26 | Julebøger2021 | Dansk litteratur
Kristeligt Dagblad Lørdag 20. november 2021
Traumerne fra holocaust gik i arv 54-årige Mirjam Capelles opvækst var præget af de traumer, hendes jødiske mor havde med sig fra flugten under Anden Verdenskrig. I den kristne tro har hun nu fundet vej til forsoning med fortiden
interview Benedikte Christine Rasmussen brasmussen@k.dk
Det var en dansk stil, der for alvor fik hendes mor til at fortælle. Det er en efterårsdag i 1977, og Mirjam Capelle sad med sin mor ved det lyse spisebord. Mirjam Capelle var netop begyndt i 6. klasse på Trongårdsskolen i Kongens Lyngby som den nye pige i klassen. Opgaven, hun havde fået som lektie, var at skrive en stil om jødeforfølgelsen under Anden Verdenskrig. Mirjams mor havde indvilget i at hjælpe, for hun var selv en levende del af historien. Datteren vidste på forhånd, at det var en alvorlig historie. Hun havde tidligere fået den i små bidder, og hun havde set tårerne strømme ned ad moderens kinder ved synet af billederne af de nøgne, udsultede kroppe, der engang blev vist i en dokumentar i fjernsynet, da Mirjam Capelle endnu var alt for lille til, at hun burde have set den. Hendes mor begyndte at fortælle, mens Mirjam nedfældede ordene i kladdehæftet. Hun fortalte om Stockholm, hvor hun som lille var kommet til med sine forældre. Men hun fortalte også om, hvordan de nær var blevet taget af tyskerne på vejen dertil. Hvordan de udsultede kroppe på tv nemt kunne have været dem. Spørger man Mirjam Capelle i dag, er hun ikke i tvivl om, at traumer kan gå i arv. Og at netop hun har været arvtageren til den frygt, der har ligget indlejret i moderen, siden hun som lille pige måtte flygte med forældrene over Øresund til Sverige i oktober 1943. Skyggerne fra holocaust har, så længe Mirjam Capelle husker tilbage, været en indlejret del af hendes mors – men også af Mirjams eget liv. Et nedarvet traume, der har begrænset hende, men også været en kilde til indsigt; i hendes egen barndom, i hendes søgen efter en Gud og i hendes jødiske slægtsfortælling. Det er alt det, som i dag 54-årige Mirjam Capelle nu har nedfældet i sin nye bog, ”Min sjæls vandmærke”, som netop er udkommet på Kristeligt Dagblads forlag. Og det er dét, som hun har indvilget i at fortælle om i sit hjem i Vangede lidt nord for København.
Et undskyld-jeg-findes-barn
Det er en krydret duft, der slipper ud af døråbningen, da Mirjam Capelle tager imod i sit hjem, et rødstensrækkehus identisk med de næste mange nede ad den lukkede vej. Huset er ikke stort, men det huser en stor familie. Mirjam Capelle, hendes mand, Christoph, og parrets tre børn. Mirjam Capelle er alene hjemme denne tidlige eftermiddag, for ligesom hun helst skriver, når der er komplet ro omkring hende, var det også hendes tanke, at det ville være bedst med dette interview. Det er hendes første af slagsen. Bogen er hendes debut. Og hun henter den frem som det første, da journalisten træder indenfor. ”Det er altså lidt underligt endelig at have den i hænderne.” Hun vender det blå omslag med sit eget ansigt trykt som silhuet rundt i hånden. ”Jeg skulle nok lige vænne mig til at se mig selv på den måde.” Det er første gang, Mirjam Capelle har vendt sine erindringer udad og givet andre lov til at læse med. Det har krævet et dybdegående gravearbejde ned i hendes egen erindring og hendes families slægtshistorie. Og så har det krævet en ny form for åbenhed. Én, hun bestemt ikke har haft med sig fra
0 I sin nye bog, ”Min sjæls vandmærke”, trækker Mirjam Capelle på sine egne erindringer og optrevler sin jødiske slægtshistorie. Bogen handler om oldefaderen, der overlevede tiden i udryddelseslejr, den handler om bedsteforældrene, der tog flugten til Sverige, og om Mirjams mor, der siden har levet med traumerne fra jødeforfølgelserne. Traumer, som Mirjam Capelle er overbevist om er gået i arv til hende selv. – Foto: Leif Tuxen.
