Lixen april '09

»Så fik Politiken et rundstykke, og vi fik Rune Skyum-Nielsen. Det var da et meget godt bytte.« Ulrik Haagerup om år 2000, hvor JP scorede praktikanter tidligt. Portræt af Panikdagen side 10

Avisen for yngre journalister | www.lixen.dk | 11. årgang | 2. nummer | april 2009

Små medier skrotter praktikpladser 241 pladser til 290 ansøgere. Sådan er vilkårene, når der skal brydes om praktikpladser bag Journalisthøjskolens grå betonmure. Annoncekrisen tvinger branchen til at skære i antallet af praktikpladser. Især de små steder udbyder færre stillinger.

Kristoffer Kræn

”

PANIK. Praktikfest bliver til praktikfaste.

49 studerende kommer således til at stå uden ansættelseskontrakt, når Store Matchdag er overstået den 22. april.

En væsentlig del af problemet er, at små praktiksteder i år udebliver fra panikdagen. 25 af de mindre praktiksteder, der sidste år søgte en eller to praktikanter, har i år valgt at udeblive fra Panikdagen. De små steder føler ikke, de kan påtage sig det ansvar, der følger med at skulle uddanne journalister, når de selv holder fyringsrunder. De studerende skal lære at finde vej, når de efter to år bag SDU’s rustne vægge bliver sendt ud i nyhedsjunglen. Det er en krævende opgave, forklarer Ebbe Dal, administrerende direktør for Danske Dagblades Forening. »Hvis man søger praktikanter, skal man som udgangspunkt stille sig til rådighed for at uddanne dem. Det kræver ressourcer,« siger han.

Hvis de studerende virkelig ønsker at undgå snyderi, så kræver det mere selvjustits

Christian Kierkegaard, formand for praktikudvalget

FOKUS: Panik og praktik

Foto:Malene Korsgaard/DJH

Drømme kan få konsekvenser Vilkårene er ikke anderledes end de plejer at være, mener praktikvejleder på SDU Karsten Prinds. Kun for dem, der i første omgang ikke får deres ønsker opfyldt, får manglen på

Vriiinsk

Ekspert: Tidligere kasserer hæfter for 22.500

Frygten for hærværk og skældsord som møgso er en del af de kritiske hestejournalisters hverdag. De er ikke bange for at få beskidte fingre, når de vender branchens pærer.

Lixen har taget en tur i sadlen med ridesportens sorte ponyer.

Kajos tidligere kasserer, Jens Theil, er en travl mand med mange kasketter på. Fordi han har glemt at svare på en mail, er foreningen gået glip af 22.500 kroner. Forglemmelsen kan få store konsekvenser for den tidligere kasserer. I værste fald kommer han til at hænge på regningen, vurderer juraprofessor og ekspert i foreningsret Ole Hasselbalch.

Side 9

Side 3

praktikpladser konsekvenser. »SDU’erne plejer at søge ind på de store praktiksteder og have de mindre som en slags plan b, hvis det ikke lykkes for dem at få deres drømmepladser. Der er stadig plads til at drømme i år, men større konsekvenser, hvis det ikke lykkes,« siger Karsten Prinds. Hvis man ikke får praktikplads efter første praktikrunde er overstået, arrangerer uddannelserne en anden runde, hvor man igen kan forsøge at få praktikplads. Dem, der står uden praktikplads efter anden runde, må tage orlov.

Flermedial fordel Men selvom den faldskærm, som de mindre praktiksteder har udgjort de sidste år, er flænset, mener Karsten Prinds ikke, at man som SDU’er har det største problem. »Der er en tradition for, at SDU’erne får gode pladser. Man kan også pege på SDU’ernes flermedialitet som en klar fordel. Når det er sagt, så handler det om ikke at læne sig tilbage - og arbejde sammen som et hold,« siger han.

Bliver bedre næste år Ebbe Dal regner med, at annoncekrisens sorte stempel sætter et betydeligt svagere tryk på næste års praktikdag. »Vi regner med en større tilslutning næste år. Når annoncekrisen ebber ud, kommer ressourcerne til at ansætte praktikanter tilbage,« forudser han. krsoe08@student.sdu.dk

02 | april 2009

UDDANNELSE

| LIXEN

Indhold

Leder

UDDANNELSE

Hykleri

Center for Journalistiks hjemmeside får et tiltrængt ansigtsløft.

Efter siden blev dumpet af en ekspert i sidste nummer af Lixen, tager centerleder Per Knudsen nu konsekvensen. Studiet får en ny hjemmeside efter sommerferien. Side 5.

Der bliver snydt på Panikdagen.

En tredjedel af praktiksøgerne fra SDU blev sidste år kontaktet af medier inden klokken 8:00. Det er imod reglerne, men når ingen står frem med navn, får det ingen konsekvenser.

Måske er det meget heldigt, for hvis man skulle udelukke alle medier, der snyder, ville 85 studerende stå uden praktikplads efter Panikdagen den 22. april. Det ville være et endnu større problem end de 49, der i forvejen ikke kommer til at skrive under på en kontrakt.

En stor del af medierne spiller altså ikke efter reglerne, men samtidig er de for tilfredse med systemet til at finde en anden løsning. Det er ingen overraskelse. De store dagblade får normalt over 30 ansøgninger til at dække mellem en og elleve pladser, så det er en gunstig situation, de kun kan være tilfredse med.

Som studerende kan du til gengæld ikke være tilfreds med et system, hvor vi bliver klemt fra alle sider. Når en tredjedel blev kontaktet for tidligt sidste år, burde det få praktikudvalget til at reagere, hvis det da ønsker en Panikdag uden forhåndsaftaler. Spørgsmålet er, om det overhovedet er realistisk. Når man spørger praktikkoordinator Pia Færing, er svaret nej. Det samme siger et flertal af dem, vi har talt med i branchen.

Det er en misforståelse, at alle studerende er lige. Nogle kender folk i branchen. Derfor har de en fordel på Panikdagen. Andre er gode til at netværke og gøre opmærksom på sig selv. Det er også en fordel. Men vigtigst af alt er alle ikke lige dygtige.

BRANCHE

”

Man må acceptere, at medierne er ekstra interesserede i de dygtigste.

Derfor kontakter de praktiksøgerne så tidligt som muligt – og nogle gange på forhånd - for at sikre sig de bedste.

Det er logisk, men det er tys-tys. Tilsvarende er der en række medier, som er ekstra populære blandt de studerende.

Mange der bliver kontaktet af et af de m e d i e r, siger ja i smug. Det skulle de selvfølgelig lade være med, for så var der intet problem.

Formanden for praktikudvalget, Christian Kierkegaard, siger på side 12, at de studerende mangler selvjustits. Det kan han have ret i. Men de studerende skal ikke løfte opgaven alene. Det virker sært ikke at dopingteste, hvis man ønsker en ren sport.

Og det klæder ikke formanden at kaste bolden over til de studerende, når han selv kunne losse den i mål ved at acceptere fakta: Panikdagen og det, der foregår omkring den, er et stort hyklerisk pseudo-show på mediernes præmisser.

Ingen, vi har talt med, mener, at Panikdagen er den optimale løsning.

Men de kan heller ikke komme på noget bedre. Man forsøger i år med halvanden times gennemlæsning.

Lad os håbe, det hjælper de studerende, for det er vel dem, det handler om? I samme omgang kunne man tillade, at medier og studerende holder jobsamtaler og laver aftaler inden Panikdagen. Det gør en stor del af dem jo alligevel.

Panikdagen er et hyklerisk pseudo-show på mediernes præmisser

Uartige piger, hesteludere og møgsøer. Ordene bliver hårde, når hestejournalisterne fra netmagasinet EPONA.tv stikker deres kritiske hove i mulden. De graver sig gennem ridesportens hø og møg, og det er ikke småting, de finder i halmen. Side 9.

PORTRÆT

Vild panik og kamp om pladserne klokken 8:00. Sådan har Panikdagen ikke altid været. En gang var der undervisning, mens telefonerne ringede, og det tog tre måneder, før alle havde en praktikplads. Lixen portrætterer Panikdagen. Side 10.

FOKUS

Hvis medierne skal afsløres i snyderi på Panikdagen, er det de studerende, der skal sørge for det.

Formanden for praktikudvalget, Christian Kierkegaard, opfordrer de studerende til at højne selvjustitsen. Side 12.

OPINION Spænding a la Dan Brown. Sådan beskriver Lixens anmelder bogen ‘Alt går efter planen - Sagaen om Nyhedsavisen’. Krydret med saftige detaljer og dramaturgisk opfindsomhed gør den sig fortjent til fem X’er. Side 18.

”

Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet.

Avisen dækker udviklinger og tendenser i mediebranchen og på landets journalistuddannelser.

LIXEN Campusvej 55 5220 Odense M

Vi får ingen undervisning, men vi er rigtig gode til at hjælpe hinanden Troels Trier 4. semester til Illustreret Bunker

Johan Bertil Winther Chefredaktør

Morten Bang Chefredaktør

Thomas Askjær Chefredaktør

Majken Søndergaard Nielsen Redaktør

Leonora Beck Redaktør

Sophie Bremer Redaktør

www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk Tryk: Arco Grafisk A/S Oplag: 800 eksemplarer Korrektur: Andreas Langaa Logo: Henriette Solgaard Layoutinspirator: Sara Winther Ansvarshavende chefredaktør i dette nummer: Johan Bertil Winther

Sofie Bak Thorup Redaktør

Kristoffer Kræn Redaktør

UDDANNELSE

LIXEN | april 2009 |

Ekspert: Tidligere kasserer i Kajo hæfter for 22.500 kroner Rodet i Kajos regnskaber og den udeblivende kontingentstigning kan få store konsekvenser for den tidligere kasserer. I værste fald kommer han selv til at hænge på regningen.

Casper Hindse Mads Kolby

LØFTEBRUD. »Der bliver ikke underskud, det garanterer jeg«. Så kontant faldt ordene, da Kajos daværende kasserer Jens Theil i oktober havde fremlagt planerne for den kommende budgetperiode. Sådan kom det imidlertid ikke til at gå. Kajos kasserer glemte at reagere på en henvendelse fra Dansk Journalistforbund, og den vedtagne kontingentstigning blev aldrig gennemført. Dermed gik Kajo glip af en indtægt på 22.500 kr. »Dansk Journalistforbund sendte os en mail med en deadline for, hvornår vi skulle melde tilbage, hvis vi ønskede en kontingentforhøjelse.

Den mail har jeg simpelthen ikke fået svaret på,« forklarer Jens Theil.

Uforsvarlig adfærd Juraprofessor ved Århus Universitet og ekspert i foreningsret, Ole Hasselbalch, vurderer, at hvis en kasserer laver en så vital fejl, svigter han de medlemmer, der har givet kassereren sit mandat. »Man kan ikke bare komme og sige, at det har man glemt. Så må man lade være med at tage et kassererjob, hvis man glemmer den slags ting,« siger han.

Ole Hasselbalch understreger, at kassereren selv hænger på regningen, hvis bestyrelsen ikke kan få pengene ind fra medlemmerne:

»Man hæfter for den skade, man forvolder ved uforsvarlig adfærd.

Hvis det af en eller anden grund bliver umuligt at få pengene ind, så hæfter han for det, man ikke kan få ind.« Kajos nu tidligere kasserer beklager forløbet og er overrasket over, at han i sidste ende kan hænge på regningen. »Det kommer bag på mig, og skulle det ende sådan, så ville min bankrådgiver blive næsten lige så ked af det, som jeg selv,« siger Jens Theil.

Imod medlemmernes beslutning Kajos bestyrelse besluttede på et bestyrelsesmøde i februar at indkræve de manglende kontingentstigninger per efterkrav. Men en måned senere skiftede kursen. En overset kredsstøtte og uforudsete besparelser gjorde, at Kajos underskud begrænsede sig til 1.700 kr.

På bestyrelsesmødet i marts valgte man derfor ikke at indkræve pengene alligevel. Hermed tilsidesatte Kajo, ifølge Ole Hasselbalch den beslutning, medlemmerne havde truffet om kontingentstigning på generalforsamlingen i oktober. »Hvis medlemmerne har besluttet på generalforsamlingen at hæve kontingentet, så skal det naturligvis opkræves. Så er det fuldstændigt ligegyldigt, om der er underskud eller overskud på kontoen. Det er medlemmernes beslutning, og de skylder jo pengene. Man må forsøge at få pengene ind ved at udsende en efteropkrævning.« Kajo har ikke tænkt sig at gøre yderligere i sagen. chind07@student.sdu.dk makol07@student.sdu.dk

Journaliststuderende, Festudvalget, Kajo og Syddanske Studerende. Jens Theil har er en travl mand. Det kan have betydet, at han mistede overblikket over kassebeholdningen hos Kajo. Illustration: Leonora Beck

Ny Kajoformand

Jern-Henrik overlever

Kritisk revisor utilfreds

Kajos nye formand, Maria Djurhuus, kan se frem til mere albuerum ved bestyrelsesmøderne. På grund af manglende opstillede har Kajo nemlig tre ledige pladser i bestyrelsen.

Merle Strand Banggaard, Nanna Thorø Liebregt, Lisa Merete Kristensen og Jens Theil forlader bestyrelsen, mens Anne Fiil Eskildsen overtager kassererposten og tidligere suppleant Jens Thorborg træder ind i bestyrelsen som fuldt medlem.

Journaliststuderende fra SDU kan få Jern-Henrik-statuetten i hånden som bevis på godt arbejde. Forslaget om at nedlægge prisen blev nedstemt på Kajos generalforsamling.

Prisen gives således også i fremtiden for et bemærkelsesværdigt journalistisk produkt, mens der kan ske ændringer af jurysammensætning og præmiens størrelse.

Jens Conrad-Petersen, der har været Kajos kritiske revisor det sidste halve år, påpegede til generalforsamlingen, at det ikke står klart, hvad foreningens årlige bidrag på 20.000 kroner til DJstud går til.

Han foreslog derfor Kajo at øge gennemsigtigheden af budgettet.

Kajos nye formand lægger op til mere fokus på fagligheden.

Fremover vil der være flere tirsdagsarrangementer med praktisk indhold, der kan ruste de studerende til verdenen uden for Medietorvet.

det at være fagforening. Altså at det er et fagligt organ. Da jeg for eksempel var med til at arrangere tirsdagsforedraget med fokus på konflikthåndtering, så er det for mit vedkommende også, fordi jeg har et ønske om at få andet end bare inspiration. Hvad er det for en virkelighed, vi kommer ud i som praktikanter? Der kan man komme ud for konflikter, og så er det godt at have nogle værktøjer.

Frem med værktøjskassen

Mads Kolby

Q&A. Hvad er dine planer som formand?

Der skal i hvert fald ske det, at fagligheden skal styrkes. Men den overordnede idé med Kajo er den samme, som den er nu. Altså at det skal være en forening, der favner bredt på studiet, og som tager sig af de studerende, hvad enten det drejer sig om støtte til studieture eller andre gode ideer, man har.

Privatfoto

Er der noget, der vil være anderledes?

Jeg sætter i hvert fald meget pris på

Så den faglige profil vil være tydeligere?

Det er i hvert fald noget, som ligger mig nært. I min selvforståelse af en fagforening er det vigtigt, at de opgaver, man løfter, også har en faglig profil. Det er jo super spændende at få profiler som Tøger Seidenfaden ud på Medietorvetc. Det støtter jeg også, men det betyder noget for mig, at Kajo også kan være med til at ruste os som praktikanter i fremtiden.

Altså mere praktisk orienteret?

Jeg vil gerne være med til at støtte den linje, at der kommer mere fokus på fagligheden. Også ud fra en betragtning om, at der er så mange andre gode organer her på studiet, som for eksempel festudvalget, revyen og så videre. Der kan vi være med til at støtte, så vi både kan have noget fagligt og noget revy bagefter. Men det betyder bare ikke, at Kajo skal gå ind og overtage revyen. Vi vil gerne lave samarbejde, men vi må også fokusere på, hvor Kajos ressourcer skal gå hen. Nu er vi tre færre i bestyrelsen, hvilket også begrænser hvor meget arbejde vi kan lægge i forhold til tidligere. Og der er det vigtigt at holde fokus på det faglige. makol07@student.sdu.dk

| april 2009

UDDANNELSE

| LIXEN

Undervisere ønsker udveksling De journalistiske undervisere frygter at blive lige så rustne som Center for Journalistiks facade.

Derfor ønsker de en udvekslingsaftale med branchen. Både Center for Journalistik og folk i branchen er begejstret for idéen.

Sophie Bremer

SVINGDØREN: To år som underviser, to år i branchen og så forfra. De journalistiske undervisere er bange for at gro fast til medietorvets bonede gulve og ønsker at kombinere deres undervisningslyst med skrivekløe.

Samtidig er eleverne frustrerede over den store udskiftning af undervisere, som de seneste år har betydet, at de ikke har været ansat længere end to år. De fleste har gerne villet fortsætte, men de har været bange for at være

for længe væk fra branchen, og har derfor valgt SDU fra: »På den ene side synes jeg, det er vildt spændende at få lov til at udvikle stedet her. På den anden side vil jeg også gerne være i branchen.

Jeg tror, en udveksling vil være godt, hvis man kunne bevare tilknytningen samtidigt med, at man havde en tilknytning til branchen. Jeg er bange for at blive rusten og gro fast,« siger Karen Løth Sass, journalistisk lektor, der fratræder til sommer.

Hun foreslår, at Center for Journalistik kunne lave en aftale med en journalistisk arbejdsplads, så lektorerne kan komme frem og tilbage. På den måde bliver underviserne opdateret om, hvad der sker ude i branchen, så deres undervisning er tidssvarende.

Cathrin Tromborg er for nylig stoppet som underviser til fordel for jobbet som tv-reporter på DR Fyn. Hun giver Karen Løth Sass ret i, at en form for udveksling kunne være en god idé.

»Det smarte ville være, hvis man blev fastansat med fast mulighed for orlov, så man kunne komme frem og tilbage mellem branchen og SDU. På

med at udlåne journalister i perioder: »Jeg synes, det ville være godt, og vi vil helt klart gerne være med til det.

