»Kan du mærke noget?«
LIXEN AFPRØVER DET LOVLIGE CANNABISPRODUKT HHC
KOM MED LIXEN INDENFOR TIL DJ’S DELEGERETMØDE
»DER SKAL MERE SKUB PÅ DET, ELLERS ER VI DØDE, INDEN DET BLIVER GENNEMFØRT,« SIGER EN ÆLDRE KVINDE FRA TALERSTOLEN.
Fra
Endnu et forsømt forår lakker mod enden, og for os chefredaktører betyder det, at vores turnus snart er ovre. Derfor vil vi gerne bruge denne sidste leder til at sige tak.
Tak for at I er stoppet op om morgenen, når vi har delt kaffe og LIXEN ud. Det har været vores største fornøjelse at give den lille luksus, en (tiltrængt) gratis kop kaffe er. Og vi har glædet os meget over, hvor mange der tog avisen under armen, kaffe eller ej. Medietorvet er fyldt med aviser fra Horsens Folkeblad til Jyllands-Posten, så at se ydmyge LIXEN få mere læsetid er vi stolte af! Det var et mål for os, at LIXEN skulle være mere tilstede hos de studerende, og vi er glade for, den er blevet taget godt imod!
Tak for at I har skrevet avisen. Vi har altid sagt, LIXEN er for de studerende, og det kræver selvfølgelig, der er nogle studerende, der tør sætte ord på papir for hele verden at beskue. Vi kan sige nok så meget, det er en tryg legeplads, men vi ved, det kan være angstprovokerende at skulle producere noget, alle pludseligt skal se. Tak for jeres mod! Og til alle dem, der endnu ikke har skrevet en artikel; det kan nås endnu.
Stort tak til vores redaktører. For både at skrive og indhente artikler til avisen. Redaktørerne former deres sektioner på LIXEN, og vi er enormt glade for, hvordan alle sektionerne har udfoldet sig, imens vi har været chefredaktører. Redaktørholdet takker også af nu, og i den forbindelse skal også lyde en kæmpe opfordring til alle, der kunne overveje det: Engager dig i LIXEN som redaktør! Det er sjovt, lærerigt, og så vil vi vove at påstå, det pynter lidt på CV’et, når man engang når til praktiksøgningen.
Tak til mæcenerne! KaJo og SDU sørger for, at LIXEN kan eksistere. De blander sig ikke i indholdet, heller ikke når vi skriver kritisk om Peter Bro, der ellers sidder på pengekassen. Det er redaktionel frihed i en grad, selv Mads Brügger ville misunde.
Tak til LIXEN. Avisen lever videre på sit stolte 25’ene år, og vi glæder os enormt til at se, hvor de nye chefredaktører vil tage den. Det har været både hårdt, sjovt og lærerigt at få lov at stå i spidsen. Nu takker vi af.
Tak for nu!
Benjamin Jungdal & Sebastian C. Christensen
WEB: lixen.dk
MAIL: lixen@journet.sdu.dk
TRYK: Sjællandske Medier A/S OPLAG 500 eksemplarer
INTERN
LIXEN får nye chefredaktører, og de præsenterer sig selv i INTERN. Og så kan du se frem (eller tilbage) på praktiksøgning med nogle gode råd.
EKSTERN
Delegeretmøde i Dansk Journalistforbund, hvad er det? Benjamin Jungdal er draget mod BY for at fortælle dig om det! Og så løfter EKSTERN en sidste pegefinger mod medielandskabets frække dreng.
PORTRÆT
I dette måneds PORTRÆT kan du møde Emma Libner, der er gået fra at være ”The odd one out” til at have fundet den perfekte timing og hjælpe andre med at føle sig set. Du kan også læse om, hvordan hun som underlivs-influencer hjælper med at belyse alt det, der er indhyllet i tabuer og myter.
SAMFUND
Gennennem årene har politikerne sagt mange mærkværdige ting. I denne måneds SAMFUND kan du tage en quiz og se, om du har styr på, hvor de mærkelige citater kommer fra. Du kan også tage med på jagt efter det lovlige cannabis HHC, der både byder på en rejse helt til Aalborg og en rejse ind i sindet.
KULTUR
I denne måneds KULTUR kan du blandt andet læse om en tur uden tøj på i bowlinghallen. En tur, der for alvor tog kegler. Du kan også tage med til Kaufmann Cup 2023, hvor de bedste showdance- og hiphopkonkurrencehold kæmper om medaljer på en af Danmarks vildeste scener. Sidst men ikke minds undersøger sektionen, hvorfor mandlige musikere oftere berører følsomme emner nu end før i tiden
OPINION
Vi har talt meget om TikTok, og vi er ikke færdige endnu. Laura Grasson har slettet og geninstalleret app’en, og hun er i syv sind over, hvor bange hun i virkeligheden skal være. Amalie Windahl er ikke bange, men hun opfordrer tilgengæld alle til lige at tænke sig om en ekstra gang, inden man rejser til ulande for at være frivillig. Det handler om voluntourism, og du kan læse det hele i OPINION.
BAGSIDEN
Kan man savne noget, man egentlig aldrig har haft? Ja har man overhovedet lov at begræde, man mister muligheden for engang at få det? Sia siger JA! og ærgrer sig over, hun aldrig vil komme til at handle i Irma.
LIXEN Campusvej 55, 5230 Odense M
LIXEN er de journaliststuderendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet.
Gode råd er dyre, men her på INTERN får I dem gratis. Vi har samlet til bunke og spurgt færdiguddannende og praktikanter om råd, I som studerende kan bruge inden, under og efter praktikken.
Praktikken er din læreplads
Du får 12 måneder, hvor du må fejle lige så tosset, du vil, og hvor du har nogle af branchens dygtigste til at forme og guide dig i den rigtige retning. Hvad synes du er sjovt? Hvad vil du gerne blive bedre til? Vælg det praktiksted, der ikke udnytter, men bedst udvikler dine kompetencer.
Fake it ’till you make it
Gå til det med den største selvtillid, du kan finde frem fra skuffen. Hav respekt for både dem og dig selv. Stil krav og vær’ ydmyg på samme tid. Tro det, eller lad være. Du kommer langt med charme, selvtillid og lækkert hår i den her branche.
Provinsen er ikke 2. division Men. Der. Findes. Ikke. Dårlige. Praktiksteder. Alle praktikstederne er godkendt i praktikudvalget og kan hjælpe dig med at blive en meget bedre journalist. Der findes gode og dårlige matches, men DR Nyheder er ikke en finere eller bedre praktikplads end TV Midtvest. Og omvendt.
Fokuser på din mavefornemmelse
Lov dig selv, at du tager til alle dine samtaler, før du siger ja til et medie. Det forstår de fleste medier godt, og resten er ikke værd at arbejde for. Når du er nået til at vælge, så læs dine noter igennem og gå med det, der føles mest rigtigt. Intet er mere irrationelt end at tro, man ved bedre end sit hjerte. Og ja. Jeg ved godt, hvor fløde, det lød.
Nyd det
Det her lyder måske lidt kontraintuitivt. Men ved I hvad. Det er to uger i helvede. Alle årgange før jer er kommet igennem det, og det skal I også nok komme. Så husk fællesskabet, ring sammen, drik en øl – eller 12. Hvad end, der får jer til at slappe af. Det her er en once in a lifetime oplevelse. Tag det hele med.
Op til praktiksøgningen:
• Hvad udkommer de med? I hvilke formater? Hvad fokuserer de på? Både så du finder ud af, om det er noget for dig, og så du ved, hvad du går ind til – det forventer praktikstederne.
• Læs grundigt op på de forskellige praktiksteders praktikforløb: Hvad tilbyder de? Hvad lægger de vægt på? Har du opfølgende spørgsmål, så tøv ikke med at række ud til praktikantvejlederen-
• Ræk ud til de nuværende praktikanter. Snak med dem: Hvordan oplever de praktikstedet, stemningen og opgaverne? Har de tip til, hvad praktikstedet lægger vægt på?
• Følg med i nyhedsstrømmen og forbered et par idéer, som passer til de forskellige medier.
• Gør dig umage med din hjemmeside og din generelle præsentation udadtil – ingen grammatiske fejl og sjuskede hjemmesider.
Til samtalen:
• Forbered dig på at kunne svare på følgende spørgsmål: Hvorfor vil du lige præcis dette praktiksted? Og klassikeren: ”Hvem er du/ Fortæl lidt om dig selv”.
• Mærk efter kemien: Kan du se dig selv sammen med de mennesker til daglig?
• Det skal ikke være et krydsforhør, så vær ikke bange for at tage styringen: Vis, hvad du gerne vil, hvem du er og udfordr dem gerne.
I praktikken:
• Vær aldrig bange for at spørge om hjælp, råd og efterkritik. Du er her for at lære, og langt de fleste vil med glæde lære fra sig og løfte dig.
• Gør dig umage
• Vær en god kollega og medpraktikant. Smil og spørg. Det er meget sjovere at være i praktik, når man har det godt med sine kolleger.
Før: Jeg landede ikke mit drømmepraktiksted, og selve praktiksøgningen var kaotisk for mig. Jeg endte med at lande hos JydskeVestkysten i Kolding til en start. Inden jeg startede, var det vigtigt for mig at huske på, at jeg nok skulle lære en masse, og at jeg gennem lokaljournalistikken kunne få lov at give mig i kast med mange forskellige genre og emner. Så tag det roligt selvom du ikke er landet der, hvor du ønskede og gå derfor ind til det med et åbent sind og et smil på læben, så skal der nok komme en masse gode ting din vej.
Under:
Gennem praktikken har det været alfa og omega for mig at stå ved mig selv som journalist. Derfor er mit bedste råd at turde at udfordre vinkler og historier. Selvom man er praktikant, har man nemlig stadig en stemme som journalist og har lige så meget at sige som sine mere erfarne kollegaer. Det er også vigtigt ikke at være kræsen med historier, for man lærer noget af alle slags historier.
Efter:
Jeg endte med at skifte praktiksted i samme koncern midt i det hele på grund af udfordringer med afstanden til min bopæl, så jeg har lært noget af at være på to forskellige dagblade og på flere forskellige redaktioner. De fleste skifter rundt på redaktioner gennem praktiktiden, og her er det vigtigt efterfølgende at vurdere, hvad man ønsker at tage med sig i sin videre færd som journalist fra de forskellige stole, man har siddet i. Selvom ens praktikforløb måske ikke er gået, som man havde tænkt sig, skal man huske på, at der er stor læring i det hele – uanset om det er negativt eller positivt.
Jeg er generelt kendetegnet ved at være anti-mainstream og kreativt tænkende. Jeg favner bredt og er ikke alt for specialiseret i noget. Med andre ord er jeg sjældent den bedste til noget, men i stedet en god all-round person, de fleste vil glæde sig over at være på hold med i trivial pursuit, hvis de ellers kan indfinde sig med, at mit engagement og mine følelser, der sidder helt ude på tøjet, nogle gange løber løbsk. Min vej til studiet gik ad snoede veje. Jeg dimitterede fra Haderslev Katedralskole en onsdag i 2016, og startede med at arbejde mandagen efter, hvilket jeg fortsatte med i årevis, kun afbrudt af et højskoleophold på en skuespillerskole og 3 måneders solorundrejse i Portugal og Spanien under lockdown. Jeg arbejdede mig op til at blive afdelingschef, og var vant til at være ham, der fik enderne til at mødes. Som chef var jeg kendetegnet ved, at medarbejderne havde ualmindeligt meget frihed under ansvar – så længe friheden ikke gik ud over andre, og at afdelingen sammenlagt kom i mål med projekterne. Desuden har jeg altid gerne villet være EKSEMPLET, som folk kunne finde inspiration i. Jeg var den første der mødte, den sidste, der gik, og ham, man altid kunne regne med. Det samme ønsker jeg at trække med mig over i stillingen som chefredaktør på LIXEN. Jeg vil gerne omfavne dem, der tør at tænke ud af boksen, og dem, der tør at slå sig, for det er når vi mennesker har noget på spil, at vi gror, og jeg vil gerne opleve folk udfolde sig blandt mig på LIXEN.
Hvem er jeg? Et af livets store spørgsmål… Men nu skal jeg da gøre forsøget. For mig at se er det smukkeste i livet kunst. Musik, film, fotografi, litteratur, billedkunst – ah, you name it! Jeg vil aldrig være det foruden. Men der er jo også mere til livet: International politik, kultur og filosofi har også altid fanget mit øje. Det spænder bredt. Og netop derfor blev jeg fanget af journalistikken. Vi får lov til at udforske alt – og vigtigst af alt vores kreativitet. Den kreative spænding ved at lave journalistik, at skubbe sig selv op ad, at vokse, er netop dét, der skal kunne mærkes på LIXEN. Jeg er vokset op i et multikulturelt miljø som halvdansker og halvamerikaner med ukrainske og irske aner, og det kom dermed som ingen overraskelse for mig, at jeg endte med at læse på International Baccalaureate-linjen (IB) i Kolding. Her lå fokus på international dannelse, kulturel mangfoldighed og faglig kompetence. Senere gik turen til at være lærervikar og pædagogmedhjælper på Middelfart Friskole, hvor jeg blandt andet legede engelsklærer på fuldtid i flere måneder. Det krævede et kæmpe ansvar, ligesom det Teaching English as a Foreign Language-lærercertifikat, jeg senere tog, også krævede. Endelig tog jeg et smut forbi Askov Højskole, før jeg fandt hen til Medietorvet. Med IB-uddannelsen, lærervikarjobbet og mine fritidsinteresser har jeg fået erfaring og forståelse for mangfoldighed, ansvar og kultur – og endnu vigtigere; at hjælpe andre. Det er kompetencer, jeg vil tage med mig som chefredaktør på LIXEN.
