ikke med mennesket. For mennesket kan i modsætning til resten af naturen opleve kærlighed, angst, skyld, længsel, håb, sorg – og poesi. Louise Glücks digte er noget af det bedste, der kan opdrives inden for den sidstnævnte J kategori.

5 stjerner Louise Glück: Averno.

Oversat af Jens Bruun.

176 sider.

199,95 kroner.

Multivers.

48 | Julebøger2021 | Stemmer udefra

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. november 2021

Hos Dostojevskij er alt eksisterende en del af Guds sammenhæng Den russiske forfatters store romaner gør op med et menneskesyn, der stadig præger os

essay Anders Thyrring Andersen kultur@k.dk

Det er forståeligt, at der skulle gå lang tid, før man var i stand til at vurdere Dostojevskij efter fortjeneste. Hans romaner adskiller sig nemlig markant fra den klassisk-realistiske roman, hvor der bag de stridende synspunkter befinder sig en forfatter med én sandhed.

Hos Dostojevskij er synspunkterne i langt højere grad ligeberettigede. Hans romaner udgøres af en vrimmel af stemmer i samtale, hvor hvert synspunkt kommer til orde. Og hvor ingen figur uden videre fungerer som talerør for forfatteren.

Man taler derfor om polyfonien hos Dostojevskij. En åbenlys forudsætning er den fuldstændige omvending af samfundet og alle dets værdier, som finder sted i evangelierne.

Og i bedste evangeliske tradition er det karakteristiske hos Dostojevskij en ekstrem grad af stilblanding – filosofiske skriftemål blander sig ubesværet med krimiintriger; dyb religiøsitet bliver resultatet af vulgærtblasfemiske optrin; det højeste ytrer sig i det mest dagligdags.

For Dostojevskij er tilværelsen mere utrolig, end realismen véd af. Ja, virkeligheden er slet ikke fornuftig, men derimod irrationel, paradoksal og mirakuløs. For den er skabt af Gud. I formsprog og livssyn må kunsten derfor være tilsvarende paradoksal for at kunne give egentligt realistiske billeder af livet.

Psykologien hos Dostojevskij er grundlæggende forskellig fra den, man finder i eksempelvis naturalismen. Sidstnævnte ser det som sin opgave at foretage en kortlægning uden ubesvarede spørgsmål. Men herimod hævdede Dostojevskij, at et menneske og en levende litterær figur er noget ganske andet end en almengyldighed baseret på lige meget hvor mange iagttagelser.

Derfor rækker forfatterskabets menneskeskildringer fra den højeste stræben efter skønhed til den uhyrligste trang til nedrighed – et pendulsving, som endog kan befinde sig i et og samme menneske. Dostojevskijs figurer kan ikke uden videre opdeles i helte og skurke, gode og onde, for alle rummer noget af det hele i sig.

På baggrund heraf vendte Dostojevskij sig imod den allerede på hans tid udbredte opfattelse, at forbrydelse udelukkende er et resultat af miljøet og samfundsforholdene. For hermed udvises ringe agtelse for mennesket, som reduceres til at være blot et biologisk eller sociologisk produkt. Hvortil kommer den relativitet, der er den uundgåelige konsekvens af en mellemmenneskeligt formuleret etik – som Mitja Karamazov udtrykker det i ”Brødrene Karamazov” (1879-1880): ”Hvordan bliver mennesket dydigt uden Gud? For hvad er dyd for noget? Jeg har én dyd, kineseren en anden – dyden er selvfølgelig noget relativt.”

For Dostojevskij at se er den sekulære modernitet en relativitetens epoke, et nihilistisk vakuum, der opfyldes af den stærkes ret eller flertallets laveste fællesnævner. I modsætning til denne tænkemåde siger munken Zo-

sima et sted i ”Brødrene Karamazov”: ”Enhver er skyldig på alles vegne. Jeg mener ikke blot, at han bærer hele menneskehedens byrde af skyld; alle er vi skyldige og deler skylden med den enkelte.”

En skyld, som mennesket pådrog sig ved at spise frugten af Kundskabens Træ. Hvormed der ikke er tale om, at man altid skal være nedbøjet i skyldbevidsthed, men modsat, at hvis man tager skylden på sig, agter man sig selv som menneske.

Ja, for en bestemt slags mennesker, der i denne epoke bliver stadigt mere talrige, er lidelsen ved at påtage sig skylden den eneste mulighed for at opleve tilværelsen som virkelig og vedkommende. Nemlig de refleksionssyge, hvis tomhedsfølelse og lede skyldes en evig refleksionsvirksomhed, der opløser alt i en relativitet, hvor intet kan gælde absolut. Hvorfor slår Raskolnikov dybest set pantelånersken ihjel i ”Forbrydelse og straf” (1866)? For at komme ud af intetheden og blive genindsat i virkeligheden.

Men forfatterskabet rummer også refleksionssygens modsætning, nemlig troen på opstandelsen. Ifølge Dostojevskij er det ikke kun døden som fysisk realitet, opstandelsestroen gælder, for den driver tillige døden ud af livet. Opstan-

T E G N I N G : MO RT E N VO I G T

delsestroen er det, som giver det daglige, dennesidige liv dets enestående værdi. Der er tale om en opstandelse til at leve uforbeholdent i sin virkelighed, at være et vidnesbyrd om Guds skaberkraft.

Ifølge russisk-ortodoks kristendom er verden blevet ny ved opstandelsen. Og denne fornyelse omfatter alt: Jorden, menneskene, dyrene, naturen, de døde. Kirken er med andre ord ikke et samfund af særligt udvalgte, men derimod verden i dens helhed. Her er alt til stede, alle verdens ting og det metafysiske. Og dermed er kirken et ikon, et skyggebillede af alverdens genopstandelse. Men når skyggen er til stede, må selve genstanden også være det, og ikke kun som en hinsidig belønning, men som en nærværende virkelighed. På det grundlag er kristendommen den lidenskab, der kommer af at inkarnere troen i det enkelte hverdagslivs øjeblik.

Hos Dostojevskij har alting den fællesnævner, at det er skabt af Gud. Zosima formulerer det således: ”Elsk alt, hvad Gud har skabt. Så vil du få del i Guds mysterium. Thi alt er som havet, alt flyder og er i berøring; rører du ved et sted, mærkes det i den anden ende af verden.”

Erkendelsen af, at alt eksisterende er en del af

Virkeligheden er slet ikke fornuftig, men derimod irrationel, paradoksal og mirakuløs. For den er skabt af Gud. Guds sammenhæng, udgør Dostojevskijs modbillede til det splittet partikulære, det isolerede, i moderniteten. I dag fremhæver man sig, i stedet for at føle sig som del af det fælles hele. Hos Dostojevskij skænkes man mening ved at stå i et udvekslende forhold til verden.

Et sted opsøges Zosima af en enkefrue, som har mistet troen på det evige liv. Hun beder ham om at bevise for hende, at det findes, for hun finder tvivlen dræbende. Han svarer: ”Utvivlsomt er det dræbende. Men bevise noget kan man ikke her; at vinde en overbevisning er derimod muligt. – Hvorledes?

