![](https://assets.isu.pub/document-structure/221003093124-b1887a7f1dbd788a9c91a32f6cfc56e7/v1/de9840678087a72d67f783a1302385af.jpeg?width=720&quality=85%2C50)
2 minute read
KTC Kreds Midtjylland på studietur
TEKST / JENS PETER LANGBALLE SØRENSEN
Leder af Vej & Trafik, Skanderborg Kommune
Dæmning ved en af de opdæmmede søer hvori drikkevand opbevares før vandbehandling.
Kommunalteknisk Chefforening gennemførte en studietur til Bergen for foreningens medlemmer i Midtjylland den 8. – 10. maj 2022. Det gav et kæmpe udbytte på kort tid med inspiration udefra og nye, naturlige kontakter på hjemmebanen.
At det blev Bergen, valget faldt på, skyldes flere ting. Tekniske udvalg i flere kommuner har besøgt Bergen og rost arrangementet til skyerne. Det var let logistisk at komme til Bergen. Bergen er i en rivende udvikling med hensyn til bæredygtighed, og Bergen har et veludviklet letbanenet.
Vi havde valgt at starte turen søndag eftermiddag med hjemkomst tirsdag aften for at reducere den tid, deltagerne var fraværende på deres arbejdsplads. Ved således at starte turens faglige indhold allerede søndag aften oplever deltagerne et stort udbytte på en forholdsvis begrænset tid.
Således blev turens deltagere præsenteret for en baggrundsviden om Bergen, historisk såvel som politisk, søndag aften før et mere teknisk-fagligt orienteret indhold fulgte på turens følgende dage.
PROGRAM
Mandag besøgte vi Bergens vandforsyningsanlæg. Anlægget anvender i hovedsagen opdæmmet overfladevand til drikkevand med et imponerende vandbehandlingsanlæg sprængt ind i fjeldene omkring Bergen.
Under besøget blev der diskuteret, hvorledes ”sam-gravning” håndteres i Bergen, ligesom byens imponerende ”affaldssug”, som er etableret i og under en større del af byens centrum, blev præsenteret. Anlægget består af en lang række små affaldsstationer, hvor et områdes borgere lægger deres affald svarende til de fra lejlighedskomplekser kendte affaldsindkast på de enkelte etager. Affaldet suges så til et fælles kommunalt håndteringsanlæg.
Eftermiddagen blev anvendt til at se på byudviklingsprojekter i byens centrale områder.
Tirsdag blev vi præsenteret for et stort byomdannelsesprojekt af store dele af Bergen havn. Forskellige oplæg beskrev arbejdet med at etablere en strategi for projektet, herunder selskabsdannelsen i forbindelse med projektet. Særligt i fokus for byomdannelsen er naturligvis ”Klimaomstilling på bergsk” samt bæredygtighed, herunder elektrificering, hvor det er muligt, samt bortskaffelse af affald, herunder marint plastikaffald.
REFLEKSIONER OVER EN KORT STUDIETUR
Værdien af en studietur står endnu engang lysende klar. Turen var et af de første arrangementer efter den lange Corona-pause for sociale aktiviteter, og hvor var det befriende endelig at kunne være sammen med ”de andre” igen. Og så kan det ikke gentages nok: Hvor er det inspirerende at se, hvordan andre tænker og løser udfordringer, der mere eller mindre har samme karakter, som dem vi andre har i vores daglige arbejde. Bæredygtighed har stor opmærksomhed i Norge, og som deltager kan jeg få det indtryk, at Norge er 1-2 år foran, eller måske var det blot de meget dedikerede nordmænd, der efterlod os med det indtryk. I Norge taler de ligefrem om bæredygtighed med en disruptiv tilgang. Og endnu engang bliver vi gjort opmærksomme på vigtigheden af at spendere et par dage sammen med kollegaer med samme udfordringer i det daglige arbejde som alle vi andre, og hvor er det inspirerende og usigelig meget nemmere at tage telefonen og drøfte en opgave med en kollega, du forud for turen ikke kendte overhovedet.
![](https://assets.isu.pub/document-structure/221003093124-b1887a7f1dbd788a9c91a32f6cfc56e7/v1/a84c1767ffc6c0aca3f06f2c61a0bb91.jpeg?width=720&quality=85%2C50)
![](https://assets.isu.pub/document-structure/221003093124-b1887a7f1dbd788a9c91a32f6cfc56e7/v1/d278e8562894c26a2698bff28c5ab995.jpeg?width=720&quality=85%2C50)