Så kom forbi, hvis du vil pitche en idé. Så glæder jeg mig til at tage en sludder tête-à-tête hen over noget fucking fruitjuice, som slovenske filosof Slavoj Žižek så fint sagde det i en VICE-udsendelse fra 2013.
Vi har en ambition om, at LIXEN fremtidigt skal udkomme som fysisk avis. Vi mærker påskønnelsen og fascinationen fra medstuderende, når de ser deres journalistiske arbejde blive udgivet, og tænker, at det er en motivationsfaktor for fremtidige skribenter. Samtidig skal avisen være mere synlig på de sociale medier. Som tidligere nævnt vil vi gerne omfavne dem, der tør at tænke ud af boksen, og det skal man nogle gange have hjælp til. Dertil skal LIXEN hjælpe til, også økonomisk, for vi vil gerne støtte journalistiske udenlandsprojekter, så kom glad.
Den samlede ambition er, at LIXEN skal skubbe medstuderende frem og være et sted, hvor man kan prøve sig selv af. En avis, hvor alle kan bidrage. Vi fornemmer dog også, at visse nuværende længdekrav til artiklerne skræmmer potentielle skribenter (og læsere), hvorfor vi generelt er fan af at gøre artiklerne kortere og dermed forhåbentligt mere appetitlig. Samtidig ønsker vi at ændre i redaktionerne. Enkelte vil blive nedlagt, mens andre vil blive oprettet. En fast illustrator er blandt andet på tegnebrættet. Inden for den nærmeste fremtid vil vi slå stillingsopslag til redaktionerne op. Vi håber, I vil hjælpe os med at sikre, at LIXEN fremtidigt forbliver en appetitlig avis, hvor folk med stolthed vil vise deres projekter frem.
En sidste (og første?) opfølger på EKSTERNs løftede pegefinger og en (u)kærlig opsang til Ekstra Bladet. EKSTERN runder af for denne omgang.
Okay, indrømmet: EKSTERNs løftede pegefinger blev ikke den succes, vi håbede på. Nogle gange overhaler virkeligheden drømmene, og nogle gange overhaler drømmene virkeligheden. Netop det har både gjort sig gældende de seneste uger i forbindelse med praktiksøgningen, men også med indslaget, der skulle være berømt og berygtet som EKSTERNs løftede pegefinger. Hvis du ikke helt husker, hvad indslaget gik ud på, dømmer vi ikke. Vi kom kun med det én gang. Men lad os alligevel prøve at opsummere.
Vi ville gerne have haft chancen for, at vi som studerende på Medietorvet og skribenter i LIXEN kunne råbe op engang imellem. LIXEN står i den privilegerede situation, at avisen bliver sendt ud til alskens mediehuse i det danske medielandskab, og redaktørstanden på EKSTERN tænkte straks, at det var en oplagt mulighed for at råbe en masse danske mediemagthavere op.
Og det var dét jo sådan set også. Vi fik skrevet et fint indslag, hvor vi revsede forskellige dele af branchens tendenser, som vi var utilfredse med. Men så stoppede den ligesom også der.
Ingen af os tror på, vi fik råbt nogen op med vores sparede skriv i den første udgave af LIXEN med vores årgang ved roret, men indslaget bragte også en anden lærefuld lektie med sig: At nogle gange går tingene bare ikke helt som planlagt.
Nogle gange overhaler virkeligheden bare drømmene. Vi havde en drøm om at have en fast, sur klumme i EKSTERN-sektionen, der skulle give sit unge besyv med fra Medietorvet, men snart viste en virkelighed sig med travle kalendere og et dynamisk studie. Ingen fast, sur klumme i denne omgang.
Ekstra Bladet-sagen
Men dog. Måske der alligevel er plads til en sidste kort bemærkning fra EKSTERNs pegefinger.
I dagene mellem den 15. og 16. april holdt hele Danmark vejret, mens en 13-årig pige fra Sydsjælland var formodet bortført. Politiet har opfordret til, at medier ikke skriver pigens navn, så det gør LIXEN heller ikke. Som man så det med Mia-sagen sidste år,
et planlagt pressemøde kunne anholde en 32-årig mand og senere sigte ham for frihedsberøvelse, voldtægt og trusler. Endnu senere blev han sigtet for drabet på Emilie Meng.
En spektakulær sag uden lige. Men også det, man efterhånden kan betegne som en national, fælles sag. Nogle vil huske Kim Kliver fra Emilie Meng-sagen, hvor han var øverste ansvarlige for efterforskningen - en efterforskning, der om noget er blevet kritiseret for sin mangelfulde indsats senere hen, og en sag, der om noget har sat sig i offentlighedens bevidsthed.
Nu er begge sager flettet sammen, og begge sager har i helt eminent grad haft offentlighedens interesse. Sådan går det med de her sager, når politiet går så hurtigt og voldsomt til værks og inddrager offentligheden. Sagen med den 13-årige endevendte hele landet i 24 timer, og man kunne næsten høre et kollektivt lettelsens suk, da Kim Kliver kunne meddele, at den 13-årige var fundet.
God journalistik tager tid, og tid er som bekendt penge.
Men du bilder os ikke ind, at det har taget længe for Ekstra Bladet at ringe op til Pernille og bede om en reaktion
var politiet hurtigt ude og bede offentligheden om hjælp. Og netop dét gjorde offentligheden. Så vidt man efterhånden kan forstå, har netop offentlighedens hjælp spillet en ikke ubetydelig rolle i, at politiet tolv minutter før
Sagerne bliver altså en del af den kollektive bevidsthed, dels pga. politiets inddragelse af offentligheden, dels pga. forfærdelsen og chokværdien i forbrydelserne. I sager som disse er det pressens rolle at frembringe de fakta, der er nødvendige og tilgængelige. BT
lavede den første kobling mellem den sigtede og Emilie Meng-sagen, fra før han var sigtet i begge sager.
Men så var der Ekstra Bladet. BTs evige konkurrent og medielandskabets frække klovn i klassen. Et sted i evig kamp med sig selv og sine medarbejdere og en evig tørst og hungren efter den gode historie.
Og den må man om nogen sige, at de fik, den gode historie. Ekstra Bladet kunne som de eneste give et eksklusivt interview med den 13-åriges mor, Pernille. De kunne blandt andet berette om morens umiddelbare reaktion på datterens hjemkomst, hendes tanker om den sigtede gerningsmand og en status på den 13-årige.
Altsammen gode, relevante historier, der fortjener at se dagens lys. Når offentligheden er så indrullet i en sag, også følelsesmæssigt, er det selvfølgelig vigtigt, at der bliver dannet bro mellem moren og offentligheden. At moren kan sende sit budskab ud, som offentligheden kan modtage.
Der var dog bare ét problem.
‘Kun i Ekstra Bladet+’, stod der.
Spis eller bliv spist
Vi skal være de første til at sige, at god journalistik koster. Sådan er det. God journalistik tager tid, og tid er som bekendt penge. Men du bilder os ikke ind, at det har taget længe for Ekstra Bladet at ringe op til Pernille og bede om en reaktion.
I en sag, der er så tæt på offentligheden, er en forventning om en fri og gratis strøm af information ikke en særlig høj forventning at sætte - en service, Ekstra Bladet jo i øvrigt yder i alle andre af døgnets timer. Det er
Ekstra Bladets opgave, såvel som alle andre medier, at sørge for, at offentligheden får så meget indsigt som muligt i sager som disse. Kort tid efter en af historierne fra moren var ude, var der ikke betalingsmur på. Det var der kort tid efter. Om de har siddet på Politikens Hus, trykket på betalingsmurknappen og gnedet sig i hænderne mens de så clicktallene stryge til tops, kan EKSTERN ikke berette noget om. Vi ved bare, at det ikke giver mening, at du skal betale 79,- i måneden for at få den slags oplysninger. Forholdet mellem offentlighedens interesse og at tjene penge på helt retfærdig vis som publicistisk medie er helt skævt her.
Inden Politikens tidligere debatredaktør Magnus Barsøe fratrådte sit job til fordel for at jagte et kandidatur i EU-parlamentet for Socialdemokratiet, indledte han en kamp mod JP/Politikens Hus. I sin egen avis anklagede han huset for at være blevet et pengegrisk mediefortagende, der udelukkende tænkte på at tjene penge til nogle chefer på 4. sal.
»Man jagter aggressivt millionoverskud og driver i stadig højere grad koncernen som en kapitalfond, hvis eneste mål er profit, opkøb, internationalisering og højere lønninger til topledelsen,« skrev han i sit eget medie den 3. februar.
Uanset om man tager Magnus Barsøes ord for gode varer eller ej, ville det klæde JP/ Politiken, herunder Ekstra Bladet, at bruge lidt mere tid på pressens vigtigste opgave, nemlig at oplyse borgerne, og knapt så meget tid på noget, der os bekendt efter knapt to år på journaliststudiet ikke er pressens fornemmeste opgave: At tjene så mange penge hjem som muligt.
Dansk Journalistforbund afholdt delegeretmøde over to dage fra søndag d. 23. til mandag d. 24. Mødets afvikling er en fortælling med store følelser og – forhåbentligt – store forandringer. Kom med indenfor i DJ’s øverste myndighed.
Den første afstemning
Om de delegerede har fået kaffe til morgen, er spørgsmålet, der sættes til afstemning som det første. På ’dimsen’ kan man trykke 1 for ja, 2 for nej og 3 for pas – eller ved ikke. ’Dimsen’, som det altafgørende stemme-redskab over de næste to dage skal refereres som, ligner en gammel Nokia, og de mange problemer, den vil volde i løbet af mødet, får en anlediget til at tro, at den kører på samme styresystem. Afstemningen er færdig, og resultatet kommer op det store lærred over podiet. 79 % har fået kaffe. Det er stort, og den højlydte summen i salen får en til at tro, at dette vil blive mødets klimaks.
Så kunne man forestille sig, at Tine ville indtage talerstolen, med et meget tilfreds smil på læberne og runde mødet af med, at det har været en fornøjelse, og at vi virkelig har rykket på nogle ting. Og store klapsalver ville sprede sig i salen.
Folk ville rejse sig og tage deres ting og i foyeren lykønske hinanden over mødets resultat.
»Det var godt nok spændende. Jeg havde dog alligevel ikke troet, at så mange ville drikke kaffe om morgenen. Ses vi om to år?« og lignende ville man høre journalisterne sige til hinanden.
Hvis I ønsker, at Allan Boye Thulstrup skal være næstformand, taster I 1. Hvis I ønsker, at Elisabeth Hamerik Schwarz skal være næstformand, taster I 2. Under alle omstændigheder, når I har tastet nummeret, trykker I ‘send’. Afstemningen er nu i gang,« deklarerer dirigenten fra talerstolen opslugt af sine talepapirer.
Stilheden breder sig i salen. Aftenen forinden har de to næstformandskandidater debatteret forbundets fremtid. Elisabeth mener, at tandhjulene drejer for langsomt. Og den seneste tids vrede mod forbundet særligt fra freelancere, der kræver en rammeaftale og bedre lønninger, fik hende blandt andet til at stille op. Allan har været næstformand siden sidste delegeretmøde og var med til at sikre den historiske overenskomst, der blev indgået mellem forbundet og TV 2 dette forår.
De to kandidater skuler ud på de delegerede, i hvis hænder deres liv ligger. Og som flere og flere afgiver deres stemme, summer salen af liv.
Ja, nu fik vi kaffe og kage, men det er ikke noget, der gør mig mildere
DELEGERET
»Så slutter vi afstemning, 3, 2, 1… afstemningen er afsluttet,« lyder det fra podiet, hvor de to næstformandskandidater, forbundsformand Tine Johansen, medlemmer af hovedbestyrelsen og mødets dirigenter sidder.
Delegeretmøde for Dansk Journalistforbund bliver afholdt hvert andet år. Denne gang på Comwell Hotel i Kolding søndag d. 23. til mandag d. 24. april. Her er der valg til formandsposterne og hovedbestyrelsen. Budgetrammen godkendes, og vedtagelser vedtages. Dette år har særligt freelanceres arbejdsvilkår, offentlighedsloven, forbundets navn og kontingentforhøjelse været heftigt debatteret.