Hvordan det? – Gennem den erfaring, som virksom kærlighed giver. Søg at elske Deres næste virksomt og uophørligt. Mens De gør fremskridt i kærlighed, vil De også blive overbevist om Guds tilværelse og Deres sjæls udødelighed. Og når De til fuld forsagelse i Deres kærlighed til næsten, da vil De utvivlsomt blive en troende, og tvivlen vil ikke kunne trænge ind i Deres sjæl. Det er prøvet, det står fast.”

Kristentro har intet at gøre med fornuftens beviser, men har alt at gøre med virksom kærlighed. Tro er altså ikke en tilstand, men en tilblivelse, hvor der sker en udveksling mellem praksis og grundlag, altså den virksomme kærlighed og troen. Hvis man virker med kærlighed, vil kærlighedens kilde, Gud, blive synliggjort, og da vil troen vinde kraft ved den virksomme kærlighed.

I ”Brødrene Karamazov” fører den refleksionssyge Ivan en lang samtale med sin bror, Zosimas lærling Aljosja. Her sammenfatter Ivan sit grundlæggende problem: ”Jeg har aldrig kunnet fatte, hvorledes det er muligt at elske sin næste.”

Og han former en fortælling om Kristi tilbagekomst under den spanske inkvisition.

Kristus fængsles, fordi hans lære i ét og alt er i modsætning til den kirkelige praksis. Storinkvisitoren truer med at henrette Kristus, men da Kristus forholder sig tavs, og som eneste svar kysser Storinkvisitoren, sender denne ham rystet bort.

Ivan slutter af med at spørge: ”Formlen ’alt er tilladt’ fornægter jeg ikke; men nu fornægter du mig, ikke sandt? Aljosja svarede ikke, han rejste sig, gik hen til ham og kyssede ham tavs på munden.”

Så hjerteskærende smukt kan man med sin gerning vende selve fortvivlelsens udtryk til synliggørelsen af troens kærlighed og kærlighedens tro. Svaret på Ivans spørgsmål er dermed, at Kristus er den betingelsesløse tilgivelse, den udøvelse af kærlighed, den opstandelse fra døden, det troens liv, som ikke bare kan flytte bjerge, men også læge J mennesker, hvor vi står og går.

Anders Thyrring Andersen er sognepræst ved Vor Frue Kirke i Aarhus og litteraturhistoriker.

Tid til eftertanke Hvad har planter, marginaliserede mænd og fortidens fejltagelser til fælles? Måske meget lidt. Måske mere end man tror. Alle tre højaktuelle emner er på efterårets program hos Hans Reitzel. De tre bøger har noget særligt på hjerte. De vil os noget og lægger op til interessante overvejelser og nye indsigter. Så hvis du har lysten, har vi bøgerne, der kan sætte tankerne og samtalerne i gang.

Køb bogen på hansreitzel.dk

50 | Julebøger2021 | Stemmer udefra

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. november 2021

Den sentimentale russiske forfatter Nyoversatte fortællinger af Dostojevskij mangler den tyngde, forfatterskabet siden fik

anmeldelse Kristian Østergaard kultur@k.dk

En mand vandrer omkring i Sankt Petersborgs gader. Han betegner sig selv som en drømmer og føler sig mere og mere ensom, i takt med at Sankt Petersborg tømmes for mennesker, der drager på sommerferie. Da sker det, at han får øje på en ung kvinde, der er på vej til at blive forulempet af en fuldebøtte.

Drømmeren griber ind og redder kvinden ud af den ubehagelige situation.

Sådan er optakten til denne sentimentale fortælling, hvor jegfortælleren allerede samme aften forelsker sig i Nastenka, som kvinden hedder. Romanens titel er ”Hvide nætter”, fordi det aldrig bliver mørkt i Sankt Petersborg om sommeren, da Ladogasøen spejler luften hvid. Fire nætter i træk fortæller de to hver især deres livshistorie.

Nastenka beretter om en mand, der har boet til leje hos hendes bedstemor, og som hun snart skal møde igen. Derfor må hendes tilhører ikke forelske sig i hende. Og hvordan går det så? Jo, fortælleren bliver netop forelsket i hende! En overgang ser det sågar ud, som om de to også kan få hinanden, men læseren aner tidligere end fortælleren, at sådan kommer det ikke til at gå.

Nastenka skal vise sig at være en sværmerisk og lidt selvoptaget type, der ikke helt er afklaret med sit eget følelsesliv. Til ingens overraskelse bliver slutningen derfor ganske eksplosiv, og fortælleren må indse, at Nastenka kun har været en slags drøm som alt andet i hans

2 Fjodor Dostojevskij blev født den 11. november 1821 og døde den 9. februar 1881. Verden over markeres hans 200-årsfødselsdag i disse uger.

– Foto: Album/Ritzau Scanpix.

liv. Alligevel slutter denne lille bog i taknemmelighed: ”Gode Gud! Et helt øjeblik af salighed! Er det måske ikke rigeligt for et helt menneskeliv?”.

Novellen er fra 1848. Året efter blev Dostojevskij deporteret til Sibirien i en årrække, hvilket fik afgørende betydning for hans forfatterskab, der herefter fik en langt dybere og medrivende karakter.

I 1848 udgav Dostojevskij også fortællingen ”Et svagt hjerte”, der er en kortere fortælling end ”Hvide nætter”, men også vægtigere. Man kunne kalde ”Et svagt hjerte” for en karaktertragedie. Den begynder med, at Vasja forklarer sin sambo Arkadij, at han er på vej til at forlove sig. Han er ude af sig selv af lykke. Og Arkadij møder den forlovede Liza, som han også lader sig charmere af.

De to venner drager hjem. Vasja har et gigantisk arbejde foran sig. Han skal renskrive nogle dokumenter for sin arbejdsgiver i løbet af få dage, så han bliver nødt til at tage natten til hjælp.

Men arbejdet skrider ikke frem.

Vasja formår ikke at koncentrere sig. Forlovelsen har gjort ham lykkelig, men glædesrusen sinker og saboterer arbejdet og farver samvittigheden sort. På den måde går Vasja menneskeligt i opløsning, selvom Arkadij forsøger at hjælpe ham. Man forstår, at Vasja kommer fra beskedne kår og føler sig i taknemmelighedsgæld til arbejdsgiveren. Vasja ender med at gå fra forstanden, arbejdsgiveren spørger forundret, hvordan det kunne ske.

Arkadij forklarer, at det skyldes den taknemmelighed, Vasja nærede over for sin arbejdsgiver, der formulerer novellens bitre ironi:

3 stjerner Fjodor Dosto­jevskij: Hvide ­nætter. Oversat fra russisk af Trine Søn­der­gaard. 112 sider. 125 k­ roner.

Batzer & Co.

4 stjerner

Fjodor Dos­tojevskij: Et svagt hjerte.

Oversat fra russisk af Tine Roesen.

84 sider. 100 kroner.

Batzer & Co.

