Den pædagogiske erobring af begrebet samskabelse

ker der legitimerer denne udfordring. Når et eksisterende styringsparadigme udsættes for stigende kritik, giver det plads til, at der opstår nye tanker og idéer om ”den bedre måde at gøre det på”. New Public Governance kalder man den nye styringstrend, som netop gør dette (Krogstrup & Jensen 2017). Styringsidéen i denne trend er, at man ”bedst løfter i flok”, og at dette gøres ved at have fokus på samarbejde om fælles udfordringer gennem opbyggelse af netværk og nye alternative partnerskaber på tværs af offentlige sektorer samt private og frivillige organisationer. Derudover skal der lægges vægt på inddragelse af de mennesker, som bruger de udbud, man gerne vil forbedre, eller som berøres af de problematikker, man gerne vil løse. Det er i denne sammenhæng, at begrebet samskabelse kom på den kommunale dagsorden og nu også er et forholdsvis kendt begreb i pædagogisk sammenhæng.

I 2017 udkom et dansk manifest for samskabelse, Manifest for National Bevægelse for Samskabelse, et år efter Hood og Dixons kritik (Samskabelsesbevægelsen 2017). Her tegnes der et billede af samskabelse som en ny organisationsopskrift til at løfte velfærdsopgaver. Samskabelse er siden hen generelt blevet forstået og belyst som en slags ”organisationsopskrift” i dansk litteratur, hvormed man kan ændre brugerens position fra passiv kunde til deltagende borger. Med denne organisationsopskrift kunne kommuner, herunder institutioner, sammen med borgere finde frem til de bedste løsninger på velfærdssamfundets udfordringer og opgaver. Siden hen har forskellige forfattere forsøgt en pædagogisk erobring af begrebet, herunder professor i evaluering og organisationsudvikling Hanne Krogstrup m.fl., som beskriver samskabelse som en ny måde at drive udvikling på og en ny måde at “skabe positiv forandring i borgernes og brugernes livssituation gennem udøvelsen af deres evne til at klare selvsamme livssituation” (Krogstrup & Mønsted 2017: 15). I pædagogisk praksis har samskabelse dog til tider vist sig at være udfordrende, idet der har været et iboende modsætningsforhold i begrebet (Iversen 2017).

Samskabelse fremstår som en del af et styringsparadigme, hvor det handler om at afgive styring og dermed kontrollen helt eller delvist, samtidig med at pædagogen oplever at stå med det ansvar, han eller hun pålægges som myndighedsperson. Der har også været tale om ”pseudoinddragelse”(Madsen 2018), der dækker over situationer, hvor begrebet samskabelse bruges, fordi det har en positiv symbolværdi, men hvor det ikke reelt afføder nye måder at drive pædagogisk virksomhed på: Man siger, man inddrager børn eller borgere, men gør det reelt set kun på papiret. Samskabelsesprocesser får først reel legitimitet i praksis, i det øjeblik myndighedspersoner har vilje og mod til at afgive magten til at definere, hvem der har behov for hvad, hvornår og i hvilken sammenhæng, samt hvordan dette behov skal imødekommes. Tværprofessionelt samarbejde, forældresamarbejde eller samarbejde med pårørende eller andre, som er blevet tildelt en myndighed, adskiller sig fra samskabelse ved, at ”sagen” ikke kun håndteres sammen med andre professionelle i myndighedsregi med henblik på at blive enige om mål og metode, men at man derimod åbner op for civil deltagelse i velfærdsproduktionen. Dette med særligt fokus på den enkeltes ret til at være aktivt deltagende i udformningen af eget liv og på, at både mål og metode helst skal findes gennem fælles dialog og idégenerering. Styring og kontrol bliver således forvandlet til facilitering og undersøgelse. Vi har ikke til hensigt her at kortlægge samt begrebsafklare de mange forskellige begreber, som ofte er knyttet til samskabelse, men brugerinddragelse er som før nævnt et centralt begreb i denne sammenhæng. Det kombineres i samskabelsesprocessen med inddragelse af det civile samfund, som kan bidrage med lokale og frivillige kræfter i forhold til både små og store udfordringer. Vil børnene i børnehaven f.eks. gerne have en køkkenhave, men børnehaven har svært ved selv at holde den, kan en pensioneret bedstefar måske træde til og desuden med sin erfaring bidrage med sine egne idéer. Har den unge i klubben problemer med skolearbejdet, kan frivillige foreninger, der tilbyder lektiehjælp, måske hjælpe osv.