Senegal Et besøg i Saint Louis er som at rejse til- bage i tiden

4 Île de Gorée tager sig idyllisk ud, når man ankommer med båd fra Senegals hovedstad, Dakar. Øens fortid er dog alt andet end idyllisk. – Alle fotos: Gerd Kieffer-Døssing.

Markant mindesmærke for Vestafrikas slavehistorie

20 minutters sejltur fra havnen i Dakar, hovedstaden i Senegal, ligger en af landets mest populære turistdestinationer. Île de Gorée måler blot 1000 gange 800 meter. Den er hjem for omkring 1800 indbyggere, har sin egen borgmester og huser en elitekostskole for piger. Motorkøretøjer er bandlyst på øen, hvilket skaber et lyksaligt frirum fra Dakars overlæssede og tilosede gader. I samme øjeblik færgen lægger til, sænker ens skuldre sig – her er bare … fredfyldt.

Idyllen følger en, som man går på opdagelse i øens brostensgader mellem træer, planter og legende børn. Gorée blev grundlagt af europæerne, og selv i dag er det stadig et krav, at nye huse skal holde den koloniale stil: Ensfarvede mure, trævinduer og -skodder i kontrastfarver og romantiske svalegange.

Men øens historie er knap så idyllisk. Fra Maison des Esclaves – ”slavehuset” – et rødt stenhus i to etager, der ligger direkte ud til kysten, blev tusinder af afrikanere holdt fanget og udskibet som led i den 300 år lange transatlantiske slavehandel. Selvom der blandt forskere er uenighed om, præcis hvor stor en rolle Gorée reelt spillede – nogle mener, at 20 millioner afrikanere blev udskibet fra Maison des Esclaves; andre siger, tallet ikke kan have været over 30.000 – er øen blevet et symbol på og et mindesmærke over slavehandlen. Allerede i 1978 blev Gorée klassificeret som verdenskulturarv af FNorganisationen Unesco, og både afroamerikanere og folk fra den afrikanske diaspora i hele verden kommer hertil som led i at anerkende og huske fortiden.

Mod en entré på seks kroner kan man besøge Maison des Esclaves, og selvom det er århundreder siden, slavehandlen stoppede, sender det stadig kuldegys ned ad ryggen, når man står i den trange underetage, hvor afrikanere ventede på at blive smidt om bord på både og fragtet til et liv i lænker på den anden side af Atlanterhavet.

Færgeoverfarten koster omkring 65 kroner for udlændinge – husk dit pas, ellers får du ikke lov at købe billet. J

En rejse til fortiden

4 Husene i Saint-Louis er bygget af røde mursten, der i sin tid blev transporteret til Vestafrikas kyst fra franske Toulouse.

I Senegals tidligere hovedstad, Saint-

Louis, bærer byen og dens koloniale arkitektur vidnesbyrd om en anden tid og et helt lands historie

Gerd KiefferDøssing

kieffer@k.dk Saint-Louis er ikke bare tidligere hovedstad i Senegal, men også for hele den franske kolonisering af Vestafrika. Forinden var byen et handelsmekka for hele regionen med sin placering lige syd for grænsen til Mauretanien på en lang, smal ø lige ud for fastlandet, hvor Senegalfloden udmunder.

Byen, der var den første i Vestafrika til at blive grundlagt af europæerne i 1659, er nøje planlagt efter en pertentlig fransk lineal og er kendetegnet ved sin karakteristiske koloniale arkitektur. Saint-Louis’ unikke placering og udformning bevirkede, at den i 2000 kom på FN-organisationen Unescos liste over verdenskulturarv.

Med sine historiske bygninger og charmerende originale huse i kolonistil udgør øen – 400 meter bred og 2,5 kilometer lang – Saint-Louis’ gamle centrum. På turistkontoret kan man købe et kort og følge en planlagt rute til de vigtigere bygninger, der hver har en lille planche, der giver basal baggrundsinformation. Man kan også hyre en guide til en tre timers rundtur til fods eller hvile benene og tage en kortere rundtur i hestevogn.

Med eller uden guide er SaintLouis’ primære attraktion arkitekturen. Huse i rolige røde, gule og sandfarvede nuancer med vinduer og træskodder i kontrastfarver ligger tæt i de vinkelrette gader, hvor tunge bougainvillea-planter (der på dansk også er kendt som trillinge- ranke) her og der vælter ud over murene og fuldender udtrykket. Mange huse har svalegange i træ langs andet fag med snoede jernbalustrader og små udhæng foroven. Det var heroppe, hævet over gadeniveau, at europæerne boede, mens stueetagen agerede butik i Saint-Louis’ storhedstid, hvor der blandt andet blev solgt arabisk gummi, guld og dyrehuder.

Midt på øen ligger det gamle kolonifort, der i dag huser SaintLouis-regionens administrative kontor. Lige ved siden af, mod syd, ligger Saint-Louis’ katedral, der blev bygget i 1828 og er Vestafrikas ældste. Øen rummer også flere små moskéer – 95 procent af senegaleserne er muslimer – hvorfra man kan høre elever synge koranvers.

Når frokostsulten bider, kan et besøg på Restaurant la Linguère anbefales. Her spiser man ved enkle borde med rødternede duge dækket af gennemsigtigt plastic. La Linguère serverer solide portioner af lokale retter som for eksempel nationalretten thiéboudieune: ris med fisk og forskellige grøntsager til den nette sum af 30 kroner.

Parallelt med øen løber en landtange, som også var del af den gamle Saint-Louis – krydser man broen hertil, kommer man til en helt anden verden.

Her lever 25.000 mennesker stuvet sammen i det traditionelle fiskersamfund Guet N’dar, der byder på et hektisk liv i sine sandede gader mellem de små huse, hvor storfamilier lever på få kvadratmeter. Folk her snakker sjældent fransk, da skolegang er udskiftet med fiskenet. Ved havnen ligger hundredvis af bydelens op mod 7000 traditionelle pirogger, der alle er malet i klare farver. Kigger man forbi sidst på eftermiddagen, hvor dagens fangst losses, summer her endnu mere af liv og fluer end ellers. Fiskeri er stadig hovedindtægtskilde for Saint-Louis, og Guet N’dar leverer fisk til store dele af Senegal.

Også for de kulturinteresserede har Saint-Louis meget at byde på.

I 2017 slog byen dørene op for Senegals eneste fotografimuseum. Til en entré på beskedne 12,50 kroner skildrer det lille museum fotografiets introduktion i Senegal og har også en sektion med værker af nutidige afrikanske kunstfotografer.

Foruden en årlig dokumentarfilmsfestival, Stlouis’Docs, lægger Saint-Louis også hvert år kulisse til en berømt og velbesøgt jazzfestival. Jazzen kom til byen med amerikanske soldater under Anden Verdenskrig, hvor mange tusinde senegalesere i øvrigt kæmpede for Frankrig.

Selvom et ophold i Saint-Louis ikke føles trangt, kan man overveje at have base i en af de lodges, der ligger ud til et indhav 20 minutter syd for Saint-Louis. Her kan man med fødderne i vandet nyde freden og kigge på nogle af de mange fugle, der overvintrer i området. J

Rejseinfo

Air France flyver til Dakar fra København over Paris. Billetprisen ligger typisk mellem 4000 og 6000 kroner. Den nye Blaise Diagnelufthavn ligger cirka 50 kilometer fra Dakar, og hoteller vil normalt tilbyde eller sørge for transport til byen – ellers koster en taxi cirka 300 kroner.

MAURETANIEN

Saint-Louis

Dakar

SENEGAL

GAMBIA

GUINEABISSAU