Indkvartering
Comwell Hotel er et klassisk sted at afholde konferencer og firmafester. Et lidt uoriginalt valg, ville nogle sige. Hotellet vil over de næste 30 timer blive et eksil for en branche forfulgt af dårlige arbejdsvilkår, lave lønninger og manglende overenskomster.
Indkvarteringen foregår i foyeren. Her får de delegerede tildelt en mappe med informationer og ’dimsen’, som de flere gange vil få at vide, at de skal vogte med deres liv. Journalisterne og andre mediefolk bliver inviteret indenfor af en ikke så stemt saxofon, akkompagneret af et ikke så billigt flygel. Duoen spiller lounge jazz - rummets melodi. Journalisterne mingler og drikker kaffe og ryger cigaretter udenfor. Snakken går på meget af det, mødet vil komme til at dreje sig om:
Freelanceres vilkår, fyringsrunder på mediehusene og manglende overenskomster.
Klokken 11 siver masserne ind i den store konferencesal. Omtrent 250 delegerede fra alle landets afkroge, journaliststandens mange specialgrupper og alle typer og størrelse sætter sig tilrette på borde, der strækker sig som til havets horisont. Podiet i enden kan lige skimtes, et skib på kanten af verden.
»Kære alle sammen velkommen til delegeretmøde 2023,« runger formand Tine Johansens stemme i højtalerne.
Hun er iført en hvid blæser og flankeret af næstformand Allan Boye Thulstrup.
»De kommende 30 timer der skal vi debattere og træffe beslutninger om vores fagpolitiske prioriteringer, organisation, navn, økonomi og politiske ledelse,« fortsætter hun, mens et lavmælt suk hopper fra bord til bord gennem salen.
Der er både delegerede tilstede fra Kajo, Kaj og RUC, som har fået plads nederst i salen. Danske Mediestuderende er godt repræsenteret, og stressbolde på bordene fortæller en smule om, hvad de unge prioriterer - et sundt arbejdsliv. Flere af de lidt ældre delegerede med røde, trætte øjne var da også et smut forbi efter en bold. Den tykke mappe med dagsorden, regnskab, vedtægtsændringer, forslag til vedtagelser, beretninger og videre i det uendelige, som man fik udleveret ved indkvarteringen, er også meget at gumle sig igennem. Heldigvis vil aftenen byde på mere appetitlig forplejning.
En pressemeddelelse ville blive sendt ud på dj.dk, hvor resultatet fra delegeretmøde 2023 med dertilhørende billeder af den stolte hovedbestyrelse, ville skabe bølger I medieverdenen. Så blev det bekræftet, at journalister drikker så meget kaffe, som deres ry tilsiger dem…
Tilbage i virkeligheden indtager Tine Johansen talerstolen, og stilheden indtager salen. Hovedbestyrelsens beretning kigger
tilbage på de to år, der er gået siden sidste delegeretmøde, der blev hæmmet af corona. Her foregik det online, og ifølge mange trak mødet flere tænder ud end en tandlæge med storhedsvanvid.
Siden da har Dansk Journalistforbunds mest bemærkelsesværdige landvinding været den store overenskomstaftale, der blev indgået med TV 2 i foråret 2023. Aftalen indeholdt blandt andet en lønstigning til de fastansatte og en aftale for stationens freelancere, der – forhåbentligt – vil opleve en lønstigning i takt med de fastansattes.
Det til trods, er det ikke just et venligtsindet arbejdsmarked, der spændt står og venter på den anden side af konferencesalens vægge.
»Den ene brutale fyringsrunde har afløst den anden i mediebranchen. De nedslående nyheder har stået i kø siden sidste sommer.
Flere hundrede kolleger har sagt op eller er gået frivilligt,« siger Tine fra talerstolen.
De faldne freelancere
Alle i salen er klar over problemerne og ser til fagforeningen for hjælp.
»DR og TV 2 begrunder fyringer på digital omstilling. Uanset begrundelsen, så har vi en lang række kolleger, som lige nu har brug for vores fællesskabs hjælp til at komme videre i arbejdslivet,« fortsætter hun, mens hendes silhuet smelter sammen med lampernes skær og det hvide lærred bag hende.
Hun præsenterer DJ’s såkaldte fagpolitiske prioriteringer og strategier. Hovedpunkterne går ud på at sikre et trygt arbejdsliv, et åbent og oplyst samfund og et aktivt fællesskab. DJ’s fagpolitiske prioriteringer og strategi asfalterer vejen for forbundets arbejde de næste to år.
Det helt store emne, og hvad forbundet har været under mest kritik for i medierne op til mødet, er freelancernes arbejdsvilkår. Det er den vej, udviklingen går, og snart vil over 25 % journaliststanden have en løs tilknytning til arbejdsmarkedet med usikkerheder og lave lønninger til følge.
På mødet bliver det blandt andet vedtaget, at forbundet skal arbejde målrettet mod en forbedring af reglerne og rettighederne for freelancere. Det skal ske gennem aftaler,
sammenhold og organisering. Forbundet skal også hjælpe med at opkvalificere og uddanne sine medlemmer.
Ud over det skal forbundet arbejde målbevidst med at undersøge praktikstederne, de studerende kommer ud på. Hvad det konkret kommer til at betyde, må tiden vise. En stor sejr for praktikanterne, som formand for Danske Mediestuderende Kristine Henning Schäfer får vedtaget med salens brede opbakning. Hun vil blive valgt til hovedbestyrelsen, hvad hun endnu ikke ved.
Et lyspunkt i restauranten
Efter frokost iler journaliststanden ind i konferencesalen igen. Men først skal 100 cigaretter ryges og 100 liter kaffe drikkes. I døren til salen er en delegeret meget tæt på at spilde kaffe på formandens jakke. Hun undveg behændigt de sylespidse dråber. Om det var et attentatforsøg vides ikke. Det eneste man ved på nuværende tidspunkt er, at ingen endnu er anholdt eller sigtet i sagen.
I salen kommer det op til debat, om seniorernes vilkår på arbejdsmarkedet er gode nok.
»Der skal mere skub på det, ellers er vi døde, inden det bliver gennemført,« siger en ældre kvinde fra talerstolen.
Snakken går i sin simpleste form ud på, at forbundet skal være bedre til at gribe de seniorer og senoritaer, der bliver ekskluderet fra et arbejdsmarked, der ikke værdsætter det grå guld.
Det sidste punkt på dagsordenen er næstformandsdebatten efterfulgt af middag i hotellets restaurant. Kuverterne står skarpt på række, og de tre retter serveres den ene efter den anden. Menuen består blandt andet af risotto og stegt kyllingebryst og en guddommelig skaldyrs-forret. For de delegerede studerende er det ikke ligefrem hverdagskost. Men man må gå ud fra, at journalisterne fra landets store medier nyder godt af frokostordninger af samme kaliber hver dag. Hvis altså de ikke er blevet afskediget i en af de mange fyringsrunder, der har været den seneste tid.
Under middagen fortsætter den fag-
politiske samtale, og indignationen og forargelsen løber ned ad vinglassene. Et lyspunkt er dog tildelingen af Carsten Nielsen legatet overrakt af Tine Johansen til Merete Ejsing Horn, tillidsrepræsentant i Det Nordjyske Mediehus. Det er en grådkvalt og beæret modtager, der får hæderen for sit stædige og store engagement for sine kolleger i mediehuset, der har fyret medarbejdere til højre og venstre.
En livlig demokratisk samtale Efter en lang aften og nat begynder mødet igen mandag kl. 9:00. Et forslag fra hovedbestyrelsen bliver droppet. Forslaget handler om, at de såkaldte ’ledere i DJ’, en forening i forbundet for medlemmer med ledelsesansvar, skal have observatørstatus ved hovedbestyrelsesmøder. Stemningen i salen er meget betændt, og det kan tydelig mærkes, at betændelsen vil blive kritisk og patienten ville være i livsfare, hvis det bliver vedtaget. Mange tager ordet for at udtrykke deres forargelse.
»Ja, nu fik vi kaffe og kage, men det er ikke noget, der gør mig mildere,« lyder det blandt andet fra podiet.
Efter en kort pause med endnu flere cigaretter og atter endnu flere kopper kaffe skal der stemmes om næstformandsposten. Stilheden breder sig, og stemmerne bliver afgivet en efter en på ‘dimsen’.
»Og vi er klar med et resultat. På Allan Boye Thulstrup stemte 165…,« dirigenten afbrydes af klapsalver fra salen og afstemningens resultat står med store bogstaver på det hvide lærred. Allan er fortsat næstformand i forbundet. Han går op til talerstolen og takker for den tiltro, man har givet ham. Han takker også Elisabeth for at stille sig til rådighed – en venlig gestus, man må gå ud fra er til for ikke at skabe splid i en hovedbestyrelse, Elisabeth Hamerik Schwarz igen kommer til at tiltræde.
I godt og vel 2,5 time efter næstformandsvalget vil en forholdsvis ubetydelig navneændring og forbundets geografiske placering blive debatteret. Navnet vil officielt blive ændret til ’Dansk Journalistforbund – Medier og Kommunikation’ for at favne mere bredt.
Men alle tænkelige steder ud over på de officielle papirer hedder forbundet allerede det. Mest tid bliver brugt på en heftig debat om forbundets geografiske placering. For nuværende står det i paragrafferne, at ’Dansk journalistforbund er en forening med hjemsted i Københavns Kommune’. Der er et ønske om bygge et hovedkontor, så forbundet flytter fra sin adresse på Gammel Strand i indre København. Blandt andet var det oppe at vende, om forbundet skulle have hjemsted i Københavns Kommune eller en tilstødende kommune. Men så blev det rigtig nok pointeret, at Bornholm teknisk set kvalificerer sig –og Dragør ikke. Efter endeløse ændringer og ordkløveri kommer man frem til, at DJ skal have hjemsted og kontor i hovedstadsområdet. Punktum. Man kan sørme ikke sige, at den demokratiske samtale er død i Dansk journalistforbund.
Dagen er ved at lakke mod enden. Tine indtager atter talerstolen for en sidste bemærkning.
»Der er varslet nye tider i DJ. Vi har fået nyt navn. Vi har fået en ny plan for grøn omstilling. Vi har fået en ny og opdateret strategi for freelancere. Og ved I hvad, vi har også fået en ny kønsbalance. For første gang sidder der nu flere kvinder i hovedbestyrelsen,« slutter Tine af. Salen bryder ud i klapsalver.
De delegerede skynder sig at pakke deres ting og sive ud af salen. Spørgsmålet, der står tilbage i midten af konferencesalen og kigger sig undrende omkring, er, om de mange velmenende ord og grundige strategier vil ændre på tingene. Det må finde sit svar, når de delegerede kommer tilbage om to år til næste delegeretmøde.
Der skal mere skub på det, ellers er vi døde, inden det bliver gennemført
HHC-cannabis er blevet populært i Europa i løbet af 2023. Men HHC er anderledes end den cannabis, vi kender til –den er nemlig helt lovlig. For at få et indblik i det nye stof har vi besluttet os for at prøve det selv og talt med kilder, der kan fortælle os mere om HHC, der endnu ikke fremgår i den danske lovgivning.
Isamme grad som HHC-cannabis er steget i popularitet, er mediedækningen af stoffet også steget. B.T., Ekstrabladet, JyllandsPosten, Finans, TV 2, Se og Hør – alle disse nyhedsmedier har det tilfælles, at de har skrevet om HHC-cannabis. Det er her, vi først hørte om stoffet tidligere i marts måned. Men én ting undrede vi os over: Hvis det er helt lovligt i Danmark, hvorfor er der så ikke nogen journalister, der har kastet sig ud i at prøve det? For at få et bedre indblik i det nye cannabisprodukt besluttede vi os for at være de første journalistiske forsøgskaniner. Men er det egentlig tilladt?
Derfor tog vi kontakt til Sten Schaumburg-
Müller, der er professor i medieret ved Syddansk Universitet.. Vi spurgte ind til vores to hovedundren: “Kan vi i vores rolle som journalister ryge det?” og “Vil vi kunne komme i klemme med loven, skulle lovbekendtgørelsen gå hen og ændre sig?”.
Sten Schaumburg-Müller svarede muntert:
»Det er sådan en forbrugeranmeldelse nærmest – det kan man da godt.«
En forbrugeranmeldelse. Som var det en anmeldelse af en wagyu-bøf fra en Michelinrestaurant. Vi trak på smilebåndet, mens Sten Schaumburg-Müller fortsatte:
»Man laver ikke straffe med tilbagevirkende kraft. Det vil I ikke kunne
På nuværende tidspunkt er der ikke nogen lov, der siger, man ikke må køre med HHC i blodet.
TORE FORSINDAL HARDLEI Forsker i retmedicinsk analysekemi på Aarhus Universitet
(komme i klemme med loven, red.), så vil I bare kunne glæde jer over, at I faktisk har prøvet det, mens det var lovligt. Det betragter jeg ikke som et problem.«
Han opfordrede os dog ikke til at køre bil, hvilket giver meget god mening.
»Men ellers synes jeg, at det lyder fornuftigt,« afrundede han.
Nu manglede vi bare at finde ud af, hvor vi kunne skaffe HHC’en.
