Interview Traumerne fra holocaust gik i arv

Kristeligt Dagblad Lørdag 20. november 2021 Traumerne fra holocaust gik i arv

54-årige Mirjam Capelles

opvækst var præget af de traumer, hendes jødiske mor havde med sig fra flugten under Anden Verdenskrig. I den kristne tro har hun nu fundet vej til forsoning med fortiden

interview

Benedikte Christine Rasmussen

brasmussen@k.dk Det var en dansk stil, der for alvor fik hendes mor til at fortælle. Det er en efterårsdag i 1977, og Mirjam Capelle sad med sin mor ved det lyse spisebord. Mirjam Capelle var netop begyndt i 6. klasse på Trongårdsskolen i Kongens Lyngby som den nye pige i klassen. Opgaven, hun havde fået som lektie, var at skrive en stil om jødeforfølgelsen under Anden Verdenskrig. Mirjams mor havde indvilget i at hjælpe, for hun var selv en levende del af historien. Datteren vidste på forhånd, at det var en alvorlig historie. Hun havde tidligere fået den i små bidder, og hun havde set tårerne strømme ned ad moderens kinder ved synet af billederne af de nøgne, udsultede kroppe, der engang blev vist i en dokumentar i fjernsynet, da Mirjam Capelle endnu var alt for lille til, at hun burde have set den.

Hendes mor begyndte at fortælle, mens Mirjam nedfældede ordene i kladdehæftet. Hun fortalte om Stockholm, hvor hun som lille var kommet til med sine forældre. Men hun fortalte også om, hvordan de nær var blevet taget af tyskerne på vejen dertil. Hvordan de udsultede kroppe på tv nemt kunne have været dem.

Spørger man Mirjam Capelle i dag, er hun ikke i tvivl om, at traumer kan gå i arv. Og at netop hun har været arvtageren til den frygt, der har ligget indlejret i moderen, siden hun som lille pige måtte flygte med forældrene over Øresund til Sverige i oktober 1943. Skyggerne fra holocaust har, så længe Mirjam Capelle husker tilbage, været en indlejret del af hendes mors – men også af Mirjams eget liv. Et nedarvet traume, der har begrænset hende, men også været en kilde til indsigt; i hendes egen barndom, i hendes søgen efter en Gud og i hendes jødiske slægtsfortælling.

Det er alt det, som i dag 54-årige Mirjam Capelle nu har nedfældet i sin nye bog, ”Min sjæls vandmærke”, som netop er udkommet på Kristeligt Dagblads forlag. Og det er dét, som hun har indvilget i at fortælle om i sit hjem i Vangede lidt nord for København.

Et undskyld-jeg-findes-barn

Det er en krydret duft, der slipper ud af døråbningen, da Mirjam Capelle tager imod i sit hjem, et rødstensrækkehus identisk med de næste mange nede ad den lukkede vej. Huset er ikke stort, men det huser en stor familie. Mirjam Capelle, hendes mand, Christoph, og parrets tre børn. Mirjam Capelle er alene hjemme denne tidlige eftermiddag, for ligesom hun helst skriver, når der er komplet ro omkring hende, var det også hendes tanke, at det ville være bedst med dette interview. Det er hendes første af slagsen. Bogen er hendes debut. Og hun henter den frem som det første, da journalisten træder indenfor. ”Det er altså lidt underligt endelig at have den i hænderne.”

Hun vender det blå omslag med sit eget ansigt trykt som silhuet rundt i hånden. ”Jeg skulle nok lige vænne mig til at se mig selv på den måde.”

Det er første gang, Mirjam Capelle har vendt sine erindringer udad og givet andre lov til at læse med. Det har krævet et dybdegående gravearbejde ned i hendes egen erindring og hendes families slægtshistorie. Og så har det krævet en ny form for åbenhed. Én, hun bestemt ikke har haft med sig fra barnsben. ”Jeg var et barn, der ikke gjorde det store væsen af mig. Sådan undskyld-jeg-findes-agtig. Jeg var egentlig glad for livet, men det var aldrig mig, der førte an. Jeg var mere afventende. Og altid opmærksom – særligt på, hvilket humør min mor var i, og hvordan jeg deraf selv kunne tillade mig at være.”