”Og den opgave han havde fået var slet ikke særlig vigtig og hastede heller ikke. Så dette menneske er altså blevet helt ødelagt uden nogen grund!”.

Som fortælleren i ”Hvide nætter” er Vasja en drømmer. Han kunne ikke forene glæden ved forlovelsen og irritationen over skrivearbejdet.

Vasja bliver indlagt på psykiatrisk afdeling, og to år senere møder Arkadij Liza i en kirke.

Hun er nu gift og har fået et barn, men hun har ligesom Arkadij heller ikke kunnet forsone sig med Vasjas triste skæbne. Det er næppe tilfældigt, at mødet mellem Liza og Arkadij finder sted i en kirke.

Dostojevskij henviser forsigtigt til, at kun i kristendommen kan et menneske finde sig til rette med verdens iboende disharmoni og

hente det nødvendige livsmod. Det kan man som læser i alt fald ikke være i tvivl om, når man læser de kristent inspirerede romaner, Dostojevskij skrev 10 år efter, at ”Hvide nætter” og ”Et svagt hjerte” var udkommet.

Opholdet i Sibirien havde præget Dostojevskijs holdning og horisont så meget, at han ikke kunne blive ved de evangeliske antydninger og den sentimentale fortællestil, som disse to nyoversættelser er udtryk for. Der skulle grovere brød på bordet! Men ”Hvide nætter” og ”Et svagt hjerte” giver et fint indblik i den unge Dostojevskijs forfatterJ skab.

Nye læsere kan stadig begynde her Knud Hansens legendariske Dostojevskijbog bør altid læses af en ny generation

anmeldelse Rasmus Vangshardt kultur@k.dk

I Dostojevskijs nihilismeroman ”Onde ånder” (1871-72) spørger den karismatiske hovedperson og mulige folkeforfører Nikolaj Stavrogin sin ingeniørven Kirillov, hvornår sidstnævnte opdagede, at han var lykkelig? ”Tirsdag nat i forrige uge, eller rettere onsdag, i det øjeblik var det allerede onsdag, klokken var syv minutter over halv tre. Jeg satte uret i stå.”

Så kender man Dostojevskij: Hans personer taler, de gør ikke andet end at tale, og i denne tale kommer deres personligheder, deres

livsfråde, til syne som i ingen anden dialog i verdenslitteraturen.

Denne særlige litterære logik er det, der først og fremmest besværges i Askov-forstanderen Knud Hansens legendariske bog om Dostojevskij fra 1973. Den er allerede blevet genudgivet en del, senest af Gyldendal i 2005. Nu begaver Bechs Forlag os med endnu en udgave. Denne gang sågar også indtalt som lydbog af mesteren Karsten Pharao.

Grundtesen, som også gælder for scenen ovenfor, er den ikoniske, som Hansen lånte fra forfatteren Merezjkovskij, at ”hos Tolstoj hører vi, mens vi ser. Hos Dostojevskij ser vi, mens vi hører.”

Det er temmelig tvivlsomt, om Hansen fagligt set har ret i denne pointe. Men det gør ikke så meget.

Bogen er på en måde et langt vidnesbyrd om den vigtigste højskolesandhed af dem alle: at noget kan være faktuelt forkert, men åndeligt sandt.

Tag nu bajadsen Karamazov, de

tre litterært berømte sønners klovn af en far.

Han konkurrerer med sin søn, Dmitrij, om kvinden Grusjenka.

Farmand har en kuvert med penge liggende til hende. Der står: ”Til min engel, Grusjenka, hvis hun vil komme.”

På bagsiden har den frådende mand ikke kunnet styre sig og et par dage senere tilføjet: ”Til min lille kylling.”

Truslen, liderligheden, rastløsheden. Knud Hansen i sit element: ”Læseren forstår straks, at hvis hun virkelig var kommet, havde han fortæret hende med sine sanser, som et insekt fortærer sit bytte.”

Knud Hansens bog har uden tvivl spillet en ret stor rolle i Dostojevskijs exceptionelle udbredelse i Danmark. Hansen forklarer roligt, hvordan man aldrig møder moralisme hos Dostojevskij på trods af den ufattelige brutalitet og fornedrelse, hans personer så ofte styrter sig selv i.

Samtidig flyder Hansens bog nærmest over med de eksistentielle bonmoter, som gør Dostojevskij så elskelig – også for gymnasieelever, for pensionister, for eksperter. Hansens sans for den synes uudtømmelig. ”Mennesket er ikke en traktat på to sider, min herre! Mennesket er en gåde,” som det så smukt lyder i forhørsdommerens ord i ”Forbrydelse og straf”.

Eller som forsvarsadvokaten siger det i ”Brødrene Karamazov”: ”Om end psykologien er en dybtborende videnskab, mine herrer, så minder den dog om stokken med de to ender. (Dæmpet latter.).”

Af disse grunde kan og bør nye læsere også begynde her. Bogens problemer er til gengæld også indlysende, især hvis man allerede har tabt sit hjerte og sin stok til Dostojevskijs univers. Bogen er så utrolig lang, fordi Hansen giver sig i kast med uendelige genfortællinger af romanerne, uden at man aner, om det er ham eller Dostojevskij, der

taler. Eksemplet med stokken ovenfor lyder eksempelvis i bogen, som om det er Knud Hansens eget påfund. Samtidig lyder det ofte, som om Dostojevskij var elev af Løgstrup, når Knud Hansen taler om gensidig agtelse, om tilværelsens iboende velsignelse og fordring.

På denne måde får Hansen med ens læseår sine begrænsninger, men hans litterære evangelium om Dostojevskijs iboende velsignelser skal høres, også i de næste generaJ tioner.

4 stjerner

Knud Hansen: Dostojevskij. 524 sider. 300 kroner.

Bechs Forlag/ Viatone.

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. november 2021

Bøger2021 | 51

Tænkningens nederste fundament

JOHANS JULEHJERTER Klip og flet med Johan Rosenkilde, når han giver opskrifter på 24 julehjerter i forskellige sværhedsgrader. Her er masser af hygge og julestemning.

Ny oversættelse af Aristoteles’ ”Metafysik” lader os møde grundgrundforskning

dels kortfattede og informationsmættede forelæsningsnoter og arbejdspapirer til intern brug på hans ”universitet” Lykeion i Athen.

Eftertidens tænkere ville have vitaminstærk føde, så de negligerede dialogerne og bevarede de kortfattede skrifter. Metafysikken er derfor ikke sådan en bog, man sætter sig med i lænestolen under lampen og læser igennem i løbet af en efterårsuge. Værket er Søren Hindsholm kompakt. Den er mest til opslag og læsning i kultur@k.dk brudstykker.

