Hvorfor er bogen vigtig?

– og ikke mindst til studerende og undervisere på pædagoguddannelsen.

At relationer er afgørende for, om børnene har det godt i daginstitutionen, er ikke ny viden. Alligevel er det vigtigt at slå fast, at kvaliteten af barn-voksen-relationen er den vigtigste parameter for børns trivsel og positive udvikling i daginstitutionen. Vi lever i en tid, hvor mange forskellige dagsordener, der ikke alle handler om børns grundlæggende behov for omsorg, nemt tager fokus og tid fra børnene. De seneste års massive fokus på målbar læring, også helt ned i vuggestuen, har sammen med mange kommuners begejstring for New Public Management betydet, at pædagogers fokus mange steder har flyttet sig fra børnenes grundlæggende behov og udvikling, til hvordan læringsmiljøer kan styre børnene i en på forhånd defineret retning.

Grundlæggende trivsel er forudsætningen for børns sunde udvikling. Den trivsel opstår i daginstitutionen primært gennem gode relationer mellem børn og voksne og har enorm betydning for, om børnenes tid i vuggestue og børnehave bidrager positivt til deres udvikling og fremtid. Det viser et utal af studier både herhjemme og i udlandet (Christoffersen et al. 2014; Kragh-Müller 2013; Melhuish et al. 2015; Ringsmose & Staffeldt 2017; Sigsgaard 2003; Taggart 2019). I en undersøgelse foretaget af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, om kvalitet i daginstitutionerne konkluderes det:

Kvaliteten af interaktionen mellem barn og voksen er antagelig den mest betydningsfulde enkeltfaktor i daginstitutionen med betydning for barnets kognitive, sociale og følelsesmæssige udvikling. (Christoffersen et al. 2014: 150)

13

Man ved imidlertid, at børnenes trivsel og udvikling i daginstitutionen former sig vidt forskelligt, fordi nogle børn dagligt møder anerkendelse, nærvær og gode udfordringer, mens andre møder det modsatte i form af skældud, afvisninger og manglende stimulation (Børns Vilkår 2019; Christoffersen et al. 2014; Hansen 2013; Rasmussen et al. 2019; Sigsgaard & Abildgaard 2019; Svinth 2012; Taggart 2019). Det betyder, at børns chancelighed ikke kun udfordres af opvækstvilkår. Deres chancelighed udfordres også af, at de ikke har den samme adgang til udviklingsstøttende samspil i de mange timer, de tilbringer uden for hjemmet. Der er for stor forskel både på kvaliteten af dagtilbud og på, hvordan det enkelte barn mødes. Og børnene er magtesløse i de tusindvis af timer, de er overladt i andre voksnes varetægt.

Der er desværre alt for mange erfaringer, observationer samt historier i medierne, der bekræfter, at ydmygende og nedværdigende behandling af børn i daginstitutioner finder sted hver dag, mange steder i Danmark. Seks ud af ti børn har oplevet at få skældud i børnehaven, og for 13 procent sker det ofte (Børns Vilkår 2019). Undersøgelser viser, at mange af de børn, der skældes mest ud derhjemme, også er dem, der møder mest skældud i daginstitutionen (Klinge et al. 2020: 140-152; Sigsgaard 2003).

Lektor Kit S. Petersen har forsket i mobning i børnehaver og beskriver, hvordan pædagogers praksis kan blive ekskluderende:

Når pædagogiske praksisser i en konfliktsituation retter sig mod et enkelt barn og dets deltagelse og tilstedeværelse, bliver det også det enkelte barns væremåder, der problematiseres og kalder på udstødelse. Hvis et enkelt barn på gentagne måder irettesættes, overvåges eller isoleres af dagtilbudspersonalet, fordi det ikke formår at leve op til pædagogiske forståelser

14

af passende adfærd i børnehaven, kan det medføre, at barnet nægtes tilhør til fællesskaber. (Børns Vilkår 2019: 45)

Mange pædagoger føler sig utilstrækkelige hver eneste dag, fordi de ikke kan nå at drage omsorg for hvert enkelt barn under de givne rammer og forhold. Andre agerer utilstrækkeligt, fordi de mangler strategier og redskaber til at sikre, at ingen børn lider overlast i de mange små samspil, der sker i løbet af en dag. Hvordan formulerer man sig helt konkret, og hvilke ord bruger man for eksempel til at hjælpe børn igennem en konflikt, uden at nogen dømmes som rigtig eller forkert? Samtidig er det almenmenneskeligt at gribe til automatpiloten, når man føler sig presset, men automatpiloten kan risikere at styre en hen, hvor man aldrig ønskede at komme.

Louise nåede i sin ph.d. frem til 194 forskellige forhold, der var relevante i forståelsen af den professionelle relationskompetence. De 194 pointer er sammenfattet i fem kendetegn ved relationskompetente handlinger og syv betingelser, der er afgørende for, om de relationskompetente handlinger kommer i spil (Klinge 2016). Det giver dermed fælles pejlemærker og begreber for det komplekse relationsarbejde. Sammenfatningen viser, at man kan indgå i udviklingsstøttende samspil med børn på rigtigt mange måder – der er ikke én bestemt måde at agere relationskompetent på. Der er imidlertid nogle overordnede kendetegn ved den relationskompetente interaktionelle adfærd – altså ved det, pædagogerne gør og siger – som man i fællesskab må sørge for karakteriserer de mange daglige samspil med børnene. På samme måde er der nogle grundlæggende betingelser i hverdagen, der skal være til stede, for at de udviklingsstøttende samspil kan finde sted.

15