LIXEN NOVEMBER 2024 by LIXEN

På cykel tværs gennem USA

Journalist Simon Flening om at tage chancen; » Man kan ikke sidde og vente på, at de store opgaver kommer til én

Journalistuddannelsens Voldemort

”Hvad skal jeg bruge det til?” Er vel det, vi alle tænker, når vi vælger en uddannelse. På SDU-journalisternes medietorv bliver vi præsenteret for journalistikkens grundværdier og metoder, men det er ikke os alle, der nødvendigvis skal arbejde med journalistik i den klassiske forstand. I følge Dansk Journalistforbund arbejder hver fjerde journalistuddannede også med kommunikation, såvel som journalistik, og med det i mente, så kan det undre, at kommunikationsbranchen kan virke som ”the one who cannot be mentioned”, og som et sted, ingen journaliststuderende vil ende. Vi kan tage os selv i at sige: ”Jeg er faktisk ikke afvisende overfor at arbejde i kommunikationsbranchen en dag” i et enten forsigtigt eller påtaget overrasket toneleje, når snakken falder på praktik og karriere. Det er nemlig ikke en del af den professionelle identitet, som vi bliver vist her på uddannelsen. For vil du være den skarpe nyhedsjournalist eller den grublende graver?

Chefredaktører

Når man starter på første semester, bliver man spurgt om hvem ens journalistiske ikon er, og hvorfor. Vi får ofte besøg af journalister som gæsteundervisere, der kan give os et indblik i en genre, et medie eller generelt journalistiske metoder. Alle er elementer af uddannelsen, som hører hjemme, men det er som om, at vi glemmer, at det ikke er os alle, der kan være så ”heldige”, om man vil.

Ofte når snakken lander på frygt for arbejdsløshed, beroliges vi med, at man som journalist kan arbejde med mange ting, og at der er rigeligt med jobs i kommunikationsbranchen - men så stopper den også der. Vores manglende indsigt i, hvordan vi kan bruge vores uddannelse til andet end at arbejde som journalist i den klassiske forstand, ramte os i denne uge, da en af os var gæsteunderviser på et gymnasie i Aabenraa. En elev spurgte, om der overhovedet var jobs at få. Svaret var den samme remse: ”Ja ja, der er masser af arbejde! Man kan

lave meget forskelligt som journalist.” Svaret blev hængende i luften, da hun nysgerrigt spurgte: ”Som hvad?”

Pointen her er ikke, at vi skal glemme den klassiske journalistik, eller at uddannelsens kerne er utilstrækkelig – tværtimod. Pointen er, at branchen udvikler sig, og at både uddannelsens indhold og portrættering af den professionelle journalist mangler lidt af denne nuance.

Disse nuancer forsøger vi selv at imødekomme med denne forandring, vi bringer med LIXEN. Vi bevæger os fra en avis til et blad, fordi vi ser vores egen virkelighed i øjnene: journalistikken og dets værktøjer er i enorm forandring, og det er en forandring, vi vælger at omfavne, og som vi glæder os til at vise jer.

Vi har fremlagt vores kritik for Centerleder for Journalistik på SDU, Peter Bro, som har svaret følgende:

»Faktisk har vi jo igangsat et udviklingsarbejde af BA-uddannelsen, hvor vi lige præcis forholder os til dette: nemlig, at journalistik kan føre til virkelig mange ting, og at vi også kan blive endnu bedre til at syn- og hørliggøre dette i studierne. I dag gør vi det på forskellig vis - og måske især gennem faget Journalistikkens virkeområder på fjerde semester, igennem de praktikpladser der er blevet åbnet op for de sidste år og så igennem BA-projektet, hvor man jo kan fokusere ganske bredt. Men når det er skrevet, så handler den kommende BA-reform også om dette, og det skal vi tale og skrive meget mere om de kommende måneder, både blandt os ansatte og sammen med alle jer studerende.

Peter Bro

Centerleder for Journalistik på SDU

Af Cecilie Badino Vielwerth & Helene Sadjadi-Munk

Fremtidig underviser på SDU. AI-genereret med Canva, LIXEN.

Held og Løkke med dårlig ledelse: Guide til at overleve lorteledelse

I de seneste måneder har der været skriverier om dårlig ledelse i alle tænkelige former hos de altid kulørte Moderaterne. Det drejer sig om: Mobning, seksuel chikane og det, der er værre. Lixen bringer her en guide for, hvad du gør, hvis du har din egen Lars Løkke-chef

Dét, der ledte til det massive fokus på det dårlige arbejdsmiljø, var, at B.T. gav medarbejderne hos Moderaterne en offentlig tørresnor, hvor de kunne hænge deres beskidte arbejdsmiljø-vasketøj frem for offentligheden. Men hvad gør du, hvis du ikke har en direkte linje ind til B.T.s politiske redaktion? Det har vi sat os for at undersøge.

For at få de bedste svar, har vi kontaktet, hvad der, ifølge Moderaterne selv, er den helt store arbejdsmiljø-messias: En erhvervspsykolog. Og hvis det ikke skulle være nok, så har vi også spurgt John Nielsen, som er formand for Serviceforbundet, og de sidste 7 år har beskæftiget sig med ledelse i de 16 forskellige fagforeninger, der er under forbundets vinger.

Ifølge begge eksperter er der en tidslinje, man kan bruge som rettesnor, når man oplever dårlig ledelse på ens arbejdsplads.

Gør dig klar på “superdårlige ledere”

Tom Steen Jensen, som er erhvervspsykolog, garanterer, at

vi ikke har set den sidste superdårlige leder endnu, og det er derfor vigtigt, at man ved, hvad man kan gøre som medarbejder.

» Der er jo superdårlige ledere derude, og den sidste er ikke født endnu.«

Og ifølge John Nielsen, der er formand for Serviceforbundet, er en ting specielt vigtigt.

» Mit bedste råd er, at man sørger for at få lavet aftalerne, mens man er venner. For når man først begynder at have problemer, kan man ikke lande en aftale.«

Fælles ansvar Når konflikten opstår, mener Tom Steen Jensen, at det er vigtigt, at man ikke står alene.

» Man skal sætte sig sammen med en kollega, man har tillid til, og tage en snak med vedkommende og sige: “Har du også oplevet det her, og hvad tænker du?«

Denne fælles front er John Nielsen enig i, at man skal have. Han mener, at alle har et ansvar på

arbejdspladsen:

» Jeg vil sige, at vi alle har en pligt til at sige fra. Både når det handler om os selv og vores kollegaer.«

Det ultimative skridt

I følge John Nielsen, der selv er leder, kan det være nødvendigt at gå til medierne med sin historie, men det skal ikke være som det første:

» Hvis man starter med at gå til pressen, har man jo ikke givet ledelsen mulighed for at lede. Så springer man alle demokratiske ledelsesmæssige veje over, og går direkte til folkedomstolen. Så er der ingen vej tilbage.«

Tip til ledelsen

John Nielsen har også til slut et enkelt og simpelt råd til ledelser, der skulle stå i samme situation som Moderaterne:

Med al den erfaring Lars Løkke har, har det langt fra været godt nok.«

AI-genereret billede med Canva, LIXEN Overblik

Af: Jacob Vium Jørgensen & Mads William Pagh Thomasen.

Vi giver dig her et overblik over de væsentligste nyheder siden sidste udgivelse, velbekomme.

(1) TRUMP ATTENTAT x 2: To gange er den tidligere præsident blevet forsøgt dræbt, dog uden held. Han lever stadig, hvis du ikke havde bemærket det. Illustration: Maya Bøttker.

(2) Ordløse kvinder i Afghanistan: Glimrende arbejde, Vesten. Taleban laver ny lov, der gør, at kvinder ikke må snakke i offentligheden. Godt, vi fik nedkæmpet dem! Illustration: AI, Canva.

(3) Bandekrig i København: Samme gamle sang, nu med svenske børnesoldater. Illustration: Maya Bøttker.

(4) Sleepy Joe er ude: Joe Biden er ikke længere Demokraternes præsidentkandidat. Heldigt for verdensfreden? Illustration: AI, Canva.

(5) Yes we Kamala: Kamala Harris er ny præsidentkandidat og skal give kunstigt åndedræt til Det Demokratiske Parti. Illustration: AI, Canva.

(6) Moderaternes Klovnebus: Hjulene på bussen kører. Hold nu op. Vi gider ikke mere. Lars Løkke, masterclass. Illustration: Maya Bøttker.

