360 grader: Torben Munksgaard - Kropsvisitation

torben munksgaard

Kropsvisitation Sidst på aftenen passerede han et lille værtshus på Griffen­ feldsgade, hvor han besluttede sig for at gå ind og få en øl uden forhåbning om, at det ville ændre noget som helst. Al­ lerede inden han trådte indenfor, kunne han høre, at stem­ ningen var høj. Han fandt en plads i baren nær jukeboksen, og han havde kun stået der nogle minutter, da en ung mand iklædt sort tøj præsenterede sig.

“Jeg hedder Bertel,” sagde han og rakte ham hånden.

“Dav,” sagde Max uden at præsentere sig yderligere.

“Pæn frakke ...” sagde den unge mand og nikkede mod Max’ frakke, som han havde erhvervet sig for et ikke uanse­ ligt beløb nogle måneder forinden.

“Tak,” sagde Max og tog en slurk af sin øl.

“Meget pæn. Er du fascist?”

“Om jeg er fascist? Nej, det er jeg ikke.”

“Du ligner en fascist.”

“Nå. Hvorfor det?”

“Pil, ligner han ikke en fascist?” Han henvendte sig til en mørkhåret, lidt buttet pige, som stod bag ham. Hun lænede sig frem og studerede Max. “Lidt.”

“Se, hun synes også, du ligner en fascist ...”

Max begyndte at spekulere på, hvordan han skulle få af­ sluttet samtalen og finde sig en anden plads, men den unge mand, Bertel, blev ved.

5

Novellesamling.indd 5

10/06/13 15.43

“Fascist,” sagde han og cementerede den nedladende ti­ tulering ved at forme ordet lydløst med læberne – fa-scist – mens han stirrede på Max med et koldt blik.

“Ja, så siger vi det.”

“Du indrømmer det?” udbrød Bertel.“Du indrømmer det selv!” Han vendte sig om mod sin veninde: “Han sagde det lige selv. Han er fascist.”

Hun betragtede Max. “Svin,” sagde hun.

“Fascistsvin,” tilføjede Bertel.

På trods af den ubehagelige situation kastede Max et blik på den mørkhårede piges bryster, der var enorme. I et glimt forestillede han sig, hvordan de ville tippe ud af hendes bh, når hun tog den af. De ville falde tungt og – det måtte Max indrømme – vidunderligt fyldige ud.

Bertel tiltalte ham stadig som en satans fascist, mens Max forestillede sig pigens røv. Den var stor og hvid. En sim­ pel topografi. Han forestillede sig hende liggende på alle fire. Under ballerne stak skamlæberne frem og sværtede det hvide med sine mørke toner, det mørke hår. Hans pik ville se lille ud, når den trængte ind. Han ville komme hurtigt, og når han kom, ville han trække sig ud og sprøjte ud over de gigantiske røvballer.

“Heil Hitler,”sagde Bertel, og Max nikkede. Hans pik ville stå og heile over de hvide baller.

“Der er noget Riefenstahl over din veninde,”sagde Max så.

“Hvad for noget?”

“Noget pompøst ... Og storladent.”

“Hvad mener du med det?”

“Det, jeg siger. Triumph des Willens. Er hun ikke også lidt hård i filten? Var det Pil, hun hed?”

“Han snakker om dig,” sagde Bertel til Pil, der igen stak hovedet frem.

“Hvad siger han om mig?”

“Han siger, at du er stor.”

6

Novellesamling.indd 6

10/06/13 15.43

“Siger du, at jeg er stor? Står du og siger, at jeg er stor?”

“Ja,” sagde Max.“Der er noget storladent over dig.”

“Det kan du sgu da ikke tillade dig! Det kan du sgu da overhovedet ikke tillade dig!”

“Det er ment som en kompliment.”

“Ja, men sådan bliver det fandeme ikke opfattet.”

“Jeg synes, du er meget smuk,” uddybede Max. “Tager du pis på mig?”

“Overhovedet ikke. Du er lige min type.”

“Ja, men du er ikke min type. Hvad bilder du dig ind?

Gamle nar.”

“Fascistsvin,” tilføjede Bertel.

“Forestil jer, at vi levede i en anden verden,” sagde Max. “Hvad?”

“Forestil jer, at vi levede i en anden verden.”

“Hvad for en verden?”

“En smukkere verden,” forklarede Max. “En verden, hvor tingene er store og fyldige. Og hvor du, Pil, ville bestemme alting. Du ville være dronning. Og i dette land ville alle vi mænd være dine slaver. Vi ville gøre alt, hvad du sagde, og vi ville tilfredsstille dig, hver gang du ønskede det.”

“Er du seriøs?”

“Ja, prøv at forestille dig det.”

“Nej tak.”

“Det er ærgerligt, for det er en meget smuk tanke. Det er en tanke, som vil gøre dig meget lykkelig, det er jeg sikker på.”

“Du er fandeme mærkelig.”

“Han er fascist.”

“Ja, det kan godt være, men jeg mener det: Det er et me­ get smukt land, Pil. Du er nøgen, prøv at forestille dig det.

