Fra symptomer til trivsel

FRA

SYMPTOMER

TIL TRIVSEL

At forstå og gribe børns

og unges invitationer

JØRN NIELSEN

FRA SYMPTOMER TIL TRIVSEL

JØRN NIELSEN

FRA SYMPTOMER TIL TRIVSEL

At forstå og gribe børns og unges invitationer

Med forord af Per Schultz Jørgensen

AKADEMISK FORLAG

FRA

SYMPTOMER TIL TRIVSEL. AT FORSTÅ OG GRIBE BØRNS OG UNGES INVITATIONER

Jørn Nielsen

© 2023 Akademisk Forlag, København

– et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Denne bog er beskyttet i henhold til gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder for eksempel, at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node, se: www. tekstognode.dk/undervisning.

Forlagsredaktion: Lene Kamuk

Omslag: Henriette Mørk

Fotos: Peter Waldorph Grafisk Design

Sats: Lumina Datamatics Ltd.

Bogen er sat med: Charter ITC og Katarine

Tryk: Livonia Print

1. udgave, 1. oplag, 2023

ISBN: 978-87-500-4946-3

akademisk.dk

AKADEMISK FORLAG STØTTER BØRN OG UNGE

Akademisk Forlag er en del af Egmont, der som Danmarks største mediekoncern har bragt historier til live i mere end 100 år. Egmont er en dansk fond, som hvert år uddeler næsten 150 millioner kroner til børn og unge, der har det svært.