På græsk betyder ”metafysik” det, der komMen indimellem får man en fornemmelse mer efter fysikken. Navnet kan forklares både af Aristoteles’ stil i dialogerne – den stil, som praktisk og efter indhold. Praktisk, fordi den Cicero kaldte en ”funklende strøm af tale” antikke udgiver af Aristoteles, Andronikos (flumen orationis aureum). Tydeligst i indledfra Rhodos, som virkede i Rom i 1. århundreningen, der begynder således: de før Kristus, ordnede Aristoteles’ værker ef”Alle mennesker stræber af natur efter at ter emne i denne rækkefølge: logik, etik og have indsigt. Det fremgår af vores påskønnelretorik, fysik (naturlære) og så til sidst ”efter se af sanserne; for ud over brugen af dem påfysikken”: metafysik. skønnes de også for deres egen Men navnet ”metafyskyld (...) Erfaring opstår sik” kan også forstås hos mennesket ud fra efter indholdet. Efhukommelsen. For ter at Aristoteles når det samme forhar beskrevet hold huskes den verden, mange gange, der kan munder det sanses, til sidst ud i altså den en formåen fysiske, til at danmangne den ler Arienkelte stoteles erfaring. at beErfaring skrive synes da det filoogså sofiske nærmest at grundlag være identisk for, at vi med viden og overhovefagkundskab, det kan sanmen faktisk er se verden. det gennem erHan kalder da faring, at menogså denne del nesket opnår af sin tænkning viden og fagfor den ”første fikundskab; (...) losofi”.

Fagkundskab Der er altså tale opstår, når der om en forskning, gennem erfarinsom er endnu mere gens mange indbasal end de enkelte tryk i sindet danvidenskabers grundnes én almen vurdeforskning, en slags ring angående ensargrund-grundforskning. tede genstande.”

Aristoteles stiller her de Som det forhåbentligt fundamentale spørgsmål: fremgår, er Aristoteles ikke Hvad? Hvad er det? Hvad er bare meget klog, men han har ogF OTO. R I T Z AU S C A N P I X det, der er? Hvad er det, der er, for så sådan en fornuftig måde at være så vidt det er? Man kan også formulere det klog på. Begge dele gør det til en fornøjelse at sådan, at Aristoteles behandler begreberne læse ham. væren og substans og vores muligheder for at Det er en urimelighed, at vi i Danmark har erkende dem. to gode samlede Platon-oversættelser og inI løbet af behandlingen møder vi filosofiske gen samlet Aristoteles-oversættelse. Det tjebegreber, som Aristoteles gav Vestens tænkner danske gymnasielærere til ære, at det er ning til evig arv og glæde. Kontradiken gymnasielærer fra Køge, der har bragt os tionsprincippet, for et skridt videre på vejen mod flere Aristoteeksempel, som siger: les-oversættelser med denne fine oversættel”Den samme bestemmelse kan umuligt se nu, hvor universiteterne ikke kan eller vil. gælde og ikke gælde om det samme på samOversættelsen efterfølges af et efterskrift, me tid og i samme henseende.” som hjælper læseren godt til at danne sig et Hvis man ikke anerkender det, kan man iksamlet overblik over dette vigtige, men også J ke føre en meningsfuld samtale, for så kan dybsindige og omfattende værk. man, med et eksempel fra Aristoteles, både kalde et menneske et krigsskib og sige, at det ikke er et krigsskib.

Gennem læsningen møder man begreber, som vi i dag opfatter som indlysende. De er nu en del af vores dagligsprog. Men for grækerne i 4. århundrede før Kristus var de nye: teoretisk over for praktisk, det væsentlige Aristoteles: Metafysik. Oversat ved en sag over for det tilfældige, årsager til af Michael Vernersen med tilblivelse og forandring, arter, slægter og kaefterskrift af Thomas Schwarz tegorier og så videre. At læse Aristoteles er Wentzer. 415 sider. 350 kroner. som at grave sig ned gennem vores tænkKlim. nings historiske lag som en tanke-arkæolog.

anmeldelse

5 stjerner

Aristoteles skrev to typer bøger. Dels mere tilgængelige dialoger efter Platons forbillede, som henvendte sig til et større publikum,

GLAS I KØBENHAVN På ganske få årtier har glas fået en fremtrædende rolle i næsten alt nybyggeri. Peter Olesen undrer sig over udviklingen og uddeler både ris og ros til hovedstadens glasbygninger.

FLUERNES VORHERRE Morsomme og underfundige anekdoter om Johannes Møllehave og hans store idol Storm P. Fortalt af sønnen Tomas Møllehave. Krydret med over 100 af Storm P.’s originale Fluer.

De bedste bøger under juletræet – find dem hos din boghandler og på frydenlund.dk DANMARKS KONGER OG DRONNINGER Bliv forført af Jim Lyngvild, når han blænder op for sine uimodståelige og eventyrlige fotos af de danske regenter. Tekst på både dansk og engelsk.

KAN MAN TRÆDE PÅ EN VANDMAND? »Denne bog er den bedste indføring i astrologiens verden, man kan tænke sig, og kan læses af alle.

Teksten flyder let og humoristisk, så det er en lyst at læse.«

Horoskopet

Solgt i mere end 28.000 eksemplarer

52 | Julebøger2021 | Stemmer udefra

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. november 2021

Livet er en meget mislykket roman Den islandske forfatter Jón Kalman Stefánsson betragter sit forfatterskab som en kamp mod døden. For mennesker lever, så længe vi husker dem, mener han. Han begyndte at skrive for at huske sin mor, efter at hun døde, da han var seks år

interview Daniel Øhrstrøm ohrstrom@k.dk

Jón Kalman Stefánsson lyser op i et smil på havnekajen i Helsingør, hvor vi har aftalt at mødes til en tidlig allehelgenssamtale om litteratur, sorg og død. Den islandske forfatter er nem at kende med sit røde hår og sorte jakkesæt, mens han vinker venligt som en velklædt viking.

På afstand ligner han en sorgløs succes. Det er han ikke. Men succes har han, for Jón Kalman Stefánsson har et stort og trofast dansk publikum, han har været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris hele fire gange, og anmelderne er ikke bange for at kalde ham en af Islands største forfattere.

Jón Kalman Stefánsson sammenlignes ligefrem med Nordens største sprogmestre som Halldór Laxness, Knut Hamsun, Selma Lagerlöf og Johannes V. Jensen. Men det var faktisk først og fremmest danske Martin A. Hansen, der hjalp ham til at finde sin egen roste forfatterstemme, da han omkring årtusindskiftet skrev på en af sine tidlige romaner, som (endnu) ikke er oversat til dansk, men direkte oversat ville hedde ”Lidt om gigantiske fyrretræer og tid”. ”Jeg fumlede meget rundt som ung forfatter,” siger Jón Kalman Stefánsson. ”Jeg skrev to mislykkede romaner, der heldigvis ikke udkom, fordi jeg smed dem ud, inden jeg debuterede i Island med en trilogi, som kun blev læst af nogle få hundrede læsere. Det var også først senere, jeg fik flere læsere. Men derfra vidste jeg, at jeg måtte finde på noget nyt stof, så jeg begyndte at skrive en historie med en kerne i 1974. Dengang var jeg 10 år gammel på sommerferie i Stavanger i Norge, og jeg ville gerne forsøge at fange stemningen fra den tid og alder.

