Verdenshistorie 2 - Fra moderne til nyeste tid

Den moderne/industrielle periode fører med tiden til, at en række imperier opløses. I første omgang som følge af Første Verdenskrig (1914-1918), hvor opløsningen af bl.a. det Østrig-Ungarske Imperium fører til en eksplosion i antallet af stater. Også An­ den Verdenskrig (1940-1945) fører til, at en række europæiske imperier opløses, og nye stater bliver dannet.

Den økonomiske krise i 1930’erne får global be­ tydning. Den vestlige verden (USA, Canada, Europa, Australien og Japan) fortsætter med at dominere verdens økonomi gennem multinationale selskaber, mens staternes økonomiske betydning mindskes.

Ejerskab af jord mister betydning, hvilket betyder at, de traditionelle overklasser i mange områder mister magt og indflydelse. Samtidig oprettes der i den nyeste periode en række over-statslige institu­ tioner, som får politisk betydning flere steder i ver­ den.

En række ideologier (kommunisme, liberalisme, fascisme, nazisme) får stor betydning i bestemte områder og udbredes under Den Kolde Krig til at have global betydning.

Globaliseringens betydning vokser, og med inter­ nettet og nye tranportsystemer knyttes verden tæt­ tere sammen end nogensinde tidligere. Der er dog også områder, hvor globaliseringen ikke trænger igennem, og nogle lande og grupper forsøger aktivt at fastholde traditioner, både politisk og kulturelt.

Thorkil Smitt

underviser på Egedal gymnasium. Han er forfatter til flere udgivelser som Danmarks­historisk oversigt (2006), Verden i Nyeste tid (2008), og Kina efter 1840 (2010) samt Verdenshistorie 1. Fra klassisk til førmoderne tid (2014).

Christian Vollmond

underviser på Københavns VUC. Han er forfatter til flere udgivelser som fx Overblik og Sammenhæng (2011), Fra fortid til historie (2013), Hvem stod bag?

(2014) samt Verdenshistorie 1. Fra klassisk til førmoderne tid (2014).

2

fra moderne

t i l n y e s t e t i d

Verdenshistorie 2 består af 5 kapitler, som kan læses uafhængigt af ­hinanden. Læser du dem i sammenhæng, får du et overblik over verdens historie fra ca. 1750 og til i dag. Kapitel 5 er et oversigtskapitel over ­verdens historie.

Hvert af de fire første kapitler har en rød tråd, som gør de lange linjer

og betydningen for nutiden nemmere at se. Samtidig er det meningen, at de enkelte kapitler skal kunne danne udgangspunkt for et forløb i historie­undervisningen.

Kapitlerne starter med en tidslinje, der afspejler kapitlets indhold.

Derefter følger beskrivelsen af et menneske, der med sin historie illustrerer periodens udvikling.

Den moderne/industrielle periode 1750-1914

Verdenshistorie

Verdens historie

Den nyeste periode 1914-

2

Thorkil Smitt & Christian Vollmond

Verdens historie

2

f r a m o d e r n e t i l n y e s t e t i d

Lindhardt og ringhof

I den moderne/industrielle periode bryder en række af den førmoderne periodes tendenser igennem.

Nye idealer for videnskab og politik opstår og bliver udbredt, hvilket leder til, at en ny produktionsform opstår: Den industrielle produktion, hvor varer kan produceres i langt større mængde. I den før­ moderne periode begyndte man nogle steder at sætte mennesket i centrum, og i den moderne/ industrielle periode bryder denne tendens igennem og nye syn på mennesket og samfundene opstår.

Mennesker begynder at forholde sig kritisk til tradi­ tioner og forstå sig selv som individer.

I takt med industrialiseringen begynder man at anvende nye energikilder som kul og olie. Arbejdet flyttes ud af husstanden, og nye masseproduce­ rede varer kommer til salg. Med det nye arbejdsliv opstår fritid som nyt koncept, og de tidlige sports­ foreninger opstår. Der sker også en urbanisering, transport­tider mellem forskellige egne formindskes, nye og mere effektive våben opfindes. Industrialise­ ringen fører også til øget landbrugsproduktion og mange steder vokser befolkningerne.

De tidligst industrialiserede lande får en fordel over andre, hvilket yderligere øger en række euro­ pæiske landes magt og dominans rundt om i verden.

Store dele af verden påvirkes ikke i første omgang, men møder dog modstand visse steder, hvor tradi­ tioner enten fastholdes eller opfindes som modtræk til udviklingen.

THORKIL SMITT & CHRISTIAN VOLLMOND

VERDENS HISTORIE

FRA MODERNE TIL NYESTE TID

LINDHARDT OG RINGHOF

INDHOLD

FORORD

SIDE 4

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER DE MODERNE DEMOKRATIERS OPSTÅEN CA. 1750-1850

SIDE 6

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME DEN MODERNE EUROPÆISKE CIVILISATION BLIVER GLOBAL 1750-

SIDE 52

IDEOLOGIERNES KAMP DET KORTE 20. ÅRHUNDREDE 1917-1991

SIDE 104

INDHOLD

GLOBALISERING VERSION 2.0 VERDENS HISTORIE SIDEN 1989

SIDE 160

VERDENS HISTORIE I STORE TRÆK OG LANGE LINJER

SIDE 204

YDERLIGERE MATERIALE

SIDE 228

FORORD

Denne verdenshistorie bygger på den antagelse, at historien i sagens natur skrider kronologisk frem, mens historie – som vi underviser i – er en tematisk størrelse. Derfor er denne bog forløbsopbygget, og de enkelte kapitler kan overlappe hinanden i det kronologiske forløb fordi vi følger kapitlets tema til dørs.

Det giver mulighed for at bruge bogens kapitler som selvstændige forløb med kilder. Bogen kan selvfølgelig også læses fra ende til anden.

Fremstillingen er inspireret af globalhistorie. Tilgangen kan ses som et opgør med tidligere tiders nationalt orienterede fremstilling og dermed også af de faste fortælletræk, der ellers har præget europæiske fortolkninger af verdens historie. Ét af de tilvalg, vi har foretaget er at anvende en anden periodisering, der peger på verdens historie fremfor Europas verdenshistorie.

Mens ”oplysningstiden” fx betegner en særlig periode i Europas historie, bruger vi i denne bog betegnelsen den ”moderne/industrielle periode”.

Derved indfanger man måske bedre de mange træk, der præger perioden også uden for Europa.

Et andet tilvalg er, at hvert kapitel har sit eget narrativ, der anlægger en særlig tematisk tilgang til den behandlede periode og fremhæver forskellige drivkræfter i fortidige forandringer.

Det er en pointe i fremstillingen, at vi godt ved, at vi konstruerer ”historien” gennem de valg og fravalg, som vi har foretaget. Det afspejler sig også på bogens omslag, der viser en række figurer, der kunne lede tankerne hen på flag og minde os om de seneste århundreders udvikling mod nutidens ca. 200 selvstændige nationer?

OM HISTORIENS DRIVKRAFT De fleste forsøg på at skrive noget af verdens historie skrives med en idé om, hvad der var med til at drive historien frem.

Den klassiske diskurs om drivkraften i historien i den vestlige verden står imellem en socialistisk (materialistisk) fortolkning af historien, der lægger vægt på de økonomiske ejerforhold og sammenhænge, mens den liberale historiefortolkning fokuserer på ideer og de store personligheders betydning. Fx: Ingen russisk revolution uden Lenin og ingen nazisme i Tyskland uden Hitler overfor: Lenin ville aldrig have kunnet tage magten, hvis ikke det russiske samfund var på sammenbruddets rand efter tre års krig, og Hitler ville aldrig være kommet til magten uden den arbejdsløshed, der fulgte i kølvandet på krakket i Wall Street.

Det er vanskeligt at give et meget præcist billede af, hvad der driver historien, uanset hvilken fortolkning af historie man vælger. Ingen er uenige i, at de økonomiske forhold altid spiller en stor og ofte afgørende

4

FORORD

rolle i fortiden. Men store personligheder kan også i særlige tilfælde og sammenhænge få ret afgørende betydning for en historisk udvikling. Politiske manifestationer, hvor store befolkningsgrupper har stået bag krav om radikale ændringer, har også skabt historie. Samtidig har religion også været med til at skabe og ændre historiske forhold. Så historiens drivkraft er et kompleks sammenspil imellem mennesker og natur og en hel række økonomiske, politiske og kulturelle faktorer, der reagerer i forhold til hinanden.

OM INDHOLD OG OPBYGNING Bind 1 sluttede med den førmoderne periode og den begyndende globalisering efter 1450, der genskabte den afbrudte forbindelse mellem Europa/Asien/Afrika og Amerika og Australien/Oceanien. Bind 2 forsætter med den moderne/industrielle periode (1750-1914) som fulgte. Kapitel 1 handler om hvordan nye ideer om mennesket, samfundet og verdens indretning over en ganske kort periode førte til revolutioner, der formede helt nye opfattelser af staten og indbyggerne.

Kapitel 2 behandler den samme periode, men med vægt på, hvordan industrialisering og imperialisme i samspil ændrede magtforholdene mange steder på Jorden. Store dele af Asien og Afrika blev underlagt europæiske lande, og den industrielle produktion forandrede livsvilkårene for mennesker i stort set hele verden. Derved opstod en ny periode, der i mangel på bedre betegnes nyeste tid (1914-). Denne periode præges frem til ca. 1991 i høj grad en række konflikter mellem forskellige ideologier. Dette er emnet for kapitel 3. Mange af disse konflikter havde global betydning: Første Verdenskrig, Anden Verdenskrig og Den Kolde Krig, der bl.a. blev udkæmpet som såkaldte stedfortræder-krige i forbindelse med den afkolonisering, som begyndte efter Anden Verdenskrig, og førte til, at en række nye selvstændige stater opstod.

Denne udvikling fortsatte i perioden efter Den Kolde Krig, som er emnet for kapitel 4. Dette kapitel fokuserer i høj grad på den globalisering, der i denne periode har haft afgørende betydning for stort set alle mennesker på Jorden. Samtidig tyder meget på, at magtforholdene igen i denne periode er ved at ændre sig i en ny retning, hvor bl.a. multinationale selskaber, overstatslige organisationer og ikke-statslige grupper (NGO’er) har fået en stigende betydning. Også magtforholdene mellem verdens stater er i disse år i opbrud.

Kapitel 5 fremstiller verdens historie i store træk og lange linjer, og i dette kapitel fremhæver vi hovedtrækkene med vægt den danske/europæiske historie.

FORORD

5

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER DE MODERNE DEMOKRATIERS OPSTÅEN CA. 1750-1850

1740-1748

Montesquieus bog “Om lovenes ånd” (De l’esprit des lois) udkommer Den Østrigske Arvefølgekrig mellem Frankrig, Bayern, Spanien, Sachsen og Preussen mod Østrig, England, Holland og Sardinien

1756

Syvårskrigen bryder ud mellem England og Preussen mod Frankrig, Rusland, Østrig og Sverige

1763

Freden i Paris: Englands position som største magt i verden slås fast

1776

Adam Smiths ”Nationernes velstand” (Wealth of Nations) udkommer

1776

Den Amerikanske Uafhængighedserklæring og starten på krigen mellem England og de amerikanske kolonister

1788

Første engelske koloni i Australien grundlægges, de fleste af indvandrerne var straffefanger

1789

Den Franske Revolution bryder ud

1792

Den Haitianske Revolution bryder ud

1799

Napoleon Bonaparte tager magten i Frankrig

1804

Haiti erklæres selvstændigt

1808-1825

TIDSLINJE

1748

De Spansk-amerikanske Uafhængighedskrige

1812

Napoleons felttog mod Rusland

1814

Den engelske kolonisering af New Zealand begynder

1815

Wienerkongressen

1832

Det græske område løsriver sig fra Osmannerriget og bliver med Konstantinopel-traktaten en selvstændig stat

1848

Demokratisk inspirerede opstande i flere europæiske hovedstæder, fx Paris, Berlin, København

• Diskuter hvorfor årstallene/begivenhederne er udvalgt. Find eksempler på andre årstal/ begivenheder, du/I mener burde have været med • Sammenfat kapitlets hovedpointer med udgangspunkt i årstalslisten

OPGAVE

• Undersøg de oplistede årstal på baggrund af kapitlet og eventuelt nettet

EN MODERNE KVINDE

ABIGAIL ADAMS (1744-1818)

Q Abigail Adams bliver født i 1744 i en familie af europæiske kolonister i Nordamerika. Hendes familie har en del politisk indflydelse og hendes far, der er præst, står i nær forbindelse med flere af kontinentets andre intellektuelle og uddannede. Abigails mor lærer de tre døtre at læse, og selv om Abigail ikke går i skole, så får hun en form for uddannelse gennem sin fars store bogsamling. Her er både skønlitteratur og flere af samtidens nyskabende bøger, der sætter spørgsmålstegn ved samfundets indretning.

I 1762 møder hun John Adams. Det er ikke første gang, at de støder ind i hinanden – faktisk er de fjernt beslægtede – men denne gang sker der et eller andet mellem de to. Herefter får Abigail sin egen stemme, da hun og John indleder en omfattende brevveksling.* Der er i dag bevaret næsten 1200 breve, som de to har udvekslet. I begyndelsen bor de endda blot 8 km fra hinanden. Gennem hendes mange breve til John og flere andre af datidens berømtheder møder vi en kvinde, der på mange områder er forud for sin tid. Hun går bl.a. ind for afskaffelse af slaveri, og for at kvinder skulle have politiske rettigheder. Slaveriet bliver først afskaffet i USA efter Den Amerikanske Borgerkrig 1861-1865. Mens det først er i 1920, at kvinder får stemmeret i alle Amerikas Forenede Stater.

Som 20-årig bliver hun i 1764 gift med John.

Hendes far står for vielsen. Hendes mor har *

8

Citaterne fra Abigail Adams stammer alle fra www. masshist.org, der har digitaliseret og offentliggjort en enorm samling af papirer med forbindelse til John og Abigail Adams.

ellers i begyndelsen været imod forholdet til John Adams, der ”kun” er advokat. På den tid var det åbenbart ikke fint nok til en præstedatter fra en af de velhavende og landejende familier.

Efter brylluppet flytter de ind på en gård, John har arvet i byen Braintree. Allerede året efter får de deres første barn. Frem til 1777 føder Abigail yderligere 6 børn, hvoraf et af dem er dødfødt og en dør som 1-årig. Dette var helt almindeligt på den tid, men i brevene kan man tydeligt se, at hun og John er meget berørte af det.

Meget af Abigials liv ligner andre kvinders på den tid. Hun går hjemme og sørger for hjemmet og børnene, mens John arbejder.

Samtidig er det i brevene tydeligt, at hun i modsætning til andre af den tids kvinder på ingen måde er underdanig. Hun er veluddannet, og hun og John deler mange af det, man kalder ”oplysningstidens” idealer. På denne tid er det noget nyt at mene, at mennesker er lige og frie – og har visse rettigheder. Da den engelske regering i 1775 indfører en skat på papir, bliver John politisk aktiv og skriver på vegne af et borgermøde i Braintree: Af alle de ulykker, der gennem tiden er overgået dette land, har vi aldrig tidligere følt en så stor ængstelse, eller så voldsomme bekymringer, som ved denne lejlighed. Vor loyalitet over for Kongen, vor agtelse for begge Parlamentets kamre og vor hengivenhed over for alle vore medundersåtter i Storbritannien er så stor, at lovforslag, hvori vi fra denne nation opfatter en vis uvenlighed imod os, føles des mere mærkbare og indgående. Og vi kan ikke længere afholde os fra

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

at beklage, at mange af det seneste ministeriums lovforslag, samt visse af Parlamentets seneste love, efter vor opfattelse hælder mod at fratage os vore allermest grundlæggende rettigheder og friheder.

Modstanden ender med at udløse Den Amerikanske Uafhængighedskrig 1776-1783.

Selvom han tydeligt erklærer sig tro mod kongen, så fremhæver han sine rettigheder og frihed. På mange måder var Abigail endnu mere radikal. Hun mener at denne frihedskamp også må omfatte slaverne i Nordamerika: Jeg ville virkelig ønske, at der ikke var slaver I dette område. Det har altid forekommet mig skændigt, at vi selv kæmper for frihed, mens vi dagligt berøver andre friheden, selvom de har lige så meget ret til den som vi.

Begge går ind for, at de 13 kolonier i Nordamerika skal løsrive sig fra England. Da John i 1776 deltager i ”Den Kontinentale Kongres”, de europæiske kolonister i Nordamerikas politiske sammenslutning, skriver Abigail til ham, at hun godt kunne tænke sig at han ville huske damerne og være mere storsindet og velvillig end dine forgængere over for dem. Det sker ikke i den uafhængighedserklæring Den Kontinentale Kongres offentliggør nogle måneder senere 4. juli 1776.

Efter afslutningen på krigen fortsætter John i politik, og bliver bl.a. udsendt som ambassadør til Europa. Abigail bliver det meste af tiden i Nordamerika, men rejser også i en periode til Europa. Her oplever hun bl.a. England og det engelske hof, som hun dog ikke er meget imponeret over: Jeg kommer aldrig til at have megen omgang med sådanne mennesker, for de kommer ikke til at bryde sig mere om mig end jeg om dem. De har endnu højere tanker om deres titler her end i Frankrig... Man forestiller sig slet ikke i hvilken grad de såkaldt almindelige indbyggere hos os [dvs. i de amerikanske kolonier] er de tilsvarende indbyggere i England overlegne. Vi har heller ikke den underdanighed i opførsel, som skellet mellem adel og borgere giver anledning til her i landet.

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

Vi skælver ikke over hverken hans majestæts navn eller tilstedeværelse. Jeg tror aldrig jeg har oplevet en mere foragtelig situation, end da jeg stod sammenlagt 4 timer, blot for at få et nådigt smil fra majestæten. Vidne til den bekymrede omsorg som dem omkring mig udviste for deres store velgører. Jeg selv havde dog den ære, at majestæten nedlod sig til at hilse på mig.

Abigail bliver senere yderligere indblandet i politik, da John bliver vicepræsident i 1789 og genvalgt i 1792. Hun tager fortsat del i Johns politiske liv, men skriver også sammen med andre af tidens betydningsfulde politikere. I 1797 bliver John præsident, og tre år senere flytter de til USA’s nye hovedstad Washington D.C. Som det første præsidentpar flytter de ind i Det Hvide Hus, der endnu kun er halvfærdigt.

Hun dør som 73-årig i 1818. På det tidspunkt er kun to af hendes børn stadig i live. Den ene John Quincy Adams bliver blot 7 år senere præsident i USA. Q

9

INDLEDNING Fra midten af 1700-tallet og frem til 1815 blev stort set hele Jorden inddraget i en række krige, der især handlede om konkurrencen mellem stormagterne Frankrig og England. I Caribien, Europa, Indien, Afrika og Nordamerika kæmpede franske og engelske hære mod hinanden i skiftende alliancer med både lokale befolkninger og andre europæiske stormagter. Kampen om adgangen til vigtige landområder, produkter og handelsveje kom på den måde til at blive en global konflikt, der havde konsekvenser for store dele af Jordens befolkning og førte til at de første moderne demokratier blev grundlagt.

Krigene handlede til at begynde med om magt over landområder, der var grundlaget for de europæiske stormagters rigdom. Men med tiden blev en ny tendens en del af konflikten: befolkningernes krav om politisk indflydelse. Startende i Europa og Nordamerika begyndte folk – de almindelige mennesker i byerne og siden også bønderne på landet – at kræve politisk indflydelse og bedre vilkår. I Nordamerika krævede nogle af indbyggerne uafhængighed fra den engelske konge og udløste hermed den amerikanske revolution i 1776. Samme tendens sås i Frankrig, hvor borgere og bønder i Frankrig startede en revolution i 1789, der kostede den franske konge livet og medførte en nyskabelse i Europa: en politisk leder, der blev valgt af indbyggerne. Denne revolution førte også til krig, og frem til 1815 var der stort set konstant krig i Europa og mellem europæiske magter andre steder.

De nye ideer om demokrati (=folkestyre) fik enorm betydning og blev med tiden også spredt til Caribien og Sydamerika, hvor indbyggerne krævede frihed fra de europæiske kolonimagter. Da de europæiske magter var svækkede af krige, lykkedes det for mange områder i Sydamerika og Caribien at løsrive sig fra de europæiske kolonimagter. Andre steder i verden fik oplysningstidens ideer ingen virkning – i hvert fald ikke i første omgang.

1700-tallet kaldes ofte ”Oplysningstiden” i historiebøger. Betegnelsen blev allerede brugt af samtidens forfattere, der så det som et projekt at oplyse deres medborgere. Det overordnede mål med oplysningen var at frigøre menneskene fra traditioner og sædvaner. Menneskers liv og samfundets indretning skulle være baseret på fornuft og ikke overnaturlige forestillinger eller gamle traditioner. Denne tænkning er afgørende for, at man kan tale om, at der omkring denne tid indledes en ny periode i verdens historie: Den moderne/industrielle periode 1750-1914.

Ikke kun ideerne om det moderne demokrati blev formuleret af oplysningstidens tænkere. Også en række betydningsfulde ideologier opstod i denne periode. Det drejer sig om liberalisme, konservatisme og nationalisme. Nationalismen hævdede et særligt fællesskab mellem mennesker baseret på deres tilhørsforhold til en stat. Dette var for den almindelige befolkning en ny tanke, der med tiden erstattede nogle af de fællesska-

10

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

ber, man tidligere havde været en del af: landsbyen, slægten, lavet (dvs. en sammenslutning af håndværkere) og religiøse fællesskaber.

I dag er mange af periodens nye ideologier og ideer udbredte i det meste af verden. Befolkninger rejser sig stadig mod magthaverne, og bare siden 2010 har der været opstande i Tunesien, Egypten, Libyen, Syrien, Myanmar og Ukraine. I flere tilfælde har opstandene ført til store omvæltninger. Fælles for dem er, at de er resultatet af folkelige opstande, der har øget politisk indflydelse og bedre vilkår som mål. Måske ender det med at alle verdens lande bliver til demokratier?

OPLYSNINGSTID OG DEN MODERNE/INDUSTRIELLE PERIODES BEGYNDELSE Omkring 1750 kan man tale om et skifte i verdens historie. Den førmoderne periodes tendenser i retning af globalisering og øget global magt til de (vest)europæiske magter fortsatte, men foregik nu i kraft af den industrialisering, der fra omkring 1750 opstod i England: Verdens førende magt på tidspunktet. Industrialiseringen var baseret på nye energikilder, hvor man for første gang i menneskets historie begyndte at bruge andre energikilder end solen, der tidligere havde sørget for (dags)lys, at korn og andre planter kunne vokse – og blive til mad for mennesker og dyr, osv.

Ved at bruge den lagrede energi i kul og olie var mennesker pludselig i stand til at bygge maskiner med helt nye muligheder. Dette førte til en revolution af produktionen i en række lande, i første omgang i Europa, men siden spredte udviklingen sig. Arbejdet flyttedes fra hjemmet til fabrikker, der opføres i byerne, for at være sikre på arbejdskraft. Befolkningerne i Europa voksede fra ca. 1730 – især i byerne som blev hjem for de mange ekstra mennesker. Her opstod nye kulturer, hvor mennesker begyndte af have tættere kontakt og diskutere politiske forhold, adskilte arbejde og fritid, og begyndte af forstå sig selv i et nyt lys, hvor politiske ideologier begyndte af have en voksende betydning. En væsentlig del af baggrund for den industrielle udvikling var de ideer og tanker man samlet kalder for ”oplysningstiden”.

I 1690 skrev den engelske filosof John Locke (1632-1704): Da alle mennesker som sagt af naturen er frie, lige og uafhængige, kan ingen fjernes fra denne tilstand og underkastes en andens politiske magt uden sit eget samtykke. Den eneste måde, hvorpå nogen kan opgive sin naturlige frihed og pålægge sig borgersamfundets bånd, er ved at enes med andre mennesker om at tilslutte sig og forenes i et fællesskab for at leve behageligt, sikkert og fredeligt sammen og trygt kunne nyde sin ejendom med en større sikkerhed mod enhver udenforstående. Dette kan et hvilket som helst antal mennesker gøre, for det krænker ikke de øvriges frihed, da de fortsat lever i naturtilstandens frihed. Når et antal mennesker således er blevet enige om at skabe et fællesskab eller styre, er de dermed

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

11

KAN IDEER ÆNDRE VERDENS HISTORIE? Q I perioden 1750-1850 foregik en række omvæltninger og store brud i verdens historie: En helt ny opfattelse af mennesket og verden brød igennem – og magtforholdene ændredes på store dele af Jorden. Men var det de nye ideer, der førte til periodens enorme forandringer i styreformer og forholdet mellem staten og det enkelte menneske. Var filosofi og ideer virkelig drivkraften bag forandringerne?

Hvis dine bedsteforældre har gået i skole i Europa, vil de nok have lært at svare ja til det spørgsmål.

Tidligere historieskrivning fremhævede netop oplysningstiden og de nye ideer som årsagen til forandringerne.

Senere har historikere også lagt vægt på periodens økonomiske udvikling og befolkningsvækst. Den voksende befolkning førte til øget konkurrence om landbrugsjord og jobs.

Samtidig voksede antallet af borgere (=indbyggerne i byerne) i det meste af Europa og Amerika. Borgerne tjente deres penge på håndværk, handel og som embedsmænd. Både i de europæiske stater og kolonier var der et stigende behov for embedsmænd til fx at indkræve skatter, administrere områderne og sørge for kommunikationen. En anden gruppe af borgere – købmændene – havde som følge af den voksende handel tjent gode penge, som de bl.a. lånte ud til de adelige. Borgerne var også begyndt at uddanne sig, og det blev almindeligt for indbyggerne i byerne at kunne læse og skrive. Selv om deres betydning i samfundet var vokset, havde borgerne ikke fået større indflydelse. Dette ledte til utilfredshed – og siden revolution.

Det er nok svært at adskille de to årsagsforklaringer. Hvis ingen havde taget ideerne op

12

og udbredt dem, var de nok med tiden blevet glemt. Og hvis ideerne ikke var blevet tænkt, skrevet ned og trykt, havde menneskene ikke haft en direkte inspiration til de krav, de rejste rundt om i verden. Folk krævede indflydelse på, hvordan samfundene skulle indrettes og styres. De troede ikke længere på herskernes påstande om, at de havde fået deres ret til at lede af Gud. I dag lægger flere af de nyeste historiebøger om perioden igen vægt på, hvordan disse nye ideer lå bag periodens store forandringer.

Men samtidig er der stor forskel mellem datidens og nutidens forståelser af samme begreber og forhold. Idehistorikeren Jonathan Israel skelner i sit store værk om oplysningstiden mellem den radikale og den moderate oplysning.* De moderate oplysningstænkere søgte at lave kompromisser med den eksisterende orden, mens de radikale oplysningstænkere krævede et brud med den tidligere tids tænkning. På mange områder kan man sige, at det var den moderate oplysning, som vandt. Et eksempel på dette er Den Amerikanske Uafhængighedserklæring, hvor der står at Alle mænd er født lige og frie, uden at dette var ment til også at omfatte landets befolkning, der ikke havde europæiske rødder: den store gruppe af mennesker med afrikanske rødder, hvad enten de var slaver eller frigivne, og de indfødte amerikanere/indianere. Heller ikke kvinder, børn, tjenestefolk og fattige var ”lige og frie”.

Kun 6% af befolkningen i USA havde stemmeret til det første præsidentvalg, og slaveriet

*

Jonathan Israel: ”Radical Enlightenment”, Oxford University Press, 2001 & ”Enlightenment Contested”, Oxford University Press, 2006.

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

blev først afskaffet i midten af 1800-tallet. Indbyggere med afrikanske rødder måtte endda vente yderligere ca. 100 år med at få stemmeret. Da det helt overordnet var den moderate oplysning der vandt, var oplysningstankerne ikke særligt ”oplyste” ud fra vores tids målestok. Først gennem flere århundreders forsat udvikling er mange af den radikale oplysnings tanker blevet helt naturlige for os i nutiden.

Også i nutiden kan man jævnligt i den offentlige debat se skellet mellem det, Jonathan Israel betegner som striden mellem den moderate og den radikale oplysning. I Danmark har der i medierne i løbet af 2012-13 fx været diskussion af, hvorvidt staten skal modvirke omskærelse af drengebørn, og om man skal ophæve forbuddet mod, at familiemedlemmer har sex med hinanden. Q

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

OPGAVE Billedet er malet af Joseph Wright i ca. 1766. Dets titel er ”En filosof forelæser om solsystemet med en lampe som solen” • Hvad forestiller billedet? Beskriv de forskellige elementer.

• Hvilken tilgang til verden afspejler billedet?

• Hvordan kan periodens oplysningstendenser ses på billedet?

OPGAVE • Undersøg de to debatter på infomedia, og find indlæg som argumenterer hhv. for og imod. Analysér debattens positioner med udgangspunkt i Israels skelnen mellem moderat og radikal oplysning.

13

straks indlemmet og udgør et politisk legeme, hvori flertallet har ret til at handle og beslutte for de øvrige.* I dette lille citat sammenfatter han flere af de tanker, der i løbet af de næste par århundreder forandrede hele verden: at alle mennesker skulle være frie, lige og uafhængige, at magten over et område må være baseret på indbyggernes vilje, og at mennesker har ret til frihed. Alt sammen tanker som for os, som bor i Danmark, virker indlysende, men som faktisk ikke engang er 400 år gamle. Når medierne rapporterer fra konflikter, hvor befolkningerne har gjort oprør mod magthaverne, fremstilles kravene om demokrati, respekt for den enkelte borger, retten til at demonstrere og magthavernes pligt til ikke at slå for hårdt ned på oprørerne som om, de er helt naturlige.

Ideerne om, at mennesket har en fornuft, der gør det muligt at forstå verden, og at mennesket må undersøge verden ud fra empiri (=observationer og erfaringer), er to af oplysningstidens centrale nyskabelser og afgørende for at man kan tale om en periode i verdens historie.

Ideen om menneskets fornuft, blev blandt andet klart formuleret hos René Descartes (1596-1650) i bogen ”Om metoden” fra 1637. Descartes skriver i sit værk de berømte ord jeg tænker, derfor er jeg. Man var i Europa fra ca. 1400 begyndt at tillægge det enkelte menneske en større betydning, men Descartes’ påstand om, at mennesket selv kan tænke, er et helt centralt brud med den menneskeopfattelse, kristendommen havde udbredt i århundreder. Tænkning, og ikke Gud, er vejen til erkendelse, og det eneste vi kan være sikre på. Man kunne derfor undersøge verden omkring én, som fx Newton gjorde det.

I ”Naturfilosofiens matematiske princippe” fra 1687 formulerer Isaac Newton (1643-1727) en helt ny forståelse af, hvordan verden var indrettet og fungerede. Newtons videnskab var baseret på empiri, hvilket vil sige, at han brugte erfaringer og observationer som udgangspunkt for sine teorier. Dette er måske logisk for mennesker vokset op i Danmark i nutiden, men det er først i oplysningstiden, at dette bliver en udbredt måde at studere på. Newton havde allerede i 1666 fremsat sin teori om massetiltrækning, det som også kaldes ’tyngdeloven’. I ”Naturfilosofiens matematiske principper” fremsatte han yderligere tre fysiske love, dvs. faste regler for, hvordan den fysiske verden virker. Newton mente, at lovene var universelle, dvs. de var gældende alle steder og til alle tider.

Man kunne derfor selv foretage eksperimenter, der enten kunne bekræfte eller afkræfte hans teorier.

Både Descartes’ og Newtons værker bliver brugt til at markere oplysningstidens begyndelse, men det er først omkring 1750, at de nye ideer og tanker begyndte at få betydning for mennesker rundt om på Jorden, og man kan tale om den moderne/industrielle periodes begyndelse. Dette *

14

Fra: John Locke: ”Anden afhandling om styreformen”, oversat af Niels Henningsen, Det lille forlag, 1996.

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

OPGAVE Den engelske digter og maler William Blakes fremstilling af Isaac Newton fra 1795.

• Hvordan er Newton fremstillet?

Hvad er meningen med de forskellige symboler på billedet?

hang sammen med en anden af oplysningstidens centrale ideer om, at det er et mål at udbrede tidens nye viden og erkendelser til alle mennesker: Alle mennesker har en fornuft og kan forstå verden. Jo mere vi ved og forstår, jo bedre, nemmere og behageligere bliver livet. Det kunne fx være ved at lave empiriske undersøgelser af, hvordan jorden kunne dyrkes, hvilket kunne bruges til at forbedre dyrkningsmetoder og gøre høsten større. Eller viden om, hvordan man bedre kunne undgå eller behandle sygdomme. Eller mindre skrappe regler for ægteskab, som i højere grad var baseret på menneskets fornuft end udvalgte passager i Biblen.

Disse nye ideer medvirker til, at man i verdens historie kan tale om, at der omkring 1750 begynder en ny periode: den moderne/industrielle periode, der kan siges at vare frem til omkring 1914.

HVORDAN ÆNDREDE OPLYSNINGSTIDENS IDEER SYNET PÅ SAMFUNDET? Selvom Descartes ikke selv gjorde op med hverken den kristne religion eller staternes indretning, lagde ideen om menneskets fornuft grunden til at andre med tiden stillede spørgsmål til tidens religiøse og politiske autoriteter og traditioner: Hvorfor skulle en bestemt fyrste- eller kongefamilie have ret til at bestemme over alle andre i et land? Hvorfor var de gode embeder i staten forbeholdt bestemte adelige (se s. 210) familier?

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

15

DEN STORE FRANSKE ENCYCLOPÆDI

OPGAVE Kobberstik fra encyclopædien 1772 baseret på en tegning af Charles-Nicholas Cochin. Figuren i midten repræsenterer sandheden, mens personerne nederst er almindelige mennesker.

Q Et meget tydeligt eksempel på oplysningstidens nye syn på mennesket og verden er den franske ’encyklopædi’. Ordet er af oldgræsk oprindelse og betyder noget i retning af ’en kreds af viden’. I 1751 begyndte en gruppe franske tænkere og forskere inden for mange forskellige områder og emner at arbejde på et bogværk, hvis formål var at samle al viden: Ved at have viden – dvs. at være oplyste – blev alle mennesker lykkeligere, da de dermed også bedre var i stand til selv at forbedre deres tilværelse og deltage i den verden, de levede i.

I løbet af de næste 21 år udkom der ikke mindre end 17 bind med tekst og 11 bind med illustrationer i form af kobberstik. Værket indeholdt den nyeste viden om alt fra fysik, matematik, astronomi, biologi, historie og kunst.

Selv om værket endte med at koste, hvad der svarede til mange års løn for almindelige mennesker, blev det ganske udbredt, da man i samme periode begyndte at oprette en form for private biblioteker mange steder i både Europa og Nordamerika.

Encyclopædien var samtidig et udtryk for et forsøg på at skabe orden i verden. For at formidle så megen viden var det nødvendigt at inddele den i forskellige ’klasser’ eller områder. Dette kaldes klassifikation og var en anden af oplysningstidens nyskabelser. Især fik den svenske videnskabsmand Carl von Linnés (1707-1778) inddeling af planter, dyr og mineraler en enorm betydning og anvendes stadig inden for fag som biologi og naturgeografi. Som en del af Linnés klassifikation af dyr, planter og mineraler udviklede han også særlige systematiske regler for, hvordan de skulle navngives. Q

• Foretag en analyse af kobberstikket, og påpeg, hvordan forskellige af oplysningstidens tanker og ideer kommer til udtryk.

16

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

Og hvorfor skulle de adelige ikke betale skat? Hvorfor skulle præsten have særlig ret til at udtale sig på Guds vegne? Og hvorfor overhovedet tro på hellige bøger, når de var fulde af fejl og utroværdige historier?

Sådanne overvejelser førte til nye ideer om, hvad et menneske er, og hvordan en stat skal indrettes. Det er i oplysningstiden, at to af nutidens vigtigste begreber formes og udvikles: menneskerettigheder og demokrati. Dertil var oplysningstidens ideer for første gang i historien et bud på en samfundsindretning, hvor magten ikke kom fra en gud. Religiøsitet kunne indgå, men det centrale aspekt var, at religion var et aktivt valg, at man derfor også kunne vælge religioFotografi af Pantheon (=alle guder) i Paris. I fornen fra og at det var noget, man holdt for sig selv. bindelse med den franske revolution i 1789 (se s. 34) blev den katolske kirke også angrebet og kirkerne Med den nye videnskabelige forståelse af verden konfiskeret. En af kirkerne blev omdannet til et var hidtidige ideer om, at mennesker var skabt formausoleum (=monument over døde) for revolutionens skelligt og ikke var lige, meget svære at fastholde. Når helte. Herinde ligger nogle af oplysningstidens vigtigste tænkere begravet, bl.a. Rousseau og man studerede et menneske empirisk, var det simVoltaire. Over porten står der ”Til de store mænd fra pelthen ikke muligt at påvise nogen forskelle mendet taknemmelige fædreland”. neskene imellem. De adelige og de fattige var alle • Diskuter hvilke tanker og hensigter, der har ligget sammen mennesker – og der var ikke nogen fysisk bag indretningen af dette “Pantheon” grund til at deres liv formede sig helt forskelligt. I stedet for at tro på Biblens ord om, at nogen skulle være slaver for andre,* måtte samfundets indretning forklares med, hvordan magten og rigdommen i samfundet var fordelt.

På baggrund af denne nye forståelse af mennesket kunne Locke erklære at alle mennesker er født lige og frie, og grundlaget for at formulere særlige menneskerettigheder var lagt.

For Locke havde det nye syn på mennesket store konsekvenser, for: Da alle mennesker som sagt af naturen er frie, lige og uafhængige, kan ingen fjernes fra denne tilstand og underkastes en andens politiske magt uden sit eget samtykke, måtte menneskerettighederne også omfatte retten til at have indflydelse på den politiske magt, hvilket lagde op til et opgør med samtidens styreformer.

Man kan overordnet inddele alle verdens forskellige styreformer gennem tiden i tre: monarkier, oligarkier og demokratier (se bind 1, s. 31).

Monarkier har en enevældig hersker i toppen, oligarkier styres af en mindre gruppe, mens demokratier styres af demos, dvs. ’folket’. Langt de fleste områder på Jorden har indtil slutningen af 1700-tallet været monarkier styret af en enevældig hersker. Nogle områder især i Afrika og Australien har været styret oligarkisk. Men kun ganske få steder har man indtil nu haft en form for demokrati, hvor befolkningen – eller dele

OPGAVE

*

Se fx 1. Mosebog, kapitel 9, vers 9-18 eller 5. Mosebog, kapitel 15, vers 12-18.

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

17

af den – har haft indflydelse på styret. De bedst kendte eksempler er demokratierne i Athen og siden i Romerriget, hvor der i en periode fandtes en form for republikansk styre. En republik adskiller sig fra et monarki ved at statsoverhovedet ikke har arvet magten, men er udpeget for en begrænset periode (se bind 1, s. 30). Også efter denne tid har der været steder med styreformer, der nærmede sig demokrati. Dette har især været stater af en meget begrænset størrelse, som fx et par italienske bystater, Island og Schweiz.* Men i oplysningstiden ændres dette, og der begynder at opstå demokratiske stater flere forskellige steder i verden.

Men hvordan kunne man undgå, at de, som man valgte til at styre, udnyttede deres magt til egen fordel? I forbindelse med oplysningstidens diskussioner af styreformer, var dette et centralt spørgsmål at diskutere.

En af dem, som formulerede en række betydningsfulde tanker om spørgsmålet, var den franske filosof og forfatter Montesquieu. Hans tanker om magtens tredeling fik stor betydning for de første moderne demokratier og har fortsat stor betydning for nutidens demokratier. Montesquieu mente, at en stat fungerer bedst, hvis der er en adskillelse af den lovUndersøg ’Tvind-dommen’ fra 1999 – det eneste givende, den udøvende og den dømmende magt. Den eksempel på, at en dansk domstol har afvist en af lovgivende magt bestemmer lovene, den udøvende Folketingets love. magt sikrer, at lovene bliver overholdt, og den døm• Hvad handlede sagen om? mende magt kan straffe dem, som overtræder lovene.

• Hvad var Højesterets begrundelse?

I dansk sammenhæng er Folketinget den lovgivende magt, regeringen med dens ministerier den udøvende magt og domstolene den dømmende magt.

Ved at dele magten op på denne måde undgår man, at nogle kan udnytte statens magt til egen fordel. De forskellige ”magter” skal holde øje med hinanden og sørge for, at ingen misbruger deres magt.

Denne tredeling af magten er for Montesquieu afgørende for at sikre den enkelte borgers politiske frihed. Netop frihed er et centralt begreb i denne tids tænkning. Indbyggerne rundtom i de europæiske lande levede i denne tid i stater, hvor en enevældig konge eller fyrste bestemte.

Denne styreform forsøgte at forhindre kritik og oprør ved at censurere forfattere og forbyde folk at mødes. De enevældige herskere tjente penge til slotte og krige ved at opkræve skatter og forbød normalt andre religioner end herskerens egen. Uden at indbyggerne havde indflydelse på det, blev deres frihed som mennesker voldsomt indskrænket af love og påbud. Ideen om at menneskene var født lige og frie, førte derfor naturligt til krav om øget frihed. På latin hedder fri liber, og på baggrund af disse tanker opstod med tiden, det man kalder liberalisme. Liberalisme er en ideologi, der lægger vægten på, at det enkelte menneske skal have mest mulig frihed. Mennesket må skrive og sige, hvad det vil (ytringsfrihed), holde møder med hvem det vil (forsamlingsfrihed) og tro på den

OPGAVE

*

18

Mogens Herman Hansen: Demokratiets historie, 2012.

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

religion, det vil – eller slet ikke nogen (religionsfrihed). Disse friheder kaldes ofte frihedsrettigheder, og de ses som helt grundlæggende for alle moderne demokratiske stater.

NYE MAGTFORHOLD I VERDEN OG OPLYSNINGSTÆNKNINGENS UDBREDELSE Oplysningstidens nyskabende tanker spredtes som resultat af den nye trykketeknik (se bind 1, s. 112) ganske hurtigt. Ikke blot i Europa, men også til de dele af verden, som europæerne var begyndt at kolonisere: Sydamerika, Caribien og Nordamerika (se bind 1, s. 119). Udover bøger var man også begyndt at trykke aviser mange steder, og her kunne oplysningstidens fortalere komme til orde og udbrede deres ideer til den voksende del af befolkningen, der kunne læse. Rundt om i de europæiske byer opstod også såkaldte ”klubber”, hvor borgerskabets mænd kunne mødes og diskutere.

Den første globalisering (se bind 1, kapitel 5), hvor europæiske lande opbyggede et globalt handelsnetværk, havde ændret magtforholdene i verden. Langsomt men sikkert blev den europæiske indflydelse og magt øget rundt om i verden. Denne udvikling accelererede i slutningen af 1700-tallet, hvor de europæiske lande underlagde sig nye områder, bl.a. det nuværende Australien, Indien, New Zealand og Canada.

0. VERDENSKRIG Q De fleste danske skoleelever kender til de to store verdenskrige, som foregik mellem 19141918 og 1939-1945. Begge krige havde enorme globale konsekvenser og er helt afgørende for at forstå verdens og Danmarks historie i 1900-tallet. Begge krigene var knyttet til konkurrence mellem forskellige stormagter og foregik på flere kontinenter. På samme måde kan man se krigene rundt om i Verden mellem ca. 1740-1815 som en 0. Verdenskrig, der grundet periodens langsommere transport og kommunikation spredte sig over en længere periode. Disse krige var oprindeligt et resultat af den voksende konkurrence mellem Frankrig

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

og England, men omkostningerne ved krigene svækkede landene og medvirkede til, at der i begge landes områder udbrød revolutioner, hhv. den amerikanske i 1778 og den franske i 1789 (se s. 31 og 34), baseret på oplysningstidens ideer. Revolutionerne var med til at udvikle en ny identitet hos indbyggerne, der ikke længere var kongens undersåtter, men selvstændige medlemmer af et særligt fællesskab: Nationen. Denne nye idé om et fællesskab med andre, baseret på hvilket område man boede i, førte til store omvæltninger og krige i Europa, der først blev afsluttet med en international fredskonference i Wien i 1815. Q

19

GRØNLAND

CA

NA

DA (

Hudson Bay kompagniet

O Kr REG Sp av p ON an å o ien m , R råd usl et an fr do aE g U ng SA land ,

EN

GE

LSK

KO L

SVERIGE-NORGE

ISLAND

Hudson Bay

ON

-gr

nse

io Gr an de

Mi ssi ssi pp i 1 783 -græ

(Na

1810,

1821

Atlanterhavet

lsk) (holland sk) (fransk )

(enge

liva r1 82 2)

(Bo

1821

(

REVOLUTIONER OG FRANSK-ENGELSKE SAMMENSTØD

Chandannager 1757

Daman (portugisisk)

BOLIVIA 1825

Yamam (fransk)

la Poz Chuquisaca (Sucre) PA 18 RAG 11 U A Asuncion Y

ILE CH

Buenos Aires Mendoza Santiago 1810, 1816

18 18

1825 Angiver en succesfuld revolution eller uafhængighedserklæring 1820 Angiver en fejlslagen eller undertrykt revolution Vigtigt slag mellem Frankrig/fransk allierede og England/engelsk allierede Grænserne i 1826 Omdiskuterede grænser

Diu (portugisisk)

Goa Rio de Janeiro

Madras 1746 Mahe (fransk) Pondicherry1761

B AN (URUDA ORIE NTA GUA L 1811 Y)

li Bo

v ar

1 8 23

1822

PERU

Lima

20

Him alay a

DET BRASILIANSKE RIGE

)

Stillehavet

p

DE FORENEDE

I)

18

n

NSKE STATER MEXICA R

Stockholm Skt. Petersborg STORBRITANNIEN (ENGLAND) æn MOSKVA DANMARK København sen IRLAND AM DET RUSSISKE RIGE Holland E 1798 Dublin1784, 1795 FO RIKA Decembrist opstanden 1825 Quebec London Belgien1789 TYSKE (US RENED S Warszawa STATER Polsk New Foundland(Jo Quebec 1759 A) Waterloo E ST e revolutioner 1791, 1794 hn Ada Skt. John 8) ATE ms i 178 1815 Wien DET ( 0 g 8 Valmy 1792 B R H 1762 7 o o l l a n d o g E n g l a nd 1 o k Paris A rig s ) ØSTRIGSKE l n i var N nk Nova Scotia rika 1781 SCHWEITZ Den Franske RIGE i Eu Wa ame ær SIA Fra ro p 1798 Verona Budapest Revolution 1789 shin ( ransk h Boston (franske hær 1780) UI af a 17 9 f g Venedig 9 - 1 8 0 2 , 1 8 0 4- 1 8 0 7 ) ton Milano LO olgt 3 York New BEOGRAD S 80 Rom Den Amerikanske Yo Philadelphia Serbiske 1 SPANIEN Italienske Revolution 1776 178rktow PORTUGAL opstand revolutioner ( d n 1 en frans Santa Fe Madrid Konstantinopel ke flåde 1781) Uaf 1796-99, Napoli 1804 Lissabon 1812, 1820 af E hængi 1820 Charleston Athen DET ngla ghed (frivillig Trafalgar TEXAS Græske opstand nd OSMANNISKE e til den amerikanske hær 1777) 1 aner 1805 ole 1821 1783-grænsen 783 kendt RIGE ons franske hær 1798) New Orleans AFRIKA Afstået af FLORIDA 92-1803) Cairo Spanien landing 17 EGYPTEN nsk indb a p s g o k s l e eng CUBA nsk, (Fra (spansk) Mexico City PUERTO RICO BELIZE (spansk) HAITI (engelsk) JAMAICA 1791, 1801 GUADELOUPE (engelsk) Guatemale (fransk) Saint Louis 1758 & 1779 1811, MARTINIQUE (fransk) MELLEM1823 Matinique 1759, 1762, 1779, 1794 & 1809 AMERIKAS Cartagena TRINIDAD 1808 FORENEDE Coro (engelsk, 1814) PROVINSER ( Bo l 3) Angosturg Cucutá ivar 181 ) 9 1 6 81 Sydamerikas var 1 DEN (Boli A GUYANA Bogotá EL revolutioner U us COLOMBIANSKE 1811 Z Delhi 1810-1825 Ind NE REPUBLIK VE 1819 Quito Gan ges 18

Bengaliske Bugt Madras (engelsk) Adyar1748 Pondicherry (fransk) Karikal (fransk)

Indiske ocean

Montevideo (Den engelske flåde og hæ

0 0 6r 18

7)

LA PLATAS FORENEDE PROVINSER

Engelske besiddelser i det indiske område 1805 Engelske erobringer indtil 1858 Delvist selvstændigt område under engelsk indflydelse Portugisisk område Områder uden for europæisk kontrol Europæisk handelsstation

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

Efter at Spanien og Portugal havde mistet positionen som de dominerende stormagter, tog England, Holland og Frankrig over. Især blev konkurrencen mellem Frankrig og England hård og førte til den første krig i verdens historie, der foregik på hele 4 kontinenter.

Krigen startede i Europa og handlede i begyndelsen om fyrstedømmet Hannover. Fyrsten i den tyske bystat Hannover var i 1714 også blevet udnævnt til konge af England. Derfor kunne Frankrig nu ramme England, uden at skulle sejle en hær over den Engelske Kanal. For at beskytte Hannover indgik den engelske konge en alliance med nabostaten Preussen. Dette ledte til, at også Frankrig opbyggede en alliance, der omfattede Østrig, Sverige og Rusland. Krigen brød ud i Europa, men pga. de europæiske landes kolonier på andre kontinenter, spredte konflikten sig til Afrika, Amerika og Asien. Angreb på de andre landes skibe, handelsstationer og forter rundt om i verden, blev brugt til at svække modstandernes indflydelse, men vigtigere endnu til at skade deres økonomi, da verdenshandlen var af stor økonomisk betydning. Modsætningen mellem de franske og engelske interesser førte i første omgang til, at der brød krig ud i Europa 1740, hvorefter krigen spredte sig til Amerika i 1744 og Indien i 1746.

Krigene fra midten af 1700-tallet og frem til 1815 kom til at spille en afgørende rolle i udbredelsen af oplysningstidens ideer og indførslen af dem i en række lande. Da Frankrig og England sluttede fred efter den første runde af fjendtligheder, valgte det engelske parlament at vedtage en række love, der skulle finansiere krigens udgifter. Disse love blev afvist af indbyggerne i de engelske kolonier i Nordamerika, der på baggrund af tidens tanker stillede spørgsmålstegn ved, om de kunne pålægges skatter, når ikke var repræsenteret i det engelske parlament. Dette ledte til en ny konflikt – nu med Frankrig på de engelske kolonisters side. Denne konflikt blev afsluttet i 1783, hvorefter den globale konflikt mellem Frankrig og England igen blev nedtrappet en periode.

Den franske indblanding i konflikten medvirkede dog til, at der udviklede sig en økonomisk krise i Frankrig, der førte til Den Franske Revolution. Revolutionens forkæmpere mente ikke, at revolutionen skulle begrænses til det franske område, men at den skulle befri befolkningerne over alt. Der udbrød derfor igen krig mellem de europæiske lande fra 1792 frem til 1815. Denne sidste fase af konflikten var afgørende for at oplysningstidens tanker og ideer blev udbredt og indført. I det europæiske område forsøgte Frankrig at udbrede den nye forståelse af staten, selv om der dog ikke var tale om demokrati. I flere af de erobrede områder blev der fx udarbejdet forfatninger, indført folkeforsamlinger, ytringsfrihed og forsamlingsfrihed. Den omfattende krig i Europa svækkede samtidig de europæiske kolonimagter, hvilket gjorde det muligt for en række områder i Amerika at løsrive sig. Her krævede man også national selvbestemmelse og nye styreformer.

Oplysningstiden opstod i Europa, men blev på grund af de europæi-

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

(Forrige side) Kort over periodens krige og revolutioner.

21

ske kolonier på andre kontinenter et globalt fænomen. Men var de udelukkende et europæisk fænomen? Eller fandtes lignende tanker andre steder?

EN INDISK OPLYSNINGSTID? Stormogulriget havde oprindeligt blot omfattet et område i Nordindien, men var omkring 1700 blevet udvidet til at omfatte næsten hele det indiske område. Riget blev behersket af en lille overklasse, der sad tungt på magten. Denne elite var alle muslimer, i modsætning til rigets øvrige indbyggere, der overvejende var hinduer (se bind 1, s. 91) eller tilhørte andre religioner. Der var et rigt kulturelt liv, som i høj grad var præget af, at mange forskellige kulturer mødtes i netop dette område. Magthaverne hentede kunstnere og lærde fra de andre muslimske områder, hvilket medvirkede til nye spændende tendenser inden for bl.a. maleri og dans i området.

I Stormogulriget var der derfor et meget naturligt behov for religionsfrihed, og der havde været visse tendenser frem mod en form for oplyste tanker. Under Akbar, der regerede ca. 1556-1605, blev der oprettet et ”Tilbedelsens Hus”, hvor repræsentanter for forskellige religioner mødtes og diskuterede. Også kunstarter som litteratur, dans og maleri blomstrede under Akbar. Akbar indrettede også et system, der stod i klar modsætning til Europas overklasser baseret på slægtskab og arv. Mansabdari’erne, som overklassen i Stormogulriget hed, var ikke noget, man blev født ind i. Dette gjorde det både muligt for herskeren, Stormogulen, at undgå at andre familier samlede for meget magt, og det gjorde det også muligt for talentfulde borgere at stige til tops i samfundet. Akbar gjorde også op med traditionen om, at enker ikke måtte gifte sig igen. Denne regel blev opretholdt af både muslimer og hinduer, og den havde ofte store negative konsekvenser for kvinderne, der blev holdt uden for resten af samfundet. Akbar forbød også skikken med at brænde enker blandt dele af hindu-eliten.

Disse oplysningstendenser ophørte samtidig med, at de voksede frem i Europa. Under Akbars barnebarn Shah Djahan (regerede 1627-58) brød en strid ud mellem de to sønner, der kunne arve tronen. Vinderen af striden, Aurangzeb (regerede 1658-1707), var skarp modstander af oplysningstendenserne i riget. Han indførte skrap beskatning af ikke-muslimer, forbød malerier og dans. Ved hoffet forbød han ligefrem musik.

Samtidig ønskede han at underlægge sig nye områder og erobrede, hvad der svarer til nutidens Afghanistan og det meste af det sydlige Indien, der indtil da havde været opdelt i selvstændige fyrstedømmer.

De mange krige og den religiøse intolerance førte til, at store dele af befolkningen vendte sig mod styret. Under Aurangzebs søn gik riget i opløsning og blev delt op. På samme tid voksede den franske og engelske

22

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

TAJ MAHAL Q Stormogulen Shah Djahan mistede i 1631 sin højtelskede tredje kone, som døde efter at have født deres barn nummer 14. For at vise sin store kærlighed beordrede han et enormt mausoleum opført for hende. Mausoleet kom til at hedde Taj Mahal, som betyder ”paladsernes krone”, og er i dag på UNESCOs liste over verdensarv. Det regnes som det fineste eksempel på islamisk arkitektur i Indien og er en af Indiens berømteste seværdigheder.

Selvom flere af håndværkerne bag Taj Mahal var hentet fra andre islamiske områder, især Det Osmanniske Rige, så er der også en tydelig påvirkning fra den lokale indiske arkitektur. Bl.a. er spiret udført sådan, at det både rummer en islamisk og en hinduistisk symbolik, så begge religioners tilhængere følte en tilknytning til stedet. Halvmånen er et klassisk

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

islamisk symbol, men den er her placeret, så den ligner en trefork, symbolet på hinduguden Shiva.

Udviklingen i det indiske område har siden ført til, at der er opstået strid mellem de forskellige religiøse grupper, og i dag kæmper et af Indiens største partier BJP for at styrke hinduismen på bekostning af de mange andre religioner i Indien. Denne kamp handler selvfølgelig også om at omfortolke Indiens fortid, hvilket bl.a. er forsøgt i forbindelse med Taj Mahal. For at mindske de muslimske stormogulers betydning for det indiske områdes fortid forsøgte den hinduistiske forfatter P.N. Oak at udbrede forestillingen om, at Taj Mahal i virkeligheden var bygget af en hindukonge.

Påstanden blev i sidste ende afvist af Indiens højesteret i 2000. Q

23

handel og interesse i området. Ved hjælp af alliancer med lokale magthavere fik de hurtigt etableret handelsstationer, der voksede til egentlige kolonier. I 1746 besatte franskmændene Madras, der lå i det område, englænderne ellers gjorde krav på. Med dette startede den fransk-engelske strid i Indien, som blev en del af landenes globale konflikt. Franskmændene og englænderne samarbejdede med forskellige lokale fyrster i en konkurrence om at få magten over det indiske område. I 1758 vandt englænderne et slag ved Pondicherry i det sydøstlige Indien, hvilket endeligt brød franskmændenes magt i området. I løbet af de næste ca. 10 år erobrede englænderne resten af området og grundlagde den enorme engelske koloni i Indien, der også omfattede det nuværende Pakistan, Bangladesh og Afghanistan.

De tidlige tendenser i retning af oplysningstidens tanker, var hurtigt blevet forladt igen. Og den nye elite i samfundet, de engelske koloniherrer, havde ingen interesse i at udbrede ideer og tanker, der kunne undergrave deres egen magt i landet. Da de engelske embedsmænd samtidig i vid udstrækning levede adskilt fra befolkningen, blev oplysningstidens tænkning ikke udbredt i det indiske område før slutningen af 1800-tallet, hvor en større gruppe af indere modtog europæiske uddannelser for at kunne arbejde for koloniadministrationen.

OPLYSNING OG DET OSMANNISKE RIGE Efter at Det Osmanniske Riges hære (igen) i 1683 havde lidt nederlag i et forsøg på erobre Wien (se bind 1 s. 88), blev man i kredsen omkring sultanen opmærksomme på, at de europæiske lande var godt på vej til at udkonkurrere Osmannerriget. Dette var en ny situation. Tidligere havde Osmannerriget været blandt verdens førende inden for filosofi og andre videnskaber. Byer som Bagdad, Cairo og Damaskus havde været kraftcentre, hvor studerende fra hele riget rejste til for at blive undervist i alt fra antikke filosoffer som Aristoteles til landbrugsteknik og forskellige måder at tolke Koranen på. Med tiden var det dog især fortolkningerne af Koranen, som kom i centrum, og der opstod en række lovskoler, der repræsenterede forskellige fortolkninger. Der foregik altså masser af tænkning, men den gik ikke i samme retninger som den europæiske.

Flere af sultanens rådgivere kunne se, at Osmannerriget sakkede bagud i konkurrencen med de europæiske lande. Udviklingen af ny videnskab og teknologi, ikke mindst inden for våben og krigsførelse, havde givet europæerne en række fordele. Ved at importere og overtage denne udvikling håbede nogle af sultanens rådgivere, at man kunne ændre på situationen. Man indførte derfor europæisk trykketeknik og gik i gang med at udbrede nogle enkelte videnskabelige værker. Andre kræfter i samfundet var dog modstandere af denne udvikling, og efter kun 13 års delvis trykkefrihed blev pressen forbudt i 1742. Denne meget slingren-

24

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

de kurs fortsatte de næste årtier. Man vekslede mellem perioder, hvor alle udenlandske ideer og teknologi blev set som værende i strid med den rette islamiske levevis, og perioder, hvor man ønskede at importere og overtage europæiske tendenser. Samtidig blev det Osmanniske Rige presset på andre områder.

I de europæiske provinser i Balkanområdet begyndte modstanden mod osmannerne at vokse, og kravene om frihed fra den osmanniske sultan førte til et omfattende oprør i det serbiske område i 1804. Oprøret tog flere år at nedkæmpe og blev kun ét i rækken af opstande inspireret af ideerne om, at befolkninger burde have medindflydelse på, hvordan deres område blev styret. I det græske område opstod en lignende bevægelse, der med tiden fik tilkæmpet sig et selvstændigt område. Det var dog først da England, Frankrig og Rusland blandede sig, at osmannerne afgav magten over området i 1832. De europæiske stormagter, der stadig var monarkier, ønskede dog ikke, at det græske område skulle blive en oplyst republik, men indsatte i stedet en prins fra det tyske område som konge. I 1843 blev han dog væltet, og der blev indført en oplysningspræget forfatning med demokrati og valgret for voksne mænd.

Fra nord og øst blev Osmannerriget presset af det hastigt voksende Rusland, der allerede i 1768-1774 havde besejret den osmanniske hær i det centralasiatiske område omkring Sortehavet og Kaukasus (se kort s.

20). Og mod vest begyndte Frankrig at gøre indhug i de nordafrikanske områder. Allerede i 1798 gik den franske hær i land i en af det Osmanniske Riges provinser: Egypten. Egypten var delvist uafhængigt af Osmannerriget, men var stadig formelt en del heraf. Til trods for at den osmanniske hær var betydeligt større hær end den franske, tabte den stort.

Franskmændenes invasion var en del af deres rivalisering med englænderne. Derfor udrustede englænderne i samarbejde med osmannerne en hær, der skulle smide franskmændene ud igen. Englænderne ønskede ikke, at rivalen skulle få fodfæste i Nordafrika. Franskmændenes styrke var ganske beskeden, og efter at dens anfører Napoleon var stukket af, overgav resterne af den franske styrke sig i 1801. Endnu en afgørende sejr til englænderne.

I det egyptiske område forsøgte styret herefter desperat at få omformet den egyptiske hær efter fransk forbillede. Styret tillod desuden et nyt trykkeri i Cairo, der begyndte at trykke europæiske bøger om videnskab.

Denne oplysningsbølge i Cairo ledte også til, at den første arabiske avis blev grundlagt. Ligesom i Europa blev avisen et sted, hvor borgerskabet debatterede og fik øjnene op for nye ideer.

Franskmændene vendte siden tilbage og begyndte i 1830 at erobre den osmanniske provins Algier i Nordafrika.

I 1839 forsøgte man sig i Osmannerriget igen med at indføre de europæiske ideer, teknologi og videnskab. Sultanen begyndte et større reformprogram kaldet Tanzimat, der fortsatte helt frem til 1876. Som en del af dette blev der etableret et postsystem, så kommunikationen i riget

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

25

OPGAVE Billedet ”Slaget ved Pyramiderne” blev malet af Louis Joseph Watteau, kort efter at slaget faktisk havde fundet sted. Maleren havde dog ikke selv været med i Egypten, og vi ved, at pyramiderne lå langt længere borte fra slagmarken, end det her er fremstillet.

• Hvad kan billedet belyse som kilde?

blev nemmere og hurtigere. Man opbyggede universiteter efter europæisk forbillede, hvor der også blev undervist i matematik og naturvidenskaber. Der blev også her startet aviser for, som i Europa, at skabe en veluddannet klasse, der kunne diskutere og tænke nye tanker. Tiltagene var dog alt for sene, og det Osmanniske Rige blev i slutningen af 1800-tallet svagere og svagere og mistede efterhånden de fleste besiddelser i Europa og Nordafrika.

KINA – FORTSAT INGEN INTERESSE FOR OMVERDENEN Det kinesiske rige var i midten af 1700-tallet stadig verdens største, men med de engelske kolonier i bl.a. Canada, Indien og Australien, voksede det britiske imperium sig efterhånden større end Kina.

Allerede ved de tidligste europæiske besøg i det kinesiske område i starten af 1500-tallet (se bind 1, s. 160) havde det kinesiske syn været klart: Europæerne var uinteressante. For de kinesiske herskere var det langt vigtigere at kontrollere det enorme rige og sikre dets grænser. Der var selvfølgelig nogle ved hoffet, som interesserede sig for europæisk teknologi, men der var ingen forsøg på at udbrede denne. På skolerne

26

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

og universiteterne var det stadig de klassiske kinesiske filosoffer, man studerede.

I Kina var højtstående embeder i staten ikke noget man arvede, som i det meste af Europa, men noget man skulle være dygtig for at opnå. Denne indretning kunne godt ligne en oplysningstendens, men var i virkeligheden en gammel tradition, der mod slutningen af 1700-tallet endda begyndte at blive forladt. Bestikkelse og familieforbindelser begyndte at være afgørende for at få en stilling. I 1711 var eksamenerne i den sydkinesiske by Yangzhou i en sådan grad præget af snyd, at de studerende gik på gaden og demonstrerede imod det.

Handlen med europæerne steg i 1700-tallet, og der opstod en gruppe velhavende købmænd i flere af de sydlige handelsbyer. Fra statens side var handlen dog ikke noget, man ønskede at bakke op om. Da europæiske købmænd – med englænderne i spidsen – begyndte at importere opium i større mængder til Kina, blev styret direkte fjendtligt over for de europæiske købmænd. Opium blev voldsomt populært, og det skønnes, at omkring en procent af det kinesiske riges befolkningen i 1838 var afhængige. Én procent ud af en befolkning på 400 millioner er en ganske stor gruppe, især når man sammenligner med, at Englands befolkning på det tidspunkt var omkring 7 millioner. De kinesiske myndigheder ønskede derfor at forbyde opium i riget, men det ville de europæiske købmænd ikke være med til. Da man begyndte at konfiskere købmændenes lagre af opium, førte det til krig mellem Kina og England, der på det tidspunkt var den absolut største magt i verden. Krigen varede fra 1839 til 1842 og viste med tydelighed, at kinesernes afvisning af europæernes teknologi havde været en fejl. De betydeligt stærkere kanonudrustede engelske skibe, bl.a. dampskibet Nemesis, havde ingen problemer med at besejre

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

Tegning af en opiumshule fra 1859, lavet af englænderen Thomas Allom. En af deltagerne i krigen mellem Kina og England, Robert Jocelyn, udgav i 1841 denne beskrivelse af et besøg i en opiumshule: Et af de steder, som jeg var nysgerrig efter at besøge, var en opium-ryger i sin himmel. Det er bestemt et meget frygteligt syn, selv om det måske ikke er så nedværdigende for øjet, som en spirituspåvirket drukkenbolt, der er sunket hen som en bølle, der vælter sig i sit egen snavs. Opiumrygerens idiotiske smil og dødlignende døs er langt værre end synet af den fordruknes bestialitet. Når man ser de indfaldne kinder og det hærgede udseende af en, som har overgivet sin magt til lægemidlet, kan man, om muligt, føle medlidenhed. Men afsky er den stærkeste følelse, ved synet af disse menneskelige væsener, der ved forgiftning er fornedret til et dyrisk niveau.

27

Dampskibet Nemesis var det første jernbeklædte krigsskib, der med sine kanoner, raketaffyrer og dampmaskine var afgørende for den engelske sejr i krigen med Kina.

Skibet blev bygget af det engelske østindiske kompagni (se bind 1, s. 158) og i hemmelighed sendt mod Kina et år efter, at konflikten, den såkaldte første ”Opiumskrig”, var brudt ud. Billedet er fra en samtidig avis og viser Nemesis i aktion mod kinesiske skibe.

de kinesiske styrker. Kina måtte fra da af acceptere, at de europæiske købmænd fik større magt og indflydelse i riget.

Skiftende magthavere i Kina havde alle videreført store dele af den samme kultur og holdt fast i filosoffen Konfucius’ ideer om samfundets indretning, selvom en række andre kulturelle og religiøse forhold ændrede sig over tid. Vægten lå på, at samfundsordenen var den bedste, og at alle havde deres faste pladser, som ikke stod til diskussion. Forholdet mellem mennesker var domineret af hierarkier, som man skulle indordne sig under. Det er derfor ikke så mærkeligt, at det ikke var her, at oplysningstankerne opstod. Samtidig åbnede eksamenssystemet for, at talentfulde og intelligente mennesker havde en mulighed at stige i systemet, hvilket netop var et centralt problem i de enevældige europæiske riger.

JAPAN – DET LUKKEDE LAND ÅBNER SIG IGEN De andre af de kinesisk inspirerede riger i området, fx Vietnam og Korea, fulgte samme linje som Kina, og afviste de europæiske ideer, teknologi og videnskab. Dette var også tendensen i Japan, hvor man fra 1630 stort set forbød enhver handel og kontakt med europæerne. Kun en begrænset gruppe hollændere og kinesere måtte fortsat handle og kun i bestemte byer. Fra 1720 havde styret dog igen tilladt europæiske bøger, og hurtigt blev de mere populære end de kinesiske. Fx begyndte nogle at studere de europæiske opdagelser inden for medicin, der hurtigt blev regnet for bedre end den traditionelle kinesiske medicin. De lærde, der kunne læse de europæiske bøger, oprettede en form for skoler, hvor man studerede de europæiske bøger, og voksende grupper i samfundet kendte til europæiske tanker og ideer. I 1859 kunne mere end 40 procent af alle mænd

28

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

og 15 procent af alle kvinder læse. Kun i få europæiske lande var tallet så højt.

Den voksende verdenshandel førte dog med tiden til, at de europæiske stormagter og den forholdsvis nye stormagt, USA, begyndte at interessere sig for Japan. Landene ønskede nye steder at eksportere deres produkter til og bedre forhold for købmænd og diplomater. Inspireret af den engelske åbning af Kina, udsendte USA derfor i 1852 en ekspedition til Stillehavet, som skulle skabe nye diplomatiske og handelsmæssige kontakter. I 1853 ankrede fire amerikanske krigsskibe op i nærheden af hovedstaden Edo (nutidens Tokyo) og krævede, at Japan åbnede sine havne for andre landes skibe. Året efter accepterede den japanske hersker kravet og afsluttede Japans periode som lukket land. Dette førte dog til politisk uro, og i 1868 overtog et nyt styre magten og gik i gang med at indføre love efter oplyst europæisk forbillede, hvor bl.a. bøndernes rettigheder og forhold forbedredes.

Styret ønskede at kopiere de nye europæiske tendenser inden for teknologi og videnskab, men ønskede samtidig at fastholde en japansk identitet. Dette skete bl.a. ved at fastholde et enevældigt kejserstyre. Her blev oplysningstidens tanker altså delvist indført, men de opstod ikke af sig selv.

RUSLAND

OPGAVE Efter de amerikanske skibes besøg – og afpresning – blev nyheden herom spredt i Japan gennem forskellige tryk. Det her viste forestiller den amerikanske ekspeditions leder, Matthew Perry, som han så ud i japanske øjne. Billedet er blandt de tidligste fremstillinger af mennesker med europæisk udseende i Japan.

I Rusland havde man siden Peter den Store (regerede 1682-1725) aktivt forsøgt at efterligne de vesteuro• Hvilke træk tror I er fremhævet/overdrevet? pæiske lande på en række områder som fx handel og videnskab. Med oplysningstiden begyndte mange i • Find andre billeder/fotografier af Matthew Perry på nettet og sammenlign. overklassen dog at tage afstand fra de nye tendenser i Vesteuropa. Rusland var fortsat et feudalt samfund, hvor de magtfulde godsejere behandlede deres bønder som slaver. Det var faktisk sådan, at godsejerne indbyrdes kunne handle med bønder. De nye politiske tanker blev derfor afvist af magthaverne, men fandt alligevel en udbredelse blandt den voksende gruppe af borgere i de russiske byer. På det teknologiske område ønskede zarens styre dog fortsat at kopiere de vesteuropæiske nyskabelser. De russiske zarer fortsatte udvidelsen af riget, og i 1784 blev der anlagt en russisk handelsstation i Alaska, som i 1825 fik fastlagt sin grænse til Canada.

Ligesom i Europa havde zaren oprettet skoler og universiteter, men

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

29

DE NUTIDIGE ENEVÆLDIGE STATER OG DERES HISTORISKE RØDDER Q Kina og Rusland er i dag to af verdens største og mest indflydelsesrige lande. De har tilsammen næsten 1,5 mia. indbyggere og er begge medlemmer af FN’s sikkerhedsråd, der er den højeste myndighed i samarbejdet mellem verdens lande. De har også en anden ting

OPGAVE

til fælles: Ingen af dem er demokratier. I hvert fald ikke i den forstand man forstår demokrati i Vesteuropa.

I Rusland holdes der godt nok valg, men i de sidste år har styret nægtet at lade andre overvåge, om der bliver snydt ved valgene.

Samtidig har man forsøgt at lukke næsten alle oppositionspartier og forskellige humanitære organisationer, der beskæftiger sig med udbredelse af demokrati. Frihedsrettigheder, som ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og religionsfrihed, bliver i hvert fald ikke forsvaret af den russiske stat, hvilket blev tydeligt i retssagen mod aktivistgruppen ”Pussy Riot”.

I Kina er der kun enkelte antydninger af noget, man kan kalde demokrati. Der foregår nogenlunde demokratiske lokalvalg, men kun mellem kandidater, som det enevældige kommunistparti har godkendt. Frihedsrettigheder har kineserne ingen af, og fx samarbejdede internetgiganten Google i flere år med de kinesiske myndigheder om at censurere internettet i landet. Der har i flere omgange været opstande i Kina, hvor demonstranter har krævet indførelsen af demokrati og overholdelse af menneskerettigheder, men alle kravene er blevet blankt afvist. Q

Foto af aktivistgruppen Pussy Riots aktion i en russisk kirke i 2012, hvor de afbrød gudstjenesten og i stedet leverede en såkaldt ”punkprædiken”, der angreb den stadig mere diktatoriske præsident Putin og kirkens støtte til ham. Tre af dem er efterfølgende blevet anholdt og idømt to års fængsel for ”hooliganisme opmuntret af religiøst had”, og præsident Putin har skarpt fordømt deres forsøg på ”at undergrave samfundets moral”.

• Undersøg gruppen ”Pussy Riot” og deres aktioner.

• Undersøg hovedtræk af landenes historie på fx denstoredanske. dk og diskuter hvilke historiske forhold og udviklinger, som kan have betydning for landenes afvisning af oplysningstidens tanker og ideer.

30

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

da overklassen i Rusland i overvejende grad var modstandere af de nye ideer om statens styring og det enkelte menneskes rettigheder, blev oplysningstankerne delvist undertrykt.

DEN AMERIKANSKE REVOLUTION I Nordamerika havde både Spanien, Frankrig, Holland og England forsøgt sig med at anlægge kolonier. Kontinentets oprindelige indbyggere var blevet voldsomt formindsket af de europæiske sygdomme, der i mange områder nåede at blive spredt, inden europæere selv nåede frem.

Andre steder blev de oprindelige indbyggere fortrængt eller dræbt af de indvandrende europæere.

Mellem 1607 og 1733 anlagde englænderne 13 kolonier langs den Nordamerikanske østkyst. I starten havde der kun været få konflikter mellem de forskellige europæiske magter i Nordamerika, men mod midten af 1700-tallet begynder det at spidse til. Der var stadig landområder, der kunne erobres, men især Frankrig og England begyndte at konkurrere om nogle af områderne. I 1754 brød konflikten mellem Frankrig og England igen ud i Nordamerika. Begge lande gjorde krav på det nuværende Ohio, hvilket førte til krig. Begge parter indgik alliancer med forskellige af de oprindelige indbyggere, der ofte havde et bedre kendskab til områderne end de europæiske soldater, der netop var ankommet med skib.

Krigen spredte sig hurtigt til andre dele af Nordamerika, hvor bl.a. den engelske koloni på New Foundland blev angrebet. Krigen endte som et stort nederlag for Frankrig, der efterfølgende måtte overlade sine områder i det østlige Nordamerika til englænderne.

De oprindelige 13 kolonier havde tæt kontakt til England, hvilket bl.a. indebar, at bøger og nye ideer hurtigt blev spredt fra England til Nordamerika. England var på mange måder en undtagelse i Europa. Mens andre europæiske lande var enevældige, var der i England fra midten af 1600-tallet i flere omgange politisk uro, der endte med, at kongens magt blev indskrænket og med oprettelsen af et parlament. Parlamentet var en folkevalgt forsamling, der skulle regere i samarbejde med kongen. Parlamentet fik bl.a. magt til at udskrive skatter og lave love. I modsætning til fx det athenske demokrati et par årtusinder tidligere, så deltog den enkelte borger ikke i at styre landet. I stedet valgte man i hvert lokalområde én person, der så skulle repræsentere alle områdets indbyggere.

Det ”repræsentative” demokrati blev hermed født, og det er stadig den normale demokratiform i nutiden. Det var dog kun de velhavende hvide mænd over 21 år, der havde stemmeret. Og katolikker var som følge af periodens religionsstridigheder (se bind 1, s. 112-113) i første omgang helt udelukket.

Den engelske forfatning blev beundret af mange af oplysningstiden forkæmpere. Men i de amerikanske kolonier undrede man sig: for når

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

31

OPGAVE Fremstilling af begivenhederne i Boston 1773, der siden er blevet kendt som ”The Boston Tea Party”.

Illustrationen er fra en bog om Nordamerikas historie fra 1789, hvor denne betegnelse endnu ikke var blevet normal. Som det også fremgår af billedet, er nogle af kolonisterne klædt ud som indianere. Det kan der være mange forklaringer på, men en af de mere oplagte er, at det blev brugt som et symbol på, at de var de ægte amerikanere. Det må dog siges at være lidt ironisk, da de samme kolonister var skyld i udryddelsen og fordrivelsen af de amerikanske indianere.

• Hvorfor har disse begivenheder fået et fast navn?

• Hvad symboliserer ”The Boston Tea Party”?

• Undersøg, hvordan navnet er blevet brugt i eftertiden?

32

man nu var en engelsk koloni, styret af kongen og parlamentet, hvorfor havde man så ikke også stemmeret til parlamentet? Når det engelske parlament pålægger én skatter, skulle man så betale dem, når man ikke var repræsenteret i parlamentet?

I byerne i Nordamerika var der ligesom i Europa opstået en voksende klasse af borgere. Borgerne kunne ofte læse og deltage i byernes kulturelle liv. Der var fx teatre og diskussionsklubber. Der blev trykt en stigende mængde af aviser og bøger. Blandt borgerne begyndte man at diskutere det rimelige i den engelske kolonimagt. Havde Locke ikke netop lagt op til, at indbyggerne skulle have medbestemmelse? Og var de måske ikke også engelske undersåtter?

Omkring 1750 opstod sloganet No taxation without representation (= ingen beskatning uden at være repræsenteret), der afspejler kolonisternes irritation over ikke at have stemmeret på lige fod med den engelske konges øvrige undersåtter. Der var en del diskussion om emnet, men den engelske administration ville ikke imødekomme kravet om stemmeret. Ikke nok med det, i 1765 indførte det engelske parlament

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

en ny skat på alt papir, der blev trykt på, i de Nordamerikanske kolonier: diplomer, tilladelser, pamfletter osv. Skatten var indført, da man i det engelske Find og læs Den Amerikanske Uafhængighedsparlament mente, at kolonisterne skulle være med til erklæring. at betale for den hær, som kun få år tidligere havde • Hvem er afsender og modtager af teksten? besejret franskmændene i Nordamerika.

• Hvad er tekstens formål?

Skatten udløste voldsomme protester i kolonierne, • Hvilken rolle spiller religion i teksten? og en bevægelse der kæmpede for løsrivelse fra England opstod. Et af de steder, hvor modstanden var • Hvilket syn på mennesket præsenteres i teksten? størst, var i byen Boston. I midten af 1700-tallet var • Hvilket syn på den engelske konge har teksten?

Boston en af de største og vigtigste byer i Nordameri• Hvordan skal forholdet mellem magthaverne og ka bl.a. på grund af byens havn. Da England også vedbefolkningen være ifølge teksten? tog at beskatte te – en af tidens populæreste drikke, førte det til direkte sammenstød mellem kolonisterne og repræsentanterne for kolonimagten. En nat i 1773 kravlede en gruppe kolonister om bord på tre britiske skibe i Boston havn og smed deres last af te i vandet. Denne protestaktion forværrede forholdet yderligere, og i 1775 brød der egentlige kampe ud.

Der var ikke fuld opbakning til bruddet med England fra kolonisterne.

Mange støttede fortsat den engelske konge og hans krav om, at kolonierne forblev engelske. Men der var dog også kræfter, der trak i den modsatte retning. Repræsentanter for den anti-engelske side vedtog, udformede og offentliggjorde i 1776 en tekst, der gjorde bruddet med England endegyldigt. Den Amerikanske Uafhængighedserklæring indledes med de berømte linjer: Vi anser disse sandheder som selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres skaber er blevet udstyret med visse umistelige rettigheder, iblandt disse er liv, frihed og stræben efter lykke. For at sikre disse rettigheder, nedsætter man regeringer blandt mennesker der får deres retfærdige magt ved de regeredes samtykke.

Som allerede nævnt var det var kun mænd af europæisk afstamning, der var ”frie og lige”. Men det var alligevel første gang i verdens historie, at Lockes og andre oplysningstænkeres tanker blev grundlaget for et lands politiske system.