Indhold

Forord 11

Af Per Schultz Jørgensen

Indledning 15

Læsevejledning 20

Cases og illustrationer 21

Tak 22

DEL I: TRIVSEL I KONTEKST

1. Symptomer er kommunikation og invitationer 27

Symptomer er kommunikation 28

Invitationer til nyorientering 29

Invitationer er en gave 32

Antropologisk nysgerrighed 34

Trivsel og mistrivsel er mere proces end “outcome” 36

Forskellige grundsyn på trivsel 37

Mistrivsel: Når udviklingen er gået i stå 37

Trivsel kræver fælles indsatser 39

Klassisk og ny udsat hed 41

2. Kontekst og transkontekstualitet 45

Forbindelser mellem adskilte sammenhænge 51

Mellem specialiseret viden og sammenhænge 52

Nyttige tilgange i praksis 54

Nysgerrighed og uærbødighed 54

Multiple perspektiver og smitte mellem arenaer 55

Kreativitet med afsæt i inkongruens 56

Mikro- og makrobekræftelser 57

Doublebind og paradokser 58

Komplementaritet og kreativitet 60

Bryd den dominerede fortælling 63

3. Se på barndommen – i sammenhæng 65

Børns deltagelsesmuligheder er afgørende for deres trivsel 67

Forskning skal bruges i praksis 68

Hvad viser kvantitative undersøgelser? 70

30 års indsatser uden ændr inger i trivselsbilledet 73

Forskning med blik for sammenhænge 74

Tidlig indsats uden selvopfyldende profetier 76

Tal, der inviterer 77

DEL II: FORUDSÆTNINGER FOR UDVIKLING

4. Familien 81

Barnets invitationer ses ofte lettest i familien 81

Tæt på familiens mønstre 83

Opmærk somhed på søskende 84

Familien – en flertydig størrelse 85

Sociale forhold og udviklingsbetingelser 86

Relativ fattigdom 88

Familiebr ud 89

Etnicitet 89

Vold og misbrug 90

Anbragte børn 90

Respektfuld støtte til udvikling 90

Afstemning, korrigering og udvikling i samspil 92

Skyld og skam er også invitationer 93

Opbygning af epistemisk tillid 94

Tilknytning 97

Familieterapi i kontekst 99

5. Dagtilbud og skole 103

Dagtilbud og skole i en præstationskultur 104

Skole og dagtilbud som udviklende fællesskaber 106

Samarbejde mellem pædagogisk personale og forældre 110

Fundamentet for en fællesskabsudviklende organisation og kultur 110

Mening og mestring for alle parter 111

Personalenormering og læringsmål i dagtilbud 112

Skolefravær er ikke bare skolefravær 114

Pres og krav 117

Erfaringer fra ti års inklusionsbestræbelser 117

Voksenfællesskaber – en vej til udvikling 120

6. Kammeratskabsgrupper og sociale medier 123

Deltagelsesmuligheder og voksenansvar 126

Omsorgsetiske handlinger 127

Mobning og ensomhed 128

Sæt det individuelle fokus i parentes 132

Voksne har ansvar for børns fællesskaber 135

Tag ansvar for børns brug af sociale medier 136

7. Biologi i kontekst skaber børn i forandring 143

Biologien er foranderlig 146

Biologi er forbundet med miljø og mening 147

Bio-psyko-social identitetsdannelse 148

Neurodiversitet: Anerkendelse af forskellighed 150

Hjer nens plasticitet 151

Epigenetik 152

Biologi som dominerende videnskab 154

Erfaringer og stressrespons 155

Stressens – og belastningens – biologi 158

Biologi, symptomer og kommunikation 160

Miljøer, der understøtter bio-psyko-social udvikling 160

DEL III: INDSATSER OG POTENTIALER

8. Invitation til nyorientering 165

Det etiske imperativ 166

Det samfundsmæssige imperativ 168

Kompleksitet i et systemisk perspektiv 169

Et lille stykke praksis 170

Mind is social 172

Specialiseret viden skaber adskilte delteorier 172

Koordinering af meningssammenhænge 173

Fællesskab, forebyggelse og faglighed 174

Dekonstruktion af tilsyneladende sandheder 175

Opmærksomhedspunkter 177

Social ulighed i en pædagogisk verden under pres 178

Afmagt, fastlåsthed og sårbarhed 179

Tværgående indsatser åbner for nye veje 179

Tro på udvikling 180

Det specialiserede udvikles i samspil med det almene 180

Tidlig indsats frem for tidlig opsporing 181

Systemsvigt 181

Visitation til erfaringer, der ikke er gjort endnu 181

Overskrid den kommunale silotænkning 182

Sprog skaber mennesker 183

Inddragelse af mange niveauer 184

9. Veje til trivsel 187

At forbinde viden på en livgivende måde 189

Resiliens 190

Salutogenese 194

Systematik og måling 199

Viden, passion og nærhed 200

10. Fra belastninger og traumer til forbindelser og tillid 203

Barndomsoplevelsers betydning 204

Traumer 206

Dissocier ing 210

Barnets historie skaber nye forbindelser 211

Indsatser 212

Samtaler 213

Fra halve historier om adfærd til hele historier om gode intentioner 214

Moment of relief 215

Rebriefing 215

Flashforward 216

PTMF 217

Posttraumatisk vækst 218

Udvidet perspektiv og nyorientering 219

11. Metaundersøgelser 223

Metaundersøgelser i et antropologisk perspektiv 226

Udredning af ændr ingspotentialer 227

Fælles ejerskab 230

Negentropi 232

Dobbelte beskrivelser 233

Alle beskrivelser og fortællinger er subjektive 236

Merviden 237

Kernesymptomer og kernefænomener 238

Det etiske aspekt 239

Nyttige og afgørende spørgsmål 240

Tests og observationer 241

Social anamnese 242

Skr iftlighed 244

12. At navigere i kompleksitet 247

Komplekse problemer kræver komplekse løsninger –og fokus på processer 248

Fælles og organisatorisk læring 250

Lederskab af processer 252

De gode begyndelser og sproget sætter scenen 254

At spørge til fællesskabets perspektiver 255

Tvivl 258

Unikke undtagelser og ledestjerner 258

Hypoteser åbner for nye forståelser 258

Par tycrashing 259

Afmagtens ansigter 260

Håndter ing af afmagt 262

Fra emotioner til værdier og intentioner 265

Var me data peger på det mellemmenneskelige 267

Bør ns og unges deltagelse 267

Efterord: Et samfund med børn og unge i trivsel 271

Litteratur 275

Forord

Af Per Schultz Jørgensen

Det er et tilbagevende tema i den offentlige diskurs: Mange børn og unge i Danmark trives ikke. Vi får det dokumenteret i undersøgelse efter undersøgelse. Selv børn i grundskolen kan sætte kryds ud for påstanden: ’Jeg er ikke glad for livet for øjeblikket’. Og går vi til aldersgruppen 16-34-årige svarer næsten en tredjedel af kvinderne, at de i perioder mistrives. Vi ved det også fra ventelisterne til hjælp i psykiatrien, der er måned- eller årelange. Eller fra køen foran psykologkontoret –det er gratis for unge ’at gå til psykolog’, men svært at få en aftale om en tid hos en psykolog.

Kort sagt: Fra mange kanter får vi meldinger om alt for mange børns og unges dårlige trivsel og mangel på hjælp. Vi ved godt, at de mange beretninger dækker over nuancer, grader af alvorlighed og forskellige diagnoser. Derfor er det et øjebliksbillede over sundhedstilstanden i et velfærdssamfund, og det må i sig selv give anledning til undren. Hvordan kan så stor en andel af børn og unge mistrives i et af de bedste velfærdssamfund i verden? For det er jo det, der er tale om. Og da det ikke er et nyt spørgsmål, må det følges op med en slags mistrøstig konstatering: Hvorfor er der ikke fundet veje til løsning, hvorfor er andelen af unge i mistrivsel snarere stigende? Er det, fordi problemet ikke ’bare’ lader sig løse som et af den slags problemer, hvor der træffes politiske beslutninger og bevilges flere ressourcer?

Det tror jeg er tilfældet. Vi løser ikke problemet ved at ansætte flere psykiatere eller gennemføre flere undersøgelser. Vi står med det, der kaldes en strukturel udfordring. Det betyder, at problemerne med manglende trivsel hos store grupper af børn og unge hænger sammen med måden, vi har indrettet samfundet på, og måden vi lever livet på. Vores livsform har dysfunktionelle konsekvenser, der måske især rammer unge i den periode af livet, hvor de for alvor skal finde sig selv som ansvarlige mennesker, der kan indgå i tætte forhold til andre. Det er deres sigtepunkt, og vi må se dem som hjælpsomme,

selvom deres symptomer rejser afgørende temaer, både helt konkret og samfundsmæssigt. Også når der es symptomer ser alt andet end hjælpsomme ud.