(7) Fuld fart på det norske kongehus: Autodidakt shaman og hurtigknepper-prins. Lidt for meget fart på Norge - eller lidt for lidt fart på Danmark? Illustration: AI, Canva.

(8) Mettes modløse ministerier: Mette-mor, du har ikke brug for endnu et ministerium til at få din politik ud at leve #nedlæggrøntrepart. Illustration: Maya Bøttker.

(9) Kaos i England: Anti-heros har det vildt i England: lad nu vær med at gå amok over noget, du læser på sociale medier. Illustration: AI, Canva.

(10) Kørekort til 17-årige: PROVINSEN VINDER!! Illustration: AI, Canva.

(11) DSV er nu verdens største speditør: Hvad fuck er en speditør? Og hvorfor vidste vi ikke, at vi er verdensmestre i logistik. Den danske drøm? Illustration: Maya Bøttker.

KIRKEKOR:

Et hit for sjælen - men uden kvindelige præster?

Af: Freja Mandrup Otte

Livet som studerende kan hurtigt blive trivielt. Jeg bruger tiden på dagligdagens praktikaliteter, drikker øl med vennerne og stener TikTok, mens jeg genser Family Guy. Jeg havde ikke prøvet noget nyt længe og reagerede derfor prompte på den længsel, jeg fik en tilfældig mandag aften. Jeg googlede "kor" og fandt et kirkekor, der ikke krævede en prøve – for det tør jeg ikke. Dagen efter trillede jeg cyklen ind på gårdspladsen foran Sankt Hans Kirke.

Kirkekor var oplagt, for jeg elsker at synge. Jeg kunne lige forestille mig, hvordan jeg uge efter uge skulle synge mit hjerte ud til bibelske sange. Når koret engang skulle give koncert, kunne jeg invitere mine venner. De ville snige sig ned ad kirkegulvet, mens jeg ville pille ved mine noder og se sej ud oppe ved alteret.

Efter at være blevet blæst bagover af den himmelske koncert ville de forære mig en stor buket og fortælle mig, hvor meget de beundrer mig. Ja tak!

Jeg gik mod kirken, men måtte skuffet indse, at vi ikke skulle synge dér, men i det oplyste menighedshus, hvor menneskemængden på gårdspladsen søgte hen. Jeg blev taget godt imod af korlederen, og vi aftalte, at jeg

skulle sætte mig på forreste række i halvmånen af stole rundt om korlederens keyboard. Alterne til venstre, tenorerne i midten og sopranerne til højre. Jeg forsøgte at give mig hen til musikken, rummet og de guddommelige gospelsange. Alligevel var det svært ikke at hviskesynge ordene ud gennem seancen. Jeg var den yngste i flokken; de fleste var pensionister. Det gjorde mig ikke spor, for jeg elsker at være i selskab med ældre mennesker. Særligt tenorerne var rigtige komikere og fik givet nogle gode grin. Det var en skøn halvanden time med sjove opvarmningssange og smukke gospels, afbrudt af en kaffe- og kagepause. Jeg cyklede hjem med en dejlig følelse af at have udfordret mig selv.

Men så kom plottwistet: Da jeg fortalte min odenseanske veninde om min (efter egen mening) store bedrift, gjorde hun mig opmærksom på, at Sankt Hans Kirke ikke tillader kvindelige præster. Det er for mig en dealbreaker, set ud fra mine feministiske værdier.

Det har givet mig stof til eftertanke, og jeg ved ærlig talt ikke, om jeg kan få mig selv til at vende tilbage til koret af den årsag.

Af den grund vurderer jeg, at korsang er totalt hot, men ingen kvindelige præster... Not so much. Hvad tænker I?

Freja Mandrup Otte er 24 år og går på 3. semester af journalistuddannelsen. Hun har deltaget i et kirkekor for at undersøge, om det er hot eller not.

Hvis du har noget, du gerne vil prøve af og efterfølgende skrive om, så skriv til os på lixen.kulturogsamfund@ gmail.com

Foto: Freja Mandrup Otte

Tror du, du kender den arrogante underviser? Tænk igen – det er ren fiktion

Af: Samira-Sofie M. Khalili Kia

LIXEN giver 4/5 til ’punktum punktum komma streg’ af Pia Konstantin Berg.

Foto: Pia Kostantin

Nora er modvilligt vendt tilbage til Odense for at starte på journaliststudiet, selvom byen vækker minder, hun helst vil glemme. Da hun møder Mads, en arrogant underviser og stjernereporter, er hun fast besluttet på ikke at lade sig imponere. Nora kæmper med sin egen fortid og tvivler på, om studiet er svaret på hendes udfordringer. Måske er Mads lige præcis, hvad Nora har brug for. Og måske er hendes unægtelige tiltrækning gengældt. En feelgoodfortælling om kærlighed, studieliv og at finde sig selv og sin egen vej. Jeg fløj igennem de 324 sider på under ét døgn, og jeg tror ikke, at min fart alene kan tilskrives min nysgerrighed. Romanen er en velskrevet og letfordøjelig oplevelse, der trækker direkte tråde til min egen studiestart og det efterfølgende studiemiljø. Også selvom jeg ikke har en affære med en underviser.

Arketyperne i bogen dækker både over dem, Nora finder venskaber i, og dem, der med deres iver efter lærerens gunst gør det næsten

uudholdeligt for hende at være i deres selskab. Naturligvis har jeg allerede udset mig nogle fra mit eget studie, der passer på disse beskrivelser.

Romanen er en god pendant til de mange engelske bøger i samme boldgade, som findes på markedet. Desuden kunne jeg godt lide, at jeg på intet tidspunkt kunne forudse, hvordan romancen ville ende, eller om de to hovedpersoner overhovedet ville få hinanden til sidst. På visse tidspunkter virkede det faktisk helt uopnåeligt – og alle ved jo, at det kun gør en kærlighedshistorie mere gribende.

En romantisk komedie i Odense

Vi har talt med forfatteren bag bogen, Pia Konstantin Berg, der selv er uddannet journalist fra SDU. Hun fortæller, hvordan hun fik idéen til en bog, der skulle foregå i Odense, hvor de færreste bøger ellers finder sted.

»Jeg sad og arbejdede med at oversætte forfatteren Ali Hazelwood, som er professor og skriver meget inden for forskermiljøet. Hun har skrevet en del romaner, der foregår på universiteter, og jeg synes, det har været interessant at få et indblik i den verden. Mens jeg sad og oversatte, kom jeg til at tænke på min egen studietid. Medietorvet og Center for Journalistik er ret sjove steder, fordi universitetet ofte er ret fragmenteret. Men Medietorvet er en lille enklave, og lidt en lukket familie. Jeg tænkte, der kunne godt gemme sig en sjov fiktionshistorie der.«

Da Pia begyndte at arbejde på bogen, var hun dog klar over, at nogle af de mere specifikke detaljer fra hendes egen studietid på SDU kunne gøre historien mindre relaterbar for læsere, der ikke havde samme baggrund. Derfor overvejede hun, om det ville være en udfordring at gøre

bogen tilgængelig for en bredere målgruppe. Her kom samarbejdet med en dygtig redaktør til at spille en vigtig rolle.

»Jeg var lidt nervøs for, at det blev for indforstået. Men min redaktør, som ikke er journalist, syntes, det var spændende. Det er jo også det med bøger; man kan godt finde det interessant at få et indblik i en verden, man ikke kender. Nogle ting blev dog taget ud under redigeringen, fordi det var noget, jeg selv syntes var sjovt, men som måske ikke passede til historien.«

Den mest fiktive karakter Det spørgsmål, der nok er i alle journaliststuderendes tanker, har desværre et mere kedeligt svar, end vi kunne have håbet på.

»Mads er nok den mest fiktive karakter. De andre karakterer er en blanding af forskellige personer, jeg har læst med, men Mads er helt fiktiv. Dog har jeg trukket lidt på nogle undervisere, jeg har haft, når det kommer til hans kritik og undervisningsstil.«

Hvis du heller ikke skammer dig over, at kunne lide feelgoodromcoms, så er der godt nyt.

»Jeg er i gang med at skrive den første selvstændige efterfølger. Den anden bog handler om praktikperioden, og den tredje handler om det første job. Der kommer to bøger mere i serien.«

Den stolte forfatter med sit værk. Bogen er udgivet af Gutkind forlag.