Kolonisterne havde desperat brug for våben og penge og henvendte sig til den franske konge. Denne så en mulighed for at få hævn over englænderne og sendte franske styrker og våben til Nordamerika for at hjælpe kolonisterne. I 1781 vandt kolonisterne med hjælp fra den franske flåde et afgørende slag mod englænderne. Herefter blev der indledt fredsforhandlinger i Paris, der endte med, at England måtte acceptere de 13 koloniers selvstændighed. Hermed opstod ”Amerikas Forenede Stater” – USA – der i de følgende årtier underlagde sig nye store landområder.

Den franske konge nåede dog kun at nyde sejren over England i kort tid. Krigene mod England var nu blusset op med jævne mellemrum de sidste 30 år, og det var en dyr affære. Og da borgere og bønder mente, at de havde ydet deres bidrag, blev de indre konflikter i Frankrig skærpet.

OPGAVE

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

33

DEN FRANSKE REVOLUTION I årene efter den amerikanske revolution forsøgte den franske konge Ludvig XVI i flere omgange at få økonomien op at køre igen. Det lykkedes dog ikke rigtigt, og i 1789 indkaldte kongen til stænderforsamling i Paris.

Dét skulle han aldrig have gjort! Han kom dermed til at udløse det, som kaldes ”Den Franske Revolution”, der på få måneder ændrede kongens status fra absolut enevældig til absolut ligegyldig. Stænderforsamlinger var et almindeligt fænomen i mange af de enevældige europæiske lande.

Her mødtes repræsentanter for de forskellige samfundsgrupper, kaldet stænder, for at rådgive kongen. I Frankrig var der tre stænder: adelen, de gejstlige (dvs. de katolske biskopper, præster osv.) og den såkaldte tredjestand. De to første stænder var det, man kalder ”privilegerede”, dvs. de havde en række særlige privilegier som bl.a. skattefrihed. Tredjestand repræsenterede mere end 90% af befolkningen, der ikke tilhørte en af de to første stænder. Det var bl.a. bønder og borgere, og da det stort set ikke var muligt at ændre stand i det franske samfund, var der også præster, som på grund af deres familiebaggrund hørte til tredjestand. Dygtige borgere havde ikke mulighed for at skifte stand, til trods for at de kunne opnå magtfulde embeder som teologer, jurister og embedsmænd. Den økonomiske krise og kongens krav om øgede skatter ramte især tredje stand, der på forsamlingen i 1789 udløste revolutionen. Inspireret af oplysningstænkningen krævede tredje stand som repræsentanter for langt størstedelen af befolkningen, at de skulle have større indflydelse end de to første stænder. De udråbte sig selv som ’Nationalforsamling’ og krævede, at der blev lavet en forfatning for landet. Borgerne Find og læs den franske menneskerettighedserklæring krævede ”frihed, lighed og broderskab”, et krav der fremsat og vedtaget af Nationalforsamlingen i 1789, efter at tredje stand havde taget magten (kan stadig gentages på Frankrigs offentlige bygninger, elbl.a. findes på Institut for Menneskerettigheders ler fx på de franske euro-mønter. Kongen gav delvist hjemmeside www.menneskeret.dk). efter for kravene, og henover sommeren 1789 voksede • Hvem er afsender og modtager af teksten? urolighederne i Paris, som kulminerede med, at vre• Hvad er tekstens indhold? de borgere 14. juli stormede fængslet Bastillen, hvor • Påvis spor af forskellige af oplysningstidens bl.a. politiske fanger tidligere var blevet tilbageholdt. tænkere, behandlet på side 11-19.

Ytringsfriheden og de andre oplysningstanker blev en • Hvordan tænkes samfundet indrettet? vigtig drivkraft i revolutionen, der på få år vendte op • Hvordan passer tekstens menneskesyn med og ned på Frankrig. nutidens?

Revolutionen varede mange år og gennemløb for• Sammenlign den franske menneskerettighedsskellige faser. I dele af revolutionen forlod man operklæring med FN’s Verdenserklæring om lysningstænkningen totalt og gik i gang med at forMenneskerettigheder fra 1948 (kan ligeledes findes på bl.a. Institut for Menneskerettigheders følge og dræbe alle, der var imod revolutionen. hjemmeside) – hvilke forskelle og ligheder er der?

Andre af tiltagene under revolutionen var til gen• Diskutér, om menneskerettigheder er et særligt gæld i direkte forlængelse af oplysningstankerne. europæiske fænomen.

Under den fase af revolutionen, der kaldes ’rædselsherredømmet’, lukkede Nationalforsamlingen fx de

OPGAVE

34

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

katolske kirker, da kirkens gamle traditioner blev set som undertrykkende, og dens afvisning af naturvidenskabelige opdagelser gjorde den direkte skadelig for en fortsat oplysning af befolkningen. Der blev endog udviklet en form for civilreligion inspireret af bl.a. Jean Jacques Rousseau. Han mente, at staten skulle blande sig uden om, hvilken religion befolkningen havde, men: det er vigtigt for staten, at hver statsborger har en religion, som får ham til at holde sine pligter.* Tilhængere af dette synspunkt fik derfor i juni 1794 Nationalforsamlingen til at erstatte den kristne trosbekendelse med en revolutionær trosbekendelse: Jeg tror på et højeste væsen, der har skabt menneskene frie og lige, som har skabt dem, for at de skal elske hinanden, ikke for at de skal hade hinanden, et væsen, som vil æres ved sine skabningers dyder, ikke ved fanatisme, og i hvis øjne den skønneste hyldest er dyrkelsen af fornuft og sandhed.

Jeg tror på, at republikkens enhed og udelelighed skaber folkets lykke, at en ubegrænset tilslutning til den forfatning, folket har givet sig selv, er det eneste, der kan sikre denne lykke, og jeg tror på, at menneskene, når de vil bevare deres rettigheder, aldrig må glemme deres pligter.

Jeg tror på tyrannernes og oprørernes snarlige tilintetgørelse, sædernes genrejsning, fremgang for alle dyder og frihedens evige triumf.** * **

Jean Jacques Rousseau: ”Samfundspagten”, Rhodos, 1987, s. 237.

Fra: Credo republicain – Folk. Hist. VI560

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

Den daværende franske konge Louis XVI blev i januar 1793 henrettet på det, som i dag hedder Place de la Concorde i Paris.

Det viste kobberstik er produceret i 1794 på baggrund af en illustration lavet af Charles Monnet. Henrettelsen blev udført med en guillotine, der effektivt og hurtigt kunne hugge hoveder af. I samtiden blev dette set som en forbedring, da bødlens økse ikke altid ramte præcist i første hug. Guillotinen blev derfor set som en bedre og mere oplyst måde at henrette på. Der blev lavet flere forskellige tryk af begivenheden, og man kan overveje hvilke interesser, der ligger bag af udbredelsen af dette motiv?

35

OPGAVE Illustration lavet af den engelske tegner George Cruikshank, der arbejdede som karikaturtegner for en række aviser og blade i tiden omkring 1800.

Denne tegning er fra 1812 og hedder ”De radikales våbenskjold”. Et par af elementerne kræver en forklaring: På de små franske flag øverst står der ”Ingen Gud, ingen religion, ingen konge, ingen forfatning”. I midten (med lys på siden) ses en såkaldt frygisk hue i rød, der blev et af symbolerne på den franske revolutions krav om frihed. De røde huer blev udbredt i revolutionære kredse fra 1790, og deres symbolværdi skyldes formentlig, at man forvekslede de frygiske huer med en anden hovedbeklædning kaldet pileus, der blev båret af frigivne slaver i antikkens Rom.

Her udfoldes mange af oplysningstidens centrale tanker, der siden har dannet grundlag for de fleste af nutidens demokratiske lande og ideen om universelle menneskerettigheder: Mennesker er lige og frie, udstyret med en fornuft, og folket selv skal lave forfatningen.

Oplysningstidens nye forståelse af mennesket førte også til, at der opstod en ny selvforståelse blandt befolkningerne. Hvor den enkelte tidligere havde haft en fast plads i verden gennem fx fødsel, lokalområde og erhverv, blev det nye, oplyste og frie menneskes identitet noget, det selv kunne medvirke til at skabe.

I samspil med tankerne om medbestemmelse på det politiske område, var et af de vigtigste nye fællesskaber nationen. En nation er en gruppe mennesker knyttet sammen af forskellige forhold, som fx sprog, historie eller livsform. Allerede under revolutionen kunne man høre de revolutionære synge: Fremad fædrelandets børn, ærens dag er kommet, imod os hejses tyranniets blodige banner* og hermed lave en direkte kobling mellem kampen mod enevælden og forestillingen om at være ”fædrelandets sønner”.

Den enkelte tilhørte altså en nation, og denne nation skulle gerne styre sit eget landområde. Det, at man får en identitet gennem at være født i en bestemt nation, kaldes også nationalisme. Med de følgende årtiers begivenheder spredtes nationalismen efterhånden til hele Europa og tog farve af de forskellige samfund og kulturer. På længere sigt spillede nationalisme en afgørende rolle for dannelsen af de europæiske stater.

Bl.a. førte den til, at små fyrstedømmer og bystater sluttede sig sammen i nye nationer, som det skete i de tyske og italienske områder. I anden halvdel af 1800-tallet opstod landene Italien og Tyskland på baggrund af denne udvikling. Også uden for Europa opstod og udbredtes nationalistiske ideer, hvilket bl.a. førte til oprør flere steder i Sydamerika.

• Foretag en billedanalyse: Beskriv billedets forskellige elementer, og analysér på den baggrund, hvad Cruikshanks syn på den franske revolution var, og hvordan han fremstiller den.

*

36

Fra sangen ”Marseillaise”, skrevet af Rouget de Lisle i 1792. I 1795 gjort til nationalsang i det nye Frankrig.

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

NATIONALISME Q I dag har nationalisme ofte en negativ klang og forbindes tit med mennesker, der mener, at deres land er bedre end alle andres og er helt blinde for andres kvaliteter. Oprindelig blev begrebet dog opfattet ganske anderledes. Nationalisme var i starten en del af liberal ideologi.

Skabelse af et nyt fællesskab omkring staten, passede ind i de liberale krav om medbestemmelse og frihedsrettigheder. Med nationalismen kunne man skabe opbakning bag de nye demokratiske stater og få indbyggerne til at yde et bidrag. Det kunne fx være værnepligt, der blev indført til forsvar af nationen, eller beskatning for, at staten kunne udføre de opgaver, indbyggerne bad den om.

I Frankrig var nationalismen af afgørende betydning efter Den Franske Revolution, fordi de efterfølgende krige blev ført i nationens navn – og ikke kongens. Denne nationalisme var i høj grad knyttet til det politiske og juridiske fællesskab i landet. At være ’fransk’ hang på den måde sammen med, om man tog del i

det politiske liv og overholdt landets love.

Andre steder udviklede nationalismen sig anderledes. Det tyske område var opdelt i mange små stater. Her kom nationalismen til at fokusere på det, som var fælles tysk: kulturen. Det tyske folk delte traditioner og sprog – og dermed også litteratur. At være ’tysk’ var derfor knyttet til en særlig kultur, man mente adskilte sig fra andre.

Disse to opfattelser af nationalisme eksisterer fortsat i dag, hvor fx lande som USA, England, Frankrig og mange afrikanske stater er multikulturelle lande, hvis nationale identiteter fokuserer på det politiske fællesskab og de juridiske forpligtelser. I modsætning hertil diskuteres det jævnligt her i Danmark, hvad det at være dansk drejer sig om: Skal man spise en bestemt slags mad (svinekød)?, skal man tro på en bestemt religion? osv. Her er fokus på kulturelle forhold, som i den tyske nationalisme. Q

OPLYSNINGSTANKERNE – EN EKSPORTARTIKEL Nyheden om den franske revolution spredtes hurtigt, bl.a. til de franske kolonier. På øen Saint Domingue i Caribien blev nyheden også opfanget af nogle af slaverne, der kunne læse. Saint Domingue var en af de vigtigste franske besiddelser i den nye verden. Øen havde god landbrugsjord, der især blev brugt til sukkerplantager. Og som alle andre steder i Caribien udgjorde importerede slaver fra Afrika langt størstedelen af øens indbyggere. Over 90% af indbyggerne var slaver af afrikansk afstamning, og mange af disse var født i frihed i Afrika, før de var blevet gjort til slaver og fragtet til de europæiske plantager. Da nyheden om Den Franske Revolution nåede øen, gik der ikke lang tid før en gruppe slaver besluttede sig for, at der også skulle indføres ”Frihed, lighed og broderskab” på Saint Domingue. I 1791 brød et omfattende slaveoprør ud, og hundredevis af europæiske plantageejer-familier blev slået ihjel. Da nyheden

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

37

nåede Frankrig, kom de revolutionære først i tvivl, men valgte så, at den frihed, de selv havde kæmpet for, ikke skulle omfatte de afrikanske slaver. Man sendte derfor en hær afsted for at nedkæmpe oprøret. Hærens menige soldater endte dog med at sympatisere med oprørerne, og øens plantageejere bad i stedet om hjælp fra de engelske og spanske styrker på de omkringliggende øer. Da øen var den vigtigste franske besiddelse i Vestindien, var frygten for, at ærkefjenden England skulle få magten over øen større end modstanden mod slaveoprøret, og man indgik derfor en alliance med de oprørske slaver, om at de ville få deres frihed til gengæld for at hjælpe med at sikre, at øen forblev fransk. I 1794 blev slaveriet derfor ophævet, og 4 år senere lykkedes det de tidligere slaver med Touissant Louverture i spidsen, at få drevet englænderne væk fra øen igen. Franskmændene endte dog med at synes, at Touissant Louverture styrede øen lidt for selvstændigt, og i 1802 gennemførte de endnu en invasion, hvor Touissant Louverture blev taget til fange. Han blev ført til Frankrig, hvor han døde i fængslet. Modstanden mod franskmændene fortsatte dog, og den 1. januar 1804 blev den selvstændige stat Haiti udråbt. Haiti var de oprindelige indbyggeres navn for øen, hvilket også markerede en afstandtagen fra de europæiske kolonimagter.

SYDAMERIKA Uden for Nordamerika er Haiti den første tidligere europæiske koloni, som opnåede selvstændighed. Men tendensen fortsatte.

I de spanske og portugisiske kolonier i Sydamerika og Caribien var en stor del af indbyggerne kolonister fra Europa, der stadig havde forbindelser til deres eller deres forfædres tidligere hjemlande. Dermed kendte de også til oplysningstidens nye ideer, der i slutningen af 1700-tallet vandt opbakning blandt store dele af Sydamerikas indbyggere, der også fik kendskab til revolutionerne i Nordamerika og Frankrig. I modsætning til Nordamerika var der i Mellem- og Sydamerika nogle, der mente, at menneskerettigheder og demokratisk medbestemmelse også omfattede indianerne. Forklaringen på dette er nok, at de spanske og portugisiske kolonier havde haft svært ved at skaffe kolonister, og befolkningen havde for en stor dels vedkommende både europæisk og indiansk afstamning. Det kunne derfor være nødvendigt at appellere bredere end kun til kolonisterne af europæisk afstamning.

I løbet af den første halvdel af 1800-tallet løsrev alle spanske og portugisiske kolonier sig, men det var ikke alle steder, at friheden fra kolonimagten blev koblet med friheden fra enevælde. I Brasilien indførte man fx et monarki, der først blev afskaffet i 1889 – 100 år efter den franske revolution. En anden forskel mellem de portugisiske og spanske kolonier er, at de portugisiske besiddelser forblev samlet som Brasilien, mens de spanske besiddelser blev splittet op i en lang række lande.

38

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

I Mexico fortsatte stridighederne om magten helt frem til 1867. I 1861 begyndte Frankrig at blande sig i konflikten – men ikke på den side, som man kunne have forventet: Frankrig var nu igen blevet et kongedømme, og de fleste af oplysningstidens tanker om styreformer var skubbet af banen. I 1864 indsatte den franske konge et medlem af sin familie som kejser i Mexico. Valget faldt på en yngre adelig fra Østrig, ved navn Maximilian. Han havde fået fortalt, at han ville blive modtaget

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

som en helt, men indbyggerne i Mexico var på ingen måde interesserede i at få indført monarki, og der udbrød med det samme opstande. I 1867 blev Maximilian fanget og henrettet. Endnu et statsoverhoved mistede livet. Maleriet af henrettelsen er lavet af den franske maler Èdouard Manet, som i årene 1867-1869 malede på tre versioner af situationen. Malerierne blev ikke udstillet i Frankrig i Manets levetid, da de blev anset for at være kritiske overfor den franske politik.

39

Udviklingen i Sydamerika hang tæt sammen med udviklingen i Europa, hvor Frankrig efter revolutionen havde kastet sig ud i en række krige mod næsten alle sine naboer. Både Spanien og Portugal var derfor involverede i krige i Europa, hvilket gjorde det vanskeligt at sende hære til kolonierne og åbnede for, at selvstændighedsbevægelserne fik mulighed for at vokse sig stærke.

1810 brød det første store oprør ud i Mexico anført af præsten Miguel Hidalgo. Han var kommet til byen Dolores i Mexico som præst og var blevet lamslået af den enorme fattigdom, der prægede områdets primært indianske bønder. Han deltog, i samarbejde med andre, i kampen for bedre forhold for bønderne både politisk og økonomisk. Den 16. september holdt Hidalgo en tale, der er kendt som ”Grito de Dolores”, der kan oversættes til ’smerternes råb fra Dolores’. Man kender i dag intet til, hvad han præcis sagde, men talen opildnede tilhørerne og regnes som starten på den mexicanske uafhængighedskrig. Der skulle dog gå 10 år, før ”De forenede mexicanske stater” blev udråbt. På det tidspunkt var kampen for lighed for længst gledet i baggrunden, og krigen handlede primært om politiske rettigheder og indflydelse til købmænd og godsejere af europæisk afstamning. Navnet viser tydeligt, at inspirationen i høj grad havde været den amerikanske revolution. Først i 2012 er Mexicos præsident gået i gang med at få ændret landets navn til blot at være Mexico.

Længere mod syd brød der også oprør ud. Den centrale person i disse oprør var Simon Bolivar, der stadig regnes som befrielseshelt i hele fem forskellige lande, ligesom han også mindes i fx Cuba. Bolivar blev født i 1783 i en af de rigeste godsejerfamilier i byen Caracas. Som led i hans uddannelse blev han bl.a. sendt til Europa, hvor han blev stærkt fascineret af oplysningstidens ideer. Efter at være sendt tilbage til Sydamerika deltog han i et forsøg på at smide den spanske kolonimagt ud af Caracas, og året efter, i 1811, var han med til at vedtage Venezuelas uafhængighedserklæring. Dette blev startskuddet på en borgerkrig, der varede næsten 20 år.

Efter at spanierne i 1822 mistede magten i Venezuela, fortsatte Bolivar kampen i naboområdet, det nuværende Colombia. Derfra gik turen mod syd, hvor Bolivar medvirkede til kampen for selvstændighed i det nuværende Ecuador, Peru og Bolivia. Også i de sydligste spanske områder i Sydamerika krævede befolkningerne selvstændighed. I 1825 havde Spanien mistet alle besiddelser i Sydamerika. Her var der til gengæld opstået en række nye republikker. Og også her var det kun en lille del af befolkningen, der blev en del af det demokratiske fællesskab. Oplysningstidens nye forståelse af menneskets rettigheder var helt glemt.

Mange steder i Sydamerika er det først inden for de sidste par årtier, at indbyggere med indianske rødder har fået samme rettigheder som de andre indbyggere. Dette hang i høj grad sammen med, at overklassen i områderne så en fordel i fortsat at holde dem væk fra magten – for var

40

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

disse slaver og indianere overhovedet klar til at have demokratiske rettigheder og selvstændighed?

REVOLUTIONERNE RULLES TILBAGE – OG ALLIGEVEL IKKE… Også i Europa var nyheden om Den Franske Revolution hurtigt blevet spredt. Rundt om i de europæiske byer var mange af borgerne tilhængere af begivenhederne og håbede at noget lignende ville ske hos dem. Andre – især adelen og de enevældige konger og fyrster – var knap så begejstrede. Kort efter revolutionen begyndte flere af kongerne i nabolandene at forberede sig på krig.

Blandt de revolutionære i Frankrig ønskede mange at hjælpe befolkningerne i andre lande i deres kamp mod enevælden. Andre medlemmer af nationalforsamlingens indvendte, at det ikke var sikkert, at befolkningerne rundt om i Europa var interesserede i, at demokrati blev indført med geværer. Denne indvending blev dog ignoreret, da det i april 1792 blev vedtaget at erklære Østrig krig. Dette fik konflikten mellem de europæiske stormagter til at blusse op igen.

Helt frem til 1815 var der stort set konstant krig forskellige steder i Europa mellem Frankrig på den ene side og England og dets allierede på den anden. Den franske regering kæmpede i de første år af krigene stadig hårdt internt, hvilket var med til at bane vejen for en af europæisk histories berømteste skikkelser: Napoleon Bonaparte. Napoleon var til at begynde med blot en dygtig officer i den franske hær, men i 1799 stod han bag et kup, der afskaffede den republik, der var blevet indført. Også revolutionens skarpe kritik af den katolske kirke blev nedtonet af Napoleon.

Langsomt afskaffede Napoleon de forskellige råd og forsamlinger, der var blevet indført ved revolutionen, og i 1804 kronede han sig selv til kejser.

Helt frem til 1814 var Napoleon i stand til at holde på magten. I de første mange år lykkedes det desuden at vinde en lang række vigtige slag, til trods for at Frankrig stort set var alene mod skiftende alliancer med England i spidsen. Noget af succesen hænger sammen med nationalismens fremvækst, der gjorde det mere oplagt og tillokkende for folk at gå i krig, da de dermed forsvarede deres nation. Mange mennesker i Frankrig følte reelt, at de gik i krig for deres egen frihed og rettigheder, og ikke fordi en eller anden konge havde bestemt det.

I 1812-13 led den franske hær et alvorligt knæk.

Efter at have indtaget Moskva blev hæren hårdt ramt af den russiske vinterkulde. Op mod en halv mio. franskmænd og 200.000 heste døde under tilbageto-

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

Oplysningstidens tanker og ideer blev ikke kun udfoldet inden for de nye republikker. Også en del enevældige fyrster og konger var inspireret af oplysningstænkningen.

På billedet ses en medalje, der fejrer, at den tysk-romerske kejser Josef II har indført religionsfrihed for jøder (1782) og protestanter (1781). Det TyskRomerske Rige var på dette tidspunkt et løst forbund af primært tysktalende områder i det centrale Europa.

41

get. I 1814 blev Paris indtaget og Napoleon taget til fange. Kort efter gik fredsforhandlingerne i gang i Wien. Fredsforhandlingerne tog næsten et helt år. Resultatet blev et forsøg på at genoprette det Europa, som havde eksisteret før Den Franske Revolution. Grænserne blev ført tilbage til situationen i 1792, og mange af de afsatte fyrster og konger fik ’deres’ lande tilbage. Oplysningstidens ideer om befolkningens suverænitet blev forladt til gengæld for enevældens forestillinger om arvelige kongetitler af Guds nåde.

Samtidig havde Frankrig endnu engang tabt til England, og ethvert håb om igen at være en af verdens førende magter blevet slukket. I Frankrig genindførtes monarkiet også, dog med en vis indflydelse til landets rigeste.

Hvor liberalismen var opstået som oplysningstidens store nye politiske ideologi og dermed havde dannet baggrund for Den Franske Revolution, førte denne revolution til dannelsen af en af de andre klassiske politiske ideologier: konservatisme. Året efter revolutionen udgav filosoffen og forfatteren Edward Burke en bog kaldet ”Refleksioner over revolutionen i Frankrig”. Heri vendte Burke sig klart mod revolutionens ideer om at vælte kongen og ændre samfundets strukturer. Burke mente, at hele ideen om, at mennesket med fornuft kunne ændre verden til det bedre, var naiv. Det enkelte menneskes evner var begrænsede, derfor var det bedre at støtte den allerede eksisterende orden. Den samfundsindretning, som er opstået gennem lang tids udvikling, har derigennem vist, at den var god og kunne fungere. At et menneske skulle kunne tænke sig frem til bedre løsninger, var for Burke absurd.

DET ENGELSKE IMPERIUM TAGER FORM Efter tabet af de nordamerikanske kolonier blev den engelske interesse for andre områder øget. Landet havde en enorm befolkningsvækst og en begrænset størrelse, så det var en stor fordel at have kolonier, hvor den overskydende befolkning kunne rejse hen.

I slutningen af 1700-tallet blev de engelske aktiviteter i Canada, Sydafrika, Australien og New Zealand derfor øget.

Efter forhandlingerne i Wien i 1814-1815 var krigene blevet afsluttet, og de fleste franske kolonier blevet delt mellem England og Spanien. I den forbindelse blev Canada en engelsk koloni. Området var primært beboet af indvandrede europæere med franske rødder. I 1774 fik de med ”Quebec Act” bl.a. religionsfrihed og ret til egne institutioner som retsvæsen. I forbindelse med den amerikanske revolution flygtede ca. 40.000 mennesker fra de 13 engelske kolonier til Canada. Flygtningene var såkaldte ’loyalister’, der havde bakket op om den engelske konge som koloniernes overhoved. Hermed voksede befolkningen i Canada med mere end 30%.

42

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

I Afrika havde englænderne i flere hundrede år haft handelsstationer spredt langs kysterne. Men i 1806 erobrede de den lille hollandske koloni på Afrikas sydspids. Flere tusind englændere indvandrede til området, hvor også handel voksede. Oplysningstidens ide om menneskerettigheder førte i 1834 til, at England ophævede slaveriet i hele riget.

Dette faldt dog ikke i god jord hos alle indbyggerne i Sydafrika. Mange af kolonisterne protesterede ved at udvandre mod nord, hvor de erobrede nye områder og etablerede selvstændige republikker.

Australien blev i første omgang brugt som straffekoloni, hvor fanger blev sendt til. Dette var som sådan en oplyst idé, der skulle gøre op med de mange fysiske strafformer, der stadig blev praktiseret i Europa. I stedet for at blive pisket eller pint på andre måder skulle fangerne sendes til Australien, hvor de blev sat til at arbejde med at bygge huse og anlægge marker.

I forhold til de nye koloniers styre havde englænderne lært en lektie af den amerikanske revolution. Kolonisterne i de nye områder fik alle en form for lokale regeringer og en vis indflydelse i det engelske parlament.

Koloniseringen af disse nye områder og den endelig sejr over konkurrenten Frankrig førte til at England i 1800-tallet blev den stærkeste magt i verden og det såkaldte ”britiske imperium” voksede frem.

AFSLUTNING Selvom Wienerkongressen i 1814-15 i høj grad trak Europa i en konservativ retning, var oplysningstiden endnu ikke slut, og de revolutionære tanker slog efterhånden igennem i flere europæiske lande. I 1848 brød en række opstande ud. Endnu engang var det Paris, der blev inspirationen for de andre. På tre dage blev kongen væltet og en midlertidig republikansk regering indsat. Forsamlings- og pressefriheden blev genindført, og der blev indført almindelig stemmeret for alle mænd. Nu kom deltagelse i demokratiet ikke længere an på, hvor rig man var. Fra Paris spredtes nyheden, og allerede i marts måned brød der optøjer ud flere steder, bl.a. i Wien og Berlin. I 1900-tallet fortsatte denne tendens, og demokrati som styreform blev efterhånden udbredt til endnu flere områder. Nogle, som den japansk-fødte amerikanske politolog Francis Fukuyama, mener, at demokrati med tiden vil blive udbredt til hele verden. Fukuyama mener, at det er den bedste styreform, som findes, og at så snart en tilstrækkelig stor del af en befolkning ikke behøver at bekymre sig om bare at overleve, så vil de begynde at ønske sig medindflydelse på samfundet.* Denne opfattelse kritiseres af flere for at være naiv og for at afspejle en vestlig ønsketænkning. Fx påpeger flere, at Fukuyamas forestilling om demokrati lægger for stor vægt på ”friheden” frem for ”ligheden”. Fukuyama *

Francis Fukuyama: ”The future of history”, Foreign Affairs, Jan-feb 2012.

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

43

I 2009 blev den første præsident i USA med afrikanske rødder valgt. Dette blev af mange set som det endelige opgør med slaveriet og dets eftervirkninger i landet. Få måneder efter sin indsættelse holdt præsident Barack Obama en tale med udgangspunkt i Den Amerikanske Uafhængighedserklærings udsagn om, at mennesker er født lige og frie (se s. 33): Det dokument, de udfærdigede, blev siden underskrevet, men det var i bund og grund ufærdigt. Det var plettet af nationens arvesynd, slaveriet, som var et spørgsmål, der splittede kolonierne, og som lammede de politiske forhandlinger, indtil nationens grundlæggere valgte at lade slavehandlen forblive lovlig i yderligere tyve år, og dermed lade det være op til de kommende generationer at finde en endelig løsning. Men løsningen lå allerede indlejret i vores forfatning – en forfatning, som i sin kerne havde et ideal om lighed for loven, og som lovede befolkningen frihed og retfærdighed og en union, der kunne og skulle forbedres over tid.

mener, at et liberalt økonomisk system (hvor markedet udvikler sig frit, uden statslig indblanding – se mere bind 1, s. 172) er afgørende for et demokrati, hvilket er undergravende for den økonomiske lighed i samfundet. Og så længe der er fattigdom og stor ulighed, kan man ikke kalde et samfund demokratisk. Som fx den franske filosof Derrida udtrykker det: Det må råbes ud i tider som disse, hvor nogen har den frækhed at ophøje det liberale demokrati til ideal for hele menneskehedens historie: Aldrig har vold, ulighed, eksklusion, sult og dermed økonomisk undertrykkelse påvirkes så mange mennesker i hele Jordens og menneskehedens historie. Andre mener, at Fukuyama overser, at der er alternativer til det liberale demokrati. Både fundamentalistiske fortolkninger af islam og de enevældige stater Kina og Rusland er eksempler på alternative måder at indrette samfund på. Tilhængere af fundamentalistiske* fortolkninger af islam afviser demokrati, da de mener, at samfund skal opbygges omkring guddommelige love fremfor menneskelig fornuft.

I Kina og Rusland afvises flere af de vestlige forestillinger om demokrati, da begge landes magthavere mener, at de er i strid med landenes anderledes kultur og civilisation. Samtidig er deres styreform ifølge den israelske militærhistoriker Azar Gat et reelt alternativ til de liberale demokratier, da: de [Kina og Rusland] måske har stor nok indflydelse til at skabe en ny ikke-demokratisk, men økonomisk højt udviklet, Anden Verden. De kan etablere en magtfuld, autoritær kapitalistisk orden, som forener politiske eliter, erhvervsfolk og militæret, som er nationalistisk i orientering, og som deltager i den globale økonomi på sine egne præmisser … ** Så selvom opstande i Nordafrika, Mellemøsten og flere steder i Asien kunne tyde på, at demokratiet vil blive yderligere udbredt, er det vanskeligt at vide hvordan denne udvikling ender.

*

Religiøse grupper, der dyrker meget bogstavelige fortolkninger af religiøse skrifter og påstår, at de repræsenterer en mere oprindelig udgave af religionen. ** Azar Gat: ”The return of authoritarian great powers”, Foreign Affairs, jul-aug., 2007.

44

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

KILDER TIL KAPITEL 1 [Ordforklaringer og kommentarer er markerede med kantede parenteser]

KILDE 1 Newton og naturfilosofiens matematiske principper, 1679 Mange af de principper som stadig er centrale i naturvidenskaberne blev formuleret af den engelske matematiker, filosof og naturvidenskabsmand Isaac Newton (1643-1727). Han formulerede i ”Naturfilosofiens matematiske principper” fra 1679 en teori, som lagde grunden til moderne fysik og på sigt afsluttede diskussionerne om universets opbygning, som var blusset op i renæssancen (se bind 1, s. 114) 1. Regel Vi kan ikke operere med andre årsager til naturlige ting end sådanne årsager, som er både sande og tilstrækkelige til at forklare deres fremtræden.

I det øjemed siger filosofferne, at naturen ikke gør noget uden grund, og der er ingen grund til mere, hvis mindre er nok, for naturen ynder enkelhed og pynter sig ikke med overflødige årsager.

2. Regel Derfor må vi så vidt muligt tilskrive de samme årsager til de samme naturfænomener. Samme årsag til åndedrættet hos mennesket og dyret, samme oprindelse til stenarterne i Europa og Amerika, samme kilde til lyset fra vores køkkenild og fra solen, til lysets tilbagekastning på Jorden og på planeterne.

3. Regel Egenskaberne ved legemer, der hverken aftager eller tiltager gradvist, og som kan konstateres at gælde alle legemer inden for eksperimentel rækkevidde, vil være at betragte som universelle egenskaber ved alle legemer i det hele taget. … Endelig hvis det gennem eksperimenter og ved astronomiske observationer universelt forekommer, at alle legemer rundt om Jorden graviterer [dvs. bliver tiltrukket grundet masse] mod Jorden proportionelt med kvantiteten af den masse, de rummer hver især, at månen ligeledes proportionelt med kvantiteten af sin masse graviterer mod Jorden, og at vores have omvendt graviterer mod månen, og alle planeter mod hinanden indbyrdes, og kometerne tilsvarende mod solen – så må vi i forlængelse af denne regel universelt antage, at alle legemer principielt er udstyret med en gensidig gravitation [dvs. gensidig massetiltræk-

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

ning]. At dømme ud fra fremtræden er der mere, der taler for alle legemers universelle gravitation end for deres uigennemtrængelighed, som vi for legemerne i de himmelske regioners vedkommende ikke har eksperimentel adgang til. Ikke at jeg hævder tyngdekraften som essentiel for alle legemer. Med deres iboende kraft mener jeg ikke andet end deres inerti [dvs. et legemes tilbøjelighed til at forblive i stilstand eller fortsætte i samme bevægelse med mindre det påvirkes udefra]. Denne er uforanderlig.

Deres tyngdekraft aftager, jo længere væk fra Jorden de befinder sig.

4. Regel Inden for eksperimentel filosofi bør vi betragte udsagn baseret på generel induktion [logiske slutninger truffet på baggrund af enkeltfænomener] ud fra fænomener som sande eller så godt som sande, uanset hvad man kan forestille sig af modsatrettede hypoteser [dvs. teorier om bestemte sammenhænge, som endnu ikke er bevist], indtil der eventuelt optræder andre fænomener, som enten kan gøre disse udsagn mere præcise eller påføre dem undtagelser.

Denne regel må følges, således at induktionen ikke kan omgås via hypoteser.

Dansk oversættelse: Morten Visby.

KILDE 2 Abigail Adams – ”Husk damerne”, Braintree, 31. marts 1776 Abigail (1744-1812) kommer i dette private brev til hendes mand John Adams ind på kvinders rettigheder i forbindelse med oprettelsen af Amerikas Forenede Stater (USA). Abigail og resten af hustanden havde måttet forlade Boston, da den var blevet besat af engelske tropper på grund af uroligheder og oprør mod kolonimagten. 17. marts havde de engelske tropper dog opgivet besættelsen og forladt byen.

John Adams var på tidspunktet rejst til Philadelphia for at deltage i Kontinental-kongressen, hvor repræsentanter for de 13 engelske kolonier arbejdede for at skabe en fælles politik over for England. Arbejdet endte med Uafhængighedserklæringen 4. juli 1776.

45

Jeg har undertiden været på nippet til at tænke, at lidenskaben for friheden ikke kan være lige så stærk hos dem, der har haft for vane at berøve deres medskabninger netop denne. Og jeg er i hvert fald sikker på, at den ikke følger det højsindede og kristne princip om at behandle andre, som vi ville ønske, de behandlede os.

Jeg har endnu ikke været inde i Boston, jeg er bange for kopperne, men måske burde jeg allerede have været derinde. Jeg fik Mr. Crane til at tage hen til vores hus for at se, hvilken tilstand det var i. Jeg kan forstå, at det har været beboet af en læge ved et af regimenterne, meget beskidt, men ellers uskadt.

De få ting, der blev efterladt, er alle væk. Cranch [Crane?] har nøglen, som han aldrig gav fra sig. Jeg har skrevet til ham og bedt om at få den udleveret, for jeg er opsat på at få gjort rent så hurtigt som muligt og få sat skodder for vinduerne. Jeg betragter nu ejendommen som en nyerhvervelse, en ejendom, som jeg for en måned siden ikke ville have givet så meget som en shilling for og hellere end gerne havde set gå op i flammer.

Byen generelt er i bedre forfatning end forventet, hvilket snarere skyldes forhastet flugt end hensyntagen til indbyggerne, om end nogle personer har kunnet opmønstre tilstrækkelig ære og anstændighed til at efterlade husleje og møblerne ubeskadigede eller penge til at udbedre, hvad der måtte være af skader. Andre har begået forfærdelige skændsler.

Palæet tilhørende formanden for din forsamling [John Hancock, der også spillede en central rolle i uafhængighedsbevægelsen] er uskadt og møblementet ubeskadiget, hvorimod såvel huset som møblementet tilhørende statsadvokaten [Samuel Quincy, der støttede England og var i mod uafhængighed] er faldet offer for hans eget skånselsløse parti. […]

Jeg har det helt anderledes med forårets komme end for en måned siden. Dengang anede vi ikke, om vi kunne plante eller så med nogen sikkerhed for, om vi ville kunne høste frugterne af vores arbejde, om vi ville kunne blive i vores egne hytter eller blive fordrevet fra kysten, så vi måtte søge ly i vild natur, men nu føler vi, at vi vil kunne sidde under egen vinranke og gøre os til gode med jordens frugter.

Jeg føler en vis lethed om hjertet, som tidligere var mig fremmed. Jeg synes, solen skinner stærkere, fuglene synger mere melodiøst, og naturen viser i det hele taget et mere muntert ansigt. Vi føler en midlertidig fred, og de stakkels flygtninge vender tilbage til deres forladte boliger.

46

Om end vi priser os selv lykkelige, har vi medfølelse med dem, der skælver af frygt for, at det går med dem, som det er gået med Boston. Men de vil ikke kunne være i samme situation, medmindre de gribes af frygtsomhed og fejhed. De har haft tid og varsel til at se ondet og undfly det. Jeg længes efter at høre, at du har erklæret uafhængighed – og i de nye love, jeg antager, at du vil være nødt til at lave, kunne jeg forresten godt tænke mig, at du ville huske damerne og være mere storsindet og velvillig end dine forgængere over for dem. Giv nu ikke ægtemændene uindskrænket. Husk, at alle mænd ville være tyranner, hvis de kunne. Hvis ikke damerne ydes særlig hensyn og opmærksomhed, er vi fast besluttede på at anstifte oprør, og vi vil ikke lade os binde af lovgivning, hvori vi ikke selv kan komme til orde eller lade os repræsentere.

At dit køn er tyrannisk af natur, er en så uomtvistelig sandhed, at det er hævet over enhver diskussion, men de af jer, der ønsker at være lykkelige, giver frivilligt afkald på den strenge titel af Herre til fordel for den blidere og sødere betegnelse som Ven. Hvorfor så ikke fratage de ryggesløse og de lovløse magten til ustraffet at misbruge os så grusomt og uværdigt? Fornuftige mænd har altid afskyet de skikke, der behandler os som intet andet end jeres køns vasaller. Betragt os dog som skabninger, Forsynet har sat under jeres beskyttelse, og efterlign Det Højeste Væsen ved udelukkende at bruge denne magt til gavn og lykke for os.

Dansk oversættelse: Morten Visby

KILDE 3 Opråb til det selvstændige Haitis borgere, 1804 Inspireret af revolutionen i Frankrig gjorde indbyggerne på i den franske koloni på øen Haiti i Caribien også oprør i 1791. Øen var vigtig for den franske økonomi, da øens sukkerproduktion var stor og indbringende. Den revolutionære regering i Frankrig ønskede derfor at undertrykke revolutionen, der lagde op til at landets største befolkningsgruppe, slaverne, skulle have medbestemmelse. I flere omgange blev der derfor sendt skibe afsted med soldater og de lokale franske styrer på andre caribiske øer, bad også englænderne om hjælp, da det også for England var en farlig situation, at slaverne på deres øer skulle komme til at tro at de havde krav på ligeværdig behandling. I flere omgange lykkedes

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

det at smide de tilrejsende hære ud og 1. januar 1804 kunne den daværende leder af revolutionen, J.J. Dessalines, udråbe den første selvstændige republik i Mellem- og Sydamerika. Nedenstående er en del af denne uafhængighedserklæring, henvendt til indbyggerne på øen. Først i 1825 anerkendte Frankrig øens uafhængighed.

Den regerende general [øverstbefalende i den udråbte republik] til Haitis folk Borgere, Det er ikke tilstrækkeligt at have fordrevet de barbarer fra jeres land, som i to århundreder har besudlet [gjort det beskidt] det med blod. Det er ikke tilstrækkeligt at have tøjlet de … grupper, der på skift har narret med frihedens fantom, som Frankrig udstillede for jeres øjne. Vi må, ved en sidste national handling, for bestandigt sikre frihedens herredømme i det land, der har set os spire frem. Vi må frarøve den umenneskelige regering, der længe har fastholdt vores sind i den mest ydmygende døs, ethvert håb om igen at underkue os. Vi vil leve uafhængigt eller dø.

Uafhængighed, eller døden… må disse ukrænkelige ord forene os, og må de være signalet for vores kampe og for vores sammenslutning.

Borgere, mine landsmænd, jeg har på denne højtidelige dag samlet disse tapre soldater, som, på tærsklen til at drage frihedens sidste suk, ofrede deres blod for at redde den. Disse generaler, som ledte jeres indsats mod tyranniet, har endnu ikke gjort tilstrækkeligt for jeres lykke… det franske navn formørker stadig vores land.

Må de skælve, idet de lægger til land ved vores kyster – hvis ikke ved mindet om de grusomheder, de har udøvet her, så i det mindste ved den frygtelige beslutning vi vil tage om at straffe enhver franskfødt med døden, der med sin vanhelligende fod skulle besudle [dvs. gøre beskidt] frihedens land.

Vi vovede at være frie, lad os vove at være det af os selv og for os selv. Lad os imitere [efterligne] barnet, der vokser: Dets egen vægt knækker selen, der bliver det unødvendig og forhindrer dets gang. Hvilket folk kæmpede for os? Hvilket folk ville høste frugterne af vores arbejde? Og hvilken beskæmmende absurditet at sejre blot for at være slaver. Slaver! …

Lad os levne dette kvalitative tilnavn til franskmændene. De sejrede blot for at ophøre med at være frie.

Lad os gå ad andre veje. Lad os efterligne disse folk, som, med bekymring for fremtiden og frygt for til eftertiden at efterlade et eksempel på fejhed, foretrak tilintetgørelse frem for at blive slettet fra de frie folks rækker. […]

Lad os sværge over for hele universet, over for eftertiden, over for os selv, at for bestandigt give afkald på Frankrig og at dø hellere end at leve under dets herredømme.

At kæmpe til sidste suk for vores lands uafhængighed.

UDFØRT i Gonaïves’ hovedkvarter, den første januar, attenhundrede og fire, uafhængighedens første år, Signeret, J.J. DESSALINES Dansk oversættelse: Tone Andreasen.

Alt her genopridser mindet om dette barbariske folks grusomheder. Vores love, vores sæder, vores byer bærer alle stadig det franske aftryk. Endnu værre; der er franskmænd på vores ø, og så tror I, at I er frie og uafhængige af denne republik [dvs. Den Franske Republik], som ganske vist har kæmpet mod alle nationer, men som aldrig overvandt dem, der ville være frie…

Og I, ædle mænd, frygtløse generaler, som, uden hensyn til jeres egen ulykke, gav friheden nyt liv ved at ofre jeres blod, I skal vide, at I intet har udrettet, hvis I undlader at give nationerne et frygteligt men retfærdigt eksempel på den hævn, som må udøves af et folk, der er stolt af at have genvundet sin frihed og ivrigt efter at beholde den. Lad os skræmme alle dem, der skulle vove at forsøge at frarøve os den på ny: Lad os begynde med franskmændene.

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

47

KILDE 4 Simón Bolívar om sit politiske virke, 1829 I 1828-1829 boede Simón Bolívar (1783-1830) i byen Bucamaranga i det nuværende Colombia, hvor han arbejdede på at undgå at den store Colombianske Republik (1819-1831) gik i opløsning. I hans selskab var også en tidlige fransk soldat, Peru Lacroix, der havde taget del i krigene som brød ud efter Den Franske Revolution. Nedenstående er et uddrag fra Lacroixs referater af deres samtaler ved middagsbordet, hvor Bolívar forklarer baggrunden for at han blev politisk aktiv. ”Jeg var end ikke fyldt 18, da jeg blev gift i Madrid, og jeg blev enkemand i [1803]*… Jeg elskede min kone meget højt, og efter hendes død svor jeg aldrig at gifte mig igen. Det løfte har jeg holdt. Det er sjovt, som det kan gå – hvis ikke jeg var blevet enkemand, ville mit liv måske have været helt anderledes: Jeg ville hverken være blevet general Bolívar eller Befrieren, om end jeg må indrømme, at jeg nok ikke blev sat på denne jord for at være borgmester i San Mateo.” ”Hverken Peru eller Columbia,” svarede jeg, ”eller for den sags skyld hele Sydamerika ville være frit, hvis De ikke havde stået i spidsen for den store, ædle sag, der er deres uafhængighed.” ”Sådan ville jeg ikke formulere det,” svarede Hans Excellence [dvs. Bolívar], ”for jeg var ikke den eneste ophavsmand til revolutionen, og under den revolutionære krise og den lange konflikt mellem de spanske tropper og patrioterne ville der være dukket en anden caudillo [betegnelse for en politisk og militær leder] op i stedet for mig, hvis ikke mit eget held havde stillet sig i vejen for andres. … Lad os opgive den overtro, at det var forsynet eller skæbnen, der ville, at jeg skulle frelse Columbia … det var omstændighederne, mit talent, min karakter og mine lidenskaber, der sporede mig ind på min vej – min ambition, min standhaftighed og min glødende fantasi holdt mig i gang og fik mig til at fortsætte. Hør her: Som rig, forældreløs 16-årig tog jeg til Europa efter at have været i Mexico og Havanna: Det var i Madrid, jeg forelskede mig i og blev gift med en niece til den gamle markis [adelig titel] del Toro, Terese Toro y Alaiza: Jeg vendte tilbage til Caracas [i det nuværende Venezuela] i 1801 sam*

men med min kone, og jeg forsikrer Dem, at jeg på det tidspunkt ikke havde andet end den brændende kærligheds tåger i hovedet og ikke politiske ideer, for de havde endnu ikke berørt min fantasi. [Så] døde min kone, og i min utrøstelighed over dette uventede og alt for tidlige tab vendte jeg tilbage til Madrid og tog derfra videre til Frankrig og Italien.

På det tidspunkt fattede jeg en vis interesse for politik og offentlige forhold. … Jeg så Napoleons kroning i Paris i sidste måned af 1804: Denne … storslåede ceremoni fyldte mig med begejstring, ikke på grund af dens pomp og pragt, men snarere på grund af den kærlighed, en så stor folkeskare udviste over for den franske helt, det generelle følelsesudbrud, den spontane og frie folkelige bevægelse, fremskyndet af Napoleons heroiske bedrifter og ført frem til sejr af over en million enkeltpersoner – det forekom mig at være menneskets ultimative ønske og ambition at være genstand for sådanne følelser. Den krone, Napoleon satte på hovedet, forekom mig at være en sølle, gotisk [uhyggelig] tingest – det storslåede var for mig den universelle hyldest og interesse, som denne person vakte hos folk. Dette, må jeg indrømme, fik mig til at tænke på slaveriet i mit eget land og den hæder og ære, der ville tilfalde manden, der befriede det. Men det lå mig meget fjernt at tro, at den skæbne ventede mig …! Havde det ikke været for min kones død, ville jeg ikke være taget tilbage til Europa, og de tanker, jeg gjorde mig under mine rejser, ville formentlig ikke være blevet født i Caracas og San Mateo, og i Amerika ville jeg ikke have fået de erfaringer eller tilegnet mig den viden om verden, menneskene og tingene, som jeg har haft så stor glæde af gennem hele min offentlige karriere.

Min kones død førte mig ind på en politisk bane i en tidlig alder og fik mig til at vælge Mars’ [romersk krigsgud] stridsvogn frem for Ceres’ [romersk landbrugsgud] plov …

Dansk oversættelse af Morten Visby.

KILDE 5 Edmund Burke – Refleksioner over Den Franske Revolution, 1790 Edmund Burke (1729-1797) var en engelsk politiker og filosof, der især blev kendt for sin kritik af Den Franske Revolution, hvor Burke formulerer en række principper og ideer, der ligger til grund for ideologien konservatisme.

Simón Bolívar blev gift den 26. maj 1802. Hans kone døde den 2. januar 1803.

48

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

III. Den Franske Revolutions fejl: I stedet for at knuse den gamle stat burde franskmændene have bygget videre på det fundament, deres forfædre havde efterladt til dem.

Regn jeres gevinster sammen: Se, hvad der er opnået gennem de ekstravagante og overmodige spekulationer, som har lært jeres ledere at foragte alle forgængere, alle samtidige og ligefrem sig selv indtil det øjeblik, hvor de i sandhed bliver foragtelige. Ved at følge disse falske lys har Frankrig købt sig utilslørede kalamiteter [uheldige begivenheder] til en højere pris, end andre nationer nogensinde har købt sig utvetydige velsignelser! Frankrig har købt armod [fattigdom] for ugerning! Frankrig har ikke ofret sin dyd for sine interesser, men opgivet sine interesser for at kunne prostituere sin dyd. Alle andre nationer er begyndt at indføre et nyt styre eller reformere et gammelt ved at indstifte nye ritualer eller indføre strengere overholdelse religionen. Alle andre folk har skabt grundlag for borgerlig frihed på en mere streng måde og med et system af mere barsk og maskulin moralitet. Da Frankrig slap kongemagtens tømmer, fordoblede de spillerummet for den heftigt lastefulde usædelighed [ikke i overensstemmelse med den herskende seksualmoral] og den uforskammede gudløshed, der har gennemsyret alle samfundslag i holdning og praksis, som om man derved tilkendte et privilegium eller udstrakte en hidtil skjult opbakning til at nyde alle de fordærvelser, der ellers hidtil havde indskrænket sig til en rigdommens og magtens syge. Således det nye franske lighedsprincip.

Frankrig har ved sine lederes ondskabsfuldhed helt og aldeles kompromitteret rådslagningens milde tone i regenters kabinetter og fravristet den sine vægtigste emner. Frankrig har ophøjet den tyranniskes mistillids mørke, mistroiske leveregler til helligdom og lært konger at skælve for (hvad vi herefter vil kalde) moraliserende politikeres forlokkende vildfarelser. Suveræner vil betragte rådgivere, der anbefaler dem ubegrænset tillid til folket, som kupmagere, som forrædere mod tronen, der udvirker deres ødelæggelser ved gennem besnærende forstillelser at forlede suverænernes milde og velvillige væsen til at dele magten med kombinationer af frække og svigefulde mænd. Alene dette (hvis der ikke var andet end det) er i sig selv en uoprettelig katastrofe for jer og for menneskeheden. Husk på, at jeres pariser-parlament sagde til jeres konge, at han ikke havde andet at frygte ved at kalde stænderne sammen end det ødsle overdrev af den

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

ihærdighed, hvormed de ville yde tronen støtte og underhold. Det er kun på sin plads, at disse mænd i dag skjuler ansigtet. Det er kun på sin plads, at de må bære deres del af de ulykker, som de ved deres rådgivning har påført deres suveræn og deres land.

Sådanne optimistiske erklæringer er tilbøjelige til at lulle autoriteten i søvn, at tilskynde den til forhastet engagement i farefulde politiske eventyr, at forsømme de forholdsregler, beredskaber og forsigtighedsforanstaltninger, hvorved velviljen adskiller sig fra stupiditeten [dumheden], og uden hvilke intet menneske kan garantere den gavnlige effekt af hverken abstrakte styreformer eller friheden selv. I mangel af disse har de set statens medicin korrumperet [fordærvet] til dens gift. De har set franskmændene gøre oprør mod en mild og retskaffen monark med større raseri, harme og uforskammethed, end noget folk nogensinde har sat sig op mod selv den mest lovstridige tronraner eller den mest blodtørstige tyran.

Deres modstand gjaldt indrømmelser, deres revolte var mod beskyttelsen af dem, deres anslag var rettet mod hånden, der fremrakte begunstigelser, gaver og immuniteter.

Dette var unaturligt. Resten er i orden. De har fået deres straf ved egen succes: Love omstyrtet, domstole undergravet, produktionen svækket, handlen i tilbagegang, skatterne ubetalte, men ikke desto mindre folket forarmet, kirken udplyndret, men staten ikke beriget. Borgerligt og militært anarki opløftet til kongerigets forfatning, alt menneskeligt og guddommeligt ofret på den offentlige kredits ugudelige alter med national fallit til følge og, som kronen på værket, det nye skrøbeligt, vaklende regimes [styres] værdiløse gældsbreve, de miskrediterede statsobligationer af forarmet svindel og forhutlet tyveri, udbudt som gangbart betalingsmiddel til støtte for et imperium i mangel af de to store anerkendte metaller [guld og sølv], der repræsenterer menneskehedens varige, konventionelle kredit, men forsvandt og igen skjulte sig i den jord, hvoraf de oprindelig kom, da princippet om ejendomsretten, hvis skabninger og repræsentanter de er, blev systematisk brudt ned.

Dansk oversættelse: Morten Visby

49

KILDE 6 New Zealands uafhængighedserklæring, 1835 I slutningen af 1700-tallet var der en stigende mængde engelsk handel på New Zealand og der blev etableret mindre kolonier af europæiske indvandrere.

Den engelske regering udnævnte i 1832 James Busby som officiel repræsentant, men denne havde ingen magtmidler i form af tropper eller lignende til at opretholde ro og orden. Han valgte derfor at samarbejde med de oprindelige indbyggere i området, kaldet maorier, om at etablere mere ordnede forhold, der endte med den nedenstående erklæring.

Her erklæres New Zealand uafhængigt, hvilket også var for at modvirke voksende fransk indblanding i området. Uafhængigheden blev dog kortvarig og i 1840 underskrev nogle af Maori-høvdingene en ny aftale, der reelt betød at øen blev en engelske koloni og maorierne mistede indflydelse.

1.

Vi, arvehøvdingene og stammelederne fra de nordlige dele af New Zealand, forsamlet ved Waitangi i Bay of Islands den 28. dag i oktober 1835, erklærer vort land uafhængigt som en uafhængig stat under betegnelsen New Zealands Forenede Stammer.

2.

Al suveræn magt og myndighed inden for territorierne tilhørende New Zealands Forenede Stammer erklæres herefter at ligge udelukkende og til fulde hos arvehøvdingene og stammelederne i fællesskab, som samtidig erklærer, at de ikke vil tillade nogen lovgivende myndighed uden for deres egen kreds og ej heller nogen magtudøvelse inden for de nævnte territorier, medmindre den varetages af personer, der er udnævnt af dem, og i henhold til love indført af dem i regi af deres egen lovgivende forsamling.

land for at takke Ham for anerkendelsen af deres flag og for at bønfalde Ham om – til gengæld for det venskab og den beskyttelse, de har vist og fortsat er indstillet på at vise de af Hans undersåtter, der måtte slå sig ned i deres land eller opsøge dets kyster med henblik på handel – at vedblive at være en fader og protektor for deres spæde stat og beskytte dette land mod alle anslag mod dets uafhængighed.

Vedtaget i fuld enighed den 28. dag i oktober 1835 under tilstedeværelse af Hans Engelske Majestæts Stedlige Repræsentant.

[Signeret af 35 høvdinge fra North Cape til Hauraki Gulf] Bevidnet af: (og underskrevet) Henry Williams, missionær, Kirkeligt Missionssamfund, George Clarke, Kirkeligt Missionssamfund, James C. Clendon, købmand, Gilbert Mair, købmand.

Jeg attesterer herved, at ovenstående er en korrekt kopi af høvdingenes erklæring, som oversat af missionærer, der har boet mindst ti år i landet, og at det overdrages til Hans Allernådigste Majestæt Kongen af England efter enstemmig anmodning fra høvdingene.

(Underskrevet) James Busby, engelsk repræsentant i New Zealand Dansk oversættelse: Morten Visby

3.

Arvehøvdingene og stammelederne enes om at mødes til lovgivende forsamling ved Waitangi hvert efterår med henblik på at udarbejde love, der varetager retfærdighed, opretholder fred og offentlig orden samt regulerer handlen. De indbyder hjerteligt de sydlige stammer til at lægge deres private fjendtligheder bag sig og deltage i arbejdet for vort fælles lands sikkerhed og velfærd ved at slutte sig til Forbundet af Forenede Stammer.

4.

De er ligeledes enige om at sende en afskrift af denne Erklæring til Hans Majestæt Kongen af Eng-

50

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

KILDE 7 Voltaire om fædrelandet, 1764 Den franske forfatter og filosof Francois de Voltaire (1694-1778) var en af oplysningstiden mest betydningsfulde personer. Store dele af sit liv boede han uden for Frankrig, da han jævnligt havde problemer med censuren i landet. Han besøgte og kommunikerede med en række fyrster rundt om i Europa og biddrog på den måde til at udbrede oplysningstænkningen. Voltaire var også en af de store biddrags-ydere til ”Encyclopédie” (se s. 16), som han skrev 45 artikler til. Nedenstående stammer fra hans ”Filosofisk lommeleksikon”, der oprindeligt udkom i 1764.

En ung konditorsvend, som havde gået på universitetet og stadig erindrede enkelte af Ciceros fraser, pralede en dag af sin store kærlighed til fædrelandet. ”Hvad mener du med dit ’fædreland’?” spurgte en nabo ham. ”Er det din ovn? Er det landsbyen, hvor du blev født, men som du aldrig har set siden?

Er det gaden, hvor din mor og far boede, inden de gik fallit og derved nødsagede dig til at bage små tærter og kager for at forsørge dig selv? Er det rådhuset, hvor du aldrig vil blive skriver for politiinspektøren? Er det Vor Frue Kirke, hvor du ikke har formået så meget som at blive kordreng, alt imens en aldeles tåbelig mand kan blive både ærkebiskop og hertug med over 20.000 louis d’or [datidig fransk guldmønt] om året?”

Konditorsvenden vidste ikke, hvad han skulle svare.

En tænker, som tilfældigvis overhørte samtalen, nåede frem til den konklusion, at der i et fædreland af en vis udstrækning ofte vil være adskillige tusinde mænd, der ikke har noget fædreland.

Du forlystelsessyge pariser, som aldrig har været ude at rejse, andet end til Dieppe for at få frisk fisk, som ikke kender andet end dit ferniserede palæ, dit pæne landsted og din loge i Operaen, hvor resten af Europa stadig keder sig gudsjammerligt, som ganske vist taler dit eget sprog nogenlunde godt, men kun fordi du ikke kender noget andet, du elsker alt dette, og du elsker dine piger, champagnen, der kommer til dig fra Reims, og den bonus, du får udbetalt fra Rådhuset hvert halve år, og du siger, at du elsker dit fædreland!

Hvor var Attilas [hunner-folkets konge, som stod bag et enormt erobringstogt i 400-tallet] og hundredvis af andre tilsvarende heltes fædreland? Jeg ville ønske, nogen ville fortælle mig, hvad der var Abrahams [mytisk stamfar med betydning i jødedom, kristendom og islam] fædreland. Den første, der skrev, at fædrelandet er, hvor end man føler sig godt tilpas, var vistnok Euripides [græsk digter] i Phaeton. Men den første mand, der forlod sit fødested for at søge bedre kår et andet sted, må have sagt det før ham.

Hvor er da dette fædreland? Er det ikke en god mark med en ejer i et velholdt i hus, der kan sige: ”Denne mark, som jeg pløjer, dette hus, som jeg har bygget, er min og mit – her lever jeg beskyttet af love, som ingen tyran kan krænke. Når dem, der ligesom mig besidder marker og huse, mødes i fælles interesse, har jeg en stemme i forsamlingen, jeg er med i det hele, en del af fællesskabet, en del af riget – dét er mit fædreland”?

Så kan man spørge, er det bedst, at ens fædreland er et monarki eller en republik? Gennem 4.000 år har man drøftet dette spørgsmål. Spørg de rige, de foretrækker alle aristokratiet, spørg folket, de vil have demokrati – kun konger ønsker kongedømme.

Hvordan kan det så være, at næsten hele verden er regeret af monarker? Spørg rotterne, der ville hænge katten en klokke om halsen. Men den egentlige grund er, som sagt, at menneskene meget sjældent er værdige til at herske over sig selv. Det er en sørgelig sandhed, at man for at være en god patriot [person som udviser kærlighed til sit fædreland] ofte må være en fjende af resten af menneskeheden. At være en god patriot er at ønske, at ens egen by bliver rig gennem handel og magtfuld i kraft af sin hær. Det er indlysende, at ét land ikke kan vinde, medmindre et andet taber, og at det ikke kan erobre uden at skabe elendighed for andre. Sådan er da det menneskelige vilkår, at ønsket om ens eget lands storhed er ensbetydende med at ønske nabolandene fortræd.

Den, der ønskede, at hans eget fædreland aldrig blev hverken større eller mindre, hverken rigere eller fattigere, han ville i sandhed være verdensborger.

Dansk oversættelse: Morten Visby

Hånden på hjertet, kan en bankmand hævde at elske sit fædreland? Officeren og soldaten, som plyndrer deres vinterkvarter, hvis de får lov til det, har de særlig varme følelser for de bønder, de ruinerer? […]

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

51

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME DEN MODERNE EUROPÆISKE CIVILISATION BLIVER GLOBAL 1750 -

Thomas Savery patent på første dampmaskine

1712

Thomas Newcomens dampmaskine

1764

Spinning Jenny

1769

James Watts dampmaskine

1776

Adam Smiths ”Nationernes velstand” (Wealth of Nations) udkommer

1776

Den Amerikanske Uafhængighedserklæring

1789

Den Franske Revolution

1810-24 1833 1840-42

De latinamerikanske kolonier løsriver sig fra Spanien.

Første lov til regulering af børnearbejde i England Første Opiumskrig, Kina tvangsåbnes

1848

Karl Marx og Friedrich Engels: Det Kommunistiske Manifest

1854

Japan tvangsåbnes

1861-65

Den Amerikanske Borgerkrig

1884-85

Berlinkonferencen, Afrika deles

1898

Engelsk-fransk sammenstød i Sudan i det nordlige Afrika

1898

Spansk-amerikanske krig

1900

Bokseropstanden i Kina

1917

Den Russiske Revolution

1914-1918

TIDSLINJE

1698

Første Verdenskrig

• Diskuter hvorfor årstallene/begivenhederne er udvalgt. Find eksempler på andre årstal/ begivenheder, du/I mener burde have været med • Sammenfat kapitlets hovedpointer med udgangspunkt i årstalslisten

OPGAVE

• Undersøg de oplistede årstal på baggrund af kapitlet og eventuelt nettet

I IMPERIALISMENS TJENESTE

HENRY MORTON STANLEY (1841-1904)

Q I 1841 fødes John Rowlands i en lille by i Wales England. Hans mor er kun 19 år. Hans far døde kort efter, at han er blevet født. Hans forældre er ikke gift, så hans fødselsattest beskriver ham som bastard. John Rowlands bliver opdraget af bedstefaderen, indtil han er fem år, men bliver derefter sendt på fattighuset. Det er en barsk tilværelse. Han bliver her, til han er femten år og får en elementær skoleuddannelse. Han er dygtig og får ansættelse som lærer i en offentlig skole. Han bliver træt af det dårligt betalte arbejde og beslutter sig for at rejse til USA. Han går i land i New Orleans, og er heldig.

John Rowlands spørger en velhavende købmand, der hedder Henry Hope Stanley: Do you want a boy, sir? Henry Hope Stanley er barnløs, så mødet fører ikke alene til, at John Rowlands får arbejde, men det fører også til et nært venskab, der betyder, at John Rowlands skifter navn til Henry Morton Stanley. Samtidig begynder han at tale med amerikansk dialekt og benægter, at han er udlænding.

Stanley deltager fra 1862 i den amerikanske borgerkrig for Sydstaterne. Han bliver taget til fange i kamp og bliver derefter indrulleret i Nordstaternes hær. Han bliver dog fritaget for tjeneste på grund af sygdom. Fra 1864 gør han tjeneste ved Nordstaternes flåde. Om bord på et krigsskib bliver han bogholder.

Da krigen ender i 1866, bliver Stanley journalist. Han gør karriere ved en stor avis: ”The New York Herald”, og i 1869 får han en stor og speciel opgave. Den engelske opdagelsesrejsende og missionær Dr. Livingstone er forsvundet i Afrika, og Stanley får til opgave

54

at finde ham. Stanley får et ubegrænset budget. Han tager til Zanzibar på Afrikas østkyst og indleder i 1871 en stor ekspedition igennem den tropiske skov. Det lykkes Stanley at finde Livingstone dybt inde i Afrika, i det land, der i dag hedder Tanzania. Her skal Stanley have hilst på Livingstone på følgende måde: Dr. Livingstone, I presume. Det er en morsomhed i datidens vigtigste medie, avisen. Hvilken hvid mand skulle Stanley ellers have mødt i det indre Afrika? Men det er også den dygtige journalist Stanley selv, der skriver det i: ”How I found Dr. Livingstone” fra 1872.

I 1874 går ”The New York Herald” og den engelske avis ”Daily Telegraf” sammen om at finansiere Stanleys næste store ekspedition til Afrika. Han skal udforske det enorme område omkring den store Congo-flod. Ekspeditionen varer tre år, og kun 114 personer ud af 356 overlever, men blandt disse er Stanley.

Stanley har nu opnået international berømmelse, og han bliver kontaktet af den belgiske kong Leopold II. Denne er interesseret i at skaffe sig en koloni. De næste mange år arbejder Stanley for den belgiske konge med at gøre Congo til en belgisk koloni. Stanley betjener sig på sine ekspeditioner af den mest moderne teknologi. Han er fx en af de allerførste, der benytter sig af det nye vidundervåben: Maxim maskingeværet. Han er kontant over for de indfødte, som giver ham tilnavnet: ”Bula Matari”, Klippeknuseren.

I 1890 vender Stanley hjem til sit gamle fædreland England som international helt og som en velhavende mand. Han gifter sig, men får ingen børn. Han bliver adlet i 1899 til sir Henry Morton Stanley og dør i 1904. Q

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME

Stanley poserer her for industrialiseringens nye billedmedie, fotografiet.

Og her udstilles den teknologisk overlegne store hvide mand med gevær og tropehjelm sammen med den lille sorte hjælper.

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME

55

INDLEDNING Til og med den førmoderne periode 1450-1750 udgjorde landbrug rammen om de fleste menneskers liv og arbejde, og var kilden til mad og tøj. Dette blev ændret i den moderne/industrielle periode, fordi industrialiseringen fundamentalt forandrede menneskers levevilkår. Industrialiseringen startede i England ca. 1750 og skabte behov for råvarer og markeder i en selvforstærkende proces. Samtidig skabte industrialiseringens teknologiske udvikling forudsætning for, at de industrialiserede stormagter kunne sætte sig på ”det tomme kontinent” Afrika og på store dele af Asien. Denne territoriale imperialisme gjorde den moderne europæiske civilisation global, og kolonimagterne kom til den opfattelse, at de havde en civilisatorisk mission i forhold til de indfødte. Denne imperialisme og udvidede europæiske dominans var også centrale kendetegn ved den moderne/industrielle periode 1750-1914.

Den territorielle imperialisme ophørte over en periode på 40 år efter Anden Verdenskrig, men de tidligere kolonimagter havde stadig betydelige økonomiske interesser i de tidlige kolonier. Så der er en klar sammenhæng imellem industrialiseringens indbyggede behov for vækst og forsøg på imperialistisk dominans. Dette kan iagttages historisk, men er også en del af vores hverdag.

Den historiske industrielle revolution begyndte i England i 1700-tallet, og England blev i 1800-tallet verdens fabrik og globale supermagt.

Industrialiseringen spredte sig fra England i løbet af de næste 250 år til det meste af kloden, og industrialisering er derfor heller ikke en statisk størrelse forbundet med et specifikt sted og tidspunkt, men en udvikling, som har været i gang længe, og som stadig foregår.

Industrialiseringen repræsenterer et kvantespring i menneskets historie, og derfor taler man også om ”den industrielle revolution”, der revolutionerede produktionsformer, arbejdsdeling og ændrede forestillinger om, hvordan samfund skulle regeres. Industrialiseringen optimerede produktionen og satte gang i et innovationskapløb, der aldrig er stoppet.

Industriel produktion kan defineres som masseproduktion af varer på store arbejdspladser med udbredt arbejdsdeling med henblik på et anonymt massemarked. Denne produktionsform udkonkurrerede over tid den klassiske håndværksproduktion, hvor håndværkeren producerer én vare til én kunde ad gangen. En rationel industriel vareproduktion øger produktiviteten, da den gør produktet meget billigere.

Allerede i 1700-tallet startede en befolkningstilvækst, der var snævert forbundet med industrialiseringen, som forstærkede denne demografiske tilvækst. Men industrialiseringen foregik over meget lang tid, og selvom vi i den vestlige verden taler om et post-industrielt samfund, så er der lande i den tredje verden, der først i dag er ved at træde ind i industrialiseringen.

Da de vestlige lande gennemgik industrialiseringen, fik det betydning

56

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME

for, hvordan de forsøgte at sikre råvarer og markeder for deres industriproduktion. Det gjorde de ved at gøre sig til herrer over store dele af kloden fra 1870-1914, og denne periode i Europas historie kaldes imperialismen. Industrialiseringen og imperialismen tilsammen førte en europæisk chauvinisme (at føle sig bedre end andre) med sig og gav anledning til racehygiejnisk (se side 75) tænkning og praksis.

Imperialisme betyder reel eller formel dominans. Den territorielle imperialisme blev afviklet i forbindelse med afkoloniseringen efter Anden Verdenskrig (1947-1989), men imperialisme overlevede som økonomisk dominans. De gamle kolonimagter havde forsat store økonomiske interesser i mange af deres gamle kolonier, ligesom USA i 1900-tallet, stort set uden at have kolonier, havde enorm stor indflydelse og magt i store dele af verden på grund af sin konkurrencedygtige og overlegne økonomi. Industrialiseringen og den dermed snævert forbundne historiske imperialisme 1870-1914 gjorde den moderne europæiske (vestlige) civilisation dominerende globalt. Denne dominans er først nu ved at blive udfordret.

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME

Den kulbaserede dampkraft var den oprindelige energikilde under industrialiseringen, og i 1800-tallet fik dampkraft en revolutionerende indflydelse på transport til lands og til vands, på produktion og på menneskers livsvilkår.

57

HVORDAN DEFINERER VI ET INDUSTRISAMFUND? Der er mange måder at definere et industrisamfund på. Man kan se på antallet af dampmaskiner, dieselmotorer og det samlede energiforbrug. I 1900-tallet så man på et lands produktion og/eller forbrug af kul. I dag bruger man ofte udledningen af CO2 som en målestok for graden af industrialisering.

Man kan også se på værdien af produktionen i henholdsvis landbrugssektoren og industrisektoren. Når værdien af industriproduktionen overstiger værdien af landbrugsproduktionen, er et land industrialiseret.

For at vurdere om et land er traditionelt, industrielt eller postindustrielt kan man skelne mellem den primære, sekundære og tertiære sektor.

Primærsektoren er landbrug, minedrift og fiskeri. Den sekundære sektor er al industriel og håndværksmæssig forarbejdning. Mens den tertiære sektor er service-virksomheder i bredeste forstand. Her er tommelfingerreglen sådan, at hvis størstedelen af arbejdskraften er beskæftiget i den sekundære sektor, så så har man et industrisamfund.

Ofte ser man på, hvor stor en andel af befolkningen, der bor henholdsvis på landet og i byerne. Industrisamfund er karakteriseret ved en høj urbaniseringsgrad, dvs. at det store flertal af befolkningen bor i byer. Allerede i midten af 1800-tallet boede over halvdelen af Englands befolkning i byerne.

DEN INDUSTRIELLE REVOLUTION I ENGLAND Den industrielle revolution forbindes almindeligvis med en dynamisk proces, der fandt sted i England 1750-1850. Denne udvikling forvandlede på ca. 100 år landet fra et traditionelt landbrugssamfund til et industrisamfund, og industrialiseringen gjorde England til verdens første industrialiserede land og til periodens absolutte supermagt.

Men var det tale om en revolution? Man forbinder normalt ordet revolution med en proces, der meget hurtigt og radikalt forandrer et politisk system til et andet. Vi taler fx om Den Franske Revolution fra 1789, der på få år ændrede Frankrig fra et enevældigt monarki til en republik, der gav stemmeret til frie borgere. Eller vi taler om Den Russiske Revolution fra 1917, der på få år ændrede Rusland fra at være et enevældigt monarki til verdens første socialistiske republik, som afskaffede den private ejendomsret. Når vi taler om den industrielle revolution i England, handler det ikke om politik, men om den gennemgribende ændring i måden at producere på, som fandt sted i perioden. Set i bakspejlet giver det mening at tale om en revolution, fordi alt blev forandret: måden at producere på, måden at leve på og måden at tænke på.

58

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME

HVORFOR ENGLAND FØRST? Hvad var årsagerne til, at denne udvikling først fandt sted i England? Allerede i 1600-tallet indledte engelske godsejere den såkaldte enclosure, som betyder indhegning. Der var penge i tekstiler af fåreuld, og godsejerne indhegnede alle deres jorde, så de havde kontrol over en effektiv fåreuldsproduktion. Indhegningerne betød, at områder, der før havde ligget åbne hen som fællesarealer, så småbønder og landarbejdere kunne have lidt får og kvæg gående, nu blev inddraget i godsdriften. Det betød, at mange på landet ikke længere kunne overleve, og den første urbanisering, migration af arbejdskraft mod byerne, begyndte.

England har mange floder, hvor godsejere eller andre med kapital byggede vandmøller, der kunne trække de tidlige industrielle anlæg: spinde- og vævemaskiner og hammermøller, der forarbejdede jern. Mellem floderne anlagde private investorer et antal kanaler, så det var let at transportere råvarer til produktionsanlæggene og lige så let at fragte færdigvarerne til markederne i byerne og til havnebyerne for eksport.

England er jo en ø, der også var bundet sammen af sejlads mellem de mange havnebyer. Så England havde en relativ veludviklet infrastruktur.

Allerede i 1600-tallet var der så godt som ingen skov tilbage i England. Befolkningens behov for brændsel til opvarmning og madlavning, samt ikke mindst den engelske flådes enorme behov for træ betød, at man på dette tidspunkt begyndte at interessere sig for kul til opvarm-

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME

Billede af maskinvæve-fabrik af engelsk maler fra 1835. Den industrielle produktion af tekstil var afhængig af tre tekniske opfindelser: spindemaskinen, vævestolen og energitilførslen.

Denne innovative udvikling fandt sted i England i slutningen af 1700-tallet og gjorde mange arbejdsløse. Bemærk fx, at arbejderne alle er kvinder.

59

INDUSTRIALISERING: MODEL MED FAKTORER Q Den industrielle revolution gik senere sin sejrgang over resten af Europa og siden hen over hele verden. Der var stor forskel på, hvordan den industrielle revolution udviklede sig afhængig af tid, sted og faktorer, der var forskellige fra område til område. I England samvirkede en lang række faktorer i 1700-tallet, der tilsammen skabte den industrielle revolution. Staten blandede sig ikke i udviklingen, og en dynamisk udvikling skabte økonomisk vækst og ændrede det engelske samfund.

Det engelske eksempel skabte et forbillede, men industrialiseringen fandt og finder sted forskelligt over tid og sted. Man kan dog argumentere for, at en række betingelser skal være tilstede i et vist omfang for, at en industriel revolution kan finde sted uafhængigt af tid og sted. Derfor kan man, når man undersøger en hvilken som helst industrialisering se på, hvilke af de nævnte faktorer, der er til stede, og hvordan de spiller sammen.

Industrialiseringen begyndte i England og bredte sig i løbet af de næste par hundrede år til resten af verden. Fra den industrielle revolution slog igennem i England, til den startede i den tredje verden, gik 200 år. Men industrialisering har fællestræk, uanset om det foregik i England i 1700-tallet, eller i Ghana i 1900-tallet.

• Det er dog vanskeligt at afgøre, hvad der kom først, og hvad der så skete etc. Derfor kan det give god mening at diskutere, hvordan en industriel revolutions ”kredsløb” fungerer. Prøv at opstille din egen model og argumentér for, hvordan den hænger sammen.

KAPITAL

IDEER

RÅVARER

TEKNOLOGI

ARBEJDSKRAFT

ENERGI

60

Det er nærliggende at starte med mennesket.

En industriel revolution forudsætter, at landbruget er så produktivt, at ikke alle skal være beskæftiget her for at sikre overlevelse, hvilket giver rigelig og billig arbejdskraft.

RISIKOVILLIG KAPITAL Samtidig skal en risikovillig kapital være til stede. Dette er forudsætning for oprettelsen af fabrikker og investering i infrastruktur.

RÅVARER Der må være let adgang til råvarer, der skal forarbejdes, uld og bomuld, ligesom senere, jernmalm etc. Ligesom der skal være adgang til energi-ressourcer: kul, olie, gas osv.

KØBEDYGTIGT MARKED Der skal være et let tilgængeligt (indre og ydre) marked for den masseproduktion, som er industrialiseringens kendetegn.

INFRASTRUKTUR

OPGAVE

MARKED

ARBEJDSKRAFT

INFRASTRUKTUR

Der skal være en udviklet infrastruktur, floder, kanaler, havne, veje, jernbaner, telegraf og senere telefon, lufthavne og it-faciliteter. Endvidere skal der være en sammenhængende og konsekvent lovgivning, og de statslige institutioner skal fungere.

TEKNOLOGI Teknologi er også en forudsætning for en industriel udvikling. I 1698 fik Thomas Savery patent på Miner’s Friend, en maskine, der udnyttede ildens kraft til at pumpe vand op fra miner. Thomas Newcomen forbedrede denne maskine i 1712, men måtte samarbejde med Savery, der havde patentet i 30 år. James Watts

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME

tog i 1769 patent på en effektiv dampmaskine, der kunne bruges til mange formål, og som virkelig satte den industrielle revolution på skinner.

Jern- og stålværket Hoesch i Dortmund, Ruhr-området, Tyskland 1908. Tyskland var frem mod Første Verdenskrig Europas førende industriland. Billedet vidner om aktivitet, dynamik og produktion. Forurening kom først på dagordenen i forlængelse af de miljøgrupper, der opstod i slutningen af 1960’erne.

ENERGI Industriel massefabrikation i store fabrikshaller kræver en stabil og billig energikilde. I industrialiseringens barndom erstattede dampkraft, muskel-, vind- og vandkraft. Det var kul, der drev dampmaskinerne. Senere kom flere fossile brændstoffer, olie og gas, hvorefter atomkraft blev introduceret, og i vores tid er der mere og mere fokus på vedvarende energikilder.

IDEER En væsentlig og lidt mere diffus betingelse for industriel revolution var den mentalitetsændring, der skete i dele af den engelske overklasse. Der var godsejere, der ønskede at optimere deres landbrug, og som eksperimenterede med diverse forbedringer. Disse medvirkede til et større overskud, som samme godsejere ønskede at kanalisere over i andre foretagender. Samtidig var der engelske stor-

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME

købmænd, der ønskede at investere i produktion, som de ønskede et godt afkast af. Man taler om en iværksætter, en entreprenør-ånd.

Det er ret afgørende, hvad man starter med.

Nogle ville nok vælge at starte med mennesket, dvs. befolkningen, arbejdskraften. Men hvis man har fokus på økonomi, ville man måske fokusere på kapitalen. Og hvis man prioriterer afsætning, ville man måske starte med markedet. Endelig er det ikke ualmindeligt at koncentrere sig om energi eller teknologi. Og så har vi jo her slet ikke talt om hverken råvarer eller infrastruktur. Der er ikke nødvendigvis én årsagsforklaring her, der er meget bedre end en anden, men man kan pege på stærke årsagssammenhænge og forhold, der gensidigt påvirker hinanden i processen uanset tid og sted. Q

61

ning og madlavning. England er rigt på kul, og i begyndelsen kunne man uden problemer grave det frem fra overfladen. Imidlertid måtte man efterhånden grave dybere og fik problemer med indsivende vand. Dette resulterede i, at man allerede fra begyndelsen af 1700-tallet begyndte at anvende en simpel dampmaskine, der kunne pumpe vand op af mineskakterne, så man kunne grave mere kul op.

