Året uden sommer - læseprøve

100

155

28

155

100

Af samme forfatter:

„Gribende og nødvendig beretning“ 100 mm

Carsten Jensen

Fatland

“er ika Fatl aN d tag er et uSælg elig t emNe, g ør det Svært For Sig Selv, og lykkeS hele vejeN” MorGenbladet

Gribende debut: norske erika fatland beskriver det ubeskrivelige i en bog, der blev uhyggeligt aktuel. i englebyen tager hun os med tilbage til 2004: hele verden følger med i et drama, som udspiller sig på en skole i lilleputbyen Beslan i nordkaukasus. tre forfærdelige dage, der ender med, at 186 børn og 147 voksne mister livet i en af de mest brutale terroraktioner i historien. Den lille soveby bliver forandret for altid. hvordan lever man videre efter sådan en katastrofe? erika fatland har brugt seks år på at skrive englebyen . hun har mødt overlevende og efterladte på nært hold, og gennem dem får vi indblik i hele det

Året uden sommer “rita kan ikke længere lide, at der er stille i lejligheden, derfor er tv’et altid tændt. Døren til alas værelse er åben.

Det står, præcis som hun forlod det fem år tidligere. På sengetæppet er der opstillet talrige bamser og dukker.

Pulten er ryddet, klar til stileopgaver og matematikøvelser.”

lille samfund. tilfældet ville, at erika fatlands gribende beskrivelse af livet, sorgen og katastrofen i Beslan udkom i norge i august 2011, umiddelbart efter den forfærdelige tragedie på Utøya. hele norge har taget erika til sig som en enestående rejsefører gennem sorgens landskab.

135 mm

100 mm

NomiNeret til Brageprisen i Norge HHHHH “SkræmmeNde aktuel (...) du bliver grebet, StrakS du åbNer bogeN” VG HHHHH “eN bog, Som alle bør læSe” HauGesunds aVis

“Stærk, velSkrevet bog om terroreNS laNgSigtede priS” daGbladet

Erika Fatland

Englebyen historier fra Beslan L I N D H A R D T O G

R I N G H O F

erika Fatland (f. 1983), norsk forfatter og socialantropolog. har studeret i lyon, helsinki, København og oslo, hvor hun afsluttede sin Ma i 2008. feltarbejdet for hendes speciale blev udført i Beslan i nordkaukasus, hvor erika boede i en længere periode i 2007 for at tale med de berørte familier, lærere og myndigheder om eftervirkningerne af terrorangrebet i september 2004. englebyen er blevet til på baggrund af denne rejse. erika fatland bor lige nu i oslo, hvor hun arbejder på en bog om den 22. juli – terrorangrebet i oslo og massakren på Utøya. Bogen har indtil videre arbejdstitlen alle dagene der fulgte og udkommer i efteråret 2012.

Fortællinger fra Utøya ❤❤❤❤❤

„En stærk og grusom fortælling“ Mette Højbjerg, Politiken

HHHH „Værd at læse“ Hans Engell, Ekstra Bladet HHHH

„Gribende i sine blik ind i børneværelsernes knugende stilhed“ Mads Kastrup, Berlingske

„Erika Fatland glimrer i mødet med borgerne i Beslan“ Lotte Kirkeby Hansen, Kristeligt Dagblad „Hjertegribende historier om, hvad der skete under og efter terrorangrebet på Beslan i Nordkaukasus … Englebyen er letlæst og medrivende … knugende som bøger om Anden Verdenskrig ofte er det“ Mette Skak, Weekendavisen

www.lindhardtogringhof.dk

Året uden sommer smuds 060513.indd 1

Lindhardt og Ringhof

„En stærk sansemættet og gribende beskrivelse af en af det sidste tiårs allerværste terrorhandlinger. Meget anbefalelsesværdig bog.“ Lektørudtalelse

13/05/13 11.20

210 mm

“tv-billederne fra Beslan gjorde indtryk. terroristerne blev fordømt af myndighederne over hele verden, der blev arrangeret sms-aktioner i sympati med ofrene, og folk tændte levende lys i vinduerne til minde om de børn, der blev dræbt. tusinder af breve og gaver fra hele verden blev sendt til Beslan. Men efterhånden som ugerne gik, dalede interessen, og journalisterne rejste hjem. Kameralinserne zoomede ind på andre skæbner, og friskere nyheder overtog skærmene. i Beslan havde de netop begravet deres døde.”

20,5 mm

EnglEbyEn

Erika

“De to sortklædte mænd pressede sig ind på forsæderne i den lille Zjiguli, mens jeg og kvinden, der skulle være min guide de næste dage, satte os på bagsædet. De store mænd virkede underligt malplacerede i de smalle sæder.

Vova og rusik hed de, havde pistol i bæltet og talte ikke unødigt. Deres opgave skulle være at passe på mig, dag og nat, de næste tre måneder.”

135 mm

Erika Fatland

Året uden sommer

Erika Fatland taler otte sprog og er vidt berejst, men i Året uden sommer har hun vendt blikket indad, til hjemlandet Norge og den tragedie, der ramte hele landet i 2011.

Hvorfor læse en bog om Utøya?

Er der ikke nogle ting, der har det bedst med at blive glemt? Hvad er meningen med at dykke ned i noget, der alligevel overgår enhver forstand?

Der er tre korte svar på de spørgsmål, og de findes alle i Erika Fatlands bog.

Ikke i de utænkelige rædsler, der lige pludselig blev virkelighed for en gruppe unge mennesker på sommerlejr.

Men i de ufattelige menneskelige ressourcer, som selv helt unge mennesker kan mønstre, når de står i noget, som de færreste af os har fantasi til at forestille sig.

Det mod, den kærlighed til livet og den klogskab, som kun viser sig, når vi har allermest brug for den.

De findes i det sorgarbejde, der er blevet de overlevende og de efterladte til del. Og de findes i en forståelse – ikke af Breivik – men af de lighedstræk, der er mellem hans gerninger, og andre som ham – dem, som efterforskerne kalder „de ensomme ulve“.

E RIKA F ATLAND

erika Fatland (f. 1983), norsk forfatter og socialErikahar Fatland 1983) er norsk antropolog. studeret i lyon, (f. helsinki, København og oslo, hvor hun afsluttede sin Ma i 2008. feltarbejdet Hun for hendes forfatter og socialantropolog. speciale blev udførtpå i Beslan i nordkaukasus, hvor erika debuterede dansk i 2012 med den boede i en længere periode i 2007 for at tale med de berørte anmelderroste bog Englebyen om familier, lærere og myndigheder om eftervirkningerne af sorgarbejdet i den2004. nordkaukasiske englebyen er blevet til på terrorangrebet i september baggrund af denne rejse. erika fatland boroffer lige nu ifor oslo, hvor lilleputby Beslan, der blev hun arbejder en bog om den 22. juli – terrorangrebet i oslo den mestpå forfærdelige terroraktion og massakren på Utøya. Bogen har indtil videre arbejdstitlen som følge af konflikten i Tjetjenien. alle dagene der fulgte og udkommer i efteråret 2012.

210 mm

232

100 mm

Erik a Fatland

Året uden sommer Fo r tæ l l i n g e r f r a U t ø ya

På dansk ved Peter Nielsen

Lindhardt og Ringhof

bog2727_Året-uden-sommer.indd 3

03-05-2013 12:50:35

Forord

De 189 minutter

Den norske sommer er så kort.

Som et flimrende glimt i årets cirkel ligger den og skiller mørke fra mørke. I nogle få, hektiske uger står den på. Nord for polarcirklen er det ikke nat, mens nætterne i Sydnorge kun er som korte skumringstimer. De tre sidste uger af juli hersker industriferien, som er helliget den korte, nordiske sommer. I disse uger er hele landet optaget af at få mest muligt ud af den, uanset hvordan vejret er. Man tager ud til hytten, til musikfestivaler, på camping, på vandretur i fjeldet, på togt med fritidsbåden langs kysten. Eller man rejser ud af landet. Eller man bliver i byen og nyder, at den er mennesketom og stille.

Eller man tager på en sommerlejr.