barnsben. ”Jeg var et barn, der ikke gjorde det store væsen af mig. Sådan undskyld-jeg-findes-agtig. Jeg var egentlig glad for livet, men det var aldrig mig, der førte an. Jeg var mere afventende. Og altid opmærksom – særligt på, hvilket humør min mor var i, og hvordan jeg deraf selv kunne tillade mig at være.”
Følelsesmæssigt blev vi forsømt
Mirjam Capelle voksede op i en villa i Lyngby med sine tre brødre i det, der udadtil lignede en kernefamilie. Så langt hun husker tilbage, var det dog, som om barndomshjemmet var fyldt med noget utrygt. Hun var på vagt, når hun var hjemme. Hendes mor var levende, gestikulerende og ofte sjov. Men ikke langt under overfladen lå der et mørke i hende, husker Mirjam Capelle, der kom til udtryk i spontan vrede og i de brune øjne, der skiftede til sort, når det tog hende. ”Der var en grundtone af angst i hjemmet, som jeg er sikker på blev lagt allerede i min mors barndom, og som hun førte med ind i vores. Jeg tror ikke, hun har været i stand til at finde ro med fortidens skygger. Det gjorde os utrygge. Og det fik min storebror Anders og mig til at krybe sammen. Han var en mere stabil person i mit liv, end hun var, og vi blev hinandens tætteste på en måde, der også skulle vise sig at blive grænseløs.” Det grænseløse bestod blandt andet i, at forholdet mellem hende og storebroderen med tiden blev incestuøst. Mirjam Capelle skammede sig over det dengang. I dag taler hun åbent om det, og derfor er også dette skrevet med i hendes bog. Hun mærker en styrke ved den åbenhed, hun med tiden har tilegnet sig, forklarer hun. ”At tale og skrive om det har hjulpet mig til at forstå og komme overens med, at Anders og jeg udviklede den relation, vi gjorde. Og det har også hjulpet mig til at forstå min mor. For hun gjorde sit bedste ud fra det, hun bar med sig. Jeg tror på, at åbenheden kan føre én rigtig langt, hvis man har gode intentioner med den. Sådanne familietraumer, der, som jeg ser det, er nedarvet gennem generationer, kan ikke bare forsvinde af sig selv. Men jeg tror, det hjælper at acceptere, at de har en plads.”
En søgen efter svar i Jerusalem
Mirjam Capelle havde hele livet vidst, at moderen var jøde. Ligesom hun vidste, at det jø-
diske var noget, der blev nedarvet gennem kvinderne i familien. Således var Mirjam det også. Og hun var stolt af at være det. Alligevel var det ikke noget, hun som barn råbte højt om, for jøderne var jo sådan nogle, der blev forfulgt, tænkte hun. Og når hun med sin skoleklasse var i kirke ved juletid og hørte om, hvordan jøderne havde været skyld i Jesu korsfæstelse og død, skuttede hun sig på kirkebænken. ”Bare præsten ikke opdager, at jeg er jøde,” tænkte hun. ”Derhjemme var tro mest af alt noget, der blev tiet,” fortæller Mirjam Capelle. ”Det jødiske har hele tiden ligget som en del af min bevidsthed og min selvforståelse, men det fyldte ikke så meget. Jeg ser det nu, som om det jødiske lidt var som et vitrineskab, man har arvet fra sin mormor, men som blot står i stuen og aldrig bliver åbnet.” Derfor blev Mirjam Capelle også overrasket, da det var hendes mor, der foreslog, at datteren skulle rejse til Jerusalem. ”Det var en tid, hvor jeg længe havde flakket rundt i en form for eksistentiel søgen. Jeg søgte ind i punkmiljøet, gik til koncerter i Saltlageret, søgte ind i poesien og indoptog sådan en form for pessimistisk syn på