LIXEN er de syddanske journaliststuderendes blad på Syddansk Universitet i Odense. Bladet er skrevet, redigeret og produceret frivilligt af de journaliststuderende på SDU, og skaber mulighed for journalistisk læring, fordybelse og udvikling. Bladet er finansieret af Center for Journalistik på Syddansk Universitet og de journaliststuderendes studenterorganisation KaJO.
Digitale redaktører Cecilie Badino Vielwerth & Helene Sadjadi-Munk lixen@journet.sdu.dk
Webavis lixen.dk
Instagram @lixensdu
Forside Mathias Damborg
Bidragsydere Center for Journalistik; Syddansk Universitet & KaJO
Tryk Stibo Complete
Kultur og Samfund
Boganmeldelse af Cosmos af Lucia Odoom: en rørende fortælling om dem, vi sjældent ser.
S. 5
Cola-forholdet: En ny måde at elske på.
S. 6-7
Konstruktiv
En guide til bæredygtig mode: fra tøjfix til forbrugeransvar.
S. 12-13
Det vigtige fællesskab i folkekøkkenet hos Send Flere Krydderier.
S. 14-15
Karriere Podcastduo udforsker vanvittige verdenshistorier med humor og dybdegående research.
S. 22-23
Julie Schneider: Berlingskes stemme i Bruxelles.
S. 24
Metroleder
På vej mod metroen i København kalder min lille ven i lommen. Helene, som jeg ved er i færd med at sende martsudgivelsen til tryk, er i den anden ende. Hun starter ud med:
»Badino, der er simpelthen noget, vi har glemt…«
Ehm pis, vi har ikke skrevet en leder! Vi griner begge i afmagt, for vi er fuldstændig flade. Forleden snakkede vi om, hvordan rollen som chefredaktør har været anerledes, end vi forventede. Jeg husker at sige søndag morgen på vej til Odense: “Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men det var langt fra det her”
Heldigvis er det på godt og ondt, for vi har brugt langt mere tid og energi, end vi troede, vi ville, men vi har også lært og udviklet os meget mere, end vi turde drømme om. På et studie, hvor man måske kan føle sig fjern fra den verden, man stræber efter, er det her en voldsom kontrast. Nu sidder jeg og skriver en leder på min lille ven i metroen 45 min inden deadline. Der er ikke plads til “hvad nu hvis” og “lad mig lige sove på det”. Det her er med 110 i timen, og det er pissefedt. Så hvor er vi heldige, at vi har muligheden for at opleve den her stejle læringskurve, og hvor er vi heldige, at der sker så meget, at vi kan glemme at skrive en leder.
Af Cecilie Badino Vielwerth
Europa skal slippe lillebrors ben –
før det rådner
Europa i snor - hvor længe vil vi lade USA styre vores skæbne? Illustration: AI, Ideogram
Dette er et debatindlæg, og er et udtryk for skribentens egen holdning.
Af Emil Aaby Sinkjær
USA var engang lillebror – den naive unge, som vi europæere elskede at tryne, mens vi satte os selv på piedestalen som den civiliserede verdens centrum. Vi havde erfaring, kultur og historie. De havde cowboyhatte og borgerkrig. Men lillebror voksede sig stor og stærk – faktisk stærkere end os. Og vi har lige siden gemt os bag hans brede ryg, som et barn, der skjuler sig bag sin bror i skolegårdens sneboldkamp. For mange europæiske lande – Danmark inklusive – har NATO været en behagelig undskyldning for ikke at tage ansvar for eget forsvar. Hvorfor bruge ressourcer på at bygge sit eget skjold, når lillebror allerede har et stort og stærkt et? Hvorfor bekymre sig om energiuafhængighed, når vi kunne nyde billig gas fra Rusland under USA’s sikkerhedsgaranti?
Men nu er tiden inde til at slippe lillebrors ben. For det sidder i disse dage fast på en 78-årig, magtliderlig og orange mand, der hellere vil give vaskere til sine modstandere end beskytte sine søskende. Donald Trumps isolationistiske ”America
First”-politik har allerede vist os, hvor uforudsigeligt og farligt det er at være afhængig af USA. Hans uundgåelige tilbagevenden til magten udgør en reel trussel mod den sikkerhed, vi har taget for givet.
Når magten samles i de forkerte hænder Vi er i Europa nødt til at forstå, at samarbejdet med USA lakker mod ende. Trods at USA har haft Grønland som deres militære legeplads siden 2. verdenskrig, står vi nu i situation hvor den orange voksenbaby truer med både økonomiskeog sågar militære midler, hvis han ikke må overtage rigsfællesskabets nordligste isflage helt.
Skulle Ruslands invasion fortsætte igennem det gamle Sovjet og resten af Europa, ville horisonten for hjælp måske være fjern.
Især hvis Trump havde fået frie hænder til at samle hans ‘The Avengers’ fra helvede, kunne vi have set en regering bestående
af nogle af de mest kontroversielle og konspirationstro figurer i amerikansk politik. Forestil dig et kabinet, hvor Robert F. Kennedy Jr., politiks største nepobaby og en mand, der har brugt årtier på at sprede misinformation om vacciner, var blevet sundhedsminister. En mand, der engang hævdede, at han havde en hjerneskade forårsaget af en orm, ville have haft ansvaret for USA’s sundhedspolitik – i en tid, hvor pandemier og folkesundhed er mere kritisk end nogensinde.
På forsvarsposten kunne Pete Hegseth have fået plads – en tidligere soldat og Fox News-kommentator, der tidligere blev markeret som en potentiel insidertrussel og fjernet fra nationalgarden under Joe Bidens indsættelse. En mand, der har ført en aggressiv, nationalistisk linje og er blevet beskyldt for seksuelle overgreb, kunne have haft nøglerne til det amerikanske militær.
Eller hvad med Kash Patel som national sikkerhedsrådgiver? En mand, der ser mainstreammedierne som den største trussel mod USA – større end skoleskyderier, opioidepidemier og udenlandske tyranner.
Under Trump-administrationen arbejdede han allerede bag kulisserne for at underminere retssystemet og efterretningstjenesterne. En figur, der mener, at sandheden kan manipuleres efter behov, kunne have haft direkte indflydelse på udenrigspolitikken.
Og jeg behøver vel ikke engang at nævne den saluterende Elon Musk, som jagter en form for meningsfuld tilværelse, indtil han kan kolonisere Mars med sine 7 børn og lige så mange selvglazende falske X-konti. Mest overraskende er dog, at Trump endnu ikke har nomineret nogen af de hundredvis af “aktivister” fra stormen på kongressen, som han allerede har benådet. Mennesker,
der direkte gik til oprør mod demokratiet.
Denne samling mennesker er ikke blot et kuriosum; de havde også udgjort en direkte trussel mod det internationale samarbejde, Europa er afhængigt af. Hvis personer som Patel og Hegseth får magt, kan USA trække sig helt fra NATO og vende Europa ryggen i krisesituationer. Forestil dig et Europa, der står alene over for russisk aggression uden en sikkerhedsparaply.
Fra afhængighed til selvstændighed Med pessimist-brillerne på er Europa nødt til at stå på egne ben. Det betyder øgede investeringer der langt overstiger de 2-5% af vores BNP som er på tale, eller sågar et samlet europæisk forsvar.
Det betyder at vi skal fralægge vores “atomkraft, nej tak” tankegang og indstille os på ”atomvåben, ja tak”. Det betyder en mere strategisk tilgang til energipolitik, hvor vi sikrer uafhængighed fra både
Rusland og USA. Og det betyder, at vi skal udvikle en samlet europæisk udenrigspolitik, der ikke bare er en refleksion af amerikanske interesser.
Hvis vi ikke formår at tage ansvaret selv, risikerer vi at blive kastet rundt i stormagternes spil. Det kan betyde, at europæiske lande bliver isoleret og udsat for politisk og økonomisk pres fra stormagter som Rusland og Kina. Uden en selvstændig sikkerhedsstrategi kan vi opleve en situation, hvor Europas indflydelse reduceres til nul, og vores fremtidige sikkerhed bliver afhængig af tilfældige skift i amerikansk politik.
Derfor er det nu, vi skal vise, at vi ikke længere er et barn i skolegården. Vi skal stå frem som en voksen og selvstændig spiller på den geopolitiske scene. Lillebror kan være god at have i ryggen, men kun hvis vi kan klare os selv, når han ikke længere gider lege med andre end dem fra specialklassen.
Musketereden opløses. Illustration af Maya Bøttker
Jacob og Mads giver dig her overblikket over Trumps turbulente 2. embedsperiode - værsgo!
Af Jacob Vium Jørgensen & Mads William Pagh Thomasen. Illustrationer: AI-genereret med Gronk
(1) Donald Trump kalder Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, en diktator: Når man spørger Elon Musks AI: Grok, hvem der er mest diktator af de to, er svaret, at ingen af de to går under kategorien, men at begge flirter med definitionen.
(2) Vicepræsident holder tale til sikkerhedskonference i München: Woooow, hvor er Europa alene hjemme.
(3) Trump den store: Trump vil udvide Grønland, Panamakanalen, den Mexicanske Golf, Canada, Gaza. Hvad skal vi alligevel bruge Grønland til? Og mon ikke Canada gerne vil være den 51. stat?
(4) Donald Trump vil have plastiksugerør tilbage: God bless America. Et sammensat menneske, der den ene dag sørger for sugerør og den anden dag fikser krigen i Ukraine.