Norge står stille. Private og offentlige kontorer er næsten tomme.

På redaktionerne kommer sommervikarerne nu til for at skrive om vejret og badevandstemperaturerne. Man kontakter ikke nogen ud over den nærmeste kreds, hvis man ikke absolut er nødt til det. Denne tre uger lange søndag er en social konvention og en velerhvervet social rettighed, men frem for alt et nødvendigt svar på de lange og skumrende efterårsmåneder, de endnu længere og mørkere vintermåneder og det træge og ofte så kølige forår.

Fredag den 22. juli 2011 kl. 15.17 parkerede den 32-årige Anders Beh­ ring Breivik fra Skøyen i Oslo, arbejdsløs, ikke tidligere straffet, en VW Crafter varebil med registreringsnummer BR 99834 lige uden 7

bog2727_Året-uden-sommer.indd 7

03-05-2013 12:50:35

for indgangen til Høyblokka midt i Regeringskvarteret i centrum af hovedstaden. Bilen indeholdt en hjemmelavet bombe, fremstillet af kunstgødning, diesel og aluminium, på 950 kilo.1 Efter at have tændt lunten, som havde en brændetid på syv minutter, gik gerningsmanden hurtigt videre langs Grubbegata til en flugtbil, han havde parkeret et stykke borte. Overvågningsoptagelser viser, at han var iført falsk politiuniform og havde en pistol i hånden.

Han satte sig i bilen, en sølvgrå Fiat Doblo VH 24605, og kørte syd­ vestover, ud af Oslo, på vestsiden af fjorden.

Kl. 15.25.22 detonerede bomben i Regeringskvarteret med ødelæggende kraft. Otte personer blev dræbt på stedet, ni personer fik kritiske skader; mindst 200 blev såret i forskellig grad. Eksplosionen kunne høres over hele den indre by, og bygninger op til 500 meter fra eksplosionsstedet fik synlige skader. Hele Regeringskvarteret, centrum for den udøvende magt, samt Højesterets bygning, sæde for den øverste dømmende magt, blev sat ud af funktion.

Mens de første meldinger om eksplosionerne i Oslo blev kendt gennem norske og internationale medier, kørte terroristen roligt ud af byen. Han mødte ingen politiafspærringer undervejs og fortsatte uhindret sydover langs E18. Lidt over kl. 16.00 drejede han i Sandvika af på E16 mod Hønefoss. Han kørte cirka 24 kilometer videre mod og langs med Tyrifjorden, indtil han kl. 16.26 kom til afkørslen til Utøya anløbsbro i Utvika. Afkørslen kan være vanskelig at finde; den er smal, dårligt afmærket og kommer pludseligt til syne, men gerningsmanden havde lavet grundigt forarbejde og vidste, hvor han skulle dreje af. Han parkerede ved en opkørsel til hovedvejen, og sad og ventede i bilen i omkring en halv time.

Lidt før kl. 17.00 kørte gerningsmanden ned ad den stejle bakke til Utøya anløbsbro, parkerede i et mindre skovstykke cirka 30 meter fra færgelejet og tog så kontakt med AUF’s vagter i området. Stadig iført sin falske politiuniform præsenterede han sig som en tjenestemand fra PST, Politiets Sikkerhedstjeneste, og bad om at blive sejlet over til Utøya, en 12.000 m2 stor ø, hvor Arbeiderpartiets ungdomsorganisa 1 Tidsangivelserne og de øvrige faktuelle oplysninger, som fremkommer i denne indledning, er baseret på 22. juli-kommissionens rapport.

8

bog2727_Året-uden-sommer.indd 8

03-05-2013 12:50:35

tion AUF, Arbeidernes Ungdomsfylking, hvert år afholder sin sommerlejr. Årets lejr var nu i gang på tredjedagen. Denne fredag eftermiddag befandt der sig i alt 564 personer på øen.

Set i lyset af hændelserne i Regeringskvarteret virkede det tilforladeligt, at der skulle komme en politibetjent fra Oslo til øen for at orientere om sikkerheden, som den uægte politimand påstod, det var hans hensigt. AUF’s vagt foretog et opkald til lejrledelsen over den interne forbindelse og meddelte, at en politibetjent ville over til øen.

Lidt over klokken 17.00 sejlede færgen “MS Thorbjørn”, et gammelt, militært landgangsfartøj, som AUF havde anskaffet i 1997, mod Utøya anløbsbro på landsiden. Daglig leder for Utøya A/S, Monica Bøsei, tog med over for at tage imod politibetjenten. Omtrent kl. 17.10 satte færgen kursen tilbage mod Utøya med manden, der udgav sig for at være politibetjent, om bord. Med sig havde han et halvautomatisk gevær med kikkertsigte og bajonet samt en tung plastkasse, som senere skulle vise sig at indeholde over tusinde patroner. Monica overtalte ham til at skjule geværet i en sort plastsæk for ikke at skræmme de unge. I et hylster på låret bar han en fuldt synlig halvautomatisk pistol.

Der er 625 meter fra anløbsbroen til Utøya, og bådturen tager syv-otte minutter. Breivik ankom til anløbsbroen på Utøya med “MS Thorbjørn” kl. 17.17. Skipperen tilbød at hente en varebil for at fragte plastkassen op til hovedhuset. Da han gik i land, blev den falske politibetjent mødt af en ægte politibetjent, Trond Berntsen, som i fritiden var hyret vagt på AUF’s sommerlejr.

Cirka fire minutter efter at Breivik blev sat i land, skød og dræbte han Monica Bøsei og Trond Berntsen. Massakren, som skulle ende med at kræve 69 menneskeliv, var i gang.

De første opkald til alarmnummer 112 fra Utøya blev registreret kl. 17.24. I de næste minutter og timer fortsatte nødopkaldene med at komme i en tæt strøm til politiets nødcentraler over hele landet, så vel fra personer der befandt sig på Utøya, som fra pårørende og venner, de havde været i kontakt med.

En patrulje med to polititjenestemænd fra Hønefoss ankom til færgelejet ved Utvika kl. 17.52. Henholdsvis kl. 17.59 og kl. 18.24 ringede gerningsmanden til politiets nødtelefon fra en stjålet mobiltelefon. Han præsenterede sig som “Anders Behring Breivik, kommandør 9

bog2727_Året-uden-sommer.indd 9

03-05-2013 12:50:35

i den norske antikommunistiske modstandsbevægelse”, og oplyste, at han var klar til at overgive sig til politiet. Efter begge opringninger fortsatte han ufortrødent massakren.

I mellemtiden havde politiet ændret mødested fra Utøya anløbsbro på landsiden, 625 meter fra Utøya, til Storøya, omkring 3,6 kilometer nord for Utøya. Først kl. 18.11 satte politiets gummibåd ud fra Storøya. 11 politimænd fra indsatsstyrken var gået om bord i den lille båd, som tydeligt overlastet bevægede sig i langsom fart sydover mod Utøya. Efter fem minutter fik den motorstop.

På dette tidspunkt var der allerede en række private fritidsbåde, ført af frivillige campingturister, fastboende og hyttebeboere i Utvika og langs kysten, ude på fjorden for at redde unge, som i panik var svømmet ud fra øen i det iskolde vand. Nu måtte de også redde politiets redningsaktion. En fører af en fritidsbåd kom politiets gummibåd til undsætning, og ti mand flyttede sig over i hans båd. Også denne båd blev for tungt lastet og gik i langsom fart. Efter at de havde sejlet nogle hundrede meter sydover, mødte indsatsstyrken to andre frivillige bådførere i en hurtiggående båd. Fire politifolk flyttede over i denne båd. Fordelt på to både kunne aktionen endelig tage fart. Den første båd med politifolk ankom til Utøya kl. 18.27, den næste godt et minut senere.

De sidste fem ofre blev dræbt på Sydspissen cirka kl. 18.30. Breivik blev pågrebet kl. 18.34. Han overgav sig umiddelbart og blev ført bort til det hvide hovedhus på øen, hvor han blev kropsvisiteret og afhørt.