Tør du forestille dig det? Du er nøgen og meget smuk.”

“Nu stopper du det pis,” sagde Bertel.

“Det er ikke pis.”

“Jo, det er.”

7

Novellesamling.indd 7

10/06/13 15.43

“Nej, det er Pil. Og Pil er nøgen og smuk.”

“Vil du ikke lade være med at sige det hele tiden ... Jeg gider ikke stå og høre på, at du har alle mulige klamme fan­ tasier om mig ...”

“Okay, så er du ikke nøgen. Du er iført en stram uniform, der fremhæver alle dine attributter. Kavalergangen er over­ dådig. Forestil jer det. Forestil jer Pil. Hun står og kigger ud over de enorme menneskemængder. Pikkene står på rad og række og heiler. Hun står og holder sin brandtale, hun rå­ ber og skriger sine slagord ud til masserne. Ægte massesug­ gestion: Hendes krop er fascinerende og fantastisk. Dette verdenssyn sætter sig fast i deres hjerner. Hendes krop er fascinerende og fantastisk. Hun banker knytnæven i podiet, mens hun ryster hidsigt på hovedet.”

“Som Hitler?”

“Ja, Bertel, præcist. Som Hitler. Hun fægter med arme­ ne. Hun forfører dem alle. Hun er deres fører. Deres be­ sættelsesmagt. De elsker hende. De har baseret deres liv på hende, hun er deres ideologi. De er alle sammen mænd, og hun er hele tiden i deres tanker, hele deres liv går ud på at få mere af hende. Alt, hvad de gør og siger, handler i sidste ende om hende. Hun er meningen med deres liv. Hun har skrevet en bog, der hedder Min Kusse.”

Pil brød ud i latter.

“Du er fandeme for langt ude. Hold kæft, hvor er du langt ude.”

Bertel kiggede lidt forvirret på Pil. “Han er fucking sindssyg.”

“Han er helt vildt langt ude.”

“Det tager jeg som en kompliment,” sagde Max. “Det ved jeg sgu ikke, om det er. Hvor kommer du fra?”

“Sådan geografisk? Jeg er født i Aarhus.”

“Ja, det tænkte jeg nok. Det er sgu kun jyder, der kan fyre sådan en gang lort af.”

“Synes du ikke, det er en smuk tanke?”

8

Novellesamling.indd 8

10/06/13 15.43

“Nej, det synes jeg godt nok ikke. At jeg skulle stå på en talerstol ... splitterravende nøgen. Og opføre mig som Hitler?”

“Ja.” “Nej, det er aldeles ikke smukt.”

“Nå, men nu kommer det bedste,” sagde Max. “Kan det blive bedre?” sagde Pil ironisk.

“Ja, men luk først øjnene.”

Bertel kiggede skeptisk på Pil, der satte et mistroisk an­ sigt op.

“Så hvad?”

“Så ikke noget. Jeg gør jer ikke noget. Det lover jeg. Luk nu bare øjnene.”

“Okay ... så prøver vi det,”sagde Pil. Hun lod blikket glide op og ned ad Max, hvorefter hun løftede hagen og lukkede øjnene. Bertel tøvede lidt, men valgte så at følge trop og give forsøget en chance.

“Godt, og tæl så langsomt ned fra ti,” sagde Max. “Ti, ni,” begyndte Pil, og Bertel istemte: “Otte, syv, seks, fem, fire, tre, to, en!”

Da de åbnede øjnene, var den fremmede mand forsvundet.

“Han stak af!” udbrød Bertel.“Idioten stak af.”

“Ja, selvfølgelig,” sagde Pil.“Han tog røven på os.”

“Nej, det gjorde han så ikke – det var os, der tog røven på ham.”

“Var det?”

“Jep,” sagde Bertel og fiskede en brun pung frem fra lom­ men.

“Hvad er det?”

“Hans pung.”

“Neglede du hans pung?” udbrød Pil. “Hvad fanden har du gang i?” Hun flåede pungen ud af hans hånd og stirrede oprørt på ham.

“Hvad fanden har du gang i?!” gentog hun og skubbede ham til side. Hun skyndte sig ud ad døren.

9

Novellesamling.indd 9

10/06/13 15.43

Hun kiggede til begge sider, men gaden var mørk og men­ nesketom. Heller ikke da hun nåede hen til Nørrebrogade, var han at se nogen steder.

“Pis,” hvislede hun.

Hun stod et øjeblik og studerede pungen. Det var en brun tegnebog af mærket Tony Perotti. Tykt, brunt læder, sikkert ikke helt billig. Pil mærkede irritationen over Bertel stige; hun havde altid haft en stærk retfærdighedssans og havde ofte været i konflikt med andre mere rabiate kræfter i det autonome miljø. Hun var ikke ude på at lave ballade, hendes mål var at skabe balance i verden, og hun afstod konsekvent fra aggressive og rebelske metoder i kampen for et bedre samfund.

