Voxpop I mange år stod de selv på scenen – nu kigger de op mod den

14 |Scene&Kultur I mange år stod de selv på scenen – nu kigger de op mod den

efter karrieren | Hvordan er det at blive en del af publikum efter mange år på scenen? En tidligere operasanger, en skuespiller og en balletdanser ser tilbage på et liv i projektørernes lys

Amalie Høgsbro Jørgensen

ajoergensen@k.dk

I vore dage har mange forestillinger ændret karakter

Lone Herman Koppel, 84 år, tidligere operasanger

Hvad ser du tilbage på fra din karriere med størst glæde? ”Det var mit held, at jeg blev en del af Det Kongelige Teaters ensemble på den tid, jeg gjorde. Dengang satsede man på en ung sanger med henblik på teatrets repertoire. I dag, når man ikke længere har et større ensemble, henter man kræfter udefra. Jeg begyndte på konservatoriet allerede som 17-årig og blev engageret på Det Kongelige Teater som 24-årig. Operaens ansvarlige lod mig meget hurtigt synge Giacomo Puccinis ”Tosca”. Den forestilling blev sammen med Richard Strauss’ ”Salome” den, jeg har sunget oftest, ud af de i alt 57 forskellige roller, jeg har sunget i løbet af min karriere både herhjemme og i udlandet. I begyndelsen af min karriere sang vi mange af forestillingerne på dansk. Netop Puccini foretrak, at hans operaer blev opført på det respektive lands sprog, så vi sang altså på dansk. Sådan er det ikke længere, selvom det ville klæde nogle forestillinger også i dag.

Hvad ser du efter ved forestillinger nu?

Jeg har set en hel del forestillinger, som jeg syntes, var utrolig smukke og oplevelsesrige, men mange forestillinger har efter min mening ændret karakter i vore dage. Jeg har ikke noget imod, at der står en bil på scenen, eller at en person kommer cyklende ind, hvis bare det hænger sammen med musik og tekst. I så fald kan man godt modernisere forestillinger. Men hvis det bliver for meningsløst, så står jeg af. Forståelsen smuldrer indimellem i nutidens forestillinger, synes jeg. På den måde kan man sige, at jeg er lidt belastet af fortiden. Men jeg tager imod det, jeg ser, og prøver at forstå tanken bag, og jeg kan da godt blive begejstret. Naturligvis indebærer min baggrund nok, at jeg ser forestillinger med mere vidende ører og øjne end personen, jeg sidder ved siden af.” J

FOTO: MATHIAS LØVGREEN BOJESEN/SCANPIX

Lone Herman Koppel

Født 1938. Uddannet operasanger (sopran) på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Engageret på Det Kongelige Teater i mere end 40 år. Især kendt for sin fortolkning af hovedpartiet i Puccinis ”Tosca”. Ansat ved Sydney-operaen fra 1973-1978.

Morten Løbner Espersen Triumf & katastrofe

Kristeligt Dagblad Lørdag 27. august 2022 Det glæder mig mest, at jeg stadig kan lade mig overraske

FOTO: MOGENS LADEGAARD/RITZAU SCANPIX

Kim Veisgaard, 67 år, tidligere skuespiller

Hvad ser du tilbage på fra din karriere med størst glæde? ”Det er svært at udvælge én ting, fordi jeg føler, jeg har været utrolig privilegeret og heldig. Der er måske nok skuespillere, der er meget bedre og har et større talent end mig, men jeg har fået lov til at spadsere lige så langsomt gennem min karriere. Instruktørerne så potentiale i mig, og så bar de mig fremad. Det er nok den største glæde, at nogen har set mig og har villet udfordre mig. I stedet for blot at lade mig gøre det, instruktørerne kunne se, jeg kunne finde ud af, spurgte de ”hvorfor gør du det, kan vi ikke gøre noget andet?” Alle skuespillere har dårlige vaner, og jeg var så heldig at møde instruktører, der gjorde mig bevidst om dem. De hjalp mig til små tekniske forbedringer, der gjorde, at mine replikker stod helt skarpt. Det har jeg så forfinet gennem mange år. Jeg fik en bog af Aarhus Teaters antikvar til mit 40-års jubilæum med et billede fra hver forestilling, jeg har lavet. Jeg forstår godt, hvorfor jeg blev træt.

Hvad ser du efter ved forestillinger nu?