Berg

Til bogreceptionen blev der serveret Albani øl med bogens titel. Foto: Pia Konstantin Berg

Hvad blev der af... Emilio?

Du kender ham som Emilio. Hans diskografi tager os direkte tilbage til Sourz-shots, snaveri med klassekammeraterne og en taktisk opkastning i forældrenes blomsterbed. Emilio gik fra ingenting til alting, og han har været vidt omkring. Men hvor blev han af? Vi har taget en snak med Emil Vahl, som blandt andet står bag det obligatoriske privatfest-hit “Oser af sex” og Paradise Hotel hittet “Boombastic”.

Af: Allan Stefan & Freja Mandrup Otte

Foto: Privatfoto

Tag os med tilbage. Hvad er historien bag storhittet “Oser af Sex”?

»Jeg havde jo først lavet nogle sange, der blev store i mit nærområde. Jeg er fra Vestfyn. Jeg havde så en producer i København, hvor jeg betalte 400 kroner for at komme i studiet. Her lavede vi en sang, der hed “Du så Dirty,” som fik 50.000 visninger på YouTube. Dengang var det YouTube-views, der gjaldt, før Spotify var stort. Vi lavede “Fuck din Nabo” med en veninde, jeg havde mødt til halbal, og så tog det fart. En dag fik jeg tilsendt et beat af en, der hedder Jannik, og ti minutter senere havde jeg skrevet “Oser af Sex.” Jeg spillede den for ham, men han var ikke helt med på ideen. Jeg sagde: “Jeg betaler for at få lavet den uanset hvad.” Sådan blev demoen lagt ud uden et dubstep-stykke, og så stak det af.«

Hvornår havde du følelsen af, at du havde brudt igennem?

»Jeg optrådte til halbal og forsamlingshusfester. Jeg er jo fra landet, haha. Jeg betalte for at spille på diskoteker, men pludselig var det dem, der spurgte mig!«

Hvornår fik du en stor mønt for at spille?

»Efter “Oser af Sex,” omkring 1-2 måneder efter. Der kom flere pladeselskaber på banen, og så kom jeg ind under et bookingselskab, der begyndte at betale mig for mine shows. Sommeren 2012 tog virkelig fart.«

Hvor spillede du dit første show?

Var det på Fyn?

»Jeg har kun haft ét show på Fyn

nogensinde. Ingen i Odense gad booke mig. Mit første show med en rigtig løn var et klubshow, men jeg kan faktisk ikke huske præcis hvor.«

Hvordan så din hverdag ud dengang?

»Det var utrolig hektisk. Jeg startede på HF, men måtte droppe ud. Jeg var altid på farten – enten på hotel, ude med venner, eller hjemme hos en pige efter et show. Der var alt for meget fart på, og dagene flød sammen.«

Er der noget, du ville have gjort anderledes?

»Ja, især med pengene. Jeg var jo kun 16-17 år, så jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre med dem. Jeg ville gerne have været mere ansvarlig.«

Hvilke minder har du taget med dig?

»Showene. Den følelse af, at folk vil én. Man får sjældent et nej, og det kan gøre én ret fucked up. Men det fedeste har helt klart været showsene.«

Lad os spole frem i tiden… Hvor gammel er du i dag?

»Jeg er 28 år, fylder 29 år den 2. december.«

Hvad laver du til dagligt?

»Jeg er blevet barber og har været det i 3-4 år. Før det var jeg pædagog. Jeg startede med mit eget sted og arbejder nu ved O’s Barber i Odense.«

Bliver du nogensinde genkendt på gaden?

»Nej, det sker sjældent. Kun få gange i shoppen, hvis det bliver nævnt. Jeg ligner ikke mig selv fra dengang længere – nu har jeg

lyst hår og et stort skæg.«

Er du naturligt lyshåret?

»Ja, i 8. klasse sagde alle pigerne, at de ville have en mørkhåret dreng, så jeg farvede det.«

Har du fundet en pige, der forstår sine værdier?

»Hahaha, ja! Vi har været sammen i 7 år, har et barn, og nummer to er på vej, så det må man sige.«

Hvordan har det været at blive far?

»Det har været fantastisk. Vi har heldigvis fået et nemt barn, men nu har vi nummer to på vej, så vi må se! Det har virkelig været fedt.«

Hører du din egen musik fra dengang?

»Nej, jeg har hørt den så mange gange, at det hænger mig langt ud af halsen nu.«

Kommer der en “Oser af Sex” part 2?

»En dag, måske. Jeg har prøvet at starte op igen, men det har været halvhjertet. Med familieliv er det svært at finde tid. Men jeg savner musikken lidt. Hvis jeg gør det, bliver det nok under et andet navn og med en anden stil.«

Og lige her til slut. Hvordan er dit forhold til din nabo i dag?

»Hahaha! De er stadig lidt irriterende. De larmer en del, og vi bor i rækkehus, så jeg kan høre alt. Så ja, det er stadig lidt anstrengt!«

Cyklen blev hans samtalestarter: Simon Flening

ville væk fra skrivebordet – så cyklede han på tværs af USA

Hvem og hvordan kommer man på ideen om, at man vil cykle på tværs af USA? Det var blot få af de mange spørgsmål, vi stillede os selv i sommer, da vi begyndte at følge med i Simons utrolige cykeleventyr på Instagram.

Af Samira-Sofie Mathiesen Khalili Kia & Sif Marquard Hansen

Foto: Johan Mussmann

I sommer byttede 31-årige Simon Flening det vante skrivebord hos TV2 ud med en spritny racercykel og sit filmudstyr. For at dykke dybere ned i, hvad amerikanerne egentlig tænker i dette historiske valgår, cyklede han hele vejen fra San Francisco gennem både røde og blå stater i USA, indtil han ramte sin slutdestination, New York.

Allerede klokken 08.40 passerer vi byskiltet ind til Børkop by, hvilket er alt for tidligt at ankomme, når man har en aftale kl. 9. Meget spændte, delvis morgentrætte og med en smule panik for at bryde social kodeks og dermed fremstå som nogle påtrængende journaliststuderende, kører vi en 15 minutters tur rundt i Børkop.

En by, der ved første øjekast ikke umiddelbart skriger af eventyr og larmende storby, men i langt højere grad dufter af roligt landidyl med marker og skov, så langt øjet rækker.

Klokken er 08:59, og vores Tourde-Børkop når sin ende, mens vi triller ind i indkørslen ind til Simon og familiens rækkehus. Det er godt, vi ikke ankom tidligere, for morgenmaden står stadig på bordet, da vi bliver budt indenfor.

Simon inviterer os på en gåtur i naturen omkring sit hjem, så vi også kan se cyklen i aktion – som overraskende nok har stået stille siden september, hvor Simon vendte hjem til Danmark. Cyklen bliver pakket ud og får igen lov

til at trille på asfalten. Til Simons store overraskelse vejer cyklen i dag en del mindre, end den gjorde i USA med al oppakningen spændt på.

»Derovre vejede cyklen lidt over 40 kilo. Det var bare hjernedødt hårdt. Jeg har været så ringe til at træne inden. Jeg cyklede på arbejde, men det var slet ikke nok. Jeg fik en overbelastningsskade efter tre dage derovre. Det gjorde starten på turen hård, men det klædte det dramaturgiske forløb godt. «

Med et smil på læben hopper Simon igen op på cyklen for at teste, at alt stadigvæk spiller - der er ingen tvivl om, at gensynsglæden er stor.

Afveje til journalistik

Hjemmefra havde vi naturligvis lavet vores research, og ledte ikke længe for at finde ud af, at Simon også har været en tur i Siriuspatruljen. Ja, altså den patrulje i Forsvaret, der holder til i Grønland, og som blandt andet er kendt for deres benhårde arbejdsopgaver og deres mange slædehunde.

»Jeg blev nødt til at give det en chance, ellers ville jeg altid fortryde det. Det var de vildeste, fedeste og bedste år i mit liv. Det største eventyr, jeg nogensinde har været på,« fortæller Simon om sine år i Sirius.

Og som en bekendt havde sagt til ham, så tog Simon afsted til Grønland som dreng og vendte hjem som en mand.

For os lød det, som om Simon altid har været en person, der har jagtet eventyret. Han erkender da også, at han nok fra barnsben har været typen, der blev draget af det, der lurede ude i horisonten.

