Go’ Morgen P3-vært Liva Manghezi »Jeg tror godt, at der kunne være ved at ske et skift i, at nogle unge som os også kan se autencitet som troværdighed
LIXEN er de syddanske journaliststuderendes blad på Syddansk Universitet i Odense. Bladet er skrevet, redigeret og produceret frivilligt af de journaliststuderende på SDU, og skaber mulighed for journalistisk læring, fordybelse og udvikling. Bladet er finansieret af Center for Journalistik på Syddansk Universitet og de journaliststuderendes studenterorganisation KaJO.
Overblik
Hvad skal man tænke, om Kinas tilstedeværelse i Afrika?
Mads og Jacob kommer med deres bud på de væsentligste nyheder fra 2024.
S. 2-4
Portræt
Go’ Morgen P3-vært Liva Manghezi om nærvær og ægthed som journalist.
S. 8-13
Teknologi og Videnskab
Mange dyr har måtte lade livet for den graviditetstest vi kender i dag.
Lyddesignerbranchen er under konstant udvikling, men det rykker stadig ikke for kvinderne.
S. 18-23
Opinion
Har vi glemt, hvordan man dater?
Du skal ikke have livskrise over at søge praktikplads. Hvad gør Danmark når vores gamle ven ligner en fjende til forveksling?
Teknologi & Videnskab Cecil Bank & Chloe Friedl teknoviden.lixen@gmail.com
Karriere Josefine Broch Ljungberg & Gustav G. Esbensen karriere.lixen@gmail.com
Konstruktiv Laura Malone & Rebecca Bellingan lixen.konstruktiv@gmail.com
Opinion Magnus Petersen & Mathilde Clauson-Kaas lixen.opinion@gmail.com
Digitale redaktører Cecilie Badino Vielwerth & Helene Sadjadi-Munk lixen@journet.sdu.dk
Webavis lixen.dk
Instagram @lixensdu
Forside Mathias Damborg
Bidragsydere Center for Journalistik; Syddansk Universitet & KaJO
Tryk Stibo Complete
Kultur og Samfund
Er H.C. Andersens hus i Odense “Hot or not”?
Mød de fire kvinder bag Hedestrik, som gjorde deres hobby til en levevej. s. 5-7
Konstruktiv
Nu kan dine ting leve meget længere, hvis du slår et smut forbi RepairCafé.
Det første år med Malriavaccinerne har båret frugt.
S. 14-17
Karriere
Rune Skyum-Nielsen viser, at tid og forståelse stadig findes i journalistik.
Bliv inspireret af NielsKrause Kjær til hvordan du kan bruge journalistik som forfatter.
S. 24-26
Vi har overstået den rædsel, som 3. semester på vores uddannelse af og til kan føles som. Vi er lidt skoletrætte, og det hele går enormt stærkt. Det kan være svært at nå at puste ud i det hastværk, en uddannelse tit og ofte er. Det er hårdt, og når det er rigtigt hårdt får en lille tanke lov til at plante sig et kort øjeblik: skal jeg droppe ud?
Denne udgaves portræt er af Go’ Morgen P3-vært Liva Manghezi. Interviewet, DR Byen og Liva huskede os lige på, hvorfor vi gerne vil være journalister.
Så kære medstuderende: det kan være en pine at blive klogere, men husk på din egen Liva-fortælling, hver gang det er ekstra hårdt.
Af Cecilie Badino Vielwerth og Helene Sadjadi-Munk Chefredaktører
Køber Kina Afrika?
Når du lander i Etiopien, er noget af det første, du møder, et stort stillads, hvor der er plastret et banner med mandarinskrift. Ordene lyder oversat: “Her bygges, pas på”. Byggeprojektet, jeg møder i den internationale etiopiske lufthavn, Adis Babe Leole, er blot et af mange af de flere tusinde af infrastrukturprojekter, som Kina har søsat i hele Afrika siden år 2000.
Det, som jeg forventer blot skal være endnu en triviel mellemlanding, viser sig at blive mit første møde med en anden verden. Blot få skridt inde i den slidte etiopiske lufthavn, fanger mit blik noget bemærkelsesværdigt: Et kinesisk banner.
Med rejsen til Afrika troede jeg, at de mest bemærkelsesværdige kulturmøder, der ville vente mig, ville være med udgangspunkt i det Afrikanske, i form af safari og rundture i den tanzaniske civilisation. Festen starter dog allerede inden jeg har nået at tage jakken af. Nærmest inden jeg er stået ud
af flyet, møder jeg noget uventet: Kina.
Nøglen til udvikling
Før har jeg hørt om, at Kina har gjort deres indtog som bygherre i Afrika. Nu fik jeg så syn for sagen. Kina har med deres build and road-initiative markeret sig som det helt store ressourceland, når det kommer til økonomisk bistand i form af lån til infrastrukturprojekter syd for Sahara.
»Kina ser dette som et nødvendigt skridt for økonomisk vækst i Afrika.
- Yang Jiang, seniorforsker ved DIIS
Måden, det som regel foregår, er, at Kina låner penge til diverse lande, som så kan investere i infrastruktur-
projekter som f.eks: Veje, internet, skoler, fodboldstadioner etc. Kina kan så bidrage til de projekter med både materiale og arbejdskraft og dermed også på den måde profitere på projekterne.
Og ifølge Yang Jiang, seniorforsker ved DIIS, der forsker i Kinas regeringsførelse, giver det mening for begge parter.
»Ud fra Kinas egne erfaringer er infrastruktur nøglen til udvikling. Så Kina ser dette som et nødvendigt skridt for økonomisk vækst i Afrika, hvilket gavner handelen mellem de to«
Nye venner
Siden 2013, hvor Kina overhalede USA, har Kina været det land, der investerer mest i de afrikanske lande syd for Sahara. Kinas investeringer har vokset massivt i takt med den økonomiske fremkomst, landet har oplevet de seneste 20 år.
Stilladsarbejde i Ethiopien - et af de mange lande i Afrika, hvor Kina investerer massivt. Foto: Jacob Vium.
Af Jacob Vium Jørgensen & Mads William Pagh Thomasen
I 2003 investerede Kina 75 millioner dollars i Afrika svarende til omkring 530 millioner danske kroner. Et tal, der er steget massivt siden dengang; i 2021 investerede Kina 5 milliarder dollars i lande syd for Sahara, svarende til omkring 34 milliarder danske kroner.
Men det er altså ikke fordi, at Kina har presset Vesten ud ad afrika, det er simpelthen fordi, at Vesten ikke finder Afrika tilstrækkeligt attraktivt længere, hvilket har banet vejen for Kina, fortæller Jiang:
» Det er ikke sådan, at Kina aggressivt har taget magten i Afrika - vestlige lande tilbød simpelthen ikke, hvad Afrika havde brug for«
Vestlige værdier, nej tak
En af grundene til, at de afrikanske lande syd for Sahara omfavner forholdet til Kina, skal i findes i det, der følger med, når henholdsvis Vesten og Kina investerer. Jian nævner specielt et forhold, der gør, at de afrikanske lande ser positivt på Kinas tilstedeværelse:
»Hvis man sammenligner Kinas handlinger med Vesten, fremtvinger Kina ikke politiske reformer eller pålægger ideologiske betingelser«
Det gør altså ikke de afrikanske lande noget, at Kina har sat sig på tronen som bygherre i Afrika. Og en ting er ifølge Jian sikkert: De savner ikke de vestlige værdier, der følger med, når man sammarbejder med vesten.
»Flere afrikanske ledere siger, at vestlig bistand har opretholdt en koloni lignende afhængighed.
Med Kina føler de, at de får et mere ligeværdigt partnerskab
- Yang Jiang, seniorforsker ved DIIS
Om det hele ender ud i et købstilbud tilsvarende Donalds Trump agenda omkring Grønland er nok usandsynligt. Men mindre kan også gøre det.
Kina køber måske ikke Afrika, men de har cementeret deres plads som bygherre på det afrikanske kontinent, bare mindre bombastisk og mere subtilt end Trumps modus i forhold til Grønland.
Den Kinesisk præsident Xi Jingping har gjort meget for at blive Afrikas største handelspartner Illustration: AI genereret med Gronk
Mads og Jacob giver dig her et overblik over de væsentligste nyheder i 2024 (og lidt 2025) - selv tak
Af Jacob Vium Jørgensen & Mads William Pagh Thomasen. Illustrationer: AI genereret med Gronk
(1) Elon Musk overtager verden: Elon vandt præsidentvalget og er nu verdens mest magtfulde mand.
(2) MAGA!! Trump er tilbage: Farvel til Grønland og hej til Trumplandia.
(3) Palæstina og Israel besties? Fredsaftale mellem Hamas og Israel. Terrorister udleveret til gengæld for gidsler. Menneskehandel i sin fineste form.
(4) Valg i Rusland: Kæmpe konkurrence om at blive Ruslands nye general, men Putin vandt lige akkurat med 88.48%
(5) Krigen buldrer videre: Ukraine kæmper videre; Slava Ukraini!
(6) Pension til Margrethe, velkommen til Freddy: Kong Fred har overtaget tronen i vores lille land. Der skal lyde et stort velkommen til. Dog ingen Casanova endnu.
(7) Klimaet taber (igen): Regn, regn, regn, oversvømmelser, naturkatastrofer - væn jer til det.
(8) Børskrak: Eller nærmere bestemt gik Børsen i København i brand, men heldigvis fik man reddet nogle kunstværker. Brian Mikkelsen fik pudset sin alfa-forfængelighed.
(9) Farvel til vores alles yndlingsgade: Peter Hummelgaard var den justitsminister, der skulle sørge for, at Pusherstreet lukkede og slukkede. Øv.
(10) Den meget sorte svane: Alle danskere lærte navnet på Amira Smajic for godt og ondt. Hun er en vild type, cadeau herfra.
Hot or not
Museumsgænger: I H.C. Andersens hus passer en lille lydafspiller
ubehageligt godt i håndfladen
Af Andreas Horskjær
Det er uomtvisteligt, at H. C. Andersen er hot. Normalt advokerer jeg gladeligt for, at alt kan diskuteres, at alt skal diskuteres. Hal Koch, en af de store danske fortalere for deliberativt demokrati, har lært mig netop det. Demokrati er ikke bestemt ved selve beslutningen, men ved samtalen, forhandlingen, respekten, forståelsen og den forudgående debat og dialog. Jeg tror, at Andersen ville have givet Hal Koch ret i den påstand. Deraf de 156 eventyr, hvorigennem H.C. Andersen bidrog til samfundets diskussioner. Alligevel tillader jeg mig at begynde med at slutningen.
