Interview Livet er en meget mislykket roman

Livet er en meget mislykket roman

Den islandske forfatter Jón Kalman

Stefánsson betragter sit forfatterskab som en kamp mod døden. For mennesker lever, så længe vi husker dem, mener han. Han begyndte at skrive for at huske sin mor, efter at hun døde, da han var seks år

interview

Daniel Øhrstrøm

ohrstrom@k.dk Jón Kalman Stefánsson lyser op i et smil på havnekajen i Helsingør, hvor vi har aftalt at mødes til en tidlig allehelgenssamtale om litteratur, sorg og død. Den islandske forfatter er nem at kende med sit røde hår og sorte jakkesæt, mens han vinker venligt som en velklædt viking.

På afstand ligner han en sorgløs succes. Det er han ikke. Men succes har han, for Jón Kalman Stefánsson har et stort og trofast dansk publikum, han har været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris hele fire gange, og anmelderne er ikke bange for at kalde ham en af Islands største forfattere.

Jón Kalman Stefánsson sammenlignes ligefrem med Nordens største sprogmestre som Halldór Laxness, Knut Hamsun, Selma Lagerlöf og Johannes V. Jensen. Men det var faktisk først og fremmest danske Martin A. Hansen, der hjalp ham til at finde sin egen roste forfatterstemme, da han omkring årtusindskiftet skrev på en af sine tidlige romaner, som (endnu) ikke er oversat til dansk, men direkte oversat ville hedde ”Lidt om gigantiske fyrretræer og tid”. ”Jeg fumlede meget rundt som ung forfatter,” siger Jón Kalman Stefánsson. ”Jeg skrev to mislykkede romaner, der heldigvis ikke udkom, fordi jeg smed dem ud, inden jeg debuterede i Island med en trilogi, som kun blev læst af nogle få hundrede læsere. Det var også først senere, jeg fik flere læsere. Men derfra vidste jeg, at jeg måtte finde på noget nyt stof, så jeg begyndte at skrive en historie med en kerne i 1974. Dengang var jeg 10 år gammel på sommerferie i Stavanger i Norge, og jeg ville gerne forsøge at fange stemningen fra den tid og alder. Men jeg kunne ikke finde en god tone og syntes, at det hele blev klodset, indtil jeg begyndte at oversætte Martin A. Hansens noveller til islandsk, og det hjalp mig til at finde tonen til den roman. Det var især historien ’Paradisæblerne’, som satte noget på plads i mit eget sprog. Men min første mislykkede roman, der altså heldigvis aldrig udkom, var faktisk inspireret af Tom Kristensens ’Hærværk’, fordi jeg syntes, at der var så utrolig stærk musik i den bog. Og whisky!”, siger han og griner, inden han tilføjer: ”Når man læser stærk litteratur som ung, er man jo også meget påvirkelig, så det giver en lyst til selv at skrive noget stort. En bog kan ændre alting i den alder. Senere bliver man mere kritisk og kan savne at blive lige så henført af at læse en bog. Det sker heldigvis stadig, men der er blevet længere mellem de skelsættende læseoplevelser for mig. Men jeg går aldrig uden for døren uden at have en digtsamling med mig. Jeg læser digte hver eneste dag, fordi digte påvirker mig og ernærer mig som menneske og forfatter.”

Meningen med livet

Længe troede Jón Kalman Stefánsson også, at han kun kunne skrive digte, før han fandt sin egen poetiske prosa – hjulpet på vej af blandt andre Martin A. Hansen og Tom Kristensen. Men på et dybere plan var det et dødsfald, der gjorde ham til forfatter. Jón Kalman Stefánsson var blot seks år, da hans mor døde, og det præger stadig hans forfatterskab, som kan virke indfarvet af en længselsfuld sorg, der til gengæld har forvandlet sig til den ene store familiesaga efter den anden – i for eksempel ”Sommerlys og så kommer natten”, ”Himmerige og helvede”, ”Fisk har ingen fødder”, ”Nogenlunde på størrelse med universet”, ”Historien om Asta” eller ”Stjernernes knitren”. Og det var også tabet af moderen, der satte forfatterskabet i gang, forklarer Jón Kalman Stefánsson. ”Det er kernen i mit liv og min digtning. Jeg tror faktisk, at jeg begyndte at skrive, fordi folk døde omkring mig. Først min mor og siden flere andre nære familiemedlemmer. For jeg blev bange for, at jeg ikke længere kunne huske dem. Pludselig blev jeg i tvivl om, hvordan hans eller hendes hånd eller øjne så ud,” siger Jón Kalman Stefánsson og ser op med sine egne blå, klare øjne i det grårøde skæggede ansigt, der får ham til at ligne Vincent van Gogh.

Men Jón Kalman Stefánsson maler selv med ord, så sorg bliver til smukke sætninger. I hans poetiske prosa bliver sneen for eksempel til ”en bro mellem himlen og jorden”, en solopgang til et ”lydløst vulkanudbrud” og havet til ”verdens største instrument”, mens han kalder ”hjem” for ”sprogets både lyseste og mørkeste ord”.