»Jeg tror, min mor plejer at sige, at jeg var en eventyrer allerede som treårig. På mit første eventyr tog jeg en mooncar og kørte afsted fra en klassefest mine forældre holdt for min storesøsters klasse. En af forældrene kom og sagde til min mor: 'Må Simon godt køre rundt oppe ved kirken på den mooncar?' Og min mor svarede: 'Nej, det må han da i hvert fald ikke!«

Udover at være en eventyrer som barn begyndte drømmen om at blive journalist allerede at forme sig omkring 5. klasse. Det blev dog først efter sin tid i Sirius, at Simon tog til optagelsesprøven på Danmarks Medie- & Journalisthøjskole, hvor han efterfølgende begyndte at studere.

»Det er svært at finde noget, der kan måle sig med det. Jeg tror, jeg altid vil savne Sirius-tiden. Det er det fedeste job i verden, og det efterlader en med konstant længsel efter eventyr.«

Familiefar og frygtløs

Mens vi fortsætter vores gåtur i Børkops natur, forklarer Simon, at han godt var klar over, at han skulle spørge om lov på det helt rette tidspunkt. Det rette tidspunkt viste sig at være en helt speciel dag hjemme i den lille families hjem.

»Jeg spurgte Maiken på en gældende dag derhjemme. Den dag, hvor vores andet barn kravlede og tog sutten for første gang. – Der kunne jeg få lov til hvad som helst for hende.«

Det er bestemt ikke uden forbehold, at man rejser til et land, hvor synlige våben, hjemløshed og stofmisbrug er en del af dagligdagen for mange. Men på intet tidspunkt frygtede Simon for sit liv. Tværtimod gik han den anderledes kultur i møde med en nysgerrighed, der gjorde hans oplevelse af amerikanerne mere umiddelbar.

Ingen dage er ens i cykelsadlen

Hvis man har fulgt med i Simons videodagbøger hjemmefra, så ved man, at ingen af de 63-dages cykelrejse var ens, tværtimod. Det eneste, man altid kunne vide sig sikker på at se, var den mørkegrønne racercykel og Simon.

Simon fortæller os om den store gavmildhed og umiddelbarhed, han blev mødt af derovre. Hjemmefra havde han bevidst valgt ikke at have planlagt en masse at skulle nå. Hans plan var blot at cykle af sted, holde øjne åbne og øre spidse og så stoppe op, når noget vækkede hans interesse - en bevidst tilgang, han over for os beskriver som Slow Journalism.

»Man rejser så langsomt, at man ikke overser noget, og man har virkelig tid til at finde ud af, hvad fanden der rører sig ude i byerne i USA.«

Hans interesse blev vækket mange gange på turen. En af de helt vilde oplevelser, hvor han også selv blev medtaget, var en dag, han cyklede alene oppe i bjergene. Pludselig kom et par pickup-trucks med Trump-flag flagrende bagpå køren

de og holdt ind i et sving – det fangede Simons opmærksomhed. Det viste sig, at familien og vennerne i bilerne havde mistet deres bror i en ulykke netop i det sving. Hvert år tager de tilbage til stedet for at mindes ham og holde en ‘celebration of life’.

Simon fortæller videre om, hvordan han med åbne arme blev inviteret med i deres fejring, hvor de drak øl, sang sange,

og til Simons store overraskelse befandt han sig pludselig i en rundkreds med en amerikansk familie, der både græd og sang, mens de mindedes deres bror.

»Det var faktisk en af de momenter, hvor jeg følte, at jeg ikke kunne få mig selv til at tage kameraet op nu og stå og filme.«

I stedet for at tage af sted med nystrøgne skjorter og et stort cirkus af kamerafolk, har cyklen og cykeltøjet haft en afvæbnende effekt for Simon, når han skulle i tale med folk. Især fordi cykling slet ikke benyttes i samme omfang derovre, som det gør herhjemme.

Måske sidder du selv nu og får lyst til at pifte luft i dine cykeldæk og trille derudad? Vi er imponerede, men må ærligt indrømme, at cykelturen fra vores lejligheder og ud til SDU er rigelig cykling for os - men vi får da lyst til at tænke i andre baner.

Til trods for, at Simon har nydt sin tur og har fået produceret journalistik han er stolt af, er han glad for, at være hjemme igen. Hans hjerte banker dog stadig for at komme ud at opleve verden - og komme hjem igen og skrive om det.

»Jeg håber, at denne tur åbner døre til at lave mere af den slags journalistik. Det behøver ikke at være på cykel, men det kunne være en anden form for rejse eller dybdegående reportage, hvor man virkelig kommer ind under huden på folk,« fortæller han os, mens vi igen nærmer os indkørslen til huset i Børkop.

63 dage tog det Simon Flening at cykle 7000 kilometer gennem USA, fra San Francisco til New York. Turens oplevelser og tanker kulmineres i TV-programmet “USA set fra sadlen”, hvor svaret på hvor meget vi danskere egentlig ligner amerikanerne, skal findes.

Kuren på journalistikkens problemer?

Når du tænder for nyhederne, scroller gennem dit feed på telefonen eller dagens avis, kan det være fristende bare at lukke ned igen. Verdens problemer, konflikter og sensationer dominerer ofte mediebilledet og får desværre mange til at vende ryggen til.

Rebecca Bellingan & Laura Malone

Ulrik Haagerup, stifter af Constructive Institute, påpeger problemet:

» Jo mere dramatisk og konfliktfyldt en historie er, jo bedre har den traditionelt set klaret sig. Men det fungerer ikke længere. ‘If it bleeds, it leads’ er ikke længere en holdbar tilgang i journalistikken.«

Med en frustration over både sig selv, sin profession og den journalistiske kultur, stiftede Ulrik Haagerup Constructive Institute. Han ønskede at udfordre den traditionelle værktøjskasse af nyhedskriterier, hvor konflikt og sensation alt for ofte driver den “gode” historie.

» Vi er blevet en del af problemet. Spørgsmålet er nu: Hvordan bliver vi en del af løsningen? «

Den konstruktive journalistik skal ikke kun finde problemerne, men også løsninger, for at skabe et nuanceret billede af verden. En af de mest almindelige fordomme om konstruktiv journalistik er, at den er ukritisk og udelukkende positiv. Den klassiske journalistik er domineret af ‘breaking’ nyheder om krige og katastrofer, som selvfølgelig er en del af virkeligheden. Men ofte går nuancerne og det større billede

tabt i kampen om at høste likes og visninger.

» Det er ødelæggende for journalistikkens troværdighed, hvis vi ikke insisterer på at se verden med begge øjne. Professionalisme i journalistik betyder at være oprigtig nysgerrig — også på de holdninger, vi ikke nødvendigvis deler «, mener Ulrik Haagerup.

Hvorfor skal der være en konstruktiv sektion?

Som redaktion deler vi Ulrik Haagerups bekymring over den ensidigt negative dækning, der præger medierne. Vi mener, at vores rolle som journalister ikke kun er at finde problemer, men også at inspirere til løsninger. Derfor lancerer vi nu den konstruktive sektion i LIXEN som et vigtigt første skridt.

Vores ambition er, at konstruktiv journalistik skal blive en integreret del af hele vores arbejde, ikke blot en isoleret sektion. Som Haagerup påpeger:

» Jeg tror ikke på, at man kan lave en sektion for good news eller konstruktiv journalistik i længden. Det skal tænkes ind i vores måde at arbejde på i alle aspekter af journalistikken. «

Vi ønsker ikke blot at skabe et reservat af positive historier, men at indarbejde den konstruktive tilgang i al vores journalistik. Vi håber, at denne sektion markerer begyndelsen på en helt ny måde at arbejde på, hvor vi som journalister i højere grad giver læserne indsigt og handlemuligheder, fremfor blot at præsentere problemerne. Vi håber, at den konstruktive journalistik kan blive kuren på den krise, journalistikken står i.