Han gav udtryk for, at han troede, politiet ville henrette ham på stedet, men tilføjede, at han betragtede politiet som sine brødre. Da han blev afklædt uniformen, poserede han spøgefuldt for politiets fotograf og viste sine muskler.

I mellemtiden gik gennemsøgningen af Utøya udført af sundhedspersonel, redningsfolk og politi i gang, og hårdt sårede unge blev ført over til fastlandet. En række sårede var allerede blevet transporteret over til landsiden af frivillige, og de blev derfra kørt med ambulance eller fløjet med helikopter til forskellige sygehuse på Østlandet.

Politiets ene overvågnings- og indsatshelikopter kom aldrig på vingerne denne dag. Den stod på jorden i Oslo på grund af ferieafvikling.

10

bog2727_Året-uden-sommer.indd 10

03-05-2013 12:50:35

Ved Tyrifjorden kæmpede politi, redningsmandskab og frivillige med at skabe en slags orden og overblik i kaosset af hjælpetrængende eller dybt traumatiserede unge, der var blevet bragt i land, samtidig med at presset fra ankommende pårørende, forældre og søskende, som havde kastet sig ind i bilerne og var kørt mod Tyrifjorden, tog til.

Samlingssted blev Sundvolden Hotel, et 350 år gammelt familie- og konferencehotel, hvor personale og gæster gjorde deres yderste for at hjælpe ofrene, som nu strømmede til i hundredvis.

Efterhånden som aftenen gik mod nat, blev det klart, at der havde fundet en veritabel massakre sted på Utøya. De endelige tal skulle vise, at Anders Behring Breivik i løbet af 189 minutter havde taget livet af i alt 77 personer og såret flere hundrede andre.

Norge er et langstrakt land, men der er ikke langt mellem menneskene. Geografisk er Norge stort, næsten lige så stort som Tyskland, men det er et meget lille samfund med knap fem millioner indbyggere. Det år, som er gået med efterforskning, kritik af politiindsatsen, to retspsykiatriske rapporter om tiltalte, de ti uger lange hovedforhandlinger i Oslo tingret samt kommissionsrapporten og dens efterspil, har næsten udelukkende været en forlængelse af dette samfundsmæssige og personlige traume.

Mange, specielt blandt dem som ikke er direkte berørt, ønsker nok efterhånden, at livet så snart som muligt skal gå videre. For andre har tiden stået stille efter den sommer, hvor vi mistede så mange.

I de 189 minutter mellem kl. 15.25 og kl. 18.34 den 22. juli 2011 blev Norge ikke bare stillet over for sin største krise siden Anden Verdenskrig, men vores fredelige, næsten idylliske samfund blev forandret. Enhver nordmand vil for altid huske, hvor han var, og hvad han foretog sig den dag. * * * Jeg var i Portugal på ferie, da nyheden om eksplosionen i Oslo kom.

I næsten seks år havde jeg arbejdet med en masteropgave i socialantropologi og siden med en reportagebog om terroraktionen ved Skole nr. 1 i Beslan i Nordkaukasus i 2004, hvor 333 mennesker, ho11

bog2727_Året-uden-sommer.indd 11

03-05-2013 12:50:35

vedsagelig børn, mistede livet ved en gidselaktion, der varede i tre dage. Opgavens hovedformulering var forholdsvis enkel: “Hvilke eftervirkninger får en så dramatisk og voldelig hændelse på sigt i et relativt lille lokalsamfund?”

Svarene var ikke opløftende. Jeg kom til en by præget af konflikter, gensidige beskyldninger og en sorg, som ikke ville slippe taget; ikke engang tre år efter. Som gæst blev jeg imidlertid modtaget med en rørende gæstfrihed. Jeg blev inviteret ind i hjem, hvor tiden var standset, hvor de tomme børneværelser stod, akkurat som de blev forladt om morgenen den 1. september, som tidskapsler af sorg, hjem hvor mødrene kun var skygger af sig selv. Samtidig mødte jeg mange modige og handlekraftige kvinder, som, til trods for de personlige vanskeligheder, det medførte, havde organiseret sig imod myndighederne i Moskva og forlangte at få foretaget uafhængige efterforskninger af gidseldramaet.

Da masteropgaven var afleveret, kunne jeg ikke slippe Beslan. Tre år senere, i 2010, rejste jeg tilbage, denne gang for at skrive en reportagebog.

Nu var bogen endelig færdig og skulle snart udkomme. I tankerne var jeg allerede i gang med en ny bog, en børnebog denne gang. Efter at have haft terror og død så tæt inde på livet i så mange år, føltes det befriende at arbejde med en legelysten børnefortælling. Dagene i Portugal var præget af plaskende lyde fra svømmebassinet, hvor ungerne hyggede sig, lade eftermiddage i liggestolen med en roman, duften af grillkul under stjernerne.

Midt i denne ferieidyl, lidt før klokken fire om eftermiddagen den 22. juli, ringede min bror, som det år havde sommerferiejob som omviser på Slottet i Oslo. Med hektisk stemme fortalte han, at lysekronerne havde rystet, at de havde måttet evakuere, og at resten af ugens omvisninger var aflyst. Slottet var omringet af soldater, Oslos gader var ikke til at kende igen.

Jeg rådede ham til at holde sig væk fra centrum. Sæt der sprang endnu en bombe?

Ud på eftermiddagen sad vi og fulgte nyhedsudsendelserne. Da vi efterhånden fik at vide, at nogen gik rundt og skød unge mennesker på AUF’s sommerlejr på Utøya ned for fode, vidste jeg endnu ikke, at jeg kendte nogen, som befandt sig der.

bog2727_Året-uden-sommer.indd 12

03-05-2013 12:50:35

Men far, jeg må lægge på nu

“Lars er på Utøya!” Min mor lød ophidset i telefonen. Frem til for et par timer siden havde jeg aldrig hørt om Utøya, langt mindre anede jeg, at min fætter, Lars Grønnestad, var der. Ingen i min familie har nogen sinde været specielt politisk aktive; vi stemmer ved valgene, og det er det. Lars er antagelig den første af os, som nogen sinde har meldt sig ind i en politisk ungdomsorganisation. Hvornår gjorde han det?

“Men han har det altså godt. De har fået bekræftet, at han er i sikkerhed,” beroligede min mor mig. Klokken var lidt over otte om aftenen. Ingen af os vidste, at der var sket en forveksling. Det var ikke vores Lars, der var i sikkerhed, men en anden Lars. På dette tidspunkt vidste ingen, hvordan det gik med vores Lars.

Da Lars hørte om bombeeksplosionen, var hans første tanke, at han måtte ringe til sine forældre. De var begge på ferie i udlandet, og han kunne ikke huske, nøjagtigt hvilken dag de ville komme hjem igen.

Var det allerede i aften? Det var næppe en god idé at lande i Gardermoen nu, tænkte han og ringede for at advare dem. I Spanien kunne han ikke få svar hos moren. Heller ikke faren, som var i Montenegro sammen med lillebroren, Harald, hørte, at han ringede. Faren og Harald sad på hotelværelset og fulgte med i dækningen af bomben i Oslo på Al Jazeera. De samme billeder rullede over skærmen om og 13

bog2727_Året-uden-sommer.indd 13

03-05-2013 12:50:35

om igen. Da faren opdagede, at han havde et ubesvaret kald fra Lars, ringede han straks tilbage.

“Jeg har det godt,” forsikrede Lars ham, “men du må ikke flyve hjem til Oslo nu. Det er ikke sikkert. Hvad, hvis der sker noget i Gardermoen?”

Mens de talte sammen, hørte Lars en del smæld. Han blev irriteret. Hvem var så ufølsomme, at de skød fyrværkeri af nu? Han så sig om i teltlejren for at finde ud af, hvor lydene kunne være kommet fra, og fik øje på en gruppe unge, der kom løbende nedad. Hvorfor løb de? Deres ansigtsudtryk fik det til at gibbe i ham. Deres ansigter var ikke røde eller lyserøde, sådan som sommeransigter normalt er; de var hvide, næsten grønlige, som på et Munch-maleri. Deres munde var krænget nedad, ligesom spædbørn der græder med hele ansigtet.

Men dette var ikke spædbørn, det var unge mennesker, voksne. Det var råt, ækelt og ægte. Slet ikke som på film.

“Men far, jeg må lægge på nu, for der sker noget her,” sagde Lars.

Han lagde på uden at afvente svar. Som de fleste andre, der var i teltlejren netop da, begyndte han at småløbe efter de forfærdede unge, selv om han ikke forstod, hvorfor de løb.

“Stop! Det er politiet!” råbte en af de unge, som var blevet stående i en lille klynge mellem de farverige telte. Lars vendte sig og så op mod bakketoppen. Der stod en høj, blond mand i politiuniform. Der var noget ved ham, som fik Lars til at tænke, at han ikke opførte sig sådan, som en politibetjent skal opføre sig. Han manglede den autoritet, en politibetjent skal have, og det virkede ikke, som om han var ude efter at berolige. Hans blik var mere søgende.

Alt dette skete på under et halvt minut. Politibetjenten hævede våbenet mod dem, og det smældede igen. De løb i alle retninger; Lars mere joggede end løb. En politibetjent, der skyder mod de unge? Det gav ikke mening. Lige før Lars nåede frem til skovkanten, mærkede han et tryk i ryggen. Det føltes som slaget af en knytnæve, men kun kraften af knytnæven var tilbage, ikke selve næven. Han løb ind mod skoven, indtil kroppen ikke ville bære ham længere. Han kom ikke så langt. Omtrent 30 meter fra Kjærlighetsstien, på den mudrede traktorvej, kunne han ikke længere trække luft ned i lungerne og faldt sammen. Han prøvede at tage sig bag på ryggen, men det lykkedes 14

bog2727_Året-uden-sommer.indd 14

03-05-2013 12:50:35

ikke. Den højre skulder fungerede ikke længere, som den skulle. Da han forsøgte igen med den venstre hånd, mærkede han, at ryggen var våd af blod. “Fandens!” sagde han højt til sig selv. Rundt om ham til alle sider løb der unge, skræmt fra vid og sans, men netop der, hvor han lå, i mudderet på traktorvejen, var der ingen. Hjernen arbejdede på højtryk. Hvem havde skudt ham? En islamist? Men politibetjenten var hvid. Kunne det dreje sig om en konvertit? Først bombeeksplosionen i Regeringskvarteret, så en politibetjent der skød ungdomspolitikere. Tanken virkede langt ude, men var dette et statskup? En tredje mulighed var, at politibetjenten var højreekstremist. Men hvorfor havde han så ikke i stedet valgt Socialistisk Ungdom, som skulle have lejr på øen ugen efter?

Men lige nu var der ikke tid til at gruble over de forskellige teorier. Lars forstod, at han ikke kunne blive liggende, hvor han lå. Terrænet var for åbent. Det var første gang, han var på Utøya, og han var ikke særlig godt kendt på stedet, men han var nødt til at finde et bedre gemmested. Helst et, som lå lige i nærheden. Kroppen var så fuld af adrenalin, at han næsten ikke følte smerte, men hverken armene eller benene fungerede længere, som de skulle, og han kunne ikke rejse sig. Den 19-årige samlede, hvad han havde af viljestyrke, og arbejdede sig op i en slags oprejst stilling. Han halvt gik, halvt kravlede hen mod Musikteltet, som lå et stenkast borte. På vejen derhen fik han øje på en lysning, hvor der stod et træ med lave grene. Et godt gemmested, besluttede han og kravlede ind under grenene. Han kunne ikke tillade sig at være kræsen, og dette skjulested var hundrede gange bedre end den åbne traktorvej.

Lars fandt mobiltelefonen frem, som han få minutter tidligere havde talt med faren i, og ringede 112. Han kom igennem med det samme.

“Hej,” sagde damen i den anden ende. “Hvad drejer det sig om?”

Lars begyndte at fortælle, og operatøren bekræftede, at de havde modtaget meldinger om, hvad der skete på Utøya.

“Er du kommet til skade?” ville hun vide.

“Jeg tror, jeg er blevet skudt,” svarede Lars.

“Hvor?”

“I ryggen.”

15

bog2727_Året-uden-sommer.indd 15

03-05-2013 12:50:35

“Kan du trække vejret?”

“Ja, men det er svært. Det gør ondt.”

Operatøren rådede ham til at lægge pres på såret. Han måtte lægge sig på en sten, hvad som helst, for at få lagt pres på skaden, sagde hun.

Så stillede hun ham om til den allerførste politipatrulje, som var på vej mod Utøya. I bilen, som kørte for fuld udrykning mod Utøya-anløbsbroen, sad to 30-årige fra Nordre Buskerud politidistrikt. Dækningen var dårlig, og Lars nåede ikke at veksle mange ord med dem, før forbindelsen blev afbrudt. Da dækningen kom tilbage igen, tikkede der en sms ind fra politibetjenten, han netop havde talt med. Lars ringede op igen.

“Hvad hedder du?” ville politibetjenten vide. “Er du blevet skudt?”

Lars fortalte, hvad han hed, og bekræftede, at han var blevet skudt.

“Hvor ligger du?” spurgte politibetjenten.

“Det ved jeg ikke, om jeg vil sige til dig,” svarede Lars.

“Hvorfor ikke?” spurgte politibetjenten undrende.

“Det var en politibetjent, som skød mig.”

“Var han uniformeret?”

“Ja.” “Hvor mange var der?”

“Jeg så kun én.”

“Jeg ville ønske jeg kunne sige noget, der kunne hjælpe,” sagde politibetjenten over den knitrende linje. Sirenerne fra deres bil gjorde det ekstra svært at høre, hvad der blev sagt.

På den våde skovbund under de lave grene ræsonnerede Lars sig lynhurtigt frem til, at den nuværende situation havde tre mulige udfald: Hvis han blev liggende, hvor han var, og ingen fandt ham, ville han før eller siden dø af skudsåret og blødningerne. Hvis han blev fundet, og der virkelig var tale om et statskup, ville han antagelig blive dræbt. Hvis manden, som havde skudt ham, derimod opererede alene, ville politibetjentene gøre alt for at redde hans liv, hvis de fandt ham. Kun ét af de tre mulige udfald rummede en mulighed for overlevelse.

“Jeg ligger ved Musikteltet,” sagde han.

“Hvor ligger det?” spurgte politibetjenten. Lars blev lettet. De var åbenbart ikke kendt på øen.

16

bog2727_Året-uden-sommer.indd 16

03-05-2013 12:50:35

“På den modsatte side af dér, hvor båden lægger til,” forklarede han.

Før han lagde på, rådede politibetjenten ham til at skjule sig så godt, han kunne, for gerningsmanden. Kort efter løb Lars’ telefon tør for strøm, men han tænkte ikke videre over det. Han havde fortalt, hvor han lå. Det var det vigtigste. Ikke blive opdaget. Holde sig i live, til politiet kom. Sådan var prioriteringerne nu. Han ønskede, at han havde taget mindre iøjnefaldende tøj på den morgen. Under den sorte hættetrøje havde han en signalrød T-shirt på. På benene havde han hvide shorts med røde og blå striber. Det havde været en kold og regnfuld sommer, så hans bare lægge var ikke just sommerbrune. Lars greb noget mudder med den raske hånd og smurte sig ind med den kolde, klæbrige og våde jord. De hvide lægge. Shortsene. Håret. Alt. Fra træerne dryppede det tungt mod jorden. Det begyndte at regne. Lars lå med hovedet mod jorden og hørte hver eneste dråbe, der faldt. Lige i nærheden hørte han skud og skrækslagne hyl. Så blev det stille igen, bortset fra dråberne, der ramte jorden, og lydene af skud, som fjernede sig. Han lagde mærke til, at der kun blev skudt på et sted ad gangen.

Hvad foregik der egentlig? Et par gange mens han lå på den måde, løftede han overkroppen og kiggede sig omkring. Han kunne ikke få øje på nogen. Hverken AUF’ere, gerningsmanden eller politiet.

