1 minute read
Undersøgende litteraturundervisning og Fælles Mål
by Alinea
langsomt og dybt (infererende), når de har været gennem forløb med undersøgende undervisning. For at finde ud af det har vi testet eleverne i indsatsklasserne før og efter forløbene og sammenlignet deres resultater med klasser, der ikke har gennemført vores forløb (kontrolklasser). I alt deltog 4.483 elever i forsøget fordelt på 234 klasser. Resultaterne viste, at de elever, som var blevet undervist med den undersøgende tilgang til litteraturundervisning, i gennemsnit forbedrede deres litterære fortolkningskompetence med, hvad der svarer til et halvt års undervisning sammenlignet med kontrolgruppen. Det kvalitative perspektiv handler om at forstå, hvad der sker i praksis, når eleverne arbejder undersøgende med litteratur, og hvordan lærere og elever oplever undervisningen. I bogens kapitler trækker vi resultater, eksempler og cases ind fra både det kvantitative og kvalitative forskningsspor sammen med de udviklede forløb, der står som vores konkrete bud på, hvordan undersøgende litteraturundervisning kan se ud.
I Fælles Mål for danskfaget (Børne- og Undervisningsministeriet 2019) består kompetenceområdet fortolkning af fem færdigheds og vidensområder: oplevelse og indlevelse, undersøgelse, fortolkning, vurdering samt perspektivering. KiDMs undersøgende litteraturundervisning opererer med syv strategier, der delvist overlapper med færdigheds- og vidensområderne i Fælles Mål. De syv strategier er: forforståelse, oplevelse, opdagelse, afprøvning, uddybning, fortolkning og perspektivering. Et fællestræk er, at både Fælles Mål og KiDMs undersøgende tilgang tager afsæt i elevens oplevelse og indlevelse i teksten og betoner elevernes undersøgelse af teksten som vejen til fortolkninger. Perspektiveringsstrategien er et andet fællestræk. Men når vi har syv strategier, skyldes det, at vi også kommer med et bud på, hvordan læreren kan arbejde med elevernes forforståelse, og at undersøgelsesfasen er opdelt i tre strategier: opdagelse, afprøvning og uddybning. De tre strategier i undersøgelsen skal ses i sammenhæng, men giver tilsammen et mere detaljeret bud på, hvordan læreren konkret kan understøtte elevernes udvikling af analyse- og fortolkningskompetence i et undersøgende perspektiv.