Af:

Christina Schmidth: » Det hjælper rigtig meget at tale højt om min angst. Den er ikke hemmelig «

Hvis du tænder for TV 2 Sport, er det med stor sandsynlighed 31-årige Christina Schmidth, der er vært på dine sportsnyheder. Spoler vi tiden ca. 12 år tilbage, stod hun, hvor hundredvis af journaliststuderende står til efteråret og foråret, midt i praktikjagten. Det var en presset tid, hvor Christina udviklede angst. Dengang var det ikke noget, hun talte om. I dag ville hun

Nyhedsstrømmens arme har altid hevet i Christina Schmidth, og derfor var det en stor lykke, da hun blev optaget på BA i journalistik på SDU i 2012. Drømmestudiet var i hus, så nu skulle der suges viden og indtryk. Når Christina husker tilbage på tiden som journaliststuderende, er det dog med blandede følelser, især fordi et bestemt emne fyldte en stor del.

» Jeg havde forventet, at studiet var spændende og sjovt, og noget jeg virkelig ville brænde for - det synes jeg helt sikkert, at det var. Det var en god tid, men også en tid, hvor jeg var mega presset. «

Især praktiksøgningen på fjerde semester fyldte i Christinas studietid.

» Under studiet blev der snakket rigtig meget om, hvilke praktikpladser der var de rigtige, og om hvor få der var. Jeg tror, at der på tidspunktet var 90 praktikpladser for få ift. antal studerende. «

Da Christina søgte praktik i 2014, var processen anderledes, end den er i dag.

» Det var et stort pres for os, fordi det foregik som det gjorde,

og som det jo heldigvis ikke gør på helt samme måde i dag, hvor den i dag er mere digitaliseret. Men dengang var ”panikdagen,” bygget op til den her store skræmmende dag, hvor en masse af os ville blive kede af det. «

» Praktikken definerer ikke hele resten af din karriere, som jeg var rigtig god til at bilde mig selv ind.«

Under studiet begyndte Christina at mærke følelsen af angst.

Christina Schmidth i sportsstudiet på TV 2, Kvægtorvet. Tekts og foto af Emilie Nynne Aarenstrup

» Jeg tror. at praktiksøgningen har været med til at øge følelsen, men det er svært at sige, fordi jeg ikke ved, om der ville være sket præcis det samme på andre uddannelser. Jeg havde meget følelsen af “hvad nu, hvis jeg ikke får en praktikplads”. Praktikken definerer ikke hele resten af din karriere, som jeg var rigtig god til at bilde mig selv ind. Dét, var der sikkert nogen, der sagde til mig også, men jeg ville ønske at jeg havde lyttet efter og troet på det, fordi det er rigtigt. «

Christina sporede sig ind på, at hun ville i praktik på en TV 2- region. Det lykkedes, og hun kom i praktik på TV 2 Fyn.

» Jeg kan sagtens sige ting som f.eks. ”det skal nok gå det hele”. MEN et godt eksempel er, at alle dem jeg var i praktik med TV 2 Fyn, er alle mulige steder nu, og laver både kommunikation, radio og TV. Det handler om at lære i praktikken, og det tror jeg, at man kan rigtig mange steder. «

Panikanfald på Blomsten & Bien

Hjernen slukker, samtidig med at en intens kvalmefølelse spreder sig ud i kroppen. En knude i maven vokser sig stor og skaber et enormt fysisk og psykisk ubehag. Sådan forklarer Christina sin angst, som hun kan have svært ved at sætte ord på, fordi hjernen lukker ned. Christina følte angsten gennem studietiden og søgte hjælp, da hun fik et panikanfald i løbet af 3. semester.

» Jeg fik et ret stort angstanfald i byen, hvor min mor blev nødt til at komme og hente mig inde i Odense ude foran Blomsten og bien. Jeg kunne ikke noget og var helt i panik. Dagen efter indså jeg, at jeg skulle snakke med nogen. «

Det er ikke ofte, at Christina har haft anfald, som det skete i byen dengang. Hun har mere haft generaliseret angst, der ligger i

kroppen hele tiden.

» Hvis jeg havde sagt det til nogen på studiet, så var der nok nogle andre, der gik rundt med samme følelser, og så kunne vi måske have hjulpet hinanden. «

Efter angstanfaldet i byen fik Christina tid hos en psykolog og fik hjælp til at håndtere sin angst. Det var først flere år efter,

at hun begyndte at snakke højt om det. På studiet var angsten en hemmelighed, fordi hun følte, at alle andre havde styr på deres ting.

I dag ville Christina ønske, at hun havde haft modet til at snakke med sine medstuderende om angsten.

Christina Schmidth pendler et par gange om ugen til Kvægtorvet i Odense. Til daglig bor hun på Nørrebro i København.

» Hvis jeg havde sagt det til nogen på studiet, så var der nok nogle andre, der gik rundt med samme følelser, og så kunne vi måske have hjulpet hinanden .«

Tal højt om angsten Første gang Christina talte om sin angst med andre end sine tætteste veninder og familie, var til sin tidligere chef på TV 2 Nord.

» Jeg var til MUS-samtale, hvor hun kunne mærke, at ”der var et eller andet”. Jeg fortalte hende, hvordan jeg havde det, og om hvordan jeg f.eks. havde en kæmpe knude i maven hver gang,

jeg havde lavet et indslag. Hun tog virkelig godt imod det, og sørgede blandt andet for, at jeg fik noget psykologhjælp gennem arbejdet. «

Dén oplevelse betød, at Christina senere havde mod til at åbne op overfor sin chef på TV 2 Sport, der også var støttende.

Generelt har det hjulpet Christina rigtig meget at være åben om sin angst. Spørger man, hvad hendes bedste råd til andre er, så er det netop at tale højt om angsten.

» Hvis en situation giver mig en

Svar fra Syddansk Universitet

Interview med Louise Kjærgaard, uddannelsesleder og journalistisk lektor på SDU.

Foto: SDU

Gør I nogle konkrete tiltag for at mindske præstationspresset hos de studerende på journalistuddannelsen, og gør I nok i dag?

angstfølelse, og jeg fortæller om det til nogen, så bliver den meget mindre. Find en, du er tryg ved, og start der. Vid, at du ikke er den eneste, der har det sådan. Der er intet mærkeligt i det, og du er ikke svag. «

Christina ved dog også, at angsten ikke forsvinder bare fordi, man taler om den. Hun opfordrer til at kombinere det med at søge hjælp, hvis man har brug for det.

» Gå til psykolog, hvis du har brug for det. Alene at gøre noget og mærke, at man tager hånd om et problem, hjælper. «

» I 2018 lavede vi en stor reform af BA-uddannelsen, hvor vi fjernede nogle fag, da mange af de studerende følte sig stressede. Hele hovedformålet med den reform var at lette præstations-/ arbejdspresset hos de studerende. Vi står et rigtig godt sted i dag, men vi kan selvfølgelig altid blive bedre. Det er noget, som vi fokuserer meget på. «

Hvordan sikrer I, at praktiksøgningen ikke kommer til at fylde for meget hos de studerende på journalistuddannelsen?

» Vi prøver kun at tale om det nødvendige frem til fjerde se mester. Det må dog ikke blive et tabu. Vi prøver at snakke med de studerende om, at de skal vente med at lade det fylde, indtil de rent faktisk kan gøre noget. Vi er blevet bedre til at udsætte det, fordi vi har fået skabt et rigtig godt forløb på fjerde semester, der er isoleret, hvor man kun har faget “klar til praktik. «

kvindemenneske Arnarulunnguaq betyder ’Det lille kvindemenneske’ på grønlandsk, og trods navnets konnotationer, var hun en af de mest vigtige deltagere i den største og mest skelsættende af de i alt syv Thule-ekspeditioner.

noget så simpelt som en ny tilgangsmetode hos Nationalbanken.

Symbolværdi(g)

Arnarulunnguaq er ikke det eneste beundringsværdige menneske, som kommer til at pynte de nye sedler, men hun er dog dog den eneste grønlænder, som har fået æren –nogensinde. Og selvom hendes inklusion således er et lille skridt, er det, ifølge Lisbeth Valgreen, et vigtigt skridt. NOVEMBER 2024

”Hun var en helt central figur i femte Thuleekspedition. Hvis hun

Og med sine mange bedrifter i bagagen har Arnarulunnguaq utvivlsomt fortjent en plads i historiebøgerne, og, ikke mindst, på de

”I forbindelse med den nye seddelserie, var det vigtigt fra Nationalbankens side, at det ikke alene var os, der traf beslutningen om, hvilke personer og bedrifter, der skulle være på sedlerne,” forklarer Jakob Heisel, chef for Nationalbankens

”Narrativet omkring inuit er fyldt med fordomme og misforståelser. Så at vise Arnarulunnguaq på en genstand, en pengeseddel, med så stor symbolsk magt og værdi, dét er med til at hæve og legitimere Grønland og grønlændere, fordi det nationale Danmark anerkender, at inuit kan repræsentere Danmark på lige fod med danskere,” forklarer Valgreen. Og betydningen af repræsentation er netop noget, man også har bemærket i Nationalbanken.