Men jeg kunne ikke finde en god tone og syntes, at det hele blev klodset, indtil jeg begyndte at oversætte Martin A. Hansens noveller til islandsk, og det hjalp mig til at finde tonen til den roman. Det var især

historien ’Paradis­æblerne’, som satte noget på plads i mit eget sprog. Men min første mislykkede roman, der altså heldigvis aldrig udkom, var faktisk inspireret af Tom Kristensens ’Hærværk’, fordi jeg syntes, at der var så utrolig stærk musik i den bog. Og whisky!”, siger han og griner, inden han tilføjer: ”Når man læser stærk litteratur som ung, er man jo også meget påvirkelig, så det giver en lyst til selv at skrive noget stort. En bog kan ændre alting i den alder. Senere bliver man mere kritisk og kan savne at blive lige så henført af at læse en bog. Det sker heldigvis stadig, men der er blevet længere mellem de skelsættende læseoplevelser for mig. Men jeg går aldrig uden for døren uden at have en digtsamling med mig. Jeg læser digte hver eneste dag, fordi digte påvirker mig og ernærer mig som menneske og forfatter.”

Meningen med livet

Længe troede Jón Kalman Stefánsson også, at han kun kunne skrive digte, før han fandt sin egen poetiske prosa – hjulpet på vej af blandt andre Martin A. Hansen og Tom Kristensen. Men på et dybere plan var det et dødsfald, der gjorde ham til forfatter. Jón Kalman Stefánsson var blot seks år, da hans mor døde, og det præger stadig hans forfatterskab, som kan virke indfarvet af en længselsfuld sorg, der til gengæld har forvandlet sig til den ene store familiesaga efter den anden – i for eksempel ”Sommerlys og så kommer natten”, ”Himmerige og helvede”, ”Fisk har ingen fødder”, ”Nogenlunde på størrelse med universet”, ”Historien om Asta” eller ”Stjernernes knitren”. Og det var også tabet af moderen, der satte forfatterskabet i gang, forklarer Jón Kalman Stefánsson. ”Det er kernen i mit liv og min digtning. Jeg tror faktisk, at jeg begyndte at skrive, fordi folk døde omkring mig. Først min mor og siden flere andre nære familiemedlemmer. For jeg blev bange for, at jeg ikke længere kunne huske dem. Pludselig blev jeg i tvivl om, hvordan hans eller hendes hånd eller øjne så ud,” siger Jón Kalman Stefánsson og ser op med sine egne blå, klare øjne i det grårøde skæggede ansigt, der får ham til at ligne Vincent van Gogh.

Men Jón Kalman Stefánsson maler selv med ord, så sorg bliver til smukke sætninger. I hans ­poetiske prosa bliver sneen for eksempel til ”en bro mellem himlen og jorden”, en solopgang til et ”lydløst vulkanudbrud” og havet til ”verdens største instrument”, mens han kalder ”hjem” for ”sprogets både lyseste og mørkeste ord”.

Sådan kan Kalman skrive så sødt, at sproget nærmest karamelliserer, mente Kristeligt Dagblads anmelder Lars Handesten, som dog – ”selvfølgelig” – anbefalede islæn-

”

Der er noget dybt inde i mig, som stadig søger efter mening.

Delvist fordi livet virker meningsløst, hvis alt vitterligt bliver sort, når man dør, så man søger efter noget, der er større end livet.

JÓN KALMAN STEFÁNSSON, FORFATTER

dingens seneste, selvbiografiske roman, ”Stjernernes knitren”, da den udkom på dansk i år med næsten 20 års forsinkelse. Men selv tænker han ikke på den roman som en leg med ord, men mere som en kamp mod døden. ”Den roman er vigtig for mig, fordi det var mit eget første forsøg på at omsætte min egen historie til fiktion. Den handler meget om min egen families historie. Og historien forsvinder, hvis den ikke bliver fortalt. Næsten alle har en særlig familiehistorie, når man går tilbage til sine oldeforældre, men hvis de historier ikke bliver husket og skrevet ned, så bliver de væk. Efter 50 år husker ingen dem mere. Det synes jeg, er utrolig trist,” siger han og sukker, nærmest demonstrativ: ”Måske findes der ingen mening med livet. Måske er livet bare noget, der kommer og går, og måske var det bare tilfældigheder, der gjorde, at menneskeheden opstod.

Måske findes der ingen Gud, måske er alt tilfældigt og meningsløst. Vi ved det ikke. Men jeg tror alligevel, at der findes en mening med livet ved at huske. Hvis man husker dem, der har været her, før de gik bort, så er de her stadig. Og i det kan man danne en slags mening.

For hvis du husker mennesker, så dør de ikke. Det er vores kamp mod døden og måske også vores kamp mod meningsløsheden. Da jeg mistede min mor og begyndte at glemme hende, følte jeg, at hun døde mere og mere for mig, så jeg begyndte at kæmpe for at huske hende ved at skrive. Det blev min kamp mod døden, og hvis man kæmper mod døden, kæmper man også med livet,” siger han med lys i de klare øjne.

En kamp mod døden

”Jeg synes, at det er meget enkelt,” kommer det så. ”Fordi jeg tvivler på Gud og livet efter døden, må jeg gøre livet endnu større. Det er min kamp mod døden. Jeg prøver at huske så meget som muligt, så det ikke forsvinder, men min hukommelse er elendig.

Det var jeg især ked af som ung, men jeg har lært, at det for mig som digter eller forfatter er positivt, fordi min svage hukommelse så giver digtningen plads, og så forandres

0 ”Jeg tror faktisk, at jeg begyndte at skrive, fordi folk døde omkring mig,” siger Jón Kalman Stefánsson, der her ses i Helsingør. – Foto: Leif Tuxen.

det hele. Kernen er måske noget, som jeg har oplevet i mit liv, men fiktionen bygger videre på fortællingen.”

Jón Kalman Stefánsson Født i 1963. Han regnes for at være en af Islands største forfattere. Han debuterede i 1988 og har siden udgivet 14 bøger. Han har modtaget den store islandske litteraturpris og været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris fire gange – senest for ”Fisk har ingen fødder”, som er en forløber for ”Nogenlunde på størrelse med universet”. På dansk udgav han i år ”Stjernernes knitren”, der udkom på forlaget Batzer & Co.

Så fiktionen bliver hukommelsens protese? ”Ja, jeg mødte for eksempel aldrig min oldefar, som jeg skriver om i ’Stjernernes knitren’. Min oldemor traf jeg også kun, da hun var meget gammel, og jeg var meget lille, så jeg husker hende nærmest ikke. Jeg har fået fortalt, at min oldefar var en eventyrlysten mand, men det eneste sikre, jeg ved om ham, har jeg fra en boligannonce, som han engang satte i en avis, så man kan næsten sige, at hele historien kommer fra den lille boligannonce, resten er fiktion. Men hvis god fiktion påvirker sine læsere, så er den ikke længere kun fiktion, så er den liv. Det er det, jeg altid stræber efter – at gøre fiktionen til liv,” siger Jón

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. november 2021

Julebøger2021 | Stemmer udefra | 53

”

Vi drømmer om et perfekt liv, hvor alt gik op, men hvis det gjorde det, ville vi ønske, at det ikke gik op. Det er også noget af det, der afholder mig fra at drømme om er himmerige, hvor alt er skønt. Der er for lidt rock’n’roll over det.