H. C. Andersen er hot.
Iversygen stopper her Jeg har besøgt H. C. Andersens fødehjem i Odense centrum. Skal Odense personificeres med en navle - så er fødehjemmet navlen. Byen er som vokset herfra. Rundt om fødehjemmet er der bygget et museum for at hylde ham.
Stedet har kostet over 350 millioner kroner at bygge! 350 millioner!
Trangen fra den arkitektoniske perle lokker mig til at træde indenfor. Mellem gamle og kantede bindingsværkshuse passer de runde organiske former forbløffende godt ind. Det udvendige træskelet på bygningerne skaber kontekst til en anden tid - med respekt for sine omgivelser. De skæve tage får husene og haven til at bevæge sig. Niveauforskellene skaber forskellige verdener, tillokkende til et gammeldags eventyr.
Rundturen starter med udleveringen af en lille turkisgrøn lydafspiller. Den ligger ubehageligt godt i håndfladen. Den føles underligt vanlig mod øret. Anslaget som er et gult logo med et sort lydikon i midten.
Museumsreceptionisten råber bagfra: "Du skal holde lydafspilleren over ikonet og tage den op til øret.”
Af min nye turkisgrønne afhængighed lyder en dyb stemme: "Velkommen til H. C. Andersens hus.”
Herfra møder man de gule ikoner ved hver udstilling. Historier og forklaringer om det beskuede lyder i afspilleren. Tænk, hvis jeg selv skulle forestille mig, hvad den fine udstilling af Andersens rejsekuffert symboliserer?
Egenværdien i udstillingerne forsvinder ind i den lille turkisgrønne djævel. Den overtager.
Rejsen rundt i H.C. Andersens univers drukner i jagten på det næste gule ikon. Der er ikke nogen, som opdager sammen. Hver især går gæsterne rundt i deres egne små universer - med hånden ved øret.
Ekstra elskværdigt føles det derfor, når man selv skal tage stilling. Når en stor nattergal skabt af guld og ædelsten kun vil synge sin forsagte sang ved dit påbud. Når man selv skal tænde svovlstikken, så den lille piges drømmesyn kommer til live. Interaktionen opfordrer til dialog med sig selv, men også med den, som står ved din side.
Tilbage i den virkelige verden
I H.C. Andersens Hus emmer det af international klasse. Udstillingerne er innovative og flotte, rummene er velkomponerede, arkitekturen er sublim, men der er noget, som distraherer mig fra alle kvaliteterne ved museet: Lydafspilleren. De besøgendes evne til at reflektere og indgå i dialog bliver overflødig. At tage på H.C. Andersens Hus som en social aktivitet ville være en skam. Man snakker ikke sammen, men lytter blot til sit lille stykke elektronik. På den måde gør museet sig skyldig i at udstille et af vores samfunds største problemer: Vores afhængighed af telefoner og sociale medier og, den individualisering, som det bibringer; omslutningen om sig selv.
Vi mister evnen til at være uenige. Demokratiets vigtigste egenskab. Lad i stedet museet være et fristed for debat og tanke. Lad det være et sted, hvor man kan diskutere det, man ser. Et sted, hvor vi kan øve os på at være uenige, og selv tænke hvad museet og H.C. Andersen havde tænkt med udstillingen.
Hal Koch havde sagt ’not’. Jeg siger ’not’
Illustration: Maya Bøttker
En passion for arbejdet med rå uld spirede i Vestjylland –
nu er den flyttet ind på Nørrebro
For to år siden dyrkede Liva, Anna, Asta og Maya arbejdet med rå uld som en hobby. Nu er Hedestrik et fuldtidsarbejde, hvor de lærer deres kundskaber videre.
Af Karoline Laksáfoss Lauritsen
Maja Høy breder fårehammene ud på langbordet som en dug. En varm og leragtig lugt breder sig i lokalet. For omkring et år siden sad ulden på ryggen af en flok får på Lystbækgård i Vestjylland. Nu ligger det, klar til workshop, på bordet i Hedestriks lokaler på Nørrebro.
Til workshoppen skal deltagerne lære at dogmestrikke. En form for strik, hvor man trækker tråde af uforarbejdet uld. Kvinderne bag Hedestrik hedder Liva Steuk Hansen, Asta Marie Magaard, Anna Sejerø og Maja Høy. De deler en passion for arbejdet med rå uld og drømmen om et mere cirkulært brug af jordens materialer.
Sammen skabte de projektet Hedestrik, som er vokset med stor fart i den tid, det har levet. Udviklingen har været drevet lige så meget af en efterspørgsel fra omverdenen, som af kvinderne selv.
Først var det venner og bekendte, der ville lære at dogmestrikke, men efterhånden efterspurgte også festivaler, højskoler og kulturhuse dogmestrik-workshops.
Uld med potentiale
Workshopdeltagerne begynder at træde ind ad døren. Deres øjne vandrer rundt i lokalet, som er udsmykket med kvindernes egne kreationer. Trøjer med klokkeformede ærmer, veste med hætter og påsyede fårekrøller, sarte nederdele og sjaler. Store fletkurve bugner med uld på hylderne, og krøllerne vælter ud over kanten. Deltagerne sætter sig tilrette ved bordet og finder strikkepindene frem.
Det var på den vestjyske hede, at de første frø til projektet blev sået. Liva Hansen og Asta Marie Magaard var i lære om fårehold på Lystbækgård, hvor en ældre kvinde på gården lærte dem at dogmestrikke
med fårenes uld. Der så de et potentiale i metoden.
» Meget uld bliver smidt ud og derfor brændt. Det er underligt, når vi lever i en tid med store udfordringer med overforbrug og fast fashion. Når man drømmer om at skabe, er det fantastisk at kunne bruge de ressourcer, der er i forvejen.
- Liva Steuk Hansen, medstifter af Hedestrik
Liva Steuk Hansen, Asta Marie Magaard, Anna Sejerø og Maja Høy har sammen stiftet uldfællesskabet, Hedestrik. Foto: @hedestrik
Opmærksomhed på Instagram Maja Høy viser workshopdeltagerne, hvordan man dogmestrikker. Hun griber ned i uldbjerget på bordet og løsner en håndfuld. Uldklumpen, som ligger i Mayas hånd, ligner nærmest en sky, og fra den trækker hun en luftig tråd.
Efter Liva Hansens og Asta Maries ophold på Lystbækgård rejste de sammen med Anna Sejerø til Norge for at gå på landbrugsskole. Teknikken tog de med sig, og da Maja Høy besøgte dem, spurgte hun, om de ikke ville lære hende at strikke med den rå uld. Det blev til, at de oprettede en instagramprofil, hvor de delte deres kreationer.
Hedestriks instagramprofil tiltrak opmærksomhed. De blev kontaktet af en strikkefestival, der spurgte, om de ville holde en workshop. Siden voksede det til højskoler og et aftenskoleforløb i Folkehuset Absalon. Omverdenens interesse gjorde, at det, der før var et deltidsjob, blev et fuldtidsjob for Maja Høy og Liva Hansen.
» Vi har en passion for uld, og det at skabe med ulden. Men jo også rigtig meget for at videreformidle det og se det i brug, siger Liva Hansen.
Tilbage ved bordet trækker deltagerne candyfloss-lignende tråde af fårehammene og snor dem til små uldkugler. Ulden er fedtet af lanolin og sætter brune mærker på fingrene. Deltagerne har slået masker op og strikker med rytmiske bevægelser. Fra spidsen på strikkepindene vokser en lille trekant.
Som at bage surdejsbrød
Kvinderne åbnede deres butik tilbage i september måned og fejrede det med en åbningsfest. Allerede der var lokalerne fyldt med mennesker.
Liva Hansen sammenligner omverdenens interesse for deres projekt med det at bage surdejsbrød. Det er en gennemsigtig proces, hvor man kan se ned af sit tøj og forstå, hvordan det er lavet, hvem der har lavet det, og hvor det kommer fra.
bogen “Hedestrik – uld, landskaber og håndværk” i et forsøg på at udbrede viden om brug af uld, men også for at formulere, hvad fundamentet for deres projekt er.
» Jeg oplever det som et ønske om en større forbindelse til den verden, man lever i, siger hun.
Fremtidsudsigter
Stearinlysene på bordene er blevet kortere, mens hammene på bordet er blevet lidt mindre. Deltagernes strikketøj er vokset og har fået striber.
» Vi har ikke lagt os fast på, hvordan det skal udvikle sig, men det skal gerne blive til så meget, som det kan blive. Og det første, der kunne være fedt, er at få det her sted op at køre på en rigtig god måde, fortæller Liva afslutningsvis om uldfællesskabets fremtid.
Workshopdeltagerne prøver krafter med råuld. Foto: @hedestrik
Vest af spælsau. Foto: @hedestrik
Liva Manghezi
Fra en kamp for at finde sin plads i mediebranchen har hun skabt en unik vej til succes, hvor autenticitet og nærhed er i centrum.
Portræt: I en mediebranche, der kan virke til at
være i opbrud, er Liva Manghezi et bevis på, at noget stadig fungerer
For 3 år siden mødte P3-lytterne for første gang Liva Manghezi i radioen som vært på Go’ Morgen P3. Vejen dertil var for Liva ikke let, men resultatet har givet os et journalistisk univers, vi ikke vidste, at vi manglede.
Af Helene Sadjadi-Munk og Cecilie Badino Vielwerth
Foto
af Mathias Damborg
Når vi om morgenen står op, laver vi en kop kaffe og sætter Go’ Morgen P3 på. Denne morgen lød Go’ Morgen P3 dog lidt anderledes, end det plejer. Gennem højtaleren lød nemlig den stemme, som vi netop i dag stod op for at møde: Go’ Morgen P3-vært Liva Manghezi.
Inde bag DR Byens enorme sorte glasvægge, allernederst, blandt de lange vægge, det høje loft og de mange, mange etager kommer Liva ud fra P3-studiet. I sin hvide, hjemmestrikkede trøje får hun øje på os. Hun smiler stort og vinker, og der er ingen tvivl om, at den Liva, der sendte radio i morges, også er den Liva, som nu går os i møde.
Hurtige nyheder uden filter
Midt i P3-trafikken på strædet, sætter vi os til en snak, som til alt forfriskning overhovedet ikke minder om et mødelokale. Det afspejler nemlig lige præcis det, som Liva kan: noget nyt, noget friskt - noget utraditionelt.