Sådan kan Kalman skrive så sødt, at sproget nærmest karamelliserer, mente Kristeligt Dagblads anmelder Lars Handesten, som dog – ”selvfølgelig” – anbefalede islændingens seneste, selvbiografiske roman, ”Stjernernes knitren”, da den udkom på dansk i år med næsten 20 års forsinkelse. Men selv tænker han ikke på den roman som en leg med ord, men mere som en kamp mod døden. ”Den roman er vigtig for mig, fordi det var mit eget første forsøg på at omsætte min egen historie til fiktion. Den handler meget om min egen families historie. Og historien forsvinder, hvis den ikke bliver fortalt. Næsten alle har en særlig familiehistorie, når man går tilbage til sine oldeforældre, men hvis de historier ikke bliver husket og skrevet ned, så bliver de væk. Efter 50 år husker ingen dem mere. Det synes jeg, er utrolig trist,” siger han og sukker, nærmest demonstrativ: ”Måske findes der ingen mening med livet. Måske er livet bare noget, der kommer og går, og måske var det bare tilfældigheder, der gjorde, at menneskeheden opstod. Måske findes der ingen Gud, måske er alt tilfældigt og meningsløst. Vi ved det ikke. Men jeg tror alligevel, at der findes en mening med livet ved at huske. Hvis man husker dem, der har været her, før de gik bort, så er de her stadig. Og i det kan man danne en slags mening. For hvis du husker mennesker, så dør de ikke. Det er vores kamp mod døden og måske også vores kamp mod meningsløsheden. Da jeg mistede min mor og begyndte at glemme hende, følte jeg, at hun døde mere og mere for mig, så jeg begyndte at kæmpe for at huske hende ved at skrive. Det blev min kamp mod døden, og hvis man kæmper mod døden, kæmper man også med livet,” siger han med lys i de klare øjne.

”Der er noget dybt inde i mig, som stadig søger efter mening. Delvist fordi livet virker meningsløst, hvis alt vitterligt bliver sort, når man dør, så man søger efter noget, der er større end livet.

JÓN KALMAN STEFÁNSSON, FORFATTER

En kamp mod døden

”Jeg synes, at det er meget enkelt,” kommer det så. ”Fordi jeg tvivler på Gud og livet efter døden, må jeg gøre livet endnu større. Det er min kamp mod døden. Jeg prøver at huske så meget som muligt, så det ikke forsvinder, men min hukommelse er elendig. Det var jeg især ked af som ung, men jeg har lært, at det for mig som digter eller forfatter er positivt, fordi min svage hukommelse så giver digtningen plads, og så forandres det hele. Kernen er måske noget, som jeg har oplevet i mit liv, men fiktionen bygger videre på fortællingen.”

Så fiktionen bliver hukommelsens protese? ”Ja, jeg mødte for eksempel aldrig min oldefar, som jeg skriver om i ’Stjernernes knitren’. Min oldemor traf jeg også kun, da hun var meget gammel, og jeg var meget lille, så jeg husker hende nærmest ikke. Jeg har fået fortalt, at min oldefar var en eventyrlysten mand, men det eneste sikre, jeg ved om ham, har jeg fra en boligannonce, som han engang satte i en avis, så man kan næsten sige, at hele historien kommer fra den lille boligannonce, resten er fiktion. Men hvis god fiktion påvirker sine læsere, så er den ikke længere kun fiktion, så er den liv. Det er det, jeg altid stræber efter – at gøre fiktionen til liv,” siger Jón

Jón Kalman Stefánsson

Født i 1963. Han regnes for at være en af Islands største forfattere. Han debuterede i 1988 og har siden udgivet 14 bøger. Han har modtaget den store islandske litteraturpris og været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris fire gange – senest for ”Fisk har ingen fødder”, som er en forløber for ”Nogenlunde på størrelse med universet”. På dansk udgav han i år ”Stjernernes knitren”, der udkom på forlaget Batzer & Co.

0 ”Jeg tror faktisk, at jeg begyndte at skrive, fordi folk døde omkring mig,” siger Jón Kalman Stefánsson, der her ses i Helsingør. – Foto: Leif Tuxen.

”Vi drømmer om et perfekt liv, hvor alt gik op, men hvis det gjorde det, ville vi ønske, at det ikke gik op. Det er også noget af det, der afholder mig fra at drømme om er himmerige, hvor alt er skønt. Der er for lidt rock’n’roll over det.

JÓN KALMAN STEFÁNSSON, FORFATTER

Kalman Stefánsson, der blandt andet skriver om, hvordan hans oldefar (underligt parallelt med vore dages coronakrise) selv måtte kæmpe med den spanske syge for 100 år siden, hvor beboerne i Reykjavik følte sig ramt af en bibelsk plage.