Samtidig var England allerede tidligt i gang med at opbygge et imperium, hvor kontrollen over Indien fra midten af 1700-tallet (se side 23) medførte, at man nu fik adgang til uanede mængder af bomuld, der blev industrialiseringens væsentligste råvare. Samtidigt fik England adgang til et enormt eksportmarked, da man udkonkurrerede den lokale indiske tekstilproduktion med industrielt fremstillede varer. Samtidig var England førende i den transatlantiske slavehandel, og den fordelagtige fjernhandel medførte en betydelig ophobning af kapital hos engelske købmænd.

Men i første omgang var hjemmemarkedet nok så væsentligt. Det opstod i takt med den urbanisering, der fulgte i kølvandet på enclosurebevægelsen. Fabrikkerne blev anlagt i nærheden af byerne, eller byer opstod omkring fabrikker, og arbejdernes samlede forbrug skabte et stort marked.

Der var ikke i England, som i andre europæiske lande, toldsatser mellem de enkelte regioner. England var et sammenhængende rige med en ensartet lovgivning. Dette forhold sikrede den tidlige industrielle produktion et stort indre marked, det vil sige et stort marked, hvor de økonomiske betingelser for produktion og handel var/er ens.

Så i England spillede en række faktorer sammen, der betød, at den industrielle revolution foregik her langt før alle andre steder. Landbruget havde indstillet sig på markedsproduktion, og denne produktionsomlægning havde medført, at tidligere landarbejdere søgte til byerne efter arbejde. Infrastrukturen var veludviklet. Behov for en ny energikilde satte gang i en innovativ udvikling, der førte til dampmaskinen.

Den transatlantiske slavehandel og fjernhandlen havde ført til, at der var risikovillig kapital til stede. Hjemmemarkedet var udviklet i forbindelse med vandringen fra land til by, og England udgjorde ét stort samlet marked med ensartet lovgivning.

DEN INDUSTRIELLE REVOLUTION OPDELT I FASER Den industrielle revolution bliver ofte opdelt i historiske faser med udgangspunkt i vestens industrialisering. Første fase var Englands industrialisering 1750-1850, anden fase begyndte omkring 1850 og omfattede industrialiseringen af de vesteuropæiske lande, USA og Japan. Tredje fase begyndte med afkoloniseringen efter 1950.

Eller man kunne periodisere efter teknologi: Her repræsenterer Watts’

62

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME

UDVIKLINGEN I JERNBANENETTET JERNBANENETTET I KILOMETER I EUROPA 1840-1900 1840

1860

1880

1900

ØSTRIG-UNGARN

144

4.543

18.507

36.330

BELGIEN

334

1.730

4.112

4.591

FRANKRIG

496

9.167

23.089

38.109

469

11.089

33.838

51.678

2.390

14.603

25.060

30.079

ITALIEN

20

2.404

9.290

16.429

HOLLAND

17

2.404

9.290

16.429

RUSLAND

27

1.626

22.865

53.234

SPANIEN

-

1.917

7.490

13.214

SVERIGE

-

527

5.876

11.303

TYSKLAND STORBRITANNIEN

Q Tabellen viser, hvordan England var foran i den industrielle revolution, men også hvordan andre industrilande i slutningen af århundredet indhentede det engelske forspring. Samtidig siger tabellen også noget om store geografiske forskelle. Q

OPGAVE • Sammenlign udviklingen i forskellige europæiske lande og diskuter på den baggrund industrialiseringens tempo og omfang i forskellige lande.

REVOLUTIONERENDE TRANSPORT Q Da en ny stålproduktion fra midten af 1800tallet gjorde stål meget billigt, var forudsætningerne skabt for et udbygget jernbanenet, der bandt lande og kontinenter sammen.

Jernbanerne var en revolutionerende billiggørelse af sikker transport til lands og fik først en konkurrent i dieselbiler fra 1930’erne.

Damplokomotiver blev brugt fra Stevensons ”Rocket” fra 1829, indtil de blev udfaset efter

Anden Verdenskrig. Der skete en enorm udvikling fra de første modeller og til modeller, der var tilpasset alle mulige forskellige behov.

Der var tale om en stor innovativ udvikling, før ”damphesten” endte sine dage på alverdens jernbanemuseer og veterantogbaner, hvor man kan drømme sig tilbage til industrialiseringens gode gamle dage. Q

røg injektor

fløjte

sikkerhedsventil

damp

regulatorventil dom

damprør

overhederrør

damprør

skorsten røgkammer

dampudgangsrør

kedel fyrkasse

vandtank

styring

røgrør

glider cylinder med stempel

askekasse

kobbelstang

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME

drivstang

krydshoved

63

VAR ADAM SMITH LIBERALIST? Q I England begrænsede merkantilismen, der var en selvforsyningsøkonomisk tænkning, hvor økonomiske aktører var underlagt kongelige monopoler og privilegier, den fri konkurrence. Denne politik blev i 1776 kritiseret af den skotske økonom Adam Smith i ”An inquiry into the Nature and Causes of the Wealth of Nations”. Dette værk var en kritik af de forhold, der i England lagde hindringer i vejen for fri konkurrence. Smith fik stor indflydelse på liberalistisk tænkning fra midten af 1800 og frem.

Men han havde ikke konkrete ideer om, hvordan det liberale samfund skulle se ud.

Adam Smith skrev ikke noget om demokrati, men om herskerens, dvs. statens pligter: Først pligten til at beskytte samfundet mod vold og invasion fra andre uafhængige samfund, for det andet, pligten til at beskytte, så vidt som det er muligt, ethvert medlem af samfundet mod undertrykkelse og uretfær-

dighed fra andre mennesker ved at skabe en præcis og retfærdig retspleje, og for det tredje pligten til at opbygge og drive visse offentlige arbejder og visse institutioner, som det aldrig kan være i nogen enkelt persons interesse … at bygge og drive, fordi indtægten aldrig kunne blive så stor, at en person … kunne forvente et rimeligt afkast af den indskudte kapital…

Smith er ofte blevet taget til indtægt for liberalistisk ønsketænkning – så lille en statsmagt som muligt. Den såkaldte ”Natvægterstat”, hvor statens rolle og størrelse holdes på et absolut minimum. Men som det fremgår af citatet, forestiller han sig dog en stat med ikke alene et forsvar, men også med politi og et udbygget retsvæsen. Han er også opmærksom på, at en række institutioner inden for sundhed, uddannelse og infrastruktur må være offentligt finansierede, da de ikke umiddelbart giver overskud. Q

patent fra 1769 første fase. Anden fase starter med Bessemers patent fra 1855 på en produktionsmetode, der revolutionerede jern- og stålproduktionen, så prisen på stål faldt drastisk, mens efterspørgslen eksploderede, da det helt store jernbanebyggeri gik i gang.

Tredje fase starter måske med atombomben fra 1945, og med it-revolutionen og nanoteknologi er vi måske på vej over i en fjerde fase.

Men man kan også inddele den industrielle revolution efter energikilder: 17-1800-tallet kul, 1900-tallet olie, atomkraft, 2000-tallet olie, skiffergas og vedvarende energikilder.

INDUSTRIALISERING: ORGANISATION AF PRODUKTION, ARBEJDSDELING OG INNOVATION Industrialisering handler også om, hvordan produktionen organiseres, mekaniseres, automatiseres og rationaliseres. Permanent fornyelse er

64

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME

nøglen til forståelse af, hvordan industrialiseringen fungerer. Men overgangen til fabriksmæssig produktion foregik langsomt. Det startede med såkaldt manufaktur eller forlagsvirksomhed. I stedet for at opkøbe færdigt forarbejdet uldklæde fra enkelte husstande, begyndte de såkaldte forlæggere at indsamle uld. Den indsamlede uld distribuerede de til andre hustande, der spandt ulden til tråd. Denne tråd blev nu samlet ind og distribueret til endnu andre hustande, hvor man vævede, og tråden blev til stof. Denne tidlige arbejdsdeling var en rationalisering, som også betød, at man fik et mere ensartet produkt.

Adam Smith pegede i ”The Wealth of Nations” fra 1776 på, hvordan industrialiseringens arbejdsdeling kunne give en enorm produktivitetsforøgelse. Han forklarede, hvordan én mand, der lavede nåle håndværksmæssigt, alene kunne producere 20 nåle pr. dag, mens ti mand ved en konsekvent industriel arbejdsdeling ville kunne producere 48.000 nåle om dagen. Herfra var der ikke langt til at lave fabrikker, hvor hele produktionsprocessen kunne foregå i produktionshaller. Denne koncentrerede masseproduktion betød, at man fik behov for energi til at trække de spinde- og vævemaskiner, der blev opfundet. Da vandkraft satte snævre grænser for, hvor man kunne placere en produktion, og da vandkraft ikke altid er lige pålidelig, fik man behov for en pålidelig energikilde der, hvor man valgte at lægge produktionen. Watts dampmaskine blev videreudviklet og kunne trække i hundredevis af spinde- og vævemaskiner. Senere blev samme dampmaskine brugt i skibe og efterhånden også til damplokomotiver. Med dampskibe kunne man lave præcise sejlplaner, og med damplokomotivet fik man for første gang en billig og effektiv transport over land.

Industrialisering starter næsten altid med tekstil- og beklædningsindustrien. Her har man alle steder lokale råvarer, og investeringerne er overkommelige. 1700-tallets industrielle revolution i England satte gang i en kontinuerlig teknologisk revolution, som var og er snævert forbundet med industrialisering. I 1733 kom den flyvende skyttel, som gjorde det muligt for vævere at arbejde betydeligt hurtigere. Der skulle en 5-6 spindere til for at forsyne en væver. En såkaldt flaskehals-problematik.

Med ”Spinde-Jenny” fra 1766 kunne et barn nu spinde lige så megen tråd, som der før var 12-16 personer om. I 1785 kom maskinvæven, der igen gjorde spindeprocessen til flaskehalsen. Maskinvæven kom først langsomt i brug, da arbejdskraften var rigelig og billig.

BEFOLKNINGSTILVÆKST OG INDUSTRIEL REVOLUTION Der fandt en verdensomspændende befolkningstilvækst sted, før den industrielle revolution rigtig fik vind i sejlene. Var denne befolkningstilvækst i 1700-tallet i England og de fleste europæiske lande et resultat

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME

65

UDVIKLINGEN I VERDENS BEFOLKNING FRA 1750-2050 Milliarder 10 9 8 7 6 5 4 3 2 1 0 1750

1800

1850

INDUSTRIALISEREDE LANDE

1900

1950

2000

2050

UDVIKLINGS LANDE

af eller en forudsætning for industrialiseringen? Den tidlige befolkningstilvækst er vanskelig at forklare. Man kan dårligt pege på forbedrede sanitære og hygiejniske forhold før langt oppe i 1800-tallet, og vi skal op i samme periode, før medicinske resultater får betydning. I dag peger de fleste historiske fremstillinger på, at det i Europa var indførelsen af kartoflen som fattigmandskost, der satte befolkningstilvæksten i gang, mens andre planter også af amerikansk oprindelse medvirkede til en befolkningstilvækst på andre kontinenter (se bind 1, s. 169). Kartoflen er en taknemmelig afgrøde, den skal bare i jorden, og den kan oven i købet klare sig i dårlig jord. Det betød, at mange flere havde mulighed for at overleve. Det tog dog lang tid, fra Columbus bragte kartoflen fra Amerika, til den fandt indpas som almindelig spise. I begyndelsen var det en eksotisk spise for overklassen, men efterhånden blev denne nærende og billige afgrøde almindelig spise for de fattige. Alt tyder på, at det var i Irland, denne udvikling først fandt sted. I hvert fald fandt der en befolkningseksplosion sted i Irland over en 100-årig periode, som betød, at landets befolkning voksede til ca. 8 mio. i 1840. (Irland 2013: 4,5 mio.)

Samtidig er der meget, der tyder på, at en årsag til befolkningstilvæksten også kan findes i det forhold, at man begyndte at gifte sig tidligere.

Endnu i 16-1700-tallet var det almindeligt på landet, at man, inden man giftede sig, ønskede at kunne forsørge en familie ved at eje eller disponere over jord. Det betød, at mand og kvinde ofte var langt oppe i 20’erne, før de fik børn. Da den gennemsnitlige levealder ikke var høj, var der en naturlig børnebegrænsning i dette forhold. Men enclosure og migrationen til byerne gjorde dette meget vanskeligt, så en mentalitetsændring

66

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME

i forhold til giftermål og ændrede spisevaner betød, at befolkningstallet steg. Den øgede befolkning skabte på en og samme gang dels den arbejdskraft og dels det marked, der var nødvendige for industrialiseringen.

Befolkningstilvæksten gav anledning til bekymring. Den engelske demograf og økonom Thomas Malthus skrev i 1798 ”An Essay on Population” pessimistisk om forholdet mellem befolkningstilvæksten og fødevareproduktionen. Han skrev: I de Forenede Stater, hvor livsfornødenhederne har været til stede i rigelige mængder, hvor livsformerne har været enklere, og der derfor har været færre hindringer mod tidlige ægteskaber end i noget af de europæiske lande, har det vist sig, at folketallet fordobles i løbet af 25 år. Derefter vendte han sig mod England og forestillede sig, at produktionen kunne fordobles i de første 25 år ved hjælp af nye teknologier i landbrug og mere jord under plov. Men han mente samtidigt, at mens fødevareproduktionen ville vokse aritmetisk (1,2,3,4,5) ville befolkningen vokse ekspotentielt (1,2,4,8,16) Fødevareproduktionen ville altså stige meget langsommere end befolkningstilvæksten, og det vil betyde, at der KULPRODUKTION I DE TIDLIGT ikke ville være fødevarer nok til hele befolkningen.

INDUSTRIALISEREDE LANDE, MILLIONER TONS Denne pessimisme blev dog gjort til skamme af teknologiske udviklinger i den intensive industrielle 1880 1890 1900 1910 1913 landbrugsproduktion, der fulgte med befolkningstil149 185 229 269 292 STORBRITANNIEN væksten.

47 70 109 153 192 TYSKLAND

INDUSTRIALISERINGEN GÅR SIN SEJRSGANG I 1851 fandt den første verdensudstilling sted i London. Til formålet havde man bygget Crystal Palace, som var en 70.000 km2 stor bygning i jern og glas. Den blev opført på kun 6 måneder af massefabrikerede elementer. England var verdens fabrik og teknologisk foran alle andre.

Men den udvikling, der var begyndt i England, var allerede i gang i Belgien, Frankrig, Tyskland og i USA. Og omkring århundredskiftet var såvel Tyskland som USA på samme industrielle niveau som England.

De omtalte lande havde som England både kul og jernmalm, og udviklingen gik hurtigt i takt med tidens mange teknologiske opfindelser. Den stærkeste tyske stat Preussen havde i 1834 taget initiativ til en tysk toldunion, der bestod af 34 tyske stater. Det betød, at der nu blev et stort indre marked for den industrielle produktion her. Og da det ”moderne” Tyskland blev til i 1871, gik staten ind i processen og

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME

FRANKRIG

19

26

33

39

41

BELGIEN

17

20

24

24

23

RUSLAND USA

-

16

16

26

36

51

111

212

417

442

RÅJERNSPRODUKTION I DE TIDLIGT INDUSTRIALISEREDE LANDE, MILLIONER TONS 1880

1890

1900

1910

1913

STORBRITANNIEN

8

8

9

10

10

TYSKLAND

2

4

8

13

17

FRANKRIG

2

2

3

4

5

BELGIEN

1

1

1

2

2

RUSLAND

1

3

3

3

5

OPGAVE • Beskriv på baggrund af tabellerne udviklingen i forskellige lande og diskuter, hvorvidt tallene kan bruges til at belyse landenes magt og indflydelse i verden på forskellige tidspunkter

67

Crystal Palace fra åbningsceremonien 1851.

Byggeriet var revolutionerende. Byggematerialerne var overvejende støbejern og glas.

Der var tale om et elementbyggeri, og derfor kunne det enorme bygningsværk også flyttes fra Hyde Park til Upper Norwood. I 1936 blev bygningen ødelagt ved en brand, men bydelen har siden heddet Crystal Palace.

68

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME

skabte en række nye læreanstalter, ingeniøruddannelser, der var snævert forbundet med den industrielle revolution blandt andet inden for den kemiske industri. Det medvirkede til at gøre Tyskland til Europas førende industrimagt før Første Verdenskrig.

I USA fandt den første industrialisering sted i de nordøstlige stater.

Da der ikke var samme rigelighed af arbejdskraft som i Europa, fandt mange innovative og arbejdskraftsbesparende opfindelser sted her. Men der var forskel på Nord og Syd i USA. Det resulterede i Den Amerikanske Borgerkrig fra 1861-1865. Den beskrives næsten altid som et spørgsmål om slaver eller ej. Men konflikten handlede ligeså meget om forskellen mellem de bomuldsproducerende Sydstater, der ønskede frihandel for deres eksportvarer, mens de industrialiserede Nordstater, ønskede at beskytte den amerikanske industri overfor international (engelsk) konkurrence. Krigen kostede 600.000 amerikanere livet og endte med sejr til Nordstaterne blandt andet på grund af, at den industrielle udvikling her var meget længere fremme end i syd.

I det store Rusland kom industrialiseringen sent i gang. Først i slutningen af 1800-tallet opstod der industrier, men kun omkring de største byer Skt. Petersborg, Moskva og Odessa. I det kæmpestore Rusland var de naturlige forudsætninger for industrialiseringen svage. Derfor var det den russiske regering, der tog initiativ til industrialiseringen, men da der manglede kapital, blev den første industrialisering her til på baggrund af udenlandsk kapital. Det kom til at betyde, at man her anvendte den allernyeste teknologi, samt at mange af fabrikkerne blev særlig store med mange hundrede arbejdere. Dette forhold skabte forudsætninger for, at en særlig radikal arbejderklasse opstod her.

Den måske mest bemærkelsesværdige industrialisering i perioden fandt sted i Japan. Japan havde i århundreder ligesom Kina været lukket land for de vestlige magter. Men det ændrede sig fra 1854, hvor USA tvangsåbnede Japan for de vestlige landes industri. Denne ydmygelse satte gang i en indre udvikling i Japan, og fra 1868 satte en ung kejser en udvikling i gang, som han kaldte Meiji – oplyst styre. I løbet af ganske få årtier gennemgik det japanske samfund en meget hurtig industrialisering efter vestligt forbillede.

Men Japan ønskede ikke en industrialisering baseret Den japanske industrialisering gik hurtigt, og på udenlandsk kapital, så den japanske industrialiseJapan besejrede Kina i 1894-95 og Rusland i ring fandt sted i samarbejde mellem regeringen, der 1904-05. Her viser en japansk flådeofficer en beskattede bønderne hårdt for at skaffe kapital, og model af et moderne krigsskib for japanske skoleelever omkring 1890. private investorer. I 1894-95 kom det til krig mellem

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME

69

Kina og Japan. Det industrialiserede Japan vandt overbevisende og fik de samme rettigheder som de europæiske imperialistiske stormagter og USA i Kina. I 1904-05 tørnede Rusland og Japan sammen i en krig, som Japan også vandt. Japan manglede råvarer til sin videre industrialisering.

Det gjorde i 1910 Korea til koloni, og den fortsatte japanske industrialisering satte en imperialistisk udvikling i gang, der kulminerede med angrebet på Pearl Harbour i 1941.

INDUSTRIALISERINGENS SOCIALE OG POLITISKE KONSEKVENSER Industrialiseringen opfattes som en positiv udvikling. Den skabte en stærkt forøget produktivitet, økonomisk vækst og velstand, om end meget ulige fordelt, og den medvirkede til at skabe gennemrationaliserede samfund og meget stærke stater. Men industrialiseringen havde også sine skyggesider. Den medførte forurening. Det var i første omgang kun lokalt, og der skulle gå næsten to hundrede år, før man blev opmærksom på, hvor alvorligt dette forhold var.

Men fra begyndelsen blev arbejdskraften udnyttet maksimalt. For at øge fortjenesten måtte entreprenøren producere med lavest mulige omkostninger. Produktionsudstyr, fabrikshaller og maskiner skulle forrentes til markedspris, men man kunne holde produktionsomkostningerne nede ved en meget lav løn til arbejderne. I den tidlige industrialisering var arbejdstiderne meget lange. Man arbejdede op til 12-14 timer i døgnet. Og for yderligere at skære i lønnen ansatte mange virksomheder kvinder og børn, som man kunne betale mindre. Der var oven i købet en fordel ved at beskæftige børn i kulminerne. De var små, og derfor behøvede minegangene ikke at være så store. Samtidig boede arbejderne i byerne i hurtigt opførte lejeboliger under meget små forhold og med elendige sanitære forhold. Det betød sygdom og en meget lav gennemsnitslig levealder. Under den tidlige industrialisering var arbejderne retsløse og havde ingen organisationer, så de måtte finde sig i forholdene, som de var. Men selv et elendigt betalt arbejde var bedre end intet arbejde. Og da maskinvævene gjorde mange tekstilarbejdere arbejdsløse, opstod en maskinstormerbevægelse. Frustrerede arbejdere uden udsigt til arbejde gik mellem 1817 og 1826 til angreb på tekstilindustrier, hvor de smadrede maskinvævene. Den engelske regering greb hårdt ind.

Den betjente sig af spioner blandt arbejderne, og de skyldige fik hårde straffe. Efter en særlig omfattende aktion i 1826 blev 42 dømt til døden.

Men der var en udvikling i gang, der skulle føre til • Find andre eksempler på maskinstormer bevægelser. dannelse af fagforeninger. Disse var imidlertid i førDiskutér, hvorfor disse bevægelser opstår, og hvilke resultater, de havde og hvorfor. ste omgang forbudte. Efter store demonstrationer blev fagforeninger tilladte i 1824, og i 1833 og 1844 kom

OPGAVE

70

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME

de første love, der begrænsede børnearbejde. Børn under ni år måtte ikke arbejde. Børn måtte ikke arbejde om natten, og børn under atten måtte ikke arbejde mere en tolv timer. Ca. ti år senere blev beskæftigelse af kvinder og børn i minerne forbudt. Men børnearbejde fortsatte i mange andre tidligt industrialiserede lande langt op i 1900-tallet, og der finder stadig børnearbejde sted i mange lande i den tredje verden.

Den industrielle revolution udviklede ad den vej en arbejderklasse, der i Europa i sidste halvdel af 1800-tallet skabte en arbejderbevægelse, der i første omgang byggede på fagforeninger. Arbejdere indenfor

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME

OPGAVE Dudley Street, London 1860’erne, af den franske maler Gustave Doré. Den engelske industrialisering skabte nok økonomisk vækst og velstand, men den var meget ujævnt fordelt.

• Foretag en analyse af billedet: Redegør for billedets forskellige elementer og opbygning. Hvordan fremstilles personernes levevilkår?

• Læs om industrialiseringens konsekvenser ved at finde emu-siderne om enten ”de små arbejdere” eller ”Peder Madsens gang” – diskutér på baggrund heraf industrialiseringens sociale konsekvenser og hvordan disse blev håndteret.

71

samme brancher sluttede sig sammen for ikke at lade sig spille ud imod hinanden og for at lægge pres på arbejdsgiverne for at opnå rimelig løn og ens vilkår.

• Læs mere på internettet om den ”materialistiske De tidlige forsøg på at danne fagforeninger blev overhistorieopfattelse”, som Marx og Engels udviklede samtidig med, at industrialiseringen brød igennem. alt forbudt, angrebet og forfulgt af arbejdsgivere og af Prøv også at finde en model, der viser denne myndighederne. Men arbejderne blev flere og flere, og opfattelse af udviklingen i fortid (søg fx også på fagforeningerne blev mange. Og i takt med at fagfor”marxistisk historiesyn”). eningerne blev lovlige, blev de til reelle forhandlings• Diskutér klassebegrebet og ideen om klassekampen som drivkraft i historie. partnere for arbejdsgiverne.

Allerede i begyndelsen af 1800-tallet var der opstået bevægelser, der ville forbedre arbejdernes forhold.

Men det var først i 1848, at grunden blev lagt til den socialistiske fagbevægelse og arbejderbevægelse, der fik enormt stor betydning i 1900-tallet. Karl Marx og • En dansk fagforeningsmand udtrykte det meget Friedrich Engels udgav Det Kommunistiske Manifest. klart, da han i 1982 sagde: Vi har sejret ad helvede til.

De skildrede verdens historie som en klassekamp. De Hvem sagde det, og hvad mente han? hævdede, at der altid havde været to klasser, der stod over for hinanden i kampen om fordelingen af knappe ressourcer. I den europæiske klassiske civilisation havde det været de store jordejere over for slaverne. Under feudalismen var det godsejerne over for fæstebønderne. Og i det industrielle, kapitalistiske samfund stod kapitalisterne, der ejede produktionsmidlerne over for arbejderklassen, der måtte sælge sin arbejdskraft til markedspris.

I forlængelse af industrialiseringen i en række europæiske lande, arbejdernes forsøg på organisering og Det Kommunistiske Manifests analyse af samfundsforholdene i det kapitalistiske samfund opstod i 1864 International Workingmen’s Association, der også kaldes Første Socialistiske Internationale. Socialismen var international, og organisationen skulle kordinere forskellige opgaver. Karl Marx spillede en betydelig rolle for organisationen, som også inspirerede til grundlæggelsen af socialistiske partier. Således blev der fx i Danmark i 1871 stiftet en afdeling af Første Socialistiske Internationale, som i 1878 blev til Socialdemokratiet. Mens fagforeningerne skulle forhandle løn- og arbejdsvilkår med arbejdsgiverne, skulle de socialistiske partier via parlamentarisk repræsentation forsøge at påvirke lovgivningen i retning af indkomstudjævning imellem rig og fattig.

I henhold til Marx og Engels var der med det kapitalistiske samfunds arbejderklasse og borgerskab tale om to klasser med antagonistiske (uforenelige) interesser. Denne udvikling ville resultere i en så stærk polarisering af det kapitalistiske samfund, at dette ville bære kimen til sin egen undergang i sig. Men i takt med at de vesteuropæiske lande accepterede fagforeninger, og i takt med at demokratisering medvirkede til, at de socialistiske partier fik parlamentarisk indflydelse, blev arbejdernes løn og arbejdsvilkår forbedrede. Den udviklede kapitalisme, hvor fagbevægelsen og de socialistiske partier pressede en vis indkomstudjævning

OPGAVE

OPGAVE

72

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME

OPGAVE Udsnit af ”Gin Lane” af den engelske karikaturtegner William Hogarth, 1751.

• Foretag en analyse af billedet: Redegør for billedets forskellige elementer og opbygning. Hvordan fremstilles personerne på billedet? Hvad er Hogarths hensigt med billedet?

• Prøv at finde Hogarths billede ”Beer Street” og foretag en sammenligning mellem de to billeder.

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME

73

PROLETARER I ALLE LANDE FORÉN JER: DE SOCIALISTISKE INTERNATIONALER Q Industrialiseringen skabte et fælleskab i en arbejderklasse. Af arbejderklassen udsprang en ny ideologi: socialismen, der stod over for liberalismen og nationalismen. Samtidig var der forskellige fortolkninger af socialismen og vejen dertil.

Men den socialistiske idé er international.

Den tyske arbejder har samme fjende som den franske arbejder, nemlig arbejdsgiveren. Derfor skal arbejderne stå sammen på tværs af nationale interesser og grænser. Arbejderen har med andre ord ikke noget fædreland. Det var en opfattelse, der gik stik imod nationalismen, der blomstrede samtidig.

Første Socialistiske Internationale varede fra 1864-1876 og gik i opløsning på grund af forskelle i opfattelsen af socialisme i teori og praksis og på grund af uenighed i opfattelsen af, hvor meget organisationen skulle styre de enkelte landes partier.

Anden Socialistiske Internationale opstod i 1889 og organiserede i modsætning til Første Internationale ikke socialister af anarkistisk eller syndikalistisk (organisation omkring fagforeninger) observans. Anden internationale gik i opløsning 1914 i forbindelse med Første Verdenskrig, da Internationalen ikke havde

74

held til at forhindre franske og tyske soldater, der næsten alle var arbejdere, i at slås i krig.

Internationales forsøg på at forhindre krig var ikke succesfuldt, da de enkelte lande havde en rimelig kontant lovgivning over for borgere, der nægtede at gøre militærtjeneste eller som deserterede. Men Anden Socialistiske Internationale genopstod i mellemkrigstiden og blev i 1951 til Socialistisk Internationale for ikkekommunistiske socialistpartier.

Tredje Internationale, Kommunistiske Internationale (Komintern), 1920-43 blev til efter den russiske revolution. Under ledelse af det russiske kommunistparti var alle kommunistiske partier verden over at opfatte som celler i Komintern. Komintern blev under Anden Verdenskrig nedlagt, da Sovjetunionen havde interesse i at forbedre forholdet til sine allierede. Komintern blev fortsat i Kommunistisk Informationsbureau, Kominform 1947-56. Men den kommunistiske internationale blev i praksis først lagt i graven med opløsningen af Sovjetunionen 1991.

Fjerde Internationale, 1938, der bestod af såkaldt trotskistiske grupper, har ligesom anarkistiske internationaler ikke haft stor politisk betydning. Q

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME

igennem, lagde kimen til velfærdssamfundet. Arbejderklassen, der i industrialiseringens barndom havde villet en social revolution, blev til en systembevarende middelklasse.

Men sådan gik det ikke alle steder. I USA blev fagbevægelsen aldrig nær så stærk som i Europa. Forklaringen på, at fagforeningerne i USA ikke fik samme betydning som i Europa, kan måske findes i det faktum, at den amerikanske arbejderklasse var indvandrere, der var spredt ud over et meget stort land og splittet i en række nationale og etniske grupper. Der var mange og store faglige kampe i USA, og der var radikale socialistiske bevægelser, men det amerikanske politiske to-parti system gav ikke plads til, at socialistiske partier fik fodfæste.

Samtidig var Amerika mulighedernes land. Den liberalistiske The American Dream, hvor man ved hårdt arbejde og lidt held kunne arbejde sig op fra ingenting til rigdom og måske berømmelse, satte individualismen i højsædet og fremmede ikke solidaritet og arbejderbevægelse.

RACEHYGIEJNE SOM EN KONSEKVENS AF INDUSTRIALISERING Industrialiseringen havde også andre utilsigtede konsekvenser. Den dårlige løn, de barske arbejdsforhold, meget dårlig kost og elendige sanitære faciliteter i de tidlige arbejderboliger resulterede i sygdom og kort levealder. Mange arbejdere var underernærede og led af kroniske sygdomme. Det gav anledning til bekymring hos ledende politikere, som var bange for befolkningens sundhedstilstand. Det blev opfattet som et problem, at mange unge mænd blev sorteret fra ved session som uegnede til militærtjeneste på grund af skavanker.

Der var også politikere, der var bekymrede over, om de fattige skulle komme til at udgøre en økonomisk byrde for samfundet. I Darwins biologiske evolutionsteori om den naturlige selektion i ”Arternes oprindelse” fra 1859 havde han formuleret ideen om The Survival of the Fittest, de bedst egnedes overlevelse. Denne naturlige selektion syntes det moderne industrisamfund at have sat ud af funktion. Industrialiseringen, forbedrede sanitære installationer og medicinsk behandling medførte i slutningen af 1800-tallet en enorm befolkningstilvækst, men de fattige fik mange flere børn end de mere velstillede. Det medførte i mange europæiske stater og USA forskellige forsøg på at forhindre de fattige i at formere sig.

Arbejderklassen til session i Frankrig, karikatur fra 1889 Denne udvikling startede i slutningen af 1800-tallet

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME

75

Tegning af Martin Kallikak, hvis undersøgelser fra 1912 pegede på, at visse sygdomme var arvelige og at man derfor burde begrænse reproduktionen blandt mennesker, der bar disse sygdomme.

Racehygiejne blev også i tiden praktiseret ved, at man opfordrede til gode ægteskaber, hvor pæne mennesker giftede sig med hinanden og fik børn med gode egenskaber, der kunne blive gode samfundsborgere.

og fortsatte langt op i 1900-tallet. Man kaldte det racehygiejne, eugenik, når man forsøgte at forhindre ”mindre egnede individer”, primært kvinder, i at formere sig blandt andet ved sterilisation.

OPTIMISME OG FREMSKRIDTSTRO Den udvikling, som sidste halvdel af 1800-tallet var vidne til, gav anledning til tro på fremtiden og optimisme. Den berømte franske forfatter Jules Verne, der stod fadder til den moderne science fiction-genre med sine fantasifulde beretninger, kan ses som eksponent for denne fremskridtstro. Han skrev fx ”Rejsen til månen” i 1865 og ”En verdensomsejling under havet” i 1869. Han forestillede sig disse ekspeditioner ca. 100 år før de blev mulige, mens han i ”Jorden rundt på 80 dage” fra 1873, var mere konkret. Romanens hovedperson har væddet på, at han kan rejse Jorden rundt på bare 80 dage. Det lyder måske ikke som en større bedrift i vore dage, men bare få år før 1873 havde det været umuligt. Han tog damplokomotivet fra London helt til Brindisi Italien. Derfra sejlede han med dampskib til Indien via Suez-kanalen, der var åbnet i 1869. Han rejste nu med den jernbane, som englænderne næsten var færdige med, tværs over Indien. Derefter sejlede han via Hong Kong over Stillehavet til San Francisco. Her var amerikanerne i 1869 blevet færdige med den transkontinentale jernbane. Derfor kunne han krydse USA i tog og sejle fra New York til Liverpool, for herfra at tage toget til London. Rejsen tog 79 dage!

76

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME

IMPERIALISME Imperium er latin og betyder magt. ”Den Store Danske” definerer imperialisme således: ekspansionspolitik, som indebærer dominans og udbytning fra én magts side over andre magter, folkeslag eller områder.

Resultatet kan være dannelsen af formelt organiserede imperier, hvilket der historisk findes mange eksempler på. I nyere sprogbrug bruges imperialisme ofte om politiske og økonomiske dominans- og udbytningsrelationer, der ikke hviler på et formaliseret grundlag. Centralt står således økonomisk imperialisme, som kan udøves, uden at den udbyttede parts suverænitet antastes.

Industrialiseringen skabte forudsætningerne for den historiske imperialisme, som der er tradition for at fastlægge til perioden 1870 til 1914 til trods for, at afkoloniseringen først langsomt fandt sted efter Anden Verdenskrig. Indtil omkring 1870 havde de europæiske kolonimagter næsten kun haft handelsstationer i Afrika og Asien, men nu begyndte et kapløb om kolonier. Erobringen af Afrika og Asien var et resultat af industrialiseringens teknologiske udviklinger, ikke mindst af maskingeværet fra 1884. Den territoriale imperialisme gav adgang til billige råstoffer og potentielle markeder, som industrialiseringen krævede. Så industrialiseringen skabte nødvendigheden af og forudsætning for imperialismen, samtidig med at der gik rivalisering og prestige i stormagternes indbyrdes konkurrence om kolonier.

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME

Eduard Riou: ”Første tur igennem Suezkanalen.”

Illustration i bog, der udkom i åbningsåret 1869.

77

IMPERIALISMENS MOTIVER Der var økonomiske, politiske og civilisatoriske motiver til imperialismen. De nye industrimagter var dels interesseret i potentielle mineralforekomster, helst guld eller diamanter og tropiske råvarer. De var samtidigt interesseret i nye potentielle markeder for deres industrivarer.

Desuden mente de, at kolonierne ville være gode til at opsuge det befolkningsoverskud, som industrialiseringen havde medvirket til at skabe, og som betød, at mange tidligt industrialiserede lande havde en stor befolkningsgruppe bestående af jordløse landarbejdere og arbejdsløse, der emigrerede for at skabe sig bedre tilværelser.

De europæiske stormagters interessekonflikter i Europa var blevet neutraliseret ved Wienerkongressen i 1815, hvor fredsslutningen efter Napoleon havde indført status quo, men i slutningen af 1800-tallet foregik der en åbenlys rivalisering mellem de europæiske kolonimagter i Afrika og Asien. Der gik international prestige i at have mange og rige kolonier. England havde udkonkurreret Frankrig under syvårskrigen fra 1756-1763 om Nordamerika og var uden sammenligning verdens største kolonimagt. England havde i 1707 indlemmet Skotland i The United Kingdom of Great Britain, og derfor står der i den uofficielle engelske nationalsang: ”Rule, Britania! rule the waves: Britons never will be slaves.”

Og England herskede over meget mere end bølgerne og blev i perioden fra ca. 1750 til 1920 verdens største imperium nogen sinde. De andre større stater prøvede at følge med.

Men der var også andre motiver end de økonomiske og prestigemæssige. I alle de store europæiske nationer var der en overbevisning om, at den hvide englænder, hvide franskmand eller hvide tysker havde en civilisatorisk mission i forhold til de barbariske vilde, der ikke var kristne eller levede på stenalderniveau. Udviklingen i anden halvdel af 1800-tallet, hvor de europæiske lande gennemgik en rivende industriel udvikling samtidig med at de satte sig tungt på store dele af den øvrige verden, gav anledning til en europæisk chauvinisme. Når man så, hvordan europæerne på ingen tid havde kunnet sætte sig på store dele af verden, måtte forklaringen være, at de europæiske lande stod på et meget højere udviklingstrin end de indfødte i kolonierne.

Det gav anledning til udvikling af en såkaldt videnskabelig racisme.

Den franske diplomat Joseph Arthur de Gobineau arbejdede i 1853-55 på et værk, hvor han forsøgte at forklare forskellene mellem de menneskelige racer. På baggrund af historiske, lingvistiske og antropologiske studier nåede han frem til tre racer: en gul, en sort og en hvid. I England hævdede Robert Knox i 1850, at sakserne og slaverne lå øverst i et hierarki, hævet over fx jøderne. En disciplin inden for den ”videnskabelige racisme” var pseudovidenskaben frenologi, hvor man for at forklare de store forskelle imellem racerne studerede hovedskaller og målte på folks ansigter på kryds og tværs.

78

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME

I Tyskland var Hans Günther i 1926 nået frem til at kunne identificere fem forskellige europæiske racer. Disse racer havde strengt definerede fysiske udtryk, men bag disse gemte sig også en række åndelige karakteristika. Denne racisme fik sit mest brutale udtryk i det nazistiske Tysklands racepolitik. Den nordiske ariske race blev anset for at være alle andre overlegen. Alle andre racer stod under den i et hierarki, hvor jøderne lå i bunden som verdens bærme. Der var kun en race, som nazisterne anså for at stå under jøderne. Det var romaer (sigøjnere). Jøder havde jo trods alt skrevet Biblen.

FN vedtog i 1965 en konvention imod racisme, og mange lande har en lovgivning, der forbyder racistiske handlinger og offentlige udtryk for racistiske holdninger. Ikke desto mindre eksisterer racisme på et folkeligt plan overalt i verden. Og den videnskabelige racisme er ikke helt forladt.

Amerikanske forskere har for eksempel forsøgt at påvise, hvordan forskellig intelligenskvotient hos hvide, asiater og sorte har stor indflydelse på den sociale struktur.*

CIVILISATIONSPROJEKTET Det bedst kendte eksempel på, hvad europæernes civilisatoriske mission gik ud på, og hvordan den blev opfattet af samtiden, er Rudyard Kiplings digt fra 1899: ”White Man’s Burden” – Den Hvide Mands Byrde. I første strofe formulerer han det, i den danske digter Tom Kristensens oversættelse således: Så løft en hvid mands byrde/ Send ud den bedste søn/ At tjene andre racer/ For en landflygtigs løn/ Hos rådvildt folk og vilde/ At tage tunge tørn/ En tvær og kuet stamme/ Halvt djævle og halvt børn.

Og englænderne var ikke alene om at løfte byrden. Den franske premierminister Jules Ferry forsvarede i 1879 den franske imperialisme og ekspansion i Afrika og Sydøstasien ved at sige: Mine herrer, vi må tale klart og ærligt. Vi må sige det åbenlyst, at de højerestående racer har rettigheder over de laverestående. … Jeg gentager, højerestående racer har en ret, fordi de har en pligt. De har en pligt til at civilisere de laverestående racer. De europæiske kolonimagter argumenterede for den hvide races civilisatoriske mission, mens de hver især mente, at netop deres nation og folk var særlig egnet til denne store opgave. Den engelske imperialist Cecil Rhodes udtrykte det sådan: Jeg påstår, at vi er det bedste folk i verden, og at jo større del af verden, vi behersker og bebor, jo bedre er det for menneskeheden […] Målet er at udbrede det engelske imperium, så at hele den civiliserede verden kommer under engelsk herredømme og at genvinde De Forenede Stater, så at den engelske race kan gøres til herskere i et stort verdensrige. … Da Gud åbenbart har skabt den engelske race som sit udvalgte redskab … *

Richard J. Hermstein & Charles Murray: ”The Bell Curve”, New York 1994

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME

79

OPGAVE Tegning fra 1899 med titlen ”White Man’s Burden”, dvs. ”den hvide mands byrde”, fra magasinet Judge.

Tegningen var en kommentar til et digt den engelske digter Rudyard Kipling havde udgivet samme år.

Kipling skrev digtet inspireret af, at USA efter den spansk-amerikanske krig i 1898 havde gjort sig selv til kolonimagt ved erobring af Puerto Rico, Cuba og Filippinerne. USA var jo selv en gammel koloni og havde ikke deltaget i kapløbet om territorier i Afrika.

Nu hvor USA selv var blevet en kolonimagt, syntes Kipling, det var på tide at forklare amerikanerne om civilisationens forpligtelser og ansvar. I denne karikatur illustrerer tegneren, hvordan USA, personificeret i form af ”Uncle Sam”, følger efter England, symboliseret ved ”John Bull” i rød-hvid dragt.

• Redegør for tegningens forskellige elementer og symboler. Slå eventuelt ordene skrevet på stenen op, og diskutér, hvad meningen med dem er.

• Hvad er tegningens budskab?

• Hvilket syn på andre kulturer anlægges i tegningen?

• Hvilket syn på ”den hvide mands byrde” lægger tegningen op til?

80

Den civilisatoriske mission gik ud på at løfte de, man anså som laverestående racer, op på niveau med den hvide races høje niveau. Det skulle gøres ved at ændre på de indfødtes måde at arbejde, tænke og begå sig på. At være et civiliseret menneske betød i Europa og Amerika også at være kristen. Og den kristne mission fulgte massivt med i koloniseringskapløbet. Fra alle lande rejste missionærer til Afrika og Asien for at sprede det kristne budskab. En af de mest berømte missionærer var lægen David Livingstone, der mellem 1841-1873 som den første hvide mand gennemrejste det indre Afrika. Han ville åbne Afrika for kristendom, handel og civilisation. Han skrev om sine rejser og blev berømt i sin samtid. I 1866 satte han ud på en rejse for at finde Nilens udspring, og da man ikke hørte noget fra ham i årevis, besluttede to amerikanske aviser at sende en journalist ud for at finde ham. Det blev H.M. Stanley, som i 1871 faktisk fandt Livingstone dybt inde i Afrika.

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME

DET IMPERIALISTISKE KAPLØB Kig godt på kortet over Afrika. Se på grænserne mellem de mange lande. Mange af grænserne er helt lige, som om de var tegnet efter en lineal. Og det er de også. Fra november 1884 til februar 1885 fandt en konference sted i Berlin. Her mødtes europæiske stormagter og USA og aftalte spilleregler for ”Kapløbet om Afrika”. Europæerne havde interesseret sig for Afrika, siden portugiserne sejlede syd om Afrika for at komme til Indien. Men europæerne havde primært været interesseret i at handle og i at have nogle støttepunkter på den lange rejse til Asien. Derfor var de europæiske besiddelser i Afrika ret beskedne, og europæerne kontrollerede kun nogle ganske få kyststrækninger. De handlede slaver og var på jagt efter guld. Det indre Afrika var ukendt land for dem. Det vendte industrialiseringen og imperialismen op og ned på.

I år 1800 dækkede Europa og europæiske kolonier 55 procent af Jorden. I 1878 67 procent og i 1914 84 procent. Disse tal belyser, hvad den europæiske imperialisme dækkede over. Fra 1870 satte de europæiske stormagter sig på næsten hele Afrika og på store dele af Asien og gjorde de mange områder til egentlige kolonier.

Hvis man gerne vil sætte nøjagtige årstal på imperialismen, kunne man vælge Berlinkonferencen i 1884 som en begyndelse på noget, der allerede var i fuld gang. Skulle man vælge et nøjagtigt årstal for afslutningen på denne epoke, kunne det være 1947, hvor England måtte opgive Indien og dermed indledte afkoloniseringen, der betød, at de europæiske kolonimagter over en fyrreårig periode opgav deres territorier i Afrika og Asien. Den koloniale territoriale imperialisme var umulig at opretholde, men imperialismen antog, i takt med at kolonierne blev selvstændige, en økonomisk karakter.

Men hvis man forbinder imperialisme med kolonier, var det jo ikke nyt for den moderne europæiske civilisation. Kapløbet havde jo været i gang længe.

Spanien havde allerede i 1500-tallet gjort næsten hele Amerika til spanske vicekongedømmer, og portugiserne havde skabt vicekongedømmet Brasilien. England havde udkonkurreret Frankrig i Nordamerika, men

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME

OPGAVE ”Kolonialmächte”(kolonimagter) tysk karikatur fra 1904. De forskellige europæiske kolonimagter, mente hver især at netop de repræsenterede det bedste af Civilisationen, det vil sige den hvide mands moderne europæiske civilisation. Denne karikatur fra 1904 viser, hvordan en tysk tegner ironiserer over henholdsvis Tysklands, Englands, Frankrigs og Belgiens måde at kolonisere på.

• Hvordan kommer de europæiske kolonimagters stereotype opfattelse af hinanden til udtryk i tegningen?

81

havde mistet sine nordamerikanske kolonier efter syv års krig mellem 1776 og 1783. De spansk-amerikanske kolonier havde, på nær Puerto Rico og Cuba, løsrevet sig fra Spanien mellem 1810 og 1824. Så en afkolonisering af de første europæiske kolonier havde allerede fundet sted, før det store imperialistiske koloniseringskapløb startede i 1860’erne.

Industrialiseringen fik nogle europæiske lande til at interessere sig for at udvide deres små handelskolonier og sikre sig egentlig magt over store territorier inde i landet. Det blev startskuddet til kapløbet om Afrika.

Frankrig var interesseret i en vest-øst akse i det nordlige Afrika, mens England var interesseret i en nord-syd akse fra Egypten til Cape Town.

Portugal, der havde siddet på såvel vestkysten som østkysten af det sydlige Afrika i flere hundrede år, blev interesseret i at forbinde de to områ-

De Kanariske Øer (Spanien)

ALGERIET

TUNIS (under tyrkisk overherredømme) Tripoli EGYPTEN (under tyrkisk overherredømme)

Saharaørkenen Tchadsøen

ABESSINIEN LIBERIA

Co

ng

o

Guldkysten

Det Indiske Ocean

Atlanterhavet

ANGOLA

Britiske besiddelser Franske besiddelser Portugisiske besiddelser Spanske besiddelser Tyrkiske besiddelser

TRANSVAAL ORANJE KAPKOLONIEN

AFRIKA 1880 82

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME

der. Italienerne interesserede sig for Libyen og Somalia. Og den belgiske kong Leopold II havde ved dygtigt spin og lobbyvirksomhed udkonkurreret Frankrig i Congo-området.

Han var kommet til magten i 1865, men havde ikke stor indflydelse, da Belgien var et konstitutionelt monarki, hvor en forfatning begrænsede kongens magt. Men han havde en drøm, som han lod indgravere på et stykke marmor fra Parthenon i Athen. Der stod Il faut à la Belgique une colonie (Belgien har brug for en koloni). Det forærede han til finansministeren, som dog ikke delte kongens interesse. Kongen argumenterede for de økonomiske fordele ved kolonibesiddelse ved at henvise til Holland, som i århundreder havde kontrolleret Indonesien, hvorfra det havde hentet værdifulde krydderier. Det lykkedes Leopold at skabe As-

SPANSK MAROKKO TUNESIEN De Kanariske Øer (Spansk) ALGERIET

LIBYEN

De

EGYPTEN

e ød t R

TCHAD

Ha v

EN

ABESSINIEN

GULDKYST

LIBERIA

BELGISK CONGO Atlanterhavet

TYSK ØSTAFRIKA

Det Indiske Ocean

ANGOLA Britisk Fransk Portugisisk Spansk Italiensk Tysk Belgisk

TYSK SYDVESTAFRIKA DEN SYDAFRIKANSKE UNION

AFRIKA 1914

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME

83

Dr. David Livingstone bekæmpede slaveri.

Han var både opdagelsesrejsende og missionær.

I den belgiske kong Leopolds private koloni Congo 1884-1908 fik nogle indfødte hugget den ene hånd af, hvis de ikke opfyldte kvoten med rågummi.

84

sociation Internationale Africaine (Det Internationale Afrika-selskab), som han selv kontrollerede. Projektet blev markedsført som en fælleseuropæisk civilisatorisk mission i Afrika, men gav Leopold gode kort på hånden i de europæiske landes kapløb om at sikre sig de størst mulige områder af det ukendte kontinent.

Tyskland var først blevet et samlet land efter den fransk-tyske krig 1870-1871. Her var der delte meninger om værdien af kolonier. Den tyske kansler Otto von Bismarck var ikke umiddelbart interesseret, men der var andre, der argumenterede massivt for en tysk kolonisering i Afrika. I 1879 udgav Friedrich Faber ”Bedarf Deutchland Kolonien?” (Behøver Tyskland kolonier?) Her skrev han: Skulle ikke den tyske nation, som er så sødygtig, så flittig og handelsbevidst,… skulle den nation ikke med held kunne udhugge en sti på imperialismens vej? Vi er overbeviste om, at kolonispørgsmålet er blevet et spørgsmål om liv eller død for Tyskland. Kolonier vil kunne redde vor økonomiske situation og hele nationale fremskridt.

Han skrev videre, at Tyskland ligesom de andre store lande, England og Frankrig havde en kulturmission, og han citerede en fransk økonom, der skrev om kolonisering: Den nation, som koloniserer mest, er den største. Hvis den ikke er det i dag, vil den være det i morgen. Han beskrev endvidere, hvordan England fastholdt sine verdensomspændende kolonibesiddelser med en befolkning, der ikke var nær så stor som den tyske.

I foråret 1884 blev Gesellschaft für Deutsche Kolonisation (Selskabet til fremme af tysk kolonisering) stiftet, og Tyskland gik i gang med at kolonisere Østafrika (i dag Tanzania). Kong Leopold II, der allerede havde sat sig på store dele af det store Congo, overbeviste Bismarck om, at Tyskland måtte have kolonier i Afrika ligesom Frankrig og England. Og Tyskland satte sig derefter hurtigt i besiddelse af områder i Vest- og Sydvestafrika. De stater vi dag kender som Togo, Cameroun, og Namibia.

Sådan lå landet, da Berlinkonferencen begyndte.

Her aftalte en lang række europæiske lande og USA spilleregler for kapløbet om Afrika. I løbet af de næste tyve år trængte europæerne dybt ind i Afrika og oprettede kolonier, som de styrede direkte, ofte i samarbejde med den indfødte elite eller udvalgte etniske

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME

eller religiøse minoriteter. Samme udvikling foregik i dele af Asien, hvor Frankrig erobrede Vietnam, Laos og Cambodja.

Den moderne industrielle teknologi gjorde europæerne militært overlegne, og europæerne tvang stammehøvdinge til at underskrive traktater, som de ikke forstod. Her afstod de alle rettigheder til deres eget land.

De europæiske industrinationer stod stærkt over for den indfødte befolkning, som mange steder satte sig imod de hvides indtrængen. Men moderne militær teknologi gjorde det muligt for ganske små europæiske militære styrker at nedkæmpe numerisk overlegne fjender.

Til trods for europæernes totale dominans af Afrika fra 1880’erne og til afkoloniseringen var der mange lokale og regionale opstande overalt imod kolonimyndighederne.

IMPERIALISMENS KONSEKVENSER Økonomiske interesser og en nedladende holdning over for den indfødte befolkning i kolonierne medførte, at europæerne opførte sig aldeles hensynsløst. I Congo var der nærmest tale om et uplanlagt folkemord. Kolonien blev vidne til så hensynsløs og brutal udnyttelse af de indfødte, at befolkningstallet faldt drastisk.

I tysk Sydvestafrika foranstaltede de tyske koloniale myndigheder et veritabelt folkemord, da de gik løs på Herero-folket. Den tyske general Lothar von Trotha udtrykte sig således: Ich glaube, dass die Nation (Herero-folket) als solche vernichtet werden muss … (Jeg tror, at Hererofolket som sådant må udryddes). Denne stamme, der var presset af de tyske planer og operationer i området, havde i 1904 gjort oprør imod de tyske koloniale myndigheder og slået over hundrede hvide ihjel. Tyskerne satte hårdt imod hårdt og slog Hereroerne i et slag senere samme år. Der blev ikke udvist den ringeste nåde, og efter sejren på slagmarken blev de overlevende systematisk slået ihjel. Efter den militære sejr blev resterne af Herero-folket trængt ud i Kalahari-ørkenen, hvor de uddøde i løbet af få år.

Men førte imperialismen også til Første Verdenskrig? I begyndelsen af 1917 udgav den russiske kommunist Vladimir Lenin en bog med titlen: ”Imperialismen som kapitalismens højeste stadium”. Det var ikke positivt ment. Lenin havde iagttaget, hvordan produktionen i det moderne industrialiserede samfund blev domineret af monopoler, der delte verdensmarkedet imellem sig, samtidigt med at de imperialistiske lande delte verden. Lenin mente, at den intensiverede konkurrence mellem de imperialistiske stater havde ført til Første Verdenskrig.

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME

85

MAXIM MASKINGEVÆRET Q Opfinderen Hiram Stevens Maxim demonstrerede det teknologiske monstervåben for inviterede gæster i 1884. Kort efter blev det produceret i mange lande og i mange versioner.

Maskingeværet ændrede krigsførelse for altid. Et maskingevær kan affyre flere hunderede skud i minuttet. Maxim maskingeværet blev udviklet i 1884. Maskingeværet blev først standardudrustning i de europæiske hære lige før Første Verdenskrig, men blev allerede få år efter opfindelsen brugt til kolonikrige i Afrika.

86

Med ganske få maskingeværer kunne små europæiske styrker klare sig over for store indfødte hærstyrker. I 1898 udkæmpede britiske styrker et stort slag ved Omdurman i vore dages Sudan. De sudanesiske styrker angreb i bølge efter bølge for at blive mejet ned af kanonild, moderne geværer og ikke mindst af Maxim maskingeværer. De britiske tab var på 28 mand, mens omkring 11.000 stammekrigere mistede livet. Dette industrielt fremstillede masseødelæggelsesvåben gjorde europæerne uovervindelige. Q

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME

I 1858 overtog England kontrollen med hele Indien, efter at et oprør blandt de indiske soldater, Sepoy’erne, havde truet den engelske koloniale kontrol.

De imperialistiske stormagter benyttede sig af kontante afstraffelsesmetoder, og et stort antal indiske soldater blev henrettet, som det fremgår af billedet.

HVORDAN BLEV IMPERIALISME OPFATTET I DE EROBREDE OMRÅDER? I 1888 underskrev Lobengula, der var konge over Matabeleland i det nuværende Zimbabwe, en kontrakt med englænderne. Han havde indtryk af, at han hermed havde givet dem lov til at grave efter guld i et nærmere bestemt område. Kort tid efter erfarede han, at han med kontrakten havde givet afkald på alle mineraler i sit land. Han skrev en protest til dronning Victoria i England og klagede over den urimelige behandling.

Han fik ikke held med sin klage. Senere forklarede han, hvordan han opfattede forholdet mellem hans folk og englænderne. Han sammenlignede situationen med en kamæleon, der fanger en flue. Kamæleonen anbringer sig bag fluen og nærmer sig lydløst skridt for skridt. Når den er tilstrækkeligt tæt på, farer dens tunge ud, og fluen forsvinder.

Den første præsident for det frie Kenya, Jomo Kenyatta, skrev i 1938 en bog* om, hvordan det lykkedes europæerne at franarre Gikuyu-stammen deres land. Gikuyu’erne opfattede i begyndelsen europæerne som en hvilken som helt anden stamme. De gav dem lov til at slå sig ned i den tro, at de ville rejse videre. Men europæerne byggede forter og begyndte at gøre krav på landet til kolonister. Gikuyu’erne forsøgte at boykotte at handle med europæerne i den tro, at de ville drage videre, når de kom til at sulte. Men lokalbefolkningen kom til at opleve, at magt er ret, og gikuyu’erne blev til landarbejdere for europæerne i deres eget land.

Men mange indfødte kom med tiden til at opfatte de hvide europæere som overlegne, og nogle forsøgte at efterligne dem. De tog europæiske navne og klædte sig vestligt tøj. Et godt eksempel er Patrice Lumumba fra belgisk Congo. Han skrev, før han blev aktiv i afkoloniseringsprojektet, at han beundrede Belgien for den humanitære opgave, som landet havde påtaget sig. Han skrev videre, at han beundrede den belgiske civilisation, da den stod over hans (afrikanske civilisation). *

Jomo Kenyatta: ”I skyggen af Mount Kenya”, (1938) Kbh. 1964

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME

87

Opstande i kolonimagterne i Afrika i 1900-tallet.

Rif-oprøret et 1912-1925

FNL 1954-1962

Urabi 1879-1882 2

POLISARIO 197373-

Madister 1881-1899

e Etiopisk se sejr italie e over italienske 18 8 styrker 1894-1896

PAIGE 1956-1974 974

Ashanti 1900

Nigerianske kvinder imod kolonilove 1929-1946

Spredte antikoloniale opstande 1931-1960

M 1952-1960 Mau Mau

190 0 Maji Maji 1905-1908 MPLA, FNLA, UNITA 1965-1975 O 1962-1975 FREMLIMO

Hereroer 1904-1906 1965-19 9 ZANU, ZAPU 1965-1979 SWAPO 1960-1989 Zulu 1879-1905 ANC 1960-1989

IMPERIALISMENS ØKONOMISKE OG POLITISKE ARV Imperialismen gjorde den moderne europæiske civilisation verdensomspændende. Den vestlige verdens industrialiserede samfund og livstil blev dominerende globalt, og er det vel stadig.

Den engelske historiker Niall Ferguson har forsøgt at forklare, hvorfor den vestlige verden kunne komme til at dominere verden ved at identificere seks faktorer, som han smart kalder the killer apps*: Konkurrence, videnskab, lov og orden, medicin, industrielt masseforbrug og høj arbejdsmoral. Han er et godt eksempel på en stærkt eurocentristisk fortolkning, som kommer tydeligt til udtryk, da han skelner imellem the West and the Rest.

Han mener, at det britiske imperium fremmede frihandel, frihed for kapitalbevægelser og efter slaveriets ophævelse arbejdskraftens frie bevægelighed. Han mener endvidere, at imperiet udviklede et moderne *

88

Niall Ferguson: ”Empire – How Britain Made the Modern World”, London 2004

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME

globalt kommunikationsnetværk, og at imperiet indførte lov og orden over store områder. Han mener også, at imperiet i lang tid til trods for mange mindre • Find eksempler på kritik af Ferguson’s fremstilling (koloni-) krige sikrede en verdensomspændende fred. af det engelske imperium, og diskutér hvorfor hans påstande af nogle opfattes som stødende og Han argumenterer samtidig for, at alternativet til det udtryk for nutidig imperialisme (søg fx på ”niall engelske imperium ville have været et tysk eller jaferguson+empire+critique”) pansk imperium, som ville have været meget værre.

Og han argumenterer desuden for, at England ikke ville have været i stand til at imødegå truslen under Anden Verdenskrig uden sit imperium.

Men europæernes tilstedeværelse i kolonierne kom til at betyde, at de økonomiske strukturer i kolonierne kom til at tjene europæiske forretningsinteresser. Det betød, at der var svage forudsætninger for en dynamisk industriel udvikling. Kolonierne var råvareleverandører til de europæiske industrier, hvilket betød, at de var afhængige af de europæiske økonomier også efter afkoloniseringen.

Og uanset om kolonierne havde været underlagt England, Frankrig eller andre kolonimagter, var de dårligt forberedt på selvstændighed. De planlagde at efterligne de tidligere kolonimagters politiske systemer og institutioner, men havde ikke tradition for parlamentarisk demokrati. Og grænserne mellem kolonierne var jo stort set blevet til på konferencen i Berlin i 1884 efter lige linjer i et kontinent, som europæerne ikke kendte.

Disse kunstige grænser gav anledning til indre konflikter mellem forskellige etniske grupper i mange af de nye afrikanske lande.

OPGAVE

IMPERIALISMENS KULTURELLE ARV Men de store imperiemagter, i særlig grad England, men også Frankrig og Portugal, har også efterladt en anden arv. I Afrika, syd for Sahara, er kristendommen den fremherskende religion. Her står den romersk katolske kirke og forskellige protestantiske kirker stærkt.

Og i en del af de tidligere kolonier fx i landene syd for Sahara er landenes officielle sprog enten engelsk, fransk eller portugisisk. Den oprindelige befolkning i disse områder bestod af et stort antal stammer, der talte mange forskellige sprog. Under imperialismen foregik administration på kolonimagtens sprog. Dette sprog lærte de indfødte, der havde noget med kolonimagten at gøre. Da de nationalistiske frihedsbevægelser blev stærke i mellemkrigstiden, benyttede fortalerne for selvstændighed sig i udstrakt grad af kolonimagtens sprog for at få alle koloniernes forskellige folkeslag i tale. Derfor er portugisisk officielt sprog i Angola og Mozambique, mens fransk er det i Senegal og i Elfenbenskysten og mange andre steder, ligesom engelsk er officielt sprog i Ghana, Nigeria og i mange andre afrikanske lande. Og engelsk er af samme årsag officielt sprog i det folkerige Indien.

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME

89

Imperialismen eksporterede også engelske sportsgrene til hele verden.

Baseball blev udbredt i Nordamerika. Engelsk Rugby blev til American Football, mens den engelske sport Cricket stadig spilles på højt internationalt niveau i en række af de tidlige engelske kolonier. Og fodbold blev til verdens mest udbredte sport.

DEN STORPOLITISKE ARV I en storpolitisk sammenhæng er der stadig en massiv arv fra imperialismen. Da FN blev oprettet efter Anden Verdenskrig, fik FN’s Sikkerhedsråd fem faste og nogle skiftende medlemmer. Sikkerhedsrådet er FN’s vigtigste organ. Det kan vedtage sanktioner imod medlemsstater, og det kan anbefale militære aktioner. De fem faste medlemmer blev i 1945: USA, Sovjetunionen, England, Frankrig og Kina. De faste medlemmer i Sikkerhedsrådet var datidens stormagter. Kina var indtil 1972 repræsenteret af Taiwan-Kina, hvorefter Folkerepublikken Kina overtog TaiwanKinas plads. Rusland, der var Sovjetunionens vigtigste republik, overtog efter Den Kolde Krig Sovjetunionens plads. Men både England og Frankrig er stadig faste medlemmer på grund af deres imperiale stormagtsstatus i 1945.

AFSLUTNING: INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME Industrialiseringen skabte forudsætninger for den territoriale imperialisme, der karakteriserede perioden fra 1870 til afkoloniseringen. (se side 136). Kapløbet om territorier blev afsluttet efter Første Verdenskrig, hvor England og Frankrig delte Det Osmanniske Rige, overtog de tyske kolonier i Afrika, mens Japan fik Tysklands minikoloni i Kina. Industrialiseringen af de europæiske lande gik hånd i hånd med imperialismen. Imperialismen blev i en europæisk selvforståelse nødvendig og et moralsk civilisationsprojekt. De imperialistiske lande tjente kun egne interesser i kulturmødet med andre civilisationer og var mest optaget af, hvordan kolonierne kunne tjene det industrielle økonomiske kredsløb. Men i løbet af 1950’erne løb tiden fra den klassiske imperialisme, og kolonierne blev politisk selvstændige stater, mens imperialismen antog karakter af økonomisk indflydelse og kontrol.

Så industrialiseringen, der startede i England i midten af 1700-tallet, foregår stadig i mange lande i den tredje verden. I Vesten taler man om den postindustrielle tid, hvor informations-, genmanipulations- og nanoteknologier tilsammen udgør det moderne videnssamfund. Men den industrialiserede verden har stadig imperialistiske interesser i de tidligere kolonier. Det gælder de gamle kolonimagter og USA, og i dag gælder det i højeste grad Kina, der ser ud til at blive det 21. år-

90

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME

hundredes største økonomi. Den kinesiske industri behøver råvarer og markeder, og man kan sammenligne Kinas tilstedeværelse i Afrika i dag med de europæiske imperiemagter under imperialismen. Den historiske imperialisme 1870-1914 hang snævert sammen med den industrielle revolution, men sammenhæng mellem industrialisering og imperialisme kan også ses som en del af verdens historie i dag.

Industrialiseringen er en revolution af menneskenes vilkår. Den øger produktiviteten, skaber (ulige fordelt) økonomisk velstand, stimulerer innovation og forudsætter fortsat vækst. Industrialiseringen skabte forudsætninger for en enorm befolkningstilvækst og en høj urbaniseringsgrad. Industrialiseringen skabte i Europa en velorganiseret arbejderbevægelse, der medvirkede til at skabe den moderne velfærdsstat. Men den tidlige industrialiseringen havde alvorlige sociale konsekvenser for arbejderne, der fik sultelønninger og som måtte finde sig i ringe og barske vilkår på fabrikkerne samtidig med, at børnearbejde var udbredt. Den politiske udvikling i forlængelse af industrialiseringen medførte en indkomstudjævning og skabte en stor middelklasse, der fik betydelig politisk indflydelse. Men industrialiseringens fortsatte vækst medførte også forurening og rovdrift på Jordens ressourcer, som fra 1970’erne satte gang i en debat om grænser for vækst* og bæredygtighed. I takt med at industrialiseringen blev verdensomspændende, blev den CO2-fremkaldte globale opvarmning et internationalt anliggende**.

• Undersøg debatten om CO2 udledningen.

Men lande og områders ulige udvikling og forskellige Diskutér problemets omfang, og hvorvidt ensartede standarder for industrialiserede interesser har hidtil gjort det umuligt at nå til internalande og udviklingslande er rimeligt. tional enighed om bæredygtige grænser for udledning af CO2.

OPGAVE

* **

Rom-Klubben: ”Grænser for vækst”, 1972 Al Gore: ”An Unconvenient truth”, 2006

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME

91

KINA – INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME Q FRA MADE IN CHINA TIL MADE BY CHINA Mens vi i den vestlige verden ofte tale om den postindustrielle tid, hvor servicesektoren spiller en betydelig rolle for en højautomatiseret industriel produktion, foregår industrialiseringen i forskellige tempi i den tredje verden.

Made in China står der på næsten alting.

Kina er i dag verdens fabrik. Og det, der er sket i Kina de sidste 30 år, er den største og hurtigste industrielle revolution nogensinde.

Industrialiseringen af Kina har medført en så enorm økonomisk vækst, at mere end 300 mio. mennesker er blevet ”løftet” ud af absolut fattigdom. FN definerer absolut fattigdom som under 1-2 dollar at leve af om dagen.

Den kinesiske industrielle revolution fandt først sted 200 år senere end i England, og Kina befinder sig på nogle måder i industrialiseringens tidlige fase. Landet har stort set ingen internationale brands og er bagefter med hensyn til videnstung produktion. Og først i 2012 nåede bybefolkningen i Kina op på over 50 pro-

cent. Så omkring halvdelen af Kinas befolkning bor stadig på landet. Herfra vandrer mange til industriområderne i byerne. Disse millioner af migrantarbejdere, der kaldes den flydende befolkning, udgør et hav af billig arbejdskraft uden rettigheder. Megen og billig arbejdskraft udgør en væsentlig forudsætning for industrialisering.

Samtidig har den økonomiske vækst og en konservativ økonomisk indstilling skabt en anden vigtig forudsætning for industrialisering: opsparing, der skaffer kapital. Teknologi er blevet importeret og efterlignet og den trafikale infrastruktur stærkt udbygget. De kommunistiske ledere er blevet til benhårde liberalistiske økonomer. Så Kina i dag er et godt eksempel på, at en lang række forhold i samspil sætter en industriel revolution i gang.

OPTRÆDER DET INDUSTRIALISEREDE KINA IMPERIALISTISK? Kina lå fra Første Opiumskrig 1839-1842 og

Shanghais skyline set fra The Bund.

På den anden side af Pudong-floden ligger de mange skyskrabere og vidner om Kinas imponerende industrielle udvikling igennem de sidste årtier. I 1990 var her marker, åbent land og ikke én bygning.

92

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME

indtil 1949, hvor Maos kommunister tog magten, åbent for de tidligt industrialiserede nationers imperialistiske interesser for råvarer, marked og billig arbejdskraft. Det kommunistiske partis forsøg på modernisering slog fejl, og først efter Maos død i 1976, da Kina åbnede sig for omverdenen og påbegyndte en liberalisering, startede den voldsomme industrialisering, der (igen) har gjort Kina til en af verdens vigtigste økonomier. På grund af Kinas størrelse har landets industrialisering globale konsekvenser.

Kina har store interesser i mange afrikanske lande. Den kinesiske industri har brug for råvarer og markeder. Kina er ude i et langsigtet projekt og opkøber fx rettigheder til miner, der med den nuværende teknologi ikke er rentable. Og et kinesisk forretningskonsortium har udvist interessere for at starte en stor jernmine i Grønland, hvor kineserne også er interesserede i de såkaldte sjældne jordarter, som er mineraler af strategisk betydning. I dag er det Kina, der udkonkurrerer alle andre. Et kinesisk forretningskonsortium har fx afgivet et konkurrencedygtigt tilbud på at bygge en Fehmern Bælt forbindelse mellem Danmark og Tyskland.

Og udviklingen i Kina over de sidste tre årtier viser tydeligt den klare sammenhæng imellem industrialisering og nødvendigheden af ekspansion, imperialisme. Kina har interesse for råstoffer og markeder overalt på kloden, og har en anden opfattelse af menneskerettigheder end den, man finder i vesten. En del kinesiske virksomheder i udlandet skal vænne sig til lokale faglige overenskomster, uanset om det er i Afrika eller Canada. Den største forskel er måske, at Kina på mange måder idag optræder som de imperialistiske magter under imperialismen – men uden at have egentlige kolonier.

På samme tid forsøger Kina at påvirke andre landes politik overfor Kina fx i forhold til Tibet og i opfattelsen af menneskerettigheder. Kina er også ved at få betydelig indflydelse

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME

OPGAVE • Undersøg, hvordan det religiøse og tidligere også politiske tibetanske overhoved Dalai Lama er blevet og bliver modtaget i udlandet. Diskutér, hvorfor Kina anser ham for farlig, og hvorfor mange lande lader sig påvirke af den kinesiske opfattelse.

på den moderne cyperspace infrastruktur. På mange måder kan Kinas optræden udadtil minde om de imperialistiske magters fremfærd i Kina frem til 1949. Riget i Midten, som kineserne kalder deres eget land, optræder i dag på mange måder chauvinistisk over for sine umiddelbare naboer fx Japan og Vietnam i farvandene imellem landene. Og det kinesiske marked er så stort og lukrativt, at det efter den store massakre på de demonstrerende på Den Himmelske Freds Plads i Bejing i1989 aldrig lykkedes at skabe et flertal blandt FN’s medlemsstater for sanktioner imod Kina.

Det kinesiske kommunistparti har for nyligt fremlagt en Go out policy, der handler om at skaffe råstoffer og derefter viden, teknologi og brands til Kina for til sidst at øge Kina bløde magt i verden bl.a. ved oprettelse af de mange Konfutze- institutter. Er Kina er en fredelig supermagt? Kina møder dialog med dialog, men sætter hårdt imod hårdt, og i mange sammenhænge er samarbejde med Kina på kinesernes præmisser.

MARKEDSØKONOMI OG DEMOKRATI I forbindelse med nutidens industrialisering af fx Kina forventede man i Vesten og blandt kinesiske studenter i 1980’erne, at en demokratisering ville følge i kølvandet på den økonomiske liberalisme, ligesom den klassiske udvikling i den vestlige verden lagde op til. Men i den kinesiske kapitalisme under ledelse af Kina Kommunistiske Parti synes der ikke helt at være en logisk kobling her. Q

93

KILDER TIL KAPITEL 2 [Ordforklaringer og kommentarer er markerede med kantede parenteser]

KILDE 1 Anmodning fra uldarbejderne i Leeds, 1786 Til købmænd, klædehandlere og alle andre, der interesserer sig for tekstilindustrien i dette land.

Denne ydmyge henvendelse og anmodning fra de tusinder, der arbejder i tekstilindustrien, viser, at kartemaskinerne har frataget tusinder deres arbejde, hvorved de er kommet i stor nød og ikke kan tjene til at forsørge deres familier, ligesom de har mistet muligheden for at opdrage deres børn til arbejde: Vi må derfor anmode om, at man lægger fordom og egennytte til side og retter opmærksomheden mod de følgende fakta, som er nødvendige for at forstå sagens kerne.

Antallet af kartemaskiner, der findes over en strækning på omkring 17 miles sydvest for Leeds, overgår enhver forstand, nemlig 170, og én maskine kan nå mindst lige så meget arbejde på 12 timer, som ti mand kan nå på samme tid ved håndkraft, og i betragtning af, at de arbejder dag og nat, kan én maskine nå 20 mands arbejde på en dag.

Da vi ikke vil hævde andet, end hvad vi kan bevise er sandt, vil vi medgive, at der skal fire mand til at betjene hver maskine over en 12 timers periode, svarende til otte mand i døgnet, således at der efter konservativt skøn kastes 12 mand ud i arbejdsløshed for hver maskine, der benyttes til at kartning, og det må antages, at antallet af maskiner på alle de andre egne er mere eller mindre det samme som i sydvest, svarende til hele 4.000 mand, der så må skrabe sammen til dagen og vejen, som de nu bedst kan, og naturligvis ende på fattiggården, hvis de ikke ydes hjælp i tide. Hvis vi antager, at der yderligere er én lærlingedreng per familie, der mister sin hyre, vil der i alt være 8.000 arbejdere, der nægtes mulighed for et udkomme.

Vi håber derfor, at menneskekærligheden vil bringe dem, der ville kunne forhindre brugen af disse maskiner, til at modvirke det, der er til så stor skade for deres medskabninger …

Vi ønsker at rette nogle få spørgsmål til dem, der ville plædere for den fortsatte brug af disse maskiner: Mænd af sund fornuft vil vide, at anvendelsen af så mange maskiner, river arbejdet ud af hænderne på dem, der er beskæftiget med kartning – og som arbejdede i dette erhverv, længe før maskinerne blev opfundet.

Hvordan skal disse mænd, der således fratages deres erhverv, nu kunne forsørge deres familier? Og hvor skal de sætte deres børn i lære, så den kommende generation har noget at bestille og ikke ender som vagabonder, der går rundt i uvirksomhed? Lær et andet fag, siger nogle. Sæt vi gør det, hvem skal så forsørge vores familier, mens vi påtager os den brydsomme opgave, og når vi så har mestret det nye fag, hvordan kan vi så være sikre på, at vi vil have fået noget ud af alle vores anstrengelser? For når vi har udstået vores anden læretid, bliver der måske opfundet en anden maskine, som fjerner også det erhverv, så vores familier, der har været halvt vansmægtende, mens vi lærte et nyt fag for at kunne brødføde dem, nu vil stå helt uden forsørgelse i vores tredje lærlingetid.

Men hvad skal vores børn gøre? Skal de vokse op i lediggang? Som tingene er i dag, kan det ikke undre, at man hører om så mange henrettelser, for selvom man betragter os som uvidende mænd, er vi af den opfattelse, at det er ved at opdrage børn til flid og virksomhed, at man kan forhindre dem i at forfalde til de forbrydelser, hvortil lediggang naturligt fører.

Objektivt betragtet vil disse forhold tale stærkt for vores sag, håber vi, og vi tænker, at fornuftige, rettroende og næstekærlige mænd vil være overbevist om rimeligheden såvel som nødvendigheden af dette opråb, og at deres egne følelser vil tilskynde dem til at tage sig af vores og vore familiers sag.

Underskrevet på vegne af TUSINDER af Joseph Hepworth, Thomas Lobley, Robert Wood & Thomas Blackburn.

Dansk oversættelse: Morten Visby

94

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME

KILDE 2 Moshweshewe: Brev til sir George Grey, 1858 Moskweshewe var høvding for Basuto stammen. Basutoerne var kommet i klemme efter, at de hollandske efterkommere, Boerne, havde oprettet Transval og Oranje Fristaten i det nordlige Sydafrika. England havde omkring år 1800 taget kontrol over den tidligere hollandske Kap-koloni (Cape Town), og det havde fået de hollandske boere til at søge længere ind og nordpå i området. Høvdingen forsøgte at få England til at anerkende Basuto-stammens krav på land i området. Området blev senere til den afrikanske stat Leshoto.

Deres Excellence, det er næppe nødvendigt at fremlægge for Deres Excellence en mere udførlig redegørelse for, hvad der er hændt mellem Fristaten Oranje og mig. Jeg ved, at De har fulgt interesseret med i de tildragelser, der har ført til indledning af krigshandlinger, og at det har smertet Dem at høre om krigens gru, som for indeværende er stoppet i håb om, at freden vil kunne genoprettes ved Deres Excellences mægling.

Tillad mig imidlertid at erindre Dem om de følgende omstændigheder: For omtrent 25 år siden var mit kendskab til de hvide og deres love stærkt begrænset. Jeg vidste blot, at der eksisterede mægtige nationer, deriblandt den engelske. De sorte, der havde kendskab til englænderne, priste deres retfærdighedssans. Desværre var det ikke det engelske styre, hvormed jeg indledte mit første samkvem med de hvide. Det var i første omgang folk, fra Kapkolonien, der præsenterede sig for os, og de kaldte sig selv boere. Jeg troede, at alle hvide mænd var retskafne.

Nogle af disse boere bad om tilladelse til at slå sig ned langs vore grænser. De forledte mig til at tro, at de havde tænkt sig at leve hos mig som mit eget folk og opfatte mig som en fader og en ven. For cirka 16 år siden optegnede en af Kapkoloniens guvernører, sir George Napier, mine grænser i en traktat, han indgik med mig. Jeg skulle være hersker inden for disse grænser. Kort efter kom der en ny guvernør, sir P. Maitland. Boerne begyndte at tale om deres ret til de steder, jeg havde lånt dem. Sir P. Maitland fortalte mig, at disse mennesker var Dronningens undersåtter og skulle holdes under kontrol – han sagde ikke, at han anerkendte, at de skulle have nogen ret til land inden for mit rige, men da det var vanskeligt at forflytte dem, foreslog man, at alle der ønskede at forblive under britisk herredømme, skulle blive boende i området, hvor floderne Oranje og Caledon mødes.

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME

Så kom sir Harry Smith, og han sagde, at jeg ikke skulle fratage nogen af mine høvdinge land eller rettigheder, han skulle nok sørge for, at retfærdigheden skete fyldest for dem alle, men for at kunne gøre det måtte han lade Dronningens Love omfatte alle hvide. Han sagde, at hvide og sorte skulle leve sammen i fred og fordragelighed. Jeg kunne ikke vide, hvad han havde i sinde. Jeg troede, det var noget meget retfærdigt, og at han ville holde boerne i mit land i stramme tøjler, og at jeg ikke ville høre flere krav fra deres side om eneret til de områder, hvor de levede. Men i stedet hørte jeg, at boerne betragtede alle disse gårde som deres egne og købte og solgte dem af og til hinanden og fordrev mit folk på forskellig vis …

Jeg gjorde mit yderste for at stille dem tilfreds og undgå krig. Jeg straffede tyveknægte og sendte min søn Nehemiah og andre ud for at patruljere i området ud mod boerne for at holde tyverierne nede. Det lykkedes ham faktisk, og tyverierne ophørte. Der var fred en tid lang. I begyndelsen af dette år fik de af mine folk, der boede op mod farmerne, ordre på at forlade deres steder. Det fik fjendtlighederne til at blusse op igen, men vi forsøgte at dæmpe gemytterne. Boerne tog imidlertid mere og mere drastiske midler i brug for at genere basutoerne og true med krig… Stadig forsøgte jeg at undgå krigen. Det var umuligt – den blev indledt af boerne, da de ødelagde handelsstationen og nedslagtede mit folk i Beersheba, som der hidtil aldrig havde været fremlagt så meget som skyggen af en klage over …

Jeg havde givet ordre om, at ingen gårde skulle brændes ned, og mine ordrer blev fulgt, indtil mit folk så landsby efter landsby brændt ned til grunden, og kornet ødelagt, hvorefter de selv begyndte at ødelægge fjendens hjem. Da de kom til mit bjerg, så boerne, at jeg var rede til at standse deres fremrykning, og de trak sig tilbage. Min hensigt var at eftersætte dem og vise dem, at mit folk også kunne gennemføre offensive manøvrer, idet jeg troede, at de efter selv at have oplevet krigens gru i deres egen midte ikke ville genere mig yderligere. Mine krigere var ved at gøre klar til at slå til mod dem, da boerne fandt det passende at anmode om indstilling af kamphandlingerne. Jeg var klar over, hvor stor nød og elendighed jeg ville kunne påføre boerne, hvis jeg lod basutoerne hærge deres områder, og derfor har jeg indvilget i hr. J.P. Hoffmans forslag om en våbenhvile. Jeg kan ikke sige, at det er med mit folks billigelse, for mange af dem, der har lidt under fjendens angreb, var ivrige efter at opveje deres tab. Hvis de har forholdt sig i ro, har det været på

95

grund af mine overtalelsesevner og mine løfter om, at de havde gode muligheder for at få en retfærdig behandling – idet Deres Excellence har indvilget i at mægle mellem boere og basutoer. I forventning om at se Dem snart, forbliver jeg Deres etc., etc., Mærket med basuto-høvding Moshweshewes X. Dansk oversættelse: Morten Visby

KILDE 3 Wilfred Scawen Blunt: Det engelske imperies skæbne, 1896-1899, Dagbogsnotater Wilfred Scawen Blunt (1840-1922) var engelsk poet, der også skrev politiske artikler. Han havde forståelse for de egyptiske nationale selvstændighedstanker. Han kom i fængsel i 1888 for at støtte den irske selvstændighedsbevægelse. Han var en stærk modstander af den engelske imperialisme og udgav i 1899 i polemik med R. Kipling ”Satan Absolved” (Satan tilgivet).

