LIXEN DECEMBER 2023 by LIXEN

LIXEN 26. årgang

5. nummer

december 2023

DANSKE AKTIVISTER OVERFALDET I ITALIEN:

»BORGERSKABET VIL BRUGE VOLD SOM VÅBEN, SÅ VI KOMMER TIL AT BRUGE VOLD SOM FORSVAR«

O P I N I O N : »VI MÅ IKKE SPISE MAD FRA EN SKRALDESPAND, MEN VI SPISER SKRALD HVER DAG«

SIMON RICHARD NIELSEN

»Jeg overvejede faktisk at droppe ud«

2 LEDER

DECEMBER 2023

Sæt historien før dig selv, kære »journalist« Vi troede, at »jeg« var en børnesygdom, som hurtigt ville blive udryddet på studiet. Bevares, underviserne har også gjort sit for at slå virussen ihjel, men det er som om, nogle studerende er resistente. Virussen stortrives i vores samtid, hvor vi konstant bliver bedt om at tage stilling til ting. »Hvad synes jeg?«, eller endnu vigtigere – »hvad synes jeg ikke?« Vi er sådan set glade for, at vi lever i et demokrati, hvor der er plads til, at vi synes ditten og datten – uden frygt for piskeslag, fængsling og det, der er værre. Sagen er bare, at det ikke hører hjemme i journalistikkens virke. Vil du være meningsdanner, blogger, Youtuber eller politiker, så hold ikke tilbage med dine holdninger. Vil du være journalist, så gem dem væk. En god journalist erfarer nemlig ikke med egne vurderinger og holdninger. En god journalist gør ikke sig selv til historien. En god journalist er ikke større end historien. Inden du kommer efter os og siger, at man ikke kan adskille det personlige og det professionelle, det subjektive og objektive, skal vi lige have nogle ting på plads. Som journalist kan du selvfølgelig godt skrive ud fra dit eget perspektiv. Dér, hvor journalister jorden rundt oftest jokker i spinaten, er når de begynder at vurdere frem for at observere og sanse. Det interessante ligger nemlig ikke i journalisten, men i historien. Det er så bankehamrende ligegyldigt, hvad journalisten synes, for det er ikke journalistens – men modtagerens opgave – at vurdere. Lad os tage et eksempel. Dokumentaristen Lasse Rahbek fulgte den danske slædepatrulje, Sirius, under deres patruljeringsopgaver på Nordøstgrønland. Hen over en periode på tre år fulgte han dem tæt. Faktisk så tæt, at han lå i fodenden af patruljens tomandstelt, og måtte ydermere igennem alverdens ubarmhjertige prøvelser i -40 graders kulde. Her kunne Lasse Rahbek have lavet en vinkel, hvor han tog udgangspunkt i sig selv og sine lidelser. Det gjorde han ikke. Fordi han var der som journalist. Fordi historien var større end ham. Hele humlen med journalistikken er nemlig, at modtagerne skal sidde tilbage med tanken »wow, en god historie« og ikke »wow, en nice journalist« – med andre ord, en nice journalist, der stjæler fokus. Det er lidt ærgerligt, at vi ikke tager ved lære af eksempler som Lasse Rahbek. Bare indrøm det. Du havde ikke hørt hans navn før, men du kender alle kendisserne fra TV 2. Du synes Rasmus Tantholdt er fed, fordi han er mikrofonholder i konfliktzoner. Ser du ham nogensinde træde ud af spotlyset? Vi har faget »Journalistik og samfund« på 3. semester, hvor vi blandt andet lærer om Walter Lipmanns mediekonstruerede virkelighed (1922) – en virkelighed, der skabes ud fra det, journalisten vælger at rette spotlyset mod. Med det in mente undrer det os, at man tror, at man både skal styre spotlyset og stå midt i spotlightets skær. Laver du journalistik for din eller andres skyld?

»Ser jeg godt ud?« spørger den selvoptagede journalist. Han er ligeglad med historien, så længe den fremmer hans image. I et forsøg på at være centrum i spotlyset blænder han dog sig selv. AI-genereret billede fra deepai.org.

Med det sagt… God jul og godt nytår til alle godtfolk fra chefredaktørerne. WEB: lixen.dk MAIL: lixen@journet.sdu.dk

TRYK: OTM Avistryk OPLAG: 450 eksemplarer

FORSIDE-FOTO: Pr/Berlingske Media

LIXEN Campusvej 55, 5230 Odense M

LIXEN er de journaliststuderendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet.

Sonny M. Kastberg Chefredaktør & BLIKFANGET-redaktør

Alex M. A. Horan Chefredaktør & BLIKFANGET-redaktør

Alberte Stæhr LIXEN LYD-redaktør

Ann Sofie Bay Bertmann ILLUSTRATOR

Lea Johanne Pedersen SOME-ansvarlig

Signe Nautrup Nielsen BRANCHEN-redaktør

Sia Olivia Sommer Keil BRANCHEN-redaktør

Sarah Weibel SAMFUND-redaktør

Mads Lund Pedersen SAMFUND-redaktør

Mia Krogh KULTUR-redaktør

Amalie Windahl KULTUR-redaktør

Emilie Broe KRIMI-redaktør

Anna Madsen KRIMI-redaktør

Asger Denert-Nielsen HVABEHAR?-redaktør

Mathiias Hansen HVABEHAR?-redaktør

Cecilie Engelbrecht Nielsen OPINION-redaktør

Jeppe Seiding Olsen OPINION-redaktør

KRIMI

DECEMBER 2023

Retssag i Svendborg: Anklage om blufærdighedskrænkelse af mindreårig endte i frifindelse

Af: Emilie Broe Pedersen Foto: Emilie Broe Pedersen Retten i Svendborg På en kold novemberdag sidder anklageren og forsvareren klar i retssal 3. Begge med dokumenter om sagens akter foran sig. Begge er forberedt for deres klients bedste. I 2019 flyttede en polsk mand til Danmark for at leve med sin forlovede og hendes datter. Derfra starter sagen om en piges udtalelser, en jaloux biologisk far og en nybagt stedfar. En høj, bredskuldret og karseklippet mand træder ind i retten i følgeskab med to politibetjente. Han er anklaget for at have begået blufærdighedskrænkelse, samt andet seksuelt forhold end samleje til sin steddatter på 11 år. En forbrydelse, der skulle være begået over to og en halv uges tid. Tiltalte nægtede sig skyldig. Baggrundsviden Tiltalte flyttede i foråret 2019 til Danmark for at leve med sin forlovede og hendes datter fra et tidligere forhold. Alle tre har oprindelse i Polen og datterens biologiske far er i øjeblikket bosat i selvsamme. Parret fik sammen et barn i 2022. I begyndelsen var tiltalte og steddatteren som hund og kat, og forholdet mellem de to rummede mange konflikter og diskussioner. Det var med andre ord ikke et kærlighedsrigt forhold med kram og omfavnelser, indtil datteren vendte hjem fra en sommerferie i Polen hos sin biologiske far. De to havde et tæt og godt forhold, og moderen fortæller, at de også havde masser af telefonisk kontakt, når de ikke sås. Efter sommerferien vendte datteren tilbage til sin mor og stedfar og begyndte med ét at blive mere venlig og kærlig overfor sidstnævnte. Tiltalte fortæller, at han var opmærksom på ændringen i steddatterens opførsel og valgte at håndtere det »afbalanceret, men ikke

afvisende«, hvilket også stemte overens med moderens senere forklaring. Både stedfaren og moderen havde en meget ens udlægning af deres forklaring om, hvordan hverdagen fungerer hjemme hos dem, samt hvordan relationerne mellem dem var. Tiltalte fortæller, at forholdet mellem ham og steddatterens biologiske far altid har været betændt. Ud fra tiltaltes synspunkt opfattes faderen som værende jaloux på tiltaltes forhold med sin eks, og derfor skulle faderen ønske at skille parret ad ved hjælp af sin datter. Dørene lukkes Mellem afhøringerne af stedfaderen og moderen lukkes dørene, og jeg bliver bedt om at forlade retssalen. Her blev videoafhøringen af datteren vist, og derfor er hendes forklaring ikke mulig at fremlægge i artiklen. Dørene lukkes på baggrund af retsplejeloven §29 stk. 3, som betyder, at når parten er under 18 år, så skal dørene lukkes. Efter tre timers ventetid åbnes dørene igen. Moderens forklaring Iført en sort frakke og håret i en lang fletning træder moderen ind ad døren til retssalen. Hun sætter sig roligt i stolen, og ved siden af sig sidder tolken klar, som ved tiltaltes forklaring. Tiltalte er på dette tidspunkt ført ud i et lytterum, hvor han kan høre alt hvad der bliver sagt. Hun udtrykker, at det ville være stressende for hende, hvis han var til stede under hendes forklaring. Anklageren spørger til, om hun nogensinde lagde mærke til ændringen i sin datters adfærd overfor sin stedfar. Til dette svarer hun uden tøven, at hendes datter, efter sommerferien hos sin far, ændrede sig over for sin stedfar. Hun blev langt mere kærlig og ville gerne have flere kram end hun ville i før tiden. Moderen så det selv som en god

ting og lagde ikke noget i det. Nogle uger efter sommerferien var hendes datter på besøg hos en veninde fra sin skole. Hendes mor hentede hende og i bilen skulle hendes datter efter sigende have sagt, at hun blev nødt til at fortælle hendes mor noget, og at hun ikke måtte sige det videre til stedfaderen. Hun fortalte om berøringer på og under tøjet, samt kys forskellige steder på hende. Moderen reagerede med det samme og kontaktede politiet. Rettens dom Inden rettens afgørelse får man som tiltalt mulighed for at tilføje, hvad man ønsker, til sagen. Tiltalte rejste sig op og stod med blikket rettet mod dommeren og de to domsmænd. Han udviste ydmyghed med armene ned af kroppen og med hænderne holdende om hinanden. Hans sidste ord til retten lød: »Jeg ville aldrig gøre et barn fortræd. Jeg ville aldrig gøre hende fortræd. Jeg har et barn på et år, og jeg ville aldrig kunne få mig selv til at skade det. Giv mig en sidste chance.« Efter otte timer med fremlæggelse af sagens akter var retssagen ved at nå sin ende. Dommeren og de to domsmænd trak sig tilbage for at diskutere, hvorvidt de fandt ham skyldig eller uskyldig. Efter en halv time kom de retur til retssalen. Dommeren holdt et konsekvent blik på tiltalte, da han læste dommen op. Tolken oversatte samtidig. Da dommeren nåede til afsnittet om frifindelse, brød tiltalte ud i gråd og gav sin forsvarsadvokat et kram. Han kunne forlade retslokalet som en fri mand.

Personerne i denne artikel er anonyme af hensyn til sagens omdrejningspunkt. LIXEN er bekendt med personernes rigtige identitet.

Do’s i retten som journalist: - Er du i tvivl om, hvor du skal gå hen, så henvend dig i receptionen - Skriv i hånden så vidt muligt. Det er muligt at skrive på computeren, men det være kan et forstyrrende element - Rejs dig, når dommeren træder ind i retssalen - Forlad lokalet, hvis der bliver bedt om lukkede døre - Undgå så vidt muligt at danne dig en holdning på forhånd, før dommen er afsagt - Medbring gerne vand (og snacks), da det kan trække ud - Ønsker du at tage kontakt til enten advokater, tiltalte eller offer, så henvend dig på mail til advokaten først og i god tid

STUDIET

DECEMBER 2023

Ytringsfrihed og sikkerhed truet på SDU: Israelske flag udløser hærværk og chikane Flere på Syddansk Universitet oplever hærværk og chikane når de hænger israelske flag på opslagstavlerne. Heriblandt studerende og en ansat.

Genskabt, tidligere iturevet, israelsk flag, der hænger på en af SDU’s mange opslagstavler. Foto: Cecilie Engelbrecht

Af: Sonny Majeske Kastberg

alæstinensiske flag pryder gangene på SDU’s mange opslagstavler. Dog skal man spejde langt efter et skær af et blåt og hvidt flag, for når studerende hænger et israelsk flag på tavlerne, bliver det revet ned inden for få timer. På SDU findes der tavler til fri annoncering, studieretninger og organisationer. Når formand for KS (Konservative Studerende), Johan Emil Sevelsted, hænger et israelsk op på sin organisations tavle, har flaget kortere levetid end en døgnflue, hvilket får Johan til at sætte spørgsmålstegn ved ytringsfrihedens velbefindende på SDU. »Ytringsfriheden på SDU eksisterer mere på papir end i virkeligheden. Det synes jeg, de mange nedrivninger af israelske flag understreger«, siger Johan Emil Sevelsted. Johan Emil Sevelsted henviser til en mail om ytringsfrihed, som rektor for SDU, Jens Ringsmose, sendte ud d. 1. november. Mailen fastslog: »Til enhver tid er hensynet til ytringsfrihedens ukrænkelighed inden for lovens rammer derfor større end hensynet til eventuelle krænkede«. Denne mail kom i kølvandet af en række episoder, der udspillede sig i dagene efter Hamas’ terrorangreb

d. 7. oktober mod Israel, hvor KS valgte at udvise sympati med ofrene for selv samme handling ved at hænge flag op på deres organisations tavle. Flagene blev hængt op d. 11. oktober, men de fik ikke lov at hænge længe.

ugen efter oplever en konfrontation ved tavlen, da han protesterer, idet en gruppe på tre fyre med anden etnisk baggrund fjerner flag ved tavlen. Ophedet krøller de flagene sammen og kaster dem mod jorden for næsen af ham.

Johan Emil Sevelsted ved sin organisations tavle sammen med et palæstinensisk og israelsk flag. Foto: Sonny Kastberg »Flagene blev allerede revet ned efter en halv time. Da jeg dagen efter forsøger at hænge nye op, bliver jeg to gange antastet af en gruppe af personer med mellemøstlig baggrund. Det ender i fysiske konfrontationer, hvor flagene bliver revet ned, mens jeg og et andet medlem forsøger at blokere«, siger Johan Emil Sevelsted. Han fortæller yderligere, at han

Ikke alle flag ender i konfrontationer – men alle israelske flag ender i skraldespanden LIXEN testede fornyelig selv et israelsk flags levetid. Lørdag d. 4. november hænger vi 8 israelske flag op på tre forskellige opslagstavler. Fælles for tavlerne er, at de alle hører til kategorien: »fri annoncering«.

Efterfølgende forlader vi universitetet. Da vi senere, samme aften, vender tilbage, er det første flag allerede væk. Vi finder dog hurtigt flaget, iturevet i en nærliggende skraldespand. Vi beslutter os dernæst for at genskabe det på tavlen. Da vi mandag eftermiddag vender tilbage, er alle vores 8 flag væk. En tegnet davidsstjerne er dog blevet hængt op af en anden person end os. Det lykkedes LIXEN at opstøve personen, der står bag tegningen. Hun hedder Daria Poliakova og er forsker på SDU, og det er ikke hendes første tegning. »Næsten dagligt hænger jeg flag eller davidsstjerner med tekst op herude. Det er nok blevet til omkring 100 i alt, men de forsvinder lige så hurtigt igen«,siger Daria Poliakova. Da LIXEN spørger til, hvorfor hun gør det, svarer hun: »Det er ikke passende, når vi har hundredvis palæstinensiske flag på alle vægge, og ingen israelske flag. Det ser ud som, at israelske ofre og gidsler er ligegyldige. Det er de ikke«, siger Daria Poliakova. Hun er ikke selv bange for at deltage i debatten, og henviser til at hun ikke rejste fra Rusland til Danmark for at være bange på sin arbejdsplads. Efterlyser hjælp fra SDU Konfrontationerne ved tavlerne

har ikke blot sat sig spor hos Johan Emil Sevelsted, men også hos tidligere formand for Frit Forum, David Fleckner Klausen. Han oplevede i samme periode som konfrontationerne, at der blev hængt pro-palæstinensiske opslag op på deres tavle. Ufrivilligt følte han, at Frit Forum blev draget ind i en debat, de ville være foruden. »Frit Forums tavle er ikke tiltænkt den slags opslag. Vi har fra starten ønsket at holde os ude af debatten, men opslagene trak os ind i den«, siger David Fleckner Klausen. Efterfølgende var han i tvivl om, hvordan Frit Forum kunne komme ud af debatten igen. Han havde set, hvad der var sket for Johan Emil Sevelsted, når han forsøgte at styre opslagene på sin organisations tavle. »Jeg henvender mig til SDU og fortæller, at vi ikke ønsker opslagene på vores tavle, og efterlyser at de skrider til handling. Både over for plakaterne såvel som for den utrygsskabende adfærd og handlinger, der har fundet sted de sidste par dage«, siger David Fleckner Klausen. SDU forholder sig ikke til henvendelserne Både David Fleckner Klausen og Johan Emil Sevelsted har uafhængigt af hinanden henvendt sig til SDU. Johan Emil Sevelsted har godt nok efter ugers ventetid

STUDIET

DECEMBER 2023 fået svar, men han er ikke tilfreds. »Det var først da hændelserne herude begyndte at få mediedækning, at SDU vendte tilbage med svar. Jeg har fået at vide, at SDU ikke accepterer en sådan adfærd, og at de beklager, at studerende føler sig utrygge, når de færdes på SDU«, siger Johan Emil Sevelsted skuffende, inden han tilføjer: »Jeg efterlyser svar på, om SDU kan og vil gøre noget for de studerendes sikkerhed, men mødes blot af tomme ord«. David Fleckner Klausen mødes ikke af tomme ord. Faktisk mødes han ikke af nogen ord, for han har stadig ikke fået svar på sin henvendelse fra d. 12. oktober. Han er ligesom Johan Emil Sevelsted, også skuffet over SDU. »Jeg kunne godt tænke mig at SDU handlede på det her. Gjorde det tydeligt, at de tog de studerendes sikkerhed alvorligt. SDU får det i mailen (red: den om ytringsfrihedens ukrænkelighed), til at fremstå som, at det handler om to parter, der ikke kan respektere hinandens synspunkter. Jeg er rigtig utilfreds med, at min side af sagen bliver udlagt som, at jeg er krænket af andre folks ytringsfrihed, når virkeligheden er, at jeg er utryg, fordi der render folk rundt og overfalder mennesker ude på uni«, siger David Fleckner Klausen. LIXEN skrev en mail til rektor d. 8. november med udgangspunkt i vores egne oplevelser med de israelske flag, samt kritikken fra Johan og David. Vi bragte historien online d. 13. november, og dagen efter svarede rektor følgende: »Jeg vil også gerne slå fast, at SDU tager klart afstand fra enhver form for antisemitisme – og antisemitiske symboler – samt hadefulde ytringer rettet mod enhver religion. SDU vil ikke afskære studerende fra at ytre sig politisk inden for lovens rammer, men vi finder det usmageligt og som et udtryk for historieløshed at gøre brug af eksempelvis hagekors i den politiske debat. Tak til David Fleckner Klausen og Johan Emil Sevelsted for at bringe denne alvorlige problematik på banen og for at bakke op om, at man skal »kunne tåle at blive krænket«, når man er indskrevet på et universitet. Men man skal ikke finde sig i at blive chikaneret, når man bruger sin ytringsfrihed. I forhold til dine specifikke spørgsmål om tavlerne, er det korrekt, at SDU har adviseret tavleejere om, at de skal være opmærksomme på uvedkommende opslag. SDU har desuden taget beslutning om, at Teknisk Service runderer en gang i døgnet og påtager sig at fjerne uvedkommende opslag fra alle andre tavler end ’fri annoncering’.«

