3 minute read

5. Brug af IT og medier

Ved at benytte smartphone, tablet eller laptop har eleverne de bedste muligheder for at understøtte deres sprogindlæring. De kan fx optage højtlæsninger og rollespil samt lave kreative præsentationer og lignende.

For os lærere er det vigtigt, at brugen af IT understøtter undervisningen, men samtidigt ikke røver værdifuld undervisningstid. Derfor er det vigtigt at arbejde ud fra devisen: ”KIS – Keep it simple”, og at du som lærer altid har de pædagogiske og didaktiske mål i fokus, når du inddrager IT og medier.

Digital portfolio

Gør man det til en vane, at eleverne optager og gemmer deres oplæsninger og præsentationer, har man som lærer en fantastisk mulighed for at evaluere elevernes mundtlige færdigheder. En disciplin, der ellers kan være problematisk, da det er svært at fastholde forskelle og nuancer i mundtlige færdigheder med pen og papir uge efter uge. Gem elevernes arbejde på en fælles platform.

Interaktiv tavle

Den interaktive tavle kan med fordel benyttes, når I i fællesskab arbejder med fx mindmaps, brainstorms eller introduktioner til grammatiske emner. Som tidligere nævnt er det også en god ide at samle ord, vendinger og spørgsmål på digitale tavlesider, da de let kan hentes frem igen. Sociale medier

I Momo 9 skal eleverne i opgaverne arbejde med forskellige sociale medier – fx blogs, chatfora o. lign. – som teksternes personer bruger for at kommunikere med hinanden. I det daglige arbejde foregår det analogt enten i Arbeitsheft eller på kopiark. Men med meget lidt arbejde, kan man gøre det elektronisk. Hvis man deler et dokument – fx via Google Docs, Microsoft 365 eller Padlet – og giver alle elever adgang, kan de alle se, hvad hinanden skriver og kommentere på det. Præcis som på de sociale medier. Man kan også arbejde mere kreativt og uploade billeder og videoer.

Hvis I arbejder digitalt er det naturligvis vigtigt at tale med eleverne om sikkerhed på nettet. Lav regler for, hvad der bliver uploadet, og gør det klart, at dokumenter og billeder er til brug i undervisningen, og derfor også skal have en vis standard.

Opgaver på nettet

Undervejs i arbejdet med teksterne i Momo 9, skal eleverne arbejde digitalt og løse opgaver på nettet. Alle disse opgaver kan løses på både PC, laptop, tablet eller smartphone, og eleven har også tilgang til alt det digitale materiale hjemmefra. På hjemmesiden momo.alinea.dk finder I blandt andet: • selvrettende træningsopgaver til de forskellige grammatiske emner i ”Sprachlupe” og ”Mini-Sprachlupe” • i flere kapitler er der opgaver i forbindelse med tekstarbejde, film eller sange, som skal løses på nettet. • ekstra materiale i forbindelse med ”Du hast die

Wahl”, hvor du som lærer enten for hele klassen eller for enkelte elever kan vælge tekster og opgaver i forskellige længder eller sværhedsgrader. • evalueringen i slutningen af hvert kapitel ligger på hjemmesiden og alle opgaverne løses digitalt.

Når du er logget på momo.alinea.dk med et lærer- login, kan du til opgaver, hvor eleverne leverer svar/ input i form af fritekst, få alle klassens svar frem i et samlet billede som en slags post-it-væg. Du kan

anonymisere svarerne, hvilket giver mulighed for at kigge på besvarelserne fælles i klassen og tage en snak om dem, uden at udstille nogen. Til selvrettende opgaver kan du naturligvis få vist facit uden selv at løse opgaverne først.

Digitale værktøjer

I de afsluttende projekter lægger vi op til, at eleverne arbejder med og inddrager digitale tools i forbindelse med deres produktioner. Det handler fx om værktøjer til at lave præsentationer eller plakater: • padlet • wikispaces • ExplainEverything • easel.ly • Prezi • Book-Creator • issuu

Mange skoler har adgang til Skoletube. Her ligger de fleste af de nævnte værktøjer til løsning af opgaver, øvelser og projekter. De er gennem Skoletube lige til at bruge og ofte i en meget brugervenlig udgave.

This article is from: