7 minute read
England Liverpool er me get mere end The Beatles
from Rejser 2023
Fra industriby til kulturby
Liverpools forvandling fra beskidt industriby til kultur-
Advertisement
metropol blev hjulpet på vej af The Beatles og byens status som europæisk kulturhovedstad i 2008. Dyk ned i historien på Museum of Liverpool, der er tegnet af danske arkitekter
Hanne Würtz
rejser@k.dk Liverpool har skiftet image flere gange. Byen var indtil slutningen af 1800-tallet en blomstrende handelsstad med internationale forbindelser til blandt andet Kina med import af bomuld, silkestoffer, møbler og porcelæn. Det var også dengang, briterne blev forfaldne til te. Da handlen stagnerede, blev den til en beskidt industriby med fattige arbejdere, der for manges vedkommende levede i slum.
Nu har Liverpool som en anden Fugl Føniks rejst sig af asken og er blevet en international kulturmetropol med 500.000 indbyggere. Liverpool er nu efter London den by i Storbritannien, der har flest museer, teatre og gallerier – og der er gratis adgang til de fleste.
Forvandlingen begyndte med de fire knægte i musikgruppen The Beatles, som Liverpool er så stolt af og som næsten skamrides i markedsføringen. Ikke færre end 20 steder med tilknytning til dem er plottet ind på Liverpools bykort, og på en guidet taxi- eller minibustur kommer man rundt til de fleste.
Renoveret havneområde
Renoveringen af Albert Docks gav yderligere næring til udviklingen. De genåbnede i 1988 efter at have ligget stille siden bombningen under Anden Verdenskrig. De kom på FN-organisationen Unescos verdensarvsliste i 2004 og er nu Liverpools mest besøgte turistmål. De smukt restaurerede lagerbygninger er hjemsted for flere museer, blandt andre Tate Liverpool, Det Maritime Museum, et museum om internationalt slaveri foruden en række butikker, caféer og restauranter samt The Beatles Story – en blanding af museum og souvenirshop.
Den største attraktion er dog Museum of Liverpool, der er skabt af den danske tegnestue 3XN og åbnede i 2011. Det ligger på de fredede havnearealer og ligner mest af alt en computerskærm eller et fjernsyn fra dengang, de ragede en halv meter bagud. Museet står som en majestætisk hilsen til forbipasserende skibe på Mersey-floden og en velkomst til dem, der ankommer ad vandvejen. Fra det store panoramavindue, der hælder skråt fremover, er der en flot udsigt til The Royal Liver Building med tvillingetårnene, hvorpå Liverpools vartegn, The Liver Bird, knejser – en på hvert tårn. De hilste i fordums dage de søfarende med gyldne glimt. Selvom glansen er gået af dem, er de godt fem meter store og grønirrede kobberfugle stadig imponerende. Den ene, den kvindelige, spejder efter hjemvendende søfolk, mens den mandlige kigger ind over Liverpool for at tjekke, om pubberne er åbne.
Museets 1300 kvadratmeter slanger sig bagud som en naturlig forlængelse af havnepromenaden og medvirker til at gøre hele området til et naturligt mødested for museumsgæster, spadserende og børn, der trænger til at røre sig.
Tager man de 84 trin ad den åbne spindeltrappe fra foyeren op til anden sal frem for elevatoren, får man et godt overblik over museet, som fortæller og visualiserer Liverpools udvikling fra istiden og til nu.
I The Global City bliver man klogere på, hvorfor Liverpool blev det britiske imperiums næstvigtigste by. Vi følger handelen med Fjernøsten og ser hjembragte kostbarheder, der oftest havnede i velhaverhjem. Man kan tilmed få lov at prøve et par af de farvestrålende silkedragter.
Handelsrelationerne resulterede i Europas første Chinatown, som har den største indgangsport uden for Kina. Porten, der er 15 meter høj og blandt andet udsmykket med 200 drager, ankom i mange dele fra Shanghai. Chinatowns mange restauranter er et oplagt sted at indtage enten frokost eller aftensmad. Og skulle man løbe sur i bestillingen af de kinesiske retter, hjælper tjeneren gerne – også med en gaffel, hvis spisepindene driller.
Irsk indvandring
Tilbage på museet med udstillinger fordelt på tre plan fortælles der blandt andet om almindelige menneskers tilværelse, deres boliger, sociale forhold og den gryende opstand på grund af arbejdsløsheden i 1900-tallet. Man kan høre interviews med folk, som demonstrerede for retten til at arbejde. Den første Ford Anglia, der i 1963 blev produceret på Fords nye fabrik i Liverpool, er hængt op i loftet. Vi hører den specielle Liverpool-accent, scouse, som fortsat tales. Den udvikledes under indflydelse af den store irske indvandring, der tog fart, da irerne var ved at dø af sult. I 1851 var hver femte Liverpool-indbygger født i Irland.