Der er ikke noJeg er sikker på, at hvis jeg sætter en get, der ung, lovende journalist hos jer, så får jeg skærper en en endnu skarpere og dygtigere journalist journaltilbage ist så

Per Westergaard, Fyens Stiftstidende m e g e t , s o m den ene side er det nemlig fornuftigt, når de skal finde tilbage til kernen af at folk kommer ude fra den virkelige journalistikken og lære at formidle verden og er fuldt opdateret. På den det,« siger Per Westergaard. anden side er det klogt, at man har Han har tidligere haft en af sine nogen med erfaring og en tilknytansatte et halvt år på Center for ning, så man ikke starter fra bunden Journalistik og er overbevidst om, at hvert semester,« siger Cathrin Tromhan med udveksling får endnu bedre borg. journalister tilbage. Han lover samChefredaktør på Fyens Stiftstidig, at det vil være nogle af hans tidende og formand for styrelsen unge journalisttalenter, som han vil på Center for Journalistik, Per udlåne: Westergård, er begejstret for ideen »Jeg er sikker på, at hvis jeg sæt-

”

ter en ung lovende journalist hos jer, så får jeg en endnu skarpere og dygtigere journalist tilbage, fordi de får lov til at fordybe sig,« siger Per Westergård.

Centerleder Per Knudsen indrømmer, at udskiftningen på det seneste har været stor. Han håber, at man hen ad vejen kan finde en fast stab til at udbygge og forny uddannelsen, samtidigt med at man får nye medarbejdere ind. Forslaget med udveksling ser han som en rigtig god idé: »Man kan sagtens forstille sig at lave et samarbejde. Det kræver, at man får matchet en underviser her med en konkret person ude i branchen, og at de passer sammen, så de kan bytte. Det vil vi meget gerne,« siger Per Knudsen. sohan08@student.sdu.dk

Studiesnak, nej tak »Nej,« brøles der i den anden ende af røret. »Kom igen, når du har et medie at skrive for.« Mange journalister på skolebænken i Odense oplever, at kilder takker nej til at levere citater og sammenhæng. Lixen har gjort det umulige og talt med tre af de herrer, som normalt ikke optræder i de studerendes spalter.

Leonora Beck Johan Bertil Winther

SORT BOG. Her er første kapitel i den sorte bog over folk, du ikke behøver at spilde dine opkaldsforsøg på.

Jens Lunde, lektor i boligøkonomi på Copenhagen Business School

Jeg er journaliststuderende. Kan jeg få lov til at stille dig nogle spørgsmål? »Er det til noget opgavevæsen eller sådan noget?«

Nej. Jeg skriver for studieavisen Lixen.

Vi har her på journalistuddannelsen før oplevet, at du ikke taler med journaliststuderende. Hvordan kan det være? »Jeg har ikke noget imod journaliststuderende. Men ved at udtale mig til journaliststuderende har jeg en risiko for, at det bliver til en artikel, som den journaliststuderende har copyright på, og at den kommer i et medie, som jeg ikke har styr på.

Jeg vil gerne vide, i hvilken sammen-

hæng og til hvilket medie, jeg udtaler mig.«

Niels de Voss, kommunikationsmedarbejder i Danmarks Lærerforening

I januar interviewede min medstuderende dig, men først bagefter fandt du ud af, at hun var studerende og frabad hende derpå at bruge citaterne. Hvorfor? »Det kan ikke nytte, at jeg vælger hver anden journaliststuderende og siger, at jeg gerne vil betjene ved kommende. Jeg vil ikke bruges i opgavesammenhæng, og jeg vil ikke bruges i sammenhænge, hvor det ender i et eller andet medie, jeg ikke har styr over.«

Der står på jeres hjemmeside, at jeres politiske ledelse ikke snakker med journaliststuderende. Hvordan kan det være? »Det står der ikke. Der står, at vi beder om, at journaliststuderende har forståelse for, at formanden har travlt, og at vi prioriterer.«

- Og at i desværre ikke har tid til udtalelser og interviews, står der. »Du kan da ringe til mig og få en udtalelse om hvad som helst omkring Danmarks Lærerforening. Det er det, der står.«

Universiteterne opfordrer forskere til at udtale sig til pressen. De journaliststuderende er i princippet også en del af pressen. Hvorfor så udelukke dem? »Efter mine begreber er journaliststuderende ikke en del af pressen, fordi de ikke har et ansættelsesforhold. Noget andet er, at det er tidsforbrug. Et eller andet sted bliver jeg nødt til at sætte en grænse, for jeg får ikke en time for det.«

Men den politiske ledelse vil ikke udtale sig til journaliststuderende eller hvordan? »Den politiske ledelse har ikke overskud til det. Og så synes vi, det er mere interessant at tale med en journalist fra tv-avisen end at tale med en journaliststuderende på første årgang.«

Jens Lunde, lektor ved Copenhagen Business S.chool Foto: Privat

Alle kan i princippet kalde sig journalister. Hvorfor skal der så skelnes mellem journaliststuderende og journalister? »Hvad er du i gang med her? Jeg tror verden hænger sådan sammen, at de mennesker, som de journaliststuderende gerne vil tale med, er folk, der har rigtig, rigtig travlt, og de er nødt til at prioritere deres tid.

Det er heller ikke sådan, at et hvert medlem af Danmarks Lærerforening bare lige kommer til at tale med formanden.«

UDDANNELSE

LIXEN | april 2009 |

Journalistuddannelse.dk får ansigtsløft Center for Journalistiks hjemmeside, journalistuddannelse.dk, har været under hård kritik. Nu tager centerleder Per Knudsen konsekven og fornyer siden. Den nye, mere moderne hjemmeside skal være klar efter sommerferien.

Sophie Bremer

SDUsynlig: Identitetsproblem, mangelfuld og utroværdig. Med andre ord: dumpet. Center for Journalistiks hjemmeside, journalistuddannelse. dk, blev i sidste nummer af Lixen kritiseret af en brandingsekspert for ikke at være professionel nok.

Centerleder Per Knudsen, har taget kritikken til sig og arbejder på en ny, forbedret side: »Der er brug for en opdatering af journalistuddannelse.dk. Det, vi arbejder på, er at få tilfredsstillet mange forskellige behov. Den skal

være CfJ’s ansigt udadtil. Det skal være en markedsføringsplatform og en informations-kilde for potentielle studerende,« siger Per Knudsen.

Målet er, at siden skal højne kendskabet til Center for Journalistik og dermed trække nye elever til.

Kreativitet og modernitet Branding-eksperten Marie HøpfnerDahl anbefalede i sidste nummer af Lixen, at man rydder op på hjemmesiden, laver en større faktuel del og samtidig beholder de elevgenererede ting, som giver siden et særpræg.

Det er, hvad Per Knudsen ønsker at gøre. Hjemmesiden skal være mere tidssvarende og udvikles på en lang række punkter: »Vi skal gradvist udvikle siden teknisk og indholdsmæssigt. Vi skal gøre den så moderne og kreativ, som vi evner. Vi skal have den sat op på en spændende og indbydende måde.

Bertel Haarder, undervisningsminister »Jeg har set din mail. Derfor ringer jeg op her lørdag morgen og vil høre, hvad du vil spørge om. Jeg er den af alle ministre, som er lettest at få fat i. Men jeg kan altså ikke snakke med alle, og det er ikke noget specielt med journaliststuderende. Der er 30 om ugen, der vil interviewe mig til deres opgaver, og det håber jeg du kan forstå, at jeg altså ikke kan stå til rådighed for.« Men mange journaliststuderende får deres artikler publiceret? »Ja, det får jeg altid at vide, men jeg har endnu ikke set det. De pågældende har aldrig sendt mig en eneste artikel, de har skrevet. Så jeg har regnet med, at det bare var noget, de sagde.«

Er det ikke lidt mærkeligt, at journalister kan komme i kontakt med dig, når journaliststuderende ikke kan? Vi er jo i princippet journalister. »I samme øjeblik, du er praktikant på en avis, så bliver du behandlet lige som alle andre. Men det er, når man siger, at man er ved at skrive en opgave, at vi siger nej. Men jeg kan se, at du skriver til en studieavis.«

Anders Bondo Christensen, formand for danmarks lærerforening havde ikke tid til at tale med Lixen om, at han ikke vil tale med studerende, Foto: Ulrik Jantzen

Det er målsætningen,« siger Per Knudsen.

Studerende ved, hvor skoen trykker Som hjemmesiden er nu, er alt indholdet lavet af eleverne. Det er vigtigt at bevare for Per Knudsen. Dog skal ledelsen også være med til udformningen. »Jeg ser det som et samarbejde med de studerende, for det er dem, der ved, hvor skoen trykker. De kan fortælle andre potentielle nye studerende om, hvorfor det er så fedt at studere her. De kan fortælle om alt fra revy til sjove opgaver, og hvor klog man bliver her,« siger Per Knudsen.

Hjemmesiden forventes klar efter sommerferien. sohan08@student.sdu.dk

Foto: Sarah Mc D

»Jeg snakker med tusindvis af studerende, men jeg bidrager ikke til opgaveskrivning. For det kan jeg ikke overkomme. Og hvis du ikke kan forstå det, så undskyld, men så er det altså dig, der er noget i vejen med.«

Okay. Men der er flere, der ikke taler med journaliststu… »Der er ingen, der har noget imod journaliststuderende. Det kan jeg fortælle dig. Men det er i øvrigt udmærket, at journaliststuderende begynder at opdage, at der er andet at lave end at snakke med journalister. Det er en vigtig ting at have med i arbejdet som journalist. Sådan en lille smule forståelse for, at hvis man vil have fat i et af de travleste mennesker – for jeg er nok et af de travleste mennesker i landet - så er det vigtigt at have en begrundelse, og den begrundelse, at man er ved at skrive en opgave, er altså ikke nok. « Kender du andre kilder, der fortjener en side i bogen, så send en mail til lixen@journet.sdu.dk.

libec08@student.sdu.dk johaa08@student.sdu.dk

Min medstuderende ringede op til dig, hvor du sagde, at du af princip ikke snakker med studerende. Hvorfor? »Når de skriver opgaver. Når de skriver opgaver!«

Vi talte om, at det var lidt mærkeligt, at en undervisningsminister af princip ikke snakker med studerende?

Undervisningsminister Bertel Haarder PR-foto

| april 2009

UDDANNELSE

| LIXEN

Avistyv(e) slår til igen

FIRE HURTIGE Unge trodser journalistikkrisen 265. Så mange ønsker at læse journalistik på SDU. Krisemeldinger fra branchen har ikke fået unge med journalistdrømme til at søge andre veje. Det glæder centerlederen. »Der er grund til at glæde sig over, at antallet er lige så højt som sidste år på et tidspunkt, hvor der er dårlige nyheder fra mediebranchen om, at man fyrer og skærer ned. Det har heldigvis ikke afskrækket unge mennesker fra at søge ind i vores fag,« siger Per Knudsen.

Tallet er faldet med tre ansøgere siden sidste år, hvor ansøgertallet faldt stort på grund af skærpede optagelseskrav til universiteterne. Alligevel har Center for Journalistik tænkt sig at tage kampen op og få ansøgertallet til at stige igen. Årets optagelsesprøve finder sted 25. april 2009, hvor 225 af ansøgerne er inviteret. Efterfølgende går 125 videre til personlig samtale, hvorefter de endelige 75 udvælges til optagelse på Center for Journalistik.

Sophie Bremer

Fire ud af otte Kravling-nominerede er SDU’ere Når det afgøres, hvem der skal have Kravling-statuetten i hånden den 17. marts, sidder journalister fra SDU på halvdelen af nomineringerne. Historier om forholdene på institutionen Markusholm, skattekroner til Scientology, et parallelt retssystem i Vollsmose og en rejse tilbage til journalistens polske rødder. Alle er historier skrevet af SDU’ere, og alle er blandt de nominerede.

De øvrige nominerede er tre fra DJH og én RUC’er. En dommerkomité med blandt andre Lisbeth Knudsen, Jakob Elkjær og Peter Øvig Knudsen kårer vinderen. Overrækkelsen og den efterfølgende gallafest finder sted den 17. marts i Politikens Hus. Morten Bang

Mylenberg tilbage som centerleder Troels Mylenberg bliver igen leder af journalistuddannelsen i Odense. Efter ikke en gang et år som politisk skribent på Berlingske Tidende vender han altså tilbage til Medietorvet. Det blev offentliggjort 1. april. »Jeg blev træt af ikke at have min egen siddeplads,« siger Troels Mylenberg.

Hos Berlingske Tidende hersker systemet ’free seating.’ Det betyder, at ingen har faste pladser, og at der er færre stole end ansatte. Det er nu årsagen til, at Mylenberg forlader Pilestræde.

Han kommer til at dele lederposten med nuværende centerleder Per Knudsen. Hverken Mylenberg eller Knudsen ser nogen problemer i at være to om samme post. »Hvis de kan i Zimbabwe, kan vi også her,« siger Per Knudsen med reference til den afrikanske republik, hvor Robert Mugabe og Morgan Tsvangirai deler magten.

Selvom Zimbabwe er forbilledet, garanterer Per Knudsen, at der ikke kommer de samme uroligheder på Medietorvet, som der var i republikken.

Indtil videre er det planen, at centerlederparret skal dele kontor.

Thomas Askjær

»Aviserne må ikke fjernes fra sofaområdet.« Sådan lyder budskabet på flere A4-ark i Center for Journalistiks avishjørne. Alligevel forsvinder Center for Journalistiks aviser. Lixen har sat sig for at opklare, hvor de bliver af.

Andreas Langaa Sofie Bak Thorup

HAPS. Hvor i alverden er Weekendavisen? Mange journaliststuderende går uge efter uge forgæves, når de lægger vejen forbi Center for Journalistiks avisområde for at læse Weekendavisen. Et kig i Center for Journalistiks avisarkiv afslører, at otte af dette års tretten udgivelser af Weekendavisen er forsvundet på mystisk vis. De studerende skal ofte bruge aviserne til research i forbindelse med eksamener, så de er godt trætte af, at aviserne fordufter. Derfor satte Lixen sig for at efterforske sagen.

Fredag den 13. marts sætter Lixen

et overvågningskamera op i bestræbelserne på at opklare, hvor Weekendavisen forsvinder hen. Vi lægger os på lur kl. 9.30 bevæbnet med kaffe og tålmodighed på klassisk journalistisk vis.

Kl. 11.13 træder en mand iført en sort jakke og hvid skjorte ind i det skjulte rampelys. Han griber fat i Politiken, ser sig omkring og tager i lykkelig uvidenhed avisen med sig.

What the f***? Det er jo den forkerte avis? Eller den forkerte avistyv?

Vi konstaterer hurtigt, at der kun er syv eksemplarer af Politiken i arkivet. Der er flere tyve på spil. Efterforskningen må udvides. Chokket over, at tyven stjæler den forkerte avis, gør, at vi ikke når at konfrontere ham. Kameraet har dog gjort sit arbejde. Vi bringer her billeder, der forhåbentlig kan sætte en stopper for bortførelsen af aviserne. Kender du tyven, bedes du venligst kontakte Lixen på lixen@journet.sdu.dk.

Dusør: Du og alle andre på Center for Journalistik kan i fremtiden læse Weekendavisen og Politiken – hver dag.

Kl. 12.55 giver vi os selv fri. En time senere tikker en sms ind: ”Weeken-

davisen er ikke på sin plads.” Vi river os selv i håret og bliver enige om, at der ikke er andet for end at indtage vores krybskyttepositioner igen i den kommende måned. Fortsættelse følger…. anlan08@student.sdu.dk, sotho08@student.sdu.dk

KLEPTOMANI (gr: κλέπτειν, kleptein, ”stjæle” + μανία, mania, ”mani”, ”raseri”) er betegnelsen for en afvigende adfærd, der består i en trang til at stjæle. I modsætning til tyveri, der sker af nød (brugstyveri) eller for at berige sig, skyldes kleptomani en forstyrrelse i sindet.

Samtalebehandling kombineret med adfærdsterapi har ofte god virkning på sygdommen, men tilbagefald ses jævnligt.

Kleptomanen spotter sit bytte....

Fellowshippet i fare Jakob Elkjær bliver muligvis den sidste fellow ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Indtil videre har Århus Stifttidendes Fond sponsoreret fellowshippet med 500.000 kroner hvert år, men nu bliver pengekisten måske lukket i. Fonden vil eventuelt sponsorere den efterfølgende fellow med 250.000 kroner, men medmindre Styrelsen på Center for Journalistik finder et tilsvarende beløb andetsteds, er det slut med den tradition. De næste uger vil bestyrelsesformand Per Westergård og nuværende fellow Per Knudsen søge sponsorater hos diverse fonde og dagblade. Studenterrepræsentant i Styrelsen Rasmus Mark Pedersen mener, at der er mange grunde til at kæmpe hårdt for at bevare fellowshippet på Center for Journalistik: »Jeg håber virkelig, at de finder pengene til det fellowship. De fellows, vi har haft, har været nogle inspirerende journalistiske forbilleder. De har vist forskellen på, hvad det vil sige at være en højskole og et universitet,« fortæller han.

Fellowshippet kommer oprindeligt fra amerikansk tradition. Den udvalgte fellow har i et halvt år universitetet til rådighed til sin forskning. Idéen er, at han i den tid bruger universitetet til egen inspiration, men også giver tilbage til både undervisere og studerende.

Majken Søndergaard Nielsen

... Og stjæler avisen med sig.

Foto: Sofie Bak Thorup

BRANCHE

LIXEN | april 2009 |

Shhh. Journalister er ikke meget for at afsløre hinanden. Fote: Leonora Beck

Vi er havnet i tys-tys-branchen De fleste i mediebranchen kender til dem, men kun få kæfter op om dem: Journalister, der vrider sandheden for at kunne levere en god, skarpvinklet nyhed. Den anonyme kritik afspejler en misforstået loyalitet over for branchen, mener lektor på DJH.