JÓN KALMAN STEFÁNSSON, FORFATTER

Kalman Stefánsson, der blandt andet skriver om, hvordan hans oldefar (underligt parallelt med vore dages coronakrise) selv måtte kæmpe med den spanske syge for 100 år siden, hvor beboerne i Reykjavik følte sig ramt af en bibelsk plage.

For lidt rock’n’roll i Himlen

I en central scene i romanen beder oldefaderen først til Gud og lover siden sin sjæl til Djævelen, hvis hans kone overlever. Og selv søger Jón Kalman Stefánsson også både kunstnerisk og åndelig inspiration i Bibelen. ”Der er ingen bog, der har påvirket vores kultur mere end Bibelen, som også altid har optaget mig meget. Jeg synes, at Bibelen både er en slags hovednøgle til vores kultur og i ens egen åndelige søgen efter mening. Og det er sjovt, at det tit er ikke-troende som mig selv, der er mest optaget af Bibelen,” siger han og tilføjer, at man også kan mærke i skrivestilen, at forfattere som Pontoppidan, Johannes V. Jensen og Karen Blixen kendte deres bibel. ”Jeg læser selv Bibelen som stor digtning, selvom den også kan være

”

Historien forsvinder, hvis den ikke bliver fortalt. Næsten alle har en særlig familiehistorie, når man går tilbage til sine oldeforældre, men hvis de historier ikke bliver husket og skrevet ned, så bliver de væk.

JÓN KALMAN STEFÁNSSON, FORFATTER

fantastisk kedelig. Men på samme tid er den glædeligt mislykket som roman, fordi der også er så mange gange, Bibelen modsiger sig selv, og på den måde er den jo et flot spejl af livet, der heller ikke går op. Livet er en meget mislykket roman, og det er det bedste ved livet. Det ville jo være frygteligt forudsigeligt, hvis alting gik op, så ville vi dø af kedsomhed. Man gider jo heller ikke læse en roman, hvor alt går op. Der mangler luft.”

Hvad gør du så for at skrive romaner, der ikke går op? ”Det er selv ikke i mine tanker, at det skal være et perfekt kunstværk, for så ville det være dødt. Hvis man møder et perfekt menneske, er det jo også det mest kedelige menneske, man kan forestille sig.”

Men har vi ikke netop et krav om perfektion i samfundet? ”Jo, hele tiden. Men det er en misforståelse. Vi drømmer om et perfekt liv, hvor alt gik op, men hvis det gjorde det, ville vi ønske, at det ikke gik op. Det er også noget af det, der afholder mig fra at drømme om et himmerige, hvor alt er skønt. Der er for lidt rock’n’roll over det,” siger Jón Kalman Stefánsson, som i sin roman til gengæld sammenligner Himlen, hvis den findes, med en smuk kvindes ansigt, som man aldrig bliver træt af.

”Mindet om dig er lys”

Jón Kalman Stefánsson sidder lidt og smiler i skægget, inden han tilføjer: ”Der er noget dybt inde i mig, som stadig søger efter mening. Delvist

fordi livet virker meningsløst, hvis alt vitterligt bliver sort, når man dør, så man søger efter noget, der er større end livet. Jeg voksede op med den kristne tro og gik i søndagsskole som mange andre islandske børn, men jeg syntes ret tidligt, at de svar, jeg blev givet, var for enkle. Senere opdagede jeg også, at religion også hurtigt kunne gøre livet til et helvede for folk. Det synes jeg stadig, at man ser overalt, hvor religion får for meget magt. For når religion får for meget magt, bliver den konservativ og undertrykkende for menneskeheden. Sådan var det, da kirken havde magt i Vesten, og sådan er det for eksempel i Afghanistan i dag. For mennesker, der tror, at de har fundet sandheden, er de farligste i verden.”

Men kan man ikke se den fodvaskende Jesus som et modbillede på magt? ”Jo, Jesus frasagde sig i hvert fald konstant verdslig magt, men hans kristendom var også vidt forskellig fra den konservative kristendom, som paven for eksempel forkynder i sit tunge evangelium for kvinder og homoseksuelle. Jesus var aldrig for-

dømmende over for nogen. Måske kun de selvretfærdige farisæere, som følte sig bedre end andre. Men Jesu kristendom virkede som en slags perfekt kommunisme, hvor alle skulle være ligeværdige og elske hinanden, og det kan vi ikke leve op til som de primitive egoister, vi er.

Og så får vi i stedet alle fortolkningerne af kristendommen, hvor folk læser alt, hvad de selv mener, ud af Bibelen. Det er jo en anden fordel eller ulempe ved, at Bibelen modsiger sig selv så meget, at man altid kan finde bibelsk opbakning til hvad som helst,” siger Jón Kalman Stefánsson, som altid i stedet – foreløbig – mest søger det evige liv ved at huske de døde – og skrive om dem.

Også i fremtiden kommer Jón Kalman Stefánsson til at væve videre på det tema. For hans kommende roman, der formentlig kommer til at hedde ”Dit fravær er mørke” på dansk, når den udkommer herhjemme til næste år, er opkaldt efter en gravsten i romanen, hvis fulde ordlyd er ”Dit fravær er mørke, mindet om dig er lys”.

J

54 | Julebøger2021 | Stemmer udefra

Følelsernes vold I ”Simpel lidenskab” skriver Annie Ernaux sig helt ind på ­begæret, der brænder igennem al moral og alle meninger

anmeldelse Jeppe Krogsgaard Christensen kultur@k.dk

Det er en særlig glæde, når et stort forfatterskab bliver gjort tilgængeligt på dansk. Når et sprog og et særligt blik bliver en del af ens egen måde at se verden på.

Som franske Annie Ernaux, der takket være et par fine forlag findes i flere fortrinlige oversættelser. Og hvor blændende Ernaux kan være, det viste ”Årene”, som udkom i 2008 i Frankrig, på dansk tidligere i år og er en såvel kompleks som ambitiøs roman om franske kvinders forhold fra 1941 til 2006. Gennem årtiernes forandringer, tilbageslag og nybrud.

Nu får danske læsere så ”Simpel lidenskab”, der udkom første gang i 1991, altså 17 år før ”Årene”, og som på flere måder er dens modsætning. I hvert fald formelt: Det er en roman på bare 73 små sider med en enstrenget fortælling om en moden kvindes forhold til en gift mand.

Men de to romaner har, når man ser gennem de ydre forskelle, meget til fælles. For ”Simpel lidenskab” handler også om seksualitet, normer og forholdet mellem kønnene, ligesom de begge er baseret på Ernaux’ egne oplevelser og altså er dét, der med et underligt mekanisk ord kaldes autofiktion.

Men når ”Simpel lidenskab” er en stor

læseoplevelse, er det, fordi den viser, hvordan et forhold mellem to mennesker aldrig er enkelt. Så når romanen hedder ”Simpel lidenskab”, er det nok ironisk ment. Alene afhængigheden er alt andet end simpel, men er både smuk og syg: ”Fra september sidste år lavede jeg ikke andet end at vente på en mand: på at han ringede, og på at han kom hjem til mig.”