Da Liverpool blev udpeget som europæisk kulturhovedstad, kom der for alvor gang i byfornyelsen. Triste forfaldne kvarterer blev saneret, gaderne i centrum brudt op, og i en længere periode måtte man krydse sig frem mellem udgravninger, afspærringer og halvt nedrevne huse. Nu er her gågader med flotte forretninger, varehuse, eksklusive butikker og Liverpool One, et enormt indkøbs- og underholdningscenter med gader i to etager.
Men lidt af fortiden kan stadig opleves – nemlig Williamson’s Tunnels i Liverpools østlige del. Det er et mystisk, underjordisk rige af indviklede tunneler og huler, som blev anlagt i første halvdel af 1800tallet af tobaksgrosserer Joseph Williamson. I 1806 købte han Edge Hill og gik i gang med at udvikle området, anlægge gader og bygge huse, men inden længe også underjordiske anlæg. Han brugte lokal arbejdskraft – flere hundrede mand. Der er flere teorier om hvorfor. Et gæt er, at det tilsyneladende planløse tunnelbyggeri simpelthen tjente som beskæftigelsesprojekt. Et andet gæt er, at Williamson ville skabe et flugtsted for en sekt, som forudså Jordens snarlige undergang.
På guidede – og gratis – ture får man lov at gå på opdagelse under jorden iført sikkerhedshjelme, og børnene udstyres med lommelygter. Der er strækninger med snævre passager, som pludselig udvides til store huler med smukke hvælvinger, der leder tanken hen på kirkebyggeri.
Tunnelbyggeriet stoppede efter Williamsons død i 1840 og lå upåagtet hen indtil 1990’erne, da lokale gik sammen for at sikre tunnelsystemet for eftertiden.
0 Museum of Liverpool er tegnet af danske arkitekter og er en markant bygning på de fredede havnearealer. – Foto: Hanne Würtz.
0 Liverpools romersk-katolske Metropolitan Cathedral kaldes i folkemunde Paddy’s Wigwam, dels fordi den er cirkelformet, dels på grund af områdets store irske befolkning. – Foto: Hanne Würtz. 0 Paul McCartney, George Harrison, Ringo Starr og John Lennon, de fire medlemmer i The Beatles, har siden 2015 i statueform stået på havnepromenaden i Liverpool. I baggrunden to af byens mest kendte bygninger, henholdsvis Royal Liver- og Cunard-bygningen. – Foto: Paul Ellis/AFP/Ritzau Scanpix.
Rejseinfo
Der afgår direkte fly fra både København og Billund til Manchester. Derfra kan man tage et tog de sidste godt 50 kilometer til Liverpool.
Paddy’s Wigwam
Man kan spadsere til de fleste seværdigheder i Liverpool, og byens to katedraler bør absolut opleves. Den romersk-katolske Metropolitan Cathedral kaldes i folkemunde Paddy’s Wigwam, dels fordi den er cirkelformet, dels på grund af områdets store irske befolkning. Indvendig er den meget smuk med dekorationer i stærke farver og mægtige glasmalerier. Der er messe flere gange dagligt, ofte koncerter og korsang samt skiftende kunstudstillinger.
Den anglikanske katedral er den største af slagsen i Europa og den femtestørste i hele verden. Tårnet er 100 meter højt og har verdens tungeste klokkespil. Man kan tage trappen med 108 trin eller elevatoren til toppen for at nyde udsigten. Også i denne katedral er der en række aktiviteter, både offentlige og private.
World Museum fortæller Jordens historie med sten, fossiler, planter, akvarium og byder på aktiviteter dagen igennem. Alt er gratis, men der skal bestilles billetter til for eksempel planetariet. Walker Art Gallery byder på klassisk malerkunst, skulpturer og særudstillinger. Der er ugentlige koncerter i Philharmonic Hall, hjemsted for symfoniorkestret, som har været hjertet i Liverpools klassiske koncertliv siden 1840.
På mange pubber og barer er der livemusik, ofte relateret til 1960’ermusik. Og så er der fodbolden. De to klubber, Liverpool og Everton, har hver sin fanskare – også blandt danskere, som gerne tager turen hertil for at overvære en kamp. Golf, rugby, tennis og ikke at forglemme hestesport er med til at tegne billedet af en levende by. J