Camilla Falkenberg Sønderstrup Leonora Beck

TAVSHED. Anonymt. Det var kravet for, at mange af Lixens adspurgte ville udtale sig i en rundspørge om skepsis i mediebranchen. At bagtale forskellige medier og journalister, som klynger halve sandheder op på spisesedlerne, er ikke noget problem. Men at lægge navn til kritikken

er en helt anden sag.

Journalisten Lasse Jensen er en af de få i branchen, der gerne fortæller om sine forbehold. Hans skepsis klæber ved nogle medier som fluepapir. Hver gang han læser en tabloidavis som BT eller Ekstra Bladet, skærper han for eksempel sit kildekritiske blik. »Ikke fordi de nødvendigvis er løgnagtige, men fordi de i deres form behandler historierne så spidsvinklet, at man ved, at det ikke er hele historien. De trækker det dramatiske og det personfikserede voldsomt frem. Det alene gør, at jeg bliver mere skeptisk over for de to aviser end over for andre aviser,« fortæller han.

I ly for stormen Efter flere bemærkninger uden for citat fra undervisere og branchefolk om, at man skal holde ekstra øje med historier fra bestemte medier og

journalister, besluttede Lixen sig for at spørge i branchen selv. Er folk forbeholdne med at bruge specifikke journalister og mediers historier?

Otte mediers journalister blev adspurgt. 25 svar fik Lixen. 16 af journalisterne erklærer sig skeptiske, mens to helt udelukker at bruge bestemte journalister eller medier.

De resterende syv fortæller, at de er lige kildekritiske over for alle nyhedskilder.

Selvom Lixen havde gjort det klart, at rundspørgen var anonym, ville seks af de adspurgte alligevel sikre sig en ekstra gang, at deres navn ikke kom på kritikken. Én medgav, at han er skeptisk over for bestemte kilder. Men hvem det gælder, ’kunne han aldrig drømme om at fortælle’.

En anden formulerer samme erklæring i et lidt pænere omsvøb.

Boomerangeffekten Den anonyme kritik afspejler en mis-

forstået loyalitet over for branchen.

Det mener lektor på DJH Kate Kartveit om den manglende vilje til at stå frem. »Det betyder ikke nødvendigvis, at man holder hånden over hinanden, men man vælger at vende den anden kind til og lade være med at kommentere det,« siger hun.

Ikke mindst fordi man som journalist sidder i et glashus. »Der er jo ingen medier, der kan sige sig helt fri for at gøre fodfejl nu og da. Så hvis man kritiserer nogle andre, kan man hurtigt få det lige tilbage i ansigtet,« fortæller Kate Kartveit.

Hun mener, at det er et problem, at det ikke kommer ud til læserne, hvem der ikke kan skrue en nyhed sandfærdigt sammen. Samtidig påpeger hun det paradoks, at den sandhedstjenende mediebranche ikke leverer hele sandheden om sig selv.

»Det er absolut dobbeltmoralsk.

Jeg håber, at i unge, som nu bliver uddannet, vil afsløre de journalister, hvis arbejde ikke er godt nok,« opfordrer Kate Kartveit. camso08@student.sdu.dk libec08@student.sdu.dk

Pilotundersøgelse i branchen Lixen spurgte journalister på otte forskellige medier, om de er skeptiske over for at bruge bestemte journalister og mediers nyheder, eller om de decideret udelukker at bruge specifikke journalister eller medier.

Lixen fik 25 svar. Af de 25 svar, var 16 journalister skeptiske.

To journalister vælger at blackliste bestemte journalister eller medier.

De resterende syv erklærer sig lige kildekritiske over for alle nyhedskilder.

Falsk Financial Times delt ud i London Pendlere i Londons undergrund spærrede muligvis øjnene op, da de den 27. marts fik en udgave af Financial stukket i hånden. Historier som ”Capitalism isn’t really democracy” og ”World survives Equal Rights Day” havde nået bladets forside. Avisen var dog forsynet med ”Not the” skrevet med småt foran Financial Times-logoet og var en happening arrangeret af aktivister forud for G20 topmødet i London i begyndelsen af april.

Budskabet med de titusinde eksemplarer af den falske Times var desuden henvendt til medier og journalister: ”Det er også for at opmuntre journalister til at tænke over, hvad de kan gøre for at foreslå konstruktive løsninger på samfundets problemer,” siger Raoul Djukanovic, der var en af mændene bag projektet, til The Guardians hjemmeside.

Morten Bang

Søger student manager i Odense Har du fingeren på pulsen i Odense ? Så er du måske præcis den, vi søger. Vi har brug for en student manager, der kender til studielivet i Odense både på og uden for campus.

Som student manager for Dagbladet Information er det din opgave, en gang om måneden, at bruge et par timer på at forfatte en ”begivenhedskalender”. Det er en kort liste med relevante begivenheder indenfor kultur, politik og alt, hvad der ellers rører på sig i Odense.

Desuden skal du hjælpe os i forbindelse med promotion af avisen. Et par gange om året, som regel i forbindelse med studiestart, tager vi til Odense for at dele aviser ud på forskellige videregående uddannelser.

Her forventer vi at du er til rådighed et par dage mellem kl. 9 og 16.

Det er populært at klage over DR Arbejdsbyrden for DR’s lytter- og seerredaktør stiger og stiger. DR havde sidste år 36 ankesager, der nåede gennem klagekanalerne og frem til Jacob Mollerups skrivebord. I den forbindelse fik klageren helt eller delvist ret i de 15 sager. I knap halvdelen af disse sager kunne klager være gået til Pressenævnet, men kun en enkelt valgte at gøre det. ”Ud over at det er godt at undgå ekstern kontrol, er det også i mange tilfælde et mere praktisk system,” siger Jacob Mollerup til DR’s egen hjemmeside.

Morten Bang

Vi forestiller os, at du er studerende på Syddansk Universitet i Odense, men langtfra færdig, og at du har et bredt kendskab til miljøet på universitetet og i byen.

Hvis du er interesseret i at arbejde for danmarks mest nysgerrige avis så send os en mail på marketing@information.dk og fortæl, hvorfor du skal være Informations nye student manager i Odense.

Hvis du har nogen spørgsmål, er du velkommen til at kontakte marketingassistent Mads Terkelsen på tlf. 33 69 60 80 mellem kl. 9 og 16

| april 2009

BRANCHE

| LIXEN

Farewell, Fleet Street Trykken har for længst lydt for sidste gang i bygningernes store marmorhaller, og journalisternes ivrige tasten på skrivemaskinerne er blot et forsvundet ekko. Nu lyder bygningerne i Londons legendariske avismekka Fleet Street kun af fortravlede skridt fra områdets yuppier. Her fortæller en Fleet Street-legende og hans datter om gaden og journalisterne, der var.

Sandra Kilhof Nielsen

NOSTALGI. Fleet Street i London er ikke blot en gade på det engelske Monopoly bræt. Siden år 1500 har Fleet Street dannet grundlag for utallige historier om store og små i den engelske presse. Gaden har været hjem-

sted for de største journalistiske personligheder, har været fødested for århundredets scoops og har lagt hus til utallige våde frokoster, der strak sig til langt ud på aftenen.

Journalisternes by i byen Nu er Fleet Street blot en skal af det, der var. Trykkemaskinerne er flyttet væk. Aviserne har fået nye kontorer på billigere adresser, og med det er en hel kultur forsvundet.

For Sarah Jane Moore var Fleet Street ikke blot en arbejdsplads, men en landsby i storbyen. En landsby, hvor alle kendte hinanden, og hvor historier blev delt på kryds og tværs af de sladrende journalister på gaden. »Gaden havde sit eget liv,« fortæller den nu hjemmegående mor til to og fortsætter: »Journalisterne rendte rundt på gaden – fra avis til avis – for at få det seneste fra rygtebørsen og

Pub på Fleet Street. Foto: Sandra Kilhof Nielsen

forhåbentlig dagens scoop. Hvis ”The Daily Mirror” havde en stor historie, så skulle vi hos The Daily Mail også trykke den – selvfølgelig i en lidt bedre version.« Ofte rykkede sladderen også ind på gadens mange pubber, hvor redaktører og journalister holdt våde frokoster til langt ud på natten.

Journalistisk ”Rat Pack” Men Fleet Street var ikke bare en by i byen. En journalist, der har arbejdet på aviserne, mens de fortsat var beliggende på gaden, beskriver en særlig generation af journalister.

De var en generation med et unikt, kollegialt fællesskab, som er kendt for at have utallige klovne i klassen.

Sarah Jane eller SJ, som hun bliver kaldt blandt venner, griner eftertænksomt, da hun mindes 80’ernes flamboyante Fleet Street- personligheder. Hendes far, Robin Esser, er selv en af de store legender fra gaden, og igennem ham har SJ set og hørt det bedste og det værste fra den engelske presse.

Robin Esser er den eneste nulevende journalist, der har hele 50 års Fleet Street erfaring – en bedrift, der giver ham kultstatus hos nye generationer af journalister. Med en karriere som redaktør på nationale aviser som ”The Daily Express” og ”The Daily Mail” er der ikke det scoop, Robin Esser ikke har haft fingrene i, eller den journalist, han ikke har inspireret. I Fleet Street-klassen er han ”the leader of the pack”, ”El patrón” eller ganske enkelt: ”The Godfather of Fleet Street”.

Farvel til Fleet Street journalistik Da de første aviser flyttede fra Fleet Street i midten af 1980’erne, blev journalister, eller rettere legender som Robin Esser, til en sjældenhed.

Med hans egne ord kunne den gamle skole ikke følge med. »Fleet Street var ikke bare tilholdssted for de britiske aviser – det var også en bestemt måde at lave journalistik på. Vi var vant til at få historierne fra andre journalister på gaden og havde et tæt fællesskab,« fortæller den aldrende redaktør, mens han finder sig til rette i en brun og lettere slidt lænestol.

Skrivemaskiner til skrot Flytningen til Kensington og de nye kontorer betød, at skrivemaskinen blev skrottet til fordel for computeren, og den daglige sladder med andre journalister blev rykket fra gaden til e-mailen. Nu er aviserne spredt for øst og vest. Med de nye tider kom en ny generation af journalister på banen. »Nu kommer alle tips og historier på sms og e-mail,« fortæller Robin og fortsætter:

»Alt går så stærkt. Avisernes hjemmesider skal hele tiden opdateres, og vi udkommer med flere avisudgaver om dagen, så nyhederne hele tiden er dugfriske.« Dermed er der sjældent tid til at besøge kilder, hver gang historien skal opdateres, og når tingene skal gå stærkt, bliver telefon og e-mail til den unge journalists bedste ven.

Reuters forlod Fleet Street som de sidste i 2006, og med det overgav de gaden til banker og advokater. Siden da er gadens sladder væk, og Fleet Streets bygninger bærer end ikke skygger af de oplyste skilte, hvorpå ”Daily Express” eller ”Sunday Telegraph engang blinkede. sanni07@student.sdu.dk

Bygningen, hvor The Daily Mail lå. Foto: Sandra Kilhof Nielsen

Pak journalisttitlen væk - anmelderi kræver faglighed De vurderer, vender og drejer markedets nyheder og beslutter sig efterfølgende for, om tommelfingeren skal pege op eller ned. Men en journalisttitel kan ikke alene gøre det op for en god anmeldelse. Det kræver faglighed og ikke mindst en solid baggrundsviden.

Minna Camara

SMAGSDOMMERI. Nogle gange kaster de med stjerner, andre gange bruger de kunstnerens nye værk

som toiletpapir. Anmelderne er til for at tage temperaturen på kunstens mange facetter. De bruger alle sanser og leverer deres oplevelser videre til et bredere publikum af interesserede. Journalister kan frit boltre sig i anmeldergenren, men for at være en god og anerkendt anmelder, skal der være styr på det faglige. »Jeg er træt af, at man på mange aviser sætter enhver journalist til at anmelde. Alle kan ikke anmelde. Man skal have en kvalificeret baggrund og faglighed, ellers svækker det troværdigheden,« lyder det fra Berlingske Tidendes filmanmelder, Ann Lind Andersen.

Faglighed er et must Filminstruktør Nils Malmros har flere gange stået i skudlinjen for

anmeldernes skarpe blikke. At journalister uden et relevant bagland kan skrive anmeldelser, falder ikke i hans smag. Nils Malmros har gentagne gange oplevet, hvordan det er at blive vurderet af inkompetente og uforberedte journalister. »Det er betænkeligt og nærmest grotesk. Man bør vide, hvad man har med at gøre for at anmelde. Faglige kompetencer er nødvendige,« siger filminstruktøren.

Hos musikmagasinet Gaffa gør de meget ud af, at deres anmelderkorps består af personer, som er dedikerede til at anmelde. I den brogede anmelderflok er der alt fra damefrisøren til journalisten. Her er indsigt og faglighed to betydningsfulde nøgleord. Chefredaktøren, Peter Ramsdal, mener ikke, at journalister

gør sig mere værdige som anmeldere end andre ’kloge hoveder’. »En pladeforhandler ved meget om musik. For at gøre det muligt at gå fra pladeforhandler til anmelder skal pladeforhandleren selvfølgelig kunne formidle sit stof, men det er der altså mange andre end journalister, der kan,« siger Peter Ramsdal.

Ikke kun for journalister Når der skal anmeldes, er journalisten ikke nødvendigvis den rette til at stå i spidsen som læserens iagttager. Så selvom anmelderi anses som en journalistisk genre, er det ikke en genre forbeholdt journalister. »I anmeldelser gælder det om at finde den mest kvalificerede stemme.

Det skal være en ekspert, som udtaler sig omkring sit stofområde,« ly-

der det fra Peter Ramsdal.

Det er en mening, han deler med de fleste anmeldere. Anmeldernes skydeskive Nils Malmros er også enig. »Jo mere baggrundsviden, jo mere kompetent,« siger han. micam08@student.sdu.dk

BRANCHE

LIXEN | april 2009 |

Dem, de andre ikke vil ride med Uartige piger, hesteludere og møgsøer. Ordene bliver hårde, når hestejournalisterne fra netmagasinet EPONA.tv stikker deres kritiske hove dybt i mulden.

De graver sig gennem ridesportens hø og møg, og det er ikke småting, de finder gemt i halmen.

Sophie Bremer

VRINSK: Deres interviewofre bærer vest og hjelm. De pisker og sparker løs og har mange hestekræfter mellem benene. Historierne handler om mishandling, stoffer og ulovlige metoder. Umiddelbart et ganske normalt stykke journalistik i denne bandekrigstid, men det handler ikke om bander. For det er ryttere og ikke rockere, de interviewer hos netmagasinet EPONA.tv.

Alligevel tvivler man, når Julie Taylor fortæller historier fra arbejdet som hestejournalist, hvor trusler og skældsord ikke er usædvanlige. Det er svært at forstille sig, at den Wendy-lignende journalist med lange, lyse lokker og røde kinder kan være så hadet inden for ridesporten.

Hun fortæller ivrigt anekdoter, som lige så godt kunne være fra Nørrebro. Imens filmer hun en hest, der efter sigende skulle stejle, når rytteren prøver at få den til at skifte retning. I dag opfører den sig eksemplarisk. »Det er så typisk. Dyr og børn, kan man ikke regne med,« siger Julie Taylor og prøver at træde udenom en

stor mudderpøl og samtidigt holde kameraet lige.

Lavinen gennem hestefolden Hadet til EPONA.tv startede med optagelser af en offentlig opvarmning under et internationalt stævne afholdt i Danmark. Billederne viste, at de danske landstrænere var med til at opvarme hestene ulovligt, så de kunne springe endnu højere, når de kom på banen. Metoden gør, at hesten slår sine ben hårdt.

Herefter rullede lavinen igennem ridesporten. Alle medier bragte EPONA.tvs historie, hvilket skabte røre i en ellers, på overfladen, pæn sport. »Vi er meget upopulære hos Dansk Ride Forbund. Det er svært for os at få dem til at forholde sig seriøst til noget som helst. Det er meget populært at sige, at EPONA.tv, er nogle værre nogle. De vil kun skade sporten. Men der hersker fuldstændig lovløshed i Dansk Ride Forbund, og ingen forventes at efterleve reglerne,« fortæller Julie Taylor.

Hestefolk er vant til hestejournalister, der vil fremme sporten. Bladene er fyldt med ”10 tips til mankepleje” og ”Heste er vilde med banan.” Den slags journalistik laver EPONA.tv ikke, og deres kritiske tilgang til ridesporten er de andre journalister ikke glade for. »Vi blev skældt ud af redaktøren fra et hesteblad og kaldt uartige piger. De mente, vi bevidst gik efter at miskreditere de danske ryttere,« siger Julie Taylor.

Pigerne er så upopulære, at hestebladene ikke vil sælge annoncepladser til dem.

Mange betegner dem som dybdeborende hestejournalister, et udtryk, som Julie Taylor ikke er enig i: »Man behøver ikke at grave i hes-

tesporten, det hele ligger ovenpå. « Alligevel er der ikke nogen, der tager historierne. »TV2 ringede og spurgte, om de måtte få vores billeder. Så sagde vi: “Kig på jeres egne råbånd, for Tina Lund sprang et ulovligt spring, da de stod og filmede på opvarmningsbanen.” De kender ikke reglerne, så de ser det ikke – de stod selv og filmede, så de kunne selv have lavet historien,« fortæller hun.

”

Herlige Herning »Anky var i storform og meget imponeret over den danske gæstfrihed.

På trods af et noget negativt ladet spørgsmål i starten af pressekonferencen holdt Anky humøret højt« Citatet er fra et dansk hestemagasin, og det negativt ladede spørgsmål kom fra Julie Taylor, som tillod sig at stille et kritisk spørgsmål under pressekonferencen med verdensmesteren Anky under VM i dressur.

Vi er meget upopulære hos Dansk Ride Forbund. Det er svært for os at få dem til at forholde sig seriøst til noget som helst.

Julie Taylor, EPONA.tv Møgsoen fra EPONA.tv Morten Korch-billedet af journalister ridende igennem skoven i en idyllisk solnedgang krakelerer hurtigt.