Forsættes på side 12
»Jeg vil gerne oplyse om underlivet og skabe et sprog for de oplevelser, tanker og følelser, som relaterer sig til underlivet, så folk med et underliv kan træffe bedre beslutninger for dem selv og deres krop.«
»Jeg vil gerne fortælle folks historier, og jeg vil gerne gøre på det min egen måde.«
Emma Libner er gået fra at være ”The odd one out” til at have fundet den perfekte timing og hjælpe andre med at føle sig set. Som underlivs-influencer hjælper hun med at belyse alt det, der er indhyllet i tabuer og myter.
Foran Dansekapellet møder jeg Emma Libner, som passer sin mors bomuldshund. En del minutter efter vores aftalte tidspunkt kommer hun slentrende op ad gaden til kapellet, iklædt pink på pink.
»Hej, jeg beklager, men den skulle lige snuse og så videre,« siger hun.
Emma havde sagt til sin mor, at hun da kunne lade hunden blive hos hende, da hun skulle være væk et par dage, og som hun selv beskriver:
»Jeg går with the flow.«
Siden Emma Libner blev færdig som journalist, fandt underlivet hende. Med universet Kh Underlivet har hun skabt et fællesskab for folk med et underliv. Et sted, hvor man kan være mindre alene, noget som Emma har følt sig i store dele af sit liv.
Emma Libner blev færdiguddannet som journalist i 2017. Fra at have lagt sin tid og kærlighed i journalistikken er det nu underlivet, som har taget pladsen. Instagramprofilen Kh Underlivet har hun haft solo siden 2019, og her kickstartede hun sin karriere som underlivsinfluencer. Den eneste i Danmark af sin slags. Hun har en cand.mag. i kultur og formidling med speciale i dansk menstruationskultur, og hun kalder sig også menstruationspigen i sin bio. Det er udfordringer, følgerhistorier om for eksempel at have herpes, memes, historiske fakta om underlivet, reklamevideoer for glidecreme og meget mere, som gemmer sig på Kh Underlivet.
Kh underlivet er gået fra at være en blog til at være en Instagramside og fik 2021 en podcast og her i 2023 en bog, som er lige på trapperne, med samme navn. Kh Underlivet er et univers.
Journalist?
Gennem de seneste 6 år har Emma bygget et helt univers op. Og fordi hun har lagt så meget arbejde i det, siger hun.
»Jeg er klar over, at jeg kommer nok ikke til at vade ind på en redaktion any time soon og være sådan: ”Nu vil jeg gerne arbejde som journalist.”. Fordi er der en Emma Libner uden Kh-underlivet?«
Journalistik er ikke på samme måde en del af Emmas identitet og selvforståelse. Dengang hun arbejde på sit praktiksted, Samvirke, tænkte hun meget:
»Jeg er jo journalist, og så er man sådan og sådan.«
Fra at gå fra et studie og videre til en praktikplads, hvor alt handlede om journalistik, til nu hvor fokus er et andet sted, følger nogle overvejelser:
»Så spørgsmålet er, hvad er jeg nu? Det ved jeg ikke selv helt, tror jeg. Men jeg vil vove den påstand, at jeg stadig er journalist.«
Emma peger på, at hun kommer fra en ældre årgang, hvor journalistik absolut ikke måtte være subjektivt, og selvinddragelse blev set ned på. Hun fremhæver Ditte Giese
og Iben Maria Zeuthen, som også kan være aktivistiske i deres journalistik, men det lå for langt væk fra hendes egen forståelse af at være journalist.
I starten fokuserede hun på idealet om objektivisme, når hun brugte sin journalistiske værktøjskasse på Kh Underlivet til formidling, men hver gang hun satte sit eget ansigt på en Instagrampost, så nåede det meget længere ud.
»Folk kunne bedre relatere til det, når det ikke var objektiv journalistik.«
Emma bruger dagligt sin journalistiske uddannelse. Hun fremhæver research og kildekritik, for eksempel Infographics på Instagram, hvor hun med sin viden og erfaring kunne gå bag om tallene.
»Især fordi, der er så mange ting, som vi tror, at vi ved om underlivet, men bare er noget, vi har fundet på, eller en måde vi har valgt at se verden på. Fordi viden om underlivet historisk har været dikteret af folk, som ikke havde et underliv.«
Emma kom i praktik hos Samvirke, og det var en god oplevelse. Som praktikant havde
hun god tid, ofte en uge til at skrive en artikel. Men da hun blev færdiguddannet journalist, var der ikke nogen jobs og slet ikke med de vilkår, hun havde haft som praktikant.
»Timingen var ikke den rigtige, ikke for mig og journalistik.«
Fortællingernes magt
Undervejs stiller jeg spørgsmål, som altid besvares af bredt ordforråd og lange sætninger. Ikke overraskende, fordi kommunikation er en stor del af Emma Libner, både i hendes arbejde og i privatlivet. For ord er magt, og når den magt ikke bliver forvaltet, så bliver Emma frustreret.
»Da Lars Boje Mathiesen sammenlignede menstruation med at skide,« siger hun indigneret og sukker.
»Så signalerer det meget, hvor vi er.« Ordene kan også skabe fortællinger og billeder. Da Emma var journaliststuderende, stod hendes fremtid allerede skrevet. Hun skulle være den nye Ulla Terkelsen og bo i Tokyo, hvor hun rapporterede live. Men når hun tænker tilbage, så var det ikke det, hun havde
lyst til.
»Det var bare en fortælling.«
Derfor har det været vigtigt for Emma at være bevidst om sine egne fortællinger, og mest af alt at der er plads til at ændre retning. At eksperimentere, lege og skifte mening 800 gange, mens man lever. Hun hiver Kh Underlivet ind og fortæller om stærke fortællinger, som føles naturgivne, og kommer med endnu et eksempel:
»For eksempel at det første samleje skal helst gøre lidt ondt, men sådan er det ikke, det er bare noget, vi siger. Noget, vi har fundet på.«
Missionen med universet er tydelig:
»Jeg vil gerne oplyse om underlivet og skabe et sprog for de oplevelser, tanker og følelser, som relaterer sig til underlivet, så folk med et underliv kan træffe bedre beslutninger for dem selv og deres krop.«
En nysgerrighed, som altid har været der Emma Libner stiller mange spørgsmål i løbet af interviewet, reflekterer og tænker. Allerede som barn begyndte spørgsmålene at stille sig i kø.
»Hvorfor skal jeg vente til, at alle har spist, før jeg kan rejse mig? Hvorfor skal jeg give folk hånden og kramme dem, når jeg ikke kender dem?«
Emma griner og siger, at det er forklaringen på, hvorfor hun valgte at blive journalist. Nysgerrigheden har altid ligget der, men alle sanseindtrykkene sætter sig fast
»Jeg har perioder, hvor jeg ikke researcher nye ting, fordi jeg bliver overstimuleret. For lige så meget jeg kan snakke, lige så meget kan jeg tænke.«
En balancegang i sårbarhed
Vi sidder på en bænk med gravsten foran os. Morens hund, Bunjo, sætter fodspor i en lille firkant rundt om gravstenene, og Emma Libner kigger på hunden.
»Dyr minder en om: ”Hey, nu er vi lige her på kirkegården, og der skal ikke ske andet, end at vi er lige her!«
En stilhed lægger sig, efter hun har sagt det, og begge vores blikke falder ned mod hunden, som fortsat traver rundt.
Emma fortæller om Kh Underlivet, og hvordan hun først begyndte at dele ud af sit eget sexliv i 2020, 3 år efter hun startede.
»Da jeg slog op, var der den der ’glow-up’, så der tog jeg fuld ejerskab over min seksualitet.«
Det var hårdt for Emma personligt, men guld for Kh Underlivet og hendes mission. Kh Underlivet er også et rum, Emma har skabt for at kunne være i sin krop.
»På mange måder er det virkelig noget, jeg har lavet til unge Emma.«
The odd one out
Emma beskriver sig selv som ”The odd one out”. Med hendes ord er hun født på den forkerte side af Lyngbyvej. I sted hvor mange
var enlige mødre eller fædre med børn. En bygning, som lå for enden af en indkørsel tæt ved en børnehave. I et stort og rødt murstensbyggeri, som havde ramponerede lejligheder med træk-og-slip toilet, bad i kælderen og døre med afskallede maling. En enkelt blok med to lejligheder på hver etage i hver opgang med stuen, første og anden, omkring 40-50 lejligheder. Fra hun var helt lille og til 9 år boede hun her.
Men hun er også stolt af sin baggrund, fordi den har givet hende en taknemmelighed over at vide, hvad ting er værd.
»Den ene gang om måneden, man kom på maccen, det var bare et feast.«
Emma husker også, hvordan hun har ligget søvnløs med en underbo, som var alkoholiker og ofte hørte meget høj musik. Emmas mor havde klaget flere gange, og under et besøg på McDonalds ledte underboen efter Emmas mor med et baseballbat.
En af de andre mødre fra blokken ringer til Emmas mor og spørger ”hvor er I?”, og Emmas mor svarer: ”Vi sidder på McDonalds, hvad så?”, ”underboen render rundt i kælderen og leder efter dig med et baseballbat”.
Emma siger med en lidt forvrænget stemme:
»Og det var normalt, så det har ligesom bare fulgt mig.«
Ingen må glemmes
Den kaotiske og uforudsigelige start på barndommen har fulgt Emma, men måske blev noget andet også skabt her: retfærdighedssansen. Emma fortæller, at den altid har været der.
»Alle skal have, og ingen må glemmes.«
Hun kommer med et eksempel fra dengang, hun gik i 2.klasse og ville dele noget ud:
”Hvad så med popcorn?” Spørger hun sin mor, som siger: ”Hvad så? Skal du give et par stykker popcorn til hver?”
Det var svært for lille Emma at forstå. Nu kan hun godt se, at der skulle have været mere at dele ud. Hun vil gerne give følelsen af at blive omfavnet og blive accepteret for den man er videre:
»Det har nok også noget at gøre med, at jeg ikke altid selv har haft den følelse.«
Der er også mange gode minder:
»Når jeg tænker tilbage på det, husker jeg det, som om solen skinnede hele tiden.«
Da hun var mindre, legede hun på legepladsen ved gyngestativet og rutsjebanen.
»Man kunne ligesom forsvinde lidt.«
Der var stille at lege der som barn, og man skulle ikke slås om at få den gode gynge.
»Som enebarn har jeg været tvunget til at underholde mig selv.«
Ensomhed er et af de ord, som beskriver Emmas tidlige barndom.
»Der har været en form for ensomhed. Jeg har selv skullet opsøge venner som barn.«
En ensomhed, som ikke findes i Kh Underlivet. Det er et trygt sted, hvor folk rækker ud og sender DM’s til Emma om det, der går og fylder. Kh Underlivet er også et rum Emma, har skabt for at kunne være i sin krop.
»På mange måder er det virkelig noget jeg har lavet til unge Emma, og så er jeg heldig mange, også har haft samme oplevelser og har glæde af det,« siger hun.
På vej videre
Efter at være blevet erklæret gymnasieegnet i 9 klasse startede Emma direkte på Gladsaxe Gymnasium. Et gymnasium som på det tidspunkt var et skraldespands-gymnasium; valget efter 3. prioriteten. Den hurtige start på
gymnasiet forklarer Emma med:
»Så jeg hurtigst muligt kunne blive til noget.«
Inden hun startede, havde hun fået fortalt, at de tre bedste år var i vente, men det blev de overhovedet ikke. Der var ikke plads til Emma.
»Der var fokus på at have det rigtige tøj, sige de rigtige ting, høre de rigtige ting og være på en bestemt måde.«
Gymnasiet blev en holdeplads, som skulle overstås. For at gøre ventetiden kortere undersøgte Emma i 2.g., hvornår optagelsesprøven lå i journalistisk.
I 2. g. på Gladsaxe Gymnasium stod det klart for Emma, at journalistik var vejen, hun skulle gå. Hun arbejdede samtidig i den lokale slagter, og hun husker hvordan hun fortalte sin chef, at nu havde hun fundet ud af det; hun skulle være journalist. En af stamkunderne var den daværende chefredaktør fra Berling-
ske, Lisbeth Knudsen, og hver gang hun trådte ind ad døren, var det dagens højdepunkt, mens Emma rendte rundt i træsko og forklæde og langede rullepølse over disken.