Det er også en forståelse, som Jørn Nielsens bog skriver sig ind i. Den ser manglende trivsel som et resultat af systemer, der ikke hænger sammen eller måske direkte modarbejder hinanden. Et barns symptom er et signal, et budskab, eller som bogen siger: ’en invitation’ til dialog og til nyorientering. Men vi giver i dag ikke de svar på invitationen, som kunne løfte den unge ud af ensomheden. Måske fordi systemerne modarbejder eller blokerer. Vi siger, at den unge ’har en depression’ og forsøger så at hjælpe den enkelte, hvor det i stedet skulle være systemerne, der kom i kontakt og bragte kommunikationen op på et mere konstruktivt niveau –altså tænke i relationer og netværk. Vi står med en faglig og etisk opgave, som vi kan løse bedre. Vores ansvar rækker ud over behandling af de enkeltes symptomer. Det handler bogen om.

Systemtilgangen lægger også op til at inddrage et samfundssyn. Men dermed stilles også spørgsmålet, hvorfor det er kommet så vidt i dag, at systemerne er ude af balance – og at det enkelte menneske risikerer at blive mast mellem dem? Eller er så meget i opbrud, at den enkelte ikke kan navigere? Jeg tror, vi skal forstå det sådan, at vi historisk set er langt inde i en ny måde at være menneske på. Idealet er det individualiserede menneske, der er i ’kontakt med hele verden’, men som også er mere sårbart – og samtidig er stillet over for store udfordringer med hensyn til at klare sig i konkurrencen med alle andre.

Tager vi historiske briller på og støtter os til den forskning, der studerer historiske perioders mentale prægning af mennesker, kan vi sige, at en tidsperiodes sociale, kulturelle og materielle vilkår udvikler sin egen særlige mennesketype eller ’socialkarakter’. Vilkårene er de rammer, der skaber en særlig nyttig, ’dygtig’ og kompetent måde at være menneske på. Ud af middelalderen udvikledes en mennesketype, der var traditionsbevidst – verden og hverdagen skulle ligge i faste rammer. Her lå sikkerheden og erfaringen. Det skiftede med industrialiseringen og den begyndende erobring af verden. Nu udvikles det mere indrestyrede menneske, der kan bære sine værdier med sig som en ballast på rejser ud i verden og samtidig sikre loyaliteten over for de hjemlige sociale og religiøse ritualer. Alt det ændrede sig i starten af 1900-tallet, især i de store bysamfund, hvor mennesker ustandselig skal ’være på’, og hvor kontakterne bliver hurtige og flygtige. Det er det ’gruppeorienterede’ eller ydrestyrede menneske, der tager bestik af sine samtidige og

reagerer på budskaber fra nær og fjern. Sådan er den amerikanske sociolog David Riesmans historiske forståelse i korte træk, og i dag kan vi, med den som grundmodel, sige, at den ydrestyrede mennesketype op mod årtusindskiftet er accelereret i en helt ekstrem grad sammen med en individualisering og udviklingen af de sociale medier. Derfor står vi i dag over for den kæmpe udfordring, at vi i virkeligheden er oppe imod kræfter, der ligger indbygget i selve den kultur, som skaber mennesketypen. Vores viden om udviklingsfremmende forhold må i spil.

Tidens mennesketype er i permanent kontakt med den sociale omverden – og har deponeret en større eller mindre del af sit væsen i disse kontakter. At ’dele sig selv’ med andre skaber en ny følelse af tryghed, men det skaber også en dyb afhængighed af bekræftelse og anerkendelse fra andre. Det er en styrke at leve med fornemmelsen af et socialt netværk, men også en sårbarhed – over for svigt, krænkelse og udlevering, hvor den enkelte selv står med ansvaret.

Det er denne nye mennesketype, vi i dag ser i uddannelsesinstitutionerne, på efterskoler og højskoler, de flokkes omkring spillestederne, sportspladserne og ikke mindst er de på sociale medier, ofte med flere profiler på det samme medie. De er alle vegne og er altid ’på’ og parate til at formidle sig selv – inklusiv egen sårbarhed.

Tidens internationale sociologiske analyser peger ind i samme problemforståelse. De ser det enorme pres, den enkelte er udsat for i vores individualiserede samfund. Der tales om ’selvets udmattelse’, om ’handlingslammelse’ og om ’depression’. Altså individets given op over for det uophørlige krav om selvrealisering og autenticitet – samtidig med at mulighederne for at leve op til kravet bliver stadig sværere. Det er et samfund med stigende acceleration og påfølgende oplevelse af meningsløshed og fremmedgørelse, siger den tyske sociolog Hartmut Rosa. Den enkelte giver op eller bryder sammen under et pres, der ikke giver plads til mange lyspunkter forude. Eller finder sig modsat til rette i en ADHD-diagnose, med symptomer som uafbrudt rastløshed uden evne til fokusering. Der er stor risiko for, at social uorden gøres til individuel uorden.