Efter afsløringer om mishandling af heste og ulovlige metoder er de blevet sportens sorte ponyer. De kan ikke have deres logo på deres biler af frygt for at få bilerne smadret, og firmajakkerne er pakket væk. Alligevel genkender alle dem i ridesporten, folk vender sig, når de kommer til stævnerne, brokker sig højlydt over dem og bruger grimme ord. »Jeg var til ridestævne for et par uger siden. Der hørte min veninde én, der snakkede i mobil og sagde: ”Hende møgsoen fra EPONA.tv er her.” En rytter havde stået og brokket sig over, at hun ikke kunne varme sin hest ordentligt op, fordi der stod én og filmede. Det er virkelig ubehageligt at stå til et stævne og vide, at man er meget upopulær, men det er også lidt sjovt, « siger Julie Taylor.

Et spørgsmål, der handlede om tvivlsomme træningsmetoder, hvilket Anky indrømmede. Alligevel valgte de resterende journalister at ignorere det og prøvede ligefrem at beskytte rytteren, fortæller hun. »Det næste spørgsmål kom fra redaktøren af et stort dansk hestemagasin – ”er det ikke rigtigt, at det er helt ligesom yoga for hesten?” og Anky svarede: ”jo, det kan man godt sige”. Redaktøren forsvarede hende simpelthen, « siger Julie Taylor.

Resten af pressemødets spørgsmål handlede om, »hvordan holder Anky sig i form?«, og »hvad synes Anky om Herning?« »Vi kiggede på hinanden og rystede på hovederne. Vi syntes, at det var et totalt scoop. Vi troede, der også var andre, der tog historien, men det var der ikke,« fortæller hun, og tilføjer: »I stedet for at fokusere på, at verdensmesteren indrømmede

tvivlsomme træningsmetoder, vinklede de på, at Anky var imponeret over Herning.«

Skrald og skjult mikrofon Julie Taylor lever af det, hun elsker – heste og journalistik. Selvom hun godt kan lide at rode efter skrald for at finde dopingrester og bruge skjult mikrofon for at knalde svindlere, drømmer hun om, at sporten en dag bliver så ren, at de kan lave de pæne historier og måske sportsresultater: »Lige nu gider vi ikke lave sportsresultater, for der er ingen, der overholder reglerne. Så kan det jo være lige meget, hvem der vinder,« siger hun.

Julie Taylor opgiver at få flere optagelser af den stejlende hest og pakker kameraet sammen. Det blev ikke præmiejournalistik i dag, men den næste afsløring bliver stor. Så stor, at hun får Cavlinglys i øjnene, når hun nævner den. »Ha, ja, det kunne være sjovt med en Cavling, men vores mål er bare at være de første hestejournalister, der laver noget godt,« slutter hun. sohan08@student.sdu.dk

FAKTA EPONA.tv er et tv-magasin for hestefolk på nettet. De har 1000 abonnenter. Firmaet er startet af Luise Thomsen og Julie Taylor. Luise Thomsen er uddannet journalist fra DJH, mens Julie Taylor er uddannet hestemassør. Epona er en en keltisk og romersk gudinde, som beskyttede heste, æsler og muldyr. (Kilde EPONA.tv)

Julie Taylor i aktion med sit reservekamera. Foto: Sophie Bremer

10 | april 2009

PORTRÆT

| LIXEN

Da panikken bredte sig...

Søvnløse nætter op til og folk, der farede forvildede rundt. Sådan husker de fleste deres panikdag. Alligevel har oplevelsen af dagen ændret sig væsentligt gennem årene. Før mobiltelefonernes tid fortsatte undervisningen, mens de studerende pænt ventede på, at medierne ringede til telefonerne i klasselokalerne. Senere eskalerede panikken. Lixen portrætterer her panikdagen.

Johan Bertil Winther Morten Bang

PANIK. »Jeg kan huske en ekstremt spændt stemning aftenen før. Folk løb tør for ord og gik derfor tidligt i seng. Herefter lå jeg søvnløs det meste af natten.« Sådan husker Aydin Soei stemningen på hotellet aftenen før det, der skulle blive en af de hidtil mest kaotiske panikdage. Han er på hotel i Århus sammen med sine studiekammerater fra SDU, der også er på vej i praktik. Kalenderen viser 2005. Det er forår og tid til, at journaliststuderende og medier endnu en gang kaster en panisk powercocktail i hovedet, inden underskrifter bliver kradset ned på praktikkontrakterne.

Næste morgen på Journalisthøjskolen ringer de første medier klokken 6:00. Aydin Soei modtager sine første opkald deromkring. Det er Politiken og Information, der kalder den unge mand til samtale. Og Information får hans krusedulle kort tid, efter han kommer ud på DJH. Med kontrakten i hånden oplever han bagefter medier og studerende i vildrede. Ritzau, Ekstra Bladet og Nordisk Film er blevet svigtet af Post Danmark. Deres ansøgninger er ikke nået frem, da panikbarometeret lyser rødt.

Hos de svigtede medier får hovederne hurtigt samme farve. Tumultariske scener udspiller sig, og medierne griber fat i tilfældige praktiksøgere på gangen.

Dét er skvulpet, der får panikdagen til at bruse over. Medierne og de studerende er vrede, og praktikudvalget tager kritikken til sig. Klokken 8-reglen bliver indført. Siden da har alle medier fået udleveret ansøgningerne klokken 8:00 på dagen for derefter at kunne gå i synkronpanik.

1983: Alle ansøgere og medier var lige gode En hektisk formiddag, hvor de fleste medier og studerende finder hinanden på få timer. Sådan har det ikke altid været. I 1980’erne var der tre praktikrunder over to til tre måneder. »Man gjorde et stort nummer ud af at understrege, at alle praktikpladser var lige gode.

4Y (senere KaJ, red.) påstod, at det var næsten

UDPLUK AF PANIK Panikdagen kan være som et spil Gæt og Grimasser. Nogle forstår hinanden og får hurtig gevinst. Andre ender i absurde situationer på grund af mistorståede signaler.

Når tumulten tager til hos medier og studerende, er det for nogen kærlighed ved første blik, mens andre må indgå tvangsægteskaber inden lukketid.

Læs her fire kulørte fortællinger.

ligegyldigt, hvor man kom i praktik. Og at det var ligegyldigt, hvem man som medie fik. Der var endda nogle, der mente, at man næsten skulle trække lod. Jeg var dybt uenig i den måde at gøre tingene på,« siger Ulrik Haagerup, divisionschef i DR, der søgte praktik i 1983 og endte hos Jyllands-Posten. Senere blev han praktikvejleder og chefredaktør ved en række store medier. Undervejs har han presset systemet og været med til at sætte standarden for panikken.

”

bejde. Undervisningen fortsatte som normalt, men når telefonen ringede, smuttede man ned og fandt ud af, hvem der ringede, og hvilken studerende de skulle snakke med. »Jeg fik at vide, at jeg skulle til samtale hos min førsteprioritet efter et par dage. De studerende, der ikke var lige så heldige, gik så i stedet videre til de næste runder,« siger Hans Beck Gregersen, der selv endte i praktik på Radioavisen og hos Folkekirkens Nødhjælp.

Stormagtskuller. Jeg er træt af deres machofacon. Vi, der holdt reglerne, kommer til at fremstå som en flok

1986: Undervisning under panikken Få år senere var det Hans Beck Gregersens og hans medstuderendes tur til at søge i praktik. Han mener, Per Westergård, daværende chefredaktør på Ingeniøren, at de var mere fælles om da Politiken ødelagde forsøg på ny Panikdag i 1998 det dengang: »Der var jo som sådan ingen panik. Man kunne sagtens gå og vente »Dengang mindede det mere om den virkelisammen i spænding, mens man glædede sig, ge verden, hvor man søger et job og derefter når de andre fik deres praktikønsker opfyldt. venter på, om man kommer til samtale hos meMen selvfølgelig blev man også møgirriteret, diet og måske ender med at blive ansat,« mener hvis en anden løb med en af éns foretrukne Hans Beck Gregersen. Han har siden ansat pladser,« husker Hans Beck Gregersen. I dag er praktikanter hos Dansk Røde Kors. han pressechef i Dansk Røde Kors.

Uden mobiltelefoner og Internet kom klas1995: Århus rundt i taxa på panikdagen selokalets to research-telefoner på overarI løbet af halvfemserne blev spillet om de mest

spejderdrenge, der er til grin

2006: Snydt af Kristelig Dagblad Uffe Weng, håbefuld fotograf, venter i spænding.

Han håber, at B.T. eller Kristelig Dagblad ringer og kalder ham til samtale. Telefonen ringer! »Det er Uffe Weng.« »Det er Kristelig Dagblad.« »Ja, dav. Dejligt I ringer.« »Okay, vi kan se, at du har haft abonnement ved os i den sidste tid, har du lyst til at forlænge det?

Vi har en god pris for studerende...«

2006: Ansat over en bakke pomfritter Chefredaktøren for Dansk Industri-medier havde allerede forladt DJH og var på vej til Århus Banegård. Journaliststuderende Povl Damstedt Rasmussen nåede i sidste øjeblik at ringe og aftale et møde med chefredaktøren. Således mødtes de i DSB-cafeen på banegården, hvor de over en bakke pomfritter og en cola skrev under på en ansættelseskontrakt.

(Panikavis nr. 1 og nr. 2, 2006)

attraktive praktikanter og pladser vildere. De københavnske medier ville ikke se passivt til, mens Jyllands-Posten i Århus havde nemt ved at nå frem til de studerende. Politiken gjorde derfor deres Århus-kontor til base på panikdagen. De andre landsdækkende medier fulgte senere trop. »Man var meget ude af huset. Mange skulle hurtigt med taxa og blev derved afskrevet fra samtaler på skolen,« siger Mette Schouby, der i dag er chef for intern kommunikation hos Arla Foods. Hun måtte selv ud af huset til en samtale hos Århus Stiftstidende, før hendes panikdag i 1995 var vel overstået.

De mange tikkende taxametre på panikdagen fik flere af de studerende til at klage over systemet. Senere åbnede Journalisthøjskolen derfor dørene for, at medierne kunne være på skolen på panikdagen.

1998: Politiken brød aftalerne Praktikudvalget og Danske Dagblades Forening blev nu enige om, at dagen skulle være mere fair. Medierne skulle have tre uger til at læse ansøgninger og holde samtaler, så ansøgere ikke blev glemt i panikken. Politikens praktikantansvarlige var bare ikke enige i beslutningen. »Vi gjorde bare, præcis som vi plejede. Var hurtigt ude for at få de bedste. Det er egoistisk, men vi havde ikke lyst til at tage et hold dårlige prak2005: Politiken i baghånden Da Aydin Soei skulle til samtale hos sin førsteprioritet Information, havde han en journalist fra Lixen til at følge sin panikdag. Inden samtalen spurgte hun, hvad han ville gøre, hvis han nu ikke fik sin førsteprioritet. Han havde også en aftale om en samtale med Politiken. Derfor sagde han i spøg: »Så er der jo altid Politiken at falde tilbage på«.

PORTRÆT

LIXEN | april 2009 | 11

sted. Vi havde det lidt, som om vi skulle i krig,« siger Rune Skyum-Nielsen, som var med i det første regiment praktiksøgere fra SDU. Han husker, hvordan alle SDU’ere holdt sammen i Århus. Underviserne var med, og det var man ikke vant til. Da mediebosserne ankom til Journalisthøjskolen, stod Jens Franck klar til at prikke dem i siden og minde om, at de havde lovet at give SDU’erne en chance.

Medierne tog godt imod de nye ansøgere, og alle SDU’ere fik en praktikplads. Og så kunne fejringen begynde. Det var dog langt fra alle, der brød sig om SDU’ernes måde at gribe panikdagen an på. »Vi troede, at vi alle sammen var i samme båd, men det var slet ikke den attitude SDU’erne kom med. Det var aggressivt og ikke særlig charmerende,« siger Christian Hüttemeier fra Politiken, der dengang gik på DJH og var til den samme panikdag.

I dag erkender Jens Franck, at hans metoder var med til at accelerere konkurrencen på panikdagen, men han mener stadig, at det var nødvendigt: »Hvis vi ikke var gået så systematisk til værks, kunne vi have risikeret at skulle lukke uddannelsen efter halvandet år,« siger han.

Foto: Stig Østergaard

tikanter, fordi man ville afprøve et millimeterdemokratisk system,« sagde daværende chefredaktør på Politiken, Bo Maltesen, til Journalisten.

I dag ønsker han ikke at kommentere episoden, fordi han ikke længere er chefredaktør.

De andre medier blev vrede på Politiken, og forsøget brød sammen efter nogle timer. »Stormagtskuller. Jeg er træt af deres machofacon. Vi, der holdt reglerne, kommer til at fremstå som en flok spejderdrenge, der er til grin,« sagde Per Westergård om episoden til Journalisten, Han var dengang chefredaktør på Ingeniøren. Siden har man ikke prøvet lige så vidtgående forsøg, og panikdagen fortsatte derfor på de store mediers præmisser.

2000: SDU’erne gik i krig Nye akademiske udfordrere meldte sig på panikkens slagmark. De odenseanske praktiksøgere var tvunget til at bryde igennem og gøre sig bemærket hos medierne, hvis den nye uddannelse skulle bevise, at den var berettiget.

Praktikvejleder Jens Franck og de andre undervisere promoverede SDU blandt landets medier. Inden panikdagen brugte de deres navne i branchen for at få medierne til at give de nye praktiksøgere en chance. Jens Franck var inspireret af militære metoder. Ingen fejrede derfor, før alle havde sikret sig praktikpladser. »Jens Franck havde sendt kamptropperne af Det endte med at blive overskriften på artiklen. »Det blev misforstået af nogen, så der var blandt andre flere DJH’ere, der syntes, jeg var lidt af en nar,« husker Aydin Soei.

2005: Bankede døre ind for medstuderende Konkurrencen spidsede endnu mere til i årene, efter de nye uddannelser trådte ind i praktikkampen. I starten var der lige knap praktikpladser nok til de mange flere ansøgere. Alle var derfor tvunget til at tage udfordringen op og blive mere konkurrencemindede i kampen om praktikstedernes gunst. I takt med at mobiltelefoner, og senere hjemmesider, blev gjort til allemandseje, blev dagen mere panisk. Gennem nettet fik ansøgerne chancen for at profilere sig selv – og de tog den.

Tilbage i 2005 husker Aydin Soei dog stadig dagen for sammenholdet blandt de odenseanske ansøgere. Da panikken få timer senere bryder løs, er han en af de første SDU’ere, der kan fejre en praktikplads. Men i stedet for at løfte armene i vejret og danse sejrsdans, vælger han og andre at hjælpe de medstuderende, der ikke har fået plads.

Studiekammeraten Jesper Steen Møller søger de få pladser på sportsredaktioner. Han kommer til samtale hos Kanal 5 Sport. Efter en times samtale vender de alligevel tommelfingeren nedad. Skrækscenariet udspiller sig nu, og han er en af dem, der står tilbage uden at have fået en af sine prioriteter. »Han gik så meget i panik, at jeg og en anden valgte at tage ham i hånden og gå ud for at banke døre ind for at hjælpe ham med at finde en ubesat praktikplads,« fortæller Aydin Soei.

Sammen får de opsnuset en plads hos LollandFalsters Folketidende, som Jesper Steen Møller ender med at blive glad for.

2000: Ubevidst trekantsdrama 6:10. Rune Skyum-Nielsens telefon ringer. Det er Ulrik Haagerup. Han vil se ham til samtale på Jyllands-Posten i Viby om en halv time. Rune Skyum-Nielsen tumler ud af sengen på Radison Hotel og skynder sig ned i lobbyen for at bestille en taxa. Der møder han Politikens chefredaktør Per Knudsen.

Rune fortæller, at han er på vej til Viby, men at han hellere vil på Politiken. Derfor vil han gerne

2009: Nye regler igen igen Fra efteråret 2005 blev klokken 8-reglen første gang taget i brug. Det ændrede dog ikke på, at de studerende stadig ofte følte sig overladt til tilfældighedernes vold på panikdagen. Derfor har praktikudvalget valgt at regulere rammerne endnu en gang. Medierne får klokken 8:00 halvanden time til at læse ansøgningerne igennem, inden de må ringe til den første ansøger. »90 procent af de studerende får pladser i løbet af fire timer. Det må man på trods af alt kalde en succes. Så skal vi bare have branchen til at indse, at den nye ordning er til for deres eget bedste,« siger praktikkoordinater på DJH Pia Færing, om sine forhåbninger for den nye panikdag.

Men. Kommer der nogensinde ro på Panikdagen, hvad kræver det, og hvem skal sørge for det? Eller må vi bare acceptere, at det er en hektisk dag, hvor taktik er lige så vigtigt som kvalifikationer?

Pia Færing mener, at det snart er sidste chance

for at finde en ordning, som alle parter vil overholde. »Det er ligesom historien om diget og den lille dreng. Vi har snart ikke flere fingre at putte i hullerne, og så vil vandet skylle ind over os og vaske det hele væk,« siger hun.

Hos Politiken ser man dog ikke, hvordan systemet skal ændre det store ved panikdagen. »Vi håber da, at forsøget vil have en effekt, men realistisk set, så tror jeg altså ikke, at processen bliver specielt meget anderledes. Panikken bryder bare ud efter halvanden time i stedet,« siger praktikantvejleder Christian Hüttemeier.

