Brev fra minister Manu Sareen til biskop Peter Skov Jakobsen

Page 1

kmkbh@km.dk Att.: Peter Skov-Jakobsen

Kære Peter Skov-Jakobsen Mange tak for dit brev af 23. marts 2015 vedrørende det lovforberedende udvalg om en sammenhængende lovregulering af forholdene for andre trossamfund end folkekirken, hvori du blandt andet anmoder mig at genoverveje udvalgets sammensætning og inddrage repræsentanter for de berørte trossamfund med henblik på at lade mindretallet komme til orde. Kommissoriet for det lovforberedende udvalg blev som bekendt offentliggjort 13. september 2014. Som det fremgår af kommissoriet, skal det lovforberedende udvalg sammensættes af eksterne aktører, som er sagkyndige inden for statsret, retshistorie, retsfilosofi, religionsvidenskab/historie og teologi. Udvalget skal udarbejde anbefalinger til en sammenhængende lovregulering af forholdene for andre trossamfund end folkekirken og sikre, at forslag og anbefalinger er forenelige med grundloven, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Danmarks øvrige internationale forpligtelse. Det vil være en central del af udvalgets arbejde, at repræsentanter for trossamfund inddrages. Det er således også aftalt med udvalgets formand, Hans Gammeltoft-Hansen, at udvalget vil prioritere, at alle berørte trossamfund får mulighed for at komme til orde. Hans Gammeltoft-Hansen har bl.a. i forbindelse med offentliggørelsen af udvalgets sammensætning udtalt, at det er vigtigt, at udvalget har det bedst mulige grundlag at arbejde ud fra, og derfor vil alle trossamfund blive inviteret til at give deres besyv med. Jeg mener, at denne model for arbejdet i udvalget er hensigtsmæssig, og jeg håber på et positivt samarbejde omkring det kommende lovforberedende arbejde. Til orientering kan jeg endelig oplyse, at udvalgsarbejdet er i gang.

Med venlig hilsen

Manu Sareen

Side 1 af 1 Holmens Kanal 22 • 1060 København K • Tlf. 33 92 93 00 • E-mail sm@sm.dk • www.sm.dk


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.