Indledning

At tegne er en udtryksform, de fleste børn har rig mulighed for at dyrke. Stort set alle børn producerer i løbet af deres barndom hundreder af tegninger – både i dagtilbuddet, skolen og hjemmet. Reaktionen fra de voksne kan være et velmenende ”Hvor er du dygtig!” eller ”Sikke en flot tegning!”. Ofte bliver tegningen givet væk til mor, far eller pædagogen, eller de hænges alle ukritisk op, samles sammen i barnets mappe eller forsvinder i dybet af skoletasken. Det vil sige, at børns tegninger typisk behandles og vurderes som produkter og ikke som udtryk for en bagvedliggende proces, hvor barnet har haft bestemte intentioner med at tegne. Teori om børns tegninger repræsenterer oftest voksnes definitioner af meningen med dem. Men den mangfoldighed af forståelser og intentioner, børnene selv har med at tegne, kan ikke beskrives dækkende i én voksendefineret teori. En teori har netop en bestemt synsvinkel på tegningerne og afdækker ofte generelle tendenser, som man finder i de fleste børns tegninger. Bredden og individualiteten får man øje på ved at følge det enkelte barn i processen.

TEGNING SOM GENVEJ TIL KONTAKT Min ældste datter, Ida, sidder ved køkkenbordet og tegner. Jeg er ved at bage, og vi snakker om hendes tegning undervejs. Idas lillesøster Lea kommer ind i køkkenet. Hun står lidt og kigger fra mig til Ida og tilbage igen, går hen til bordet, hvor hun tager et stykke papir i den ene hånd og en farveblyant i den anden Hun tegner lynhurtigt cirkler på papiret, vælger to nye farver og tegner oveni. I alt tager det 1½ minut.

Hun rækker mig tegningen og siger glad: ”Den er til dig!” (figur 0.1). Jeg ved ikke helt, ”hvilken grimasse, der kan passe”, fordi hun for længst kan tegne meget mere spændende og i denne situation kom så let om ved det. I sidste øjeblik falder det mig ind at møde hendes tonefald og sige: ”Neej, er det en gave? Tusind tak skal du have!” Hun svarer glad ”JA!” Jeg giver hende et knus, og hun løber ud for at lege med sin veninde Clara.

Figur 0.1: Lea (4) tegner kruseduller.

Det tog lidt tid, før jeg havde et gæt på, hvad denne lille episode gik ud på (figur 0.1). Jeg var i tvivl om, hvordan jeg skulle forholde mig til Leas tegning, indtil jeg opdagede, at tegningen var underordnet som produkt og bare et middel til det egentlige, hun var ude efter: at få sin mors opmærksomhed og være en del af fællesskabet. Det er mit gæt, at Lea ikke i situationen havde behov for at tegne og udtrykke sig, men derimod havde behov for nærhed, så hun valgte at lave en lyntegning. Havde jeg givet udtryk for min holdning til krusedullen, havde jeg enten skullet lyve eller nedgøre den, da jeg ikke syntes, at den var noget særligt eller repræsenterede det, Lea kunne rent tegneteknisk på det tidspunkt. Jeg kunne i en hurtig vending også have opfattet Leas ageren som, at hun ”bare” ville have (utidig) opmærksomhed, eller at hendes bidrag var irrelevant og letkøbt, fordi Ida og jeg var i gang med en seriøs tegneaktivitet. I alle tilfælde var Leas tegning ikke alderssvarende ifølge teorien, og jeg blev fanget i en situation, hvor jeg ikke havde erfaring nok til straks at fange, hvad Lea ville med sin tegning.

Pointen med at gengive denne lille episode er dels at vise, at de klassiske stadieteorier ikke er fyldestgørende i mødet med det enkelte barn, dels at det kræver nærvær og øvelse at se og forstå barnets mangfoldige intentioner med at tegne, ligesom det kræver øvelse at kunne vurdere, hvordan man som voksen bedst understøtter og imødekommer dem.

