Den kontekstsensitive og åbne forståelse af begrebet samskabelse

Ann-Merete Iversen skriver i sin ph.d.-afhandling om samskabelse, hvordan samskabelse bliver til i en specifik fagprofessionel kontekst. Dette indebærer, at samskabelse er begyndt at ”leve sit eget liv” ude i de institutionelle sammenhænge, og at det gradvist får tilskrevet betydning gennem det sprog og de handlinger, der opstår i den specifikke kontekst (Iversen 2017). Det er først i kraft af den betydning, som begrebet samskabelse begynder at bære i den enkelte kontekst, at det får reel transformationskraft. Generelt får begrebet den betydning, at det dækker over en meningsfuld praksis baseret på processer, som igangsættes nedefra, det vil sige en praksis båret af organisatoriske ”bottom-up”-processer. Dette står i opposition til ”systemet”, hvorfra der modsat igangsættes ”top-down”-processer i form af formelle vilkår, struktur og regler for det pædagogiske arbejde.

I denne antologi bevæger vi os bevidst væk fra en specifik definition på samskabelse, og vi introducerer heller ikke én almengyldig metode, som kan anvendes i enhver kontekst. Netop fordi vi godt ved, at begrebet først for alvor bliver betydningsbærende i den enkelte pædagogiske praksis, hvor det er pædagogerne, som skal løfte begrebet og give det mening (den læser, som ønsker en mere specifik indføring i samskabelses-begrebets historik, kan vi dog henvise til kapitel 9, hvor Astrid Kidde Larsen Nørgaard detaljeret beskriver begrebets tilblivelse). Men grundlæggende set tager vi udgangspunkt i følgende:

• Kollektiv kreativitet: Samskabelse er et begreb, der udspringer af det engelske ”co-creation”, som handler om ”at skabe noget sammen – at kreere noget kollektivt”. Iversen taler i denne sammenhæng om en kollektiv kreativitet, som kommer i spil (Iversen 2017). • Deltagersyn baseret på den forståelse, at mennesket er aktiv medskaber af sin egen udvikling: I 2019 udgav professor Lene Tanggaard og cand. psych. Josefine Dilling en videnjournal om samskabelse med børn (Tanggaard & Dilling 2019), hvor de med en praksisorienteret tilgang giver deres bud på, hvordan samskabelse med børn kan gribes an i en pædagogisk kontekst. De indkredser, hvordan barnets position bør

være under samskabelsesprocesser, hvor barnet skal ses som aktiv medskaber af både sin egen udvikling og af det, som sker omkring og med barnet (Tanggaard & Dilling 2019: 22). Vi lægger os op ad dette syn og giver her i bogen vores bud på, hvad det indebærer i forhold til en bredere målgruppe af forandringsdeltagere – bl.a. unge, voksne og psykisk og fysisk handicappede. • Etisk kompetence: Den pædagogiske målgruppe er generelt meget bred og mangfoldig, men altid kendetegnet af, at vi, med filosoffens Knud

E. Løgstrups ord, “har noget af det andet menneskes liv i vores hånd”.

Han skriver:

Af den elementære afhængighed og umiddelbare magt udspringer fordringen om at tage vare på det af den andens liv, der er afhængigt af een, og som man har i sin magt, idet det dog ud fra den samme fordring er udelukket, at varetagelsen nogensinde kan bestå i for den andens skyld at tage hans selvstændighed fra ham. Ansvaret for den anden kan aldrig bestå i at overtage hans eget ansvar. (Løgstrup 2008: 39)

Den etiske udfordring består altså i, at pædagogen står med noget af den andens liv i sin hånd, uden dog at skulle tage selvstændigheden fra ham og overtage hans eget ansvar. Det pædagogiske potentiale i begrebet samskabelse handler netop om at stå fast i dette deltager- og menneskesyn, som opfordrer til at respektere og give plads til den enkeltes selvstændighed og medansvar, dog uden at frasige sig sit pædagogiske ansvar som facilitator af denne proces.

I forlængelse af ovenstående og sammenfattende ønsker vi, at du som læser og studerende får øje på, hvordan en samskabende tilgang i pædagogisk praksis kan fungere som en katalysator for centrale dele af pædagogikkens mål – nemlig at skabe livskvalitet, empowerment og gode livsbaner for dem, der arbejdes med. Vi vil endda gå så langt som til at postulere, at samskabelse er nøglen til at redde liv gennem pædagogisk praksis, blot på lang sigt til sammenligning med andre professioner som for eksempel læger og sygeplejerske, der redder liv på kort sigt. Oplevelsen af at blive inddraget, hørt, set som menneske og et subjekt samt få indflydelse over eget liv, stort som småt, betragtes både lovmæssigt (se f.eks. FN-konventi-

oner) og filosofisk som målet for pædagogikken, både almenpædagogikken og social- og specialpædagogikken. Og det er lige præcis dét, som en samskabende tilgang har et stort potentiale for at facilitere versus det modsatte i form af formynderi a la ”Vi ved, hvad der er bedst for dig”, forråelse og ”opbevaring i stalden”, hvor dem, der arbejdes med, stagnerer i deres udvikling.

Med denne ”teaser” er en fællesnævner og grundforståelse for alle kapitlerne, at samskabelse ikke handler om at tilrettelægge og udvikle praksis for en målgruppe, men derimod om at tilrettelægge og udvikle praksis sammen med målgruppen – både i mødet med den enkelte samt i mødet med grupper i en større social sammenhæng. Den indstilling, som samskabelsesperspektivet medfører, mener vi indeholder et kæmpe pædagogisk potentiale i forhold til at drive forandringer i alle typer af kontekster og med alle typer af målgrupper.

Det er vigtigt for os at understrege, at der ikke skal forandres for enhver pris, og at skabe en kontekst for, hvad vi mener med forandring. Forandring kan rumme alt fra et lille mødeøjeblik med det enkelte menneske, hvor man mærker, at der sker et lille positivt skift i relationen, til at handle om større omstruktureringer af institutionelle strukturer eller måske en kulturel forandring i den pædagogiske agenda. En forudsætning for, at forandringer i en pædagogisk sammenhæng sker på en meningsfuld måde, er, at de grundfæster sig positivt i hverdagens praksis og samtidigt forbedrer pædagogens mulighed for at arbejde med trivsel, udvikling og livskvalitet. Når samskabelse i den forbindelse er et nøglebegreb, skyldes det det bagvedliggende deltager- og menneskesyn, som en pædagog, der tager begrebet til sig, kan anvende som en slags indre beklædningsgenstand i sit arbejde. Det er denne indre beklædning, som danner grundlaget for, hvordan vi møder de mennesker, vi arbejder med. Samskabelse bliver således et betydningsbærende begreb i forhold til den pædagogiske indstilling, vi går til opgaven med.

Opsummerende kan man sige, at vi med antologien ikke lægger op til forandring for forandringens skyld, men derimod lægger op til at se samskabelse som en pædagogisk tilgang, der kan udvikle og kvalificere praksis på de områder, hvor der er potentiale til det.