For lidt rock’n’roll i Himlen

I en central scene i romanen beder oldefaderen først til Gud og lover siden sin sjæl til Djævelen, hvis hans kone overlever. Og selv søger Jón Kalman Stefánsson også både kunstnerisk og åndelig inspiration i Bibelen. ”Der er ingen bog, der har påvirket vores kultur mere end Bibelen, som også altid har optaget mig meget. Jeg synes, at Bibelen både er en slags hovednøgle til vores kultur og i ens egen åndelige søgen efter mening. Og det er sjovt, at det tit er ikke-troende som mig selv, der er mest optaget af Bibelen,” siger han og tilføjer, at man også kan mærke i skrivestilen, at forfattere som Pontoppidan, Johannes V. Jensen og Karen Blixen kendte deres bibel. ”Jeg læser selv Bibelen som stor digtning, selvom den også kan være fantastisk kedelig. Men på samme tid er den glædeligt mislykket som roman, fordi der også er så mange gange, Bibelen modsiger sig selv, og på den måde er den jo et flot spejl af livet, der heller ikke går op. Livet er en meget mislykket roman, og det er det bedste ved livet. Det ville jo være frygteligt forudsigeligt, hvis alting gik op, så ville vi dø af kedsomhed. Man gider jo heller ikke læse en roman, hvor alt går op. Der mangler luft.”

”Historien forsvinder, hvis den ikke bliver fortalt. Næsten alle har en særlig familiehistorie, når man går tilbage til sine oldeforældre, men hvis de historier ikke bliver husket og skrevet ned, så bliver de væk.

JÓN KALMAN STEFÁNSSON, FORFATTER Hvad gør du så for at skrive romaner, der ikke går op? ”Det er selv ikke i mine tanker, at det skal være et perfekt kunstværk, for så ville det være dødt. Hvis man møder et perfekt menneske, er det jo også det mest kedelige menneske, man kan forestille sig.”

Men har vi ikke netop et krav om perfektion i samfundet? ”Jo, hele tiden. Men det er en misforståelse. Vi drømmer om et perfekt liv, hvor alt gik op, men hvis det gjorde det, ville vi ønske, at det ikke gik op. Det er også noget af det, der afholder mig fra at drømme om et himmerige, hvor alt er skønt. Der er for lidt rock’n’roll over det,” siger Jón Kalman Stefánsson, som i sin roman til gengæld sammenligner Himlen, hvis den findes, med en smuk kvindes ansigt, som man aldrig bliver træt af.

”Mindet om dig er lys”

Jón Kalman Stefánsson sidder lidt og smiler i skægget, inden han tilføjer: ”Der er noget dybt inde i mig, som stadig søger efter mening. Delvist fordi livet virker meningsløst, hvis alt vitterligt bliver sort, når man dør, så man søger efter noget, der er større end livet. Jeg voksede op med den kristne tro og gik i søndagsskole som mange andre islandske børn, men jeg syntes ret tidligt, at de svar, jeg blev givet, var for enkle. Senere opdagede jeg også, at religion også hurtigt kunne gøre livet til et helvede for folk. Det synes jeg stadig, at man ser overalt, hvor religion får for meget magt. For når religion får for meget magt, bliver den konservativ og undertrykkende for menneskeheden. Sådan var det, da kirken havde magt i Vesten, og sådan er det for eksempel i Afghanistan i dag. For mennesker, der tror, at de har fundet sandheden, er de farligste i verden.”

Men kan man ikke se den fodvaskende Jesus som et modbillede på magt? ”Jo, Jesus frasagde sig i hvert fald konstant verdslig magt, men hans kristendom var også vidt forskellig fra den konservative kristendom, som paven for eksempel forkynder i sit tunge evangelium for kvinder og homoseksuelle. Jesus var aldrig fordømmende over for nogen. Måske kun de selvretfærdige farisæere, som følte sig bedre end andre. Men Jesu kristendom virkede som en slags perfekt kommunisme, hvor alle skulle være ligeværdige og elske hinanden, og det kan vi ikke leve op til som de primitive egoister, vi er. Og så får vi i stedet alle fortolkningerne af kristendommen, hvor folk læser alt, hvad de selv mener, ud af Bibelen. Det er jo en anden fordel eller ulempe ved, at Bibelen modsiger sig selv så meget, at man altid kan finde bibelsk opbakning til hvad som helst,” siger Jón Kalman Stefánsson, som altid i stedet – foreløbig – mest søger det evige liv ved at huske de døde – og skrive om dem.

Også i fremtiden kommer Jón Kalman Stefánsson til at væve videre på det tema. For hans kommende roman, der formentlig kommer til at hedde ”Dit fravær er mørke” på dansk, når den udkommer herhjemme til næste år, er opkaldt efter en gravsten i romanen, hvis fulde ordlyd er ”Dit fravær er mørke, mindet om dig er lys”.