Og et andet sted står der: ”Når han ikke var der, var de eneste lykkelige øjeblikke dem, hvor jeg købte nye kjoler, ørenringe og strømper og prøvede de nyindkøbte ting foran spejlet, idet det umulige

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. november 2021

ideal var, at han skulle se mig i noget nyt hver gang.”

Kvindens totale afhængighed af en mand, der kommer og går efter forgodtbefindende.

Som har en hustru. Det er ikke det, feministerne har kæmpet for, men lyster og lidenskaber følger ikke noget ideal og skeler ikke til ligestilling.

I kvinden blandes fryd og ydmygelse, glæde og skam, og det skriver Ernaux frem i en renset, tilstræbt enkel prosa, som oversætter Niels Lyngsø formidler med stor lydhørhed, og hvor læseren virkelig mærker, hvad det vil sige at være en elskerinde, der kun lever, når manden kaster sit lys og sin lyst på hende. Ellers er hun intet.

Men manden forbliver i udkanten af romanen. Han dukker op bare for at forsvinde igen og overlader kvinden – og læseren – til længslen og frustrationerne og tankerne om, hvordan man skriver om en affære. Romanen er nemlig skrevet i datid, og kvinden, der er forfatter, er i tvivl om, hvad det er, hun skriver. Om ”det er i form af et vidnesbyrd eller måske ligefrem i form af den slags betroelser, man finder i dameblade, om det er i form af et manifest eller en rapport eller en slags noteapparat til en tekst”.

Tankerne om skriveprocessen og om tekstens kvinde og mand skyder sig ind mellem fortællingen og læseren, men uden at skabe distance. Det er snarere et ekstra strømførende lag i romanen, der altså nok fremstår enkel i form og fortælling, men langtfra er det.

Sådan som det er at sætte sig ned og forsøge at skrive om det oplevede. Eller sådan som det er at mærke begæret efter en anden krop brænde igennem al moral og alle meninger.

J

5 stjerner Annie Ernaux: Simpel lidenskab. Oversat af Niels Lyngsø.

73 sider. 150 kroner. Gads Forlag.

4 Den franske forfatter Annie Ernaux fik sit gennembrud i Danmark, efter at hendes roman ”Årene” fra 2008 udkom på dansk tidligere i år. – Foto: Horst Galuschka/picture-alliance/dpa/AP Images.

”Sorg er et hus uden døre og vinduer” I Daisy Johnsons ”Søstre” skildres en families traume med sikre gotiske greb og stor psykologisk indsigt

anmeldelse Jeppe Krogsgaard Christensen kultur@k.dk

I skønlitteraturen er et hus ikke bare et hus, men ofte et udtryk for karakterernes sind og følelser. Og opholder de sig på loftet, i kælderen eller flytter fra ét hus til et andet, ja, så betyder det noget.

Sådan er det også i Daisy Johnsons ”Søstre”, hvor første del åbner med disse ord: ”Et hus. Skiver af det gennem hækken, hen over markerne. Snavset-hvidt, vinduer dybt inde mellem murstenene.”

Det er en mor og hendes to piger, der ankommer til huset. Det ligger helt ude på kanten af engelske North York Moors og Nordsøen og ”kryber sammen som et barn ved den lave stenmur”.

Den lille familie kommer fra Oxford, men skal af uklare årsager nu bo derude i huset, som bærer navnet Settle House – med et ekko af Edgar Allan Poe, Henry James og Emily Brönte.

Sheela, som moderen hedder, er en nedbrudt børnebogsforfatter, og de to store piger, July og September, lever i en ekstrem form for symbiose: da de efter en tid er på stranden og mødes om et bål med nogle af egnens drenge, ender September med at have sex med en af dem, men July kan også mærke mødommen blive taget.

Hvor September slutter og July begynder, er ikke til at sige, og det er en af de pointer, som leder frem mod det store tvist mod romanens slutning. Men inden da har Johnson – der som den yngste nogensinde blev shortlistet til Man Booker Prize for debutromanen ”Everything Under” – etableret et miljø, hvor alt er kuldslået, forvitret, trøstesløst, og hvor en hændelse i fortiden lægger et sygliggult lys over handlinger og begivenheder.

Noget er sket, der farver det, der sker og vil ske, og på den måde bevæger ”Søstre” sig ind og ud af såvel den moderne psykologiske roman som den klassiske gotiske fortælling

– og der er noget ved håbløsheden og det skidne, som minder om hollandske Marieke Lucas Rijneveld og hendes roman ”Aftenens ubehag”. ”Søstre” er nu mest sin egen og udfolder de traumer, familien fylder huset med, på særdeles overbevisende facon. Som her, hvor July ser på sin apatiske mor: ”Hvis hun arbejder, skal det hele nok gå.

Der var en ny bog, hun lige var begyndt på, inden vi tog fra Oxford. I den sejlede September og jeg i en lille båd til en ø dækket af sne, selv om det var midt om sommeren, og prøvede at gøre den varm igen.”

Hvordan disse scener og beskrivelser – lydhørt oversat af Rasmus Hastrup – finder sammen til sidst, skal ikke røbes her, men blot siges, at det gør frygteligt ondt. Og selvom meget er lagt an på den sene overraskelse, den vilde vending, er romanen ikke afhængig af den. Johnson skriver så godt om det forblæste og nedslidte hus, om psykens porøsitet og upålidelighed og om kvinde- og pigeliv, at ”Søstre” er en litterær oplevelse på snart sagt hver eneste side. Og så er der den effektfulde insisteren på at forbinde huset med karaktererne. Som når der står:

”Sorg er et hus uden døre og vinduer og mulighed for at se, hvad klokken er.”

Hvorfor denne sorg? Hvorfor er moderen og pigerne flyttet væk fra byen? Hvad har gjort, at de må bo på heden i et hus, der kun holder på deres lidelse, deres smerte?

Spørgsmålene rejser sig gennem den korte roman, der ikke kun er for læsere med en svaghed for opdateret gotik, men for enhver, der holder af at læse, så hårene rejser sig i nakken og på armene. Fordi det simpelthen J er uhyggelig god litteratur.

5 stjerner

Daisy Johnson: Søstre.

Oversat af Rasmus Hastrup.

185 sider. 250 kroner.

Screaming Books.

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. november 2021

Bøger2021 | 55

Krimidronningen og mestermaleren Svenske Agneta Pleijel har skrevet en rørende, men også problematisk roman om Agatha Christie og Oskar Kokoschkas seks møder i 1969

anmeldelse Jeppe Krogsgaard Christensen kultur@k.dk

I autofiktionen tager forfatteren udgangspunkt i egne oplevelser og erfaringer, men i exofiktionen digtes der videre på andre menneskers liv og biografi. Det sidste gælder for ”Dobbeltportræt”, hvor svenske Agneta Pleijel ikke bare digter om ét andet menneske, men om hele to, nemlig den engelske krimiforfatter Agatha Christie og den østrigske maler Oskar Kokoschka.