»Jeg kommer aldrig til at være en person, der sætter mig ned med et long read. Det bliver bare ikke mig. Det passer ikke ind i min hverdag - der er jeg meget mere sådan ‘giv mig det bare, please. Quick and dirty’«, griner hun.
Det, som Liva taler om her, er nyheder fortalt gennem det klassiske nyhedsformat præget af formaliteter, kasser og som hun selv beskriver det: lange tekster. For udover at være vært på Go’ Morgen P3, laver Liva nemlig også P3 Essensen, hvor hun, i samarbejde med kollegaer, netop leverer nyheder quick and dirty.
For Liva og holdet bag P3 Essensen handler det om at formidle de store nyheder på en måde, der skiller sig ud. Når Liva filmer sig selv for at give de unge et hurtigt nyhedsoverblik, er det med en afslappet og uformel tilgang, der næsten ser tilfældig ud - men sådan er det langt fra. Hver bevægelse er nøje gennemtænkt for at ramme præcis den stemning og tone, hun ønsker at formidle.
»Jeg kan virkelig bruge lang tid på at sidde og nørde det første sekund af min video. Hvad skal jeg gøre der? Er det at lyne en lynlås op i ansigtet på folk? Skal det være at komme ind fra høj -re på en måde?«, forklarer hun.
I et digitaliseret mediebillede, hvor opmærksomhed er en knap ressource, og konkurrencen om seernes tid er intens, bliver det første sekund af en video afgørende. For Liva og P3 Essensen handler det ikke om sensationsjournalistik eller clickbait, men om at være skarp fra starten.
»Og det lykkes nogle gange, og an-
dre gange lykkes det ikke. Straffen viser sig bare lynhurtigt i tallene.«
P3 Essensens opstandelse var ikke en gennemtænkt, strategisk plan fra starten, men nærmere en prøvehandling, som de baserede på at finde en form, der kunne ramme hendes egen generation.
»Jeg synes, at vi har en kæmpe udfordring i, at det bliver sværere at få unge som mig selv til at formidle nyheder og aktualitet på en måde, som er relaterbar for mig selv, og passer til den måde, jeg er i verden på, og den måde, jeg bruger min telefon på,« fortæller hun.
Journalist, formidler eller noget helt tredje?
For nogle grønne journaliststuderende som os kan det være svært at navigere i det store landskab, som mediebranchen er, og stadig udvikler sig til at være. Derfor faldt det os hurtigt naturligt at stille Go’ Morgen P3-værten spørgsmålet: Er du journalist, formidler eller noget helt tredje? Vi måtte dog gøre os den realisering, at det spørgsmål slet ikke er så simpelt at besvare:
»Jeg kan godt lægge mærke til, at det skifter lidt, hvad jeg præsenterer mig selv som: om jeg siger, at jeg er journalist, eller om jeg siger, at jeg er vært - og svaret ligger nok et sted imellem,« svarer Liva.
Go’ Morgen P3 er en salig blanding af show, hygge, nyheder og musik, og Liva beskriver sin rolle som vært som en paraply, der rummer både journalistikken, formidlingen og underholdningen. Journalistrollen har dog en særlig vigtig position for hende, også selvom hun indimellem kan tvivle på sin egen berettigelse i feltet.
»Det kan jo godt være mit impostor-syndrom, at jeg ikke har gået på en rigtig journalistskole,« griner hun.
På trods af imposter-syndromet er Liva meget bevidst om sin egen rolle og påvirkning som nyhedsformidler, og det journalistiske arbejde, som det er at researche.
»Det er vigtigt for mig at stå ved at være journalist, fordi en del af mit arbejdsliv går på at formidle nyheder på Instagram og lave små videoer. (...) Jeg er ikke meningsdanner, og alle de ting, jeg udkommer med, er ting, som jeg eller mine kollegaer har siddet og researchet.”
For Liva er det vigtigt at finde den gode balance mellem faglighed og personlighed, når hun leverer sine nyheder. »Når jeg bruger min personlighed, så doserer jeg den meget bevidst, og derfor vil jeg nok beskrive mig selv som journalist oftest.«
»Det kan jo godt være mit impostorsyndrom, at jeg ikke har gået på en rigtig journalistskole.
- Liva Manghezi, journalist og vært på Go´Morgen P3
Chancer, der fører til succes
Inden vi indtrådte DR Byens enorme vægge for at tale med Liva, havde vi en forudindtaget idé om, at Liva var det her overmenneske, som bare søgte drømmejobbet - og fik det. Man må sige, at vi har fået et realitetstjek. Liva virker måske uopnåelig, men jo mere vi taler med hende, jo mere står det klart, at hun har måttet kæmpe hårdt for at nå dertil, hvor hun er i dag.
»Jeg har altid virkelig drømt om at komme ind i mediebranchen, og det kunne næsten ikke gå for hurtigt for mig efter gymnasiet, så jeg drømte bare megameget om, at der var nogen, der ville prøve at lære mig noget.«
Sådan starter hun. Energisk og med en klar vilje; nærmest forventeligt af Liva - og så tager historien en uventet drejning. Herfra fortæller hun nemlig om de mange, mange veje, hun har taget, for at ende netop hvor hun er i dag:
»Jeg søgte hundredevis af jobs, og også nogle der helt klart var helt latterligt meget over mit kvalifikationsniveau,« griner hun, og fortsætter.
»Jeg prøvede bare at søge alt muligt, også uopfordret, og være sådan ‘Hej, du laver radio. Må jeg please komme, og vil du ikke nok lære mig et eller andet? Jeg koster ingenting. Bare please fortæl mig noget.’ Og på mail nummer jeg-ved-ikke-hvad lykkedes det.«
Det hele begyndte, da hun fik et arbejde på Radio 24/7, hvor hun hver onsdag kom i studiet og lærte om medieverdenen. Senere lavede hun sin egen podcast, og derfra fulgte et arbejde på et produktionsselskab, hvor hun håndterede sociale medier og blev community manager.
Hun fortsætter med at fortælle om sin tid som producer på Radio 4, og hvordan hun senere blev reporter på programmet Spejlet på Radio Loud. “Og så kom der ligesom små muligheder undervejs, som jeg prøvede at samle til mig,” afslutter hun listen ydmygt.
»Og så søgte jeg ind på Talentholdet, og var til optagelsesforløb i et halvt år, hvor jeg gik videre til sidste runde,« fortæller Liva, stopper kort op i sætningen, og fortsætter: »Vi var 10 eller 12 til 5 pladser - og jeg kom ikke ind. Og så lå jeg i fosterstilling i noget tid og var rigtig fucking ked af det.«
Den syner jo ulykkelig den her fortælling, men heldigvis giver Liva ikke så let op. For pludselig fandt hun på at pitche en idé til DR, om hvordan hun synes nyheder skal formidles til unge på DRs youtubekanal, og så gik det for alvor stærkt.
»Så lå jeg i fosterstilling i noget tid og var rigtig fucking ked af det.
- Liva Manghezi, journalist og vært på Go´Morgen P3
»Så gik der, jeg tror, 12 minutter, og så havde de skrevet ‘Megafedt, det prøver vi at få i gang. Jeg ringer til dig på mandag.’«
Det førte til et skræddersyet tre-måneders forløb på Talentholdet, hvor hun fik mulighed for at arbejde på sine idéer hos DR Nyheder. Denne erfaring blev springbrættet til en casting på et barselsvikariat som vært på Go’ Morgen P3, som hun, for mange lytteres glæde, derefter fik.
Autencitet som fundament for troværdighed
Journalistik er under konstant forandring, og for os, der er på vej ind i faget, kan det være svært at spå om, hvad journalistik kommer til at være i fremtiden. Én ting er dog sikker: troværdighed har fået en helt ny betydning.
»Jeg tror godt, at der kunne være ved at ske et skift i, at nogle unge som os også kan se autenticitet som troværdighed,« fortæller Liva.
For Liva handler troværdighed ikke kun om de klassiske nyheder, men også om det, der føles ægte og tæt på. Det er i høj grad der, vi ser et skift i, hvordan nyheder formidles.
»At det bare er mig, der filmer mig selv på vej hjem fra arbejde, der fortæller en nyhed, jeg virkelig brænder for, at du skal høredet synes vi også, er troværdighed for os.«
Det samme nærvær og ægthed, Liva anvender i sin nyhedsformidling, er også noget, hun aktivt bruger som radiovært.
Hver morgen på Go’ Morgen P3 interagerer hun med sine lyttere på en måde, der gør dem til en del af hendes hverdag.
»Jeg har lavet Go' Morgen P3 i tre år, og man bliver sgu lidt venner med folk,« siger hun.
Det er ikke kun i radioen, hvor Liva knytter bånd; hun skriver også med lyttere på Instagram hver dag, svarer på sms’er og tager telefonopkald. »Så det sker hurtigt, at man føler, man kommer tættere på folk.«
For Liva handler det ikke længere kun om den professionelle formidling, men også om det nærvær, der opstår, når man deler nyheder på en personlig og direkte måde.
»Det tror jeg, vores generation kommer til at sætte pris på: at folk tør gøre sproget til sit eget.«
Jagt chancerne
Midt på P3-strædet runder vi så småt vores samtale af. Tre journaliststuderende sidder overfor Liva Manghezi: en
journalist, der har gjort det, vi selv kun tør drømme om. Hvad tager vi med os? En erkendelse af, at intet kommer af sig selv; at man skal jagte og gribe chancerne. Og så et rigtigt godt råd fra Liva:
»Jeg tror, man skal være den der gode blanding af stædig og meget ydmyg: - ‘Please, må jeg få lov at komme med. Jeg kunne bare virkelig godt tænke mig at se, hvordan I laver: *indsæt dit eget yndlingsprogram*. Kunne det være okay, at jeg fik lov at komme med på onsdag?’ - Sådan, bang, nu har du mødt tre mennesker, der laver det her program. Fedt, nu har du deres e-mail. Så kan du gå for dig selv, og tænke, at du kan pitche nogle idéer ind til dem, hvis du gerne vil arbejde på det. Det kan godt være, at det ikke lige bliver det, men så kan det være, at de tænker på dig næste gang, der er nogen, der spørger dem, fordi sådan fungerer den her branche: ‘Kender du et ungt menneske, der kunne være god til det her?’ Yes! Bang! ‘Jeg kender en person.’«
Reparationscafé starter klimakamp lokalt
Klimakrisen er uoverskuelig. Her er én ting, du som forbruger kan forholde dig til: få dine defekte ting fikset på RepairCafé og reducer dit CO2-forbrug med 10 procent.
