2 Tegning som udtryk for børns legekultur

om leg · om æstetik · om børns kultur · om legefællesskaber · om glæden ved at blande farver

Idette kapitel vil jeg uddybe centrale begreber, der kendetegner den kulturantropologiske forståelse af børn, barndom og ikke mindst børns måder at udtrykke sig på, som er vigtige for den overordnede forståelse af tegning som fænomen. Da leg både beskrives som børns æstetiske tilgang til at forstå verden og som børns særlige måde at være sammen på – deres kultur – er det sammenhængen mellem leg, æstetik og kultur, jeg vil forklare og sætte i relation til tegning.

LEG OG TEGNING Børns legesprog er mangfoldige. De enkelte legesprog har hver sine særlige kvaliteter og muligheder. Børn skelner ikke mellem, om de bruger det ene eller det andet sprog – de leger! I legen anvender de forskellige kulturelle formsprog, som de lærer sig at mestre. De opfatter ikke de enkelte kulturformer som individuelle ”discipliner”, der skal læres hver for sig, men bruger dem i et væld af kombinationer.

Forsker i børns leg og kultur Flemming Mou ritsen (1996) beskriver legens mange formsprog således:

Den består af en vifte af udtryksformer og genrer: lege, fortællinger, sange, rim, remser, gåder, vitser og hvad der i øvrigt falder indenfor den klassiske børnefolklore, men den rummer også punktvise æstetisk organiserede udtryk knyttet til øjeblikket såsom rytmisk lyd, pjat, plagerier, gangarter og lydarter. Også børns måder at tage diverse medier og ”steder” i brug hører til denne kategori, fx skrift, video, computer. (Mouritsen 1996: 11)

Når man forstår børns leg som forskellige formsprog, hvorigennem de skaber mening og erkendelser om det, de er optagede af, er tegning naturligvis også et af disse formsprog. Med tegningerne undersøger og udtrykker børn sig om forskellige forhold sammen eller alene.

Det er forskelligt, hvor meget børn tegner, fordi de vælger de formsprog, der passer dem bedst, sådan som mine egne børn gjorde. Hvor Ida tegnede meget og stadig gør det nu, hvor hun er voksen, var Lea mere optaget af sang, ord, rim og remser. De tegnede, sang og legede med sproget begge to, men havde helt tydeligt hver deres præferencer. Det er vigtigt at kende børnenes præferencer og kompetencer, når man som voksen ønsker at møde deres processer, men børnene holder sig ikke altid til et sprog ad gangen, når de udtrykker sig.

JEG HAR TEGNET EN SANG! Lea og Ida sidder i dobbeltklapvognen. Vi kører hen over fliserne på fortovet, der består af skiftevis fliser og brosten. Ida siger: ”Mor, man kan høre, hvordan fliserne ser ud!” Hjemme igen tegner hun fliserne (figur 2.1) og siger: ”Jeg har tegnet en sang!” Jeg spørger, hvorfor fliserne danner en cirkel, ”Det er fordi, så kan man synge den igen og igen.” De tre farver betyder, at sangen har tre vers. ”Hvordan lyder den så?” spørger

Figur 2.1: Ida (4,9) tegner en sang om, hvordan et fortov lyder.

jeg, og Ida bruger rytmen fra fliserne tilsat toner: ”gang-gang gang-gang dikkedik gang-gang gang-gang-dikkedik”.

Ida kan se fortovet og kombinerer det med det, hun hører, og tegner denne kombination (figur 2.1). Da Idas foretrukne sprog er tegning, er

det det, hun bruger, selvom hun laver en sang. Tegningen er altså nodearket, hvor man kan se, hvordan den skal spilles. Idas specifikke udtryk og idé er opfindsom og unik, derimod er det ikke unikt, at et barn blander sanseindtryk og udtryksformer på denne måde eller reflekterer på dette niveau. Børns handling i sanselige processer er udtryk for behovet for at erkende verden både med hovedet og med kroppen. Nu er hovedet naturligvis en del af kroppen, men i vores kultur skelnes der ofte mellem intellekt (tanken/hjernen) og emotion (følelsen/hjertet). Men de samarbejder alligevel hele tiden – og i høj grad i skabende processer.

