LIXEN MAJ 2024

SIDSTE LIV

LIXEN

ULLA TERKELSEN

»DET, DER INTERESSERER

MIG, ER DET, JEG ARBEJDER

MED, OG DET

ER JO I SIG

SELV EN STOR LYKKE«

»HVORDAN KAN DET VÆRE, AT EN

MAND, DER MØDER 10 KVINDER, IKKE

BLIVER BANGE, MEN

EN KVINDE, DER

MØDER 10 MÆND, BLIVER BANGE?«

LEDER

Mangel på praktikpladser, moral og handlingstagen

Praktiksøgningen er for de flestes vedkommende nu overstået – og sikket shitshow det var. I dette skrivende øjeblik er der 50 studerende, der stadig står uden en praktikplads. Teknisk set er praktiksøgningen ikke slut, da de studerende indtil 1. august har mulighed for at kontakte potentielle praktiksteder og spørge, om det ikke var en fejl, at de ikke meldte sig på banen i denne runde. Oftest har svaret klang af nej og hjemmel i økonomi. Så langt så skidt.

Årsagen til praktikkrisen skyldes først og fremmest DMJX’ tilbagevenden til 18 måneders praktik, hvilket de genindførte som følge af pres fra deres studerende, såvel som dele af mediebranchen. Forinden da var det praktikstederne, der manglede praktikanter – så det var også et forsøg på at tilgodese den del af branchen, der ellers havde svært ved at tiltrække praktikanter.

Det er ikke svært at forstå argumenterne. De studerende på DMJX vil gerne gøre sig mere attraktive med 18 måneder – modsat SDU og RUC, der blot har 12 måneder. Dele af mediebranchen vil gerne have en selvkørende praktikant det sidste halve år til en lille løn. De mindre – og oftest geografisk fjerntliggende praktiksteder – vil også gerne have praktikanter, da det både varmer på redaktionen og i økonomien. Det er forståeligt, men nu er det altså gået for vidt.

Et uholdbart system

Vi havde godt hørt, at praktiksøgningen var et helvede. Allerede til praktikmessen kom de spidse albuer og dyssociale personlighedstræk til syne hos flere af de mange studerende, hvilket dog ikke kom som en overraskelse. Nu handlede det om at sælge sig selv.

De følgende dage skulle der laves hjemmeside og skrives ansøgninger til praktikstederne. Hjemmesider og ansøgninger, hvori der for de flestes vedkommende blev lagt tanker, anstrengelser – og ikke mindst tid. Kræfter og tid, der i flere tilfælde skulle vise sig at være forgæves. Ikke forgæves, fordi de ikke kastede en plads af sig – men forgæves, fordi enkelte praktiksteder/samtaleholdere slet ikke havde skelet til dem, og så kunne man ellers passende bruge halvdelen af sin otte minutters korte samtale på at fortælle om navn, alder og hjemby...

...fortsættes på bagsiden

WEB: lixen.dk

MAIL: lixen@journet.sdu.dk

TRYK: OTM Avistryk OPLAG 500 eksemplarer

FORSIDE-FOTO: Mew/TV 2

Praktiksøgningsperioden har været som at rejse gennem Dantes Inferno: Identificér praktiksteder, bliv skuffet over, drømmestedet ikke er der, læs praktikopslag, skriv ansøgninger, gør dig selv attraktiv, gå til samtale (hvis de ikke bliver aflyst), få op

kald (eller ikke), stress over dit sølle liv, få en praktikplads (eller ikke) – altsammen en forberedelse på den endelige destination: Freelancehelvedet. Illustration: AI-genereret billede fra deepai.org.

LIXEN Campusvej 55, 5230 Odense M

LIXEN er de journaliststuderendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet.

Sonny M. Kastberg Chefredaktør & BLIKFANGET-redaktør

Alex M. A. Horan Chefredaktør & BLIKFANGET-redaktør

Sia Olivia Sommer Keil BRANCHEN-redaktør

Signe Nautrup Nielsen BRANCHEN-redaktør

Sarah Weibel SAMFUND-redaktør

Mads Lund Pedersen SAMFUND-redaktør

Mia Krogh KULTUR-redaktør

Amalie Windahl KULTUR-redaktør

Emilie Broe KRIMI-redaktør

Anna Madsen KRIMI-redaktør

Asger Denert-Nielsen HVABEHAR?-redaktør

Mathiias Hansen HVABEHAR?-redaktør

Cecilie Engelbrecht Nielsen OPINION-redaktør

Jeppe Seiding Olsen OPINION-redaktør

Ann Sofie Bay Bertmann ILLUSTRATOR

Alberte Stæhr LIXEN LYD-redaktør

Lea Johanne Pedersen SOME-ansvarlig

-

Ikran Abdiaziz:

»De andre tænkte mere på at få

Hans

og Grethe ind, hvor jeg tænkte mere på at få at få mennesker som mig ind«

I dag er det bare 5,6 % med anden etnisk baggrund, der er ansat i danske medievirksomheder, viser tal fra Journalisten. Blot 0,7 % har anden etnisk baggrund på de tre journalistuddannelser, viser tal fra Danmarks Statistik. Netop dette ser flere som et problem, da mediebranchen skal spejle den brede befolkning.

Af:

Sia Keil

Illustration: Ann Sofie Bay Bertmann

Den 2. maj 2024 var der konference på DMJX i København. Konferencen handlede om, hvordan man skulle formå at få flere med anden etnisk baggrund ind i mediebranchen. Diskussionen blev om, hvorvidt kvoter virkede eller ej, men der kom ikke nogen endelig konklusion, ud over, at der skulle gøres noget ved det. Abdel Aziz Mahmoud stod for konferencen, og han var hermed også vært for sammenkomsten. Han havde blandt andet inviteret folk, som havde interesse i at få flere med anden etnisk herkomst ind i mediebranchen, medier der havde haft gode oplevelser med aktivt at arbejde med diversitet og lederne fra de tre journalistuddannelser på DMJX, SDU og RUC. Udover det var der tre studerende, der hver kunne fortælle om deres oplevelser om at være etnisk minoritet ude i mediebranchen. Det var blandt andet Murat Tamer, journalist på Ritzau og tidligere studerende på SDU, Maja Adjoa, journalist på Børneavisens podcast »Hva´sker der?« og tidligere studerende på RUC og Ikran Abdiaziz, journaliststuderende på 8. semester på DMJX og tidligere praktikant på Politiken. Vi på LIXEN har talt med Ikran Abdiaziz for at høre om hendes oplevelser som etnisk minoritet i mediebranchen. Vi har også forhørt hende om, hvilke overvejelser hun har gjort sig før og efter praktikken.

Ikran Abdiaziz er 25 år og studerer til daglig journalistik på DMJX, hvor hun nu er i gang med at skrive sin bachelor efter halvandet års praktik på Politiken. Ikran går med tørklæde og har en mørk hudfarve. Hun er født og opvokset i Aarhus, men hendes mor og far er flygtet fra Somalia. Disse faktorer gør, at hun er vant til at få uprovokerede hadkommentarer som: »Tag hjem hvor du kommer fra« og »du hører ikke til her.«

Hvornår startede drømmen om at blive journalist?

Drømmen om at blive journalist startede for Ikran i gymnasiet, fordi hun var god til at skrive og skrev blandt andet digte. Men det var ikke normalt i hendes hjem at skulle være journalist, for når man er flygtet fra et land med korruption, så tror man ikke meget på, at magthaverne vil en det bedste. Men hun havde lyst til at give sine forældre tiltro til medierne igen. Udover det var Ikran træt af mediernes måde at dække etniske minoriteter, indvandrere og efterkommere på. Hun mente, at dækningen blev for ensidig kun med fokus på, at alle indvandrere var kriminelle – og det ville hun lave om på ved at lave historier fra den anden side.

Hun har aldrig haft idoler inden for branchen, men har med tiden fundet nogle journalister, som hun respekterer. Deriblandt Line Vaaben, og hun kan ikke lade vær med at se lidt op til de få etniske minoriteter, der er i branchen, som for eksempel Abdel Aziz Mahmoud, der på TV taler om alt andet end at være brun.

Brugte du din etnicitet ved praktiksøgning?

»Ja, det gjorde jeg. Men jeg tænkte over, om jeg skulle, fordi jeg ikke gad at have, at de skulle vælge mig på baggrund af det. Men jeg

endte med at gøre det efter at have snakket med forskellige inden for mediebranchen, om det var noget, de gik op i, og de svarede, at det gjorde de ikke, de gik kun op i fagligheden. Og dette gav mig ro til at ville bruge den.«

Hvordan brugte du den?

»Det gjorde jeg til samtalerne, hvis de spurgte om, hvorfor jeg gerne ville være journalist. Så sagde jeg, at det var fordi, jeg gerne ville ændre narrativer og give en stemme til dem som ikke har en stemme og fortalte, at jeg kommer fra et hjem, hvor mine forældre er krigsflygtninge, der ikke stoler på medierne, og den tillid ville jeg gerne genskabe for dem.«

Hvad gjorde, at du valgte Politiken?

»Det var et sted, hvor de var mere med i forhold til brug af etniske minoritets kilder, og jeg vidste, at jeg ville pitche historier med etniske minoriteter, så det skulle også være et sted, der ville tage imod dem. Udover det skulle det også være et sted, hvor jeg kunne se mig selv passe bedst ind, og det kunne jeg her.«

Hvordan var det at være i praktik på Politiken som etnisk minoriet?

artikler med kilder, som var med anden etnisk baggrund, og hvor hun kunne frembringe en anden side fra dem. Blandt andet skrev hun om ’Etniske smerter’ – som er et begreb, der omhandler, at man som etnisk minoritet ikke bliver taget seriøs i sundhedssystemet. Udover det har hun skrevet om det tabu, der er i at få hjælp som muslimsk stofmisbruger, og om pårørende i Danmark, der har mistet bekendte i krigen mellem Palæstina og Israel.

Efter at hun kom i praktik på Politiken, var hendes indbakke blevet mere fyldt end før. Det var ikke kun hadkommentarerne, der kom, hvis hun havde lavet artikler med indhold om etniske minoriteter. De kom også uprovokeret ud fra, at de havde set i byline, at hun havde tørklæde, var mørk eller havde et navn, der sagde, at hun havde anden etnisk baggrund. Det kunne være kommentarer som:

Da Ikran var i praktik på Politiken, oplevede hun, at hendes etnicitet var med til at gøre, at hun håndterede anden etniske minoritets kilder på en anden måde, end hendes etnisk danske kollegaer gjorde.

»Jeg kiggede nemlig mere på den kedelige-indvandrer i stedet for den kriminelle-indvandrer. Og da jeg sad på Indlandsredaktionen som den eneste med anden etnisk baggrund ud af ca. 50 journalister, oplevede jeg, at de andre tænkte mere på at få Hans og Grethe ind, hvor jeg tænkte mere på at få at få mennesker som mig ind.«

Ifølge Malene Petersen, selvstændig journalist og forfatter til bogen ‘Den gode tone’, har vi journalister flere bias. Et af dem er, at vi altid forsøger at ordne nye indtryk i sammenhænge, som er velkendte for os. Med andre ord, så søger vi at skabe en velkendt orden, der ligner noget, som vi kender. Dette kunne Ikran godt nikke genkendende til – hun mener, at vi som mennesker er biased og følger det, som vi kender. At være den eneste blandt omkring 50, der havde en anden etnisk baggrund, gjorde, at hun følte, at hun skulle være ’ambassadør’ for historierne omhandlende kilder med anden etnisk baggrund.

»Det gjorde, at jeg følte, at jeg skulle være ’ambassadør’ for historierne med anden etnisk baggrund, hvilket godt kunne føles som et stort ansvar at have. Dette var en byrde, jeg lagde på mig selv, netop fordi jeg var den eneste med anden etnisk baggrund.«

Da hun var på Politiken, fik hun lavet en del

»Sådan en som dig, bør hun skrive de her artikler?…«

»Du forsøger at brede islamisme i Danmark.«

»Du er terrorist.«

Det var kommentarer, som hun havde forventet at få, og hun grinte lidt af dem.

Men en hel normal hverdag på Politiken blev det dog for meget for Ikran, da der tikkede en uprovokeret lang og velovervejet mail ind på hendes mailboks. Det var fra en af læserne, der prøvede at retfærdiggøre ordet »neger« overfor hende og prøvede at fortælle, at alle afrikanere var »negerer.«

I et kort afsnit fra mailen står der: »Nede i min lokale Fakta har de en negerdreng, ung arbejder.

Negeren er doven og langsom, siger min mand og jeg tit til hinanden, fordi det bemærker vi altid, når han scanner vores varer. Der er forskel.

Jeg jobbede lidt i et tømrerfirma som helt ung kvinde, nogle bestemte typer søm var blødere end andre og derfor sværere at slå i uden at bøje dem, når man ikke er rutineret. Du slår søm i som en gammel neger, grinede tømrende af mig, da jeg i starten fik bøjet mange søm.

Det har intet med racisme eller nedsættende tale om neger at gøre. Mange har bare set en enkelt Afrika negers arbejdsindsats eller mangel på samme. Derfor er den med gammel neger nærliggende, når man synes nogen arbejder dårligt eller dovent.

Hvad betyder neger? for jeg og dem jeg kender, betyder det mennesker fra Afrika. Mange bruger samme betegnelse om negersynder, altså om negerer født i Danmark af neger-forældre. Det vil sige udseendet bestemmer, hvad man kalder folk. Udseendet… Har aldrig selv rejst i Asien, men i Thailand

kalder mange af de lokale kvinder de hvide mænd for fuglelort. Så ved de, hvad der tales om, når en siger fuglelort. Her i Gentofte siger vi neger, om en person der ser ud som en neger. Neger betyder vel sort. Nogle lærde mener sådan. Det er ikke usandsynligt, at ordet stammer fra dette. Vi kender selvfølgelig nogle lokale herfra, hvor jeg bor, som tager stor afstand fra N-ordet, men dem om det. De har læst for meget Politiken og Information.«

Længere nede skriver vedkommende følgende:

»Du ligner selv umiddelbart en neger/ araberdatter med Mohammed-tørklæde på. Dit foto over artiklen med dig indhyllet i det sorte stof. Det frastøder mig. Fremmedgørende foto. Skræmmende foto. Tænk lige over at du virker skræmmende, at din artikel vistnok handler om sygeplejerske tørklæde kællinger, der har det svært i DK eller at de ikke bliver tilbudt jobs nærmere. Det bliver de ikke bedre af. Hvordan holder dine kollegaer og alle andre ud at se på dig indhyllet i sort stof? Du kan jo mærke, at mange tænker dårligt om det, tørklædet… Du mærker modstand mod det. Der er flere, end du tror, der finder dit tørklæde forkert også blandt dine kollegaer. Du mærker det sikkert på enkelte af dem. Det kan du også mærke på gaden og i Netto. Se dog at skifte livsstil, uanset om du er blevet påduttet den af forældrene eller er blevet gift med en perker.«

Mailen blev politianmeldt, og dem på Politiken tog god hånd om Ikran efterfølgende. Ikran læste dette stykke af mailen op i Podcasten Du lytter til Politiken – En hadefuld mail fra en læser rystede Ikran.