Hun studerede kortene i pungen. Manden hed Max Wiland, og ifølge hans sygesikringsbevis boede han på So­ litudevej, kun en gade derfra. Hun besluttede sig for at gå derhen med det samme for at aflevere pungen tilbage.

Men da hun lidt efter stod foran hans opgang og kigge­ de op på lyset i det, der måtte være hans lejlighed, var der noget, der holdt hende tilbage. Hun stod og gned pungens bløde læder, mens hun fremkaldte synet af dens ejermand – Max. Han var vel omkring fyrre år, det vil sige næsten dob­ belt så gammel som hun selv. Han var ikke specielt tiltræk­ kende; men han var heller ikke utiltrækkende. Han havde et intenst blik; han havde set lige ind i hende. Måske var det derfor, hun så velvilligt havde lukket øjnene.

Hvad skulle hun gøre? Hun kunne bare ringe på og af­ levere pungen. Så var det overstået, og hun ville sandsyn­ ligvis aldrig se ham igen. Medmindre han inviterede hende indenfor, selvfølgelig. Men hvorfor skulle han gøre det? De havde kaldt ham en fascist, provokeret ham. Og tilmed stjå­ let hans pung. Hun kunne måske lyve og fortælle, at han havde tabt den, da han gik. Men alligevel. Og hvorfor øn­ skede hun overhovedet at blive inviteret indenfor, hvorfor opstod denne tanke?

10

Novellesamling.indd 10

10/06/13 15.43

Hun kunne bare gå derop og få det overstået. Men hun kunne også vente lidt, vente til i morgen, hvor alting igen fremstod mere klart. For lige nu befandt hun sig i en mørk gade på Nørrebro, og hendes tanker var efterhånden kun utydelige skitser.

Hun gik tilbage mod Nørrebrogade. Det var koldt, og hun besluttede sig for at gå direkte hjem og lægge sig under dynen. Klokken var langt over midnat.

Da hun lå i sin seng, tog hun pungen og rørte ved den i mørket. Duften af det fremmede læder virkede pirrende på hende, og hun prøvede at forestille sig, hvordan det ville gå, når hun gik hen for at aflevere den.

Hun ringede på dørtelefonen og forklarede sit ærinde.

“Kom ind,”lød hans stemme, som hun, trods højttalerens forvrængning, straks genkendte.

Allerede på vej op ad trappen følte hun sig spændt.

Da hun nåede op, havde han åbnet døren på klem. Hun bankede forsigtigt på og trådte indenfor i en lille entré, hvorfra en lang gang førte ned til et oplyst rum for enden.

Lige inden for døren hang et spejl, og da hun passerede det, kunne hun konstatere, at hun havde forandret sig. Hun var blevet tyve år ældre. Hun var stadig sig selv, hun var bare ikke nogen ung pige længere. Omkring øjnene bredte små rynker sig i et fintmasket delta, og kinderne var mindre buttede. En ny skønhed havde taget over, og hendes ungdoms sødme var blevet til en moden klarhed; et stærkt lys, følte hun.

Hun gik ned ad gangen og trådte ind i en lille stue. Han sad ved et stort spisebord. Hun kunne konstatere, at han var blevet tilsvarende yngre; ved bordet sad en ung mand på cirka tyve år. Men hun var ikke i tvivl om, at det var ham.

Han havde det samme blik, det samme spil om læberne.

Hun gik hen og lagde pungen på bordet foran ham og gen­ tog det, hun havde sagt i dørtelefonen: “Du tabte din pung i går.”

11

Novellesamling.indd 11

10/06/13 15.43

“Tak,” sagde han. “Det var sødt af dig.” Han åbnede den og kontrollerede, at alt var, som det skulle være.

“Bare rolig,” sagde hun.“Jeg har ikke taget noget.”

Han smilede og rejste sig.

“Må jeg ikke byde på noget ... Som tak. Noget at drikke måske?”

Hun kastede et blik over mod en mørkeblå vitrine, hvor der stod en række flasker.

“Jo tak,” sagde hun. “Men så vil jeg gerne bede om en af dem dér.”Hun gik hen og pegede på en høj tynd flaske med en grøn væske.

“Absint?” sagde han og tilføjede med respekt i stemmen: “Okay ...”

Han fandt to glas og skænkede op. De satte sig over for hinanden ved det store spisebord. Det lignede noget, han havde arvet fra sine forældre, da han flyttede hjemmefra. I hvert fald var det ikke helt nyt.

“Har du boet her længe?” spurgte hun og nippede til den stærke drik.

“Snart et år,” sagde han. “Jeg flyttede hjemmefra sidste sommer.”

Hun betragtede ham et øjeblik. Han havde mellemblondt hår og grønne øjne. Der var noget fint over hans bevægel­ ser, hans hvide hud og hans rolige stemme gav indtryk af en tænksom person. Hendes ord påvirkede ham; hun havde adgang til ham.

“Må jeg ikke tage et billede af dig?”spurgte hun og tog et lille kamera frem fra sin håndtaske og lagde det på bordet.

“Af mig?” sagde han og lo.