Hvis denne forståelse af samspillet mellem vigtige træk i det moderne samfund og udviklingen af en sårbar mennesketype er holdbar, så er det klart, at vi ikke ’bare’ ændrer på vilkårene og samspillene. Sådan fungerer et hyperindividualistisk samfund i højeste gear åbenbart: Nogen betaler en pris – det er blandt andet andelen af børn og unge, der mistrives.

Men – kan man hævde – de andre samfundsperioder havde også grupper, der betalte en høj pris. I traditionssamfundet var det de fattige og udstødte, i det indrestyrede samfund var det de undertrykte, der aldrig var i nærheden af friheden til at vælge deres eget liv. I dag er det de sårbare, der presses fra alle sider og for en dels vedkommende får et dårligt liv – trods et stort felt af muligheder.

Systemtilgangen, som er den, der primært anlægges i Jørn Nielsens bog, erkender disse samfundsmæssigt og kulturelt skabte vilkår – og ser dem som den kæmpe udfordring, vi er stillet over for. Samtidig forbinder den på solidarisk og engageret vis forståelsen heraf med praktiske tilgange, hvor de mennesker, vi møder, kan føle sig mødt med værdighed og tro på udvikling; på at de hører til og har en plads i et udviklende fællesskab. Med cases og praksiseksempler vises, hvordan børn og unge i udsatte positioner inviterer til anderledes hverdagserfaringer, og hvordan disse kan skabes. Ændringer har altid grundlag i et samspil med omgivelserne.

Vi kan og skal få systemerne til at fungere bedre, og vi skal finde fælles veje ud af afmagten og fastlåsheden. Det er her, bogen giver sit eget gode bidrag ved at vise, hvordan vi skal have konteksten i spil. Som det siges med henvisning til hele systemteorien: uden kontekst – ingen mening. Når et barns ’invitation’ skal forstås, skal det ske i en kontekst, der igen er placeret i en eller flere andre kontekster. Vi skal forstå, og vi skal lirke de fastlåste strukturer op, så der kan skabes nødvendige processer og en kommunikation, der virker udviklingsfremmende på børns og unges invitationer. Hvis opgaven skal lykkes, må vi på forskellige niveauer rykke tættere sammen. Vi må bygge bro mellem fag og discipliner, arenaer i børns livsverdener og mellem professionelle og børn, unge og familier. Når voksne kommer til kort, er de ofte for langt fra hinanden. Det ændrer ikke på tidens generelle mennesketype, men det giver energi til systemiske sikkerhedsnet, der begynder at kommunikere med hinanden og dermed giver de mange børn og unge i mistrivsel et svar.

Jørn Nielsens bog er et nyttigt og indsigtsfuldt grundlag for at udvikle gode svar til børn og unge, der slås med mistrivsel.

Indledning

Et menneske bliver et menneske gennem et andet menneske. Der er ikke noget dem og os, vi er sammen, har noget sammen, vi gør det sammen.

(Desmond Tutu)

Mistrivslen blandt børn og unge i Danmark er vidt udbredt. Forældre, lærere og socialforvaltningen er bekymrede for Thomas, 15 år. Han har gennem lang tid haft et massivt skolefravær og lider desuden af nervøse tics, somatiske symptomer m.v. Der er stor opmærksomhed på Pia, 4 år. Hun møder usoigneret op i børnehaven, er bagud i sin sproglige udvikling, fremtræder initiativløs og virker generelt sky over for alt nyt. Socialforvaltningen modtager løbende underretninger om Bo, 13 år, der ryger hash, udviser voldsomme adfærdsforstyrrelser og er på vej ud på en kriminel løbebane. Benjamin på 8 år har gennem den seneste tid udviklet det, man kan kalde angstsymptomer, der bevirker, at han ikke vil i skole, forlade hjemmet og deltage i sociale arrangementer uden forældrenes nærvær. Malene på 15 år er igen begyndt at isolere sig og skære i sig selv. Og sådan kan vi blive ved.

Alle disse enkeltstående tilfælde repræsenterer det, vi godt ved. Mange børn og unge klarer sig særdeles godt, men en stor gruppe børn og unge lever et liv, hvor deres trivsel og udvikling i forskellig grad er truet. Et stort antal rapporter fortæller, at omkring 16-20 % af vores børne- og ungegruppe ikke trives. En stigende andel henvises til børne- og ungdomspsykiatrien, og omkring 15 % af børn og unge får i dag en eller flere psykiatriske diagnoser, inden de fylder 18 år. Billedet har udviklet sig gennem årtier på trods af forskellige velmenende tiltag og projekter. På nogle områder går udviklingen endda i den forkerte retning. I Den Nationale

Sundhedsprofil fra Sundhedsstyrelsen kan man læse: “Den mentale sundhed bliver stadig dårligere. Det gælder især de yngre aldersgrupper” (2022a: 5). Dette er i sig selv foruroligende, fordi børn og unge, der viser symptomer tidligt i livet, har større risiko for senere udvikling af negative psykiske, somatiske og sociale belastninger end andre.

