Stigende interesse for aktindsigt

dem. Det er kun de tidligere anbragte, som ved, hvordan det er at være blevet skrevet om igennem en hel barn- og ungdom, og kun de tidligere anbragte kan erfaringsnært fortælle, hvornår de oplever den skriftlige dokumentation respektfuld – og hvornår de ikke gør det. Tilbagemeldinger fra tidligere anbragte på den skriftlighed, de har mødt i deres egne sagsakter, anvender jeg4 derfor i bogen som et barometer for kvaliteten af skriftligheden; og deres forslag til, hvordan man i stedet kan skrive, anvender jeg som inspiration til alternative måder at skrive. Ved at inddrage blikke fra tidligere anbragte håber jeg ydermere at skabe en stærk opmærksomhed blandt professionelle på, at de børn, der skrives om, både under anbringelsen og efterfølgende kan blive medlæsere af dokumentation og derfor altid skal medtænkes som målgruppe. Som Helene, en af bogens andre tidligere anbragte interviewpersoner formulerer det, handler det om altid at have ”barnet siddende på skulderen,” mens man skriver.

For de fleste børn og unge, som er anbragte, er det ekstremt vigtigt, at de oplever at have medindflydelse på og kontrol over, både hvilke beslutninger der træffes om dem, og hvad der skrives om dem. Flere af bogens tidligere anbragte interviewpersoner husker tilbage på, hvordan både socialrådgivere, plejeforældre og pædagoger på anbringelsessteder skrev om dem bag computerskærme eller bag lukkede døre, uden at de vidste, hvad de skrev. En anden vigtig pointe i bogen er derfor, at dokumentationen i anbringelsessager helst skal udarbejdes sammen med barnet, så barnet ved, hvad der skrives om det, og kan tilkendegive og få indført sin egen mening om tingene.

Bogen kan ikke ændre på, at aktindsigt for den enkelte med anbringelsesbaggrund både kan føre meget positivt og meget negativt med sig – fx i kraft af kendskab til faktuelle oplysninger om forhold i ens egen familie eller noget, nogen har sagt eller skrevet om én, som man efterfølgende ville ønske, man aldrig havde læst. Men følges bogens anvisninger, kan den medvirke til at mindske de mulige negative konsekvenser af aktindsigten og øge de positive.

4 Når der står ”jeg”, henviser det til bogens hovedforfatter, Mette Larsen.