Det er Ulrik Haagerup fra DR enig i og kommer med en spådom. »Jeg tror godt, at man kan regne med, at mobilnettet omkring DJH bryder sammen klokken 9:30 den 22. april,« lyder hans profeti. johaa08@student.sdu.dk mojoe08@student.sdu.dk

Foto: Nordjyske Medier

HAAGERUP OG PANIKKEN Når man taler om Panikdagen, nævner mange Ulrik Haagerup. Som boss på en række store medier har han ansat flere hundrede praktikanter. Hans aftale med postmesteren i Ry, der om natten skaffede ham ansøgninger før alle andre, er legendarisk. »Han har leget med systemet og presset det så langt, som han overhovedet kunne.« Sådan beskriver praktikkoordinator Pia Færing chefen for DR’s nyhedsdivision. Tidligere har Ulrik Haagerup været chefredaktør på Jyllands-Posten og Nordjyske Medier, og her begyndte han at skippe nattesøvnen inden Panikdagen. ”Jeg påtager mig gerne ansvaret for at have taget praktikrekruttering så alvorligt, at det gjaldt om at stå tidligt op for at få de bedste praktikanter,« siger Ulrik Haagerup.

Han ville være foran de andre medier, så da de begyndte at få ansøgningerne i postbokse i Århus, tog han skridtet videre. Divisionschefen bor i Ry, han kender den lokale postmester, og i kampen om praktikanter stod han op klokken 3:30 om morgenen for at rode efter ansøgninger

i postsækkene. Hvorfor, kunne man spørge. Ulrik Haagerups svar er klart: »Jeg gjorde det, fordi det er så væsentligt for medierne at få dem, vi opfatter som de dygtigste praktikanter,« fortæller han.

til samtale nu. »Men så sagde Per Knudsen, om jeg da ikke kunne vente, til de havde spist morgenmad. Det vidste jeg, at jeg ikke kunne,« husker Rune Skyum-Nielsen. I Viby skrev han under på kontrakten kort tid efter.

I dag ærgrer Rune Skyum-Nielsen sig over, at han ikke havde mere is i maven. Politiken havde nemlig ti pladser, og han var nummer to på listen, har han senere fundet ud af.

Ulrik Haagerup kendte ikke til episoden dengang, men da han hører historien, kan han ikke lade være at fryde sig. »Så fik Politiken et rundstykke, og vi fik Rune Skyum-Nielsen. Det var da et meget godt bytte,« siger Ulrik Haagerup og griner.

Drengerøve der driller Pia Færing er træt af, at Ulrik Haagerup har presset praktiksystemet så meget. »Det er drengerøvsagtigt. Medierne påskønner ikke på, at det her system faktisk er til for at hjælpe dem,« siger hun. Sådan ser Ulrik Haagerup nu ikke på det. »At presse systemet er jo at udnytte de regler, der er til stede. Man er da godt dum, hvis man ikke gør det,« siger han.

Praktikkoordinatoren kan godt grine ad den opskruede stemning, men i sidste ende synes hun, det er tragisk. Hun giver et eksempel. »Medierne kan godt lide at drille hinanden.

Jyllands-Posten har ansat folk, fordi de sagde, at de kunne få en plads på Politiken,« siger hun.

12 | april 2009

FOKUS

| LIXEN

Praktikanter mangler selvjustits Hver tredje SDU-praktikant oplevede sidste år snyd på panikdagen. Alligevel blev kun ét medie knaldet. Hvis panikdagen fremover skal forløbe uden forhåndsaftaler, må de studerende selv melde de praktiksteder, der bryder reglerne. Det mener Christian Kierkegaard, formanden for praktikudvalget.

Gudmund de Stordeur Kristoffer Kræn

SNYD. En aftale mellem praktikant og praktiksted før panikdagen er ulovlig. Alligevel svirrer rygterne om aftaler før panikdagen i krogene på landets journalistuddannelser. Og rygterne er ikke uden hold. Lixen har foretaget en telefonisk rundspørge blandt de nuværende praktikanter fra Center for Journalistik. Den viser, at lidt over en tredjedel af de nuværende praktikanter blev kontaktet af forskellige medier mellem åbent hus og panikdagen sidste år.

Må selv afsløre ufine metoder Formanden for praktikudvalget,

Christian Kierkegaard, er bekendt med problemet, men hvis snyderiet skal dræbes, kræver det, at de studerende selv må være med til at afsløre urent spil på panikdagen. »Hvis de studerende virkelig ønsker at undgå snyderi, så kræver det en eller anden form for selvjustits.

Vi har brug for de studerende til at dokumentere snyderiet. Først hvis praktikstederne bliver meldt, kan vi knalde dem,« siger han.

Han opfordrer derfor de studerende til at følge eksemplet fra sidste års panikdag. Her blev TV2-Østjylland anmeldt af en studerende, som

Hver tredje SDU-praktikant oplevede snyd ved sidste panikdag. Her er det en heldig DJH’er, der. kan fejre sin praktikplads ved en tidligere panikdag. Foto: Nicolai Linares, DJH

praktikstedet havde kontaktet før Panikdagen. Det resulterede i seks måneders udelukkelse.

Ikke kun studerendes ansvar Kajos tidligere repræsentant i praktikudvalget og nuværende praktikant på Berlingske Tidende Niels Krogsgaard er til dels enig med Christian Kierkegaard. De studerende må blive bedre til at anmelde praktikstederne, hvis snyderiet skal stoppes. »Det er utopi at tro, at studerende vil anmelde deres eget praktiksted.

Som studerende er vi heller ikke interesseret i at komme på dårlig fod med vores potentielle arbejdsgivere.

Men der er masser, der får henvendelser før panikdagen, som ikke munder ud i en ansættelse, og går de til praktikudvalget, kan de i allerhøjeste grad være med til at stoppe snyderiet,« siger Niels Krogsgaard.

Alt ansvar skal dog ikke ligge på de studerendes skuldre, mener han.

Praktikudvalget må også selv sætte en stopper for problemet. »Først og fremmest skal praktikudvalget tage de henvendelser, de får, mere seriøst. Jeg har selv siddet med en liste på otte medier, som har snydt uden at opleve en synderlig stor interesse for at gøre noget ved snyderiet. Man kunne i praktikudvalget sætte mere tid og flere ressourcer af til opsøgende arbejde,« siger Niels Krogsgaard.

Christian Kierkegaard mener ikke, at praktikudvalget har som sin fornemste opgave at forebygge snyd. »Diskussionen om snyd skal ikke

fjerne fokus fra praktikudvalgets vigtigste arbejde. Det er at sikre kvaliteten er i orden på praktikstederne og sørge for, der er praktik til alle,« siger han.

Jo flere, jo bedre Christian Kierkegaard udelukker ikke en radikal ændring af systemet, men det kræver, at der i år kommer mange henvendelser om snyd: »Hvis man kunne dokumentere, at der var blevet snydt en betydelig del, så kunne vi tage det op i praktikudvalget og drøfte det. Men hvad konklusionen bliver, vil jeg ikke kommentere. Vi evaluerer efter hver panikdag på baggrund af både konkrete sager og de rygter, der er,« fortæller han. gudes08@student.sdu.dk krsoe08@student.sdu.dk

DOKUMENTATION Lixen ringede rundt til de studerende på Center for Journalistik, som er i praktik på landets medier.

16 ud af 47 adspurgte praktikanter havde sidste år oplevet at blive tilbudt praktikplads på ulovlig vis.

Sidste år modtog praktikudvalget kun en henvendelse om snyd, som kunne dokumenteres.

Per Knudsen: Flere pladser, hvis alle får 12 måneders praktik Både Evalueringsinstituttet og lederen af Center for Journalistik anbefaler, at Journalisthøjskolen forkorter praktikperioden fra 18 til 12 måneder. Ledelsen på DJH er uenig og nægter at ændre på praktikperiodens længde.

Kristoffer Maximilian Sofie Bak Thorup

KONFLIKT. Problemet med de manglende på praktikpladser ville på lang sigt blive løst, hvis DJH forkorter praktikperioden fra 18 til 12 måneder.

Sådan lyder rådet fra leder på Center for Journalistik (CfJ), Per Knudsen. I 2004 anbefalede Danmarks Evalueringsinstituttet (EVA) desuden i en rapport, at journalisters praktiktid ikke overstiger 12 måneder.

DJH synes alligevel ikke, at kortere praktik er en god løsning på noget som helst.

Sjældent med overskud af pladser Den økonomiske krise betyder, at antallet af praktikpladser i år falder,

fordi den økonomiske krise har ført til lukninger eller fyringer på mange danske medier. Set i det lys mener Per Knudsen, det vil være oplagt, at DJH forkorter sin praktikperiode. »Det vil kunne afhjælpe praktikproblemet i det lange løb, da der jo går tre 12-månders praktikpladser på to pladser af 18 måneder,« forklarer centerlederen.

Dohm uenig Anne-Marie Dohm, rektor på DJH, deler ikke Per Knudsens synspunkt.

Hun påpeger, at der kun har været overskud af praktikpladser de sidste to år, men at folk, der har ønsket en praktikplads, alligevel har fået det. »Faktisk er det lykkedes os at skabe en betydelig udvidelse af mængden af praktikpladser, da SDU og RUC kom med i praktiksystemet. Skulle vi så omvendt øge praktiktiden, når der er overskud af pladser?« spørger hun. Rapporten fra EVA kom frem til: »…at udbyttet i de sidste seks måneder (af 18 måneders praktik, red.) i høj grad er rutine, som man

lige så godt kan tilegne sig efter uddannelsen. Dette understreges af, at praktikanterne i de sidste seks måneder fungerer på lige fod med arbejdspladsens færdiguddannede journalister.« Rutine gennem praktik er vigtig Anne-Marie Dohm mener dog, at rutinen er vigtig at få i netop praktik-

”

Den samme holdning har Lisbeth Knudsen, formand for DJHs bestyrelse. Hun mener ikke, at man bør ændre på længden af praktikperioden, da hun ser den som en vigtig del af uddannelsen. »Min erfaring er, at praktiktiden er meget givende. Jeg synes, at 12 måneder gør det meget svært at nå rundt og prøve alle medieplatforme

...12 måneder gør det meget svært at nå rundt og prøve alle medieplatforme og samtidig få et . indgående kendskab til produktionen

Listbeth Knudsen, bestyrelsesformand på DJH

tiden. »Det giver ikke mening at skære et halvt år af uddannelsen i en tid med flere medieplatforme, som den studerende skal beherske. Desuden bliver de studerende også yngre og har mindre erfaring, inden de begynder. Derfor har de brug for en længere praktiktid til at blive bedre rustet,« siger hun.

og samtidig få et indgående kendskab til produktionen,« forklarer hun.

En anden faktor, som de begge peger på, er det faglige niveau hos de studerende. »Her i Danmark har man et højt færdighedsniveau. Når man kommer ud som journalist, bliver man vurderet på lige fod med de andre

journalister. I andre lande har man en indkøringsperiode, når man kommer ud fra uddannelsesstederne. Men på grund af praktikperioden er det ikke nødvendigt i Danmark,« fortæller Anne Marie Dohm.

18 måneder er forfordeling Praktikvejleder på SDU Karsten Prinds er enig i, at det faglige niveau hos studerende, der har været i praktik i 18 måneder, er højt. Han mener dog, at man godt kunne forkorte praktiktiden, hvis det gjaldt alle journalistuddannelserne. »Alle skal have den samme længde praktik, så der ikke er nogen, der er forfordelt som i dag,« siger han.

Ifølge Anne-Marie Dohm kommer det dog ikke til at ske foreløbig: »Dengang EVA-rapporten kom frem, var der en diskussion, om hvorvidt man skulle ændre længden af praktikperioden. Men man valgte ikke at ændre det, fordi man i sin praktikperiode opnår en rutine, som man ikke opnår, når man er på skole,« krras08@student.sdu.dk sotho08@student.sdu.dk

FOKUS

LIXEN | april 2009 | 13

Gode råd til ansøgere Der er mange måder, man kan få en praktikplads på. Her kan du læse om tre nuværende praktikanters panikdag og de gode råd, de har at give videre til deres medstuderende.

Katrine Sivkær Pettersen Freja Czajkowski

Ditte Clemen Mortensen fra Berlingske Tidende

Privatfoto

Hvordan fik du praktikpladsen? »Christian Jensen ringede lidt over otte, mens der stadig stod en masse forvirrede mediemennesker og bladrede deres stak af ansøgninger igennem. Og så løb jeg - ikke helt sikker på, om jeg nu også havde hørt rigtigt - op til Berlingske Tidendes lokaler. Jeg husker det første spørgsmål som noget a la: “Ja, nu har vi jo ikke fået læst din ansøgning helt igennem, men kan du fortælle, hvorfor vi er det perfekte match?” og det prøvede jeg så.

Da samtalen var færdig, fik jeg et visitkort i lommen som lovning på, at jeg havde fået en praktikplads. Stadig med hjertet hamrende hurtigere end Mike Manginis trommestikker tænkte jeg omkring klokken 08.10; var det det?«

Hvilke forberedelser havde du inden panikdagen? »Inden panikdagen grillede vi hinanden helt møre i praktikgruppen. Ingen var bange for at trykke der, hvor det gjorde rigtig ondt, og derfor vidste man også, hvad man skulle svare, når ansætterne midt i panikken satte fingeren det samme sted i ansøgningen.

Så spiste jeg bananer, for nogen har bildt mig ind, at det giver bedre hukommelse. Og jeg lavede vejrtrækningsøvelser, når jeg panikkede og ikke kunne sove om aftenen.«

Jesper Jørgsholm fra DR Nyheder Hvordan forløb selve dagen? »Min egen dag gik lidt for stille og roligt i starten. Telefonen var tavs, og jeg havde en følelse af, at alle andre røg til en hel håndfuld af samtaler, mens jeg bare sad og kukkelurede.

Det var nogle meget lange 40 minutter. Så ringede telefonen: ”Det er Jens Grund fra DR Nyheder. Vi vil gerne have dig til samtale.”

Da Jens til samtalen spurgte, om jeg var en rigtig nyhedshund, besluttede jeg mig for at være ærlig og sige, at jeg havde ret svært ved at sidde og fremtrylle nyhedshistorier, men at det gik okay i samarbejde med andre. Hans øjenbryn fløj op i panden, men han fortalte bagefter, at det gav plusser på kontoen.«

Privatfoto

Har du nogen gode råd?

Sørg for at få lavet visitkort. Ellers

Glem alt om Politiken, JyllandsPosten, Berlingske Tidende og Information. Der skal trænes guns, tjenes gryn og fiskes gratis lir. Lixen har kigget jobopslagene til årets panikfest igennem og bringer dig her en guide over praktikpladser med minimum journalistisk respekt, men dobbelt op på gear og lir.

FRYNS. Smid dine snobbede attituder over bord, og fortøj dig ved nichernes oase. Her finder du alt fra betalte ture til Monte Carlo, Las Vegas, Bahamas og Norge til gratis fitness, frugt og fragt. Frynsens nektar flyder. Og du kan stå først i køen.

Morten Kjerside Poulsen fra Fyens Stiftstidende

Privatfoto

Skid på fagligheden

Kristoffer Kræn

Har du nogen gode råd? »Søg kun ting, du vil sige ja til. Det gør overvejelsen nemmere, hvis du skulle få et tidligt tilbud. Lad være med at ærgre dig over den plads, du ikke fik. Med al sandsynlighed får du en plads, og langt de fleste pladser er fede. Tag endelig visitkort med til åbent hus dagene. Men vær ikke for pushy med dem. Bliver de efterspurgt, så aflever.

Nyd dagen! Du får ikke mange dage med så mange intense følelsesindtryk af alle slags.«

Hvordan fik du praktikpladsen? »Efter en samtale med P4Fyn skyndte jeg mig over til Stiftstidende, braste ind og sagde panisk: ”P4Fyn vil have mig, men jeg vil altså meget hellere i praktik hos jer.”

To minutter efter havde jeg skrevet under.

De sagde, de godt kunne lide min attitude, da jeg væltede ind. Jeg viste, at jeg meget gerne ville på Stiften, hvilket de godt kunne lide. Derudover havde jeg været til åbent hus, og de havde studeret min hjemmeside.«

Glem alt om deadlines, smæk benene op og få dit praktisksted til at betale for for alverdens lækkerier. Foto: Scott Raymond

skal man bare tage det roligt. Panikdagen er slet ikke så slem. Det er hurtigt overstået. Lidt ligesom at rive et plaster af et behåret sted. kpett08@student.sdu.dk frcza08@student.sdu.dk

Tempo, der passer dig Hvis man imidlertid ikke ønsker at lægge hårdt ud på sin kommende praktikplads, tilbyder ”Gør det selv” en alternativ praktikperiode: »Vi er ikke afhængige af praktikanter i den daglige produktion. Derfor er der tid til at du kan lære i det tempo, der passer dig,« står der i deres jobopslag.

Betalte regninger og rejser Hvis man er misfornøjet over udsigten til at tilbringe hele sin praktiktid i Danmark og kan stille sig tilfreds med at skrive om filt og fjeldvandringer, er ”Hjemmet” et sted, man bør overveje. De tilbyder nemlig en uges udveksling på deres søsterblad i Norge. Hvis heller ikke det slukker rejsetørsten, skulle man måske overveje at skue til Pokermagasinet ACE. De spiller rejsekortet og truer med, at man som deres praktikant skal være parat til at arbejde i pokerens vigtigste hjemsteder: Monte Carlo, Bahamas og Las Vegas.

Betalt licens med mere Men hvis det ikke er rejselysten, der skal afgøre, hvilket sted man sætter sin signatur, skulle man

måske overveje at flytte til Nordjylland. Til gengæld for at bo i Jyllands øverste tredjedel får man nemlig på TV 2 Nordjylland fri telefonregning, betalt licens og et gratis abonnement på en avis af eget valg.

Havn og helse Praktiklønnen er fastlagt på 16.000.

Alligevel har Børsen i flere år smidt en ekstra tusse efter sine praktikanter. Det samme sker på Se & Hør, hvor man kan regne med at få barpenge til en tur i byen i de kendtes haser.

De små steder, der ikke har råd til at give praktikantforhøjelser, skruer charmebarometeret op på fuldt blus for at kunne fremlægge en ansættelseskontrakt til store matchdag. I Kalundborg håber folkebladet at få fat i en praktikant med entusiasme for havne og skibe. I hvert fald beskriver de i deres praktikopslag: »Kalundborg har en aktiv havn med færgetrafik, rafinaderi og stor import og eksport.« Om det er, fordi de har luret, at en eventuel praktikant skal have logistiske flugtmuligheder for at skrive under på en praktikaftale, fremgår ikke.