På et lille café-værksted i Odense står Dylan Cawthorne klar til at give din gamle cykel, lampe eller mobil nyt liv. Han forsøger med sit værksted at skabe håb for, hvad der ellers kan føles som en håbløs klimakrise.
I otte år har han arbejdet som frivillig i organisationen RepairCafé. En organisation, som prøver at mindske noget af det CO2, som bliver udledt, når forbrugere køber nye produkter.
Alle de ting, danskerne køber, såsom tøj, sko og elektronik, står for ca. 10 procent af den samlede CO2-udledning.
Gennemsnitsdanskeren har i dag et forbrug på 13 tons CO2 om året, ifølge en rapport fra tænketanken CONCITO. »Det er fire gange mere, end hvad det burde være,« siger Michael S. Jørgensen, lektor på Aalborg Universitet.
»Klimakrisen er et stort problem, men der er ting, du kan gøre i dit lokalsamfund, som er med til at hjælpe
- Dylan Cawthorne, RepairCafé
Tilbage på værkstedet er Dylan Cawthorne i fuld gang med at reparere en gammel pladespiller. Den åbne pladespiller minder om et 1000 brikkers puslespil, og selvom det for mange bliver en uoverskuelig opgave, når puslespillet har over 100 brikker, så giver Dylan Cawthorne ikke op.
»For mig er det her en livsstil, og det er den måde, jeg lever på. Jeg reparerer alt,« siger Dylan Cawthorne.
På RepairCafé i Odense kan du få fikset din elektronik. Foto: Alba Rosa Qvist
Af Alba Rosa Qvist
Fælles ret til reparation
Det, som organisationen RepairCafé kæmper for, skal i dag være en mulighed for alle forbrugere. Der er nemlig kommet et EU-direktiv ”Right to Repair”, som vil skabe et bæredygtigt forbrug ved at gøre det lettere at reparere produkter og derved reducere CO2-udledningen.
»Vi arbejder i det samme område, da vi har den samme indgangsvinkel,« siger Dylan Cawthorne om det nye EU-direktiv.
I caféen står Dylan Cawthorne i
åbningstiden alene med ansvaret for reparationen af de ødelagte produkter, ligesom organisationen har stået alene med ansvaret for at fremme en kultur, der reparerer i stedet for at købe nyt. Alene om at mindske noget af det CO2, som danskerne dagligt udleder fire gange for meget af.
»Vi tager som organisation noget af det ansvar på os, som burde tages af andre,« siger Dylan Cawthorne.
Noget af det ansvar er nu blevet overtaget af EU-direktivets ”Right
to Repair”, men ifølge Michael S. Jørgensen er det langtfra nok.
Ren og skær symbolpolitik »Det her direktiv tenderer til symbolpolitik. Der er ikke kommet en ret til reparation. Der er en ret til at vide, hvad det koster, at noget bliver repareret. Den ret har du sådan set også i dag, « siger Michael S. Jørgensen og fortsætter: » Men tanken er vigtig. «
Repaircaféen har i 2024 sparet ca. 1.000 kg. CO2. Spørger man Michael S. Jørgensen, har Repaircaféen en vigtig betydning ved at vise, at ting kan repareres.
»Bevægelsen er vigtig kvalitativt og politisk, men bidrager lige nu kun til til en lille del af de 500.000 tons CO2, der kunne spares, hvis al vores kasserede elektronik blev repareret,
men cafeerne viser, at reparation i mange tilfælde er mulig,« siger Michael S. Jørgensen.
Det er nemlig et udtryk for en social innovation, som er med til at skabe en bæredygtig omstillingsproces. CO2besparelsen ved reparation fremfor nyindkøb vil kunne læses i det store regnskab, hvis flere støtter op om ideen.
»Det er jo kun 10 procent, men 10 procent er et stort tal,« siger Michael S. Jørgensen.
Dylan Cawthorne har samlet det sidste stykke af pladespilleren. Den har fået nyt liv, og det er det liv, Dylan Cawthorne sammen med RepairCaféen fortsat vil kæmpe for.
Dylan Cawthorne hjælper med at reparere en pladespiller. Foto: Alba Rosa Qvist
Et år med vacciner: Momentum mod malaria
For lidt over et år siden blev verdens første malariavacciner taget i brug i Cameroun. En historisk dag for Afrika, som i årtier har været hårdt plaget af sygdommen. Nu, et år senere, er vaccinerne nået ud til 17 lande på kontinentet og ændrer liv i flere af dem.
En vaccine mod en dødelig fjende
Malaria er en af Afrikas største folkesundhedsudfordringer og står for 70 procent af den globale malariabelastning ifølge World Health Organozation, (WHO). Efter 40 års arbejde blev de første vacciner udrullet i januar 2024 i Cameroun.
RTS,S-vaccinen, der også er kendt som Mosquirix, og R21/Matrix-M er navnene på de vacciner, som lige nu er taget i brug i kampen mod malaria. Vaccinerne er i øjeblikket en del af sundhedsprogrammet i 17 forskellige afrikanske lande. RTS,S blev først testet i Ghana, Kenya og Malawi, og de reducerede børnedødeligheden med op til 13 procent.
Samarbejde i fokus
I 2022 udgjorde børn under fem år 77 procent af dødsfaldene som følge af malaria. Derfor er det afgørende at få vaccinerne ud til de mest sårbare. WHO og UNICEF har transporteret 12 millioner doser til de 17 lande og trænet sundhedspersonale for at nå de mest afsidesliggende områder. WHO initiativet AMVIRA styrker også samarbejdet mellem regionale, nationale og globale partnere
for at gøre udrulningen af vaccinerne endnu lettere.
Samarbejde i fokus
I 2022 udgjorde børn under fem år 77 procent af dødsfaldene som følge af malaria. Derfor er det afgørende at få vaccinerne ud til de mest sårbare. WHO og UNICEF har transporteret 12 millioner doser til de 17 lande og trænet sundhedspersonale for at nå de mest afsidesliggende områder. WHO initiativet AMVIRA styrker også samarbejdet mellem regionale, nationale og globale partnere for at gøre udrulningen af vaccinerne endnu lettere.
Udfordringer og muligheder
Vaccinerne er ikke perfekte. RTS,S kræver fire doser for optimal beskyttelse og skal suppleres med myggenet og insektmiddel. Skepsis blandt nogle samfundsgrupper er også en udfordring. I Benin brugte man medierne til at adressere misinformationen i samfundsgrupperne, da de første gang introducerede vaccinerne tilbage i april.
Stopper ikke her
Dette er kun begyndelsen. The Vaccine Alliance (Gavi) forventer, at flere lande, heriblandt Uganda, Etiopien, Guinea, Mali og Burundi, vil udrulle vaccinerne i 2025. Målet er at vaccinere 50 millioner børn mellem 2026 og 2030. Forhåbentligt fortsætter dette momentum med at få så mange lande som muligt med på malariavaccine-ekspressen. Det kræver dog et fortsat engagement fra verdenssamfundet i denne livsvigtige mission.
Af Bjørn Etone Broni Jensen
De 17 lande, der i dag bruger malariavacciner
Benin, Burkina Faso, Cameroun, Côte d’Ivoire, Den Centralafrikanske Republik, DR Congo, Ghana, Kenya, Liberia, Malawi, Mozambique, Niger, Nigeria, Sierra Leone, Sudan, Sydsudan og Tchad.
Urin i frøer og døde kaniner: Graviditetstesten gennem
100 år
I 1920’erne krævede det både dages ventetid og dyreforsøg at afgøre, om en kvinde var gravid. Mus blev injiceret med urin, kaniner måtte lade livet, og frøer lagde æg som svar. Graviditetstestens udvikling er ikke kun historien om videnskabelige fremskridt, men også om, hvordan teknologi har givet kvinder større kontrol over deres liv og fremtid.
D
u sidder på det kolde flisegulv med ryggen mod badeværelsesvæggen og blikket stift rettet mod kanten af vasken. Der ligger den – den lille hvide plastikpind, der snart vil afgøre din fremtid. Dine hænder ryster let, mens øjnene skiftevis flakker mellem sekundviseren på uret og det lille svarfelt. Én streg eller to?
Tankerne farer rundt, en kaotisk blanding af frygt og håb, mens tiden snegler sig af sted. Selvom ventetiden synes uendelig, tager det i dag kun få minutter at få svar på, om man er gravid - men sådan har det ikke altid været.
En banebrydende opdagelse
Graviditet var præget af stor mystik i starten af 1800-tallet. Lægerne forsøgte at tolke urinens farve, lugt og konsistens som tegn på graviditet, mens symptomer som kvalme og hævede bryster blev betragtet som mulige indikatorer. Men uden videnskabelige metoder var det hele præget af gætterier og stor usikkerhed. Alt dette ændrede sig dog, da de tyske gynækologer Selmar Aschheim og
Bernhard Zondek i 1920’erne opdagede, at hormonet hCG, som kun produceres under graviditet, kan påvises i urin. Med den viden udviklede de en graviditetstest, hvor urinen fra den gravide blev sprøjtet ind i en umoden hunmus. Efter et par dage dissekerede lægerne så musen og undersøgte dens æggestokke for tegn på hormonel aktivitet, såsom forstørrelse og modning af follikler, der kunne fastslå en graviditet.
»Deres opdagelse var virkelig en milepæl inden for medicinsk forskning. Mustesten har dannet fundamentet for de graviditetstests, vi kender i dag,« forklarer Tina Madsen, der er uddannet medicinhistoriker.
Testens nøjagtighed, med en fejlrate på under 2%, var i den grad revolutionerende. Det til trods var testen dog hverken praktisk eller hurtig. Den krævede nemlig både laboratoriefaciliteter og lægefagligt personale, og dét gjorde den utilgængelig for langt de fleste kvinder.
Tillykke! The rabbit died I 1930’erne blev kanin-testen, udviklet af Maurice Friedman og Maxwell Lapham, den foretrukne metode til at fastslå graviditeter. Metoden fungerede ved, at kvindens morgenurin blev injiceret i en hunkanins blodårer. Efter 48 timer - en betydelig forbedring i forhold til de fem dage, mus-testen krævede - blev kaninen dissekeret, og dens æggestokke blev undersøgt for tegn på hormonel aktivitet. Som Tina Madsen bemærker, rejser metoden dog flere dyreetiske dilemmaer, da mange dyr måtte lade livet for at få et resultat.