“Ja ... Det er en hobby,” sagde hun og nikkede mod ka­ meraet. Han rakte ud efter det.

“Mærkeligt kamera,” sagde han.

“General Igor Petrowitsch Kornitzky,” sagde hun, “trådte i 1982 ind på Mikhail Panfilowitsch Panfiloffs kontor i Le­ ningrad.”

12

Novellesamling.indd 12

10/06/13 15.43

Max lagde kameraet fra sig og smilede forundret.

“I hånden havde han dette kamera,” fortsatte hun og tog det. Hun vejede det et øjeblik i hånden, inden hun afslørede dets identitet: “Lomo-kameraet.”

“Lomo-kameraet,” sagde Max og smagte på ordet, som om hun havde rakt ham et mærkeligt bolsje: “Lomo.”

“Et simpelt stykke mekanik, der i dag har opnået kultsta­ tus. Alene fordi det er så simpelt. Ingen billeder er ens, alle indeholder små variationer. En lille uskarphed eller en lille forvrængning. Havde det været et moderne kamera, ville man påstå, at der var tale om en fejl. Men her er fejlen op­ højet til kunst.”

“Så man er ikke selv herre over sit motiv?”

“Sådan kan du godt sige det. Men meningen er at give los.” Hun løftede kameraet op i strakt arm, pegede på ham med det og knipsede.

“Sådan,” sagde hun.

“Okay,” sagde han.“Og så håber vi, at jeg kom med.”

“Ja, det håber vi.”

Hun rejste sig op.

“Kom,” sagde hun.“Rejs dig op.”

Han nippede hurtigt til sit glas og rejste sig.

“Ja?” “Og læn dig op af væggen. Sådan. Stræk armene ud til siderne. Og kig så på mig.”

Hun knipsede et par gange, hvorefter hun tog sit glas og skålede med ham. Da han ville til at sætte sig, befalede hun ham at blive stående.

“Luk øjnene,” sagde hun.

Han adlød – lænede sig tilbage mod væggen og lukkede øjnene. Armene ud til siderne. Hun betragtede hans krop; han var en smule tynd, men de markerede sener på hans un­ derarme virkede som optræksstreger, der fremhævede hans diskrete muskler. Han var iført en stram T-shirt og jeans. Hun gik hen og løftede en smule op i T-shirten; han åbnede øjnene.

13

Novellesamling.indd 13

10/06/13 15.43

“Nej, luk øjnene,” kommanderede hun.“Jeg vil bare have dig til at holde trøjen lidt oppe. Sådan her.”

Han tog fat i trøjen, så han blottede noget af maven. Hun trak en smule ned i hans bukser, lige akkurat nok til at blotte den øverste del af kønsbehåringen.

“Det her område,” sagde hun og førte en hånd fra maven hen over de krusede hår, “elsker jeg.”

Hun trådte nogle skridt tilbage og knipsede igen. Han blev stående med lukkede øjne, mens hun bevægede sig fra side til side og fangede ham fra forskellige vinkler.

“Lad os få en mere,”sagde hun og hældte mere absint op.

Han åbnede øjnene og betragtede hende et øjeblik, hvor­ efter han rakte ud efter sit glas.

“Skål!” sagde hun og sendte ham et insisterende blik.

Hun tog glasset og slyngede det hele i sig. Han fulgte efter og vred straks sit ansigt i væmmelse over den stærke drik.

“Læg dig på bordet,” sagde hun.

Han tøvede et øjeblik, klappede eftertænksomt hånden mod bordpladen, inden han besluttede sig for at adlyde.

Han kravlede op på spisebordet og lagde sig på ryggen.

Hun satte kameraet for øjet og lod det glide ned over hans overkrop, mens hun knipsede. Da hun gennem linsens sig­ te nåede til hans skridt, standsede hun bevægelsen. Pikken var nu tydelig under buksestoffet. Hun rakte venstre hånd frem og lod den svæve lige over den tykke bule, mens hun knipsede løs med den anden hånd. Motivet var svimlende: Hendes venstre hånd, der regerede over hans erektion, rak­ te ud efter den, tiltrak den. Hun mærkede, hvordan der stod stråler af ophidselse ud i underlivet, hendes køn dunkede som en varmepumpe.

Hun tog flasken med absint og satte den for hans læ­ ber; den grønne væske løb ned ad hans kinder, da han drak.

Bagefter tog hun selv en slurk, den skar hele vejen ned gen­ nem brystet.

“Kom,” sagde hun og trak ham med ind i soveværelset.

14

Novellesamling.indd 14

10/06/13 15.43

Der stod et minianlæg i hjørnet; Pil gik hen og tændte for det. Hun skruede højt op for musikken.

“Dans!” kommanderede hun.

Han sprang op i sengen og begyndte at gynge afventen­ de frem og tilbage fra det ene ben til det andet. Hun sat­ te kameraet for øjet og fulgte hans bevægelser. Til hendes overraskelse begyndte han at trække tøjet af, og hun mær­ kede straks, hvordan liderligheden suste gennem hende som et pistolskud. Det måtte være absinten. Den erobrede dem begge, overrumplede dem. En kemisk reaktion, l’heure vert: thujon i nerverne, alrunerod, gult blomstrende malurt.