Det sidste mærkværdige frynsested er ”Komputer for alle.” De har valgt at satse på sunde medarbejdere med hang til helse og helstegt pattegris. »Komputer for alle er en stærkt vanedannende arbejdsplads. Vi har blandt andet gratis frugt, kantine og fitnessrum.« Lixen ønsker alle fra fjerde semester et godt og sundt praktikophold. krsoe08@student.sdu.dk

FLYTTEFINANSIERING Mange praktiksteder tilbyder at hjælpe med at finansiere flytningen fra Odense til den givne by.

En mindre del af praktikstederne betaler alle flytningens omkostninger Kilde: Praktikvejleder Karsten Prinds

14 | april 2009

FOKUS

| LIXEN

RUC’ere får praktikforspring RUC-studerende har to ugers mediepraktik en måned inden store matchdag. SDU’ere bliver dog forbigået. Praktikvejleder Karsten Prinds mener, at det er forskelsbehandling. Men næstformanden i DJ mener ikke, der er noget forkert i ordningen.

Benjamin Mechlenborg Gregersen

FORSPRING. I 1998 indførte RUC de såkaldte medieprojekter. Projekterne

giver de studerende to uger til at arbejde på et medie, med samme vilkår som de ansatte journalister. Det lyder som en praktikperiode, men det afviser studielederen på RUC: »Vi benytter medieprojekterne som en integreret del af undervisningen, hvor første modul består af redaktionsstudier. På andet modul skal de studerende så ud og prøve journalistik i sin praktiske form. Det sker ved, at de deltager på lige fod med uddannede journalister på de forskellige redaktioner,« siger Mark Blach-Ørsten.

Heller ikke DJ stiller spørgsmålstegn ved RUCs ordning: »Der er ikke tale om praktik. Det

er medieprojekter eller medieværksteder. Projekterne skal bruges til, at de studerende kan få lov til at snuse til virkeligheden inden, de skal i praktik,« forklarer næstformand i DJ, Fred Jacobsen.

”

vejleder på SDU, at tingene arter sig anderledes rent praktisk. »Selv kalder RUC det for et medieprojekt, men alle ved, at det er en før-praktik,« fortæller han.

Han siger desuden, at det er opsigtsvækkende, at før-praktikken

»Selv kalder RUC det for et medieprojekt, men alle ved, at det er en før-praktik.«

En fordel ved praktiksøgning Selvom RUC og DJ gør meget ud af at fortælle, at det ikke er en praktik, så mener Karsten Prinds, praktik-

Karsten Prinds, praktikvejleder SDU

de lægge medieprojektet tidligere i forløbet, så det fremgik tydeligere, at de gjorde det af undervisningsårsager. Så ville tvivlen være væk omkring, at det er for at stille egne studerende bedre ved panikdagen,« siger Karsten Prinds.

På SDU har man i øjeblikket ingen intentioner om at indføre en lignende praktik. begre08@student.sdu.dk

ligger blot en måned inden, at de studerende fra RUC skal søge praktikpladser. »Hvis RUC ville have fred, så kunne

RUC drager fordel af deres medieprojekt på Panikdagen. Tegning: Karen Straarup Møller

RUC-studerende: Bylines giver praktikpladser RUC-studerende, Teresa G.V.K. Møller, har netop afsluttet sin to-ugers mediepraktik på metroXpress i København. Hun er ikke i tvivl om, at praktikken stiller hende stærkere, når der den 22. april skal kæmpes om praktikpladser.

Benjamin Mechlenborg Gregersen

ERFARING. 10 dage på landets største gratisavis og 8 trykte artikler.

Det er de kolde facts, som Teresa G.V.K. Møller kan skrive på sit CV, når hun skal søge praktik. Men udover adskillige bylines i metroXpress, så har hun fået et indblik i, hvordan en avisredaktion arbejder. »Vi blev kastet ud i det den første dag, hvor vi skulle møde op til et pressemøde. Senere på dagen skulle vi have en artikel klar til næste dags avis,« fortæller Teresa G.V.K. Møller.

I løbet af de to uger på avisen deltog hun på lige fod med de fastansatte journalister. Hun skulle sammen med en medstuderende producere en artikelserie.

»Vi var meget selvstyrende, og efter en kort introduktion fik vi lov til at træde de første journalistiske skridt« siger Teresa G.V.K. Møller.

”

forløbet. Men Teresa G.V.K. Møller føler ikke, at de konstant blev holdt i hånden gennem forløbet. »Det er altid fedt med feedback og jo mere desto bedre. Men metroX-

Det er klart en fordel at få sin byline i avisen.

Terese G.V.K. Møller, journaliststuderende, RUC

Deadlines og pres Som på enhver anden redaktion skulle Teresa G.V.K. Møller og hendes medstuderende overholde deadlines. Det gav et realistisk billede af en hverdag som journalist, men stillede også store krav. »Vi havde fuld fart på. De første dage gik med research, og herefter var vi ude og interviewe hver dag og derefter tilbage på redaktionen for at producere. Vi lærte hurtigt at tænke fremad i tiden. Trækker en kilde sig, skal man hurtigt have en anden i baghånden,« forklarer hun.

Praktikstederne bliver brugt som en del af uddannelsen, og derfor skal stederne tilbyde vejledning gennem

press´ medarbejdere havde meget andet at se til, så den sidste uge var vi overladt til os selv,« siger hun.

Personlig tilfredshed Teresa G.V.K. Møller har været godt tilfreds med de to ugers praktik. Hun

Teresa G.V.K. Møller er 26 år og journaliststuderende på RUC. - Har netop afsluttet mediepraktik hos metroXpress.

- Har en bachelor i Kulturog Sprogmødestudier.

- Skal i praktik til august.

fortæller, at det har været guld værd at se en redaktion indefra, men det vigtigste har været den personlige udvikling. »Jeg fandt hurtigt ud af, hvad jeg var god og mindre god til. Det var derfor lettere at strukturere arbejdsprocessen sidst i forløbet, fordi jeg vidste, hvor jeg skulle bruge mine kræfter,« fortæller Teresa G.V.K. Møller.

Men udover indblikket i en avishverdag, så ser hun frem til at skulle søge praktik. »Det er klart en fordel at få sin byline i avisen. Det er altid fedt, når et stort medie har trykt ens artikel. Derfor vil jeg helt sikkert lægge artiklerne på min hjemmeside, når jeg snart skal søge praktikplads,« siger Teresa G.V.K. Møller. begre08@student.sdu.dk

Teresa Møller er glad for sin erfaring fra metroXpress. Privatfoto.

FOKUS

LIXEN | april 2009 | 15

ANNONCE

På billedet fra venstre mod højre: Julie Rosenkilde Nielsen, Signe Funding, Rasmus Mark Pedersen, Trine Birk, Anne Fiil Eskildsen, Maria Djurhuus Petersen, Søren Geisler, Mathilde Miller, Jens Thorborg og Morten-Patrich Thrane Hansen.

Vi i KaJO glæder os til at se jer den 17. april i Politikens Hus til Kravlingfesten.

En fest, som KaJO støtter med gratis bustransport hen til arrangementet.

Hvis I ikke allerede har købt billet til Kravling 2009, så skynd jer ind på

www.kravling.dk

KaJO – din ven på studiet Maria Djurhuus Petersen, nyvalgt formand for KaJO - På vegne af KaJOs bestyrelse vil jeg gerne sige tak for en vellykket generalforsamling. Jeg takker også for tilliden til mig som ny KaJO-formand.

I en travl og hektisk hverdag er det vigtigt med en fagforening, som tager hånd om jeres interesser og er jeres stemme i Dansk Journalistforbund.

Min vision er, at KaJO skal fortsætte med at være det faglige organ, som I studerende kan henvende jer til med spørgsmål om praktik eller studiet.

SDU uddanner journalister på flere forskellige niveauer. Jeg vil gerne, at KaJO kunne lave en Journalistikkens Dag, som favner alle de grupper til en samlet dag.

Hvordan denne dag skal se ud er stadig kun i idéfasen, men i KaJO håber jeg, at den ville kunne udformes i samarbejde med andre organer på Center for Journalistik.

16 | april 2009

FOKUS

| LIXEN

»Det er meningsløst, at unge mennesker skal straffes« Praktikproblemet kunne have været to pladser mindre, men på trods af manglen lemper praktikudvalget ikke dommen over TV2 Østjylland. En sanktion, som nu ikke kun rammer de straffede, men også de forulempede.

Sophie Bremer

SNYDT. TV2 Østjylland blev i efteråret taget i forsøg på at lave praktikaftale med en studerende før tilladt tid.

Straffen var udelukkelse fra dette forårs praktikdag, en straf, som nu ikke kun rammer TV2 Østjylland, men også praktikanterne. Tal fra praktikudvalget afslører, at hele 49 praktikanter kommer til at stå uden praktikplads efter Store Matchdag. På trods af dette afviser formanden for praktikudvalget, Christian Kierkegaard, at man kunne dispensere og lade TV2 Østjylland

tage praktikanter.

Fælles ønske om fairplay »Det var et enigt praktikudvalg, der vedtog sanktionen - og jeg kan ikke forestille mig, at denne beslutning ændres Det er et fælles ønske fra branchen og eleverne, at det her skal forløbe ordentligt. Derfor ændrer vi ikke på sanktionen. Overtrædelsen af spillereglerne bliver ikke mere legale af, at der er en hypotetisk mulighed for, at der kommer til at mangle praktikpladser, « siger Christian Kierkegaard.

TV2 Østjylland har ikke selv bedt om at få lempet straffen, men er uforstående overfor, at man hellere vil have, at de unge skal på orlov end at give dispensation: »Vi vil selvfølgelig gerne have praktikanter. Vi er altid glade for de praktikanter, vi får og vil også gerne have nogle nye. Det er helt meningsløst, at unge mennesker skal straffes på grund af det her,« siger Peter Kramer, direktør for TV2 Østjylland.

Christian Kierkegaard mener ikke, at det bliver nødvendigt, at de stu-

derende skal på orlov, da han stadig håber på, at nye praktiksteder melder sig på banen: »Vi skal ikke gå i panik. Vi har tidligere stået i en situation, hvor det så ud til, at der manglede praktik-pladser - og alligevel kom alle stu-derende, der ville, i praktik på et godkendt praktiksted - men måske ikke på deres højest prioriterede sted,« siger han De forkerte straffes Peter Kramer er uenig i beslutningen, og forstår ikke, at man i dette særtilfælde, hvor der mangler så stort et antal pladser, kan lempe sanktionen: »Vi klarer os helt fint. Men vi synes, at det er synd for de unge, der helt uden skyld bliver ofrene i denne sag,« siger han. sohan08@student.sdu.dk

Direktør for TV2 Østjylland, Per Kramer mener, at de forkerte bliver straffet af praktikudvalget. Illustration: Artbyheather

Bliv praktikant på Lixen Lixen som praktiksted. Genialt.

Via sms-korrespondance er jeg blevet ansat som praktikantvejleder på Lixen. Det bliver skønt med en praktikant her på bladet.

Nu skal Lixen bare godkendes som praktiksted.

Sofie Bak Thorup, praktikantvejleder

PAPIRNUSSERI. Fingrene farer hen over tastaturet. Mit nye job kræver, at jeg starter med lidt kontorarbejde.

På journalister-ipraktik.dk kan jeg se, at det første, jeg skal gøre, er at skrive en skriftlig ansøgning og en generel uddannelsesplan til praktikudvalget. Jeg skal fortælle om Lixens organisation og arbejdsopgaver.

Jeg klapper mig selv på skulderen, da ansøgningen er færdig. Jeg tænker, at det ikke er utænkeligt, at jeg selv søger praktik på Lixen, når den tid kommer.

Et opkald fra målet Tilfreds ringer jeg op til praktikadministrationen og får fat i praktikvejleder Pia Færing. Jeg forklarer hende, at vores studieavis gerne vil ansøge om at blive praktiksted og starter med at læse op af ansøgningen.

Hun afbryder mig: »Jamen der er ikke uddannet arbejdskraft på arbejdspladsen, og det er et uomtvisteligt krav! Så du ryger

jo allerede på det første parameter.

Man skal have en af de etablerede uddannelser eller årelang erfaring fra flere forskellige journalistiske arbejdspladser. Der er jo mange i faget, som ikke har uddannelsen og for eksempel er kommet ind som sportsstjerner. Det er også okay, forudsat at de har været på mere end én journalistisk arbejdsplads. De må bare ikke være på den arbejdsplads, der i sin tid har dannet dem, for så er deres kernefaglighed ikke er deres egen, men arbejdspladsens, så I er allerede røget!« Kaffen i min mund bliver pludselig bitter. Jeg må prøve at lokke hende til at glemme vores lille skavank. Vi har jo så meget andet godt.

Bevar roen Sofie Men vil du ikke høre noget af alt det andet, vi ellers kan byde på? »Jo, så kom med det,« siger hun med et stænk af nysgerrighed i stemmen.

Jeg forklarer hende, at praktikanten for eksempel vil få lov at prøve at være medredaktør på alle seks sektioner på Lixen. Jeg fortæller stolt om lixen.dk, hvor avisen bliver lagt ud som PDF hver måned. Hun vil ikke kunne stå for denne flermedialitet!

Jeg spørger hende om, hvor mange måneder vi kan blive godkendt til. »I udkommer, hvad? Fire gange på et semester?« Ja »Der er ikke nok til at bære en seks måneders praktikplads. I er

altså ikke flermedielle, fordi I lægger avisen ud som PDF. Hvis I nu havde et nyhedssite, som blev dagligt opdateret eller et intranet med nyheder til medarbejdere og studerende, så gør det ikke så meget, at I har et blad, der kun udkommer fire gange på et semester. Men der er simpelthen for lidt dagligt nyhedsflow og redaktionel udvikling til, at I overhovedet kan få seks måneder.

Men I har punkt et: ikke uddannet arbejdskraft. Punkt to: alt for sjældne udgivelser. Punkt tre: for lidt daglig redaktionel udvikling, og I er ikke flermedielle , og I er ikke internationale. I dumper altså ikke kun på ét, men på samtlige kriterier!« Kommunisme, nej tak Det kan jeg godt se. Men man kan jo sige, at vores praktikant vil få lov til at tjene præcis det samme som chefredaktøren. »Ligeløn er overhovedet ikke noget krav. Tværtimod vil jeg sige, at det er noget skidt, at rangordenen ikke er på plads. Vi går slet ikke ind for demokrati og lighed for praktikanter.

Så jeres arbejdsmoral er heller ikke noget plus.«

Ligeglad med løn Nå okay, hører jeg min egen dirrende stemme frempippe.

Men lønnen er jo også nul kroner hele vejen rundt. Det er du nok heller ikke glad for. »Jamen, det blander jeg mig ikke i, for det er jo ikke os, der har indført praktikantløn. Det er en aftale mel-

lem jer og forbundet.« Så løn er I faktisk ligeglade med? »Ja, fuldstændig.« Jamen, det var da altid noget. Så er vi jo ikke dumpet på den front. »Ja, der kunne I snige jer udenom.

Men det er op til journalistforbundet og jeres egen fagforening at praktikanter får løn, hvilket de jo gør!

For forbundet ved godt, at de ellers får ballade, men jeg er praktisk talt ligeglad.« Jeg tror næsten ikke mine ører, indtil den korte pause afbrydes.

Afgørelsens time »I bliver altså ikke godkendt, det er du godt klar over?«

Slukøret må jeg erkende, at der nok er mere, der taler imod end for. »Men I kan jo altid tage en medstuderende, som ikke får en praktikplads,« siger hun.

Jeg takker Pia for rådet og hendes tid. Det var lige godt pokkers, så meget bureaukrati, man skal igennem for at blive godkendt. Men rådet ver ikke dumt. Nedenfor kan interesserede praktiksøgende klippe ansættelseskontrakten ud og underskrive. Jeg sørger for at hænge en kasse op på Medietorvet den 22. april. Jo flere praktikanter, jo bedre.

God panikdag! sotho08@student.sdu.dk

PRAKTIKANT PÅ LIXEN? Vælger du Lixen som praktiksted får du: - chancen for at være medredaktør på alle seks sektioner.

- lov til at skrive for en papiravis med et oplag på 800 og abonnenter over hele verden - samme løn som cheferne, nemlig ikke en krone.

Men arbejdet bærer lønnen i sig selv.

- mulighed for at rejse alt det, du vil - hvis du selv betaler.

- tilbud om gratis indkvartering i kælderen under Medietorvet.

Interesseret? Udfyld nedenstående, og du er ansat:

Navn: __________________ Telefon: __________________ Dato/Underskrift:_____________________________________

OPINION

LIXEN | april 2009 | 17

CASPER HINDSE BREAKING: Kajo underminerer Lixens eksistensgrundlag Der findes foreninger, som tjener penge på arrangementer. Og så er der dem, som i form af foreningsarbejde opkræver penge af nogle medlemmer, som de så lover det ene, men fører bag lyset ved at gøre det stik modsatte. Skærer man helt ind til benet, er det, hvad Kajo har gjort. Og det er her, vi har Lixen til at sætte fokus på sådanne løftebrud. Ikke bare for en enkelt person, men for en samlet bestyrelse. Det tør Lixen bare ikke. Og det er ikke bare svagt, det er journalistisk utilgiveligt.

ikke vil sige noget, medmindre artiklen kommer ud som et debatindlæg, og man derefter kan skrive et småpersonligt og reelt set intetsigende læserbrev med teksten (ja, du gættede rigtigt) ”vi accepterer ikke den præmis”. Det er, hvad den udmærkede satire ”Karstens Korner” har gjort grin med på bagsiden af Lixen for få måneder siden.

Kajos ageren er i sig selv kritisabel.