Følg et israelsk flags fødsel, liv, død og genopstandelse

Lørdag d. 4. november, formiddag kl. 10:14. Foto: Sonny Kastberg

6 BRANCHEN

DECEMBER 2023

Er hård journalistik mere troværdigt end blød journalistik? Det svarer tre journalister og en forsker på På universitetet lærer vi at skelne mellem blød og hård journalistik, og at blød journalistik er med til at skabe interesse for hård journalistik. Samtidig taler vi om, at Ekstra Bladet er mindre troværdigt end DR. Men hænger de to sammen? Det har LIXEN undersøgt. Af: Sia Keil Hvad er blød og hård journalistik, tænker du måske? Det er meget svært at skelne mellem dem, da de overlapper hinanden. Men på studiet lærer vi alligevel at skelne mellem blød og hård journalistik. Den bløde journalistik går ud på meget casebårende historier eller settings, der er bløde i form af et rum med bløde sofaer, som man ser i Go’morgen Danmark. Nogle forskere mener, at den bløde journalistik skaber interesse blandt læsere og seere for den hårde journalistik i form af, at man får flere til at følge med i Debatten eller News. Lixen har snakket med forsker Kim Andersen, der har skrevet en ph.d. om, hvem der bruger bløde og hårde nyheder, og hvordan det påvirker modtagerens viden og deltagelse i samfundet, som kan gøre os mere kloge på blød- og hård journalistik: »Det er meget forsimplet at sætte journalistik op, som om det enten er hårdt eller blødt, da det hårde og det bløde kan findes på mange niveauer. Hvis man ser på hele programmer som bløde, så er det oftest med programmer, som har en opsætning med bløde sofaer, et band og en kok, der serverer mad. Der ville man tale om programmer som Go ‘morgen Danmark og Aftenshowet, hvorimod det hårdere er sat op i fx TV-avisen eller Deadline.« Han grinede, tænkte sig lidt om for at sige det helt rigtige og fortsatte derefter sin forklaring meget grundigt. »Man kan også kigge på historien eller indholdet som blødt eller hårdt. Her kan det være en historie om Morten Messerschmidts hund, det er en blød historie. Men er det en historie om hvad der er op og ned i en sag om Messerschmidt, så er det en hård historie. Så et blødt medie kan sagtens dække en hård historie og omvendt.« Men hvordan ville man ved en artikel definere, om den er blød eller hård, der er jo ikke en opsætning på samme måde som i fjernsynet? »Man kan kigge på, hvilke emner der bliver dækket, om det er bløde emner som livsstil, sport, ting fra politikernes privatliv, eller om det er nogle mere hårde emner som fx politiske forhandlinger.

Derudover man kan kigge på, hvordan historien frames (red. vinkles) eller om der bruges cases (red. erfaringskilder), som er et udtryk for mere blød journalistik.« Det er altså meget karikeret at sætte journalistik op, som om det enten er hårdt eller blødt, da det hårde og det bløde kan ses på forskellige måder. Men hvis det ikke er en repræsentation af hvordan journalistik i virkeligheden er, hvorfor er det så vigtigt at lære? »Det giver journalister en ramme eller nogle begreber, som I (red. journalister) kan gå ud og observere verden med og reflektere over journalistikken«, siger Kim Andersen. Kan man egentligt tænke sensation ind i de samme bokse som bløde og hård journalistik? »Man skal passe på med at sætte lighedstegn med tabloid journalistik og blød journalistik, da tabloid journalistik også rummer andre ting, som at man har meget fokus på sensationer og clicks. Den bløde journalistik handler mere om, hvilken stil man lægger, hvordan man formidler historien og hvordan, vi præsenterer nyheder ved fx brug af cases«, fortæller Kim Andersen. Det skal siges, at i modsætningen til tabloidmedier, som er sensationspræget og medier, der jager clicks, behandler omnibusmedier emner, som er interessante for offentligheden og bevæger sig ind på mange forskellige journalistiske genrer som nyheder, baggrundsartikler, analyse artikler osv. Lixen har snakket med tre journalister og hørt deres holdninger i forhold til blød og hård journalistik. De fortæller blandt andet om deres holdning til, om blød journalistik er mindre eller mere troværdig end hård journalistik. Ansvarshavende Chefredaktør for Femina update, Anne Wittorff Hvad er god journalistik for dig? »God journalistik for mig er, når journalister laver noget indhold, som er vedkommende, nuanceret og som er med til at gøre en forskel. Jeg synes fx, at det er gammeldags at tale om blød og hård journalistik som to modsætninger. Fordi jeg mener, at den bedste journalistik er den, som både

Ansvarshavende Chefredaktør for Femina Update, Anne Wittorff. Foto: Arkiv foto

Skaberen bag Sex med P3 og vært på Sex IRL, Maria Bülow. Foto: Arkiv foto kan være hård og blød. Det er noget, vi arbejder specifikt med hos os (red. Femina update), hvor vi skriver mange personhistorier, som giver os et perspektiv på en større strukturel samfundsdebat. Hvis historierne ikke er personlige eller betyder noget for nogen, så er de ligegyldige. Jeg tror ikke, at man kan sige, at der er en bestemt historie, bestemte kilder, med denne her bestemte vinkel er det rigtige eller det forkerte. Alt journalistik har forskellige funktioner« Lever god journalistik op til kravet om objektivitet? »God journalistik er noget, der er objektivt i nogen grad, man kan jo ikke være hundrede procent objektiv. Man vælger jo at lave en historie på noget, man synes er interessant, hvor man ikke handler objektivt. Men hvis man snakker om nuancer, så er god journalistik jo nuanceret.« Er tabloid journalistik mindre god end omnibus journalistik? »De danske tabloider, som vi har herhjemme, de er sindssygt gode til at lave graverjournalistik og mere dagsordenjournalistik. Jeg tror ikke, at man kan sætte det op på den måde. Alle medier har jo en kernemålgruppe, og de skriver til de kernemålgrupper, de har«, fortæller Anne Wittorff. Skaberen bag Sex med P3 og vært på Sex IRL, Maria Bülow Hvad er god journalistik for dig? »God journalistik er, når du bringer noget nyt

til bordet og aimer for at gøre en forskel. Det er at gøre sig umage. Og det er at være grundig for at præsentere et journalistisk stykke arbejde, hvor det er tydeligt at mærke, at der er blevet nørdet

Så kan man snakke om genreforskelle. For mit vedkommende har det aldrig givet mig ”stiv pik” at beskæftige mig med klassisk traditionel journalistik at vælte ombudsmænd eller regeringer. Maria Bülow med tingene.« Skal journalistik være hårde nyheder for at være god? »Nej. At lave en distinktion af hård og blød journalistik, som godt og som dårligt, som rigtigt eller forkert, alene på baggrund af den distinktion, mener jeg dels er en forældet, og dels ikke er en særlig inspirerende, tilgang til journalistikken. Jeg mener i øvrigt ikke, at det giver mening at dele journalistik op på den måde, og bruge aksen ”hård versus blød journalistik” som parameter for at vurdere journalistik. Det mener jeg tværtimod er enormt old school og er en begrænset måde vi

BRANCHEN

DECEMBER 2023 fra uddannelsesinstitutionerne lærer at anskue og vurdere journalistik. Journalistik skal forstås, hvis man altså er interesseret i det, på det journalistiske produkts egne præmisser. Derfor afhænger det også af, hvor du arbejder. Sidder du og arbejder på DR Nyheder, er der andre kriterier for, hvornår journalistik er godt. Men det handler ikke om, hvorvidt det er ’blød’ eller ’hård’ journalistik for at blive i de termer. Det handler om, hvorvidt du har gjort dig umage, om dit indhold er gennemarbejdet, og om det er faktuelt korrekt«, fortæller Maria Bülow og fortsætter: »Så kan man snakke om genreforskelle. For mit vedkommende har det aldrig givet mig ”stiv pik” at beskæftige mig med klassisk traditionel journalistik at vælte ombudsmænd eller regeringer. Det interesserer mig heller ikke om noget er ’hård’ eller ’blød’ journalistik. Det interesserer mig at beskæftige mig med genrer, der udfordrer konventionerne, som udvider genrerne og reformerer journalistikken, så flere former for “gennemarbejdet” journalistik bliver taget seriøst. Blandt andet derfor interesserer jeg mig for – og arbejder jeg for – at emner som sex, krop, køn, lyst og grænser, som vi ved spiller en stor rolle for vores mentale og fysiske trivsel, prioriteres på den journalistiske dagsorden såvel som politik, sport og kultur. Derfor er sex også et emne inden for det sundhedsfaglige. Som borger skal du vide noget om politik for at navigere i at leve i et demokratisk samfund. På samme måde skal du vide noget om sex og kommunikation for at omgås og begå dig med andre mennesker og kende til din egen sundhed. Kald det blød journalistik eller hård journalistik – uanset er det journalistik, der oplyser, er normkritisk, skaber samtaler i den brede befolkning og heraf skaber forandring.« Lever god journalistik op til kravet om objektivitet? »God journalistik lever op til at være faktuelt korrekt. Igen, hvilken genre har vi med at gøre, skal man spørge sig selv. Jeg tror ikke på, at der findes objektiv journalistik. Vinklen, der anlægges, er altid subjektivt forankret. Hvad du herfra vælger at gøre – at arbejde det gennemarbejdet og sandfærdigt – er det, der afgør, om det er ”godt”. Subjektiv journalistik kan også være god journalistik, “if the genre fits”.« Hvad er dine holdninger til, når man taler troværdighed sat op imod blød kontra hård journalistik? »Der er en eller anden sjov anskuelse af, at fordi et stykke journalistik indeholder en masse tal og statistik, så er det mere troværdigt. Det er det, hvis faktaene er korrekte, bevares, men det er jo ikke

Forsker ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet i Odense, Kim Andersen, Ph. D. alene mere troværdigt, blot fordi det indeholder tal. Men jeg tror stadig, det er indlejret i os som en sandhed, at hvis journalistik er meget faktatungt, så er det også mere troværdigt. I Sex med P3 tvprogrammet benytter vi os hyppigt af rapporter, undersøgelser og statistikker – og det er, lad os kalde det ’blød’ journalistik – hvilket på sin egen måde demonstrerer, at journalistisk formidling omkring sex, såvel som journalistisk formidling omkring politik, kan indeholde ’hårde’-kvaliteter og gøre dit produkt troværdigt«, siger Maria Bülow inden hun tilføjer: »I min Sex IRL på P3 Podcast er præmissen en anden. Der er værten din ven, da det er en samtalepodcast, hvor vi tager emner op i et seriøst og underholdende regi. Det står i kontrast til Sex med P3, som er nørdet seksualoplysning. I Sex IRL hiver vi ikke rapporter op af ærmet og baserer vores troværdighed på dem, men troværdigheden kommer til udtryk ved, at vi tager lytteren seriøst og tager sårbare emner op i et tillidsvækkende rum og behandler alle spørgsmål og alle medvirkende

Redaktionschef på DR Nyhederne på Fyn, Kristian Østerby Jepsen. Foto: Arkiv foto

med respekt og ansvar.« Redaktionschef på DR Nyhederne på Fyn, Kristian Østerby Jepsen Hvad er god journalistik for dig? »God journalistik er bygget på de journalistiske værdier, hvor man tilstræbt forholder sig objektivt til et givent emne. Man behandler det journalistisk på den måde, at man researcher, finder noget fakta, finder kilder, der fortæller fra begge sider af en sag, og man tænker over de konsekvenser, der er for modtageren. Her kan man komme ud for, at redaktionen ender med at fravælge et produkt. Hvor man i modsætning til sociale medier ikke har et filter, da der ikke sidder en redaktør bag og vurderer, om der er nogle konsekvenser ved at hænge et menneske ud eller bringe nogle bestemte billeder. Hvis man fx udkommer med journalistik, kan det påvirke de mennesker, som man har med at gøre. Så skal man som medvirkende forstå de konsekvenser, som der er ved at deltage. Det kan være, at man som journalist skal beskytte nogle kilder.« Hvad er dine holdninger til, når man taler troværdighed sat op imod blød kontra hård journalistik? »I forhold til troværdighed, så er det jo det, vi lever af, og det er faktisk det allervigtigste. Folk skal stole på, at det vi skriver eller bringer, i radioen eller i tv, er rigtigt. Hvis vi ikke har troværdighed, så er det hele ligegyldigt. Og jeg mener ikke, at blød journalistik er mindre troværdigt end hård journalistik. Det skal bare leve op til troværdighedskriterierne: tilstræbt objektivitet, behandler det journalistisk i form af research, hvor man blandt andet finder dokumentation i form af fakta, man hører begge sider af en sag, man sikrer sig, at indholdet er indenfor lovens rammer, og man tænker over, hvilke konsekvenser den har for modtageren. Så jeg har egentlig ikke noget imod, at man vinkler tabloidt eller laver en tabloid overskrift.Jeg er så på et public-service medie, hvor vi gør det på en anden måde. Vi er ikke lige så skarpt vinklet i vores historier og spændstige i vores rubrikker. Ikke at vi ikke også lader os inspirere, men fx Ekstra Bladet kan nogle andre ting, end vi kan. Og jeg synes kun, at det

er godt, at der er variation i vores mediebillede i Danmark.«, fortæller Kristian Østerby Jepsen og fortsætter: »Nu er vi blevet lidt klogere på blød og hård journalistik, og hvordan de ude i den virkelige verden ser det. Og ifølge denne rapport fra Roskilde Universitet, hvori der er en meningsmåling, der fortæller at troværdigheden til tabloide medier, som Ekstra Bladet og BT, er nede på under 40%, hvorimod troværdigheden til DR Nyheder og TV2 Nyheder er oppe omkring de 80%, altså dobbelt så højt«, afrunder Kristian Østerby Jepsen. Men de tre journalister svarer ikke på min nye undren, om hvorledes de bløde vinkler giver flere vrangforestillinger end hårde vinkler? Dette spørger jeg Kim Andersen om. Kim Andersen forstår min undren og fortæller: »Den bløde journalistik kan godt give et forkert billede af verden fx ved fokus på cases (red. erfaringskilder). Vi ved, at cases kan skævvride folks opfattelser af verden. Hvis man fx har en case, der fortæller om, at personen oplever bivirkninger ved en coronavaccine, og kun hører casens oplevelse, uden at få sat det ind i en større kontekst af hvad, vi ved om vacciner og bivirkninger, så kan man få en forkert forståelse af, hvad vaccinens udfald er.« Vi lærte altså at blød og hård journalistik ikke nødvendigvis hænger sammen med troværdighed, men at når vi taler om effekten af en case, så skal vi være opmærksomme. Vi så også, at det er meget forskelligt ude i virkeligheden, hvordan bløde og hårde nyheder vurderes og bruges – nemlig at man ikke kan sige, at det er enten eller, og at man som journalist både kan gå rettet mod den traditionelle tilgang, hvor man tænker nøje over valg, fakta og konsekvenserne bag journalistikken, men også at journalistik kan være casebårende med samtaler om vigtige og sårbare emner, som folk kan identificere sig med. Dertil så vi, at emnerne er meget forskellige, men stadig vigtige på hver deres måde. Alting er altså ikke så sort-hvid ude i virkeligheden.

8 BRANCHEN

DECEMBER 2023

Lokalredaktør Niels Skipper: »Det er lysten, der driver værket« Journalistbranchen har mange veje: Alt fra store nationale medievirksomheder til små nichemedier i lokalsamfundene. Til maj 2024 har nordjyden Niels Skipper styret den lokale webavis NordsøPosten i 10 år. Lokaljournalistik giver mere mening for ham, fordi man er tættere på borgeren, og han finder journalistikken mere inddragende i det lokale.

Af: Lærke Hjort Dahl Jensen Foto: Niels Skipper

år man skal opsætte et møde med redaktøren Niels Skipper, er det svært at mødes på hans kontor. Det består nemlig ikke af skrivebord og stol, men i stedet blot af en iPhone. Det er nemt at have med på farten, når han render rundt oppe i Hjørring Kommune. 61-årige Niels Skipper driver den lokale avis NordsøPosten i Hirtshals, hvor hans telefon gløder med tips om lokale nyheder, som han via sit talerør formidler ud til befolkningen. Niels Skipper er ikke uddannet journalist, så hans rejse har været en lidt anden end den traditionelle vej til lokalredaktør. Fra skriveentusiast til lokalredaktør Niels Skippers vej til NordsøPosten kan spores helt tilbage til grundskoletiden. »Jeg har siden drengeårene haft en lyst til at skrive, der kom til udtryk i en særlig ihærdig indsats i mine danskstile.« Nogle af lærerne mente sågar, at den samme ildhu ikke var at spore i andre fag. Dansklæreren i udskolingen rådede skriveentusiasten til journalistuddannelsen. Han tog dog en HF, der inspirerede ham til at nørde litteratur. Han endte først på Århus Universitet for at læse nordisk sprog og senere Aalborg Universitet, hvor han læste dansk. Det var dog ikke endestationen: »Det studie oplevede jeg hurtigt som alt for støvet og teoretisk, så jeg droppede ud med en bachelorgrad og arbejdede i nogle år som pædagogmedhjælper og litteraturanmelder ved Vendsyssel Tidende.« Efterfølgende er Niels Skipper gået i dansklærerens fodspor med en meritlæreruddannelse. Først som vikar på Ulvkærskolen i Hirtshals og de sidste 16 år som fastansat på Bindslev Skole. Trangen til at udtrykke sig på skrift På trods af læreruddannelsen har Niels Skipper altid haft trang til at udtrykke sig på skrift. Skriveentusiasten har udfoldet sig både på papir og nettet: »Jeg har skrevet debatindlæg, klummer og kronikker i aviser som Vendsyssel Tidende, Ekstra Bladet, Information, Weekendavisen og Nordjyske Stiftstidende. Jeg var meget aktiv i nogle af de første online debatfora i slutningen af 90’erne.« CV’et blev opdateret i år 2009, hvor lokalredaktør Palle W. Nielsen søgte freelancere til onlinemediet Kanal Hjørring. »Jeg lærte meget af Palle W. Han har tidligere været lokalredaktør i Skagen for Nordjyske Stiftstidende. Men ligesom mig havde han heller ikke en formel uddannelse som journalist: Vi delte dog en passion for at skrive.« Tiden hos Kanal Hjørring blev startskuddet på det, vi i dag kender som NordsøPosten.