Da hun i 3.g. ser, at man kan tage et forberedende højskolekursus på Vallekilde for journalistik, sætter hun sig for at få de 4 uger fri, som det varer. Med stålsatte skridt marcherer Emma forbi sekretæren ned på Evas(rektoren) kontor, hun åbner døren og siger:
»Eva, prøv, at hør her, jeg har fundet det her kursus, og det kræver, at jeg har 4 ugers fravær, og det skal du give mig.«
Rektoren kigger på Emmas karakterblad, og da hun kan se, at hun klarer sig fint, siger rektoren:
»Okay, du skal bare aflevere alle de dine skriftlige opgaver, mens du er væk, så kan du tage af sted.«
Et kig ind i fremtiden
Efter vi har gået fra kirsebærtræerne til Dansekapellet siger jeg farvel til Emma. Hun fortsætter ned ad vejen med Bunjo logrende ved siden af hende. Hun følger den vej, hun kom fra. Også i overført betydning. Når hun ser ind i fremtiden om 5 år, ønsker hun fortsat at fortælle folks historier:
»Når jeg tænker på, hvad jeg gerne vil, så er det i hvert fald ikke at være en del af en redaktion eller at være en kommunikationskonsulent. Jeg vil gerne fortælle folks historier, og jeg vil gerne gøre på det min egen måde.«
Med Kh Underlivet har Emma brugt meget tid og energi og inviteret folk til at dele ud af deres oplevelser og skabe et rum, hvor folk føler, de kan skrive til hende spontant.
»Om 5 år har jeg forhåbentlig skrevet en bog mere og ernærer mig ved formidling på en måde, hvor jeg virkelig bruger min viden og kan bringe mig selv i spil og aktivere andre.«
Men hvad er HHC-cannabis?
HHC står for hexahydrocannabinol og er et af de mange psykoaktive komponenter af cannabis, også kaldet cannabinoider, der er med til at give stoffet en rus. Cannabinoiden fremtræder naturligt i sativa cannabis-planten, dog i meget lave koncentrationer. For at HHC-koncentrationen er høj nok til at kunne fremkalde en rus, skal det gennemgå en ekstraktionsproces. I denne proces forvandles den naturligt fremkommende cannabinoide, THC eller tetrahydrocannabinol, til HHC i laboratorier ved at tilføje to hydrogenatomer til THC’en. Denne proces blev skabt tilbage i 1944 af den amerikanske kemiker Roger Adams, der dedikerede meget af sin karriere til undersøgelsen af cannabis sativa-planten.
Dette betyder, at HHC teknisk set er et lovligt hemp-ekstrakt. THC er det vigtigste psykoaktive stof, der giver almindelig cannabis en rus. Selvom HHC og THC minder meget om hinanden, er de forskellige, og HHC anses for at være mindre potent end THC.
For at få en nøjagtig forståelse af stoffet ringede vi til retsmedicinsk analysekemiker og forsker på Aarhus Universitet Tore Forsingdal Hardlei.
»Det, vi ved om det, er, at det sandsynligvis virker på samme måde som THC. Det er bare knap så potent som THC,« fortalte han.
Tore Hardlei vurderer, at HHC er knap tre gange mindre potent end THC. Dog lader det til, at der er meget uenighed omkring dette. Flere steder online står der, at HHC er cirka 50%-80% så stærkt som Delta-9 THC, hvilket er den stærkeste udgave af THC. Tore Hardlei understreger, at vi ikke ved meget om stoffet endnu, da der er for få undersøgelser. Det ser han særligt en problematik ved:
»På nuværende tidspunkt er der ikke nogen lov, der siger, man ikke må køre med HHC i blodet.« Og det er rigtigt. I lovbekendtgørelsen om euforiserende stoffer fra 2021 er det kun cannabis med et THC-indhold over 0,2%, der er nævnt.
På jagten efter Caboon-cannabis
Ifølge en internetsøgning eksisterer der over femten webshops, der sælger HHC. Men det var de færreste, der ville lade sig interviewe. Derfor ville vi finde en fysisk butik, der også var villig
Man bliver meget afslappet. Men det er ikke ligesom almindelig tjald. Det virker meget fint, det er meget afslappende. Og det er ikke lige så højt i hovedet.
FERENCH HOVARTH Medarbjeder hos Caboon i Aalborg
til at stille op til interview. Udover nogle kiosker i København og Horsens, der ifølge folk på Reddit sælger HHC, findes det eneste sted i Danmark, der officielt sælger HHC og har en fysisk butik, i Aalborg – nemlig butikken Caboon. Vi tog straks afsted. Dog fulgte vi Sten Schaumburg-Müllers råd og tog toget i stedet for bil.
Hos Caboon på Algade 61 var vinduerne plastret til af farverige, tyrkiske lamper. Ved første indtryk skulle man tro, at vi var på vej ind i en lampebutik. Vi åbnede døren, hvis dørklokke gav en velkommende ding-lyd, og med det samme blev vi ramt af en trykkende, varm bølge af en lidt sød, lidt syrlig og meget planteagtig lugt, der trængte ind i kraniet på os. Om det var en duft eller en lugt, var svært at konstatere. “Hej med jer”, lød det bag disken.
Bag facaden af lamper var der alskens rygeudstyr: Der var bonger, piber, grindere, gødning, tusindvis af forskelligartet rullepapirer og alt, hvad et stoner-hjerte kunne begære. Henne ved disken var også CBD-cannabis, der er en anden lovlig cannabis-art. Den fremkalder ingen rus, men kan derimod have en afslappende effekt og bruges af nogle medicinsk. Vi kiggede os omkring, og der gik ikke lang tid, før vi fik øje på Caboon-cannabissen hængende som enhver anden supermarkedsvare i poser. HHC’en var i en iøjnefaldende orange pose, hvor forsiden havde en illustration af en tydeligt påvirket ost ved navn
“Royal Cheese”. “8% CBD & 25% HHC” stod der med fede, hvide bogstaver øverst på den lille vakuumforseglede pose. Et gram HHC lå der i
hver. Vi snuppede to af dem og gik hen til medarbejderen bag disken.
»Det her HHC, det kan jeg ikke rigtigt udtale mig om, fordi der er ikke rigtig nogen, der ved noget om det. Der er mange versioner af, hvordan man laver det. Jeg tror stadig, det er lidt af en hemmelighed,« fortalte Ferenc Horvarth, der arbejder i Caboon.
Ferenc Horvarth tilføjede, at han selv har prøvet det:
»Man bliver meget afslappet. Men det er ikke ligesom almindelig tjald. Det virker meget fint, det er meget afslappende. Og det er ikke lige så højt i hovedet,« oplyste han.
Han anbefalede, at vi tog en dosis på 0,3 gram HHC for at kunne mærke en rus. Han indtastede regningen, vi betalte med kreditkort og fik en kvittering. “CBD M.M.” stod der på den. HHC’en stod ikke skrevet. Før vi sagde farvel, fortalte vi, at vi havde fået at vide, at HHC siges ikke at være nær så potent som THC, hvortil han svarede:
»Det siger de i hvert fald, men god fornøjelse.«
»Kan du mærke noget?«
Det blæste i Aalborg, så vi søgte et sted, hvor vi kunne blæse røg i fred fra vinden. Vi landede på en plads ved siden af Studenterhuset og Budolfi Kirke. Forinden havde vi købt cigaretpapirer og -filtre. At skulle rulle en lovlig fed var turens sværeste punkt, men med lidt startvanskeligheder lykkedes det. Sug, blæs, sug, blæs, host, host, lød det fra os begge. Det krillede, som at have en konstant tudse i halsen.
»Kan du mærke noget?»
»Nej, ikke endnu.»
Smagen af en krydret cigaret fløj hen over smagsløgene og videre ned i de oppustede lunger, før HHC’en tog en sidste tur rundt i vores blodstrøm. For at holde styr på vores trip, besluttede vi os for at tage tid på oplevelsen. 52 minutter. Så lang tid gik der, før vi begyndte at mærke effekten af de 0,3 gram, vi røg.
Det var en genkendelig følelse, og så alligevel ikke. Det var ligesom at være påvirket af alkohol, men den tilhørende følelse af kvalme var der ikke. Man havde det godt, utroligt godt. Alle farver var kraftigere end normalt. Lyset var skarpere. Lugte, mennesker og andre detaljer gjorde et større indtryk – som om ens fokus var forhøjet. Ens hoved føltes utroligt klart og let. For hvert skridt føltes ens ben tungere og tungere. Det var, som om vi var bundet til jorden, og tyngdekraften hev os ned. Der var en trykkende varme omkring for- og baghovedet og krop, og det føltes dejligt at gå på gaden i det solrige Aalborg. At mene, at HHC ikke giver en rus, og at det ikke er psykoaktivt, er at tage fejl for vores vedkommende. Det underlige er, at der på HHC-emballagen står, at det ikke er psykoaktivt. Desuden står der, at man ikke bør ryge eller indtage det, og at det ikke bør indtages af mennesker. Til sidst er det oplyst, at det kun er egnet til “collection”, som var det et samlerobjekt. Alt dette er nødvendigt for firmaet at skrive for at holde sig indenfor EU-bestemmelsernes rammer, som når der står “rygning dræber” på en pakke cigaretter. Der står
dog ikke, hvor produktet stammer fra, eller hvor det er produceret. Quantum hedder firmaet, der tilsyneladende er fra Spanien. Det eneste sted, vi kunne finde firmaets produkter, var på en spansk hjemmeside ved navn El Oro Verde, hvor der var HHC-produkter som “Banana Kush”, “Strawberry” og “Cannatonic”, men ingen informationer om selve firmaet. Derfor ringede vi til den ansvarshavende chef for Caboon, Klaus Rasmussen. »Det, vi får det fra, hedder ikke Quantum, det hedder noget andet. De [Quantum, red.] sælger bare deres produkter,« kunne han fortælle. Dog ville han ikke fortælle, hvilket firma de får HHC-produkterne fra.
“Jeg kan mærke de sædvanlige effekter” For at få en forståelse for, hvordan HHC’s effekt
kan sammenlignes med effekten af THC, mødtes vi med en kilde, der ofte ryger THC-cannabis. Kilden ønsker at forblive anonym i denne artikel, men vi er bekendt med vedkommendes identitet.
Vi spurgte, om han havde lyst til at prøve HHC’en, og det var han klar på. Der gik ikke længe, før han med et smil sagde:
»Jeg kan mærke de sædvanlige effekter, som når jeg ryger THC-cannabis.«
Han fortalte, at han kunne mærke, at jorden hev ham ned, og at alt blev pulserende. Han fornemmede et øget fokus, som han kaldte “tunnel vision”. Han fortalte, at det var ligesom at ryge THC, der beroliger og fungerer som et kreativt værktøj for ham i hans arbejde.
»Det giver dig også en mulighed for at kig-
ge anderledes på situationer. Hvis jeg er oppe og skændes med nogen over et eller andet, er jeg i stand til at se tingene fra deres side, når jeg har røget,« oplyste han. Han foretrækker det desuden over alkohol.
»Du får ikke blackouts af tjald,« sagde han grinende.
Fordelene har dog også ulemper, ifølge vores kilde:
»Du kan ikke ryge, mens du allerede er stresset over noget. Så føler du dig bare mere stresset. Men for det meste er det chill.«
Vores oplevelse med HHC mindede om vores kildes beskrivelser af THC-cannabis’ effekter. Måske er det ikke så overraskende, når HHC kan fremstilles fra THC i et laboratorie. Klaus Rasmussen kunne dog fortælle, at sine kunder oplever en anden rus med HHC:
»Nu har vi solgt det her i et stykke tid [tre måneder, red.]. Vi har haft en del kunder, der siger, at det fjerner alle deres smerter.« Ifølge ham mente kunderne, at THC ikke havde den samme effekt. Der er dog også CBD i den HHC, Caboon sælger, hvilket også kan være skyld i den smertelindrende effekt.
Fra en lovlig fed til en ulovlig fed? Modsat THC, fremgår HHC-cannabis ikke af den nuværende danske lovbekendtgørelse om euforiserende stoffer. Men det er formentlig kun et spørgsmål om tid. I slutningen af marts måned ulovliggjorde Østrig salget af HHC, og Finland fulgte efter i starten af april måned. Sverige og Tjekkiet har såvel i øjeblikket planer om at ulovliggøre det. På den anden side taler Tyskland om at legalisere al cannabis i en fire-årig prøveperiode fra 1. maj 2023. EU’s overvågningscenter for narkotika EMCDDA har holdt øje med HHC som et nyt
Nej, ikke endnu.
psykoaktivt stof (NPS) og vurderer, at stoffets effekt er relativt ens i forhold til THC. Men der er for få undersøgelser til at vide noget med sikkerhed. Overvågningscentret drøfter fortsat lovgivningen og effekten af HHC. Hvordan loven vil se ud i Danmark, er uvist. Vi har forsøgt at kontakte Indenrigs- og Sundhedsminister Sophie Løhde (V) for at få en udtalelse. Desværre uden held.
Mens toget førte os tilbage til Odense, lænede vi os tilbage i vores sæder og mærkede de resterende effekter af HHC-cannabissen. Lovgivningen vil nok ændre sig, som den har i andre EU-lande. Om det bliver totalt ulovliggjort eller blot begrænset, som med alkohol, vides ikke. Men indtil da, kan man sige, at en lille bid af Amsterdam er kommet til Aalborg.
Gennem årene har politikerne sagt mange mærkværdige ting. Se om, du kan huske, hvem citatet tilhører
1 Hvem sagde: “Koranen kan udmærket sammenlignes med Hitlers Mein Kampf.”?
A) Søren Krarup, Dansk Folkeparti
B) Rasmus Paludan, Stram Kurs
C) Inger Støjberg, Danmarksdemokraterne
Spørgsmål 2 Hvem sagde: “Alt politisk journalistik er bare blevet enormt konfrontatorisk og enormt hidsigt.”?