9. januar 1896.

Den tyske kejser har telegraferet sine lykønskninger til Kruger [boer-lederen], og dette forekommer at have udløst stor vrede i England. Vi har nu i løbet af de seneste seks måneder haft held til at indlede voldelige konflikter med Kina, Tyrkiet, Belgien, Ashanti, Frankrig, Venezuela, Amerika og Tyskland.

Det er ny rekord, og hvis det ikke ender med at splitte Det Britiske Imperium ad, vil intet nogensinde kunne gøre det. For mit eget vedkommende er jeg kun glad for det alt sammen, for Det Britiske Imperium er den største drivkraft i den ondskab, der rammer de svage racer på denne jord – ikke at vi er værre end franskmændene eller italienerne eller amerikanerne – faktisk er vi mindre aktivt destruktive end dem – men vi gør det over et langt større område og med større succes. Jeg ville være henrykt over at se England frarøvet samtlige udenlandske besiddelser. Vi var bedre stillet og mere respekteret under Dronning Elizabeth [...], hvor vi ikke havde så meget som en stribe territorium uden for De Britiske Øer. De koloniale voldshandlingers koldbrand smitter os selv, og vores tendens til at undertrykke svage nationers frihed svækker vores egen. Det ville glæde mig at se det hele få ende …

15. oktober 1898.

Hele denne uge har været præget af begejstring over sammenstødet med Frankrig over Fashoda. Der

96

er blevet udgivet en rapport, som fremstiller den engelske side af sagen, og eftersom der er imperialistisk plyndringsgods på spil, var alle partier – toryer, whigger, radikale, anglikanere og frikirkelige* – ved at falde over hinandens ben for offentligt at prise engelsk dyd og fordømme franskmændene.

Selv kan jeg ikke se, at det skulle være mere respektabelt end to landevejsrøvere, der slås om en stjålet pung – moralsk har den ene ikke noget at lade den anden høre for.

17. oktober 1898.

Ankom til Saighton. Jeg har taget bladet fra munden over for George [Wyndham, vicekrigsminister] omkring Fashoda**. Han fremstiller den engelske sag med brutal oprigtighed. ”Vi er nu hinsides al snak,” siger han, ”om legalitet i Afrika, den eneste internationale lov, der gælder dernede, består af interesser og underhåndsaftaler. Alle magter er generelt enige om, at formålet med de afrikanske operationer er at ’civilisere’ kontinentet for Europas skyld, og at alle kneb gælder for at indfri det mål. Den eneste forskel på England og Frankrig er, at de gør det i forskellige områder. England ønsker at gøre det langs med Nilen, og det gør ingen forskel, hvordan situationen er rent juridisk. Vi refererer måske til khedivernes*** rettigheder, hvis det er belejligt for os, eller også anfører vi erobringsretten eller påberåber os simpelthen retten til at gøre, som det passer os. Den ene grund kan være lige så god som den anden – det handler kun om at indfri vores mål, nemlig en jernbaneforbindelse fra Kairo til Kapstaden****. Vi er ligeglade med, om Nilen betegnes som engelsk eller ægyptisk, eller hvordan floden benævnes, når bare det er os og ikke franskmændene, der kontrollerer den. Måske beholder vi khediverne i en årrække som en slags pendant til de indiske maharajaer*****, men det vil ende med en deling af Det Osmanniske Rige mel-

*

Toryer var konservative, whigger var liberale, anglikanere var medlemmer af den engelske statskirke ** I 1898 stødte engelske og franske militære enheder sammen i Sudan. Den franske plan om at forbinde de franske kolonier i det nordlige Afrika fra øst til vest stødte sammen med de engelske planer om at forbinde deres afrikanske kolonier fra nord til syd, og det var tæt på at komme til en egentlig konfrontation imellem England og Frankrig. *** Khediver var en betegnelse for de ægyptiske herskere, som var under engelsk kontrol. **** England havde planer om at anlægge en jernbaneforbindelse fra nord til syd i Afrika for at forbinde deres besiddelser fra Cairo i Egypten i nord til Cape Town i Sydafrika. ***** Maharajaer var betegnelsen for de indiske herskere, som også var under engelsk kontrol.

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME

lem England, Tyskland og Rusland. Frankrig vil få lov at få det nordvestlige Afrika. Det er ikke værd at skelne mellem ret og uret i dette spørgsmål – det er udelukkende et spørgsmål om interesser.” …

Boerne vil imidlertid kæmpe, og der er en vis chance for en decideret krig mellem hollænderne og englænderne i Sydafrika, hvilket måske vil bedre omstændighederne for de eneste folk, der betyder noget for mig i denne strid, nemlig de sorte. Det vil også være en fin afsløring af vores falske, engelske filantropi, hvis vi midt under Fredskongressen i Haag trodser dens fredsforhandlinger og kaster os ud i en angrebskrig. Alt andet vil være bedre end, at de store, hvide tyveknægte giver hinanden hånden og deler byttet i al venskabelighed ...

22. december 1900.

Det gamle århundrede er næsten til ende, og verden sidder kønt i det – med Det Britiske Imperium i rollen som djævlen i større målestok end noget andet imperium nogensinde. Måske vil det bryde sammen i vor levetid. Alle de europæiske nationer skaber et sandt helvede på jord i Kina, hvor de massakrerer og plyndrer og voldtager i de erobrede byer, lige så skammeligt som i Middelalderen. Den tyske kejser giver signal til nedslagtning*, og Paven ser bifaldende til. I Sydafrika brænder vore tropper gårde ned under ledelse af General Kitchener**, og dronningen, og Overhuset og Underhuset og biskopperne takker offentligt Gud og stemmer for flere penge til at fortsætte det gode arbejde dernede. Amerikanerne bruger 50 millioner om året på at slagte løs på Filippinerne, den belgiske konge har investeret hele sin formue i Congo, hvor han brutalt udnytter negrene for at fylde sine egne lommer. Franskmændene og italienerne spiller i øjeblikket en mindre fremtrædende rolle i nedslagtningen, men deres passivitet irriterer dem. Hele den hvide race svælger utilsløret i vold, som om den aldrig havde foregivet at være *

**

I Kina opstod en folkelig modstand mod de fremmede europæiske kolonimagter omkring år 1900. De såkaldte boksere dræbte missionærer og belejrede de europæiske landes ambassade område i Beijing. Da bokserne var blevet nedkæmpet af en international ekspeditionsstyrke uden tysk deltagelse, sendte den tyske kejser sin egen store ekspeditionsstyrke til Kina, hvor den hævnede de dræbte missionærer.

General Kitchener var den engelske øverstkommanderende under Boer-krigen 1898-1902. England var fra Kap-kolonien kommet i konflikt med de to Boer-stater Transval og Oranje Fristaten bl.a. p.g.a. de store guldfund i Transval. Det kom til krig, hvor englænderne, uden interesse for civilbefolkningen, anvendte den brændte jords taktik.

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME

kristen. Guds forbandelse over dem alle! Sådan ender det berømte 19. århundrede, som vi alle har været så stolte af at være født i …

31. december 1900.

Jeg siger farvel til det gamle århundrede, må det hvile i fred, som det har levet i krig. Om det nye århundrede spår jeg intet, bortset fra at det vil blive vidne til Det Britiske Imperiums fald. Andre og værre imperier vil måske komme til i stedet, men det bliver ikke i min tid. Det virker alt sammen så ubetydeligt her i Ægypten, hvor pyramiderne ser ned på os, som de så ned på Josef***, da han som ung mand for 4.000 år siden, måske i denne selvsamme have, kom gående og spejdede ud mod solnedgangen bag dem og spekulerede over fremtiden, akkurat som jeg har gjort her til aften. Så farvel da, du stakkels, stygge 19. århundrede!

Dansk oversættelse: Morten Visby

*** Josef, refererer til Det gamle Testamentes fortælling om jødernes eksil i Egypten.

97

KILDE 4A Rudyard Kipling: Den Hvide Mands Byrde, januar 1899 Rudyard Kipling (1865-1936). Kipling blev født i Bombay (Mumbay) Indien af forældre, der tilhørte det anglo-indiske kunstnermiljø. Han kom på kostskole hjemme i England som 6-årig, men vendte tilbage til Indien i 1882, hvor han arbejdede som journalist og redaktør på engelsksprogede aviser i Bombay. Kipling er mest kendt for sine noveller, men skrev også romaner og ikke mindst den berømte børnebog: ”Junglebogen”. Kipling var fascineret af Indien, men var samtidigt også en tidstypisk repræsentant for ideen om, at den vestlige verden havde et moralsk ansvar overfor det ”fremmede” anarki, som det netop kom til udtryk i ”White Man’s Burden”.

Løft den hvide mands byrde og send jeres bedste afkom i verden ud.

Trælbind jeres sønner i eksil og lad dem tjene jeres fanger.

Ja, lad dem under tunge åg opvarte vilde, ustadige folk, jeres nyligt slavebundne stammer, halvt djævle, halvt børn.

Løft den hvide mands byrde at tåle og udstå med tålmod, at sløre rædslens trussel og knægte egen stolthed.

Gennem ligefrem og enkel tale igen og igen at befordre en anden mands profit og arbejde for andres vinding.

Løft den hvide mands byrde Ikke prangende kongeværdighed, men livegen slid og nedrigt slæb dag ud og dag ind på det jævne.

Havne anlagt til andres brug og veje ført for andres færdsel, lev for det og dø for det.

Løft den hvide mands byrde og høst hans gamle sold: Ringere mænds bebrejdelser og had fra dem, man værner, skrigene fra masserne I lokker (åh så langsomt) frem mod lyset: ”Før os tilbage til vor trældom, vort elskede ægyptiske mørke?”

Løft den hvide mands byrde.

Intet mindre vover I at gøre.

Råb ej heller for højt om frihed for at dække over jeres træthed.

Ved alt, hvad I hviske eller råbe, Ved alt, hvad I gør eller lader stå til, vil de tavse, vrantne folk måle jer og jeres guder på.

Løft den hvide mands byrde.

Den barnlige tid er slut.

Glem de lethøstede laurbær, den uforbeholdne ros fri for nid.

Efter kolde, utaknemmelige år, indrammet af dyrekøbt visdom, falder nu i manddomsalder jeres ligemænds dom!* Dansk oversættelse: Morten Visby

Løft den hvide mands byrde, fredens barbariske krige.

Fyld hungerens umættelige munde og byd sygdom at forsvinde.

Og netop når målet er nærmest, det man har tilstræbt for andre, Se da dorsk og hedensk dårskab knuse jeres drømme.

*

98

Prøv at finde Tom Kristensens oversættelse af samme digt og sammenlign i forhold til den engelske original

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME

KILDE 4B Rudyard Kipling: The White Man’s Burden, januar 1899 Take up the White Man’s burden-Send forth the best ye breed-Go bind your sons to exile To serve your captives’ need; To wait in heavy harness, On fluttered folk and wild-Your new-caught, sullen peoples, Half-devil and half-child.

Take up the White Man’s burden-In patience to abide, To veil the threat of terror And check the show of pride; By open speech and simple, An hundred times made plain To seek another’s profit, And work another’s gain.

Take up the White Man’s burden-The savage wars of peace-Fill full the mouth of Famine And bid the sickness cease; And when your goal is nearest The end for others sought, Watch sloth and heathen Folly Bring all your hopes to nought.

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME

Take up the White Man’s burden-No tawdry rule of kings, But toil of serf and sweeper-The tale of common things.

The ports ye shall not enter, The roads ye shall not tread, Go mark them with your living, And mark them with your dead.

Take up the White Man’s burden-And reap his old reward: The blame of those ye better, The hate of those ye guard-The cry of hosts ye humour (Ah, slowly!) toward the light:-“Why brought he us from bondage, Our loved Egyptian night?”

Take up the White Man’s burden-Ye dare not stoop to less-Nor call too loud on Freedom To cloke your weariness; By all ye cry or whisper, By all ye leave or do, The silent, sullen peoples Shall weigh your gods and you.

Take up the White Man’s burden-Have done with childish days-The lightly proferred laurel, The easy, ungrudged praise.

Comes now, to search your manhood Through all the thankless years Cold, edged with dear-bought wisdom, The judgment of your peers!

99

KILDE 5A Henry Labouchere: Den brune mands byrde.

Udgivet første gang i London i februar 1899 i et tidskrift, der hed ”Truth”.

Fyld mere på den brune mands byrde, så I kan stille jeres grådighed tilfreds.

Og se så at få fjernet de ”niggers,” der står i vejen for fremskridtet.

Vær streng, for det er i sandhed til ingen verdens nytte at være blid over for vrantne, nyligt tæmmede folk, halvt djævle, halvt børn.

Fyld mere på den brune mands byrde, og vækker I hans had, må I møde hans forældede opfattelser med nymodens Maxims* Slå det fast igen og igen med granater og dum-dum kugler**.

Den brun mands tab skal altid komme den hvide mand til gode.

Fyld mere på den brune mands byrde, tving ham til at være fri, og lad alle jeres manifester stinke langt væk af filantropi.*** Og hvis med hedensk dårskab han vover at bestride jeres vilje, så tøv da ikke med i frihedens navn at skyde.

Fyld mere på den brune mands byrde, og lad det endelig ikke gå jer på, hvis han skriger af smerte, I har vel haft slaver før.

Tag hans havne og hans græsgange, og markerne dyrket af hans folk.

Få jeres udkomme af dem og mærk dem af med hans døde.

Maxim var det første moderne maskingevær, der kom på markedet i 1884. Det blev hurtigt udbredt i forskellige versioner, og med dette masseødelæggelsesvåben kunne de europæiske kolonimagter hurtigt besejre numerisk stærkt overlegne fjender. ** Dum Dum kugler blev opfundet omkring 1870. Der var tale om patroner, der udvidede sig, når de traf deres mål, og de forårsagede dermed ekstra stor skade på målet/offeret. *** Filantropi betyder uegennyttig og menneskekærlig indstilling eller handlemåde.

Fyld mere på den brune mands byrde, og tag det nu ikke så tungt, hvis I bliver lagt for had af dem, I søger at vogte.

Lyden fra jeres pistoler**** vil drukne ofrenes jammer.

Gå gennem ild og blodbad – der er gode penge i det.

Fyld mere på den brune mands byrde, og proklamér over den ganske verden, at I er Frihedens repræsentanter – for intet lønner sig bedre!

Og hvis I får kastet jeres egen historie lige i synet, så svar igen med disse ord, at selvstændighed kun er godt for hvide.

Fyld mere på den brune mands byrde, og lad det være slut med ret og rimeligt.

Løbet er kørt for de svage og deres pivede, antikverede skrupler.

Stolt I fører frihedens banner højt og flot i front, men reservér I nu bare de hellige ”menneskerettigheder” til hjemlig brug!

Og skulle det ske, I vakler, eller tøver, når det gælder, hvis I føler et stik af anger, når blodet flyder frit, Ty da til Rudyard Kipling, imperialismens trofaste støtte, og bed ham for jeres skyld skrue op for jingoisme.***** Dansk oversættelse: Morten Visby & Thorkil Smitt

*

100

****

På engelsk: ”The screaming of your Eagle”= Eagle var navnet på udbredt pistol af engelsk fabrikat. ***** Jingoisme, samtidigt engelsk udtryk for national chauvenisme og militant patriotisme.

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME

KILDE 5B Henry Labouchere: The Brown Man’s Burden, februar 1899 Henry De Pre Labouchére (1831-1912) var hugenot (dvs. af fransk protestantisk familie). Han var skribent og medlem af det engelske parlament i 1860’erne og igen 1880-1906 for det liberale parti.

Han grundlagde sit eget tidskrift ”Truth” i 1877.

Heri gav han udtryk for sin modstand imod suffragette-bevægelsen, der gik ind for stemmeret til kvinder. Han havde antisemitiske (jødehad) sympatier og havde som parlamentsmedlem indflydelse på den første lov, der gjorde mandlig homoseksualitet til en forbrydelse. Men han delte ikke Kiplings opfattelse af det engelske imperiums civilisatoriske velsignelser og skrev derfor den omvendte historie i sit mod-digt.

Pile on the brown man’s burden To gratify your greed; Go, clear away the “niggers” Who progress would impede; Be very stern, for truly ‘Tis useless to be mild With new-caught, sullen peoples, Half devil and half child.

Pile on the brown man’s burden; And, if ye rouse his hate, Meet his old-fashioned reasons With Maxims up to date.

With shells and dumdum bullets A hundred times made plain The brown man’s loss must ever Imply the white man’s gain.

Pile on the brown man’s burden, compel him to be free; Let all your manifestoes Reek with philanthropy.

And if with heathen folly He dares your will dispute, Then, in the name of freedom, Don’t hesitate to shoot.

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME

Pile on the brown man’s burden, And if his cry be sore, That surely need not irk you-Ye’ve driven slaves before.

Seize on his ports and pastures, The fields his people tread; Go make from them your living, And mark them with his dead.

Pile on the brown man’s burden, Nor do not deem it hard If you should earn the rancor Of those ye yearn to guard.

The screaming of your Eagle Will drown the victim’s sob-Go on through fire and slaughter.

There’s dollars in the job.

Pile on the brown man’s burden, And through the world proclaim That ye are Freedom’s agent-There’s no more paying game!

And, should your own past history Straight in your teeth be thrown, Retort that independence Is good for whites alone.

Pile on the brown man’s burden, With equity have done; Weak, antiquated scruples Their squeamish course have run, And, though ‘tis freedom’s banner You’re waving in the van, Reserve for home consumption The sacred “rights of man”!

And if by chance ye falter, Or lag along the course, If, as the blood flows freely, Ye feel some slight remorse, Hie ye to Rudyard Kipling, Imperialism’s prop, And bid him, for your comfort, Turn on his jingo stop.

101

KILDE 6 Internationale ”Internationale” blev den mest berømte og udbredte arbejder kampsang. Den blev skrevet i 1871 af Eugène Pottier (1816-87), der havde deltaget i Pariserkommunen. Efter den Fransk-Tyske krig 187071, hvor Preussen hurtig slog Frankrig, udbrød der revolution i Paris, hvor arbejderne dannede Pariserkommunen, som Karl Marx opfattede som det første eksempel på et klasseløst kommunistisk samfund.

Pariserkommunen blev dog hurtig nedkæmpet af resterne af den slagne franske hær. Sangen, der hed ”Debout les damnés de la terre”, blev først udgivet i 1887. I første omgang blev den sunget på melodien til den fransk revolutionssang fra 1789 ”La Marseillaise”, men i 1888 komponerered en fransk arbejder ved navn Pierre Degeyter (1848-1932) den melodi, som den blev kendt under. ”Internationale” er oversat til næsten alle verdens sprog, og den findes fx på dansk i flere oversættelser. ”Internationale” blev Sovjetunionens ”nationalsang” fra Den Russiske Revolution 1917 og til 1943. På det tidspunkt gik det op for den sovjetiske diktator Stalin, at de russiske soldater, der kæmpede imod det nazistiske Tyskland, ikke døde for den internationale socialismes sag, men for ”Moder Rusland”. Derfor udskiftede han billederne af Marx, Engels og Lenin på sit kontor med billeder af berømte russiske generaler fra 1812 og de russisk-tyrkiske krige i 1800-tallet.

Samtidig erstattede man ”Internationale” med en egentlig russisk nationalsang.

Rejs jer, fordømte her på Jorden Rejs dig, du sultens slavehær I rettens krater buldrer torden nu er det sidste udbrud nær Bryd kun fortids møre mur i stykker Slaveskare, der er kaldt Snart verdens grundvold sig forrykker fra intet da vi bliver alt :/:Vågn til kamp af jer dvale til den allersidste dyst Og internationale slår bro fra kyst til kyst Vågn til kamp af jer dvale slår bro fra kyst til kyst:/: Ej nogen mægtig gud og kejser og folkehøvding står os bi

102

Nej, selv til kampen vi os rejser vor folkeret forlanger vi For at knuse tyvene vi føder for at fri vor bundne ånd vi puste vil til essens gløder og smede med en senet hånd :/:Vågn til kamp af jer dvale – osv./: Vi knuges under stat og love vi flås af skattens skarpe klo Og pligtfri kan den rige sove vor ret kan ingen steder gro Lad os kaste åget af vor nakke Lighed fordrer: pligt for ret Med pligterne vi tog til takke nu kræver vi vor løn for det :/:Vågn til kamp af jer dvale – osv./: Ved ofringen til mammons ære har guldets konger aldrig haft et andet mål end det at tære på proletarens arbejdskraft Denne bande ved vor slid og plage til en mægtig rigdom kom Og når vi fordrer den tilbage forlanger vi vor ejendom :/:Vågn til kamp af jer dvale – osv./: Med krigsbegejstring de os fylder de konger, før vi skal i slag Men voldens herrer væk vi skyller på massemytteriets dag Bær da stejkeånden ind i hæren og på næste krigs signal vi siger nej til helteæren og skyder hærens general :/:Vågn til kamp af jer dvale – osv./: Arbejdere i stad, på landet en dag skal verden blive vor Den dovne snylter skal forbandet fordrives fra den rige jord Mange gribbe på vort blod sig mætter lad os jage dem på flugt vor kamp en herlig tid forjætter hvor solen altid stråler smukt :/:Vågn til kamp af jer dvale – osv./:

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME

Erik Henningsen: ”En folketaler” (1919). Skildring af vælgermøde på Nørre-Fælled i København. Maleriet eksisterer i flere udgaver. Henningsen arbejdede på maleriet allerede i 1880’erne, og et forstudie hænger i Socialdemokraternes partikontor. Forstudiet stammer fra 1899, og var udstillet i foråret samme år – dvs. kort tid inden de store arbejdskampe med strejker og lockouter som fandt sted henover sommeren dette år. Dette endelige maleri hænger på Metalskolen Jørlunde. Maleriet omtales også som ”En agitator”.

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME

103

IDEOLOGIERNES KAMP DET KORTE 20. ÅRHUNDREDE 1917-1991

Den Store Krig, Første Verdenskrig begynder

1917

Den Russiske Revolution

1918

Første Verdenskrig slutter

1920

NSDAP stiftes

1923

Hitlers ”Ølstuekup”

1929

Børskrakket i Wall Street

1930’erne

International økonomisk krise

1933

USA, Roosevelt’s New deal

1933

Hitler til magten, afskaffer demokratiet

1935

Nürnberg-race-lovene

1936

Den Spanske Borgerkrig

1937

Japan besætter den østlige del af Kina

1939

Ikke-angrebspagt Tyskland Sovjetunionen

1939

Anden Verdenskrig starter

1945

Tyskland accepterer betingelsesløst overgivelse

1945

Atombomberne over Hiroshima og Nagasaki

1945

FN (UN) dannes af 50 stater

1948

FN’s menneskerettighedserklæring

1950-1953

Koreakrigen starter

1947

Indien og Pakistan bliver selvstændige

1948

Staten Israel oprettes

1949

NATO

1949

Mao Zedong udråber Den Kinesiske Folkerepublik

1956

Den ungarske opstand knuses af Sovjetunionen

1957

Ghana bliver uafhængigt

1959

Fidel Castro kommer til magten på Cuba

1961

Berlin-muren opføres

1964-1975 1968

TIDSLINJE

1914

Vietnamkrigen Prag-foråret rulles tilbage af Sovjetunionen

1968-1969

Studenteroprør, Woodstock-festival

1979

Sovjetunionen går ind i Afghanistan

1980

Solidaritet i Polen trodser det kommunistiske parti

1985

Michael Gorbatjov generalsekretær i USSR

1989

Muren falder i Berlin

1991

Sovjetunionen opløses

• Diskuter hvorfor årstallene/begivenhederne er udvalgt. Find eksempler på andre årstal/ begivenheder, du/I mener burde have været med • Sammenfat kapitlets hovedpointer med udgangspunkt i årstalslisten

OPGAVE

• Undersøg de oplistede årstal på baggrund af kapitlet og eventuelt nettet

EN ”LILLE” KINESER I EN VERDEN UNDER FORANDRING

DENG XIAOPING (1904-1997)

Q DET NYE KINA Deng blev som 15-årig i 1919 sendt til Frankrig af sin far, der ejede et mindre landbrug, for at hente viden og for at videreuddanne sig for at redde Kina. Han var dog kun under uddannelse en kort periode, hvorefter han arbejdede i sværindustrien uden for Paris. Deng kom under indflydelse af ældre kinesiske studerende i Paris og blev i 1921 medlem af den kinesiske kommunistiske ungdomsorganisation i Europa.

106

I 1924 blev han medlem af Det Kinesiske Kommunistparti (KKP), og i 1926 studerede han i det kommunistiske Sovjetunionen, hvorefter han vendte hjem til Kina i 1927. Han sagde senere, at det var årene på bunden af det franske samfund, der gjorde ham til kommunist, og at han ikke var blevet større, fordi han i alle de år havde levet af croissanter.

Fra 1929 var han med til at opbygge Den Røde Hær og deltog i ”Den Lange March” 1934-35, hvor Mao Zedong endegyldigt tog

IDEOLOGIERNES KAMP

magten i partiet. Deng gjorde karriere og varetog vigtige militære ledelsesopgaver under kampen imod japanerne 1937-45 og i den kinesiske borgerkrig 1945-49. Han gjorde karriere i KKP og var loyal over for Mao op gennem 1950’erne. Men han kritiserede det katastrofale og fejlslagne udviklingsprojekt: ”Det Store Spring Fremad” i 1961 og kom i forbindelse med den økonomiske genopretning med den berømte udtalelse: at det er lige meget om katten er sort eller grå, bare den fanger mus.

Unægtelig en meget pragmatisk udtalelse fra en hard core kommunist.

Da Mao satte Kulturrevolutionen i gang i 1966, blev Deng afsat fra sine poster og fordømt ”som kapitalistlinjetilhænger”. Han blev deporteret og degraderet til at arbejde på en traktorfabrik i en fjern provins. Hans ældste søn Deng Pufang blev fængslet og tortureret af rødgardister, der smed ham ud fra fjerde sal, hvilket gjorde ham invalid for livstid. I 1973 blev Deng dog hentet ind i varmen igen og indsat i toppen af det kommunistiske parti, men blev allerede i 1976 igen kritiseret for sin pragmatisme og afsat. Allerede et år efter Maos død i 1976 indtrådte Deng igen i partiet og fremstod fra 1978 som partiets reelle leder.

Han erklærede pragmatisk, at Mao havde været 70 procent god, men også havde haft 30 procent fejl, og derefter gik han i gang med at demontere den kommunistiske planøkonomi.

Han gjorde op med Kulturrevolutionens kommunistiske fundamentalisme. Landbruget blev afkollektiviseret, Kinas økonomi blev åbnet imod omverdenen, den statstyrede industri blev søgt tilpasset markedsøkonomi, og den private ejendomsret blev gradvist indført.

Deng Xiaoping og Det Ny Kina.

IDEOLOGIERNES KAMP

Deng indførte også et-barnspolitikken og kaldte sin udviklingsstrategi for ”socialisme med kinesiske kendetegn”.

Hvornår Deng blev overbevist om, at Kina kun kunne udvikle sig ved at åbne sin økonomi op på markedsvilkår, er vanskeligt at afgøre.

Men selvom Deng blev overbevist om den liberalistiske økonomis nødvendighed, var han inkarneret modstander af et liberalt demokrati.

Det viste han tydeligt, da han tog beslutningen om at nedkæmpe den store demokratidemonstration på Den Himmelske Freds Plads i Beijing 1989.

Deng kom igen i miskredit på grund af urolighederne og trak sig tilbage fra aktiv politik.

En gammelkommunistisk fløj forsøgte at rulle udviklingen tilbage til planøkonomi, men i 1992 foretog Deng en stor rejse til det sydlige Kina, hvor han besøgte de nye økonomiske zoner.

Her havde den markedsøkonomiske ændring medført imponerende resultater. Dengs prestige var så stor, at han kunne vende tilbage og gå videre med sine reformer i det han kaldte Springet ud på det dybe vand. Deng efterlod sig ved sin død i 1997 et Kina, der var godt rustet til det 21. århundrede.

Deng personificerede på nogle måder det 20. århundrede. Han kom fra en almindelig landmandsfamilie. Han blev sendt til Europa og kom under indflydelse af den kommunistiske version af socialismen, der var i vækst efter Den Russiske Revolution i 1917. Da han kom hjem, gjorde han karriere i Kinas Kommunistiske Parti og var derfor selvskreven til høje poster, efter at kommunisterne havde taget magten i Kina. Men han kom ligesom så mange andre i miskredit, da han kritiserede Mao. Han var heldig ikke at miste livet under Kulturrevolutionen og kunne senere igen gøre karriere.

Da han sad på magten, besluttede han sig for at demontere den kommunistiske planøkonomi og svigte det ideologiske standpunkt, som han egentlig havde kæmpet for hele livet.

Q

107

INDLEDNING Det 20. århundrede er historien om de store ideologiers sammenstød. Liberalismen fik konkurrence fra socialismen, da kommunisterne tog magten i Rusland i 1917, og den store økonomiske krise i 1930’erne betød, at fascismen slog igennem i Tyskland. Fascismen udspillede sin internationale rolle, da den foranstaltede Holocaust og tabte Anden Verdenskrig.

Derefter startede den store ideologiske kolde krig mellem på den ene side USA og dets vestlige allierede og på den anden side Sovjetunionen og dets allierede i Østeuropa. Den Kolde Krig gennemsyrede indenrigsog udenrigspolitik overalt på kloden i perioden 1945-1990, og man kan ikke forstå udviklingen i nogen region i verden uden at løbe ind i Den Kolde Krigs fronter og alliancer. Den Kolde Krig sluttede med liberalismens sejr, og det så i begyndelsen af 1990’erne ud til, at verden kunne blive et bedre sted uden den ødelæggende ideologiske konflikt.

Den 7. november 1917 tog kommunisterne magten i Rusland ved et kup. Rusland havde været et kejserdømme, men kejseren var trådt af, og en liberal regering forsøgte at opretholde Ruslands krigsindsats imod Tyskland. Men Rusland var i opløsning efter tre års krig. Der var hungersnød, soldaterne deserterede, og der var opstået en alternativ magtstruktur, da de såkaldte sovjetter (arbejder- og soldaterråd) konkurrerede med regeringen om magten. I denne heksekedel af elendighed, opløsning og anarki slog Lenins kommunister til og ”rystede verden”*, da den første socialistiske stat rejste spørgsmålet, om der var et alternativ til liberalismen?

Når man taler om brud og kontinuitet i historie, kan det ofte være vanskeligt at påpege, at her slutter noget, mens noget andet begynder. Men om det 20. århundrede kan man hævde, at det starter med Den Russiske Revolution i 1917, og at det slutter med, at Sovjetunionens Kommunistiske Parti opløser sig selv i 1991. Nogle historikere taler derfor om ”Det korte 20. århundrede”**, fordi Den Russiske Revolution i 1917 satte gang i den kamp mellem ideologierne, som kom til at præge århundredet.

Vi opdeler ofte det 20. århundrede i Første Verdenskrig 1914-1918, Mellemkrigstiden 1919-1939, Anden Verdenskrig 1937-1945, Den Kolde Krig og Afkoloniseringen 1945-1990. Men man kan også se perioden som én lang konflikt. Versailles-freden efter Første Verdenskrig lagde kimen til Anden Verdenskrig, og nogle historikere betragter derfor perioden 1914-1945 som en ny ”30-års krig”, mens den grundlæggende ideologiske konflikt mellem liberalisme og socialisme, der blev affødt af den russiske revolution i 1917, udviklede sig til Den Kolde Krig efter 1945.

Den store økonomiske krise i 1930’erne, banede vejen for den ekstreme nationalisme og det nazistiske Tyskland, og fascismen repræsenterede * John Reed: ”Ten Days that Shook the World”, 1919 ** Eric Hobsbawm: ”Verdens Historie 1914-1994, Ekstremernes Århundrede”, Gyldendal 1997

108

IDEOLOGIERNES KAMP

fra 1933-45 et tredje ideologisk alternativ.

Første Verdenskrig førte til opløsningen af det russiske kejserdømme, af det tyrkiske Osmanniske Rige, af det østrig-ungarske kejserdømme og af det tyske kejserdømme. Mange nye europæiske nationer opstod på ruinerne af de tidligere kejserdømmer, og de nationale bevægelsers kamp og drømme blev til virkelighed, da den amerikanske præsident gjorde idéen om national selvbestemmelse til fokuspunkt i forbindelse med Versailles-freden. National selvbestemmelse gjaldt dog kun i Europa, og store dele af Det Osmanniske Rige blev til franske og engelske mandatkolonier. Senere i århundredet fortsatte denne opløsning af imperier med afkoloniseringen, hvor en række europæiske koloni-imperier blev opløst og en række nye stater opstod. I verdens historie markerer dette et brud med den moderne/industrielle periode 1750-1914. I den nyeste periode fra 1914 foregik en enorm vækst i antallet af stater i verden, hvilket tydeligt fremgår hvis man sammenligner kortene side 82-83 med kort side 168-169. Et andet kendetegn ved den nyeste periode var/er den udbredelse af den moderne/industrielle periodes oplysningstænkning og politiske ideologier, der kom til at påvirke hele verdens historie.

Den store økonomiske krise i 1930’erne satte demokratiet under pres. Den politiske kritik kom fra venstre i form af det socialistiske (kommunistiske) alternativ, og fra 1933 også fra højre i skikkelse af den fascistiske model. I slutningen af 1930’erne var kun ganske få lande demokratiske, og den fascistiske aggression betød, at Anden Verdenskrig kan opfattes som demokratiets eksistenskamp. Den fascistiske ekspansion medførte, at ideologiske fjender fandt sammen 1941-45 imod den fælles fjende.

Denne kunstige alliance imellem det liberalistiske England og USA og det kommunistiske Sovjetunionen brød da også sammen, da det nazistiske Tyskland var nedkæmpet. Herefter brød den klassiske ideologiske konflikt fra 1917 ud i Den Kolde Krig, der fra 1950 trak et blodigt spor efter sig i en lang række stedfortræderkrige i forbindelse med afkoloniseringen.

Oplysningstiden og industrialiseringen havde fostret de moderne ideologier, der var den moderne europæiske civilisations forskellige bud på, hvordan man indrettede samfund bedst. Men de ideologisk betingede konflikter og de gennemindustrialiserede samfund gjorde det 20. århundrede til ekstremernes århundrede. Aldrig er så mange mennesker blevet slået ihjel i så altomfattende krige.

IDEOLOGIERNES KAMP

Med udgangspunkt i den eneste socialistiske/kommunistiske stat forestiller tegneren sig her, hvordan Lenin gør hovedrent. Kejseren og adlen, militæret, kapitalisterne og præsterne ryger ud.

Tegneren forestiller sig, hvordan disse ”klassefjender” fjernes overalt af den internationale socialisme.

109

De europæiske stormagters internationale dominans blev efter Anden Verdenskrig afløst af de nye supermagter: USA og Sovjetunionens globale ambitioner. Det ideologiske alternativ til liberalisme blev endnu mere aktuelt og reelt, da Kina i 1949 blev kommunistisk. Nogle få lande med Indien i spidsen prøvede at holde sig fri af de to store alliancer. Den store magtkamp ebbede ud i 1980’erne, og Den Kolde Krig ophørte, da Sovjetunionen opgav at forsvare kommunismen i Østeuropa. Den store ideologiske krig sluttede med Murens fald i november 1989. De tidligere kommunistiske lande i Europa blev til mere eller mindre demokratiske stater med markedsøkonomi. I Kina havde Kinas Kommunistiske Parti genindført den private ejendomsret, indført markedsøkonomi, mens det slog hårdt ned på en demokratibevægelse på Den Himmelske Freds Plads i juni 1989. Den ideologiske konflikt, der prægede det korte 20. århundrede, havde udspillet sin uhyggelige rolle.

FØRSTE VERDENSKRIG 1914-1918 ”Giganternes fald” er titlen på en historisk roman fra 2010 om tiden op til, under og lige efter Første Verdenskrig.* Titlen er dobbelttydig. Den

Ken Follet: “Giganternes fald”, Gyldendal 2010

Færøerne (danske)

NORGE

Shetlands Øerne Orkney Øerne

Centralmagternes fremrykning STORBRITANNIEN

Köln Frankfurt

München Wien TRENSCHWEIZ TINO Caporetto

GALIZIEN 191

ØSTRIGUNGARN

Kharkov

Astrakan Sevastopol

Ankara O

kt DET .1 OSMANNISKE 917 RIGE

PERSIEN

ne

Tunis TUNIS

n

ALGIER

ba

Tanger

ad

Sicilien

Gibraltar (engelsk)

RUSLAND

Kiev

Budapest 4-1 19 Lyon 191 5 ISONZO 1917-18 Bordeaux RUMÆNIEN BOSNIEN Toulouse Marseille ITALIEN Sarajevo SERBIEN 27/8-1916 Biarritz Monaco BULGARIEN Rom MONTENEGRO Andorra Sofia Corsica Portugal 14/10-1915 23/5-1915 ALBANIEN SPANIEN 1916-18 ThessaNapoli lonike Sardinien Madrid Lissabon Gallipoli Kekira GRÆKENBalearerne LAND Sevilla

Malta (br.)

MAROKKO

Middelhavet

Kreta (græsk)

Rhodos (Italiensk)

Me

Kypern (engelsk)

Damaskus

so

po

tam

ien Dec.

Bagdad

9 17

1

LIBYEN

Jerusalem Gaza Cairo PALÆSTINA Suez ÆGYPTEN Alexandria

c. 1917 De

Tripolis

110

Praha

gd

Havområder, hvor tyskerne 1917 erklærede U-bådskrig

Warszawa

Dresden Brest-Litovsk

8 91

Teheran

Berlin

Ba

Stater, der var neutrale under hele krigen

FRANKRIG

TYSKLAND

Moskva

r et 1 forå

Neutrale stater, der senere (årstallet) sluttede sig til de Allierede

Paris

Danzig Tannenberg

Kiel

5 4-1

De Allierede

BELGIEN

Atlanterhavet

491 1 8 v. 1 19 No ar ts m

Neutrale stater, der senere (årstallet) sluttede sig til Centralmagterne

HOLLAND

Riga

onten

Dokkerbanke 24/1-1915

Manchester Lonndon

Petrograd

Dagø

Øsel errak Göteborg Skag Jylland DANMARK 31/5-1916 øen København Østers

Scapa Flow

Dublin

Centralmagterne

Stockholm

Østfronten oktober 1 9 17

Edinburgh

Helsingfors

Østfr

Grænse for denne fremrykning

Kristiania

FINLAND SVERIGE

1914

Europa under den første verdenskrig 1914-18

16

*

ARABIEN

IDEOLOGIERNES KAMP

hentyder dels til de store imperier, Tyskland, Østrig-Ungarn, Rusland og Det Osmanniske Rige, der alle gik i opløsning under og lige efter krigen, og hentyder også til, at aristokratiet, højadelen, her omsider udspillede sin politiske rolle.

Det var nationalisme, der blev tændsatsen til katastrofen. Nationalismen, der var barn af Den Franske Revolution, blev tiltagende populær i løbet af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet. De nationale bevægelser blev undertrykt i det multinationale østrig-ungarske imperium. Ungarn havde fået en vis selvstændighed i 1866, da dobbeltmonarkiet blev skabt, men polakker, tjekker, slovakker m.fl. ønskede national selvstændighed. Bosnien var under Østrig-Ungarn, der opretholdt en stor militær styrke i landet. Men stærke kræfter i Serbien arbejdede på at indlemme de serbiske dele af Bosnien i et Stor-serbien. Da den østrig-ungarske tronfølger i juni 1914 besøgte Sarajevo blev han og hans kone dræbt af en serbisk-bosnisk terrorist. Østrig stillede Serbien et ultimatum, som landet ikke kunne acceptere, og det satte gang i en proces, der i løbet af en måned kastede de store europæiske lande ud i Den Store Krig, der var godt forberedt.

DE STORE ALLIANCER Frem til Første Verdenskrig var international politik domineret af 6-7 europæiske stormagter, og man taler om et multipolært scenarie, hvor de store europæiske lande stod stejlt over for hinanden i Europa og i kapløbet om kolonierne. Det var tæt på at komme til krig mellem England og Frankrig på grund af begge landes interesser i Afrika, og Tyskland udfordrede England ved en massiv flådeoprustning. På den ene side opstod ”Tripelalliancen” mellem Tyskland, Østrig-Ungarn og Italien. På den anden side stod ”Ententen”, der var en alliance mellem Frankrig og Rusland, der kunne true Tyskland med tofrontskrig. Denne alliance blev bakket op af England, der arbejdede for en magtbalance på det europæiske kontinent. Imidlertid havde den tyske hær en plan for, hvordan Tyskland kunne vinde en tofrontskrig.

Da helvede brød løs, svigtede Italien Tripelalliancen og gik i 1915 ind i krigen på Ententens side, da man havde fået et bedre tilbud. Imidlertid gik Det Osmanniske Rige ind i krigen på Tysklands og ØstrigUngarns side, da imperiet havde kontroverser med Rusland og England. Denne alliance blev omtalt som Centralmagterne.

IDEOLOGIERNES KAMP

OPGAVE Alliancernes automatik fører til Første Verdenskrig.

Serbien: ”Hvis du rører mig, så ...” Østrig-Ungarn: ”Hvis du rører dig, så ...”

Rusland: ”Hvis du slår den der lille fyr, så ...”

Tyskland: ”Hvis du slår min ven, så ...”

Frankrig: ” Hvis du slår ham , ...”

England: ”Hej hej, hvis I fyre ....”

• Prøv at redegøre for, hvordan alliancernes automatik førte til Den Store Krig. Diskutér hvilke årsager, der var til krigen, og hvorfor dette til stadighed kan diskuteres.

111

DEN TOTALE – INDUSTRIELLE – KRIG Da krigen brød ud i august 1914 blev nyheden mødt med begejstring i nogle af de europæiske hovedstæder. Politikere og generaler troede, at netop deres hær hurtigt ville sejre. Men Første Verdenskrig skulle vise de industrielle samfunds dødbringende potentiale. Generaler fører altid krig på baggrund af erfaringer fra sidste krig. Og i 1914 var det angrebskrig. Men nye automatiske våben gjorde frontale angreb til det rene selvmord. Derfor endte fronten under Første Verdenskrig som en stillingskrig, hvor parterne gravede sig ned i skyttegrave over for hinanden.

Med regelmæssige mellemrum forsøgte den ene eller den anden part et fremstød, hvor de kastede i 100.000-vis af soldater ind i offensiver, der blev mejet ned af automatvåben. For at bryde stillingskrigen begyndte parterne at anvende giftgas. Men det gjorde ikke nogen forskel. Englænderne udviklede kampvogne, men de var langsomme og klodsede og ændrede heller ikke noget. Til søs brugte tyskerne ubåde, der sænkede handelsskibe på vej mod England. Og da Tyskland i begyndelsen af 1917 gik over til den uindskrænkede ubådskrig, hvor de også angreb neutrale landes skibe, gik USA ind i krigen på Englands og Frankrigs side. USA havde på det tidspunkt længe lånefinansieret den engelske krigsindsats og havde ikke råd til at se Ententen tabe.

EUROPA UNDER FØRSTE VERDENSKRIG Første Verdenskrig kom til at vare så lang tid, at det blev til en ”total krig”, hvor de krigsførende landes mål og politik i alle sammenhænge blev underordnet krigens umættelige behov. Millioner af mænd gjorde tjeneste ved fronten, og industriproduktionen blev omstillet til at tjene de militære styrkers enorme forbrug. I England og USA kom kvinderne i stor udstrækning ud på arbejdsmarkedet og udfyldte mænds job i industrien. Og de liberalistisk indstillede regeringer så sig nødsaget til at iværksætte planøkonomi for at opfylde militærets behov. Første Første Verdenskrig blev ikke udkæmpet i Tyskland, Verdenskrig rystede den gamle verdens grundvold, og medierne i Tyskland bragte i lang tid optimistiske svækkede udviklingsoptimismen og lagde grunden beretninger om krigens gang. Efter krigen og den meget omkostningsfulde fred opstod der i Tyskland til enden på Europas globale dominans. den såkaldte ”Dolkestødslegende”, der hævdede Den Første Verdenskrig blev ikke vundet på slagat Tyskland ikke havde tabt krigen, men var blevet forrådt af egne forrædere. marken, men af industrien. Tyskland havde omkring år 1900 overhalet England som Europas førende in• Diskuter hvorfor denne fortolkning af begivenhederne var populær i årene efter krigen. dustrielle stormagt, og Centralmagternes industrielle • Læs mere om ”Dolkestødslegenden” og hvilken formåen overgik, hvad England og Frankrig tilsambetydning den fik. Diskuter på den baggrund hvordan men kunne præstere. Men da USA med sin enorme fortolkninger af fortidige begivenheder kan bruges industri gik ind i krigen i april 1917, var det kun et politisk i samtiden. spørgsmål om tid, før balancen tippede til fordel for

OPGAVE

112

IDEOLOGIERNES KAMP

Entente-magterne. Derfor måtte de tyske generaler bede om våbenstilstand i november 1918.

SOCIALISMEN OG DEN RUSSISKE REVOLUTION 1917 Den socialistiske bevægelse havde lige fra begyndelsen været i splid med sig selv. Der opstod fløje i bevægelsen, som alle kæmpede for et klasseløst samfund, men som ville hver sin vej til målet. I takt med demokratiseringen i Europa fik socialistiske partier valgt medlemmer til parlamenterne. Samtidig blev fagforeningerne lovliggjort og anerkendt som forhandlingsparter på arbejdsmarkedet. Derfor nåede flertallet i den socialistiske bevægelse frem til idéen om at omforme samfundet ved hjælp af det parlamentariske system.

Derimod mente kommunisterne, at man kun kunne ændre det bestående samfund ved at tage magten ved en revolution. Uenigheden om den rigtige vej til et socialistisk samfund gennemsyrede den socialistiske bevægelse i begyndelsen af 1900-tallet. Men det var først, da det lykkedes Lenins kommunister at tage magten i Rusland i november 1917, at det kom til en splittelse i den socialistiske bevægelse. Det medførte, at de socialistiske partier i den vestlige verden blev delt i en revolutionær fløj (kommunister) og en reformfløj (socialdemokrater).

Lenins kommunister levede op til den russiske befolknings ønske og sluttede (en ydmygende) fred med Tyskland. Den nye kommunistiske stat blev angrebet af de såkaldt hviderussiske styrker, der bekæmpede kommunisterne. Samtidig blev den nye stat angrebet fra nord, syd og øst af styrker fra England, Frankrig, USA og Japan, der alle anså den Lenin taler til masserne under Den Russiske Revolution i 1917.

IDEOLOGIERNES KAMP

113

kommunistiske stat som en ideologisk trussel. Men kommunisternes nyoprettede Røde Hær imødegik truslerne, og i 1920 havde revolutionen sejret.

Marx havde talt om, at arbejdere i alle lande skulle forene sig. Revolutionen var tænkt som verdensomspændende. Og i forlængelse af kaos efter afslutningen på Første Verdenskrig forsøgte arbejder- og soldaterråd at tage magten i Tyskland og Ungarn i 1919. Men disse forsøg på revolution blev slået ned af systembevarende kræfter, og Rusland, der var blevet til Sovjetunionen (Sammenslutningen af Socialistiske Sovjet Republikker), forsvarede nu revolutionen i et land. I 1920 oprettede man Komintern (Kommunistiske Internationale). De kommunistiske partier var at forstå som celler i en verdensomspændende kommunistisk bevægelse under ledelse af det kommunistiske parti i Sovjetunionen.

Kommunisternes succes i Rusland skabte et samfund, der blev regeret efter ideologiske principper, der stod i modsætning til den liberalistiske tankegang, der var udbredt i Vesteuropa og USA. Det kommunistiske Sovjetunionen stod internationalt isoleret i mellemkrigstiden, mens de kommunistiske partier andre steder blev opfattet som en trussel imod det liberale demokrati. Så kimen til en konflikt (kold krig) blev lagt i samme nu, som kommunisterne viste, at deres ideologi udgjorde et reelt alternativ til liberalismen. Derfor blev 1900-tallets vigtigste konflikt den ideologiske kamp imellem liberalisme og socialisme, navnlig i skikkelse af kommunisme. Den store depression i 1930’erne resulterede dog i, at denne 1900-tallets grundlæggende konflikt for en tid blev overskygget af konflikten imellem på den ene side fascismen og nazismen og på den anden side liberalismen og kommunismen.

Efter 1945 blev flere lande kommunistiske, og indtil omkring 1970’erne så det ud til, at kommunismen udgjorde et reelt alternativ til liberalismen. Det store historiske eksperiment med at skabe kommunistiske samfund, der kom til at dominere verdens historie fra 1920 til 1990, sluttede, da de kommunistiske samfunds planøkonomi ikke kunne klare sig i konkurrence med det private initiativ og den frie konkurrence.

VERSAILLES-FREDEN Fredskonferencen efter Første Verdenskrig blev domineret af Frankrig, England og USA. Den amerikanske præsident Woodrow Wilson havde udfærdiget 14 punkter, som skulle danne udgangspunkt for en fredeligere verden. Men der var ikke tale om forhandling. De besejrede parter havde ikke noget at skulle have sagt. Tyskland blev gjort eneansvarlig for krigen, og Frankrig fik grænseområdet Alsace-Lorraine tilbage. Samtidig forlangte Frankrig en enorm krigsskadeerstatning af Tyskland, og Versailles-freden gik entydigt ud over Tyskland og dets allierede. Tyskland mistede landområder til Frankrig, Polen og Danmark. Det blev idømt en

114

IDEOLOGIERNES KAMP

astronomisk krigsskadeserstatning. Det måtte underkaste sig en lang række andre restriktioner og blandt andet kun have en professionel hær på 100.000 mand.

• Undersøg påstanden om, at Tyskland var Østrig-Ungarn blev opløst. Østrig blev til et ganeneansvarlig for krigen og inddrag gerne nyere værker om Første Verdenskrig, der har andre ske lille land, og imperiet blev til en række nye nafortolkninger af årsagerne til krigsudbruddet. tionalstater: Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn, Jugoslavien. Det Osmanniske Rige gik i opløsning, men de arabiske områder, der var blevet stillet national selvbestemmelse i udsigt mod at hjælpe englænderne imod Det Osmanniske Rige, blev snydt, da England og Frankrig delte områderne imellem sig. Det centrale tyrkiske område formåede at holde stormagterne i skak og slå Grækenland. Den græsk-tyrkiske krig medførte store folkeflytninger af etniske grækere fra Lilleasien til Grækenland og af etniske tyrkere den anden vej. Og i 1923 skabte den tyrkiske general Mustafa Kemal den verdslige, muslimske stat Tyrkiet og blev hædret med tilnavnet Atatürk, der betyder ”tyrkernes far”.

Det russiske kejserdømme gik i opløsning i 1917. Men kommunisterne holdt sammen på det territorium, der havde udgjort det russiske imperium. Frankrig, England og Belgien delte de tyske kolonier i Afrika, mens Japan, der havde støttet de allierede, overtog en lille tysk besiddelse i Kina. Den amerikanske præsidents havde taget initiativ til, at folkenes nationale selvbestemmelse (i Europa) skulle danne baggrund for en varig fred. Man mente, at de etnisk-nationale konflikter havde været årsag til krigen og støttede dannelsen af nationalt homogene stater. USA tog også initiativ til oprettelsen af Folkenes Forbund (en slags forløber for FN). Men da den amerikanske præsident ikke kunne overtale kongressen til at stemme for et amerikansk globalt engagement, vendte USA tilbage til den isolationisme, der allerede var formuleret i Monroedoktrinen fra 1823.

• Undersøg baggrunden for Monroe-doktrinen, og find ud af, hvad USA ønskede at opnå ved denne politik.

Versailles-freden skabte en række nye nationalstater med problematiske etniske mindretal. Freden skabte også et Tyskland, der ville have hævn. I Kina, der også havde deltaget i krigen på Englands og Frankrigs side, kom det til store uroligheder, da Japan overtog det tidligere tyske område i Kina. Og Den Store Krig havde været en så gruopvækkende oplevelse, at franske og engelske politikere i slutningen af 1930’erne strakte sig lang for at undgå endnu en krig. Det har været diskuteret om Anden Verdenskrig kunne have været afværget, hvis England og Frankrig tidligt havde konfronteret Hitler og ikke var slået ind på den såkaldte eftergivenhedspolitik. I bagklogskabens klare lys kunne det godt se sådan ud, men historien opleves, mens den foregår, mens den forstås, analyseres og fortolkes bagefter.

OPGAVE

OPGAVE

IDEOLOGIERNES KAMP

115

BEGYNDELSEN TIL ENDEN PÅ DEN EUROPÆISKE DOMINANS I 1918 udgav en tysk filosof bogen: ”Der Untergang des Abendlandes”.

På engelsk kom den til at hedde: ”The Decline of the West” og i dansk oversættelse fra 1962: ”Vesterlandets undergang”.* Han gjorde op med det eurocentristiske historiesyn, da han inddelte historien i otte højkulturer. Han mente, at disse kulturer fuldt udfoldede udgjorde civilisationer. Og han mente, at civilisationer gennemløb et organisk kredsløb over forår, sommer, efterår og endelig vinter. Abendland betyder aftenland – der hvor solen går ned. Første Verdenskrig havde overbevist ham om, at den moderne, vestlige, europæisk- amerikanske civilisation var under pres. Han mente, at demokratiet var til fordel for de rige, og at denne styreform ville blive erstattet af regeringer, domineret af stærke ledere.

Første Verdenskrig var en traumatisk oplevelse, men det var vanskeligt at se, at den skulle blive begyndelsen til enden på Europas globale dominans. USA blev ikke medlem af Folkeforbundet, som var dødfødt fra start, og der skulle endnu en verdenskrig til, før det stod klart, at de gamle europæiske stormagter havde udspillet deres globale rolle. De kom efter 1945 til at stå over for supermagterne USA, der dominerede verdensøkonomien, og Sovjetunionen, der repræsenterede et ideologiskpolitisk alternativ til den kapitalistiske økonomi og det pluralistiske demokrati.

HVOR SEJREDE REVOLUTIONEN IKKE? I 1917, da krigen havde varet i tre år, kom det til protester i England, Frankrig og Tyskland imod krigens meningsløse massemyrderi. Soldater nægtede at adlyde ordrer, og der var omfattende demonstrationer. De borgerlige regeringer i disse lande frygtede næsten revolutionen mere end fjenden. De stillede derfor befolkningerne en række velfærdsydelser i udsigt og formåede at koncentrere sig om krigen. I løbet af 1920’erne fik de reformvenlige arbejderpartier andel i magten i Europa, og fagforeningerne tilkæmpede sig en 8-timers arbejdsdag og forbedrede løn og arbejdsvilkår.

Karl Marx havde i midten af 1800-tallet forudsagt, at kapitalismen ville medføre, at to klasser med antagonistiske (modsatrettede) interesser ville komme til at stå så stejlt overfor hinanden, at det ville ende med revolution. Men i takt med at fagforeningerne blev lovlige, og i takt med at de socialistiske partier fik indflydelse, blev arbejdernes vilkår mærkbart forbedret. De liberale regeringer indstillede sig under og efter Første Verdenskrig på et samarbejde med den organiserede demokratiske *

116

Oswald Spengler: ”Vesterlandets undergang”, Aschehoug 1962

IDEOLOGIERNES KAMP

arbejderbevægelse. De moderne industrielle samfund skabte en middelklasse, der ville demokratiet.

FASCISME, NAZISME, KOMMUNISME Demokratiet var omkring 1920 i langt de fleste lande meget nyt og skrøbeligt. Og det kom i mellemkrigstiden under pres fra det kommunistiske venstre og fra det yderste højre. Den alvorligste trussel kom fra højre. Der var fascistiske partier i alle europæiske lande, og de havde indflydelse i Portugal, Rumænien, Østrig, Ungarn og fra 1936 i Spanien. Men i Italien og Tyskland overtog fascistiske partier regeringsmagten alene.

Italien var på sejrherrernes side i krigen, men den havde haft store omkostninger. Efter krigen var der i Italien omfattende strejkebølger, mens ustabile regeringer afløste hinanden. I 1922 organiserede lederen af et nyt fascistisk parti Benito Mussolini ”Marchen mod Rom”, og handlingslammede parlamentarikere bad Mussolini om at danne regering. I januar 1925 afskaffede han demokratiet og indførte den fascistiske et-parti stat med sig selv som Il Duce, føreren. Den fascistiske stat var ekstremt nationalistisk. Det enkelte individ skulle opfattes som en celle i nationens organisme og ofre sig i nationens tjeneste. Kvinderne skulle blive hjemme ved kødgryderne og føde børn.

Fagforeningerne blev forbudt, og arbejdsmarkedet organiseret kooperativt. Der blev skabt et antal brancheforeninger, hvor arbejderen på gulvet havde de samme interesser som direktøren i toppen – de var alle italienere. Fascismen var imod liberalisme og det pluralistiske demokrati, som blev opfattet som svagt, og fascisterne nærede foragt for ideen om, at almindelige mennesker skulle have politisk indflydelse.

Samtidig var fascismen også imod socialismen og kommunismen, da man også foragtede denne lighedsfilosofi. Fascismen var også imperialistisk, fx drømte Mussolini om at gøre Middelhavet til Mare Nostrum, vores hav, ligesom det havde været under Romerriget.

I Tyskland fik fascisterne, som her kaldte sig nazister, først vind i sejlene, efter at depressionen havde gjort 6 mio. mennesker arbejdsløse. NSDAP (Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei) blev skabt

IDEOLOGIERNES KAMP

Det fascistiske Italiens flag.

Den nazistiske tyske ørn med det ikonografiske svastikasymbol.

Symbol på den kommunistiske internationale, Komintern.

117

i 1920. Adolf Hitler, der tidligt var blevet leder af NSDAP, ville i 1923 under en alvorlig økonomisk krise gentage Mussolinis kunststykke og forsøgte at organisere en march imod Berlin. Dette såkaldte ”Ølstuekup” blev en fiasko. Hitler kom i fængsel, men fik tid til at skrive en bog, der senere blev en bestseller. Men det var først depressionen, der gav partiet rigtig mange stemmer. 30. januar 1933 kunne Hitler danne en koalitionsregering. Nazisterne manipulerede med det skrøbelige tyske demokrati, og i løbet af et halvt år havde de forbudt kommunisterne, trynet socialdemokraterne og indført en diktatorisk førerstat. Et land, et folk, en fører. Det handlede om et tysk Tyskland for tyske tyskere. Nationalsocialisterne havde oprindeligt haft socialistiske mærkesager rettet imod kapitalismen, men da de kom til magten, gik de i alliance med det store erhvervsliv og afskaffede fagforeningerne. Den tyske fascisme var også imperialistisk og krævede Lebensraum (større territorium) til det tyske folk. Den tyske fascisme adskilte sig fra sin italienske inspirationskilde ved sit raceprogram, som skulle føre til Holocaust.

I mellemkrigstiden blev Sovjetunionen af kommunister i Vesteuropa opfattet som et spændende alternativ til liberale og fascistiske regeringer.

Efter revolutionen blev den private ejendomsret afskaffet, og regeringen satte gang i en hurtig industrialisering og forbedrede efter de første hårde år forholdene for den brede befolkning. Kommunisterne talte om proletariatets (arbejderklassens) diktatur, da de opfattede det liberale demokrati som borgerskabets diktatur. Alle borgere havde del i ejendomsretten, og derfor omtalte de kommunistiske lande efter Anden Verdenskrig sig selv som folkedemokratier.

Men det kommunistiske et-parti styre udviklede sig til et diktatorisk samfund, hvor partimedlemmer var mere lige end andre. Den forcerede industrialisering under Stalin efter 1929 og landbrugets tvangskollektivisering havde enorme menneskelige omkostninger. Og fra midten af 1930’erne begyndte en massiv bølge af udrensninger. I tusindvis af revolutionens pionerer blev anklaget for og tilstod forbrydelser imod staten ved skueprocesser (iscenesat rettergang). Disse ”samfundsfjender” blev i stor stil henrettet eller måtte henslæbe deres liv i et omfattende fangelejrsystem. Det enkelte individ var i den kommunistiske stat en celle i statens organisme, og individet måtte i et og alt underkaste sine interesser statens behov.

Fascismen i Italien og Tyskland og kommunismen i Sovjetunionen udviklede sig til diktaturer. Man kalder det totalitære systemer. De havde det til fælles, at individet var underordnet henholdsvis nationen og staten, og at de betjente sig af vold som et legitimt politisk kampmiddel. En del af forklaringen på nazisterne succes i Tyskland var det anspændte forhold imellem de to store arbejderpartier: socialdemokrater og kommunister. Siden den russiske revolutions sejr havde Komintern prædiket, at socialdemokratiet var den største klassefjende, der havde misforstået den rette vej til socialisme. Først efter at Hitler var kommet

118

IDEOLOGIERNES KAMP

til magten, ændrede Komintern politik. Nu skulle alle antifascistiske partier stå sammen i en Folkefront imod fascisme.

KRISEN I 1930’ERNE I oktober måned 1929 faldt kurserne på amerikanske aktier drastisk, og det skabte panik. Den amerikanske økonomi var usund. Efterspørgslen kunne ikke følge med en stadigt stigende produktion, da der ikke var nogen særlig stor middelklasse i USA. Men mange forsøgte at springe på vognen, mens økonomien buldrede derudad i 1920’erne, og de havde spekuleret i aktier. Aktiekurserne var blevet kunstigt høje, og boblen brast. Folk forsøgte at sælge deres aktier til stadig lavere kurs, og det satte en nedadgående spiral i gang. Mange virk• Prøv at undersøge forskellige årsagsforklaringer somheder gik konkurs og lukkede, mens andre indpå Wall Street krakket og den efterfølgende krise.

Undersøg årsagerne til den økonomiske krise fra skrænkede produktionen og fyrede arbejdere. Mange 2008, og foretag en sammenligning, hvilke forskelle af de banker, der havde lånt folk penge til at købe og ligheder er der? aktier for, gik konkurs. Arbejdsløsheden i USA kom op på omkring 17 mio. mennesker, og omfattede omkring en tredjedel af arbejdsstyrken.

Verden var allerede globaliseret i økonomisk forstand, og det viste sig hurtigt, hvor stor økonomisk betydning USA havde, da den amerikanske krise blev international. De amerikanske banker, der havde ydet europæiske banker betydelig lån, trak nu disse lån tilbage, og alle lande reagerede med protektionistiske forholdsregler. (Man hævede toldsatser for udenlandske produkter for at beskytte egen industri og egne arbejdspladser). Det resulterede i en drastisk nedgang i verdenshandlen, der over tre år blev reduceret til en tredjedel af, hvad den havde været i

OPGAVE

Arbejdsløsheden var enorm i USA i 1930’erne

IDEOLOGIERNES KAMP

119

NANKING-MASSAKREN Q Da japanerne indtog den gamle kinesiske hovedstad Nanking, foranstaltede de et grusomt folkemord. De japanske tropper gik i december 1937 og januar 1938 amok i en blodrus og myrdede omkring 300.000 afvæbnede kinesiske soldater og civile. Der verserer to forklaringer på japanernes ekstreme overgreb på civile kinesere. Japanerne mente at have en civilisatorisk mission over for andre asiatiske folk, og de opførte sig som et herrefolk overfor

Nogle japanske officerer dystede om, hvem der dræbte flest kinesere. I Nanking dræbte japanske soldater afmønstrede kinesiske soldater og civile på alle mulige bestialske måder som fx ved halshugning.

den besejrede kinesiske befolkning, som de foragtede. Samtidigt foragtede de japanske soldater de kinesiske soldater, for de have givet op for let. Den anden forklaring på de japanske troppers bestialske gerninger går på, at de japanske soldater i militæret måtte udstå ufattelige ydmygelser fra deres officerer.

Nu havde de mulighed for hævn og tilfredsstillelse.

Episoden var længe ukendt i vesten, til trods for at en lille håndfuld vestlige missionærer m.fl. blev i Nanking og medvirkede til at redde over 100.000 kinesere fra japanernes slagteri. Den mest fremtrædende af disse var John Rabe, en tysk nazist, der i dag opfattes som Kinas Oscar Schindler. ”Nanking-massakren”* kom for krigsforbrydertribunalet i Tokyo i 1945. USA lod afholde rettergang over japanske krigsforbrydere, efter at Japan havde kapituleret. Et beskedent antal officerer blev anklaget for meddelagtighed i folkemordet, men kun ganske få officerer blev dømt. Den amnesti, som amerikanerne havde tilbudt den japanske kejser og hans familie ved Japans overgivelse, forhindrede en tilbundsgående undersøgelse. Q *

Iris Chang: The Rape of Nanking, NY 1997

1929. I Japan reagerede en kriseramt regering ved at indtage den rige kinesiske provins Manchuriet i 1931, og i Tyskland banede krisen vejen for Hitler. I USA kom F.D. Roosevelt til magten i marts 1933. Han var gået til valg på New Deal. I modsætning til sin republikanske og liberalistiske forgænger, mente demokraten Roosevelt ikke, at krisen var et økonomisk sundhedstegn, og at den ville gå over af sig selv. Derfor mente han med New Deal, at staten måtte gribe ind for at afhjælpe konsekvenserne for de mange arbejdsløse og farmere, der måtte gå fra hus og hjem.

120

IDEOLOGIERNES KAMP

Han iværksatte omfattende offentlige arbejder og forsøgte ved en keynesiansk politik at sætte gang i udviklingen ved at overbudgettere. Staten skulle i en overgangsperiode bruge flere penge, end den tjente, for at kickstarte økonomien. Når så økonomien var kommet i omdrejninger, kunne staten tage det ind, som den havde givet ud. Republikanske kræfter i USA forsøgte at bekæmpe Roosevelts planøkonomiske tiltag, som de mente stred imod den amerikanske forfatnings ånd. Det lykkedes Roosevelt at dæmme op for krisen, men der var ikke tale om nogen mirakelkur, og arbejdsløsheden var fortsat høj indtil 1940’erne.

Konsekvenserne af 1930’ernes krise kan ikke overdrives. Bortset fra i det isolerede kommunistiske Sovjetunionen satte depressionen sine spor overalt på kloden. Den verdensomspændende krise gav anledning til debat om det kapitalistiske systems muligheder for at overleve. Lige siden den engelske industrielle revolution havde man været opmærksom på fluktuationer i økonomien. Perioder med høj økonomisk vækst blev afløst af perioder med lav vækst. Højkonjunkturer blev afløst af lavkonjunkturer. Økonomer forsøgte at se mønstre i økonomiens op og nedture.

De talte om, hvorvidt disse mønstre gentog sig selv med regelmæssige mellemrum. Var der tale om konjunkturer af en bestemt varighed? Og hvor længe varede så henholdsvis høj- og lavkonjunktur? Men økonomi er ikke nogen eksakt videnskab, og krisen i 1930’erne havde et hidtil uhørt omfang. Samtidig var det tankevækkende, at det kommunistiske Sovjetunionen i samme periode var inde i en vækstperiode. Var der alligevel, som Marx havde ment, en indbygget krise i det kapitalistiske samfund, som ville føre til dets kollaps?

JAPAN ANGRIBER KINA 1937 I europæisk historie lader vi Anden Verdenskrig starte med Tysklands angreb på Polen 1. september 1939, men set med globale briller starter den verdensomspændende krig med Japans angreb på Kina i efteråret 1937. Fra 1927 havde Guomindang (nationalistpartiet) haft magten i det meste af Kina.

Men Kina var svækket af intern splittelse. Kinesiske kommunister kontrollerede et område i det sydlige • Undersøg, hvad ”Den Lange March” dækker over, og hvad den betyder for Kinas Kommunistiske Parti.

Kina, men blev forfulgt og forsøgt nedkæmpet under ”Den Lange March” 1934-35*. Så Kina stod svagt, da det teknologisk overlegne Japan nedkæmpede de kinesiske styrker på få måneder og besatte det østlige Kina. Den kinesiske regering måtte i 1938 evakuere til den fjerne by Chongqing, der ligger dybt inde i Kina.

Japanerne besatte ikke hele Kina, dertil var landet for stort. I de be-

OPGAVE

*

Edgar Snow: Red Star over China, NY 1939, Dansk udgave: Rød stjerne over Kina, Pax 1976

IDEOLOGIERNES KAMP

121

satte områder oprettede de en marionet-regering, men krigen fortsatte på lavere blus dybt inde i Kina. Japanerne kontrollerede de store byer på kysten, men stod svagt ude på landet. Det var først, da Kina efter Pearl Harbour december 1941 var blevet en af de allierede og modtog massiv amerikansk militær støtte, at de kinesiske styrker kunne sætte modoffensiver i gang. Når man hører om Anden Verdenskrig i Asien, fokuseres der på amerikanernes krig imod Japan i Stillehavsområdet, mens japanerne i virkeligheden led langt større tab på den kinesiske front 1937-1945.

ANDEN VERDENSKRIG 1939-45 Tyskland angreb Polen 1. september 1939 og indledte dermed Anden Verdenskrig i Europa. Sejrherrerne fra Første Verdenskrig havde set til, mens Hitler fra 1933 overtrådte Versailles-traktatens bestemmelser en efter en. Nazisterne havde indlemmet Østrig i Det Tredje Rige i 1938, og efter en stormagtskonference i München med deltagelse af England, Frankrig, Italien og Tyskland fik Tyskland en del af Tjekkoslovakiet i november 1938. Resten tog de i marts 1939. Det fik Frankrig og England til at stille en garanti for Polens uafhængighed. Så da Tyskland invaderede Polen, erklærede Frankrig og England krig. Det nazistiske Tyskland havde i august 1939 overraskende indgået en venskabspagt med sin dødsfjende Sovjetunionen, og da Tyskland havde indtaget det vestlige Polen, besatte Sovjetunionen den østlige del af landet.

Den 9. april 1940 angreb Tyskland Danmark og Norge. Danmark overgav sig straks, mens Norge forsvarede sig nogle måneder, mens landet blev støttet af Frankrig og England. I maj 1940 angreb Tyskland Holland, Belgien og Frankrig. Og i slutningen af juni var selv Frankrig besejret.

I sensommeren 1940 forsøgte Tyskland i The Battle of Britain at bombe England til overgivelse, men uden held. Mussolinis Italien havde i 1939 besat Albanien, og Hitlers allierede, der var vidne til de store tyske erobringer, indledte sin egen erobringspolitik ved i midten af 1940 at angribe det britisk kontrollerede Egypten. Senere i 1940 angreb Italien Grækenland. Men begge steder kom italienerne i defensiven, og Hitler måtte først komme sin allierede til hjælp i Nordafrika. I begyndelsen af 1941 måtte Tyskland hjælpe italienerne i Grækenland og indtog det daværende Jugoslavien på vejen.

Mussolinis uheldige offensiver var ikke koordinerede med Hitlers krigsplaner og fik store konsekvenser for den tyske krigsførelse. De forsinkede ”Opera• Find og undersøg forskellige opgørelser, tabeller og grafer over militære og civile tabstal under Anden tion Barbarossa”. Den 22. juni 1941 angreb omkring Verdenskrig på internettet (søg fx på “tabstal+Anden 4.5 mio. tyske tropper Sovjetunionen over en 2900 Verdenskrig” og “casualties+World War II”). Hvorfor kilometer lang front i verdenshistoriens største ofvarierer tabstallene og hvad kan vi bruge denne statistik til at belyse. fensiv. Tyskerne trængte hurtigt frem til Leningrad og Moskva, men offensiven gik i stå i den russiske vin-

OPGAVE

122

IDEOLOGIERNES KAMP

Europa under Anden Verdenskrig.

Internationale grænser 1939 Aksemagterne 1. sept. 1939 Tyske erobringer dec. 1939 Erobret af aksemagtene dec. 1940 Erobret af aksemagtene dec. 1941 Erobret af aksemagterne nov. 1942 Allierede områder nov. 1942 Vichy-Frankrig Neutrale lande Fremstød fra aksemagterne Maginot-linje

Finland Norge Leningrad

Sverige Estland

Storbritannien Irland

Holland Belgien

Sovjetunionen

Letland Litauen ØstPreussen

Danmark

Tyskland

Moskva

Stalingrad

Polen

Böhmen Slovakiet Østrig Ungarn Schweiz Rumænien

VichyFrankrig

Jugoslavia Bulgarien

Italien Albanien

Spanien

Tyrkiet

Portugal Hellas Sp. Marokko Marokko

Tunis

Syrien

Algeriet Libyen

El Alamein

Irak Palæstina Transjordanien Egypten

ter. Tyskerne havde nedkæmpet både Polen og Frankrig i den moderne Blitzkrieg, hvor en hurtig motoriseret fremrykning kombineret med luftherredømme paralyserede modstanderen og gjorde en meget hurtig erobring mulig, men Sovjetunionen var et meget stort land.

Allerede før USA blev inddraget i krigen mødtes den engelske premierminister Winston Churchill med den amerikanske præsident Roosevelt på et krigsskib i Atlanterhavet i august 1941. USA var ligesom under Første Verdenskrig med til at låne-finansiere Englands krigsdeltagelse og interesserede sig for, hvordan verden skulle se ud, når der blev fred. De to toppolitikkere blev enige om Atlanterhavs-erklæringen, der var imod territorielle erobringer og vendte sig imod aggressive stater, mens den fokuserede på frihandel. Samtidig anbefalede erklæringen også selvstyre til de, der var frarøvet dette. Dette punkt fik betydning for afkoloniserin-

IDEOLOGIERNES KAMP

123

gen. England betjente sig som under Første Verdenskrig massivt af tropper fra kolonierne. Disse lagde mærke til den amerikanske præsidents opbakning til selvstyre.

I december 1941 angreb Japan den amerikanske flådebase Pearl Harbour, og USA gik i krig imod Japan. Tyskland erklærede herefter USA krig, og den totale verdenskrig var en realitet. USA og England samarbejdede allerede. Der blev etableret kontakt til Sovjetunionen og andre stater, der ville bekæmpe fascismen i Europa og japansk militarisme i Asien. De kaldte sig De Allierede. Samarbejdet mellem det kommunistiske Sovjetunionen og de liberalistiske lande USA og England var et samarbejde imellem ideologiske fjender efter devisen: min fjendes fjende er min ven. Både de vestlige liberale demokratier og det kommunistiske Sovjetunionen var i krig med fascismen. Den engelske premierminister Churchill sagde, at krig skaber underlige sengekammerater.

USA og England sendte våben til Sovjetunionen, og USA hjalp fra 1942 englænderne i Nordafrika. Men i 1942 var Tyskland stadig i offensiven i Sovjetunionen, hvor de nåede frem til Stalingrad. Her stod et bittert slag, hvor en stor tysk hær blev omringet af russiske styrker. Hitler ville ikke tillade tilbagetrækning, og fra november 1942 til februar 1943 rasede et slag, der decimerede den tyske hærenhed fra 300.000 til 100.000 mand. Nederlaget ved Stalingrad anses i dag for begyndelsen til enden for det nazistiske Tyskland.

Mens Tyskland endnu i 1943 var i offensiv på østfronten, blev de tyske tropper sommeren 1943 trængt ud af Nordafrika. De allierede gjorde landgang på Sicilien og kæmpede sig op igennem Italien. Mussolini blev afsat og fængslet, men befriet af Hitler, der oprettede en fascistisk republik i Norditalien. Fra 1944 var tyskerne også i defensiven på ØstfronSkulpturgruppe af legende børn, der mærkelig nok ikke blev smadret i det sønderskudte Stalingrad 1942-43.

124

IDEOLOGIERNES KAMP

Kort over fronterne under Anden Verdenskrig i Asien.

Japansk-besat territorium før Pearl Harbor Japansk-besat territorium august 1942 Sovjetunionen

Manchuriet

Mongoliet

Korea

Kina

Indien

Formosa (Taiwan)

Burma Thailand

Fransk Indokina

Japan

Stillehavet

Midway

Saipan

Filippinerne

Syd-Kinesiske Brit. Malaya Hav Singapore Hollandsk Ostindien

Guadalcanal Australien

ten, og det var her Tyskland tabte krigen. I juni 1944 skabte de allierede den anden front med invasionen i det nordlige Frankrig. Tyskland var nu hårdt presset fra to fronter, og i begyndelsen af 1945 var det tyske nederlag kun et spørgsmål om tid. Men som det skildres i filmen ”Der Untergang” fra 2004, kæmpede det nazistiske Tyskland desperat frem til Hitlers selvmord den 30. april. I de sidste måneder af krigen forsøgte Henrich Himler, chef for SS, at slutte en særfred med de vestalierede England og USA. Han foreslog dem at gøre fælles front med Tyskland imod den fælles fjende: kommunismen i Sovjetunionen. Men de allierede holdt sammen imod nazismen. De havde ved en række møder forlangt betingelsesløs overgivelse, og sådan overgav Tyskland sig den 8. maj 1945.

Efter angrebet på Pearl Harbour indtog Japan i 1942 de franske kolonier Vietnam, Laos og Cambodia, de engelske kolonier Malaysia, Singapore og Hong Kong og hollandsk Indonesien. Men allerede fra midten af 1942 vendte slaget om Stillehavet, og i løbet de næste to år trængte USA japanerne tilbage. På et møde imellem de allierede i januar 1945, var det blevet aftalt, at Sovjetunionen skulle træde ind i krigen imod Japan tre måneder efter, at krigen i Europa var slut. Men USA valgte at afslutte krigen imod Japan uden Sovjetunionens medvirken. Den 6. august blev byen

IDEOLOGIERNES KAMP

125

Hiroshima ramt af en atombombe. Den 8. august erklærede Sovjetunionen Japan krig og fik afgørende indflydelse på udviklingen i det japansk besatte Manchuriet og Korea. Den 9. august blev Nagasaki ramt af en atombombe, og den 15. august overgav Japan sig. Atombomber er aldrig blevet brugt igen, og det blev diskuteret, hvad der fik USA til at bruge dette dommedagsvåben. Den mest almindelige forklaring er, at man ville spare amerikanske soldaters liv. Japanerne forsvarede sig under tilbagetrækningen meget hårdt, og amerikanerne vurderede, at det ville koste mindst 250.000 soldater livet at indtage de japanske hovedøer. Men det er nærliggende at antage, at USA også havde andre motiver til hurtigt at afslutte krigen mod Japan uden sovjetisk hjælp. Den kunstige alliance mellem det kommunistiske Sovjetunionen og det liberalistiske USA og England krakkelerede i samme nu, Tyskland var besejret. Der blev øjeblikkelig uenighed imellem de allierede om, hvad der skulle ske i og med Tyskland.

HOLOCAUST 1933-1945 Nazisterne fik ikke magten i januar 1933 på grund af deres antisemitisme. Der er heller ikke noget, der tyder på, at tyskerne før 1933 var mere antisemitiske end mange andre folkeslag. Men efter at Hitler var kommet til magten, viste det sig, at han mente, hvad han havde skrevet og sagt om jøderne. Allerede i et brev fra 1919 argumenterede Hitler for en fornuftsbaseret antisemitisme, der skulle gennemføres af lovgivningens vej.