0 I sin nye bog, ”Min sjæls vandmærke”, trækker Mirjam Capelle på sine egne erindringer og optrevler sin jødiske slægtshistorie. Bogen handler om oldefaderen, der overlevede tiden i udryddelseslejr, den handler om bedsteforældrene, der tog flugten til Sverige, og om Mirjams mor, der siden har levet med traumerne fra jødeforfølgelserne. Traumer, som Mirjam Capelle er overbevist om er gået i arv til hende selv. – Foto: Leif Tuxen.

Følelsesmæssigt blev vi forsømt

Mirjam Capelle voksede op i en villa i Lyngby med sine tre brødre i det, der udadtil lignede en kernefamilie. Så langt hun husker tilbage, var det dog, som om barndomshjemmet var fyldt med noget utrygt. Hun var på vagt, når hun var hjemme.

Hendes mor var levende, gestikulerende og ofte sjov. Men ikke langt under overfladen lå der et mørke i hende, husker Mirjam Capelle, der kom til udtryk i spontan vrede og i de brune øjne, der skiftede til sort, når det tog hende. ”Der var en grundtone af angst i hjemmet, som jeg er sikker på blev lagt allerede i min mors barndom, og som hun førte med ind i vores. Jeg tror ikke, hun har været i stand til at finde ro med fortidens skygger. Det gjorde os utrygge. Og det fik min storebror Anders og mig til at krybe sammen. Han var en mere stabil person i mit liv, end hun var, og vi blev hinandens tætteste på en måde, der også skulle vise sig at blive grænseløs.”

Det grænseløse bestod blandt andet i, at forholdet mellem hende og storebroderen med tiden blev incestuøst. Mirjam Capelle skammede sig over det dengang. I dag taler hun åbent om det, og derfor er også dette skrevet med i hendes bog. Hun mærker en styrke ved den åbenhed, hun med tiden har tilegnet sig, forklarer hun. ”At tale og skrive om det har hjulpet mig til at forstå og komme overens med, at Anders og jeg udviklede den relation, vi gjorde. Og det har også hjulpet mig til at forstå min mor. For hun gjorde sit bedste ud fra det, hun bar med sig. Jeg tror på, at åbenheden kan føre én rigtig langt, hvis man har gode intentioner med den. Sådanne familietraumer, der, som jeg ser det, er nedarvet gennem generationer, kan ikke bare forsvinde af sig selv. Men jeg tror, det hjælper at acceptere, at de har en plads.” diske var noget, der blev nedarvet gennem kvinderne i familien. Således var Mirjam det også. Og hun var stolt af at være det. Alligevel var det ikke noget, hun som barn råbte højt om, for jøderne var jo sådan nogle, der blev forfulgt, tænkte hun. Og når hun med sin skoleklasse var i kirke ved juletid og hørte om, hvordan jøderne havde været skyld i Jesu korsfæstelse og død, skuttede hun sig på kirkebænken. ”Bare præsten ikke opdager, at jeg er jøde,” tænkte hun. ”Derhjemme var tro mest af alt noget, der blev tiet,” fortæller Mirjam Capelle. ”Det jødiske har hele tiden ligget som en del af min bevidsthed og min selvforståelse, men det fyldte ikke så meget. Jeg ser det nu, som om det jødiske lidt var som et vitrineskab, man har arvet fra sin mormor, men som blot står i stuen og aldrig bliver åbnet.”

Derfor blev Mirjam Capelle også overrasket, da det var hendes mor, der foreslog, at datteren skulle rejse til Jerusalem. ”Det var en tid, hvor jeg længe havde flakket rundt i en form for eksistentiel søgen. Jeg søgte ind i punkmiljøet, gik til koncerter i Saltlageret, søgte ind i poesien og indoptog sådan en form for pessimistisk syn på fremtiden. Jeg tror, det var et forsøg på at finde et sted, jeg passede ind, men noget blev meget hårdt inden i mig. Det ændrede sig, da jeg rejste til Jerusalem.”