A) Mette Frederiksen, Socialdemokratiet
B) Bertel Haarder, Venstre
C) Henrik Sass, Socialdemokratie
Spørgsmål 3 Hvem sagde “Man har et standpunkt, til man tager et nyt.”?
A) Jens Otto Krag, Socialdemokratiet
B) Lars Løkke, Venstre
C) Poul Schlüter, Det Konservative Folkeparti
Spørgsmål 4 Hvem sagde: “avavdvavdejrkdlavsjfkavahdkahahddad, jamen det er jo crazy, det her.”?
A) Mimi Jakobsen, Centrum-Demokraterne
B) Uffe Elbæk, Alternativet
C) Alexander Vanopslagh, Liberal Alliance
Spørgsmål 5 Hvem sagde “Vi har nogle ret mærkelige afgifter nogle steder.”?
A) Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokartiet
B) Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti
C)Sofie Carsten Nielsen, Radikale Venstre
Spørgsmål 6 Hvem sagde “Det var mig, hvis hånd hun fjerende for næsten et årti siden fra sit lår.”?
A) Frank Jensen, Socialdemokratiet
B) Morten Østergaard, Radikale Venstre
C) Naser Khader, Det Konservative Folkeparti
Henrik Larsen, der er far til en danser, og Sofie Kielgast, der selv danser, er afsted til Kaufmann Cup 2023, som afholdes i Det Kongelige Teater i København. Her skal de bedste af de bedste showdance- og hiphopkonkurrencehold kæmpe om medaljer på en af Danmarks vildeste scener.
Af Nicolai Kruse
Fotos: Nicolai Kruse
Det er første gang i over 3 år, at Det Kongelige Teater blev brugt som lokation til Kaufmann Cup finalen.
Forpladsen er fyldt til randen af mennesker allerede to timer, før arrangementet går i gang. Samtlige af Aalborgs konkurrencehold er mødt tidligt op, og ikke længe efter dem ankommer holdene fra Let’s Dance og Komeraneza fra Aarhus og danserne fra Vejlebo Dansestudio i Roskilde i deres respektive uniformer. 48 hold på kryds og tværs af landet har blod på tanden, spejle i hænderne, så de kan lægge makeup, og bandanaer om hovedet eller elastikker i håret. Kaufmann Cup finalen er klar til at gå i gang.
En helt særlig oplevelse
Oplevelsen er noget for sig i år for de mange deltagere. Den bliver nemlig afholdt i København på Det Kongelige Teater, hvor ganske få dansere har prøvet at danse - og i år er det helt specielt for især én af dem.
Sofie Kielgast fra Aalborg vandt sidste års konkurrence med junior-hiphop-holdet, Serpents, som hun også i år kvalificerede sig til
og vesten med rygmærke på trækker en del opmærksomhed.
»Vi har fået ret meget ros for vores hår og tøj i år. Men det er også ret cool,« griner Sofie Kielgast. Den indledende runde Hyggen og den gode stemning erda heller ikke til at tage fejl af i salen. I salen lyder glade snakke blandt de spændte forældre, der læner sig ind over sidemakkeren for at snakke om, hvor stolte de er af deres børn,
måde,« fortæller Sofie Kielgast, da hun forlader scenen.
En velfortjent pause
15.40 slår klokken, da de mange dansere får pause, og tilskuerne kan komme på toilettet. De voksne showdance- og hiphopdansere forlader salen til lyden af kæmpe applaus og bag scenen har dem, der allerede har optrådt, tid til at få sig en snack. Batterierne er derfor ved at blive ladet op til anden runde.
Bag scenen er der også en masse snakken blandt alle hold om, hvilke hold der mon ligger i toppen. Flere af de yngre dansere spår showdance børneholdene, Tamatoa og Star Kiddos, til top 2. Samme snak går på Vipers og The Kidz i børne hiphop, og det er særligt spændende, fordi de er i de første kategorier, der skal optræde efter pausen.
»På Serpents taler vi kun om at være spændte, vi må ikke være nervøse. Nervøsitet smitter,« griner Sofie Kielgast, der er fra samme danseskole som Vipers og Tamatoa.
hiphop forlader scenen, er det da også Vipers og The Kidz, der kommer fra scenen med størst ros fra dommerne.
Hos junior-showdance er spændingen også stor iblandt de tre tophold, og neglebideriet må fortsætte hos Henrik Larsen efter junior-hiphop de hold har været på.
Rascality, Flayers, Shades og Serpents har hele sæsonen konkurreret om topplaceringerne, og de endegyldige point fra dommerne signalerer også, at det er de fire hold, der igen må holde vejret ekstra længe, når placeringerne skal uddeles.
I de voksnes rækker er der heller ikke meget at rafle om. Storfavoritterne i voksen-hiphop-kategorien, The Collab, får som det eneste hold på dagen maksimale performance-point, og Alley Cats fra voksen showdance efterlader salen til kæmpe bifald.
Resultater
En efter en bliver holdene kaldt på scenen i deres respektive kategorier, og der er da også glæde at spore hos langt de fleste hold efter placeringerne er givet, og der bliver danset til Kaufmann Cups velkendte fejringsmelodier.
Både Henrik Bo Larsen og Sofie Kielgast var dog en anelse skuffede, men samtidig var de stolte af, at så mange hold fra deres danseskole havde klaret sig flot til finalen, der bød på en 4. plads til Serpents.
Særligt én ting ville Sofie Kielgast dog huske sæsonen for.
»Jeg tror, sæsonen har lært mig at værdsætte fællesskabet mere end det at vinde. At værdsætte sine modstanderhold. At heppe på hinanden i stedet for at gøre det til noget fjendtlig. Det tager jeg helt sikkert med mig videre.«
Vinderne af Kaufmann Cup
2023:
Børne showdance: Tamatoa
finalen med. Denne gang har placeringerne dog ikke været de helt samme som sidste år. »Jeg må indrømme, at forhåbningerne ikke har været megahøje efter de første runder. Derfor har jeg nok haft mere fokus på, at jeg skulle hygge mig med det,« fortæller Sofie Kielgast i opvarmningssalen bag scenen, hvor hendes elastikfyldte hår med bandanaer
Fakta om Kaufmann Cup konkurrencen:
- De indledende runder består af tre ”ranglister”.
- Til hver rangliste bliver der tildelt pladser, der samtidig svarer til point.
- Pointene bliver efter sidste rangliste lagt sammen.
- Holdene med flest point, går videre til finaleshowet, hvor den endelige vinder kåres.
mens de venter på at modtage de første børne-showdance-hold, der skal på scenen klokken 13:30.
Iblandt dem sidder Henrik Larsen. Han er familiefar fra Aalborg og har en datter, der skal danse i junior-hiphop-kategorien. Han er taget afsted for at bakke sin datter og hendes drøm op.
»Det betyder ufatteligt meget at skulle se hende stå på scenen, og så endda på en scene af den kaliber,« smiler Henrik Larsen stolt.
Da både børnekategorierne og junior showdance har lagt salen ned, er det endelig tid til junior-hiphop. Den stolte far sidder klar til at se sin datter på scenen, og et par ”let’s go!” og ”kom såå!” forlader da også hans mund i høj volume, da datteren sammen med holdet, Serpents, går på. Samme hold, som Sofie Kielgast også er en del af.
»Jeg har en rigtig god følelse i maven. Som danser husker man hvorfor vi gør, hvad vi gør, når vi kommer ud og optræder på den
Finalen
»Jeg tror, jeg starter med at bide negle,« griner Henrik Larsen og fortæller samtidig, at han nu er nervøs.
Han har igen sat sig i stolen for at se børnekategorien. Her viste det sig at fornemmelserne bag scenen var rigtige. Både Tamatoa og Star Kiddos får flest performance-point fra dommerne, og da børne-
Junior showdance: Dolce Vita
Voksen showdance: Alley Cats
Børne hiphop: The Kidz
Junior hiphop: Rascality
Voksen hiphop: The Collab
På en ganske almindelig lørdag samlede Danske Naturister en gruppe mennesker, dannede et par hold og tog til nøgenbowling i Haslev Bowlingcenter. Her må man sige, at de tog kegler.
Jeg var mere spændt end nervøs, da jeg vågnede lørdag morgen og havde i støbeskeen at tage til nøgenbowling med Danske Naturister i Haslev Bowlingcenter. Tanken om at smide tøjet foran en flok fremmede mennesker var for mig grænseoverskridende, men samtidig tænkte jeg, at det vel ikke kunne være så slemt. Vi bærer jo alle rundt på det samme - det ser bare forskelligt ud.
Sådan er der ikke mange i Danmark, der har det. Vi lever i en tid, hvor medierne har formået at skabe et forvrænget billede af den nøgne krop, og hvor vi nærmest er bange for den. Det er der én enkelt grund til; vi seksualiserer den i stedet for at se den som et unikt redskab. Hvis vores bryster ikke er lige store, vores underarme blævrer eller vi har et ar, som ikke lige er kosmetisk perfekt, bliver vi skræmte. Vi kommer til at føle os usexede, og derfor bliver vi bange for at være nøgne omkring hinanden.
Nøgenekspressen går til Haslev Jeg satte mig ind i toget og drog til Haslev med et åbent sind og en lille smule tømmermænd. Ved ankomst stod jeg et par minutter ude foran den gudsforladte, grå bygning midt i et stort vejkryds klods op af Haslev Station. Et par ældre mænd gik ind, og jeg måtte gå ud fra, at jeg få minutter efter ville få dem at se nøgne. Da jeg trådte ind ad døren, blev jeg mødt af Torben Larsen, der med et smil på læben og en nøgen krop bød mig velkommen i den knapt så varme bowlinghal. Jeg tænkte for mig selv, at det måtte være forfærdelig koldt, at jeg inden længe skulle stå splitterravende Hans Jørgen og bowle med en flok fremmede mennesker. Samtidig tænkte jeg, at nu da der er så koldt, er der da i hvert fald ikke noget på mig, der ikke stritter. Det kunne endda være til min fordel. For også jeg tænker jo en del over, hvordan jeg ser ud - også når jeg ikke har tøj på.
Iført min Eva-uniform præsenterede jeg mig selv, og så var min lørdag allerede ganske anderledes end alle de andre, jeg har i bagagen. Torben Larsen og jeg var på samme hold, og jeg fik dermed muligheden for at snakke en hel del med ham. Og som formand for Danske Naturister har han et helt særligt budskab, som han i årevis har kæmpet for:
»Det skal være alment acceptabelt at gå nøgen rundt. Nøgenheden skal simpelthen afkriminaliseres. Ikke for provokationen, men for foreningens skyld,« udtaler Torben Larsen passioneret og laver dernæst en strike, der siger spar to.
Fordomme min bare...
Der går ikke længe, før jeg føler, at det er ret afslappet at være nøgen. Det er på en eller anden ubeskrivelig måde ikke nær så grænseoverskridende, som jeg troede, det ville være. Imellem mine middelmådige kast med den knapt så tunge, lyserøde bowlingkugle ob-
serverede jeg de andres spil for ligesom at mane de mange fordomme til jorden. Fordomme om at naturister og swingere går hånd i hånd, og at man ikke kan være nøgne i hinandens nærvær uden, at det ender i bunkepul. Der er absolut ingen summen af sex i lokalet. Ingen koncentrerer sig om hinandens kroppe. Det handler udelukkende om spillet og det fællesskab, de nu engang er en del af. Absolut ingen hudsultne blikke. Jeg er overbevist. Der er vandtætte skodder imellem naturisme og sex.
Ud af de 12 mennesker i den nu lidt lunere bowlinghal, møder jeg Gitte og Jørgen. De er gift med hinanden, og siden 1963 har
Den photoshoppede krop har udkonkurreret den naturlige krop, og det skal bare stoppe.
TORBEN LARSEN
Formand for Danske Naturister
deres hverdag foregået nøgen. De bor i et helt almindeligt hus ved Tissø, og her er det altså hverdagskost at lave mad, hænge tøj op og se fjernsyn splitterfornøjet. Dog klæder de sig på, når de skal have besøg af børn og børnebørn. Deres familie kan nemlig ikke helt indfinde sig med, at ægteparret er naturister, hvilket ægteparret selv finder ærgerligt. Gitte og Jørgen er medlemmer af Danske Naturister, og Gitte fortæller mig, at der er langt færre kvindelige medlemmer end mandlige. Derudover er Gitte og jeg de eneste kvinder til arrangementet. Jeg tænker, at kvinden har langt mere at “leve” op til, når det kommer til at vise sig selv frem iført absolut ingenting. Den medieskabte, “perfekte” kvindekrop er for det første afbildet langt mere end mandekroppen og skal derudover leve op til nogle fuldstændig vanvittige idealer, da den jo om noget skal signalere SEX.