Hvor var de alle sammen? Ville politiet komme i tide? Han lagde sig ned igen og sørgede for, at skudsåret blev presset ind mod en sten.

Det gjorde ondt at trække vejret. Tanken om, at han skulle dø på den måde, alene i mudderet, var ikke til at bære.

“Jeg skal klare det her,” tænkte han igen og igen, som et mantra, “jeg skal klare det her.” Samtidig tænkte han på sin begravelse. Hvor mange ville møde op? Han tænkte på forskellen på at være en person og et minde. Det var for tidligt at blive til et minde; der var ikke nok at mindes. Han ville ikke have, at hans bedsteforældre skulle opleve at begrave et barnebarn; det var en forkert rækkefølge. Men hvis han alligevel døde, hvad ville de så sige til hans begravelse? Hvilken musik ville de spille? Tankerne kørte i ring. De samme tankerækker snurrede gennem hans hoved igen og igen, samtidig og ude af takt med hinanden.

17

bog2727_Året-uden-sommer.indd 17

03-05-2013 12:50:35

Det var koldt at ligge på den måde. Selv om han havde shorts på, var det ikke sommertemperatur, og det gik mod aften. Han mærkede, hvordan bevidstheden bevægede sig i bølger. Faldt han ud af og til?

Var han ved at dø? Efter et stykke tid mistede han følelsen i fingrene.

Han forsøgte at holde dem i bevægelse, men det hjalp ikke.

Han havde nået at tænke sin begravelse igennem flere gange, da han hørte helikopterlyde. “Endelig!” tænkte han. “Hjælpen er på vej!” Nu kunne det ikke tage lang tid, før de kom og reddede ham.

For første gang siden han lagde sig ned under træet, tillod han sig at håbe.

Men hjælpen kom ikke. Helikopterlydene blandede sig med lyden af sirener på land, fjerne skud og vanddråber, der ramte jorden. Lars begyndte at spytte blod. Var de indre skader blevet så store, at han ville dø, før hjælpen nåede frem? Hans forældre, som begge befandt sig i en virkelighed så langt borte, at det næsten føltes uvirkeligt – sandstrande, parasoller, paraplydrinks – hvor meget vidste de? En del af ham håbede, at de ikke havde opfattet, hvad der skete. Så slap de for at bekymre sig.

Tiden arbejdede imod ham. Hvor længe havde han ligget der nu?

En time? Tre? Synet begyndte at blive tåget, og det var vanskeligt at fokusere. Det gjorde endnu mere ondt at trække vejret. Hvor blev politiet af? Skulle han dø på den måde, mutters alene, under et træ?

Da Lars lagde så brat på, prøvede hans far, min onkel Hans, straks at ringe ham op igen. Lars svarede ikke. Ikke længe efter begyndte der at komme meldinger på Al Jazeera om skyderi på Utøya. Efterhånden kom der flere og flere meldinger, men det var vanskeligt at danne sig et billede af, hvad der skete. Ingen så ud til at vide, hvad der foregik.

Hans turde ikke ringe Lars op igen. Hvad nu, hvis han var i færd med at flygte? Eller hvis han skjulte sig? Klokken 18.55, halvanden time efter at han sidst havde talt med sønnen, sendte han en prøvende sms: “Er der også kaos hos dig?” Der kom ikke noget svar.

“Hvad gør jeg nu?” spurgte Hans sig selv. Han var i Montenegro, tusindvis af kilometer fra Utøya. Det ville for så vidt ikke have gjort nogen forskel, om han havde været hjemme i Haugesund. Også derfra er der en dagsrejse til Utøya.

18

bog2727_Året-uden-sommer.indd 18

03-05-2013 12:50:35

Lars’ mor, min tante Gunvor, var i Spanien og vidste endnu mindre om det, der foregik, end sin eksmand. Klokken var over seks om aftenen, da hun og kæresten omsider bestemte sig for at gå tilbage til ferielejligheden efter en lang og afslappende dag på stranden. Da hun samlede mobiltelefonen op, som havde ligget alene og i feriemodus hele dagen, så hun, at hun havde fået en sms fra Lars: “Er på Utøya.

Har det godt.” Sms’en var sendt omkring klokken halv fem. En time senere havde han forsøgt at ringe til hende. Hun havde også fået en sms fra en af Lars’ veninder: “Jeg er så bekymret for Lars efter det, der er sket på Utøya.” Mens hun stod med telefonen i hånden, begyndte der at strømme sms’er ind fra kendte og ukendte: “Hvordan går det med Lars?” “Er Lars i sikkerhed?”

Gunvor ringede til Hans for at høre, om han vidste mere. Hun ventede, at han ville bede hende om at falde ned. “Herregud,” forestillede hun sig, at han ville sige. “Det her er ikke noget at tage på vej for, slap af, det er helt sikkert ingenting.” Hun kendte sin eksmand som en mand, der sjældent mistede besindelsen, og som stort set aldrig lod følelserne løbe af med sig. Inderst inde var det naturligvis også det, hun håbede, at han ville sige. Men denne gang gjorde han ikke noget forsøg på at affeje alvoren i situationen. Han genfortalte kort indholdet i den sidste samtale, han havde haft med Lars, og lovede at ringe rundt for at finde ud af mere om, hvad der skete på Utøya. Hun kunne høre på hans stemme, at han var rigtig bange.

Gunvor tændte for CNN for at finde ud af mere om, hvad der skete. De viste billeder fra Regeringskvarteret. Gunvor vidste ikke, at der var sprunget en bombe i Oslo tidligere på dagen, for den slags nyheder fra et lille land langt borte havde ikke forårsaget den mindste lille krusning på idyllen i strandkanten. Det lykkedes hende til dels at slå sig til ro med, at det sikkert var det, der gjorde alle så bekymrede.

CNN oplyste ikke noget om tidspunktet for eksplosionen. Måske var det for nylig? Måske var det derfor, Lars havde måttet lægge på?

I Montenegro begyndte Hans at lede efter telefonnummeret til lederen i Haugesund Arbeiderparti. Havde han styr på repræsentanterne fra hjemkommunen? Det havde han ikke. Han arbejdede på at få overblik over, hvor mange fra Haugesund der var på Utøya. Det var jo en åben lejr. Hvem som helst kunne slå et smut forbi. Han rådede 19

bog2727_Året-uden-sommer.indd 19

03-05-2013 12:50:35

Hans til at tage kontakt til deres repræsentant på Fylkestinget, Laila Thorsen. Hans ringede til hende, og til hans lettelse kunne hun bekræfte, at Lars var i god behold. Han havde skjult sig sammen med Emilie Bersaas, en af Lars’ gode veninder. De var begge uskadte og på vej bort fra øen.

Det var den besked, hundredvis af forældre ventede på at få netop da. Hans følte, hvordan skuldrene sænkede sig. Først nu mærkede han, hvor bekymret han havde været.

Klokken var næsten otte om aftenen, og CNN var begyndt at bringe meldinger om, at flere var blevet dræbt på Utøya, da Hans ringede og fortalte, at Lars var uskadt og i sikkerhed. Endelig kunne Gunvor svare, at Lars var i god behold, til alle, som sendte bekymrede sms’er.

Da hun og kæresten kort efter gik hen for at spise på en restaurant i nærheden, var hun omhyggelig med at få mobiltelefonen med. Lars kunne ringe når som helst.

Men Lars ringede ikke.

Også Hans og den yngste søn, Harald, gik ud for at få en bid mad.

Mobiltelefonerne lå parat på bordet, mens de bladrede gennem menukortet. Lars ville helt sikkert ringe selv, så snart han havde mulighed for det. Han var så samvittighedsfuld.

Men Lars ringede ikke.

Mens Hans og Harald sad og ventede på maden, meldte Gunvor sig endnu en gang fra Spanien. Hun syntes, det var mærkeligt, at Lars endnu ikke havde ringet. Nu var der gået snart en time, siden han og Emilie tog fra øen. Det lignede ikke Lars. Hans lovede at undersøge det nærmere og fik fat i Emilies telefonnummer. Han sendte hende en kort sms, hvor han forklarede, at han var far til Lars og ville vide, om Lars var ok. Maden kom på bordet, og de begyndte at spise. Hvad talte de om? Hans husker det ikke. Hele hans fokus var rettet imod mobiltelefonen. At Lars skulle ringe. At Emilie skulle svare.