Det er paradoksalt, at der i et velfærdssamfund er så mange børn og unge, der mistrives. Når et samfund som vores gennem så mange år skaber børn og unge med negativt selvværd, aggressioner, sociale vanskeligheder, udviklingsforstyrrelser og det, man kan kalde angst og depressioner m.v., må vi både tage hånd om de enkelte tilfælde og spore os ind på de rammer og forhold, der skaber billedet.

Denne bog er skrevet ud fra et stærkt engagement i at skabe bedre trivsel for børn og unge i udsatte positioner. Den er skrevet ud fra en foruroligelse og indignation over, at så mange børn og unge mistrives. Den er skrevet i solidaritet med de mest udsatte børn og unge i vores samfund og ud fra et ønske om, at de skal opleve mening, tilhørsforhold og muligheder i en kompleks tilværelse. Og den er skrevet ud fra et ønske om at inspirere til, hvordan vi både på et mikroniveau i indsatsen over for de enkelte børn og unge og på et makroniveau kan skabe samfundsmæssige muligheder for en nyorientering i indsatsen over for børn og unge i mistrivsel, der er afgørende for deres fortsatte udvikling.

Bogen bygger på aktuel forskning om børns og unges trivsel og mistrivsel, og den bygger på erfaringer fra mange års praksis og arbejde med børn og unge i mistrivsel og i udsatte positioner. Ud fra et børne- og ungefagligt synspunkt gør den opmærksom på de store udfordringer og opgaver, vi har, og den giver bud på en forbedret praksis. Opgaverne er fagligt, politisk og ikke mindst etisk begrundede.

Etik handler om at gøre det rette, om at tage vare på relationen til hinanden og om at tage vare på særligt udsatte grupper. Bogen sætter kritisk spørgsmålstegn ved, om vi giver børn og unge de rette udviklingsbetingelser og den rette hjælp. Den er et argument for et etisk imperativ om på forskellige niveauer at tage anderledes vare på børn og unge i mistrivsel. Det er levende børn og unge, vi møder, og ikke alene tal eller ”sager”. Det særligt menneskelige i form af børns og unges perspektiv, intentioner, værdier, søgen efter mening og forbundethed må respekteres. Etik handler om optik: Hvordan ser vi de børn, unge og situationer, vi møder, og hvordan forstår vi os selv i forhold til opgaverne? Bogens udgangspunkt bygger på altings forbundethed og på mulig bevægelse.

Når børn og unge mistrives, er der ikke kun en enkelt knap at skrue på. Der findes ikke enkle løsninger på komplekse problemstillinger, og indsatserne må finde sted på flere niveauer. Vi kan ikke løse børns og unges symptomer alene ved organisatoriske ændringer, ansættelse af flere professionelle og etablering af flere behandlingstilbud. Vi må også se på den foretrukne faglighed, der ligger bag vores indsatser.

Bogen beskriver en faglighed, der bygger på, at al adfærd er kommunikation. Børns og unges symptomer kan være voldsomt belastende, samtidig med at de udtrykker en indre mening og en påpegning af, at der er forhold, der ikke er taget tilstrækkeligt udviklingsfremmende vare på. Bogen bygger på, at udvikling finder sted som samskabte og fælles processer.

Børns og unges symptomer afspejler den tid og det samfund, vi lever i. Deres fremtrædelsesformer og livet i de nære sammenhænge i fx familier og dagtilbud er forbundet med vor tids aktuelle strukturer og samfundsmæssige betingelser. En dominerende tendens i vor tid er at se på vanskeligheder, fremtrædelsesformer og symptomer som individuelle karakteristika adskilt fra de sociale livsomstændigheder. Denne bog insisterer på, at børn og unge med deres symptomer rejser problemstillinger både på egne og på andres vegne. Symptomer er altid symptomer på noget, og for at være nyttige må vi forholde os til de sammenhænge, symptomerne er indlejret i. Samtidig er alle tilstande i mulig bevægelse. Vi ved meget om, hvad der skaber bevægelse i børns og unges liv, og bogen introducerer forskningsbaseret viden samt nyttige erfaringer, der kan omsættes til fælles bestræbelser på at skabe udviklings- og deltagelsesmuligheder.

Børn og unge fødes forskelligt og med forskellige forudsætninger. De fødes ind i et liv, der udvikler sig i et komplekst og socialt samspil med andre. Ingen udvikling fra de mindste biologiske dele til de højeste mentale funktioner finder sted uafhængigt af kvaliteten i samspillet med andre. Bogen argumenterer for, at vi må skabe psykosociale muligheder, der udvikler biologien.

Det er paradoksalt, at vores viden om, at børns udvikling finder sted i samspil med andre, på den ene side fører til disse års fokus på udvikling af stærke børneog læringsfællesskaber. På den anden side ser vi, at når det ikke lykkes at udvikle disse fællesskaber, opstår der et spørgsmål om, hvad der ”er galt med den enkelte”. Presset på udredning af den enkeltes underskud og mangler øges. I bogen argumenterer jeg for et modsvar til denne tendens. Modsvaret bygger bl.a. på ideen om udredning af sammenhænge, opbygning af fælles ejerskab og etablering af stærke voksenfællesskaber, der tager ansvar for det, der sker i børne- og ungegrupperne.