(5) Elon Musk, der giver den gas på X: JD Vance sagde følgende på sikkerhedskonferencen i München: “Hvis vi kan klare 10 år med Thunberg, kan I nok også klare nogle måneder med Musk”
(6) WOKE ER DØD! Der er selvfølgelig kun to køn: Trump kører amerikanerne tilbage til middelalderen med et nyt dekret, der skal sikre, at der officielt kun er to køn. Ses LGTBQ+
(7) Folkene bag angrebet på Capitol Hill benådet: Heldigvis for retssamfundet, så blev alle de gode mennesker fra angrebet den 6. januar 2021 benådet.
(8) TikTok lever!!!!: Der gik en dag af Trumps 2. præsidentembede, før han udrettede det måske vigtigste, han når på 4 år: nemlig at udskyde TikToks bandlysning.
(9) Farvel til Paris-aftalen, farvel til klimaet: Noget knap så vigtigt, der kun tog en dag for Trump, var at sige farvel til Paris-aftalen. Drill, baby, drill!!
(10) WHO, hvem?: New York bliver det nye Wuhan, efter Trump har trukket USA ud af World Health Organization. Det kan være, at han kan slippe af med Melania på den måde?
Boganmeldelse af Cosmos af Lucia Odoom
En fuldstændig og følsom fortælling om dem, vi så ofte overser
Af Sif Marquard Hansen
Jeg tillod mig selv at drømme om en slutning, men jeg måtte indse en anden.
Helt ærligt, så er jeg elendig til at sætte mig ned i sofaen derhjemme med en bog i hænderne - det sker stort set aldrig. For som studerende synes jeg, at jeg har travlt nok med at få læst samtlige pensumtekster fra dag til dag.
Nok må dog være nok, og i søgen efter den helt rette bog stod jeg midt inde i Bog & Idé. Lettere sagt end gjort –bogen, jeg søgte efter, var ikke nem at få øje på.
Men så – dér var den!
Med blikket rettet skarpt på den knaldgule forside med titlen COSMOS, og forfatterens navn LUCIA ODOOM klistret med blanke orange blokbogstaver hen over forsiden, skulle man ikke tro, at bogen var til at misse. Men bogens beskedne størrelse lod den næsten forsvinde ind i bogreolen ved siden af alle de andre romaner.
Til trods for det lå bogen nu helt perfekt i mine hænder, og jeg kunne bladre op på bogens første side.
Udover at være forfatter og have udgivet sin debutroman, Cosmos, i efteråret sidste år er Lucia Odoom også journalist. Måske du har hørt hendes
Lucia Odoom er kulturjournalist ved Politiken, og så er hun vært på podcasten
Fuldstændig opslugt af hovedpersonen Cosmos’ lange rejse og fortælling tog det mig ikke mange aftener at komme igennem de kun 156 sider, der giver et unikt indblik i hans liv og tanker.
Romanen handler om Cosmos, en 33-årig mand fra Ghana, som er rejst mod Europa for at kunne arbejde og sende penge hjem til sin familie, og særligt til sin søster, Effie.
På jagten efter et arbejde og et bedre liv, møder Cosmos Kragerne. De bliver hans gruppe - hans støtte i alt dét, som er fremmed.
Sammen finder Cosmos og Kragerne vej til Danmark, hvor de døgnet rundt i Københavns gader søger efter danskernes skrald - men deres guld, nemlig pantflasker.
Lucia Odoom lukker læseren helt inderst ind i Cosmos’ daglige tanker, erindringer om hans rejse fra Ghana og drømme om fremtiden. Det foregår i form af WhatsApp beskeder, som Cosmos skriver
hjem til sin familie tilbage i Woe; Effie, Tante Dora og Pastor Emmanuel.
Igennem beskederne er romanen opbygget som en dagbog med simpelt sprog. Man bliver konstant præsenteret for nye scener, nye indtryk og nye erindringer, som alle bidrager med skarphed, følelser og humor til Cosmos' personlige fortælling og betragtninger af danskerne.
Da jeg nænsomt bladrede igennem de sidste sider, var det som om, romanen blev hevet tilbage til den virkelige verden og dens realiteter – det samme gjorde jeg.
LIXEN giver 4,5 / 5 stjnerner til Cosmos af Lucia Odoom
Cosmos skal have 4,5 stjerner, da man som læser bliver hevet med ind i en barsk, kærlig og særlig intim fortælling om grupper i samfundet, som bliver overset, hvis man blot gik forbi på gaden.
Hvis du ligesom mig også har brug for at læse noget andet end pensumtekster, så kan Cosmos være et bud på dette.
Illustrationer af Maya Bøttker
KULTUR & SAMFUND
Colaforhold - Skal vi omtænke vores måde at elske på?
Flora Galtt Frydendal studerer journalistik på fjerde semester og har selv oplevet, hvordan et colaforhold kan redde kærligheden. Som voksen skilsmissebarn har hun set sine forældre genfinde gnisten ved at bo hver for sig.
Illustration: Maya Bøttker.
Af Flora Galtt Frydendal
Forestil dig dette: du møder én, som er fantastisk, og du bliver forelsket. I er så vilde med hinanden, at I får bolig, papir og tyl på jeres kærlighed. Hvor er tanken om at dele alt bare romantisk.
Nogle år senere er nyforelskelsen afblomstret, men I elsker selvfølgelig stadig hinanden. Bare på en praktisk måde også. I knalder kun et par gange om måneden. I er sammen hver dag og deler alt; toilet, rengøringspligter, slikskuffe, fodvorter. Der er faktisk ikke et eneste sted, som bare er dit. Logistik har aldrig været sexet, men det fylder mere end alt det sjove som at tage ud at spise, weekendture, drikke vin, knalde.
I skændes ofte over små dumme ting. I kan ikke finde ud af det med hinanden. Det hele er ikke så romantisk længere, hvor blev I af?
Hvis du er skilsmissebarn – hvilket, der er på den gode side af 40 procent chance for – så har du helt sikkert haft en yderst ubekvem, kejtet og trist samtale med dine forældre ved middagsbordet, hvor de fortæller dig nyheden om, at mor og far desværre skal skilles. De siger måske ”Husk at det her ikke er din skyld. Det er os, som ikke kan finde ud af det”, som havde de læst op på, hvordan man trøster sine børn i en dårlig coming-of-age-film.
Jeg har ikke selv prøvet det, men noget derhen af:
Mine forældre flyttede fra hinanden for snart fire år siden, da jeg var 20 år gammel.
Først syntes jeg, det var latterligt, at de ikke bare blev skilt, nu de var i gang med at omlægge ægtepagten, og nu hvor de havde brugt så mange år af deres ægteskab på at skændes.
Hvorfor ikke bare rive plastret af og komme videre?
Men det var netop dét, der skulle til. Mine forældre flyttede fra hinanden i et bevaret ægteskab og etablerede et såkaldt colaforhold (COuples Living Apart). Nu er min mor flyttet tilbage til min far. Og de har det godt sammen. Har fundet gnisten igen. Finder styrke i hinandens forskelligheder.
»Den største grund til skilsmisse er, at gnisten forsvinder. Og det sker, når spændingen forsvinder. Med cola genintroducerer man nyhedsværdien, hvor man glæder sig til at se hinanden igen«, fortæller Thomas Markersen, som er psykolog i parterapi og kognitiv terapi.
Forelskelsens stille død En forelskelse varer typisk mellem et par uger og et år. Så har hjernen og kroppen vænnet sig til oxytocinhormonerne –kærlighedshormonerne.
»Når man bor sammen, går op og ned ad hinanden og gør mange af de samme ting, så kan man få aktiveret en søskendefornemmelse. Og så forsvinder lysten til sex.
- Thomas Markersen, psykolog i parterapi og kognitiv terapi
Han fortæller, at geparder og andre rovdyr, der bor i samme bur i zoologiske haver, ikke parrer sig, fordi de tror, de er søskende. Er vi mennesker endnu engang blot dyr, som ikke er bedre end vores primitive instinkter?
Der kan være mange grunde til at man er i et colaforhold. Måske fungerer det bedst sådan, fordi man har hver sine børn. Måske ønsker ingen af parterne at flytte
til en ny by. Økonomisk er det et helvede at blive skilt. Måske er det for stor en mavepuster at give op. Måske er det for at holde romantikken i live og undgå et sofa-sutsko-forhold, hvor man vrisser over opvasken. Eller måske er det – som i mine forældres tilfælde – sidste redningskrans inden skilsmissepapirerne underskrives.
Vores generation er i en tilstand af at være kræsne og dårlige til at binde os. Det siger medierne, men jeg har også selv oplevet det. De voksne mener, at det har noget med ungdomskulturen og sociale medier at gøre. Overfladisk onlinedating, uopnåelige standarder og utallige valgmuligheder er helt sikkert en relevant faktor. Men måske har det også noget at gøre med, at halvdelen af os er er vokset op i hjem, hvor kærligheden er brast og syv-syv-ordninger har fyldt mere end sunde kærlighedsforbilleder.
Fremtidens forhold
En undersøgelse af danske pars økonomi lavet af Nordea sidste år viser, at danskerne de seneste fem år er gået lidt mere væk
fra at have fuld fællesøkonomi. Og det er især de yngre par, som har en mere adskilt økonomi, hvor de ældre generationer i højere grad har fællesøkonomi. Ifølge Danmarks Statistik bliver næsten halvdelen af alle gifte par skilt. I 2023 var skilsmisseprocenten på 41 – nogenlunde samme niveau som de sidste par årtier.