Det glæder mig mest, at jeg stadig kan lade mig overraske. Forestillingens handling, skuespillernes optræden, kulisserne; det hele er en overraskelse. Det glæder mig, at jeg har muligheden for at kunne gå fra en forestilling og sige ”hold op, hvor var det godt,” og det er som oftest det, jeg gør. Især de unge er talentfulde. Der er naturligvis elementer ved et teaterstykke, der kan irritere mig, eller som jeg kan være uenig i – det kunne for eksempel være instruktionen. Men sådan tror jeg, alle har det. Når jeg går til en forestilling, er det min intention at møde det, jeg skal se, med et åbent og fordomsfrit sind. Det er ikke altid, det lykkes. Da jeg var ung og arbejdede som regissør, følte jeg mig som en verdensmester og havde øjnene så stift rettet mod lyssætningen, at jeg ikke rigtigt fik noget ud af forestillingen. Det har jeg dog kunnet lægge fra mig. Teater er en smagssag.” J

Kim Veisgaard

Født 1954. Begyndte på teatret Svalegangen i Aarhus som regissørassistentelev i 1973. Uddannet på Statens Teaterskole i 1978. Skuespiller ved først Aalborg Teater, siden Teatret Svalegangen og Aarhus Teater. Har også undervist på elevskolen. Har stadig enkelte roller, næste gang i Aarhus Teaters juleeventyr.

At lære sine trin er som at lære et salmevers udenad

FOTO: SØREN BIDSTRUP/RITZAU SCANPIX

Vivi Flindt, 79 år, tidligere balletdanser

Hvad ser du tilbage på fra din karriere med størst glæde? ”Da Flemming Flindt og jeg dansede sammen i ”Den Forunderlige Mandarin” i 1967. Det var en fantastisk oplevelse at mærke, at alle forstod, at en ny æra inden for balletkunsten havde set dagens lys.

Mit andet store minde er fra dengang, russerne i 1973 forsøgte at boykotte selvsamme forestilling i Skt. Petersborg (dengang Leningrad), fordi de var bange for den moderne ballets indflydelse på publikum. Arrangørerne insisterede på, at musikerne ikke evnede at spille musikken, som var komponeret af Béla Bartók (ungarsk komponist, 1881-1945). Derpå blev et lydbånd fra Danmark i huj og hast sendt med et SAS-fly. Samme aften spillede vi båndet og gennemførte forestillingen til stor forargelse for russerne. Det var så stor en succes, at der oppe på de billige rækker stod unge og klappede i hele 20 minutter, både i demonstration mod aflysningsforsøget og for at vise, hvilken glæde de havde ved moderne ballet.

Jeg kan savne intensiteten, når orkestret bruser, alle danser, alle sveder. Alt prøvearbejdet forud var også vidunderligt; at lære sine trin er som at lære et salmevers udenad. Man skal kunne alle detaljer og fraseringer til punkt og prikke. Jeg savner ikke at have ondt i fødderne.

Hvad ser du efter ved forestillinger nu?

Jeg øjner hurtigt tekniske fejl, men den udtryksform og musikalitet, kunstneren viser i sin dans, har jeg altid beundret meget mere, end hvor mange grader benet er løftet. Pyt med, at man vælter lidt i sin piruette, hvis man har et ærligt og oprigtigt forhold til sin kunstart. Jeg har ikke set en forestilling siden før pandemien, men når jeg tager på Det Kongelige Teater, er det ligesom et se en ballet fra et hvilket som helst andet udenlandsk kompagni. Jeg har ikke noget forhold til nogen af danserne, fordi de fleste er udlændinge og er kommet til efter min tid.” J

Vivi Flindt

Født 1943. Uddannet ved Det Kongelige Teaters balletskole i 1961. Gjorde karriere samme sted frem til 1978. Drev sammen med sin mand balletskolen Flindts BalletTeater. Emigrerede i 1982 til USA og var leder af Dallas Ballet Academy, indtil balletten lukkede i 1989. Dernæst freelancer. Stod sidste gang officielt på scenen i Danmark til opførslen af ”Lucifers Datter” i 1992 til ære for regentparret.

Brahms, Gade, Sjostakovitj, Tjajkovskij, Schumann, Berlioz m.fl. Ofelia & Hamlet

Oplev Shakespeares udødelige skuespil om Hamlet sat til musik af vor tids største komponister, og hør Ofelia få stemme af stjernesopranen Ruby Hughes. Sammen spinder de en mesterlig musikalsk fortælling om skinsyge og manipulation, vanvid og forelskelse – og om mænd og kvinder. En koncert for alle, der elsker drama og store følelser!