Den, der har indsigten, har ansvaret

Denne bog er bygget op sådan, at første del handler om betydningen af og kendetegn ved relationskompetent praksis. Pædagogers relationskompetente praksis beskrives både i forhold til børnene og til forældrene.

Anden del af bogen beskriver, hvad der fremmer eller hæmmer en relationskompetent praksis. Det er vigtigt, at ledere og beslutningstagere læser med, så de kan bidrage til, at struktur og rammer muliggør, at pædagogerne kan lykkes bedst muligt med deres væsentlige og vanskelige opgave.

Det er vores håb, at viden om relationskompetencens kendetegn og betingelser, som i løbet af bogen relateres til hverdagen i daginstitutionen, kan bidrage til flere udviklingsstøttende samspil mellem pædagoger og børn. Både ved at man som pædagog bliver mere bevidst kompetent og får en fælles faglig forståelse for de afgørende relationelle aspekter af sin praksis, og ved at man som pædagog og ledelse får indblik i, hvad der kan virke hæmmende for det at møde børn og forældre hensigtsmæssigt.

Vores ønske er, at du som studerende, som praktiker og som beslutningstager bliver godt hjulpet, inspireret, rørt og udfordret under læsningen. Bogen er vores bidrag til, at vi som samfund vedvarende bevæger rammer for og relationer i børnelivet i en så menneskevenlig retning som muligt. Det indebærer et vedvarende blik for de voksnes rammer. For det er kvaliteten af de voksnes samspil med børnene, som kvaliteten af børnenes tid i daginstitutionen står og falder med. Både børn og voksne skal have det godt.

I den første bog om Pippi Langstrømpe får Pippi ondt af tyveknægtene Blom og Dunder-Karlsson, da de bliver så bange for

16

hende, at de begynder at græde. Pippi ender med at give dem hver en guldmønt fra sin store taske til at købe mad for. Astrid Lindgren skriver: ”Den, som er vældig stærk, bør også være vældig rar” (Lindgren, 1947/1991: 21). Voksne er store og stærke i forhold til børn og har historisk set brugt den fysiske overlegenhed til at få børn til at rette ind efter de gældende regler og normer. Det var de voksne, der satte rammerne og betingelserne for relationen, og børnene gjorde, som de voksne havde bestemt – ofte fordi de var bange for konsekvenser i form af afstraffelse eller isolation.

I pædagogisk og institutionel sammenhæng er børn blevet betragtet som ‘tomme kar’, som kun af de voksne kunne påfyldes med viden, færdigheder og dannelse. Når et barn var uroligt og ikke kunne begå sig fagligt eller socialt, så var der noget galt med barnet, som skulle håndteres med særlig hård grænsesætning, opdragelse og træning for at lære det, som det ikke kunne finde ud af. Hvis et barn for eksempel ikke kunne sidde stille, skulle det lære det ved at tvinges til at sidde stille i endnu længere tid. Den måde at behandle og betragte børn på betragter vi i dag som gammeldags og autoritær (Juul & Jensen 2002/2006; Sigsgaard 2014).

I dag er der en indlejret forståelse af, at børn – ligesom alle andre mennesker – optræder forskelligt, alt efter hvilken sammenhæng de er i, og den måde de bliver mødt på. Der er et fokus på, at børn skal behandles med respekt og ligeværdighed, og at de har en stemme, der skal høres. Mange pædagogiske metoder i pædagoguddannelsen og koncepter i daginstitutionerne tager udgangspunkt i en systemisk måde at betragte mennesker på, det vil sige en grundantagelse om, at alle individer i et system påvirker hinanden indbyrdes, og at der er sammenhæng mellem omgivelserne og den enkeltes adfærd. Når vi behandler børn på en anden måde, end vi plejer, vil de også ændre sig, og når vi ændrer vores adfærd, ændrer børnene tilsvarende deres.

17

Den autoritære måde at behandle børn på er heldigvis ikke længere velset. Men ét er viden, et systemisk perspektiv og et oprigtigt ønske om at behandle børn med respekt og ligeværdighed – et andet er faktisk praksis. Mange børn sendes til psykiatrisk udredning for dysfunktioner, selvom deres adfærd kan være en naturlig reaktion på usunde samspil og strukturer. Børns handlinger, følelser og syn på sig selv og andre påvirkes altid af de relationer og rammer, de indgår i. Alligevel omtales børn både i pædagogisk praksis og i den offentlige samtale indimellem som kropumulige, som inklusionsbørn, som børn med særlige behov, som udadreagerende, som særligt sensitive, som panelbørn og som grænsesøgende.

Børn har medfødte forudsætninger for at indgå i positive samspil med omverdenen. Gennem empiriske studier af samspillet mellem mødre og deres spædbørn har forskere konkluderet, at mennesket har en evne til at kommunikere med andre, som er aktiv fra fødslen (Malloch & Trevarthen 2009; Stern 1991; Trevarthen & Malloch 2000; Tronick et al. 1980). Børns samhørighedsskabende evner som at imitere og bruge mimik og gestik er medfødt, men spædbarnets fulde kommunikative potentiale udfoldes kun, hvis barnet oplever kærlig omsorg og hensigtsmæssig respons på sine behov og signaler (Hart 2006). Vi håber, at den viden om relationskompetent praksis, som denne bog præsenterer, vil styrke pædagogens handlingsrepertoire, også i svære situationer.

Når vi gør noget for at ændre på børns adfærd, som ikke lykkes, reagerer vi ofte med at gøre mere af det samme i længere tid. Det er omtrent lige så almindeligt, som det er uklogt. (Juul 1998/2001: 29)

18