Niels Skipper dækker altid den årlige lokale musikfestival Musik Under Trappen i Hirtshals. Billedet er taget, mens der er ved at blive gjort klart til arrangementet. Rejsen til succes NordsøPosten er ikke mediets oprindelige navn. Da rejsen begyndte, blev lokalmediet lanceret under navnet FlaskePosten.nu. I selskab med hans voksne bonussøn, Anders, fandt Niels Skipper nogle folk fra reklamebranchen, der strikkede en hjemmeside sammen i Wordpress. Bonussønnen blev købt ud efter nogle år, hvor Niels Skipper i samme ombæring fik et sagsanlæg på nakken af en vinhandler: »Jeg havde egentlig indgået en aftale med ham om brugen af navnet, men han mente, at jeg misligholdt aftalen og anlagde sag, som jeg vandt.« En sejr var dog ikke nok. »Efter at have købt Anders ud fik jeg nyt CVR. Min advokat fortalte, at vinhandleren faktisk havde ret til nu at starte et nyt sagsanlæg, så jeg tog konsekvensen og skiftede navn til NordsøPosten. Det har jeg så fået varemærkerettighed til og aldrig fortrudt. Alle har taget godt imod det nye navn.« Navnet er ikke det eneste, der blev taget godt imod. Avisen opnåede enorm lokal opbakning fra start, både fra foreninger og erhvervsdrivende. Spar Nord var hurtigt ude som det, de kaldte ‘icebreaker’, idet bankens blåstempling af netavisen ved køb af annonce fik andre til at følge trop. Da opbakningen var der, skulle Niels Skipper bare have økonomien op at køre: »Konceptet handler på det økonomiske område om at holde omkostningerne nede, mens jeg omvendt ikke sparer på goodwill i form af opbakning og støtte til lokale initiativer og etablerede organisationer med mere.« En anden form for støtte ses i det skriftlige bidrag af netavisens freelancere. »Det er lysten, der driver værket hos mine

freelancere.« Udover økonomi er sociale medier også en årsag til succesen. De har givet luft under vingerne. »Uden først og fremmest Facebook var jeg aldrig lykkedes så godt med NordsøPosten. Der kan siges meget kritisk om de sociale medier, men deres hurtighed og tilgængelighed er alfa og omega at udnytte, hvis man vil være med i nyhedsgamet.« De sociale medier krediteres for det fleksible kontor: »En af netavisens styrker er den lethed og hurtighed, hvormed jeg kan opdatere nyheder. Jeg behøver kun min iPhone.«

Som selvstændig skal du virkelig ville din virksomhed. At give op er simpelthen ikke en mulighed, medmindre du af sygdom eller konkurrenter, der er bedre, bliver tvunget til det.

Alligevel har lysten spillet hovedrollen i vejen til succes. Lysten som drivkraft Niels Skipper er både lærer på deltid og deltidsredaktør ved NordsøPosten, hvilket ikke har været uden ofringer. »Jeg har investeret lidt kroner og ører og

rigtig meget tid.« Dette ser han dog ikke med nej-hatten på: »Det har været hårdt arbejde, men også rigtig sjovt, spændende og udbytterigt. Det er fortsat i høj grad lysten, der driver værket.« Tidsinvestering har derfor ikke været et problem for ham i rejsen til succes. Særligt støtten på hjemmefronten har været et vigtigt led i processen. Ægtefællen Hanne Skipper har givet en hånd med. »Hanne blev hurtigt en del af netavisen. I første omgang hjalp hun med regnskabet, men nu bidrager hun også med artikler især om SkoleCenter Hirtshals og kreative arrangementer som Strikfest på Vraa Højskole.« Derfor har det heller ikke voldt store problemer at have arbejdet med på ferie. »Hanne får lov til at vælge destination, men jeg betinger mig altid, at der er god netforbindelse og aircondition.« Alligevel mener han ikke, at rejsen til succes er en dans på røde roser: »Som selvstændig skal du virkelig ville din virksomhed. At give op er simpelthen ikke en mulighed, medmindre du af sygdom eller konkurrenter, der er bedre, bliver tvunget til det. Dog giver dét at være selvstændig en utrolig frihed, der afvejes af ansvarlighed.« En af de største styrker ved at være det lokale talerør finder Niels Skipper i at have rodfæste i hjembyen, Hirtshals. »Du kan simpelthen ikke lave troværdig lokaljournalistik uden at have rødder i lige præcis det lokale.« Niels Skipper mener sagtens, at netavisen kan blive en fuldtidsbeskæftigelse, men lærerjobbet trækker stadig. Lige nu rider han bare på bølgen af succes og glæder sig til at fejre NordsøPostens 10. år til maj næste år.

BRANCHEN 9

DECEMBER 2023

Hvorfor er det vigtigt, at nogen tør træde ind i de intime rum og stikke kameraet op til noget af det mest private vi har? I foråret var fotojournaliststuderende Sigrid Ellesøe vidne til fødslen af sin niece. Oplevelsen fik idéen til hendes senere fotoreportage ‘Giving Birth’ til at spire. Fødsler er mere end en makaber pressefase, og dét var fokus, da hun sammen med et par, hun blot havde kendt i en uge, indtog det rum, som for mange hidrører det private og intime.

Af: Sarah Vinten Møbius Foto: Sigrid Ellesøe

i har alle prøvet det. At vi i cirka 40 uger bliver arbejdet i den rette størrelse, proportion og position for da at rejse (med tilpas kraftige presseveer, bevares) ud gennem en kanal specielt til dét formål. En rejse der for vores mødre, som har lagt krop til denne hule, er forbundet med hud i ekstreme folder, en smerte “der ikke kan beskrives for dem, som ikke har prøvet det”, blod og andre farverige væsker. Men for de fleste mødre og eventuelle partnere også en rejse forbundet med ekstrem kærlighed, ømhed, sårbarhed, styrke og råhed. Netop fortællingen om fødslen som noget autentisk, både voldsom, makaber, smuk, følsom – en oplevelse for mere end kun den fødende og en oplevelse, der for de fleste er én, de vil huske på deres dødsleje. Det er dét, Sigrid Ellesøe med sin fotoreportage forsøger at fortælle. Til dagligt studerer hun fotojournalistik på DMJX og med afsæt i fødslen af sin søsters barn, skabte hun reportagen ‘Giving Birth’. Ikke mere, ikke mindre. Det er hele essensen. »Journalistikken, måske især fotojournalistikken, skal fortælle autentiske historier. Det er dem, der skaber vores narrativer og uden autentiske narrativer, har vi aldrig det rette grundlag at danne vores oplevelser af verden på,« fortæller hun i interviewet, der tager udgangspunkt i den fødslel, reportagen fortæller om. Et privat og intimt rum, som Sigrid Ellesøe indtog sammen med de to forældre, der lukkede hende helt tæt på, da de bød deres andet barn velkommen til verden. Dét og flere andre pointer om reportagegenren, journalistikken og kildearbejdet får Sigrid Ellesøe fulgt os

igennem ud fra interviewet om projektet ‘Giving Birth’. Hvordan kom du fra idé til en aftale om at måtte tage billeder til en fremmed persons fødsel? »Jeg finder mange af mine kilder via Facebook gennem grupper eller via delinger. Det samme skete her. Jeg oplever dog, at folk viser størst interesse, når man har lagt energi i sit ‘hvorfor’. Hvorfor synes du, at den her historie er vigtig, og hvorfor er det vigtigt med den her slags kilde til at fortælle netop den historie? Det bruger jeg meget tid på at gøre klart, inden jeg søger nogen. Det sværeste her var faktisk at finde nogle kvinder, der havde en termin, som passede til den periode, mit projekt strakte sig over. Kilder var der faktisk nok af. Men på den måde fandt jeg også Katrine og Sebastian,« fortæller Sigrid Ellesøe. Fra aftale til virkelighed Hvilke aftaler blev der indgået før selve fødslen? Havde forældrene, som du tog

billeder af, nogle forbehold eller grænser for, hvad du måtte eller ikke tage billeder af? »Nej. Mit allerbedste værktøj i arbejdet med kilder er gennemsigtighed og transparens, og i ugen op til fødslen boede jeg hos dem. Jeg sov i min bil og ellers brugte jeg dagene på at vænne dem til, at jeg var der. Jeg brugte tid på at lære dem at kende som mennesker og også uden om det, at de skulle være forældre lige om lidt. Jeg spurgte dem efter hver dag, hvordan det havde været, at jeg var der, hvad de følte, når jeg gik og lavede kaffe i deres køkken, hvad de forventede mig til fødslen, og jeg fortalte, hvad jeg forventede at tage billeder af. Vi var hele tiden på samme side på den måde.« Var der på noget tidspunkt under fødslen, hvor du vurderede, at du skulle trække dig? »Nej, slet ikke. På det her tidspunkt tror jeg virkelig ikke, at de lagde mærke til mig. Det havde jeg gjort klart for dem den foregående uge ved at vise dem, at

det kunne de roligt, og ved at tale med dem om mit ‘hvorfor’ bag historien. Hvorfor det var vigtigt, at den var autentisk, og hvorfor det derfor var vigtigt, at de var ligeglade med, at jeg var der. Hvis ikke jeg havde været så klar i spyttet, havde jeg måske heller ikke kunne få de samme billeder, både på grund af min egen og deres selvbevidsthed. Den blev heldigvis manet til jorden.« Du har valgt, at reportageserien skal være i sort-hvid. Hvorfor det? »For mig handlede det om at trække chokeffekten ud af fødslen og få det ned på et plan, hvor det handlede om Katrine, relationen mellem hende og hendes partner, Sebastian, reaktioner og situationer hvor man virkelig kan se, hvilken fysisk præstation det er at føde. Billederne er stadig meget autentiske og rå, men jeg ville have, at folk skulle undgå billederne på grund af blod eksempelvis. Det er ikke det, det handlet om.« Det her er helt sikkert ikke det mest originale spørgsmål, men ikke desto mindre ret vigtigt. Hvis du helt kort skal sætte ord på reportagens budskab, hvad er det så? »Reportageserien strækker sig jo fra de tager hjemmefra, til de kommer hjem fra hospitalet igen. Det er en vigtigt pointe, synes jeg, fordi budskabet er netop en nuancering af fødselsbegrebet. Det er både den aktive fødsel, efterveer, bleer både til mor og barn, dét at ligge med sit lille nye menneske på en mørk hospitalsstue første aften og at komme hjem til en ny hverdag. Hvis ikke journalistikken skal kunne dokumentere om de her autentiske historier, især ledsaget af billeder, har vi ikke noget at tage med og læne os op af, når vi selv skal ud og opleve verden eller føde,« afrunder Sigrid Ellesøe.

SAMFUND

DECEMBER 2023

Dine medier skaber angst i stedet for oplysning Nyhedsbilledet er for længst rykket ind på de sociale medier, men det koster din mentale trivsel.

Emma Elfrom Eliasen oplever ofte en ængstelig følelse efter brugen af hendes sociale medier. Foto: Helene Sadjadi-Munk

Af: Helene Sadjadi-Munk Foto: Helene Sadjadi-Munk

en verden, der er konstant forbundet digitalt, har sociale medier taget rollen som vores primære vindue til verden. Ifølge rapporten ‘Internetbrug og sociale medier’, fra Kulturministeriet, benytter unge mennesker de sociale medier som primær kilde til nyheder, men mange af de sociale medier, som poster videoer og billeder, har ikke de samme etiske retningslinjer som etablerede nyhedsmedier i Danmark. Voldsomt indhold, krig og terror fylder rigtig meget i rigtig mange unge menneskers feed, oplever Red Barnet. Privilegeret digital afstand Præmissen for medieangst er de sociale mediers ageren i mediebilledet, som ikke kun oplyser, men også skaber en ufiltreret forbindelse til verden. Som SoMe-bruger kan man sidde på den anden side af skærmen i en anden virkelighed, der kan gøre det vanskeligt at begribe brutaliteten af en anden verden. Selvom Instagram og TikTok har en advarsel for ømtåleligt indhold, er det ikke altid, at denne funktion spiller ind, og brugeren kan dermed blive eksponeret for det indhold, de måske bevidst havde frabedt sig. Det kan derfor i sidste ende blive nødvendigt at vælge visse medier mere og mere fra. 24-årige Emma Elfrom Eliasen er en af dem, som har taget større digital afstand. Hvad hun en aften mødte på Instagram endte i en søvnløs nat, og Emma er siden blevet nødt til at scrolle varsomt. På Instagram har Emma slukket for profiler som Gaza-journalisten ‘byplestia’ og aktivisten ‘shaunking’, som begge poster voldsomme billeder og videoer fra krigsramte Gaza. Således ser hun ikke deres opslag, medmindre hun selv opsøger

Kriminalpræventive Enhed’, Kasper Fisker, kerne for at formidle verdens nyheder, men om, hvor overrasket han er over, hvor mange udfordringerne, de bringer med sig, er en pris, detaljer børn ned til 9-10-års alderen kender man som SoMe-bruger betaler højt for. Hertil til. Den største brugergruppe på TikTok i kommer spørgsmålet om, hvorvidt prisen for Danmark er mellem 9 og 14 år gamle, så det den digitaliserede verden er blevet for høj, er ikke uhørt, at børn også har set med på når vi ser på den mentale og følelsesmæssige den rå dækning af krig. Efter krigen mellem byrde, som nogle brugere bærer som Rusland og Ukraine opstod, mærker Børns konsekvens. Dilemmaet mellem angsten Vilkår også, at børn fra 8 år og op til starten bag hvert scroll, og det at være oplyst har af 20’erne kontakter dem med et behov for sat Emma i en privilegeret problemstilling, at snakke med en som gennem Emmas voksen på grund øjne ikke blot er en af bekymringer og individuel kamp, men tanker om krigen: en repræsentation af »Jeg er lige den udfordring, mange vågnet fra en Jeg er et privilegeret menne- står overfor – hvordan forfærdelig drøm ske, for jeg kan bare slukke man navigerer gennem om krig. Det er den digitale labyrint for det. Det kan dem, som og bevarer sin egen krigen i medierne, befinder sig i krig ikke. der fylder hos mig. menneskelighed: Jeg har drømt, »Det skaber vrede EMMA ELFROM ELIASEN at en bombe i mig, at politik og 24 år og SoMe-forbruger eksploderede tæt magt vægtes højere på mig,« fortæller end civiles liv, og min en 17-årig pige i retfærdighedssans BørneTelefonen til Børns Vilkår. bliver dagligt udfordret,« fortæller Emma. Hendes ord er ikke blot en erklæring Dilemmaet mellem information og om frustration, men en refleksion over det mental sundhed komplekse landskab af digitale informationer, De sociale medier er blevet en central der bombarderer SoMe-brugeren hver dag.

det. Selvom det har hjulpet Emma, er det med en ambivalent følelse: »Jeg er et privilegeret menneske, for jeg kan bare slukke for det. Det kan dem, som befinder sig i krig ikke, så jeg føler på en måde, jeg ‘skylder’ at se med, men jeg er et voksent menneske, og det er mit eget ansvar, at jeg har det godt,« fortæller Emma. Ødelæggelserne overskygger fakta RUC-rapporten ‘Danskernes brug af nyhedsmedier 2023’ rapporterer blandt andet om danskernes undgåelse af nyheder. I undersøgelsen svarede 19 procent af danskerne, at de ‘ofte’ eller ‘nogle gange’ bevidst prøver at undgå nyheder. I undersøgelsen står det klart, at det er de 18-24-årige, som topper landsgennemsnittet. I rapporten udtaler administrerende direktør i Danske Medier, Mads Brandstrup, at nyheder om krig er et emne, som flere undgår. Noget, der resonerer stærkt hos Emma Elfrom Eliasen, som mener, at mængden af rå og voldsomt indhold på de sociale medier fra eksempelvis krigsramte Gaza har betydet, at lysten til at følge med og forståelsen for selve konflikten er blevet udvisket: »Det er uoverskueligt at forholde sig til fakta, fordi de uhyggelige videoer tager over. Konflikten falder i baggrunden, og død og ødelæggelse bliver den primære nyhed. Det gør, at jeg stopper med at følge med,« fortæller hun. TikToks krigsrealiteter Når de sociale medier er blevet til en platform, der dækker verdens grusomheder, er det væsentligt at kigge på dets publikum. Ifølge Jyllands-Posten fortæller stabschef i ‘Den

Eksempel på Instagrams kontrolfunktion, der skal skærme brugerne for ømtåeligt indhold. Foto: Helene Sadjadi-Munk

SAMFUND

DECEMBER 2023

Nu bliver chatbots brugt som terapeuter, men tendensen vækker bekymring Internationale medier skriver om stigende brug af chatbots til terapi, og på TikTok lovpriser unge mennesker ChatGPT’s terapeutiske evner. Men chatbots er ikke gearet til at agere terapeuter, og i sidste ende kan de fastholde sårbare mennesker i uhensigtsmæssige tilstande, vurderer ekspert.

Af: Salka Cordt Andersen Illustration: Ann Sofie Bay Bertmann

iden kunstig intelligens og chatbots som ChatGPT har gjort deres indtog i erhvervslivet, er de blevet arbejdspladsernes svar på kamæleoner. De kan indtage rollen som kundeservicemedarbejder, rekrutteringsassistent, journalist, oversætter, regnskabsassistent og dataanalytiker – for bare at nævne nogle stykker. Og nu indtager de også rollen som terapeut. Det skriver flere internationale medier. CNN skriver, at »Chatbots til mental sundhed boomer, men der er ikke meget bevis for, at de virker,« mens The Economic Times skriver, »Fra USA til Sydafrika stiger brugen af AI chatbots til mental sundhed i popularitet, da sundhedsressourcerne er overbelastede. Det på trods af bekymringer fra tech-eksperter om datasikkerhed og etiske aspekter ved rådgivning«. Der bliver både henvist til chatbot-apps, der er direkte målrettede mod mentalt helbred og terapi, som Woebot, Wysa, Replika og Youper, og til sprogmodeller som ChatGPT, som bliver promptet til at agere terapeut. Også på det sociale medie TikTok har flere brugere fået øjnene op for ChatGPT’s terapipotentiale. Der florerer videoer, hvor unge TikTok-brugere tilmed udtrykker begejstring over chatbottens terapeutiske evner. »Fortæller ChatGPT alle mine problemer, fordi den giver mig bedre rådgivning end min terapeut, lyder det fra en«. »Sig farvel til lange ventetider og sig hej til øjeblikkelig terapi med AI, lyder det fra en anden«. På videoerne demonstrerer TikTokbrugerne også, hvordan de benytter chatbotten til terapi. Nogle beder om råd til konkrete situationer, de står i, mens andre fortæller, at de er stressede eller deprimerede, og på få sekunder får de tilsendt både svar og anerkendende ord fra ChatGPT.