Han sluttede brevet: På den anden side må man altid have det endelige mål for øje: jødernes totale fjernelse. Kun en regering med national kraft er i stand til at gøre dette. Jøderne blev efter Hitlers magtovertagelse øjeblikkelig fjernet fra offentlige stillinger. Det var en del af partiprogrammet fra 1920. Nazisterne chikanerede jøderne og opfordrede til boykot af jødiske butikker. I 1935 kom Nürnberg racelovene, der gjorde ægteskab og seksuel omgang imellem tyskere og jøder forbudt. I november 1938 iværksatte nazisterne en aktion imod jøderne. Omkring 200 synagoger blev brændt ned, mens jødiske butikker blev smadret. Efter angrebet på Polen 1939, hvor der var en meget stor jødisk befolkning, spærrede nazisterne jøderne inde i overbefolkede ghettoer. Og da Tyskland angreb Sovjetunionen i 1941, blev det indskærpet soldaterne, at det var en udryddelseskrig. I kølvandet på de regulære hærenheder myrdede så• En del jødiske grupper mener, at Holocaust var en kaldte indsatsgrupper kommunister og jøder. Langt enestående begivenhed, der ikke kan sammenlignes over en million jøder mistede livet på denne måde, med andres folkedrab. Undersøg argumenterne for denne holdning (se fx artiklen “Holocaust er og derefter begyndte nazisterne på det velorganisehelt enestående” af Jacques Blum, 2005). Hvilke rede og industrielle massemord. erindringspolitiske interesser ligger bag denne fortolkning.

Der foreligger ikke nogen ordre om, at Die Endlösung der Judenfrage (den endelige løsning på det

OPGAVE

126

IDEOLOGIERNES KAMP

OPGAVE Denne tegning fra det amerikanske antisemitiske tidsskrift “American Gentile [dvs. ikke-jøde]” sammenfatter en række af de forhold, jøder i samtiden blev anklaget for.

• Foretag en analyse af tegningens forskellige elementer og symboler: Hvad hentyder de forskellige dele til? Hvilket syn på jøder fremstilles på tegningen?

jødiske spørgsmål) var at udrydde alle jøder. Det har givet anledning til Holocaust-benægtelse. Forskellige grupper benægter, at Holocaust fandt sted eller forsøger at relativere omfanget. Men ingen tvivl om, at den nazistiske top var helt på det rene med, hvad der skulle ske. Fx sagde Hitler i en rigsdagstale den 30. januar 1939: Hvis det endnu engang skulle lykkes den internationale jødedom i og uden for Europa at styrte folkene ud i en verdenskrig, så vil resultatet ikke blive en bolchevisering (kommunisme) af Jorden og altså en sejr for jødedommen, men en udslettelse af den jødiske race i Europa.

Men det er omdiskuteret, hvornår nazisterne traf beslutningen om, at løsningen på det jødiske spørgsmål var udryddelse. En dansk historiker argumenterede for, at beslutningen blev truffet implicit i forbindelse med propagandaminister Goebbels ondskabsfulde film ”Der ewige Jude”, der fik premiere den 28. november 1940. Andre mener, at beslutningen kan være truffet i forbindelse med angrebet på Sovjetunionen juni 1941, mens nogle hævder, at beslutningen først er truffet senere. I mange historiske værker står der fejlagtigt, at beslutningen blev truffet på Wannseekonferencen, der fandt sted uden for Berlin den 20. januar 1942. Men her blev kun aftalt de praktiske foranstaltninger i forbindelse med udryddelsen. På det tidspunkt var man allerede begyndt at bruge giftgassen Zyklon B i Auschwitz og at eksperimentere med at kulilte-forgifte ofrene i lukkede lastbiler. Der blev oprettet seks udryddelseslejre, og nazisterne nåede at dræbe omkring seks millioner jøder, flere hundrede tusinde romaer, mange handicappede, homoseksuelle og Jehovas vidner samt et stort antal polakker og russere.

IDEOLOGIERNES KAMP

127

Det har været diskuteret, hvorfor og hvordan den nazistiske racepolitik førte til Holocaust. Der verserer to forskellige forklaringsmodeller.

Man taler om en intentionalistisk forklaring. Den går på, at nazisterne gjorde, som de havde sagt, de ville gøre, da de fik magten. Men det er spørgsmålet, om ikke vejen til Holocaust var noget mere kringlet. I første omgang ville nazisterne bare gerne af med jøderne, og inden krigen brød ud var omkring to tredjedele af de tyske jøder rejst ud af Tyskland. Men ved besættelsen af Østrig i 1938 og Polen i 1939 fik man store jødiske befolkningsgrupper inden for tysk kontrolleret område. Først spærrede man dem inde i overbefolkede ghettoer, mens man overvejede at oprette reservater til jøderne i Østeuropa eller på øen Madagaskar. Men beslutningen om den endelige løsning synes at være blevet truffet i nazistpartiets absolutte top en gang i 1941. Og mordet på Europas jøder synes fra da af at have været det vigtigste nazistiske krigsmål. I alt fald er der talrige eksempler på, at transporten af jøder til dødslejrene i Polen havde forrang for transporten af krigsmateriel til de tyske tropper på Østfronten.

Man taler derfor også om en funktionalistisk eller strukturalistisk forklaring. Krigens selvmorderiske gang og nazistiske radikalisering bevirkede, at hensigten om at udrydde de europæiske jøder blev til virkelighed.

Efter krigens afslutning blev ledende nazister, der ikke nåede at begå selvmord eller flygte, ved de allieredes retsopgør med nazismen ved domstolen i Nürnberg dømt for krigsforbrydelser og for forbrydelser imod menneskeheden. Og i 1948 vedtog det nyoprettede FN i forlængelse af Menneskerettighedserklæringen en Folkemordskonvention, der definerede og forbød folkemord. Men folkemordet på de europæiske jøder var imidlertid ikke helt enestående. Fx gennemførte de tyrkiskosmanniske myndigheder i 1915 et folkedrab på den armenske befolkningsgruppe. De muslimske tyrkere var bange for, at de kristne armeniere skulle alliere sig med den kristne arvefjende Rusland og falde deres land i ryggen. Omkring 1,5 mio. armeniere blev dræbt eller omkom, og Hitler var opmærksom på, at denne hændelse var gået i den historiske glemmebog. Efter Anden Verdenskrig har FN og Folkemordskonvention ikke kunnet forhindre folkemord i Cambodja 1975-1979, i Rwanda 1994 eller i Bosnien 1995.

FORENEDE NATIONER Anden Verdenskrig kostede omkring 50 mio. mennesker livet. I modsætning til alle tidligere krige var hovedparten af ofrene civile. De massive bombardementer af boligområder og krigshandlinger, der skabte flygtningestrømme og hungersnød, kostede flere civile livet end soldater i kamp. Da krigen sluttede, var der enighed om, at man måtte forhindre en sådan katastrofe i at gentage sig. Allerede i januar 1942 mødtes 26 landes repræsentanter i Washington og diskuterede at oprette De Forenede Na-

128

IDEOLOGIERNES KAMP

U.N.= United Nations, på dansk FN, har i kampagner kæmpet for udsatte grupper. I 2011 gik FN ind i et målrettet kampagne til fordel for voldsramte kvinder.

tioner på baggrund af Atlanterhavserklæringens målsætninger. Og 1944 blev de første detaljerede planer lagt for den kommende internationale organisation. I februar 1945 mødtes den amerikanske præsident, den engelske premierminister og Sovjetunionens diktator og aftalte det afstemningssystem, der skulle anvendes i Sikkerhedsrådet. Repræsentanter for 51 lande deltog i San Francisco-konferencen fra april til juni 1945, hvor de vedtog FN-pagten. Den 24. oktober blev FN med 51 medlemslande oprettet.

Alle lande er ligeligt repræsenteret i Generalforsamlingen, og FN havde fra start en række underorganisationer fx FAO, WHO, UNESCO m.fl. Men det vigtigste organ til bevarelse af fred og sikkerhed blev Sikkerhedsrådet. Her havde datidens stormagter fem permanente pladser (USA, Sovjetunionen, England, Frankrig, Kina), mens seks pladser gik på omgang mellem resten af medlemsstaterne for en to-årig periode. Stormagterne havde gensidig vetoret og kunne dermed blokere for beslutninger. I 1965 udvidede man antallet af pladser, der gik på omgang, til ti.

FN har ikke militære styrker, men Sikkerhedsrådet kan anbefale og iværksætte sanktioner og/eller fredsbevarende eller fredsskabende militære aktioner imod aggressive stater. Imidlertid satte de permanente medlemmers vetoret under Den Kolde Krig fra begyndelsen en kæp i hjulet på FN’s virke, da Sovjetunionen og USA gang på gang nedlagde veto imod rivalens initiativer. Sikkerhedsrådet var derfor lammet af Den Kolde Krigs fronter indtil Golfkrigen i 1990-1991.

FN vedtog i 1948 Menneskerettighedserklæringen. Denne hensigtserklæring tog udgangspunkt i de forbrydelser imod menneskeheden, der var begået under Anden Verdenskrig. FN’s Menneskerettighedserklæring

IDEOLOGIERNES KAMP

129

hentede inspiration fra Menneskerettighedserklæringen fra Den Franske Revolution 1789. Retten til liv, arbejde, bolig, mad, uddannelse, tros- og ytringsfrihed blev fastslået. De oprindelige medlemslande stod bag erklæringen, og nye medlemslande (2013: 193) har i princippet accepteret erklæringen. Men det diskuteres til stadighed, i hvilket omfang medlemslandene overholder menneskerettighederne. Når de socialistiske lande under Den Kolde Krig blev kritiseret for ikke at overholde frihedsrettighederne, forsvarede de sig med, at de fokuserede på de basale socioøkonomiske menneskerettigheder. Og når de vestlige lande kritiserer Kina for at overtræde menneskerettighederne, svarer Kina, at ingen skal blande sig i Kinas interne anliggender.

Menneskerettighederne skulle gælde for mennesker i alle medlemslande og dermed være universelle. Men det var de oprindelige medlemslande, der formulerede dem, og det var i overvejende grad europæiske lande, Sovjetunionen, USA og en række latinamerikanske lande. Senere er de mange tidligere kolonier i Mellemøsten, Afrika og Asien kommet til med andre opfattelser af etik og moral. Set herfra kan menneskerettighedserklæringen opfattes som et vestligt forsøg på at påtvinge andre en bestemt opfattelse, kulturimperialisme.

FN har på det sikkerhedspolitiske område ikke været nogen udpræget succes. Organisationen har ikke kunnet forhindre et utal af krige, ligesom FN heller ikke har kunnet forhindre folkemord.

NY ØKONOMISK VERDENSORDEN: BRETTON WOODS SYSTEMET I USA blev der i 1944 ved en konference i en lille nordamerikansk by ved navn Bretton Woods mellem engelske og amerikanske økonomer aftalt at oprette to internationale finansinstitutioner: Valutafonden og Verdensbanken. Det skulle hindre en gentagelse af 1930’ernes krise ved at regulere valutakurser og internationale kapitalbevægelser. 1930’ernes depression havde haft uoverskuelige konsekvenser, og en lignende situation måtte undgås.

Der blevet taget initiativ til IMF (International Monetary Fond), Valutafonden. Medlemslandene skulle indbetale et beløb i guld og i den nationale valuta, og de fik ret til at trække på den fælles reserve i tilfælde af problemer med betalingsbalancen, så de kunne undgå at ændre på deres valutakurs. Kun i tilfælde af længerevarende betalingsbalanceproblemer skulle et land kunne devaluere sin valuta. (Devaluering betyder, at en regering beslutter at nedsætte værdien af sin valuta i forhold til udlandet. Dette gør eksportvarer billigere i udlandet og kan forbedre betalingsbalancen, mens import dog bliver dyrere). Den engelske økonom Keynes argumenterede endog for en fælles verdensvaluta. USA præsterede det største indskud og fik kontrol med Valutafonden. Dollaren var

130

IDEOLOGIERNES KAMP

indtil 1971 guld-indløselig og blev en slags verdensvaluta. USA var ikke længere så økonomisk altdominerende som lige efter Anden Verdenskrig, og var på vej fra at være et kreditorland til at blive et debitorland.

Valutafonden har i dag 187 medlemsstater.

Ved samme konference blev Verdensbanken grundlagt. Det oprindelige formål var at finansiere genopbygningen af Europa efter Anden Verdenskrig. Men det blev i stedet organiseret i forbindelse med Marshallhjælpen 1948-51. Her modtog 16 europæiske lande i alt 13 mia. dollars i gave- og lånebistand mod at afvikle 1930’ernes protektionistiske økonomiske politik. Verdensbanken kom i stedet til at formidle lån til udviklingslandene. Medlemslandene har en indflydelse i forhold til deres aktieandel, og Verdensbanken har også været domineret af amerikansk kapital. Banken har ofte været under kritik for at føre en meget liberalistisk politik og kræve meget skrappe nedskæringer i de offentlige budgetter. Derfor har der ofte været protestdemonstrationer i forbindelse med bankens årsmøder. I de seneste år er der dog sket en ændring i bankens politik i erkendelse af, at superliberalismen har store omkostninger, og der fokuseres nu på fattigdomsbekæmpelse. Banken har i dag 187 medlemslande.

I 1948 blev 23 lande enige om en international handelsaftale: General Agreements on Tarifs and Trade: (almindelig enighed om priser og handel) GATT. Organisationen skulle fremme frihandel og byggede på principper om ikke-diskrimination og gensidighed. GATT fik betydning for afvikling af importkvoter og en gradvis reduktion af toldmæssig beskyttelse primært i forhold til industrivarer. Men GATT forhindrede ikke grupper af lande i at oprette egne toldunioner fx EF/EU. Og GATT fik ikke betydning for landbrugsvarer, så USA og EU kunne beskytte denne sektor imod konkurrence udefra.

USA dominerede i de første tiår efter krigen verdensøkonomien, og frihandel og fri konkurrence tjente i disse år i høj grad det konkurrencedygtige amerikanske erhvervslivs interesser.

Amerikansk karikatur fra 1946.

Churchill løfter op i ”Jerntæppet” for at se, om det er så galt, som han forestiller sig.

DEN KOLDE KRIG 1945-1990 Alliancen mellem det liberalistiske England og USA og det kommunistiske Sovjetunionen over for det fascistiske Italien og Tyskland og det militaristiske Japan brød sammen, da krigen imod de fælles fjender var overstået. De vestlige lande havde allerede i 1918 sendt tropper til Rusland for at bekæmpe den kommunistiske revolution og var kun blevet allieret med Sovjetunionen på grund af den nazistiske aggression.

IDEOLOGIERNES KAMP

131

Allerede mens krigen stod på, var der spændinger og uenighed imellem de allierede, og Sovjetunionen var bange for, at England og USA skulle vælge at gøre fælles front med Tyskland imod det kommunistiske Sovjetunionen. Det stod hurtigt klart, at de allierede havde forskellige opfattelser af, hvordan verden skulle se ud efter krigen. Man enedes om, at Tyskland skulle opdeles i et antal besættelseszoner. De allierede overtog de områder af Tyskland, hvor deres tropper stod, og USA overlod en del af sin besættelseszone til Frankrig. Sovjetunionen forlangte en stor krigsskadeserstatning på grund af den enorme ødelæggelse af Sovjetunionen, men de vestlige lande gik imod krigsskadeserstatninger. Sporene fra Versailles-traktaten skræmte. De to forskellige opfattelser af økonomi og politik stødte hurtigt sammen, og allerede i 1947 slog England og USA deres besættelseszoner sammen.

Churchill var en af de første til at sætte ord på, hvad der skete, da han i marts 1946 talte i Fulton, Missouri, USA. Her sagde han blandt andet: Fra Stettin i det baltiske hav (Østersøen) til Trieste ved Adriaterhavet har et jerntæppe sænket sig gennem kontinentet. Bag denne linje ligger hovedstæderne i alle Central- og Østeuropas gamle stater. Warszawa, Berlin, Prag, Wien, Budapest og Sofia, alle disse berømte byer og folkene rundt om dem ligger i, hvad jeg må kalde Sovjetsfæren, og alle er de under en eller anden form underkastet ikke blot sovjetindflydelse, men et meget højt og voksende mål af kontrol fra Moskva. Og i 1947 erklærede den amerikanske præsident Truman, at det var USA’s forpligtelse at hjælpe ”frie folk” til at forsvare deres demokratiske systemer over for truslen om kommunistisk magtovertagelse (Truman-doktrinen). Senere samme år tilbød den amerikanske udenrigsminister Marshall de europæiske lande en omfattende økonomisk hjælpepakke (gavebistand og lån) til genopbygning af de krigshærgede lande (Marshall-hjælpen). Sovjetunionen sagde nej tak og pressede de østeuropæiske lande til heller ikke at modtage hjælpen. De kommunistiske planøkonomier ville ikke deltage i den samarbejdsorganisation OEEC, der skulle kordinere det økonomiske samarbejde.

Efter 1945 var kommunistpartier kommet til magten i de østeuropæiske lande, som den russiske røde • Under Den Kolde Krig havde parterne meget hær havde befriet, og i februar 1948 tog kommunistereotype opfattelser af hinanden. Find og analyser sterne magten i Tjekkoslovakiet ved et kup. Fra juni eksempler på dette – søg fx på “propaganda+cold war+soviet union” & “propaganda+cold war+USA” 1948 til maj 1949 blokerede Sovjetunionen for veje, jernbaner og kanaler til Berlin. Berlin, der lå midt i den sovjetiske besættelseszone, var også delt i fire besættelseszoner. Her lå en vestlig enklave midt i den sovjetiske besættelseszone. Hvis hensigten havde været at få USA til at opgive Berlin, havde Sovjetunionen gjort regning uden vært. England og USA iværk• Prøv at underinddele Den Kolde Krig i forskellige faser. satte en såkaldt luftbro til Berlin, og i næsten et år blev der fra Vesttyskland fløjet forsyninger ind til den

OPGAVE

OPGAVE

132

IDEOLOGIERNES KAMP

to millioner store befolkning i de vestlige besættelseszoner af Berlin. Det sendte et klart signal om, at USA ikke ville opgive Berlin. Et signal som J.F. Kennedy gentog, da han ved et besøg i Berlin i juni 1963 sagde: Ich bin ein Berliner.

I 1949 var delingen af Tyskland en realitet. Den sovjetiske besættelseszone blev til DDR (Den Tyske Demokratiske republik), mens de tre vestlige besættelseszoner blev til BRD (Forbundsrepublikken Tyskland), i dag husket som henholdsvis Østtyskland og Vesttyskland. I april 1949 blev den nordatlantiske forsvarspagt NATO dannet til forsvar i mod Sovjetunionen, som Vesten oplevede som aggressivt.

Hvem startede så Den Kolde Krig? De vestlige lande oplevede Sovjetunionen som ekspansionistisk. Var socialismen ikke grundlæggende ekspansionistisk? Havde Karl Marx ikke talt om, at arbejdere i ALLE lande skulle forene sig? Og havde Sovjet ikke skabt en række lydstater i Østeuropa, hvor man indførte kommunistiske politiske systemer som i selve Sovjetunionen? En senere revisionistisk opfattelse havde forståelse for Sovjetunionens behov for en interessesfære i det østlige Europa.

Men var det USA, der var ekspansionistisk? Amerikanske historikere skrev i 1994 om årsagerne til Den Kolde Krig. Amerikanske militære eksperter arbejdede allerede i 1943-44 med planer for, hvordan USA efter krigen måtte opbygge et fremskudt forsvar af oversøiske baser. De skriver: Man kan overveje, om ikke Amerikas egen opfattelse af sine nationale sikkerhedsbehov – selv om det måske ikke var meningen – medvirkede til at skabe ængstelse og fremkaldte modforholdsregler fra en stolt, mistænksom, usikker og grusom regering, der samtidig havde ret til at være bekymret for de langsigtede perspektiver ved en genopbygning af traditionelle fjender og udviklingen af fremmede baser langs Sovjetunionens periferi.* En amerikanske topdiplomat foreslog i 1946 en inddæmningsstrategi over for Sovjetunionen, og det lykkedes USA at opbygge et net af forsvarsalliancer og baser hele vejen rundt om Sovjetunionen.

I oktober måned 1949 blev opdelingen af verden i to store rivaliserende ideologiske lejre cementeret, da Mao Zedongs kommunister overtog magten i Kina. Verdens folkerigeste stat indførte nu et kommunistisk system og modtog i 1950’erne massiv støtte fra Sovjetunionen. Samtidigt forsøgte Frankrig at generobre sin koloni Vietnam, men måtte kæmpe imod den kommunistiske modstandsbevægelse Viet Minh. Og i 1950 angreb det kommunistiske styre i det nordlige Korea det sydlige Korea. Den Kolde Krig blev global. Koreakrigen sluttede uafgjort i 1953, og mere end 60 år efter synes den aktuelle konflikt imellem det stadig kommunistiske Nordkorea og det nu demokratiske Sydkorea at virke som vidnesbyrd fra en fjern kold krig. I 1954 måtte Frankrig trække sig ud af Vietnam, og landet blev delt i et kommunistisk styre i nord og et USA-orienteret styre i syd. Udviklingen i Asien fik den amerikanske udenrigsminister til at tale *

Filmen ”Apocalypse Now” (dansk titel: ”Dommedag nu”) af instruktør Francis Ford Coppola udkom i 1979, 6 år efter at den amerikanske hær var blevet tvunget til at forlade landet. Vietnamkrigen blev allerede i samtiden meget kritiseret i USA, og filmens fremstilling er også yderst kritisk. Samtidig regnes filmen fortsat som et hovedværk i filmhistorien.

Melvyn P. Leffler & David S. Painter: ”Origins of the Cold War”, NY 1994

IDEOLOGIERNES KAMP

133

Dominoteorien.

Efter at Kina, Nordkorea og Nordvietnam var blevet kommunistiske kort efter Anden Verdenskrigs afslutning, blev den sydvietnamesiske modstandsbevægelse, Vietcong, af USA under Den Kolde Krig blev opfattet som en trussel, der kunne medføre, at det ene asiatiske land efter det andet ville blive kommunistisk, så magtbalancen imellem de to store ideologiske fjender ville have kunnet ændre sig i kommunisternes favør.

134

om dominoteorien. USA måtte stå fast, ellers ville det ene land efter det andet falde til kommunismen.

Sovjetunionen fik atomvåben i 1949, og derefter startede et oprustningskapløb på atomvåben imellem de to supermagter. Man talte om den atomare terrortrussel og om M.A.D., Mutual Assured Destruction (garanteret gensidig tilintetgørelse). Den Kolde Krig blev kaldt sådan, fordi det aldrig kom til egentlig krig imellem supermagterne. Dertil var angsten for en altomfattende atomkrig for stor. Den Kolde Krig blev ført retorisk og via en lang række stedfortræderkrige. Supermagterne støttede hver sin side i de mange mindre krige, der blev udkæmpet i Asien, Afrika og Latinamerika. Da der var fred i Europa og i den vestlige verden, og da USA var så dominerende, så nogle historikere en parallel til Pax Romana og talte om en Pax Americana.

De største stedfortræderkrige under Den Kolde Krig var Koreakrigen 1950-53 og Vietnamkrigen 1965-1975. Her havde USA i mange år over en halv million soldater udstationeret uden at kunne forhindre Nordvietnam og den sydvietnamesiske guerilla Viet Cong i at vinde krigen og gøre hele Vietnam kommunistisk. I 1959 tog en Fidel Castro magten på Cuba og blev hurtigt nødsaget til at alliere sig med Sovjetunionen. I takt med afkoloniseringen af Afrika opstod en lang række borgerkrige i nogle af de tidligere kolonier, og her støttede USA og Sovjetunionen hver sin side i konflikterne. I Mellemøsten blev den nyoprettede stat Israel USA’s allierede, mens Sovjetunionen længe støttede Egypten, Syrien og Irak.

I 1962 var verden på randen af en atomkrig. Sovjetunionen havde opstillet atomare mellemdistanceraketter på Cuba, men blev tvunget til at trække dem tilbage. Herefter blev forholdet imellem de to supermagter bedre trods Vietnamkrigen, hvor Sovjetunionen støttede Nordvietnam.

Kina og Sovjetunionen var kommet på kant med hinanden på grund af forskellige opfattelser af den rigtige vej til kommunisme. Derfor var USA i 1972 klar til at tilbyde Folkerepublikken Kina en plads i FN’s Sikkerhedsråd. Her havde Kina siden kommunisternes sejr i 1949 været repræsenteret af Taiwan, hvortil taberne i borgerkrigen var flygtet. Konflikten

IDEOLOGIERNES KAMP

imellem de to store kommunistiske stater passede USA godt, og en kommunistisk trussel forekom urealistisk. Men Den Kolde Krig blev endnu engang optrappet i slutningen af 1970’erne i forbindelse med afkoloniseringens nye fronter i Afrika. Sovjetunionen og Cuba støttede et kommunistisk styre i Etiopien og den kommunistiske front i borgerkrigen i Angola. I december 1979 invaderede Sovjetunionen Afghanistan for at støtte et kommunistisk styre der. USA og den vestlige verden støttede de grupper, der kæmpede imod Sovjetunionen og de kommunistiske oprørsbevægelser eller regeringer. I Afghanistan kaldte disse sig mujahedin, og nogle af dem blev i begyndelsen af 1990’erne til Taleban.

DEN KOLDE KRIG SLUTTER Man hører ofte, at Den Kolde Krig sluttede med Berlin-murens fald den 9. november 1989, men først Sovjetunionens nedlæggelse i efteråret 1991 satte endeligt punktum for Den Kolde Krig.

Set i bakspejlet var der flere forhold, der i 1980’erne pegede på, at den kommunistiske verden var i opløsning. Men helt frem til Murens fald var der ingen, der rigtig troede på det. I 45 år havde to supermagter med hvert sit bud på, hvordan verden skulle se ud, stået stejlt over for hinanden.

Krigen i Afghanistan blev en meget dyr affære for Sovjetunionen, og da den amerikanske præsident Ronald Reagan, der i 1983 omtalte Sovjetunionen som ”ondskabens imperium”, indledte sit såkaldte stjernekrigsprojekt, måtte Sovjetunionen opgive at følge med. Projektet var tænkt som et forsvar imod atomraketter, som skulle destrueres i rummet. I 1985 fik Sovjetunionen en helt ny type leder, da Michail Gorbatjov trådte til.

Han udsendte signaler om åbenhed og fornyelse af det kommunistiske system og indledte nedrustningsforhandlinger med USA. I forbavsende ubemærkethed forklarede han de østeuropæiske ledere, at de ikke længere ville kunne regne med, at Sovjetunionen ville gribe ind, hvis de fik problemer med angreb på styreformen. Det var en markant ændring fra den sovjetiske invasion af Tjekkoslovakiet i 1968. Her havde en reformvenlig kommunistisk regering eksperimenteret med ”socialisme med et menneskeligt ansigt”. Reformforsøget blev slået ned militært, og Sovjetunionens leder Bresjnev forklarede, at et angreb på et hvilket som helst kommunistisk styre var at betragte som et angreb på styret i alle kommunistiske lande. I Polen havde fagforeningen Solidaritet allerede fra 1980 repræsenteret et alternativ til kommunistpartiet. I midten af 1989 blev der afholdt frie valg i både Ungarn og Polen, og ikke-kommunistiske partier fik del i magten. Det fik Ungarn til at åbne grænsen til Østrig, hvorefter i titusindvis af østtyskere rejste via Ungarn og Østrig til Vesttyskland, hvor de var garanteret statsborgerskab. Flygtningestrømmen ud af Østtyskland, der havde været årsagen til opførelsen af Berlin-muren i 1961,

IDEOLOGIERNES KAMP

135

startede igen, og kort efter Østtysklands 40-års jubilæum kollapsede det politiske system i landet under indtryk af massive folkelige protester.

Derpå faldt Muren, og inden for to måneder mistede kommunistpartierne magten i samtlige østeuropæiske lande, og udviklingen kulminerede i 1990 med foreningen af de to tysklande.

Indtil omkring 1970 havde det set ud til, at kommunismen udgjorde et alternativ til de liberalistiske samfund. Men de kommunistiske lande havde ikke kunnet følge med teknologisk. Produktiviteten var lav og levestandarden langt under den vestlige verdens. Fra 1970’erne måtte de kommunistiske lande ud på det kapitalistiske marked for at låne penge til udvikling, ligesom Sovjetunionen måtte importere korn til verdensmarkedspriser for at brødføde sin egen befolkning. Det kollektiviserede landbrug kom aldrig til at fungere efter hensigten, og meget tyder på, at de kommunistiske lande brød sammen på grund af en stagnerende økonomi. Konflikten imellem de to modsatrettede ideologier, der havde raset siden 1917, var forbi. Den Kolde Krig var slut, og det så ud som om det liberalistiske økonomiske system med den pluralistiske demokratiske styreform havde sejret totalt. Det fik den amerikanske politolog Francis Fukuyama til at tale om historiens afslutning.

Mens det økonomiske og politiske system i de østeuropæiske lande og Sovjetunionen gik i opløsning, liberaliserede verdens største kommunistiske land Kina sin økonomiske politik, mens det kommunistiske parti beholdt den politiske magt. I juni 1989 blev en stor demonstration for demokratiske reformer på Den Himmelske Freds Plads i Beijing opløst med massiv anvendelse af vold. Det kinesiske kommunistparti beholdt magten, mens det indførte en superliberalistisk økonomi. Og eksemplet Kina viser, at den udvikling, som vi kender fra mange vestlige lande, hvor der følger et pluralistisk demokrati med flere forskellige politiske partier i hælene på en liberalistisk økonomi, ikke nødvendigvis er en naturlov.

AFKOLONISERINGEN 1947-1990 DEN TIDLIGE AFKOLONISERING Afkoloniseringen er den proces, der fra 1947 til 1989 betød, at de tidligere europæiske kolonier i Asien, Mellemøsten og Afrika blev selvstændige lande. Afkoloniseringen startede efter Første Verdenskrig med, at de arabiske områder af det tidligere osmanniske rige blev til såkaldte mandater under Folkenes Forbund. Frankrig overtog det, vi i dag kender som Libanon og Syrien, mens England administrerede de lande, vi i dag kalder for Irak, Kuwait, Jordan og Israel. Betegnelsen mandat betød, at kolonimagterne skulle forberede områderne på selvstændighed. Men bortset fra Irak, der blev selvstændigt i 1932, blev områderne først selvstændige efter Anden Verdenskrig.

136

IDEOLOGIERNES KAMP

INDIEN Q England havde haft kontrollen med det meste af Indien siden midten af 1700-tallet, og England regerede Indien ved hjælp af indiske embedsmænd og tropper. Der var et forsvindende lille antal englændere i kæmpelandet.

De indere, der administrerede landet for England, var uddannet efter engelsk mønster, og nogle havde uddannelser fra engelske universiteter. Her havde de stiftet bekendtskab med demokrati og var kommet under indflydelse af nationalismen. Nogle af disse ønskede selvbestemmelse, og allerede i 1885 blev Indiens første politiske parti Kongrespartiet stiftet. Det var i første omgang et eliteparti for engelsk uddannede hinduer, men da Gandhi blev den uformelle leder i 1919, blev det til et egentligt masseparti, der nu krævede selvstændighed. Gandhi, der var uddannet jurist i London, blev berømt for sin simple traditionelle indiske klædedragt og sin ikke-voldspolitik. Indien er et etnisk og religiøst kludetæppe, og de mange muslimer følte sig ikke repræsenteret af Kongrespartiet. Derfor dannede de i 1906 Den Muslimske Liga. Gennem forfatningsændringer i 1919 og 1935 fik inderne del i styret.

Men det var først i 1942, da England var hårdt presset i Anden Verdenskrig, og da England rekrutterede et enormt antal indiske soldater, at England lovede Indien selvstændighed efter krigen.

Indien blev selvstændigt i 1947, og det førte øjeblikkeligt til alvorlige konfrontationer imellem hinduer og muslimer, hvor millioner af mennesker mistede livet. Gandhi, der prædikede tolerance, blev myrdet af en fanatisk hindu. Han var en af det 20. århundredes store personligheder og blev en inspirationskilde for den amerikanske borgerrettighedsforkæmper Martin Luther King.

Den tidligere engelske koloni blev til to selvstændige lande, det hindu-dominerede Indien

IDEOLOGIERNES KAMP

og det muslimske Pakistan. Det resulterede i store flygtningestrømme. Pakistan blev delt i to områder, vest og øst for det indiske subkontinent. Det viste sig med tiden at være en ustabil statsdannelse, og i 1971 blev Østpakistan til den selvstændige stat Bangladesh. Q

OPGAVE • Gandhi havde opfordret til og gennemført ikke-ulovlige og ikkevoldelige protester imod det engelske kolonistyre. Aktionerne blev omtalt som ”civil ulydighed”. Undersøg, hvad dette begreb indebærer, og find eksempler på, hvilke resultater denne demonstrationsform har haft.

137

Nationale selvstændighedsbevægelser rejste sig andre steder. England havde siden åbningen af Suez-kanalen i 1869 haft kontrollen over Egypten. Og under Første Verdenskrig havde englænderne brugt Egypten som springbræt for militære aktioner imod Det Osmanniske Rige. Samtidig blev i titusindvis af egyptere tvangsudskrevet til engelsk krigstjeneste. I 1919 blev de egyptiske ledere ikke inviteret til fredskonferencen i VerAfkoloniseringen, årstal for selvstændighed

Pakistan 1947

Nepal

Østpakistan 1947 Bangladesh 1971 Indien 1947 Laos 1949–54 Chandernagor 1951–52 Hong Kong 1997 Burma Macao 1999 1947 Vietnam 1949–54 Yanaon 1954 Goa 1961 Cambodia 1949–53 Mahé 1954 Pondicherry 1954 Filippinerne 1946 Karikal 1954 Malaysia Brunei 1984 1957–63 Vest-Irian 1963 Singapore 1959–65

Sri Lanka 1948

Papua-Ny Guinea (Australsk til 1975)

Indonesien 1949 Øst-Timor (Besat af Indonesien 1975–99)

Tunis 1956

Marokko 1956 Algeriet 1962 Mauritania1961 Senegal 1960 Gambia 1965 Guinea-Bissau 1974 Guinea 1958 Sierra Leone 1961 Elfenbenskysten 1960 Burkina Faso 1960 Ghana 1957

Mali 1960

Libyen 1951

Niger 1960

Tchad 1960

Sudan 1956 Centralafrikanske Cameroun Republik 1960 1960 Benin 1960 Zaïre Togo 1960 1960 Gabon 1960 Kongo 1960 Nigeria 1960

Angola 1975 Zambia 1964

Somalien 1960

Uganda 1962 Kenya 1963 Rwanda 1961 Burundi 1962 Tanzania 1961 Malawi 1964

Madagaskar 1960 Botswana 1966 Namibia 1989

Mozambique 1975 Zimbabwe 1980 Swaziland 1968 Lesotho 1966

138

IDEOLOGIERNES KAMP

sailles. Det udløste voldsomme protester i Egypten, som England i første omgang forsøgte at dæmme op for med vold, men som resulterede i Egyptens selvstændighed i 1922.

Afkoloniseringen efter Anden Verdenskrig foregik meget forskelligt.

England afviklede sit kæmpeimperium relativt fredeligt, mens Frankrig førte langvarige krige i Vietnam 1945-1954 og i Algeriet 1954-1962 for at holde fast på disse områder. Holland forsøgte også med militære midler at beholde Indonesien som koloni. Mange europæiske kolonier i Asien var blevet erobret af Japan i 1942, og der var opstået nationale modstandsbevægelser, der havde bekæmpet den japanske besættelsesmagt.

Disse grupper havde ikke til hensigt at lade de europæiske kolonimagter vende tilbage. Holland måtte efter amerikansk pres opgive Indonesien i 1949, mens Frankrig med amerikansk støtte kæmpede videre i Vietnam til 1954. Det nyoprettede FN var modstander af kolonier, og her var et område, hvor USA og Sovjetunionen havde samme interesser, men da den vietnamesiske modstandsbevægelse var kommunistisk blev realpolitik i Den Kolde Krig vigtigere end principper, og derfor var USA med til at finansiere Frankrigs krigsførelse i Vietnam.

Kina, der aldrig havde været en egentlig koloni, men som siden Opiumskrigen i 1839-42 havde ligget åbent for stormagternes interesser, fjernede med kommunisternes magtovertagelse i 1949 enhver form for fremmed dominans. Den private ejendomsret blev afskaffet, udenlandske virksomheder nationaliseret (overtaget af den kinesiske stat uden kompensation), og alle kristne missionærer sendt hjem. I henholdsvis 1997 og 1999 blev engelsk Hong Kong og portugisisk Macao givet tilbage til Kina.

Frankrig opgav uden videre de nordafrikanske kolonier Marokko og Tunis samt Libyen, men ville holde fast i Algeriet, hvor der boede over en mio. franskmænd. Der opstod en stærk befrielsesbevægelse, og det udviklede sig til en regulær krig 1954-1962. Krigen gik franskmændene imod og gav anledning til politisk kaos i Frankrig. Helten fra Anden Verdenskrig general Charles de Gaulle gjorde politisk come back og blev præsident. Mange franskmænd i Frankrig og navnlig Algeriet havde forventninger til, at de Gaulle ville sætte tingene på plads, men han valgte at opgive den udsigtsløse krig og give Algeriet selvstændighed. Umiddelbart herefter flyttede langt størstedelen af den franske befolkning tilbage til selve Frankrig.

England og Frankrig opgav uden sværdslag mandatområderne i Mellemøsten, men her skabte afkoloniseringen af Palæstina et uløseligt problem. Palæstina var romernes betegnelse for jødernes land. Jøderne blev smidt ud af Palæstina af romerne i år 135 e.v.t., men begyndte at indvandre til området fra 1880. Med zionismen (den jødiske nationalisme) fra 1896 blev denne indvandring sat i system. Palæstina var indtil 1920 en del af Det Osmanniske Rige, og fra 1920 til 1948 engelsk mandatområde.

Den fortsatte jødiske indvandring skabte problemer med den muslimske

IDEOLOGIERNES KAMP

139

befolkning, og England forsøgte i slutningen af 1930’erne at begrænse denne indvandring. Før Anden Verdenskrig havde zionismen ikke mange tilhængere blandt jøder i de europæiske lande, men det ændrede Holocaust på. Mange jøder forsøgte efter 1945 at komme til Palæstina, mens englænderne gjorde, hvad de kunne for at forhindre dette. Jødiske terrorgrupper forsøgte at destabilisere den engelske koloniadministration, så i 1947 tog FN initiativ til en delingsplan for området. Det jødiske samfund accepterede planen, mens araberne afviste den. Så da England trak sig ud af området den 15. maj 1948, udråbte jøderne staten Israel, på baggrund af FN’s delingsplan, mens fem arabiske nabostater erklærede den nye stat krig. Jøderne vandt krigen og forøgede deres område på arabernes bekostning. Der blev skabt et enormt flygtningeproblem, og den evige konflikt mellem Israel og palæstinenserne blev en realitet.

AFKOLONISERINGEN SYD FOR SAHARA I 1957 blev den engelske koloni Gold Coast selvstændig. Det var den første koloni syd for Sahara, der opnåede selvstændighed, og udviklingen her blev til stor inspiration for selvstændighedsbevægelser i andre kolonier. Den spæde selvstændighedsbevægelse, der havde set dagens lys i mellemkrigstiden, voksede sig stærk efter krigens afslutning. Den engelske kolonimagt havde indført et begrænset selvstyre, som dog ikke tilfredsstillede befolkningens ønske om selvstændighed. England opgav kolonien, og Kwame Nkrumah blev premierminister fra 1957 til 1960, hvorefter han blev præsident for den nye stat. Han kaldte den nye stat for Ghana efter en stærk afrikansk statsdannelse i området fra 900-tallet.

Nkrumah ikke alene så sig selv som Ghanas befrier, men som Afrikas befrier. Og eksemplet Ghana betød, at afkoloniseringen kom til at gå hurtigere, end man havde kunnet forudse i midten af 1950’erne. I 1960 opgav Frankrig alle sine afrikanske kolonier, ligesom England også opgav sine afrikanske kolonier, undtagen Kenya, Nord- og Syd-Rhodesia, hvor mange hvide havde bosat sig.

De grænser, som de europæiske nationer tegnede i 1884 på det afrikanske landkort, var tilfældige og kunstige. Langt de fleste nye afrikanske lande havde mange forskellige stammer inden for deres grænser, samtidig med at andre stammer boede på begge sider af grænserne. I de vestafrikanske lande stod afrikanske stammer i syd overfor folkeslag i nord, der havde andre sprog og en anden kultur. Der var heller ikke tradition for demokrati. I kolonitiden havde kun en beskeden del af den indfødte befolkning haft del i administrationen af landet. Derfor blev de fleste afrikanske lande hurtigt til et-parti stater, hvor den stærkeste leder tog magten og undertrykte alle andre. Demokrati indfører man ikke fra dag til dag, og selv i dag er det de færreste afrikanske stater, der er velfungerende demokratier. Her er Ghana igen først, da der efter den typiske afrikanske udviklingsmodel med den stærke leder og adskillige militærkup blev indført et demokrati i 1990’erne. Herefter lykkedes det to par-

140

IDEOLOGIERNES KAMP

tier skiftevis at tage magten efter demokratiske valg, uden at det er kommet til voldelige episoder. Men det er stadig en undtagelse.

DEN SENE AFKOLONISERING Afkoloniseringen kom til at gå meget hurtigere end forventet. I efterkrigstiden steg antallet af hvide nybyggere i en række europæiske kolonier i Afrika voldsomt. Netop antallet af hvide i Kenya, Nord- og SydRhodesia forsinkede udviklingen her. I Kenya havde englænderne i 1950’erne brutalt nedkæmpet den såkaldte Mau-Mau bevægelse, men også her måtte de give op, og Kenya blev selvstændigt i 1963, mens Nord-Rhodesia i 1964 blev til Zambia. Det lille hvide mindretal i Syd-Rhodesia løsrev sig i 1965 fra England, fordi en egentlig uafhængighed ville føre til sort flertalsstyre. Styret bekæmpede den sorte nationalistbevægelse indtil 1980, da landet blev til Zimbabwe.

Portugal havde haft et højreorienteret diktatur siden 1926 og fulgte ikke den generelle trend, men holdt fast i sine afrikanske kolonier. Den portugisiske hær kæmpede imod stadig stærkere guerillabevægelser. Guerillabevægelserne kæmpede ikke kun med våben, men forsøgte at påvirke de portugisiske soldater, og befrielsesbevægelsen i Mozambique sendte meddelelser til soldaterne. I en af disse stod blandt andet: Portugisiske soldat, vi ønsker at sige til dig, at du er i gang med en grusom, inhuman og kriminel gerning. Tænk engang, Hvis vi tog af sted fra vores land, Afrika, (Mozambique) og gav os til at invadere dit land i Europa, hvordan ville du synes om det? Hvis vi mozambiquanere gav os til at ødelægge jeres marker, som I har i jeres land, og som I selv med stor umage og kærlighed har dyrket, hvis vi ønskede at overtage jeres huse og berøve jer jeres værdigenstande, hvis vi dræbte jeres sønner, og vi voldtog din mor, din kæreste og søstre, hvis vi installerede os som herrer over jeres land, ville du så sidde med hænderne i skødet.

Den udsigtsløse krig fik en gruppe laverestående officerer til i 1974 at afskaffe Europas ældste diktatur og genindføre demokratiet. Herefter trak Portugal sig i 1975 ud af Mozambique og Angola. Det store flertal af portugisiske indvandrere rejste hjem, mens der opstod borgerkrig i de to selvstændige lande. I Angola havde der været flere frihedsbevægelser, der havde bekæmpet kolonimagten, og efter selvstændigheden udspillede Den Kolde Krig sig ret åbenlyst her. Sydafrika støttede massivt en borgerlig fløj, der stod over for en kommunistisk bevægelse. Til trods for at USA ikke brød sig om apartheidsystemet i Sydafrika, støttede supermagten Sydafrikas engagement i Angola, fordi den kommunistiske front modtog massiv militær støtte fra Sovjetunionen, samtidig med at et stort antal cubanske tropper her kæmpede for revolutionen.

IDEOLOGIERNES KAMP

”Freedom Fanfare”, The Band of the Nigeria Police, 1960.

Nigeria, der var en engelsk koloni, blev selvstændig i 1960, samtidig med en række andre engelske og franske kolonier.

Forventningerne til selvstændigheden var tårnhøje, men udviklingen i Afrikas folkerigeste stat har været præget af borgerkrig, militærstyre og korruption. Til trods for at Nigeria har rige olieforekomster, er befolkningen blandt verdens fattigste.

141

CONGO

142

Leopardmanden var de hvide kolonisters idé om, at de sorte forklædte sig som vilde dyr, der med stålklør ville kaste sig over de hvide. © Hergé/Moulinsart 2013

Q Hele det imperialistiske kapløb om Afrika startede med stormagtskonferencen i Berlin 1884, hvor lille Belgien satte sig på kæmpestore Congo. Kolonien var indtil 1908 den belgiske kong Leopold II’s private ejendom, og han udbyttede sin koloni med ekstrem brutalitet, indtil den på grund af internationalt pres overgik til den belgiske stat.

I 1955 diskuterede regeringen i Belgien at kvalificere Congo til selvstændighed over en periode på 30 år, men det blev forkastet. Flertallet mente, at det var for kort tid. I 1956 skrev en ung congolesisk postassistent ved navn Patrice Lumumba om et belgo-congolesisk ægteskab: I har påtaget jer en storslået og humanitær opgave i Afrika, som i dag er kronet med succes. Vi beundrer jeres mægtige civilisation, for den står over vores. Lumumba var inspireret af, at den belgiske kong Baudouin i 1955 på besøg i Congo havde sagt, at han gik ind for, at Belgien og Congo skulle udgøre én nation.

Patrice Lumumba var i 1958 med til at danne Congos første nationalistbevægelse, og samme år blev han inviteret til en konference i Ghana. Han vendte inspireret og radikaliseret hjem til Congo fra konferencen, der havde konkluderet, at intet afrikansk land skulle være under udenlandsk dominans efter 1960.

Måske fordi kobberpriserne på verdensmarkedet var faldende, eller måske fordi Frankrig havde lovet sin Congo-koloni selvstændighed, besluttede Belgien i februar 1960 at opgive Congo. Selvstændighedsdagen blev fastsat til 30. juni 1960. Der blev aftalt, hvordan et demokrati skulle opbygges. Congo var imidlertid splittet i en række etnisk forskellige stammer, og de fleste politiske partier havde derfor lokale interesser. Lumumbas nationalistbevægelse var landsdækkende, og det lykkedes ham at blive valgt at blive premierminister.

Den belgiske tegner Hergé reproducerede fordommene, da han lod sin tegneseriehelt Tintin forklæde sig som leopardmand i ”Tintin i Congo” (1930-31)

IDEOLOGIERNES KAMP

Ved festen for Congos uafhængighed 30. juni 1960 sagde kong Baudouin: Det er nu op til dem, mine herrer, at vise, at I er vores tillid værdige. Og han fortsatte med at hædre sin grandonkel: Congos uafhængighed er kulminationen på det arbejde, der blev begyndt af geniet Kong Leopold II med stort mod, og som blev fortsat med vedholdenhed af Belgien.

Lumumba og de andre congolesiske ledere blev rasende over at høre den brutale undertrykker omtalt sådan. Lumumba gik på talerstolen og rasede imod Kong Baudouins hyldest til den belgiske koloniadministration.

Vi har kendt til sarkasme og fornærmelser, vi har lidt under undertrykkelse morgen, middag og aften, fordi vi var niggere… Vi har set vores land blive ødelagt under det, der skulle forestille landets lov, men som kun anerkendte de stærkeres ret. Vi har set, hvordan loven var meget forskellig for hvide og sorte, til gavn for de første og grusom og umenneskelig for de sidste… Kongen og de belgiske ministre var rystede. Resten af ceremonien blev gennemført i en iskold atmosfære, og Lumumba blev i belgisk presse skildret som en farlig ekstremist.

Congo var ikke forberedt på selvstændighed, og i løbet af få dage brød en borgerkrig ud. De belgiske myndigheder satte militæret ind for at evakuere den hvide befolkning, der frygtede gengældelse. Borgerkrigen delte landet i etniskbaserede og regionale fraktioner.

FN forsøgte at forlige de stridende parter, men havde utilstrækkelige ressourcer til at gøre nogen forskel i det kæmpemæssige land.

Lumumba blev myrdet af rivaler til magten, og fra 1965 tog Mobuto Sese Seko magten i Congo, som han omdøbte til Zaire. Mobutu, der var antikommunist, og som blev støttet af USA under Den Kolde Krig, sad på magten til 1997.

Han administrerede landet, der er ekstremt rigt på mineraler og diamanter, som sin egen forretning.

Congo er over 60 år efter sin selvstændighed et eksempel på en fejlslagen stat, hvor der praktisk taget ikke er nogen infrastruktur, og

IDEOLOGIERNES KAMP

hvor intet fungerer. Ingen anstændig virksomhed vover et øje i Congo, der er et af de værste eksempler på, hvordan arven fra imperialismen har gjort en fornuftig udvikling vanskelig.

Q

Billede fra festlighederne i anledning af Congos selvstændighed 30. juni 1960. Den belgiske konge Baudouin er i gallauniform, mens den høje herre er Patrice Lumumba.

Afrika-museum i Tervuren, Bruxelles. I begyndelsen af 1900-tallet byggede man i Bruxelles et museum, der udstillede det eksotiske Congo. I 1990’erne er museets udstilling blevet ændret, så man i dag får et vist indtryk af, hvordan forholdene var imellem hvide og sorte i kolonitiden.

Imidlertid er det stadig den belgiske version af historien, der her fortælles, og den brutale undertrykkelse af de sorte under Kong Leopold II er ikke en del af udstillingen.

OPGAVE • Læs om udviklingen i Congo efter Mobutu (fx på denstoredanske. dk) og diskuter, hvilken betydning Congos fortid har for den nutidige situation.

143

Den nyvalgte ANC præsident Nelson Mandela danser med sine tilhængere, da han ankommer til centrum i Johannesburg for at holde sin sejrstale 2. maj 1994.

144

Da Den Kolde Krig sluttede, ophørte støtten til de forskellige ideologisk betingede konflikter i en række afrikanske stater, og der blev fred i fx Mozambique og Angola. Sydafrika havde under Første Verdenskrig erobret Tysk Sydvestafrika og annekteret territoriet. I det store land med en meget lille befolkning kæmpede en guerillabevægelse for frihed. Men da området var opmarchområde for det sydafrikanske engagement i Angola, holdt Sydafrika fast på området ind til Den Kolde Krig sluttede. Og først i 1989 blev området, som den sidste koloni i Afrika, til den selvstændige nation Namibia.

Afslutningen på Den Kolde Krig blev også afslutningen på det sydafrikanske apartheidstyre. Hollandske indvandrede havde slået sig ned her allerede i 1600-tallet, og i 1800-tallet tog englænderne kontrol over området. Her var således en relativ stor indfødt hvid befolkning. Siden 1948 havde der her været gennemført en fuldstændig adskillelse mellem hvide, sorte, farvede og indere. En række forskellige organisationer havde uden held forsøgt at ændre systemet, og FN-resolutioner, sanktioner og boykot havde ikke heller ikke kunnet ændre på regimets ønske om at opretholde status quo. Men da Sovjetunionen i 1989 opgav Den Kolde Krigs rivalisering, var Sydafrika ikke længere en strategisk vigtig partner for USA. Da den væsentligste guerillaorganisation heller ikke var kommunistisk, opgav det hvide mindretalstyre apartheidsystemet. Der blev afholdt frie valg, og frihedshelten Nelson Mandela blev landets første sorte præsident.

IDEOLOGIERNES KAMP

UDVIKLINGSLANDENES INDUSTRIALISERING Mange af de nye selvstændige lande ønskede at udvikle sig til moderne industrielle økonomier, og disse lande blev interessante i et koldkrigsperspektiv. I 1960 udgav en liberal amerikansk økonom, der var rådgiver for den amerikanske præsident, en bog, hvor han på baggrund af viden om industrialiseringen i de vestlige lande, forsøgte at inddele overgangen fra et traditionelt samfund til et moderne industrisamfund i fem stadier*. Det handlede om at finde ud af, hvor det kunne betale sig give ulandsbistand og investere i konkurrence med Sovjetunionen.

Han skildrede overgangen fra et traditionelt samfund til et samfund, hvor masseforbrug og servicesektoren bliver dominerende. Det tredje stadium, take off, er industrialiseringen. Her begynder stadig flere at skifte • Undersøg udvalgte landes udvikling og problemer fra beskæftigelse i landbruget til at have arbejde i den med industrialisering. Diskuter under inddragelse forarbejdende sektor. Væksten er koncentreret omaf industrialiseringens faktorer (ideer, arbejdskraft, kapital, råvarer, teknologi, energi, infrastruktur og kring ganske få områder i landet og omkring en eller marked – se s. 60-61) hvorfor industrialiseringen i to industrigrene, og investeringsniveauet kommer op mange lande har været problematisk. over 10 procent af BNP. Denne generaliserende måde at anskue udvikling på blev kritiseret i samtiden, men fik indflydelse på de vestlige landes økonomiske bistand til de tidligere kolonier, der nu ofte blev betegnet som udviklingslandene. Det kunne bedst betale sig at give bistand til de lande, der var på vej til take off-stadiet. Og det, der manglede mest, var kapital. Mange nye regeringer søgte at modernisere de nye staters økonomier ved at forsøge at skabe en sværindustri, der ikke var naturlige forudsætninger for, og politisk nepotisme (vennetjenester) resulterede i overadministration, mens korruption også udhulede budgetterne.

Men det var heller ikke simpelt at sætte en dynamisk udvikling i gang, som kunne tjene udviklingslandenes egne interesser. Godt nok var de tidligere kolonimagter ude, men de økonomiske strukturer var de samme. En socialistisk indstillet amerikansk økonom udviklede i slutningen af 1960’erne en center-periferi-teori**. Han forsøgte at forklare, hvordan udviklingslandene ikke havde nogen reel chance for udvikling, fordi imperialismen havde medført, at landenes økonomier var indrettet på at tjene kolonimagtens virksomheder, som fortsat havde interesser i de nu selvstændige lande. Det var vanskeligt at sætte en dynamisk industrialisering i gang i de nye lande, så længe produktionsudstyr og rettigheder var på udenlandske virksomheders hænder, og så længe infrastrukturen kun var indrettet på at fragte landbrugsvarer og mineraler frem til eksport.

OPGAVE

* Walt Rostow: ”The Stages og Economic Growth: A Non-Communist Manifesto”. NY 1960 ** André Gunder Frank: ”Capitalism and Underdevelopment in Latinamerica”. NY 1967

IDEOLOGIERNES KAMP

145

UDVIKLINGSLANDENES GÆLDSKRISE I 1980’ERNE OG NEOLIBERALISMEN De naturlige forudsætninger for en dynamisk industriel revolution var ikke til stede – der manglede kapital, infrastruktur, teknologi og uddannelse, og nogle lande var helt afhængige af eksporten af et enkelt mineral eller en enkelt landbrugsvare. Derfor valgte nogle lande en halvsocialistisk politik og lod staten gå aktivt ind i industrialiseringen. Man oprettede offentlige institutioner til at stå for store dele af produktionen, men disse var fra start af ineffektive og overadministrerede. Samtidig blev de fleste nye uafhængige stater til et-parti stater og militærdiktaturer, der brugte store summer på militæret for at holde på magten. Endvidere havde nogle tidligere kolonier ambitioner om gratis skolegang og et offentligt sundhedssystem. De udviklingslande, der ikke havde olieindtægter, var derfor nødt til at lånefinansiere deres udvikling.

Den første oliekrise i 1973 var en økonomisk katastrofe for mange udviklingslande, men de store mellemøstlige olieindtægter gav adgang til kommercielle lån. Imidlertid bar den lånefinansierede investering i vækst og udvikling ikke frugt. Dels var bytteforholdet imellem uforarbejdede råvarer og mineraler i forhold til forarbejdede industrivarer ikke i udviklingslandenes favør, dels faldt verdensmarkedsprisen drastisk på en lang række af de landbrugsvarer og mineraler, som udviklingslandene var økonomisk afhængige af. Og så ramte den anden oliekrise verden 1979-80. Det betød, at mange udviklingslande kom ind i en gældspiral, hvor udgifter til afdrag på gæld og renter udgjorde en stadig større del af statsbudgettet uden en tilsvarende stigning i eksportindtægterne. Resultatet blev en stadig større udlandsgæld. Man skønner, at udviklingslandene i 1970 havde en gæld på 100 mio. dollars. Denne var steget til 2000 mio. dollars i 1999.

I begyndelsen af 1980’erne var en række afrikanske og latinamerikanske udviklingslande på det nærmeste bankerot og ikke i stand til at betale hverken afdrag eller renter. De måtte have hjælp fra IMF (Valutafonden) og Verdensbanken. Og her herskede den såkaldte Chicago-skole, en neoliberalistisk økonomisk teori, der er skeptisk over for det offentliges rolle i økonomien, og som hylder det frie markeds kræfter. De to internationale finansinstitutioner stillede en række krav for at låne udviklingslandene penge. De forlangte en reduktion af de offentlige underskud ved drastiske nedskæringer i offentlige udgifter og en fjernelse eller reduktion af restriktioner på eksport og import. De forlangte også en liberalisering af økonomien for at tiltrække inve”Udviklingsbistand” betegner den støtte, som industrialiserede lande yder til udviklingslande. steringer og en devaluering af nationale valutaer for at øge konkurrenceevnen.

• Diskuter hvilke hensigter og formål, der ligger bag denne politik. Perspektivér evt. til tegningen side 80.

Disse såkaldte strukturtilpasningsprogrammer medførte øget privatisering, liberalisering og re-

OPGAVE

146

IDEOLOGIERNES KAMP

duktion af de offentlige udgifter. De havde voldsom social slagside, da de især ramte det store fattige befolkningsflertal. En kontroversiel canadisk aktivistforfatter taler ligefrem om en ”chockdoktrin”.* Hun argumenterer for, at den liberalistiske nedskæringsideologi systematisk udnytter økonomiske kriser og naturkatastrofer til at indføre en slags undtagelsestilstand, hvor demokratiet sættes ud af kraft, og hvor alt er tilladt. Det, mener hun, skaber muligheder for, at stærke vestlige finansinstitutioner systematisk kan udnytte svage stater.

Mange økonomer har siden den engelske premierminister Margaret Thatchers (1979-90) og den amerikansk præsident Ronald Reagans (1980-88) embedsperioder haft tillid til neoliberalismens mirakelkur.

Men de liberalistiske strukturtilpasningsprogrammer er også vedvarende blevet kritiseret af de fattige lande, af solidaritetsorganisationer og af FN’s børneorganisation UNICEF, der stillede krav om udvikling med et menneskeligt ansigt. I dag går en stor del af den udviklingsbistand, som de velhavende lande yder udviklingslandene til afbetaling på gæld. I 1999 besluttede de rige landes G-7 klub at eftergive en lang række udviklingslande store dele af deres gæld. Samtidig arbejdede en lobbygruppe bestående af blandt andre paven og rockstjernen Bono for, at gælden helt skulle eftergives. En række vestlige lande besluttede i 2005 i den såkaldte Paris-erklæring at arbejde for en ny og bedre udviklingsbistand, samtidig med at en række donorlande eftergav udviklingslandene noget af deres gæld. Men mange mener, at det var en tom gestus, for det var penge, som ingen havde udsigt til at få tilbagebetalt.

Kritikken af den neoliberalistiske økonomiske politik kom nu også fra sværvægtere inden for økonomi. Joseph Stieglitz blev i 2000 fyret som cheføkonom for Verdensbanken, da han havde meget kritiske meninger om IMF’s og Verdensbankens udviklingsstrategi. Han udtalte blandt andet, at disse organisationers politik presser det sidste blod ud af svage lande, og at denne politik har dømt folk til døden. Mange neoliberale økonomer føler sig provokerede af Stieglitz, der i dag afviser, at den bedste udvikling kommer via de frie markedskræfters usynlige hånd. Han argumenterer for, at det handler om at finde en balance imellem marked og regering, da de med fordel kan komplementere hinanden. Han mener, at den fuldstændigt uregulerede liberalisme er ligesom hasardspil, hvor nogle få heldige kan score kassen, mens det store flertal taber. Han mener endvidere, at udviklingslandene skal inddrages i langt højere grad i udformningen af den globale økonomiske politik. *

En kritisk kommentar til IMF og udviklingslandene.

Naomi Klein: ”Chockdoktrinen. Katastrofe-kapitalismens opkomst”, Klim 2008

IDEOLOGIERNES KAMP

147

AFSLUTNING: IDEOLOGIERNES EKSTREME ÅRHUNDREDE Efter Berlinmurens fald i november 1989 kollapsede de kommunistiske lande i Østeuropa hurtigt. I Sovjetunionen opgav kommunistpartiet sit monopol på magten i februar 1990, og der blev valg til de enkelte republikkers lokale parlamenter. Det medførte, at ønsker om national selvstændighed blev aktuelle. I sommeren 1991 blev Gorbatjov enig med præsidenterne for ni enkelte republikker om en ny forfatning, der gav republikkerne mere magt på bekostning af centralmagten i Moskva. Det førte til et kupforsøg imod Gorbatjov, hvor ledende kommunister ville rulle udviklingen tilbage. Imidlertid var kuppet dårligt forberedt, og præsidenten for den store russiske republik, der gik imod kupmagerne, kom styrket ud af konfrontationen. Kommunistpartiet blev efter 74 år ved magten forbudt i Rusland, og det sovjetiske parlament opløste i september 1991 Sovjetunionen. Den udvikling, der startede med Den Russiske Revolution i 1917 i Sankt Petersborg, sluttede, da kommunistpartiet blev forbudt i Rusland i Moskva i 1991. Den internationale kommunisme mistede sit fædreland.

Kommunisternes sejr i 1917 betød, at der i det korte tyvende århundrede forelå et alternativ til liberale, konservative og fascistiske politiske systemer. De liberale nationer England, USA, Frankrig m.fl. bekæmpede fra dag ét den kommunistiske fjende, og ideologiernes kamp gjorde det 20. århundrede til ekstremernes århundrede.

Det 20. århundrede er blevet kaldt ekstremernes århundrede. Aldrig nogen sinde tidligere har så mange mennesker mistet livet i så omfattende krige, hvor det er gået hårdt ud over civilbefolkningerne. Millioner af mennesker mistede livet på ideologiernes alter, og det 20. århundredes bedst kendte massemorder Adolf Hitler, har efter Den Kolde Krigs afslutning fået selskab af Josef Stalin og Mao Zedong, som begge har medvirket til folkedrab på egen befolkning i endnu større skala. Og under indflydelse af Den Kolde Krig mistede millioner af mennesker livet i langvarige stedfortræderkrige i forbindelse med afkoloniseringen overalt på kloden.

Den moderne industrielle krigsførelse i ideologiernes tegn førte til død, elendighed og masseødelæggelse af hidtil uset omfang.

I omkring 74 år (1917-1991) så det ud til, at der var et alternativ til liberalisme, ikke mindst efter at Kina i 1949 blev kommunistisk. Det er måske for tidligt at afskrive det historiske forsøg på at indføre det klasseløse kommunistiske samfund som en historisk parentes, men den radikale socialisme spiller i dag ikke nogen global rolle. Det bedste eksempel på, at ideologi ikke længere har nogen særlig betydning, er Kina. Det regeres af et parti, der stadig kalder sig kommunistisk, men som administrerer landet som en liberalistisk konkurrencestat. Samtidigt har langt de fleste liberale samfund for længst erkendt, at en ureguleret liberalisme har en række utilsigtede, negative og farlige konsekvenser.

148

IDEOLOGIERNES KAMP

KILDER TIL KAPITEL 3 [Ordforklaringer og kommentarer er markerede med kantede parenteser]

KILDE 1 Josef Stalin: Svar til Churchill, 1946 Churchill holdt en tale som præsident Trumans private gæst i marts 1946. Churchill var ikke længere premierminister, men havde betydelig international status. Her brugte han for første gang udtrykket ”Jerntæppet” som grænsen imellem de lande, der lå i det sovjetiske, kommunistiske indflydelsesområde i Østeuropa og det liberale Vesteuropa. Kort tid efter imødegik den sovjetiske diktator Stalin den kritik, som Churchill var fremkommet med.

Reelt fremstår hr. Churchill nu som en krigsgal demagog. Og det er hr. Churchill ikke ene om. Han har venner, ikke kun i England, men også i USA. I den henseende minder han påfaldende meget om Hitler og hans venner. Hitler begyndte sin krigsanstiftelse ved at offentliggøre sin raceteori og erklære, at kun tysktalende befolkninger har fuld værdi som nation.

Hr. Churchill indleder også sin krigshetz med en raceteori, idet han påstår, at kun engelsktalende nationer er fuldgyldige nationer og dermed har til opgave at afgøre hele verdens skæbne. Den tyske raceteori fik Hitler og hans venner til at konkludere, at tyskerne, som den eneste fuldgyldige nation, må herske over andre nationer. Den engelske raceteori bringer hr. Churchill og hans venner til at konkludere, at engelsktalende nationer, som de eneste fuldgyldige nationer, bør herske over alle andre nationer i verden ... Som et resultat af den tyske invasion har Sovjetunionen uigenkaldeligt mistet omkring syv millioner mennesker*, under kampene med tyskerne, men også under den tyske besættelse og i form af tvangsudskrivning af sovjetiske statsborgere som slavearbejdere til de tyske arbejdslejre.

Sovjetunionen har med andre ord mistet langt flere menneskeliv end England og USA tilsammen. Det er muligt, at visse kræfter forsøger at lade glemslens tåger sænke sig over det sovjetiske folks ofre, som sikrede Europas befrielse fra hitlerismens åg. Men Sovjetunionen vil aldrig kunne glemme disse ofre.

Man kan derfor spørge, hvorfor det er så overraskende, at Sovjetunionen for at værne om sin frem*

Stalin omtaler bevidst 7 millioner sovjetiske ofre for Anden Verdenskrig. I virkeligheden var antallet af omkomne meget højere

IDEOLOGIERNES KAMP

tidige sikkerhed søger at udvirke, at disse lande** får regeringer, der er loyale over for Sovjetunionen?

Hvordan kan man, med blot en smule forstand i behold, betegne Sovjetunionens fredelige hensigter som «ekspansionistiske tendenser»? ... Hr. Churchill omgår sandheden, når han taler om kommunistpartiernes voksende indflydelse i Østeuropa … Kommunismens voksende indflydelse kan ikke betragtes som tilfældig. Det er en normal funktion. Kommunisternes indflydelse er vokset, fordi kommunisterne – i de hårde år under det fascistiske herredømme over Europa – viste sig at være pålidelige, modige og selvopofrende stridsmænd under befrielseskampen mod de fascistiske regimer. I sine taler har hr.

Churchill det med at nævne den jævne befolkning i de ydmyge huse. Han klapper dem hovmodigt på hovedet og foregiver at være deres ven. Men disse folk er ikke så naive, som de måske virker ved første øjekast. Også almindelige mennesker har holdninger og politiske overbevisninger. Og de kan godt kæmpe for deres egen sag. Det er dem, disse millioner af almindelige mennesker, der har stemt hr. Churchill og hans parti fra magten i England og i stedet givet deres stemme til Arbejderpartiet. Det er dem, disse millioner af almindelige mennesker, der har isoleret de reaktionære kræfter i Europa, de fascistiske kollaboratører, og foretrukket de venstredemokratiske partier i stedet.

Dansk oversættelse: Morten Visby

** Disse lande dækker over de lande i Østeuropa, der var blevet befriet af Den Røde Hær, og hvor de lokale kommunistpartier støttet af Sovjetunionen havde taget magten

149

KILDE 2 Homoseksuelle i regeringsapparatet, USA, 1950 I 1950, samme år som senator Joseph McCarthy hævdede, at 205 kommunister arbejdede for den amerikanske regering, blev 91 homoseksuelle tvunget til at tage deres afsked fra job i den amerikanske regeringsadministration. På tidspunktet var det almindeligt inden for psykiatri at anse homoseksualitet for at være en sygdom, og homoseksuelle blev anset for at udgøre en sikkerhedsrisiko. Mange mente, at de let kunne afpresses af fjenden (kommunisterne) til at udlevere klassificeret (hemmeligt) materiale. Det blev debatteret på højeste plan, hvor kongres-medlemmer fremlagde deres opfattelse af homoseksuelle og homoseksualitet.

Fra salen, Repræsentanternes Hus: Hr. MILLER fra Nebraska.

Hr. formand, jeg er klar over, at jeg her kommer ind på et meget ømtåleligt emne, og at jeg ikke kan blotlægge knoglerne på samme måde, som hvis jeg havde talt for en gruppe lægekollegaer. Jeg ville gerne flå det stinkende, rådne kød af homoseksualitetens skelet og sige mine kolleger her i Huset et par ubestridelige sandheder om naturens orden. Jeg kan ikke afsløre alle ækle fakta, da det ville være krænkende for finfølelsen hos nogle af jer. Det vil være nødvendigt at tale lidt udenom, og jeg vil bruge visse latinske betegnelser til at beskrive nogle af disse individer. Men tag ikke fejl: Adskillige tusinde af dem er nu ifølge politiet ansat i forbundsregeringen.

Jeg fremsætter dette lovforslag i en god mening.

For nylig er ikke kun udenrigsministeriet, men også handelsministeriet kommet i offentlighedens søgelys, fordi disse og andre ministerier har homoseksuelle medarbejdere. For nylig har hr. Peurifoy fra udenrigsministeriet udtalt, at han har ladet 91 personer træde tilbage, fordi de var homoseksuelle.

De er som fugle, der samles i flok. Hvor er de nu?

I må vide, hvad en homoseksuel er. Det er utroligt, at vi her i landets hovedstad, i Washington, er plaget af en så stor gruppe af disse individer. Jo, Washington tiltrækker skam mange herlige mennesker.

Sædelighedsforbrydelser er der nok af i byen.

Ved den 80. Kongressamling var jeg ophavsmand til seksualafviger-lovforslaget, som blev vedtaget af Kongressen og nu er gældende lov i District of

150

Columbia. Med denne lov i hånden kan man indespærre nogle af disse folk på St. Elizabeths Hospital med henblik på behandling. Det er seksualafvigerne.

Nogle af dem påkalder sig snarere medlidenhed end fordømmelse, for hos mange er det en patologisk lidelse – som hos kleptomanen, der er nødt til at gå ud og stjæle, fordi han simpelthen har den trang, eller som hos pyromanen, der vågner op midt om natten og har lyst til at gå ud og sætte ild i noget.

Det gør han så. Nogle af de homoseksuelle tilhører den kategori. Husk, at der var hele 91 af dem, der blev afskediget i udenrigsministeriet. Det er ganske vist kun en lille procentdel af det samlede antal medarbejdere i regeringsapparatet. For to år siden hørte vi, at der var omtrent 4.000 homoseksuelle i D.C.* Politiet sagde forleden, at der er mellem fem og seks tusind aktive homoseksuelle i Washington, og at 75 % af dem er ansat i regeringsapparatet. Der er steder i Washington, hvor de samles til sexorgier for at dyrke deres syndige laster. Der er en restaurant i centrum, hvor man kan finde mandlige prostituerede. De falbyder sig selv til andre mænd. De er alfonser og ubehagelige personager. Det er nogle mærkelige ord, der indgår i den homoseksuelles vokabular. Der er mange forskellige typer – nekrofili, fetichisme, pygmalionisme, fellatioister, cunnilinguster, sodomitter, pæderaster, lesbianisme, sadisme og masochisme. Faktisk er der mange forskellige praktiseringsformer blandt de homoseksuelle. Man vil kunne høre sådanne folk bruge ord som: «Han er en fisk. Han er en tyrepik. Han er mama, og han er papa og trækkerdreng og alfons.» På en af vore bedste restauranter foregår der såmænd sexorgier og lebbefester. Nogle af de folk har været ansat i udenrigsministeriet, og jeg har erfaret, at andre af dem nu arbejder i andre ministerier. De 91, der måtte træde tilbage, er jo ikke forsvundet. De må være et andet sted – som fugle færdes de i flok. Disse personer giver sig til kende over for hinanden. De har tegn, som de bruger i sporvogne og på offentlige steder for at finde sammen med deres ligesindede. Deres lebbe- og bøssefester følger udførlige ritualer.

Derfor foreslår jeg denne lovændring, og når den kommer til afstemning, vil jeg håbe, at ingen stemmer imod. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor mange af disse homoseksuelle, der er med til at udforme vores udenrigspolitik. Hvor mange har siddet i nøglestillinger og været udsat for afpresning. Det er en kendt sag, at homoseksualitet *

D.C. står for Washington D.C. (District of Colombia), som er det område i USA, hvor regeringskontorerne i Washington ligger

IDEOLOGIERNES KAMP

har dybe rødder i den orientalske oldtid, længe før Konfucius*, og at russerne satser hårdt på homoseksualitet. Disse selvsamme personager trænger ind i udenrigsministeriet og lægger deres klamme hånd på folk, og når først de har folk i deres vold, vil frygten for afpresning få dem til at gøre hvad som helst.

Det kan ikke udelukkes, at disse homoseksuelle er blevet udnyttet af kommunisterne. Jeg ved godt, at det ikke er helt ufarligt at afsløre alle de væmmelige detaljer omkring homoseksualiteten, fordi nogle af disse mennesker er farlige. Der er ingen grænser for, hvad de kan finde på. Disse homoseksuelle har stærke følelser. Man kan ikke stole på dem, og når de er truet af afpresning, er de en farlig gruppe. Tidligere afskedigede hæren disse personer i vanære. Senere ændrede man den type afskedigelse, de fik. Man lader dem ikke forblive i militær tjeneste, hvis man har kendskab til dem. De burde heller ikke ansættes i regeringsapparatet. Jeg er sikker på, at begge fløje her i forsamlingen vil støtte forslaget.

HR. CLEVENGER. Jeg ville ønske, at det amerikanske folk ville holde sig for øje, at en person, der udgør en sikkerhedsrisiko, ikke behøver at være medlem af kommunistpartiet eller for den sags skyld en kommunistisk dækorganisation. Det er ikke alene tænkeligt, men faktisk særdeles sandsynligt, at mange loyale amerikanere udgør en sikkerhedsrisiko – de har noget i deres baggrund, som gør, at de potentielt vil kunne blive ofre for følelsesmæssige konflikter til skade for den nationale sikkerhed. De har måske familie på den anden side af Jerntæppet og vil dermed kunne afpresses. De er måske alkoholikere eller slet og ret snakkesalige. Det mest oplagte eksempel er den homoseksuelle, som er genstand for den mest effektive form for afpresning. Det er et velkendt faktum, at Sovjetunionen fører en liste over alle seksualafvigere i fjendtlige lande, og at kernen i Hitlers spionage var baseret på intimidering af disse stakler. Trods dette har viceudenrigsministeren for nylig forklaret, at 91 seksualafvigere er blevet opsporet og fyret fra udenrigsministeriet. Det tjener udenrigsministeriet til ære. Men har de gjort nok? Flere avisartikler citerer redegørelser fra Senatet, som indikerer, at der er yderligere 400 i udenrigsministeriet og 4.000 i regeringsapparatet i det hele taget. Hvor er de? Hvem ansatte dem? Har vi en celle af de her afvigere, som gemmer sig rundt omkring i regeringsapparatet?

Hvorfor bliver de ikke opsporet og afskediget? Har udenrigsministeriet adgang til informationerne i *

Konfucius, kinesisk filosof fra 551-479 f.v.t. som intet skrev om homoseksualitet

IDEOLOGIERNES KAMP

politiarkiverne i Washington? Skal vi forstille os, at udenrigsministeriet har monopol på dette problem?

Hvad gør man ved det her i andre ministerier?

Dansk oversættelse: Morten Visby

KILDE 3 Jawaharlal Nehru: Marxisme, kapitalisme og Indiens fremtid, 1941 Nehru repræsenterede Kongrespartiet og havde været fængslet utallige gange af de engelske kolonimyndigheder. Han blev det selvstændige Indiens første premierminister fra selvstændigheden i 1947 til hans død i 1964. Han oplevede i 30’erne kommunismen som en befrielsesideologi, men var ikke blind for Sovjetunionens mange fejl og mangler, og han troede heller ikke, at man blindt kunne overføre historiske erfaringer fra et land til et andet.

Da vores kamp blev mere nedtonet og stabiliserede sig på et lavere leje, var der ikke den store begejstring i den for mig, medmindre man betragtede den i et længere perspektiv. Mine tanker samlede sig om andre lande, og så godt jeg nu kunne følge med i fængslet, så jeg verdenssituationen i kløerne på den store depression. Jeg læste så mange bøger, jeg kunne finde om emnet, og jo mere jeg læste, jo mere fascineret blev jeg. Indiens problemer og kampe var blot en lille del af dette store verdensdrama, af den store kamp mellem politiske og økonomiske kræfter, som udfoldede sig overalt både nationalt og internationalt. I den kamp fik jeg i stadig højere grad sympati for den kommunistiske side. Jeg havde længe været tiltrukket af socialismen og kommunismen, og jeg kunne godt lide Rusland.

Der er meget ved Sovjetunionen, jeg ikke bryder mig om – jeg kan ikke lide den brutale undertrykkelse af anderledestænkende, ensretningen og disciplineringen af hele civilsamfundet, den (efter min mening) unødvendige voldsanvendelse under realiseringen af de forskellige politiske beslutninger.

Men omvendt skortede det ikke ligefrem på vold og undertrykkelse i den kapitaliske verden, og det gik mere og mere op for mig, at selve grundlaget for vores berigelses- og ejendomsbaserede samfund er vold. Uden vold ville dette samfund bryde sammen efter få dage. En smule politisk frihed betød intet, når frygten for at sulte konstant tvang langt størstedelen af befolkningen til at underkaste sig de få og fremme deres interesser og anseelse. Vold hørte til dagens orden i begge lejre, men volden i de

151

kapitalistiske samfund forekom at være et iboende element, hvorimod volden i Rusland trods alt, hvor slem den så end var, indgik i et forsøg på at skabe en ny orden baseret på fred og samarbejde og reel frihed for masserne. Trods alle sine fejltrin havde Sovjetunionen overvundet næsten uoverstigelige vanskeligheder og gjort enorme fremskridt i forhold til denne nye orden. Mens resten af verden var grebet af depression og oplevede tilbagegang på flere punkter, så man i Sovjetunionen en helt ny verden under opbygning. Rusland fulgte den store Lenin og så fremad og havde kun tanke for fremtiden, hvorimod andre lande lå fastlåst under fortidens tunge, døde hånd og brugte al deres energi på at bevare en forgangen tids levn. Jeg var især imponeret over forlydender om de store fremskridt, man gjorde i de ellers tilbagestående centralasiatiske regioner under det sovjetiske styre. Alt i alt støttede jeg derfor Sovjetunionen, og det sovjetiske eksempel var et lysende forbillede i en ellers mørk og dyster verden.

Sovjetunionens succes eller nederlag havde enormt stor betydning som praktisk eksperiment med etablering af en kommunistisk stat, men værdien af den kommunistiske teori står og falder ikke med det.

Selv hvis bolsjevikkerne* begår fejl eller ligefrem lider totalt nederlag af nationale eller internationale grunde, betyder det ikke, at den kommunistiske teori er forkert. Netop ud fra denne teori ville det være absurd at kopiere blindt, hvad man har gjort i Rusland – for anvendelsen af denne teori har været bestemt af de særlige betingelser i dette land og dets særlige historiske udviklingsstade. Desuden ville Indien eller ethvert andet land kunne lære meget af bolsjevikkernes triumfer såvel som deres uundgåelige fejltrin. Måske forsøgte bolsjevikkerne at forcere udviklingstempoet, fordi de frygtede udefrakommende aggressioner, omringet som de var af en hel verden af fjender. […] Et langsommere tempo ville måske kunne have undgået meget af den nød og elendighed, som udviklingen forårsagede i de landlige egne. Men så meldte sig spørgsmålet, om virkeligt radikale resultater overhovedet ville kunne opnås, hvis man satte forandringshastigheden ned.