”I forbindelse med borgerinddragelsen så vi jo, at Arnarulunnguaq lå højt i de grønlandske besvarelser, som den person, man følte sig mest repræsenteret af. Ligeledes var mange positive over, at hun kunne blive repræsenteret på de danske pengesedler,” fortæller Jakob Heisel og fortsætter.

”Penge er et nationalt symbol for mange, og at man kan relatere til, hvem der er på sedlerne, det er jo absolut vigtigt.”

Godt begyndt er halvt fuldendt

Den nye seddelserie forventes at være på gaden og i de danske lommer fra 2028. Og med det udgangspunkt kunne nogle let fristes til at tage sig et lille hvil på de famøse laurbær. Derfor holder Lisbeth Valgreen også fast i en anelse skepsis.

”Jeg er betænkelig ved at opfatte det som den store løsning på racisme, og pengesedler er jo ikke noget, vi går rundt med så meget mere,” pointerer hun. ”Arnarulunnguaq er heller ikke den eneste, man kunne sætte fokus på. Men selvfølgelig er det her stadig en vigtig brik, hvis vi skal blive vant til at se inuit, som en del af vores land,” understreger hun.

»At vise hende på en genstand, en pengeseddel, med så stor symbolsk magt og værdi, dét er med til at hæve og legitimere Grønland og grønlændere

- LISBETH VALGREEN, Cand.mag. i grøndlandske og

Og dykker man ned i Nationalbankens endelige pulje af seddelmotiver, viser selektionen sig også at have været en anelse snæver. ”Jeg mener ikke, vi havde andre grønlandske kandidater med i puljen. Og jeg må være ærlig og sige, at fra vi gik i gang med det første ekspertgruppemøde, var Arnarulunnguaq den eneste direkte repræsentant for Grønland,” beretter Jakob Heisel.

Jakob Heisel er dog stadig fortrøstningsfuld overfor fremtiden, der blandt andet

kan byde på et lignende borgerinddraget forløb, når eurosedlerne skal re-designes i 2026. Og trods den lidt sløve start vil også Lisbeth Valgreen se frem til 2028 med et smil. ”Jeg glæder mig helt vildt. Arnarulunnguaq er et virkelig stærkt symbol, og jeg håber samtidig, hun kun er begyndelsen. Hun åbner en dør, og jeg glæder mig til at se, hvem der ellers kommer igennem den.”

Hvert år rejser en lille håndfuld astronauter ud i rummet og svæver vægtløse rundt 400 kilometer over os. Uden supermarkeder i miles omkreds og med en døgnrytme, der er meget anderledes end den på Jorden, er livet på Den Internationale Rumstation (ISS) fyldt med unikke udfordringer.

Skrevet af: Chloe Friedl

Illustration: Maya Bøttker

For de fleste astronauter varer et ophold på Den Internationale Rumstation (ISS) ikke mere end seks måneder. Men der kan opstå situationer, hvor det bliver længere end planlagt. Det oplevede astronauterne Suni Williams og Barry Wilmore i sommers, da deres otte dages rumrejse blev forlænget på ubestemt tid. 16 solopgange i døgnet At bo og arbejde på rumstationen ISS, er lidt af en prøvelse, især når det kommer til at opretholde en normal døgnrytme. Det skyldes, at rumstationen kredser om Jorden med 27.700 kilometer i timen, hvilket betyder, at solen i alt går op og ned 16 gange i løbet af et døgn.

“Man kan næsten ikke tale om dag og nat i rummet. Astronauterne må fastlægge arbejdstider og regulere lysforholdene for at opretholde en nogenlunde normal

døgnrytme,” forklarer professor Ole Baltazar Andersen fra DTU Space. Denne kunstige døgnrytme er afgørende for astronauternes produktivitet. Deres arbejdsdage er nemlig tæt pakket med alt fra videnskabelige eksperimenter til reparationer og vedligeholdelse af rumstationen.

Er der wi-fi i rummet? Trods en travl arbejdsdag har astronauterne også tid til afslapning. Rumstationen er nemlig både udstyret med elektricitet og wi-fi, hvilket betyder, at de både kan bingewatche Friends og høre Taylor Swift på rumstationen. Der er dog visse teknologiske begrænsninger.

“Internetforbindelsen på rumstationen er ikke altid stabil, og der er en forsinkelse i kommunikationen med Jorden på flere minutter. Det kan gøre samtaler med familie og venner til lidt af en tålmodighedstest,”

NASA fremhæver også, hvor vigtigt det er for astronauterne at kommunikere regelmæssigt med familie og venner, da det hjælper dem med at håndtere isolationen og de udfordrende forhold, de oplever i rummet. Arme som spaghetti Livet i vægtløshed byder ikke kun på mentale udfordringer, men også på fysiske. Uden daglig motion risikerer astronauterne at få arme som spaghetti og ben som gelé.

forklarer Ole Baltazar Andersen.

Men kommunikationen med jorden er meget vigtig for astronauternes mentale velvære. Det viser en undersøgelse offentliggjort af NASA i 2020; at holde kontakten med folk på Jorden kan hjælpe astronauterne med at reducere stress og forbedre deres mentale sundhed.

“Hvis astronauterne ikke træner 2-3 timer dagligt, kan de risikere at vende tilbage til Jorden med en krop, der er så svag, at de har svært ved at stå oprejst. Og så kan det tage måneder - hvis ikke år - at genoptræne,” fortæller DTU Spaceprofessoren.

Udover potentielle muskelproblemer udgør kosmisk stråling også en konstant risiko. Langvarig udsættelse for stråling kan nemlig have alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser, hvilket gør dét til en af de største udfordringer ved lange missioner i rummet. For selvom rumstationen er udstyret med avancerede systemer, der beskytter astronauterne mod skadelige stråling, er det ikke muligt at eliminere strålingen helt.

Ukendt hjemkomst

Udsendte astronauter som Suni Williams og Barry Wilmore har altså en travl hverdag fyldt med både fysisk og mentalt krævende træning og arbejde. Og med en stadig ukendt hjemkomstdato har de mange hakkende telefonopkald og smukke solopgange i vente.

NOVEMBER 2024

Praktikudvalget justerer igen, og denne gang

fjernes studerendes krav på en samtale

Samtaleretten for mediestuderende afskaffes. Ændringen skal gavne både studerende og praktiksteder i den såkaldte panikuge. Fremover skal der kun afholdes fem obligatoriske samtaler per praktikplads. Et flertal i praktikudvalget stemte for, men Danske Mediestuderendes daværende formand er ikke tilfreds.

Af Josefine Ljungberg & Gustav Graff Esbensen

Armeret med visitkort, video og websites slås journalist- og mediestuderende hvert semester om opmærksomheden fra et undertal af praktikpladser. Nu ændres spillereglerne igen.

Tidligere havde de studerende på TVM- og journaliststudiet på DMJX samt journalistuddannelserne på SDU og RUC en såkaldt samtaleret. Det betød, at praktikstederne var forpligtet til at invitere alle ansøgere til samtale for hver en praktikplads, de havde slået op. Det er for dyrt og ressourcekrævende, mener medierne.

Ved en ekstraordinær afstemning i august stemte et flertal af praktikudvalget for, at samtaleretten fremadrettet skal fjernes. Udvalget består af medier, uddannelsesinstitutioner, journalistforbundet, producentforeningen samt studerende.

Fremadrettet skal praktiksteder tage minimum fem studerende til samtale per plads.

På lige vilkår

Praktikvejleder på SDU, Niels Møller Mikkelsen, mener, at det nye tiltag efterkommer både mediernes og de studerendes behov.

Jeg synes, at vi spildte de studerendes tid

Niels Møller Mikkelsen

Journalistisk lektor og praktikvejleder på SDU

Det var dyrt for medierne, og jeg synes, at vi spildte de studerendes tid. Det var unfair, at man blev kaldt ind til samtaler, hvor stedet i virkeligheden ikke var interesseret. Det synes jeg ikke var optimalt for de studerende i en i forvejen stresset situation, forklarer Niels Møller Mikkelsen.