Kæmpe datagrundlag Selvom det kan lyde besynderligt at bruge en robot som psykolog eller terapeut, kommer fænomenet ikke bag på Anders Søgaard, som er professor og forsker i maskinlæring og sprogmodeller. Det skriver sig ind i en tendens, som handler om at afsøge mulighederne for, hvad chatbots kan bruges til. »Der er mange firmaer, der er i gang med at lave sprogmodeller, som skal være vores venner, vores kærester eller terapeuter, siger han og henviser til, at det åbner op for nye forretningsmodeller for virksomhederne«. Anders Søgaard forklarer, at ChatGPT umiddelbart kan synes at have ret gode forudsætninger for at agere psykolog eller terapeut. ChatGPT er en sprogmodel, som grundlæggende er trænet i at se mønstre i en tekst og fortsætte den pågældende tekst. Sprogmodellerne er trænet i tre omgange. I første omgang i en masse tekst, dernæst i samtaledata, som skal gøre dem gode til samtaler. Til sidst bliver de testet af

mennesker, der får betaling for at bruge dem, og så korrigerer man ud fra brugernes feedback. Særligt det tredje trin er vigtigt, da det er der, man kan korrigere sprogmodellen, hvis den siger noget kontroversielt eller farligt. »Det lyder jo umiddelbart ikke som noget, man får en særligt god psykolog ud af, men man skal tænke på, at det er enorme mængder af data, som er repræsenteret i sprogmodellerne. De har med stor sandsynlighed set flere eksempler på samtaler, end psykologer og terapeuter har haft gennem deres faglige virke, forklarer Anders Søgaard«. Alligevel vurderer han ikke, at man bør spare på psykologregningen og ty til chatbots i stedet. Han understreger, at chatbots har store mangler i forbindelse med terapeutisk vejledning. De svar, de giver, vil i et vist omfang være en afspejling af, hvad der har været af svar på tilsvarende forespørgsler i den træningsdata, modellerne har set. Men de er ikke gearet til at tage individuelle hensyn, som psykologer er. »Der er en grund til, at det er dyrt at gå til psykolog. Psykologer har taget en lang uddannelse og opbygget erfaring over mange år,«, konstaterer han og fortsætter: »De ved hvornår man skal sende nogen videre i psykiatrien, hvornår man skal underrette politiet, og hvornår man skal tage kontakt til forældre, hvis det drejer sig om børn. Og de er i øvrigt bundet af lovgivning og tavshedspligt i modsætning til ChatGPT«. Desuden peger han på, at behandlingsforløb med en psykolog eller terapeut ofte er tilrettelagt over længere tid, i modsætning til chatbots, som ikke har evnerne til at følge op på en samtale.

»Hvis det overhovedet kan siges at være en løsning, så er det en ret dårlig løsning for dem, der har brug for at gå til psykolog,« konstaterer Anders Søgaard. Kan i sidste ende have konsekvenser Maja Vain Gilbert er autoriseret psykolog og stifter og leder af klinikken UngTerapi, og hun advarer mod at bruge ChatGPT som terapeut eller psykolog. Hun peger på en række af årsager til, at chatbots ikke bare er uegnede til at yde terapeutisk rådgivning, men også kan bidrage til at fastholde sårbare unge i en uhensigtsmæssig tilstand. Hun forklarer, at psykologbehandling er en bred vifte af intuitivt arbejde, hvor psykologen gennem sin erfaring lærer, hvordan vedkommende skal agere i forskellige situationer. Nogle gange kan der være behov for, at man støtter klienten, andre gange skal man være mere konfrontatorisk, og nogle gange er det en vekselvirkning mellem begge dele. »Der kan eksempelvis være mennesker, der har oplevet traumer tidligere i livet og har svære tilknytningsforhold til deres forældre«. De kan have udviklet uhensigtsmæssige relationsmønstre til andre mennesker, hvor de er dybt afhængige af andres omsorg og anerkendelse og kan have uhensigtsmæssige mønstre til, hvordan de opnår det. Det er noget af det, vi udfordrer i terapien. Det er en snæver dans mellem at anerkende individet, men samtidig også at lære dem at være i relationerne på en anden måde ved at konfrontere dem,« forklarer Maja Vain Gilbert. Samtidig bruger terapeuten sit kendskab til klienten, vedkommendes unikke omstændigheder, personlighedstype og

baggrund. Maja Vain Gilbert pointerer, at selvom ChatGPT kan komme med et automatisk svar, som umiddelbart anerkender klienten og deres situation, så kan den ikke lave den individuelle vurdering, som er så vigtig. Derved kan klienten faktisk blive afhængig af den anerkendelse, de oplever at få fra ChatGPT, uden at de udvikler sig eller overvinder deres udfordringer. »Og hvis man i forvejen er sårbar og kaster sig ud i en behandling, der ikke fungerer, så kan tilliden til, at man kan få det bedre lide et knæk. Det kan resultere i, at man ender med at få det værre, end man havde før,« forklarer hun. ChatGPT-terapi kan blive en farlig Tiktok-trend Ifølge Maja Vain Gilbert er unge letpåvirkelige overfor de ting, de ser på TikTok. Derfor håber hun heller ikke, at de videoer, der lovpriser ChatGPT’s potentiale – eller mangel på samme – som terapeut, begynder at trende. I forvejen ser hun såkaldte selvdiagnosticeringsfællesskaber og tendenser til pseudospykologi på TikTok, hvor folk uden den faglige ekspertise udtaler sig om diagnoser. Det ser hun som en skræmmende bevægelse, fordi det kan medvirke til, at folk undlader at søge den rigtige hjælp og i stedet udvikler hjemmelavede teorier om, hvorfor de har det, som de har. »Så går de måske i noget helt tilfældig behandling, som eksempelvis på ChatGPT,« forklarer hun. »Og det kan rent faktisk gøre, at de får det værre, end de havde i forvejen. Så det ser jeg som en enormt farlig tendens, hvis det virkelig er noget, der begynder at trende, konstaterer hun«.

SAMFUND

DECEMBER 2023

Dansk politisk aktivist blev overfaldet i Italien af modstandere: »Det var et målrettet overfald« kampagnen en af faktorerne til motivationen bag overfaldet.

En gadebod med politisk materiale der blev væltet under overfaldet i Trieste, Italien. Foto: Sinistra Classe Rivoluzione (SCR)

D. 16. september 2023 blev en dansk aktivist, Markus, fra organisationen ‘Revolutionære Socialister’, udsat for et fysisk overfald af formodede politiske modstandere i Italien, da han sammen med ligesindede italienske aktivister stod ved en gadebod og delte politiske aviser og blade ud. Af: Mads Lund Pedersen

arkus havde ikke haft intention om at skulle stå ved en gadebod og dele politiske materialer ud i den italienske havneby Trieste, da han tog på ophold i Italien. Men om lørdagen d. 16. september endte han med at stå der for at hjælpe den italienske afdeling af den internationale organisation International Marxist Tendency (IMT). Som aktivt medlem af den danske afdeling af IMT, Revolutionære Socialister, var det nemlig ikke usædvanligt for Markus at stå ved en gadebod og hjælpe med en af organisationens opgaver: »Vi står der [som medlemmer] for at sælge politiske aviser og blade, men også for at diskutere vores politiske budskaber. Vores opgave er at nå ud til unge og prøve at rekruttere medlemmer« Den italienske afdeling, Sinistra Classe Rivoluzione (SCR), af IMT havde ført en kampagne i Italien, ligesom den danske afdeling i Danmark, ved at hænge plakater op med teksten og henvisning til at melde sig ind

i den nationale afdeling: »Er du kommunist? Så bliv organiseret« På grund af denne kampagne i Trieste var gadeboden med de politiske materialer genkendelig for de forbipasserende: »Vi var genkendelige for dem, der gik forbi, og det var indtil videre fredeligt, når de talte med os«, forklarer Markus om situationen på gaden i Trieste, inden det fysiske overfald skete. International Marxist Tendency International Marxist Tendency (IMT), der er grundlaget for den danske og italienske afdeling af IMT, er en revolutionær marxistisk organisation, der blev oprettet på grundlag af den russiske revolutionære Leon Trotskijs politiske idéer om at opnå en socialistisk verdensrevolution. Den revolutionære organisation er organiseret i omkring 30 lande med dets medlemmer bestående af ligesindede arbejdere og unge. Organisationen fører af den grund af og til internationale kampagner, som var tilfældet i den september måned, da det fysiske overfald på gaden i Trieste fandt sted. Ifølge Markus og Sinistra Classe Rivoluzione var

Dette [overfald, red.] overrasker os ikke. Fascisternes rolle har altid været at angribe dem, der organiserer sig for at forsvare arbejdernes rettigheder

»Det var et bevidst overfald« »Vi fandt ud af, at en højreorienteret gruppes facebookside havde lagt et billede op af kampagneplakaten, og det virkede til, at de havde en intention om at opsøge os«, gengiver Markus om øjeblikket, da det gik op for aktivisterne, at kampagnen ikke kun var genkendelig for de fredelige lokale og turister men også for andre aktivister, der ikke var ligesindede med dem selv. To »store og veltrænede mænd med tatoveringer«, ifølge Markus’ egen beskrivelse, dukkede efterfølgende op ved gadeboderne i Triestes befolkede bygade, og overfaldet startede med det samme med, at de to mænd målrettet væltede gadeboderne, som aktivisterne for kort tid inden havde stået ved og haft frewdelige dialoger med andre på gaden: »De kom målrettet hen mod os og væltede boder og begyndte at sparke og slå, indtil nogle af de andre lå ned. Men de blev ved, selvom de andre lå ned«, fortæller Markus om episoden, da de to mænd dukkede op ved gadeboden og overfaldet startede. Han blev selv ramt af slag under overfaldet, som ikke varede ved i lang tid, før lokale og turister strømmede hen for at hjælpe, da hele optakten vakte opsigt. »Det var et bevidst overfald. De gik bevidst efter os på grund af plakaterne. Det må have provokeret nogen på højrefløjen«, udlægger Markus om sin teori bag overfaldet, som aktivisterne fra SCR er enige i. Overfaldet var det første fysiske over-fald, som aktivisterne havde været udsat for, men overfaldet kommer ikke bag på dem, som de senere udtrykte det i et opslag på deres hjemmeside: »Dette [overfald] overrasker os ikke. Fascisternes rolle har altid været at angribe dem, der organiserer sig for at forsvare arbejdernes rettigheder« Venstre- og højrefløjens konfrontation i Firenze Selvom dette overfald d. 16. september 2023 var det første overfald, som SCR havde været udsat for, var det ikke den første voldelige konfrontation mellem medlemmer af organisationer fra venstre- og højrefløjen i Italien i dette år. Det franske medie Le Monde bragte en historie om, da der d. 18. februar 2023 skete en voldelig konfrontation mellem medlemmer af en højreorienteret organisation med rødder til den italienske premierministers parti Fratelli d’italia og medlemmer af en ‘antifascistisk’ organisation foran et gymnasium i Firenze. Konfrontationen blev filmet og delt på internettet, der efterfølgende førte til en uge med fordømmelser af politisk motiveret vold fra italienske politikere på begge fløje. Medlemmer af den italienske premierminister

Giorgia Melonis regering valgte dog ikke at reagere på den voldelige konfrontation. Ligesom de højreorienteredes rødder til Giorgia Melonis regeringsparti fra konfrontationen i Firenze, har både Markus og SCR haft en mistanke om, at organisationen, som de to overfaldsmænd formentlig stammede fra, højst sandsynligt var inspireret af regeringspartiets højreorienterede ideologi. Angrebet er ikke et tegn på styrke SCR og Markus lader sig dog ikke skræmme af det voldelige overfald og vil fortsætte med deres kampagner både i Danmark og Italien, selvom det vil kunne fortsætte med at provokere deres politiske modstandere: »Langt fra at være et tegn på styrke viser angrebet, at fascisterne er bange for de kommunistiske idéer, som vinder voksende

De kom målrettet hen mod os og væltede boder og begyndte at sparke og slå, indtil nogle af de andre lå ned. Men de blev ved, selvom de andre lå ned indflydelse blandt arbewjdere og unge«, har Revolutionære Socialister, som Markus er medlem af, udtrykt i et opslag. Hverken Sinistra Classe Rivoluzione eller Revolutionære Socialister har af den grund intentioner om at gengælde overfaldet med vold. Dog vil deres ønske om en verdensrevolution baseret på Leon Trotskijs idéer ikke komme til at ske uden en form for vold: »Borgerskabet vil bruge vold som våben, så vi kommer til at bruge vold som forsvar«, udtaler Markus om den revolutionære organisations egen intention om vold som politisk våben, selvom det ikke foreløbig kommer til at ske på samme måde, som de selv blev udsat for.

Et umiddelbart mærke på Markus’ kind, efter han blev ramt af slag under overfaldet. Foto: Sinistra Classe Rivoluzione (SCR)

SAMFUND

DECEMBER 2023

Internationalt hashtag opfordrer Palæstinastøtter til at hæve penge i protest Et nyt hashtag blandt Palæstina-støttere opfordrer til kontanthævning for at skabe ubalance hos bankerne. Spørgsmålet er, hvorvidt det er muligt på den måde at vinde politisk indflydelse.

Af: Anna Madsen Illustration: Ann Sofie Bay Bertmann

ølger du med i konflikten mellem Israel og Palæstina på sociale medier, er du måske stødt på en ny tendens. Det internationale hashtag »cash 4 ceasefire« eller kontanter for våbenhvile florerer i øjeblikket i medierne blandt danske Palæstina-støttere. Med hashtagget opfordres til, at man som borger hæver sine penge og dermed fratager bankerne deres ressourcer til investering. Opfordringen skal ses som en direkte besked til den danske regering om en grundlæggende utilfredshed med den politiske håndtering af konflikten mellem Israel og Palæstina. En frigørelse fra den traditionelle bankstruktur En af dem, der har valgt at hæve sine penge, er 31-årige Inger. Inger selv er en ivrig online debattør på dette område, men optræder i artiklen under dæknavn grundet tidligere oplevelser med chikane. For Inger er der et klart formål med at fjerne sine penge fra bankerne: »For mig strækker formålet med at hæve

Det symboliserer en kollektiv beslutning om aktivt at deltage i udformningen af politik ved at anvende økonomiske ressourcer som et kraftfuldt redskab til at skabe forandring

sine penge sig ud over den økonomiske handling. Det indebærer frigørelse af midler fra den traditionelle bankstruktur, hvilket ikke blot reducerer bankens tilgængelige ressourcer, men også klart markerer utilfredshed med den nuværende politiske

kurs.« Sådan slår hun fast og uddyber: »Det symboliserer en kollektiv beslutning om aktivt at deltage i udformningen af politik ved at anvende økonomiske ressourcer som et kraftfuldt redskab til at skabe forandring.« Konflikten mellem Israel og Palæstina har gjort Inger opmærksom på, hvad hun som borger selv vil stå inde for: »Der er en personlig forpligtelse i at stå imod politiske beslutninger, der strider mod mine værdier… Det (red. konflikten mellem Israel og Palæstina) rejser en dybere refleksion over, hvordan Danmark kan forblive allieret med et land, der gentagne gange overtræder reglerne og begår alvorlige overgreb mod menneskerettighederne.« Opbakning på sociale medier Særligt på Facebook eksisterer hashtagget i Palæstina-positive forummer samt begivenheder med flere hundrede deltagere og interesserede. På den nyeste Facebookbegivenhed står der centralt i beskrivelsen: »Vi presser økonomisk. I fællesskab kan vi påvirke.« På Instagram udfolder støtten sig i form af over hundrede videoer, der dokumenterer de mange kontanthævninger. Opbakningen vækker tilfredshed hos Inger: »Budskabet er blevet spredt bredt, og responsen har været betydelig, hvilket indikerer en stigende bevidsthed om at støtte initiativet.« Omfanget kender hun ikke til, men påpeger, at opbakningen kan vise sig at række ud over den mængde, der ses på sociale medier: »Jeg fornemmer, at mindst 200 personer allerede har deltaget i dette initiativ. Håbet er, at vi når op på mindst 1000 deltagere, men det er værd at bemærke, at mange støtter initiativet uden nødvendigvis at have tilmeldt sig officielt.«

Påvirkes den politiske dagsorden? Det er dog ikke alle Palæstina-støttere, der er lige begejstrede for opfordringen til kontanthævningerne. 29-årige Dana, der har valgt kun at stå frem med sit fornavn, er enig i, at handling er nødvendigt, men forholder sig skeptisk til metoden: »Jeg kan ikke helt se relevansen i det lige nu«, fortæller hun og tilføjer: »Jeg vil hellere bruge min tid på boycott og deling af vigtig information. Jeg har set meget mere aktivitet omkring demonstrationer og

Jeg vil hellere bruge min tid på boycott og deling af vigtig information. Jeg har set meget mere aktivitet omkring demonstrationer og underskriftsindsamlinger end dette

underskriftsindsamlinger end dette.« Professor i makroøkonomi hos Aalborg University Business School Finn Olesen er heller ikke overbevist om betydningen af kontanthævningerne: »Betalingssædvaner er træge processer, som kun langsomt ændrer sig på afgørende vis. Måske der kan komme et marginalt øget pres for at få fat på kontanter, men det burde være helt uproblematisk for det finansielle

system at imødekomme et sådant eventuelt problem.« Hos Danske Bank skaber kontanthævningerne ikke grund til umiddelbar bekymring: »Vi overvåger som sædvanligt udviklingen i transaktioner og ser ikke tegn på nogen uventet udvikling forårsaget af hævninger«, udtaler privatkundedirektør hos Danske Bank Mark Majgaard WraaHansen. Dog påpeger han et andet problematisk aspekt: »Generelt fraråder vi vores kunder at hæve mange kontanter. Især fordi det kan være risikabelt for dem at have store pengebeløb liggende derhjemme.« En opfordring fra et Palæstinaperspektiv Der tegnes generelt ikke et billede af, at det bliver opfordringen til kontanthævninger og det nye hashtag, der foreløbigt kommer til at sætte dagsordenen i dansk politik. For Inger er det heller ikke afgørende, hvorvidt man som Palæstina-støtter vælger at hæve sine penge: »Min opfordring til andre er at bidrage på enhver mulig måde. Uanset om det er ved at dele oplysninger og fakta, deltage i initiativer som dette eller blot øge bevidstheden om forholdene for det palæstinensiske folk. Vi har en fælles pligt til at handle, når vi ser uretfærdighed, og ved at arbejde sammen kan vi skabe større indflydelse.« I dette standpunkt erklærer Dana sig enig: »Vær ikke stille om, hvad der foregår i Gaza. Uddan dig, og gør en forskel uanset om det bare er en lille ting. Spørg gerne andre, du ser, som er aktive fortalere for dette. Det er ikke kompliceret.«

PORTRÆT

DECEMBER 2023

Borgernes mand Allerede som ung fik Simon Richard Nielsen øjnene op for de finansielle markeder. Kort efter fulgte journalistikken. Tilbage i september tiltrådte han som ansvarshavende chefredaktør for både Euroinvestor og B.T. Med sidstnævnte vil han nu forsøge at generobre tronen som Danmarks største medie, og det vil han gøre med en borgerlig retning.