Reformisme kunne umuligt være løsningen i en så afgørende situation, hvor det var selve grundstrukturen, der måtte ændres. Uanset hvor langsomt man valgte at gå frem senere, måtte det første skridt være et totalt brud med den herskende orden, som ikke længere tjente noget formål og kun hæmmede yderligere fremskridt. I Indien vil kun en revolutionær *

Bolsjevikkerne er den oprindelige russiske betegnelse for Lenins kommunister

152

plan kunne løse de to sammenhængende spørgsmål om landbrug og industri tillige med næsten alle andre større problemer, hvormed Indien står konfronteret ... Ud over det det sovjetiske forbillede har marxismen, som teori og filosofi, også oplyst mangen en mørk krog af mit sind i øvrigt. Historien har fået ny mening for mig. Den marxistiske fortolkning har badet den i et nyt lys, hvori den udfolder et drama styret af en vis orden og et vist formål, om det så er nok så ubevidst. Til trods for fortidens forfærdelige spild og elendighed tegnede fremtiden lys, også selvom mange nye farer greb forstyrrende ind. Det var marxismens videnskabelige, udogmatiske tilgang, jeg fandt tiltrækkende. Der var godt nok masser af dogmatik i den officielle kommunisme i Sovjetunionen og andre steder, og det kom ofte til kætterforfølgelser**. Det var yderst beklageligt, men det var ikke svært at forstå i lyset af de voldsomme og hastige forandringer, der skete så hurtigt i de sovjetiske lande, hvor en effektiv opposition ville kunne have været ensbetydende med et katastrofalt nederlag. Den store verdenskrise og generelle lavkonjunktur forekom at bekræfte den marxistiske analyse. Mens alle andre systemer og teorier famlede i blinde, kunne marxismen forklare krisen mere eller mindre fyldestgørende og faktisk anvise en reel løsning. Da dette begyndte at gå op for mig, blev jeg opfyldt af ny begejstring, og min depression over den fejlslagne civile ulydighed*** blev væsentlig mindre. Marcherede verden måske ikke med hastige skridt frem mod den ønskede fuldbyrdelse? Der var alvorlig fare for krig og katastrofer, men vi var i det mindste i bevægelse. Der var ingen stagnation.

Vores nationale frihedskamp blev ét skridt under en længere rejse, og det var i virkeligheden kun godt, at undertrykkelse og lidelse nu hærdede vort folk til fremtidige kampe og tvang det til at overveje de nye ideer, der optog verden. Det ville gøre os stærkere og mere disciplinerede ved at eliminere de svagere elementer. Tiden var på vores side.

Dansk oversættelse: Morten Visby

** Nehru refererer her til det store antal skueprocesser i Sovjetunionen i slutningen af 30’erne, hvor i tusindvis af gode kommunister blev anklaget for opdigtede forbrydelser i mod den socialistiske idé og stat. *** Civil ulydighed var en form for fredelig, ikke voldelig, protest imod de koloniale myndigheder, som den indiske selvstændighedsbevægelse med Gandhi i spidsen bekjente sig af

IDEOLOGIERNES KAMP

KILDE 4 Jawaharlal Nehru: Økonomisk udvikling og alliancefrihed, 1956 Nehru repræsenterede Kongrespartiet og havde været fængslet utallige gange af de engelske kolonimyndigheder. Han blev det selvstændige Indiens første premierminister fra selvstændigheden i 1947 til hans død i 1964. Han ønskede ikke at vælge side i Den Kolde Krig og var pga. af Indiens størrelse den mest betydelige blandt de alliancefrie nationers ledere.

Vi har nu taget hul på den overvældende, men også meget spændende opgave at skabe hurtig og omfattende økonomisk udvikling i vort land. At skabe en sådan udvikling i et gammeldags og tilbagestående land som Indien vil kun være muligt med målrettet planlægning. I overensstemmelse med vore demokratiske principper og traditioner søger vi gennem åben diskussion og drøftelse såvel som gennem selve realiseringen at inddrage den indiske befolknings entusiastiske, frivillige og aktive samarbejde. Vi fuldførte vores første femårsplan for otte måneder siden, og nu er vi begyndt på den næste femårsplan i mere ambitiøs skala. Denne gang søger vi at gennemføre en planlagt udvikling inden for landbrug og industri, i byen og på landet, på alle niveauer fra fabriksproduktion til hjemmeindustri.

Jeg taler om Indien, fordi det er mit land, og jeg har en vis ret til at tale på Indiens vegne. Men mange andre lande i Asien kan fortælle samme historie, for Asien er i dag under genopblomstring, og lande, der længe har været under fremmed åg, har i dag genvundet deres uafhængighed og er optændt af en ny ånd og stræben efter idealer. For dem som for os er uafhængigheden lige så livssvigtig som det åndedræt, hvormed man holder sig i live, og kolonialismen er afskyelig i enhver form, uanset hvor ... Fred og frihed er blevet to sider af samme sag, og verden kan ikke vedblive at være delvist fri og delvist underlagt andres herredømme ret længe endnu. I denne atomalder er freden også blevet en prøve på menneskets overlevelsesevner. For nylig har vi oplevet to tragedier med voldsomme konsekvenser for mænd og kvinder over hele verden. Her

IDEOLOGIERNES KAMP

tænker jeg på tragedierne i Ægypten* og Ungarn**.

Vores dybfølte sympatier går til dem, der har lidt eller lider, og vi må alle gøre vort yderste for at hjælpe dem og medvirke til at løse disse problemer på en fredelig og konstruktiv måde. Men selv disse tragedier har et enkelt positivt aspekt, for de har demonstreret, at selv de mest magtfulde lande ikke kan gribe tilbage til gamle kolonialistiske metoder eller påtvinge svage lande deres herredømme.

Verdensopinionen har vist, at den kan organisere sig til modstand mod sådanne krænkelser. Måske vil friheden, som et resultat af disse tragedier, blive udvidet og få et mere sikkert grundlag. Bevarelsen af freden er det centrale sigte for den indiske politik.

Det er i forlængelse af denne politik, at vi har valgt at gå alliancefrihedens vej. Alliancefrihed er ikke ensbetydende med at forholde sig passivt, hverken mentalt eller handlingsmæssigt, eller at være blottet for enhver tro eller overbevisning. Det indebærer ikke at underlægge sig, hvad vi opfatter som ondskab. Det er derimod en positiv og dynamisk tilgang til de problemer, vi står over for. Vi tror på, at alle lande har ret, ikke kun til frihed, men også til at føre sin egen politik og vælge sin egen måde at leve på.

Kun sådan kan sand frihed trives – kun sådan kan et folk leve og udvikle sig i overensstemmelse sin egen sjæl. Vi tror derfor på ikkevold og ikke-indblanding i andre landes forhold. Vi tror på tolerance mellem landene og evnen til fredelig sameksistens.

Vi mener, at nationerne gennem fri ideudveksling, samhandel og andre former for kontakt vil lære af hinanden, således at sandheden vinder frem. Vi vil derfor bestræbe os på at opretholde venskabelige relationer til alle lande, selvom vi ikke kan tilslutte os deres politik eller styreformer. Vi mener, at vi gennem denne tilgang kan tjene ikke blot vort eget land, men også fredens og solidaritetens sag i verden som helhed.

Dansk oversættelse: Morten Visby

*

Egypten 1956. Nehru refererer her til, hvordan England og Frankrig i forbindelse med Sinaikrigen angreb Egypten og bombede Cairo efter, at Egypten havde nationaliseret den engelsk-fransk ejede Suezkanal, der forbinder Middelhavet med Det Indiske Ocean. ** Ungarn 1956. Nehru refererer til hvordan Warszawapagt landene med Sovjetunionen invaderede Ungarn i efteråret 1956. Det ungarske kommunistparti havde åbnet op for muligheden for flere politiske partier og havde lagt op til, at Ungarn ville trække sig ud af det militære samarbejde i Warszawa-pagten. Det fik de kommunistiske lande til at invadere landet og rulle udviklingen tilbage.

153

KILDE 5 Amerikanere taler ud om massakren i My Lai Den 16. marts 1968 blev ca. 80 soldater fra C Company fløjet ind til landsbyen Mylai i Sydvietnam. Amerikanerne var pressede efter den store nordvietnamesiske Tet-offensiv i januar, og Mylai var udpeget som et potentielt hovedkvarter for den Sydvietnamesiske modstandsbevægelse Viet Cong. Soldaterne havde ordre til at gå hårdt til værks overfor Viet Cong partisaner. De fandt kun gamle mænd, kvinder og børn, men foranstaltede et blodbad, hvor de myrdede flere hundrede civile. Præcis denne episode kom til offentlighedens kendskab, fordi fotografen Ron Haeberlee, der var med C Company, offentliggjorde de billeder, han tog. Flere af disse forfærdelige og rædselsvækkende billeder blev bl.a. vist i LIFE. Sagen blev undersøgt af det amerikanske forsvar, og 24 af de deltagende var under anklage, men det endte med, at man kun fandt én skyldig, Løjtnant W. Calley. Han blev i 1971 ved en militær domstol idømt livsvarigt fængsel, men blev i 1974 benådet af præsident Nixon. (Læs Calleys beretning i: Peter Frederiksen: ”Vietnam, fra drage til tiger”, Systime 2000, side 94 ff.)

Den amerikanske befolkning reagerede på massakren i My Lai – med rædsel, skam og chok, men også med vantro, ligegyldig accept og endda følelseskold mangel på interesse. I interviews med journalister fra LIFE og i breve til redaktøren var der mange, der så My Lai som en uafvendelig konsekvens af krig generelt. Andre skød skylden på netop denne krig. Meget få var villige til udelukkende at lægge skylden hos mændene fra C-kompagniet, som, efter eget udsagn, deltog i massenedslagtning af gamle mænd, kvinder og børn. Nogle anklagede pressen for at overdrive hændelsen eller satte spørgsmålstegn ved, om det overhovedet var sket. Det var sjældent, at My Lai rent faktisk ændrede personers følelser omkring krigen; begivenheden bidrog blot til at forstærke de holdninger, folk allerede havde.

Mange var tydeligvis så mætte af krigens rædsler, at selv ikke et chok som dette betød, at de havde noget nyt at sige. Andre, der havde travlt med deres juleindkøb, sagde slet ingenting. I de følgende uddrag udtalte personer, som er identificeret ved deres alder og beskæftigelse, sig i interviews med LIFE. Andre uddrag stammer fra breve, der kommenterer på de fotografier og øjenvidneberetninger fra My Lai, som tidligere blev trykt i den amerikanske udgave af LIFE:

154

Jeg har haft to brødre derovre. De har fortalt mig, at det barn, man giver et stykke slik til om dagen, skyder på en om natten. Jeg accepterer ikke massemord. Jeg ved ikke, hvem der har skylden … andet end selve krigen.

CHARLES BAX, 32, Politibetjent fra Kansas Mens jeg læste beskrivelsen af de uforståelige grusomheder, kiggede jeg, meget kort, på fotografierne gennem halvt lukkede øjne, så mit syn blev sløret … sådan at jeg både så og ikke så … Halvvejs gennem artiklen fik jeg det, som om jeg havde holdt vejret, og ved den sidste udånding kom jeg ufrivilligt til at udbryde: ”Til helvede med dem!” Jeg læste artiklen færdig, men jeg mangler stadig at læse resten af bladet. Måske får jeg aldrig gjort det.

HELEN L. AUSTIN, Rye, New York Alle tager den menneskelige faktor ud af sagen. Man skal forestille at været hævet over den slags. Når man løber rundt med et gevær i hånden, makker, så kommer man til at begå fejl. Det er lige meget, hvem man er. Så hvis man giver 500.000 mand geværer, så sker der sådan noget.

THOMAS MCCARTHY, 31, politimand fra Chicago, Illinois Det er ikke nogen leg. Hvis det er meningen, at man skal kæmpe, så kæmper man. Ansvaret ligger hos det vietnamesiske folk. De er alle ens, de klæder sig ens og ligner hinanden. Når de prøver at slå en ihjel, tja, hvis det måtte ske, så var det sådan, det var.

JAMES JONES, 22, Vietnamveteran og studerende fra Phoenix Som folk står vi også på anklagebænken og bør ikke prøve at lukke munden på vores dårlige samvittighed ved at gøre nogle af eller alle de mennesker, som var direkte involveret i den påståede hændelse, til syndebukke. Hver eneste tysker, som jeg mødte lige efter Anden Verdenskrig, sagde, at han kæmpede på Østfronten, og at Hitler var skyld i det hele.

Hvis det viser sig, at My Lai-massakren virkelig har fundet sted, vil det være et yderligere bevis på, hvad den her krig gør ved os alle sammen, ikke kun soldaterne.

MARK HATFIELD, Amerikansk senator, Oregon Det, der skete, var en del af den amerikanske militærstrategi. Det var et resultat af strategien bag den krig. Jeg føler mig ikke skyldig over det, fordi jeg anser den regering, som gjorde det, for at være min fjende. Den vrede, det fremkaldte i mig, fik mig i højere grad til at tænke på åben revolution end på

IDEOLOGIERNES KAMP

en fredelig, ikke voldelig en af slagsen*.

RON MILEWSKI, 22, Studerende fra Chicago.

Knee i South Dakota d. 29. december 1890?**** WHITE WATER, Harrisburg, Pennsylvania

Der sker tusindvis af My Lai’er hver eneste dag her i Amerika. Jeg taler om, hvordan individer brutaliseres af hverdagslivet i byerne, hvor folk bliver slået ihjel af andre mennesker hver eneste dag. Og alligevel fortsætter vores samfund sin hektiske gang nærmest uden at nogen tænker en ekstra gang over, hvad det er, der sker. Vi accepterer drab, drab på civile i Vietnam og her i Chicago drabet på lederen af Black Panthers**, som noget der ikke rigtig påvirker os for alvor. Det kan ende med at blive en måde at leve på. Jeg har det fuldstændig forfærdeligt med denne afstumpede reaktion.

JULE LOHN, 53, Erhvervsleder fra Chicago

Jeg håber, at den selvransagelse, de her billeder fører til, vil ruske op i det ”tavse flertal”*****, som Nixon så desperat regner med. Vi skal ud af den her krig, før den ødelægger os fuldstændigt.

KATHERINE W. FARRIS, Pullman, Washington

Hvis principperne fra Nürnbergprocessen*** overhovedet betyder noget – hvis Amerika overhovedet betyder noget – burde disse mænd, som myrdede kvinder, børn og gamle mænd, aldrig få lov til at gemme sig bag undskyldningen: ”Jeg parerede bare ordre” TRUMAN R. CLARK, Conshohocken, Pennsylvania Min første reaktion var fuldkommen dødelig rædsel over en hændelse, der står i så klar modsætning til det amerikanske ideal, hvor vi har set os selv som dem, der beskyttede kvinder, børn og undertrykte.

Jeg fik det sådan, at jeg ikke havde lyst til at læse mere om massakren. Jeg har lige så ondt af de af vores mænd, der deltog i den, som af de døde.

MRS. CARLING DINKLER JR., 46, Kendis fra Miami Ja, det er frygteligt, men historien gentager sig, og det er ikke første gang, amerikanske soldater har dræbte kvinder og børn på grusomste vis. Bare for at nævne en enkelt hændelse, hvad så med Wounded

Anti-Vietnam bevægelsen blev, i takt med at krigen trak ud, radikaliseret, og dele af den store folkelige bevægelse begyndte at argumentere for og at bruge vold i kampagnen imod krigen. ** Black Panther Party var et militant venstreorienteret borgerrettighedsparti, der blev stiftet i 1966 i opposition til Martin Luthers Kings ikke-vold-politik. Det kom til konfrontationer med FBI, der infiltrerede organisationen, og i dec. 1968 blev to af partiets ledere dræbt under en politiaktion i Chicago. *** Nürnberg-processen var den domstol, som de allierede USA, England og Sovjetunionen oprettede i Tyskland i 1945-46, hvor de nazistiske topfigurer, der ikke var flygtet eller havde begået selvmord, blev dømt for krigsforbrydelser og forbrydelser imod menneskeheden.

Hovedproblemet her er, hvor ordren kom fra. Det ligger i den menneskelige natur, at folk ikke ville handle sådan, hvis de handlede på egen hånd – det er der simpelthen for mange naturlige instinkter og naturlig stolthed og opdragelse til, at det kunne ske. Jeg har aldrig set en krig, hvor der var så meget ambivalens. (tosidighed).

GORDON WILLIAMS, værkfører, Brighton, Colorado Som tidligere marinesoldat, passioneret amerikaner og en der virkelig tror på vores fantastiske land, modtog jeg nyheden om massakren på samme måde, som hvis det havde været mit eget barn, der var død. Billederne i jeres blad var som en kniv i hjertet på mig.

ROGER R. ECKERT, La Mesa, Californien Det forstærker bare den afsky, jeg altid har følt over for Vietnamkrigen. Jeg bebrejder ikke soldaterne noget. De er blevet hjernevasket, ellers ville de ikke være i stand til at skyde nogen derovre. De er skyldige, men ikke mere end enhver anden i USA, som tillader vores regering at fortsætte den her krig.

MRS. KAY HOBBS, 35, husmor, Oklahoma City Der er noget meget mærkeligt ved denne offentlige stillen sig an – antagelsen om, at alting var helt fint, inden det her skete. Fejlen kan føres tilbage til John

*

IDEOLOGIERNES KAMP

**** Wounded Knee. Ved floden Wounded Knee i South Dakota gik kavaleriet til angreb på Sioux-stammen, der var henvist til et reservat. Regimentet åbnede ild med hurtigt skydende kanoner og dræbte omkring 150 mænd, kvinder og børn. ***** The Silent Mayority, det tavse flertal. Demokraten J.F. Kennedy havde tøvet med at sende kamptropper til Vietnam, men under hans efterfølger L.B. Johnson blev det amerikanske engagement optrappet til over 500.000 soldater i Vietnam. Republikaneren Richard Nixon vandt præsidentvalget i 1968 på at ville afslutte krigen. Til trods for en massiv folkelig protest imod krigen genvandt han i 1972 (ved hjælp af det tavse flertal)posten på at ville gennemføre en ærefuld fred.

155

Foster Dulles og Eisenhower, til ”dominoteorien”* og forsikringerne om vores retskaffenhed, som jeg mener var meget forkerte. Vi har sendt folk af sted for at gøre det beskidte arbejde for os, og nu vil vi så ikke se konsekvenserne i øjnene.

JOHN HATCH, 30, Amerikansk lærer, London Som Agnew** så præcist formulerede det, kan pressen skabe nationale problemer fra den ene dag til den anden. Jeg kan nu se, at andre rapporter om såkaldte tragedier begynder at dukke op. Jeg mener, at det er en ny kommunistisk taktik, der er i gang, og de ved, at de kan regne med de godtroende, venstreorienterede fjolser i pressen.

JOHN A. MALAGRIN, Baltimore, Maryland For første gang ødelagde jeg et nummer af LIFE, inden mine børn fik fat i det, ikke fordi jeg mener, at LIFE gjorde noget forkert ved at offentliggøre billederne, men fordi det ville have været for svært at svare på de spørgsmål, de ville have udløst.

SYBIL KELLOGG, Aurora, Illinois Er det fordi, det ikke var hvide amerikanere med runde øjne, at drabene på dem er så ligegyldige for så mange mennesker?

SHERRI SOLTOW, Killeen, Texas Vi er nødt til at huske på, hvad der skete, da atombomberne blev smidt under Anden Verdenskrig.

Mange civile blev dræbt, såret og handicappet på grund af en beslutning, som den amerikanske præsident tog. Jeg kan ikke huske at have hørt om, at den beslutning om at smide bomber over de to byer blev kritiseret.

PAUL CLAUSER, 72, Grapevine, Texas Krig er et helvede, og det ved jeg alt om, for jeg har deltaget i to af dem, blandt andet et år i Vietnam.

Men jeg ved, og det gør I også, at selv hvis denne hændelse virkelig fandt sted, sådan som det er blevet påstået, så er det en isoleret hændelse og ikke amerikansk politik.

OBERST RAY H. SMITH, Fort Sill, Oklahoma

Dominoteorien blev formuleret af udenrigsministeren John F. Dulles under præsident Eisenhower i forbindelse med Den Kolde Krig i Korea-krigen. Den argumenterede for, at hvis et land blev kommunistisk, ville det næste og næste og … også blive kommunistisk. Det var begrundelsen for at hjælpe den sydvietnamesiske styre imod Viet Cong og det kommunistiske Nordvietnam. ** Spiro Agnew var Vicepræsident under Nixon fra 1969 og til Nixon måtte træde tilbage i 1973 som følge af Watergate-skandalen

Militæret vil ikke retsforfølge dem, som i virkeligheden er ansvarlige. Aben bliver sendt nedad og ikke opad i systemet. Det virkelige spørgsmål er: Hvem satte tonen i American Divison? Der er enheder, hvor en voldelig tone, en utilgiveligt voldelig tone, bliver anslået. Det var ikke kun det, at dem længere oppe i hierarkiet vidste, hvad der var sket og ikke gjorde noget ved det – men det at de satte tonen, som fik noget sådant til at ske. Vi narrer os selv, hvis vi tror, at der ikke findes en lille smule SS*** i ethvert militær – som bare venter på, at en eller anden tykhovedet oberst eller general kalder det frem.

TOM CARMICHAEL, Ajijic, Mexico Vi fordømte det tavse flertal i Tyskland, da de påstod, at de ikke kendte til koncentrationslejrene og blodsudgydelserne. Vores aviser er endnu ikke underlagt censur, og vores radio og tv har heller ikke fået mundkurv på. Hvad bliver vores undskyldning for dem, der stadig forholder sig tavst?

MRS. NENA RIEGGER, Oxon Hill, Maryland Hele verden er skyldig – militæret som institution og regeringen som repræsentanter for det amerikanske folk. Jeg er bitter over det. Det sviner billedet af USA til over hele verden. Det tilsviner det, vi kæmper for i Vietnam. Jeg tror, de vil prøve at få det til at se pænt ud ved at sige, at det var én mand, som var ansvarlig for massakren, når hele problemet kommer af, at vi overhovedet gik ind i Vietnam. Jeg har en bror i Vietnam. Jeg hader at tænke på, at han er en del af en organisation, hvor den slags kunne ske og blive tolereret.

GLEN BUTLER, 21, Studerende fra Omaha Når vi i løbet af det same år kan nedslagte børn i My Lai og samtidig bevise, at vi kan rejse helt ud til stjernerne, så er der noget galt med samfundet. Vi burde glemme alt om computere og andre fremragende teknologiske bedrifter og i stedet koncentrere os om at læse og prøve at forstå den bog, der hedder Bibelen.

HAROLD SNYDER JR. York, Pennsylvania

*

156

*** SS, det nazistiske elitekorps der blandt andet var medvirkende til Holocaust

IDEOLOGIERNES KAMP

Der er ikke længere nogen undskyldning for, at folk forbliver tavse. Vores præsident og vicepræsident og Senatet bør oversvømmes med breve, der forlanger, at de virkelige syndere, de der skabte den politik, vi fulgte i Vietnam, de som undertrykte beviserne for denne massakre i næsten to år, skal udstilles for, hvad de er.

MRS. JULIA THOMASON, The Bronx, New York Jeg er gammel nok til at kunne huske, hvordan vi talte om de frygtelige tyskere* under Første Verdenskrig. Jeg mener ikke, man kan skyde skylden på noget enkeltindivid, og heller ikke engang på regeringen. Det er bare et produkt af en lang og beskidt krig.

BERT ENGLAND, 64, Købmand fra Witchita, Kansas LIFE’s afdækning af de gruopvækkende hændelser vil bare give ekstra næring til de kommunistiske propagandamedier.

WILLIAM NOSAKA, San Mateo, Californien Jeg mener ikke under nogen omstændigheder, at en person, som er sat i en situation, hvor han har fået besked på at dræbe, bør straffes, fordi han dræbte de forkerte mennesker.

JERRY CRAMM, 19, Studerende fra Oklahoma City Der vil stadig findes to ekstremer – dem som vil have en omgående tilbagetrækning, og dem som ønsker at smide bomben**. De mennesker, som befinder sig derimellem, er stadig bedøvende ligeglade med hele miseren.

RICHARD L. MCMILLAN, 25, Vietnamveteran, studerende ved South Dakotas universitet Dansk oversættelse: Juliane Wammen

*

Da USA trådte ind i Første Verdenskrig i april 1917, omtalte den amerikanske krigspropaganda tyskerne som ”the huns” efter et asiatisk folkeslag som i slutningen af 300-tallet terroriserede Europa og som vare medvirkende til Romerrigets kollaps. ** Atom-bomben. Efter at amerikanerne havde afsluttet Anden Verdenskrig ved at kaste atombomberne over Hiroshima og Nagasaki i 1945 er atombomben ikke siden blevet brugt. Men der var hardlinere i Den Kolde krig, der argumenterede for at bruge atombomben i Vietnam for at få en afslutning på krigen. Den gensidige terrortrussel betød imidlertid, at man afstod fra at anvende atomvåben.

IDEOLOGIERNES KAMP

KILDE 6 Meddelelse fra FREMLINO til de portugisiske soldater, ca. 1970 Det gjorde ikke indtryk på det portugisiske militærdiktatur, at FN siden sin oprettelse i 1948 havde arbejdet for afkolonisering. Alle andre kolonimagter i Afrika havde opgivet deres kolonier omkring 1960, men det portugisiske militærdiktatur holdt stædigt fast ved ideen om, at de tre afrikanske kolonier var en del af det portugisiske fædreland.

Der opstod stærke befrielsesorganisationer i alle tre portugisiske kolonier. FREMLINO, der betyder Fronten til Befrielse af Mozambique, blev dannet i 1962 og koordinerede modstanden imod det portugisiske koloniherredømme. FREMLINO var socialistisk orienteret og modtog under Den Kolde Krig støtte fra Sovjetunionen.

Det portugisiske militærdiktatur blev styrtet i 1974, da en gruppe venstreorienterede officerer afsatte diktaturet, der havde varet siden 1926. Denne nye portugisiske regering afsluttede i 1975 det portugisiske engagement i de tre kolonier, der blev selvstændige lande.

Denne løbeseddel henvendte sig direkte til de portugisiske soldater, der i årevis kæmpede en kamp imod befrielsesbevægelserne i de tre portugisiske kolonier i Afrika.

MEDDELELSE FRA FREMLINO TIL DE PORTUGISISKE SOLDATER Denne meddelelse er henvendt til de portugisiske soldater, som kom for lang tid siden, meget lang tid siden. Fra et andet kontinent invaderede de vores land, hvor de dræbte vores folk, brændte vores marker og voldtog vores søstre PORTUGISISKE SOLDAT, vi ønsker at sige til dig, at du er i gang med en grusom, inhuman, og kriminel gerning. Tænk engang: Hvis vi tog fra vores land, Afrika, (Mozambique) og gav os til at invadere dit land i Europa, hvordan ville du synes om det? Hvis vi mozambiquanere gav os til at ødelægge jeres marker, som I har i jeres land, og som I selv med stor umage og kærlighed har dyrket, hvis vi ønskede at overtage jeres huse og berøve jer jeres værdiggenstande, hvis vi dræbte jeres sønner, og vi voldtog din mor, din kæreste og søstre, hvis vi installerede os som herrer over jeres land, ville du så sidde med hænderne i skødet? Forestil dig at være ydmyget, slået, berøvet, lænket – ville du ikke gøre oprør?

157

Ville du så ikke hidse dig op? Du ville være nødsaget til at bruge våben for at kæmpe imod den, der invaderede (fjenden). Jeres forfædre gjorde præcis det (kæmpede imod), dengang de blev invaderet af arabiske, spanske og franske styrker, de forsvarerede heroisk deres uafhængighed, de nægtede at lade sig underlægge en fremmed magt.

PORTUGISISKE SOLDAT, du kæmper imod os, fordi du aldrig har tænkt på, hvad det er du laver.

Først tager de dig væk fra marken, hvor du roligt dyrker din jord. Så sætter de dig på skibe, der sejler dig til Mozambique. De giver dig våben og siger til dig: ”Lad os gå ud og kæmpe imod terroristerne”.

Og du gør som en automat eller et instrument, uden at tænke over, om den krig, de har bedt dig om at udkæmpe, er retfærdig eller uretfærdig, uden at vide hvorfor du kæmper. Med tiden får du samvittighedskvaler. Du er en almindelig mand, lige som os blev du ikke født kriminel. Det er dem, der vil sende dig i krig, der gør dig til kriminel. Det ærlige og arbejdsomme portugisiske folk er nu blevet et folk af mordere. Det ved vi. Hvorfor kommer du så og dræber vort folk? Det eneste, vi ønsker, er at leve i fred på vores afrikanske jord som herrer (retmæssige ejere) over vores jord. Vi har denne ret. Og det er præcist, fordi denne ret er blevet nægtet os, at vi kæmper. Vi kæmper imod dig portugisiske soldat, fordi de er dig, der er modstander af fred og fremskridt i vores land. Hvis det ikke var dig, hvis du i stedet for at være her for at kæmpe imod os, hvis du var i dit land for at dyrke dine marker, så ville vi ikke behøve at kæmpe imod hinanden, og der ville ikke være krig i vores land. Vi ville i fred kunne bygge vores hjem, elske vores kvinder og vores børn og udvikle vore rigdomme. Men det vil ikke være muligt, så længe du er her med våben vendt imod os.

Og for hvem? og for hvad kæmper du? De siger til dig, at du kommer for at forsvare dit fædreland – men dit fædreland er Portugal og ikke Mozambique, Angola eller Guinea-Bissau. Hvert af disse lande er et fædreland, som er forskelligt fra dit, med et andet folk med en anden historie og kultur og andre traditioner. Har du set nogen mozambiquaner, angolaner eller guineaner true dit sande fædreland, som er Portugal. Nej, det har du aldrig oplevet. De som truer dig, er de officerer, som tog dig væk fra dit arbejde og sendte dig herned, for at du skal kæmpe imod vores folk. De opfandt løgnen om, at dit fædreland er truet for at mobilisere dig og retfærdiggøre krigen.

158

I virkeligheden er den eneste grund til, at lederne af dit land fører krig imod os, at de ikke ønsker at give os de rigdomme tilbage, som de frarøvede os for meget lang tid siden. Måske ved du ikke portugisiske soldat, at sandheden er, at Portugal regeres af en minoritet på 27 familier. Disse 27 familier kontrollerer alle rigdomme i Portugal og Portugals kolonier.

De er herrer over jorderne, fabrikkerne, minerne og handlen. Og resten, næsten hele den portugisisk befolkning lever i fattigdom. Vi behøver ikke sige det til dig, som du ved bedre end os. Bønder i Portugal arbejder fra solopgang til solnedgang, men det, som de tjener, rækker ikke til at købe brød. Mange familier bor i simple hytter, deres børn sulter, og når de bliver syge, er der ikke penge til medicin. Og imellem tiden bor disse store kapitalister i den største luksus, de har mange biler, til sig selv, til konerne og til børnene, de sender deres børn til universiteter, for at de kan få de højeste uddannelser, så de senere kan blive direktører, ministre, eller bankdirektører.

Ikke alene røver og stjæler de fra det portugisiske folk, men de udvider dette røveri til også at omfatte Mozambique, Angola og Guinea-Bissau. Og nu er det vort folk vil sige: ” Nej til undertrykkelse og udbytning, de sendte dig her portugisiske soldat for at forsvare deres rigdomme i vores land.”

Hvad får du ud af rigdommene fra Mozambique?

Intet, absolut intet. Har du nogen sinde fået noget af vores mineraler, olie eller kultur? Nej, det er de store kapitalister, der har fordel af det. De går ikke selv i krig, de bliver i Lissabon eller i Lourenzo Marques (rigmandskvarteret i Maputo, hovedstaden i Mozambique) i sikkerhed, mens de indkasserer deres udbytte, frekventerer kasinoer, store middage og receptioner – og de sender dig for at dræbe i et land, hvor døden lurer på dig bag hver busk, bag hvert hjørne og i posten. Mange af dine kammerater er døde på den måde, i baghold uden ære i forsvar for de store kapitalisters interesser.

Portugisiske Soldat, det er på tide, at du vender hjem dertil, hvor du hører til. Kolonialismen vil ikke længere vare lang tid, den er dømt til døden.

FN har erklæret, at den portugisiske kolonialisme er en forbrydelse imod menneskeheden. Mange lande kritiserer åbenlyst den portugisiske regerings kolonipolitik. Der er mange lande og organisationer, der støtter os moralsk og med materiel. Derfor er vi i stand til at forstærke vores kamp. Hvis du bliver fanget i denne proces i denne kamp, vil du blive dræbt a guerillaer fra FREMLINO: og du ville være død for ingenting, uden at få nogen ære for din heroiske død. Du må vide, at din regering interes-

IDEOLOGIERNES KAMP

serer sig meget mere for materielle rigdomme end for menneskeliv. Efter offensiven, som I indledte sidste år imod de områder, som FREMLINO kontroller, og hvor I var nødsaget til at trække jer tilbage, sagde jeres øverstbefalende, Kauza de Arriaga: ”Det værste var det store tab af ødelagt materiel, De døde soldater kan man nemt erstatte.” Der ser I, hvor meget jeres overordnede værdsætter jer. For dem er I ikke andet end kanoføde, der er mindre værd end et maskingevær eller en bil.

Og lad os fortsætter med det, det handler om. Præsidenten for FREMLINO siger (til os): ”Hvis nogen af jer kommer til at mishandle en portugisisk soldat, der er deserteret, eller som har overgivet sig, vil det være en lige så stor forbrydelse som at mishandle eller dræbe en kammerat, en af jeres ”brødre”. Vi definerer ikke vores fjende efter deres hudfarve, oprindelsesland eller nationalitet. Der er hvide portugisere, der kæmper sammen med os i vores bevægelse, og der er sorte, der kæmper imod os på kolonialisternes side. Så man kan ikke definere fjenden på baggrund af hudfarve.

Dette betyder, at der ikke er nogen grund til denne konflikt. Vores sag er helt og aldeles menneskelig og retfærdig. Alle portugisiske soldater, der deserterer fra de koloniale tropper, eller som overgiver sig, vil blivebudt velkommen i FREMLINO. Fra: ”Testemunhos de Guerra, Angola, Guiné, Mozambique” side 179-180, udgivet af ”Liga dos Amigos do Museu Militar do Porto”, 2000. Samme bog indeholder fra side 278 til 313 en fuldstændig opremsning af de tusindvis af portugisiske soldater, der døde i de krige, som det portugisiske diktatur førte 1961-1975 imod befrielsesbevægelser i Mozambique, Angola og Guinea-Bissau. Man kan her se, at flere og flere portugisisk soldater døde, jo længere vi kommer frem i perioden.

Dansk oversættelse: Thorkil Smitt

IDEOLOGIERNES KAMP

159

GLOBALISERING VERSION 2.0 VERDENS HISTORIE SIDEN 1989

Chiles diktator Pinochet træder tilbage

1989

Sidste afrikanske koloni, Namibia, bliver selvstændig

1989

Demonstrationer for liberale rettigheder i Kina

1989

Berlinmurens fald – Østtyskland opløses

1990

Irak invaderer Kuwait

1991

Amerikansk ledet krig mod Irak

1991

Sovjetunionen opløses

1991

Borgerkrige bryder ud i eks-Jugoslavien og Somalia

1993

Fredsaftale mellem Israel og repræsentanter for palæstinenserne

1994

Folkemord i Rwanda på landets tutsier

1995

Den jugoslaviske borgerkrig afsluttes

1995

WTO (verdenshandelsorganisationen) grundlægges

1996

Taliban-bevægelsen tager magten i Afghanistan

1997

Kyoto-protokollen om begrænsning af CO2 udledningen vedtages

1999

WTO møde i Seattle ender i sammenstød mellem demonstranter og politi

2001

Terrorangreb på USA – både mål i New York og Washington DC ramt

2001

USA og England invaderer Afghanistan

2003

Folkemordet på ikke-arabere i Sudans Darfur provins starter

2003

En militæralliance ledet af USA invaderer Irak

2004

EU udvides med 10 nye medlemslande

2008

En global finanskrise begynder

2010-11

TIDSLINJE

1989

Opstande og uroligheder bryder ud i flere lande i Nordafrika og Mellemøsten

2012

Flere års forhandlinger om en international klimaaftale strander

2013

Borgerkrig i Syrien eskalerer, da giftgasser bruges mod civilbefolkningen

2014

Demonstrationer og optøjer i Ukraine fører til, at den anti-vestlige regering må trække sig

2014

Rusland annekterer den ukrainske halvø Krim

2014

USA påbegynder nye bombardementer i Irak, efter at islamistiske oprørsstyrker har udråbt en islamisk stat

• Diskuter hvorfor årstallene/begivenhederne er udvalgt. Find eksempler på andre årstal/ begivenheder, du/I mener burde have været med • Sammenfat kapitlets hovedpointer med udgangspunkt i årstalslisten

OPGAVE

• Undersøg de oplistede årstal på baggrund af kapitlet og eventuelt nettet

NAOMI KLEIN (1970- )

Q Ti år efter at Berlinmuren var faldet, udkom en bog om den nye periodes vigtigste fænomen, globaliseringen, af en ung kvindelig journalist ved navn Naomi Klein. Bogen udkom i december 1999 kun få uger efter at den amerikanske storby Seattle dannede rammen for voldsomme uroligheder i forbindelse med demonstrationer mod en ny global handelsaftale, som demonstranterne mente var skadelig for miljø, demokrati og menneskerettigheder.

Naomi Kleins bog ”No Logo” (Intet Logo) handler netop om denne nye bevægelse, der ønskede en anden form for globalisering, og bogen får de følgende år stor udbredelse både blandt folk, som sympatiserer med Kleins analyser og holdninger og blandt hendes modstandere.

Naomi Klein er født i Canada i 1970 og opvokset i en politisk aktiv familie, der var flyttet til Canada fra USA for at undgå, at hendes far blev indkaldt til hæren i forbindelse med Vietnamkrigen (se s. 134). Hendes far er læge og bl.a. medlem af ”Læger for Socialt Ansvar” (PSR), der arbejder for at mindske industriens udledning af giftstoffer og farligt radioaktivt materiale. Også hendes mor er politisk aktiv filminstruktør og mest kendt for sin film fra 1982 ”Not a Love Story”, som kritiserer pornoindustrien.

Naomi Klein vokser op i den velhavende vestlige verden, hvor mennesker i højere grad skaber deres identitet gennem forbrug. Denne tendens påvirker også Naomi Klein, der i sine tidlige teenageår bruger meget af sin tid i indkøbscentre på jagt efter mærkevarer. Dette stopper dog omkring 17-års alderen, hvor hendes mor bliver alvorligt syg. Morens sygdom påvirker familien meget, og både Naomi og

162

hendes bror udskyder deres studier for at kunne hjælpe til med at passe moren, der i en årrække er helt lam. I årene efter starter Naomi med at studere filosofi på Toronto Universitet og begynder at skrive for en række magasiner og blade. Hun afslutter aldrig sine studier, da hun allerede efter 3 års studier bliver tilbudt et job på den landsdækkende avis ”The Globe and Mail” og kort efter bliver redaktør på tidskriftet ”This Magazine”.

I 1996 vender hun tilbage til studierne for en kort bemærkning. Hun kommer dog ikke så meget videre med dem, men bliver involveret i den debat om privatisering af uddannelser, som netop er begyndt i bl.a. USA, og som på dette tidspunkt er på vej til Canada. Efter Den Kolde Krigs afslutning er socialismen kommet i modvind, og liberalismens forestilling om det frie markeds fordele bliver mere udbredt også på uddannelsesområdet. Klein mener dette er problematisk, fordi det indskrænker statens og dermed demokratiets magt, mens det øger private virksomheders indflydelse.

Hun begynder på den baggrund en større undersøgelse af firmaers voksende betydning og magt i samfundene, og hvordan dette hænger sammen med periodens voksende globalisering. Klein mener, at globaliseringen er en bevidst politisk strategi, som en række stater og firmaer står bag og får store fordele af. I hendes opfattelse har denne globalisering også en bagside. Den betyder færre rettigheder til mennesker og flere til firmaer, og den medvirker til at fastholde dele af verden i fattigdom, fordi dette kan være i nogle magtfulde landes og firmaers interesse. Det er især en ny aktør i verdens historie, hun interesserer sig

GLOBALISERING VERSION 2.0

for: de multinationale selskaber, dvs. firmaer med økonomiske interesser i flere lande, hvis ”brands” (varemærker) spiller en voksende rolle i menneskers liv i hele verden. Nike, Apple, McDonald’s, Disney, Coca Cola og andre mærker havde før Den Kolde Krigs afslutning været holdt ude af de kommunistiske lande, der mente, at det var unødvendigt med mærkevarernes dyrere produkter, der ofte ikke var bedre end andre, men som kostede ekstra på grund af, at de havde et logo på sig. I løbet af 1990’erne bliver markederne åbnet for dem i hele verden, og mange af firmaernes økonomiske og politiske magt vokser til nye højder.

Fx havde supermarkedskæden Walmart i 2011 en omsætning på ca. 422 mia. dollars. Det er over halvanden gang så meget som Danmarks BNP. Og lægger man verdens fem største selskabers omsætning i 2011 sammen, er den større end det samlede BNP for alle afrikanske lande syd for Sahara! Faktisk har alle verdens 500 største firmaer en større omsætning end det afrikanske land Burkino Faso, hvor der bor 17,5 mio. mennesker. Under den første globalisering (se bind 1, kapitel 5) var der også eksempler på firmaer, der blev så store og magtfulde, at de kunne sammenlignes med stater. Men de sidste par årtiers globalisering har medført en voldsom vækst i antallet af selskaber, hvis magt og indflydelse minder om staters. Dette er i Naomi Kleins analyse et problem, da det kan være i de multinationale selskabers interesse at undertrykke fx arbejderrettigheder for på den måde at sikre lavere omkostninger i forbindelse med produktionen.

Da de multinationale selskaber samtidig oftest er baserede i de vestlige lande, kan der derfor opstå situationer, hvor vestlige lande og multinationale selskaber har en fælles interesse i, at menneskerettigheder undertrykkes og miljøregler ikke overholdes, hvis det er en økonomisk fordel for selskabet. Også staten kan tjene på dette, som modtager af skattebetaling fra firmaet og de ansatte. Mange multinationale selskaber er dog samtidig kendte for at

GLOBALISERING VERSION 2.0

flytte deres aktiviteter rundt mellem forskellige lande for at betale mindst muligt i skat.

I 1999 er der mange forskellige grupper, der er nået frem til en lignende forståelse af situationen som Klein, og da hendes bog ”No Logo” udkommer stort set samtidig med de store og globalt kendte uroligheder i Seattle, bliver hendes analyser på kort tid kendt i hele verden.

Naomi Klein engagerer sig herefter yderligere i politisk aktivisme og rejser rundt som taler ved en række forskellige politiske møder og begivenheder. Allerede i 1993 møder Naomi sin senere mand Avi Lewis, da hun interviewer ham i forbindelse med sit arbejde. Lewis er tvvært og filminstruktør, og ligesom Naomi fra en politisk aktiv familie. De bliver senere kærester og gift. I 2004 laver de en film om den økonomiske krise i Argentina, hvor grupper af fyrede arbejdere i Argentina besætter en række fabrikker og starter produktionen op – uden om de store firmaer.

I 2007 udgiver Klein en ny bog ”Chock Doktrinen”, hvor hun fokuserer på den neoliberale økonomiske politik (se s. 146), der siden 1980’erne er blevet mere udbredt. Endnu engang er hendes bog utroligt vel timet: Kun et år senere bryder den største globale økonomiske krise siden 1930’erne ud, normalt kaldet ”finanskrisen” (se s. 191). Denne krise hænger netop sammen med udbredelsen af den neoliberale politik, Klein kritiserer i sin bog. Siden begyndelsen af 1980’erne har man i flere vestlige lande fjernet en række regler for banker og finansvirksomheder, der fx arbejder med aktier og forsikringer.

I 2012 bliver Naomi mor til sit første barn, men i modsætning til tidligere tiders liv for kvinder stopper dette ikke hendes muligheder for en karriere. I september 2014 udkommer hendes nye bog ”This Changes Everything – Capitalism vs. the Climate ”, der handler om tidens vigtigste problematik: de klimaforandringer, der truer store dele af livet på Jorden, som måske er vores tids største udfordring. Q

163

INDLEDNING – DEN GLOBALE LANDSBY Den nye gensidige elektroniske afhængighed omskaber verden til én global landsby.

Dette lyder jo meget bekendt og nutidigt – men citatet er faktisk fra 1964!

Den ”globale landsby” er i dag et almindeligt udbredt udtryk til at beskrive verdens nye tilstand. Til trods for at Jorden ikke er blevet mindre, føles den mindre: Fysiske afstande betyder mindre, og mennesker over hele Jorden synger med på Gangnam Style.

Da medieforskeren Marshall McLuhan skrev om ”den globale landsby”, var der dog lang vej igen, før verden blev så tæt sammenknyttet, som den er i dag. Men opfindelsen af elektronisk kommunikation i form af radio, tv og film fik McLuhans øjne op for, hvilken udvikling der var startet.

Nu kan vi chatte med venner i Indien, købe iPhones produceret i Kina for et firma fra USA, spise æbler fra Sydamerika og gå med tøj syet i Asien. Fly og skibe transporterer mennesker og varer rundt i hele verden. Og på internettet kan man kommunikere og handle med mennesker fra hele verden 0,0015% og få oplysninger om stort set alt. Denne udvikling 0,0012% kalder man for ”globalisering”, og den må siges at 0,0009% være en af de vigtigste tendenser i de sidste par årtier af verdens historie i den nyeste periode efter 1914.

0,0006% Hvor den første globalisering (se bind 1, s. 142) 0,0003% med en vis ret kan kaldes The Rise of the West, kan 0,00% den nyeste udvikling imod en globaliseret verden 1975 1980 1985 1990 1995 2000 2005 kaldes The Rise of the Rest.* Det, man kalder de vestlige lande, dvs. Europa, USA, Canada, Japan, New Zealand og Australien, har de sidste 25 år mistet store Graf, der viser hypdele af deres magt og betydning, uanset om vi kigger på den økonomiske, pigheden af ordet politiske eller for den sags skyld kulturelle udvikling. Dette skyldes ikke ”globalisering” i alle bare den finanskrise, der brød ud i 2008, men simpelthen at andre og nye engelsksprogede bøger. aktører har meldt sig på banen. Det er altså i højere grad andres vækst end Vestens tilbagegang, som er skyld i den ændrede situation.

Den økonomiske vækst i de ikke-vestlige lande, dvs. stort set hele Asien, Sydamerika og Afrika, hænger sammen med flere forskellige forhold.

Mange lande har fx oplevet en højere grad af politisk stabilitet. Flere landes produktion er blevet ændret – eller nye typer produktion er opstået. I flere lande er industrialiseringen (se s. 60) stadig i gang. Oftest kan lande tjene mere på eksport af forarbejdede produkter end på landbrugsvarer eller råstoffer. En af de få undtagelser fra dette er olie, der især de sid*

164

Se fx Fareed Zakarias bog ”Post-American World and the Rise of the Rest”, Penguin Books, 2009.

GLOBALISERING VERSION 2.0

ste ca. 10 år er blevet solgt til stigende priser. Fortsat omlægning til industri kan også formindske behovet for import. Andre steder er der opstået nye jobs i det, man kalder ”servicesektoren”. Eksempelvis har man i Indien opbygget call-centre, der betjener kunder i hele verden. Væksten har også medført en udbygning af uddannelse og sundhed i mange lande, hvilket både har forbedret levestandarden og skaffet nye jobs.

Også den vestlige verdens politiske magt er under pres. Godt nok var USA verdens eneste supermagt efter Sovjetunionens opløsning i 1991. Men hvad så nu? Skulle USA til at dominere hele verden? Eller ville nye stor- eller supermagter opstå? Dette var efter Den Kolde Krigs afslutning et åbent spørgsmål.

Her cirka 25 år senere kan vi se tilbage på starten af en udvikling hen mod noget nyt, men det er stadig uafklaret, hvordan det ender. Meget tyder dog på, at USA’s dominans er ved at være forbi, og at en række lande med stigende økonomisk og politisk magt ikke har tænkt sig at følge USA i en række af nutidens konflikter.

OPGAVE Karikaturtegning fra 2012 af verdens politiske magtfordeling.

• Hvordan anskues den på tegningen?

DEN AMERIKANSKE VERDENSORDEN Ved Den Kolde Krigs afslutning var der ingen tvivl om USA’s politiske, økonomiske og militære førerposition. Det var derfor ikke overraskende, at USA valgte at stille sig i spidsen for et militært indgreb mod Iraks diktator Saddam Hussein, efter at Irak havde invaderet nabolandet Kuwait i august 1990. Som optakt til invasionen holdt den amerikanske præsident George Bush senior en berømt tale, hvor han sagde: Et nyt partnerskab mellem verdens lande er opstået, og vi står i dag i en unik og særlig situation. Krisen i Den Persiske Golf, alvorlig som den er, åbner for en sjælden mulighed for at bevæge os imod en periode med et historisk samarbejde. Ud af disse urolige tider, kan en… ny verdensorden opstå: en ny æra, fri fra truslen om terror, stærkere i jagten på retfærdighed og mere sikker i sin stræben mod fred. En æra, hvor verdens lande, øst og vest, nord og syd, kan blomstre og leve i harmoni.

Sovjetunionen var på dette tidspunkt endnu ikke opløst, men i modsætning til tidligere valgte Sovjet-

GLOBALISERING VERSION 2.0

OPGAVE Satiretegning fra Caglecartoons.

• Hvilket syn på globaliseringen afspejler tegningen?

165

OPGAVE • Prøv at finde Bushs tale ”Toward a new world order” – Find eksempler på, hvordan talen er blevet fortolket. Søg evt. også på ”bush+new world order”

OPGAVE Fotografi fra en udstilling af den irakisk-amerikanske kunster Michael Rakowitch. I montren har han yderst til højre udstillet en hjelm fra Saddam Husseins personlige livgarde ’Feyadeen Saddam’, der blev dannet efter det amerikanskledede angreb i 1991.

• Hvad er de andre hjelme for nogle? Hvor stammer de fra? Hvad fortæller det om Saddam Hussein? Hvad er kunstnerens idé med at udstille dem sammen?

unionen og Kina ikke at nedlægge veto i FN’s sikkerhedsråd, som godkendte en militær indblanding i konflikten i Den Persiske Golf. Saddam Hussein havde tidligere samarbejdet med amerikanerne og havde fået det indtryk, at USA ikke ville blande sig, hvis han invaderede Kuwait. Den amerikanske ambassadør April Glaspie havde udtalt, at Vi har ingen holdning til interne arabiske konflikter, men det fik de! USA’s allierede, Saudi Arabien, frygtede, at naboen Irak ville blive for mægtig. Samtidig var Iraks angreb på Kuwait i klar uoverensstemmelse med enhver form for international orden. Det er i strid med FN’s regler at erobre selvstændige lande. Og med USA’s nye position i verden, var det så ikke netop deres opgave at opretholde denne orden?

Med opbakning fra FN og med deltagelse af en lang række lande angreb USA i januar 1991 Irak og fik hurtigt jaget de irakiske styrker ud af Kuwait. USA’s indblanding i konflikten blev kun begyndelsen på landets nye rolle i den amerikanske verdensorden, man kan tale om, opstod efter Den Kolde Krig. Siden blandede USA sig også militært i bl.a. Jugoslavien, Somalia, Kosovo, Afghanistan, Irak og Libyen – og i alle tilfældene har der været udbredt diskussion om USA’s motiver. Forsøgte de reelt at støtte udbredelsen af demokrati og menneskerettigheder? Eller varetog USA i virkeligheden bare egne – og amerikanske firmaers – interesser?

BORGERKRIGE, ETNISKE UDRENSNINGER OG FOLKEMORD De fleste konflikter i verden efter Den Kolde Krigs afslutning har været borgerkrige og er foregået inden for en stats grænser. Sådanne konflikter hænger altid sammen med særlige historiske forhold og udviklinger. I størstedelen af de tidligere europæiske kolonier var grænserne trukket af kolonimagterne uden hensyn til befolkningerne og fordelingen af ressourcer i områderne. Mange borgerkrige i Afrika kan bedst forstås ud fra dette perspektiv. I Rwanda, Etiopien, Sierra Leone, Liberia, Sudan og Congo har der været egentlige borgerkrige, mens en række andre lande også har oplevet interne splittelser og voldelige konflikter. Det gælder også lande som Kenya og Uganda, der ellers anses som rimeligt stabile og velfungerende stater.

Også i Europa og Asien har der været voldsomme borgerkrige, som

166

GLOBALISERING VERSION 2.0

hang sammen med, at befolkningerne i staterne har følt sig forskellige.

Forskelle i kultur – som sprog, religion og traditioner – har bl.a. ført til borgerkrigene i Jugoslavien, i Østtimor og på Sri Lanka.

I flere af tilfældene har parterne ligefrem forsøgt at udslette deres modstandere. På samme måde som nazisterne i Tyskland mente, at det var nødvendigt at udrydde de dele af befolkningen, som adskilte sig fra dem selv. Et sådant forsøg på systematisk at dræbe bestemte befolkningsgrupper kaldes folkedrab. Siden 1989 har der været flere tilfælde af folkedrab. Konflikterne i Rwanda, Østtimor, Sri Lanka, Jugoslavien, Sudan og Serbien/Kosovo inkluderede alle en befolkningsgruppes forsøg på systematisk at udrydde sine erklærede modstandere.

HUMANITÆR INDBLANDING Efter Den Kolde Krig blev ideen om ”humanitær intervention” udbredt, dvs. at man blandede sig militært i en konflikt for at afværge massedrab på civile. Dette var eksempelvis begrundelsen for, at FN bad NATO om at gribe ind i borgerkrigen i Jugoslavien i 1995, hvor der var militære trusler mod områder, som FN havde erklæret for sikre. Kun få måneder senere blev en fredsaftale, der stoppede borgerkrigen, underskrevet. Alle konflikter blev dog ikke løst, og i 1999 brød voldsomme sammenstød ud i et område kaldet Kosovo. Her krævede dele af befolkningen uafhængighed fra den serbisk-dominerede stat, de var en del af.

Efter at konflikten var eskaleret, og hæren var begyndt at fordrive tusindvis af civile fra området, begyndte NATO at bombe serbiske stillinger. Dette stoppede fordrivelserne, og Kosovo-provinsen opnåede delvis selvstændighed. I 2008 blev området udråbt som selvstændig stat, men den anerkendes stadig ikke som sådan af fx FN, Serbien og Rusland.

Også i forbindelse med borgerkrigen i Somalia (1991-), har andre lande blandet sig med humanitære hensyn som begrundelse. Her blev USA i 1992 af FN bedt om at hjælpe med at sikre FN’s arbejde med at distribuere nødhjælp i landet, hvor det vurderes, at en halv mio. mennesker døde i 1991-1992. USA’s indblanding var dog ikke populær hos alle borgerkrigens parter, og i 1993 led USA’s hær et nederlag i forsøget Billede af en amerikansk soldat, der bliver trukket på at anholde en af borgerkrigens bagmænd. De amegennem Mogadishus gader. Foto af Paul Watson, 1993. rikanske soldater faldt i baghold i hovedstaden Mo• Prøv at beskrive, hvilket syn på soldaten de gadishu. 18 amerikanske soldater blev dræbt, mens omkringstående giver udtryk for. yderligere 3 FN-soldater fra Pakistan og Malaysia • Hvordan tror du, fotografiet blev opfattet i USA? blev dræbt i redningsaktionen, hvor de amerikanske tropper blev hjulpet ud af byen igen.

OPGAVE

GLOBALISERING VERSION 2.0

167

I Que

a

Eliz

en

la h Is bet

Sverdrup Islands E

er

m

es

ll

h

a

and

sl e I

Knu

Perry Islands

Beaufort Hav

S

nds

m Ras

d

uss

en

Lan

d

d

derik Lan

rins Fre

Kronp

uaq Avaners land) røn (Nordg

Qaanaaq (Thule)

GRØNLAND Devon Island

McClure Sound

Upernavik

Bank Island Point Barrow

Baffin Island

V ictoria Island

e

Boothiahalvø

æ d

ad a

ans

Phoenix

as

Dallas

d

an y

Atlanta

o

de

an

a Sierr

Gr

dre Ma

Monterrey

O

rie

MEXICO

nta l

Sto

re

re

JAMAICA

A

Kingston

n N

o

r

ill

lle

r

ST.KITTS og NEVIS

Hispaniola

MAURETANIEN Kap Verde

Nouakchott

DOMINICA

Sm

Martinique (Fr.)

Kap Verde bækkenet

ST. LUCIA

ST. VINCENT og GRENADINERNE

BARBADOS

GRENADA

Port-of-Spain

Banjul GAMBIA Bissau

ra

r

ei ad M

pa j ós

as a Pa r

n C ha Gra

g

An g o

6119

Belo Horizonte

Br

co

s

H A V E T

2890

Pico da Bandeira

Curitiba

y ua

Pôrto Alegre Negro

URUGUAY

P

Buenos Aires

a

Chiloé

st Punta Arenas

n-

ræ

Argentinske Bækken

b æ k k e

K

B

6212

t de

Falklandsøerne (Storbritannien)

Ildlandet

a

ll ge

R y g

r y g g d e L æ n

Rio Montevideo de la Pla ta Bahía Blanca

P a t a g o n i e n

ven

gra

ga

an

Hø ke

Rio de Janeiro Sâo Paulo

Asunción

Rosario

C HI L E Puerto Montt

South Georgia (Storbritannien)

Kap Horn

8264

et

stræd

Drake

168

ili

Recife

Salvador

m AR GE NT I NA p a s

Concepción

a

ná

Uru

s k e

6959 Córdoba Aconcagua Valparaíso Santiago Mendoza

M

Goiânia

PAR AGUAY

Tucumán

São F

ur

Påskeøen (Chile)

Sucre

isco

C a m p o s B R A S I L I E N Brasilia j l an d

BOL I V I A

Titicacasøen La Paz Santa Cruz

n

f i

Ton

Antofagasta

4058

• Kan man stadig se rester af den europæiske imperialisme (se kapitel 1) på kortet? Prøv fx at sammenligne det afrikanske kontinent med kortet s. 82 eller 83 og find forskelle og ligheder.

6550

Arica

i

Kort over verden 2014. I 1990 blev afkoloniseringen Pitcairn afsluttet, da det sidste afrikanske land(Storbritannien) Namibia blev selvstændigt. Siden Den Kolde Krig er antallet af selvstændige stater i verden vokset med 34, så der i dag er omkring 200. Afslutningen af Den Kolde Krig ydvestpacifiske medførte enS række nye statsdannelser i Østeuropa æ ken k e nrække stater, som havde været og Asien, ogBat afhængige af én af supermagternes støtte, gik i opløsning.

e

t a

P e r u b æ k k e n e t

Kap São Roque Natal

c an

S y d a t l a n t i s k e

ukkens Vendekreds

s

Tocantins

A

v e n a g r a a m

e

d

Cuzco

2560

a

SYDAM E R I K A 6613

G u i n e Bu

Fernando de Noronha (Brasilien) Fortaleza

Belém

Ta

e r g e n e b j Atac amaørkene

mo tu Ø e rn

T

v

us

s

ua

E

O c e a n )

n

c

Tahiti

V

t p a c

OPGAVE

A

( P a c i f i c

Ø s

H

erne

T

ONGA

A

Lima

ro

l

ELFENBENSGHANA KYSTEN Yamoussoukro Accra L Abidjan

7292

as

Amazon

Neg

Manaus

e

Quagadoug

BURKINA FAS

3463

P

6768 Huascarán P E R U

kabs ø

LIBERIA

Xingu

S

yali U ca

Marquesasøerne

SIERRA LEONE

Monrovia

Neblina

Rio

Bamako

GUINEA

Freetown

VENEZUELA Gu Georgetown a y 2810 Paramaribo a n GUYANA 3014 Bogotá 5620 as Cayenne Cali H ø jSURINAM l a n d FRANSK GUYANA C OL OM BI A

Japur 6272 á Guayaquil Chimborazo Iquitos Marañon Punta Pariñas

MALI

Conakry

5780

Quito

er Nig

SENEGAL

GUINEA-BISSAU

r

n o s inoco Or L I a

Dakar

tille

TRINIDAD OG TOBAGO

Caracas

Tombouctou

S é né g

og BARBUDA

Guadeloupe (Fr.)

er C a r i b i s k e H av

E C UADOR

Sels

S

(Besat af Marokko)

7681

HAITI DOMINIKANSKE Port-au-Prince REPUBLIK Puerto Rico (USA) An ti Santo Domingo San Juan ANTIGUA

An

Galápagosøerne (Ecuador)

Cookøerne (N.Z.)

A

4165

Toubkal

El Ajun

VESTSAHARA

1107

Panama City

Kirimati

SAMOA

Marrakech

Kanariske Øer (Spanien)

Medellín

5852

Fez

r j e s b MAROKKO A t l a St

(Portugal)

A T L A N T E R -

å

PANAMA

ator

Qran

Tanger Rabat Casablanca

Madeira

al

nt

COSTA RICA 5349

Sevilla

(Portugal)

d

5995

havet

Nassau

NICARAGUA EL SALVADOR Kap Gallinas Moskitobugten Managua Maracaibo San José

Palmyra (USA)

Lissabon

Acorerne

æ

SPANIEN

CUBA

Sto

det træ

Yu ca tá n

la

BAHAMAS

Tegucigalpa

San Salvador

Pyren

Barcelo Madrid

PORTUGAL

Kap Blanc

Miami

s án

S T I L L E -

Biscaya Bugt Kap Finisterre

Havana

León Pico de Orizaba Guadalajara 5700 Veracruz Mexico City S ierr BELIZE del Sa Mad ur re Belmopan Acapulco GUATEMALA HONDURAS Guatemala City

5905

Bækken

(Storbr.)

Sargasso

Cape Sable M e x i c a ns k e Key West Golf Floridastrædet

Yuc at Mérida

F

6325

Bermuda

Jacksonville New Orleans

Houston

Nordamerikanske

Florida

Ri

r

ve

Ri

ia

d ci Oc

n or

re ad aM

Kap San Lucas

Honolulu

Re

Sierr

lif Ca ja Ba

e

nt Mazatlán al

ens Vendekreds

St. John´s

Cape Hatteras

2037

Land´s End

(Kap Race)

St. Pierre & Miquelon (Fr.)

Nova Scotia

Halifax

t

do ra lo

Co

ev

Ark

ippi

s

N

Guadalupe (Mexico)

4700

Pittsburgh h New York c Cincinnati Philadelphia l St. Louis Washington D.C. a o i p Norfolk Oh p A Mt. Mitchell Memphis

Kansas City

El Paso

Québec

Montréal Lake Lake Ottawa Huron Michigan Lake Ontario Milwaukee Detroit Toronto n Boston Lake Erie a Chicago

Mississ

n

ra

N o r d ø s t p a c i f i s k e 6364 B æ k k e n

London c eren Law St. gten bu

a

Ne ls ol um bia

de Ra nge

Casca

i

er

4399

Mt. Elbert

STORBRITANNIEN

IRLAND

i

Omaha Platte

Glasgow

d

a

Si

Colorado Mt. Whitney 4418 plateau

De Britiske Øer

Dublin

an

t

U S A

Kap Conception -76 Los Angeles San Diego Tijuana

(Danmark)

Kap Farvel

dl

n

Minneapolis

Denver

Færøerne

b Al

Winnipeg

Salt Lake City

Reykjavík

un

u

San Francisco

Hawaii (USA)

Labrador

Lake Superior

Basin

3921 2119

Labrador Havet

e

C

Great

Nordlige Polarkreds ISLAND

fo

o Seattle Portland

5335

4205

k

Lake Winnipeg Regina

t

Shetlandsøerne

B a y

Edmonton

Vancouver Vancouver Island

n

e

(Julianehåb)

Cape Chidley

Nanortalik

S k j o l d

Calgary

a

d

ew

on

D

æ

Qaqortoq

N

s

Queen Charlotte Islands

sca

ba

ha At

M

Unalaska

Churchill

(Godthåb)

a

k

t r

3082

det

i

Alexander Archipelago

e n av g r l e u t e r

træ

d

Juneau

C A N A D A

ns

H u d s o n

y

Kodiak

Pea

so

m

r

s

R y g

ce

k

Alaska Bugt

Athabasca-Lake

r Rive

H ud

t

Great Slave Lake

Whitehorse

Nuuk

e

n a C a

Anchorage

c

h ka as

Maniitsoq (Sukkertoppen)

Iqaluit

Island

Yellowknife

o

s k a Range

Nunivak

Al

Tasiilaq (Ammassalik)

r

R

5959

n øe alv

(Holsteinsborg)

t

Southhampton

Mt. McKinley

e r i n g s h a v e t n e e r t l u e

Great Bear Lake

s

Nome

Ala

halvø

is

6193

Sisimiut

v

A

St. Lawrence

Melvilleen

Yukon Fairbanks

3700

a

Be rin gss træ det

D

Inuvik Ma ck

k a

zie

Cape Prince of Wales

s

a

Jan Mayen

Gunnbjørnfjeld

(Jakobshavn)

(Godhavn)

(Norge)

(Scoresbysund)

Ilulissat

Qeqertarsuaq

l

Kap Anadyr Dezinjov

Illoqqortoormiut

Uummannaq

2030

t i s k e

B r o o k s Rang

stsibiriske Hav

Kita (V estgrønland)

B a f f i n B u g t

Tu n u ( Ø s t g r ø n l a n d)

(KALAALLIT NUNAAT)

Melville Island

South Sandwich Islands (Storbritannien)

GLOBALISERING VERSION 2.0

A

v

e

t Østsibiriske

Franz Josefs land Spitsbergen/Svalbard (Norge)

Severnaja Semlja

Ha v

1712 Kap Tjeljuskin

Laptev Hav

Bjørnøya

S

lja

Nysibiriske Øer

j Ta

alvøen myrh

Nov

a

j

a

em

Bir ra nge B j er ge

Ol en

ra Ka

Kolgujev

Central

g

Norskehavet

Gydahalvøen

Verkhojansk

a

Point Barro

Sibiriske

1701

Murmansk

irk

I n di

Jamalhalvøen

et æd str

Narvik

jok

Khatanga

Baren t s h avet

Obbugten

Nordkap Hammerfest

Dikson

Karah avet

rg e

en e

n

ga in

Jayapura Bism arck A

Dili

Sumba

T imor i

or

Port Hedland Nordvestkap

4072

Hav

et

Darwin

Arnhem land

9140

Port Moresby

Torres strædet

Kap

Cairns Townsville

A U S T R A L I E N

ge R an

Stenbukkens Vendekre

i n g

Brisbane

v

i

r D

lp e

Newcastle

ra ls k eA

2230

Mt. Kosciuszko ust A Melbourne Bassstrædet

Sydney Canberra

Auckland

Ta s m a n h a v e t

D

I

S

K

2797

Wellingto 3764

Hobart

N

Nordøe

Coo k-

NEW ZEALAND

Tasman Bækken

T asmanien

5267

I

Suva

r.

St

Sydaustralske Bækken

Adelaide

FIJI

Ny Caledonien (Frankrig)

Rockhampton

g lin y ar a D u rr t a M e G r

g

Bækken

Santa Cruz Øerne

Ny Hebriderne

-12 L a k e E y r e

Store Australske Bugt

T U VAL E

h a v e t

Kalgoorlie Boulder

Perth Albany

RN

K o r a l -

Store Sand Ørk en

Pt. Augusta

Kap Leeuwin

ØE

Kap York CarpentariaYork Bugt Halvø

S t o r e Vi c t o r i a Ø r k e n

1011

Bækkenet

v

SA PAP UA Ny Britannien LO NY GUI NE A Bougainville M O N

Arafurahavet

T

m

o

5029 Aru Øerne Tanimbar Øerne

Melville Island

NAURU

Ny Irland

rchipe lag

I R I AN J AYA

ØSTTIMOR

3676

a graven

Coolgardi

Nordaustraliske

a

Ækva Gilbert Øerne

3000

uk

Alice Springs

m

r

rne

Mol

3455 Sulawesi

1510

ø

n

n

n -A

te ho ik

S

ern e

kyu Ø

Ry u Burø Øerne

Kinabalu

Kalimantan

ke

n a

c c

e

B

r

e

e

Kh re

In du s

Sto

v

Ha ke

is

es in

H

Ho rn

Af rik as

M

na len

biq ue ka cam Mo

e rg

je

k

Vol ga

Ur a l

ørk e

Ø

angi

Oub

yg sr

FORENEDE STATER

AUSTRALIEN t

T

ef

y

ke

ns

Port Elizabeth

Kap Det Gode Håb

s

R

Dra

Cape Town

l

E

Re

REPUBLIK

Durban

i a

V

Halmahera Øerne

Bækken r

A

MIKRONESIENS

r

3482

Celebes Hav

Sarawak7

PALAU

ie

n

6400

Thabana Ntlenyana

A k v a t o

H

Bikini M A R S H A L L Ø E R N E

9497

Plateau

g e d l i S y

(USA)

rr

car

-

Wake

a t B

as

SWAZILAND

SYDAFRIKANSKE LESOTHO

Davao

Kimberley

australiske

E

ea

MADAGASKAR

MAURITIUS ne ener

L

Gr

ne

Johannesburg

Maputo

M in dan ao

Nordvest

Bækken

L

en

po

ke

Pretoria

Toamasina Antananarivo

n ergrav ip p i

po

b ør

Gaborone

nje

Su

mi

Kalahari

Palawan

7450

2876

k e i s n d l i r a n t C e

Na

Lim

BOTSWANA

a

COMORERNE (Frankrig)

11022

FILIPPINERNE

Moroni

Mayotte

Beira

O ra

a

Manila

Cebu

Ja va

nd

Indiske

I

d

Borneo

Providence

3000

MOCAMBIQUE

ZIMBABWE

Windhoek

tr

Rovum

en

Aldabra (Seychellerne)

Sy

Singapore Palembang

T

Krebsens Vendekre

Marianerne

Sabah

SINGAPORE

Nordpacifiske

M

Luzon

h av t Makassar et de ræ I N D O N E S I E N S u n d a St Bandahavet Surabaya J a v a Jakarta Små Sundaøer

Central

Kap Delgado

Victoria Falls Harare

o

SEYCHELLERNE

i

C

ang

Amiranterne

TAIWAN

M A L AY S I A BRUNEI 4101

Kuala Lumpur

3805

Filippiner Bækken

3997

(Saigon)

t

ækkenet

Paracel Øerne

Ho Chi Minh

t

ø lv ha

MALDIVERNE

a de a cc træ m ala as M u lac e Ma S rn øe ei w ta Me

Nikobarerne (Indien)

e

SRI LANKA

g

Fil

2698

Cahin Kap Comorin

Bangkok CAMBODJA Phnom Penh

Thailand bugten

av

5824

Andamanerne (Indien)

Bangalore

VIETNAM

r

Bækken

S

(Macao)

Vientiane

le r i

9156

en

(Madras)

Arabiske Bækken

Shikoku

Kyushu

rav

Chennai

ten Socotra (Yemen) bug Kap Guardafui

LAOS

THAILAND

Taipei

Guangzhou (Canton) Xianggang Aomen (Hong-Kong)

Hanoi

Hainan

Bengalske Yangon Bugt (Rangoon)

Kap

A

MYANMAR

ng ko Me

Hyderabad

Dar Es Salaam

Malawisøen

Zambes

Lusaka

NAMIBIA

n

INDIEN

Chittagong

Shanghai

Changsha

K u

arianerg

(Calcutta)

anh

Lilongwe

ZAMBIA

MALAWI

Lubumbashi

Tsumeb

ge

Kolkata Nagpur

Osaka

Østkinesiske Hav

Kunming Mandalay

An d a m

Dodoma Zanzibar

Tanganyika-

Huambo

ub

Walv i

BANGLADESH Dhaka

Varanasi

10542

J a p a n e r g r a v e n

Mumbai

(Bombay)

BHUTANB rah

Salveen

v

Arabiske Hav

n

Everest

m

Wuhan

Chongqing

hali

n

Muscat

8884

Chengdu ng Jia ng Cha 2710

ut ra ap

r

le ri

Tokyo

3776

Pusan

Kitakyushu 7590

Lhasa Ts an g

u

Hav Fuji JAPAN

Seoul

Hav

h a v e t

Japanske

Gule SYDKOREA

Qingdao Zhengzhou Nanjing

K

Honshu

Pyongyang

Tianjin

Xián

.

Ga

a

Ni l ide

Kananga

ANGOLA

Lüderitz

NEPAL Mt.

Taiyuan

Kommandør Øerne

Sopka

PetropavlovskKamtjatskij

Hokkaido Vladivostok Sapporo

NORDKOREA

Dalian

Lanzhou

K I N A

So m a l i a -

Luanda

Walvis Bay

ge s

Kanpur

Ahmadabad

SOMALIA Turkanasøen

TANZANIA

net

Delhi

im a l n aya

Katmandu

Harbin M a n ch u r i e t

Beijing

S h a n

Kampala

Kalemie søen

ol a -

ta

2524

ngo) KENYA Mogadishu (Co 519 5 Mt. Kenya Kisangani DEN Victoriab Nairobi DEMOKRATISKE RWANDA søen REPUBLIK Kigali Mombasa CONGO BURUNDI Bujumbura 5895 Kas ai Kilimanjaro

Benguela

e

s

Colombo

UGANDA

Kinshasa

Kap Fria

n Ade

CONGO e ir Za

Brazzaville

u

Karachi

H Djibouti

ETIOPIEN

Hv

GABON

Juba

d

PAKISTAN n ne

3760 ad ra El-Mukalla H

DJIBOUTI

Komsomolsk Kabarovsk

Shenyang

Ti b e t s H ø j l a n d

H

in

e

i

Mt. Cameroun

4070Douala Bangui Malabo Yaoundé Bioko

Lahore

AFGHANISTAN

YEMEN aut m

Addis Abeba

SYDSUDAN

CAMEROUN CENTRALAFRIKANSKE REP.

Kap Lopez

Aden 4620

Etiopiens Højland

ar

Abuja Adamauehøjlandet

ÆKVATORIALGUINEA SAO TOMÈ Libreville og PRINCIPE

a gten

Asmara

El Obeidh

Ch

BENIN TOGO

NIGERIA Ibadan

3071

Nil

Ndjamena

Kabul

IRAN

os bje rge n

OMAN

ERITREA Sana

ur

Qiqihar

Yumen

n l un

B e r i n g s Okhotske

Am

Changchun

n Shan ltu Qaida A m Pe ndi 7723

Ku

n

e

n

e

k

r

Ø

i

b

o

G Turpan

Tarim He

Ta r i m Bækken

K2 8611 a Islamabad rakoru m

Mekka

Port Sudan

Omdurman Khartoum

h u Kus

3019

SUDAN

AFRIKA

Kano

Lagos Lomé Porto Novo

Ørken

1450

n

ia

T

Kashi

TADSJIKISTAN ind

a

BAHRAIN

Jedda

Blå

Tchadsøen

Niamey

O

Wadi Halfa Nubiske

ne

TCHAD

gou

Højland

Riyadh QATAR FORENEDE ARABISKE EMIRATER

Medina

d

en

3415

NIGER

Asjkhabad

4548 Isfahan

SAUDI-ARABIEN

rk

rge

KIRGISISTAN

Toshkent Dusjanbe

Mashhad

gr

Aswan

Ø

bje

7495

Da rja

5604 I r a n

KUWAIT Basra

ø

e

esti

u-

n Sha

Bisjkek

m

TURKMENISTAN

Kuwait

R

sk

Tib

ke

Ni

by

2918

Ahaggar

rja

H

JORDAN

EGYPTEN

Magadan Okhotsk

Tjita

Irkutsk

Djungariet Ûrümqi

K

-402

Cairo

Li

LIBYEN

B j e r g e

4750

erge

MONGOLIET

Z

-133

nsk Jablo

Ulan-Bator

Almáty

USBEKISTAN A

H av

a

132

s

Benghazi

r

at

a

n rke eØ isk ab Ar len

h

Usturt

Tabriz Teheran

Aleppo SYRIEN LIBANON Damaskus Bagdad Beirut IRAK ISRAEL Amman Jerusalem

Alexandria

a

Sy r-D a

ASERBAJDSJAN

hr Eup

Tripoli

ALGERIET

us

Jerevan Baku

CYPERN Nicosia

5121

g j er aB Kolym

St an ovojb jerg ene

je eB

Balqasjsøen

Aralsk Aralsøen

g in

Izmir

Kreta

TUNESIEN ore Erg

ARMENIEN

TYRKIET T

Ankara

Athen

5121

Abakan

Qaraghandy

s

Sfax MALTA

2328

Grosnij

kas

GEORGIEN

Istanbul

ALBANIEN

GRÆKENLAND

au

Tbilisi

ri ig

g e

5633

Sortehavet

MAKEDONIEN

Tirana

Sevastopol

BULGARIEN

Pristina Sofia

ne Podgorica

er

Napoli

Mi d d e l Palermo h a Sicilien Algier Constantine Tunis v e t n e

Krasnojarsk

i

Sajanske Bj

Semej

Krim

Bukarest

Donau

Rostov

Odessa

Astana

KASAKHSTAN

pi

in

BOSNIEN

a

Barnaul

ske lavn spi Ka

Anadyr

gene

Kljutjevskaja Sopka

Bajkalsøen

-28

Ka s

Rom

Sardinien

Beograd

SERBIEN rHERCEGOVINA ha KOSOVO v MONTENEGRO et

Volgograd

Donetsk

K

te

r ep

ia

nn

Kharkiv

MOLDOVA

RUMÆNIEN

KROATIEN

Zagreb

pe

Korsika

ona

dr

Ap

MONACO

æerANDORRA ne

A

ITALIEN

Mont Blanc

Marseille

SLOVAKIET

Budapest UNGARN

ØSTRIG SLOVENIEN

Milano

4807

t

Novokusnetsk

Bratislava

Wien

LIECHTENSTEIN

SCHWEIZ

Lyon

Tomsk

Orenburg

Saratov

ij B je r

Angara

Jenisejsk

Novosibirske

Samara

Dn

TJEKKIET

rs k

e

j

4506

Omsk

Tjeljabinsk

Moskva

Kijev UKRAINE

Wrocław

Prag

München

Bern

se

Irtysj

Jekaterinburg

Kazan

Warszawa

Köln LUXEMBOURG

FRANKRIG

Vilnius

TYSKLAND

Paris

Bjerg

Aldan

Nisjnij Novgorod

Riga

HVIDERUSLAND

POLEN

je

ske

Jakutsk

J a k u t i s k e Perm

Minsk

Hamburg Berlin

HOLLAND

Den Haag BELGIEN Bruxelles

jan

Sa k

N

Lavland

ho

Skt. Petersborg

Tallinn

ESTLAND

LETLAND en sø LITAUEN er st Kaliningrad

Malmø

København

ni

l

DANMARK

rk

ka

D

A

Nordsøen

N Je

Ladoga

Helsinki Stockholm

Göteborg

LSibiriskeA Surgut

T h ar

Oslo

Ob

Onega

an Sk

2469

S

Tungus

li

di

Bergen

U

D

sk

vi na

R

a

Arkhangelsk

Nedre

Vest

T

1894 Narodnaja

FINLAND

Ve

Salekhard

a

e

Højland

Urengoy

et hav

Len

NORGE Trondheim

H

e Hvid

al

m Koly

Igarka Vorkuta

SVERIGE ø v

Mt. Cook

E

Christchurch

Sydøen

Bounty Øerne (N.Z

Antipode Øerne (N. Auckland Øerne (N.Z.) Campbell Øerne (N.Z.) 6250

O

5734

l

C

E

A

Macquarie Øerne (Australien)

N Indisk antarktiske Bækken

i

k

i

d i

k

B

k k

GLOBALISERING VERSION 2.0

169

Til trods for nederlaget i Somalia stod USA allerede året efter bag endnu en militær indblanding, denne gang på den caribiske ø Haiti. Her var den folkevalgte præsident blevet væltet ved et militærkup i 1991. FN havde stået for at forhandle en løsning på konflikten, og støttet af 20.000 amerikanske soldater kunne præsidenten vende tilbage til sit arbejde i oktober 1994.

I alle de nævnte tilfælde er det blevet diskuteret, om militær indblanding har været den rigtige løsning. Tilhængere vil lægge vægten på, at indblandingen i mange tilfælde har forhindret yderligere vold, mens modstanderne bl.a. peger på, at USA også har haft egne interesser i at blande sig. Motiverne har ikke kun været støtte til menneskerettigheder og demokrati, men også økonomiske og militære.

I den forbindelse fremhæves det ofte, at USA ikke har blandet sig i nogle af de allerværste konflikter de sidste årtier. Fx har USA ikke ment det nødvendigt med humanitær intervention i forbindelse med folkemordet i Rwanda i 1994, de etniske udrensninger i Sudans Darfur-provins fra 2003 og den omfattende konflikt omkring Den Demokratiske Republik Congo, der har stået på siden 1996 og kostet mere end 5 mio. mennesker livet.