Er det den samme, ikke just romantiske, fremtid vi går ind i? Når man gifter sig, drømmer man jo ikke om en skilsmisse – man drømmer om honeymoon og et dejligt liv sammen. Men shit happens. Så er cola-forholdet måske i virkeligheden vores redning? Når vi alligevel er dårlige til at binde os, hvorfor så ikke bare gøre det halvt fra start? Blive kærester eller gift, og så bare blive boende hver for sig. Så har man papirerne, festen, løfterne, romantikken og et forhold som (halvdelen af gangene i hvert fald) ikke er dømt til døden? Eller er det en for pessimistisk måde at anskue kærligheden? Måske har tiderne bare ændret sig. Vi er blevet mere selvstændige og selektive.
Colaforhold kan være fremtiden – ikke fordi vi er dårlige til at binde os, men fordi vi har fundet en ny måde at elske hinanden på.
Det fungerede for mine forældre. Måske kommer det også til at fungere for os.
Flora med sin mor i sneen. Foto: Privatfoto
På fars skuldre. Foto: Privatfoto
Mor, far og Flora. Foto: Privatfoto
Solaf Masoud: En håndfuld minoritetsetniske
værter i mediebranchen er ikke nok - vi skal også være bag skærmen
Solaf Masoud flygtede fra Syrien til Danmark som 14-årig. I dag skriver hun autografer til de børn, der kender hende som nyhedsvært på DR Ultra. Hun glæder sig over den voksende diversitet i mediebranchen – men mener, at den først bliver reel, når minoritetsetniske også får magtpositioner bag skærmen.
Af Mathilde Clauson-Kaas & Selma Abourrida Elkadmiri Foto af Mathias Damborg
TV-skærmens
lysende billeder spejler sig i de store, brune øjne. Med blikket fastlåst på den syriske nyhedsvært, der er i færd med at bagatelliserer omfanget af protesterne og regimets brutalitet, ved 11-årige Solaf Masoud godt, at det langt fra er sandheden.
Hun kan nemlig bare dreje hovedet, rulle gardinerne op og kigge ud ad vinduet.
Så ser hun virkeligheden udfolde sig på gaden lige foran hendes hoveddør.
Fra borgerkrig på barndomsgaden til børnenyheder i øjenhøjde
Året er 2011, og det arabiske forår spirer i byens gader. »Ligesom mig var der mange andre børn, der så, at folk gik på gaden og forlangte frihed, og at regimet skulle væk.
Der var nogle børn, der havde hørt de her slogans i den by, jeg boede i, og så havde de skrevet det på en væg i skolegården. De børn blev anholdt.
Det startede en revolution, hvor folk ville have deres børn tilbage.
Da børnene kom tilbage, var de blevet tortureret, blandt andet ved at de havde fået fjernet deres negle. Vi var hele tiden bange for at gøre noget forkert.«
Allerede fra barnsben blev Solaf opmærksom på, at man altid skal forholde sig kritisk til det billede, medierne tegner. Det var noget, hendes far lærte hende.
Så længe hun kan huske, har han været enormt politisk engageret – dog under hemmelige forhold, da spørgsmålstegn ved den politiske situation ikke ligefrem var kærkomment i det daværende Syrien. Imens strømmede det arabiske forår ind over hendes land som en stor revolutionistisk bølge.
»Det var en meget spændende tid at være i – også som barn – for man kunne mærke, at befolkningen ønskede forandring og bedre rettigheder. Det var historisk. De her mennesker går på gaden og ofrer deres liv for at ændre på det samfund, vi lever i. Jeg kunne mærke, at det her kommer jeg aldrig til at glemme.«
Flugten til Danmark og spirende journalistdrømme
Netop oplevelsen af, at medierne ikke var til at stole på i en tid, der var så definerende for landets fremtid, vakte Solafs interesse for journalistik. Som 14-årig flygtede hun og familien til Danmark.
Hun drømte om at rapportere fra Mellemøstens brændpunkter som korrespondent, da hun med sin baggrund og den dybe forståelse af regionen, som den førte med sig, følte sig bedre rustet og mere troværdig end en, der blot havde tilegnet sig viden gennem studier eller hurtige Google-søgninger.
For at styrke sine chancer for at forfølge sin drøm begyndte hun på uddannelsen Mellemøstens sprog og samfund, men da faget ikke viste sig at være den rette vej for hende, valgte hun at stoppe i løbet af tredje semester. I tiden efter nåede hun at få erfaring med en bred vifte af jobs – hun arbejdede for Røde Kors, på et plejehjem, underviste børn i arabisk, podede for corona og stod bag disken på både café og bar.
Men en dag faldt hun over et jobopslag fra DR Ultra. De søgte en ny nyhedsvært, der kunne formidle komplekse emner som bruttonationalprodukt, forsvarsforlig og klimakrise til børn i øjenhøjde. Uden en journalistisk uddannelse i bagagen får Solaf i maj 2023 det opkald, der skal ændre hendes arbejdsliv og karriere for altid.
»Det var slet ikke min plan at jeg skulle lave børneindhold, men jeg
elsker det. - Solaf Masoud, vært på DR Ultra
Den 11-årige pige, der sad og så falske nyheder under den opblussende borgerkrig, fik nu selv muligheden for at formidle nyheder – og så endda til børn.
Programmet Ultra-Nyt ruller over diverse skærmtavler rundt om i landets folkeskoleklasser. Og frem toner Solaf Masoud med vigtige nyheder, som de danske børn skal vide noget om. At kunne gribe reporter-mikrofonen og være den stemme, hun selv manglede, fuldender på mange måder Solaf.
»Jeg har altid tænkt, at jeg skulle være international korrespondent og rejse, udforske verden og snakke med mennesker. Jeg havde aldrig tænkt på børn som en målgruppe, før jeg så det jobopslag og tænkte: Ej, hvor lyder det meningsfuldt! Det var slet ikke min plan, at jeg skulle lave børneindhold, men jeg elsker det.«
På mediebranchens hvide gange
Da Masoud første gang trådte ind i DR-bygningen i Aarhus, blev hun overrasket over, hvor få personer, der lignede hende. Faktisk var det tæt på nul. Alle –lige fra rengøringsassistenten til chefredaktøren – var etniske danskere. Det havde hun aldrig før oplevet på nogen af sine tidligere jobs.
For hvert skridt, Solaf tog på den danske mediebranches hvide, bonede gulve, føltes det pludselig meget ensomt at gå rundt der med sine mellemøstlige rødder. Bevidstheden om, at Solaf egentlig har en ret anderledes baggrund end hendes kollegaer, bliver et emne og en udfordring, der er svær at slippe for den unge vært.
»Nogle gange kan man godt føle, at man som minoritetsetnisk person skal kæmpe ekstra hårdt for ikke at blive opfattet som biased, når man for eksempel dækker nyheder fra den arabisktalende region.«
Når man har minoritetsbaggrund, kan man komme til at overtænke, og have fordomme om andres fordomme om en selv. Det kan til tider være en bekymring for Solaf, om denne følelse kan afskrække andre som hende selv fra at tage springet ind i branchen.
»Man kan jo spørge sig selv: Har den hvide mand ikke også bias? Når man er en etnisk minoritet, ved man, at man bliver set på med andre øjne. Man er for følelsesladet eller for emotionelt investeret (i visse emner, red.). Som om etnisk danske journalister, der for eksempel dækker folketingsvalget, ikke også har nogle holdninger.«
Når du sidder med din telefon solidt plantet i hånden og scroller op og ned i dit Instagram-feed, kan tanken måske strejfe dig: “Vi er sgu da rimelig godt med, hvad angår diversitet i den danske mediebranche!”
Den tanke kommer sandsynligvis efter, at du har set Adnan Al-Adahmi fra P3 rende i hælene på de danske folketingspolitikere med kritiske, men satiriske spørgsmål.
Eller efter du har fået et godt grin fra DR Talentholdets Helin Erdem, der både serverer selvudleverende SoMe-underholdning, men også gør sig gældende som vært i programmer som Helin bliver venner med.
Dette er ifølge Solaf megafedt og vigtigt, især for børn og unge, så de har nogen at se op til. Men det er ikke definitiv repræsentation, at der findes en håndfuld værter med minoritetsbaggrund i den danske mediebranche.
»Det er rigtig fedt, at vi har Helin, Adnan og mig selv i mediebranchen, men problemet er, at der ikke rigtigt er nogen repræsenteret bag skærmen. Det er det, jeg synes er problematisk.«
»Man kan jo spørge sig selv: Har den hvide mand ikke også bias? Som om etniske danske journalister, der for eksempel dækker folketingsvalget, ikke også har nogle holdninger.
- Solaf Masoud, vært på DR Ultra
Jeg vil se en minoritetsetnisk chefredaktør
Ifølge Masoud burde der være diversitet hele vejen rundt i mediebranchen. I 2020 var det kun 5,6 procent af de ansatte i danske medievirksomheder, der havde en anden etnisk herkomst end dansk.
»Når man ser fjernsyn, tænker man: ‘Vi er på rette vej’, og det er vi 100 procent også, men det går rigtig langsomt, og der er ikke nok minoritetsetniske unge, der uddanner sig til journalister.«
Solaf mener, at repræsentationen i mediebranchen i Danmark kun er gældende udadtil.