Hun var i chok over, at vedkommende havde skrevet en blomsteremoji og derefter skrevet »alt det bedste til dig.« Dertil fandt Ikran det overvældende, at vedkommende havde skrevet om hendes udseende, hvorefter hun konkluderer, at andre finder hende skræmmende. Mailen er noget af det værste Ikran har modtaget, fordi den bliver personlig, selvom at vedkommende ikke kender hende.

Selv beskriver Ikran, at hendes etniske danske kollegaer også fik hadkommentarer, men det var i en anden grad, som var rettet på grammatiske fejl og holdninger til indhold af artiklen.

Til sommer er Ikran færdiguddannet, men har ingen specielle overvejelser om, hvad hun vil i fremtiden. Hun ved ikke præcis, hvad hun vil, men er dog gået fra at være låst på kun at skulle skrive til at være åben overfor både radio og tv. Derudover kunne hun også godt se sig selv lave noget for lande i Afrika og nævner bl.a., at hun rigtigt gerne vil lave noget om Somalia. Men som hun siger, så er journalistbranchen en uforudsigelig branche med mangel på jobs, og derfor ved hun ikke, hvad fremtiden bringer. Da jeg spørger Ikran, om hvorfor der bør være mere diversitet i mediebranchen, svarer hun:

»Fordi mediebranchen bør repræsentere alle, hvis man skal være i stand til at rapportere virkeligheden. Uden diversitet ender vi med at lave de samme historier igen og igen om Hans og Grete, og dermed ekskluderer vi Ali og Fatima.«

Vild og vidunderlig i Villa Wilder Et portræt af Joan Ørting

I den magiske atmosfære i Villa Wilder på Christianshavn i København finder man Joan Ørting – en kvinde med ben i næsen, som bruger et utal af timer på at undervise, inkludere og inspirere en masse farverige og forskellige mennesker, der samles for at dykke ned i sexologi, parterapi og meditation under Joans kyndige vejledning.

Mødet med Joan i gården på bagsiden af Villa Wilder afslører en sand boheme. Hun sidder omgivet af farverige blomster, iført tøj der matcher hendes livlige væsen. Foran hende står en hjemmelavet portion dhal, som er næsten lige så rød som hendes krøllede lokker.

»Jeg håber ikke, det gør noget, at jeg lige spiser lidt imens, det er simpelthen så lækkert«, siger Joan mens hun smiler bredt. Joan, født i midt 1960’erne, bærer stadig ånden fra de legendariske årtier – en tid med omvæltning og frihed. Hendes påklædning er som et kalejdoskop af mønstre og blonder, et vidnesbyrd om hendes livlige personlighed. Joan Ørting er sexolog, livsstilsekspert, parterapeut og lifecoach. Hun blev draget ind i en verden af selvudfoldelse som ung hippie – eller “flipper” som hun fortæller, at man kaldte det dengang og blev en del af det eksperimenterende teatermiljø. Hendes øjne lyser op, når hun fortæller om det alternative børne- og ungdomsteater, Gaventa, der oprindeligt stammede fra Polen. Dette teater var et sted, hvor selvudtryk blomstrede, hvor der var frynser på bukserne, hvor håret var langt og vildt, og hvor musikken fyldte luften med alverdens instrumenter

– også dem selv de yderst musikkyndige ikke nødvendigvis kender navnet på. Joan tilbragte to årtier i Gaventas teaterunivers – først som deltager og senere som en af de voksne teaterinstruktører. Det var i den tid, hvor hun begyndte at tjene sine egne penge og udviklede sin passion for scenekunst samt de menneskelige udtryk. Joan smiler bredt og forklarer, at hendes interesse for at blive en del af dette ungdomsteater blev udløst i år 1970, efter at have set et teaterstykke, der handlede om seksuel frigørelse med nøgenhed på scenen, langhårede, flotte mænd og et lydbillede præget af rockmusik og vilde guitarsoloer. Dette inspirerede hende til at ønske frihed til at udtrykke sig selv og sin seksualitet uden, som sådan, at skulle skamme sig over at være kvinde og seksuelt frigjort på samme tid.

Efter mange år i teaterverdenen begyndte Joan at føle trang til forandring. Hun knuger sine hænder, bider sig i læben og fortæller, hvordan hun følte sig trukket i retning af nye udfordringer og, mildest talt, en anderledes levevej. Og man må sige, at Joan er en kvinde, der ikke er bange for at handle, for dette førte til, at hun, i midten af sine 30’ere, rejste til London og tog en personlig udviklingsuddannelse og endte sågar med at blive boende i Englands smukke hovedstad. I hvert fald for en stund – for der er ingen tvivl om, at Joan er rodløs og at hun ikke er

bleg for at finde sig selv i fremmede byer, miljøer eller kulturer. I dag bor Joan på Langeland, når hun ikke befinder sig i Villa Wilder, hendes andet hjem, i Wildersgade. Joans rejse til London var et forsøg på at finde sig selv og løse hendes indre konflikter. Derefter stoppede hun med at arbejde inden for teaterverdenen og tog på en spirituel rejse til Nepal.

»Så tog jeg min rygsæk og besteg et bjerg 5.800 meter over jorden – jeg var så betaget af kvinder, der rejste alene«, fortæller hun.

Joan Ørtings karriere inden for sexologi begyndte lidt tilfældigt, da hun en dag hørte om en bekendt, der begyndte at studere sexologi. Dette satte tankerne i gang hos Joan, der straks blev nysgerrig på, hvad den slags uddannelse mon kunne indebære. Dernæst besluttede hun sig for selv at uddanne sig til sexolog og fandt pludselig sig selv på en klinisk sexologuddannelse ved Aarhus Universitet. Her blev hun trukket ind i et yderst frigjort miljø, og idéen om at arbejde med menneskers relationer og intimitet på en åben, kreativ og terapeutisk måde.

Joan er en livlig og eventyrlysten kvinde, hvis liv har været præget af en helt særlig passion for selvudtryk, personlig udvikling og en dyb interesse for de menneskelige relationer og seksualitet, ikke mindst. Hun har rejst fra teaterverdenens mange forskellige scener til sexologiens vidunderlige

verden og har altid været, og er stadig, drevet af ønsket om at forstå og hjælpe andre med at navigere gennem livets mange faser og udfordringer.

Joan fortæller, at hun er inspireret af Shere Hite, som var en amerikansk-tysk sexolog, feminist og forfatter som i 1976 udgav Hiterapporten – et 600-siders opslagsværk om kvinders seksualitet bygget på 100.000 spørgeskemaer som resulterede i en rapport med yderst deltaljerede beskrivelser af onani, orgasme, samleje og lesbisk seksualitet.

»Den har jeg læst utallige gange«, fortæller Joan og holder bogen op foran sig.

Joan Ørting selv har godt styr på kærligheden – også i privaten, hvor hun danner par med Rune Ørum, som er musiker. Deres forhold er blevet omtalt en hel del, da Rune er 26 år yngre end Joan. Dette har Joan fået både ris og ros for.

»De fleste er super søde og sender positive vibes i vores retning – andre kan slet ikke få det til at hænge sammen, men det er jo deres problem. Vi har så meget dejlig kærlighed til hinanden, og det er dét, der betyder noget«, siger Joan og argumenterer for, at kærlighed intet har at gøre med alder.

Grundforløbet på sexolog- og parterapeutsuddannelsen hos Joan Ørting i Villa Wilder eller i Odense koster 28.800 kroner og alle kan være med – mænd som kvinder, unge som gamle.

Af: Mia Krogh Foto: Mia Krogh

»Til sidst tror jeg bare, at det gik op for mig, at jeg ikke har lyst til at være bange mere. Jeg har lyst til at leve som Tobias«

Tobias Anker Simonsen med kunstnernavnet T.Anker greb penslen for første gang for tre år siden. Han var 25 år og havde netop fået diagnosticeret ADHD og angst. Hans hoved var fyldt med tankemylder, og det var sådan ideen om at male opstod – Kan tankemylder males væk?

Af: Amalie Windahl

Foto: Amalie Windahl

Ved havnen i Svendborg på fjerde sal i en gammel lagerbygning er der et sted, hvor man gerne må få maling på tøjet, fingrene og på gulvet. Hvor fingermaling og barnlighed er tilladt. Helt deroppe under taget hvor der er ulidelig varmt om sommeren og isnende koldt om vinteren. Her har Tobias Anker Simonsen sit frirum. Sit atelier.

»Den første ting jeg malede var en humlebi, som jeg havde tænkt på i tre uger. Og så havde jeg den ikke op i hovedet længere. Det er det mest surrealistiske, jeg har prøvet«, fortæller han.

Tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at antallet af unge mellem 18-25 år med diagnoserne ADHD, angst, depression, spiseforstyrrelse og OCD er steget fra 37.949 i januar 2015 til 55.399 i januar 2023. En stigning på 46% som presser psykiatrien så meget, at ventetiden på at blive udredt i gennemsnit ligger på 63 uger.

Da Tobias Anker Simonsen selv skulle udredes, fik han at vide, at der var ventetid på et halvt år. Derfor valgte han at gå igennem en privat psykiater, hvor man selv skal betale: »Da jeg havde anerkendt, hvordan jeg havde det, kunne jeg ikke vente et halvt år på at få hjælp. Hvad nu hvis der gik et halvt år, og jeg ikke ville have hjælp alligevel?«, siger han.

Når Tobias Anker Simonsen maler, er det ikke kun for at få afløb for sit tankemylder. Han bruger også kunsten som sit talerør, hvori han er samfundskritisk. Han viser mig et maleri, hvor han har forsøgt at illustrere hamsterhjulet, som mange mennesker befinder sig i: Gå på job, tjen penge, brug penge og forfra igen.

»For nogen er det et hamsterhjul, og for nogen er det bare nogen, der leger. Og det barnlige i mig, tror jeg også, er det, jeg dyrker meget gennem min kunst. Der er bare mange ting i samfundet, der er problematiske«, fortæller han.

Kunsten er blevet så stor en del af hans liv, at han ikke kan få ro, hvis han ikke er oppe og male. Så kommer tankemylderet tilbage: »Jeg kan mærke, at hvis jeg ikke har været oppe og male i noget tid, så får jeg faktisk det værre. Så er der flere myldretanker«, fortæller han.

Personerne har hver deres fortælling På Tobias Anker Simonsens instagram t.anker_ deler han ikke kun ud af sine malerier. Her bliver der også delt poesi og små hints af samfundskritik. Han er meget

»Hamsterhjulet« Foto fra Tobias’ Instagram t.anker_

optaget af at male personer, hvor der altid er poesi bag lærredet. Det er for at illustrere, at der altid er en historie bag alle mennesker, selvom man ved første øjekast kun ser det ydre.

I atelieret viser Tobias Anker Simonsen, hvordan han maler en af sine “personer.”

Stråler af rød, gul og orange akrylmaling fordeler sig på lærredet. Lyden minder om en ketchupflaske, som er ved at blive tømt. Det bliver duppet med toiletpapir, og til sidst ligner det omridset af en person. Jeg spørger ind til, om han nogensinde har lavet et

selvportræt:

»Det er da lidt sjovt på en eller anden mærkelig måde, fordi alle mine ansigter er jo på en måde et selvportræt, fordi poesien bagpå er min livshistorie. Måske er det egentlig bare mig selv, jeg maler som forskellige personer?«, spørger han sig selv. Dog går Tobias Anker Simonsen meget op i, at hans kunst er op til fri fortolkning. Han håber, at publikum føler noget genkendeligt i dem selv, når de ser hans malerier:

»Jeg håber, at publikum kan kende sig selv i personerne, og det er noget af det, som jeg elsker ved at lave kunst – at alle ser noget forskelligt i det«, fortæller han.

Vil gerne hjælpe andre

Når Tobias Anker Simonsen ikke laver kunst i sit atelier, arbejder han deltid på et bosted i Assens. Her bor unge mennesker. Han gør meget ud af at fortælle åbent om, hvordan det at skabe et frirum, faktisk kan være en terapiform.

»Det er jo lige meget hvilket slags frirum, du skaber. Det vigtige er, at du finder et frirum, hvor du kan lade op og have dit eget space. Det kunne lige så godt være at ride en tur.«

Udover drømmen om at leve af kunsten, hersker også en anden drøm: at hjælpe andre, der har det svært – både gennem poesi og kunsten.

»Jeg siger tit til mig selv, nu når jeg har fundet den gyldne vej, ville jeg være en fucking egoist, hvis jeg holdt den erfaring for mig selv«, siger han bestemt.

Dengang for tre år siden, var det ikke kun et ja til terapi, udredning, kunsten og poesien. Det var også et ja til livet. Og hans vigtigste budskab til andre, som har det dårligt, er netop at sige ja til livet – ved at sige højt, at man har det dårligt.

»Til sidst tror jeg bare, at det gik op for mig, at jeg ikke har lyst til at være bange mere. Jeg har lyst til at leve som Tobias.«

Tobias Anker Simonsen maler med fingrene på en af »Personerne.«

Et Symfonisk Samarbejde

Fredag den 12. april kl. 19:30 åbnede dørene til ODEON i Odense, hvor Mew og Danmarks Underholdningsorkester fejede benene væk under publikum med en følelsesladet, symfonisk koncert over alle forventninger.

Klokken var 20:03, da de fire gudsbenådet musikere gik på scenen i et virvar af klapsalver. Bag sig havde de en eufoni af strygere, blæsere og slagtøj. Mew består af forsanger og guitarist, Jonas Bjerre, bassist Johan Wohlert og trommeslager, Silas Graae. Med sig havde de endnu en guitarist, en pianist og så selvfølgelig Underholdningsorkestret. Jonas Bjerre, Johan Wohlert og Silas Graae begyndte at spille sammen i syvende klasse i 1995 på Bernadotteskolen i Hellerup og de har leveret varen lige siden.

Strygerne lagde ud med et tæppe af sensitive symfonier og det var tydeligt at mærke, at koncerten skulle blive en af de våde, om man ville det eller ej. Mew lagde ud med nummeret »Heavenly Jewel Thief« fra albummet Visuals fra 2017 efterfulgt af det noget ældre nummer »156« fra albummet Frengers fra 2000. Det var tydeligt at mærke, at det var inkarnerede Mew-fans, der var samlet i den store sal i Odense og nede på de forreste rækker, sad entusiasterne, som sikkert har været med fra start. I hvert fald gav det et sæt i publikum, hver gang de gode gamle numre blev spillet.