Daværende formand for Danske Mediestuderende (DMS), Markus Valentin, sad med til møderne i

Mediestuderende drøner rundt til praktiksamtaler i en hel uge, men fremover har de ikke krav på en samtale. Foto: AI-generet illustration, LIXEN

Valentin, sad med til møderne i praktikudvalget. Han anerkender, at medierne brugte mange penge og ressourcer på ansættelserne, men han forstår ikke baggrunden for den nye ændring.

- Det var jo, kan man sige, arbejdsgivernes præmis her. Vi skal huske, at det altså ikke er en normal jobsøgningsproces. Det her er en del af uddannelsen. De studerende er ikke arbejdssøgende, og det er meningen, at folk skal komme godt igennem uddannelsen, siger Markus Valentin.

Mens vejleder Niels Møller Mikkelsen ser afskaffelsen som en nødvendig justering, fremhæver den daværende DMS-formand, at samtalerettens afskaffelse ikke løser praktiksøgningens grundlæggende problemer.

- Det er svært rent faktisk at lave et ordentligt system, hvor man tænker det hele igennem, når praktikudvalget hele tiden laver de her små løsninger, understreger Markus Valentin.

justerer processen. Blandt andet har de indført et digitalt system og forbudt forhåndsaftaler mellem medier og studerende.

Derudover er praktiksamtalerne nu fordelt på en uge, hvor de studerende selv besøger medierne. Førhen måtte de studerende imponere til samtaler fra morgen til aften på den såkaldte “panikdag”.

Formand for praktikudvalget, Marianne Gram, oplever, at udtrykket panikdag ikke hjælper de studerende.

- Udtrykket panikdag bidrager

praktikvejleder Niels Møller Mikkelsen.

Forudsætningen for en god samtale

Som led i overvejelserne bag samtalerettens afskaffelse spurgte Niels Møller Mikkelsen i alt 117 journalistpraktikanter fra SDU til deres oplevelser. De kom ikke med noget entydigt svar. 28 og 29 adspurgte mente henholdsvis, at samtaleretten enten havde fordele og ulemper eller var gavnligt i forløbet.

38 oplevede, at samtaleretten

Det er svært rent faktisk at lave et ordentligt system, hvor man tænker det hele igennem, når praktikudvalget hele tiden laver de her små løsninger

Markus Valentin

Daværende formand for Danske

Mediestuderende

En hel uge med “panikdag” Praktikudvalgets overordnede mission er at gøre praktiksøgningen til en proces, som afspejler en god og realistisk oplevelse med at finde en plads i mediebranchen. Derfor er samtaleretten ikke det eneste i processen, der har været taget til efterretning de seneste fem år.

Niels Møller Mikkelsen understreger, at de konstant

Praktikperioden for journaliststuderende på DMJX blev i 2021 ændret fra 12 til 18 måneder, og de første par runder efterfølgende løste det et generelt problem med overskud af praktikpladser - siden er udviklingen vendt. Tallene er praktikudvalgets egne vurderinger.

ikke til den gode stemning. Det er en hård uge med samtaler, og man kan ikke sige, at det ikke er stressende. Det er det også at søge et job, siger hun.

Både Niels Møller Mikkelsen og Markus Valentins opfattelse er, at det mest virkelighedsnære i processen er det store felt af ansøgere til de opslåede pladser.

- Det er nok utopi at tro, at man kan ansætte så mange studerende over hele landet på så kort tid og så stadigvæk tro, at man kan få det til at ligne en ansættelsesprocedure, som man ser uden for studiet, anerkender

ikke var gavnlig for deres praktiksøgning.

Alligevel bekymrer det Markus Valentin, at samtaleretten sløjfes. Han frygter, at praktiksøgningen vil fylde for meget i de studerendes tanker allerede fra første semester og skabe et urealistisk ambitionsniveau i de studerendes opgaver, når nu de ikke længere er sikret en samtale.

Han understreger, at de studerende tidligere havde ret til at møde op og blive set.

- De blev ikke bare bedømt på en skriftlig ansøgning eller deres produktioner, som de hidtil har lavet, men også på den person og det væsen de er, siger den daværende formand.

Niels Møller Mikkelsen anerkender, at det nye tiltag har en bagside.

- Det kan muligvis blive svært for dem, der ikke er særlig gode til at skrive en ansøgning eller

X Hav is i maven NOVEMBER 2024

lave en hjemmeside. Omvendt er der måske rigtig mange, som har en stor faglighed, men som ikke nødvendigvis stiller sig op på en ølkasse og slår sig selv på brystet, som måske vil komme til at stå bedre nu.

Omvendt er der måske rigtig mange, som har en stor faglighed, men som ikke nødvendigvis stiller sig op på en ølkasse og slår sig selv på brystet, som måske vil komme til at stå bedre nu.

Niels Møller Mikkelsen

Journalistisk lektor og praktikvejleder på SDU

Han holder dog fast i, at samtaleretten heller ikke kom alle til gode.

- Min eneste interesse er at forfine systemet, så det er for de studerende bedste.

egivelser, siger praktikvejlederen.

Og det er praktikudvalgets formand helt enig i. Hun fortæller, at deres fornemmeste opgave er at skabe de bedste match mellem arbejdspladser og praktikanter. - Vi skal have flest mulige match, hvor alle er glade, siger Marianne Gram.

I efteråret 2024 er der cirka 200 mediestuderende om 155 praktikpladser. I den runde forventer praktikudvalget, at der vil komme flere pladser til de studerende og til slut være omkring 30 studerende uden en praktikplads.

Det er vigtigt at gøre noget, hvor folk ikke er til grin. Jeg synes, at samtalerne skal være ægte tilkend-

5 gode råd til at søge praktik

VI har spurgt Marianne Gram, Markus Valentin og Niels Møller Mikkelsen til deres bedste råd til de praktiksøgende mediestuderende.

Vi har samlet de fem bedste bud.

X Læs din ansøgning godt igennem

X Målret din ansøgning til praktikstedet

X Sæt dig i praktikstedets sted og spørg dig selv: “Kunne jeg tænke mig at tage den her person ind til samtale?”

X Tal med dine medstuderende, tidligere studerende eller din studenterorganisation om dine bekymringer, håb og motivationer

Alle illustrationer er fra Canva og redigeret af LIXEN Karriere

Ungdommen gør status med SVM-regeringen: Fra boligmarked til klima

og pension

SVM-regeringen nærmer sig sin to års fødselsdag med hastige skridt, og vi har bedt de tre politiske stjernefrø forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom Katrine Evelyn Larsen, Sofie Mosgaard folketingskandidat for Venstre på Fyn og Ellen Emilie Mindegaard-Müllertz politisk leder for Unge Moderater gøre status og give en opsang på ungdommens vegne.

Hvordan synes du regeringen klarer sig lige nu på en skala fra 1-10?

Lige nu går det meget godt, så nok 7. Hvis man kigger på hele regeringsperioden er det lidt lavere - der er både store plusser og ret store minusser.

Vi siger 7,5.

Vi giver den sådan fire pil-op, hvis vi skal køre det som sådan et karaktersystem.

Og det er med henblik på, at det er bestået, synes jeg, men med klare fejl og mangler.

Hvis du var i regeringen, hvad ville du så sætte først på dagsordenen?

Jeg synes, at retspolitik er et vildt spændende område. Danmark er jo et af de lande, som bruger varetægtsfængsling allermest. Men de mennesker, der kommer mest i klemme, er jo ikke den demokratiske højborger. Vi er skide dygtige til at løfte i toppen på højrefløjen. Hold kæft, det har vi styr på, men der sidder en stor gruppe borgere, som bliver udsat for en uberettiget kontrol fra statens side.

Det er unges mulighed for at komme ind på boligmarkedet. Vores forældres penge ligger i deres boliger, men hvis vi ikke engang kan komme ind på boligmarkedet, så

Unges mulighed for at komme ind på boligmarkedet. Der er rigtig mange unge på min alder, der skal til at købe lejlighed, hus og stifte familie. Alt sammen noget politikerne gerne vil have, at vi gør. Det kan dermed være svært at få råd til det hele, og det skyldes, at vi har et enormt ulig boligmarked, hvor priserne er steget meget de seneste 10 år, uden politikerne har gjort noget ved det.

Hvilket politisk emne mener du er presserende, men mangler opmærksomhed fra regeringen?