»Det er det, man kalder tokenism. Jeg ved, at der er nogle, der snakker om, at de føler sig som en token, når de bliver ansat, og det forstår jeg godt.«
Tokenism refererer til at inkludere en minoritet på et symbolsk niveau for at give indtryk af mangfoldighed, uden at det nødvendigvis fører til reel inklusion eller ændringer. Hvis der reelt er et ønske om en mere mangfoldig mediebranche burde vi starte med journalistuddannelserne: De skal arbejde på at tiltrække flere forskellige mennesker, så vi kan få uddannet flere minoritetsetniske journalister.
»Når de så er færdiguddannede, så er det næste skridt, at vi ikke bare ansætter dem som værter, men i stedet i stillinger, hvor de har mere magt i forhold til dagsordenen,« udtaler Masoud.
Ifølge Solaf er mediearbejdspladser rimeligt hierarkiske, og derfor er det vigtigt med minoritetsetniske personer i magtpositioner, så de har større indflydelse i processen, når det kommer til vinkling og formidling. Dette gælder i lige så høj grad minoriteter fra forskellige samfundsklasser. På denne måde kan de gængse fordomme og stereotyper samtidig bekæmpes, mener hun.
»Jeg vil gerne se en minoritetsetnisk chefredaktør eller chef i et mediehus snart. Nogen, der kan bestemme og lægge en strategi.«
Fra at sidde foran tv-skærmen i Syrien og se nyheder, hun vidste var usande, til selv at formidle nyheder for børn i Danmark, insisterer Solaf på, at repræsentation handler om mere end synlighed – det handler om reel magt og indflydelse.
Hvis mediebranchen virkelig skal afspejle det samfund, den dækker, kræver det ikke kun ansigter foran kameraet, men også minoritetsetniske stemmer bag kulisserne: i redaktionslokalerne, på chefkontorerne og dér, hvor beslutningerne træffes.
»Jeg synes, det er fint nok, at man har en vært eller to med brune øjne og mørkt hår, men for mig er det ikke rigtig repræsentation. Den repræsentation, jeg ønsker, er bag skærmen.«
»Jeg synes, det er fint nok, at man har en vært eller to med brune øjne og mørkt hår, men for mig er det ikke rigtig repræsentation.
- Solaf Masoud, vært på DR Ultra
Farvel til tøj-fixet:
Sådan får du en grønnere garderobe
Du kender det måske. Den lille rus man får, når man køber et nyt stykke tøj. Men tøjproduktion står for ti procent af verdens samlede udledning af CO2, og har ifølge Forbrugerrådet Tænk store konsekvenser for klimaet. Læs med og få konkrete råd til, hvordan du får et mere bæredygtigt klædeskab.
Illustration: Maya Bøttker.
Af Rebecca Emilie Bellingan
Pelshatte, tern på tusind måder og 80’er office-core fyldte Københavns gader, da fashion week løb af stablen i januar. Influencers sad på forreste række til diverse modeshows, mens modellerne vandrede op og ned ad catwalken i de nyeste trends. Modeindustrien er en af de største klimasyndere. Kan fashion og forbrug forsvares, når kloden brænder?
Modeugen har tidligere været udskældt for blandt andet greenwashing. Greenwashing er, når en virksomhed forsøger at fremstå mere bæredygtig
end den reelt er. Til gengæld er Københavns modeuge blevet rost af blandt andet Vogue for sit store fokus på bæredygtighed. I en handlingsplan fra 2020 præsenterede modeugen en bæredygtighedsstrategi, som senere blev omsat til 18 minimumskrav, som tøjmærkerne skal opfylde for at deltage i modeshows. Kravene omfatter blandt andet integration af bæredygtighed og overholdelse af internationale standarder for menneskerettigheder.
Alligevel er modeugen præget af fokus på skiftende trends, og det kan som forbruger være svært at følge med.
Og man kan ikke ligefrem påstå, at modeindustrien bidrager positivt til den klimakrise, vi efterhånden alle sammen er enige om, at vi står midt i. Modeindustrien står for ti procent af verdens samlede udledning af CO2. Det er mere CO2 end, hvad al international flyvning tilsammen står for.
Vi danskere køber i gennemsnit knap 11 kilo tøj om året. Læs lige det igen.
11 kilo tøj om året.
Tøj-fixet
FLOR er en ungdomsorganisation for mere vild natur og biodiversitet. Og ligesom klimaet er biodiversiteten truet af blandt andet tøjproduktion, som ikke er bæredygtig for naturen.
Solveig Keldebæk læser til daglig Bæredygtigt Design på Aalborg Universitet, og er medlem af FLOR. Spørger man hende, er det vigtigt, at vi alle sammen skruer ned for vores tøjforbrug. Men producenterne har også et ansvar.
»I min optik gør producenterne jo bare det, der bliver efterspurgt. Men det er også dem, der er med til at fodre efterspørgslen med alle de reklamer.
- Solveig Keldebæk, Medlem af FLOR
Solveig Keldebæk ser det at købe nyt tøj som et “fix”. Og det “fix” var hun også selv afhængig af en gang. Hvis hun havde 1000 kroner tilovers om måneden, så brugte hun dem på tøj, men i dag er tankegangen anderledes:
»Lige pludselig tænkte jeg bare: prøv lige at lade være med at bruge dine penge på tøj, og prøv at bruge dem på sociale aktiviteter, dans, eller at tage ud og spise med nogen. Hvad gør det for min lykke? Måske kan man prøve at udfordre sig selv på den måde,« siger hun.
Byt, brodér og bryd vanen: her er Solveigs tips til et mere bæredygtigt klædeskab.
1. Del ud af garderoben
Når du køber mindre tøj, påvirker det også produktionen og mængden af tøj, der bliver smidt ud. Man kan f.eks. låne tøj af hinanden eller arrangere tøjbyttedage. På den måde kan I få ryddet ud i det tøj, I ikke bruger, og samtidig undgå at købe nyt.
»Når det kribler i dig, og du virkelig har brug for det her”fix”, så kan du arrangere en tøjbyttedag med dine venner. Der er også en virksomhed, der hedder Another Closet, som fungerer lidt som et tøjbibliotek, hvor man kan låne tøj,« siger Solveig.
2. Giv dit gamle tøj nyt liv
Du kan forlænge dit tøjs levetid ved at reparere eller “upcycle”, f.eks. ved at bruge plantefarve, brodere eller at lære at sy. Gør det til et fælles projekt ved at arrangere krea-aftener, hvor du og dine venner stopper huller og giver jeres gamle tøj nyt liv
»Hvis du selv kan sy, er det rigtig sjovt at reparere dit tøj. Ellers kan du gå ned og støtte din lokale skrædder. Så støtter du lokalt og samtidig slipper du for at købe nyt,« lyder det fra Solveig.
3. Skjul eller fjern tøj-apps
Vi bliver konstant påvirket til at følge trends og forbruge mere gennem apps, reklamer og konti på sociale medier. Overvej at slette apps og unfollowe konti på sociale medier, der får dig til at købe mere.
»Jeg
elsker at arbejde, så hvis jeg skal gå hjemme,
bliver jeg ked af det
Minoritetsetniske kvinder finder arbejde, fællesskab og nye muligheder i folkekøkkenet Send Flere Krydderier. Her er det ikke kun maden, der skaber forandring, men også det sociale sammenhold og vejen ind på arbejdsmarkedet.
I folkekøkkenet hos Send Flere Krydderier laver kvinderne mad fra hele verden. Illustration: AI-genereret med Canva af Rebecca Emilie Bellingan.
Af Laura Malone
Billeder i teksten er lavet i Canva.
MK tager de lune boller ud af ovnen og begynder at pakke dem i poser. På komfuret i køkkenet står to store gryder og bobler. Duften af karry og spidskommen summer i rummet. Fem kvinder hakker grøntsager i højt tempo for at blive klar til dagens måltid hos Send Flere Krydderier. I dag står den på Chana Masala i folkekøkkenet.
MK er 58 år og kom til Danmark fra Kosovo i 1992 med sin mand og deres to børn. Hun begyndte at arbejde i Send Flere Krydderier for otte år siden.
»Alle os kvinder, der arbejder her, er fra forskellige nationaliteter. Syrien, Somalia, Libanon. Alle er forskellige, og vi laver mad fra alle slags lande.
- MK, Send Flere Krydderier
Ud ad de duggede vinduer fra folkekøkkenet sidder der mange mennesker. Dem bliver der skænket kaffe til over disken af Fadimo, mens hendes brune, blomstrede tørklæde svæver efter hende, idet hun går frem og tilbage mellem køkkenet og cafédisken.
Send Flere Krydderier er en socialøkonomisk café og cateringvirksomhed lavet af Diversity Works. De har to spiserier, hvoraf det ene er i Nørrebrohallen, hvor både MK og Fadimo arbejder fuldtid. Udover at være café og folkekøkken hjælper Send Flere Krydderier minoritetsetniske kvinder med begrænset erhvervserfaring ind på det danske arbejdsmarked.
En yngre kvinde former dej til fladbrød. MK griber ud efter en kniv bag hende og begynder at hakke et stort bundt frisk koriander, mens Fadimo rører rundt i den store gryde, så karryduften bliver endnu kraftigere.