Mew har altid været dygtige til at sammensætte deres sætlister med lidt af det

hele – gammelt som nyt, hvilket fungerede exceptionelt godt i samarbejde med Underholdningsorkesteret. Dirigenten havde fået de praktiske sko på, da han om nogen hoppede rundt på pulten for at få det hele til at glide, hvilket man må sige, det gjorde.

Under et tykt og trygt lydtæppe med blåligt skær holdt Mew og Underholdningsorkestret stilen og bevægede sig videre til flere af de gamle, velkendte numre som »Special« og »The Zookeepers Boy«, og publikum var ellevilde. Jonas Bjerres sårbare, lyse vokal sang sig direkte ind i de våde øjenkroge og med Johan Wohlerts rolige hånd på bas, var man ikke i tvivl om, at det er et band, der kender hinanden ud og ind.

Hvis man har set Mew live nogle gange, så ved man også, at det oftest er Johan Wohlert, der fører ordet. Sådan forholdt det sig også denne aften. Koncerten var en del numre inde, før der overhovedet blev sagt godaften og på mange måder virkede det præcis, som det skulle. Med et helt symfoniorkester i ryggen var man ikke i tvivl om, at aftenen stod i musikkens tegn, og at beskrivelser af diverse sangtekster var underordnet – publikum kendte dem jo, og det syntes bandet at kunne mærke.

Cirka halvvejs gennem koncerten kom de garvede musikere omkring både »Saliva«, »Satellites« og »Carry Me to Safety« efterfulgt af et par af de lidt nyere numre.

Gennem hele koncerten var lydbilledet ekstremt sigende, og jeg er sikker på, at de fleste ville have købt vinylen med Mew X Underholdningsorkestret, hvis den blot var produceret (det kan nås endnu).

Når man har været til koncert med Mew tilpas mange gange, så ved man også at ekstremt smukke og følelsesladet storhit »Comforting Sounds« altid bliver trioens troværdige ekstranummer, og man må sige, at dette satte gang i salen på den helt musestille måde. Strygere og blæsere rejste sig og et tykt lag af symfonier fyldte salen med en helt særlig velkendt klang. Jonas Bjerre lukkede øjnene, tog om mikrofonen og ud kom de velkendte ord »I don’t feel alright« – og nu pressede tårerne altså på. Publikum fandt lommelygterne frem, lyset sænkedes og folk vuggede i takt til de vidunderlige toner af ren og skær velvære fra det symfoniske samarbejde, de var vidner til. Kender man nummeret, ved man også, at det i starten bygger på vokal, guitar og i dette tilfælde strygere. Senere trådte Johan Wohlerts begejstrede bass-fingre til og dernæst trommerne, der bragede igennem lydmuren. Alt i alt en fuldstændig vanvittig kombination af instrumental velvære. Nummeret varede lige omkring 9 minutter, hvilket var efter bogen og langt federe, end når de, i radioen, korter nummeret ned. Herefter trådte de to orkestre frem på

scenen, bukkede, klappede af hinanden og smilede bredt med våde øjne – ikke til at stå for. Dog afslørede strygere og blæsere, da de igen satte sig ned med deres instrumenter, at der var et nummer mere på vej, hvilket er yderst atypisk for den alternative trio, som listede sig ind på scenen endnu engang. Johan Wohlert tog mikrofonen og fortalte, at dirigenten havde informeret Mew om, at når man spiller klassisk musik, så spillede man altså konsekvent to ekstranumre. Herefter afslørede han, at der var ny musik på vej fra Mew, og at publikum nu skulle være vidner til en odenseansk debut, der med nerver fra bandets side blev præsenteret som »Gliding«. Nummeret var en smule melankolsk og mindede på mange måder om en del andet, som Mew har komponeret gennem årene. Måske det kom sig af , at publikum var så mættet og blæst bagefter efter bandets sædvanlige ekstranummer.

Bandet bukkede og nejede endnu engang, trods der ikke gik længe, før de med fuld smæk på indtog scenen og ud gennem højtalerne bragede »Am I Wry«, som er debutnummeret på den gamle plade Frengers. Det gav et sæt publikum, som stod op og klappede hele nummeret igennem. Ingen skal fortælle Mew, at de skal spille to ekstranumre.

Koncerten får 6 ud af 6 stjerner for en formidabel og uforglemmelig aften og for et sammenspil der, med et klassisk pust, bør

Af: Mia Krogh

Foto: Mia Krogh

En tomler til Nick Cave, tak!

Året er 2023, det er sommer og startskuddet til årets Heartland Festival har lydt! Jeg befinder mig i København og er i fuld gang med en af de vigtigste eksamener på journaliststudiet. Nick Cave og journalist Seán O’Hagan, som er medforfatter til biografien Faith, Hope and Carnage om Nick Caves liv, er årets hovednavn på Heartlands Talkprogram og jeg SKAL med.

Af: Mia Krogh Foto: Morten Rygaard

Heartland finder sted ved Egeskov Slot i Kværndrup på Fyn og jeg indser hurtigt, at der skal ske et mirakel, hvis jeg skal nå til Kværndrup i tide. Jeg har lyttet til Nick Cave i mange, mange år og har også set ham spille live et par gange. Men det her er noget andet, for Nick Cave skal ikke spille på Heartland Festival, han skal derimod medvirke i en Talk – altså en samtale med Seán O’Hagen og måske endda også med en del af det vel mødte publikum –man kan sågar få sit eksemplar af Faith, Hope and Carnage signeret.

Nick Cave har et stort bagkatalog af musik bag sig, men er mest kendt for sit virke som forsanger i Nick Cave & The Bad Seeds, som har udgivet utallige fede albums – personligt er jeg helt oppe og ringe over albummet Live from KCRW. Nick Cave har spillet musik i mere end 40 år og har derudover også arbejdet med filmkompositioner, keramiske

skulpturer og romaner. Med sig har han, som sagt, Jeán O’Hagan, en prisbelønnet journalist som har interviewet og samarbejdet med en masse forskellige kunstnere, forfattere og musikere. Kombinationen af disse to skønne herrer taler til alt i mig, da jeg selv brænder for kulturjournalistik og ikke mindst for musik. Så jeg skal lægge en plan for, hvordan jeg på cirka fire timer skal formå at finde vejen fra København til Egeskov Slotspark –for det er der slet ingen tvivl om, at jeg skal. Det er bagende varmt i København, jeg befinder mig i nærheden af Halmtorvet og jeg er langt fra færdig med at filme det materiale, jeg skal bruge til min eksamensopgave. Jeg tjekker toge og busser på Rejseplanen, men det giver slet ikke mening, da Kværndrup Slot ligger sådan lidt in the middle of nowhere, og det vil derfor tage mig alt, alt for lang tid at nå det til Nick Cave og Seán O’Hagen går på. Dernæst tjekker jeg GoMore, en app hvor man kan finde et lift eller leje en bil. Ingen lift til Fyn, ingen biler, der kan lejes i mere end nogle få timer. Jeg er på spanden.

Jeg sætter mig midt på en bænk i den bagende sol midt på Halmtorvet, tager en kold dåse danskvand op af min taske og lægger hjernen i blød. Og så tænker jeg pludselig på, hvorvidt folk stadig blaffer. Det gør de vel, tænker jeg og ser mit snit til at forhåbentlig nå til Heartland Festival inden tiden rinder ud. Inden jeg får set mig omkring, finder jeg mig selv på Sydhavnsgade med tomlen i vejret. Jeg er iført en sort, oversized herreundertrøje fra Føtex, mine Dr. Martens-støvler og et par solbriller – føler mig helt klar til festival –også selvom jeg hverken er i besiddelse af et telt eller en sovepose, men det er det mindste problem.

Der går 20-25 minutter, før en lille hvid bil, med en ung kvinde som fører, holder ind til siden, ruller vinduet ned og spørger, hvor jeg skal hen. Jeg svarer, at det nærmest er ligegyldigt, bare det er mod Fyn. Kvinden fortæller mig, at hun skal til Odense, og jeg smiler op over begge øre – det er helt perfekt!

Jeg sætter mig ind i bilen, vi får en sludder for en sladder, vi splitter broen og wupti, så

er jeg på Fyn. Jeg takker den unge kvinde, fortæller hende, at hun har bidraget til at redde min dag og hun sætter mig af for enden af Nyborgvej, så jeg forhåbentlig kan blaffe videre derfra. Jeg er ved godt mod – jeg kom til Fyn på blot ét lift!

Jeg står ikke på Nyborgvej og steger med tomlen i vejret i meget mere end et kvarters tid, før en grå, lidt større bil holder ind til siden og vinker mig ind. Det er en ung fyr, som virker yderst bekendt, men jeg kan dog ikke helt placere ham. Han fortæller mig, at han skal besøge sin far i Ringe, så han kan få mig lidt nærmere Kværndrup. Jeg takker pænt ja, sætter mig ind i bilen og af sti afsted! Der smalltalkes i bilen og spørgsmål som »hvor kommer du så fra?« og »hvad laver du til daglig?« er en del af pakken. Fyren fortæller mig, at han arbejder som journalist på Nyborg Avis og pludselig er der en klokke, der ringer – jeg har været i nano-praktik som journaliststuderende på Nyborg Avis, og det er der, jeg kender fyren fra! Han husker mig tydeligt og pludselig går snakken og tiden

flyver afsted. Vi nærmer os Ringe og der er nu kun en halv times tid til, at Nick Cave og Seán O’Hagan indtager Podium, som en af scenerne på Heartland Festival hedder, og jeg sveder tran af ren og skær stress for at nå det sidste stykke. Dette tror jeg, går op for min nuværende redningsmand og pludselig redder han min dag og fortæller mig, at han sgu bare kører mig helt derop. Jeg hviner af glæde, giver ham et kram og fortæller ham, at jeg skylder ham en tjeneste.

Jeg bliver sat af, så tæt som man overhovedet kan komme på festivalpladsen i bil, jeg takker mange, mange gange og så får jeg ellers ben at gå på og SPÆNER langs grusvejene i den snørklede labyrint-agtige forplantning, der indhegner festivalpladsen. Der er ekstremt mange mennesker og jeg tænker for mig selv, at de da er virkelig pænt klædt på, i forhold til at det er en festival. Det skal lige sige, at jeg altså ikke har været på Heartland før, men udelukkende har dyrket lidt mere »rå« festivaler, om man vil. Jeg kigger på mit ur, sætter tempoet op og overhaler diverse solhatte, kilehæle og pastelfarvede skjorter indenom – godt jeg har praktisk fodtøj på.

Jeg når lige akkurat Podium, da Nick Cave og Seán O’Hagan indtager scenen. En fuldkommen lykkefølelse indtager min krop,

jeg kigger mod himlen og takker whatever for, at det lykkedes mig. Jeg tænker slet ikke på hjemturen eller den eventuelle overnatning i det bare ingenting , for det er ligegyldigt, jeg nåede det, og nu går de næste par timer med at være lutter øre i musikeren og journalistens forrygende selskab.

Nick Cave har en yderst tragisk historie. Han har nemlig mistet to ud af fire af sine sønner i en alt for tidlig alder. Den 14. juli 2015 døde hans yngste søn, Arthur Cave, i en alder af 15 år. Han havde efter sigende taget LSD med en ven, hvilket resulterede i nogle stærke hallucinationer og et fald ud over en klippe nær Brighton i England, hvilket gav ham så mange kvæstelser at han senere samme aften afgik ved døden på Sussex County Hospital i Brighton. Og som om det ikke skulle være nok, mistede Nick Cave i 2022 sønnen, Jethro Lazenby, i en alder af 31. Dette skete to dage efter at Jethro Lazenby blev løsladt efter at have indrømmet at have overfaldet sin mor, Beau Lazenby. Dødsårsagen er endnu ikke fastslået.

Jeg havde på forhånd tænkt, at den talk jeg nu befinder mig i, ville omhandle Caves drenge og ganske rigtigt, det gjorde den selvfølgelig. Dog krydret med en masse andre af livets store spørgsmål, men det er

tydeligt, at der i publikum befinder sig en del forældre, som også har mistet deres kære små. Jeg står lige foran en kvinde, som har mistet sin lille dreng i en bilulykke. Hun er en af dem, der får mikrofonen, der går rundt blandt publikum, med det formål at kunne stille Nick Cave spørgsmål. »How do I ever recover from this? How did you – how do you work with yourself to recover?«, spørger hun Nick Cave, mens tårerne triller ned af hendes kinder - og jeg skal lige love for, at tårerne triller ned ad mine også. Nick Cave Cave svarer noget med, at livet går videre og at man kan blive utrolig syg af at gå rundt og være ked af det hele tiden. Han understreger naturligvis, at det at miste et barn er den værste smerte, han har oplevet på egen krop, men at man bliver nødt til at tænke tilbage på de gode tider man har haft og at man ikke må lade sig selv gå i stå – for først der, bliver det rigtig sort.

Snakken går og Cave og O’Hagan har en vidunderlig jargon imellem sig. Heldigvis omhandler ikke alle spørgsmålene sorg og ulykke. Dog er det overordnede tema, hvis jeg selv skal sige det, »livets helt store spørgsmål«. Nick Cave er sjov på den måde – for han er dyb og banal på samme tid – spirituel og realistisk på samme tid.

Han fascinerer mig. Efter snakken er gået i halvanden times tid, runder Nick Cave og Seán O’Hagan så småt af og finder deres vej ned bag scenen og jeg står med et smil på læben, lettet over at have nået dagens »mål«, og tænker, at det er ved at være tid til en kold IPA og måske en slapper på en bænk på den overdådige festival.

Heartland 2024 finder sted i selvsamme skønne omgivelser ved Egeskov Slot den 13.-15. juni og du kan igen i år opleve en masse store, spændende kunstnere. Måske jeg kan køre med dig?

Man kan jo ikke dø af amfetamin – Det siger de alle sammen

Af: Emilie Broe Pedersen

Foto: Emilie Broe Pedersen

»Hvaaa, onkel. Har du nogle molekyler i køleren?«

Det spørgsmål har Andreas Broe Christensen stillet sin onkel mange gange. Når jeg spørger Andreas, hvad han mener med det, forklarer han, at amfetamin skal opbevares i fryseren for at holde det mere friskt.

»Det er noget, som er lavet i et laboratorium, frem for kokain, som ikke er lavet i et laboratorium. Smider man kokain på frys, så ødelægger man det.«

Nogle personer i denne artikel er anonyme af hensyn til sagens omdrejningspunkt. LIXEN er bekendt med personernes rigtige identitet.

Først var det egentlig bare hash, så blev det til hash og høje alkoholpromiller, senere blev det til kokain og amfetamin på onkels tallerken. Og specielt én episode med en alt

for høj rus vendte Andreas’ liv og tallerknen med de hvide molekyler på hovedet.