Pils finger dansede på kameraets udløser, mens Max sprang nøgen omkring på sengen til musikken, arme og ben spjættede, hans hoved slog vildt til siderne, så hans tjavse­ de hår stod ud i alle retninger. Hans stive pik slog som en trommestik mod maveskindet, musikken dundrede løs, Tom Waits’“Hang On St. Christopher”, det grønne vanvid buldre­ de gennem hans krop, gennem armene, skuldrene, hofterne, knæene, musikken brød rytmisk ud af hans pulserende lege­ me, bassen og trommerne kom indefra.

Hun lagde kameraet fra sig og tog sit tøj af uden at slippe ham med blikket. Hun gik frem til ham, satte det ene ben op på sengekanten og trak ham ned, tog fat i hans nakke og begravede hans ansigt i skødet, lod ham lappe hendes våde skridt i sig.

Da de kneppede, følte Pil loftet falde ned over sig. Ikke som cement og puds, men som elektriske ål, som bløde, våde stød; kroppene kæmpede, kneppede i en neural ned­ bør. De knaldede panderne hårdt mod hinanden, mens Pil steg og sank over hans hårde pik som en stempelmotor, dunk-dunk-dunk, panderne dunkede taktfast mod hinan­ den, så tankerne splintredes i alle retninger; en stor, vildt ornamenteret vase, der smadredes mod et stengulv.

Pil lænede sit hoved bagover. Loftet blev blåt, dernæst grønt og til allersidst blændende hvidt som flokke af lysen­ 15

Novellesamling.indd 15

10/06/13 15.43

de fugle med baskende vinger. Hun åbnede munden og føl­ te, at billedet frøs fast.

Dagen efter faldt den første sne.

Pil gik tilbage til Solitudevej, og denne gang tøvede hun ikke. Hun ringede på dørtelefonen og blev lukket ind uden at behøve at præsentere sig. Men da hun nåede op ad trap­ pen, kunne hun til sin overraskelse konstatere, at det var en kvinde, der tog imod hende. I sin hast havde hun ikke overvejet, at han kunne bo sammen med nogen, og på dør­ telefonen stod kun et efternavn, der ikke afslørede noget om hans partnerstatus.

“Er Max hjemme?” spurgte Pil usikkert.

“Han er på arbejde,” sagde kvinden. Hun var høj og lys­ håret og mindst ti år ældre end Pil. “Jeg ville bare aflevere den her,” sagde Pil og rakte hende pungen.

“Gud, har du fundet den?! Hvor fantastisk! Vent her – jeg henter lige noget til dig.”

Mens Pil ventede, mærkede hun skuffelsen vokse. Dette var ikke, hvad hun havde håbet på. Hun var ikke i stand til at sætte ord på, hvad hun havde regnet med, men hun hav­ de i det mindste troet, at hun ville møde ham igen. Hvorfor var hun ikke i stand til at svare på. Hun havde opbygget en forestilling om, at han var interesseret i hende, det var nok det. Nu var hun bare skuffet og irriteret på ham.

Kvinden kom tilbage med en flaske vin.

“Som tak for hjælpen,” sagde hun.

Pil stod lidt og overvejede situationen, hvorefter hun sag­ de: “Der er ikke noget at takke for. Du kan takke din mand for, at den havnede hjemme hos mig.”

“Hjemme hos dig?”

“Jeg er ked af at skulle fortælle dig det ... men din mand og jeg har haft en affære. Havde jeg vidst noget som helst om, at han var sammen med dig, var det aldrig sket. Men i 16

Novellesamling.indd 16

10/06/13 15.43

går fandt jeg ud af det, så nu har jeg altså valgt at fortælle det. Jeg føler mig lige så snydt som dig. Farvel igen.”

Pil drejede omkring og skyndte sig ned ad trappen. Straks hun nåede ud på gaden, ringede hun til Bertel.

“Hvad siger du til en øl i aften?” foreslog hun. “Jeg har virkelig brug for at drikke øl i aften. En masse øl.”

Da Max samme eftermiddag kom hjem fra arbejde, fandt han en seddel fra Therese på stuebordet. I korte fyndige vendinger forklarede hun, at hans hemmelige elskerinde havde været forbi med hans pung, og at hun nu var flyttet hen til sin veninde. Max studerede chokeret sedlen, mens han langsomt stykkede sammen, hvad der måtte være sket.

“Forbandede møgunger,” mumlede han og ringede til Therese. Men hendes mobil var slukket. Han indtalte en besked på hendes telefonsvarer og forklarede situationen, men så snart han havde lagt på, kunne han mærke, hvor utroværdigt det havde lydt. Han havde fået sin pung stjå­ let af to unge autonome, og nu leverede de den tilbage og hævnede sig på ham med denne røverhistorie, fordi de mis­ tænkte ham for at være fascist?