»Medierne har ødelagt kvindekroppen, hvilket har medført, at mange kvinder er usikre på deres nøgne kroppe. Den photoshoppede krop har udkonkurreret den naturlige krop, og det skal bare stoppe,« siger Torben Larsen, og det er tydeligt, at han er berørt af budskabet.
Ligeledes fortæller han mig en anekdote om en kvindelig journalist, der ringede og sagde, at hun gerne ville lave et produkt fra et af naturisternes bowling-events. Torben informerede hende om, at Danske Naturister er åbne for eksponering, men at man skal være beredt på at smide tøjet ligesom alle andre. Kvinden trak efterfølgende i land og forklarede, at hun næsten lige havde født, taget en hel del på og derfor ikke ønskede at deltage i nøgenarrangementet. Det var der naturligvis fuld forståelse for, men hvor er det dog synd og skam, at det er det, det skal komme an på, forklarer Torben. Igen mener han, at man er for bange for den nøgne krop og for at blive begloet og bedømt, hvis ikke det hele sidder som det “skal”. Dog ser han ligesom de mange andre medlemmer slet ikke sammenhængen mellem sex, seksualitet og naturisme. Det er simpelthen forskellige måder at være nøgen på.
Bevar Danske Naturister Eftermiddagens seværdigheder lakker mod enden, og efter fire strikes og tre fadøl er det ved at være tid til at tage tøjet på og vende snuden hjem mod Odense. Jeg var nu noget af en oplevelse rigere, og da jeg trådte ud af Haslev Bowlingcenter - ud blandt “tekstilerne”- gik jeg mod Haslev Station med et smil på læben, én på opleveren og med en tanke om, at det der med at være nøgen blandt andre, slet ikke var så slemt. Det behøver tilmed ikke at have noget med sex at gøre. Jeg synes det er ærgerligt, at folk er så usikre, at medierne pådutter folk at skulle se ud på en bestemt måde, og jeg håber inderligt, at Torben og de andre naturister holder den nøgne subkultur ved lige.
I de seneste år har en tendens slået rod i den danske musikbranche. Mandlige musikere krænger i højere grad deres hjerter ud på grammofon, ved at berøre sårbare emner som mentalt helbred, maskulinitet og følelser. LIXEN har talt med en mandlig kunstner og en musikforsker for at forstå tendensens eksistensberettigelse - og om hvorvidt den er kommet for at blive.
Af Amalie Windahl
Foto: Marcus Bjerring privatfoto
Alle i Danmark har efterhånden hørt om mandlige artister som Tobias Rahim og Andreas Odbjerg. Deres populære sange er, om man vil det eller ej, uundgåelige ikke at støde på, når man tænder for radioen. Her kan der både synges om at mænd også græder, eller at der også er en dag i morgen til at få det bedre. Det er ørehængende sårbar musik skrevet af mænd, der taler til modtagerens inderste følelser.
Musikeren Marcus.wav, med det borgerlige navn Marcus Bjerring, slog igennem med sin sårbare musik, da han vandt KarriereKanonen på P3 i 2021. Han er en af mange mandlige artister, som gennem musikken krænger sin sjæl ud til et publikum, der efterspørger inderlig musik.
Ud af radioen blander tonerne af technomusik sig med poppede melodier. Tekststykker om selvmord, psykisk sygdom og depression får én til at stoppe op i eftertænksomhed. Efter beatet i det indledende vers har lagt sig, bliver der sunget:
“Jeg vil købe, et reb i Silvan Jeg vil hænge mig selv ude i et skur
Være alene i en uendelig lur
For når døden banker på håber jeg, at det er min tur
For jeg får tinitus af det tikkende ur…”
Det er Marcus Bjerring, der synger under sit alias Marcus.wav. Han er en dansk kunstner, der netop har slået igennem
Jeg har egentlig aldrig været så god til at gå til psykolog og sådan noget. Det, synes jeg ikke, er så fedt. Så musik har for mig været en god måde at kunne udtrykke, hvordan jeg egentlig havde det,«
MARCUS BJERRING Musiker
med sårbar, jeg-centreret og dansksproget musik. Hans debutalbum ”Hvis mit hjerte ikke stopper,” beskriver en tid med depression og selvmordstanker. Gennem musikken fik han mulighed for at sætte ord på de svære ting, som ikke var så nemme at få sagt højt: »Jeg har egentlig aldrig været så god til at gå til psykolog og sådan noget. Det, synes jeg ikke, er så fedt. Så musik har for mig været en god måde at kunne udtrykke, hvordan jeg
egentlig havde det,« fortæller han.
I processen opdagede han dog også et ophøjet ansvar for den platform, han lige pludselig havde fået. Der var faktisk folk, der lyttede til det, han sang om. Nogle gange fik han beskeder om natten fra folk, der delte deres dybeste tanker med ham, eller spurgte ind til, om han var bange for at dø. Han blev der-
netop noget, som lytterne efterspørger i øjeblikket:
»Utrolig meget musik fra danske kunstnere i disse år er dansksproget. Og det er som om, at det at synge på dansk er blevet en norm. Det understreger jo også, at der er et behov for at høre sange, der handler om noget nært. Og det kan man bedre kommunikere til
det er blevet mere ’populært’ at tale om sine følelser:
»Det er bare blevet mere populært at snakke om éns følelser. Jeg tror, der både er nogen, der bare gerne vil tjene penge på det, men også nogen der måske får lov til at åbne op om noget, de ikke har turde åbne op om før,« fortæller han.
Hele macho-komplekset i musik er ikke noget, han selv har meget af i sin egen musik. Men derfor er han stadig opmærksom på sine ordvalg i sange for ikke at blive misforstået.
»Jeg synes ikke, der er noget galt i at skrive om, at man scorer damer i byen, det er mere bare, hvordan man formulerer det. At man ikke bruger nedsættende og sexistiske ord. Det der med, at man tænker over, hvordan man snakker om andre mennesker eller bruger ord, der har magt,« fortæller han.
»Man kan ikke rigtig være sur på nogen, der har det dårligt.«
for opmærksom på, hvor stort et ansvar det bringer med sig, når man som artist, udgiver den form for sårbar musik:
»Jeg synes, at det er fucking vigtigt, når man sender noget ud, der er så alvorligt, som jeg har gjort. Så synes jeg også, at man har et ansvar i, at når folk skriver noget, så svarer man sgu lige,« fortæller han.
Musikken er sårbar, jeg-fikseret og dansksproget
Ifølge Henrik Marstal, som er musikforsker og har en ph.d.-grad i musikvidenskab, er der de sidste par år sket et skift i populærmusik –det må gerne være sårbart, dansksproget og jeg-centreret.
»I og med, at Tobias Rahim kan lave et nummer som: ”Når mænd græder”, der bliver så stort et hit, som det gør, så kunne det godt tyde på, at der er mennesker derude, der genkender det, der bliver sunget om. Og derfor kan man måske godt sige, at det i hvert fald er noget, der bliver grebet og ført ind i populærkulturen,« forklarer han.
Henrik Marstal fremhæver desuden at mange danske kunstnere er blevet mere selvfikserede i deres musik. Det handler ikke om egoisme, men giver anledning til, at artisten kan fortælle om deres egen verden ud fra et fuldstændigt privat perspektiv. Det er
folk på éns modersprog,« fortæller Henrik Marstal.
Macho-komplekset i musik har ændret sig
Er det sexet, når mænd græder? Det vil nogen mene, og måske er det også en af grundene til, at et opbrud, med hvad vi tidligere forbandt med maskulinitet og sexiness i disse år, bliver sat på spidsen i musikken.
Henrik Marstal taler meget om det paradigmeskifte, vi som samfund har set det sidste årti, hvor der er kommet mere fokus på bl.a. sexisme og krænkelser. Det har også banet vejen for, at mænd i højere grad end tidligere kan tale åbent om deres følelser. Han kan ikke entydigt pege på, om det er en decideret tendens, men det er i hvert fald noget, der er mere fremtrædende i populærmusik end tidligere.
»Der er mange mandlige kunstnere, der har nedtonet en macho-selvforståelse og en macho-attitude, hvor man som mand puster sig lidt op og omgiver sig med maskuline kendetegn, fx ved at italesætte kvinder som seksuelle objekter. Sådan nogle ting er der blevet mindre af,« fortæller han.
Marcus Bjerring ser det ikke selv som en decideret trend, fordi han personligt altid har lyttet til følsom musik. Dog han godt se, at
Selv beskriver Marcus.wav sin musik på diverse musikplatforme som depressions-techno: “Lyden af en ung mands tankemylder gennem de frustrerende og ufuldstændige fantastiske 20’ere,” og “lyder godt, hvis man skal danse, eller er ked af det.”
Indgraveret på hans ryg, står der med store blokbogstaver “FUCK DEPRESSION” til evigt minde om en periode i hans liv. Han fortæller en anekdote fra en sommer, hvor mange tog billeder af hans ryg i smug, når han ikke havde trøje på. Det gjorde ham usikker ikke at vide, om de gjorde det i en god eller dårlig tro. Og netop det kan han oversætte til sin musik, da jeg spørger ham ind til, hvordan andres reaktion har været på hans sårbare musik: man kan ikke være sur på nogen, der har det dårligt.
»Det kan godt være, folk synes, jeg synger dårligt, men selv det at snakke om de her ting, tror jeg, de fleste mennesker har respekt for. Det er meget tabubelagt, og jeg tror alle kender nogen, der har haft en depression,« uddyber han.
Man kan bl.a. høre Marcus.wav på SPOT-festival i Aarhus d. 5.-6. maj sammen med 237 andre upcoming kunstnere.
Har du tanker om selvmord? Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, kan du kontakte Livslinjens telefonrådgivning på 70 201 201 alle årets dage i tidsrummet 11-05. Det er også muligt at skrive eller chatte med Livslinjens rådgivere.
Af: Amalie Windahl
Foto: Amalie Windahl
Måske går du og leger lidt med tanken om at rejse til eksotiske himmelstrøg denne sommer. Det kan være, du ligefrem overvejer at arbejde som frivillig – det ser både godt ud på CV’et og kan bruges til at pudse glorien. Hvis du går med en frivilligdrøm i maven, vil jeg anbefale dig at bruge din kritiske, journalistiske sans på bedste vis – det er nemlig ikke alle frivilligorganisationer, der har de bedste intentioner. Du skal især være opmærksom, hvis du gerne vil arbejde med børn.
I starten af 2022 drager jeg til Ghanas hovedstad Accra for at se mit White Savior-kompleks i øjnene ved at arbejde som praktikant på en journalistisk lokalredaktion. Jeg får lov til at skrive om alt – fra handicappede, der ikke kan få job, til en skole for svært autistiske unge. Den får ikke for lidt, og jeg oplever ting, der påvirker, hvordan jeg ser verden i dag.
Der er bare et sted, hvor filmen knækker for mig. Hvorfor betaler jeg 20.000+ for at arbejde som praktikant, når mine uddannede journalistkollegaer tjener 800 kr. om måneden? Hvilken forskel gør det egentlig, at jeg oplyser avisens læsere om ringe arbejds- og levevilkår, når der alligevel ikke er udsigt til økonomisk hjælp fra landets side?
For størstedelen af pengene går til organisationen. Dem, som sidder på et kontor i London eller New York og koordinerer de her rejser. De tjener penge på dine gode intentioner. Og det er en større forretning, end man lige går og tror.
Voluntorism
Voluntourism er en sammensætning af ”volunteering” og ”tourism”. Så kan du besøge turistattraktioner og samtidig udføre frivilligt arbejde i de lande, du besøger.
Om voluntourism udelukkende er en god ting, kan diskuteres. Både på grund af den mangelfulde økonomiske gennemsigtighed fra organisationernes side, og fordi børnehjem i nogle af verdens fattigste lande tjener penge på at gøre børn forældreløse, så de kan lokke turister til, som både arbejder gratis og donerer penge. Jeg vil nu forklare dig, hvordan det hænger sammen.
I ulande anbringer man børn på børnehjem, hvis deres forældre er døde, eller de ikke kan bo derhjemme. I Vesten anbringer vi dem i højere grad hos plejefamilier eller hjælper familierne videre på anden vis. Den generelle opfattelse i Vesten er, at børnehjem er kummerlige, og derfor tager vi til Den tredje verden for at arbejde frivilligt med intentionen om at hjælpe børnene. Dog er vi ubevidst med til at gøre børnehjem til levedygtige virksomheder i udlandet. Det er nemlig sådan, at langt størstedelen af de børn, der er på børnehjem, har familier.
En række organisationer, der kæmper for børns vilkår, har lavet undersøgelser af børnehjem for at tjekke op på påstande om, at størstedelen af børnene på plejehjem ikke er forældreløse. Eksempelvis har en undersøgelse foretaget af Red Barnet i 2005 vist, at 92% af børnene på et børnehjem i Sri Lanka havde en levende forælder. Unicef kiggede ligeledes på et børnehjem i Liberia i 2006, hvor det viste sig, at 98% af børnene, der boede på børnehjem, ikke var forældreløse.
Voluntourism er også en forretning, der
skal køre rundt. Og det skal man være opmærksom på, hvis man vælger at tage til udlandet for at arbejde frivilligt. Værtslandet er nemlig afhængig af frivillige og økonomisk støtte.