Alt er jo presserende i politik, kan man sige. Men jeg synes, at det, der haster mest, er klimaspørgsmålet. Især her i efteråret, hvor man også skal forebygge og lave dæmninger for vandoversvømmelser.

Den grønne trepart, som er virkelig vigtig, og en rigtig god aftale, men det er også utrolig vigtigt at få styr på de større søjler i klimapolitikken, at de faktisk bliver til noget, for ellers når vi jo ikke vores klimamål. Det har jeg ikke oplevet, at regeringen har været særlig opmærksom på. Så det håber jeg snart får noget fokus.

Udover bolig, så er det blandt andet også unges trivsel. Jeg synes ikke, der bliver snakket nok om det.

Hvordan ville regeringens dagsorden se ud, hvis de tre ungdomspartier DSU, UM og VU var i regeringen?

Der ville være mere fokus på klima, og det tror jeg er en generationsting, at det er en grundpræmis hos os, mere end vores forældres generation. Jeg synes, regeringen har været okay til at indtænke os økonomisk, både omkring arbejdsmarkedsbidrag og kørekort til 17-årige, så jeg synes, vi bliver tænkt ind i nogle punkter, men ikke generelt nok.

Det ville nok være en sund blanding af fri hash, og så at man fra VUs side sløjfede halvdelen af lovgivningen, og så ville DSU spæde til, og vi ville få en ny lov om lærlingerettigheder, og UM ville bage kage. Så det ville være en sund ansvarsfordeling.

Jeg tænker, det ville være sværere, fordi vi alle nok er mere kompromisløse. Jeg tror, det ville være svært for DSU at indgå kompromisser med VU og UM. Til gengæld tror jeg, at meget af den uddannelsespolitik, der er blevet ført af regeringen, hvor man har mere fokus på den praktiske dannelse, er noget, vi alle kan stå bag.

Hvilke emner fylder mest for de unge lige nu?

Klima er altid populært, men det er jo faldet over de sidste valg, hvor vi havde klimavalg, og så er det så blevet lidt mindre presserende hos vælgerne i hvert fald. Jeg tror, at unge generelt har lidt svært ved at finde hjem rent politisk. Men de kommende to valg kommer jeg til at tale rigtig meget om transport. Hvordan sørger vi for, at unge mennesker kan komme fra A til B?

Klima og udenrigspolitik. Konflikten i Gaza, konflikten i Ukraine og valget i USA. I forhold til klimapolitik, så mener vi, at vi skal sørge for, at den grønne trepart bliver forhandlet ordentligt hjem. Hvis du spørger os, så mener vi også, at CO2-afgiften på landbruget skal være højere.

Det tror jeg er meget forskelligt. Fejlen er, at man tror, at unge er en stor homogen gruppe, der er lige optaget af det samme hele tiden. Det tror jeg er meget forkert, jeg tror, der er meget stor forskel på, hvad der fylder for unge. For nogle af mine faglærte kammerater fylder spørgsmålet om pension meget. Men for unge på gymnasiet er det måske mere Israel/Palæstina, klima og offentlig transport, der fylder.

Hvis du kunne give Mette Frederiksen en opsang, hvordan skulle den så lyde?

Stop med at være bange for boligejerne, Mette. Sørg for, at de unge kan komme med ind på boligmarkedet.

Det er et mega beskidt trick at åbne pensionsdebatten syv år før deadline, og at prøve at vinde nogle vælgere tilbage fra SF.

Beslut dig nu for hvad du vil på pensionsområdet inden valget. Det synes jeg, hun skylder os unge vælgere, som er dem, det rent faktisk kommer til at gå ud over med den her pensionsalder.

For ét år siden ofrede jeg og 104 andre journaliststuderende vores neutralitet

Mit navn vil til evig tid stå på en støtterklæring til den palæstinensiske befolkning i Gaza, og det ærgrer mig

Af Karoline Rise Langballe

Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning

En tidlig morgen i november sidste år landede en støtteerklæring i min indbakke. Erklæringen var formuleret og afsendt af en gruppe journaliststuderende fra Danmarks Medie og Journalisthøjskole. Jeg læste erklæringen igennem og lod øjnene glide ned over de mange navne på studerende, der lige som jeg selv læser til journalist. Støtteerklæringen, eller solidaritetserklæringen, som den blev kaldt, var udformet og afsendt i lyset af terrorangrebet d. 7. oktober og den dertilhørende konflikt mellem Israel og Hamas. Erklæringen indeholdt blandt andet følgende formulering: ”Vi er den danske mediebranches fremtidige stemmer, og vi ønsker at fordømme den inhumane behandling og de krigsforbrydelser, der sker i Gaza”. Det var ordene og ordvalget. Jeg modtog erklæringen d. 3. november, under én måned efter terrorangrebet. Jeg satte på ingen måde spørgsmålstegn ved ord som ”krigsforbrydelse” eller bemærkede den ladning, erklæringens formuleringer rummede.

En hovedløs morgen med en hjemløs skyldfølelse

Den morgen var jeg ikke engang stået ud ad sengen; jeg sad lænet op ad væggen bag mig, med mobilen i hånden og natbordslampen tændt. Solidaritetserklæring modtog jeg fra en medstuderende, der i sin besked gjorde opmærksom på, at erklæringen vil blive offentliggjort senere samme dag. Få minutter efter modtagelsen sendte jeg en mail retur, og slutte mig dermed til listen af solida-

riske journalister. En tilslutning, der matchede mit selvbillede.

Hovedløst eller med en manglende forståelse for, at mit hoved nu sad mellem skuldrende på en journalist. Kort efter afsendelsen blev jeg ramt af en hjemløs skyldfølelse, jeg ikke selv kunne præcisere.

De efterfølgende dage blev støtteerklæring diskuteret på studiet, bragt op i forbindelse med undervisning og centerlederen for journalistik var sågar forbi i redaktionslokalerne for at knytte et par ord til ”den støtteerklæring, som lige nu florerer på uddannelserne”. Derefter fandt jeg ud af, hvor skyldfølelsen og den forkerte mavefornemmelse hørt hjemme. Jeg fortrød. Jeg skulle ikke have skrevet under.

Journalistisk objektivitet vekslet til dyre lærepenge

I de dage var jeg meget overvældet. Jeg følte, at erhvervets ansvar og uskrevne regler var landet tungt på mine skuldre. Jeg var vågnet op i en ny krop. En journalistkrop. Det gik op for mig, at jeg ikke længere kunne adskille mine private holdninger fra mit kommende professionelle liv som journalist.

Med den erkendelse og min journalistiske karrierer foran mig, følte jeg ærligt talt, at jeg allerede var havnet i mediebranchens svar på Vestre Fængsel. Jeg havde begået den ultimative journalistiske forbrydelse, før jeg overhovedet havde erkendt, at jeg var journalist.

Dermed ændrede erkendelsen en smule karakter og blev til en frygt. En frygt for, at der om 10 år ville

stå en arbejdsgiver, en kritisk kilde eller en irriterende læser overfor mig med støtteerklæringen i hånden og tvivle på mine kompetencer, mit standpunkt og min validitet som journalist.

Efter en uge i erkendelsens og fortrydelsens vakuum sendte jeg mit livs nok mest desperate mail. Jeg bad om at få mit navn fjernet fra listen. Den fucking liste. Et ansigtstab af dimensioner.

Så hvorfor fanden skrev jeg under? Det har jeg tænkt over mange gange siden.

På et eller andet plan sad jeg med et behov for at udtrykke og pynte mig med min sympati, og samtidig frygtede jeg at blive stemplet som skurk, hvis jeg som den eneste ikke havde mit navn på listen. Jeg var usikker på, om min manglende støtte kunne oversættes til manglende solidaritet. Meget sigende for denne konflikt kunne jeg ikke få øje på et neutralt ståsted.

Men det ståsted skulle jeg have fundet.

Svaret på min desperate mail kom hurtigt. Det var ikke muligt at fjerne mit navn.

Jeg har nu besluttet at printe støtteerklæringen ud og hænge den op, som en påmindelse om at værne om min objektivitet. Lad os kalde det dyre lærepenge.

Jeg og min generation af journalister burde aldrig have udformet og underskrevet en sådan erklæring. Vi burde have været den sidste branche til at erklære vores standpunkt, men vi var sku næsten den første. Det beklager jeg.