Han lagde sig på sofaen. Han var fuldstændig udmattet efter en lang arbejdsdag, og den velkomst, han havde fået, da han kom hjem, havde ikke gjort ham mindre træt. Hans krop føltes tyve kilo tungere. Han faldt hurtigt i søvn og drømte en besynderlig drøm om den unge pige – Pil. De mødtes igen.

Han gik tilbage på baren for at konfrontere hende. Og drømmen føjede sig, hun stod præcis det samme sted, som første gang han så hende. Til gengæld ville hun ikke disku­ tere med ham. I stedet foreslog hun, at de gik hjem til ham.

“Jeg er virkelig ked af det, der er sket,”sagde hun.“Og jeg vil sindssygt gerne gøre det godt igen.”

Han var i tvivl om, hvorvidt han skulle blive endnu mere 17

Novellesamling.indd 17

10/06/13 15.43

vred over dette forslag, men besluttede sig for at indvillige.

Måske han så kunne finde en måde at hævne sig på.

Det var først, da de trådte ind i hans lejlighed, og han betragtede sig selv i spejlet i entréen, at han opdagede, at noget var galt. I spejlet så han en kvinde. Han var sig selv, men hans krop var en kvindes. Og Pil, der i samme øjeblik trådte ind ved siden af ham, havde også skiftet køn efter sin entré i lejligheden. Hun var en mand.

De gik ind i stuen og satte sig ved det store spisebord.

Max betragtede manden over for sig.

“Jeg har en indrømmelse,” sagde Pil med et subtilt smil om læberne.

“Nå, hvad så?”

“Jeg følte mig tiltrukket af dig, straks jeg så dig.”

“Af mig?” sagde Max og lod, som om han var forbløffet.

“Du er meget smuk,” sagde hun. “Jeg kunne godt tænke mig ...”

“Ja?” “Jeg vil høre dig, om du har lyst til at fortælle mig, hvor­ dan du ser ud. Nøgen.”

“Hvorfor skulle jeg det?”

“Så vil jeg skrive det ned,” sagde hun og tog en lille sort notesbog frem. Hun åbnede den og tog en kuglepen op af lommen.

“Vil du ikke nok?” spurgte hun.

“Det er svært,” sagde han.

“Prøv alligevel. Hvordan ser dine bryster ud?”

“Mine bryster,” sagde han og tænkte efter. “Mine bryster er almindelige. Middelstørrelse. Brystvorterne er lyse, helt lyserøde. Min hud er meget hvid. Jeg ved ikke ... de er ret almindelige. Det er svært.”

“Må jeg så prøve?”

“Om du må prøve?”

“Kan du ikke tage din trøje af?” spurgte hun.

Han kunne mærke, at han blev usikker. Han var nervøs, 18

Novellesamling.indd 18

10/06/13 15.43

men samtidig en smule ophidset. Hun betragtede ham med et varmt blik, og det beroligede ham.

“Okay,” sagde han og trak stolen lidt tilbage. Han be­ gyndte at knappe sin skjortebluse op, mens han hævede blikket og betragtede stukken over væggen. Da han havde smidt trøjen, blev han siddende et øjeblik i bh. Men han var klar over, at han ikke kunne stoppe her; de sad tavse et kort øjeblik, hvorefter han rakte armene bag om ryggen og knappede bh’en op. Han sænkede blikket igen; hun betrag­ tede hans nøgne bryster, hvorefter hun begyndte at skrive.

Indimellem kastede hun et blik på ham og skrev så hur­ tigt videre. Hun skrev næsten to sider i notesbogen, før hun holdt inde og kiggede afventende på ham.

“Vil du ikke fortsætte?” bad hun.

“Det ved jeg ikke ...” sagde han.

“Har du ikke noget vin? Tag et glas vin.”

Han nikkede og rejste sig. Han åbnede en flaske rødvin og skænkede sig et glas, mens hun blev siddende ved bor­ det og betragtede ham.

“Vil du også have?” spurgte han.

“Nej tak. Du kan bare blive stående.”

Han tog en slurk af vinen. Så endnu en. Og endnu en.

Glasset var næsten tomt, da han satte det fra sig og lynede sin nederdel ned i siden. Han lod den falde til jorden og trådte ud af den. Derefter trak han strømpebukserne af, så han stod kun iført trusser.

Han skænkede mere vin i glasset og tømte det i ét drag.

“Okay,” sagde han og satte glasset hårdt i bordet.

Hun nikkede, og han følte, hvordan han langsomt var blevet opstemt af situationen. Nu var han våd, det var helt sikkert. Hun var igen begyndt at skrive, og da han langsomt trak trusserne af, var det, som om han kunne høre kugle­ pennens skriblende lyd stige i intensitet, den kradsede hen over papiret i sitrende ryk i takt med, at trusserne langsomt gled ned og blottede hans våde køn. Hun skrev nogle linjer, 19

Novellesamling.indd 19

10/06/13 15.43

omkring en halv side, hvorefter hun rejste sig og gik hen til ham. Hun pressede sig ind mod ham og kyssede ham. Han kunne mærke, at hendes pik var stenhård bag buksestoffet.