Da jeg fik øjnene op for, at børn har bevidste og overraskende intentioner med deres tegninger, var det, der slog mig, at de indeholdt en helt anden fortælling end den, jeg fandt i teorier om emnet. Det betød for det første, at mine oplæg om børns tegneudvikling på pædagoguddannelsen ændrede sig fra at hedde Børns tegneudvikling til Børn tegner. Det var ikke børns udvikling, der var det interessante fokus længere. For det andet medførte det, at jeg begyndte at søge efter teori, der kunne forklare børns intentioner. Det var først, da jeg fik indblik i det kulturantropologiske syn på børn og barndom, at jeg for alvor fandt en vej til at forklare, hvad jeg havde set. Nemlig at tegningerne var tegn på børns legekultur, og at børns leg er deres tilgang til at forstå verden og sig selv i den. Med det afsæt blev ”jagten” på børns intentioner mere meningsfuld og endnu sjovere.

DET ER SJOVT AT TEGNE Hvis man spørger børn, hvorfor de tegner, begrunder de det ofte selv med, at det er sjovt. De siger ikke ”jeg er i gang med at øve finmotorikken”, eller ”jeg øver mig i børnekulturens symbolsprog”, som er nogle af teoriernes forklaringer. De svarer fx: ”fordi det er sjovt”, eller ”fordi jeg vil gerne tegne ligesom Mathias”. Børns egne intentioner med at tegne er oftest bundet i en interesse, de har for noget i en periode, og som de undersøger, eksperimenterer med og udtrykker sig om i tegninger. Man kan ikke altid få en verbal begrundelse fra dem om, hvad det er, de vil. Man må derfor observere det, børnene gør, og sammenholde det med den kontekst, de tegner i, for at finde frem til det, der driver dem.

Når jeg mødte børn, der tegnede, og talte med dem om det, de tegnede, oplevede jeg, at den åbne og nysgerrige tilgang, jeg havde, tilskyndede børnene til at fortælle og vise, hvad de lavede. Det, at jeg ikke havde en dagsorden med at spørge, men at jeg spurgte af ægte interesse, gjorde dem stolte af, at det, de udtrykte, kunne vække en sådan nysgerrighed. Ud fra en forståelse af konteksten og de verbale og kropslige ytringer,

de kom med, blev det efterhånden lettere og lettere for mig at forstå deres intentioner.

TEGNING I DEN DIGITALE TIDSALDER For tiden debatteres konsekvenserne af det digitale samfund – hvilke kompetencer børn har brug for her, og hvilke kompetencer der eventuelt går tabt i fokuseringen på de digitale medier. I dag er det (livs)nødvendigt at mestre de digitale medier, mens et for ensidigt fokus på det digitale kan koste analoge kompetencer, som har vidtrækkende konsekvenser for den enkelte. Dertil kan analoge kompetencer blive ”en mangelvare” i fremtiden. Man kan nemlig sideløbende med digitaliseringen observere, at børns analoge kompetencer – som fx at tegne – ikke har de samme betingelser som tidligere for at udvikles, og det diskuteres, om børns tegnefærdigheder er reduceret i forhold til tidligere. Flere undersøgelser viser, at hvis børn ikke tegner og former med hånden, har det en negativ indflydelse på deres mulighed for at udvikle kompetencer med hensyn til at skrive, designe, formgive og udtrykke sig såvel billedmæssigt som sprogligt. Spørgsmålet er, hvad børn har brug for i en fremtid, vi ikke kender.

ÆSTETIKKEN ER TILBAGE I PÆDAGOGIKKEN Æstetik – forstået som erkendelse gennem sanserne – betragtes som den måde, børn tilegner sig viden, når de leger. Leg er derfor en æstetisk tilgang til læring, som børn bruger af sig selv – en tilgang, de ikke behøver at lære af andre. Børns leg bliver derfor af flere legeforskere beskrevet som særlig vigtig at prioritere, ikke bare som børns mulighed for at lege og lære af hinanden, men som en læringstilgang, man som voksen kan understøtte, fordi den er naturlig og meningsfuld for børnene. Denne læringstilgang medfører både viden OG kunnen, fordi den involverer både hoved og krop. Man kan fx ikke lære at cykle uden at gøre det, til gengæld glemmer man det aldrig, når man først har lært det. Så den æstetiske læring er kraftfuld.