Klokken 21.09 kom svaret fra Emilie: “Hej. Beklager, men har ikke set Lars :((“ “Fik melding tidligere om at du havde set ham efter at det var ovre,” svarede Hans.

“Det har jeg ikke!! :(“ svarede Emilie.

For at hun ikke skulle få dårlig samvittighed – det var jo ikke hen20

bog2727_Året-uden-sommer.indd 20

03-05-2013 12:50:35

des fejl, at han havde fået forkert information – svarede Hans, at der måtte være sket en misforståelse i kaosset.

“Og så var maden alligevel ikke så god,” forklarer Hans på sin lidt bryske facon. Jeg møder ham hjemme i hans nye, minimalistisk indrettede hus i Haugesund. Det er nogle år siden, Gunvor og han blev skilt, og han flyttede for sig selv, men det er første gang, jeg er på besøg. Udenfor daler sneen ned. Det er snart jul. Hans spørger, om jeg vil have klementiner eller karameller, en kop kaffe måske? Vi sidder næsten aldrig og taler på den måde, kun os to. Når vi mødes, er det stort set altid i forbindelse med familieselskaber, hvor børnene løber rundt, og snakken mellem de voksne går højt og muntert. Det går op for mig, at jeg egentlig ikke ved så meget om min onkel. Hvad arbejder han egentlig med? Jeg ved, at han er revisor, men efter skilsmissen skiftede han arbejde, har jeg hørt. Hvad arbejder han med nu?

Han fortsætter med at fortælle, kort og nøgternt: “Jeg tog mig et par skarpe, men jeg kunne ikke spise mere. Så begyndte helvedet. Man kunne ikke gøre en skid. Alt var kaos. Jeg ringede til Gunvor, men orkede ikke at ringe til min mor og fortælle det, eller til nogen andre. Det havde jeg ikke overskud til. Ikke så længe efter ringede Emilie for at beklage, at vi havde fået forkerte informationer. Hun havde så dårlig samvittighed, men det var jo som sagt ikke hendes skyld. Hun lovede at gøre alt for at finde Lars.”

I Spanien var maden netop kommet på bordet, da tante Gunvor fik det opkald, hun mindst af alle ønskede sig. Lars var ikke fundet alligevel. Det hele havde beroet på en misforståelse. Det var en anden Lars fra Haugesund, som var dukket op, forklarede Hans. Ingen vidste noget om deres Lars.

Gunvor og kæresten forlod bordet uden at røre maden og gik tilbage til feriehuset, hvor de sad og så på CNN hele aftenen. Sms’erne blev ved med at strømme ind, men nu måtte hun svare, at Lars var savnet.

På den måde gik timerne. CNN nævnte stadig ingen klokkeslæt, og Gunvor klamrede sig til håbet om, at den melding, hun havde fået klokken halv 5, da Lars skrev, at han havde det godt, var sendt, efter at det hele var ovre. På rulleteksten nederst på skærmen kunne hun læse, at fem mennesker var døde. De viste billeder af folk, der svøm21

bog2727_Året-uden-sommer.indd 21

03-05-2013 12:50:35

mede i land. “Bare Lars ikke er en af dem!” tænkte hun. Det var hendes største frygt. Lars er ganske vist atletisk og dygtig til kampsport, men ingen, der kender ham, vil påstå, at han er en god svømmer.

Hjemme i Haugesund sad storebror og medicinstuderende Erik og ringede rundt til sygehusene på Østlandet. Havde de fået en Lars Grønnestad ind? Personen i den anden ende bad ham beskrive den savnede. Hvordan så denne Lars ud? Erik blev helt tom. Hvordan så han ud? Et kort øjeblik kunne han ikke huske, hvordan broren så ud.

Jo, han var blond, høj, over 1,90. Beklager, svarede personen i den anden ende, de havde ikke fået nogen ind, som passede til den beskrivelse. Overalt fik han samme svar.

I Montenegro sad den yngste bror, 15-årige Harald, med solbriller for øjnene og ryggen mod faren og ledte efter nyheder om Lars på Facebook. Hans ringede til sine kontakter i Arbeiderpartiet igen, men ingen kunne give mere information om Lars. Minutterne, timerne sneglede sig af sted. Hans nåede at gennemgå hele spekteret af muligheder mange gange. Han havde ikke hørt fra Lars siden klokken halv seks. Nu var det langt ud på aftenen. I vore dage bevæger informationsstrømmen sig hurtigt. Hvis han var i live, ville de antagelig have hørt fra ham nu. Havde han forsøgt at svømme væk? En skrækslagen Lars svømmende i en iskold fjord. Det var ingen beroligende tanke.

Inden midnat ringede politiet og ville have Lars’ cpr-nummer.

Hans gav dem, hvad de ville have, men gjorde klart opmærksom på, at de ikke behøvede at pumpe ham for information for så at ringe tilbage fem minutter efter og fortælle, at Lars var død.

De ringede ikke tilbage.

Ved midnat var 10 ud af 12 AUF’ere fra Haugesund i sikkerhed.

17-årige Sondre Furseth Dale og 19-årige Lars Grønnestad savnedes stadig.

Efter at have ligget alene under træet i over halvanden time, fik Lars øje på to politibetjente. De var begge i fuld uniform og sad på hug ikke så langt borte. Lars blev nødt til at gamble. Skulle han røbe, hvor han lå, og risikere at blive dræbt, eller skulle han blive liggende og måske forbløde? Han var stærkt nedkølet og fik stadig oftere smerte22

bog2727_Året-uden-sommer.indd 22

03-05-2013 12:50:35

fulde muskelkramper. Han var klar over, at han havde mistet risikabelt meget blod. Kroppen var stiv og øm, og det gjorde ondt og var anstrengende at trække vejret. Synet var tåget. Han så politibetjentene gennem små, runde pletter af klarsyn. Resten af synsfeltet var hvidt og uigennemtrængeligt.

Lars bestemte sig for at fremskynde det, som under alle omstændigheder ville ske. Desuden var der noget ved disse politibetjente, som trods alt fik ham til at stole på dem. I modsætning til manden, der havde skudt ham, så det ud, som om de ledte efter noget specifikt.

Alt ved deres fremtræden udstrålede autoritet.

Med lidt besvær lykkedes det Lars at støtte overkroppen med den raske arm. Han satte fra og råbte på de to betjente. Så var han væk igen et øjeblik. Politibetjentene kom straks hen til ham, og trænede som de var i at håndtere akutmedicinske situationer, så de straks, at den snavsede, blodige dreng havde brug for øjeblikkelig førstehjælp.

Der var trængt luft og væske ind i den punkterede lunge som nu pressede på hjertet og den raske lunge. Han var ved at blive kvalt. De fandt to store kanyler frem fra deres førstehjælpsudstyr og stak dem uden tøven ind mellem hans ribben. På den måde fik de ventileret en del af den luft ud, som havde samlet sig rundt om og i den beskadigede lunge, og trykket blev mindre. Derefter bar de to betjente Lars hen til Musikteltet, hvor der sad nogle andre unge fra tidligere, deriblandt en pige fra Sørlandet som havde ydet førstehjælp til flere tilskadekomne unge, mens skyderiet stadig stod på.

“Du må lægge noget under hans hoved,” sagde den ene politibetjent.

“Læg ham i mit skød, det er alt hvad vi har,” sagde pigen fra Sørlandet. Hun havde taget blusen af tidligere på aftenen for at standse blødningerne hos en anden tilskadekommen AUF’er og sad kun i bh.

Pigen præsenterede sig og begyndte at tale til Lars med rolig stemme. Hans ansigt og hår var dækket af snavs og mudder, og han hang lidt med hovedet, derfor var det ikke let at afgøre, om han var ved bevidsthed eller ej. Kunne han høre hende?

“Jeg hedder Lars,” sagde han med lav stemme. Han så op på bh’en og hendes venlige ansigt. “Tror du vi kan tale mere sammen senere?” spurgte han høfligt. “Jeg har lidt ondt nu – jeg har en punkteret lunge.”