»Mus-testen har dannet fundamentet for de graviditetstests, vi kender i dag.
- Tina Madsen, Medicinhistoriker
Af Chloe Friedl
Tusindvis af mus måtte hvert år lade livet i laboratoriet, for at en graviditet kunne fastslås. Illustration: Maya Bøttker
»Både mus-testen og kanin-testen krævede, at dyret blev aflivet efterfølgende. Dengang tænkte man ikke så meget over dyreetik, og det blev set som en naturlig del af videnskaben. I dag er der heldigvis langt større fokus på de etiske aspekter ved dyreforsøg,« fortæller medicinhistorikeren.
Ingen døde dyr
I 1940’erne revolutionerede den britiske zoolog Lancelot Hogben graviditetstestning ved at introducere brugen af den afrikanske klofrø.
Hunfrøen reagerede ved at lægge æg inden for 12-24 timer, hvis urin fra en gravid kvinde blev indsprøjtet i dens ryglymfesæk - et væskefyldt område bag på frøen. Senere fandt man ud af, at hanner af samme art også kunne bruges. Hvis urin fra en gravid kvinde blev indsprøjtet, ville hanfrøen reagere ved at udskille sædceller, hvilket kunne observeres inden for blot 5-18 timer.
Frø-testen blev brugt op gennem 1960’erne og var kendt for sin høje præcision og relativt hurtige resultater. Testen blev på den måde et vigtigt skridt mod mere humane og pålidelige graviditetstests.
En dyr omgang
I midten af det 20. århundrede var graviditetstests ikke blot tidskrævende og afhængige af dyreforsøg; de var også en bekostelig affære. Ifølge Lægebogen for kvinder fra 1954 kunne man på Statens Serum Institut få foretaget en kanintest for 30 kroner og en frø-test for 15 kroner - betydelige beløb i en tid, hvor en gennemsnitlig arbejdsuge kunne indbringe omkring 150 kroner, vel at mærke for en mand.
Den kemiske revolution
Den moderne hjemmegraviditetstest blev opfundet i 1967, men det skulle tage ti år, før den blev tilgængelig på markedet. Det skyldtes, at kritikere frygtede, at let adgang til graviditetstests kunne føre til flere aborter, fordi kvinder nu ville opdage graviditeten tidligere end før.
Den moderne graviditetstest bygger altså videre på opdagelsen fra mus-testen og fungerer ved at påvise hormonet hCG, som produceres under graviditet. I modsætning til de tidligere metoder kræver denne test ingen dyr og er designet til hjemmebrug. Kvinden skal blot tisse direkte på en testpind, og mens det i de tidlige hjemmegraviditetstests tog op til fem dage at få svar, tager det i dag kun få minutter.
»At give kvinder mulighed for selv at tage en graviditetstest var en revolution.
Det handlede ikke bare om teknologi, men om at give kvinder en ny form for frihed og kontrol i en tid, hvor det ikke var en selvfølge,« forklarer Tina Madsen. Graviditetstesten har rejst en lang vej fra laboratoriebordet til badeværelseshylden. Det, der engang krævede dage, dyr og eksperter, kan nu klares på minutter med et diskret indkøb på apoteket. Og spørger man medicinhistorikeren, er graviditetstesten ikke bare en historie om videnskabelige fremskridt, men også om kvinders ret til at kende deres egen krop - hurtigt, privat og sikkert.
»At give mulighedkvinder for selv at tage en graviditetstest var en revolution.
- Tina Madsen, Medicinhistoriker
Talemåden “The Rabbit Died” blev op gennem 1930’ene en kendt eufemisme i USA. Illustration: Maya Bøttker
graviditetstest kostede i 1950’erne mellem 15 og 30 kroner. Illustration: Maya Bøttker
Audiodesigner Thea Hundebøl skaber fremtidens lyd
– men i spilbranchen runger fortidens ekko stadig
Thea R. Hundebøl arbejder med computerspil; en industri, som de sidste par år har set store sejre, store skandaler og små ændringer. Hun er lyddesigner, gamer og gravid; og de tre ord markerer en nuanceret debat om repræsentation i en yderst splittet branche.
Af Cecil Bank
Interview: Klokken er 8.20, og sneen har gjort køreturen ud til Aarhus-forstaden til et virkelighedens racerspil med både islag og glidebaner. Efter to bank og tre ring på dørklokken åbner en kvinde i en olivengrøn barselskjole døren. »Kom ind, kom ind,« smiler hun.
Kvinden hedder Thea Randlev Hundebøl, og hun komponerer lydeffekter til computerspil. Men selvom det lyder rimelig ukontroversielt, er hendes branche, spilbranchen, i disse år præget af en del kontroversielle debatter om repræsentation. Som gamer, lyddesigner og kvinde er Thea Hundebøl dog ikke blot en kompleks blanding af producent, forbrugere og emne – hun er på sin vis en del af løsningen.
Makeup & AK-47 double taps I hjemmestudiet i Tranbjerg er en svag morgensol begyndt at snige sig gennem vinduet. Væggen er dækket med lyddæmpende skumgummiplader, og et neon-lyskabel svøber sig om en basguitar, mens rummets alter, den dobbeltskærmede computer med Røde-mikrofon og lydkort, summer stilfærdigt.
»Du skal tage billeder, ikke? Jeg lægger lige hurtig makeup,« erklærer lyddesigneren kækt og smutter ud på badeværelset.
Thea Hundebøl, hvis officielle titel er regular audiodesigner, er selvstændig og arbejder som konsulent hos spilgiganten Crytek; det er dem, som står bag Post Malones yndlingsspil, Hunt: Showdown 1896, såvel som det første Far Cry-spil og den verdenskendte Crysis-franchise.
Men i nyere tid er Crytek og alle de andre AAA-spilproducenter blevet en del af en debat om spilindustriens ansvar, når det kommer til repræsentationen på og bagved skærmen – og det er altså en debat, der skaber splid.
»Der er kommet mere fokus på diversitet, og der er masser af undersøgelser, der siger, at det er godt at have et team med meget diversitet – og at det er good for business. Men i øjeblikket er branchen også præget af, at mange spilstudier lukker. Og dét med diskursændring er farligt; man siger jo, at spil med kvindelige hovedroller sælger mindre,« forklarer Thea.
Og selvom myten om, at spil med kvindelige hovedroller sælger dårligere, muligvis er mere fiktion end fakta – her på LIXEN har vi i hvert fald kun fundet ét videnskabeligt studie – behøver den ikke meget videnskabelig opbakning; så længe, der kan være en risiko, vil de fleste spilgiganter ikke risikere det.
»I sidste ende handler det jo om penge, så hvis publikum bliver fucking sure over at se stærke kvinder i deres computerspil, og truer med ikke at købe spillet, så er det svært,« pointerer Thea Hundebøl.
Og repræsentationen af kvinder i spilbranchen er da også haltende. Kvinder udgør omkring halvdelen af alle gamers, men både på og bag skærmen er de altså underrepræsenterede. Statistisk er kun 29% af spilkarakterer kvinder, og dét tæller både hovedpersoner og sidekarakterer. Samtidig udgør kvinder kun omkring 30% af alle spiludviklere.
Ligeså er Thea Hundebøl den eneste kvinde på sit hold af lyddesignere, og modsat kollegaerne er det ikke en interesse i skydespil, der har ledt hende ind i branchen.
»Jeg har en bachelor i musikvidenskab, og jeg ville originalt ind i musikbranchen, men jeg kan ikke lide at stå på en scene. Jeg er heller ikke så god til at øve mig; altså jeg har slet ikke disciplinen,« fortæller hun med et glimt i øjet.
Tastaturets klikken fylder lystigt rummet, mens hun skiftevis skriver godmorgen til sine kollegaer og beretter sin historie til diktafonen.
»Helt naturligt kom der en interesse for lydoptagelser, mikrofoner og mixing. Og efterhånden fandt jeg ud af, at jeg ikke synes, at musikere er så fede at arbejde med, så det endte i en kandidat i audiodesign,« griner hun.
På den dobbeltskærmede computer scroller den erfarende lyddesigner igennem endeløse lister af våbenlyde: AK-47 bursts, AK-47 double tap, AK-47 handeling, AK47 loading, AK-47 single shots. Og sådan fortsætter det med shotguns, pistoler og rifler. Ét klik på en vilkårlig fil sender en højlydt kavalkade af lyd-kugler gennem højtalerne.
»Hov, sorry,« mumler Thea med et forsigtigt smil.
En Playstation 1 i Hasselager
Thea Hundebøl er vokset op lidt uden for Aarhus på et nedlagt landbrug i Hasselager. Og selvom hun altid har interesseret sig for musik, lå audiodesigner ikke i kortene.
»Det er ikke sådan, at jeg altid har villet arbejde med computerspil, men jeg har jo spillet dem hele mit liv; jeg spillede meget Sims, da jeg var barn. Og vi havde en PlayStation 1, så jeg spillede også meget Crash Bandicoot,« fortæller hun.
«Og så efter min kandidat, gik jeg på et kursusforløb, og her gik det bare op for mig, at drømmen var at arbejde med computerspilslyd.«
til det. Sådan nogle ting, der er mærkeligt at sige højt, selvom jeg jo godt ved, at de ikke har ment noget ondt,« fortæller hun
Efter sit kursus startede Thea hos et kreativt IT-hus, hvor hun lavede lyd til både Google I/O Adventure og et Ramasjangspil. Efter lidt tid voksede ambitionerne sig dog større.
»Der ikke er så mange spilstudier i Danmark. Så jeg besluttede mig for at søge job ved internationale studier. Og det var også her, jeg for alvor begyndte at tænke over mit køn. Der har været flere historier med spilstudier og systematisk sexisme,« erindrer Thea, mens hun på velrutineret vis finder et par høretelefoner frem fra rodeskuffen bag sig. Kort efter siver den sprøde lyd af tørre blade og frosset græs ud af hørebøfferne.
Én af de skandaler, som har præget videospilsindustrien over de sidste par år, er Activision Blizzard-skandalen fra 2021. Her kom det nemlig frem, at flere ansatte og chefer i firmaet, der bl.a. har udviklet Call of Duty, World of Warcraft og Spyro, systematisk havde krænket deres kvindelige medarbejdere seksuelt. Og sådanne historier har også sat sig i Thea Hundebøl.
