Tendens Fra slagmark til scenekant: Krigen er rykket ind på teatret

12 |Scene&Kultur Fra slagmark til scenekant: Krigen er rykket ind på teatret

Krigen i Ukraine præger

forestillingerne på en række af landets teatre. Men hvad kan scenekunsten lære os om krig og konflikt, som nyhedsmedierne og historiebøgerne ikke kan?

krig på scenen

Jeppe Schropp

schropp@k.dk Da Jacob Schjødt for et halvt år siden talte med sine kolleger på Odense Teater om de kommende forestillinger, sneg krigen sig ind alle stederi samtalen.

De havde allerede planlagt at opføre William Shakespeare-opsætningen ”Det europæiske slagtehus”, som kredser om en række krige under forskellige engelske konger. Men også familieforestillingen ”Valhalla” var svær at tale om uden at have øje for Ukrainekrigen. ”Når der opstår så store begivenheder i vores samtid, er det uundgåeligt, at det sætter sit præg på teaterforestillingerne – og det skal de også,” siger teaterdirektør Jacob Schjødt.

Det gælder også på andre scener i landet, at krigen i Ukraine på forskellig vis har påvirket, inspireret eller givet anledning til forestillinger, som sætter fokus på krigens natur, rædsler og efterdønninger.

For her, på scenen, kan krigen beskrives og tolkes på en måde, den ikke kan i aviserne eller historiebøgerne. Det mener en række eksperter, som Kristeligt Dagblad har talt med. Men hvordan kan teatret hjælpe os med at forstå krig?

I hovedet på en despot

Det var i begyndelsen af 1400-tallet, at den engelske Kong Henrik V stod og rodede i det engelske rigsarkiv. Hvad han ledte efter var et dokument, der kunne bruges som argument, en form for undskyldning, for at angribe den store fjende: Frankrig.

Det var ellers fredstid mellem de to lande. I næsten 25 år havde de ladet våbnene hvile. Men ligesom en af hans forgængere, Kong Edvard III, havde gjort det i 1337, ville han overtage det franske territorium – vise sin storhed som engelsk konge og på den måde sikre sit eftermæle. I 1415 sendte han så sine tropper afsted.

Historien om den engelske kong Henrik V’s erobringsplanerhar William Shakespeare beskrevet i sit stykke ”Henry V”, der menes at være skrevet omkring 1599. Den er en del af i alt otte stykker om Rosekrigene, som alle til efteråret bliver iscenesat på Odense Teater i én lang forestilling. ”Det er ret vildt, når man læser om Henrik V,” siger Jacob Schjødt.

For det er svært ikke at få mindelser om en vis russisk præsident og den nu næsten historiske tale Vladimir Putin holdt, kort før han sendte sine tropper ind over grænsen til Ukraine den 24. februar i år, fortæller han.

Det var en timelang monolog om, hvordan Ukraine var knyttet til Rusland. Nogle kaldte det en slags desperat historieforelæsning, hvor han forsøgte at legitimere sit angreb få dage senere. ”Det viser tydeligt, at der er nogle mekanismer, som går igen i historien. Despoter finder gentagne undskyldninger for at angribe, invadere og slå en masse mennesker ihjel,” siger han.

Spørgsmålet er da, hvad der får magthavere som præsident Putin til at føre krige? Netop det, mener Jacob Schjødt, at scenekunsten kan hjælpe os med at finde en forklaring på. ”På scenen kan vi tillade os at spekulere over, hvad der foregår inde i hovedet på de mennesker, som tager så vidtrækkende beslutninger. Er det en følelse af overmenneskelighed eller guddommelighed? Måske kan det endda være helt banale eller almenmenneskelige mekanismer, som er forstørrede,” siger han. ”Vi kan jo ikke sætte os ned med Putin og lave en psykologisk analyse af ham, men vi kan studere ’en som ham’ gennem kunsten. Han er jo ikke den første eller sidste af sin slags.”