Men at Lixen finder sig i det, svarer til tiden før 1849 i Danmark, hvor kvalitet betød loyalitet over for kongen. Kongen er i denne sag formanden for Kajo, og perioden indtil 1849 bliver i Danmarkshistorien slet og ret kaldt for ”censuren”. Det er de tilstande, vi ser Lad mig indledningsvis sige, at jeg ini Lixen eller rettere ikke opdager, hvis tet har imod Kajo, og at jeg respekterer der ikke var blevet gjort opmærksom og anser Lixen for at være en habil og på det i Lixen på disse linjer. god studieavis. Men vil man være mere Hvad er det for en vattet holdning? end bare det, så skal man være noget, Hvad er det for en holdning, man som man i dette nummer ganske enkelt ikke studieavis for journaliststuderende har? er: Man skal være en sandhedskriger.

Vi tør ikke være journalister og skrive Og her har Lixen et problem: Når om de ting, der vedkommer folk omsandheden gør ondt på dem, man kring Medietorvet. Vi tør ikke skide i omgås dagligt, så tør man ikke skrive egen rede, hvis det fornærmer nogen. den. Man vil gerne trykke en historie, Og ved I hvad, det gør man altid, når som på grund af den pågældendes fejl, man ikke skider bag lukkede døre, personskader en mand for 22.500 krouden nogen kan høre det. ner. Derimod vil man ikke skrive, at en Kajo gør bestemt et stort stykke organifrivilligt arsation bejde, men Kongen er i denne sag formanden fører sine det gør folk i for Kajo, og perioden indtil 1849 bliver i Rust, Lixen, medlemmer bag Danmarkshistorien slet og ret kaldt for Festudvalget, lyset og ”censuren”.

Samfundsbbryder lik osv. også.

Casper Hindse Forskellen er sit løfte.

Det er, bare, at Kajo hvad der står tilbage, her efter Lixens får et mandat og ikke mindst penge deadline er overskredet. hver måned af medlemmerne (hvis de Noget, der også er overskredet, er da husker at opkræve dem). Derfor skal min personlige tolerancetærskel for, Kajo også stå til ansvar, når de ikke hvor pinligt og svagt man kan agere i holder, hvad de lover. Det kommer de sandhedens tjeneste. Hvorfor? Fordi ikke til, så længe Lixen agerer så vattet Kajos formand stiller sig på bagbeog for sandhedsjagten så pinligt, som nene og dikterer Lixen, hvad der skal avisen gør i denne situation. skrives, og hvad der ikke skal skrives.

Og Lixen accepterer det.

Hermed ender Lixen i sidste ende med Kajo ”accepterer ikke præmissen” at blive, hvad man i Kajo formodentlig for historien og dikterer Lixen, at man vil betegne som et ”positivt problem”.

”

Artiklen, som Lixen ikke ville trykke I den sidste uge i marts har debatten bølget mellem Kajo, Casper Hindse og Lixen. For at du, kære læser, kan forholde dig til hvor det hele startede, bringer vi her artiklen, der udløste debatten. Vi forsøgte efterfølgende at rense artiklen for værdiladninger og faktuelle fejl, men heller ikke de versioner fandt vi egnede til uddannelsessektionen. I stedet opfordrede vi parterne til at skrive et debatindlæg.

Kajo omgår middagsløftet Kajo holder ikke længere store middage ifølge deres budget. De holder dem i stedet i DJStud-regi og overfører penge hertil. Et budget eller regnskab fra DJStud? Det findes ikke endnu.

31. januar 2009 På restaurant Royal Palace i Nørregade i det indre København stiger stemningen i takt med, at ølkander med Tuborg-emblemer bliver sat på bordet. Sammen med repræsentanter fra Kaj og JR er Kajos bestyrelse til middag efter et veloverstået DJStud-møde. Nu er mødebordet udskiftet med restaurantens langbord, og bestyrelsesmedlemmerne skåler på tværs af organisationsgrænser og kommer hinanden ved.

Stemningen bliver mere og mere løssluppen, og senere på aftenen tager folk videre i byen, fortæller en kilde i Kajos bestyrelse. Her betaler de for første gang selv for drikkevarer den aften. Både mad og drikke på Royal Palace er nemlig betalt af DJStud. Hvem betaler gildet? Det gør de tre organisationers medlemmer i sidste ende.

Intet offentligt budget – endnu Kajo har siden generalforsamlingen i oktober 2008 overført 2.000 kroner om måneden til DJStud, der er en paraplyorganisation for studenterorganisationerne på DJH, SDU og RUC. I alt har de tre organisationer i perioden overført 40.000 kroner. Det er dog ikke muligt at få et budget at se fra DJStud, da en økonomiaftale med et færdigt budget ikke er underskrevet, oplyser Kajos afgående formand Julie Rosenkilde Nielsen.

Dette møde afholdes de sidste dage i marts, altså efter redaktionens deadline.

25. oktober 2008 Under Kajos generalforsamling har for-

I KaJO indgår vi i samarbejdet med de andre organisationer gennem DJStud.

Dette samarbejde skaber en masse værdi for KaJOs medlemmer, fordi vi sammen står stærkt over for Dansk Journalistforbund og får en samlet stemme i mediebranchen. Og i DJStud-regi har vi brugt lidt penge på en middag efter et langt møde for at sige tak for indsatsen til hinanden.

Det kan jeg ikke se noget forkert i.

Og det er ikke at bryde noget løfte.

Når det så er sagt, så er artiklen ”KaJO

bryder middagsløftet” og indlægget ”Breaking: Kajo underminerer Lixens eksistensberettigelse” fra Casper Hindse uheldige, fordi de er behæftede med faktuelle fejl.

- I KaJO holder vi, hvad vi lover. På generalforsamlingen i oktober 2008 blev der sagt, at vi skar ned på mødeforplejningen i KaJO, og det er sket.

- Casper Hindses udregning på de 20% af KaJOs penge, som skulle være gået til middag er forkert. Middagen blev spist af 16 personer i DJStud. regi – og ikke betalt af KaJOs kasse, men af den fælles DJStud-kasse for KaJ, JR og KaJO. - Casper Hindse får det til at fremstå som om vi spiser og drikker uhæmmet på medlemmernes regning. Det gør vi selvfølgelig ikke. Der var tale om en kuvertpris på 189 kroner inklusiv mad og drikke.

Festede for medlemmernes penge Men blot tre måneder senere var Kajos bestyrelsesmedlemmer med til, hvad der for mange godt kunne ligne en af disse middage. Forud for middagen på Royal Palace holdt DJStud møde. På dagsordenen var en DJStud-økonomiaftale, som blev godkendt af de tre underorganisationer, men som ingen fra DJStud kan forklare, hvorfor ikke blev skrevet under. Derfor er der stadig ikke, et halvt år efter overførslerne begyndte, et budget eller en økonomiaftale, som medlemmerne kan se.

Kajo var talstærkt repræsenteret med 11 ud af 13 bestyrelsesmedlemmer, der skulle være med til, altså mundtligt, at godkende DJStud-grundlaget. Tilsammen kostede restaurantbesøget godt 2000 kroner eller ca. 20 % af det beløb, Kajo overførte til DJStud i sidste regnskabsperiode. På Kajos budget står der imidlertid ikke noget om denne middag, som er holdt i DjStud-regi.

Dermed holder man på papiret sit løfte afgivet ved generalforsamlingen i oktober.

Dårlig smag i munden Flere af de tidligere bestyrelsesmedlemmer, der var med til denne middag, har forklaret, at de også tænkte over det paradoksale i at sidde så talstærkt repræsenteret

og nyde en middag, hvor pengene kunne være gået til mere studieegnede eller faglige arrangementer, der kommer medlemmerne til gode.

Nuværende bestyrelsesmedlem Rasmus Mark Pedersen synes, at det er ganske fair, at man får betalt mad, når man involverer sig i fagforeningsarbejde. Han synes dog, at det er uheldigt, når man har lovet medlemmerne noget andet. »Jeg påpegede allerede i november til et bestyrelsesmøde, at det er et uheldigt signal at stå på en generalforsamling og love, at man ikke bruger penge på en middag det næste halve år for derefter at spise en middag tre måneder efter betalt af en anden kasse,« siger han.

Det, Rasmus Mark Pedersen mener er et problem, er ikke, at en middag koster 200 kroner. Men at man drikker sig fuld på medlemmernes regning, er for meget af det gode, mener han. Rasmus Mark Pedersen pointerer dog, at han selv var med hele vejen, både til møde og middag med våde varer. »Nu skal jeg ikke være mere hellig, end jeg er. Det var ikke en fra Kajos bestyrelse, der bestemte, at vi skulle ud og spise samt have fri bar,« siger Rasmus Mark Pedersen, som mener, at hele idéen med at komme tættere på hinanden i DJstud ville være gået fløjten, hvis Kajos medlemmer ikke havde mødt op til middagen. Men han pointerer dog, at man fra Kajos side skulle have gjort opmærksom på problemet omkring fri bar. »Vi burde nok bare have talt kraftigere imod, da det blev foreslået,« mener Rasmus Mark Pedersen.

Tidligere bestyrelsesmedlemmer har også ytret, at det er de frie drikkevarer gennem et helt arrangement, der giver en dårlig smag i munden, når man ved, at det er på medlemmernes regning, og man kort forinden har lovet noget andet.

Af Casper Hindse

LIXEN Kære Casper

KAJO I KaJO er der tale om frivilligt arbejde, hvor en lille gruppe studerende arbejder hårdt for, at en stor gruppe af studerende kan få bedre studier, bedre praktikpladser og langt større indflydelse på, hvad der foregår i Dansk Journalistforbund.

manden rejst sig under en sjældent ophedet debat. Blandt tilhørerne er der en vis utilfredshed med de store problemer, der er i budgettet, som blev udsendt inden generalforsamlingen. Det kommer til en debat både blandt bestyrelsesmedlemmer og folk i salen.

Der skal spares og skæres væk, og bestyrelsesformanden tager første skridt ved at love, at det skal være slut med middage på Kajos regning. Budgettet skal holdes mere stramt, så det er slut med at bespise bestyrelsen på medlemmernes regning.

- Brugen af anonyme kilder finder jeg uheldig, da det kan skabe tvivl om troværdigheden af udsagnene i artiklen ”KaJO bryder middagsløftet”.

Hvad Lixen vælger at bringe eller ikke at bringe i deres avis, bestemmer Lixens redaktion. Det blander vi i KaJO os ikke i. Vi er derimod glade for at Lixen eksisterer – som det kritiske skoleblad, det også skal være.

Endelig vil jeg sige, at vi i KaJO er glade for, at der er opmærksomhed omkring KaJOs vigtige arbejde. Det tyder på et engagement og en interesse fra medlemmernes side for vores arbejde i KaJO. Tak for ordet!

Af Maria Djurhuus Petersen, formand for KaJO

Lixen bringer hjertens gerne kritiske historier om Kajo, hvis de er reelle og veldokumenterede. Det er “Kajo indrømmer rod i budgettet” i oktober-avisen og artiklen på side 3 i det her nummer eksempler på.

Som skribent på Lixen er det fint at have en holdning til det, man skriver om, så længe produktet er fair og afbalanceret. Vi bringer også gerne holdningsprægede historier. De står på opinionssiderne. I det her tilfælde vurderede vi, at det holdningsprægede overskyggede det journalistiske.

Konkret opfordrede vi dig til at skrive et debatindlæg, hvor du stiller spørgsmålstegn ved Kajos moral. Din præmis er, at Kajo er en flok pampere, der ønsker at snyde sine medlemmer og derfor flytter frås fra Kajos konto til DJstud. Samtidig er Kajo af en anden opfattelse. De mener ikke, at de “til gengæld holder middage i DJstud-regi,” altså at en type middag erstatter en anden. Det kan man diskutere, og det synes vi, I skulle gøre på opini-onssiderne. Det er en fin, principiel historie, som man godt kunne have skrevet i en fair tone, hvor man fremstillede begge sider af sagen. Men det gør du ikke. Derfor opfordrede vi dig til at skrive et debatindlæg

– ikke et debatindlæg i forklædning som saglig journalistik. Samtidig gav det os et hint, at Mads Kolby ikke ville have sin byline på historien.

Du angriber os for ikke at skrive historier, hvor sandheden gør ondt på enkeltpersoner. Hvis det var tilfældet, burde vi netop undgå at bringe “Ekspert: Tidligere kasserer hæfter for 22.500 kroner”. Den gør ondt, og det er sikkert ikke rart at være Jens Theil lige nu, men da historien er reel og veldokumenteret, bringer vi den.

At Kajos formand, Maria Djurhuus, skulle diktere Lixens dagsorden er nonsens. Det er ovenstående blandt andet et eksempel på.

Maria Djurhuus accepterer ganske rigtigt ikke din præmis. Hvis hun indgik i artiklen, ville hun sige god for en ensidet nyhedsartikel med faktuelt forkerte udregninger og vendinger, hvor skribentens holdning kommer til udtryk. Det vil hun ikke. I stedet ville hun gerne svare, hvis din historie åbenlyst var formuleret som et debatindlæg, eller hvis du havde skrevet en objektiv, veldokumenteret nyhedsartikel. Den holdning deler vi.

Vi kalder det ikke censur. Vi kalder det kvalitetskriterier.

- Redaktionen

18 | april 2009

OPINION

| LIXEN

Dansk avisspænding a la Dan Brown Islandsk invasion af Danmark. En ITmillionær på tempofyldt kapitaljagt.

Krig mellem de største avisspillere i Danmark. Fire journalister har leveret en spændende og velskrevet bog om deres tidligere arbejdsplads, Nyhedsavisen.

Thomas Askjær

BOGANMELDELSE. Et drama som blandt andet udspiller sig i Hongkong, Melbourne, London, USA, Island og København kunne lyde som den næste spændingsbog fra Dan Brown.

Dramaet handler imidlertid ikke om Robert Langdon, men derimod om Nyhedsavisen.

Bogens kapitler hedder skiftevis ’Invasionen fra Island’ og ’Morten Lund tager et ride.’

Invasionen fra Island starter i 2005, hvor verden modsat i dag ikke er lammet af finanskrise. Især Island rider på daværende tidspunkt på en økonomisk succesbølge, hvilket Danmark mærker. Firmaet Baugur fra vulkanøen har overtaget danske mastodonter som Magasin og Illum.

Gunnar Smári Egilsson, som er direktør i det islandske selskab Dagsbrún (et datterselskab til Baugur), mener dog ikke, at Islands invasion skal begrænse sig til indkøbscentre. Han vil ind på det danske avismarked.

Nyhedsavisens medarbejdere var kommanderet i pyjamas på premieremorgenen 6. oktober 2006 - her to søvnige salgsmedarbejdere foran arkitekt Dorte Mandrups ansigtsløftede vandflyverhangar på Holmen. Foto: Pelle Rink

Smári Egilsson finder trekløveret Svenn Dam, David Trads og Morten Nissen Nielsen. De tre bliver henholdsvis administrerende direktør i firmaet bag avisen, chefredaktør og direktør for avisen. Nyhedsavisen er dermed en realitet og udkommer første gang den 6. oktober 2006.

Avisen er næsten allerede i økonomiske problemer, inden den udkommer, og i slutningen af 2007 er avisen på vej til at lukke.

Det er på det tidspunkt, Morten Lund springer til og bliver hovedaktionær. IT-millionæren begynder en hæsblæsende jagt på kapital, deraf kapitel-titlen ‘Morten Lund tager et ride.’ Han forsøger sig både hos

den kinesiske rigmand Richard Li, Parkens bestyrelsesformand, Flemming Østergaard, og direktør for selskabet JMI Invest Asger Jensby.

Det går dog ikke synderligt godt for Lund. »I virkeligheden er det tøjet og hans afslappede stil, der gør, at Morten ikke finder investorer i den rigtigt tunge klasse,« siger Jensby i bogen.

Han vil heller ikke arrangere et møde mellem Lund og Stein Bagger, da Jensby ikke mener, de har »samme kemi.« Skiftet mellem de to kapitel-titler fungerer rigtigt godt. Tit afsluttes kapitlerne med ’cliffhangere’ a la

dem, krimikongen Dan Brown leverer i sine bøger.

Samtidig er bogen rig på saftige detaljer. Læseren er med, når bestyrelsesformand Jørgen Ejbøl advarer sine nærmeste medarbejdere JP/Politikens hus, da Nyhedsavisen kommer på markedet: »I tager det alvorligt. Ellers går det galt,« siger bestyrelsesformanden.

Bogen afslører også, at David Trads ville lave en ’Lisbeth Knudsen’.

I længere tid forsøger han at vippe Morten Nissen Nielsen af pinden, så Trads både kan være direktør og chefredaktør for Nyhedsavisen. Samtidig overvejer Svenn Dam og Nissen Nielsen at fyre Trads, men gør det

ikke, da chefredaktøren er for højt profileret. Trads ender med selv at gå, da han tager et job i Berlingske Media.

Det kommer desuden frem, at Morten Lund på et tidspunkt får nogle islandske bankgarantier, som gør, at Richard Li er parat til at smide penge i avisprojektet. Lund bliver dog grådig, da han nu har bankgarantien og afviser den kinesiske millionær. ’Alt går efter planen – Sagaen om Nyhedsavisen’ er en fortrinlig bog.

Den er godt skrevet, og selv mere komplekse sammenhænge er til at forstå.

De fire forfattere formår at skrive kritisk om et projekt, de selv var en del af. Kritikken er dog primært rettet mod cheferne. Man kunne godt have tænkt sig et mere kritisk fokus på Nyhedsavisens journalister, som – ligesom cheferne – havde en forblændet tro på, at projektet kunne lykkes.

Det skal være eneste anke imod en bog, som i kraft af sit indblik i den danske avisverden bør være obligatorisk læsestof for alle journaliststuderende. thoch04@student.sdu.dk

OM BOGEN Alt går efter planen – Sagaen om Nyhedsavisen.’

Af Rune Skyum-Nielsen, Rasmus Karkov, Niels Kristian Holst og Morten Runge.

Politikens Forlag.

240 sider.

KOMMENTAR

Kvinder, der hader mænd ”Jaah, det er en kvinde igen!”