»Da jeg kom til Danmark, måtte jeg ikke arbejde. Jeg søgte forgæves jobs, indtil kommunen sendte mig til kvindecentret og så fandt jeg mit første arbejde her i folkekøkkenet,
fortæller MK med et træk på skuldrene, der går hen og bliver til et blidt smil.
»Jeg elsker at arbejde, så hvis jeg skal gå hjemme, bliver jeg ked af det.
- MK, Send Flere Krydderier
Det har længe været en politisk ambition at få minoritetsetniske kvinder i arbejde. Det er stadig en udfordring, men det går faktisk den rigtige vej.
Antallet af kvinder med ikke-vestlig baggrund i lære er siden 2017 gået fra 310 til 1.268. Det er ikke kun godt for samfundet, men også for kvinderne, der finder mening og glæde i arbejdet.
Hos Send Flere Krydderier bliver kvindernes oprindelse deres styrke. De laver eksotisk mad med krydderier, som danskerne hverken har eller kan finde ud af at bruge. De er ikke bare arbejdskraft. De kommer med noget, som ikke hvem som helst i Danmark kan komme med.
Fadimo giver MK et smil og tager hende kærligt på skulderen og siger
»Det bedste ved at arbejde her er maden og fællesskabet omkring det. At vi lærer nyt hver dag, og at vi ikke bare laver mad, men skaber noget vigtigt.
- Fadimo, Send Flere Krydderier
Personlighedstest: Fra kager til sprængte blærer
Du har hørt dem hvisket i skolegården og genfortalt på værtshuset, men holder de små lommefaktaer vand? Tag testen, tæl dine bogstaver og find til sidst ud af, hvilken falsk fakta, du er!
Af Chloe Friedl
Design/grafik af Cecil Bank
MARTS 2025 TEKNOLOGI & VIDENSKAB 17
Denne test er udarbejdet på baggrund af skribentens forestilling om, hvilke arketyper, der passer til specifikke falske fakta. Det er dog vigtigt at understrege, at selve de falske fakta tager udgangspunkt i informationer fra hjemmesiderne Videnskab.dk og Danmarkshistorien.dk.
Stenalderskønhed & palæo-punk: Forskning viser, at
piercinger
og stick-and-pokes går mere end 20.000 år tilbage
Som en del af deres danmarkshistoriske opdragelse har de fleste med et eksamensbevis fra den danske folkeskole besøgt en fortidslandsby. Dér, blandt 23-25 andre børn, har eleverne nok brugt en sibirienkold marts- eller oktoberdag på at lære, hvordan oldtidsfolk kun gik i uldkapper, brækkede alle deres tænder på brød med hele hvedekorn og sov i huse med indbygget bålrøgsgasning.
Pædagogisk lyder praktisk historieundervisning som et smart værktøj – et hack til netop at gøre historien mere nærværende. Det er dog svært at sige, om børnene føler sig forbundet med historien eller om frost i fingrene og lugten af får, blot giver den almene elev en nyfunden glæde for rindende vand og supermarkeder.
Uagtet børnenes oplevelse, virker det som den almene opfattelse, at oldtidens folk blot er nogle fjerne og fremmede forfædre. Kedelige og identitetsløse mennesker uden tænder, som på den kanondikterede tidslinje nok kan placeres et-eller-andet sted mellem abemennesket og Romerriget. Men folk i oldtiden var altså meget mere farverige og pyntede, end alle moseligene umiddelbart indikerer (!) Mennesker
har nemlig altid været nogle kreative og finurlige typer med lyst til at udtrykke sig – og det har de gjort.
For 1000 år siden filede en gruppe vikinger i Gotland linjer og streger i deres fortænder for at markere deres identitet.
I Danmark har arkæologer fundet, hvad de formoder er tatoveringsnåle i grave fra bronzealderen – som altså fandt sted for
omkring 3.800 år siden. For lidt mere end 5.000 år siden lagde en meget berømt – og meget tatoveret – ismand ved navn Ötzi sig til at dø i de sydtyske alper.
Og for nyligt kunne forskere fremlægge beviser for, at stammefolk fra den ældre stenalder i Tjekkiet havde dermal kindepiercinger, også populært kendt som smilehulspiercinger, for mere end 25.000 år siden.
Sådan kunne man blive ved med at opremse, og det sætter naturligvis gang i en række spørgsmål. For hvorfor blev folk i stenalderen piercet? Hvordan så tatoveringerne ud i bronzealderen? Og hvordan gjorde de nogle af de ting uden elektricitet eller viden om sårpleje? Dét og lidt ekstra vil vi nu kigge lidt nærmere.
Af Cecil Bank
MARTS 2025
Pyntesyge, permanent makeup & piercinger
Forskere har fundet piercingsmykker i grave fra år 12.000 f.v.t., hvilket altså betyder, at piercinger som minimum har eksisteret i 14.000 år – kigger man også på skeletter, der blot udviser tegn på at have haft piercinger, er det muligt, at piercinger er et mere end 20.000 år gammelt fænomen.
Evidensen for tatoveringskunst er en smule yngre, men forskere er generelt enige i, at tatoveringer som minimum har eksisteret i 5.200 år; et tal, der er baseret på karbondateringen af Ötzi, som netop er det ældste og mest konkrete bevis, vi har for tatoveringer. Det behøver dog ikke betyde, at ismanden var den første europæer med sleeve og røvgevir. For ifølge tatovør og forsker i tatoveringsantropologi Maya Sialuk Jacobsen peger tegnene mod en ældre tid.
»Vi kan nok formode, at Ötzi ikke selv har fundet på at tatovere sig, mens han sad der i Alperne. Han har haft en tatovør, og han har tatoveringer på steder, han ikke selv kan nå. Så der har altså været en praksis for det. Derfor forestiller vi os, at tatovering potentielt kan være 10.000 år gammelt – måske ældre,« fortæller forskeren.
»Jeg tror, at rigtig mange også har syntes, at det var en forskønnelseog måske decideret nødvendigt for skønhed.
Før moderne lægevidenskab har det dog været farligt, hvis ikke livstruende, at blive piercet eller tatted; det er nemlig ikke særlig belejligt med et åbent sår, når man befinder sig i en verden uden antibiotika og plastre. Så hvorfor gjorde man det?
»Traditionelt har tatoveringer haft et konkret formål. Og fordi det netop har været risikabelt at blive tatoveret, har de muligvis haft flere formål på én gang. Eksempelvis at styrke immunforsvaret. Eller at vise, at man tilhører en bestemt klan eller folk,« fortæller Jacobsen.
»Men samtidig tror jeg, at rigtig mange også syntes, at det var en forskønnelse – og måske decideret nødvendigt for skønhed.«
Og tatoveringer er ikke den eneste type af kropsmodificering, som videnskaben mener har haft praktiske formål.
I et nyt studie foreslår forsker John Willman, at Pavlovnia-folket i stenalderens Tjekkiet brugte labretpiercinger i kinderne netop som en del af deres stammeidentitet.
Ligesom det er tilfældet med tatoveringer, foreslår Willmans, at piercingerne ikke blot var en stammemarkør, men at de muligvis også havde et socialt, statusmæssigt eller spirituelt grundlag.
»Opjustering af smykker undervejs i en persons levetid hænger ofte sammen med en kulturel transformering. [Hos Pavlovnia-folket] havde børnene ingen piercingslidmærker på tænderne, mens de unges tænder var slidte i den ene side, og kun voksne havde slid i begge sider,« skriver Willman.
Havde Ötzi ondt eller var han bare religiøs?
Selvom det praktiske har været en vigtig faktor hos oldtidsmennesket, mener Maya Sialuk Jacobsen og hendes kollegaer dog, at tidligere forskning har haft en for snæver tilgang til tolkningen af kropsmodificering.
»Der har været gisninger om, at Ötzis tatoveringer var medicinske, fordi de er på steder, som man ikke kan se, når han har tøj på. Den tolkning er vi ikke helt enige i; at hvis det er kommunikation til andre mennesker, så skal de være på synlige steder. Det behøver de ikke nødvendigvis, og så behøver tatoveringer slet ikke at være kommunikation til mennesker; i flere kulturer ser vi, at tatoveringer handler om kommunikation med den anden verden,« forklarer tatoveringsantropologen.
Ifølge antropologen skyldes forskernes bias muligvis også sociokulturelle forskelle i, hvad man får tatoveret. For selvom man i oldtiden, ligesom nu, havde mange forskellige tatoveringsmetoder, tatoveringsmotiver og grunde til at blive tatoveret, er der alligevel visse tendenser. »Vi ser ofte en forskel i motiv, afhængig af om det er mændene eller kvinderne, som har en tatoveringspraksis i den pågældende kultur. Med mændene er det lidt ligesom vestlig tatovering i dag; det er en bedriftsdagbog. Det kan være krigsbytte eller en fangst. Mens de kvindelige tatoveringer ofte er spirituelle og peger fremad; man vil sikre, at noget kan ske – at der er mad nok, eller at børnene overlever,« forklarer Maya Sialuk Jacobsen.
Oldtidens tattoo-salon
Der var altså mange grunde til at blive tatoveret eller piercet, men hvordan er det egentlig foregået? Hvad var stenalderens svar på Sailors Ink eller Nordic Art?
Forskerne mener, at de fleste oldtidsstammer har haft deres egne tilknyttede eller omrejsende specialister, som har givet deres viden videre i arv gennem flere tusinde år – en viden som så har spredt sig i takt med menneskets udbredelse, og som har ledt til forskellige metoder fra kultur til kultur.