Af: Søren Sand Djernæs Christiansen

liepriserne stiger. SFL-færgerne opkøbes af en modstander. En pantsættelse af Strandvejen sikrer midlertidig likviditet, og et aktieudbytte står til afhentning ved banken. Det er Matador. Markedskræfter kogt ned til et familiespil. Vi har spillet det som børn, men måske overvejede de færreste af os dengang, at spillets regler også stod skrevet i virkeligheden. Simon Richard Nielsen var her blandt de færreste. Interessen for markedsforholdene var nemlig ikke kun begrænset til brikkerne i enten Matador eller Børsspillet. Den fulgte med ud i livet, og tidligt i opvæksten måtte de fiktive værdipapirer lide et nederlag til hans første, reelle investering. »Jeg blev hurtigt tryllebundet af de finansielle markeder, og allerede som 13-årig havde jeg købt min første aktie,« fortæller han. Det ville måske ikke skabe overskrifter i dag. Men tilbage i 70’erne. På Lolland. Og som en 13- årig slagtersøn, var der ifølge Simon selv tale om et mærkeligt syn. Set udefra kan det også være svært at få øje på koblingen, og måske findes den slet ikke. Simon mener i hvert fald selv, at det alene var nysgerrighed, der dengang fik ham på sporet af sin nuværende levevej. »Hvordan er samfundet skruet sammen?«

siger han spørgende og lader fingrene glide forbinde de to områder, han elskede mest; mellem hinanden for at efterligne tandhjulets samfundsvilkårene, der ændrer på tal og roterende principper. statistikker. Og tal og statistikker, der ændrer »Det spørgsmål var jeg virkelig optaget af i på samfundsvilkårene. mine teenageår.« Derfor søgte han ind på Københavns Et spørgsmål, der primært var funderet Universitet i slutningen af 90’erne. i politiske og økonomiske forhold, og som Han skulle være cand.polit. og skabe et skulle udvikle sig til en livsvarig kærlighed økonomisk overblik for at trække det over i en til både journalistikken og de finansielle journalistisk arena. Han ville lære at navigere markeder. Og hér sidder vi så . På 2. etage. I rundt blandt møtrikkerne i samfundets kerne, et blankt lokale i Pilestræde 34, hvorfra den som han selv beskriver det. Det var minutiøst fremtidige kurs for både planlagt. Men alligevel B.T. og Euroinvestor endte Simon med at skal udstikkes. bruge ni seje år på Kontorets sarte, hvide den ellers femårige vægge afslører en uddannelse. B.T. skal være Danmarks nær fortid. Fire-fem Inspirationen til rawlplugs forbundet største medie. Jeg stopper denne retning viste sig med sorte, tynde linjer ikke før. blandt andet i form i vater gør det nemt af den daværende, at forestille sig det karismatiske Venstre opbevaringssystem, der engang var installeret formand, Uffe Ellemann-Jensen. Han var på bagvæggen. Det kunne til forveksling ligne nemlig uddannet cand.polit., og inden han en afvikling. Men Simon Richard Nielsen tog hul på sin politiske karriere, havde han er lige rykket ind som ansvarshavende også trådt medievejen. chefredaktør for begge foretagender, og han »Ellemann-Jensen var jo blevet landskendt er kommet for at udvikle. som nyhedsvært for DR, og senere blev han også chefredaktør for Dagbladet Børsen,« Et økonomisk udgangspunkt fortæller Simon og holder en kort pause. Allerede i gymnasietiden stod det klart for »Ham var jeg nok lidt inspireret af.« Simon Richard Nielsen, at han skulle være Simon havde set, at det kunne lade journalist. Han vidste også , at det skulle sig gøre. At blande en cand.polit. med en være med et økonomisk udgangspunkt. journalistisk karriere. Men uddannelsen viste For på den måde kunne han netop sig for Simon at være langt mere matematisk

indrettet end forventet. Sammenkoblingen til de nære samfundsforhold var trådt i baggrunden, og pludselig stod tallene bare frem i al deres enkelthed. »Jeg overvejede faktisk at droppe ud,« siger Simon og hæver øjenbrynene over det sorte brillestel, så små , horisontale hudfolder stables i panden op mod den gråtonede hårgrænse. Som en lille forsikring om, at overvejelser som disse er en sjældenhed. »Det var jo journalistikken, jeg ville,« fortsætter han med små, bestemte nik. Ifølge Simon stod det værst til omkring årtusindeskiftet. Han var netop blevet færdig med sin bachelor og var nu startet på kandidaten. Men årsagen var ikke kun at finde i selve uddannelsens minusser, men nærmere i de plusser, der fulgte med hans nye studiejob. Han var blevet ansat som studentermedhjælper på Børsen med Leif Beck Fallesen ved roret, og her stod det nemlig soleklart for ham, hvad der både var hans passion, og hvad der manglede på studiet; nemlig journalistikken. »Jeg husker tydeligt, da jeg så min egen byline i avisen,« fortæller Simon med et smil, som nærmest genkalder den nøjagtige begejstring, der ligger gemt bag ordene. »Herfra blev jeg nok lidt besat af mit arbejde på Børsen. Det var så sjovt, og jeg var fuldstændig overbevist om, at jeg havde fundet min hylde.« Som studentermedhjælper for Børsen blev Simon begravet i regneark. Hans

PORTRÆT

DECEMBER 2023

arbejdsopgaver bestod primært af at registrere og indtaste priser på blandt andet guld og svin. Rugbrødsarbejde, der havde spalteplads bagest i avisen. Men der blev også plads til mere journalistisk arbejde. »Det var jo ikke drømmen at taste løs i et regneark i flere timer ad gangen. Men jeg fik lov til at slutte dagen af med at skrive en lille børskommentar om, hvordan det var gået på enten aktie-, valuta- eller obligationsmarkedet. Og det var det hele værd.« Rutinerne kom under huden på Simon, og det samme gjorde stofområdet. Han spyttede artikler ud. Men samtidig blev timerne væk fra kandidatstudiet flere og flere. »Jeg havde det alt for godt på redaktionen, og jeg så slet ingen grund til at fortsætte på kandidatuddannelsen. Jeg udskød eksaminer og udeblev fra flere forelæsninger,« forklarer han. Men efter flere febrilske forsøg på at overtale den daværende chefredaktør, Leif Beck Fallesen, om en fastansættelse, kom der pludselig en klar melding, som var med til at definere Simons karriere fremover. »Du bliver ikke fastansat, før du har færdiggjort din uddannelse,« genkalder Simon ordene fra Beck Fallesen. Og nu var der pludselig ingen vej udenom. »Jeg måtte æde den. Og efter 6 år som studentermedhjælper og vikar, blev jeg endelig fastansat på Børsen og sendt til London som korrespondent,« fortæller Simon. »Fastansættelsen skete nærmest i samme uge, som da jeg blev cand.polit.« Beck Fallesen var en mand af sit ord, og Simon så sin drøm gå i opfyldelse. »Vi har talt om det mange gange siden, og jeg er ham virkelig taknemmelig. Måske var det bare en alfaderlig bekymring for mig, så jeg ikke endte som en halvstuderet røver. Men det var fedt. Også at færdiggøre studiet. Og så var løftet trods alt ikke bullshit i alle de år.« De simple tal London kaldte i to år. Herefter vendte Simon Richard Nielsen hjem for at overtage redaktørstokken for Børsens finansredaktion. Siden har CV’et haft vokseværk. Fra partner i Capital Relations og vært på TV2 NEWS, til indsigtsredaktør på FinansWatch, chefredaktør for Euroinvestor og direktør for Maj Invest. Finansmarkedet gennemsyrer billedet. Ifølge Simon er stillingerne blot et udtryk for at have fulgt sin nysgerrighed. At stole på mavefornemmelsen. Og det sker heldigvis nogle gange, at de to ting følges ad. »Jeg har jo altid været opslugt af de finansielle markeder,« siger Simon og fortsætter: »Folk, der går op i sportsresultater, kender det. Der er så mange tal og så meget data at følge med i. Hvem fører? Hvem er topscorer? Hvordan har de seneste resultater været? Jeg ser det nok lidt på samme måde.« Der er dog ikke tale om sport. Resultaterne er ikke kun påvirket af individuelle præstationer. De er defineret af handler

Simon Richard Nielsen på sit kontor. Foto: Søren Sand Djernæs Christiansen mellem flere millioner af mennesker verden over. Markedskræfterne. Yen, pund og dollars. Det er Simons måde at anskue verdenssamfundet på . Han kalder det en realtidens meningsmåling. Et stemningsbarometer for verdens tilstand. Krig, katastrofer og kriser omdannet til

Du bliver ikke fastansat, før du har færdiggjort din uddannelse

talsystemer. Det hele kan aflæses sekund for sekund. En simplificering af virkelighedens komplekse natur. »Det handler i sidste ende om at finde en logisk forklaring. Tallene kan ikke gradbøjes. Man får lov til at forholde sig rationelt til alt det, der foregår derude i verden,« siger Simon og skæver hen mod kontorets todelte vinduesparti. Fra hans lomme lyder små signaler. Måske liveopdateringer fra aktiemarkedet. Foroven lyser små , indbyggede spotlys fra udvalgte kvadrater i det hvide, modulopbyggede gipsloft. Over arbejdsstationen med to store LCD-skærme hænger der i hjørnet en

monitor. Med korte mellemrum overtager den ene side efter den anden displayet. Alle fyldte med tal. Artikler der trackes. Et internt talsystem. Som en forlængelse af Simons eget indre billede. »Det er jo nyhedsjournalistik i sit fineste væsen,« siger Simon og fortsætter: »At bringe orden i kaosset. Destillere det væsentlige fra det uvæsentlige. At gennemskue mekanismerne og sætte det i et perspektiv, så det hurtigt giver mening. Uanset om det er sport, underholdning eller aktiemarkedet. Det er vores opgave at skabe den slags formidling.«

Den borgerlige retning Foran kontorets glasparti sidder redaktionen tilknyttet Euroinvestor. En bred matteret stribe er klæbet på i øjenhøjde og forhindrer det frie udsyn gennem facaden. Denne afdeling på etagen er ikke ny for Simon Richard Nielsen. Han har nemlig tidligere været ansvarshavende chefredaktør for Euroinvestor, og nu er han tilbage. Opgaven er dog lidt anderledes denne gang. Jobbeskrivelsen er nemlig blevet todelt, og nu dækker hans ansvarsområde også over det landsdækkende medie B.T. Et medie, der i den seneste tid har blødt sidevisninger, brugere og besøg, og som han nu skal forsøge at få tilbage på sporet. »B.T. skal tilbage til det, B.T. altid har

været,« siger Simon og fortsætter: »Et borgerligt medie.« »Vi skriver til snusfornuftige danskere, som går på arbejde og betaler deres skat. Vi har jo verdens højeste skattetryk, og her er vi som medie selvfølgelig forpligtet til at holde øje med, om borgerne får det, de betaler for. Vi skal være et medie, der altid er på borgerens side.« Ifølge Simon er der ikke tale om et partipolitisk værdigrundlag, når han taler om et borgerligt udgangspunkt. Det handler om vinklingen. Om lov og orden. At sikre borgernes retssikkerhed og retsfølelse. At stille spørgsmålstegn, hvis der for eksempel ansættes flere kolde end varme hænder i det offentlige. At tage borgerne seriøst. »Helt konkret skruer vi for eksempel op for forbrugsstoffet. Flere pristjek i supermarkedet. Flere guides, tests og tips. Vi vil være der, hvor danskerne er,« siger Simon. De sidste to måneder har han brugt på at få B.T.’s stof ind under huden og på at lære de ansatte at kende. Det er nemlig en del af den type leder, Simon ønsker at være. Involveret og involverende. »Jeg er meget opmærksom på , at jeg ikke er chefen, der bare sidder i hjørnekontoret og udsteder ordrer. Det er vigtigt for mig, at alle er med, og at alle føler sig hørt,« fortæller Simon. Ansvaret er stort, og det samme er opgaven. CV’et taler sit eget sprog. Direktør, partner og chefredaktør. Men for Simon har det været en langsom udvikling at finde sig helt til rette i lederrollen. I starten af hans karriere var det end ikke på tegnebrættet. Ifølge Simon selv skrev han nemlig dengang kun for at sætte sit eget aftryk. »For 20 år siden betød det virkelig meget for mig, at jeg kunne se mit eget navn i avisen. Men nu er det vigtigere for mig at tænke og arbejde som en enhed. At stå i spidsen for et hold og få alle til at spille godt. At være i stand til at træde skridtet tilbage og se helheden. Jeg vil hellere se, at det lykkes for andre nu,« siger Simon og kigger ud mod det åbne kontorlandskab. Vi bevæger os på den anden side af glaspartiet og zigzagger os gennem de snoede afdelinger. Hen mod trapperne. Forbi bygningens bærende søjler, der borer sig ned gennem lokalerne. LED-oplyste skilte er fastnaglet på hver anden af disse, så »B.T.« står med summende rødt hen over hovederne på de mange ansatte. Som en påmindelse om, hvem de skriver for og måske endnu vigtigere, hvem de skriver til. Simon fastslår, at forandringerne kommer til at tage tid. Måske skal der også asfalteres, mens der køres. Det bliver en lang rejse, der kræver lige dele mod og tålmod. Egentligt arbejder han stadig på samme måde efter mavefornemmelsen. Og den er der. Han er landet det rette sted. Nu skal tallene flippes. Der skal ske en kursstigning. »B.T. skal være Danmarks største medie,« fortæller han. »Jeg stopper ikke før.«

HVABEHAR?

DECEMBER 2023

SE og HØR-folk der allerede bliver set og hørt for meget Se og Hør bragte 1. november en historie, der med ekslamerende skrift proklamerede følgende: »Medina i direkte opråb til statsministeren: - Hvor meget skal der til, Mette?« Herefter kunne Se og Hør så gøre deres læsere klogere på, hvad Medina nu går og synes om Israel-Palæstina-konflikten.

Af: Asger Denert-Nielsen Illustration: Asger Denert-Nielsen

edinas tanker blev hurtigt gennemgået -cirka en halv side. Så var det tid til, at andre kendisser, der også gerne ville lufte deres tanker og holdninger, fik spalteplads. Det var her, en tredjedel inde i artiklen, at vi stoppede op, kløede os selv i håret, og tænkte højlydt:

HVABEHAR? Nu blev historien for alvor rullet ud: ekspertkilden var kontaktet, endelig en fagperson. Nemlig, L.O.C. At kendisser har meninger om alt andet end dét at være kendis, er ikke noget nyt. Men undskyld os, Se og Hør. Er det de danske mediers opgave at malke overskrifter på en af de mest komplekse konflikter i moderne tid?

Konflikten i Palæstina er ikke kompleks L.O.C.

Lige til kommentaren om kompleksiteten har Se og Hør dækket sig godt ind og har selvfølgelig præsenteret et svar til læseren, fra en af de mest troværdige og hæderlige kilder i nyere tid – nemlig L.O.C. Han mener, at konflikten slet ikke er så kompleks. Det er nu engang bare de danske medier, der i tæt samarbejde med den store stat, skævvrider og komplicerer narrativet, fordi, de ifølge L.O.C. ham selv: »står side om side med et apartheidstyre.« Så vi vil gerne, til sidst, slutte af med at takke Se og Hør, for at hjælpe alle os, der kom til at mene, at Israel-Palæstina-konflikten var kompleks, ved at tilføje endnu et lag af meninger, til en ‘simpel’ debat. Vi vil takke dem for at agere talerør for de mest kompetente kilder, dem, der mangler en stemme, som vi jo alle ved, er de samfundsbevandrede, kædebærende, selvproklamerede rimsmede; Danske stjerner; Vores allesammens soundtrack til en fortrydbar brandert: Medina og L.O.C. Istedet for at høre fra mennesker, hvis job ikke er at rime på kælling, men at uddanne sig, og sætte sig ind i ‘simple’ konflikter.

Det går lidt for stærkt ved Ritzau. Og DR er lidt for hurtige på ctrl-c-knappen Nu er voldstægt jo ikke altid lige til at spøge med. Men givet det allerede løse forhold, journalisten havde til sagens indhold, undrer vi os i sådan en grad over en formulering, at den fortjener en plads her i HVABEHAR. Den lyder nemlig:

Fem af voldtægterne blev begået ved anvendelse af fysisk magt, mens en voldtægt blev begået uden samtykke. Og for det stykke sætningssammensætning, som I nok ikke vinder en pris for, kan I altid klappe jer på skulderen og fortælle jer selv, at, selvom drømmen om en Cavling er appalerende, endte den da i det mindste her.

HVABEHAR?

DECEMBER 2023

Fejlslutninger i journalistik kan have enorme konsekvenser: – Journalistikken sætter grundtonen af, hvordan et emne hænger sammen Man bør derfor gøre alt for at lave retvisende journalistik, noget Morten Skovsgaard, professor MSO i journalistik ved Syddansk Universitet, har viet sit liv til.

David Hopmann (højre) og Morten Skovsgaard (venstre) Står troligt ved roret, og dirigerer den kommende generation af journalister. Udover at undervise de studerende, skal Morten Skovsgaard bruge den kommende tid på et nyt forskningsprojekt om klimajournalistik, der netop er igangsat.