Inden for det pædagogiske felt er der de seneste 10-15 år blevet sat eksplicit fokus på en række fælles satsninger og problemstillinger i dagtilbud og skole. Både pædagog- og lærerstuderende møder i løbet af uddannelsen begreber som læringsfællesskaber, inklusion, anerkendelse, læreplaner og æstetisk læring, som danner fundamentet for deres arbejde i vuggestuer, børnehaver, SFO og skoler (Sommer & Klitmøller 2015).

Den styrkede pædagogiske læreplan for dagtilbud, der trådte i kraft efteråret 2018, tager blandt andet afsæt i begreber som barnets perspektiv og æstetiske læreprocesser, hvor det er barnets intention og erkendelsesmuligheder, der er i centrum i legende aktiviteter. Men legen er også vigtig i skolen, der satser på legende læring og fleksible læringsmiljøer.

Argumentationerne for, at æstetikken er nødvendig i pædagogikken, underbygges og diskuteres i bogen Æstetikken tilbage i pædagogikken (Hansen 2017), hvor en række teoretikere, forskere, samfundsdebattører og forfattere plæderer for æstetikkens nødvendighed i hele det pædagogiske felt. Når Falk Hansen finder det vigtigt at skrive en sådan bog, er det blandt andet, fordi de musisk-æstetiske fag underprioriteres på de uddannelser, der klæder folk på til at kunne møde børn og unge. Den æstetiske tilgang til børns læring, udvikling og dannelse er således på den ene side under pres i konkur

rencesamfundet, mens den på den anden side teoretisk beskrives som en tilgang til læring, der imødekommer børns medfødte måde at lære og forstå verden og sig selv i den og som en vej til synliggørelse af det enkelte barns læring, dannelse, trivsel og udvikling. Hør, hvad jeg tegner! er et bidrag til denne diskussion, hvor jeg vil beskrive betydningen af at kunne få øje på, hvad det enkelte barn vil, hvordan de tænker, arbejder og lærer, når de udtrykker sig i tegneprocessen. Denne viden er afgørende for at kunne møde børnene kvalificeret i den æstetiske proces, som tegning er udtryk for.

TEGNING KAN BRUGES PÅ MANGE MÅDER Børn tegner af mange forskellige årsager. Overordnet kan man sige, at børn bruger deres tegninger til at undersøge og forstå noget, de er nysgerrige på. De bruger også tegninger til at kommunikere med andre og lære den omgivende kultur at kende, så de kan deltage i og bidrage til den. Tegning understøtter derfor børns læreprocesser og kommunikationsmuligheder. Børn bruger tegninger til at eksperimentere med deres identitet og forstå sig selv i forhold til de kulturer, de møder og føler tilhør til. Så tegning er også et middel i barnets selvdannelse. Værdsættes børns tegninger og tegneprocesser, styrkes deres selvtillid og selvværd og deres kompetenceudvikling på en lang række områder.

Når man har læst bogen, har man ikke en dækkende viden om alle børns intentioner med at tegne, da intentionerne knytter sig til den unikke sammenhæng, barnet tegner i. Men man er klædt på til at kunne møde barnet i den specifikke tegnesituation og derigennem opdage det enkelte barns intention, tale med barnet om processen og tegningens indhold og at kunne tage afsæt i tegning som en vigtig udtryksform i børns læreprocesser.

BOGENS RELEVANS I PÆDAGOGISK ARBEJDE Der ligger et kæmpe uudnyttet potentiale i børnenes tegneunivers, fordi børn udtrykker sig så præcist og nuanceret i tegningerne. Tegning kan derfor efter min mening anvendes som læringsredskab og kommunikationsform i forbindelse med et hvilket som helst af de seks læreplans temaer for dagtilbud og i et hvilket som helst skolefag. Tegning burde ikke isoleret udfolde sig i billedkunst i skolen og under læreplanstemaet kultur, æstetik og fællesskab i dagtilbuddet, men bør derimod anvendes til at synliggøre børns læring, tanker og holdninger i alle dannelsesprocesser og læringssammenhænge.