Han greb med begge hænder om den; hun gispede og tog fat om hans ansigt.

“Beskriv min pik,” sagde hun.

Han faldt ned på knæ og åbnede hendes bukser. Han tog det hårde lem ud og holdt det foran sit ansigt.

“Din pik,” sagde han og betragtede den. Den var hård, men føjelig. Pikhovedet mindede ham om en hjelm, en tysk soldaterhjelm, blankt stål. “Din pik er en knippel,” sagde han.

Hun smilede og tog fat om sit lem, sin knippel. Hun førte den langsomt ind mellem hans læber og begyndte at knep­ pe ham i munden. Han masserede sin kusse med den ene hånd, mens han med den anden rakte op mod hendes an­ sigt.

“Kom,” sagde hun og trak ham op. Hun løftede ham op på kanten af bordet, spredte hans ben og stak det yderste af pikken op i hans våde skød. Hun bevægede sig lidt frem og tilbage i det yderste af hans åbning, inden hun med et pludseligt ryk bankede lemmet helt op i ham og begyndte at kneppe ham med hårde, dybe stød. Han lænede sig bag­ over og begyndte at klynke.

“Knep mig!” stønnede han og mærkede, hvordan hun blev voldsommere og stødte hårdere, når han jamrede.

“Er det godt?” spurgte hun.

“Ja, det er godt,” sagde han.

“Er det godt at mærke mig?” spurgte hun.

“Ja, det er så godt,” sagde han.

“Hvordan føles det? Beskriv, hvordan det føles!”

“Invaderende,” stønnede han.“In-va-derende ...”

Hun kneppede ham, mens hun fortsatte med at udspør­ ge ham. Efter nogle minutters forhør trak hun sig ud, og han sank ned foran hende, så hun kunne sprøjte sin sperm 20

Novellesamling.indd 20

10/06/13 15.43

ud over hans bryster og ansigt. Den løb fra hans læber ned over hagen.

“Hvordan smager det?” spurgte hun.

“Det smager af dig,” sagde han og slikkede sig om mun­ den.

Hun trak sin pik ind i bukserne og lynede op.

“Godt,” sagde hun og gik over og nedfældede de afslut­ tende sætninger. Kuglepennen suste frenetisk hen over bogsiderne, inden hun bankede den ned i papiret for at plan­te det sidste punktum.

Samme aften trådte Bertel ind på sit stamværtshus på Grif­ fenfeldsgade. Han var næsten en time forsinket i forhold til det tidspunkt, han havde aftalt med Pil. Til sin store overraskelse kunne han konstatere, at hun stod oppe ved baren sammen med den fremmede mand, de havde mødt aftenen forinden. Bertel skyndte sig ned til et bord bagest i lokalet, hvorfra han kunne betragte dem. De så ud til at more sig. Han stod helt tæt på hende, han havde lagt en hånd på hendes arm.

Efter små ti minutter, hvor de tilsyneladende havde stået og konverseret let sammen, gjorde de pludselig anstalter til at forlade baren. Bertel rejste sig, og så snart de var ude ad døren, sprang han efter dem.

Han holdt sig ti-femten meter bag dem og sørgede for at bevæge sig så lydløst som muligt. De gik ikke særlig langt, kun lige op til en gade lidt før kirkegården. De låste sig ind i en opgang, og lidt efter tændtes lyset i en lejlighed på tredje sal.

Han stod og betragtede vinduet, mens han tænkte: “Nu knepper de. Jeg elsker hende, og nu knepper de.” Tanken gjorde ondt, han mærkede en nervøs sitren stige op gennem maven som ætsende syre. Han drejede hurtigt omkring og gik med hastige skridt ned til busstoppestedet.

Mens han sad i bussen hjem, forsøgte han at støde tan­ 21

Novellesamling.indd 21

10/06/13 15.43

kerne fra sig, men synet af hans eget triste ansigt i den mør­ ke rude mindede ham hele tiden om, at bag ruden, bag an­ sigtet var verden ude af kontrol.

Så snart han var hjemme, lagde han sig ind i sin seng.

Han lå længe og stirrede ud i mørket, og netop som han var ved at falde i søvn, ringede dørtelefonen. Det var Pil. Han trykkede hende ind og gik tilbage i seng.

Han lå med ryggen til, da hun kom ind.

“Hej,” sagde hun.

Han svarede ikke.

Hun gik hen og satte sig på sengekanten.

“Hej,” gentog hun.

“Jeg ved, at I har været sammen,”sagde han uden at ven­ de sig om.

Hun sad tavs et øjeblik. Han kunne høre sit eget ånde­ dræt som en svag piben fra det øverste af brystet.

“Okay,” sagde hun.“Og hvordan ved du det?”

Han drejede hovedet og kiggede på hende: “Det ved jeg bare.”

Hun smilede, et hurtigt smil. Hendes kinder var røde.

Han vendte sig helt om mod hende, trak dynen væk fra brystet.

“Jeg ved ikke ...” begyndte hun.