Af: Mathiias Jesper Strange Hansen Foto: Mathiias Jesper Strange hansen

ournalister har et enormt talerør. De når ud til flere tusind mennesker med deres artikler, nyhedsindslag og radioindslag hver dag, men det er ikke altid journalisten rammer hovedet på sømmet. Noget, der kan have konsekvenser for både journalistikken, men også for borgerne, det fortæller Morten Skovsgaard, professor MSO i journalistik ved Syddansk Universitet: »Journalistikken kommer tit til at sætte den første forståelse, så selv i de situationer, hvor andre journalister kommer og rydder op i misforståelser, så har det sat en grundtone af forståelse af, hvordan et emne hænger sammen«, siger Morten Skovsgaard. Der hviler altså et enormt ansvar på skuldrene af journalister, når de hver dag bringer historier på deres respektive flader. Men hvordan undgår man fejlslutningerne? Det har Morten Skovsgaard et bud på. »På mange måder minder journalistik og videnskab om hinanden, og essensen i begge fag er, at en systematisk tilgang mindsker dine fejl«, siger Morten Skovsgaard. Han anerkender dog, at tempoet i journalistikken er væsentligt højere, end det er i forskningen, men derfor kan journalistikken godt gøre brug af de videnskabelige metoder, også i den klassiske nyhedsdækning. »Når du reporterer det nye skatteforslag, tænker du lige over, hvad det er for nogle årsagssammenhænge, de påstår, og hvor godt belæg har de for at sige det, de gør. Hvis du gør det, vil du helt sikkert også kunne stille nogle bedre og måske kritiske spørgsmål frem for bare at dele politikernes budskab«

Det handler om logik frem for tal Morten Skovsgaard kender da også selv til dagligdagen som journalist, da han i fire år var journalist for Holbæk Amts Venstreblad. Drømmen var dog større, og derfor begyndte han på Cand. Public på SDU. Her blev han grebet af at undersøge og forske i journalistik. I dag drømmer han derfor større end sin egen journalistik. »Jeg vil gerne være med til at give

kommende journalister redskaberne til at lave bedre journalistik«, siger Morten Skovsgaard. Netop undervisning er en af vejene til, at fremtidens journalister undgår at lave fejlslutninger, hvis man spørger Morten Skovsgaard, og han har da også en særlig vision for den undervisning, han nu har viet sit liv til: Dog oplever han, særligt én ting præger

Fem vigtige redskaber til at undgå fejlslutninger •

Vær opmærksom på, hvor en undersøgelse kommer fra. Kan organisationen eller folkene bag undersøgelsen have nogle særlige holdninger eller dagsordener, de gerne vil have understøttet? Vær dog også opmærksom på, at mange undersøgelser både er både retvisende og interessante, selvom den kommer fra en organisation med særlige interesser. Så hold fokus på substansen.

•

Vær særlig opmærksom på definitioner af de ting, som måles, på påstande om årsagssammenhænge, og på om resultaterne kan generaliseres.

•

Husk den kritiske sans og brug din viden validitet i undersøgelser til at stille opklarende spørgsmål om evidensen for kildernes udsagn.

•

Hvis du er i tvivl, så konsultér gerne en eller flere uafhængige eksperter, oftest forskere, inden for det område, det drejer sig om. De kan give en vurdering af evidensen bag undersøgelser eller kilders udsagn.

•

Vær omhyggelig med at finde ekspertkilder. Eksperter er, ligesom andre kilder, forskellige og kan have forskellige syn og perspektiver på tingene. Hvis der er tid, så tal meget gerne med mere end en ekspert.

Kilde: Morten Skovsgaard, professor MSO, journalistik, Syddansk universitet

Jeg vil gerne give mine studerende et mere systematisk og analytisk mindset, så de laver mere retvisende, dybere og bedre journalistik, og så kilder får sværere ved at rende om hjørnerne med dem. - Morten Skovsgaard

undervisningen, nemlig talfrygten blandt de studerende, hvilket ifølge Morten Skovsgaard er enormt ærgerligt, da det ikke er dét, hans undervisning handler om. »Det handler mere om logikken end tal. Så jeg vil hellere have, at folk går fra undervisningen og har lavet en beregningsfejl og forstået logikken end det omvendte«, siger Morten Skovsgaard. En ting er undervisning og viden om, hvordan man producerer den gode journalistik uden fejlslutninger, en anden ting er at udføre det i praksis. Her fremhæver Morten Skovsgaard en vigtig forudsætning for, at journalister kan oppe kvaliteten. »Der skal skrues ned for nyhedsstrømmen, så den enkelte journalist får mulighed for at bruge sine redskaber før, der trykkes send«

BLIKFANGET

DECEMBER 2023

»Vores formål er at hjælpe andre med at komme til Kristus« Fire unge mennesker har dedikeret op mod to år af deres liv for at sprede Guds ord i Odense – en mission i tro med Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Af: Alex M. A. Horan & Sonny M. Kastberg Foto: Alex M. A. Horan & Sonny M. Kastberg

Iført navneskilt og med hænderne over kors beder Avery Ball (yderst t.v.), Ethan Christensen (t.v.), Celeste Klitgaard Knudsen (t.h.) og Jill Thomas (yderst t.h.). Når de skal præsentere sig selv, er det dog som »søster« og »ældste« efterfulgt af deres efternavn. De er alle fire kristne missionære, der er blevet sendt til Danmark. At de er endt i Danmark, tilskriver de Guds vilje, selvom de alle har dansk ophav. Udover Celeste Klitgaard Knudsen, kommer de alle fra USA. Inden afrejsen fra USA har de skullet lære dansk på en måneds tid. På trods af dette taler og skriver de flydende dansk, hvortil kun accenten afslører dem. Foto: Alex M. A. Horan

Hver tirsdag åbner kirken op for fællesspisning og undervisning som set på billedet til venstre. Missionærene og de troende mødes, men der er også plads til dem, der endnu ikke har fundet Gud. Foto: Sonny M. Kastberg

DECEMBER 2023

BLIKFANGET

De fleste kender de troende fra Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige som »mormoner« – en betegnelse, de fire missionære tager afstand fra. Forskellen mellem dem og mormonerne er blandt andet, at mormonerne tillader flerkoneri. Selvom de ikke vil kaldes mormoner, er Mormons Bog en ud af fire af de vigtigste skrifter. Foto: Alex M. A. Horan

Missionærene afsætter godt to timer dagligt til at missionere. Resten af tiden går med selvstudie og med at undervise andre interesserede i deres tro, såvel som i dansk og engelsk. Sådan ser skemaet ud mandag til lørdag fra 07.30-21:00. Søndag er en »fridag«, men så alligevel ikke, for søndagene tilbringes alligevel i kirken til gudstjeneste. Foto: Alex M. A. Horan

De fleste, der bliver døbt i Danmark, nøjes med at få en våd isse under ritualet, men det er ikke nok hos de Sidste Dages Hellige. Her skal hele korpus føres under vand. Udover at dåben adskiller sig fra, hvad vi kender, gør deres lære om treenigheden også. De tror nemlig på, at Gud, Jesus og Helligånden er tre forskellige væsner. Foto: Alex M. A. Horan

20 KULTUR

DECEMBER 2023

VELVET TERRORISM: Pussy Riot indtager Louisiana med et årtis protestperformance-aktioner Korte kjoler, strømpebukser og farverige elefanthuer – Pussy Riot, det improvisatoriske anti-Putinistiske feministkollektiv, udstiller for første gang på Louisiana Museum of Modern Art i Humlebæk. LIXEN ifører sig kunstbrillen og tager en tur til det Nordsjællandske.

Pussy Riots fødselsdagsgave til Putin; fem store regnbueflag på de fem vigtigste offentlige bygninger i Rusland.

»ESCAPE«. Værket der beskriver Maria Alyokhinas flugt fra Rusland i 2022.

Af: Mia Krogh Foto: Mia Krogh

est of culture – Nordsjælland Der er relativt tomt i og omkring bygningen af særlig arkitektonisk kvalitet, midt i naturskønne omgivelser, nord for København. Parkeringspladsen rummer rigeligt med plads til eventuelle kunstinteresserede københavnere, nysgerrige turister eller skoleklasser med kendskab til moderne kunst. Museet er delt op i to. Den ene halvdel rummer den mere faste udstilling af blandt andre Pablo Picasso, Asger Jorn og Andy Warhol, som stort set altid er en del af husets vidunderlige kunstkollektion. Den anden halvdel bliver jævnligt skiftet ud med et par måneders mellemrum, og det er i denne del af huset, at Pussy Riot er at finde. Derimellem finder man naturligvis også Louisiana Butik samt Louisiana Cafe, som finder sted i den hyggelige pejsestue med udsigt over haven, som rummer ca. 600.000 besøgende årligt. Den kulturelle del af dagen er hermed gået i gang, og med lyden af kraftige hæle fra cowboystøvler på bonede trægulve, begiver jeg mig nu ind i et univers af både visuel-, lyrisk- og installationskunst. Dog med et øje, der konstant kigger om hjørner for at finde ud af, hvornår vi når dagens højdepunkt; fløjlsterrorismen. På turen gennem det smukke museum, falder mørket så småt på, og først da jeg når cafeen, går det op for mig, at Pussy Riot-

udstillingen finder sted i museets kælder. Jeg spotter, på den hvide væg ved den brede, snoede trappenedgang, de store lyserøde bogstaver, der udgør »PUSSY RIOT«. VELVET TERRORISM Dørene åbner sig og denne gang er det første, der fanger mit øje en kulsort væg, endnu engang med lyserøde bogstaver, der nu udgør »VELVET TERRORISM«. En ældre kvinde kommer nærmest løbende ud fra udstillingen med fingrene i ørerne og et skræmt blik i øjnene. Jeg er begejstret, og jeg mærker, at alle mine kulturelle sanser er klar til at blive stimuleret – også i den grad. For da jeg træder ind i det første rum af den spraglede udstilling, lægger der sig et tæppe af støj over mig. Det aflange, hvide rums vægge er polstret med fotografier, tegninger, skærme med videoer, og et fuldstændig vanvittigt lydbillede fylder rummet med en følelse af ren og skær kaos. Min mund er åben og jeg sluger alt, hvad jeg kan, selvom det er svært at komme til. For det er tydeligvis her klientellet, fra det ellers relativt tomme museum, befinder sig. Der er ingen tvivl om, at det er denne udstilling, der trækker i gæsternes sanser, og det slår mig også, at der er yderst delte meninger omkring Pussy Riots aktivistiske måde at udtrykke sig på – eller måske mere omkring hvorvidt sådan et »fint museum

som Louisiana bør udstille bare tissekoner«. Sådan lyder det fra endnu en ældre dame, der tydeligvis ikke er begejstret for den mere eller mindre aggressive udstilling. Jeg vil give hende ret i, at der er meget støj i rummet – men det er med til at skabe den følelse, som jeg forestiller mig, at Pussy Riot har levet med i årevis – følelsen af kaos og uretfærdighed. »Louisiana har en stolt tradition for at engagere sig i samtiden og i emner som ytringsfrihed, demokrati og menneskerettigheder. Pussy Riots udstilling indskriver sig på markant vis i rækken af kritiske røster rettet mod autoriteter og systemer, der er kommet til orde hos os,« udtaler Louisianas direktør, Poul Erik Tøjner, da han sætter ord på, hvordan udstillingen blev modtaget af Louisiana. Escape the Russian National Anthem For enden af det lange, støjfyldte rum ses to grå svingdøre og mellem dem en væg med tape, der former ordet »ESCAPE«. Derunder hænger en grøn jakke, en firkantet taske à la Wolt med teksten »Delivery Club« og nogle tilhørende billeder. Denne uniform brugte Maria Alyokhina, en af stifterne af Pussy Riot, da hun i 2022 flygtede til Europa med sin kælerotte, Mr. Rat, i tasken, da hendes navn officielt kom på Ruslands liste over eftersøgte statsfjender. Jeg bevæger mig ind gennem en af de to grå svingdøre og befinder

mig pludselig i et fuldstændig tomt rum med lysegrønne vægge og med musik bragende ud af to store, sorte hjørnehøjtalere. Det er Ruslands nationalsang, der brager ud i rummet, og det går nu op for mig, at jeg befinder mig i en rekonstruktion af et russisk fængsel, hvor nationalsangen benyttes som vækkeur klokken 06.00 hver morgen. Så kan man altså virkelig snakke om at have en »sang på hjernen.« Udstillingen fortsætter, og jeg går nu et farverigt rum i møde. Et rum med tårnhøje vægge i vilde pangfarver. Endvidere virker rummet langt og fyldt med indtryk. En stor, rød væg med teksten »EVERYONE CAN BE PUSSY RIOT« fanger mit blik. Og her hænger et stort billede af otte maskerede mennesker, med bare arme, hænderne i luften og medbragte musikinstrumenter. De står på en høj, sneklædt mur med et kirketårn i baggrunden, og jeg mærker tydeligt den power, de udstråler. Jeg har blod på tanden og begiver mig længere ind i lokalet. Happy birthday, Mr. President På Putins 68-års fødselsdag ønsker Pussy Riot ham stort tillykke. Det gør de ved at hænge store regnbueflag op på fem af de vigtigste offentlige bygninger i Rusland. Det gjorde de i kraft af Putins udtalelse: »There will never be any restrictions on the basis of orientation in Russia.« På samme tid slog regeringen

KULTUR

DECEMBER 2023

Jeg synes altså ikke, at sådan et fint museum bør udstille bare tissekoner. Nadesjda Tolokonnikova, Maria Aljokhina og Jekaterina Samutsevitj, som er de tre stiftere af Pussy Riot, kæmper en brav kamp, ikke kun for deres køn, men for frihed, retfærdighed og for et Rusland, der ikke bør tilhøre Putin alene. Udover dem består Pussy Riot af cirka ti kvinder , som trods alt vælger at være anonyme, da de endnu ikke har været på anklagebænken. Pussy Riots ikke-voldelige aktioner har ført til anholdelser, tæsk, fængselsstraffe, forgiftning, overvågning og husarrest. I et virvar af diverse aktioner, er de mest velkendte nok Punk Prayer, der fandt sted i Frelserkirken i Moskva i 2012, hvorfra Pussy Riot performede i protest mod kirkens ublu alliance med Putin. Med videodokumentationen af den aktion bragede Pussy Riot effektivt igennem i alverdens medier og blev frihedskampens helte – ja, i hvert fald i Vesten. Ligeledes fik Pussy Riot en hel del opmærksomhed, da fire af medlemmerne løb på banen forklædt som politibetjente under finalekampen mellem Frankrig og Kroatien i VM i fodbold i Moskva i 2018. Foruden disse præsenteres en lang række mindre kendte aktioner, som tidligere nævnt, såvel som nogle af medlemmernes flugt ud af Rusland i 2022. Gruppens aktioner er drevet af protest mod et tiltagende autoritært regime og set gennem Pussy Riots linse, giver udstillingen et godt indblik i udviklingen af Putins Rusland de sidste ti år frem mod den militære invasion af Ukraine.

Udstillingens sidste og mest opsigtvækkende kunstværk. En videoperformance af Maria Alyokhina der tisser på et billede af Vladimir Putin.

homoseksuelle ihjel i Chechnya, udformede transfobisk lovgivning og retsforfulgte mænd, der sammen fik børn ved hjælp af rugemødre. Alt imens folk skrev under på de lovforslag, som gjorde, at Putin fik lov til at »blive siddende på tronen« – en lovgivning, præsidenten selv har udformet. »We chose rainbow flags as our gift to Putin as a symbol of missing love and freedom. The state should not interfere in the life of the LGBTQ community. But if it does, then the community can intervene in the life of the state,« skriver Pussy Riot med sort tusch på orange papir, lige ved siden af billederne af de russiske bygninger med regnbueflag. Endnu et yderst følelsesmæssigt aspekt af den kaotiske udstilling, som i den grad

skiller vandene på det Nordsjællandske museum. Pussy Riot strikes again Jeg finder nu mig selv i det sidste rum af Pussy Riot-udstillingen – en udstilling der faktisk fyldte mere end forventet - på flere måder. Jeg er fyldt til randen med følelser og efter at have set diverse videoer med anholdelser, tæsk, skrig og gråd, er det svært ikke at mærke en trillende tåre i øjenkrogen. Foran mig går to mænd i halvtredserne. Jeg har store ører, og deres samtale går på, hvorvidt Pussy Riots udstilling hører hjemme på Louisiana. De har tydeligvis et helt andet indtryk af udstillingen end jeg. »Det kan da ikke være rigtigt, at en sådan udstilling

skal finde sted her på Louisiana. Ikke at jeg er enig med Putin, men der må da være en mere stueren måde at udtrykke sig på,« siger den ene. Jeg fniser for mig selv, tørrer øjnene og fortsætter forbi de to herrer, som tydeligvis ikke er interesserede i at tale med mig. We were breaking the rules På udstillingens sidste vægge ses kæmpe collager af diverse anholdelser, henholdsvis for hooliganisme, nazipropaganda eller modstand mod den russiske ordensmagt. Billeder fra grove anholdelser, følelsesladede kys og kram og usle russiske fængselsceller overvælder mig, og det står helt klart, at disse kvinder har oplevet svie, smerte og uretfærdighed helt tæt inde på livet.

Putin pissed himself LIXENS besøg på Louisiana går så småt på hæld og med en kakofoni af hundredvis af foto- og videooptagelser, bevæger jeg mig mod udstillingens udgang. Jeg skal rundt om en massiv væg i det store rum, for at finde min vej tilbage til den snoede trappe med de store lyserøde blokbogstaver. Bag væggen står en menneskemængde som sild i en tønde, og det er først, da jeg står midt i mængden, at jeg forstår hvorfor. Udstillingens sidste værk vækker opsigt, og det er forståeligt. I en bred skare af mundlamme mennesker ses en video opført på en smal væg. Det er Maria Alyokhina iført rød elefanthue, langt, løst hår og en mørkeblå kjole. Hun står på et bord og foran hende står en kasse med et sort/hvid portræt af Vladimir Putin. Maria bunder en flaske vand, løfter op i kjolen og pisser (undskyld mit sprog) udover det følelsesløse portræt af Ruslands præsident, hvorefter hun sparker billedet ned fra kassen i en pøl af sin egen urin. Hendes tomme blik bag elefanthuen giver mig kuldegysninger, og jeg mærker tydeligt den aktivisme, hun udfører med absolut ingen kvaler. Hun er træt af Putins pis – bogstaveligt talt. Udstillingen på Louisiana er starten på en turne, der foreløbig kommer til MAC Musée d’art contemporain de Montréal og The Polygon Gallery, Vancouver. Pussy Riotudstillingen finder sted på Louisiana til og med den 14. januar 2024. Oplev den før din nabo.