Inklusion af børn i dagtilbud og skole peger på nødvendigheden af at kunne møde børnene individuelt der, hvor de er og udtrykker sig bedst. Børns naturlige måde at tilgå verden på er gennem leg, der også beskrives som æstetiske processer. Æstetiske læreprocesser beskrives som direkte inkluderende, fordi de rummer børns forskellighed og anerkender den enkelte i processen (Elbæk & Kirkeby 2017).

I skolen er begreber som legende læring, fleksible læringsmiljøer, literacy og feedback i undervisningen også centrale.

I dagplejen og vuggestuen er tegning med de helt små en vigtig beskæftigelse, fordi børn fra det øjeblik, de kan holde om et tegneredskab og afsætte mærker på et underlag, får mulighed for at starte deres tegnemæssige udvikling. Viden om, hvordan man møder de helt små og opdager deres intentioner og optagethed er derfor

forudsætningen for, at man kan støtte denne proces.

Ovennævnte fokusområder i dagtilbud og skole kalder på fornyet interesse for pædagogiske og didaktiske tilgange til at møde barnet på dets egne præmisser og nødvendigheden af at kunne synliggøre det, barnet lærer, tænker og vil. Med dette afsæt beskriver bogen, hvordan man gennem tegning kan optimere og synliggøre børns læreprocesser, børns sprogkompetence (literacy) og samtidig give dem en stemme i de sammenhænge, de indgår i.

LÆSEVEJLEDNING Bogens målgruppe er først og fremmest pædagog- og lærerstuderende og uddannede pædagoger og lærere, men også dagplejere, børnepsykologer og forældre vil oplagt have glæde af at læse den. For at imødekomme alle målgrupper bruger jeg i bogen betegnelsen ”voksne”, medmindre jeg refererer til specifikke forløb, hvor jeg bruger den præcise betegnelse. Jeg betegner arbejdet i både dagtilbud og skole som pædagogisk arbejde. Jeg bruger betegnelsen ”hun” som fællesbetegnelse for alle lærere og pædagoger, når det er nødvendigt at bruge pronomen, og det ikke er en specifik ”han”, jeg skriver om.

Min systematiske indsamling af tegninger og beskrivelse af de situationer, tegningerne er produceret i, har givet mig en indsigt i, hvor mange forskellige intentioner der kan ligge bag børns tegninger. Tegninger og fortællinger er indsamlet gennem 30 år og kommer blandt andet fra mine to børn, Ida og Lea, fra deres venner og andre børn i mit personlige netværk og fra børn i daginstitutioner og skoler, jeg har samarbejdet med som underviser på pædagoguddannelsen. Mit ærinde er ikke at promovere mine egne børn, de er hverken dygtigere eller mere spændende i deres tegneudtryk end andre børn. Men da jeg har kunnet være tættere på tegneprocesserne i situationer med mine egne børn og deres venner, er mange eksempler i bogen deres. Tegninger fra min private sammenhæng er selvfølgelig opstået i en anden kontekst end den pædagogiske, og jeg fungerer derfor i den som mor og ikke som pædagog. Jeg har udvalgt tegninger, der underbygger de pædagogiske pointer, jeg gerne vil have frem, men i udgangspunktet ville man kunne møde alle den slags tegninger og de fortællinger, der er præsenteret i bogen, også i de pædagogiske kontekster.

Børn, forældre og pædagoger har givet mig lov til at bruge tegningerne i min undervisning og i denne bog. Tegningerne er tegnet af børn i alderen 1½ år til 16 år. Jeg betegner børnenes alder med fx 4,5, der står for 4 år og 5 måneder. De allerfleste værker i bogen er tegninger, men nogle få er malet. Jeg bruger imidlertid betegnelsen tegninger om dem alle for ikke hver gang at skulle skrive ”børns tegninger og malerier”.

BOGENS OPBYGNING Bogen er inddelt i tre dele, der bygger oven på hinanden, men som også kan læses uafhængigt af hinanden, alt efter om man overvejende er interesseret i den teoretiske rammesætning i del 1, ønsker at få indblik i børns intentioner med at tegne i del 2 eller har brug for praktisk at blive rustet til at igangsætte og facilitere projekter, der indebærer tegning som grundlag for fælles refleksion og læring, i del 3.