“Hvad?”

“Jeg ved ikke lige, hvad der skete.”

“Så det er rigtigt?”

Hun nikkede og rettede blikket over mod vinduet.

“Han er slet ikke min type,” sagde hun.

“Men var det ... godt?”

“Om det var godt?”Hun kiggede forundret på ham.“Hvor­ for spørger du om det?”

“Fordi jeg gerne vil vide det.”

“Det rager da ikke dig.”

“Jo, det gør.”

“Hold nu op, Bertel.”

22

Novellesamling.indd 22

10/06/13 15.43

Han lukkede øjnene.

“Bertel ... hvad er der?”Hun strøg en hånd hen over hans hår.

“Ikke noget,” sagde han og rystede på hovedet. “Åh, Bertel ... Vi er jo bare venner. Vi er jo bare venner, ikke?”

“Jo.” “Men hvis du endelig vil vide det, så var det ikke specielt godt.”

Han åbnede øjnene og betragtede hende.

“Jeg vil vide det,” sagde han.“Jeg vil vide det hele.”

“Men det var, som jeg siger. Det var ikke godt ... Det var forfærdeligt. Forfærdelig sex.”

“Så I kneppede?”

“Kald det, hvad du vil.”

“Men fortæl, hvad der skete.”

Hun betragtede ham et øjeblik, mens hun overvejede si­ tuationen.

“Fortæl det. Jeg vil gerne vide det.”

“Ja ... okay,” sagde hun. “Hvis du virkelig vil vide det. Vi mødte hinanden, og vi gik hjem til ham. Jeg ved ikke, hvad der skete. Af en eller anden grund havde jeg tænkt på ham.

Og så blev vi fulde. Jeg var allerede fuld nede på baren. Først var han vred på mig over det med pungen, men så udvikle­ de samtalen sig ...”

“Og så gik du med ham hjem?”

“Ja. Pludselig stod vi i hans entré. Allerede da virkede det helt forkert. Jeg kan huske, at der hang et spejl. Jeg kigge­ de på os. Vi var så grimme. Vi var virkelig grimme at se på.

Frastødende. Det var slet ikke os. Jeg så fed ud, virkelig fed.

Og utiltrækkende, min hud virkede fedtet, og jeg så træt ud.

Og han så gammel ud, meget ældre end han var. Gammel og slidt. Det var virkelig ikke særlig ophidsende. Og så ...

Jeg kan huske, at jeg tog mit tøj af, det var inde i hans stue, det hele var så oplyst. Han sad på en stol og iagttog mig, og 23

Novellesamling.indd 23

10/06/13 15.43

jeg kunne ikke glemme det, jeg havde set i spejlet. Min krop var så hvid ... så bleg og fed. Mine patter hang som to store sække, jeg følte, at det hele hang på mig. Og så knappede han sine bukser op ...” Hun tav.

“Og hvad så?”

“Så ville han have, at jeg suttede den af på ham. Og det gjorde jeg også, men han stank af sved, og hans pik var lille, lillebitte. Og krum. Jeg suttede ham med lukkede øjne. Jeg fik hans kønshår mast ind i ansigtet, det stak som masser af små, kriblende insekter, som små dyr med lange tentakler.

Så tog han fat i min nakke og tvang mig længere ind mod ham. Slik mine nosser, sagde han. Jeg adlød og begyndte at slikke hans pung, der hang som en slap pose. Den smagte surt af sved, og jeg tænkte hele tiden på, at jeg havde noget dødt i munden. Bagefter vendte han mig om og kneppe­ de mig bagfra. Jeg lå på det hårde trægulv, mine knæ gjor­ de ondt. Jeg sagde ikke et ord; det eneste, jeg kunne høre, var den klaskende lyd af ham mod mine baller. Og så hans grynt. Gutturale grynt, som et svin. Det gik hurtigt, under et minut, inden han kom. Han vendte mig om, så hans sæd kunne klatte ned i munden på mig. Lange geléagtige trevler, der smagte af metal. Metal og noget andet. Noget dødt. Jeg var ved at brække mig ... Det var virkelig forfærdeligt, det føltes helt forkert. Som at blive kropsvisiteret. Sådan føltes det, det havde ikke noget som helst med sex at gøre.”

“Fascist,” sagde Bertel.

“Ja,” sagde Pil.“Det var virkelig ret ... fascistisk.”

“Jeg kunne se det med det samme,” sagde Bertel. “Jeg vidste med det samme, at han var fascist.”

Pil nikkede og trak dynen op om ham.

“Du havde ret,” sagde hun. “Men nu synes jeg, du skal sove. Så kan vi snakke i morgen.” ”Bliver du?”

“Ja, selvfølgelig,” sagde hun og kyssede ham på panden.

Han lukkede øjnene. Hun blev siddende på sengekanten 24

Novellesamling.indd 24

10/06/13 15.43

og strøg ham over håret, mens han lå og forsøgte at tro på det, hun havde fortalt.

Lidt efter sov han.

Novellesamling.indd 25

10/06/13 15.43