Det var i Israel, at Mirjam Capelle første gang fik fornemmelsen af at høre til – i hvert fald på nogle områder. Hun boede i en kibbutz, arbejdede på en restaurant og lærte hebraisk. Der var noget velkendt over det. Over pulsen i byen og israelernes store armbevægelser, der mindede hende om moderens side af familien. Og så lignede Mirjam Capelle pludselig de andre. Rent fysisk. ”Og så bærer mange i Israel rundt på noget, jeg også selv gjorde, uden at jeg før havde kunnet sætte ord på det. De fleste er vokset op med en form for traume indlejret i sig. Nogle har familie, der er flygtet dertil, andre har fået grene af familien udslettet i koncentrationslejrene. Jeg følte en forbundethed med dem. Og min bevidsthed om det jødiske i mig blev skærpet.” ”Tilbage i København blev jeg hevet ud af det univers, der omsluttede mig i Jerusalem, og jeg kunne pludselig mærke et behov for at tage afstand til det. Godt nok fortsatte jeg i en gruppe hos overrabbiner Bent Melchior, hvor vi læste Toraen. Men jeg faldt ikke til ro i det. Det med Gud var stadig noget meget abstrakt for mig.”

Og så kom Christoph

Christoph og Mirjam Capelle har nu været gift i 21 år. Og det var ham, der i 1999, da parret først mødtes, så småt begyndte at samle den religiøse tråd op for Mirjam Capelle, som hun mere eller mindre selv havde lagt fra sig efter hjemkomsten fra Israel. ”Der var sket enormt mange ting for mig i de mellemliggende år. Jeg havde læst til psykolog. Mødt min eksmand, fået et barn og blevet skilt igen. Og så kom Christoph ind i mit liv. Han havde bønnen med sig, for han er født ind i en katolsk familie. Og det talte til mig på en ny måde.”

Noget ændrede sig, da Mirjam Capelle for 10 år siden meget pludseligt mistede storebroderen Anders. Et halvt år efter blev hun gravid med datteren Esther. Det var på ingen måde planlagt. Mirjam Capelle var på det tidspunkt 45 år. Christoph 66. Og selvom al fornuft sagde dem, at det var for sent i livet, kunne Mirjam Capelle mærke, at de skulle have det barn. ”Den her blanding af en dyb sorg over tabet af Anders og så at være gravid igen åbnede for noget nyt i mig. Det er meget store ord at tage i min mund, men jeg kunne ikke lade være med at føle, at graviditeten var et mirakel.”

En rundere måde at være i verden

For fire år siden valgte Mirjam Capelle at blive døbt. Siden har hun følt sig hjemme i den kristne kirke. Her står hun nu åndeligt med begge ben, men kalder alligevel sig selv en form for jødisk-kristen hybrid. Hvor hun før følte sig fremmed både i kirken og i den jødiske tro, føler hun sig nu hjemme begge steder. ”Troen har gjort, at der er noget inde i mig, jeg har forsonet mig med,” siger hun. ”Jeg har været rigtig meget i terapi. Og det har helt klart kunnet bære mig et stykke. Men det er i det åndelige rum, at jeg har fundet en form for inderlig accept. Gennem troen føler jeg, at jeg er kommet mere overens med den store historie om holocaust, der på en eller anden måde altid har spøgt i min familie. Men også med den nære historie om min barndom og måden, min mors frygt har sat aftryk. Jeg har accepteret, at det er sådan, det er. Og med den accept er det blevet rundere for mig at være i verden.” J

VERDENS BEDSTE JULEGAVE

FRIT VALG 29995

KORSVEJE

Jonathan Franzen En underholdende og storslået slægtsroman. Man følger familien Hildebrandts familiedramaer op igennem 1970’erne, hvor de enkelte familiemedlemmers kriser spejler et USA midt i store forandringer. Gyldendal

FRELSEREN FRA HVIDOVRE

Kaspar Colling Nielsen Dommedag er nær. I denne afgørende stund for menneskeheden viser fl ere uafhængige analyser, at én mand kan redde verden. Denne mand er lidt overraskende den 48-årige fallerede digter Allan Thornbum. Politikens Forlag

DET ER DE OPRØRSKE DER SVIGTER

Lise Ringhof og Erik Valeur Andet bind i den store dramatiske slægtsfortælling om familien Brinch og Danmark – fra begyndelsen af 1900-tallet og frem til i dag. Gutkind

★ ★ ★ ★ ★ - Fyens Stiftstidende

VAND TIL BLOMSTER

Valérie Perrin Udråbt til en af de smukkeste romaner i verden. En stemningsfuld og medrivende fortælling om en kvinde, som tror på lykken. Fuld af poesi, varme og eftertænksomhed. Mere end 1 million solgte bøger i Frankrig. Alpha