Det stærke fokus på de enkeltes symptomer er dominerende i vor tids kultur. Den historiske udvikling har medført en øget frihed, fokus på individuelle rettigheder og flere valgmuligheder. Samtidig lever vi i en tid, hvor der er et stærkt og

øget pres på at kunne præstere og levere, og mange børn oplever konkurrence, bedømmelser og sammenligninger. Den individuelle frihed medfører en individuel forpligtelse og et personligt ansvar for at lykkes – og samtidig en øget risiko for at fejle. Mislykkes man, falder det tilbage på den enkelte. Mange klarer sig godt og finder deres vej i dette kulturelt bestemte pres og de mange forventninger. Andre oplever ikke at kunne slå til og ikke at kunne få deres drømme og visioner gjort til virkelighed. Risikoen for en oplevelse af utilstrækkelighed, personlig fiasko og andre former for ar på sjælen er strukturelt betinget. Individualiseringen af problemer medfører en risiko for, at en række relationelle, sociale, kulturelle og samfundsmæssige forhold overses eller tildeles en marginal og adskilt betydning for barnet og den unges fremtrædelsesformer.

Børn og unge søger at finde deres vej; de søger at afgrænse sig og danne sig selv. Samtidig er de forbundet med andre og de sociale omstændigheder, livet byder på. I dette lys er der i sig selv ikke noget galt med en individuel opmærksomhed, og mange børn og unge bærer på ganske alvorlige problemstillinger. Individualisering er ikke et skældsord. Problemet opstår, når de enkeltes symptomer forstås og håndteres adskilt fra de sociale forhold, de er indlejret i. I vores tid er balancen mellem det individuelle og det sociale skæv. Livet kan for mange børn og unge være sårbart, og de har brug for forbundethed med andre for at kunne håndtere tilværelsens udfordringer. De kalder på daglige strukturer præget af udviklende og meningsfulde hverdagserfaringer sammen med andre. Børn og unge søger at skabe sammenhæng og mening i deres tilværelse. Tabes meningen, forstærkes uhensigtsmæssige mønstre og adfærdsformer.

Individualiseringen er et udtryk for en større faglig, kulturel og organisatorisk tendens til at opdele det, der ikke bare hænger, men hører uløseligt sammen. Bogen er en inspirationsbog, men samtidig et opgør med tidens tendenser til at se på fænomener som adskilte. Alt er forbundet. Vi er hinandens årsager, og der opstår nye muligheder, når vi forbinder det, der ofte lever adskilt. Problemer kan ikke alene betegnes som sociale, pædagogiske eller psykiatriske. De er ikke alene familie- eller skoleproblemer. Mentale lidelser er ikke alene sundhedspolitiske, men går på tværs af fag, discipliner, professioner, forvaltninger og politikområder. Bogen giver eksempler på, hvordan opdelinger kan overskrides, og hvordan der i praksis kan skabes forbindelser.

Bogen argumenterer for, at børn og unge ikke er problemet, men at de viser problemet (jf. Hertz 2017; Nielsen & Hertz 2021). Og den argumenterer for, at vi i stedet for at tale om særlige behov bør tale om et behov for et radikalt kursskifte, hvor vi ser på børn som kommunikerende og inviterende, som aktive og hjælpsomme i forhold til at gøre opmærksom på problemerne og på nødvendigheden af en nyorientering i deres liv. Alle er deltagende og lærende. Et fælles ejerskab indebærer langt mere end fx informations- og arbejdsdeling. I et fælles ejerskab er alle forpligtede, undrende, udforskende, ansvarlige, opsøgende, insisterende og lærende. Børn lever ikke et opdelt, men et helt liv, og vi må kunne tage vare på kompleksiteten i børns og unges problemstillinger.

Nogle af de vigtigste arenaer i børns og unges liv er familien, dagtilbud og skole, kammeratskabsgruppen og de sociale medier. Bogen beskriver både de muligheder og belastninger, der findes. Opgaven med at skabe udviklingsorienterede erfaringer ligger både i de enkelte arenaer og gennem nye forbindelser og alliancer.

Denne bog argumenterer for et udvidet perspektiv, hvor både symptomerne og de sociale betingelser og mønstre tages alvorligt. Per Schultz Jørgensen, der har skrevet forordet til bogen, rejste i 2007 på psykologstandens vegne spørgsmålet, om vi som psykologer har et ansvar, der rækker ud over klienten og ud over terapisituationen. Bogen lægger sig i kølvandet på dette spørgsmål: ja, vi har et ansvar, der rækker ud over de enkelte børn og unge, vi møder. Vi har som fagpersoner og som samfund et ansvar for de nære og kulturelle forhold, problemerne er indlejret i. Dette gælder ikke alene psykologer, men alle deltagere i feltet omkring børn og unge i mistrivsel.