Krigen virkeliggjort

Krigen var et konstant bagtæppe i antikken, så helt naturligt optog emnet de store græske digtere, fortæller Solveig Gade, der er dramaturg og lektor i teater- og performancestudier på Københavns Universitet. ”Krigen har været et grundvilkår siden Aischylos(græsk tragediedigter, 526-456 f. Kr. red.), over Shakespeare i renæssancen, og indtil Bertolt Brecht (tysk dramatiker, 1898-1956, red.) i første halvdel 1900-tallet. Så i kunsten og teatret har man ikke kunnet gøre andet end at forholde sig til krigen og dens konsekvenser,” siger hun, som i en årrække har beskæftiget sig med kunst og krig.

Dramatikerne begyndte i årene mellem de to verdenskrige med skikkelser som Bertolt Brecht at skue tilbage i tid og bruge gamle fortællinger for at belyse samtiden, ligesom tilfældet er med forestillingen på Odense Teater. I 2000’erne og 2010’erne skete der dog et nybrud, fortæller Solveig Gade.

Med krigen i Afghanistan blev der lavet en række forestillinger med fokus på krigens konsekvenser og især veteranen som figur. I flere forestillinger optrådte veteraner fra virkeligheden på scenen.

Christian Lollikes Reumert-vindende krigsballet ”I Føling” fra 2014 er vel nok den mest

Forestillinger om krig i den kommende sæson

”Antigone” af Sofokles iscenesættes i en kombination med Wolfram Lotz’ ”Politikerne” på Aalborg Teater fra den 8. september til den 8. oktober. ”Den store brand” af Roland Schimmelpfennig opføres på Teater Svalegangen i Aarhus fra den 10. september til den 8. oktober. ”Det europæiske slagtehus” af William Shakespeare opføres på Odense Teater fra den 15. september til den 8. oktober. ”Hvis der var krig i Norden” af Janne Teller iscenesættes på Kolding Egnsteater fra den 8. november til den 30. november.

”Teatret er nok det mest virkelighedsskabende medie.

ERIK EXE CHRISTOFFERSEN, LEKTOR I DRAMATURGI PÅ AARHUS UNIVERSITET omtalte. En forestilling, som Solveig Gade selv var dramaturg på. ”Det er et eksempel på, at skildringen af krigen i teatret er blevet mere dokumentarisk. Publikum står nærmest ansigt til ansigt med krigens konsekvenser, og det får to virkeligheder, som ellers er adskilt, til at mødes. Det tvinger en til – hvis man går op på de høje nagler – at forholde sig til vores værdier og demokrati,” siger hun.

I stykket ”War – du skulle have været der” fra 2013 blev tilskueren ført gennem enten Viborg, Vordingborg eller landsbyen Hørve i Nordsjælland. I den lokale gymnastiksal mødte man børn med våben, og i en anden scene blev man pludselig transporteret væk i en ambulance.

Byerne blev forvandlet til krigszoner i et forsøg på at komme helt tæt på krigen og få en oplevelse og forståelse af krigens virkelighed, som man ellers ikke kan komme i nærheden af. Det fortæller Erik Exe Christoffersen, som er lektor i dramaturgi på Aarhus Universitet. ”På den måde er teatret nok det mest virkelighedsskabende medie. Man kan lave krigsfilm, som er enormt realistiske, men der vil man stadig bare være tilskuer. I teatret kan man bringe tilskuernes egne refleksioner i værk og helt fysisk involvere dem,” siger han.

Krigen i Ukraine kan læses ind i flere forestillinger i den kommende sæson, men ifølge Erik Exe Christoffersen vil den i de kommende år sætte endnu tydeligere aftryk på teaterscenerne. ”Når nu tragedien er fuldbragt – at krigen er udløst – må vi også lære af den. Vi kan godt bare læse om krig, men hvis vi virkelig vil forsøge at få et begreb om den, skal vi til en vis grad leve os ind i den og skabe nye teaterformer,” siger lektoren.