KULTUR

DECEMBER 2023

Kom med indenfor til en dansk Thanksgiving-fejring: Ida og Peter Lorenz Nellemann åbner deres hjem for dem, der gerne vil fejre den amerikanske tradition Sådan så årets Thanksgivinganretning ud. Her ses klassiske retter som mac and cheese, mashed potatoes, gravy, stuffing, sweet potato casserole og cranberry sauce. Foto: Ida Lorenz

I et amerikansk hjem ville en amerikansk fodboldkamp nok køre på TV’et i baggrunden under middagen. I Danmark nøjes vi bare med at sidde ved et langbord. Foto: Ida Lorenz Nellemann Af: Amalie Windahl

en søde duft af brun farin blander sig med valnødderne på toppen af den sweet potato casserole, som lige nu bager i ovnen. Køkkenet bærer præg af kaotiske tilstande, hvor køkkengrej, kartoffelskræller og kasseroller delvist ligger i vasken og spredt ud over køkkenbordet. Jeg har kastet mig ud i en ret, som hører til på det traditionelle Thanksgiving-bord. En amerikansk tradition som i år runder sit 403. år. En helligdag, der i tidernes morgen var en hyldest til Gud for en vellykket høst. Dog forbinder de fleste danskere den nok med den dag, som er dagen før Black Friday. I 2015 var jeg udvekslingsstudent i USA og oplevede blandt andet Thanksgiving med min værtsfamilie. Jeg husker tydeligt den kvalmende søde smag af den tidligere nævnte, sweet potato casserole, og at jeg sad i en campingstol hele natten ude foran en fiskegrejsbutik på Black Friday. Denne sidste torsdag i november, som Thanksgiving altid falder på, er jeg på vej til den lille by Søhus 10 kilometer uden for Odense. Her danner ægteparret Ida og Peter Lorenz Nellemann rammerne om årets traktement for andet år i træk, efter de flyttede fra Aarhus til Odense for halvandet år siden. Parret mødte hinanden i den frivillige forening Returnees of Denmark (ROD), som er en frivillig forening for hjemvendte udvekslingsstuderende, som har studeret i udlandet i teenagealderen. Begge har været på udveksling i USA, og deres kærlighed til landet, er en af grundene til, at de gerne vil holde Thanksgiving-traditionen ved lige: »Vi kan rigtig godt lide at mødes over en

god omgang mad, og så er Thanksgiving en oplagt lejlighed at gøre det på. Vi mødes også, fordi vi er taknemmelige for hinanden og den oplevelse, vi alle har haft som unge mennesker. En oplevelse vi aldrig vil glemme,« fortæller Ida Lorenz Nellemann. Inden middagen kan begynde, skal årets første tradition overstås. En efter en bliver stolen trukket til side og en stemme overdøver de andres: »Jeg hedder Louise, og jeg var i USA i 2010-2011 i staten Nevada,« fortæller Louise Andersen, som efterhånden har otte Thanksgiving-fejringer bag sig. Hun var med helt fra start, da gruppen af Returnees of Denmark begyndte at mødes i Aarhus til den årlige fejring. Det var også hende, som var initiativtageren til et Facebook-opslag, der inviterede alle tidligere udvekslingsstuderende med til Thanksgiving-fejringen her i aften. »For mig handler Thanksgiving om at være sammen med nogle mennesker, der betyder rigtig meget for mig og fejre det her bånd, vi har til hinanden, fordi vi alle har været på udveksling,« fortæller hun til LIXEN. Hendes sidemand, og aftenens vært, Peter Lorenz Nellemann får også lige sagt til alle, at hvis man regner med at kysse på nogen i aften, vil han ikke anbefale at sætte tænderne i kartoffelmosen: »Herhjemme er vi glade for hvidløg,« griner han og giver tegn til, at maden nu er serveret. Forsker tror ikke, der er et gennembrud på vej Selvom Thanksgiving for alvor har gjort sit indtog i stuen i Søhus, så er forsker i Amerikanske studier ved Syddansk Universitet,

Thomas Ærvold Bjerre, ikke overbevist om, at traditionen får sit gennembrud i Danmark foreløbig: »Når det kommer til Thanksgiving, så vil jeg gerne lægge penge på bordet og sige, at det ikke er noget vi kommer til at se herhjemme, da den er bundet op på nogle helt centrale amerikanske myter, som knytter sig til USA’s historie og til dens selvforståelse. Det svarer til, at vi ville fejre deres uafhængighedsdag, den 4. juli, over hele landet,« fortæller Thomas Ærvold Bjerre til radioprogrammet Aftenklubben fra den 26. november 2020. Selvom Danmark har adopteret Halloween, Black Friday og Valentinsdag, tror han ikke, at Thanksgiving nogensinde får samme gennemslagskraft i Danmark. Det forklarer han med, at indvielsen af førnævnte traditioner herhjemme er drevet af butikkerne. Der er ikke på samme måde en business opportunity at spore i Thanksgiving: »Traditionen kører på 400. år i USA, og jeg kan slet ikke se en logisk kobling til det i Danmark. Så skal det være en meget dygtig kalkun-sælger, der får det vinklet på en bestemt måde,« afslutter Thomas Ærvold Bjerre. Tilbage i huset i Søhus bliver der grinet, snakket gamle dage og givet opdateringer på kærlighedslivet. Nogen har sågar knappet bukserne op, så »mad-babyen« kan få plads. Andre er oppe ved desserten og snuppe et ekstra stykke græskar- eller pekannøddetærte. Louise Andersen reflekterer over betydningen af, at hun er samlet med venner, som, ligesom hende, har et tilhørsforhold til USA: »Det er en fin måde at huske, at man har været af sted, og at USA stadig betyder noget

for os, selvom det er lang tid siden,« fortæller hun. En vellykket aften langer mod enden og med en fyldt mave og et tomt fad, vender jeg snuden hjemad mod Odense.

Fakta om Thanksgiving - Den første Thanksgiving blev fejret i 1621 hen over tre dage i Plymouth mellem Britiske Pilgrimme og det infødte Wampanoag folkefære som fejring af en vellykket høst. - Abraham Lincoln udnævnte Thanksgiving til en national helligdag den 3. oktober 1863. - Det er en del af traditionen, at den siddende amerikanske præsident skal benåde en kalkun forud for helligdagen. - Det estimeres, at over 46 millioner kalkuner spises hvert år til Thanksgiving i USA.

OPINION

DECEMBER 2023

Magelighed efterlader os i elendighed

Af: Sonny Kastberg Illustration: Ann Sofie Bay Bertmann

mstændigheder gjorde, at jeg ikke voksede op i en by med ungdomsuddannelser, så hver morgen måtte jeg op før fanden fik sko på for at cykle hen til bussen, der kunne føre mig godt 17 kilometer fra Vojens til Haderslev. Mine forældre var nu ikke ene om denne tvivlsomme beslutning om at bosætte sig et sådant sted, så vi var en fast skare af mennesker, der dag-ud-dag-ind, år efter år, måtte tilpasse vores liv efter en buskøreplan. Selvom misundelse er en grim ting, misundte jeg nu alligevel størstedelen af de andre elever, der boede i Haderslev. »Hvor må det være lækkert at kunne sove en time længere og kunne cykle i skole«, tænkte jeg. Det var Haderslevianerne også glade for – altså at sove længe – men typisk ikke for at cykle, hvis de boede mere end et par gader væk fra uddannelsesstedet. Det er godt nok en syv år gammel betragtning, men ikke desto mindre taler den ind i en generel tendens. En udregning fra Københavns Kommune viser, at godt halvdelen af alle københavnere hopper på cyklen, så længe de blot skal fragte sig selv op mod to kilometer Så snart turen bliver mellem to til fire kilometer styrter halvdelen af cyklisterne over i biler. Det samme billede ses på landsplan, hvor hver tredje tur mellem nul og fem kilometer gennemføres i bil. Selvom det er både skræmmende og skuffende, er jeg ikke overrasket. Jeg konfronteres dagligt med disse bekvemmelighedsnarkomaner. Jeg ser dem på rulletrapperne. Jeg ser dem stå i kø ved elevatoren. Jeg ser dem på letbanen. Jeg ser dem parkere bilen foran træningscenteret for dernæst at skynde sig ind i varmen, så de kan gå på løbebånd. Jeg ser dem holde liv i Wolts udbringere.

Træk ikke effektiviseringskortet! »Jamen, der er kun 24 timer i døgnet – og jeg har valgt at prioritere min tid anderledes!«, er et argument, der har sin berettigelse. Bevares, jeg går ikke ind for, at vi ikke skal effektivisere, men jeg synes, det er vigtigt at skelne. Skelne mellem ting, der er fede og bekvemmelige at have – og ting, der er nødvendige at have. Samtidig skal vi se på om effektiviseringsværktøjerne overhovedet bliver brugt, som de forhåbentligt er tiltænkt. Lad os tage et par eksempler.

Det er egentlig grotesk at tænke på, at dovenskab holder så mange hjul i gang i samfundet

Har du slidgigt, sklerose, mistet begge ben eller har du en sofa på ryggen? Så er rulletrapper og elevatorer gode hjælpere. Hvis ikke, så er de bare nice to have. Samme med rullefortove, der blandt andet er at finde i nogle lufthavne. Samme koncept som rulletrapper – du behøver ikke at bevæge dig. Men – hvem er de til? Tanken er vel, at rullefortovene er tiltænkt dem, der har travlt og gerne vil udnytte den ekstra hastighed, de også tilbyder. Jeg har flere gange haft behov for at løbe i en lufthavn, og her havde disse rullefortove kunnet gavne mig, men ak nej. De er altid overlæsset med folk med alverdens tid og frygt for at røre sig, inden de skal i dvale ombord på flyet.

Elcykler. Elcykler er et fint og grønt alternativ til motorkøretøjer. Undersøgelser fra Danmarks Tekniske Universitet indikerer dog følgende: 1) færre ejer en cykel. 2) dem der ejer en, cykler mindre. Samtidig er hver femte solgte cykel nu til dags en elcykel. Med andre ord tegner der sig et billede af, at cyklen med elmotor i stedet erstatter cyklen med rugbrødsmotor. Sig mig, er elcyklerne for klimaets eller magelighedens skyld?

Elendigheden Nå, hvad er så problemet? Det skal jeg fortælle dig. De her effektiviseringsværktøjer avler og fremmer dovenskab. Samtidig bliver de flittigt brugt som undskyldninger for at spare nogle minutter og kræfter her og der, men hvad bliver de sparsomme kræfter og den vundne tid brugt på? Vi har aldrig haft mere skærmtid og aldrig været mere inaktive. Glemte jeg at sige, at mere end halvdelen af den danske befolkning er overvægtige? Nåh ja, men det fikser vi da bare med slankemidlerne Ozempic eller Wegovy. Så slipper vi også for at gøre en indsats – hvor nemt og bekvemt!

Den fede fremtid Jeg forestiller mig en fremtid, hvor mere fortov bliver omlagt til vej, for hvorfor opfordre folk til at gå, hvis de fleste alligevel kører? Jeg forestiller mig, at de få tilbageværende fodgængere på vejene primært vil være folk, der er tvunget til det af nød. Alternativt vil det være pantsamlere og kommunalarbejdere med affaldstange, der kan se en gevinst i at rydde op efter de dovne mennesker.

Derudover nogle enkelte hundeejere, der endnu ikke er gået over til at lufte hunden, imens bilen ruller i første gear. Altså de få hundeejere, der stadig fastholder, at en hund ikke blot kan lufte sig selv på altanen eller i en flisebelagt have på 12 kvadratmeter, der er blottet for alt andet natur end hundens egen lort.

Vi lever i et mageligheds- og fedmefremmende samfund, hvor det er nemmere at give efter – og give op – end det er at rejse sig op mod effektiviseringsværktøjerne

Faktisk skal kommunalarbejderen bare være glad for, at de dovne mennesker smider deres affald, for uden affald at samle op, ville der jo ikke være noget job. Det er egentlig grotesk at tænke på, at dovenskab holder så mange hjul i gang i samfundet, og blandt andet bidrager til at Novo Nordisk, qua deres diabetes- og fedmemedicin, nu er Danmarks mest værdifulde forretning. Inden du anklager mig for at simplificere, vil jeg gerne understrege, at magelighed og overvægt ikke udelukkende er selvforskyldt. Vi lever i et mageligheds- og fedmefremmende samfund, hvor det er nemmere at give efter – og give op – end det er at rejse sig op mod effektiviseringsværktøjerne, der styrer os mod den menneskelige afgrund. Desværre.

OPINION

DECEMBER 2023

Fem ting i Jonas Risvigs anden sæson af Salsa som slet ikke hører hjemme i en portrættering af ungdommen 2023 DR troede, at Jonas Risvig ikke kunne fejle. Men i sæson to af serien Salsa følger han sin egen skabelon på en dårlig ungdomsserie. Den, som han kritiserede i begyndelsen af sin karriere. Noget tyder på, at han på vej til toppen har glemt sine egne principper Af: Ellen Dana Borup Illustration: Ann Sofie Bay Bertmann

foråret 2020 udkom ungdomsserien Centrum, som var skrevet og instrueret af Jonas Risvig. Han udgav den på sin egen YouTube kanal, og serien markerede kickstarten på hans karriere. Et lille år senere interviewede Politiken ham om, hvad han mente, han kunne bidrage med til dansk ungdomsfiktion. I artiklen, som blev udgivet den 1. januar 2021, kritiserer han nyere, danske ungdomsserier (uden at nævne konkrete eksempler). Han udtaler, at »ungdomsserier i Danmark er en fuckfinger til de unge«. De »famler i blinde« og forsøger at berøre alt for mange emner, men formår kun at »ridse lidt i overfladen - eller blive en voksenforestilling om, hvad det vil sige at være ung«.

Der er nemlig så mange vigtige emner at tage fat på, hvis man skal portrættere 2023’s ungdom – og ikke ét af de emner er blevet belyst på en ordentlig måde i Salsa Herefter lover han at gøre det anderledes og gå forrest med at give de unge et talerør gennem fiktionsserier. Med andre ord: han ville være the voice of the generation. Siden udgivelsen af Centrum har Jonas Risvig lavet rigtig mange ungdomsserier. En af de nyeste er »Salsa«, hvor anden sæson netop er blevet udgivet. Det er svært at se, hvad Jonas Risvig har gjort sig af tanker for at holde fast i at være de unges talerør. Måske er det, fordi han har skiftet platform fra YouTube til DR, og derfor ikke længere har den kreative frihed, som han prangede sig med dengang i 2021. Det kan også være, at han simpelthen bare har

Dig og fagforeningen:

Netværk

glemt sine egne principper på vejen til toppen af film- og seriebranchen. Anden sæson af Salsa føles i hvert fald som en fuckfinger til de unge, og den tjekker alle de bokse af, som Risvig selv har stillet op som opskriften på en dårlig ungdomsserie. Jeg kan ikke forestille mig, at forberedelsen har bestået af andet end at læse et gammelt ViUngeblad og se en masse porno. Der er nemlig så mange vigtige emner at tage fat på, hvis man skal portrættere 2023’s ungdom – og ikke ét af de emner er blevet belyst på en ordentlig måde i Salsa. Det er selvfølgelig okay at lave en serie til ren underholdning, eller som kun belyser et lille udsnit af ungdommen. Det er bare ikke dét, Risvig lovede os. Så her komme der fem ting, der skar i mine øjne, ører og mit hjerte, da jeg så anden sæson af Salsa. 1. Seksualiseringen af unge piger og deres venskaber Den 12. maj 2023 fortæller Jonas Risvig i en artikel fra Berlingske, at han synes, skuespillerinder bliver seksualiseret af film- og seriebranchen. Det vil han løse ved at fjerne nøgenhed fra sine egne serier. »Vi er nødt til at gøre op med nøgenhed for nøgenhedens skyld«, siger han. Det er et rigtig godt statement at ville passe på sine unge skuespillerinder. Jeg synes bare ikke, der kan sættes

et lighedstegn mellem nøgenhed og seksualisering. At fjerne nøgenhed er ikke at fjerne seksualisering – for seksualisering er der rigtig meget af i Salsa. For meget. Veninderne onanerer sammen, viser hinanden, hvordan man får en orgasme og har faktisk også sex foran hinanden. Når de ikke er sammen, ligger de på værelset i små toppe og g-strenge. De snakker ikke sammen om klimaangst, eksamensstress eller konflikten mellem Israel og Palæstina. Som ung kvinde kan jeg ikke identificere mig med denne portrættering, men jeg tror faktisk, at nogle mænd forestiller sig – eller fantaserer om – at venskabet mellem kvinder ser ud på denne måde. Denne forestilling bliver bekræftet, når jeg ser, hvordan unge kvinder optræder i pornofilm, når filmen er instrueret af ældre mænd. Jeg kan ikke lade være med at kæde de associationer sammen, når jeg ser scenen, hvor Victoria sidder på en kontorstol og får »slikket coochie« af en mand, som gemmer sig under bordet. Eller når to veninder spontant begynder at slikke hinanden i et baglokale på en klub. Scenerne virker virkelighedsfjerne, unaturlige, og pigerne bliver unødvendigt seksualiseret 2. The gay best friend »Du, Jonas… Vi har glemt diversiteten«. Sådan forestiller jeg mig, at Jonas Risvigs

makker – hvem end det er – har sagt, da han læste manuskriptet igennem og ellers var klar til at gå i gang med at filme serien. Løsningen blev: the gay best friend flytter ind i kollektivet. En flad karakter, proppet med fordomme, der efterhånden har optrådt i mange serier og film for at skabe diversitet, og som ikke har anden funktion end… At være der og sige »slay«. Ud over at være et forsimplet og karikeret billede på queer mænd og mennesker er det heller ikke løsningen på manglende diversitet i serien, som skal forestille at foregå i København, hvor der bor masser af unge mennesker med en anden etnisk baggrund end dansk. Ud over Coster-Waldau søstrene, der har en mor fra Grønland, er personer med anden etnisk baggrund end dansk – og anden hudfarve end hvid – ikke til at opstøve i Salsa. Det i sig selv er helt forkert. 3. Snakken om kønsbehåring Jeg føler mig faktisk stolt over at være en del af en generation, hvor der er så meget fokus på selvkærlighed og diversitet, hvad angår kroppen. Det føles som om ungdommen i fællesskab er i gang med at bryde med de kropsidealer, der er blevet plantet i vores hoveder fra en tidligere generation, hvor et behov for at sætte skønhed i kasser dominerede. Derfor er de små kommentarer om kønsbehåring i Salsa malplacerede. »Ad«, siger Umas veninde, da hun ser, at Uma har »hår på fissen«. »Jeg kan ikke tænde på dig, fordi du har hår på fissen,« siger en dreng efterfølgende til Uma, da de skal til at have sex. Hun reagerer ved at blive sur og skamfuld over ikke at have barberet sig. »Du har sgu da heller ikke shavet« svarer hun – som om, det er en pligt, de begge har glemt at opfylde, og ikke et valg, de hver især har truffet, og som er helt okay.