Alt for mange børn og unge befinder sig i livssituationer, hvor deres udvikling og trivsel kalder på et kursskifte; en afgørende nyorientering. De indgår i spiraler af fastlåsende processer, og den store fælles opgave er at etablere spiraler af frigørende og udviklende processer. Vi må trække på den viden, vi har, om hvordan udvikling kan finde sted på trods af belastende forhold. Noget af det helt afgørende er at etablere hverdagserfaringer og strukturer, der overskrider og er tilstrækkeligt forskellige fra dem, der har skabt problemerne. Børn og unge må kobles til livet, de må forbindes med andre, og de må ses, høres, udfordres og forpligtes i samspil med andre omkring dem, og den unge må opleve sig hørt, inddraget og bidragende.

Skabelsen af frigørende processer og et fælles ejerskab til udvikling af trivsel står over for den udfordring, at alvorlige problemstillinger ofte er indlejret i oplevelser af afmagt hos de involverede. Denne afmagt fører i mange tilfælde til et individuelt fokus og eventuelt et ønske om udredning i PPR eller i børne- og ungdomspsykiatrisk regi (Hertz 2017). Derfor drejer indsatsen sig ikke alene om konkrete børn og unge, men også om at tage vare på afmagten. Fastlåsthed ser jeg som en invitation til at udvide billedet, finde en anden vinkel, skabe ny mening og udvide præmisserne for den tænkning, der begrænser os. Eksempelvis er det, når forældre og professionelle oplever at komme til kort over for de problemer, de møder, ofte et udtryk for, at de også er kommet for langt fra hinanden. Bogen giver inspiration til at vende afmagt til fælles deltagelse i udviklende processer.

Bogen er skrevet til alle med interesse og engagement i børns og unges trivsel. Psykologer, socialrådgivere, sundhedsplejere, børne- og ungdomspsykiatere, pædagogisk personale og flere andre faggrupper vil sammen med forældre kunne finde inspiration til deres eget virke, men også til det, der går på tværs – det, der rækker ud over opdelinger i sektorer, discipliner og professioner. Børn og unge lever ikke et opdelt liv, og for at kunne besvare deres invitationer har vi brug for fælles indsatser på tværs af de arenaer, de vokser op i. Vi har brug for kendskab til hinanden og til hinandens virke.

Læsevejledning

Bogen består af tre dele. Første del handler om Trivsel i kontekst. I de to første kapitler præsenterer jeg et grundlæggende mindset, hvor børns og unges symptomer forstås som kommunikation og som invitationer, og hvor en kontekstuel forståelse er nødvendig, for at symptomer og fremtrædelsesformer kan give mening. Dette mindset er mit udgangspunkt for indsatser over for børn og unge i mistrivsel. I kapitel 3 præsenterer jeg nogle af de vigtigste empiriske undersøgelser af mistrivsel hos børn og unge. Jeg viser, hvordan fagprofessionelle med afsæt i en forskning, der ikke alene ser på outcomes, men går ind i de processer, der skaber fastlåsthed og afmagt, kan vende disse og bidrage til udvikling.

Bogens anden del beskriver Forudsætninger for udvikling og handler om vigtige arenaer og forhold med betydning for børns og unges udvikling og trivsel.

I kapitel 4 ser vi på familiens betydning for børns og unges udvikling og dannelse, mens kapitel 5 belyser betydningen af livet i dagtilbud og skole. Kapitel 6 omhandler kammeratskabsgruppens betydning og indflydelsen fra de sociale medier. I kapitel 7 vises, at biologi ikke bare er biologi. Neurologi og genetik skal tages alvorligt, og jo mere vi tænker i biologiske forklaringer på symptomer, des mere skal vi have øje for det psykosociale miljø, der også ændrer på biologien.

Bogens tredje del handler om Indsatser og potentialer. Kapitel 8 ser på forbindelserne mellem de forskellige arenaer og præsenterer opmærksomhedspunkter og anbefalinger til udviklingsfremmende indsatser. Kapitel 9 præsenterer viden om det, der skaber udvikling på trods af belastninger. Denne viden giver inspiration til praksis om de betingelser, vi giver børn og unge. I kapitel 10 belyses indsatsen over for tilfælde med særligt alvorlige og evt. traumatiske belastninger. Skal vi arbejde med et udvidet perspektiv og med trivsel som et fællesskabsanliggende, vil metaundersøgelser ofte være nyttige til at få blik for de afgørende sammenhænge og ændringspotentialer, og hvor vi bedst kan placere os selv. Dette præsenteres i kapitel 11. Det sidste kapitel handler om, hvordan vi på bedst mulig og nyttig vis kan navigere i den kompleksitet, børns og unges vanskeligheder er indlejret i, og hvordan vi kan skabe de nødvendige forbindelser og alliancer, så børn og unge i sidste ende kan mærke, at deres invitationer er taget alvorligt og besvaret udviklingsfremmende.