Det er nytårsaften 2019. Andreas sidder i sin lejlighed i Svendborg med sin kammerat. På det her tidspunkt er han 21 år gammel. I hans ene hånd holder han en brunlig joint og røgen har langsomt sneget sig ud i den lille lejlighed. Han ryger hash som han har gjort det så mange gange før. Gennem tung røg hamrer techno-musikkens lydbølger og man kan næsten ane vibrationerne fra bassen på ruderne. Stemningen er festlig og selve forløbet for nytårsaften er planlagt. De skal ud til Andreas’ onkel, for her har han muligheden for at eje følelsen af at være udødelig og samtidig føle sig som en del af noget.

Kammeraten kører bilen, og det er som om, at techno-musikken forfølger dem på vej derud. Bassen tordner og hjerteslaget følger loyalt trykbølgerne, det giver i sæderne. Den hårde musik fortæller omverdenen, at de skal give plads. Øllene og sprutten, som de har lagt i en plastikpose, triller lidt rundt i bunden af bilen, og lyden af glas og metal

op ad hinanden overdøves af den kodyle musikgenre.

Og så når de onkels gård.

Kammeraten slukker bilen. Andreas samler posen med de våde varer op, og træder ud af bilen med kammeraten. Motoren tikker lidt, men opmærksomheden rykkes hurtigt til indgangen. Her har festen været i gang længe.

»Vi hører technomusik komme inde fra garagen af. Der er gang i den.«

De går begge ind og giver lige et hurtigt vink rundt omkring. Stemningen er god og hyggelig. Garagen er grå og kvadratisk, fyldt op med scooter- og knallertdele, og dekoreret med flere forskellige nøgenkalender-damer rundt omkring på væggene. De fleste garager plejer at være lidt rodede, men her er der orden i alting, og betongulvet er fejet.

»Det skulle helst ligne, at der var styr på shittet,« fortæller Andreas om onkels garage.

Alle har på en eller anden måde hver deres fest oppe i hovedet, som de er blevet enige om at slå sammen i garagen.

»Og så er der nogle af min onkels kammerater og veninder, som jo selvfølgelig

også tager stoffer. Så får vi lige en bajer stukket i hånden og en smøg i kæften.« Og den fest vil Andreas gerne bidrage til. Den ene øl bliver til den anden og festhumøret slipper løs. I garagen står der et gammelt, nikotingult plastbord. Det er dækket op, men ikke med konfetti og nytårspynt. Der står tomme og halvfyldte flasker. Og en enkelt tallerken. På lang afstand ser den tom ud, men Andreas går over til den med en cylinderformet pengeseddel. Han bøjer sig ind over tallerknen og næsen suger amfetaminen op. Amfetamin, som hans onkel har lagt frem til ham. Han rømmer sig lidt, men der går ikke længe, før det store smil kommer frem.

»Uanset hvor meget man drikker, så kan man ikke mærke det, når man tager amfetamin. Når du tager amfetamin, så kan du sidde og drikke en flaske vodka, og så tager du bare lige en streg til, så kan du ikke mærke, at du har drukket en flaske vodka. Men promillen forsvinder ikke af den grund. Pulsen begynder at stige. Du bliver mere oppe på dupperne og får lyst til at høre noget

Andreas Broe Christensen nyder at bruge tid i naturen.

trampermusik. Man får gang i benene og man får lyst til at fyre noget bas-arm.«

Andreas fortæller også, at når man suger euforiserende stoffer, så får man følelsen af, at stoffet transporteres fra næseborene til baghovedet gennem hovedet. Han beskriver det som en form for lammelse eller bedøvelse af hele kraniet, hvor man alligevel kan være klar til alt.

Der går en halv time. Techno-musikken er kun blevet højere, røgen fra smøgerne danner en tyk, men brydelig mur, og de spontane ideer har aldrig syntes bedre. Så derfor besøger Andreas det nikotingule plastbord en gang til. Den her gang løftes mundvigene ikke.

I stedet står han bare og kigger ned på sine sko. Hovedet er begyndt at buldre og det gør det umuligt for ham at kigge op.

»Og her tænkte jeg; hvad fanden er det her?«

Røgen i garagen føles ikke længere gennemtrængelig. Den er fed, og lungerne fyldes ikke op, som han har været vant til. Lysstofrørene blænder og hovedpinen prøver at overtage magten over synsfeltet.

»Det føles som om, at mit kranie flækker på midten.«

Andreas skal ud og får lige fremstammet til sin kammerat, at han bliver nødt til at få noget luft og spørger ham, om han ikke vil gå

med. Med tunge, skæve skridt bevæger han sig udenfor.

»Jeg går om på den anden side af huset og finder en trappesten og sætter mig på den. Der går ikke længe, før jeg er nødt til at rejse mig, og så kaster jeg ellers op tre gange. Det er som om, at det aldrig stopper.«

Det gør det heller ikke. Kropstemperaturen stiger, og han flår jakken af. Hans hjerte er på vej ud af kroppen. Kammeraten holder øje med ham, og da Andreas er færdig med at kaste op, stiller han sig foran ham. Men han kan ikke fange hans blik. Han er et helt andet sted end på gården. Det eneste, der står tilbage på gården, er Andreas’ krop.

Balancen forsvinder. Kammeraten griber fat i Andreas’ krave, men han er ikke stærk nok til at holde Andreas’ dødvægt, idet hans ben knækker sammen. Baghovedet falder direkte mod perlestenene. Her blev alting til ingenting. Glimtene fra raketterne er væk, techno-musikkens eksistens har forladt området og selvom det er koldt udenfor, kan temperaturen ikke mærkes. Hans krop kramper og ud af munden løber et hvidt skum.

Kammeraten råber på Andreas’ onkel og hurtigt samledes en del af nytårsgæsterne rundt om Andreas. De lægger ham i sideleje for at få skummet ud af kroppen. På intet tidspunkt bliver der snakket om at ringe efter

en ambulance. I stedet rejser de Andreas op. De får ham båret ind i stuen og lagt på sofaen. Hans hoved ligger på to hovedpuder, og en fra festen har lagt en klud for panden.

»Imens jeg er i den her ingenting-hed, så begynder jeg at høre, at der er en, som kalder på mig. Jeg ved ikke hvor lang tid, der er gået, men jeg er begyndt at kunne høre igen. Og jeg tænker; hvem er det, der kalder?«

Og så vågner han. Hovedpinen har fortaget sig, men længere nede i kroppen rammes Andreas af en nærmest splintrende smerte. Hans nyrer gør det næsten umuligt for ham at sidde op. Alligevel får han langsomt kæmpet sig op at sidde. Puderne han har ligget på er gennemblødt af sved. Han ser sig rundt. I stuen sidder onkel i en sort lænestol. Musikken er slukket, og de høje grin er erstattet med en musestille snak.

Onkel rejser blikket fra gulvet og kigger på Andreas.

»Er du okay?«

Det spørgsmål husker Andreas klart. For han kan ikke forstå, hvorfor han ligger på en sort lædersofa frem for på hospitalet.

Jeg har efter et par år valgt at kontakte vores onkel for at forelægge ham sagen, og for at få hans udtalelse.

Han kom med et skriftligt svar:

»Jeg skal lige have lidt tid, for det gør mig ked og ondt lige nu at høre det på den måde.

Jeg solgte ikke noget til Andreas. Kun til hans kammerat. Aldrig til Andreas og slet ikke den dag, for han havde røget en masse hash. Jeg skal nok ringe til dig lidt senere.«

Jeg har siden da ikke hørt noget fra vores onkel. I dag har Andreas Broe Christensen det godt. Han er ude af sit misbrug og har ikke længere kontakt til vores onkel.

Har du et misbrug eller er du pårørende til en nær dig som har et misbrug, kan man kontakte

Misbrugsportalen på 70 90 90 80. Misbrugsportalen tilbyder gratis, fortrolige og landsdækkende samtaler til misbrugsramte og pårørende dertil.

Christian Groes om forståelseskløft: »Det er mænd, der skal opleve, hvad det vil sige at være kvinde i den skov, for at sige det groft«

Kvinders frygt for at færdes alene fylder i mediebilledet. Globalt skyldes omtalen særligt en ny TikTok-trend. I Danmark fylder retssagen mod Korsør-manden også i bevidstheden og skaber utryghed. Denne artikel undersøger, hvordan man kan gøre kvinder tryggere i deres færden og samtidig mindske splittelsen i debatten om emnet.

»Vil du helst møde en bjørn eller en fremmed mand, når du går en tur i skoven?«

Sådan lyder det spørgsmål, der florerer på Tik Tok. Spørgsmålet er målrettet kvinder, og tendensen viser, at størstedelen vælger bjørnen.

Illustration: AI-genereret i Microsoft Image Creator

Af: Anna Mosbjerg Madsen

Iøjeblikket stiller kvinder verden over hinanden et bestemt spørgsmål: »Ville du helst være alene i en skov med en fremmed mand eller en bjørn?« Tendensen opstod som så mange andre på mediet TikTok og skulle vise sig at være kontroversiel. Størstedelen af de adspurgte kvinder i mediebilledet foretrækker bjørnen.

I lyset af retssagen i Næstved mod den nu 33-årige mand fra Korsør, der er tiltalt for drab, voldtægt og frihedsberøvelse, vækker ovenstående spørgsmål særlig genklang i mit hoved.

Selv vil jeg undlade at besvare spørgsmålet. Jeg har, så vidt jeg ved, aldrig været alene i en

skov med en bjørn, og jeg føler mig heller ikke tiltrukket af ideen. At møde en fremmed mand i en skov har jeg dog prøvet. Mange gange, faktisk. Jeg besøger ofte mine forældre, der bor i vestfynske, landlige omgivelser. Deres hus er omgivet af marker, søer, buskads og små stier. På en snoet strækning fra Assens til Tommerup huserer et par for længst pensionerede togskinner, omkranset af en tæt træallé. På det nærliggende udpluk af stien har jeg gået siden, jeg kan huske. Som barn med en forælder i hånden – senere alene for at muge ud i tankerne. Om sommeren vokser trækronernes grønne blade så tæt, at de næsten rører hinanden på midten over mit hoved. For min krøllede hjerne kan det føles som et tidløst moment, hvor verden udenfor er fjern og ligegyldig. Jeg koncentrerer mig

kun om at koordinere mine skridt, der enten falder på de falmede brædder eller græsset, der vokser imellem dem. Samtidig kan den dominerende grønne mur og de glatte brædder føles som en forhindringsbane, når man opdager, at man ikke er alene. Selvom strækningen ikke kan siges at være befærdet, har jeg på mine gåture mødt utallige mænd og kvinder, der ligesom mig nok bare skulle have luft til hjernen. Nogle løfter blikket og hilser, mens andre holder fast i deres ret til at være dem selv. Oftest har jeg ikke skænket det en tanke, selvom jeg altid fjerner musikken fra mine ører i god tid, inden vi passerer hinanden. Jeg tror, at det er en indlejret rutine for mange kvinder.

Musik ud af ørene Én hændelse på strækningen er dog skyld i, at det næsten skulle tage mig et år, før jeg af ren stædighed gik turen igen for et par dage siden. Det er i midten af juli, 2023. Som så mange gange før, trasker jeg mod togskinnerne for at sortere i tankerne. Jeg går ikke langs skinnerne længe, før jeg ænser en mandlig skikkelse et godt stykke bag mig. Selvom han er på behørig afstand, tager jeg som vanligt musikken ud af ørene. Der går et par minutter, før jeg foretager mit første sikkerhedstjek ved henkastet at kigge bagud. Skikkelsen, der nu træder betydeligt klarere frem for mine øjne, er velklædt. Under en jakke er han iført en skjorte kombineret med jeans. Ved sin side bærer han en helt firkantet kuffert, som man har set dem i gamle film. Hans page-lange hår

er strøget tilbage i en krøllet hestehale. Det er i hvert fald sådan, jeg husker ham. Det er ikke just den påklædning, man forbinder med en løbetur. Derfor mærkes lyden af hans løbende fødder bag mig som et isbad. Da jeg lidt modvilligt foretager sikkerhedstjek nummer to, er han kun få meter bag mig. Da han ser, at jeg kigger, stopper han op og smiler. Et stort smil.

Sådan gentager det sig af et par omgange. Jeg kigger, han stopper, jeg går videre, han løber. Jeg trækker telefonen op af lommen blot for at indkassere telefonsvareren på det øverste nummer under seneste. Jeg hører igen lyden af fødder, der nærmer sig hurtigere end før, og da jeg igen vender mig mod manden, er der ikke længere bare tale om et sikkerhedstjek. Han står stirrende ved siden af mig, og jeg ser med det samme, at det på afstand pæne tøj er falmet og uvasket. Smilet er gult og skævt, og mandens pupiller er udvidede. I ren refleks halv-råber jeg til ham, at han skal gå væk fra mig. Jeg peger stift på ham, som var min pegefinger en tryllestav i en Harry Potter-film, der på nogen måde kunne gøre en forskel. Samtidig træder jeg med det ene ben ind på gårdspladsen til den eneste opgrænsende ejendom på strækningen. Som jeg baner vej gennem perlestenene ved huset, fortsætter manden videre ad stien, mens han arrigt råber nogle ord, jeg ikke kan identificere. Jeg ringer til politiet, da jeg kommer hjem. Jeg ved stadig ikke helt, hvad jeg havde forventet. Manden har ikke rørt mig, og måske ville han endda bare snakke.

Ikke i statistikkerne

Frustrationen kammer over for mig, fordi det ikke er første gang, at jeg er blevet bange. To gange har biler holdt ind, mens jeg har gået ture. Den første bil var en kassebil. Den lavede en decideret u-vending bare for at holde ind ved netop mig. Manden i bilen var tydeligt begejstret. Over hvad, ved jeg ikke. Han ville vide, hvor der mon lå et vaccinationscenter. Klokken havde passeret ni om aftenen, og jeg måtte være ham svar skyldig. Jeg havde gennemskuet u-vendingen på forhånd og havde allerede min far i røret. Anden gang var jeg på vej hjem fra arbejde en sommeraften. En mørk bil med indvendigt neonlys trak ind til siden, og føreren henvendte sig tydeligt til mig. På engelsk spurgte manden, om jeg havde glemt min kæreste – og om han måtte se mig nøgen. Mens jeg hurtigt gik mod det nærmeste hus på ruten, igen med min far i røret, blev bilen holdende, og manden observerede min flugt.