»Det er forskelligt, hvad en kultur foretrækker, og det har også været formet af det, man havde adgang til. Eksempelvis brugte man på Grønland en metode, som
En mere alternativ oldtidsby Kropskunst er altså ikke et nyt fænomen i hverken Europa eller Danmark. Og hvor efterlader det skolebesøgene i oldtidslandsbyerne? Kindepiercinger til alle børnehavebørn på besøg? Kursus i åndetatoveringer til de skoletrætte 9. klasseselever? Nok ikke. Men der står måske ikke noget i vejen for at lade lidt mere farve og udtryk komme til landsbyerne, så skolebørn – og voksne – kan opleve nogle af de mere flamboyante dele af menneskets
»Ved sub-dermal tatovering bruger man nål og tråd. Metoden kaldes også skin-stitching.
hedder sub-dermal tattooing. Ved subdermal tatovering bruger man nål og tråd. Metode kaldes også skin-stitching. Nålen bryder huden, og blækket transporteres med tråden. Men dén metode kræver jo, at et folk har nåle med øje, så nogle steder brugte man en syl og en spids pind,« fortæller forsker Maya Sialuk Jacobsen.
»Opjustering af smykker undervejs i en persons levetid hænger ofte sammen med en kulturel transformering.
- John C. Willman, Palæoantropolog
natur og trang til selvudfoldelse.
Selvom livet uden tvivl var hårdt og koldt –og fyldt med bålrøg, uldkapper og stenbrød – var vi mennesker, som altid, farverige, pyntede og optaget af både personlig og gruppemæssig identitet.
Men det skal dog også pointeres, at der stadig er meget at lære om kropskunst i oldtiden – dels fordi der ikke er mange arkæologiske rester, som har overlevet i de 5.000+ år, det kræver, og dels fordi det ikke er alle fund, som forskerne har haft adgang til.
»Jeg er med i et forskningsprojekt sammen med en masse andre forskere om nogle grønlandske mumier. De blev stjålet af USA i 1921 og har ligget på Harvards Peabody Museum lige siden, men nu kommer de omsider tilbage. Og jeg skal undersøge deres tatoveringer nærmere, så det glæder jeg mig til,« slutter tatovør og tatoveringsantropolog Maya Sialuk Jacobsen med et smil.
Her på Teknologi- og videnskabssektionen vil vi se frem til at læse om Mayas fund – og til nogle flere palæopiercinger i oldtidslandsbyerne.
Mennesker har altid været ekspressive og farverige – også for mere end 20.000 år siden. Foto: iStock.com/Rudimencial.
MARTS 2025
Vanvittig journalistduo fortæller historier fra hele verden
Podcasten Vanvittig Verdenshistorie er lavet af de to journalister, Alexander Janku og Peter Løhde, som mødte hinanden på journalisthøjskolen. Siden 2019 har de hver søndag udgivet et afsnit af deres podcast, hvor de over en “fan eller fancy” øl fortæller hinanden om de mest vanvittige historier fra verden. Med grin, forargelse og referencer fra alt fra Søren Ryge til World of Warcraft til Tiger King udfordrer de hinandens og lytternes ide om, hvordan verdenshistorien rent faktisk har udspillet sig.
Af Josefine Broch Ljungberg
Illustrationer af Maya Bøttker
Siden podcastens begyndelse har
Alexander Janku og Peter Løhde udgivet mere end 225 episoder i deres hoved podcast, 20 episoder i et PIXI format, 24 julekalenderafsnit, optrådt på festivaler og været på live tour i Danmark flere gange.Nå ja, og så har de også udgivet en bog. Og lavet øl.
Hver søndag rater de to journalister ugens historie på fem parametre - vildskab, LOL-faktor, uniqueness, indflydelse og extra spice. Når de er at finde på en scene, involverer de også publikum i deres rating, og efterfølgende er historierne at finde i Vanvidsbarometret på deres hjemmeside. Den bedst ratede historie er lige nu fra et live show med scoren 93 ud af 100.
Hvor langt skal man ned i kaninhullet?
Deres jyske dialekt er med til at tage historiefortællingerne helt ned på jorden,
og Alexander Janku understreger, at de behandler deres research til podcasten med samme seriøsitet som ethvert andet journalistisk produkt kræver.
Alexander Janku fortæller, at et “nemt” manus tager ham mellem fem og seks timer at skrive. Tidsaspektet afhænger af historien, for der er forskel på, om det er en moderne eller gammel historie, europæisk eller asiatisk historie. Noget er nemmere at researche sig til end andet, for kildematerialet er vidt forskelligt, og det er tilgængeligheden også.
»Jeg sad med et manus i efteråret, som krævede, at jeg læste en bog på 230 sider på fransk, fordi det var den eneste kilde, der var tilgængelig om den her mands liv. Og jeg har altså ikke haft fransk siden
gymnasiet,« fortæller Alexander Janku.
Når man spørger ham, hvorfor han ikke bare lod en så omfattende historie blive på blokken, så kommer svaret prompte og selvsikkert:
»Fordi det var den, det skulle være.«
Hvis de ville gøre det nemt for sig selv, så skulle de bare skifte navn til Grineren Wikipedia Artikler, siger han
»Så tror jeg, at vi ville spare en masse tid, men kvaliteten og følelsen af, at de her drenge ved, hvad fuck de snakker om, ville forsvinde med tiden. Og så ville det blive useriøst,« påpeger Alexander Janku.
Peter Løhde (til venstre) og Alexander Janku (til højre) er journalisterne bag podcasten, Vanvittig Verdenshistorie. Foto: Vanvittig Verdenshistorie.
MARTS 2025 KARRIERE
Han forklarer, at han har en proces, hvor han først finder en masse links og kildemateriale, som han læser igennem, og af det kan han lave den første gennemskrivning. Her møder Alexander Janku plothuller, som han er nødt til at fylde ud - eksempelvis fandt han ud af, at han ikke var særlig stærk i magtstrukturen i Britannien i 1300-tallet.
»Så var jeg nødt til at finde ud af, hvordan fanden magtstrukturen var i Britannien i 1300-tallet. Og det kan man ikke lige finde ud af, for man skal først forstå, hvad der skete i 1000-tallet.«
>> Vi prøver virkelig ikke at være belærende - Alexander Janku, journalist og podcaster
Dét, der især tager tid for Alexander Janku, er at finde ud af, hvor langt han skal gå, før han stopper i sin research. Det svære i at skrive et manus til Vanvittig Verdenshistorie er ikke at finde et par “sjove” artikler om en person fra historiebøgerne. Det er nærmere, at han behandler sit manuskript, som hvis han skulle til eksamen. Han vil kunne svare på alle de spørgsmål, som hans podcastmakker stiller.
»Ideelt set skal jeg ikke sige, jeg ved det ikke. Jeg vil gerne komme med en smule mere kontekst til Peter.«
To drenge på bodegaen
Hans podcastpartner, Peter Løhde, har komik helt under huden, da han somme tider optræder med stand-up, og det tager Alexander Janku som en udfordring. Hans mål er at få Peter Løhde til at grine, for hvis han griner, så er der nok også nogle ude i stuerne, som gør det. Podcastmakkerne kan bruge timevis på at skrive et manus bare fordi, at de har fundet på et grineren ordspil, som den anden bare må høre.
»Så må jeg jo bruge de 10 timer, det kræver at skrive det fucking manus. I bund og grund er det bare mig og min gode ven, der gerne
vil one up hinanden nede på bodegaen.«
På trods af at det er fortællinger fra historieverdenen, som de formidler til deres lyttere, så er Alexander Janku og Peter Løhde ikke ude på at belære nogen om, hvad der er rigtigt og forkert.
»Vi prøver virkelig ikke at være belærende, men vi kan også godt lide at tage pis på nogle ting, hvis vi synes, det er åndssvagt.«
Alexander Janku fortæller, at der på et tidspunkt var en lytter, som skrev til dem, at der var et eller andet galt med podcasten, men de kunne bare ikke sætte en finger på, hvad det helt præcist var.
I den periode havde duoen optaget sent om aftenen, og noget af dynamikken mellem de to venner forsvandt åbenbart på de sene aftentimer.
Den åbenhed, som de har over for deres lyttere omkring både podcastens økonomi og den konstruktive kritik, som de modtager i indbakken, har båret frugt, for det har skabt en bro mellem alle parter.
Åbenhed er den vigtigste faktor, forklarer Alexander Janku.
»I sidste ende bliver produktet bare bedre af det, selvom det kan føles lidt hårdt at få det serveret. Det er klart, at hvis nogen siger - du snakker godt nok irriterende - det kan jeg ikke rigtigt gøre noget ved,« siger han med et grin.
Dog ved Alexander Janku godt, at kritikken for det meste kommer med kærlighed, fordi lytterne godt kan lide podcasten og har et ønske om, at makkerparret opretholder det tårnhøje niveau.
For Vanvittig Verdenshistorie er til lytterne, og deres feedback er med til at give en overordnet bedre lytter oplevelse, understreger han.
Tatoveringer giver ikke muleposer
For et par år siden fik duoen deres logo tatoveret, men der var én som var kommet dem i forkøbet. Ved et live show i Aalborg kom en ung fyr op til dem, hev op i skjorteærmet og på armen
havde han fået podcastens logo foreviget.
