![](https://static.isu.pub/fe/default-story-images/news.jpg?width=720&quality=85%2C50)
1 minute read
og menneskelighed
from Lederskabets essens
by Alinea
Tidens ledelse handler om menneskeforståelse og menneskelighed
Til trods for det indlysende i, at ledelse er en selvstændig og krævende faglig disciplin, er mange blevet udnævnt til ledere, alene fordi de har været fagligt dygtige, og derefter overladt til ”lær-dig-selv”-metoder suppleret med mere eller mindre kvalificerede kurser i ledelse. Dette har været – og er stadig – en almindelig praksis. Men det er at svigte både den nye leder og medarbejderne, der skal arbejde under vedkommende, og denne praksis er på ingen måde tilstrækkelig i dag.
De allermest kritiske behov i nutidig, ansvarlig ledelse er af psykologisk art:
• selvindsigt • organisationsindsigt • empati og menneskeforståelse.
Som professor Steen Hildebrandt udtrykte det i det danske magasin Mandag Morgen den 3. april 2019, så skal produktivitet være bæredygtig: ”Mennesker, helhedstænkning og bæredygtighed skal være nøgleord” (Hildebrandt, 2019).
Tiden har længe kaldt på ledere med dybtgående indsigt i organisationernes psykologiske dimensioner, herunder personlige erfaringer med menneskers psyke og grundlæggende behov. Derfor er det positivt, at et stigende antal organisationer i dag er opmærksomme på medarbejdernes ve og vel, ligesom de er blevet bedre til at spotte, når struktur og kultur virker til ubevidst at frustrere og tilbageholde kraft og kreativitet. Og det er positivt, at de fleste organisationer blandt andet via supervision og lederkurser giver lederne mulighed for at styrke personlige kompetencer til gavn for såvel lederne selv som virksomheden.
Vi skal blot dybere ind mod kernen, for som nævnt mangler der generelt stadig en klar forståelse af vigtigheden af, at en leder kender sig selv, sin psykiske udrustning og sit ansvar for at styrke generel bæredygtighed. Dette er vigtigt for lederens egen skyld og for helhedens.