»Branchen er forholdsvist mandspræget, og flere steder er der en kultur, hvor man har anset det som okay at krænke de kvindelige kollegaer. Og det har selvfølgelig fyldt, når jeg har søgt arbejde ved de her steder,« fortæller hun.
Og selvom Thea Hundebøl heldigvis aldrig har oplevet noget lignende Activision Blizzard-skandalen, er de små-misogyne oplevelser desværre ikke sjældne.
»Jeg har jo også selv oplevet ærgerlige ting. Kommentarer om, at det er vildt, at jeg ved, hvad et XLR-kabel er, fordi jeg er kvinde. Eller at jeg bør deltage i et panel, så der er noget kvindelig repræsentation; ikke fordi jeg ved noget om emnet eller er god
og hviler hovedet i højre hånd, så en lille node-tatovering titter frem på håndleddet.
En midtjysk malkeko
I dag er Thea Hundebøl fuldtidskonsulent hos det tyske spilfirma Crytek. Her har hun været ansat i lidt over to år, og selvom hun er den eneste kvinde blandt lyddesignerne, ser hun inklusionen som en styrke for firmaet.
»Det er godt at have diversitet i en gruppe, der designer, for folk ser jo verden forskelligt. Så det tænker jeg nogle gange må være det fede i, at sådan en som mig er ansat i et team, hvor der kun er mænd. Altså tænk, hvis vi alle var hardcore skydespils-entusiaster; det ville ikke være særligt repræsentativt for spillere, der skal prøve spillet for første gang,« pointerer den erfarende lyddesigner.
Og de forskellige udgangspunkter er måske meget smarte, for hverdagen på Crytek kan uden tvivl byde på lidt af hvert.
»Min allerførste opgave var at lave nye lyde til nogle af dørene i Hunt, fordi de var urealistiske, på grænsen til komiske. Så jeg tog ud til mine forældres gård, fordi de har sådan nogle gamle døre – og så var det jo at åbne og lukke dørene en million gange. På et tidspunkt skulle jeg også få nogle unikke ko-lyde,« griner Thea og viser et billede af en mørk og lidt krøllet ko.
»Der har været flere historier med spilstudier og systematisk sexisme.
- Thea R. Hundebøl, Lyddesigner & konsulent hos Crytek
Omkring 30% af alle spiludviklere er kvinder. Kvinder udgør ca. 46% af spillere, og omkring 29% af spil-karakterer er kvinder. Kilde: Statista (2021); Entertainment Software Association (2024); University of Glasgow (2024). Grafik: Cecil Bank.
I én af Hunt: Showdown 1896’s nyeste levels ligger der nemlig en meget højlydt ko, som kan risikere at afsløre spillerens position over for fjender – og til dét skal der selvfølgelig være god lyd.
»Det er en dansk ko, som ligger der og larmer. Og det var faktisk en svær udfordring, for køer siger ikke så meget. Så jeg stod der i stalden med en lille højtaler, fordi jeg havde læst, at køer reagerer på andre køer.
’streg’ af én lyd, som så går gennem hele floden. Men her var det vigtigt, at lyden ændrede sig, fordi der er alt muligt langs den flod; mange små og store vandfald, steder med væltede træer, sten, klipper og steder, hvor der ikke er noget,« fortæller Thea, mens hun for hvert ord tilføjer flere detaljer på den lille model.
samtidig være en nice person for at få et. Og det er noget af det, vi arbejdede med i Game Audio Denmark,« forklarer Thea.
Game Audio Denmark er en forening stiftet af Thea Hundebøl og hendes lyddesigner kollega Daniel Nielsen med støtte fra syv andre industri-ansatte. Hundebøl og Nielsen tog sammen initiativet til at starte projektet op, og siden da har Thea været næstforperson.
»Og så spillede jeg en masse ko-videoer fra YouTube, og det virkede! Og jeg stod jo bare der og trippede, for jeg kunne jo ikke risikere at ødelægge lyden,« fortæller Thea Hundebøl med resterne af et grin i stemmen.
Så selvom det tog en halv dag i det midtjyske blæsevejr, er lyddesigneren stolt af det endelige produkt – og for de nysgerrige sjæle kan man selv høre den larmende ko ved at søge på ’Cow singing the blues in Hunt Showdown’ på YouTube. Dét, som Thea Hundebøl dog er mest stolt af, er et lydsystem, hun lavede til én af spillets nyeste baner: Mammon’s Gulch.
»Der er en flod, der løber direkte igennem mappet, og jeg havde ansvaret for hele den flod; jeg endte med at skulle lavet et helt system,« forklarer hun, og med et næsten pædagogisk overskud tryller hun en blok papir frem og giver sig til at tegne.
»Tit i computerspil vil man lave en
»Jeg endte med at lave et komplekst system, som tilpasser sig efter, hvordan floden arter sig. Dét er nok noget af det, jeg er mest stolt af at have lavet,« fortæller hun med et smil.
Og organisationen er et godt eksempel på hendes kærlighed til spilbranchen.
»Jeg startede Game Audio Denmark som et samlingspunkt; et sted, hvor man kan dele sin viden, få feedback og stille spørgsmål. Vi er jo lidt en nichegruppe, som ikke er musikere, og som er i spilindustrien, men ikke nødvendigvis er udviklere. Det er ikke unormalt, at man arbejder alene i den her branche, så det giver også et netværk,« nikker næstforpersonen.
Spilbranchens fremtid
Trods sin glæde ved Crytek og spilindustrien anerkender Thea Hundebøl, at branchen er hård. Som ny kan man ikke tillade sig at være kræsen, og det gør en sårbar – derfor gør Thea mere end at tale om problemet.
»Det er en svær branche at komme ind i. Der er meget få entry-level jobs, og man skal virkelig shine med sit arbejde og
Men foreningen er ikke kun samlingspunkt. Den er også et vigtigt redskab.
»Jeg tager ud og laver foredrag, for jeg vil jo gerne vise, at der findes kvinder i branchen. Jeg skal også undervise på Sonic College, som er en lyddesign-uddannelse, og der kommer jeg jo også til at være tydeligt gravid,« fortæller Thea med et lille smil.
Om spilbranchens fremtid byder på forbedring, er dog svært at sige. Visse dele af internettet er højlydt imod repræsentation og bruger ofte review-bombing som redskab til at straffe spilproducenter for at være ’for woke’.
Senest i december opstod der internetkrig på Reddit og Twitter efter traileren til det længeventede Witcher 4-spil blev frigivet. AAA-spilproducenten, CD Projekt RED, har nemlig bestemt sig for, at det nye spil skal have en kvinde som hovedperson – hvilket har ledt til trusler om boycott og reviewbombing. Og reaktionerne bekymrer selvfølgelig Thea Hundebøl en anelse, men heller ikke mere end dét.
Det er stoppet med at sne uden for kontorvinduet, og den svage lyd af fuglekvidder anes bag ruden.
Dét spil, Thea Hundebøl arbejder mest på, er Hunt: Showdown 1896. Foto: Cecil Bank
«Jeg synes, industrien er for langsom, og det er nok, fordi publikum smitter af på branchen. Hvis de vil have noget, så vil branchen gerne leve op til det. Og selvom det er superfedt, at Witcher 4 kommer til at få en kvindelig hovedkarakter, så er det et sikkert valg. Så studiet skal godt nok fucke det op for, at truslerne får effekt,» joker hun og læner sig tilbage i kontorstolen.
»Min opfattelse er nok, at det er indiestudierne, der tør ændre på tingene. Så jeg håber, AAA-studierne snart tager nogle flere chancer. Men samtidig er der ingen tvivl om, at det går den rigtige vej; det går bare langsomt. Så jeg ser frem til den dag, hvor vi bare skal lave noget fedt, i stedet for kun dét, vi ved, sælger,« slutter audiodesigner, næstforperson, midtjyde, gamer, lydnørd og kvinde Thea Hundebøl og slukker for computeren.
»Jeg håber, AAA-studierne snart tager nogle chancer.
Jeg ser frem til den dag, hvor vi bare skal lave noget fedt, i stedte for kun dét, vi ved, sælger
- Thea R. Hundebøl, Lyddesigner & konsulent
Thea Hundebøl har altid holdt af musik. Foto: Cecil Bank
Audiodesigner Thea Hundebøl håber på, at branchen bliver mere risikovillig. Foto: Cecil Bank
Rune Skyum-Nielsens fortællende univers
om store personligheder viser, hvordan tid og fordybelse stadig findes i journalistikken
Biografien har i mange år været journalisters vej ind i litteraturens verden. I skarp kontrast til deadlinepræget journalistik, der udkommer hurtigere, end man kan nå at blinke, åbner biografien en verden, hvor man får lov til at reflektere, fordybe sig og skrive langt. Rune Skyum-Nielsen fandt sin vej i journalistikken, netop ved at fortælle og fordybe sig i andre folks historier – og det kan være en balancegang.
Af Marie Brandt
Illustrationer af Maya Bøttker I september ’98 åbner Syddansk Universitet dets første årgang på journalistik. Monopolet er brudt, og det er endelig muligt at starte på den populære uddannelse andetsteds end i Aarhus. 70 journalistdrømmere bliver optaget det første år, og TV-avisen er derude for at suge på de spændte førstehåndsindtryk. De interviewer en ung fyr, som helt klar i spyttet svarer på, hvad han skal bruge uddannelsen til – han skal skrive og blive forfatter!
Den profeti gik i opfyldelse for den dengang kun 20-årige Rune SkyumNielsen.
Rune Skyum-Nielsen har, siden han blev færdiguddannet, arbejdet med fortællende journalistik. I 2016 skrev han sin første biografi, og en personlig stil var gennemborende, i forhold til mange andre biografier på markedet. En af de ting, der fortsat vægtes højt i hans fortællestil, er nemlig kendskabet og indlevelsen i mennesket.
- Noget af det jeg prøver at gøre, er at leve mig ind i at være den person.
For at kunne ramme indlevelsen, er det vigtigt for ham, at det får lov til at tage tid, samtidig med at der er styr på det faktuelle. Blandt andet kan han se det udfolde sig i arbejdet med den seneste biografi om Tommy Ahlers.
- Jeg har jo snakket med Tommy on and off i otte år. Jeg kender ham derfor så godt, så jeg ikke sidder med et båndudskrift og skriver hans tekst. Jeg skriver som om, jeg er ham.