Du ved det. Vi ved det. Alle ved det. Men hvordan? At få et godt netværk i sin branche kræver en indsats, men også de rette rammer. Hvis du står for indsatsen, så hjælper vi med rammerne. Bliv medlem på journalistforbundet.dk

@stinestregen

OPINION

DECEMBER 2023

Karaktererne Kaya, Victoria, Uma og Ronja. Foto: Christian Torp/Danni Riddertoft.

4. Normaliseringen af at blive drugged og få overskredet sine grænser Som sagt følger Jonas Risvig punktligt sin egen opskrift på en dårlig ungdomsserie, og vi er nu nået til: At ridse i overfladen på vigtige emner. Heriblandt at blive drugged og få overskredet sine grænser, når man er fuld. Salsa når ikke rigtig i mål med at belyse emnet og ender faktisk med at sende nogle rimelig farlige budskaber af sted. For eksempel tror Victoria, at hun er blevet drugged efter en aften i byen. Da hun fortæller sine veninder det, virker de ret ligeglade og svarer: »Nå, ej

Faktisk føles Salsa som en lukket fest for alle andre end privilegerede etnisk danske, rige, heteroseksuelle, unge mennesker med store sølvhjerter om halsen

hvor nederen…« og »måske du skal tage til lægen?« Det er en god idé at tage til lægen, hvis man har en mistanke om, at man er blevet drugged, og også en rigtig god idé at melde det til politiet bagefter. I stedet vælger Victoria at lade være med at gøre noget og ovenikøbet passivt se til, imens hendes lillesøsters veninde bliver drugged af samme person.

Måske kan piger, der har haft svært ved at håndtere en drugging-episode spejle sig i Victoria. Men jeg synes, at serien bærer et stort ansvar. Salsa burde vise, hvordan man burde håndtere situationen, men serien taber ansvaret på gulvet.

Hvis det er sådan her DR fremstiller ungdomslivet i 2023, giver det pludselig mening, at de voksne ikke vil gøre noget ved ungdommens problemer

5. Hvem er det egentlig, Salsa gerne vil portrættere? Vi ved, at Jonas Risvig har en fascination af overklassens børn fra hans Viaplay-serie »Drenge«. Det var fint, for vi forstod alle sammen, hvem serien handlede om. Men hvem er det egentlig, Salsa handler om? Risvig har selv fortalt, at hans serier er »en lukket fest for voksne«. Men Salsa føles også som en lukket fest for mig. For danskere, der ikke bor i København. For de unge, der bor i København, men ikke er etnisk danske. For queer personer. For dem, der ikke er en størrelse ekstra small. For dem, der skal have et arbejde ved siden af skolen for at have råd til at bo på Vesterbro. Faktisk føles Salsa som en lukket fest for alle andre end privilegerede etnisk danske, rige,

heteroseksuelle, unge mennesker med store sølvhjerter om halsen. Det er ikke de unge skuespilleres skyld. Det er Jonas Risvigs. Han lovede os nemlig en serie, der skulle portrættere ungdommen på en relaterbar og ærlig måde. Seriens intentioner viser sig sommetider i små glimt. For eksempel i en følsom scene, hvor en fyr kortvarigt mister erektion, da han skulle have et one night stand til en fest. Eller da veninderne har en (kort), men nuanceret og moderne, snak om sexarbejde i forbindelse med den nye opdatering af dating-appen Drift. Selvfølgelig

seriens hovedbudskab: at unge kvinder har ret til at udforske et sexliv på deres egne præmisser. Desværre drukner de enkeltstående, gode øjeblikke bare i overfladiske samtaler mellem endimensionelle karakterer og en mangel på seriøsitet, respekt og ansvar over for de problemer, som unge oplever i dag. For hvis det er sådan her DR fremstiller ungdomslivet i 2023, giver det pludselig mening, at de voksne ikke vil gøre noget ved ungdommens problemer. Hvordan skulle de vide, problemerne findes?

Uma, der optager at få oralsex via datingappen »Drift«. Foto: Jesper Christensen.

OPINION

DECEMBER 2023

Vi må ikke spise mad fra en skraldespand, men vi spiser skrald hver dag

Af: Cecilie Engelbrecht Illustration: Ann Sofie Bay Bertmann

eg er flyttet til Odense og skal i bedste skraldestil blive ekspert på de gode spande i byen. Jeg tyer til den gode gamle: internettets dybeste kaninhuller. Her rammer jeg en mur af overskrifter om, hvor sundhedsskadeligt og decideret livsfarligt det kan være at skralde ifølge Fødevarestyrelsen og blege, usoignerede boomere i kommentarsporet på Facebook. Mens jeg ligger halvbitter i mørket, forvandler skærmlyset sig til paradoksets skinnende velsignelse. Jeg har aldrig set én eneste lide overlast af at skralde, men jeg har set mange lide som konsekvens af overvægt og livsstilssygdomme. Den PLUDSELIGE indskydelse af, at vi skal have et falkeblik på, hvor vores mad kommer fra, når det er fra en skraldespand, stemmer ikke overens med vores generelle forhold til madens ophav. Her mener jeg ikke kun tilhørsstedet, men også hvordan vildfarne ingredienser er havnet i vores dagligdagsmad. I dag er fedme en større trussel mod menneskeheden end hungersnød. Livsstilssygdomme, eller såkaldte velfærdssygdomme, har virkelig fået sin sti at gå på. Hvis du for eksempel er overvægtig, er du en del af flertallet i dagens Danmark. Et spørgsmål går igen i videnskaben: hvorfor bliver der flere og flere overvægtige og syge i befolkningen? Er det gener, manglende motion, aldring, søvn, forurening? Der er selvfølgelig flere faktorer, men når man kigger på, hvad der står og glitrer på hylderne i supermarkedet, så ligger det sundhedsskadelige ikke i sorte affaldscontainere bag butikken, kære Fødevarestyrelse. Det står omme foran, når vi går ind ad skydedørene.

Kopnudler, chips, pyramider af sodavand og farvede slikposer. I gymnasiet syntes jeg, det var overvældende at læse min egen SRPopgave, men det var indtil, jeg begyndte at læse ingredienslisten bag størstedelen af supermarkedets varer. Snickers: 17 ingredienser, Marabou: 9 ingredienser, proteinboller: 27 ingredienser, Stryhn’s leverpostej: 12 ingredienser, Den Grønne slagters skinkepålæg: 7 ingredienser – And the show must go on. Der er én ingrediens i skinke, og det er grisekød, så hvorfor skal der være seks yderligere tilsætningsstoffer, blot fordi den står på hylden i et supermarked? Hvorfor skal der være 27 ingredienser i boller, når du kan lave dem med kun tre ingredienser hjemme i køkkenet? Mine kritikere er altid velkomne ved min kasse, når jeg må tilbagebetale for mine fejlagtige holdninger og antagelser. Her vil de nok sige: at der er faktisk nogle af os, der går op i, hvor vores mad kommer fra! Men ikke nok efter min mening, for ellers ville der ikke stå et helt supermarked fyldt med disse fødevarer, som jeg ikke ville klassificere som menneskeføde. Der er åbenlyst forbrugere nok til at holde fodermaskinen i form af neonlysende varehuse kørende. Den næste kritik, der ruller mod mig på båndet, er sandsynligvis: Sidder du og fatshamer?! Og nej, jeg udskammer dem, der gør befolkningen overvægtige og syge – for fødevareindustrien ved bedre. Økoæbler er gammel vin på nye flasker Der var engang, hvor vi plukkede et æble, og kaldte det blot et æble, for det var, hvad det var, men nu står der: ØKOLOGISK ÆBLE på emballagen, for det er ikke længere en selvfølgelighed, at vores fødevare ikke er overfladebehandlet, forarbejdet og fulde af

tilsætningsstoffer. Nu er det normen – og den rene vare ses som noget eksklusivt – en marketingstrategi – selvom det burde være normalt. Fødevarestyrelsen definerer brugen af tilsætningsstoffer således: »Tilsætningsstoffer er ikke fødevare i sig selv, men bliver tilsat maden med et bestemt teknologisk formål, som f.eks. at forlænge holdbarheden eller ændre farve, konsistens eller smag.« Vi skal måske overveje, hvorvidt tilsætningsstoffet er need to have eller nice to have og kigge mere kritisk på vores mad. Hvis for eksempel skinke ikke har en

Det er ikke tilfældigt, at vores dåsecola smager eller indeholder, hvad den gør. Det er bouillonterningen af uetisk forskning og forretning holdbarhedsdato på en måned, en bestemt farve eller smag, skal vi så tvinge det frem i den? Er der ikke en grund til, at maden netop smager og ser ud, som den gør fra starten? Det varierende i maden er netop meningen, for det taler sammen med vores instinkter. Mennesker, der ikke spiser forarbejdet mad, har ofte en stabil vægt hele livet og er mindre tilbøjelige til at få livsstilssygdomme, fordi de kan mærke den naturlige mæthed, og at de får nok næringsstoffer. Forskerskrald på dåse Der sidder forskere i fødevarevirksomheder, og arbejder på, hvordan de kan fjerne naturlige egenskaber i maden, så vi ikke mærker mæthed, bliver afhængige og går ned og køber netop dén chokolade- cheesecake,

der gav os tilfredsheden på den helt rette måde. Ikke den naturlige måde, men på præcis den måde, forskerne har arbejdet sig frem til. Vi er ikke trådt ind i en scene fra Wall-E eller en konspirationsteori. Vi er trådt ind i 2023, hvor nogle privatansatte forskere misbruger, at de ved bedre end os dødelige – de medvirker til at gøre mennesker syge. Det er ikke tilfældigt, at vores dåsecola smager eller indeholder, hvad den gør. Det er bouillonterningen af uetisk forskning og forretning – præcis som hos tobaksindustrien, før de blev opdaget i at sælge kræft på papkasse. For eksempel kan vi stort set ikke købe mad i supermarkedet, der ikke er tilsat salt. Det er ikke for holdbarhedens skyld, men i mange tilfælde for smagen. Det er ikke en hemmelighed, at danskere har et overforbrug af salt, som kan lede til livsstilssygdomme. Skuler vi ind på kontoret hos Fødevarestyrelsen og deres definition, skulle vi så overveje at pille det af ingredienslisten, hvis det ikke er for holdbarhedens teknologiske formål. Tilsætningsstoffer er ifølge Fødevarestyrelsen ikke fødevare i sig selv, men det bliver det i vores dagligdag, når det er i alt på hylderne – det er blevet det passive valg hos forbrugerne. Vi peger fingre ad helsefreaks, der har taget et aktivt valg – eller nærmere et fravalg – men skulle vi måske prøve det der »hysteri« i form af æblechips og surdejsbrød. Måske gøre lidt mere som dem og gå op i, hvor vores mad kommer fra, lang tid før det havner i skraldespanden. Fødevarestyrelsen og sure folk i kommentarsporet advarer mod at indtage skraldemad, men vi spiser skraldet fra uetisk forretning hver dag. Hvem advarer mod det?

OPINION 27

DECEMBER 2023

Vi leder ikke længere efter nålen i høstakken. Høstakken er lavet af nåle, og det er fucking stressende Spark din bucketlist, så den vælter, og lad det flyde

Af: Jeppe Seiding Olsen & Jacob Lund

en her klumme tager udgangspunkt i bogen »4000 weeks« . En tankeprovokerende titel, da 4000 uger er alt vi har at gøre med, hvis vi lever en gennemsnitlig menneskealder. 1148 af mine uger er brugt, og det får mig til at reflektere over, hvad jeg skal bruge de sidste 2852 på.

Omfavn begrænsning. De ord ville sprænge selvhjælpscoachens trommehinde, der mener enhver begrænsning skyldes dovenskab. Sandheden er, at ingen produktivitetshack kan gøre, at du kan nå det hele. For vi har i teorien uendeligt potentiale i en verden med smartphones, internet og globalisering, men i praksis er det et uendeligt hamsterhjul, hvor et tilfredsstillende slutresultat ikke er opnåeligt. Sky's the limit-forestillingen, selvhjælpskulturen prædiker, forvirrer os.

Jeg kunne opnå alle mine drømme og give mig hen til den gængse fortælling om, at man kan nå alt med hårdt arbejde. The American Dream’s agenda har spredt sig til resten af verden.

Man ser produktivitet som en spand, der skal tømmes (en bucketlist). Rammer sættes for, at dagen bliver en succes. I virkeligheden er analogien om, at produktivitet er en flod, faktisk bedre. Vi kan kun tage nogle ting ad gangen, mens vi må lade de andre flyde forbi. Du bilder dig aldrig ind,w at det er muligt at tømme floden. Følelsen af, at man KAN nå det hele, hvis man prøver, er forkert. Alligevel har vi lange todo-lister med 10 selvoptimerende opgaver, der skal nås. Man bliver stresset i forsøget på at få det bedre; det virker ulogisk.

Men er alle de mål, vi sætter os, i sidste ende det værd? Er det overhovedet vores egne mål, eller prøver vi at leve op til noget? »4000 weeks« prædiker anti-produktivitet. Det handler om at gå imod strømmen og slappe af. For nålen er ikke længere svær at finde i høstakken. I dag består høstakken af nåle. Der er uendelige muligheder og ting, vi kunne gøre. Det kan måske være med til at forklare, hvorfor stress og angst er markant stigende. Løsningen er ikke altid individuel

Uendelige muligheder begrænset tid Selvhjælpsbøger fylder på manges hylder og har selv gjort det på min. Bøgerne gentager ofte de samme temaer og prædiker selvoptimering. Man må ikke være offer. Man skal tage ansvar og arbejde hårdere. Det kan blive toxic, fordi man nemt kan komme til at vende alle problemer indad. 12-tals-piger og hustlerkulturen er to eksempler. 12-talspigen er blevet arketypen på stræberen. De lider under perfektionisme. De er pligtopfyldende, og lærerens vurdering af dem er altafgørende. Hustlerkulturen prædiker, at man står op klokken 4 og arbejder konstant. Målet er enorm rigdom og succes, for først da får livet værdi. Hyperproduktivet bliver idealiseret og prioriteret over socialt samvær og egne interesser. Presset bliver også forstærket, når man ser sit liv relativt til andres på sociale medier. Det bliver en kamp, hvor lykke og tilfredshed kobles til præstationer, succes og materielle goder, selvom den korrelation ikke nødvendigvis er sand ifølge blandt andre Buddha og Rasmus Seebach. Alt ansvar bør heller ikke ligge hos et individ. Visse normer og strukturer i samfundet bidrager også til mistrivsel. Konstant vurdering, selvevaluering, sociale medier, materialisme og kapitalisme er ting, der konstant prikker til os og beder om vores opmærksomhed. Selvfølgelig bør man heller ikke bare give op på samfundet, men man kan overveje, hvorvidt kapløbet mod andre og sig selv er det hele værd.

Præstationskultur I 8.klasse bliver man introduceret til karakterræset. De fleste husker nok følelsen af de første karakterer i folkeskolen. Det påvirkede en i høj grad dengang enten positivt eller negativt. Det er en tidlig introduktion til præstationskulturen, der følger resten af livet, hvor man skal bevise, at man er god nok. På samme måde er CV'et og sociale medier blevet en bevisbyrde. Du læser på universitetet for et papir på, at du er en god løn værdig. Du har været frivillig i Røde Kors, så du kan bruge det på LinkedIn. Du er begyndt at træne, så din ekskæreste kan se det på Instagram. Du har taget dine børn med ud i skoven, så du kan tage et billede til Facebook. Pludselig stopper man med at bruge sin fritid og sine hobbyer på noget, man selv kan lide. Du bør også arbejde et vist antal timer om ugen. Ifølge nogle politikere behøver du ikke engang bryde dig om dit erhverv. Hvis du arbejder nok, kan du oven i hatten være så heldig, at din bankrådgiver kan låne dig penge til dit store drømmehus. Så kan man gældsætte sig selv og arbejde konstant de næste 40 år for at betale gælden. Men det er et bevis for succes, når du en gang hvert andet år skal invitere dine gamle gymnasievenner over til grillaften.

Internettet er ligesom floden. Man kan se og lære alt. Man tænker dog aldrig, man vil tømme nettet for information. Alligevel banker man sig selv i hovedet over de fem bøger, man ikke fik læst. Men det var bare en fiktiv grænse, for der er uendeligt materiale derude. Du kunne have læst 20 bøger. Man kunne have lært at investere. Man kunne have læst op på, hvordan man optimerer sin sundhed. Man vælger selv rammen, og de selvvalgte rammer kan blive en pisk, der gør vores rygge blodige. Før i tiden var der få valgmuligheder. Du gjorde dét, dine forældre gjorde. Du giftede dig med en lokal. Ingen tinder. Ikke alle de uddannelser. Ingen tog til de store byer og til udlandet. I dag har de fleste enormt mange muligheder. Hvis man gør noget, der ikke er perfekt, kan man få en skyldfølelse, for man har alt potentiale lige foran næsetippen. Vores hjerne har udviklet sig til at blive det, vi kender som jæger-samler-mennesket. De brugte cirka 3-5 timer om dagen på at jage. Man tænkte ikke tid som noget, man skulle kæmpe imod. Når man havde gjort det, man skulle, så var man færdig. I dag er tid en begrænset ressource, som man skal værne om med rutiner og skemaer. Ironisk nok viser forskning, at vi ligeledes kun har 4-5 timers god koncentration at gøre godt med om dagen. Så omfavn begrænsing, tag det, du kan, og lad det andet flyde forbi. Nålen er ikke længere svær at finde, men spørgsmålet er, hvor mange nåle vil vi samle, før vi har stukket os for meget.

We buy things we dont need. With money we don’t have. To impress people we don’t like. Tyler Durden

BAGSIDEN

Meld dig gratis ind i DM & MA som journaliststuderende og få adgang til: • Studierelevante kurser og workshops • Danmarks bedste studiekonto hos Lån & Spar bank • Billige forsikringer skræddersyet til dig som studerende • Rådgivning om alt fra studiejob, kontrakt, løn og praktik Vi støtter et fleksibelt studie- og arbejdsmiljø og fremmer journalistikkens og kommunikationens rolle i samfundet. Et medlemskab af DM (fagforening) er gratis det første år og koster herefter 20 kr. om måneden. Et medlemskab af MA (a-kasse) er gratis hele din studietid, hvis du er under 30 år.

Meld dig ind på dm.dk/uni