23

bog2727_Året-uden-sommer.indd 23

03-05-2013 12:50:35

“Det er helt i orden,” sagde pigen. Hun blev siddende og pillede grannåle væk fra hans ansigt og øjne.

Efter et stykke tid kom nogle andre politibetjente hen til dem og bar Lars over i en ventende bil. De kørte ham ned til anløbsbroen og hjalp ham op i en båd. Hver eneste overflytning var smertefuld. Selve bådturen var et mareridt. De to kanyler stak ud på højre side, og hver gang noget strejfede dem, jog der bølger af smerte gennem ham. Båden var på ingen måde beregnet til transport af hårdt sårede, og det var ikke ligefrem vindstille på fjorden. Bådføreren fragtede dem direkte over til Utøya anløbsbro på landsiden, men der var der ikke flere ambulancer. De tre andre AUF’ere i båden blev sat af, men Lars måtte tage med til kajen ved Utvika camping. Heller ikke her var der nogen ambulancer, så de havde ikke andet valg end at tage tilbage igen til Utøya anløbsbro på landsiden. Lars klamrede sig til politibetjenten, som sad ved siden af ham. Han brugte alle de kræfter, han havde tilbage, til at holde sig vågen. Nu hvor han havde klaret sig så længe, ville han ikke dø på målstregen.

“Slap af,” sagde politibetjenten. “Det er ikke som på film. Du dør ikke, hvis du falder i søvn.”

Da de kom tilbage til Utvika, løftede de ham ud af båden og lagde ham på en båre. Båren var så smal, at han var ved at falde af. Omsider kom der en ambulance ned til kajen, men de to, der kørte ambulancen, var ikke autoriseret sundhedspersonale; de var frivillige fra Norsk Folkehjælp. De havde ikke autorisation til at give noget smertestillende eller yde anden medicinsk behandling end enkel førstehjælp, og desuden var de fra et andet amt og kendte ikke vejen til sygehuset. Løsningen blev, at de fulgte efter en anden ambulance, som kørte hensynsløst hen ad den snoede vej. Båren, Lars lå på, var ikke ordentligt fæstnet og slingrede frem og tilbage i hvert eneste sving.

“Når jeg har klaret mig så længe, så klarer jeg også det her,” tænkte Lars og bed tænderne sammen.

Lars var nummer 25, som blev indlagt på Ringerike sygehus den aften. En sygeplejerske skrev tallet på hans bryst og lagde et tyndt tæppe over ham.

“Det hjælper ikke meget,” tænkte Lars, men kort efter blæste sygeplejersken varm luft ind i tæppet, og han blev varm. Men hans våde 24

bog2727_Året-uden-sommer.indd 24

03-05-2013 12:50:35

sokker var der ingen, som tænkte på at tage af, og det irriterede ham.

Hvad var det for nogle amatører, han havde med at gøre?

I løbet af aftenen gav lægerne mellem fire og seks enheder blod til den mudrede, forkomne patient, og gradvis kom han til hægterne igen. Lidt over midnat blev han fragtet med luftambulance til Ullevål sygehus. Der fik han endelig lov at låne en telefon. Klokken var da et kvarter over et. Det var næsten otte timer siden, Hans sidst havde hørt fra sønnen. Han havde troet, han aldrig skulle høre hans stemme igen.

Det blev heller ikke denne gang nogen lang samtale. Lars fortalte, at han var blevet skudt, men at han havde det godt og var på sygehuset.

“Det var godt at høre din stemme,” sagde Hans lettet.

“Men far, jeg må lægge på nu,” sagde Lars i den anden ende. “Der sker noget her, der kommer vist et lægebesøg.”

Lars var i live og lignede sig selv. “Åh, kun skudt i skulderen!” Gunvor kunne have jublet af glæde. Hendes kæreste, som havde gået meget på jagt, var mere bekymret, men sagde klogelig ingenting.

Tidligt om morgenen landede Gunvor på flyvepladsen i Haugesund. Det eneste, hun tænkte på, var at komme til Oslo så hurtigt som muligt, men der var ingen ledige fly, hverken om lørdagen eller om søndagen. En af hendes niecer tilbød at køre hende til Oslo. Storebror Erik tog med. På vejen standsede de for at købe dagens aviser, og først da begyndte galskaben at gå op for Gunvor.

Der er over 450 kilometer fra Haugesund til Oslo. Overalt hang flagene på halv stang. En stilhed havde sænket sig over hele landet. I vejkanterne lå der blomsterkranse. Selv midt på fjeldet hang flagene på halv stang.

Noget af det første, der slog Gunvor, da hun ud på dagen endelig nåede frem til Ullevål sygehus og Lars, var, hvor snavset han var.

“Men Lars, har du ikke vasket dig?” spurgte hun forbavset. Hun forestillede sig, at mudderet og snavset stammede fra flere dages lejrliv.

25

bog2727_Året-uden-sommer.indd 25

03-05-2013 12:50:35

Lars blev liggende på sygehuset i ti dage. For hver dag der gik, fik han det bedre. Han slap for operation, men vil for altid have kuglefragmenterne i kroppen. Fragmenterne er så små, at det ikke er muligt, eller hensigtsmæssigt, at fjerne dem kirurgisk.

Bagefter har Lars fået at vide, at tidsmarginerne var mindre, end hvad der er rart at tænke på. Var han kommet til sygehuset 15 minutter senere, ville han antagelig ikke have overlevet.

bog2727_Året-uden-sommer.indd 26

03-05-2013 12:50:35

Retssagen

Det har ingen ende

Vadsø, februar 2012.

“Vi drømmer om det hver nat,” fortæller May-Tove Iversen. Hun sætter kaffekoppen fra sig og ser ud ad vinduet mod de snedækkede hustage. Klokken er to om eftermiddagen, og den korte dag er allerede ved at forsvinde. “Så sent som i nat vågnede jeg ved, at min mand lå og talte i søvne. ‘Hvorfor sidder vi i retssalen?’ spurgte han. Han ligger ofte sådan og råber og skriger om natten.”

“Jeg ved ikke, hvad jeg drømte,” siger ægtemanden, Svein Sukuvara. “Jeg har ikke husket en eneste drøm siden den 22. juli.”

Det er kun et par uger siden, solen kom tilbage til Vadsø, nu ligger sollyset som et lyserødt slør over hustagene. Husene ligger tæt, og centrum er lille og kompakt. Vadsø, som med sine omkring 5.000 indbyggere ikke kan siges at være en stor by, er alligevel administrationscentrum i Finnmark, et amt som er større end hele Danmark.

Man skal have god vilje for at sige, at centrum er pænt. Det er da heller ikke deres by, indbyggerne trækker frem, når de skal prale af deres hjemsted. Det er landskabet rundt om, de nærmest endeløse, mennesketomme vidder, som strækker sig i alle retninger.

Meget længere mod nord og øst end hertil kommer man ikke i Norge. Herfra er der 75 kilometer til den finske grænse og 190 kilometer til den russiske. Der er næsten 2.000 kilometer til Oslo, hvor retssagen mod ham, der dræbte 77 mennesker den 22. juli 2011, begynder om to måneder.

27

bog2727_Året-uden-sommer.indd 27

03-05-2013 12:50:35

To af de dræbte kom fra Vadsø.

“Der har allerede været så mange milepæle,” fortæller May-Tove på syngende finnmarksdialekt. “Begravelsen. Mindeceremonien i Oslo i august. Tinas fødselsdag, da hun ville være fyldt 19. Jagtsæsonen, hvor Svein var borte, og jeg var alene hjemme. Julen. Retssagen er næste skridt. Jeg kan ikke påstå, at jeg ser frem til det. Det bliver modbydeligt, men vi må igennem det.”

May-Tove er lille og energisk, med nøddefarvet, halvlangt hår og briller. Ægtemanden, Svein, har kortklippet, grånende hår og overskæg. Han virker træt. Hverken hun eller han lægger fingrene imellem når de fortæller. Som de fleste fra Finnmark siger de, hvad de mener, direkte og usminket.