SIMPEL LIDENSKAB

Annie Ernaux I sin særlige minimalistiske form dokumenterer Annie Ernaux et kærlighedsforhold, hun havde til en gift mand, da hun var omkring halvtreds år. Et litterært og antropologisk studie af et hjerte i brand. Gads Forlag

14995

HÆNDELSEN

Annie Ernaux Som 23-årig bliver Annie Ernaux gravid. Året er 1963, og abort er forbudt. At fortælle om graviditeten eller vælge at få barnet vil påføre hende og familien en uoverstigelig skam. Gads Forlag

14995

ÅRENE

Annie Ernaux Et moderne mesterværk i fransk litteratur. En roman om Frankrig og om en kvindes liv fra 1940’erne og frem. Gads Forlag “Et fænomenalt værk!” - Jyllands-Posten

24995

ALKYMISTEN

Paulo Coelho Kun en sjælden gang bliver der udgivet en bog, der kan forandre læserens liv. Dette er sådan en bog. Med mere end 65 millioner solgte eksemplarer over hele verden er bogen blevet en moderne klassiker. Forlaget Zara

19995

VINDENS PORT

Anne-Cathrine Riebnitzsky Ibrahim Banu Said forsøger at være en god borgherre for befolkningen i den berømte fæstning Al Qalat i Andalusien. Da en kristen invasion nærmer sig fra nord, er spørgsmålet, om han kan redde sit folk. Lindhardt og Ringhof

34995

KON-TUR HAR JULENS BEDSTE LÆSEOPLEVELSER

UNDERVEJS

Tom Buk-Swienty Dronningen fortæller om sine formative år med en boblende fortælleglæde, humor, selvironi, men også stor alvor, en gang imellem med tårer i øjnene og til tider med forbavsende bramfrihed. Politikens Forlag

SE PRISEN I BUTIKKEN MONARK OG MENNESKE

Thomas Larsen Mennesker med et nært forhold til Dronning Margrethe fortæller om, hvordan hun i 50 år er vokset til at blive et nationalt samlingspunkt. Et varmt og levende portræt af en regent, der har repræsenteret Danmark udadtil og forenet landet indadtil. Gyldendal

29995

VARIETÉ. LAURITS OG VALDEMAR

Søren Pilmark 1910. Den unge tryllekunstner Laurits Larsen er teaterets store stjerne. Hvad skal der ske, hvis han rejser til København? Politikens Forlag

SE PRISEN I BUTIKKEN HJEMMEHJÆLPEREN RAMONA

Hella Joof Har du mødt en engel? Når du stod midt i livet, og der pludselig var en, som rakte hånden ud? Hella Joof skriver livskloge historier om de menneskelige engle, som er der, når vi har brug for dem. Lindhardt og Ringhof

24995

BØGER DER KAN HOLDE DIG VÅGEN HELE NATTEN

SE PRISEN I BUTIKKEN

BOX

Camilla Läckberg og Henrik Fexeus Da en kvinde fi ndes gennemboret af sværd, opsøger politiinspektør Mina Dabiri mentalisten Vincent Walder for hjælp til opklaringen. Sammen må de prøve at forstå vanviddet for at forhindre det næste mord. People’s

SE PRISEN I BUTIKKEN

ALDRIG

Ken Follett En hæsblæsende spændingsroman i verdensklasse. En nervepirrende fortælling om alt det, der aldrig må ske. Gyldendal

SØLVBLIK

John le Carré En intens historie om et møde mellem uskyld og erfaring og mellem samfundspligt og personlig moral. John le Carré stiller i romanen spørgsmålet: Hvad skylder vi egentlig de mennesker, vi elsker? Gyldendal

24995

SE PRISEN I BUTIKKEN

NATRIUM CHLORID

Jussi Adler-Olsen Carl Mørck og Afdeling Q får deres hidtil mest komplekse sag, da en række dødsfald gennem tredive år tilfældigt viser sig at være tæt forbundne – og pege frem mod nye udspekulerede drab. Meget snart. Politikens Forlag

FRIT VALG 29995299

OCEANARIUM - ANIMALIUM - DINOSAURIUM - BOTANICUM - PLANETARIUM - FUNGARIUM Spær øjnene op og gå på opdagelse i et vidunderligt museum, spækket med store, farverige illustrationer og interessant viden. Velkommen til museet er en serie for nysgerrige børn i alle aldre, som vil lære om alt mellem himmel og jord. Forlaget Mammut