Jublen vil ingen ende tage ved klap-fotograferne-på-skulderenuddelingen – Årets pressefoto 2009. Kvinderne stormer frem og strækker mentalt deres feminine, smalle langemand i vejret mod deres mandlige kolleger. Der er noget syrligt, ironisk, passivt aggressivt og af og til elegant truende på spil kønnene imellem.

Casper Hindse

FEMINISME. Der er nogle pletvist autentiske intentioner i rummet – der er rent faktisk mennesker, der er mødt op for begivenhedens skyld.

Men de fleste er her for modestrømmens. Blikkene flakker rundt. Ikke at de rammer forbi billederne, men de rammer mere menneskene i rummet. Man går rundt og hører kommentarer som: ”Hvor har du købt den skjorte?!”, ”Fed cardigan”, ”Lækre glas”, og så er der også nogle, der taler om ligestilling. Sidstnævnte har to X-kromosomer, det har dem med kommentarerne ikke.

Havde man taget en mand fra 50’erne med herind, ville han tro, at alle mænd havde fået bryster og kvindeformer, og at alle kvinder havde klædt sig i herretøj og var korthårede.

Den feminine røst Så kaldes der til plenum. Priserne skal overrækkes. Der er ikke noget afgørende nyt under vintersolen.

Favoritterne vinder. Men hvis ikke det er i stykker, hvorfor så også reparere det? De dygtige fungerer jo.

Og så kommer det: Da rektor for DJH’s fotojournalister fra talerstolen proklamerer, at der er fifty-fifty i antal af mandlige og kvindelige fotojournalister på DJH, bliver han af en skarp og markant feminin røst fra salen korrigeret, at der på første semester faktisk er en overvægt af kvinder. Salen bryder ud i klap. Sikke en sejr for den kvindelige journalistiske selvopfattelse. Juhu!

Underlødig lir Fra talerstolen fokuseres der endnu engang på, hvor vigtigt det er, at kvinder vinder. For som Lars Lindskov siger: ”Jeg ka’ godt lide at kysse kinder, der ikke er skæg på”. Den

underlødige tone findes stadig, og pludselig lugter her lidt af maskulin selvovervurdering. Men det bliver hurtigt slået ihjel af hårde kvindeøjne. Det her var muligvis det sidste sted, man ville holde en siesta.

Man bør måske rettere vågne op og spørge om denne dag handlede om billeder, eller mere var et stillfoto i et mandligt ego på jagt efter en mere nuanceret maskulinitet.

Skal man tro på, hvad man så denne eftermiddag på Brandts Klædefabrik, så ville den pæne version kort fortalt være, at kønsrollerne er blevet udbyggede. Men mere korrekt er det at sige, at kvinder hader mænd, og mænd taler om ting, som for 40 år siden var forbeholdt dem, der hader dem i dag. chind07student.sdu.dk

KVINDER, DER TOG STATUETTER MED HJEM FRA ÅRETS PRESSEFOTO 2009 Åben Klasse: Affald i Napoli Foto: Linda Henriksen Årets Sport – Reportage: Verdensmesterskaberne i fridykning i Sharm El Sheik, Egypten. Foto: Nanna Kreutzmann Årets Danske Hverdagsbillede: Dea på syv år leger hest med sin far Rasmus i huset på Herredsvej på Fejø. Foto: Maria Fonfara

OPINION

LIXEN | april 2009 | 19

Det perfekte match: Skiløb og journalistik Slut med dårlig samvittighed over at misse en uges undervisning, fordi alperne eller fjeldene trækker. Skiløb og journalistik kan forenes.

Thomas Askjær, skiinstruktør og journaliststuderende

PISTEARTIKEL. Undervisning det meste af december. Juleferien går med at læse til de eksamener, som tapetserer hele januar. Og uge fem, som egentlig er universitetets officielle vinterferie, er afsat til en teknisk introduktion i radio og tv, inden andet semester starter i februar.

Med andre ord så levner den første vinter på journaliststudiet

”

svinge til højre, skal venstre storetå presses ned, samtidig med højre stav skal i sneen. Ikke noget med at vride overkroppen eller hofterne rundt. Det gør det sværere at holde balancen.

Hvor indledningen i artiklen skal give læseren lyst til at læse videre, skal indledningen på ski give foden mulighed for at rulle videre. Efter at have presset storetåen i ruller skiløberen hen over foden og ender med at have vægten på hælen. På samme måde ruller skribenten i artiklen historien ud efter indledningen.

Rullet fra tå til hæl svarer til et sving, og skiløberen skal efterfølgende trække benene op under sig. Bevægelsen skulle gerne medføre, at benene svirpes over i det næste sving.

På samme måde er det en god idé at give sit skiløb en passende rubrik.

ingen mulighed for at få sne under de voksbeklædte kulfiberblanker.

Altså medmindre man satser på reeksamenen eller har fuldstændig styr på radio- eller tv-udstyret.

Men fortvivl ikke. Artiklen her er en guide til, hvordan den journaliststuderende forener medietorvets håndværk med alpint skiløb i sneklædte bjerglandskaber.

Rul fra tå til hæl I en indledning til en artikel skal skribenten undgå abstrakte ord og lange sætninger. Sproget skal derimod være så konkret som muligt.

Konkret skal man også være, når man indleder et sving på ski. Vil skiløberen

Tilsvarende skal skribenten gerne svirpe med halen til sidst i artiklen.

På samme måde er det en god idé at give sit skiløb en passende rubrik. På toppen af bakken skal skiløberen vælge et fokus, når pisten efterfølgende skal forceres.

Når man står på ski skal hænderne være foran kroppen, da det giver bedre balance. Hvis skiløberen har tendens til at have armene ned langs siden, kan et fokus være at holde hænderne foran kroppen. Med kun et fokuspunkt ned over pisten bliver det lettere at stå på ski, da de andre facetter af skiløbet vil komme af sig selv.

En journalistisk artikel skal også have en underrubrik.

Underrubrikken er et kort resumé, som forbereder læseren på, hvad artiklen handler om.

Det er også en fordelfor skiløberen at

forberede sig på turen ned ad bjerget: Hvor stejl er pisten? Er der mange andre skiløbere? Er der pukler?

Når man så suser ned over pisten, skal man kigge fremad. Frem for at fokusere på de andre skiløbere eller pukler, der er lige foran en, skal skiløberen i stedet lægge fokus på det, der er længere nede af pisten.

Er man velforberedt og kigger fremad, bliver ens skiløb mere flydende og rytmisk.

Runde sving og Thomas Uhrskov Et par friske øjne vil efterfølgende af-

Mand bider hund Når artiklen er skrevet skal den have en rubrik. Rubrikken skal være æggende, vækkende eller dækkende.

Et eksempel på en rubrik, der opfylder alle tre krav, er ’mand bider hund’. Den er vækkende, fordi der ligger et overraskende element i, at en mand bider en hund. Den er æggende, fordi rubrikken gerne skulle give læseren lyst til at finde ud, hvordan en mand har bidt en hund. Og hvis historien handler om en mand, der bider en hund, så er den rubrik også dækkende.

sløre, om skribenten har skrevet en fængende indledning og folder historien ud.

Skiløberen kan derimod efter at have nået bunden vende sig og kigge på sit spor. Er svingene runde og tydelige, har løberen formået at rulle fra tå til hæl.

Og så er det vigtigt, at man udforsker terrænet og prøver nye pister, når man står på ski. Journaliststuderende kan også prøve at cykle en ny vej hjem fra universitetet for at finde nye historier.

Hvis du stadig ikke er overbevist, om at skiløb og journalistik kan forenes, kommer her det svar, som journalist og skiguru Thomas Uhrskov gav efter at have læst artiklen: »Hvad enten det handler om journalistik, skiløb eller nogle af livets andre foreteelser er det min erfaring, at engagement, nysgerrighed og evnen til ikke at stivne i formen sikrer den største glæde for en selv – og andre. Held og lykke med studiet, bladet og den eventuelt kommende vinterferie.« Voila! Nu kan du sagtens stå på ski, samtidig med du leverer slagkraftige journalistiske artikler til for eksempel Lixen. thoch04@student.sdu.dk

Foto: Per Rasmussen

KLUMMESTAFETTEN

Vælg med hjertet Jesper Nygaard, nyhedschef ved Mediehuset Herning Folkeblad Hmmm, hvad skal du vælge? Politiken, Morgenavisen JyllandsPosten eller Berlingske Tidende?

Skal du springe på TV2? Eller hvad med noget radio på DR? Mulighederne er mange og attraktive, når du lige om lidt skal beslutte dig for, hvilke praktiksteder du vil tilbyde din arbejdskraft på pjankdagen (undskyld, panik). Men måske du lige skulle tænke dig om en eks-

tra gang, før du skriver ansøgningen til drømmemedierne. Altså en gang mere end alle de andre ekstra gange, du sikkert allerede har tænkt dig om. Måske du skulle tænke i ord og begreber som ”risikospredning”, ”sund fornuft” og ”fremtidsinvestering”. Og nej, det er ikke finanskrisen, jeg tænker på. Men det kan hurtigt blive krisetider for dig, hvis du ikke får nogen praktikplads. Eller hvis du havner et sted, der på papiret ser rigtig godt ud, men som ikke lever op til dine krav og ønsker.

Satsede og tabte Hva’ faen’, indvender du måske nu…

Skal ham midtjyden skyde mine drømme ned!

Ikke det, der ligner. For uden drømme var du ikke kommet dertil, hvor du står nu. Og uden troen på, at du kan nå langt i den journalistverden, du lige om lidt for alvor træder ud i, er der i bedste fald

kun middelmådigheden tilbage.

Og den er ikke værd at satse på.

Men når jeg opfordrer til en ekstra tanke, er det fordi, jeg flere gange har set studerende gå grædende hjem fra panikdagen uden en praktikaftale i hånden. Fordi de satsede stort – og tabte. Og muligvis fordi de ikke havde fået øjnene op for, at der er andre attraktive arbejdspladser i mediebranchen end de store, prestigefyldte og landsdækkende mediehuse og –koncerner.

Det er der, skal jeg hilse og sige.

Og så er vi fremme ved risikospredningen. For er du en gambler, så søg endelig kun de største praktiksteder, hvis det er der, du vil hen. Får du plads et sted: Fedt.

Gør du ikke: Du kan ta´ det.

Arbejdsgivere har også følelser Er du mindre risikovillig, vælger du klogt at satse på et-to af de største steder og så ellers finde nogle min-

dre steder til resten af dine ansøgninger. Eller helt droppe de største steder til fordel for de mindre. Og det skal være steder, du virkelig gerne vil til. Arbejdsgivere har utroligt nok også følelser, så de kan godt mærke, om kærligheden er ægte.

Så er vi nået til den sunde fornuft.

For det er dig der skal i praktik. Ikke dine venner eller familie. Så rådfør dig med dine nærmeste. Men lyt til dig selv. Det handler ikke om, hvor du kan passe dig ind, men hvad der passer til dig. Og er det Sdr. Bøvling Lokalsprøjte, så vælg den for pokker.

Større jobgaranti Endelig er der fremtidsinvesteringen.

Og den er sgu svær i disse tider, hvor de fleste mediehuse bløder. Nogle fra store, åbne sår. Andre fra mindre rifter.

Men lander du på et mindre praktiksted som en lokalavis eller i en kommunikationsafdeling, har du – måske – lidt lettere ved at gøre

dig uundværlig. I øvrigt bliver der med garanti lagt mærke til dig. Du kan slet ikke slippe udenom. Og det gælder både ledelsens, kollegernes, kildernes og lokalsamfundets blikke. Desuden får du højst sandsynligt en fullsize-uddannelse, hvor du får lov til at prøve det meste af – måske endda på flere forskellige platforme. Du får godt nok ikke de store muligheder for at vælte statsministeren. Men en borgmester er skam et godt sted at begynde. Og jeg ved ikke, om de mindre steder er bedre til det end de store, men jeg ved, de mindre ofte ansætter deres tidligere praktikanter. Så er du rigtig heldig, vanker der måske et job eller i det mindste et vikariat, når du en gang siger farvel til skolen.

I sidste ende er det dit valg. Så kære studerende – held og lykke.

Jeg håber det bedste for dig.

BAGSIDEN Perlefiskeri ved Pearl Harbor

Illustration: Kristoffer Kræn og Leonora Beck

Nogle har kaldt hele perle-sagen for pinlig og barnlig. Nuvel, så må man vel også behandle denne barnlige sag med et barns uskyld, logik og iagttagelser. Hermed følger jagten på perlens korte historie i Danmark.

Casper Hindse

Kære dig, der læser Jeg har undret mig meget over alle de der perler, alle mulige mennesker fra alle mulige steder i Danmark går og taler om. Der er nogle, der mener, der er for mange perler og nogle, der mener, at perlerne ikke skal være i Danmark.

Men det er nu et helt andet billede, man får, hvis man ringer til K.E. Mathiasen, som er stordistributør af perler i Danmark. De er vilde med perler. Da jeg ringede, fortalte de mig, at der faktisk sendes en ½ million perler ud på det danske marked om året. Og det er kun 10 % af de perler, der produceres i Danmark.

Altså eksporterer vi 90 % til udlandet.

Hold da op, perleforældrene har godt nok travlt, tænkte jeg. De kan da ikke have noget fjernsyn i hvert fald.

Dolph og perleportens vogtere

Læser man i opslagsværker og nyhedsmedier, kan man se, at perlerne har fordelt sig ud over hele Danmark. De er blevet til ingeniører, der kører taxa og jurister, der arbejder som ekspedienter hos grønthandlere, samtidig med at det toneangivende flertal efterlyser noget, der hedder ”højtuddannet arbejdskraft”. Jeg vidste slet ikke, at man ansatte små, runde ting til at arbejde. Men på den anden side, Dolph har jo haft sit eget tv-program, så det gør man vel. De mere kraftige og maskuline perler ved godt, når de går ud, at der er steder, hvor det bliver svært for dem at komme ind. Der står perleportens vogtere, dørmændene, nemlig og siger, at man skal kunne tale perlende flot dansk, og at det ikke nytter, at man har lært sproget via en ”perlør”. Apropos perleportens vogtere så ringede jeg også til politiet, hvor jeg fik fat i Flemming Steen Munch, informationschefen. Her er, hvad vi talte om: Hvor mange perler har I siddende i danske fængsler? >>Det aner jeg ikke. Det er medieskabt det der med, at perler er en bestemt gruppe. Det er en måde politiet taler til alle, der overtræder loven og skal dæmpes

ned.<< Er bandekrigen i øjeblikket den danske pearl harbor? >>HAHA, den var hurtig. Men det, du der har gang i, er rent perlefiskeri.<< Kan man kalde politiet for perleportens vogtere? >>Det er da en flot betegnelse at se politiet som ophøjet. Du maler et flot billede der.<< Opsøger I perlerne hurtigere på gaden end de mennesker, der ikke er så skinnende? >>Hvis der er nogle, der oser af kriminalitet, så opsøger vi dem. Men der er altså ikke mange, der skinner af perlemor, så ville det være nemt at være politi.<< Apropos perlemor, hvordan har Hanne Bech Hansen det? >>Haha, ja, Hanne er vores allesammens perlemor, og hende er vi meget glade for.<<

svin for meget. Jeg spurgte, om det var en moderne form for at kaste perler for svin, og Sten sagde, at det ville han da mene, det var. Det, synes jeg, lød underligt, men Sten er jo ekspert, så de svin har godt nok sære madvaner.

Men siger du så også, at der er for mange knaldperler i det danske samfund?

Perlende politisk flid

Så det er altså ikke sikkert, at alle vil sætte de samme superlelativer på det nye danske fænomen, men lad os da, for om end ikke Guds, så da i det mindste for vores egen skyld, håbe, at al denne perlesnak ikke har udløst et dansk Pearl Harbor, men at vi alle sammen, perlehøner og perlehaner, kan være perlevenner med hinanden og også perleportens vogtere.

Men hvad med det, det hele startede med – perlepolitikken i Danmark? Når vi nu eksporterer 90 % af de perler, vi laver i landet, så må det da betyde, at vi ikke behøver en synderlig stram perlepolitik.

Nogle af dem, som altid bliver omtalt i fjernsynet som værende hårde, er de der Dansk Folkeparti. Jeg talte med Martin Henriksen, der sidder i folketinget for dem: Vi eksporterer 90 % af alle de perler, vi producerer. Kunne vi så ikke bare have åbne grænser? >>Uha, det med perler er jeg ikke så interesseret i, der skulle du måske hellere ha’ fat i min kæreste. Men jeg vil da sige, at historien viser, at vi fører en nødvendig og fast perlepolitik her i landet.<<

Østerens påstand

Flemming var en rar bedstefar, men han er altså ikke enig med de butiksindehavere, jeg har været rundt og tale med den seneste tid. Der bliver holdt bedre øje med perlerne, når de triller rundt i butikker. Ikke én butik, jeg den sidste uge har ringet til eller vadet ind i, har gjort mig uret i den påstand. Og ikke én eneste butik, har villet fremstå med navn, naturligvis. De klapper simpelthen i som østers på stribe. Men østers gemmer jo også på perler, så det er meget naturligt. De unge, der ikke er perler, går også over stregen og bryder regler: >>Men den slags kender man jo. Man ved, det går over. Anderledes er det med de ballademagere, man ikke kender fra sin egen barndom,<< sagde en af butiksindehaverne, jeg talte med. Det er i hvert fald ikke noget, man må sige i et klasselokale, så ryger man uden for døren.

Religiøse grise?

I kristendomskundskabundervisningen har jeg engang hørt om, at ham der Jesus sagde noget med, at man ikke skulle kaste perler for svin. For svin? Jeg ringede til DanAvl, hvor jeg faldt i snak med perlehanen Sten Petersen, som sagde, at man jo fodrede svinene bedre i Danmark end i andre lande, hvorfor mange udlændinge mente, at Danmark forkælede deres

v. Steen A Jørgensen

>>Ja, knaldperler burde man begrænse til nytårsaften. Alt det andet knald, der laves i gaderne i øjeblikket, er ikke godt for nogen.<<

Skrevet af Casper Hindse chind07@student.sdu.dk