»Det kan jeg ikke anbefale - det skal man lade være med. Det er ikke sådan, at man får et ekstra afsnit eller bajer for det. Og hvis man skal have en mulepose, så skal man rent faktisk gøre en indsats,« siger Alexander Janku og griner.
Når han fortæller om deres lytterskare, er det med stor respekt og taknemmelighed. Det betyder meget for journalistduoen, at de kan være med til at gøre en forskel i lytternes hverdagsliv. Somme tider er søndagens afsnit en optagelse fra et af deres liveshows, hvor man får lov til at mærke den gode stemning mellem Alexander Janku, Peter Løhde og deres lyttere.
Et øjeblik i podcastens historie som står ud for Alexander Janku var, da de stod på et propfyldt Bremen Teater og fik stående klapsalver for noget, som han selv kalder for “noget gøgl”. Men det gøgl er båret af undren, systematisk research, stædighed og ikke mindst deres journalistiske værktøjskasse.
»På en eller anden måde er vi både pausefisk, gøglere og små klovne, men vi bruger vores journalistiske redskaber til at lave noget ordentligt gøgl,« understreger han.
Noget af det han især synes om ved at lave Vanvittig Verdenshistorie er det fortællende aspekt. Der er mange måder at skrive en historie på, og Alexander Janku påpeger, at ofte er den mest oplagte måde at skitsere et liv kronologisk, men der hvor det bliver fedt er, når man lægger fortællende elementer ned over det.
Han bruger storytelling til at etablere en præmis og beskrive scener som understøttes med eksempler og kontekst fra samtiden, som har relevans for historien. Det er vigtigt for at forstå hele fortællingen, og hvorfor der er tale om en vanvittig historie.
»Vi gør alt, hvad vi kan for at sige, at der er et bundniveau, og det skal kraftedeme være højt, « understreger Alexander Janku.
Imens hun kæmper for nuancerne, går det
sommetider
op
for Europa-korrespondent, at drømmen er gået i opfyldelse
Da Julie Schneider sad foran fjernsynet som barn, så hun op til mellemøstkorrespondenterne på skærmen. Det kunne være sejt at bo og arbejde i udlandet, tænkte hun. I dag er hendes fineste opgave at trænge gennem lydmuren af misinformation, når hun fortæller danskerne den bedste version af sandheden om EU-stof og international politik fra Bruxelles.
Af Gustav G. Esbensen
Hun besvarer opkaldet på hjemmekontoret. Her sidder Julie Schneider helst i ro og mag, når hun ikke er på reportagerejser i udlandet eller til topmøder i unionens bygninger. Afvekslingen kan hun godt lide, for tempoet i jobbet som Berlingskes udsendte i Bruxelles varierer.
Det er fedt, når der sker alt muligt, som hun selv udtrykker det. Ofte skriver hun tre til fire historier om ugen og leverer analyser og citater til kollegerne i Berlingskes danske newsroom. Op mod 10 timer tilbringer hun nogle gange på hjemmekontoret, men så er Bruxelles heldigvis en fed by at møde sine kolleger og venner i. Længst er arbejdsdagene i perioder som under valget til Europaparlamentet sidste sommer. Den slags kan godt være intenst.
»Man er lidt træt, når man f.eks. skal lave videoanalyse kl. 02-03 om natten,« siger Julie Schneider.
Da hun blev tilbudt stillingen for et år siden, tog hun imod det med bevidstheden om, at afveksling også er godt, når det gælder ens karriere.
»Arbejdslivet er langt, og jeg har den tilgang til det, at hvis der er døre, der åbner sig foran en, så skal man træde ind ad dem,« siger Julie Schneider.
For nylig har hun været i Paris for at interviewe statsministeren ved et topmøde hos den franske præsident, Emmanuel Macron. Samtidig holder hun et vågent øje med EU-toppens reaktioner på Donald Trumps seneste udtalelser.
Frem med nuancerne, nu Barndomsdrømmen om et liv som hendes idoler på TV2-news er siden blevet justeret, men missionen er stadig klar. Den oplyste samtale er presset af falsk information, og selvom det er svært at svare på, hvad journalistikkens vigtigste opgave i nutiden er, har Julie Schneider et bud:
»Uanset nærmest hvilket emne vi taler om, så mener jeg, at journalistikken er vigtigere end nogensinde, fordi der simpelthen florerer så meget falsk information.
»Vores største opgave er selvfølgelig at prøve at trænge igennem lydmuren med de nuancer, der er, og virkelig forsøge at fortælle den bedste version af sandheden.«
Og hellere dét end at være på banen hver gang, at Trump kommer med tomme trusler.
»Det tror jeg er en balance, som vi skal finde nu over den kommende tid. Jeg tror ikke, at jeg kan komme med opskriften på, hvordan man gør det, men så længe han ikke har sagt et eneste konkret ord, om hvordan en handelskrig mod Europa skal se ud, skal vi måske vente lidt med at lave 100 vinkler om dagen,« tilføjer Julie Schneider.
Lixen, Pilestræde, Parlamentet Julie Schneider er tidligere chefredaktør på LIXEN og færdiggjorde sin bachelor i journalistik fra SDU i 2021. Siden har hun siddet på Berlingskes erhvervsredaktion og arbejdet med feature- og undersøgende journalistik, men opgaven i Bruxelles er ikke meget anderledes. EU-systemets og erhvervsjournalistikkens kompleksitet ligger tæt op ad hinanden. Det handler om penge, når politikerne diskuterer forsvarsinvesteringer og støtte til Ukraine. Hun er alene afsted for Berlingske, men har god kontakt til kollegerne. Ikke mindst de andre danske mediers udsendte i Bruxelles. De deler viden og sørger også for altid at booke pladser som sidemakkere ved store begivenheder.
Vigtigt samarbejde
Gode tip kan komme alle steder fra og netværket af kolleger, kilder og eksperter er særligt vigtigt, når det kommer til at skrive historier fra udlandet, som giver hendes læsere en dybere forståelse for både sig selv og andre. Hun fremhæver bølgen af europæiske partier på den yderste højrefløj, som fylder rigtigt meget lige nu. Interessant er det fra dansk perspektiv, da vi ikke ser samme bølge af højrepopulisme vinde frem som i mange andre europæiske lande, mener hun.
»Og hvad er det så, der gør forskellen? Der kan andre lande i Europa være med til at forklare en samfundstendens, som vi måske ikke helt forstår med danske briller, når vi sidder hjemme i København,« svarer Julie Schneider sig selv.
Læs mere om Julie og hendes arbejde på lixen.dk
Julie Schneider under dækningen af traktorprotester i Bruxelles. Privatfoto.
Hvis du vil vide, hvordan underklassen har det i
Danmark, så skal du på TikTok live
Jeg botaniserer abnormt meget inde på TikTok, om jeg vil det eller ej. Jeg lider af Stockholms syndrom. Jeg er forelsket i min vogter. Og selvom doomscrolling er en rigtig ting, så har jeg også lært noget meget brugbart; når folk sender live, ser man et mønster, der vidner om, at de dårligere stillede i vores samfund er den moderne pendant til en hofnar.
Af Magnus Petersen, Opinionredaktør
TikTok har fanget mig. Det er mit Netflix. Den kender mig bedre end de fleste gør. Uden TikTok havde det krævet mig den typiske finde-mig-selv-rejse fra Thailand til Vietnam, Laos, Cambodia og Bali for at lære det om mig selv, at jeg havde en særlig affinitet for afroamerikanske mænd, der dypper deres ansigt i isvand og lever et liv uden nogen form for realitetsprincip. Eller se afdankede realitystjerner danse i dagligvarebutikken Meny i Måløv (du læste rigtigt). Tolkien could never, venner!
Det er derfor, at det også er med en vis sorg, at jeg har gjort mig opdagelsen, at når du swiper til venstre i dit feed, så rammer en anden side af virkeligheden. Den rigtige, uredigerede side. Live-funktionen. På TikTok live finder du de mennesker med al tid i hele verden, men med intet at bruge den på. De har sjældent et arbejde, et internt valideringssystem eller en etisk sans over for hvordan man opfører sig tilsvarende sin alder.
Det nyeste ansigt i TikTok lives persongalleri kaldes i folkemunde ’Bo Sved’. Hvorvidt man kan hedde Sved til efternavn, skal jeg ikke kunne sige. Jeg har mødt folk der hedder Filuka til fornavn, så jeg giver ’benefit of the doubt’. Bo er i høj grad fascineret af Jesus, Bibelen og Peaky Blinders. Han imiterer et Tommy Shelby look, med sixpence, blazer og seler
»På TikTok live finder du de mennesker med al tid i hele verden, men med intet at bruge den på.
- Magnus Petersen, Opinionredaktør
Samtidig er Bo også et barn af Gud, eller det tror Hr. Sved i hvert fald selv. For da jeg her i sidste uge anskuer ham, og analyserer ham på hans live, står han og heiler og skælder højlydt ud på folk, der mener, at han burde stoppe med at ryge og få et arbejde. Herefter topper han den af med at drikke 11 Fanta Exotic på dåse (jeg har selv talt), og kalder det en dag. Han afslutter i øvrigt også alt, hvad han siger, med ”amen”.