Det trygge rum
En speciel tæt relation mellem
Rune Skyum-Nielsen og de store personligheder, han skriver bøger om er svær at undgå. Det kræver en del af ham som forfatter at opbygge den tillid mellem dem, der skal være, for at komme helt tæt på.
Igennem tiden har Rune Skyum-Nielsen lært at lægge sine fordomme på hylden, have tålmodighed og ikke presse sine personer til at fortælle, men at kunne give lidt af sig selv, så rummet imellem dem bliver mere trygt. Det er dog væsentligt for ham, at relationen aldrig bliver 50/50, fordi man i virket som journalist altid tager mere end man får fra ens kilde.
En balancegang mellem det tillidsfulde og det professionelle opstår derfor også i relationen, fordi den er bygget på, at personen altid fortæller mere, end han selv gør. Det kan være udfordrende, mener han, men det er også i det rum, de begge bliver klogere.
- Det kan være lidt ligesom at gå til psykolog. Du kan kun blive klogere på dig selv gennem andre... Og det er meget ofte, det bliver sagt, at hovedpersonerne er blevet klogere på sig selv. Det er ligesom deres fortælling og deres mulighed for selv at komme ud i nye rum, af, hvad det er for et liv, de har gang i.
Udover at lære om sig selv gennem andre, finder Rune Skyum-Nielsen også stor mening i at skrive om nuancen i sine hovedpersoner. I det tillidsfulde rum mellem dem og ham selv, bliver samtalerne altid mest interessante, i det øjeblik han knækker nøden, og forstår dem på et dybere plan.
Lige der giver det mening at skrive en biografi om andre.
- Det tror jeg, er det, som har gjort, at det er blevet min metier at præsentere andre. Fordi jeg leder efter noget mere, end det
man bare lige finder.
For at nå dertil i processen med sine biografier, er tid og tålmodighed to af hovedingredienserne for Rune SkyumNielsens arbejde. Her opstår der også en balancegang mellem at kunne få lov til at fordybe sig, samtidig med at få lov til at leve af det.
Derfor har han også accepteret, at hverdagen en gang imellem handler om andet end at skrive langt. Det kan være udfordrende at stå mellem de to ting, noget han selv måtte erfare i sin karriere. I en verden hvor meget journalistik er deadlinepræget og vi skal udkomme hurtigere og hurtigere, er hans råd til kommende journalister og forfattere også klart:
- Du behøver ikke at skynde dig ud og gribe fat i alt, du ikke kan gribe fat i. Hvis du har en fornemmelse af, hvilken retning du gerne vil i, så sørg for at blive i den sfære. Og så tænk, det du laver inde ved den sfære som grundstenene du bygger. siger Rune Skyum-Nielsen.
Blå bog
Rune Skyum-Nielsen
• Født 12. november 1978.
• Uddannet journalist fra SDU i 2002
• Arbejdet på flere medier - bl.a. Information, Jyllands-Posten og Ud&Se.
• Har siden 2008 været freelancer og bl.a. skrevet features og portrætter på forskellige magasiner og i aviser.
• I sin karriere som forfatter har han skrevet biografier om flere store danske personligheder - bl.a. Jakob Ejersbo, Thure Lindhardt, Nicklas Bendtner, Mogens Amdi Petersen og
Noget har forandret sig omkring Niels Krause-Kjær, så på et gammelt fort skrev han skrøbelighed og samarbejde
frem i journalistisk spændingsserie
Du kender ham blandt andet fra Deadline, hvor Niels Krause-Kjær i en årrække tjente seerne i den sene sendetid. Den tidligere redaktør, pressechef, centerleder og forfatter til seks romaner har efterhånden godt styr på, hvad der karakteriserer sin karriere. Filmatiseringen af Mørkeland nåede i forgangne år top 10 over mest sete film i de danske biografer. Inspirationen finder han i tidens tendenser, men altid med udgangspunkt i sig selv og journalistikken. For den er umagen værd.
Af Josefine Broch Ljungberg og Gustav G. Esbensen
Illustrationer af Maya Bøttker
Niels Krause-Kjær er først og fremmest journalist. Det er bestemt ikke første gang, at han citeres for den udmelding, og han understreger det endda flere gange ved spisebordet på Frederiksberg. Hånden tørrer rituelt bordpladen af for selv imaginære krummer under tænkepauser, mens blikket flakker ud i haven. Selvom solen skinner, så inviterer temperaturen udenfor ikke til en kaffestund på terrassen.
Der er langt til den varme, som Niels Krause-Kjær og hans kone, Mette Korsgaard, boede i for nogle år siden under udarbejdelsen af romanen Mørkeland. Han har stort set altid haft jobs i flere år ad gangen, og rollen som forfatter er til tider udfordrende for Niels Krause-Kjær, men denne gang var timingen der endelig.
Hans kone kunne arbejde fleksibelt som dokumentarist og journalist, og Niels Krause-Kjær tog orlov fra arbejdet som vært på DR2 programmet Deadline for at give forfatterskabet endnu en chance. Bilen blev pakket med tasker, og hunden Marley.
Kursen sat mod betænkningstid.
20 års forandringer
Parret havde lejet et gammelt, nedlagt fransk fort, som blev deres base, mens Niels Krause-Kjær skrev Mørkeland, efterfølgeren til succesen Kongekabale. Filmatiseringen af Kongekabale var for øvrigt så stort et hit, at det kun var Harry Potter og Fangen fra Azkaban
som solgte flere billetter i de danske biografer i 2004.
»Idéen kom til før, at jeg vidste, at det skulle være en opfølger til Kongekabale,« fortæller Niels Krause-Kjær.
Med inspiration i film og historien om det hemmelige, danske politi Firmaet, ville han udforske: »Hvad nu, hvis de gode går hen og bliver de onde.«
På det tidspunkt var han dog endnu ikke klar over, hvad der præcist havde frembragt tanken om valgsvindel og en »stat i staten.«
»Men set i bakspejlet, så synes jeg, der er kommet mere på spil. Over hele billedet, både i vores fag, men også mere ovre omkring Trump og Brexit, siger Niels Krause-Kjær.«
Politiske og økonomiske forandringer har siden 00’erne og 10’erne ændret både samfundet og vilkårene for journalistikken, som i dag er noget andet, end da Niels Krause-Kjær selv begyndte i branchen for 30 år siden, anerkender han.
»Vi havde sådan en idé om, at det går sgu godt, og det gør det helt af sig selv. Det bliver stille bedre og bedre. Og det tror jeg stadigvæk på, at det skal det nok blive, men man bliver jo lidt opmærksom på, at man skal gøre en indsats for det.«
»Og jeg tror, at det i hvert fald var det, der gjorde, at jeg fik en idé til Mørkeland. Til hvad den skulle handle om og hvorfor også, fortæller Niels Krause-Kjær.«
Med dét afsæt fandt Niels Krause-Kjær karakteren Ulrik Torp frem fra skrivebordsskuffen igen efter knap 20 år.
Intet ordner sig selv Bogserien omhandler den fiktive journalist Ulrik Torp og hans vej fra ny journalist på Christiansborg til fakkelbærer for klassisk, “gammeldags” journalistik.
»Vi har en forbandet pligt til at gøre os umage
- Niels Krause-Kjær, journalist og forfatter
I Mørkeland er han ikke længere en ung aspirerende praktikant, men derimod en mand med 20 års erfaring og - på godt og ondt, et billede på udviklingen af en oldschool journalist i branchen.
Derfor lader han Ulrik Torp mærke modvinden.
Niels Krause-Kjær mener, at der er kommet mere på spil. Foto af Gustav G. Esbensen
Med tanke på, hvad han selv har oplevet af op- og nedture, privat og i den tidligere så forkælede branche, påpeger Niels Krause-Kjær, at man ikke må glemme skrøbeligheden i tilværelsen. Stort eller småt, intet ordner sig selv. Hverken et amerikansk præsidentvalg, eller om ens børn gider at være sammen med en.
»Altså, vi skal gøre os umage. Vi har en forbandet pligt til at gøre os umage.«
»Og nu siger jeg ikke, at der har været en tendens til det i samfundet, for det kan jeg ikke overskue. Men der har været en tendens til, hos mig selv i hvert fald, at læne mig tilbage og bare tænke: “Det går sgu af sig selv.«
Ulrik Torps indstilling er også til dels grunden til, at han gang på gang må betale en pris i bøgerne.
Det kunne tyde på, at han er blevet ramt af en “gammelmands-virus”, og de valg han træffer får direkte konsekvenser for ham. Det må de gerne, forklarer Niels Krause-Kjær.
»Det kan ikke være anderledes for ham.«
Blandt andet hans måde at tackle journalistpraktikanterne, betyder noget for historierne, når de to generationer formår at bruge hinanden på en konstruktiv måde.
>>
Jeg ville have været betydeligt mere bitter og sur, hvis ikke det var for praktikanterne
Niels Krause-Kjær, journalist og forfatter
på praktikanterne med næsering og hængerøv, for som Niels Krause-Kjær siger, så var alt ikke bedre i gamle dage.
»Når man kommer op i 50’erne og start 60’erne, så kommer der sådan en virus, der trænger ind og siger, at alt var bedre i gamle dage. Gu’ var det ej.«
Og Niels Krause-Kjær har fået sin metaforiske vaccine mod virussen.
»Jeg ville have været betydeligt mere bitter og sur, hvis ikke det var for praktikanterne. Det er også noget af det, som jeg prøver at få igennem i bøgerne.«
Senest i bogen Jagttegn fra 2024, hvor Ulrik Torp arbejder tæt sammen med både studerende og en tidligere praktikant, er de med til at farve og give energi til arbejdspladserne. Imens lægger bogen ud med Ulrik Torp, der som sur og bitter underviser, falder i staver under sine elevers eksamen.
Som hans klare modsætning sætter Niels Krause-Kjær mere kaffe over og smider benene op i det lune køkken.
Alligevel er der ingen tvivl om, hvor Niels Krause-Kjær får sin inspiration til karakteren.
»Jeg identificerer mig meget med Ulrik Torp, og lader ham køre lidt ud i grøften engang imellem, fordi det kunne lige så godt have været mig. Jeg synes dog, at det er gået mig lidt bedre end ham«, griner Niels Krause-Kjær.
»Get a life
Som ung var Niels Krause-Kjær medlem af Konservativ Ungdom, og selv hans kone, Mette Korsgaard, understreger, at politik altid har fyldt meget for ham.