Cases og illustrationer

Bogen indeholder en række cases og illustrative vignetter. Gennem en årrække har jeg mødt og arbejdet med børn, unge, familier og professionelle, der har lært mig rigtig meget. Deres vanskeligheder, men også deres forsøg på at skabe mening og håndtere problemer har affødt min dybe respekt. Børn og unge er ikke alene ofre og lidende, de er aktive, kommunikerende og hjælpsomme. I sidste ende er de vores bedste manualer, og deres udvikling og trivsel er det ultimative mål på, om vores indsats har været nyttig. Hensigten med casene er at gøre den foretrukne teori levende og at minde om, at når vi beskæftiger os med komplekse forhold, empirisk viden og måder at organisere indsatser på, handler det i sidste ende om, at levende børn, unge og deres vigtige voksne skal kunne mærke, at vi som fagpersoner og som samfund bidrager med afgørende nyt.

De anvendte cases er anonymiserede mht. navn, køn, alder m.v. Jeg har fået børnenes, de unges og deres forældres tilladelse til at bruge mit møde med dem illustrativt. I bogen optræder casene på den måde, at både drenges og pigers navne er ændret og nævnes i alfabetisk rækkefølge. Mødet med de berørte har været berigende, og jeg vil gerne udtrykke en stor og dybfølt tak for det privilegium, det har været at være deltager i deres liv.

De valgte cases har alle karakter af i et eller andet omfang at være “lykkedes”. Grunden er, at vi ofte inspireres af forløb, der udvikler sig hensigtsmæssigt, og de valgte cases er illustrative i forhold til de læringsmæssige pointer. Det vil være utroværdigt at hævde, at alle cases, jeg arbejder med, lykkes. Der er naturligvis mange forløb, hvor jeg ikke lykkes med at få det til at ske, der ville være ønskeligt, og ofte er der forhold uden for min indflydelse, der spiller negativt ind. Dem ville man også kunne lære af, men det bliver en anden gang.

Tak

Jeg ønsker at udtrykke en stor tak til professor emeritus, dr. phil. Per Schultz Jørgensen, der skrev bogens forord kort før sin død i december 2022. Jeg har kendt Per gennem mange år, og han har med sin varme, sit store engagement, sin forskningsmæssige viden og sin utrættelige kamp for at tale udsatte børns og unges sag stået som et forbillede for mig.

Udvikling af vores ideer og af vores praksis sker i samspil med andre. Vi bygger oven på andres ideer og erfaringer. Jeg ønsker at sende en dybfølt tak til alle de børn, unge, familier og professionelle, jeg har mødt gennem klinisk og praktisk arbejde og gennem supervision, foredrag og uddannelsesforløb. Det er dem, det hele handler om og dem, jeg har lært mest af. Jeg ønsker at takke min hustru, aut. psykolog Anette S. Nielsen, min søster, lektor ved UC Syd, Jonna Nøttrup, og min kollega i Metalog, aut. psykolog Lene Gundersen Meier, for tålmodig gennemlæsning af bogen og for skarpe og værdifulde forslag til forbedringer. Tak til mine norske

venner i BaseCamp: Rune Tvedte, Gard Berge, Anne Andersen og Pelle Slagsvold for en mere end 20 år lang personlig og faglig rejse med stor betydning for bogens indhold. Stor tak til aut. psykolog og specialist Benedicte Schilling for god hjælp

med oversættelser. Og tak til forlagsredaktør Lene Kamuk. Hendes sproglige skarphed og præciseringer overgås kun af hendes humør og opbakning.

En helt særlig og fremtrædende tak skal lyde til min ven gennem mere end 45 år, kollega og medstifter af Metalog, børne- og ungdomspsykiater Søren Hertz. Uden hans skarpe bidrag, konstruktive forslag og insisterende perspektiver på, at børn og unge ikke er problemet, men viser problemet, ville denne bog ikke være blevet til. Uden hans mangeårige bidrag til hele feltet og til hele det fundament, bogen er skrevet på, ville den ikke have været mulig at skrive. Tak Søren.

Sidst, men ikke mindst en kærlig tak til mine børn Elias, Dagmar og Selma, der for alvor har lært mig, hvad udvikling handler om – og det på en måde, der har gjort alle teorierne levende og nærværende.

God læselyst.

Alt for mange børn og unge er ikke glade for deres liv. Og desværre kommer mange professionelle indsatser til kort.

FRA SYMPTOMER TIL TRIVSEL giver fagprofessionelle indsigt i, hvad der rent faktisk kan gøres for at skabe rammerne for udvikling hos børn, unge og deres vigtige voksne. Bogen:

 gør rede for en tilgang, der tager afsæt i det, børnene med deres symptomer kommunikerer

 viser hvordan vi kan besvare deres invitationer på nye og udviklingsfremmende måder

 giver læseren en grundlæggende forståelse for børns og unges situation og udfordringer i familie, dagtilbud, skole og blandt kammerater

 udvider klassiske perspektiver på indsatser med bio-psyko-sociale udviklingspotentialer.

Bogen henvender sig til psykologer, lærere, pædagoger, socialrådgivere, børne- og ungdomspsykiatere, studerende og andre fagprofessionelle, der ønsker at gøre en forskel for børn og unge i mistrivsel.

Med forord af PER SCHULTZ JØRGENSEN