Næste levende billede er en veteran i spillet, en af kanonfigurerne, om man vil; Niklas Krogh. Niklas Krogh er klart den mest hovmodige, men også psykotiske af de typer, jeg har stødt på i mit liv. Først og fremmest begår han den dødssynd, at han omtaler sig selv konsekvent som kongen, og har skabt et univers, hvor kun hans virkelighed er den rigtige. Men han er også den mest entreprenante. Han har formået at skabe en forretning, hvor han udstiller sig selv på diverse måder. Hans forretningsmodel går ud på følgende:
1) Du går ind på kongen.shop.dk
2) Du finder ud af, hvilket sortiment af pinsler han kan byde sig selv - her kan jeg personligt selv anbefale ti vodkashots for 99,- eller hælde remoulade i håret (du læste rigtigt igen)
3) Du ser det udfolde sig på hans live
Man tør spørge sig selv, hvordan kan det være tilfældet, at sådan noget her får ben at gå på?
Men sandheden er ikke bare, at benene går - de spænder afsted med Usain Bolts hastighed.
Kommentarsporet er entydigt - Det er lutter grin og latterliggørelse, hvilket til dels også er på sin plads, men når jeg efterbehandler de indtryk, jeg har fået på sådan en tur rundt i live-manegen, så kan jeg ikke lade være med at tænke på dengang, Tivoli lavede ’Den Danske Koloniudstilling’. I udstillingen fremviste man mennesker fra forskellige dele af de danske kolonier fra inuit til caribier, hvilket dengang var en top idé, men i dag er fuldstændig råddent at tænke på.
»Kommentarsporet er entydigt. Det er lutter grin og latterliggørelse, hvilket til dels også er på sin plads.
- Magnus Petersen, Opinionredaktør
Er de her stakkels mennesker vores koloniudstilling? Skal vi hjælpe dem? Skal vi blive ved med at påpege deres vanvid? Hvad med mig selv? Jeg kan jo ikke stoppe med at beglo de her mennesker. Suk.
Nej tak til ungdommen
På en prominent adresse i pompøse kjoler med perfekte negle, er en ung kvinde ved at lave cola i sit køkken. Fra bunden. Andre dage har hun lavet hjemmelavet tyggegummi, smør, yoghurt, tandpasta. Bare til daglig brug, du ved. Sommetider har hun en baby på armen imens.
Af Flora Galtt Frydendal
Kvindens navn er Nara Smith. Hun er 23 år og lever af sine kreationer på Tiktok. Og så er hun nybagt mor til tre.
Ikke nok med at hun er ung og smuk, så bærer hverken hendes krop eller hus præg af hendes tre børn og familieliv. Der er rent og pænt. Hendes videoer er beroligende, hun ser altid stunning ud, har runway-kjoler på og tryller fra bunden af de lækreste, flotte retter frem. Retter, som er enormt tidskrævende. Hun står i sine videoer i enorm kontrast til, hvordan hverdagens familieliv ser ud. Det virker urealistisk, og maler et ideal, som er umuligt at leve op til. Og i virkeligheden er det jo en smule irriterende, at hun findes.
Nara Smiths videoer høster mange millioner visninger, men det er ikke alle der køber ideen om den unge, perfekte husmor. Hun bliver drillet af andre tiktokkere, som parodierer hendes ekstreme gør-det-selv-stil ved at gå ud i haven og malke en ko, plukke kakaobønner til hjemmelavet chokolade eller karikere hendes familieforhold.
Og der stilles spørgsmål til, hvorfor i alverden hun dog er mor til tre i så ung en alder.
Jeg hører selv oftere og oftere: ”Ej, har du set hende fra folkeskolen er blevet gravid?”, og svaret er altid: ”Ej, hvor sygt! Hun er jo mega ung?”.
Forargelsen tager ofte form i spørgsmålene: hvad med backpackrejsen til Thailand med scooter, uddannelse, kollektivet, forsøget på en perfect week, beer pong og shots i byen? Ungdommens gyldne år. Hvorfor er vi så forargede, eller i hvert fald uforstående overfor valget om at få børn som teenager eller i start 20’erne?
Nara Smith taler ind i en familiekonstellation som især generation X og Z har stillet sig ganske kritisk overfor, og er ved at bevæge sig væk fra; den hjemmegående mor, som står for alt madlavning og huslige pligter mens manden arbejder. Hun beskyldes for at være antifeministisk. Men hun udlever jo i virkeligheden bare sin drøm. En drøm, som er ligeså stor som din drøm om at rejse til Asien.
»Nara Smith lever uden tvivl mit hadeliv.
Jeg er ikke et sted, hvor jeg på nogen måde har lyst til at gå i villa-, volvo-, vovse-mode. Men jeg nægter at leve slavisk efter ungdomsnormen der hedder: tjen penge i en børnehave, tag til Laos, drik moonshine og få en tatovering hvor der sofistikeret står ’tak’ eller ’hej’ på et random asiatisk sprog.
Det er på en eller anden måde lidt se jere at have opnået et lykkeligt ægteskab, tre børn, et stort hus og imponeren de cookingskills inden man fylder 25, end at have rejst den tredje verden tynd og blevet en del af Klub 100.
Vi taler om, at man skal leve sit eget liv, være unik, udleve sine drømme, men vi har stadig stærke sociale forventninger til, hvordan man bør gøre tingene. Vi har stort fokus på selvrealisering, karriereopbygn ing og oplevelser, og hvis ikke det opnås, står man tilbage med en ”spildt ungdom”.
Men hvorfor skal man malke sin ungdom?
Hun er udenfor normen og derfor bliver vi forvirrede, fordømmende og
måske endda misundelige. Måske vi bare burde anerkende, at der findes flere forskellige måder at være ung på end at løbe hornene af sig.
Illustration: pngmart
Illustration: Canva
MANIFEST: Vi gider ik’ bruge vores tid på at have ondt i røven
Vi nægter at tilbringe foråret i selvmedlidenhedens sump. Vi orker ikke at købe ind på praktiksøgningens præmis. Her er manifestet, der lægger afstand til jalousi og behandler ondt i røven.
Af Mille Mai Koefoed og Karoline Rise Langballe
Det er ikke, fordi jeg håber, du får gonorré, men… Hvis du får min drømmepraktikplads, så vil jeg lidt ønske det. Endnu engang får den journalistiske praktik lov til at fylde i Lixens spalter, beklager. Snart begynder nedtællingen til panikdagene, til søvnløse nætter, svedige håndflader og følelsesmæssigt kaos. Vi kender problematikkerne, og vi ved, hvad vi går ind til. Nogle får deres drømmeplads, andre ender på Dagbladet Ringkøbing-Skjern. Praktiksøgningen rummer mange ubekendte og praktiske teknikaliteter, men skærer man ind til benet, er den medfølgende konkurrence en uundgåelig del af processen. Med konkurrencer følger som regel jalousi og ondt i røven – for det er jo åbenlyst nederen når din drømmeplads tilfalder en anden. Vi vil her på forkant derfor indføre Praktik-Manifestet. Selvom vi endnu ikke har stået i praktikhelvedet endnu, så tillader vi os at komme med fem retningslinjer, der gerne skulle lette både sindet og stemningen på Medietorvet. Manifestet kan bruges før, under og efter praktiksøgningen, så vi anbefaler, at du har det ved hånden de næste måneder.
#1: Se om du ikke kan lade være med at sammenligne dig selv med andre. Ja, du har i to semestre gået under navnet DR-pigen, men det var Mr. Nobody der fik pladsen, og det er brandærgerligt. Men vi kan forsikre dig, at det intet har med dig at gøre og rigtig meget med ham at gøre. Du har stadig journalistisk værdi, en plads i branchen, og hvem ved, måske en plads hos DR en dag.
#2: Det er okay, at røven gør ondt et par dage, men ikke mere end det. Vi kan jo godt mærke det: Din passive aggressivitet, det falske smil, og måden du dræber Politikens kommende praktikant med øjnene på, så du kan lige så godt indrømme det. Benægtelse er en synd og den slags lindrer ikke ligefrem den ømme bag. Embrace it – og tiden vil læge dine sår.
Og nu. Du ved det jo godt, men måske du alligevel er kommet til at se en Euroman, når du har kigget dig i spejlet. Du er kommet til at gøre dit praktiksted til dit brand. En del af dit selvbillede… Men hvis du kan, så lad vær. Det går bare ikke. Det gør det hele meget værre,
#4: Du er nødt til at fejre dine venners succes – ellers er du en idiot. Du kommer aldrig til at kunne trække på dine venners succes og gode relationer, hvis du reducerer dig selv til en jaloux psykopat. Der er bare ikke nogen arbejdspladser, der ansætter psykopater, og ingen der anbefaler hende den bitre. Derfor: Følg ovenstående og kom så retur, når du har sovet den ud, og sig tillykke til din ven.
#3: Hvis du i kampens hede skulle have glemt det… Der er IKKE lighedstegn mellem din identitet og din praktikplads - eller din fremtid for den sags skyld. Anders Agger startede på… Var det Dag bladet Ringkøbing-Skjern?
#5: Om du får en plads eller ej, så går livet videre. Vi vil med sikkerhed komme til at kravle op i røven på os selv, og når man gør det, kan det være svært at se horisonten og perspektiverne. Derfor kan praktiksøgningen få verdens undergang til at føles nær, men… Reality-tjek: Du er ikke død, du er ikke smidt i fængsel og du er ikke endt i Presselogen, og om ganske kort tid er det overstået. Virker intet af ovenstående, kan du købe et onlinekursus i jalousibehandling på nettet for 495 kr. – vi har tjekket det for dig. På vegne af årgangen takker vi nej til et forår med ondt i røven.