Jeg er blevet råbt af på en løbetur, dyttet af på vej hjem fra dagligvarebutikker og chikaneret på flere arbejdspladser med kundekontakt. Det kan lyde af meget, når jeg sætter det sådan op, men min antagelse er, at jeg ikke er den eneste kvinde, der nemt ville kunne sammensætte en liste – med flere eller færre punkter. Alligevel indgår størstedelen af mine episoder ikke i nogen statistik, fordi jeg aldrig er blevet udsat for noget fysisk. Det gør dog ikke min angst mindre fysisk. Selvom jeg rationelt ved, at det er et fåtal af mænd, der vil mig noget ondt, rummer min angst ingen nuancer. Jeg mærker den hver eneste gang, en bil kører langsomt forbi mig på en let øde vej. Også selvom bilens hastighed udelukkende skyldes min sikkerhed.

Er angst generaliserende?

Kvinder, der ligesom jeg har en indgroet frygt for at blive udsat for overgreb, fylder i

mediebilledet. I en artikel udgivet på Fyens. dk, fortæller en 14-årig pige om sin frygt for at gå alene. Ligesom jeg blev hun skræmt af retssagen i Næstved mod Korsør-manden, der i øjeblikket plastrer mange medier til. Pigen stiller spørgsmålstegn ved, hvorvidt hun også bør være bange. Hun afslører dog selv, at det er hun. Hun tager ligeledes stilling

Hvordan kan det være, at en mand, der møder 10 kvinder, ikke bliver bange, men en kvinde, der møder 10 mænd, bliver bange?

CHRISTIAN GROES

Antropolog og kønsforsker, ph.d.

til spørgsmålet om bjørnen eller manden, og her er svaret klart. Hun vælger bjørnen. Artiklen er blevet postet på Facebook, hvor primært mænd har farvet kommentarsporet med kritiske kommentarer. Jeg finder disse kommentarer interessante, da deres ytringer, ligesom pigens, virker til at være repræsentative for bredere stemninger. I kommentarsporet efterspørges især nuancering. En af mændene, der ønsker anonymitet, vil dog gerne udtale sig i sagen: »Jeg er godt klar over, at omtalte sager findes, og at de også i min optik er grusomme. Men det er ude af proportioner at blive bange for mænd generelt. Der findes tilfælde, flere end nævnte, men det er jo ikke mainstream mænd. Heldigvis, og langt fra«. Svaret er baseret på en henvendelse, der også indeholder et udsnit af min egen beretning. Jeg spørger ham desuden, om mænd ikke burde kunne forstå, at kvinders udtalelser i højere grad er et udtryk for frygt end en generalisering af alle mænd. Hertil svarer han: »Tror mere, det er et spørgsmål om at lære at differentiere og få styr på sin angst/ frygt, som jeg mener er årsagen til, at det kammer over og bliver til alle«. Slutteligt pointerer han: »Som mand vil jeg faktisk hellere beskytte en kvinde end at udnytte hende, og sådan tror jeg, at mange ordentlige mænd har det«.

Forståelseskløft

Jeg kan til dels sætte mig ind i de anonymiserede mænds pointer. Jeg ønsker ikke, at min egen fars eller min brors blotte tilstedeværelse i det offentlige rum skal danne grundlag for frygt. Jeg kan med sikkerhed sige, at de har det på samme måde. #NotAllMen. Så hvordan kan vi italesætte kvinders frygt, tage den seriøst og samtidig undgå, at alle mænd bliver påduttet en skurkerolle?

Dette spørgsmål har jeg stillet antropolog, foredragsholder og forfatter, Christian Groes. »Det er meget interessant, at der er en helt eksistentiel kløft mellem kønnene på det her punkt«, starter han ud. Ifølge Christian Groes er der flere bagvedliggende problematikker, der forklarer både kvinders frygt og den splittelse, der kan opstå mellem

kønnene i debatten. »Der er jo nogle ting, der både handler om psykologi og fysiologi«, fortæller han og fortsætter: »Der er en erfaring af og en viden om, at mænd i de fleste tilfælde er stærkere end kvinder rent fysisk«. Her tilføjer han et eksempel: »Hvordan kan det være, at en mand, der møder 10 kvinder, ikke bliver bange, men en kvinde, der møder 10 mænd, bliver bange?«. Han fremhæver dog, at det fysiske kun er en del af forklaringen. Christian Groes beretter om særlige aspekter af den mandlige kultur: »Mænd kan opdrage eller socialisere hinanden. I nogle tilfælde accepterer de måske en bestemt adfærd over for kvinder… nogle udtrykker maskulinitet ved at udvise dominans over for kvinder. Det er noget, der er kulturelt indlejret i nogle mænd og er altså også en del af forklaringen«. Skal han pege på en løsning, er særligt tre trin vigtige. Og disse er på mandens banehalvdel: »Det handler om selvkontrol og hensyntagen, empati i forhold til kvinder, og det handler om social kontrol af andre mænd«. Selvkontrol og hensyntagen dækker ifølge Christian Groes over helt basale elementer i mænds samvær med kvinder. »Det handler ikke kun om, at mænd skal stoppe med at kalde kvinder grimme ting på gaden, for det giver sig selv. Det er nede i alle mulige detaljer… det handler om energi og udstråling«. Hvad angår empati og forståelse

Jeg hører igen lyden af fødder, der nærmer sig hurtigere end før, og da jeg igen vender mig mod manden, er der ikke længere bare tale om et sikkerhedstjek. Han står stirrende ved siden af mig, og jeg ser med det samme, at det på afstand pæne tøj er falmet og uvasket. Smilet er gult og skævt, og mandens pupiller er udvidede.

ANNA MOSBJERG MADSEN KRIMI-redaktør, LIXEN

i denne henseende påpeger Christian Groes en særlig problematik: »Jeg tror, at vi må konstatere på dette område, at der er en stor forståelseskløft. Det er paradoksalt, fordi vi er i en tid, hvor vi siger, at der ikke er forskel på mænd og kvinder… kvinder kan ikke forstå, at mænd ikke kan forstå det. Og mænd kan bare ikke forstå det«. Christian Groes udviser dog forståelse for, hvorfor nogle mænd opfatter bjørne-udtrykket som værende stigmatiserende. »Jeg kan da sagtens forstå, at mænd føler sig stødt af udtrykket, når de aldrig har opført sig dårligt overfor en kvinde. De føler sig ramt på hele deres køns vegne«, fortæller han og specificerer: »I kraft af, at mænd ikke har lært at forstå verden fra kvinders synspunkt, forstår jeg godt deres frustration«.

Derfor skal der ifølge Christian Groes mentaliserings-øvelser til. Mentalisering i forhold til kvinders utryghed er ifølge

Christian Groes dog ikke helt let: »Problemet er, at det ikke alene er noget, man kan tænke sig til. Derfor er det klart, at nogle mænd reagerer, fordi de ikke har oplevet det sanseligt«. Med lidt ironi i stemmen vender han tilbage til spørgsmålet om den fremmede mand eller bjørnen. »Det er mænd, der skal opleve, hvad det vil sige at være kvinde i den skov, for at sige det groft«, fortæller han med pointen om, at man skal have mødt sin overmand for helt at kunne sætte sig ind i kvindens synspunkt. Sidste led i løsningen på problematikken er ligeledes rettet mod mænd: »Der skal være et større fokus på mænds ansvar for at kontrollere andre mænd«, fortæller Christian Groes. »Der skal være en ændring, så mænd sætter ind over for andre mænd, der virker truende. Det kan være både verbalt truende og med kropssprog… det kan også bare være, hvis en mand taler mere end kvinden eller overhører, hvad hun siger. Det er mikroting«, tilføjer han. Hvorfor de ovenstående løsningsstrategier til netop denne problematik tilfalder mandens to dolist, har Christian Groes desuden et klart svar på: »Jo stærkere, man er, desto mere ansvar må man tage på det her punkt. Det er ikke psykisk stærk, jeg taler om, men rent fysisk«.

Politiske løsningsmuligheder

At mænds indgriben i andre mænds business, hvad truende adfærd angår, kan være nødvendigt, har jeg absolut erfaret. Som 23årig single-kvinde er manden i mit liv stadig min far. Det er ham, der får opkaldet, når det gælder. Dette selvom jeg på langt de fleste områder af mit liv ellers er et selvstændigt, voksent menneske – og foretrækker at være det. Han er ikke bare den beroligende stemme i røret, men også foden på speederen, der kommer mig til undsætning uanset graden af alvor. I pinsedagene har der været sol på termometeret, og det fristede mig igen ud på Vestfyns snoede markveje. To gange løb jeg en tur – to gange ringede jeg til min far. Han hang ikke i røret i mere end et par minutter, før jeg kunne konkludere, at der ingen fare havde været på færde. Min angst havde drevet gæk med mig. Igen. Men ved siden af angsten bor følelsen af uretfærdighed. Og den har opført tilbygninger og gravet ud til kælder. Derfor har jeg spurgt Trine Bramsen, der er socialdemokratiets ligestillingsordfører, hvad de vil gøre for at mindske kvinders frygt såvel som splittelse mellem kønnene i denne debat. Følgende er hendes svar: »Vi arbejder i regeringen lige på en tryghedspakke. Det står i regeringsgrundlaget, at vi skal komme med denne – og det var da også et arbejde, jeg selv påbegyndte som ligestillings- og transportminister. I Socialdemokratiet foreslår vi, at pakken skal indeholde en indsats, der øger trygheden på stationer/trafikale knudepunkter, hvor vi kan se af målinger, at der er særlig stor utryghed. Vi har også forslag om særlige lysruter fra natteliv til trafikale knudepunkter/stationer. Desuden foreslår vi at give natteravnene bedre vilkår, sætte markant ind overfor drugging i nattelivet med højere straffe og bedre brug af videoovervågning fra barer/diskoteker. Og så skal vi også i langt højere grad have fokus på opsporing af gerningspersoner og deres profiler«.

Åh, hvor jeg håber, at den omtalte tryghedspakke på sigt kan være det tryllestøv, der får kvinder til at ånde lettede op. Jeg kommer selv til at fastholde grebet om min telefon på fremtidige gåture. Det ændrer sig nok ikke foreløbigt.

Det er mig, der står herude og sælger brugt tøj i det små, og ber dig om at prøve at forstå

Det skal deklareres, at det er en debat i tale. Og HVABEHAR blander sig ikke i gudekomplekser.

Alle har lov til at mene, hvad de nu engang vil. Men fyldigheden, passionen og indlevelsen, der er blevet lagt i at beskrive Gotham City aka Aarhus i dette nydelige debatindlæg, lyder så tilpas teatraliseret, at man godt må le en smule af det. Haha. Hah.

Af: Asger Denert-Nielsen

Illustration af: Asger Denert-Nielsen

»Fænomenet har stået på i nogle år.

Man kunne håbe, det var forbigående, men desværre er byen stadig præget af dinglevorne tøjstativer samt beskidte og fugtige kasser.

MORTEN NYSTRUP

DIN AVIS, Aarhus

Sådan lægger Morten Nystrup ud i et debatindlæg. Dovenskaben har overtaget, mener han, om de genbrugs - bikser, der har spredt sig hurtigere end en virus i et lunkent spabad. Det skal være slut. tøjet skal på genbrug og sorteres korrekt. Ikke gøre Aarhus til et nyt skraldet dystopi.

Det tegner sig et grusomt billede. Rotterne lurer under overfladen. Der er noget råddent i Aarhus – og nej, det er ikke lugten fra åen, der flittigt bliver pisset i.

De levende og livlige beskrivelser tegner et så virkeligt billede, at man næsten skulle tro, man var der selv.

Du går ned ad Aarhus' gader Din fod rammer den første morgenkolde vandpyt, der slikker sig rundt om skoen og plasker op, lige op over de nye ankelsokker, du købte i Magasin forleden. Vandet er sort og slimet. Du er forbløffet. Ryster hurtigt vandpytten af dig. Videre, Latinerkvarteret besøger ikke sig selv. Du fortsætter ned ad gaden. Der svæver en uforklarlig ro i luften. Himlen er mørkere, end den plejer. Du trasker troligt fremad, overbevist om at alt er, som det plejer, da du øjner en flok måger, der larmer og flyver i flok. De bevæger sig tættere. Pludselig hører du det. Det første KLASK. Den store

hvide og grålige krop rammer asfalten omtrent femten meter foran dig. Kæmpe fugl, tænker du til dig selv, mens du langsomt nærmer dig det enorme lig for at se, hvad der sker. Klask. Endnu en måge rammer. Ti meter. Klask. Fem meter. De falder nu om alle sider af dig. Hele den harmoniske flok, der for få sekunder før prydede himlen, ligger nu i flok omkring dine ben. De sidste stykker, der ikke helt døde af faldet, kaster sort slam op af deres slidte hals, inden de skriger deres sidste kvalte skrig. Du vil ikke tro det og falder på knæ foran de døde majestætiske væsner. Dine øjne kæmper for ikke at fyldes af tårer, og din hals snøres sammen. Indtil du ser noget mærkeligt i mundvigen på den ene måges næb. Du tager det slappe hovede i dine hænder. De døde øjne ruller om og stirrer dig tomt i panden. Du åbner næbbet. Du kaster det fra dig i skræk.

Det kan ikke passe. Dit værste mareridt? Det må ikke være sandt. Ud af næbbet stikker et klæde. Du havde kun hørt rygter. Tøjet er kommet. Du løber nu. Bange og desperat. Mens du tonser ned ad Mejlgade med alt, hvad dine lunger kan præstere. Pludseligt mærker du en stikkende fornemmelse på din ankel. Du kigger ned. Den er rød og hævet. Udslæt. Det må være slammet. Ingen tid. Du skimter ned på dit Apple Watch, der spørger, om du er ude at træne? Hold kæft Apple Watch, der er vigtigere ting lige nu. Aarhus er døende. Dine øjne begynder at sortne. Du sænker farten. Du er nået langt. Helt ned i midtbyen. Her hører du det første råb. »KØB TØJ!« »Nej nej nej,« bryder du ud. De samles om dig, kvælende som en bazar på en billig ferie i Zanzibar. Tøjet bugner ud igennem alle bygninger, flyder ud på gaden. Det er organisk og levende. Klamt og beskidt. Du undviger en mor, der med et vredt blik i øjnene kaster en muggen Armani-kasket efter dig, mens hun brøler, at den kun koster en 20'er. Ikke i dag, tænker du. Du skal redde Aarhus. Byen er syg, og der findes kun én kur. Du må skrive et debatindlæg.

Det virker i hvert fald som en anden fantasiverden, den kære skribent har vandret rundt i. Det er selvfølgelig svært at bekræfte, da det eneste billede, der er vedlagt, er et, han har fået taget af en anden, af et helt pænt og nydeligt tøjstativ. Rigtig smukt for konteksten – hvis man gik så meget op i standen af Aarhus, at man var villig til at skrive et debatindlæg om det, havde man så ikke fotograferet det? Så man som journalist kunne dokumentere det, man påstår? Hvis man har fundet på vendinger som,

»Aarhus minder om Pusherstreet for bomuld, polyester samt andre stoffer.«

- Morten Nystrup

kunne man lokkes til at tro, at det var noget, der var oplevet, følt og mærket. Spøjst, at man så ikke fandt telefonen frem fra lommen og tog et billede.

