52 | Julebøger2021 | Stemmer udefra
Kristeligt Dagblad Lørdag 20. november 2021
Livet er en meget mislykket roman Den islandske forfatter Jón Kalman Stefánsson betragter sit forfatterskab som en kamp mod døden. For mennesker lever, så længe vi husker dem, mener han. Han begyndte at skrive for at huske sin mor, efter at hun døde, da han var seks år
interview Daniel Øhrstrøm ohrstrom@k.dk
Jón Kalman Stefánsson lyser op i et smil på havnekajen i Helsingør, hvor vi har aftalt at mødes til en tidlig allehelgenssamtale om litteratur, sorg og død. Den islandske forfatter er nem at kende med sit røde hår og sorte jakkesæt, mens han vinker venligt som en velklædt viking. På afstand ligner han en sorgløs succes. Det er han ikke. Men succes har han, for Jón Kalman Stefánsson har et stort og trofast dansk publikum, han har været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris hele fire gange, og anmelderne er ikke bange for at kalde ham en af Islands største forfattere. Jón Kalman Stefánsson sammenlignes ligefrem med Nordens største sprogmestre som Halldór Laxness, Knut Hamsun, Selma Lagerlöf og Johannes V. Jensen. Men det var faktisk først og fremmest danske Martin A. Hansen, der hjalp ham til at finde sin egen roste forfatterstemme, da han omkring årtusindskiftet skrev på en af sine tidlige romaner, som (endnu) ikke er oversat til dansk, men direkte oversat ville hedde ”Lidt om gigantiske fyrretræer og tid”. ”Jeg fumlede meget rundt som ung forfatter,” siger Jón Kalman Stefánsson. ”Jeg skrev to mislykkede romaner, der heldigvis ikke udkom, fordi jeg smed dem ud, inden jeg debuterede i Island med en trilogi, som kun blev læst af nogle få hundrede læsere. Det var også først senere, jeg fik flere læsere. Men derfra vidste jeg, at jeg måtte finde på noget nyt stof, så jeg begyndte at skrive en historie med en kerne i 1974. Dengang var jeg 10 år gammel på sommerferie i Stavanger i Norge, og jeg ville gerne forsøge at fange stemningen fra den tid og alder. Men jeg kunne ikke finde en god tone og syntes, at det hele blev klodset, indtil jeg begyndte at oversætte Martin A. Hansens noveller til islandsk, og det hjalp mig til at finde tonen til den roman. Det var især
historien ’Paradisæblerne’, som satte noget på plads i mit eget sprog. Men min første mislykkede roman, der altså heldigvis aldrig udkom, var faktisk inspireret af Tom Kristensens ’Hærværk’, fordi jeg syntes, at der var så utrolig stærk musik i den bog. Og whisky!”, siger han og griner, inden han tilføjer: ”Når man læser stærk litteratur som ung, er man jo også meget påvirkelig, så det giver en lyst til selv at skrive noget stort. En bog kan ændre alting i den alder. Senere bliver man mere kritisk og kan savne at blive lige så henført af at læse en bog. Det sker heldigvis stadig, men der er blevet længere mellem de skelsættende læseoplevelser for mig. Men jeg går aldrig uden for døren uden at have en digtsamling med mig. Jeg læser digte hver eneste dag, fordi digte påvirker mig og ernærer mig som menneske og forfatter.”
Meningen med livet
Længe troede Jón Kalman Stefánsson også, at han kun kunne skrive digte, før han fandt sin egen poetiske prosa – hjulpet på vej af blandt andre Martin A. Hansen og Tom Kristensen. Men på et dybere plan var det et dødsfald, der gjorde ham til forfatter. Jón Kalman Stefánsson var blot seks år, da hans mor døde, og det præger stadig hans forfatterskab, som kan virke indfarvet af en længselsfuld sorg, der til gengæld har forvandlet sig til den ene store familiesaga efter den anden – i for eksempel ”Sommerlys og så kommer natten”, ”Himmerige og helvede”, ”Fisk har ingen fødder”, ”Nogenlunde på størrelse med universet”, ”Historien om Asta” eller ”Stjernernes knitren”. Og det var også tabet af moderen, der satte forfatterskabet i gang, forklarer Jón Kalman Stefánsson. ”Det er kernen i mit liv og min digtning. Jeg tror faktisk, at jeg begyndte at skrive, fordi folk døde omkring mig. Først min mor og siden flere andre nære familiemedlemmer. For jeg blev bange for, at jeg ikke længere kunne huske dem. Pludselig blev jeg i tvivl om, hvordan hans eller hendes hånd eller øjne så ud,” siger Jón Kalman Stefánsson og ser op med sine egne blå, klare øjne i det grårøde skæggede ansigt, der får ham til at ligne Vincent van Gogh. Men Jón Kalman Stefánsson maler selv med ord, så sorg bliver til smukke sætninger. I hans poetiske prosa bliver sneen for eksempel til ”en bro mellem himlen og jorden”, en solopgang til et ”lydløst vulkanudbrud” og havet til ”verdens største instrument”, mens han kalder ”hjem” for ”sprogets både lyseste og mørkeste ord”. Sådan kan Kalman skrive så sødt, at sproget nærmest karamelliserer, mente Kristeligt Dagblads anmelder Lars Handesten, som dog – ”selvfølgelig” – anbefalede islæn-
”
Der er noget dybt inde i mig, som stadig søger efter mening. Delvist fordi livet virker meningsløst, hvis alt vitterligt bliver sort, når man dør, så man søger efter noget, der er større end livet.