11. SEPTEMBER 2001 Den nye amerikanske verdensorden blev i 2001 udsat for et direkte angreb i form af en række koordinerede terrorangreb. Angrebene blev udført med kaprede passagerfly – et af globaliseringens symboler. Angrebene ramte World Trade Center i midten af New York og USA’s militære hovedkvarter Pentagon i Washington. Det var efter alt at dømme også planen at ramme den amerikanske parlamentsbygning, men flyet på vej hertil styrtede ned, efter at flykaprerne var blevet overmandet af passagerne. Målene var udvalgt af terroristerne som symboler på USA’s og den vestlige verdens økonomiske, militære og politiske magt.

Angrebene blev udført af fundamentalistiske muslimer fra terrornetværket al-Qaeda. Dette netværk havde allerede efter USA’s indblanding i krigen mod Irak i 1991 udråbt USA som en fjende, der skulle bekæmpes med alle mulige midler. I 1993 forsøgte gruppen sig med et angreb på World Trade Center, og i årene efter stod de bag en række angreb på amerikanske interesser i Mellemøsten og Afrika.

Angrebet i 2001 blev kendt over hele verden, allerede mens det stod på. Ny teknologi gjorde det muligt at sende direkte tv til hele verden, så hele verden kunne se på, mens tårnene styrtede sammen, og omkring 3000 mennesker mistede livet.

Nogle har ment, at 11. september 2001 var et vendepunkt og har brugt det til at opdele verdens historie de sidste årtier. Der var et ”før” og et ”efter” 11. september 2001. Denne opdeling er de seneste år blevet for-

170

GLOBALISERING VERSION 2.0

MENNESKERETTIGHEDER: ET UNIVERSELT GODE ELLER ET UDTRYK FOR EUROPÆISK IMPERIALISME? Q Allerede blandt oplysningstidens tænkere talte man om, at alle mennesker havde nogle særlige rettigheder. I 1948 blev denne menneskeopfattelse globaliseret med vedtagelsen af FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder (se s. 129), som stort set alle lande i verden i dag har tilsluttet sig. Erklæringen giver ikke mulighed for at gribe ind over for lande, der undertrykker deres befolknings menneskerettigheder.

Allerede i 1980’erne begyndte man dog at bruge kravet om menneskerettigheder i international politik. Det bedst kendte eksempel på dette er kritikken af Sydafrikas behandling af den ikke-hvide befolkning, der i sidste ende var med til at presse det såkaldte ”apartheidstyre” (se s. 176) væk fra magten. Opstandene i Østeuropa i slutningen af 1980’erne handlede i høj grad om politisk medbestemmelse og sikring af menneskerettigheder. Også flere af de seneste års uroligheder og krige har handlet om menneskerettigheder. Den serie af opstande i Nordafrika og Mellemøsten, som begyndte i december 2010, og har ført til flere diktatorers fald, handlede i høj grad om menneskerettigheder.

Samtidig har der de seneste år også været en lang række angreb på ideen om, at menneskerettigheder bør gælde for alle mennesker på Jorden. En række muslimske lande har kri-

GLOBALISERING VERSION 2.0

tiseret menneskerettighederne for at være for vestlige. Et forsøg på at forene islam og menneskerettigheder kan ses i Kairo-erklæringen, hvor bl.a. retten til skilsmisse ikke er med, ligesom kvinder har ”egne rettigheder” og ikke lige rettigheder med mænd. I 2009 forsøgte en række muslimske lande at få indført et forbud mod krænkelse af religioner i Menneskerettighedserklæringen. Dette skete bl.a. på baggrund af den såkaldte Muhammed Cartoon Crisis , der blev udløst af den danske avis Jyllands-Posten, der i 2005 trykte en række karikaturtegninger af islams profet Muhammed.

Dette blev af mange muslimer opfattet som en krænkelse, da de fleste muslimer mener, at der gælder et særligt forbud mod at fremstille billeder af deres centrale religiøse figur.

Også Rusland og Kina har angrebet Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, og i september 2012 fik Rusland presset en ny erklæring igennem i FN’s menneskerettighedsråd. I den lægges der vægt på såkaldte ”traditionelle værdier”. Mange vestlige lande har været meget kritiske over for denne tilføjelse, da man frygter, at den vil blive misbrugt til at retfærdiggøre fx børnebrude, forbud mod skilsmisse og forfølgelse af homoseksuelle.

Men er menneskerettighederne lige gyldige i hele verden? Eller er de et udtryk for den moderne europæiske civilisation? Q

171

FUNDAMENTALISTISK ISLAMISK TERROR Q Den islamiske terror er baseret på en helt særlig fortolkning af islam. Denne fortolkning er det, man kalder fundamentalistisk, dvs. den påstår at være baseret på islams oprindelige grundlag. Fundamentalisme er et almindeligt fænomen inden for religioner, hvor man hævder at være tilhænger af religionens oprindelige fundament. Det betyder fx, at man går ind for at fortolke de religiøse tekster meget bogstaveligt, og at man skal efterligne levemåden fra en bestemt fortid, man mener, er mere ”rigtig”. Inden for islam findes en række forskellige fundamentalistiske bevægelser.

172

De ser islam som den eneste rigtige religion og mener, at man skal indføre en række regler fra tiden omkring islams opståen i 600-tallet.

Nogle af dem ser desuden den vestlige verden som en form for fjende. Bestemte politiske forhold og begivenheder i fortiden bliver brugt som beviser på, at den vestlige verden er i krig med islam, og at muslimer derfor bør tage del i terrorangreb. Nogle af de vigtigste forhold, som fremhæves, er situationen i IsraelPalæstina (se s. 139f) og den store ulighed i verden. Også USA’s indblanding i Golfkrigen i 1991 bruges som bevis på USA’s onde hensigter og overgreb mod islam. Det er meget vanskeligt at vurdere, hvor udbredte fundamentalistiske tolkninger er i islam. Mange af landene med overvejende muslimsk befolkning er stadig ikke-demokratiske og ofte enten i alliance med eller i konflikt med de fundamentalistiske grupper. Desuden er det vigtigt at bemærke, at de fleste af de fundamentalistiske grupper på ingen måde går ind for terror eller ser den vestlige verden som en fjende.

Selvom grupper som al-Qaeda hævder at have en særlig forbindelse til tiden omkring islams opståen, så er gruppen i højere grad et resultat af den nutidige globalisering. Uden internetforbindelser, passagerfly, verdensomspændende tv-kanaler og forholdsvist åbne grænser kunne terroraktionen 11. september ikke have været udført. Også selve al-Qaedas ideologi er i høj grad et resultat af globaliseringen. al-Qaeda ser udbredelsen af vestlig kultur som den største trussel mod islam, og man kan på den måde forstå al-Qaedas ideologi som et bud på en alternativ globalisering, hvor det ikke er vestlige ideer og kultur, men en særlig fortolkning af islam, som skal udbredes globalt. Q

GLOBALISERING VERSION 2.0

ladt igen, i takt med at terrortruslen fra fundamentalistiske muslimske grupper er aftaget.

Den nye trussel fra terror adskiller sig på flere måder fra tidligere tiders konflikter og krige. For det første kommer truslen ikke fra en anden stat, men fra en ikke-statslig gruppe. Det betyder, at det er svært at bekæmpe terrorister, da man ikke som tidligere blot kunne angribe et bestemt land, men i stedet skal forsøge at få ram på en række personer, der holder sig skjult forskellige steder i verden. Forudsætningen for terroren er altså, at der eksisterer en række svage stater, der ikke er i stand til – eller ønsker – at bekæmpe terrorgrupperne i deres område.

DE NYE KRIGE – AFSLUTNINGEN PÅ DEN AMERIKANSKE VERDENSORDEN? Da USA og England under en måned efter terrorangrebet på USA begyndte at bombe i Afghanistan, forestillede de fleste sig, at krigen ville blive kortvarig. Sådan gik det ikke, og USA indgik først i september 2014 aftale om at trække sine styrker ud. Også en række andre lande blev involveret i invasionen, bl.a. Danmark, som lukkede sin sidste militærbase i Afghanistan i 2013.

Den oprindelige begrundelse for at invadere Afghanistan var, at sty-

OPGAVE Taleban-bevægelsen stod i 2001 bag ødelæggelsen af to store Buddhastatuer, som begge stammede fra 500-tallet e.v.t., og som var optaget på UNESCO’s liste over ”Verdensarv” (se bind 1, s. 159). Taleban mente, at figurerne var afguder og derfor skulle ødelægges.

Fotografier af den ene Buddhafigur i Bamiyan i henholdsvis 1976 og 2008.

• Diskuter, hvilke interesser der kan være i at ødelægge mindesmærker.

GLOBALISERING VERSION 2.0

173

ret i landet beskyttede al-Qaeda og Osama bin Laden, som man mistænkte for at stå bag terrorangrebet 11. september. Dette bekræftede Osama bin Laden også siden i forskellige videoer. Afghanistan blev på dette tidspunkt styret af Taleban-bevægelsen, som havde taget magten i 1996 efter en langvarig borgerkrig. Taleban-bevægelsen var ligesom al-Qaeda baseret på en fundamentalistisk fortolkning af islam.

Taleban-bevægelsen mistede hurtigt magten i Afghanistan, men det var svært at få et nyt politisk system i gang i landet, der mere eller mindre havde været i borgerkrig siden 1979.

Udover USA og England deltog en lang række andre NATO-lande i krigen i Afghanistan og forsøgene på at få skabt en stabil regering. I flere af de deltagende lande har man fremhævet, at krigen i Afghanistan ikke kun handlede om at bekæmpe terrorister, men Forud for invasionen af Irak, forsøgte USA at overogså om at udbrede demokrati som styreform. Selvom bevise andre af verdens lande om, at Irak var en der har været afholdt en række valg i Afghanistan, trussel og i besiddelse af masseødelæggelsesvåben.

Den amerikanske udenrigsminister Colin Powell holdt i er landet meget langt fra at være demokratisk, og leden forbindelse en tale i FN’s Sikkerhedsråd, hvor han dende politikere er involverede i narkohandel eller fremlagde beviser for de amerikanske påstande. Intet af det viste sig dog at passe. har forbindelser til terroristgrupper.

• Find ”The Daily Show” fra 13. juni 2012 (kan fx findes Allerede før der var blevet indsat en ny regering i på YouTube, hvis man søger på ”daily show+powell”), Afghanistan, begyndte flere ledende politikere i USA hvor Colin Powell bliver interviewet om netop denne at tale om at invadere Irak. Irak blev stadig styret af tale. Hvordan ser han på det i dag? Hvilke grunde kunne der være til hans ændrede syn?

Saddam Hussein, der ikke var blevet væltet ved det amerikansk ledede angreb i 1991. Nu ønskede præsident George W. Bush (søn af førnævnte George Bush senior) og flere af hans nærmeste medarbejdere at fjerne Saddam Hussein fra magten. De hævdede, at Saddam Hussein var i besiddelse af såkaldte masseødelæggelsesvåben, og at han samarbejdede med terrorister. Masseødelæggelsesvåben er en betegnelse for atomvåben og forskellige former for biologiske eller kemiske våben. De mente derfor, at han var en trussel mod verdensfreden – og især USA. Det var dog ikke alle lande, der bakkede op om USA’s linje. Australien, England, Danmark, Polen og 35 andre lande støttede USA, mens en række andre lande var kritiske over for USA’s invasionsplaner. Blandt andet var tre af de faste medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd Frankrig, Rusland og Kina alle kritiske og kunne her forhindre, at FN godkendte USA’s planer. Der blev udsendt observatører fra FN, som skulle undersøge USA’s påstande, men selvom de ikke fandt tegn på masseødelæggelsesvåben, valgte USA alligevel at udføre sin plan om at invadere landet og vælte Saddam Hussein. Bagefter viste det sig, at påstandene om masseødelæggelsesvåben og terrorforbindelser ikke var rigtige. Man var simpelthen gået i krig på et forkert grundlag.

OPGAVE

174

GLOBALISERING VERSION 2.0

BLØD MAGT Q I perioden efter Anden Verdenskrig blev amerikanske kulturprodukter som film og musik eksporteret til store dele af Jorden og fik stor udbredelse, men i de sidste årtier er en lang række andre områder begyndt at påvirke den nye globaliserede kultur. I dag ligger Hollywoods filmproduktion kun på en tredjeplads, bag indiske ”Bollywood” og nigerianske ”Nollywood”, der dominerer markederne i henholdsvis Asien og Afrika. Måske er denne udvikling også med til at mindske USA’s betydning i verden? Den amerikanske politolog Joseph Nye (1937-) har opfundet begrebet soft

power som betegnelse for den ’bløde’ magt, der er nødvendig for at være en stormagt.

Ifølge denne teori er det muligt at opnå magt uden at bruge trusler, vold eller bestikkelse, hvis man kan tiltrække og overbevise andre gennem ens ’bløde’ magt. Det er måske derfor, at også kinesiske og brasilianske film i de sidste årtier, blevet mere almindelige i hele verden, og at den kinesiske stat har åbnet kulturinstitutter i en lang række lande verden over. Q

OPGAVE • Prøv at undersøge forskellige landes nye strategier i forhold til at anvende ”blød magt” på baggrund af artiklen fra Information ”Den globale kamp om den bløde magt” og diskuter, hvorvidt den ”bløde magt” er ved at erstatte den ”hårde magt”.

Foreløbig er der meget lidt, som tyder på, at Afghanistan eller Irak er ved at blive demokratier. Begge lande er plaget af korruption, og bestikkelse er almindeligt udbredt. Begge samfund har gennem århundreder været delvist styret af klaner, som er en form for udvidede familier. På den måde har klanerne været med til at give den sikkerhed, som staterne i begge lande ikke var i stand til. Derudover er begge lande splittede i forskellige etniske, kulturelle og religiøse grupper. Mange grupper er direkte fjendtlige over for hinanden, og begge lande har siden invasionerne oplevet store uroligheder og jævnlige overgreb og angreb mod bestemte grupper i samfundet.

Den amerikanske tænketank Freedom House skriver om Irak i sin rapport for 2012:* Irak er ikke et valg-demokrati. Selvom der har været afholdt valg, er borgernes politiske deltagelse og landets muligheder for at tage beslutninger kraftigt begrænsede på grund af interne stridigheder, udbredt korruption og udenlandsk indblanding.

Krigene i Afghanistan og Irak har haft stor betydning for synet på USA og USA’s rolle i verden. Krigene var begge meget dyre, og i ingen af *

Freedom House: ”Freedom in the World”, 2012.

GLOBALISERING VERSION 2.0

175

tilfældene kan USA påstå at have vundet. Samtidig førte krigen i Irak til stor international splittelse, da USA valgte at gå i krig uden opbakning fra FN. Selvom det er svært at vurdere betydningen på langt sigt, har det nok svækket USA’s internationale position. Da USA i 2013 forsøgte at få opbakning til militær indblanding i den syriske borgerkrig (se s.

179), spillede netop den problematiske optakt til Irakkrigen en stor rolle.

Blandt andet nedstemte det engelske parlament den siddende regering og nægtede at deltage i endnu en invasion.

Var den amerikanske verdensorden allerede slut?

DEMOKRATI SOM STYREFORM UDBREDES Selvom hverken Afghanistan eller Irak er blevet til egentlige demokratier, er der alligevel noget som tyder på, at den engelske premierminister Churchill havde ret, da han i 1947 sagde: Demokrati er den værste styreform – bortset fra alle de andre, der gennem tiden er blevet afprøvet.

I hvert fald har en lang række lande siden midten af 1970’erne indført en eller anden form for demokratisk styre. I 1970’erne blev de sydeuropæiske diktaturer Spanien, Grækenland og Portugal demokratiske. I 1980’erne blev flere af diktaturerne i Sydamerika demokratiseret. Denne udvikling fortsatte i 1990’erne, og ved årtusindskiftet havde stort set alle lande i Caribien, Nord- og Sydamerika rimeligt frie valg, hvor flere forskellige partier kunne stille op. Klareste undtagelse er Cuba, der stadig fastholder et kommunistisk et-partistyre.

I 1980’erne blev også en række lande i Sydøstasien demokratier. Taiwan og Sydkorea var fx begge diktaturer i tæt alliance med USA, men mod slutningen af Den Kolde Krig havde USA og de vestlige lande ikke længere interesse i at støtte diktatorer rundt om i verden i kampen mod kommunismen.

Noget lignende skete i flere af de diktaturer, som havde været allieret med Sovjetunionen. Med den kommunistiske bloks opløsning, stoppede den økonomiske og militære støtte. Dermed fik magthaverne ikke længere den støtte, der skulle til for at fastholde magten.

En del ikke-demokratiske lande fortsatte dog med at modtage støtte også efter Den Kolde Krigs afslutning. Eksempelvis støtter USA fortsat Saudi Arabien, mens Kina fortsat støtter verdens nok skrappeste nutidige diktatur i Nordkorea.

Overgangen til mere demokratiske styreformer og flerpartisystemer har også præget Afrikas historie de sidste årtier. Ved Den Kolde Krigs afslutning opgav det hvide mindretalsstyre i Sydafrika at fastholde magten. Hele samfundet var raceopdelt, og indtil da havde hudfarve afgjort ens politiske og sociale rettigheder. De ”sorte” blev tvunget til at leve i bestemte områder og var helt uden politisk indflydelse. Selvom styret i mange år var blevet kritiseret for sin brutalitet og ekstreme racisme,

176

GLOBALISERING VERSION 2.0

fik det stadig støtte fra USA og andre, da styret var på USA og Vestens side i kampen mod kommunismen. Da denne kamp blev overflødig i slutningen af 1980’erne, blev det hvide mindretal nødt til at ændre kurs. Man begyndte derfor i 1989 arbejdet med en ny demokratisk forfatning, som blev vedtaget i 1994.

Også i en række andre afrikanske lande har de forestillinger om demokrati, som er udbredt i den vestlige verden, vundet udbredelse. Bl.a. har Ghana, Namibia, Sierra Leone, Lesotho og Senegal afholdt rimeligt frie valg – og taberne har accepteret deres nederlag. Mange af de afrikanske lande, som under Den Kolde Krig var et-partistater, tillader i dag flere partier at stille op til valgene. Der var dog også lande, hvor den demokratiske udvikling enten gik i stå eller lige frem tilbage. Fx blev Mali indtil marts 2012 regnet som det afrikanske land, hvis demokratiske udvikling var nået længst. Her var en tydelig tredeling af magten og valgene forløb fredeligt. Siden da har der været gennemført to militærkup, og den politiske situation i landet er i dag meget uklar.

Også i asiatiske lande som Pakistan, Filippinerne, Indonesien og Burma/Myanmar har der været tiltag i retning af en øget demokratisering de sidste årtier fx ved at tillade oppositionspartier, så der faktisk er valgmuligheder i forbindelse med afstemninger.

Det nyeste eksempel på en begyndende demokratisering foregår netop i disse år i Nordafrika og Mellemøsten. I december 2010 satte en tunesisk blomstersælger ild til sig selv i frustration over manglende rettigheder, sikkerhed og fremtidsmuligheder. Dette blev startskuddet til en række opstande i flere lande. Mange har kaldt begivenhederne for ”Det arabiske forår”, men det er af flere grunde en lidt problematisk betegnelse. Ved at kalde begivenhederne for det arabiske forår forsøger man at koble begivenhederne til en række andre demokratiske opstande, der alle er foregået i Europa.* Men som de efterfølgende begivenheder har vist, er det ikke sikkert, at opstandene nødvendigvis ender med, at landene indfører demokratier, der minder om de europæiske.

De bagvedliggende årsager til optøjerne var forskellige fra land til land, men der var en række fællestræk. I alle landene er eller var befolkningerne helt uden indflydelse på, hvem der sidder på magten. I fx Libyen, Egypten og Tunesien sad diktatorer, der havde haft magten i mere end 20 år. Samtidig blev befolkningens rettigheder systematisk *

I flere af de nordafrikanske og mellemøstlige lande har mur-malerier spillet en stor rolle i oprørene. Kombinationen af, at dele af befolkningen ikke kan læse, og den manglende ytringsfrihed har gjort denne måde at kommunikere på særligt oplagt og virkningsfuld.

Billedet stammer fra Cairo under det arabiske forår.

Betegnelsen ’forår’ er bl.a. brugt om bølgen af demokratiske opstande i 1848 og opstanden i det kommunistiske Tjekkoslovakiet i 1968. Se s. 43 og 135.

GLOBALISERING VERSION 2.0

177

INTERNETTET OG ANDRE NYE MEDIER Q I dag virker mobiltelefonen som en selvfølge – ja måske er det endda svært at forestille sig et liv uden sin smartphone. Fra 1990 til 2011 steg antallet af abonnementer på mobiltelefoner fra 12,6 mio. til 6 mia. Det dækker dog over en lidt skæv fordeling – hvor de vestlige lande ligefrem har flere abonnementer end indbyggere, mens kun halvdelen af indbyggerne i de afrikanske lande har en mobiltelefon. Men det er stadig en revolution!

Internettet er et andet eksempel på, hvordan en teknologisk udvikling kan få enorme konsekvenser for livet på hele Jorden. Dengang man i 1969 startede et mindre forsøg i det amerikanske militær, var der nok ingen, der havde forestillet sig, at det i løbet af ca. 30 år ville blive udbredt til hele Jorden. I 1977 var der 100 brugere – i 2010 var der to mia. Det var først i 1994, at internettet åbnede for alminde-

OPGAVE • Diskuter hvilken betydning internettet, sociale medier (Facebook, YouTube, osv.) har for jeres liv og kultur i nutiden.

• Overvej hvilken betydning det har for individer og kulturer i forskellige lande – og i et globalt perspektiv.

178

lige mennesker, og det var i de følgende år stadig stort set kun universiteter, biblioteker og firmaer, der var koblet til internettet. Internettet har givet almindelige mennesker mulighed for at have kontakt med andre, uanset hvor på Jorden de bor. Dette har bl.a. haft betydning for de sidste 10 års konflikter, hvor billeder og videoer fra konfliktområder er blevet spredt med lysets hast. Sådanne videoer har bl.a. lagt stort pres på det iranske præstestyre og medvirket til, at den egyptiske diktator Mubarak måtte træde tilbage.

Det vigtigste forum for denne nye form for kommunikation med videoer er ’YouTube’.

Udover at man på YouTube kan se videoer, kan man også kommentere og diskutere dem.

Dermed er platformen et eksempel på en ny type brugerskabte medier, der ofte kaldes for “web 2.0”. YouTube er blevet en form for fælles kultur i hele verden, hvor både politiske, og sjove og underholdende videoer kan deles med mennesker på hele Jorden. Katte, som går på toilettet, og koreanske mænd, som danser fjollet, kan måske ikke føre til store politiske eller sociale forandringer, men de er med til at binde menneskene på Jorden sammen i en ny form for fællesskab. Måske er der ved at opstå én fælles global civilisation, som med årene vil udviske sporene af mange tusinde års historiske udvikling? Q

GLOBALISERING VERSION 2.0

undertrykt. Man kunne blive fængslet uden grund, og tortur var almindelig. Magthaverne tillod heller ikke, at befolkningen havde de såkaldte frihedsrettigheder (se s. 17) som ytringsfrihed og religionsfrihed.

Derudover var der i flere af landene en voksende gruppe af højtuddannede, der ikke havde fremtidsmuligheder, hvis ikke de havde de rigtige forbindelser til magthaverne.

Fra Tunesien spredte optøjerne sig til bl.a. Egypten, Libyen og Yemen, hvor urolighederne alle steder tvang styret fra magten. Også i Bahrain, Syrien, Algeriet, Irak, Jordan, Kuwait, Marokko og Sudan har der været større demonstrationer og optøjer. I Syrien har optøjerne ført til borgerkrig. I andre af landene har magthaverne lovet at forbedre befolkningens forhold og give dem flere demokratiske rettigheder.

I flere af landene har udlandet blandet sig i større eller mindre omfang. Dette var fx tilfældet i Libyen, hvor en NATO-ledet styrke med opbakning fra FN’s sikkerhedsråd, aktivt indgik i kampene mod lederen Muammar Gaddafis styrker. Gaddafi havde på det tidspunkt siddet på magten i landet i 42 år, men blev efter et halv års kampe dræbt. Også i Syrien har en egentlig militær indblanding været på tale, men foreløbig har man kun sendt våben og udstyr til forskellige af konfliktens parter, da modstanden mod præsident Bashar al-Assad ikke består af én samlet front.

I både Libyen, Tunesien og Egypten har der været afholdt rimeligt frie valg. Her har især islamistiske partier klaret sig godt, selv om flere af dem er erklærede modstandere af demokrati og FN’s menneskerettigheder. Dette har ført til diskussion af, om optøjerne i Nordafrika og Mellemøsten overhovedet vil lede til øget demokratisering. For er demokrati nødvendigvis den eneste rigtige styreform? Og er demokrati kun ”rigtigt”, hvis det ser ud som i de vestlige lande?

I Egypten er de demokratiske tilnærmelser ikke lykkes i første omgang, da hæren i juli 2013 tog magten fra den demokratisk valgte islamistiske regering.

FORTSAT BEFOLKNINGSVÆKST OG STIGENDE LEVESTANDARD I VERDEN

Den tunesiske blomstersælger, der i december 2010 i frustration over manglende fremtidsudsigter satte ild til sig selv, udløste det såkaldte arabiske forår. Han udkom året efter på frimærke som martyr for ”Revolutionen for værdigheden”.

Hans familie solgte den historiske frugtvogn til en italiensk millionær, og købte en lejlighed i det pæne La Marsakvarter i hovedstaden Tunis.

Det lyder på mange måder for godt til at være sandt, men den er god nok: Selvom Jordens befolkning er vokset siden 1989, har den økonomiske vækst været større, og det er samtidig lykkedes at få forbedret levestandarden. Dette kan måles på parametre som stigende levealder, bedre ud-

GLOBALISERING VERSION 2.0

179

LEVESTANDARD RUNDT OM I VERDEN

Forventet levealder

Q Illustration af data fra Gapminder.org, der ledes af den svenske doktor og statistiker Hans Rosling. Gapminder har bl.a. indsamlet data om levestandarden rundt om i verden fra 1800 og frem til nu.

Her er landenes udvikling i forhold til forventet levealder og landets BNP fordelt per indbygger vist, og det er tydeligt, at der er sket en enorm udvikling de sidste årtier.

Størrelsen på cirklerne afspejler befolkningens størrelse i et land. De forskellige farver viser, at ”boblerne” symboliserer lande fra forskellige verdensdele:

Forventet levealder

Indkomst pr. indbygger

Indkomst pr. indbygger

180

Sydøstasien Lande i Syd- og Nordamerika Afrikanske lande syd for Sahara Nordafrika og Mellemøsten Nordasien og Europa Sydasien Landet med den laveste levealder og indkomst pr. indbygger – i nederste venstre hjørne – er Congo, hvor der de sidste årtier har været borgerkrig. Den lille grønne cirkel længst ude til højre – dvs. med den højeste indkomst pr. indbygger – er Qatar. Det må dog bemærkes, at velstanden i Qatar er meget skævt fordelt.

Landet med den højeste levealder – en rød cirkel øverst oppe – er Japan.

Se mange flere modeller og bevægelige grafer på gapminder.org. Q

GLOBALISERING VERSION 2.0

Antallet af lande

Meget høj HDI

12

Høj HDI

37

Medium HDI

45

Lav HDI

47 1990

47

Meget høj HDI

OPGAVE

35

Høj HDI

Udviklingen i HDI mellem 1990 og 2013 på baggrund af data fra 141 lande.

29

Medium HDI

30

Lav HDI

• Redegør for udviklingen i HDI på baggrunden af grafen.

2013

dannelse, bedre sundhed, lavere børnedødelighed. Kun meget få lande har i denne periode oplevet varig nedgang i BNP eller levestandard.

Den allerkraftigste økonomiske vækst er foregået i Kina. Her begyndte det kommunistiske styre i slutningen af 1970’erne at åbne for handel med udlandet og tillade, at udenlandske firmaer kunne bygge fabrikker i særlige områder af landet. Her kunne de multinationale selskaber (se s.

195) få fordel af den billige arbejdskraft samtidig med, at Kina fik indtægter gennem beskatning og afgifter. Da Kina rummer omkring en femtedel af Jordens befolkning, har den forbedrede levestandard i landet betydet, at millioner af mennesker ikke længere lever i fattigdom. I et forsøg på at kunne måle udviklingen i levestandard, har man hos FN udviklet et indeks for menneskelig udvikling, det såkaldte Human Development Index (HDI). Et lands score i indekset måles på baggrund af forventet levealder, uddannelsesniveau og indkøbskraft pr. indbygger. Man tager ikke hensyn til ulige fordeling af velstanden i samfundet, men da man også inddrager levealder og uddannelse, giver det i hvert fald et bedre billede, end man får ved kun at kigge på BNP. Siden 1980 er HDI steget for alle verdens lande. I rapporten fra 2013 har man inddelt verdens lande i fire kategorier afhængigt af deres score i HDI. Gruppen med den laveste score består af afrikanske lande syd for Sahara, samt Pakistan, Bangladesh og Afghanistan. I mellemgruppen finder man en række lande primært fra Asien og Afrika, fx Indien, Sydafrika, Kina, Ghana og Namibia.

De sidste to kategorier er henholdsvis ”høj” og ”meget høj” udvikling.

Til den første kategori hører i 2013 de fleste lande i Nordafrika og Mellemøsten, de fleste lande i Syd- og Mellemamerika, Rusland og en række lande i Østeuropa. Den sidste af kategorierne består stort set af de lande, vi tidligere har kaldt ”den vestlige verden”: Landene i Vesteuropa, USA, Canada og Japan, men i denne kategori finder vi i dag også flere lande fra Sydamerika (Argentina og Chile) og en række mindre stater fra Mellemøsten og Sydøstasien, fx Qatar, Singapore, Forenede Arabiske Emirater og Sydkorea.

GLOBALISERING VERSION 2.0

181

Til trods for økonomisk vækst og de forbedrede levevilkår mange steder i verden var der i 2014 fortsat 2,2 mia. mennesker som levede i fattigdom ud af verdens ca. 7,1 mia. indbyggere.* Denne fortsatte økonomiske ulighed har medvirket til, at mennesker fra fattige egne har forsøgt at komme til de mere velstående områder.

MENNESKETS GLOBALISERING – NYE FOLKEVANDRINGER Den store forskel på velstand og muligheder mellem verdens lande – og især kendskabet til disse forskelle – har gennem mange århundreder medvirket til, at mennesker har forladt deres oprindelige område og rejst til andre. Sådanne bevægelser af mennesker, ofte over store afstande, kaldes ’migration’ og med de sidste årtiers globalisering er migrationen mellem verdens forskelle egne steget. Dette skyldes flere forhold, som fx at nye og mere udbredte medier (fx fjernsyn og internet) har udvidet kendskabet til andre områder, og at transportmulighederne mellem verdens egne er blevet billigere og hurtigere. Samtidig er det nu muligt at bevare kontakten med ens oprindelsesland gennem internettet, satellit-tv, og telefonforbindelser, ligesom det er nemt og hurtigt at sende penge til ens familie og venner, der stadig befinder sig i fattigere områder.

Man kan tale om, at der er forskellige push og pull faktorer bag migrationen, altså at noget ”skubber” migranterne væk fra deres hjemland og andet ”tiltrækker” dem ved andre lande. Push-faktorer kan fx være fattigdom, politisk, kulturel eller religiøs undertrykkelse, dårlige fremtidsmuligheder eller arbejdsløshed. Pull-faktorer kan fx være bedre levestandard eller fremtidsmuligheder, uddannelse, frihed fra undertrykkelse eller arbejde.

De fleste vestlige lande har i dag en stor mængde legale eller illegale indvandrere. Legale indvandrere er mennesker, som er indvandret og har søgt og fået tilladelse til at bo i landet. De illegale indvandrere har ikke lovligt ophold og er derfor i konstant risiko for at blive smidt ud af landet.

USA, Canada og Australien er alle lande, som er opstået som resultat af indvandring. Derfor er disse lande stadig rimeligt lette at få ophold i. I Europa har der altid været en vis migration mellem de forskellige lande.

Det nye i Europa er de sidste ca. 50 års indvandring fra ikke-europæiske områder. I forbindelse med afkoloniseringen tillod flere af de tidligere kolonimagter, at indbyggerne fra deres tidligere kolonier flyttede til det europæiske moderland. Især England, Frankrig og Holland har i den forbindelse modtaget mange mennesker fra andre dele af verden.

Under den kraftige økonomiske vækst i de vestlige lande fra 1960’erne *

182

http://jyllands-posten.dk/international/ECE6891258/fn-verden-har-over-to-milliarder-fattige/

GLOBALISERING VERSION 2.0

MIGRATION Q Tabellen er fra FN’s store årlige rapport om migration i verden 2013. Den vandrette række (oprindelse) angiver hvilke lande migranterne kommer fra, mens den lodrette række (destination) angiver, hvor migranterne bevægede sig hen. Udover at der er angivet, hvorvidt det drejer sig om “udviklede” eller udviklingsregioner”, er der også angivet hvilke kontinenter, bevægelserne foregår imellem. Q

OPGAVE • Redegør for tabellens opbygning og indhold. Foretag en analyse af, hvilket områder der modtager flest migranter, og hvilke områder flest migranter stammer fra.

ANTAL MIGRANTER FORDELT PÅ OPRINDELSE OG DESTINATION, 2013 (MILLIONER) Oprindelse UDVIKLEDE REGIONER

UDVIKLINGSREGIONER

AFRIKA

ASIEN

EUROPA

LATIN AMERIKA

NORD AMERIKA

OCEANIEN

ANDRE

HELE VERDEN

UDVIKLEDE REGIONER

53,8

81,8

11,3

38,9

48,8

31,0

2,4

1,6

1,6

135,6

UDVIKLINGSREGIONER

13,7

82,3

19,7

53,7

9,7

5,7

1,9

0,2

5,1

95,9

AFRIKA

1,3

17,3

15,3

1,1

0,8

0,0

0,1

0,0

1,4

18,6

ASIEN

9,7

61,2

4,4

54,0

7,6

0,7

0,6

0,1

3,6

70,8

40,1

32,4

8,7

18,7

37,9

4,5

1,0

0,3

1,5

72,4

LATIN AMERIKA

2,7

5,9

0,0

0,3

1,2

5,4

1,3

0,0

0,2

8,5

NORD AMERIKA

9,6

43,5

2,0

15,7

7,9

25,9

1,2

0,3

0,0

53,1

OCEANIEN

4,1

3,9

0,5

2,9

3,1

0,1

0,2

1,1

0,1

7,9

67,5

164,0

30,9

92,6

58,5

36,7

4,3

1,8

6,7

231,5

Destination

EUROPA

HELE VERDEN

OPGAVE En afrikansk migrant skyllet op på stranden i Spanien. Foto fra Tarifa, Spanien af Javier Bauluz, 2000.

• Foretag en analyse af billedet. Beskriv fotoets elementer. Hvilket forhold er der mellem menneskene på fotoet?

GLOBALISERING VERSION 2.0

183

NUTIDENS SLAVERI

Slaveriets produkter

Denne plakat er produceret af verdens ældste organisation mod slaveri: Anti-slavery International. Her er plakatens tekst oversat til dansk.

I toppen står der: Der er mindst 12,3 millioner mennesker, både voksne og børn, som udfører tvunget arbejde, der er en moderne udgave af slaveri. Det amerikanske arbejdsministerium har fundet en høj forekomst af tvungen arbejdskraft i forbindelse med produktionen af 50 produkter i 29 lande. Anti-Slavery International arbejder for at udbrede kendskabet til problemet med tvungen arbejdskraft, opfordre forbrugerne til at stille spørgsmål og bede virksomhederne om at samarbejde for at det bliver udryddet.

Der er mindst

12,3 millione

udgave af slaveri. Det amerikanske arbejds produkter i

29 lande. Anti-Slave

forbrugerne til at

Bolivia Peanuts

Sukkerrør

Majs

Kastanjer

Kvæg

Sukkerrør

Tømmer

Grillkul

Kvæg

Tømmer

Kastanjer

Guld

Granit

Kakao

Grus

Bomuld

Guld

Brasilien

Peru

Nigeria

Burkina Faso

Elfensbenskysten Kakao

Kaffe

Dominikanske Republik

Sukkerrør

Colombia

OPGAVE

Paraguay Kvæg

Creative Commons Attribution-Share Alike 3.0 Unported License.

• Prøv at undersøge plakaten: Hvad bruger man slaver til i nutiden?

Hvilke produkter køber du selv, som kan være produceret af slaver? I hvilke lande/områder findes der slaveri?

Koka

Argentina Tøj

Sierra Leone Diamanter

Mali Ris

Ghana Tilapia (fisk)

Anti-Slavery International is the only charity in the United Kingdom working exclusively against slavery and related abuses and is the leading organisation in this field.

Benin Bomuld

Anti-Slavery International The Stableyard, Broomgrove Road, London SW9 9TL Tel: +44 (0)20 7501 8920 Registered charity no: 1049160 info@antislavery.org www.antislavery.org/supplychain/ www.antislavery.org/workingwithbusiness/

184

GLOBALISERING VERSION 2.0

stille spørgsmål o

er mennesker, både voksne og børn, som udfører tvunget arbejde, der er en moderne ministerium har fundet en

høj

forekomst af tvungen arbejdskraft i forbindelse med produktionen af

50

ery International arbejder for at udbrede kendskabet til problemet med tvungen arbejdskraft, opfordre

og bede virksomhederne om at samarbejde for at det bliver

udryddet.

kampen i dag, for friheden i morgen

Burma Bambus

Gummi

Teak

Mursten

Ris

Tøj

Sko

Kul

Mursten

Bomuld

Tøj

Tæpper

Broderi

Mursten

Ris

Tæpper

Kul

Mursten

Bomuld

Tekstiler

Mursten

Jern

Broderi

Mursten

Sukkerrør

Sesam

Solsikke

Jade

Rejer

Kunstige blomster

Legetøj

Palmeblade Bønner

Castorbønner Rubiner

Kina Dekorationer Elektronik

Søm

Fyrværkeri

Indien Sten

Bomuldsfrø

Pakistan Hvede

Sukkerrør

Nord Korea Kul

Guld

Sten

Tæpper

Cement

Nepal

Kazakhstan

Bomuld

Tobak

Thailand Tøj

Tvungen arbejdskraft er defineret som “alt arbejde og service som kræves udført af en person under trusler om straf, og som personen ikke selv tilbyder at udføre frivilligt.”

Rejer

Malaysia Tøj

Palmeolie

8 lande

6 lande

6 lande

5 lande

Rusland Pornografi

Tajikistan Bomuld

Turkmenistan Bomuld

Uzbekistan Bomuld

Jordan Tøj

Fire store industrier som bruger tvungen arbejdskraft

Plakaten er ikke en opfordring til at boycotte bestemte varer eller lande. Boycott kan underminere et i forvejen fattigt land og skade dem, som lever under slavelignende vilkår og også ramme de arbejdsgivere som ikke udnytter deres ansatte. Anti-Slavery International mener at beslutninger om boycott derfor skal overvejes meget nøje.

Tvungen arbejdskraft er et verdens omspændende problem.

At der er lande som ikke er nævnt betyder ikke at de ikke anvender tvungen arbejdskraft. Og modsat betyder det, at et produkt optræder på plakaten, ikke at hele produktionen nødvendigvis sker med tvungen arbejdskraft. At der optræder flere produkter fra ét land, er ikke et udtryk for omfanget af tvungen arbejdskraft.

Malawi Tobak

Dataen som ligger til grunds for plakaten, stammer fra: The United States Department of Labor (2009) ’Goods Produced by Child Labor or Forced Labor’ http://www.dol.gov/ilab/programs/ocft/PDF/2009TVPRA.pdf Designed by Tactical Technology Collective in association with MediaShala

GLOBALISERING VERSION 2.0

185

og frem var der mangel på arbejdskraft i de fleste lande. Derfor åbnede man for indvandring, og i flere europæiske lande opstod større minoriteter af fx tyrkisk og pakistansk oprindelse i denne periode.

I de sidste 25 år har der fortsat været migration til de vestlige lande, men det er ikke de eneste steder, der har været mål for migranterne. Også mange lande i Mellemøsten har de seneste årtier modtaget indvandrere fra Afrika og Asien.

Der foregår også stadig migration internt i mange lande. I lande, der har haft stor økonomisk vækst de seneste årtier, er væksten især knyttet til byerne. Her er derfor foregået en fortsat urbanisering, dvs. tilstrømning fra landområder til byerne. Denne strøm har især været tydelig i Kina, hvor det i 1949 kun var ca. 10 procent af landets 577 mio. indbyggere, som boede i byer. I dag er det over halvdelen af Kinas befolkning på 1,3 mia., der bor i byer. Mere end 160 af disse byer har endda mere end en million indbyggere. I Kina skal man som udgangspunkt have tilladelse til at flytte rundt mellem landets forskellige egne. Derfor er mange af de nye byboere reelt illegale indvandrere, der oplever forfølgelse og dårlig behandling i eget land.

Generelt set er de illegale migranter meget dårligt beskyttet mod udnyttelse og overgreb. De får ofte de dårligste jobs med lav løn og dårlige arbejdsforhold. Andre er måske ikke engang så heldige, at de får et job, men må nøjes med at tigge eller begå kriminalitet for at kunne overleve.

Det er altså ikke al migration, der nødvendigvis fører til, at man opnår de mål, man oprindeligt havde med at flytte. I USA vurderes der at være mellem 7 og 20 mio. illegale indvandrere, som især stammer fra Mexico.

Migrationen er af stor betydning i nutiden og medvirker til globaliseringen, da den sammenknytter Jordens forskellige lande økonomisk, socialt og kulturelt. Migranterne fastholder som regel en kontakt med deres hjemlande og er på den måde direkte med til at overføre fx kultur mellem verdens forskellige lande. Socialt og økonomisk har migrationen stor betydning, da FN og andre organisationer vurderer, at de private overførsler af penge, som migranterne sender til deres familier/venner, i dag langt overstiger det beløb, stater rundt om i verden bruger på at støtte de fattigste lande i verden. Også i de rige lande har migrationen stor betydning økonomisk, da mange erhverv er afhængige af den billige arbejdskraft, migranterne tilbyder.

VÆKSTENS BAGSIDE: KLIMAFORANDRINGERNE ESKALERER Væksten i verdens befolknings størrelse og levestandard øger presset på Jordens ressourcer. Den hurtigt voksende gruppe af indbyggere på Jorden over fattigdomsgrænsen fører til en voldsom vækst i behovet af alt fra mad og tøj til biler og elektronik. Forbruget af olie, gas og kul vokser også

186

GLOBALISERING VERSION 2.0

OPGAVE

fortsat, til trods for at man allerede i 1970’erne blev opmærksomme på, at afbrændingen af disse medvirPlakat af af den danske kunstner Christian Zander med titlen ”Er dette vores eftermæle?” kede til klimaforandringer. Allerede i 1972 udkom rapporten ”Grænser for vækst”, der satte fokus på, at • Hvad er det for et syn på verden, som her fremstilles?

Jordens ressourcer er begrænsede, og at menneskets udledning af CO2 kunne få alvorlige følger. CO2 udledes bl.a. ved forbrænding af kul, olie, gas og benzin.

Derfor har verdens mange nye fabrikker, biler m.m. medvirket til, at problemet er vokset. Klimaforandringerne truer i dag store dele af Jordens befolkning, da de fx vil føre til ændringer i, hvilke afgrøder der kan dyrkes, eller hvor på Jorden mennesker kan bo. Siden starten af 1990’ernes har der været gjort flere forsøg på at løse dette problem. Men hvordan?

Hele verdens forbrug må på en eller anden måde begrænses. Men hvem skal starte? Den enkelte borger eller skal staterne regulere indbyggerne adfærd? Og skal der ske lige store begrænsninger over hele Jorden? Eller skal den vestlige verdens forbrug ned på samme niveau som andre steder i verden? Skal man fx forhindre de nye velhavende indere i at købe en bil eller skal indbyggerne i USA indstille sig på at nøjes med mindre end

GLOBALISERING VERSION 2.0

187

MONUMENTET FOR DEN SOVJETISKE HÆR I SOFIA OPGAVE Redegør for monumentets forskellige figurer og elementer, og overvej, hvilke følelser monumentet oprindeligt skulle give modtagerne.

• Diskuter hvilket budskab, der blev sendt med bemalingen i 2011.

• Diskuter hvilken betydning, det har, at det er et monument for den sovjetiske hær, i forbindelse med de forskellige ændringer af det, som er blevet foretaget?

I 2011 blev monumentet en nat malet over, og den russiske hær klædt på som amerikanske superhelte. På indskriften står ”i takt med tiden” .

188

Q Monumentet for den sovjetiske hær blev opført i 1954 i Bulgariens hovedstad Sofia. De østeuropæiske lande blev efter Anden Verdenskrig kommunistiske folkedemokratier og hyldede i mindesmærker de kommunistiske helte og den sovjetiske hær, der spillede en afgørende rolle i bekæmpelsen af det nazistiske Tyskland (se s. 117).

I de senere år har det dannet rammen om kommentarer til aktuelle begivenheder.

I 2012 blev nogle af figurerne i klædt hætter i stil med dem, Pussy Riot var iført under deres aktion i Moskva (se s. 30).

GLOBALISERING VERSION 2.0

”Bulgarien undskylder” står der i forbindelse med denne bemaling i 2013, som kommentar til den bulgarske deltagelse i invasionen af Tjekkiet i 1968, hvor der var startet et oprør mod det undertrykkende kommunistiske styre. Med Sovjetunionen i spidsen invaderede en række af landene fra Warszawa-pagten (se s. 130) for at undertrykke oprøret. I 1990 undskyldte Bulgarien som det sidste af landene officielt.

GLOBALISERING VERSION 2.0

I 2014 blev monumentet inddraget i stridighederne i Ukraine, hvor der gennem flere år har været stor politisk uenighed særligt om Ukraines tilhørsforhold: Skal landet vende sig mod Rusland eller EU? Denne konflikt er fortsat i gang. På ukrainsk var der blevet skrevet: ”Hæder til Ukraine”. Q

189

de ca. 2,2 biler, de omkring 2013 havde til rådighed pr. husholdning?

Dette globale problem rækker langt ud over den enkelte stat. Derfor er forhandlingerne om en løsning foregået inden for FN, som er en af de over-statslige organisationer, hvis betydning voksede i perioden efter Den Kolde Krig.

OVER-STATSLIGE ORGANISATIONER I EN GLOBALISERET VERDEN Globaliseringen har på flere områder skabt behov for et øget samarbejde mellem verdens lande. Siden Anden Verdenskrig har dette ført til oprettelsen af en række ’over-statslige’ organisationer, dvs. organisationer, der arbejder på tværs af statsgrænserne. Den største af disse organisationer er FN, der fra stiftelsen efter Anden Verdenskrig har spillet en stor rolle i verdens historie. FN’s rolle er især på det politiske, kulturelle og sociale område. Også i forbindelse med forsøget på at finde en løsning på de menneskeskabte klimaforandringer har FN spillet en vigtig rolle.

Det vigtigste resultat i denne proces var formentlig vedtagelsen af Kyotoprotokollen i 1997, hvor de lande, som tilsluttede sig, forpligtede sig til at sænke udledningen af CO2 og andre skadelige gasser. De største udledere, Kina og USA, valgte dog at stå uden for aftalen, der derfor ikke fik særlig stor betydning. Siden har der været ført fortsatte forhandlinger, men uden noget konkret resultat. Derfor er klimaforandringerne fortsat en alvorlig trussel mod mennesker i hele verden.

Af andre betydningsfulde over-statslige institutioner kan nævnes Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken, som begge beskæftiger sig med økonomi, samt militæralliancen NATO, der opstod i forlængelse af Anden Verdenskrig (se s. 133). Selvom organisationen i høj grad var et resultat af Den Kolde Krigs modsætninger, blev den ikke nedlagt efter Den Kolde Krigs afslutning. NATO blev i stedet udvidet med flere medlemslande og har været meget aktiv i internationale konflikter, hvor den kan siges at varetage USA’s og Europas interesser.

De vigtigste internationale organisationer i perioden efter Den Kolde Krig var dog nok de nye regionale alliancer. I Europa var 28 lande i 2014 medlemmer af Den Europæiske Union (EU), der har mere end 500 mio. indbyggere. EU’s magt og betydning er vokset betydeligt siden 1989, da de europæiske magthavere har ment, at det var vigtigt med et • Undersøg den politiske udvikling i enten Grækenland tættere samarbejde i en globaliseret verden, hvor der eller Ungarn siden 2008. Hvilke ikke-demokratiske også er konkurrence fra Kina, Indien, osv. Der er derudviklinger har der været? Der findes bl.a. flere gode dokumentarer herom på dr.dk. På hvilke måder for bl.a. indført Europa-Parlamentet, hvis medlemmer minder denne udvikling om udviklingen i Europa i bliver valgt af befolkningerne i medlemslandene. Si1930’erne? Diskuter på baggrund heraf demokratiets fremtid i Europa. den 2009 har EU også forsøgt at styrke organisationens enhed ud ad til ved at udnævne en præsident

OPGAVE

190

GLOBALISERING VERSION 2.0

for Det Europæiske Råd og fælles repræsentant på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område.

Også i Afrika har landene opbygget en fælles over-statslig organisation, Den Afrikanske Union. Både EU og AU har de seneste årtier fået en stærkt stigende magt og indflydelse. Selvom det er meget svært præcist at opgøre, så stammer måske halvdelen af alle nye love i medlemslandet Danmark fra EU. AU har endnu ikke så stor politisk betydning i medlemslandene, men har bl.a. medvirket til konfliktløsning i flere afrikanske stater de sidste 10 år.

Lignende regionale over-statslige organisationer blev dannet i Sydamerika og Sydøstasien, som led i voksende politisk og økonomisk samarbejde.

De over-statslige organisationer kan på mange måder ses som et udtryk for en øget globalisering. I takt med at verdens forskellige lande kommer i tættere kontakt og er mere afhængige af hinanden, er der blevet dannet organisationer, hvor landene kan tale sammen. Der er derfor meget som tyder på, at de over-statslige organisationers rolle og betydning kun vil vokse de næste årtier. Også da problemer som fx de menneskeskabte klimaforandringer kun kan løses gennem samarbejde mellem alle verdens lande.

FINANSKRISEN I sommeren 2008 måtte flere af USA’s største og vigtigste banker og andre virksomheder inden for finanssektoren bede om hjælp. Hvis ikke de hurtigt fik tilført flere penge, risikerede de at gå konkurs med enorme konsekvenser for den amerikanske økonomi til følge. Fra 1980’erne og frem havde man især i USA og England fjernet en lang række regler for banker og andre finansvirksomheder, hvilket havde medvirket til, at sektoren var vokset og havde opnået en enorm betydning for økonomien i hele verden. Desværre var systemet dog ikke stabilt, og i 2008 begyndte en omfattende krise, da en række amerikanske og europæiske finansfirmaer fik økonomiske problemer.

Firmaerne havde tjent penge på at købe og sælge forskellige former for værdipapir, som fx aktiver, lån og obligationer, men da boligpriserne pludseligt faldt Undersøg finanskrisen. Baggrunden for finanskrisen er bl.a. formidlet i filmen ”Inside Job”, og på DRs kraftigt, betød det, at en række banker og finansfirmahjemmeside ligger også en god introduktion til emnet er ikke havde dækning for de penge, de havde udlånt. under ”Danskernes Akademi” (søg på danskernes akademi + finanskrise) og besvar på den baggrund På boligmarkedet var priserne steget gennem en lang følgende spørgsmål: periode, og der havde udviklet sig en såkaldt prisbob• Hvordan forklares baggrunden for finanskrisen? le, hvor huspriserne var langt højere end husenes reHvordan kunne den være undgået? Har man elle værdi. Da huspriserne begyndte at falde, opstod forsøgt at modvirke, at nye finanskriser kan opstå i fremtiden? der alvorlige problemer for mange af finansfirmaerne, og krisen begyndte at sprede sig til banker og virk-

OPGAVE

GLOBALISERING VERSION 2.0

191

OPGAVE Plakat fra demonstration i Athen, Grækenland, 2012.

På plakaten ses den nazistiske leder Adolf Hitler (regerede 1933-1945) og den tyske regeringsleder Angela Merkel (regerede 2005-). Overskriften på plakaten er ”Boykot tyske produkter. Kæmp imod det 4. rige.”

• Hvordan bruges fortid på plakaten?

• Hvad er formålet med at lave en forbindelse mellem Merkel og Hitler?

• Slå ”Det tredje Rige” op, og diskutér, hvad der menes med ”det 4. Rige”.

somheder, da det blev sværere for dem at låne penge.

På den måde spredtes krisen til hele økonomien, og da verdens økonomi var blevet så tæt forbundet, påvirkede krisen alle verdens lande. Især i fattigere og mindre stabile lande har konsekvenserne været store, men også i Europa er fx arbejdsløsheden steget voldsomt, og nye anti-demokratiske partier er opstået på højrefløjen. En situation, der i nogle lande havde lighedstræk med situationen i 1930’erne (se s. 119).

I Europa har den økonomiske krise også ført til en politisk krise, da den har tydeliggjort en række alvorlige problemer i EU. Til trods for at landene på en række områder i løbet af 1990’erne blev meget tæt forbundne politisk og økonomisk, havde EU ikke magt til at blande sig direkte i de enkelte landes økonomiske politik. Flere lande havde store lån hos andre af medlemslandene, især i Tyskland. Med den økonomiske krise ønskede bankerne lånene betalt tilbage, hvilket truede Grækenland, Portugal, Italien og Cypern med konkurs. Landenes gæld gjorde samtidig, at de havde meget svært ved at lave politiske tiltag, der kunne modvirke den økonomiske krise, hvilket lammede landene politisk, og i flere af landene har der været store politiske uroligheder. Denne gældskrise øgede splittelsen i EU, der til trods for sin store økonomiske betydning ikke rigtig var i stand til at handle som én politisk enhed.

CIVILISATIONERNES SAMMENSTØD? Globaliseringen har haft enorm betydning for alle områder inden for menneskers kultur: mode, musik, medier, mad, religioner og videnskab er blevet globale fænomener. Som følge af den øgede kontakt skabt af migration, handel og den teknologiske udvikling inden for kommunikation er store dele af verden på det kulturelle område virkelig blevet en stor global landsby.

Da Sovjetunionen og deres allierede ikke længere udgjorde en trussel mod og en modsætning til USA og den vestlige verden, var der mange bud på, hvad fremtiden ville bringe. Politologen Samuel P. Huntington (1927-2008) mente, at den tidligere politiske og økonomiske konflikt mellem Øst og Vest ville blive erstattet af en række nye konflikter. Huntington mente, at de nye konflikter ville være ”civilisationernes sammenstød”, hvor forskelle i kultur ville lede til nye konflikter. Huntington mente, at man kunne dele verden op i en række forskellige ”civilisatio-

192

GLOBALISERING VERSION 2.0

OPGAVE Kort over verdens opdeling i civilisationer. vestlig ortodoks islamisk afrikansk latinamerikansk kinesisk/kungfutsiansk hinduistisk buddhistisk japansk • Hvilke forhold har Huntington lagt vægt på i sin inddeling i civilisationer? Hvilke andre forhold kunne man vælge at lægge vægt på?

ner”, der var forskellige på en række områder: sprog, religion, historie og traditioner. I takt med at verden ”bliver mindre” kommer civilisationerne i tættere kontakt, og risikoen for sammenstød bliver større. Samtidig er der sket en opblomstring af religion mange steder i verden. Dette hænger nok sammen med den nyere tendens til opløsning af de traditioner, der tidligere havde været med til at forme den enkeltes identitet.

Efter terrorangrebet på USA i 2001 blev Huntingtons teori fremhævet, og mange så den hermed bekræftet. Flere forhold ved teorien har dog medført kritik. Især Huntingtons forestilling om ”civilisationer” er på flere områder problematisk, da der er en kæmpe variation inden for de forskellige ”civilisationer” (se bind 1, s. 14). Hvis man bare tænker på forskellene mellem de europæiske lande, er det tydeligt, at disse civilisationer ikke nødvendigvis har særligt meget til fælles. Fx tales der en lang række forskellige sprog i Europa, der samtidig rummer et stort antal forskellige religioner. Selv om kristendom er fremtrædende i flere lande, findes den i tre forskellige hovedretninger, der igen kan underopdeles.

Samme problem gør sig gældende med de andre civilisationer. Inden for den islamiske civilisation har de seneste års opstande i Nordafrika og Mellemøsten desuden vist, at der også er stærke sekulære og demokratiske kræfter i landene – noget der kraftigt modsiger Huntingtons teori.

Efterhånden som konflikten mellem islamistiske fundamentalister og den vestlige verden er blevet nedtonet, er teorien måske ved at blive forældet?

GLOBALISERING VERSION 2.0

193

AFSLUTNING

McDonald’s er et af verdens bedst kendte ’brands’ med restauranter i stort set alle verdens lande. Samtidig er McDonald’s et interessant eksempel på globaliseringens begrænsninger. Til trods for at kæden især er kendt for sine burgere, pomfritter og sodavand, tilpasses menuerne de lokale forhold i landene. Fx kan man i Indien hverken få en okseburger eller for den sags skyld bacon, da McDonald’s her har valgt ikke at servere hverken okse- eller svinekød af hensyn til indbyggerne, der af forskellige religiøse årsager ikke spiser kød fra disse dyr.

194

Samme år som Naomi Kleins bog om globaliseringen udkom, udgav journalisten Thomas L. Friedman bogen ”Lexus’en og oliventræet”. Friedman var langt mere positiv overfor globaliseringen i starten af 1990’erne.

Han mente, at det var en uundgåelig udvikling, der langsomt ville inddrage alle Jordens områder og indbyggere, og føre til øget velstand og vækst. For Friedman var det afgørende derfor, hvilken strategi stater og firmaer valgte i forhold til globaliseringen: Skulle man tage del i den, hvilket bilfirmaet Toyotas luksusbilserie ’Lexus’ blev brugt som symbol på, eller skulle man søge at fastholde eksisterende traditioner og identiteter, hvilket oliventræet symboliserede. Begge analyser af globaliseringen viste sig delvist at være sande: De seneste årtier har ført til vækst og øget velstand for mange mennesker på Jorden. Kun få stater og firmaer valgte ”oliventræet”, ligesom flere af de seneste årtiers opstande og krige kan ses som oprør mod stater, som gjorde dette ved fx at fastholde udemokratiske styrer og fastlåste kønsroller. Samtidig har udviklingen også vist, at globaliseringen ikke bare var en uundgåelig udvikling, men i høj grad også var en bevidst politisk strategi. Dette har med tiden ført til, at flere aktører har blandet sig i, hvordan det globale system skal fungere og indrettes. Udover de forskellige overstatslige organisationer, de multinationale selskaber og staterne, opstod der også i perioden en række nye såkaldte ngo’er, dvs. ikke-statslige institutioner. Ngo’er er organisationer, der ikke handler på vegne af enkelte stater eller styrer, men er

GLOBALISERING VERSION 2.0

OPGAVE Karikaturtegning om verdens politiske udvikling.

• Hvordan anskues den på tegningen?

private og normalt drevet af frivillige med fokus på et bestemt emne.

Dette kan fx være menneskerettigheder (som Amnesty International), miljø (som Greenpeace) eller krigsofre (som Læger uden Grænser). Med den opmærksomhed på globaliseringens skyggesider, som bl.a. Naomi Klein indfangede med sin første bog, opstod en række ngo’er med fokus på de multinationale firmaer og deres opførsel rundt om i verden. Med internettet blev det muligt at opbygge globale netværk, der kan indsamle information og dokumentere firmaernes brud på menneskerettigheder og på deres løfter over for de vestlige forbrugere.

Globaliseringen efter Den Kolde Krig har forandret alt. Den teknologiske udvikling har medvirket til, at mennesker i dag er forbundne over store afstande og på mange områder tager del i samme kultur.

Globaliseringen har også medført enorme forandringer på det økonomiske og politiske område. Bl.a. har over-statslige organisationer, multinationale selskaber og ngo’er fået en langt større rolle og betydning i verden. Disse nye aktører er eksempler på, hvordan mange økonomiske og politiske forhold hænger sammen på tværs af staters grænser. Klimaforandringerne er dog et tydeligt eksempel på, at globaliseringen endnu ikke er så omfattende, at det er muligt at løse seriøse globale problemer som de menneskeskabte klimaforandringer. Da et afgørende møde om klimaforandringerne i 2009 blev afholdt i København, endte det med sammenbrud, og siden er forhandlingerne stort set gået i stå.

Selvom USA efter Den Kolde Krig var den eneste supermagt, blev deres globale magt mindre i løbet af perioden. Inden for meget kort tid vil Kina med stor sandsynlighed overhale USA som verdens største

GLOBALISERING VERSION 2.0

195

Billedet er taget fra et fly over den brasilianske regnskov i 2008. Menneskene på billedet havde på det tidspunkt endnu ikke været i kontakt med resten af verden.

økonomi,* og i forbindelse med bl.a. urolighederne og krigene i Mellemøsten og det tidligere sovjetiske område fra 2008 og frem har USA’s magt og indflydelse været meget begrænset.

Selvom globaliseringen og de ændrede magtforhold i verden er afgørende for udviklingen siden 1989, er det dog stadig ikke klart, hvordan dette vil blive forstået og fortolket i fremtiden. Når vi skal lave en fortælling om verdens historie de sidste par årtier, er det umuligt at se, hvad man på afstand vil se som ”afslutningen” på perioden. For selvom historie som fag og det at fortælle ”en historie” ikke er det samme, så har de dog det til fælles, at begge indeholder et narrativ – en ”fortælling”. Det vil bl.a. sige, at man skal have en start og en slutning. Den sidste rigtige ”slutning”, historikere kan være enige om, er afslutningen af Den Kolde Krig. Men perioden, som starter herefter, er stadig i gang, og vores fortolkninger af perioden må derfor hele tiden tilpasses nye begivenheder og udviklinger. Det er derfor meget vanskeligt at vide, hvordan vores nuværende periode vil blive bedømt og fortolket i fremtiden.

*

196

http://time.com/82225/china-world-biggest-economy/

GLOBALISERING VERSION 2.0

KILDER TIL KAPITEL 4 [Ordforklaringer og kommentarer er markerede med kantede parenteser]

KILDE 1 Naomi Klein om globalisering, 1999 Journalist og aktivist Naomi Klein (1970-) udgav i 1999 bogen ”No Logo”, der fremsatte en samlet analyse af den samtidige globalisering, der i hendes øjne var problematisk på en række områder. Nedenstående er et uddrag af indledningen.

Som regel bolstres rapporter om dette globale spindelvæv af mærker og produkter med en retorisk henvisning til den globale landsby som et fantastisk sted, hvor stammefolk inde i den dybeste regnskov sidder og taster løs på deres bærbare computere, hvor sicilianske mødre køber ind over nettet og hvor ’globale teenagere’ deler en, for nu at låne et udtryk fra Levi Strauss’ hjemmeside, ’verdensomspændende stilkultur’. Alle fra Coke til McDonald’s og Motorola har skabt deres markedsværdi ud fra denne postnationale vision, men det er IBMs årelange kampagne med ’Solutions for a Small Planet’, der mest præcist fanger den logo-forbundne verdens løfter om en udjævning og ligestilling.

Al denne opstandelse over globaliseringens lovende udsigter har ikke holdt sig længe og viser nu alle de sprækker og huller, der er i den blankpolerede overflade. I løbet af de sidste fire år har vi i den vestlige verden oftere og oftere fået indblik i en helt anden slags global landsby, hvor de økonomiske forskelle bliver større og større og de kulturelle valgmuligheder færre og færre.

Det er en landsby, hvor nogle multinationale langtfra jævner jorden med job og teknologi til alle, men er i færd med at drive rovdrift på klodens fattigste og fjerneste egne med profitter, som overstiger enhver forestilling. Det er den landsby, hvor også den Bill Gates bor, der har samlet sig en formue på femoghalvtreds milliarder dollars med en arbejdsstyrke, af hvilken en tredjedel er løsansatte, og hvor konkurrenter enten bliver indlemmet i det monolitiske Microsoft eller bliver presset ud i mørket gennem en ny, smart måde at bundte software på. Det er også landsbyen, hvor vi godt nok er indbyrdes forbundne gennem et net af varemærker, men bagsiden af dette afslører designerslum som det, jeg selv har besøgt uden for Jakarta. IBM hævder, at deres

GLOBALISERING VERSION 2.0

teknologi omspænder kloden, hvad den da også gør, men ofte handler firmaets allestedsnærværenhed om at udnytte billig arbejdskraft i den tredje verden til at producere de computerchips og strømforsyninger, som driver vores maskiner. I udkanten af Manilla mødte jeg for eksempel en syttenårig pige, der samler cd-romdrev for IBM. Jeg sagde til hende, at jeg var imponeret over, at et så ungt menneske kunne lave noget så højteknologisk. ”Vi laver computere,” sagde hun, ”men vi ved ikke, hvordan man bruger dem.” Vores planet er måske slet ikke så lille, hår det kommer til stykket.

Det ville være naivt at tro, at de vestlige forbrugere ikke skulle have profiteret af disse opdelinger af kloden, lige fra den tidligste koloniserings tid. Den tredje verden, som vi kalder den, har altid eksisteret med det formål at tjene den første verden. Hvad der forekommer at være noget relativt nyt, er den undersøgende interesse, der synes at være i forhold til de umærkede oprindelsessteder for mærkevaregoder. Nike-skoenes rejserute er blevet sporet tilbage til slavefabrikker i Vietnam, Barbies små kjoler og andet tingeltangel til børnearbejdere i Sumatra, Starbucks’ cafe latte til de solsvedne kaffemarker i Guatemala og Shells olie til de forurenede og forarmede landsbyer i Niger-deltaet.

Det er ikke hensigten, at titlen No Logo skal læses som et bogstaveligt slogan (som i Ikke flere logoer!) eller som et post-logo logo (der findes allerede et tøjmærke, som hedder No Logo, eller det er i hvert fald, hvad folk fortæller mig). Den skal snarere ses som et forsøg på at indfange den modstand mod koncerner, som jeg kan se stikke hovedet frem hos mange unge aktivister. Denne bog drejer sig om en enkel hypotese: at jo flere folk, der Opdager, hvad det verdensomspændende net af mærkevarer dækker over, jo mere sandsynligt er det, at deres raseri over dette vil give anledning til den næste betydningsfulde politiske bevægelse, en bred bølge af modstand mod netop de transnationale koncerner og specielt disse med en høj mærkegenkendelsesværdi.

Jeg vil dog gerne understrege, at dette ikke er en forudsigelsernes bog, men derimod en bog, der bygger på observationer. Det er en undersøgelse af et stort

197

set undergrundsagtigt system af information, protest og planlægning, et system der allerede fungerer med aktiviteter og ideer på kryds og tværs af nationale og generationsmæssige grænser.

KILDE 2 Thomas Friedmans syn på verdens nyeste historie, 1999 Journalist og forfatter Thomas Friedman (1952-) analyserer i sin bog “Lexus’en og oliventræet” globaliseringen og den konsekvenser. I den forbindelse forholder han sig også til en række af de teorier om retningen for verdens politiske udvikling, som var blevet fremsat efter Den Kolde Krigs afslutning.

Huntington [se s. 192] mente, at når Den Kolde Krig var slut, og vi ikke længere havde russerne at slå på, ville helt naturligt begynde at slå på hinduerne og muslimerne igen, og de ville slå på os. Implicit udelukkede han, at der kunne opstå et nyt internationalt system, som ville forme begivenhederne anderledes. For Huntington var opsplitning i ”stammer” det eneste, der kunne følge efter Den Kolde Krig, og ikke noget nyt.

Fukuyamas [se s. 224] banebrydende bog kom med det mest præcise indblik i det nye – liberalismens triumf og en frit markeds-kapitalisme som den mest effektive måde at organisere et samfund på – men hans titel (Historiens afslutning) antydede (i meget højere grad end bogen som helhed gør) en endelighed i denne triumf, der ikke passer med verden, sådan som jeg ser den.

På en måde blev begge disse værker fremtrædende, fordi de med én let huskbar tanke forsøgte at indfange ”Det Mest Centrale”, det vil sige, den mest betydningsfulde, bevægelige del eller mest grundlæggende motor, der ville komme til at forme internationale forhold i verden efter Den Kolde Krigs ophør – hvad enten det var civilisationernes sammenstød, kaos, imperiernes fald eller liberalismens triumf.

Mit ræsonnement er anderledes. Jeg mener, at man, hvis man ønsker at forstå verden efter Den Kolde Krig, er nødt til først at forstå, at et nyt internationalt system har afløst den – nemlig globaliseringen.

Det er ”Det Mest Centrale”, som man bør fokusere på. Globaliseringen er ikke det eneste, der påvirker begivenhederne i verden i dag, men i det omfang, at

198

der findes en Ledestjerne eller en verdensomspændende, formende kraft, så er det netop globaliseringen. Det, der er nyt, er systemet; det, der ikke er nyt, er magtpolitik, kaos, civilisationer der støder sammen og liberalisme. Og det, der er dramaet i verden efter Den Kolde Krig, er interaktionen [den gensidige påvirkning] mellem dette nye system og alle de gamle lidenskaber og forhåbninger. Det er et kompliceret drama, og sidste akt er endnu ikke skrevet.

Det er derfor, man under det nye system både vil finde civilisationer, der støder sammen, og civilisationer, der smelter sammen, både miljøkatastrofer og fantastiske succeser med at passe på miljøet, både den frie markedskapitalismes triumf og et tilbageslag for den, både nationalstaternes fortsatte eksistens og fremkomsten af ekstremt magtfulde, ikke-statslige aktører. Det, jeg har prøvet at skrive, er en guide til at følge dette drama og til hvordan man kan tænke om at håndtere det.

Bare en sidste ting, før vi går i gang. Redaktøren og udgiveren bag den første udgave af denne bog, Jonathan Galassi, ringede en dag til mig og sagde: ”Jeg fortalte nogle af mine venner, at du er ved at skrive en bog om globalisering, og så sagde de: ’Nå, Friedman, han elsker globalisering.’ Hvad siger du til det?” Jeg svarede Jonathan, at jeg har det med globaliseringen, lidt ligesom jeg har det med daggryet. Overordnet set synes jeg, det er godt, at solen står op hver dag. Det gør mere skade end gavn, især hvis man tager solcreme og solbriller på. Men selv, hvis jeg ikke brød mig særlig meget om daggryet, ville der ikke være så frygteligt meget, jeg kunne gøre ved det. Jeg var ikke den, der satte globaliseringen i gang, jeg kan ikke standse den – det ville koste den menneskelige udvikling dyrt – og jeg har ikke tænkt mig at spilde tid på at prøve. Som man vil se af bogen, er jeg meget bevidst om globaliseringens bagsider. Det spørgsmål, jeg gerne vil stille, er, hvad man skal gøre ved dem. Jeg tror, den bedste måde at håndtere globaliseringens brutale sider på, er ved først at forstå systemets logik og dets bevægelige dele, og derefter finde ud af, hvordan systemet kan komme flest mulig mennesker til gavn og samtidig forårsage mindst mulig smerte. Det er i den ånd, bogen er skrevet.

Dansk oversættelse: Juliane Wammen

GLOBALISERING VERSION 2.0

KILDE 3 Charles Kupchan og “Ikke nogens verden”, 2012 Politologen Charles Kupchan (1958-) er professor ved Georgetown University i Washington. I 2012 udgav han en omfattende analyse af verdens politiske situation, og af hvilken retning verden bevæger sig i, politisk, militært og økonomisk. I bogen ”No One’s World – The West, the Rising Rest, and the Coming of a Global Turn” hævder han, at USA og Vestens indflydelse i verden er endeligt afsluttet – og at en helt ny verdensorden venter.

I slutningen af det tyvende århundrede var det blevet moderne at hævde, at historien var ved at slutte.

Efter Berlinmurens fald og Sovjetunionens kollaps spredte demokrati og kapitalisme sig med lynets hast, og den internationale orden, som USA og dets europæiske allierede havde skabt ved slutningen af Anden Verdenskrig, syntes klar til at omfatte hele Jorden. Selvom Kina, Rusland, Cuba og de fleste af landene i Afrika og Mellemøsten stædigt hold stand, forventede man, at de snart ville bukke under for den vestlige verdens uimodståelige tiltrækningskraft. Da det nye årtusind begyndte, var det ikke blot Vesten, der styrede butikken – Vesten syntes også endelig at have besejret sine mange modstander.

Lad os spole frem til december 2009 i København.

Omkring hundrede stats- og regeringsledere samles i Danmark for at udforme en aftale om at begrænse udledningen af de drivhusgasser, som fører til global opvarmning. Barack Obama ankommer på konferencens ellevte dag, og indtil videre er der kun sket meget små fremskridt. Samme aften afholder Brasilien, Kina, Indien og Sydafrika et møde for lukkede døre for at styrke solidariteten blandt de fremadstormende lande. Da topmødet er ved at slutte, spiller Obama højt spil og bryder ind i mødet.

Assistenter skynder sig at finde et par stole til den amerikanske præsident og udenrigsminister Hillary Clinton. Til sidst kommer det til et gennembrud ved dette improviserede møde. Men aftalen er temmelig meget mindre ambitiøs end de bindende aftaler om at begrænse udledningerne, som de fleste vestlige lande havde håbet på. De fremadstormende lande havde sat dagsordenen. USA’s europæiske partnere var ikke engang med i spillet. I sine refleksioner over denne udvikling erklærede Washington Post, at ”det amerikanske århundrede er forbi”.

Topmødet i København er kun et af mange tegn

GLOBALISERING VERSION 2.0

på, at det enogtyvende århundrede ikke markerer Vestens ultimative triumf, men derimod fremkomsten af et globalt landskab, der er på vej mod et vendepunkt snarere end et endepunkt. Vesten er ikke blot ved at miste sin materielle overlegenhed, efterhånden som de ny spillere vinder frem, men også sin ideologiske dominans. Diktaturerne i verden er langt fra at drage deres sidste suk, tværtimod hævder de sig og holder stand. Kina har haft økonomiske vækstrater, der er tre gange så høje som de vestlige demokratiers, og landets overskud er stadig af afgørende betydning som garant for USA’s svingende gæld. Den globale krise var hård ved den russiske økonomi, men Kreml har ikke desto mindre bibeholdt sin stramme kontrol med statsapparatet og kører en stærk og konfronterende udenrigspolitik. De olierige sheikdømmer i Den Persiske Golf er godt nok blevet rystet af den bølge af uroligheder, der for nylig har spredt sig over hele den arabiske verden, men de har ikke desto mindre fortsat med deres diktatoriske regeringsformer. Og skulle der komme større medindflydelse fra befolkningerne i Mellemøsten, kan de regimer, der i så fald vil dukke op, sagtens vise sig at være meget sværere at have med at gøre, end de diktaturer de erstatter. Selv de fremstormende lande, der er demokratiske, såsom Indien og Brasilien, er næppe trofaste støtter for den vestlige lejr. Tværtimod er de ofte på kant med USA og Europa hvad angår geopolitik, handel, miljø og andre emner, og de foretrækker at holde med stater på vej op, uanset om de demokratiske eller ej. Interesser betyder mere end værdier.

Imens har de liberale demokratier i Vesten vaklet.

Problemet rækker langt ud over finanskrisen, som havde sit ophav i USA, Vestens arkitekt og primære vogter. Svag og usikker ledelse gennemsyrer den industrialiserede verden. George W. Bush snublede gennem sin anden præsidentperiode med nogle af de laveste tilfredshedsmålinger nogen sinde.

Barack Obama trådte til med et løfte om at genopbygge samarbejdet hen over midten og om national enhed, men Demokrater og Republikanere har ikke kunnet finde fælles fodslag. Intet under, at offentlighedens tillid til Kongressen blev målt som den laveste nogen sinde i 2010. USA er ikke alene om at konfrontere problemerne med demokratiet. Mange industrialiserede lande – heriblandt Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Italien og Japan – er for nylig blevet ramt af splittede vælgerkorps og svækkede regeringer.

Det landskab, som dukker frem, er et, hvori magten spredes ud, og politikken udvikler sig i forskel-

199

lige retninger, ikke et, hvori alle lande samler sig omkring den vestlige måde at leve på. Faktisk står verden på randen af en global vending. Mellem år 1500 og 1800 flyttede verdens magtcentrum sig fra Asien og Middelhavet til Europa og i slutningen af det nittende århundrede videre til Nordamerika.

Derefter brugte Vesten sin magt og beslutsomhed til at forankre en globaliseret verden – og har stået i historiens forreste geled lige siden. Men Vestens fremmarch var et produkt af tid og sted, og nu er historien på vej videre. Østasien er blevet udpeget som den mest sandsynlige kandidat til at påtage sig et nyt lederskab. Men det er tvivlsomt, om det bliver et enkelt land, eller en enkelt region eller model, der kommer til at dominere fremtidens verden.

Det enogtyvende århundrede bliver ikke Amerikas, Kinas, Asiens eller nogen andres; det kommer ikke til at tilhøre nogen. Det internationale system, som nu er på vej frem, vil være befolket af utallige magtcentre og af mangfoldige versioner af modernitet.

For første gang i historien vil en gensidigt afhængig verden være uden tyngdepunkt eller global vogter.

En global orden, hvis en sådan dukker frem, vil være en sammensmeltning af forskelligartede politiske kulturer og konkurrerende opfattelser af den hjemlige og internationale orden.

Dansk oversættelse: Juliane Wammen.

KILDE 4 Amartya Sens kritik af Huntington og ”civilisations”-begrebet, 2007 Amartya Sen (1933-) er økonom og filosof, og udgav i 2006 bogen ”Identitet og Vold”. Grundlaget for Sens arbejde er at se kultur, som noget vi mennesker tilegner os – og ikke noget, som ligger i vores gener, eller som er uundgåeligt. Samtidig er kultur for Sen ikke noget statisk og uforanderligt, men noget vi mennesker laver og forandrer sammen.

Denne forståelse af kultur fører til en total afvisning af Samuel Huntingtons teori om ”Civilisationernes Sammenstød” (se s. 192), som det fremgår i nedenstående uddrag.

CIVILISATORISK INDESPÆRRING ”Civilisationernes sammenstød” var et populært emne allerede et godt stykke tid, før de gruopvækkende begivenheder d. 11. september gav voldsom næring til verdens konflikter og mistillid. Men disse forfærdelige hændelser har haft som konsekvens, at den eksisterende interesse i det såkaldte civilisati-

200

onssammenstød er vokset umådeligt. Mange indflydelsesrige kommentatorer har ladet sig friste til at se en umiddelbar sammenhæng mellem observationer af globale konflikter og teorier om civilisatoriske konfrontationer. Der har været stor interesse for den teori om civilisatoriske sammenstød, som blev lagt effektfuldt frem i Samuel P. Huntingtons berømte bog*. Især teorien om et sammenstød mellem ”vestlige” og ”islamiske” civilisationer er ofte blevet påkaldt.

Der er to forskellige vanskeligheder ved teorien om civilisatorisk sammenstød. Den første, som måske er den mest fundamentale, har at gøre med levedygtigheden og betydningsfuldheden i at klassificere folk ud fra de civilisationer, som de angiveligt ”tilhører”.

Dette spørgsmål opstår længe før problemerne med synspunktet om, at de mennesker, der inddeles således i civilisationsskuffer, nødvendigvis på en eller anden måde må være antagonister – at de civilisationer, de tilhører, er fjendtlige mod hinanden. Nede under tesen om et civilisatorisk sammenstød ligger der en langt mere overordnet ide om muligheden af at betragte folk som primært tilhørende en civilisation eller en anden. Forholdene mellem forskellige mennesker i verden kan i denne reduktionistiske tilgang forstås som forhold mellem de civilisationer, som de angiveligt hver især tilhører.

Som omtalt i første kapitel har man allerede reduceret en person til en dimension, hvis man overvejende ser hende som medlem af en civilisation (for eksempel, i Huntingtons kategorisering, som medlem af ”den vestlige civilisation”, ”den islamiske civilisation”, ”den hinduistiske civilisation” eller ”den buddhistiske civilisation”). Det vil sige, at sammenstødstesens mangelfuldhed dukker op, længe før vi når til at sætte spørgsmålstegn ved, om de forskelligartede civilisationer (mellem hvilke verdens befolkning så nydeligt deles op) nødvendigvis – eller bare almindeligvis – støder sammen. Lige meget hvad vi svarer på dette spørgsmål, har vi blot ved at forsøge at besvare det i denne begrænsende form allerede implicit givet troværdighed til den angiveligt enestående vigtighed af denne ene kategorisering over alle andre måder, hvorpå verdens mennesker kan klassificeres.