Det kan også være, at der eksisterer to helt forskellige definitioner af affald, og at det hele er et begrebsspørgsmål.

Der er jo for eksempel dukket en ny tøjstil op fra 80'ernes kokaintåge.

Den hedder Poor Core og gør sig i udelukkende at gå i slidt tøj. Hold op, et modemekka Aarhus kunne blive.

Hele debatindlægget munder ud i en pointe om, at hvis man vil af med sit tøj, skal man tage på genbrug med det.

Det er jo en helt legitim pointe, men at gå i kødet på folk, der prøver at sælge deres tøj på gaden, klinger måske en smule hult i dag.

De flotte adjektiver og sammenligninger kunne være blevet brugt til at debattere nogle mere reelle problemer. Hvad ved jeg, lille dumme studerende. Jeg kan blot ydmygt skue på dit betagende værk, tage mig selv til øjnene og indrømme i mit lille dumme hoved, at jeg aldrig bliver lige så god som dig.

Som forsvar mod at være målmand for den måske lidt upopulære holdning, det er at være imod gade-genbrug, skriver forfatteren i et mailsvar:

»At genbrug er godt, hvis det bliver genbrugt. Desværre har flere stativer mere præg af affald end genbrug.«

Og at det sande problem ligger i, at det ikke længere er foran folks private hjem, men er sluset ud i gadebilledet. Det står åbenbart så slemt til i Aarhus, at der var brug for at vende det i en debat i den lokale avis.

Han tilføjer yderligere, at det ville give tøjet mere værdi, hvis man genbrugte det korrekt, på en genbrugsstation eller i den korrekte affaldssortering, men HVABEHAR? Kunne man vende den om og spørge sig selv, om de mange tøjstativer opfordrede og inspirerede? At folk, der ikke kom på genbrug, fik syn for, hvad man kunne gøre med sit brugte tøj? Det må man selv om. Hele debatten kan læses i Din Avis Aarhus, så kan man jo selv tage stilling til argumenterne og endeligt afgøre, om Aarhus er blevet til en dystopi, eller om man kunne være heldig at finde eT stykke tøj for en 20'er.

LIXEN skal gøre opmærksom på en fejl, der uheldigvis sneg sig med i sidste udgave af HVABEHAR?-sektionen. I artiklen Amerikanisering og syg kendiskultur. Se og Hør, for anden gang: HVABEHAR? bliver der skrevet, at SE og HØR modtager mediestøtte. Det er en fejl. Det gør de heldigvis ikke.

HVABEHAR?

Studerende risikerer at ryge ud af drømmestudiet: Nu forklarer Studieservice, hvorfor omdiskuteret tilmelding er nødvendig

Det er cirka en fjerdedel af de studerende, der glemmer at tilmelde sig fag til næste semester. Det får dog ikke SDU til at droppe tilmeldingen, men en ny løsning kan være på vej.

Af Mathiias Hansen

Illustration: Sonny Majeske Kastberg & Asger Denert-Nielsen

Fra den 20. maj til den 30. maj kunne du tilmelde dig fag på næste semester, for på trods af at du har meldt dig ind på uddannelsen, skal du også tilmelde dig fagene på hvert semester. Når du det ikke indenfor deadlinen på 10 dage, kan du være ude.

Et system, der har fået LIXEN til at tænke »HVABEHAR?«, efter vores redaktør Cecilie Engelbrecht glemte at tilmelde sig fagene på fjerde semester og gik i en uge uden at vide, om hun kunne fortsætte på drømmestudiet eller ej.

»Jeg er pissebange og stresser helt ud af den i en uge, for jeg vidste ikke, om jeg var købt eller solgt. Alt sammen fordi jeg havde glemt at tjekke min studiemail i en travl periode med eksaminer«, siger Cecilie Engelbrecht.

Cecilie er dog ikke ene om at glemme fagtilmeldingen. Ved seneste tilmelding i efteråret fortæller Studieservice på SDU, at cirka en ud af fire af de studerende på hele SDU glemte at tilmelde sig fag. Men hvorfor har vi fagtilmeldingen, når der er så mange, der glemmer den?

Fagtilmeldingens indtog på SDU

Forklaringen ligger ifølge Rikke Tolstrup, Souschef i Studieservice, i de reformer og bekendtgørelser, universitetet er underlagt. Fremdriftsreformen i 2014 havde til formål at få de studerende hurtigere igennem deres

uddannelse. Derfor blev reglerne om et krav på 30 ECTS-point per semester indført.

Her fik universiteterne besked på at tilmelde de studerende til det antal fag, der gjorde, at de levede op til antallet af ECTS-point. Der var dog et problem: De studerende mødte ikke op til den undervisning, de ikke havde overskud til. Det manglende overskud kunne blandt andet være grundet psykiske udfordringer og dumpede eksaminer. Det betød mange ekstra udgifter til eksaminer, der ikke blev afholdt.

Derfor blev reglerne ændret i 2016, så de studerende selv skulle tage ansvar for tilmeldingen og deres studie, hvilket åbner op for et større hensyn til dem med udfordringer.

»Dem, der er udfordret, får ikke meldt sig fra, så reglerne er, som de er, fordi vi har et håb om, at hvis man er en dygtig studerende, vil man tage ansvar for eget studie og få tilmeldt sig undervisningen«, siger Rikke Tolstrup.

Skræmmekampagnen

Når Rikke Tolstrup forsvarer fagtilmeldingen, er det ikke fordi, den er fryd og gammen for de 16 ansatte i Studieservice.

»Hver ekstra tilmelding efter fristen giver mange ekstra arbejdstimer. Vi skal behandle og arkivere dem enkeltvis, fordi vi skal kunne bevise, at den studerende faktisk har ønsket at eftertilmelde sig«, siger Rikke Tolstrup.

Selvom det giver en ekstra arbejdsbyrde

for administrationen, understreger Rikke, at de altid vil gøre alt for at holde de studerende studieaktive, men erkender også, at ikke er tilfældigt, hvis de studerende føler, at det er uvist, om de kan fortsætte.

»De studerende bliver nok mødt af en lille skræmmekampagne, når de forsøger at tilmelde sig på dag 11«, siger Rikke Tolstrup.

Det er ordene »Du kan måske blive tilmeldt, vi skal lige se, om der er plads«, der møder de studerende, der vil tilmelde sig efter tidsfristen. Ord, som mange studerende kan genkende.

»Det virkede som en kæmpe skræmmekampagne. Jeg forstår ikke, hvorfor det skal være så svært at trykke på en enkelt knap og tilmelde den studerende til et fag. Faktisk forstår jeg slet ikke, det er nødvendigt«, siger flere studerende, blandt andre Asger.

Rikke Tolstrup medgiver også, at det kan virke lidt underligt. Specielt, når man læser på det samfundsfaglige fakultet, hvor Center for Journalistik hører under.

»Der er nogle studier, hvor der kun er plads til et begrænset antal, for eksempel de studier, der har undervisning i laboratorier. Når man læser et samfundsfagligt studie, vil der næsten altid være plads til en ekstra, men når vi modtager en anmodning, er vi nødt til at tjekke op på den konkrete studieordning«, siger Rikke Tolstrup.

Et argument, de adspurgte studerende godt kan følge, og hun erkender da også, at det er hendes ansvar at tage hånd om sit

studie.

»Selvfølgelig skal jeg tage ansvar og få mig tilmeldt til mine fag, men jeg synes, det er ærgerligt, at vi har et system, der ligger os studerende til last og giver en ekstra arbejdsbyrde for de stakkels medarbejdere i administrationen«, siger Cecilie Engelbrecht. Et nyt system på vej

Det er de enige i ved Studieservice.

»Vi arbejder i øjeblikket på et nyt system sammen med de andre universiteter, der skal gøre fagtilmeldingen mere fleksibel, som vi regner med at have klar i 2027«, siger Rikke Tolstrup.

Helt konkret kommer det nye system til at betyde, at de studerende får mulighed for at sammensætte deres studieplan med det samme, når de starter på universitetet. I stedet for at de har ti dage til at vælge fag for det kommende semester, bliver det sådan, at de blot skal have taget sit endelig valg inden en deadline. Ændringen ligger altså i, at man kan ændre i sin fagpakke fra den dag, man starter på universitet, hvilket betyder, at man har længere tid til sit valg, end man har nu.

Selvom der er lange udsigter til det nye system, afslører Rikke Tolstrup også, at man allerede kan forvente større fleksibilitet i fagtilmeldingen efter sommerferien.

»Vi har faktisk indført, at man efter sommerferien har 21 dage til at lave sin fagvalg om. Det kan være, hvis man fortryder valget af et valgfag eller har dumpet en eksamen og har brug for ekstra tid«, siger Rikke Tolstrup.

Med mikrofon fra Aarhus til Afghanistan: Ulla Terkelsen, Danmarks nomadiske nyhedsreporter

Man kan ikke nævne dygtige danske journalister uden at komme omkring Ulla Terkelsen. Kvinden med de mange tørklæder der har været med fra start, kvinden der har rapporteret fra stort set alle verdens brændpunkter og kvinden, jeg ville ønske kunne lære mig alt, hvad hun ved.

Ulla Terkelsen blev født den 15. maj 1944 i Aarhus. Hun startede som jurastuderende ved Aarhus Universitet, men skiftede senere hen retning og uddannede sig til journalist ved Danmarks Journalisthøjskole og dagbladet Demokraten i Aarhus. Dette kombinerede hun med et uddannelsesophold ved Warszawa Universitet i Polen.

I 20 år med start i 1967, arbejdede hun som journalist og korrespondent i København, London og Washington blandt andet for Danmarks Radio. Herefter blev hun nyhedschef for TV 2 Danmark.

Ulla Terkelsen er kendt for sit skarpe sind, sine rappe kommentarer, sit overdådige overblik over det brede nyhedsbillede og sine mange ophold som korrespondent i udlandet.

Ulla Terkelsen har arbejdet som international korrespondent i blandt andet Bruxelles, Berlin, London og Kabul i Afghanistan. Hun har arbejdet tæt med nogle af Danmarks dygtigste journalister og

kunstnere og har i årevis været et yderst kendt ansigt på den danske sendeflade. Derudover genkender vi stort set alle hendes stemme som kommentator på diverse begivenheder med Danmarks Kongehus involveret.

Ulla Terkelsen med åbne arme og åbent sind

Fredag den 19. april tager jeg en tur til TV 2 på Teglholmen i Sydhavnen i København for at møde den danske journalistdronning, som, langt om længe, har svaret på min e-mail og bekræftet tid og sted for et kort interview. Da jeg, med en klump i halsen, går gennem glasdørene på TV 2, skimter jeg med det samme Ulla Terkelsen siddende i en sofa på den anden side af glasset. Hun er iført en pudderrosa jakke, en lys skjorte og dertil en form for holografisk bæltetaske. Hendes hår falder præcis som det skal og hendes makeup er spot on. Hold kæft, hvor er hun tjekket, tænker jeg.

Hun rejser sig, tager imod mig med åbne arme og byder mig straks på en kop kaffe fra en af TV 2’s støjende kaffemaskiner. Jeg får hende mic’et op og straks efter går

interviewet i gang, da det er tydeligt at mærke på Ulla Terkelsen, at hun er en yderst travl og ambitiøs kvinde.

»Det var en tilfældighed, at jeg blev journalist. Det var fordi, jeg var i Polen på et studieophold med min daværende mand. Og da vi kom tilbage, blev vi interviewet til lokalavisen, Demokraten, om hvordan det var at bo i Polen, fordi det var mens der var jerntæppe, så det var yderst sjældent, at der var nogen, der havde boet og studeret øst for jerntæppet. Hende, der interviewede os, spurgte: Hvad skal du så lave nu? Og jeg svarede, at det vidste jeg egentlig ikke, og så sagde hun, hvad med det her – altså journalistik? Og så sagde jeg, jamen det kunne være sjovt. Og så blev jeg ellers ansat der som journalistelev.«

Ulla Terkelsen fortæller, at hun som sådan ikke har haft ét forbillede eller én mentor, når det kommer til journalistik, men nævner, at alle hendes kolleger gennem tiden har været yderst dygtige.

»Jeg lærte absolut mest ved mesterlæren, end jeg gjorde på Journalisthøjskolen. Jeg lærte meget mere ved at være journalist i

praksis,« fortæller hun.

Ulla Terkelsen har ikke kun dækket diverse krigsbegivenheder, men har, i sine unge dage, også haft stor betydning inden for dækningen af kulturjournalistik blandt andet i London. Her nød hun at dække rock- og popmusikscenen og nævner derudover swinging London i et virvar af miniskørter, dans, teater og farverige cocktails.

Borgerkrigen i Nordirland satte skub i Ulla Terkelsens lærdom, og her fik hun for alvor prøvet kræfter med journalistikken – både dens udfordringer og dens mange lærerige aspekter. Borgerkrigen i Irland var som sådan ikke så stor en krig, at den blev til en verdenskrig, men det var bestemt en intens borgerkrig, fortæller Ulla Terkelsen.

»Der lærte jeg virkelig, hvordan det var at være udenrigsjournalist – også fordi vi ikke var så mange dengang. Der var jo ikke så mange danske udenrigsjournalister tilbage i 60’erne.«

Jeg tænker på, hvordan det mon har været at være ung i 60’erne. Gid det var mig. Jeg er imponeret over, hvordan man i så tidlig en alder og som helt grøn i branchen, formår at

Af: Mia Krogh Foto: Mew/TV 2

nå så langt ud over stepperne og blive sendt på ligefrem verdensomspændende opgaver. Ulla Terkelsen lægger vægt på, at man kan, hvad man vil, at man skal være snild, omkringfarende og den første på pletten. Det er et godt udgangspunkt. Jeg ser mig selv i de ting, hun siger. Nok mest fordi jeg rigtig gerne vil se mig selv i dem og dernæst fordi, Ulla Terkelsen, om nogen, intimiderer mig.

kunstig intelligens og Ulla Terkelsen griber spørgsmålet og sender det fluks tilbage med en »det ved du mere om, end jeg gør«-agtig attitude.

»Jeg tror, at man selvfølgelig skal være meget forsigtig med at være opmærksom på disse oplagte farer, som det indebærer,« siger hun, tager en tår af sin kaffe og fortsætter:

»På den anden side, inden vi helt fortvivler,

er helt anderledes end det var engang, og sådan skal det også være. Man må ikke være sur over, at tingene ændrer sig, siger hun, og jeg giver hende ret – alt andet ville være mærkeligt. Dernæst pointerer hun, at hun ikke ved, hvad kunstig intelligens og den slags skal have af betydning for mediebranchen og dens jobmuligheder. Det må være min generation, der finder ud af det, fastslår hun.

