Et af verdens vigtigste jobs

Barnets signaler skal oversættes. I daginstitutionerne er det de fagprofessionelle, der gennem viden og sensitivitet skal respondere hensigtsmæssigt på børnenes signaler og give børnene det, de behøver. Børn må ikke gøres ansvarlige for hverken stemning eller konfliktniveau i daginstitutionen. Der er ikke noget galt med børnene (eller forældrene), når børnene græder, råber og larmer for meget, når de slås for meget, når de ikke hører efter, og når de ikke gør, som de voksne vil have. Børnenes adfærd er udtryk for livsudfoldelse, og ofte fortæller den om gode intentioner eller udækkede behov. Der er altid en mening med det, børn gør – også selvom det ikke umiddelbart ser sådan ud. Både rammerne, børnene og pædagogerne påvirker relationerne, men det er aldrig barnet, der har ansvaret for relationens kvalitet. Vi voksne bærer ansvaret for, at samspil og strukturer er positive og dermed understøtter alle børns trivsel og udvikling.

Pædagogen har et professionelt ansvar for at bidrage til, at ethvert barn har det godt og udvikler sig bedst muligt. Pædagogen skal mindske risici ved opvækstvilkår, øge chancelighed og sikre, at hvert barn bringer sit unikke væsen i spil i verden. Pædagogen skal ikke blot sørge for det enkelte barns trivsel og udvikling lige nu og her, men har også ansvaret for hele gruppen af børn og for at etablere og støtte, at de fungerer som et udviklende fællesskab. Socialisering af børn og det at lære dem at være sammen med andre er netop en af de ting, som mange forældre peger på som én af daginstitutionens vigtigste opgaver.

Samspillet mellem voksne og børn i institutionerne ligner på mange måder det, der er hjemme i familien. Derfor kan man i en personalegruppe komme til at gribe til private og fagligt uunderbyggede holdninger og handlemønstre, når man taler om, hvad der

19

er det bedste og rigtige at gøre i forhold til børnene. Nogle kommer til at overføre kulturer og normer fra eget liv:

“Børn skal spise op,” “Børn skal blive siddende ved bordet, til alle er færdige,” “Alle skal have lige meget,” “Børn skal se de voksne i øjnene, når der bliver talt til dem,” “Skældud skal der til indimellem.” Eller det sker, at man i henvendelsen til børnene agerer uprofessionelt og i hårdt og bebrejdende tonefald siger: “Hold op med dét dér,” “Nu er jeg altså træt af dig,” “Det kan du simpelthen ikke være bekendt,” eller “Kom her, så vi kan have en kammeratlig samtale.”

Når der er travlt, og man er presset, kan det ske, at man handler ureflekteret og måske uprofessionelt. Der er meget, der kan udfordre – lige fra arbejdsvilkår til, hvordan man selv blev mødt som barn. Konsekvensen kan blive, at børnene ikke bliver mødt på udviklingsstøttende måder. Det sker oftest for de børn, der allermest behøver det – nemlig dem, der heller ikke derhjemme mødes udviklingsstøttende i tilstrækkelig grad.

Det er vigtigt, at pædagogisk personale får et fælles og præcist sprog for de relationskompetente handlinger, der netop ikke handler om personlige egenskaber, som man enten besidder eller ikke. Det drejer sig om, at konkrete handlinger, og det at bruge fælles fagtermer for de handlinger, bidrager til et fokus på det, børns hverdag skal bære præg af, og hvad man gerne ved fælles hjælp skal forstørre og få endnu mere af – som personalegruppe og som samfund.

At sætte fokus på relationskompetent praksis handler ikke om at gøre noget nyt. Pædagoger skal få øje på alt det, de allerede gør, som styrker børnenes trivsel nu og på længere sigt, og have et fælles professionelt sprog til at tale om de relationskompetente handlinger. Pædagoger er hver dag i uvurderligt vigtige samspil med mange børn, og de samspil skal være af positiv kvalitet. Børnene behøver

20

det, og morgendagens samfund behøver det. Derfor har pædagoger et af verdens vigtigste job. I bogens første del kommer vi nærmere ind på, hvad der helt konkret kendetegner værdifuld praksis.