LEG ER BØRNS EKSPERIMENTARIUM Mouritsen (1996) betegner legen som barnets eksperimentarium, dvs. det forum, børn bruger til at opnå forståelse af det, der optager dem. Man lærer ved at gentage og gentage, afprøve og ændre. At mestre forskellige legesprog og udtryksformer medfører status og inklusion i børnefællesskabet og kan derfor være adgangsbilletten til deltagelse.

For at få lov til at deltage i legen kræves knowhow, dvs. viden om den enkelte legs regler. Det kalder Mouritsen for legens koder. Knowhow betegner også barnets viden om det tema, legen handler om, og erfaring med den enkelte leg. Det, de erfarne kan, efterligner de uøvede, og så snart de har regnet koderne for legen ud, kan de begynde at deltage på det niveau, de mestrer. Der er en grund til, at det ofte er de små, der får rollen som de mere passive deltagere i legen. Det lærer man også noget af. Man ser ofte børn, der ikke deltager i legen, men bliver på sidelinjen som betragtere. Som betragtere har man også mulighed for at lure legens koder af.

Da leg i udgangspunktet er frivillig og båret af børns lyst og nysgerrighed, er de topmotiverede for deltagelse. Børn beskæftiger sig i legen med det, de er optagede af, hvad enten det drejer sig om at forstå princippet i en puttekasse, hvordan man tegner en hest eller gør sig forståelig gennem en tegning eller at lære de komplicerede forhandlings- og magtforhold at kende, som leg med andre indebærer. Når barnet har fået stillet den nysgerrighed, der drev legen, bliver det optaget af noget nyt. Barnets oplevelse af lyst og frivillighed er grundlaget for, at de æstetiske erkendelser og dermed handlekompetencen kan opstå. Man lærer fx ikke at cykle, hvis ikke man har lyst, eller hvis man ikke kan se en mening med at lære det.

Tegning er i den forbindelse en udtryksform, som børn skal lære sig. Tegning indebærer tekniske udfordringer, materialekendskab og viden om fælles kommunikative symboler, der skal tilegnes. Men barnets spontane tegning indebærer derudover ikke nogen særlige koder, man skal kende for at kunne tegne. Tegning kan være en individuel eller en fælles beskæftigelse, det kan være del af en leg, men hvert barn tegner altid frit på den måde, det er i stand til og finder brugbart.

Læs mere om leg Helle Karoff Skovbjerg & Carsten Jessen (2014) Tekster om leg. København: Akademisk Forlag. Jacob Zakarias Eyermann m.fl. (2017): Leg gør os til mennesker – en antologi om legens betydning. Forlaget 55*NORD P/S. Lise Hostrup Sønnichsen og Hanne Hede Jørgensen (2019): Legens magi. København: Akademisk Forlag.

ÆSTETISK LÆRING GENNEM TEGNING Kirsten Drotner, professor og forsker i mediebrug, æstetik og ungdom, definerer æstetiske processer som sansebaserede og skabende forløb, der har til hensigt at give deltagerne mulighed for at udtrykke sig om og få svar på det, den enkelte er optaget af – interessefeltet. Resultaterne er ikke kendt på forhånd og er individuelle. De opnås gennem direkte eksperimenter med interessefeltet og indeholder to typer af produkter: et ydre produkt, fx tegningen, der kan deles med andre, og et indre produkt, der er barnets læring/erkendelse i processen. Erkendelsen kan være ny viden om interessefeltet, ny kunnen med hensyn til teknik og materialer, tegningens virkemidler og udtryk. Erkendelsen kan også handle om ens egen og andres måde at arbejde og problemløse (Drotner 2004).