Det synes jeg er en meget, meget stor fejl,« fastslår hun og afrunder sit svar. Jeg synes, Ulla Terkelsen har fat i den lange ende, når hun giver udtryk for, at journalistikken bliver for elitær, hvis kommunikationen kun foregår mellem journalist og ekspert – så bliver det »eliterne”, der taler sammen. At tage ud og tale med borgerne – med folket – fungerer langt bedre,

Mediebranchens mange forandringer

Ulla Terkelsen startede sin karriere den 1. april 1964 – det er lige præcis 60 år og otte dage siden på dagen for interviewet. Dengang der udelukkende var aviser og ugeblade. Dengang radio og TV var statsdrevet og hvor der kun var én – max to – kanaler i hvert land. Ulla Terkelsen nævner, hvordan vi i dag har nyheder på stort set alle platforme. Hun nævner i flæng Twitter (X), YouTube, Zetland, Instagram og pointerer det enorme udbud af journalistiske platforme.

Mange papiraviser er i dag forsvundet og Ulla Terkelsen og jeg bliver hurtigt enige om, at det vel nok er en skam. I dag får de fleste unge deres nyheder fra diverse podcasts og stort set alle online-aviser, som for eksempel Politiken, tilbyder servicen at få en AIgenereret stemme til at læse samtlige artikler op, hvis dette ønskes.

Jeg nævner begreberne ChatGPT, AI og

så kan man sige, at det gør også, at de der gammeldags medier på mange måder bliver mere populære. På den måde, at de er mere troværdige. Altså, hvis der er sker et eller andet voldsomt, så tror jeg stadigvæk, at de fleste mennesker hellere vil hen og se, hvad man ser i Danmarks Radio, hvad man ser på TV2 News eller hvad, der står i et af de danske dagblade eller et af de store internationale dagblade, frem for at gå ind og finde et eller andet totalt ukendt på telefonen og så tro på, at det er det, der passer, ikke?

Jeg tror i længden, at det vil styrke de gammeldags mediers sandfærdighed. Det er dem, du tyer til, hvis du pludselig hører, at der er kommet krig, så tror jeg, man vil gå hen og høre på enten Danmarks Radio eller TV 2. Man vil ikke tro det, fordi man har læst det på en telefon, så derfor er det altså både godt og ondt.«

Hun giver udtryk for, at mediebilledet

Det gyldne råd Ulla Terkelsens bedste råd til os unge journalistaspiranter er at være åbne af sind og interesserede i, hvad der foregår rundt omkring i verden – indland såvel som udland. Vi skal være bevidste omkring grundig research og være gode til at orientere os, inden vi får en historie sendt i trykken.

»Jeg synes, at et meget vigtigt råd er at lære så mange sprog som muligt. Der er mange unge, der kun kan engelsk. Altså, det er godt, at du kan tale med en universitetsprofessor i Tyskland eller Frankrig, der kan engelsk. Men hvis du vil tale med almindelige mennesker – dem der taler tysk, fransk og italiensk og sådan noget – så skal du kunne deres sprog – så mange sprog som muligt. Jeg synes, der er noget meget besynderligt i, at vi har et Europa, som rykker hurtigt med, og så er der så få unge mennesker i Europa i dag, i hvert fald i Danmark, der taler bare tysk og fransk.

hvis man taler samme sprog. En tysker, der ikke taler engelsk, men bliver interviewet på engelsk, bliver langt mere primitiv at høre på. Samtalen bliver gebrokken, og det er synd og skam.

Lige for tiden

Den 9. juni skal vi stemme til EuropaParlamentsvalget. Det er spændende, hvad der kommer til at ske, da Europa i øjeblikket ligger i en vældig højredrejning – altså er nationalisterne virkelig kommet på banen. I Frankrig er det Marine Le Pen, i Italien er det partiet, der nedstammer fra fascistpartiet, der sidder på magten, og i Tyskland har vi Alternative für Deutschland – altså bliver det yderst interessant at se, hvordan det afspejler sig ved det europæiske valg. Også her er Ulla Terkelsen på pletten i et tæt samarbejde med TV 2. Den grønne omstilling har også stor

MAJ 2024

betydning for, hvor vi befinder os i dag. Ulla fortæller, hvordan det er et stort problem for økonomisk belastede mennesker at tilpasse sig og gå all in på grøn, hvilket hun mener, også får en stor betydning for, hvor folk sætter deres kryds til Europa-Parlamentsvalget.

»Der er en vældig folkelig modvilje mod det grønne, da det er for dyrt. Og derfor er sådan noget som det grønne og indvandrerspørgsmålet to knaster – to knudepunkter. Sådan noget skal dækkes meget omhyggeligt. Ikke ved at blive forskrækket, men ved at finde ud af, hvorfor det er så vigtigt. Det er selvfølgelig fordi parlamentet i EU, som sidder henholdsvis i Bruxelles og Strasbourg – det er jo begrænset, hvad de har af magt og indflydelse. Men det kan betyde noget for den grønne agenda, hvor meget man sætter af til det. Det kan betyde noget på flygtningepolitikken, og så kan det betyde noget i forhold til Rusland,« siger hun.

Det journalistiske niveau

Jeg spørger Ulla Terkelsen, hvad hun tænker om niveauet på dansk journalistik i dag, kontra dengang hun startede og selv var våd bag ørerne inden for faget.

»Jeg synes, dansk journalistik er godt, jeg synes danske aviser er gode og jeg sammenligner dem gerne med en masse udenlandske aviser, jeg læser.

Jeg synes der er et godt niveau. Jeg synes sommetider, der er en tendens i nogle af dagbladene til at skrive meget, meget langt. Altså jeg kan godt forstå, at artiklerne i Weekendavisen er lange, for det er meningen, at man skal læse dem i weekenden. Men jeg synes sommetider, altså hvis du tager for eksempel aviser som Politiken, at det er nogle meget, meget lange artikler,« fortæller hun.

Ligeledes fortæller hun, at hun synes, at amerikanske nyheder fylder for meget. Hun påpeger, at det selvfølgelig, i øjeblikket, har noget med det amerikanske valg at gøre – og at Trump derudover fylder en hel del i det danske mediebillede.

»Men altså, der er sådan nogle situationer, hvis for eksempel, der er oversvømmelser i Amerika, så er det, som om der også er oversvømmelser her hos os,« siger hun og fortsætter:

»Jeg synes, det er som om, Danmark er en amerikansk delstat – det er det jo altså ikke. Der er en utrolig tung vægtning af det amerikanske stof,« fortæller hun afslutningsvis.

Uundværlige Ulla

Ulla Terkelsen er ganske ydmyg som person, trods den store indflydelse hun har haft på mediebilledet gennem mange år. Hun nævner dog de begivenheder, der gennem tiden har påvirket hende mest, og som hun er rystet såvel som glad for at have været en del af. Hun nævner borgerkrigen i Nordirland, Berlinmurens fald i 1989 og 11. september 2001.

Undervejs tager jeg noter på min lille notesblok og Ulla Terkelsen påtaler straks mine, hvad jeg synes er nogle værre, kragetæer:

»Du har vel nok en interessant skrift. Lige når man læser det herfra på hovedet, så er det nærmest, som om det sådan er en orientalsk skrift. Kan du godt se det? Det er lidt thailandsk eller sådan noget.«

Vi griner begge to og jeg mærker så småt, at interviewet nok er ved at nå sin ende.

»Jeg synes, at jeg har haft et fantastisk journalistliv, og har det stadigvæk. Jeg er meget glad for at være journalist. Det, der

interesserer mig, er det, jeg arbejder med, og det er jo i sig selv en stor lykke,« siger hun, og jeg bliver helt rørt – jeg vil, ligesom så mange andre, være Ulla Terkelsen, når jeg bliver stor.

Hun nævner, at folk på gaden gerne vil snakke med hende og tage en selfie, som hun siger – det har hun, som oftest, ikke noget imod. Jeg tør ikke spørge, men beder hende i stedet om at signere mit eksemplar af hendes bog, Vi kan sove i flyvemaskinen, fra 2017.

Et skarpt hjørne

Afrundingsvist ønsker jeg, på forhånd, Ulla Terkelsen tillykke med fødselsdagen. Hun fylder nemlig 80 den 15. maj i år og udgiver i den forbindelse en ny bog, som jeg ser meget frem til at læse.

Jeg spørger hende, helt cliché, hvad hun tænker om at fylde 80.

»Joken er selvfølgelig, at det er bedre end alternativet. Fordi der er mange, der er døde, mange der ikke når at blive 80. Jeg ved godt, at jeg er gammel nu, og jeg er også blevet svagere. Jeg arbejder ikke nær så meget, som jeg gjorde før. Jeg bliver fysisk mere træt. Jeg bliver ikke intellektuelt mere træt, synes jeg. Jeg render dog ikke så meget rundt længere – jeg er mere i studiet og så skriver jeg jo bøger,« fortæller hun og smiler.

Ulla Terkelsens seneste bog, I Min Tid, udkom på selve fødselsdagen den 15. maj og ligeledes udkom dokumentarprogrammet, 80 År Som Ulla Terkelsen, på TV 2 og kan nu streames på TV 2 Play.

Ulla Terkelsen låner til slut min kuglepen og skriver, med blokbogstaver, i min bog: KÆRE MIA. HELD OG LYKKE MED JOURNALISTIKKEN. Signeret: ULLA TERKELSEN.

Den bog er jeg glad for.

Ulla Terkelsen er og bliver en markant skikkelse i dansk journalistik, kendt for sin dybdegående dækning af komplekse internationale emner og for sin dedikation til at bringe nyheder fra verdens brændpunkter. Hendes karriere er et vidnesbyrd om hendes mod, integritet og passion for journalistik, og jeg er mere end beæret over at have mødt hende og dermed fået muligheden for dette skriv.

»Joken er selvfølgelig, at det er bedre end alternativet. Fordi der er mange, der er døde, mange der ikke når at blive 80. Jeg ved godt, at jeg er gammel nu, og jeg er også blevet svagere. Jeg arbejder ikke nær så meget, som jeg gjorde før. Jeg bliver fysisk mere træt. Jeg bliver ikke intellektuelt mere træt, synes jeg. Jeg render dog ikke så meget rundt længere – jeg er mere i studiet og så skriver jeg jo bøger«

DØDENS TOILETTER

De offentlige toiletter tilhører os alle, men de fleste af os holder os hellere, og kigger højest nysgerrigt ind, hvis døren er åben. For nogle er de ly for regnen og for tilskuere. Der er rindende vand, tørt papir, og hvis man er løbet tør, brugt værktøj gemt i en metalkasse, der er boltet til væggen. Vi har talt med dem, folk kalder narkomaner, junkies, misbrugere og udskud. Vi har besøgt deres tilflugtssteder. Steder, der har været hjemsted for køb og salg af stoffer, lykkerus, abstinenser og pludselig bortgang.

Af: Asger Denert-Nielsen, Sonny Majeske Kastberg & Alex Martin Andersen Horan

Foto: Alex Martin Andersen Horan

»Sagde til folk, at de skulle møde mig oppe på lokummet. Så gik jeg så ind og sad og solgte. De kunne lægge pengene ind under døren. Så kunne jeg ligesom se, hvor meget de skulle bruge. På 20 minutter var jeg løbet tør for stoffer og havde tjent 4000.«

»Nogle gange efter arbejde skulle folk have deres fix. De kom ind i deres blå overalls. Så havde de fået en overdosis. Så kunne man finde dem lige så blå som deres arbejdstøj. Døde, simpelthen.«

Vi er blevet indlemmet i en verden, der byder på lange hårde dage med poser i baglommen, en evig skuen over skulderen efter fjender og en endeløs sult, der aldrig mættes og konstant skal findes penge til. Det foregik på offentlige toiletter i midtbyen, i baggårde, opgange og i ly af træerne ved åen. Velkommen til en hverdag, de færreste har begreb om – fortalt af en lokal stofmisbruger og tidligere dealer.

»Man samler sig om et fælles mål – at få et fix. Så går man ind sammen og tager lidt Cola (red. heroin). Men man stoler heller ikke på folk. Hvis man sidder og hænger lidt med hovedet, så risikerer man at blive rullet (red. bestjålet) af den, der sidder lige ved siden af dig. Det er et meget egoistisk stof.«

»På en uge ringede jeg til ambulancen fire, fem gange – udelukkende fra dødens toiletter. Det var de færreste, vi kunne redde. Der er ikke så mange, der gider at gøre noget ved det, fordi de har så travlt med at tage deres eget lort. De tager sgu ikke nålen ud af armen for at hjælpe en, der ligger og vræller.«

»Det er ikke allesammen, der sover langsomt ind. Der er nogle, der ligger og ryster derinde. Man kan høre dem larme. Den der bestemte rytme, så ved man, der er et eller andet galt. Så ligger de derinde og raller og får det sidste liv ud af sig selv.«

»Der er millioner af kroner i mine arme. Jeg har stukket mig selv tusindvis af gange på toiletterne.«

»Jeg kan overhovedet ikke huske navnene på dem alle. Der er tusindvis af mennesker, der er døde på de toiletter.«

Drop høtyve og fakler og ta’ ved

lære af de riges takter

Det var den første dag på mit tyskhold, der strakte sig over fire måneder. Derfor var der nok ingen af de fremmødte, der startede første dag med en forventning om at få venner kontorstolene imellem, men nok bare et par nødvendige venneanmodninger på Facebook, så man pligtskyldigt kunne planlægge opgaver. Jeg sad i tipausen og forsøgte at dæmpe mine sorte rander under øjnene med en kop halvlunken kantinekaffe, mens jeg stirrede ind i bærbarlyset på lige fod med andre i lokalet, der ej heller havde den mindste snert af interesse i at investere i menneskene omkring dem. Inde i computeren kørte YouTube-stjernen Jeffree Star med sin sportsvogn ind i sin mansion, for derefter at vise sin nye sminkekollektion frem. Hvis du ikke havde bidt mærke i ordene ’ind i sin mansion’, så gjorde min sidemakker i hvert fald, »Det kan bare ikke være rigtigt, at nogle mennesker kan være så rige«. Pludseligt flåede folk blikket op fra skærmene. Ordene havde fået dem til at gå fra vågeblus til højst tænkelig ydeevne. Høtyve og fakler blev hevet op af Rains-skoletaskerne, og snart slog de over i samme slagsang: »NEJ, DET ER IKKE I ORDEN AT NOGLE MENNESKER ER SÅ RIGE«, lød det i nationalkor. Fra dette øjeblik var fællesskabet i klassen skabt. Den fælles fjende var lokaliseret. I dette tilfælde de rige, de grådige. Dem, der fascinerer os i pøblen, men det er dog en folkehemmelighed. Jeg er begyndt at lytte til podcasten Visionærene. Her kommer iværksættere i

audiens hos en journalist, der afhører dem om, hvordan de tjente deres første million, og hvordan de vil tjene deres sidste million. Når jeg langsomt fordøjer afsnittene, niver formiddagen fra klasselokalet mig i nakken, for hvorfor er det egentlig, at vi kun fokuserer hårdnakket på deres penge? Lad os være ærlige, vi vil alle gerne tjene mange penge en dag, så hvorfor fokuserer vi ikke på at lære af vejen til pengene i stedet for?