fremtiden. Jeg tror, det var et forsøg på at finde et sted, jeg passede ind, men noget blev meget hårdt inden i mig. Det ændrede sig, da jeg rejste til Jerusalem.” Det var i Israel, at Mirjam Capelle første gang fik fornemmelsen af at høre til – i hvert fald på nogle områder. Hun boede i en kibbutz, arbejdede på en restaurant og lærte hebraisk. Der var noget velkendt over det. Over pulsen i byen og israelernes store armbevægelser, der mindede hende om moderens side af familien. Og så lignede Mirjam Capelle pludselig de andre. Rent fysisk. ”Og så bærer mange i Israel rundt på noget, jeg også selv gjorde, uden at jeg før havde kunnet sætte ord på det. De fleste er vokset op med en form for traume indlejret i sig. Nogle har familie, der er flygtet dertil, andre har fået grene af familien udslettet i koncentrationslejrene. Jeg følte en forbundethed med dem. Og min bevidsthed om det jødiske i mig blev skærpet.” ”Tilbage i København blev jeg hevet ud af det univers, der omsluttede mig i Jerusalem, og jeg kunne pludselig mærke et behov for at tage afstand til det. Godt nok fortsatte jeg i en gruppe hos overrabbiner Bent Melchior, hvor vi læste Toraen. Men jeg faldt ikke til ro i det.
Det med Gud var stadig noget meget abstrakt for mig.”
Og så kom Christoph
Christoph og Mirjam Capelle har nu været gift i 21 år. Og det var ham, der i 1999, da parret først mødtes, så småt begyndte at samle den religiøse tråd op for Mirjam Capelle, som hun mere eller mindre selv havde lagt fra sig efter hjemkomsten fra Israel. ”Der var sket enormt mange ting for mig i de mellemliggende år. Jeg havde læst til psykolog. Mødt min eksmand, fået et barn og blevet skilt igen. Og så kom Christoph ind i mit liv. Han havde bønnen med sig, for han er født ind i en katolsk familie. Og det talte til mig på en ny måde.” Noget ændrede sig, da Mirjam Capelle for 10 år siden meget pludseligt mistede storebroderen Anders. Et halvt år efter blev hun gravid med datteren Esther. Det var på ingen måde planlagt. Mirjam Capelle var på det tidspunkt 45 år. Christoph 66. Og selvom al fornuft sagde dem, at det var for sent i livet, kunne Mirjam Capelle mærke, at de skulle have det barn. ”Den her blanding af en dyb sorg over tabet af Anders og så at være gravid igen åbnede for noget nyt i mig. Det er meget store ord at tage i min mund, men jeg kunne ikke lade være med at føle, at graviditeten var et mirakel.”
En rundere måde at være i verden
For fire år siden valgte Mirjam Capelle at blive døbt. Siden har hun følt sig hjemme i den kristne kirke. Her står hun nu åndeligt med begge ben, men kalder alligevel sig selv en form for jødisk-kristen hybrid. Hvor hun før følte sig fremmed både i kirken og i den jødiske tro, føler hun sig nu hjemme begge steder. ”Troen har gjort, at der er noget inde i mig, jeg har forsonet mig med,” siger hun. ”Jeg har været rigtig meget i terapi. Og det har helt klart kunnet bære mig et stykke. Men det er i det åndelige rum, at jeg har fundet en form for inderlig accept. Gennem troen føler jeg, at jeg er kommet mere overens med den store historie om holocaust, der på en eller anden måde altid har spøgt i min familie. Men også med den nære historie om min barndom og måden, min mors frygt har sat aftryk. Jeg har accepteret, at det er sådan, det er. Og med den accept er det blevet rundere J for mig at være i verden.”