Drotner skelner mellem begreberne kreativitet og æstetik på den måde, at kreativiteten kommer til udtryk som en delfase i den samlede æstetiske proces:

Kreativitet er barnets måde at realisere en ide/ forestilling/fantasi i en sanselig form. Ideen til, hvad man vil gøre, og hvordan man vil gøre det, opstår dermed, før man omsætter den i et produkt (fx en tegning). Barnet har derfor en bevidst tanke om og strategi for, hvordan det kan realisere ideen. Når barnet realiserer sin ide i en sanselig form, kaldes det kreativitet. Kreativitet kaldes også den skabende fantasi. Drotner kalder det at tænke med hænderne. Æstetik i pædagogisk arbejde defineres som at erkende gennem at sanse. Æstetiske processer medfører altså erkendelser, som opstår i de kreative processer. Erkendelserne er det udbytte, barnet får af at omsætte sin fantasi i et produkt fx ny viden om materiale, sin egen måde at arbejde på, om det tema, der behandles i tegningen. Børn leger for at eksperimentere og er skabende med forhold, der optager dem. I legen opstår der erkendelser – ny viden. Al leg er derfor udtryk for kreativitet, og den måde, børn tilegner sig viden, når de leger, er æstetiske processer.

Hvad er så ikke æstetisk læring? Viden, man læser sig til, får fortalt eller illustreret af andre, kan beskrives som intellektuel forståelse med hjernen, mens viden opnået ved at opleve noget selv og ved at sanse det med kroppen kaldes erkendelse og indebærer ud over ny viden også kunnen – handlekompetence. Man lærer (for at bruge cykeleksemplet igen) ikke at cykle ved at høre om det eller få det demonstreret, man lærer at cykle ved at gøre det. Man lærer det gennem en kombination af sanseoplevelser, handling og refleksion. Det kræver øvelse, men når man først har lært det, glemmer man det ikke igen. Æstetisk læring medfører således handlekompetence, hvilket betyder, at læringen er kropsligt forankret, mens intellektuelt opnået viden jævnligt skal opfriskes, for at man kan huske det. En anden årsag til, at æstetisk læring har et fortrin, er, at deltagelsen i æstetiske processer ligesom i legen forudsætter en legende tilgang, det vil sige frivillighed, lyst, og at den giver mening her og nu. Æstetiske processer betragtes derfor som læring af høj kvalitet, hvilket er medvirkende til, at legende læring og leg i det hele taget igen har fået så stor fokus i pædagogisk sammenhæng. Gennem fx at tegne lærer man altså forskellige fænomener at kende på et dybere plan gennem de sansemæssige indtryk, man får, og de refleksioner, processen medfører. At tegne det, man er optaget af, er en måde at opdage og undersøge omverdenen på, som børn bruger i vid udstrækning. Man intensiverer sin opmærksomhed og opdager mange detaljer, når man gengiver det, man ser på papiret.

Børn lærer sig at kommunikere med tegningen gennem brug af symboler og tegnemæssige effekter som et hjerte for kærlighed og fartstriber efter bilen, så man kan se, at den kører og ikke holder stille. Symboler bruges fx til at personliggøre den måde, man tegner mennesker. Når man tegner storesøster, skal hun have rød mund og briller på, for at andre kan se, hvem det er, man tegner (figur 2.2).

Gennem tegninger kan børnene altså give de tanker, følelser og den viden, de har, en symbolsk form, der kommunikerer til omgivelserne. Børnene har med tegning mulighed for at undersøge den omgivende kultur og at udtrykke sig om sig selv og deres fælles børnekultur på måder, de måske ikke har ord for, eller som billedet kan udtrykke stærkere. Tegning er derfor et sprog med sine helt særlige fordele, både når det gælder om at lære omverdenen at kende, og når det gælder om at udtrykke sig om den og om sig selv i den.

BETYDNINGEN AF ÆSTETISKE PROCESSER Æstetiske processer fremmer børnenes ople

Figur 2.2: Ida (4,11) tegner storesøster Sofie med briller på og rød mund ”så man kan se, det er Sofie,” siger Ida.