JÓN KALMAN STEFÁNSSON, FORFATTER
dingens seneste, selvbiografiske roman, ”Stjernernes knitren”, da den udkom på dansk i år med næsten 20 års forsinkelse. Men selv tænker han ikke på den roman som en leg med ord, men mere som en kamp mod døden. ”Den roman er vigtig for mig, fordi det var mit eget første forsøg på at omsætte min egen historie til fiktion. Den handler meget om min egen families historie. Og historien forsvinder, hvis den ikke bliver fortalt. Næsten alle har en særlig familiehistorie, når man går tilbage til sine oldeforældre, men hvis de historier ikke bliver husket og skrevet ned, så bliver de væk. Efter 50 år husker ingen dem mere. Det synes jeg, er utrolig trist,” siger han og sukker, nærmest demonstrativ: ”Måske findes der ingen mening med livet. Måske er livet bare noget, der kommer og går, og måske var det bare tilfældigheder, der gjorde, at menneskeheden opstod. Måske findes der ingen Gud, måske er alt tilfældigt og meningsløst. Vi ved det ikke. Men jeg tror alligevel, at der findes en mening med livet ved at huske. Hvis man husker dem, der har været her, før de gik bort, så er de her stadig. Og i det kan man danne en slags mening. For hvis du husker mennesker, så dør de ikke. Det er vores kamp mod døden og måske også vores kamp mod meningsløsheden. Da jeg mistede min mor og begyndte at glemme hende, følte jeg, at hun døde mere og mere for mig, så jeg begyndte at kæmpe for at huske hende ved at skrive. Det blev min kamp mod døden, og hvis man kæmper mod døden, kæmper man også med livet,” siger han med lys i de klare øjne.
En kamp mod døden
”Jeg synes, at det er meget enkelt,” kommer det så. ”Fordi jeg tvivler på Gud og livet efter døden, må jeg gøre livet endnu større. Det er min kamp mod døden. Jeg prøver at huske så meget som muligt, så det ikke forsvinder, men min hukommelse er elendig. Det var jeg især ked af som ung, men jeg har lært, at det for mig som digter eller forfatter er positivt, fordi min svage hukommelse så giver digtningen plads, og så forandres
0 ”Jeg tror faktisk, at jeg begyndte at skrive, fordi folk døde omkring mig,” siger Jón Kalman Stefánsson, der her ses i Helsingør. – Foto: Leif Tuxen.
det hele. Kernen er måske noget, som jeg har oplevet i mit liv, men fiktionen bygger videre på fortællingen.”
Jón Kalman Stefánsson Født i 1963. Han regnes for at være en af Islands største forfattere. Han debuterede i 1988 og har siden udgivet 14 bøger. Han har modtaget den store islandske litteraturpris og været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris fire gange – senest for ”Fisk har ingen fødder”, som er en forløber for ”Nogenlunde på størrelse med universet”. På dansk udgav han i år ”Stjernernes knitren”, der udkom på forlaget Batzer & Co.
Så fiktionen bliver hukommelsens protese? ”Ja, jeg mødte for eksempel aldrig min oldefar, som jeg skriver om i ’Stjernernes knitren’. Min oldemor traf jeg også kun, da hun var meget gammel, og jeg var meget lille, så jeg husker hende nærmest ikke. Jeg har fået fortalt, at min oldefar var en eventyrlysten mand, men det eneste sikre, jeg ved om ham, har jeg fra en boligannonce, som han engang satte i en avis, så man kan næsten sige, at hele historien kommer fra den lille boligannonce, resten er fiktion. Men hvis god fiktion påvirker sine læsere, så er den ikke længere kun fiktion, så er den liv. Det er det, jeg altid stræber efter – at gøre fiktionen til liv,” siger Jón