Således kan selv modstanderne af teorien om et ”civilisationernes sammenstød” i realiteten bidrage til cementeringen af dens intellektuelle fundament, hvis de lægger ud med at godtage den samme en*

Samuel Huntington: ”Clash of Civilizations”, 1993

GLOBALISERING VERSION 2.0

sidige inddeling af verdens befolkning. Den hjertevarmende tiltro til en underliggende velvilje blandt folk, som tilhører adskilte civilisationer, er selvfølgelig meget anderledes end den kolde pessimisme blandt dem, der kun kan få øje på strid og konflikter imellem dem. Men de to tilgange er fælles om den samme reduktionistiske overbevisning om, at mennesker verden over kan forstås og helt overvejende karakteriseres ud fra de forskellige civilisationer, de tilhører. Det samme gustne syn på en verden delt op i civilisatoriske skuffer deles af begge grupper – varme og kolde – af teoretikere.

Det er for eksempel ganske udbredt at modsige den grove og ubehagelige generalisering, at medlemmer af den islamiske civilisation har en krigerisk kultur, ved at hævde, at de i virkeligheden er samlet om en fredens og velviljens kultur. Men dette argument erstatter simpelthen en stereotyp med en anden, og tillige involverer det en accept af den underforståede antagelse at mennesker, som tilfældigvis er muslimer af religion, grundlæggende vil ligne hinanden på andre måder derudover. Ud over alle vanskelighederne ved at definere civilisatoriske kategorier som forskelligartede og adskilte enheder (mere herom om lidt), lider argumenterne på begge sider i dette tilfælde under en fælles tiltro til den antagelse, at det er en god måde at forstå mennesker på, hvis man betragter folk udelukkende, eller hovedsageligt, ud fra de religionsbaserede civilisationer, de tilhører. Civilisatorisk opdeling er et påtrængende og stadigt mere udbredt fænomen i social analyse, hvor den fortrænger andre – fyldigere – måder at betragte folk på. Den danner grundlag for misforståelser af næsten alle i hele verden, allerede før dens logik føres videre til lyden af civilisationssammenstødets trommehvirvler.

tutsier, serbere og albanere, tamiler og singalesere, genfortolkes derfor i ophøjede historiske termer, så de fremstår som noget langt mere storslået end hverdagspolitikkens lurvethed.

Nutidige konflikter, som ikke kan analyseres på nogen tilstrækkelig måde, uden at man går ind på aktuelle begivenheder og rænkespil, fortolkes herefter som oldgamle fejder, som angiveligt placerer nutidens spillere i på forhånd tildelte roller i et angiveligt nedarvet spil. Resultatet er, at den ”civilisatoriske” tilgang til nutidige konflikter (i større eller mindre varianter) fungerer som en betydelig forståelsesmæssig barriere, som forhindrer et ordentligt fokus på fremherskende politiske strategier og udforskningen af processerne og dynamikkerne i nutidige opildninger til voldsudøvelse.

Det er ikke svært at forstå den store appel ved den statelige civilisatoriske tilgang. Den påkalder sig historiens fylde og den kulturelle analyses tilsyneladende dybde og seriøsitet, og den søger dybsindighed på en måde, som den øjeblikkelige politiske analyse af ”her og nu” – der ses som ordinær og banal – synes at mangle. Mine argumenter mod den civilisatoriske tilgang handler ikke om, at jeg ikke kan se dens intellektuelle fristelser.

ENSIDIGE VISIONER OG ILLUSIONEN OM DYBDE De sammenstødende civilisationer er en bemærkelsesværdigt storslået tese om konflikter, men der findes også mindre, men også indflydelsesrige, argumenter, der relaterer kontraster mellem kulturer og identiteter til de konflikter og den overflod af uhyrligheder, vi ser i forskellige dele af verden i dag. I stedet for en majestætisk skæbnesvanger opdeling, der splitter verdensbefolkningen i stridende civilisationer, som i Huntingtons forestillede univers, betragter de mindre varianter af tilgangen lokale befolkninger som splittet op i sammenstødende grupper med forskelligartede kulturer og adskilte historier, der har det med på en næsten ”naturlig” måde at fremdyrke fjendtlighed mod hinanden.

Konflikter, der for eksempel involverer hutuer og

GLOBALISERING VERSION 2.0

201

KILDE 5 Putins henvendelse til det amerikanske folk, 2013 I september 2013 valgte den russiske præsident at skrive en henvendelse direkte til det amerikanske folk, der blev bragt i avisen New York Times, der er en af USA’s mest indflydelsesrige aviser. Anledningen var en voksende modsætning mellem USA og Rusland, der var uenige om, hvordan en række aktuelle konflikter skulle fortolkes, og hvorvidt USA eller andre skulle blande sig heri. Modsætningen havde et par uger forinden fået den amerikanske præsident til at holde en tale, hvor han fordømte Ruslands politik over for styret i Syrien, der af USA blev anklaget for at bruge giftgasser mod sin egen befolkning.

EN RUSSISK ANMODNING OM VARSOMHED Af VLADIMIR V. PUTIN MOSKVA – Den seneste udvikling i Syrien har fået mig til at henvende mig direkte til det amerikanske folk og dets politiske ledere. Det er vigtigt at gøre dette i en tid præget af mangelfuld kommunikation mellem vores samfund.

Relationerne mellem os har gennemgået forskellige stadier. Vi var modstandere under Den Kolde Krig.

Men vi var også allierede engang og hjalp hinanden med at besejre nazisterne. Den universelle internationale organisation – De Forenede Nationer – blev oprettet efterfølgende for at forhindre, at så voldsomme ødelæggelser nogensinde skete igen.

FN’s grundlæggere forstod, at beslutninger med konsekvenser for krig og fred, måtte træffes på konsensusgrundlag [dvs. i enighed], og med USA’s billigelse blev de faste medlemmer af Sikkerhedsrådets vetoret indskrevet i FN-pagten. Den dybe visdom heri har gennem årtier understøttet stabiliteten af de internationale relationer.

Ingen ønsker, at FN skal lide samme skæbne som Folkeforbundet, der brød sammen, fordi det savnede reelle magtmidler. Men det vil kunne ske, hvis indflydelsesrige lande omgår FN og indleder krigshandlinger uden Sikkerhedsrådets godkendelse.

Det påtænkte amerikanske angreb på Syrien, som møder stor modstand i mange lande og hos vigtige politiske og religiøse ledere, herunder paven, vil resultere i flere uskyldige ofre og en eskalering af

202

konflikten, som potentielt vil kunne sprede sig langt uden for Syriens grænser. Et angreb vil øge volden og udløse en ny bølge af terrorisme. Det risikerer at undergrave de multilaterale [baseret på flere parter] bestræbelser på at løse problemet med det iranske atomprogram og den israelsk-palæstinensiske konflikt og at destabilisere Mellemøsten og Nordafrika yderligere. Et sådant angreb ville kunne bringe hele det internationale system for lov og orden ud af balance.

Det, der sker i Syrien, er ikke en kamp for demokrati, men en væbnet konflikt mellem regering og opposition i et multireligiøst land. Der er ikke mange forkæmpere for demokrati i Syrien. Der er til gengæld ingen mangel på al-Qaida-krigere og ekstremister af enhver afskygning, som bekæmper regeringen. Det amerikanske udenrigsministerium har udpeget Al Nusra-Fronten og ISIS, som kæmper på oppositionens side, som terrororganisationer. Denne interne konflikt, næret af udenlandske våbenleverancer til oppositionen, er en af de blodigste i verden.

Lejesoldater fra de arabiske lande deltager i kampene, og dertil kommer hundredvis af militante fra de vestlige lande og endda fra Rusland, hvilket er kilde til stor bekymring for os. Vil de ikke tage erfaringerne fra Syrien med sig hjem, når de vender tilbage til vores lande? Vi så det ske i Libyen, hvor ekstremisterne rykkede videre til Mali, da kamphandlingerne var overstået. Det er en trussel mod os alle.

Rusland har fra første færd anbefalet en fredelig dialog, som tillader syrerne at skabe en kompromisplan for deres egen fremtid. Vi ønsker ikke at beskytte den syriske regering, men international lov og ret. Vi er nødt til at bruge FN’s Sikkerhedsråd, og vi tror på, at opretholdelsen af lov og orden i vor tids komplekse og turbulente verden er en af de få muligheder, vi har for at forhindre totalt kaos i de internationale relationer. Loven er stadig loven, og vi er nødt til at overholde den, uanset om vi bryder os om det eller ej. Ifølge gældende international lovgivning er magtanvendelse kun tilladt i selvforsvar eller efter beslutning i Sikkerhedsrådet. Alt andet er uacceptabelt ifølge FN-pagten og udgør en akt af aggression.

Ingen betvivler, at der er blevet brugt giftgas i Syrien. Men der er al mulig grund til at tro, at det ikke er blevet brugt af den syriske hær, men af oppositionsstyrkerne for at provokere magtfulde udenlandske aktører til at intervenere [blande sig] på fundamentalisternes side. Vi kan ikke sidde det

GLOBALISERING VERSION 2.0

overhørigt, når det forlyder, at de militante kræfter nu forbereder endnu et angreb – denne gang mod Israel.

Det er stærkt foruroligende, at det er blevet så almindeligt for USA at gribe militært ind i indre konflikter i fremmede lande. Er det virkelig i USA›s interesse på længere sigt? Det tvivler jeg på. Millioner af mennesker rundt omkring i verden betragter i stigende grad USA, ikke som et demokratisk forbillede, men som en nation, der udelukkende satser på rå magt og danner koalitioner under sloganet «enten er du med os, eller også er du imod os.»

Magtanvendelsen har imidlertid vist sig at være både virkningsløs og meningsløs. Afghanistan vakler, og ingen ved, hvad der vil ske, når de internationale styrker trækker sig ud af landet. Libyen er blevet splittet op i stammer og klaner. I Irak fortsætter borgerkrigen, med snesevis af dræbte hver dag.

I USA er der mange, der ser lighedspunkter mellem Irak og Syrien og nu har svært ved at forstå, hvorfor deres regering er opsat på at gentage de samme fejl.

tragter USA dette som et alternativ til en militær løsning. […]

Min personlige og professionelle relation til præsident Obama er præget af voksende tillid. Det er noget, jeg påskønner meget. Jeg lyttede meget opmærksomt til hans tale til nationen i tirsdags. Og jeg må sige, at jeg er ret uenig i hans argument om amerikansk exceptionalisme, hvor han sagde, at USA’s politik er det, ”der gør USA anderledes. Det, der gør os exceptionelle.” Det er ekstremt farligt at tilskynde folk til at se sig selv som exceptionelle, uanset hvorfor man gør det. Der er store lande og små lande, rige lande og fattige lande, lande med lange demokratiske traditioner og lande, der endnu først er ved at finde vej til demokrati. Heller ikke den politik, de fører, er ens. Vi er alle forskellige, men når vi beder om Guds nåde, må vi ikke glemme, at vi alle er lige for Gud. Dansk oversættelse: Morten Visby

Uanset hvor præcist angrebsmålene er defineret, og uanset hvor sofistikerede våben der benyttes, vil der være civile ofre, deriblandt ældre mennesker og børn, som angrebene ellers netop skulle forestille at beskytte.

Verden vil reagere ved at tænke: Hvis man ikke kan regne med international lov, må man finde andre måder at garantere sin sikkerhed på. Derfor søger et stigende antal lande at tilegne sig masseødelæggelsesvåben. Det er logisk: Hvis man har bomben, er der ingen, der tør gøre en noget. Vi står tilbage med tom snak om behovet for styrke ikke-spredningsindsatsen, alt imens disse bestræbelser reelt undermineres.

Vi må holde op med at tale magtens sprog og vende tilbage til civiliseret diplomati og politiske aftaler.

I løbet af de seneste dage er der opstået en ny mulighed for at undgå militær indgriben. USA, Rusland og alle andre medlemmer af det internationale samfund må udnytte den syriske regerings villighed til at sætte sine kemiske våben under international kontrol med henblik på efterfølgende destruktion.* At dømme efter præsident Obamas udtalelser be-

*

I samarbejde mellem styret i Syrien, Rusland, USA og en række vestlige lande, heriblandt Danmark, blev Syriens kendte lagre af kemiske våben destrueret mellem efteråret 2013 og august 2014.

GLOBALISERING VERSION 2.0

203

VERDENS HISTORIE I STORE TRÆK OG LANGE LINJER

Landbrugsrevolutionen

4-3000 f.v.t.

De tidligste skriftsprog

2500 f.v.t.

500-300 f.v.t.

500 f.v.t.-500 e.v.t.

632 500-1500

De store pyramider i Egypten Athen Romerriget Islams ekspansion Europæisk feudalisme og middelalder

1100-1300

Korstogene

1400-1650

Renæssancen

1400-1800

Opdagelserne

1450

Første massemedium: Bogtryk

1500

Reformationen

1500-1700

Det nye videnskabelige verdensbillede

1650-1800

Oplysningstiden

17501776 & 1789 1848

Industrialiseringen Amerikanske og franske revolutioner Det kommunistiske manifest

1870-1914

Imperialismen

1914-1918

Første Verdenskrig

1917

Den Russiske Revolution

1930’erne

International økonomisk krise

1933-1945

Det nazistiske Tyskland

1939-1945

Anden Verdenskrig

1948 1945-1990

TIDSLINJE

12000 f.v.t.

FN Den Kolde Krig

1949

Den Kinesiske Revolution

1990’erne

IT-revolutionen begynder

1992

EU

2001

Terrorangreb 9/11 i USA

2008

Økonomisk krise

OPGAVE

• Lav din egen tidslinje. Vælg fx de væsentligste årstal fra denne verdenshistories tidslinjer fra starten af hvert kapitel.

DE FØR-KLASSISKE CIVILISATIONER Den del af historien, som vi beskæftiger os med i gymnasiet, er typisk de sidste ca. 2500 års historie. Det er en lang periode, men dog kort i forhold til historien i sin helhed. I dag ved vi, at mennesket (homo sapiens) opstår i Afrika. Det udkonkurrerer andre menneskeaber og spreder sig til alle egne af kloden. De første mennesker ernærer sig som samlere og jægere, der efterhånden bliver til bønder. Den første afgørende ændring i menneskets forhold kaldes den neolitiske revolution, landbrugsrevolutionen. Mennesker begynder at leve i bofaste landbrug, hvor de holder husdyr og dyrker jorden. Den neolitiske revolution opstår flere forskellige steder på forskellige tidspunkter over en lang periode på flere tusinde år f.v.t. Mennesker organiseret i bofaste landbrug giver en mulighed for produktion af overskud, og de første byer og samfund opstår og med tiden udvikles civilisationer. Bortset fra på det amerikanske kontinent dannes disse tidlige samfund omkring store floder, hvor samarbejde og organisation har været nødvendig for at regulere vand. Derfor omtales disse civilisationer i de fleste historiebøger som flodkulturerne. Der er tale om kinesiske civilisationer omkring floderne Yangtze og Huang He og om indiske civilisationer omkring Indus og Ganges. I Mellemøsten opstår en førklassisk (babylonisk) civilisation omkring floderne Eufrat og Tigris, der ligger i det nuværende Irak. Og i Egypten opstår en førklassisk civilisation langs med Nilen. Alle disse civilisationer er klassesamfund, hvor en lille overklasse sidder på den politiske, militære og religiøse magt. Vores kilder til disse civilisationers tidligste historie er kun arkæologiske fund, men allerede mellem 4000-3000 f.v.t. udvikler disse civilisationer skriftsprog, som arkæologer har lært at tyde.

Mange førklassiske og klassiske civilisationer byggede pyramider til ære for guderne. Her den berømte Kefrenpyramide i Egypten. Kefren var søn af Kheops.

Hans pyramide var ca. tre meter lavere end faderens, men til gengæld vogter sfinxen foran.

206

VERDENS HISTORIE

Capitol Hill, der huser den amerikanske kongres med Senatet og Repræsentanternes Hus, er bygget med inspiration fra tempelbyggerier fra de gamle græske og romerske demokratier, der blev brugt som forbilleder for moderne demokrati.

I europæisk sammenhæng har man fokuseret på den babylonske civilisation og på den persiske kultur, der har haft indflydelse på jødisk tænkning og dermed på Det Gamle Testamente. Disse samfund var også naboer til de gamle grækere og til Romerriget. Af samme grund har man også haft interesse for den før-klassiske egyptiske civilisation. Egypten blev allerede med Alexander den Stores erobring år 332-31 gjort til europæisk interessesfære og blev helleniseret, påvirket af græsk kultur og tænkning. De enorme pyramider fra det ældste rige fra omkring 2500 f.v.t. imponerede grækerne, og pyramidernes hemmeligheder fascinerer stadig turister og historikere.

DE KLASSISKE CIVILISATIONER I læreplanen beskrives de klassiske civilisationer som antikkens samfund. Men når vi taler om antikken, tænker vi snævert på den klassiske græske civilisation og på den senere romerske civilisation. Allerede her fremtræder en eurocentrisme, og man har ikke haft øje for, at der samtidig i andre verdensdele udvikledes tilsvarende civilisationer. Men oldtidens civilisationer havde kun lille og sporadisk kontakt med hinanden, og det er arven fra det gamle Grækenland og fra Romerriget, der har størst betydning for europæisk historie.

Siden 1700-tallet har man interesseret sig for de græske bystaters eksperimenter med demokrati. Oplysningsfilosofferne var inspireret af styreformer i den klassiske græske og romerske civilisation, af demokratiet i Athen og af den romerske republik, i deres kamp imod den enevældige kongemagt. I forlængelse af den amerikanske uafhængighedskrig fra 1776 og den franske revolution 1789 gik den borgerlige, liberale revolution sin sejrsgang over det meste af Vesteuropa, og flere og flere lande valgte en

VERDENS HISTORIE

207

demokratisk styreform. Demokrati var til debat i det gamle Grækenland (Athen), og den romerske republik (509-27 f.v.t.) var også omdiskuteret i samtiden. Derfor kom tidligere tiders historieundervisning til at kredse omkring den klassiske europæiske civilisations eksperimenter med demokratiske styreformer, og de nye demokratier byggede i 1800-1900-tallet mange af deres officielle bygninger efter forbilleder i græske og romerske templer.

Imidlertid var såvel det græske som det romerske demokrati forbeholdt en lille gruppe af velstående, frie mænd. Der var i Athen tale om et direkte demokrati, mens romerne benyttede sig af en slags indirekte (repræsentativt) demokrati. Men efter moderne målestok var der ikke tale om særligt demokratiske samfund, da det store flertal af befolkningen var afskåret fra indflydelse. Modsætningen til det græske demokrati var tyranni, hvor én person tog magten, og den romerske republik udviklede sig også til et tyranni, til et kejserdømme. Det tyvende århundredes diktatorer kunne således også hente inspiration til, hvordan man skulle styre et samfund i de klassiske civilisationers eksempler.

Men da der i Vesteuropa, herunder Danmark, længe har været bred konsensus om demokrati som den bedste af alle styreformer, har man været tilbøjelig til at forherlige de demokratiske perioder i den klassiske europæiske civilisation. Det seneste eksempel på denne opfattelse er Demokrati-kanonen fra 2008, der netop starter med demokratiets rødder i de græske bystater i 500-tallet f.v.t. Det kan enhver forstå. Men Demokrati-kanonen forsøger at påvise, at der går en lige linje fra det klassiske demokrati, over kristendom, europæisk middelalder, reformation, oplysningstiden og til det moderne demokrati. Man forsøger i bagklogskabens lys at påvise, hvordan udviklingen i Europa fra dag ét er gået imod det demokrati og den ytringsfrihed, vi kender i dag.

Det er dog fagligt problematisk, da man dermed slet ikke medtænker, at fortidige forhold kunne have udviklet sig anderledes og ikke har fulgt en særlig plan. Og det er måske værd at tænke på, at demokrati i det lange historiske perspektiv foreløbig er en undtagelse.

Vi har kendt til en slags demokrati i det klassiske Grækenland og under den romerske republik, og det moderne demokrati har udviklet sig siden Den Amerikanske Uafhængighedserklæring 1776 og Den Franske Revolution 1789. Og der er i dag flere demokratiske lande end nogen sinde, men verdens folkerigeste land Kina er ikke demokratisk, og demokratiet er under pres ikke kun i Rusland, men i en lang række europæiske stater. Så det moderne demokrati er kun ca. 200 år gammelt og kan måske vise sig at være en parentes i verdens historie.

Vi har ikke kendskab til tilsvarende demokratiske eksperimenter i andre klassiske civilisationer, så der er gode grunde til, at disse eksperimenter har fascineret. Det væsentligste at vide om de klassiske civilisationer i Europa er, at der i det gamle Grækenland, ca. 500-300 f.v.t. og i Romerriget 500 f.v.t.-500 e.v.t. var eksperimenter med styreformer. Der

208

VERDENS HISTORIE

var tale om klassesamfund, hvor slaver i perioder stod for en stor del af produktionen. Det var velordnede samfund, hvor der var en vis lov og orden. Der var et økonomisk overskud, der betød, at der var råd til videnskabsmænd, forfattere og filosoffer. Den klassiske europiske civilisations mestre, der stadig læses, har spillet en betydelig rolle for den europæiske kulturarv. Og fra Romerriget har vi arvet ideen om et samlet Europa.

DEN POST-KLASSISKE CIVILISATION: EUROPÆISK MIDDELALDER Romerriget var kulminationen på den klassiske europæiske civilisation.

Der var tale om en civilisation, hvor en centralmagt styrede et enormt område efter ensartede love og retningslinjer. Centralmagten sørgede for beskyttelse imod ydre og indre fjender og skabte forudsætninger for blomstrende bysamfund, der havde gode betingelser for nær- og fjernhandel.

Da Romerriget brød sammen omkring 500 e.v.t. gik den klassiske europæiske civilisation i opløsning, og middelalderens feudalisme medførte decentralisering og ustabilitet. Byerne blev mindre og de europæiske regioner bekrigede hinanden på kryds og tværs.

Middelalderen er et europæisk, historisk begreb. I sig selv er middelalderen en indholdsløs betegnelse for en lang periode, 500-1500 e.v.t., som ligger i mellem noget og noget andet. Nemlig imellem den klassiske periode og Renæssancen. Renæssance betyder genfødsel, og nogle renæssanceforfattere opfattede og beskrev, hvordan de levede i en ny tid, hvor den klassiske civilisations rødder var blevet genfundet efter en periode på tusind år. Denne opfattelse gav anledning til en opfattelse af middelalderen som en meget lang stagnations- og tilbagegangsperiode: den mørke middelalder.

Men det giver en fejlagtig opfattelse af middelalderen, som vi lader begynde og slutte på forskellige tidspunkter forskellige steder: Hvornår begynder og slutter fx dansk middelalder? Middelalderen kan tværtimod på mange måder opfattes som en innovativ og dynamisk periode. Men når middelalderen er blevet opfattet som en tilbagegangsperiode, hænger det sammen med, at man i eftertiden har villet forherlige sin egen tid og siden den industrielle revolution har man haft respekt for det velordnede og centraliserede styre, der gjorde Romerriget stort. Her kunne fri vareudveksling imellem de mange bysamfund uhindret finde sted.

Den økonomiske feudalisme var karakteriseret ved, at herremænd ejede jorden. Herremændene lod fæstebønder dyrke denne jord. Fæstebonden havde ret til at dyrke en af del jorden til sig selv og betalte for denne ret ved 1) at arbejde for herremanden 2) at levere naturalier til herremanden 3) at betale kontant til herremanden. Det var en årlig betaling: fæsteafgift (på dansk landgilde).

VERDENS HISTORIE

209

FEUDALISME

Forpagtere

Grever, hertuger, baroner

Bønder

Bønder

Konge / fyrste

Byråd

Lavmestre fx håndværkere og købmænd

Svende

Herremænd

Tilknyttede erhverv

Bønder

Tjenestefolk

Penge og soldater

Penge og soldater

Konge Grever, hertuger, baroner

Naturalier, penge og arbejde

Forpagtere

Land

Land (len)

Land og beskyttelse

Fæstebønder

OPGAVE For at få en bedre forståelse af det feudale system, kan det være en hjælp at se den grafisk udtrykt. I lighed med de hierarkiske forhold mellem samfundets grupper, var familierne/husholdningerne også hierarkisk indrettet, med ”husherren” i toppen og kvinder, børn og tjenestefolk som undergivne.

• Diskuter hvordan de to illustrationer på forskellig vis afspejler feudalismen.

210

VERDENS HISTORIE

Den politiske feudalisme var karakteriseret ved de gensidige forpligtelser, der var imellem høj og lav. Fæstebonden var beskyttet af herremanden. De enkelte herremænd udkæmpede regionale magtkampe, og de stærkeste gjorde sig til konger over forskellige områder i Europa. Den således stærkeste fyrste havde en række vasaller, dvs. underfyrster, og disse stod i et gensidigt beskyttelsesforhold til fyrsten. Herremændene gjorde sig selv til adelen, der var en slags førsterangs borgere. Adelen havde skattefrihed imod at stille med våben, når fyrsten kaldte. Europa blev fragmenteret i et utal af halvstore og små fyrstendømmer og bystater.

Det kan man stadig se, hvis man kører rundt i Europa. Her ligger slotte, borge og ruiner på de mest umulige klippetoppe. Datidens herremænd måtte for at forsvare deres selvstændighed være i stand til at forsvare sig og udholde en belejring.

I dette feudale Europa opstod der en krigergruppe, de såkaldte riddere. Det var adelige krigere i rustning og til hest, datidens kampvogne.

Omkring disse riddere opstod en ridderromantik og nogle meget ophøjede regler for, hvordan en ægte ridder skulle opføre sig over for sin overvundne fjende i krig og overfor sin dame. Man opførte overdådige ridderturneringer, hvor middelalderens voldsideal blev iscenesat.

KORSTOGENE: ET EUROPÆISK MØDE MED DEN GLOBALE CIVILISATION ISLAM Men den postklassiske periode er også kendetegnet ved islams enorme ekspansion fra 622 e.v.t., der betyder, at man kan opfattede dette som verdens første egentlige globale civilisation, da samme religiøse lovkompleks og kultur udstrækkes til at omfatte ikke alene Mellemøsten, men også store dele af Europa, Afrika og Asien.

Mødet imellem det kristne Europa og det muslimske Mellemøsten i denne periode gav på begge sider anledning til overvejelser omkring mødet med de andre. Og denne diskussion er blevet aktualiseret gentagne gange siden. Dette kulturmøde- og sammenstød har medvirket til den forskel i opfattelser, der den dag i dag præger disse forskellige regioner.

Når man diskuterer årsagerne til europæiske korstog imod ”Det Hellige Land”, 1100-1300, er det ganske tankevækkende, at en samtidig kilde skriver, at det ville være meget bedre, hvis de mange krigeriske riddere brugte deres tid på at forsøge at erobre ”Det hellige Land” end at gå og bekrige hinanden derhjemme. Det tyder på, at der har været et overskud af militær art. Men årsagerne er mangfoldige og komplekse. Det Østromerske Rige var siden 1071 under særligt hårdt pres fra muslimske tyrkere. Paven i Rom opfordrede i troens navn riddere og befolkningen til at tage på korstog. Store kristne områder var kommet under muslimsk herredømme i forlængelse af islams ekspansion siden 600-700-tallet.

Alt tyder på, at kristne pilgrimme godt kunne få adgang til de kristne

VERDENS HISTORIE

211

helligdomme i området, om end det foregik på muslimernes betingelser, men det blev politisk fordelagtigt for paven at opfordre til korstog. Og det blev europæisk middelalders samlende sag. I en periode på 2-300 år udgik mere end otte militære ekspeditioner til området, og i lidt over hundrede år havde kristne fyrster magten over forskellige områder af det, vi i dag kender som Israel, Syrien, Libanon og Tyrkiet. Det lykkedes forenede muslimske styrker at trænge de kristne europæere ud, men historien om korstogene kom senere til at spille en betydelig rolle i forholdet imellem kristne og muslimer.

Korstogene er blevet opfattet meget forskelligt over tid. Var der tale om et alt i alt positivt kulturmøde, hvor Vesteuropa på mange måder stod overfor en overlegen civilisation og teknologi, som man lærte af, og som var medvirkende til at lægge grunden for den senere europæiske dominans? Eller var de kristnes nederlag en katastrofe, som medførte, at islam indtog flere områder og truede Europa? I dag sammenligner visse muslimske grupper den vestlige tilstedeværelse i de arabiske lande med korstogene, men man ser også kristne grupper, der sammenligner visse muslimers adfærd i de vestlige lande med korstogene.

I ren europæisk sammenhæng lader vi normalt middelalderen slutte med Renæssancen 1400-1650. I en nordeuropæisk sammenhæng lader man ofte bruddet med den romersk-katolske kirke i begyndelsen af 1500-tallet, reformationen, markere en overgang fra middelalder til noget nyt.

La Mezquita i Cordoba, Spanien vidner om den mangeårige muslimske tilstedeværelse i Europa.

212

VERDENS HISTORIE

RENÆSSANCEN: DEN FØRMODERNE EUROPÆISKE CIVILISATION BLIVER TIL Renæssancen forbindes med Leonardo da Vinci og mange andre fremragende kunstnere, der opførte bygningsværker, dekorerede kirker og udførte spændende og levende malerier, der gjorde op med middelalderens strenge formsprog og motivvalg. Man valgte også ikke-religiøse motiver, og mennesker på billeder og i skulpturer blev levende og udtryksfulde.

Den tidlige renæssance opstod i de norditalienske bystater med Firenze, Venedig og Genova i spidsen.

De norditalienske bystater oplevede i forbindelse med korstogstiden en stærk økonomisk vækst. De mange korstog gik ofte over Middelhavet, og bystaterne tjente godt på at udruste ekspeditionerne. Der var efterspørgsel på tekstiler, og uldproduktionen blev sat i system. Indtjeningen på handel var af et så stort omfang, at de norditalienske købmænd opfandt det moderne bankvæsen til trods for kristendommens forbud imod åger (dvs. at låne penge ud imod renter).

De norditalienske bystater udgjorde fra ca. 1300-1500 den førmoderne europæiske civilisations økonomiske og kulturelle centrum.

Ny videnskab på vej: Leonardo da Vinci: Den vitruvianske mand fra 1485

REFORMATION Man taler som regel om, at renæssancen satte mennesket i centrum i forhold til middelalderen, hvor den katolske kirke og religionen dominerede enhver handling og tanke. Men man må ikke tro, at kirken og religionen havde udspillet sin rolle i 1500-tallet. Udviklingen fra middelalderens samfund, hvor kristendommen spillede en altdominerende rolle og til et egentlig sekulariseret (ikke-religiøst) samfund, var en proces, der strakte sig over flere hundrede år.

Den katolske kirke kom under pres allerede i 1200-tallet, hvor de store tiggermunkeordener, franciskanere og dominikanere, opstod i protest imod de rige ”herremandsordener,” fx cisterciensere. Dernæst kom kirken under pres i forlængelse af Den Sorte Død, den store pestpandemi 1348-1351, der lagde Europa øde. Denne katastrofe havde et ufatteligt omfang, og det diskuteres endnu, hvor stor en procentdel af Europas befolkning der døde. Datiden havde ingen fornuftige, rationelle eller videnskabelige forklaringer på katastrofen, som kun kunne forklares som Guds straf over menneskene.

I forlængelse af denne store katastrofe opstod der oppositionelle kirkeretninger, som den katolske kirke slog hårdt ned på. Der blev oprettet en særlig domstol, Inkvisitionen, som skulle sikre, at folk dyrkede de-

VERDENS HISTORIE

213

res tro på den rigtige måde. Kætterbålene flammede op rundt omkring i Europa. Den moderne bogtrykkerteknik, der opstod omkring 1450, var altafgørende for, at kritikken af den katolske kirke blev udbredt.

Den katolske kirke var længe i stand til at afværge angreb, men da den tyske munk Martin Luther i 1517 offentliggjorde sin kritik af den katolske kirke, ikke mindst af den omfattende afladshandel, fik det store konsekvenser især i Nordeuropa. Martin Luther blev lyst i band og kunne have endt sit liv på bålet, men blev reddet af en tysk fyrste, der var påvirket af hans ideer. Luther og andre reformatorer ville egentlig blot en reform af den katolske kirke, og derfor taler man i Danmark om reformationen.

Men kritikken resulterede i en splittelse i den romersk-katolske kirke.

Luther mente ikke, at vejen til frelse går via gode gerninger, men via tro alene. Han mente heller ikke, at mennesker har brug for en formidler i deres forhold til Gud, og derfor spillede paven, Guds stedfortræder på jord, ikke længere den samme rolle. Den idé, var der mange fyrster, der godt kunne lide. Ved at bryde med paven i Rom kunne de nu selv blive overhoveder over deres nationale reformerede kirker og behøvede ikke at finde sig i pavelig indblanding. De reformerede kirkeretninger omtales ofte (negativt) som protestantiske.

Den katolske kirke gik til modangreb. Afladshandelen blev afskaffet, der blev oprettet et register over forbudte bøger, jesuitter-ordenen blev skabt, og i perioden 1555-1648 var Europa præget af religionskrige, der kulminerede i 30-års krigen.

OPDAGELSER Det er også i denne periode, at de store europæiske opdagelser begyndte.

Det bliver ofte omtalt som den europæiske ekspansion, og her begyndte den udvikling, der skulle gøre Europa til det dominerende kontinent indtil midten af 1900-tallet.

Udviklingen startede i Portugal i begyndelsen af 1400-tallet, hvor portugisiske søfarere sejlede længere og længere ned ad den afrikanske kyst.

I 1492 finansierede den spanske kongemagt Colombus, der i konkurrence med portugiserne ville finde en alternativ vej til Indiens krydderier. Han opdagede uden at vide det en ukendt verdensdel, Amerika, og i 1498 fandt portugiserne til Indien ved at sejle rundt om Afrikas sydspids.

Mødet med spanierne havde fatale konsekvenser for de oprindelige civilisationer i Amerika, der bukkede under for smitsomme europæiske sygdomme, da Spanien m.fl. indledte en kolonisation af de amerikanske kontinenter. Portugiserne stødte på væsentlig stærkere civilisationer i Asien og oprettede bare handelsstationer. Det satte gang i et kapløb om de nye kontinenter, og paven mæglede, da Spanien og Portugal delte verden imellem sig i hver sin interessesfære med Tordesillas-traktaten fra 1494. Denne skulle have tildelt Spanien retten til hele Amerika, men

214

VERDENS HISTORIE

endte med at tildele det område, som blev til Brasilien, til portugiserne.

De portugisiske og spanske forsøg på at monopolisere handlen med Asien og Amerika lykkedes ikke, da England, Holland og Frankrig blandede sig i kapløbet og satte sig på betydelige områder, handelsruter og rettigheder.

Forudsætningerne for de store opdagelser var udviklingen af oceangående skibe og forbedrede navigationsinstrumenter. Europæerne fik fra Kina via araberne kendskab til kompas og var i stand til at beregne breddegraden. Samtidig havde de et vist kendskab til de asiatiske civilisationer via Marco Polos rejser i 1200-tallet. Det økonomiske incitament var, at arabiske købmænd sad på handlen med de eftertragtede og dyre krydderier. Måske har troen på, hvad mennesket kunne ved egen kraft også spillet en rolle, selv om Columbus må have haft en fornemmelse af, at Gud var på hans side.

VIDENSKAB Renæssancen bød også på et begyndende opgør med kirkens vidensmonopol. Den polske astronom Kopernikus mente allerede i begyndelsen af 1500-tallet, at Jorden ikke er centrum i universet, sådan som kirken i henhold til skabelsesberetningen fra Det Gamle Testamente hævdede.

Han offentliggjorde i 1543 et skrift, hvori han argumenterede for, at solen måtte være universets centrum. Det blev længe opfattet som det rene kætteri af kirken, og da italieneren Galilei omkring år 1600 argumenterede for det samme, fik han problemer med den katolske kirkes domstol, Inkvisitionen. Han måtte afsværge sin holdning, men flere og flere observationer betød, at det geocentrerede verdensbillede efterhånden måtte vige for det heliocentriske verdensbillede, selv om den katolske kirke holdt fast i sin opfattelse til langt ind i 1800-tallet. I perioden blev grunden til den moderne naturvidenskab lagt. I stedet for rene tankeeksperimenter tog man nu udgangspunkt i observationer og begyndte at opstille eksperimenter og lave forsøg.

DEN TRANSATLANTISKE SLAVEHANDEL I takt med at de europæiske nationer satte sig på store dele af Amerika og oprettede handelsstationer langs de afrikanske kyster startede den transatlantiske slavehandel. I de portugisiske og spanske kolonier opstod der en desperat mangel på arbejdskraft. Den europæiske kolonisation havde medført, at befolkningen var blevet drastisk reduceret, da de oprindelige amerikanske befolkninger ikke havde noget immunforsvar imod de mange smitsomme sygdomme, som europæerne tilfældigvis også bragte med sig til Amerika. Derfor begyndte man at fragte mennesker fra Afrika

VERDENS HISTORIE

215

Sorte handelsfolk sælger slaver til hvide købmænd.

til de nye besiddelser.

Den transatlantiske slavehandel betegnes ofte Trekanthandlen, og ideen er, at europæerne sejlede til Afrika, hvor de handlede sig til slaver.

Disse fragtede de over Atlanterhavet til Brasilien, Caribien og det sydlige Nordamerika, hvor de blev solgt og sat til at arbejde i sukker-, tobaks- og bomuldsplantager. Herefter sejlede de europæiske skibe hjem med sukker, tobak og bomuld, som blev forarbejdet hjemme i Europa.

Den transatlantiske slavehandel stod på i en periode på over tre hundrede år. Portugal og England var suverænt de førende, men en række andre lande deltog også i den meget indbringende handel. Man regner med, at omkring 11-12 millioner afrikanere ankom til Amerika i perioden.

Indtjeningen ved denne handel medvirkede til at skabe kapital, der var en af forudsætningerne for den industrielle revolution i England. I dag opfattes den transatlantiske handel som et sort kapitel Europas historie. Men det var ikke kun europæerne, der var skurkene. Hvis ikke indfødte sorte havde været villige til at handle mennesker med europæerne, ville omfanget af denne handel nok ikke have været nær så stort.

Derfor er den transatlantiske slavehandel også et kontroversielt kapitel i de afrikanske nationers historie.

FRA DEN FØRMODERNE TIL DEN MODERNE/INDUSTRIELLE PERIODE I den førmoderne periode udvikledes i Europa en ny forståelse af mennesket og verden, ligesom et nyt syn på videnskab langsomt blev udbredt.

Dette lagde grunden til den senere moderne/industrielle periode, som begynder i 1700-tallet i sammenhæng med det som kaldes oplysningstiden.

Der er ikke enighed om, hvornår oplysningstiden starter eller slutter.

216

VERDENS HISTORIE

Fra 1500-tallet fik borgerskabet, navnlig de store købmænd i byerne en stærkere og stærkere økonomisk betydning, uden at de havde indflydelse på andet end lokal administration. Men en lang række europæiske filosoffer og videnskabsmænd gjorde sig over en lang periode 1500-1800 overvejelser over, hvordan verden hang sammen. Fra midten af 1600-tallet begyndte oplysningstidens klassiske skikkelser at gøre sig tanker om, hvordan samfundene kunne og burde indrettes som alternativ til, at en enevældig konge havde hele magten, og at en lille elite havde mange særlige privilegier. Også tanken om magtens tredeling, der kom til at ligge til grund for det amerikanske og de moderne europæiske demokratier, blev fremsat i oplysningstiden.

I 1776 erklærede 13 engelske kolonier i Nordamerika sig for selvstændige med en række umistelige rettigheder, og Den Amerikanske Uafhængighedserklæring slog fast, at alle mennesker (mænd) er skabt lige. Det var i samtiden en revolutionerende opfattelse. At der ikke var tænkt på de fattige (mænd), kvinder, sorte eller indianere, var der i samtiden ikke mange, der hæftede sig ved. Den engelske kolonimagt satte sig imod oprøret, men tabte krigen i 1783, hvorefter USA udviklede verdens første moderne (begrænsede) demokrati.

I 1789 brød Den Franske Revolution ud, da Frankrig var på randen af økonomisk sammenbrud. Den enevældige konge havde indkaldt en stænderforsamling. De privilegerede stænder gejstlighed og adel stod overfor tredje stand, der bestod af borgere og bønder. Tredje stand repræEugène Delacroiz: ”Friheden ledende Folket”, 1830.

Billedet hylder den mindre kendte franske revolution fra 1830. Frihedsgudinden, der forener høj og lav, symboliserer Frankrig og den franske republik, kendt som Marianne. Billedet skulle have inspireret Victor Hugo til scener og personer i Les Misérables – de elendige.

VERDENS HISTORIE

217

senterede dog langt over 90 procent af befolkningen, og den gjorde sig selv til en nationalforsamling, der skulle give Frankrig en ny grundlov.

Frankrig blev til et konstitutionelt monarki, hvor kongens magt er underkastet en forfatning (grundlov, konstitution), der begrænser hans magt.

Kirkens ejendom blev nationaliseret, og kirke adskilt fra stat. Og i august 1789 kom den franske menneskerettighedserklæring, der giver udtryk for de samme tanker, som lå til grund for Den Amerikanske Uafhængighedserklæring.

Den franske konge forsøgte at rulle udviklingen tilbage ved at hente hjælp udefra. Det blev opdaget, og han blev henrettet i januar 1793, og Frankrig blev til en republik. Perioden 1793-1795 var den radikale periode i Den Franske Revolution, hvor den ene fløj afløste den anden, mens guillotinen kappede hovederne af de, som blev udråbt til samfundsfjender.

Fra 1792 kom Frankrig i krig med en lang række europæiske lande.

De mere eller mindre enevældige europæiske konger havde med rædsel iagttaget udviklingen i Frankrig. De franske soldater kæmpede nu ikke længere for den franske konge, men for Frankrig og for republikken. De kæmpede for et nationalt område og for en ny styreform. Den radikale revolution blev stoppet i 1795, og i 1799 tog general Napoleon magten.

Han gjorde sig selv til kejser i 1804, og revolutionen var slut. Men i takt med Napoleonskrigene indtil 1814 udbredtes mange af Den Franske Revolutions idéer til store dele af Europa.

De spanske latinamerikanske kolonier løsrev sig fra Spanien mellem 1810-1824 og eksperimenterede i 1800-tallet med et begrænset demokrati for de velstillede. Nationale bevægelser og en bevægelser for en anden styreform med større folkelig deltagelse var sat i gang i flere lande.

Denne udvikling kulminerede i 1848, hvor en række europæiske lande oplevede en borgerlig liberal revolution, der medførte, at nogle lande indførte nye (begrænsede) nationale demokratier.

Oplysningstidens humanisme og revolutionernes menneskerettighedserklæringer fik også betydning for den transatlantiske slavehandel.

Det gav abolitionist-bevægelsen fremdrift, og i begyndelsen af 1800-tallet forbød de fleste lande slavehandel, mens det varede yderligere 50 år før slaveri blev forbudt.

DEN MODERNE EUROPÆISKE CIVILISATION BLIVER GLOBAL: INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME Et andet afgørende forhold i overgangen mellem den førmoderne og den moderne/industrielle periode er industrialiseringen, der både medførte en voldsom udvikling i de lande, hvor den slog igennem og medvirkede til at udbygge den europæiske magt rundt om i verden. Omkring 1750 startede en proces i England, der i løbet af ca. 100 år omdannede dette

218

VERDENS HISTORIE

samfund fra et traditionelt landbrugssamfund til et moderne industrisamfund. En række forskellige faktorer spillede sammen og betød, at England før alle andre lande gennemgik en industriel revolution. Der var overskud af arbejdskraft i landbruget, som begyndte at producere for et egentligt marked. Overskudsbefolkningen søgte ind mod byerne (urbaniseringen), og det skabte et marked, der virkede tilbage på landbruget, som indrettede sig efter markedet. Den dynamiske udvikling i landbruget gav overskud, og samtidig bragte fjernhandlen på Amerika, Afrika og Asien også kapital til landet. Noget af denne kapital blev investeret i ny produktion. Den første råvare var den lokalt producerede uld, men den blev hurtigt overgået af importeret bomuld fra kæmpekolonien Indien.

Der fandt en fortløbende teknologisk udvikling sted i tekstilindustrien, og produktionen blev efterhånden organiseret industrielt i store fabrikker. I England havde man længe betjent sig af kul som brændsel, og da kul efterhånden skulle hentes dybere og dybere nede i jorden, blev der opfundet en primitiv dampmaskine, der kunne pumpe indsivende vand væk. Det satte gang i den udvikling, der førte til James Watts patent på den moderne dampmaskine i 1769, der revolutionerede den moderne fabriksproduktion og moderne transport med dampskib eller damptog.

I 1776 udgav Adam Smith: ”The Wealth of Nations”, hvor han forklarede pris som et resultat af udbud og efterspørgsel, slog til lyd for arbejdsdeling og fri konkurrence. Smith mente, at privilegier, monopoler og den merkantilistiske selvforsyningspolitik hæmmede en gunstig økonomisk udvikling.

Industrialiseringen bredte sig fra midten af 1800-tallet til Nordvesteuropa, Amerika og Japan, mens Syd- og Østeuropa først gennemgik en egentlig industrialisering i begyndelsen af 1900-tallet. Der var små industrielle enklaver i de europæiske kolonier, i de latinamerikanske lande

VERDENS HISTORIE

Krupp Jernstøberi, Tyskland, 1871.

219

Mellem 1898-1900 opstod der i Kina centreret omkring den nye hovedstad Beijing en oprørsbevægelse, der blev kaldt ”boksere” efter en kampsport, de dyrkede. Bokserne bekæmpede den store udenlandske tilstedeværelse og indflydelse i Kina og belejrede ambassadeområdet i Beijing, hvor alle de ”hvide djævle” fra europæiske lande og USA boede. Da truslen var afværget, slog europæerne hårdt ned på oprørerne, som det ses i denne samtidige illustration fra ”le Petit Journal”, 1900.

og i Kina, men i Asien og Afrika startede industrialiseringen først rigtigt i forbindelse med afkoloniseringen efter Anden Verdenskrig. Kina gennemgik verdens største industrialisering mellem 1980 og 2010, og industrialiseringen er stadig i gang i en lang række udviklingslande. Så mens vi i den vestlige verden ofte taler om det postindustrielle samfund, er industrialiseringen ikke slut.

Industrialiseringen skabte en arbejderbevægelse, der skabte en socialistisk ideologi. Den udfordrede den liberale ideologi, der havde karakteriseret den franske revolution. Den socialistiske ideologi delte til dels den liberale ideologis syn på borgerlige frihedsrettigheder som ytrings-

220

VERDENS HISTORIE

frihed, valgret, juridisk ligestilling og beskyttelse og religionsfrihed, men fokuserede også på at afskaffe den ulige økonomiske fordeling af samfundets goder gennem indskrænkning af det frie marked. Disse ideologier skulle komme til at stå stejlt overfor hinanden i det 20. århundrede.

Industrialiseringens masseproduktion for et ukendt marked skabte et behov for råvarer og markeder, hvor man kunne afsætte sine produkter. De europæiske stormagter havde indtil midten af 1800-tallet stillet sig tilfredse med at have handelsstationer i Afrika og Asien. Men der blev indledt et kapløb om at skaffe sig kolonier, og en række europæiske lande tog kontrol over store områder i Afrika og Asien. Denne udvikling, der kulminerede mellem 1870-1914, kaldes normalt for Imperialismen.

De europæiske lande disponerede over moderne militær teknologi og havde derfor let ved at underlægge sig store områder, der blev forsvaret med traditionelle våben.

Industrialiseringen og den imperialistiske erobring af store dele af verden medvirkede til en europæisk racetænkning. Europæerne følte sig overlegne i forhold til alle andre folkeslag, og de overbeviste sig selv om, at de havde ret og pligt til at bringe den europæiske ”civilisations lys” ud til det, der blev opfattet som tilbagestående og primitive kulturer.

Opfattelsen var, at der kun var én civilisation, og at den var europæisk og kristen. Denne holdning prægede europæernes virke i Amerika, Afrika og i Asien og gav anledning til meget grov racediskrimination.

Imperialismen gjorde den moderne europæiske civilisation blev global. Europæisk teknologi og europæiske ideer blev kendt over hele verden. Industrialiseringen begyndte sin over 250 årige lange udvikling, der mere og mere spandt verden sammen i en økonomisk globaliseret helhed. Da de tidligere kolonier blev selvstændige stater efter Anden Verdenskrig, forsøgte de europæiske kolonimagter at omdanne landene til moderne nationer efter europæisk forbillede.

Den nationalistiske ideologi inspirerede befolkningerne til selvstændighed, mens de europæiske ideologier: liberalisme og socialisme (kommunisme), under Den Kolde Krig kom til at præge de borgerkrige, der brød ud i mange af de nye selvstændige stater.

Det store imperialistiske kapløb kulminerede i Første Verdenskrig 1914-1918. Verdenskrigen blev udløst af en serbisk nationalist, der skød den østrig-ungarske tronfølger, men konkurrence om kolonier var mellem 1890 og 1914 flere gange på nippet til at fremkalde en europæisk storkonflikt. Efter Første Verdenskrig overtog England og Frankrig tabernes kolonier, men nationale selvstændighedsbevægelser begyndte at gøre sig gældende i mange kolonier.

Med oprettelsen af FN efter 1945 blev den territoriale imperialisme problematisk, og mellem 1947 og 1989 blev næsten alle tidligere kolonier til selvstændige lande, mens kolonimagternes fortsatte økonomiske interesse i og fortjeneste på de tidligere kolonier blev betegnet som økonomisk imperialisme.

VERDENS HISTORIE

221

IDEOLOGIERNES KAMP OG EKSTREMERNES KORTE 20. ÅRHUNDREDE

USA’s indtræden i Første Verdenskrig fra april 1917 blev afgørende for den militær-industrielle styrkeprøve imellem de europæiske stormagter. Den amerikanske propaganda iscenesatte fjenden, tyskerne, som hunner, et asiatisk folk, der havde løbet Europa over ende i middelalderen. Krigen blev iscenesat som den moderne europæiske civilisationens kamp imod barbariet.

222

Den Amerikanske Uafhængighedserklæring og Den Franske Revolution var udtryk for en liberal kritik af kongedømmer, der ikke gav politisk indflydelse til en stadig mere velstående borgerklasse. Industrialiseringen satte gang i en liberalistisk økonomisk tænkning, der anbefalede arbejdsdeling, fri prissætning og fri konkurrence. Der opstod et antal relativt demokratiske stater, fx USA og de nordvesteuropæiske lande, og markedsøkonomisk tænkning og praksis slog igennem.

Men industrialiseringen skabte en arbejderklasse, hvis interesser ikke blev varetaget af hverken det spæde demokrati eller af den liberalistiske politik. Fri konkurrence betød, at arbejdsgivere måtte være tilbageholdende med løn for at producere med lavest mulige omkostninger. På denne baggrund opstod en socialistisk ideologi, der gik ind for bedre arbejdsforhold og højere løn til arbejderne, og på sigt en generel omfordeling af samfundets ressourcer, så alle fik lige andel i samfundets økonomiske goder I slutningen af 1800-tallet, hvor fagforeninger blev anerkendt, og hvor socialistiske partier også begyndte at få valgt repræsentanter ind i de nationale parlamenter, stod de to store ideologier overfor hinanden med hver deres bud på, hvordan et samfund skulle organiseres.

Den socialistiske bevægelse var fra begyndelsen splittet i opfattelsen af, hvordan man nåede til det klasseløse samfund. En moderat fløj (socialdemokrater) ville reformere og via det parlamentariske demokrati sikre indkomstudjævning, mens en anden radikal fløj (kommunister) ville tage magten ved en revolution, afskaffe den private ejendomsret og indføre et lighedssamfund. Men det var først, da det lykkedes det russiske kommunistparti at tage magten i Rusland i 1917, at splittelsen i den socialistiske bevægelse fik storpolitisk betydning.

Den radikale socialisme (kommunisme) blev uden for verdens første kommunistiske stat (Sovjetunionen) anset for at være samfundsnedbrydende og meget farlig. Splittelsen i den socialistiske bevægelse var så fundamental, at de socialistiske reformpartier (socialdemokratier) og de radikale socialistiske (kommunistiske) partier bekæmpede hinanden som arvefjender.

Den Store Krig 1914-1918, der i historiens bakspejl blev til Første Verdenskrig, ændrede for altid spillereglerne for moderne krigsførelse. Krigen blev total og industriel og ofrenes antal enorme. Første Verdenskrig blev et traume for generationen, og kon-

VERDENS HISTORIE

sekvenserne af krigen, der bl.a. lagde grunden til Anden Verdenskrig, kan stadig iagttages mange steder i Europa og i Mellemøsten.

Den alvorligste økonomiske krise i det 20. århundrede blev fremkaldt af krakket på børsen i New York på Wall Street 1929. Den verdensopspændende krise, havde enorme økonomiske, sociale og politiske konsekvenser. Den betød en politisk polarisering, og da socialdemokrater og kommunister i Tyskland bekrigede hinanden, gav det rum for en tredje vej: fascismen/nazismen.

Fascismen var startet med Mussolini i Italien, men blev først et internationalt ideologisk alternativ, da Hitlers nazistparti tog magten i januar 1933. Fascismen var ekstremt nationalistisk. Den var imod det liberale demokrati og gik ind for en ren et-partistat under ledelse af en fører. Ein Land, Ein Volk, Ein Führer.

Fascismen, der oprindelig havde nogle socialistiske mærkesager, var i markant opposition til den socialistiske ideologis begreb om lighed.

Krisen truede demokratierne, da de politiske yderfløje blev styrket mange steder, og i slutningen af 1930’erne var kun ganske få lande stadig demokratiske. Da England fra midten af 1940 til midten af 1941 stod alene overfor det nazistiske Tyskland, blev Anden Verdenskrig til en kamp om ideologi. Det engelske liberale demokrati overfor den tyske diktatoriske et-parti-stat. Og efter at det nazistiske Tyskland havde angrebet Sovjetunionen, kom en underlig alliance i stand. De liberale demokratier stod nu allierede med deres traditionelle ideologiske fjende, det kommunistiske Sovjetunionen, overfor det nazistiske Tyskland.

Med det nazistiske Tysklands nederlag i 1945 udspillede fascismen sin ideologiske storpolitiske rolle ikke mindst på grund af de forbrydelser imod menneskeheden (Holocaust), som dens raceideologi medførte.

Men fascismen eksisterer stadig, og dens nationalistiske og racistiske ideologi har en vis gennemslagskraft i krisetider.

Alliancen fra Anden Verdenskrig blev efter 1945 afløst af Den Kolde Krig, hvor USA og de vestlige lande med liberale politiske systemer og markedsøkonomi stod overfor Sovjetunionen og de stater i Østeuropa, som Sovjetunionen havde befriet og gjort til kommunistiske lydstater.

I 1949 blev også Kina kommunistisk, og det så ud som om, der var et kommunistisk ideologisk alternativ til liberalisme. I disse såkaldt folkedemokratiske stater indførtes kommunistiske et-parti-stater og planøkonomi. Den Kolde Krigs hovedaktører kom aldrig i direkte krig, men truede hinanden med atomkrig. Muligvis var denne gensidige terrortrussel medvirkende til at hindre, at det kom til en egentlig konflikt imellem supermagterne. Men Den Kolde Krig blev udkæmpet militært i en lang

VERDENS HISTORIE

Fransk antisemitisk plakat fra den tyske besættelse (juli 1940 – august 1944). ”Et derriere: LE JUIF” betyder: ”Og bagved: Jøden”.

I den nazistiske antisemitisme, stod jøderne, der gik efter verdensherredømmet, bag alle fjender.

Jøderne kontrollerede de kapitalistiske og liberalistiske englændere og amerikanere, men de stod også bag deres dødsfjende, den internationale kommunisme i skikkelse af Sovjetunionen.

223

Den Kolde Krig var og blev opfattet som en international magtkamp imellem to forskellige ideologier repræsenteret ved den store amerikanske Uncle Sam, der personificerer den amerikanske liberalisme, som stod overfor den mægtige russiske bjørn, der under Den Kolde Krig personificerede den internationale kommunisme.

række stedfortræderkrige 1950-1989, der næsten alle havde rod i afkoloniseringen. Mange millioner mennesker mistede livet i disse ideologisk betingede krige.

I nogle vestlige lande lykkedes det at indføre en velfærdstat, hvor demokratiske regeringer sørgede for en vis indkomstudjævning, der skabte forudsætninger for en offentlig sektor af en vis størrelse og en række universelle gratis ydelser: uddannelse, sundhed og pension. I de folkedemokratiske kommunistiske stater var man, da man havde afskaffet den private ejendomsret, i stand til at afskaffe arbejdsløshed, og så at sige deles om det arbejde, der var. Samtidig indførte disse stater også en række universelle gratis ydelser indenfor uddannelse og sundhed.

Denne store ideologiske konflikt, der prægede alt i perioden 19451989, sluttede hurtigt og overraskende fredeligt. Ingen havde set det komme eller kunne rigtigt fatte konsekvenserne af den udvikling, der var på vej. Den sidste sovjetiske leder Gorbatjov forsøgte at reformere det kommunistiske system i Sovjetunionen og løsnede grebet om de østeuropæiske stater. I 1989 var der demokratiske valg i både Ungarn og Polen, og i november 1989 faldt Berlin-muren, der siden opførelsen i 1961 havde været det fysiske udtryk for ”Jerntæppet” og verdens ideologiske splittelse. De kommunistiske partier afgav alle (undtagen i Rumænien) frivilligt magten, og der blev indført demokratiske politiske systemer.

En amerikansk politolog talte om historiens afslutning, fordi det liberale demokrati og markedsøkonomi havde vist sig at være det kommunistiske alternativ overlegent.

Efter Den Kolde Krig er der kommet yderligere oplysninger frem, om at eksperimenterne med at indføre det kommunistiske samfund i Sovjetunionen og Kina havde uhyrlige menneskelige konsekvenser. Dels var politiske modstandere og såkaldte samfundsfjender blevet myrdet i millionvis, og dels var mange, mange millioner mennesker døde i forbindelse med tvangskollektivisering af landbruget og i forlængelse af forfejlede udviklingsprojekter, der havde fremkaldt hungersnød.

224

VERDENS HISTORIE

Den store ideologiske konflikt, der havde gennemsyret det korte tyvende århundrede 1917-1991, var slut. Den radikale socialisme mistede sit fædreland og synes ikke længere at udgøre et troværdigt politisk alternativ. Samtidig med udviklingen i Europa i 1989 slog det kommunistiske parti i Kina, der havde indført markedsøkonomi, hårdt ned på en demokratibevægelse i det store land. Kinas kommunistiske parti havde mistet troen på egen ideologi, men foretrak at holde på magten.

FN, MENNESKERETTIGHEDER OG AFKOLONISERING Efter at ekstremernes århundrede kulminerede i Anden Verdenskrigs menneskeslagteri og folkemord, blev FN oprettet i 1945 af en lang række allierede nationer. FN skulle sikre en fredelig sameksistens imellem verdens lande og medvirke til udvikling. I 1948 vedtog FN Menneskerettighedserklæringen, og FN anbefalede kolonimagterne at opgive deres kolonier i Asien og Afrika. Nogle steder foregik denne udvikling relativt fredeligt, mens det andre steder kom til langvarige og blodige krige, før kolonimagterne opgav magten. I mange af de nye stater udbrød der borgerkrig. De nye staters grænser var ofte et resultat af kolonimagternes kunstigt skabte grænser. Der var ikke tradition for demokratiske systemer, og Den Kolde Krigs alliancer og fronter komplicerede og forlængede de interne konflikter.

Selvom de mange nye nationer blev medlemmer af FN og i princippet gik ind for Menneskerettighedserklæringens målsætning, var det de færreste, der levede op til principperne. Menneskerettighedsorganisationer har kunnet påvise, hvordan de mest elementære menneskerettigheder i mange lande overtrædes (bevidst) igen og igen.

FN har ikke kunne forhindre konflikter og krige og var under Den Kolde Krig handlingslammet på grund af de permanente medlemmers gensidige vetoret i Sikkerhedsrådet. Men selv efter Den Kolde Krigs afslutning har det ofte vist sig vanskeligt at opnå konsensus (enighed) om sanktioner og navnlig aktioner imod stater, der overtræder menneskerettighederne.

Menneskerettighederne er til debat. Kina udfordrer af politiske årsager åbent den vestlige verdens opfattelse af menneskerettigheder, mens en lang række muslimske lande i Cairo-erklæringen fra 1990 forholder sig kritisk til den vestlige verdens sekulære menneskerettighedsopfattelse.

EUROPA I EN NY VERDENSORDEN Efter Sovjetunionens opløsning i 1991 talte amerikanske politikere om en ny verdensorden. Hvor man før Første og Anden Verdenskrig havde

VERDENS HISTORIE

225

I Ungarn kom en ny regering ledet af det stærkt konservative og nationalistiske Fidesz-parti til magten i 2010, midt i finanskrisen. Samtidig fik det ekstremistiske højre-nationale parti Jobbik mere end 15 % af stemmerne.

Jobbiks retorik og uniformering (som på billedet) har fået mange til at sammenligne dem med tidligere fascistiske partier, og man har i Ungarn siden indført flere love i strid med eller på grænsen af internationale aftaler og menneskerettigheder.

226

haft en multipolaritet, hvor et antal stormagter stod overfor hinanden, havde man under Den Kolde Krig oplevet en bipolaritet, hvor de to supermagter stod overfor hinanden. Nu talte man om unipolaritet, hvor USA stod alene tilbage som den eneste supermagt.

I 1990 blev Øst- og Vesttyskland til det nye Tyskland. Vesttyskland overtog de facto Østtyskland, og Tyskland blev hermed igen Europas suverænt største og økonomisk stærkeste land. Det gav anledning til en vis nervøsitet hos mange europæiske politikere, der tænkte på skræmmebilleder fra tiden op til Første og Anden Verdenskrig. Derfor blev udviklingen af en politisk union opprioriteret, for på den måde at forpligte den økonomiske sværvægter Tyskland på et politisk fællesskab. EF blev til EU. Fra begyndelsen af 1990’erne og til 2014 steg antallet af medlemmer i EU fra 12 til 28. De fleste de tidligere østeuropæiske lande og de baltiske lande m.fl. blev medlemmer af det europæiske fælleskab. Imidlertid udviklede fællesskabet sig i forskellig hastighed både økonomisk og politisk. En række af de gamle EU-lande indførte den økonomisk monetære union, ØMU, og nogle af disse indførte den fælles valuta, Euro. Nogle lande indførte de fælles ydre grænser i form af Schengen-samarbejdet.

Samtidig fik Europa-parlamentet gradvist mere magt, og EU fik symbolsk en præsident og en udenrigsminister.

Det oprindelige europæiske fælleskab fra 1952 var et fredsskabende projekt, som har haft succes. EF fra 1957 var en toldunion. Den udviklede sig til et stort indre marked og havde økonomisk succes. Den politiske union har derimod haft det svært. De (store) europæiske lande har det vanskeligt med at afgive suverænitet til det overstatslige europæiske niveau. Derfor har EU til dato ikke formået at tale med én stemme i udenrigspolitiske sammenhænge, og EU har ikke udenrigspolitisk indflydelse svarende til Europas samlede økonomiske betydning.

Samtidig har indvandring til de europæiske lande pustet til nationalismen og nationale bevægelser, der er skeptiske overfor det europæiske integrationsprojekt. Debatten om Tyrkiets medlemskab af EU har yderligere medvirket til EU-skepsis i de nationale bevægelser og påvirket opfattelsen af EU i mange europæiske lande.

Senest har den økonomiske krise fra 2008 givet næring til EU-skepsis blandt en meget større del af den europæiske befolkning. En del europæiske lande kom fra 2008 i alvorlig økonomisk krise, og EU måtte finansiere en lang række økonomiske hjælpepakker til de kriseramte lande.

Det gav anledning til debat om, hvorvidt Euroen var indført på et forkert grundlag. Den toneangivende diskurs på området gik nu på, at man ikke kunne indføre en fælles valuta uden også at have en fælles økonomisk politik. Det havde der ikke været tale om, da Euroen blev indført i 2002 som en del af et stort politisk projekt, der i sidste ende kunne føre til

VERDENS HISTORIE

Europas Forenede Stater. I den hårdest ramte stat, Grækenland, der blev sat under økonomisk administration, fik et fascistisk parti pludselig stor opbakning. Da Tyskland er Europas største økonomi, og derfor sad for bordenden, når der skulle ydes økonomiske hjælpepakker, blev den tyske forbundskansler Angela Merkel afbilledet iført naziuniform.

Samtidig overtræder nogle EU-lande med Ungarn i spidsen en lang række af de menneskerettigheder og demokratiske spilleregler, der forudsættes overholdt af EU-medlemmer, uden at EU reagerer. Så det europæiske projekt EU er i krise på grund af politiske reaktioner på indvandring og på grund af den økonomiske krise og en meget stor ungdomsarbejdsløshed i mange sydeuropæiske lande. Men er der noget alternativ til det europæiske samarbejde i en verden, hvor vi i Danmark og Europa står overfor andre kontinentale aktører?

GLOBALISERING OG NYE UDFORDRINGER Verden er i dag økonomisk globaliseret og sammenhængende i en grad som aldrig før. Der handles på verdens førende børser fire og tyve timer i døgnet, året rundt, og mens den vestlige verden er hårdt ramt af krisen, buldrer de nye store økonomier i Kina, Indien og Brasilien derudad.

Verden er i forandring, og den vestlige verden udfordres åbent økonomisk, men også politisk af store lande på andre kontinenter. Den vestlige verdens dominans er på retur, og det diskuteres åbenlyst, hvordan den vestlige verden skal klare sig i konkurrence med stærke økonomier i de store asiatiske lande.

Kina er på vej til at blive verdens største økonomi, og mens ikke mindst de sydeuropæiske lande og i særlig grad Grækenland har haft meget alvorlige økonomiske problemer, har Kina klaret sig igennem krisen med høje vækstrater og store investeringer i udlandet.

VERDENS HISTORIE

227

YDERLIGERE MATERIALE KAPITEL 1 Ulla Bondebjerg: Europa i Revolution, 1789-1871, Gyldendal 1988 Anders Bjørn: Leve revolutionen, Columbus 1988 Niels Brimnes: Indiens Historie efter 1739, Systime 2007 Karl-Johan Hemmersam & Ulrik Grubb: Slaveriet og den ameriet/mange skal medkanske borgerkrig, Gyldendal 2002 Niels Høffding: Den Franske Revolution 1 & 2, Gyldendal 1982 Johannes Lebech & Mogens Nørgaard: Moderne europæisk nationalisme, Gyldendal 1996 Vibeke True: 1789-1989 – et signalement af det moderne Europa, Munksgaard 1998 KAPITEL 2 Johan Bender & Hans Kurt Gade: Imperialismen og 1. Verdenskrig 1870.1918, Munksgaard 1986 Peter Ditlevsen: Den første industrielle revolution, Gyldendal 1980 Erik Jensen & Birger Kledal: Den Industrielle Revolution i England 1780-1850, Gjellerup 1980 Finn Kudsk: Congospor, Nationalmuseet 2006 Henrik Skovgaard Nielsen: Imperialismen 1870-1914, Gjellerup 1981 KAPITEL 3 Johan Bender: Palæstina Problemet, Fra Krig mod Fred, Gyldendal 1994 Carl-Johan Bryld & Harry Haue: Kilder til den nye verden, Systime 1997-2000 Carl-Johan Bryld: Den Russiske Revolution og Sovjetunionerne, Systime 2004

228

Jesper Carlsen m.fl.: Paradokset Italien, 1861-1987, Makro 1998 Peter Frederiksen: Det Tredje Rige, Fællesskab og forbrydelse, Systime 1998 Peter Frederiksen: Vietnam – fra drage til tiger, Systime 1996 Hans Torben Gilkær: Afrikas Historie efter 1890, Systime 2007 Lene Jeppesen & Peter Seeberg: Mellem øst og vest – Fra Osmannerriget til det moderne Tyrkiet, Munksgaard 1998 Mette Holm: Kina – fra kejserdømme til kapitalisme (2. udg.), Frydenlund 2014 Henrik Bonne Larsen & Thorkil Smitt: Kina efter 1840, Riget i Midten i fokus på ny, Systime 2011 Hanne Guldberg Mikkelsen: Afrikas historie, Gyldendal 1999 Andres Bonne Sindberg & Henrik Bonne Larsen: Det moderne USA, Systime 2012 KAPITEL 4 Birthe Hansen: Terrorisme på tværs, Frydenlund 2002 Henrik Bonne Larsen & Thorkil Smitt: Verden i Nyeste Tid, Systime 2008 Søren Mørch & Anne Okkels Olsen: USA’s nye verdensorden, Systime 2005 Jens Nauntofte: Verden og den arabiske udfordring, Systime 2014 Søren Riishøj: Østeuropa – politiske, sociale og økonomiske forandringer, Columbus 2001 Palle Roslyng-Jensen: Fra kold krig til ny verdensorden, Gyldendal 2003 Anders Schultz & Lars Døssing Rosenmeier: Det arabiske forår, Systime 2014 Mai Valentin: Da verden blev ny – østblokkens sammenbrud 1989-1991, Pantheon 2001

KILDEFORTEGNELSE KAPITEL 1 1. Newton og naturfilosofiens matematiske principper: Newton, Isaac: The Mathematical Principles of Natural Philosophy. Trans. A. Motte. London, 1729. © Paul Halsall Aug 1997

2.

3.

Abigail Adams – ”Husk damerne”: Butterfield, L.H. (ed.): Adams Family Correspondence, vol.1. Cambridge, Massachusetts: Belknap Press of Harvard University Press, 1963-1993. Pp. 369-371.

7.

KAPITEL 2 1. Opråb fra uldarbejderne i Leeds: Harrison, J.F.C.: Society and Politics in England, 1780-1960. New York: Harper & Row, 1965. Pp. 71-72. © Paul Halsall June1998 /Mark X of Moshweshewe, Chief of the Basutos.

2.

Moshweshewe: Brev til sir George Grey: G.M. Theal (ed.): Records of Southeastern Africa. Capetown: Government of Capetown, 1898-1903.

3.

Wilfred Scawen Blunt: Britain’s Imperial Destiny: Blunt, W.S.: My Diaries: 1888-1914, 2 Vols. New York: Alfred A. Knopf, 1921.

L.212-213, 298-299, 325, 375-380.

6.

Internationale.

Oprindeligt på fransk af Eugène Pottier (1816-1887). Denne oversættelse er den mest udbredte.

Dansk gendigtning ved Hans Laursen, 1911, 5. vers dog ved Carl Heinrich Petersen, 1963.

Opråb til det selvstændige Haitis borgere: The National Archives of the United Kingdom

4.

Simón Bolívar om hans politiske virke: Johnson, John J.: Simón Bolívar and Spanish American Independence: 1783-1830. D. Van Nostrand Company, 1968.

5.

Edmund Burke – Refleksioner over Den Franske Revolution: The Internet Archive http://web.archive.org/ web/19981206201151/http://pluto. clinch.edu/history/wciv2/civ2ref/ burke.html

6.

New Zealands Uafhængighedserklæring: Modern History Sourcebook http://www.fordham.edu/Halsall/ mod/1835waitangi.asp. © Paul Halsall, July 1998

Voltaire om fædrelandet: Woolf, H.I. (ed.): Voltaire’s Philosophical Dictionary. London, 1923. Pp. 131132.

229

KAPITEL 3 1. Josef Stalin: Svar til Churchill: The New York Times, 14/3 1946. P. 4. © Paul Halsall Aug 1997 /Joseph Stalin

KAPITEL 4 1. Naomi Klein om globalisering: © Klein, Naomi: No Logo. Klim, 2001.

P. 15-16.

2.

Homoseksuelle i regeringsapparatet, USA: Congressional Record, volume 96, part 4, 81st Congress 2nd Session. House of Representatives: Mr. Miller of Nebraska, Mr. Clevenger. 29. marts-24. april, 1950. P. 4527-4528.

2.

Thomas Friedmans syn på verdens nyeste historie: Friedman, Thomas: The Lexus and the Olivetree. HarperCollins, 2000. P. xx-xxii. Reprinted by permission of HarperCollins Publishers Ltd.© 2000, Thomas Friedman

3.

Jawaharlal Nehru: Marxisme, kapitalisme og Indiens fremtid: Nehru, Jawaharlal: Toward Freedom: The Autobiography of Jawaharlal Nehru. New York: John Day Co., 1941. Pp. 228-231. © Paul Halsall Aug 1997

3.

Charles Kupchan og “Ikke nogens verden”: Kupchan, Charles: No one’s world – The West, the Rising Rest, and the coming of a global turn. Oxford University Press, 2012. P. 1-3.

4.

Jawaharlal Nehru: Economic Development and Nonalignment: Tale holdt i Washington, D.C., 18/12 1956, trykt i U.S. Department of State Bulletin, 14/1 1957. Pp. 4950. © Paul Halsall Aug 1997

4.

Amartya Sens kritik af Huntington og ”civilisations”-begrebet: Sen, Amartya: Identitet og Vold. Informations Forlag, 2007. P. 51-53.

5.

Putins henvendelse til det amerikanske folk: New York Times, 11. september 2013. ©2013 The New York Times. All rights reserved.

5.

Amerikanere taler ud om massakren i My Lai: Life, Vol 48, No 1, 19/1 1970. Uddrag af: The Massacre at Mylai: Artikel af Joseph Eszterhas baseret på hans interview med fotograf Ron Haberle samt fra samme artikel: Americans speak out on the massacre at Mylai. 1968.

6.

Meddelelse fra FREMLINO til de portugisiske soldater, ca. 1970.

230

BILLEDFORTEGNELSE Forlaget har forsøgt at finde og kontakte eventuelle rettighedshavere, som kan tilkomme honorar i henhold til loven om ophavsret. Skulle der mod forventning være rettighedshavere, som måtte have krav på vederlag, vil forlaget udbetale et sådant, som om der var indgået aftale.

Polfoto: 9 og 109 The Granger Collection, 30 AP/Sergey Ponomarev, 55 Polaris Images/Piero Oliosi, 69 Mary Evans Picture Library, 84ø. Topfoto, 86 RogerViollet/Jacques Boyer, 106 Panos Pictures, 124 Ullstein Bild, 133 Rue Des Archives, 144 AP/John Parkin, 183 Javier Bauluz, 196 AP Scanpix: 13, 52 og 219 akg-images, 77 Mary Evans Picture Library, 104 Bridgeman Art Library, 160 Gerard Malie, 174 Ray Stubblebine, 177, 188h. STR, 192 Sven Hoppe, 226 Karoly Arvai Wikimedia Commons: 15, 16, 17 Michal Osmenda, 26, 27, 28, 29, 32, 35, 36, 39, 44, 68, 73, 92 Magnus Manske, 111, 117ø., 119, 120, 137, 143n., 167, 173, 188v., 189, 193, 212 Timor Espallargas, 217 Anette Ryevad, Ryevad Grafisk: 20, 88, 110

Thinkstock: 23 Nila Newsom, 113, 206, 207, 213 http://tofindtheprinciples.blogspot.dk: 41 Library of Congress: 57 The Bridgeman Art Library: 59 AKG Berlin/GV-Press: 61 Møllers-Grafisk Tegnestue/Hans Møller: 63 A. Scheinfeld ”Hvad er arveligt?” Chr. Eriksens Forlag 1941: 76 CGACGA – The Ohio State University Billy Ireland Cartoon library & Museum: 80 Theodor Heine i Simplicissimus 1904: 81 Susanne Gamsgaard: 82, 83 Anti-Slavery International: 84n., 184 AFP: 87 Colourbox: 117m., 117n.

FN: 129 1437.dk: 138 Museé royal de l’Afrique Central: 142ø.

Carlos Latuff: 147 Patrick Chappatte: 165ø.

Antonio Neri Licón: 165 n.

Topmaps, Alinea: 168 Christian Zander: 187 Cameron Cardow: 195 Henning Larsen Architects/Martin Schubert: 204 Leonard de Silva: 220 Nizar/toonpool.com: 224 Jeff Danziger: 227

231

Verdenshistorie 2.

Fra moderne til nyeste tid Thorkil Smitt og Christian Vollmond © 2015 L&R Uddannelse, København – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont Forlagsredaktion: Stefan Dybdal Emkjær Billedredaktion: Kathrine Storm Grafisk tilrettelægning og omslag: Lars Møller Nielsen, Studio 8 Omslagsbillede: Julie Mehretu Stadia II 2004 Ink and acrylic on canvas 108 x 144 in. (274.3 x 365.8 cm) Photo: Richard Stoner Courtesy White Cube Tryk: Livonia Print Mekanisk, fotografisk, elektronisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt efter Copydans regler ISBN 9788770665971 www.lru.dk

Den moderne/industrielle periode fører med tiden til, at en række imperier opløses. I første omgang som følge af Første Verdenskrig (1914-1918), hvor opløsningen af bl.a. det Østrig-Ungarske Imperium fører til en eksplosion i antallet af stater. Også An­ den Verdenskrig (1940-1945) fører til, at en række europæiske imperier opløses, og nye stater bliver dannet.

Den økonomiske krise i 1930’erne får global be­ tydning. Den vestlige verden (USA, Canada, Europa, Australien og Japan) fortsætter med at dominere verdens økonomi gennem multinationale selskaber, mens staternes økonomiske betydning mindskes.

Ejerskab af jord mister betydning, hvilket betyder at, de traditionelle overklasser i mange områder mister magt og indflydelse. Samtidig oprettes der i den nyeste periode en række over-statslige institu­ tioner, som får politisk betydning flere steder i ver­ den.

En række ideologier (kommunisme, liberalisme, fascisme, nazisme) får stor betydning i bestemte områder og udbredes under Den Kolde Krig til at have global betydning.

Globaliseringens betydning vokser, og med inter­ nettet og nye tranportsystemer knyttes verden tæt­ tere sammen end nogensinde tidligere. Der er dog også områder, hvor globaliseringen ikke trænger igennem, og nogle lande og grupper forsøger aktivt at fastholde traditioner, både politisk og kulturelt.

Thorkil Smitt

underviser på Egedal gymnasium. Han er forfatter til flere udgivelser som Danmarks­historisk oversigt (2006), Verden i Nyeste tid (2008), og Kina efter 1840 (2010) samt Verdenshistorie 1. Fra klassisk til førmoderne tid (2014).

Christian Vollmond

underviser på Københavns VUC. Han er forfatter til flere udgivelser som fx Overblik og Sammenhæng (2011), Fra fortid til historie (2013), Hvem stod bag?

(2014) samt Verdenshistorie 1. Fra klassisk til førmoderne tid (2014).

2

fra moderne

t i l n y e s t e t i d

Verdenshistorie 2 består af 5 kapitler, som kan læses uafhængigt af ­hinanden. Læser du dem i sammenhæng, får du et overblik over verdens historie fra ca. 1750 og til i dag. Kapitel 5 er et oversigtskapitel over ­verdens historie.

Hvert af de fire første kapitler har en rød tråd, som gør de lange linjer

og betydningen for nutiden nemmere at se. Samtidig er det meningen, at de enkelte kapitler skal kunne danne udgangspunkt for et forløb i historie­undervisningen.

Kapitlerne starter med en tidslinje, der afspejler kapitlets indhold.

Derefter følger beskrivelsen af et menneske, der med sin historie illustrerer periodens udvikling.

Den moderne/industrielle periode 1750-1914

Verdenshistorie

Verdens historie

Den nyeste periode 1914-

2

Thorkil Smitt & Christian Vollmond

Verdens historie

2

f r a m o d e r n e t i l n y e s t e t i d

Lindhardt og ringhof

I den moderne/industrielle periode bryder en række af den førmoderne periodes tendenser igennem.

Nye idealer for videnskab og politik opstår og bliver udbredt, hvilket leder til, at en ny produktionsform opstår: Den industrielle produktion, hvor varer kan produceres i langt større mængde. I den før­ moderne periode begyndte man nogle steder at sætte mennesket i centrum, og i den moderne/ industrielle periode bryder denne tendens igennem og nye syn på mennesket og samfundene opstår.

Mennesker begynder at forholde sig kritisk til tradi­ tioner og forstå sig selv som individer.

I takt med industrialiseringen begynder man at anvende nye energikilder som kul og olie. Arbejdet flyttes ud af husstanden, og nye masseproduce­ rede varer kommer til salg. Med det nye arbejdsliv opstår fritid som nyt koncept, og de tidlige sports­ foreninger opstår. Der sker også en urbanisering, transport­tider mellem forskellige egne formindskes, nye og mere effektive våben opfindes. Industrialise­ ringen fører også til øget landbrugsproduktion og mange steder vokser befolkningerne.

De tidligst industrialiserede lande får en fordel over andre, hvilket yderligere øger en række euro­ pæiske landes magt og dominans rundt om i verden.

Store dele af verden påvirkes ikke i første omgang, men møder dog modstand visse steder, hvor tradi­ tioner enten fastholdes eller opfindes som modtræk til udviklingen.