Del 1: Tegning i den moderne barndom I del 1 rammesætter jeg bogens projekt teoretisk og præsenterer de fagbegreber, der ligger bag

bogens tilgang til børns tegninger. Begreberne leg, kultur og æstetik sættes i forhold til det at tegne som baggrund for at forstå tegning som en vigtig del af børns udtrykssprog og kommunikationsmedie. Begreber som multimodalitet og literacy underbygger denne forståelse. I kapitel 1, ”Et opgør og et alternativ”, udfolder jeg min kritik af den stadig meget udbredte tegneudviklingsteori, som jeg mener, er forældet og ude af trit med moderne pædagogisk tænkning – og som står i vejen for at udnytte det pædagogiske potentiale, der ligger i tegning som aktivitet. I stedet introducerer jeg en kulturantropologisk tilgang. I kapitel 2, ”Tegning som udtryk for børns legekultur”, uddyber jeg de fagbegreber, der knytter sig til børns legekultur ud fra den kulturantropologiske forståelse af børns leg som en kulturform, der er baseret på æstetiske processer. I kapitel 3, ”Tegning er visuel kommunikation”, zoomer jeg ind på begreberne multimodalitet og multimodal literacy. Tegning som sprog underbygges teoretisk med afsæt i blandt andet professor og forsker i børns tegninger Bob Steele og hans argumenter for tegning som børns umiddelbare skriftsprog og som en kraftfuld basis for børns udvikling af literacy.

Del 2: Børns intentioner med at tegne I del 2 dykker jeg ned i min samling af børnetegninger for at anskueliggøre de mange intentioner, børn har med at tegne, og hvordan disse udmønter sig i forskellige tematikker, børn er optagede af. Ved at kategorisere og gennemgå en række eksempler på, hvordan intentionerne kommer til udtryk i tegninger og samtaler, vil jeg give læseren den baggrundsviden om børns intentioner med at tegne, der gør det muligt at tale med, støtte og udfordre børn i tegneprocessen. I kapitel 4, ”Hvorfor tegner børn?”, giver jeg en overordnet introduktion til de mange udtryk og intentioner, jeg har fået øje på i mit mangeårige arbejde med børn og tegninger. Afslutningsvis grupperer jeg de mange intentioner i fire overordnede kategorier: eksperimentering, fortælling, kommunikation, kulturudtryk. I kapitel 5, 6, 7 og 8 gennemgår jeg de fire kategorier hver for sig.

Del 3: Tegning i pædagogisk praksis I del 3 fokuserer jeg på, hvordan man med afsæt i viden om børns intentioner i tegneprocessen kan komme dem i møde og igangsætte meningsfulde pædagogiske tiltag og læreprocesser, hvor tegning er en central udtryksform. I kapitel 9, ”Tegning i dagtilbud og skole”, argumenterer jeg for, hvordan tegning kan blive et vigtigt arbejdsredskab i forhold til børns lærings- og erkendelsesprocesser i praksis, og jeg præsenterer en række aspekter, den voksne kan forholde sig til i læringsforløb eller projekter, hvor tegning indgår. I kapitel 10, ”Samtalen i tegneprocessen”, introducerer jeg forskellige måder at tale med børn om deres tegninger og tegneproces, samt hvordan man forholder sig til tegninger, der indeholder personlige og private meddelelser om barnet og dets holdning til forskellige forhold i livet. I kapitel 11, ”Materialevalg og fysiske rammer”, giver jeg en kortfattet præsentation af forskellige muligheder og forhold, man kan forholde sig til i valget af tegnematerialer, materialernes kvaliteter samt betydningen af de fysiske rammer for at tegne hjemme, i skolen, SFO’en eller daginstitutionen.

1Tegning i den moderne barndom

I del 1 rammesætter jeg bogens projekt teoretisk og præsenterer de fagbegreber, der ligger bag bogens tilgang til børns tegninger. Begreberne leg, kultur og æstetik sættes i forhold til det at tegne som baggrund for at forstå tegning som en vigtig del af børns udtrykssprog og kommunikationsmedie. Begreber som multimodalitet og literacy underbygger denne forståelse.