>> Jeg synes ikke, at der er noget smukkere end at sige: “Jeg spørger kun på offentlighedens vegne”
Niels Krause-Kjær, journalist og forfatter
Inspiration og selvindsigt
Niels Krause-Kjær vil ikke være en af dem som sidder i hjørnet og ser sig sur
Det førte blandt andet til et redaktørjob på Jyllands-Posten og en periode som pressechef i de Konservative.
Senere blev interessen tilpasset og udfoldet i romanformatet, men Niels KrauseKjær føler stadig ikke, at forfatterskabet er hans hjemmebane.
»Jeg har følt, at jeg gatecrashede en fest, der ikke var min«, forklarer han.
Som bekendt er Niels Krause-Kjær først og fremmest journalist, forankret i faget. Men alting har en begyndelse.
Han startede på journalisthøjskolen i 80’erne, og hvis nogen dengang havde belært ham om H.C. Hansen, der var statsminister i 50’erne, så ville han have sagt get a life
Niels Krause-Kjær sammenligner de kommende generationer af journalister med sin egen start i branchen og mener, at det kræver gensidig respekt fra de erfarne journalister og de nye skud på stammen, hvis journalistbranchen skal udvikle sig positivt.
»Min generation af politiske journalister - vi kan huske både Schlütter og Anker Jørgensen, da de var statsministre, som var det i sidste uge. Det står fuldstændig krystalklart, og for jer er det jo en historiebog, som ligger umådeligt langt tilbage.«
Han understreger, at begge parter, ligesom Ulrik Torp og praktikanterne, kan udfordre hinanden og sammen blive dygtigere journalister. Måske endda forfattere.
I bund og grund handler det om at gøre sig umage og informere danskerne.
»Jeg synes ikke, at der er noget smukkere end at sige: “Jeg spørger kun på offentlighedens vegne”«, erklærer Niels Krause-Kjær.
Hvad gør man når ens bedste ven pludselig ligner sin fjende til forveksling?
Af Andreas Horskjær
Der ligger en vigtig samtale, og venter foran os. Mette Frederiksen og den danske regering holder hårdnakket fast i, at USA er vores vigtigste venner. Indtil videre har Frederiksen og regeringen håndteret genkomsten af Trump som forventet. Ad diplomatiets smalle sti. Det har været fornuftigt. Indtil nu.
Det må endegyldigt stå klart, efter præsident Trumps første tale ved indsættelsen, at der nu kræves et kursskifte. Intet der blev sagt var overraskende. Ikke desto mindre, løb præsidentens ord som kolde stik over hele kroppen. Med løfter om, at USA igen skal være et land, som udvider deres territorie og bærer deres flag ud i nye horisonter, står de med halvandet ben ud over den afgrund, Rusland befinder sig så lunt i. Panama er de første, som står for skud. Grønland næst.
Historisk er det ikke et nyt fænomen i USA. USA er et imperialistisk land. Det viser historien tydeligt. Ikke så forskelligt fra fjenden mod øst. Men med USA’s indsats i Anden Verdenskrig og den efterfølgende Marshall-hjælp, blev USA løftet til toppen af babelstårnet. I Europa, men også i selvbillede. Guds land, som de selv siger. Nu med en præsident, der uden omsvøb bilder sig selv ind, at han under attentatforsøget i Pennsylvania blev redet af Gud, for at føre USA ind i en ny gylden tidsalder. Religiøs fanatisme er den enkeltstående årsag, som har slået flest mennesker ihjel i verdenshistorien. Og det er religiøs fanatisme, der udspiller sig i USA lige nu. Åndsfæller?
Vi i Europa, har længe anset USA, som vores åndsfæller i spørgsmålet om frihed og lighed. Realiteten er bare, at det amerikanske folk ikke er frie og lige. Her skal folk forstås som Romerrigets plebs. Hoben. De underprivilegerede. Dem der ikke er velhavende. Ikke den forståelse af folk, som blev tildelt Israelerne på sinaibjer get af Gud, hvor ordet folk inkluderede alle.
Problemet ligger i den økonomiske ulighed, hvis åg hviler over USA. I USA er man ikke født lige. Man er ikke født med den samme frihed som naboen. Ikke alle har råd til en uddannelse. Ikke alle har råd til at komme på hospitalet. Ikke engang alle er lige, når naturbrande æder hele bydele. Det resulterer i, at mange amerikanere er analfabeter. Lad os være ærlige. Det er muligvis sat på spidsen, men kan det egentlig modbevises?
I sidste ende fordrer det den virkelighed, vi oplever nu. Med en propaganda-maskine, godt hjulpet på vej af verdens rigeste mand, der minder faretruende meget om Joseph Goebbels filosofi:
»If you tell a lie big enough and keep repeating it, people will eventually come to believe it,«
er det lykkedes Trump og Elon Musk at manipulere halvdelen af USA. Fordi folket ikke er frie og lige. Og når ja… Musk heilede under indsættelsen. Der er ingen grund til at bilde sig selv andet ind.
Europas afgørende samtale Moralsk har Danmark og Europa nu et ansvar for at tage afstand til USA, hvis ikke vores afstandtagen til Rusland skal stadfæstes som en dobbeltstandard.
Hvordan tager man den samtale, i det Europa, som er selve inkarnationen af et paradoks? Europa, som er arnestedet til nationalstaten ved ”La Nation”. Det selv samme sted, hvor oplysningstidens største tænkere konkluderede: Vi er alle mennesker. Baggrunden for den universalistiske humanismes Europa.
”La Nations” første forfatning sammen koblede mennesket med menneskerettigheder og borgeren med borgerrettigheder. Byggestenene til det Europa, vi kender i dag.
I nationalstaten er den antropologiske grundholdning indlejret. Det er os, der er de fremmede. Vi ser os selv anderledes, end den anden ser os. Præcis, som vi ser den anden anderledes, end de ser sig selv. Overfor står universalismen manifesteret i EU. I en tid, hvor misfostret nationalisme igen vinder frem i Europa, og truer EU’s eksistensgrundlag, står vi overfor den vigtigste samtale siden den Kolde Krig.
Hvordan løsriver Europa - med Danmark - sig fra Store Broders nye imperialistiske kurs? Det er en debat og dialog, som vi ikke kommer udenom, hvis vi vil undgå at ende i den udånding af moralsk fordærv, som Donald Trump repræsenterer.
Modargumentet er selvfølgelig, at vi ikke kan klare os uden USA’s militære beskyttelse. At vi bliver løbet over ende i Europa uden USA. Som en lus mellem øst og vest. Ovenstående synspunkter kan endda klandres for naive. Det er et fair synspunkt. Vi skal bare turde fortælle sandheden. Sandheden om Trump og USA. Så hvad gør Danmark og Europa, når vores bedste ven ligner vores erklærede fjende til forveksling? Vi slår op.
Swipe, match, drop - har vi glemt, hvordan
Bare rolig! Foråret 2025 behøver ikke blive dit livs helvede
Det bliver næsten gjort til en separat livskrise – det er det altså ikke. Den største lektie, jeg lærte, da jeg søgte fænomenet ”praktikplads” tilbage i april, handlede hverken om mig selv eller branchen. Jeg lærte, at samtalen om processen er helt ude af proportioner.
Af Laura Havgaard
Vil jeg mene, at jeg var stresset? Ja!
Sov jeg for lidt? Ja. Var det lige så slemt, som jeg havde forestillet mig? Nej!
I de to år jeg går ind ad døren til Redaktionslokale 1, sætter mig ved bord med de samme skønne mennesker og går klogere derfra, så ved jeg også, at lykken ikke varer evigt. Og en dag ramte den frygtede april måned i 2024. Jeg vidste, at jeg var i konkurrence med mennesker, jeg holder af.
Mens jeg var håbefuld på deres vegne, så kæmpede jeg også for mig selv – for praktikpladsen, der føltes som definerende for min fremtid.
En forventet storm fra højre
Det er som den ultimative læseferie. Den der indre monolog og forsøg på en mental peptalk til mig selv.
”Du kan godt! Det er bare én måned, hvor du skal give alt, hvad du har, og så har du ferie. Du kan godt!”.
Forskellen er bare, at du ikke holder fri. Det er dag ud og dag ind til klokken alt for langt over sengetid. Alt sammen med den logiske, men irrationelle tanke om, at tingene blev bedre, hvis jeg brugte flere timer på det.
Men din hjerne er jo lavet af grød klokken to om natten, bro. Slip computeren!
Hvad fanden laver jeg?
Personligt var mit største problem, at jeg ikke så mine medstuderende særlig tit. Jeg vidste ikke, hvad de lavede, tænkte eller gjorde. Det stressede mig, at jeg ikke havde noget at måle mig selv ud fra. Det gik op for mig, at det, der slugte alle mine kræfter, var den kapacitet, jeg brugte på idéen om at skulle være bedre end alle andre.
Hvad nu, hvis jeg nøjes med at være Laura, fremfor Laura i forhold til 300 andre praktiksøgende?
Samme eftermiddag gik jeg ind på mit værelse. Jeg tog et stykke A4-papir og kravlede ned ad stigen af selvtillid. Nu havde jeg noget at læne mig op ad, når min hjerne for fjortende gang samme dag ville fucke med mig. Meget lavpraktisk. Meget brugbart.
Der var fire dage til samtaleugen, og da jeg vågnede de følgende morgener efter, fløj jeg en smule: ”Det skal sgu nok gå det hele”.
Tænk mindre, vær’ mere
Set i bakspejlet er min eneste fortrydelse, at det tog mig så lang tid at se, hvor overfladisk mit problem var. Et skud selvtillid, skudt ind af mig selv sort på hvidt og en morgenstund hvor jeg så mig selv i øjnene med begge ben plantet blødt på det grå og småkolde gulv, som blev lunt – det var alt, der skulle til.
Er jeg bedre og sejere end alle andre?
‘Gu’ er jeg da ej. Men JEG er bedre til at være Laura end alle andre. Ligesom DU er bedre til at være DIG end alle andre.
Selvom jeg sov det meste af maj væk, så vil jeg alligevel mene, at jeg var et menneske i balance det meste af april – selv når jeg var en af dem, der brokkede mig over, hvor hårdt jeg havde det.
Det lyder så kliché, men vi ved alle, at det hele går meget bedre, hvis man ”slår koldt vand i blodet”. Vi ved alle, at vores sindstilstand er bedre, hvis vi agerer helt naturligt.