De to havde umiddelbart intet tilfælles, men blev i 1969 bragt sammen af Christies barnebarn. Han ville – efter at have set en retrospektiv Kokoschka-udstilling i London – give sin mormor et portræt i 80-årsfødselsdagsgave og lykkedes efter en del problemer med at få det arrangeret. ”Dobbeltportræt” beskriver de seks møder mellem Christie og Kokoschka, hvor ingen reelt kan vide, hvad der blev talt om. Men Pleijel, der har et strålende forfatterskab bag sig, fylder rummene – hvor Christie sidder, og Kokoschka står bag staffeliet – med samtaler og lader dem gradvist finde hinanden, trods store forskelle i temperament, baggrund og kunstnerisk udtryk.

Christie er en reserveret, overvægtig da-

me, Kokoschka er kantet, direkte, og i deres samtaler og via tilbageblik skildres hans fattige opvækst, hans kamp for et eget forvredet, ekspressionistisk billedsprog og de traumatiserende år under verdenskrigene. Hun

Som roman fungerer ”Dobbeltportræt”, og specielt Christie står levende frem i den skridsikre oversættelse.

voksede derimod op i en velhavende familie, men følte sig ensom, og alt dét træder frem under de seks møder, hvor to sælsomme punkter i deres liv får særlig plads: Det første handler om, da Kokoschka efter en affære med Alma Mahler skabte en dukke i fuld størrelse af hende, som han bragte med sig rundt i Wien. Det andet handler om de 11 dage, hvor Christie var som sunket i jorden, og politi og presse ledte efter hende med lys og lygte.

Med styr på høj- og lavpunkter i såvel Kokoschkas som Christies liv, med deres seks møder som fortællestruktur og med fornem sans for samtalens musik, ja, så lykkes det Pleijel at tegne et troværdigt billede af dem og deres møde.

Nok er der passager, hvor Christies og Kokoschkas liv og gerninger bliver beskrevet lovlig leksikalt, ligesom jeg ikke altid har det lige let med, at Pleijel tillader sig at fantasere frit om virkelige menneskers virkelige møder.

Det er vel en form for litterært overgreb?

Men som roman fungerer ”Dobbeltportræt”, og specielt Christie står levende frem i den skridsikre oversættelse – utilpas i sin tunge krop og med en nysgerrighed og menneskeforståelse, som Pleijel synes at antyde kunne have ført til en anden og dybere slags romaner end den masseproduktion af storsælgende krimier, det mest blev til. Kokoschka er ikke helt så afrundet i sin psykologi, og så meget fra hans liv skal med; affæren med Mahler, dukken, krigene, Wiens kunstnermiljø, flugten fra nazismen og mere til. Men den forståelse og nænsomhed, der opstår mellem ham og Christie, er altså rørende, og det er mest af alt dén, som gør romanen til en læseoplevelse. To mennesker, der rækker ud efter hinanden. Som forsøger at fortælle og forstå.

J Inden det er for sent.

4 stjerner Agneta Pleijel: Dobbeltportræt.

Oversat af Anne Marie Têtevide. 182 sider. 230 kroner.

Batzer & Co.

Gaveregn og stjernedrys Hans Boll-Johansen GANSKE KORT HER TIL SIDST Om kunsten at visne glad ”Fin, afdæmpet bog om at sige farvel til livet.”

KRISTELIGT DAGBLAD

Mirjam Capelle MIN SJÆLS VANDMÆRKE En jødisk slægtsfortælling ”En spændende og velfortalt historie.”

BERLINGSKE

Julie Riisbro og Niels Erik Rosenfeldt AGENT FOR LENIN OG STALIN En dansk malers utrolige liv ”Den er rent ud fremragende.”

JYLLANDS-POSTEN

Lars Christensen DEN DANSKE DRØM OM REVANCHE Store Nordiske Krig 1700-1721 ”Kan anbefales som inspirerende læsning.”

JYLLANDS-POSTEN

4 Den svenske forfatter Agneta Pleijel, der er aktuel med romanen ”Dobbeltportræt”, var med på bogmessen BogForum 2021 i Bella Center i København tidligere på måneden. – Foto: Kim Matthäi Leland/Ritzau Scanpix.

KØB BØGERNE PÅ K.DK/KLUB ELLER HOS DIN BOGHANDLER

STORE FORTÆLLINGER TIL JULEN Vinder af Bogforums Debutantpris

Ungeenheden “Fnuglet debut … Det er den poetiske

Sixten & Elvira Den sande historie om Elvira

og usentimentale tone, som gør Fine

Madigan og Sixten Sparre. I 1889

Gråbøls debut til en læseoplevelse,

skød den svenske løjtnant Sixten

et sindslidelsens skatkammer.”

Sparre først sin unge elskerinde

information

Elvira Madigan og herefter sig selv.

”En utrolig rørende og gribende bog …

Hændelsen er gået over i historien

Så sikker, tydelig, vibrerende, chiffon-

som en romantisk udgang på en

og cigaretagtig.” olga ravn

umulig kærlighedsaffære. I Sixten

”En stærk debut om at stå svagt i samfundet, men dog at stå sammen.” politiken

& Elvira viser Kathinka Lindhe imidlertid, at hændelsen ikke var en fælles beslutning. Elvira vidste ikke, at hun skulle dø. Der var tale om overlagt mord.

En linje i verden ”Et mesterværk.” dagbladet information ”En smukt skrevet fortælling.” weekendavisen ”Betagende … Dorthe Nors’ og Henrik

Frederik i flåden Historier fra Frederik 9.’s liv med flåden. Rigt illustreret med kendte og ukendte fotos ”Bogen er en skatkiste af fotos fra bl.a. dronningens håndbibliotek

Saxgrens beskrivelser af Vestkyst-

(...) en elegant dokumentation om

linjen har blivende kvaliteter.”

et kongeligt liv i Det Blå Danmarks



tjeneste. Det er en bog, der vil

kristeligt dagblad ”Et stort kunstværk … Det er en bog, man ved, man vil læse i igen, når

fornøje søens folk, bolværksmatroser og landkrabber.”

 jyllands-posten

man lægger den fra sig.” pov

Kærlighedens år ”Johanne Mygind debuterer sikkert

Urtid Jeanette Varberg fortæller Danmarks

og vedrørende med en samtids- og

ældste historie fra stenalder til

slægtsroman om tre generationer af

vikingetid – og kvindernes aftryk

mødre og døtre.”

på historien som andet og mere end

weekendavisen

dem, der føder børn.

”... en stærk, velskrevet og nuanceret feministisk opsang om kvinders vilkår før og nu.”

 kristeligt dagblad ”Romandebut er fyldt med nærvær

”Jeanette Varberg er en engageret fortæller.”

politiken

”Jeanette Varberg kan fortælle, så det hele synger.” weekendavisen ”En inspirerende indføring i vores egen

… Johanne Mygind sprudler som

dybe historie.”

forfatter.” jyllands-posten

 jyllands-posten