Hvis man har set den Oscar-vindende film ”Slumdog Millionaire”, husker man måske scenen, hvor de to brødre Jamal og Salim bliver taget med til et børnehjem. Her lærer de to ejere børnene at synge smukt for derefter at hælde syre i deres øjne, som resulterer i blindhed. Naturligvis, så de kan få flere penge fra barmhjertige hvide mennesker. Og den scene kunne sagtens udspille sig i virkeligheden.
Det er et dilemma, fordi man på den anden side kan argumentere for, at det i sidste ende hjælper verdens fattigste økonomisk. Ligesom man kan argumentere for, at det at købe ting fra Kina trods alt afhjælper fattigdom, selvom arbejderne er dårligt lønnede. Det her er absolut ikke en opfordring til ikke at arbejde som frivillig – men man bør være opmærksom på flere faktorer. Vælg en organisation, der er transparent med deres økonomi. Stil spørgsmål, vær kritisk. Hvis du vil have et arbejde, hvor du arbejder med mennesker, så overvej hvem du gør det for. Din egen eller børnenes skyld.
TikTok kender os godt - rigtigt godt. Den populære app ved, at jeg elsker at se madlavningsvideoer, makeup tutorials og sladder fra Hollywood. På det seneste tyder meget dog på, at det lille sorte og hvide T-formede og node-lignende symbol har mistet sin troværdighed. Og netop derfor mener jeg, at vi skal genoverveje vores færden på sociale medier.
Af Laura GrassonGrafik: Pixabay
Evnen til at kunne gennemskue brugerne har gjort TikTok så populær, at over en milliard mennesker gjorde brug af appen i januar 2023. Indholdet i appen bestemmes, ligesom på så mange andre apps, ud fra en algoritme, der sørger for, at hver enkelt bruger får personaliseret indhold. På den måde kan man få vist lige de videoer, man kan lide at se. Appen kan ud fra algoritmen se, hvilke videoer jeg ser, og hvilke jeg kører forbi. Hvis jeg følger bestemte content creators, foreslår appen andre videoer, der minder om, og hvis jeg også ser dem, kommer jeg på en måde længere og længere ind i algoritmen.
I gennemsnit bruger TikTok-brugere 1,5 timer om dagen på appen, og det er næsten dobbelt så lang tid som Instagram og Facebook, skriver SensorTower, som er en virksomhed, der analyserer datatendenser på nettet. Og netop måden hvorpå appen gennemskuer sine brugere, er årsagen til dens popularitet. For mit eget vedkommende er det en zone, hvor jeg kan trække stikket fra alt omkring mig.
Slet appen!
Netop denne usædvanligt nøjagtige måde at kende sine brugere på fik Center for Cybersikkerhed til at råde alle statslige myndigheder til at få deres medarbejdere til at slette TikTok på deres arbejdstelefoner. Begrundelsen lød: »Flere af de datakilder, som TikTok har mulighed for at indsamle, kan potentielt anvendes til at udføre spionage mod brugere af appen.«
Jeg er bekymret for, i hvilke hænder mine oplysninger havner. Og jeg får da lidt en knude i maven, når jeg tænker på, om man generelt har en tendens til blindt at give adgang til personlige data på telefonen.
Med andre ord er appen simpelthen lidt for god til at kende os, og det kan faktisk frygtes, at de informationer, man potentielt kan indsamle, er skadelige for os. Det er ingen hemmelighed, at det skræmmer mig - hvem frygter ikke at blive overvåget, eller at virksomheder har en masse data på én? Men på samme tid kan jeg ikke undgå at tænke, at man måske ikke er forsigtig nok med sine data.
Lige netop TikTok er ekstra meget i vælten for tiden. Det er den, fordi appen kender os usædvanligt godt. Næsten alle apps prøver at regne deres brugere ud - TikTok er bare usædvanligt god til det. Og det er dér, det bliver en smule skræmmende. For hvordan kender TikTok mig så exceptionelt godt? Og det gør den, for det kan til tider være som at ryge direkte ned i et kaninhul, hvor man swiper videre i al uendelighed.
Appen kender os så nøjagtigt, fordi den indsamler mere data om os, end vi er klar over. Faktisk viser det sig, at TikTok er den app,
bruge adgangen og oplysningerne til, skubber man væk.
Center for Cybersikkerheds udmelding har fået flere ministerier, institutioner og medier i Danmark og i udlandet til at fraråde deres ansatte at have appen installeret på deres arbejdstelefon. Da det kom frem, fik det mig til at slette appen. Jeg syntes, at det virkede skræmmende at kunne blive overvåget på telefonen, for hvad bruger man oplysninger til, hvis man overhovedet bruger dem? Jeg er bekymret for, i hvilke hænder mine oplysninger havner. Og jeg får da lidt en knude i maven, når jeg
forpligtet til at dele data med de kinesiske myndigheder, hvis myndighederne anmoder om adgang.
Men er problemet så i virkeligheden Kinas adgang til vores data? Er det ikke mindst ligeså skræmmende, at amerikanerne gennem Instagram og Facebook også indsamler informationer om os?
»Mange har en tendens til at smide de forskellige sociale medier i samme gryde og sige, at de smager ens. Men det gør de ikke. Der er forskel på, hvor firmaerne hører hjemme, og hvor meget de ved om os – og der er TikTok særligt slem,« siger André Ken Jakobsson, forsker i hybrid krigsførelse ved Syddansk Universitet, til TV 2.
Okay, så TikTok er værre end andre medier, når det kommer til indsamling af data om brugerne. Alligevel skal jeg ærligt indrømme, at da påsken ramte, og jeg havde mere fritid end normalt, så downloadede jeg appen igen. Selvom det lyder dumt, så savnede jeg de korte, underholdende videoer i min dagligdag. Dét i sig selv er skræmmende og viser, hvor indgående TikTok kender os, og hvor afhængig man kan blive af den. Da jeg gendownloadede appen, tog jeg et kig på mine privatindstillinger og sørgede for, at den hverken fik tilladelse til mit kamera, min mikrofon eller min lokation - på den måde følte jeg mig mere ansvarlig.
Begræns adgangen til din data Så måske er det her ikke en snak om, hvorvidt man skal frygte TikTok og slette den, fordi den høster data fra os. Jeg tænker, at det i virkeligheden en påmindelse om, at vi generelt skal tænke over, at vi overalt efterlader spor, og at vi skal være påpasselige.
der er mest invasiv blandt SoMe-apps, og her er, hvad appen som minimum har adgang til: Din placering, dine billeder og videoer, dine stemme- og/eller lydoptagelser, dit navn, bruger-id, adresse, email, telefonnummer, betalingsoplysninger, købshistorik og meget, meget mere.
Derudover er TikTok af flere omgange blevet kritiseret for at indsamle data om børn og overvåge journalisters fysiske lokation for at finde frem til deres kilder.
Når jeg downloader en ny app, kender jeg godt, at man bare giver den lov til at få adgang til alt det, den spørger om. Mikrofon, kamera eller lokation. Man undskylder det med, at appen nok skal bruge de oplysninger til noget brugbart. Tankerne om, hvad appen mon skal
tænker på, om man generelt har en tendens til blindt at give adgang til personlige data på telefonen.
Er problemet i virkeligheden Kina?
TikTok er ejet af det kinesiske firma ByteDance, som har hovedsæde i Beijing og er kinesisk udviklet. Mediet mistænkes for en omfattende dataindsamling, som man kan frygte kommer i hænderne på det kinesiske styre. I Kina censurerer landets kommunistparti internettet. De renser det for kritik af partiet og bruger det til overvågning af landets 989 millioner kinesiske internetbrugere. Fordi virksomheden er underlagt kinesisk sikkerhedslov, har det fået Vesten til at frygte, at ByteDance er sårbar, fordi virksomheden er
»Uanset hvad er min anbefaling, og det gælder både TikTok, Instagram, Facebook og alle de andre, at give dem så lidt adgang til data som overhovedet muligt, ved at gennemgå dine privatlivsindstillinger. Lad være med at give adgang til lokation, mikrofon og kamera, med mindre det er strengt nødvendigt,« fortæller DR’s techkorrespondent Henrik Moltkes.
Det er der i virkeligheden intet nyt i. Vi har altid skullet være forsigtige med deling af vores data - og i min optik skal vi bare være bedre til at stille os kritiske over for alt det, som vi giver vores apps adgang til. For mit eget vedkommende vil jeg følge tech-eksperternes råd om at give sociale medier så lidt adgang til mine data som overhovedet muligt. Fra nu af siger jeg pænt nej tak til invitationen om Facebooks adgang til mit kamera, Instagrams forslag til brug af mikrofon og TikToks adgang til min lokation.
Jeg tror måske bare, at jeg tager et kig på de privatindstillinger med det samme.
Mange mener, at dem der er mest sure over, at Irma lukker, slet ikke handler der. Og de har ret, for jeg er selv en af dem. Jeg har kun været i Irma et par gange og købt en meget ikke-irma ting, nemlig en proteinbar, fordi den lå ved siden af fitnesscenteret.
Men dem der mener, at det er dumt at gå og begræde det snarlige tab, når man ikke engang handler derinde, har ikke forstået, at det handler om, at tegnefilmen bringer minder frem i os fra en tid, hvor vi ikke skulle tænke over, hvad vi sagde og gjorde. På samme måde bringer Irma barndomsminderne frem i os. Minder fra dengang vi længtes efter at have råd til at købe de lækre ting derinde. Minder om at handle med sine forældre, og man ville have det hele, men fik det ikke. Trangen efter det uopnåelige, som man vidste, at man ville kunne få, når man blev voksen.
Drømmen om speltmor spoleres
Selv har jeg altid haft lidt en drøm om, at jeg skulle blive en af de såkaldte speltmødre, der handler i Irma. Drømmen bliver ødelagt lidt nu. Hvis du ikke ved, hvad en speltmor er, har Mette Mølbak, moderedaktør for ALT for damerne, en god beskrivelse af det:
»En speltmor er en der sætter sit moderskab i centrum og ophøjer det over alt andet. Sig selv, parforholdet og arbejdslivet. Børnene og det at være mor bliver styrende for deres liv, og de kæmper hysterisk for at opfylde alle korrektheds idealer om de rigtige meltyper på hylderne.«
Og så tænker du måske, hvorfor er det en drøm, du har?
var lidt kikset, men inderst inde stadig længes efter.
en hel afdeling med kvalitetsvine. Og så er det, om end kliché. Noget, der ikke kan beskrives, det skal mærkes.
Irma var et af de første supermarkeder i Danmark
Det første supermarked mine bedsteforældre og forældre oplevede var Irma. Der var ikke noget, der hed supermarkeder, da de var børn. Der hed det, at man tog til slagteren for at finde sit kød, til bageren for at finde sit brød og til grønthandleren for at finde sine grøntsager. Det første egentlige supermarked i Danmark åbnede i 1953 i Islev i København, og i 1954 åbnede Irma. Mine bedsteforældre var i 20’erne, og mine forældre var teenagere. Og nu kommer jeg til at lyde som mine egne bedsteforældre.
»Men hvor var det bedre i gamle dage«
Dengang var der flere kvalitetsvarer, fordi varerne var lavet helt fra bunden. De var ikke masseproducerede, som de er i dag, og der var heller ikke alle mulige sprøjtemidler og tilsætningsstoffer tilsat.
For de damer der læser med, er svaret måske oplagt. Det er det i hvert fald for mig. Jeg vil gerne være karrierekvinde, og samtidig kunne bevare drømmen om at blive en god mor og kone.
Et andet spørgsmål, du måske sidder inde med, er, hvorfor skal man så handle i Irma, man kunne jo ligeså godt handle i Føtex eller Meny?
For nogle er det måske næsten det samme at
handle de steder, men ikke for mig. Jeg har ikke de samme minder fra Føtex og Meny, som jeg har fra Irma. Udover det, så oser Irma bare delikatesse og kvalitet, når jeg går derind. Det er en mindre butik, hvilket gør butikken mere overskuelig og får varerne til at være mere iøjnefaldende. De har en afdeling med lækre oste, i et rum med speciel temperatur, der passer perfekt til osten. De har en afdeling med godt kød og
Hvad skal alle os, der efterspørger de gode gamle kvalitetsvarer, gøre nu? Skal vi begynde at gøre ligesom i gamle dage, hvor man gik til slagteren for at købe sit kød og bageren for at få sit brød, hvilket jo kan være ret tidskrævende, når man også drømmer om at blive karrieremor. Så skulle man begynde at handle på nettet og dermed glemme alt om charmen ved at gå ned i et supermarked og møde kassepersonen i øjenhøjde. Ellers så kunne vi jo bare bøje os og gå ned i Meny eller Føtex, der minder lidt om. Jeg er ikke klar til at give op på mine drømme og minder, og jeg er ikke alene om at have den holdning.
er som den tegnefilm, man så som barn, og som vi i dag ville meneAf Sia Keil Illustration: Malou Albryn