At tjene er at stjæle Vi håner ham, når han kaster op på Twitter, misunder ham, når vi googler hans navn, og hvad er det nu for noget med de rumraketter? Elon Musk – verdens rigeste mand. En herre, der ikke har skabt rigdom gennem arv eller ægteskab. En mand, der har set andre veje end resten af flokken, skabt noget, taget chancer og fejlet fælt på nogle af dem, rejst sig igen og knoklet alle døgnets timer i mange år – noget gennemsnitlige mennesker ikke gider at ofre for succes. Selvom han i dag er en mand af stor rigdom, så er det nok ikke den, han har betalt sin succes med. Noget, der i et mere jordnært perspektiv her i kolonihaven Danmark også kendetegner iværksætterne i Visionærene. Én har udviklet hudplejeprodukter, der fjerner vores bumser. En anden skabte Sinful, så vi kan kneppe sjovere, bedre, ja endda alene. En helt tredje skabte Too Good to Go, så alle os broke studerende kan få kage, brød og sushi møgbilligt – og rede mad fra at ende i skraldespanden, selvfølgelig. Det er en erkendelse, at iværksættere som disse forbedrer noget i samfundet, de dækker vores behov.

Jeg elsker den podcast, men den afspejler,

hvordan jeg oplever, at mange af os tænker om iværksættere, der skaber formuer for sig selv. Den fokuserer direkte på deres nuværende penge og ikke på, hvad der ligger bagved, og hvad de har bidraget med i samfundet, som ikke er glitrende mønter. Noget, der er mere brugbart for menig mand, for der findes en folkelig diskurs af, at når gennemsnitlige mennesker, som iværksættere også er, har levet under evne, tjent og og sparet penge nok op, så er det som om, at de pludselig har stjålet noget fra nogen. Man kunne i stedet sige, at de jo har skabt noget for nogen, taget ansvar. Man vinkler ofte politisk og i medierne på, at disse mennesker skylder at spytte i kassen, når de sådan går og indirekte stjæler fra gennemsnittet. De skal betale mere i skat end os andre, hvilket de gør i forvejen, og hvordan løser man så det? Arveskat (ja, betale skat af penge, der allerede er blevet betalt skat af), topskat, toptopskat, udbytteskat, måske endda en formueskat, afgifter, så alle kan få en bid af allemandskagen, de bredeste skuldre, og vi kender jo resten herfra, men virkeligheden er også, at nye arbejdspladser til alle os i pøblen, bliver skabt af disse iværksættere, men det bidrag tæller åbenbart ikke, for det ikke er glitrende mønter direkte fra hånd til kasse. Fællesnævneren for dem alle i podcasten er, at ingen af dem rigtig gider at tale om deres penge, og måske finder man argumentet i Klaus Riskærs audiens, »Penge er et restprodukt. Det er the leftovers af noget, der er gået godt eller dårligt«.

Færdigbagt brød er bare nemmere Det er svært at starte virksomhed her i landet, fordi skatter og afgifter er høje, så hvem

er de grådige her? Er det de mennesker, der vil have en stor bid af allemandskagen, de yder minimumskravet for, eller er det de mennesker, der skaber vækst og arbejdspladser til os, der ikke gider ofre det samme? Det falder mig pudsigt, at det ofte er de samme mennesker, skabskommunisterne, der så storsindet mener, at penge er et folkeligt allemandseje, er de samme, der hverken tør eller yder mest. Ej heller et ønske om at lære af de bredeste skuldre har de, for det er nemmere bare at få brødet kvit end at lære at bage det selv.

Tilbage i klasselokalet blev jeg smidt på porten som Alex Vanopslaghs tysktalende, onde håndlanger de næste fire måneder. Måske genopstår jeg i en dansktalende udgave med denne klumme. Vi skal ikke forgude iværksættere, alle, der blot bor i Hellerup, folk, der kører ‘ind i sin mansion’ og hedder Elon og Jeffree, men måske kan vi lære noget af deres forhold til at investere, arbejdsmoral, tænkemåde, livsstilsvaner, nederlag, og af måden de tager ansvaret på sig. Nej, kære fakkeloptog, det betyder ikke, at vi automatisk bliver lige så rige som dem, den får i. Jeg appellerer blot til, at vi pakker høtyve og fakler tilbage i skoletaskerne, for hvis vi begynder at lure disse mennesker over skulderen, kan det være, at vi kan tage noget andet end deres penge for at forbedre vores egen livssituation. Klaus Riskjær har allerede lært os lidt – for penge er et restprodukt fra noget, der går godt eller dårligt, og det kan sagtens bare være et rygestop, en droppet shoppevane eller en konto på Nordnet.

Af: Cecilie Engelbrecht Illustration: Ann Sofie Bay Bertmann

Efter 6 måneder med en gammel Nokia indså jeg, at smartphones er gode nok

Illustration: AI-genereret i Canva, Jeppe

Seiding Olsen

Siden jeg så dokumentaren ‘’The Social Dilemma’’ om afhængighed af sociale medier og skrev SRP om emnet, og om hvordan toppsykologer og tech-guys bruger nøje udvalgte afhængighedsskabende mekanismer til at holde folk på platformen, så har jeg været lidt bange for at blive en digital zombie.

Jeg forsøgte i perioden efter konstant at skrue ned for min skærmtid, men jeg fejlede ofte (corona-perioden). Jeg faldt tit i og brugte alt for lang tid online. Jeg fuckede min søvn op på ligegyldigt og dårligt indhold, og selvom jeg udmærket godt er klar over, hvilke mekanismer der er i spil, så er min hjernes belønningscenter oftest ikke meget smartere end en rottes.

Boykottet

Det er en synd at fortælle andre sin skærmtid. Det er kun i ens eget lille syndige hjørne, hvor man ved, at skærmtiden tæller 6+ timer per dag. Nogle gange foretrækker man sågar at gemme sandheden for sig selv, man tør simpelthen ikke tjekke. Indtil bølgen af skam skyller over en, når telefonen flabet nok lige minder en om, at man har brugt 50% mere skærmtid i forhold til sidste uge.

I september måned sidste år havde jeg fået nok, så med fødderne i græsset besluttede jeg mig for at vandre gennem en oldschool Nokia-fase, hvor jeg totalt boykottede smartphones for første gang siden min første iPhone 4. Jeg var som en hund uden snor og

ejer, jeg farede vildt i den danske betonjungle uden Google Maps til at vise vej, uden penge, for dem havde jeg ikke lige mobilbank til at smide over, uden appen til at købe billet til letbanen, og ja, så kunne jeg heller ikke få fat på folk på farten, hvis jeg ikke lige havde fået deres nummer ned. Men derimod kunne jeg pludselig sidde en hel letbanetur uden en skærm, jeg kunne kigge ud af vinduet og lave mit eget indhold med hjernen, og jeg kunne være helt nøgen foran andre helt uden skærmen, jeg kunne gemme mig bag. Jeg tror stadig på, at det er muligt at leve analogt, men det er ofte en sten i skoen i en verden, hvor skærmen og mageligheden har fulgt os hele livet.

Min historie med problemet siden da har været lidt ligesom Buddhas rejse mellem fattigdom og rigdom. Skærmfri var ikke lykken, men det var syv timers memes og korte, fordummende Tik Toks, nøje udvalgt af den kinesiske regering, heller ikke.

Den gyldne middelskærm

Jeg fik dog en smartphone igen 6 måneder senere, da jeg frygtede ikke at blive accepteret i medieverdenen med en gammel Nokia, ja og desuden savnede jeg visse smarte redskaber. For nylig så jeg så en Facebook-video på min smartphone af skærmforsker, Thomas Enemark Lundtofte, fra SDU. Han sagde, at skærmtid var ligesom spisetid. Man skal jo ikke tænke over, hvor mange timer man spiser, men hvad man spiser. Det var så genialt, at jeg afinstallerede Facebook igen, for selvom man også kan få salat på Mcdonald’s, så er resten af menuen stadig fyldt med skidt. I stedet begyndte jeg at fokusere på

kun at have alle sunde ting, man kan have på sin smartphone. Man kan indfange sine minder på farten med kameraet, følge med

Det værste er børnene, der går med smartphones, de knap kan have i hånden, mens en irriterende og hurtig børneinfluencer manipulerer dem til at købe et produkt fra deres forældres lomme.

indhold, som ejerne bag har en ugidelig tilgang til at fikse. Men selvom vi ved, det er skrald, vender vi den anden kind til og benytter fortsat appsene, fordi de er så dybt indlejret i vores liv. Kan man overhovedet være venner uden at dele videoer på Instagram? Kan man overhovedet blive inviteret til en begivenhed eller huske fødselsdage uden Facebook?

i alverdens nyheder, aktivere sin hjerne med candy crush eller skak, lære et nyt sprog på Duolingo og læse eller lytte en bog. Så selvom skærmtid ofte associeres med noget negativt, så er jeg faktisk begyndt at være glad for min skærmtid, når jeg ser, den er blevet brugt på gode ting.

Skrald skræmtid

Men visse apps (du ved hvilke) suger os til skærmen som insekter og har en alarmerende mængde indhold, der er falske nyheder, mal- og misinformation og ude af kontekst, unuanceret og forkortet indhold, der desuden er blevet videnskabeligt bevist kan medføre ringere koncentrationsevne. Det er skraldet

Det er ren skrald, man æder med øjnene, og hvis man ser mange usandfærdige historier hver dag, mon ikke man så lige overser, at noget af informationen er falsk. Efterhånden er der flere og flere, der har set noget nede i et dybt kaninhul på sociale medier og radikalt begynder at tro på det og snakke om det uden at kende det fulde og sandfærdige billede, hvilket giver et skærpet billede af sandheden. Jeg ser oftere folk i bussen smadre fingeren igennem Tik Tok og maks se 1-5 sekunder af indholdet, og det værste er børnene, der går med smartphones, de knap kan have i hånden, mens en irriterende og hurtig børneinfluencer manipulerer dem til at købe et produkt fra deres forældres lomme. Få nu noget koncentrationsevne og se noget Bamse og Kylling i stedet for. Meget af indholdet på sociale medier er vanedannende og i høj grad dårlig for os selv og samfundet.

Men skærmene er nu gode nok og ikke slemme i sig selv, det kan dog kun være sundt at slippe ud eller begrænse den strøm af skraldet indhold, vi indtager. Det var i virkeligheden den følelse af tidsspild og misinformation, der fik mig til at hade min smartphone i første omgang, men det var slet ikke dens skyld, det var de apps der hængte ud på dens hjemmeskærm. Man skal ikke invitere alle ind i sin hjemmeskærm.

Af: Jeppe Seiding Olsen

B AGSIDEN | LEDER

Mangel på praktikpladser, moral og handlingstagen

...fortsættelse af lederen på side 2

»Hvorfor havde de dog ikke læst ansøgning og tjekket hjemmeside?«, tænker du måske. Svaret er ikke entydigt, men det handler nok (også) om, at der er indgået en aftale mellem uddannelserne og praktikstederne, der giver alle studerende ret til at komme til samtale, hvilket tydeligt var for stor en mundfuld for nogle praktiksteder at håndtere. Det var i hvert fald tydeligt, at enkelte ikke havde afsat ressourcer nok.

Hvad skal vi så gøre? Ja, måske man skulle overveje, hvorvidt det er hensigtsmæssigt, at alle har krav på en samtale. Sådan har det nemlig ikke altid været. Der er argumenter for og imod, men det ville nok resultere i, at man ville få mere end otte minutter til en samtale – og at man samtidigt kunne forvente, at stedet i det mindste havde forsøgt at sætte sig ind i, hvem de sad over for. Desuden kunne både ansøger og praktiksted spare ressourcer.

Moralsk forfald og ubalance

Flere studerende oplevede i denne runde, at deres samtaler blev aflyst – en enkelt sågar 10 minutter før, mens hun ventede i foyeren. Aflysningen var blevet indtalt på telefonsvarer. Herfra kunne hun –og andre (u)passende tage toget tilbage fra København igen. Det specifikke medie i dette tilfælde var Familie Journal. Årsagen til aflysningerne skyldtes, at praktikstederne åbenbart havde fundet »de rette kandidater«. Aflysningerne var klare brud på den aftale, der var indgået. En sådan handling er amoralsk og fortjener ikke andet end udskamning og midlertidig udstødelse som praktiksted. Da vi luftede sidstnævnte idé, fik vi at vide, at det »måske ikke er så smart i en tid med mangel på praktikpladser, at man begynder at boykotte enkelte af dem«, men det er vi uenige i. Bare fordi, vi mangler praktikpladser, betyder det ikke, at vi skal tillade moralsk fordærvelig opførelse – for det er vi indirekte med til at legitimere, hvis vi ikke sætter en grænse, der er til at mærke og føle på. Det er især vigtigt netop nu, hvor vi i alt for høj grad har vippet magtbalancen til fordel for mediebranchen, hvor vi efterhånden blot indtager roller som lakajer og nikkedukker.

Ta’ ansvar!

Såfremt DMJX ikke ændrer længden på praktikperioden, er det utopisk at forestille sig en anden virkelighed end den, vi står i lige nu – og den er ikke pæn. Vi bliver dog nødt til at forholde os til den – og hvis DMJX ikke vil ændre praksis, må vi jo selv komme med et bud på, hvordan vi løser denne opgave uden deres hjælp – i hvert fald på dét punkt.

Reducer antallet af pladser på alle journalistuddannelser. Argumentet imod dette er, at der bliver uddannet det antal journalister, som branchen efterspørger. Det argument er dog noget tyndt – for det baserer sig på en stigning i antallet af freelancere. En intern undersøgelse foretaget af Dansk Journalistforbund i 2023, fastslog, at hver tredje freelancer har en årsløn på under 250.000 kroner. Ikke overraskende har samme andel svaret, at de har stress som følge deraf. Lyder det ikke indbydende? Nej. Den øgede andel af freelancere er hovedsageligt noget, der kommer medierne til gode, lige så vel som det nuværende praktiksystem. Det er nu på tide, at uddannelsesstederne råber vagt i gevær og trækker en grænse over for mediebranchen. Hvor skal grænsen trækkes? Her. Lige nu – og den skal ikke trækkes i sand. Den skal trækkes i sten – så den aldrig kan udviskes igen.

Seriøs hilsen

Sonny Majeske Kastberg

LIXEN har forelagt Familie Journal kritikken. De er ikke vendt tilbage med svar.