Vi sidder i lædersofaen i stuen, og der er sat kaffe og wienerbrød på bordet. Alt virker så normalt, så roligt og tilforladeligt. Kun fotografierne af den unge pige og stearinlysene, som omsorgsfuldt er stillet op ved siden af billedrammerne, røber, at den lille familie befinder sig i undtagelsestilstand.

Midt i interviewet ringer en journalist fra NRK for at stille nogle opfølgende spørgsmål. Tidligere denne dag kom det frem, at May-Tove og Svein ikke kan få lov at følge retssagen fra Oslo, sådan som de ønskede.

“Vi må kun være der under gennemgangen af Tinas obduktionsrapport,” forklarer May-Tove, efter at journalisten har lagt på. “Resten af sagen må vi følge via videotransmission i Tromsø eller Alta.

Ikke alene ligger begge disse byer en flyrejse væk, hovedindvendingen er, at vi ikke vil følge sagen på en skærm. På den måde er det alt for let at få følelsen af, at det her ikke angår os. Jeg tager mig selv i at læse om ‘sidste nyt i terrorsagen’ i netaviserne, men det her er jo ikke ‘terrorsagen’, vel? Det er vores datters drabssag, og så må vi ikke være der.”

“Det er trist at tænke på, at gerningsmanden skal have så mange rettigheder og forhandlingsmuligheder,” siger Svein og lægger armene over kors. “Han truede med, at han ikke ville lade sig afhøre, før han fik garanti for adgang til en pc. Så fik han det. Hvad skal vi true med? Nej, slip ham fri på gaden, så skal jeg tage mig af ham,” tilføjer han med harme i stemmen. “At han er skør, er der ingen tvivl om, 28

bog2727_Året-uden-sommer.indd 28

03-05-2013 12:50:35

men hvis du spørger mig, kan han ikke være utilregnelig, når han har planlagt dette i så mange år!”

De næste uger bliver dagene i gennemsnit ti minutter længere hvert døgn. I begyndelsen af februar gik solen ned før klokken 14. I slutningen af måneden går den ned klokken 16. Så sænkes tempoet gradvis, dagene bliver ni minutter lysere, otte og et halvt minut, otte. I begyndelsen af april, når hovedforhandlingerne nærmer sig, er dagene længere end nætterne. Solen står op klokken 05.03 og går ned 19.09.

I disse lyse, men endnu kolde forårsdage monteres der storskærme i retssale over hele landet, fra Alta og Bodø i nord til Sandnes og Kristiansand i syd. Der er så mange efterladte, så mange krænkede, så mange journalister. Der er ikke plads til dem alle i retssal 250 i Oslo.

I lighed med May-Tove Iversen og Svein Sukuvara må de fleste derfor nøjes med at følge hovedparten af sagen via videotransmission.

Påsken kommer og går, og det bliver hverdag igen. Der er en uge, seks dage, fem dage til retssagen begynder. I disse uger og dage har det slået mig, at jeg igen sidder på samme måde og lytter. Lytter til nogen. I nogens hjem. Endnu en gang har jeg oplevet dette: De efterladtes ligefrem rørende gæstfrihed over for mig, en vildt fremmed.

Endnu en gang også dette: deres sorg. Deres vrede. Deres trang til at forstå, hvad der skete og hvorfor. De mange små, menneskelige sammenhænge, som terroren har revet i stykker for altid: familier, vennekredse, småsamfund, tråde i samfundsvæven, som er blevet flænset op. Endnu en gang: grave som nogen går til, og børneværelser som nogen ikke længere bor i.

Nogle gange smelter indtrykkene fra Beslan og Norge sammen.

Jeg har været undervejs i mange måneder allerede. For i modsætning til i Beslan er det ikke én lille by, et geografisk kompakt punkt der er blevet ramt; ofrene kommer fra hele Norge. Rejsen er gået gennem det ene landskab efter det andet i vores lange og spredt bebyggede land, fra bidende kold polarnat i Longyearbyen til storbyregn i Bergen. Alle er de blevet sorgens landskaber.

Som i Beslan danner de mange enkelthistorier alligevel et billede af, hvordan samfundet og menneskene i det rammes.

Rejsen har ført mig til Californien og Texas i USA og til Georgien 29

bog2727_Året-uden-sommer.indd 29

03-05-2013 12:50:35

ved Sortehavet. Den skal gå videre, til Sydtyskland og til Malta og til endnu flere små og store steder i Norge. For mens de udløsende årsager til terroraktionen i Beslan var at finde i eksisterende, separatistiske konflikter, som har stået på i årevis, er den norske soloterrorists bevæggrunde og motiver langt mere gådefulde. Selv om han insisterer på at blive betragtet som “oppositionel” og foregiver at repræsentere en “modstandsbevægelse”, er det umuligt at betragte ham som en politisk fange eller som repræsentant for undertrykte grupper. I hele sit liv har han haft fulde statsborgerlige rettigheder, ytrings-, bevægelses- og næringsfrihed, og har aldrig lidt nogen materiel nød. Er han blevet frarøvet noget, og er han blevet krænket, så er det sket på det personlige plan, på mikroplan. Alligevel har han erklæret sin enmandskrig mod det demokratiske, åbne og ikke mindst usædvanligt velstående samfund, han selv har boet i hele sit liv.

Alt dette gør både ham og hans gerninger mere tågede, mere uforståelige. Om få dage begynder retssagen, og som så mange af dem, jeg har talt med, spørger jeg mig selv: Vil processen bringe os nærmere en forståelse af det uforståelige?

I weekenden før hovedforhandlingerne begynder, er hotellerne i hovedstaden fyldt op med udenlandske journalister. Normalt er der stor glæde, når reportere fra udlandet besøger vores land – det sker jo ikke alt for ofte – men ikke denne gang. Indrykket af korrespondenter nævnes kun som triste notitser i hovedstadsaviserne. BBC, Georgiens statsradio, Xinhua Nyhedsbureau fra Folkerepublikken Kina. Listen over akkrediterede er eksotisk. Det er næsten umuligt at runde et hjørne i Oslo centrum uden at støde på en udlænding med store kameratasker over skuldrene og et lamineret 22. juli-akkrediteringsskilt hængende i et orange bånd om halsen. Ja, der er lavet særlige akkrediteringsskilte til retssagen, noget der aldrig tidligere er blevet gjort i Norge. Enkelte af vores egne journalister har taget billeder af disse plastskilte og lagt dem ud på Twitter og Facebook. Som om de skal med til et show. En begivenhed.

Der er gået næsten ni måneder siden hændelserne. I løbet af disse måneder har chokket lagt sig, og de mange, som ikke selv er direkte berørt, har fået det skrækkelige på afstand. Allerede i august var der 30

bog2727_Året-uden-sommer.indd 30

03-05-2013 12:50:35

tale om at tage hverdagen tilbage. Efterhånden som tiden er gået, er der blevet stadig længere mellem de dramatiske historier fra Utøya, historier man forbavsende hurtigt vænnede sig til. Også omkring de efterladte er der blevet mere stille.

I stedet har vi diskuteret. Hundredvis af debatprogrammer på tv og i radio, lederspalter i aviserne, kronikker og læserindlæg har været viet til den 22. juli. Debatterne har haft en tendens til at blive stadig mere abstrakte og principielle: Vi har diskuteret demokrati, ondskab, netavisernes grumsede kommentarfelter, åbenhedens grænser.

Et helt folk er blevet hobbypsykiatere fra den ene dag til den anden og har ivrigt diskuteret psykoser og personlighedsforstyrrelser ved middagsbordet og i kantinerne. Hver en sten er blevet vendt og indgående gransket, og det føles, som om det er længe siden, hændelserne fandt sted.

Den 16. april er dagen kommet. Publikums- og presseopbuddet er historisk stort, men organiseringen er effektiv og rationel. Der er sat tv-studier op foran hovedindgangen til Tinghuset, en temmelig kedelig og sagligt udseende retsbygning hvor Oslos borgere ellers kan få tinglyst dokumenter eller løst civile søgsmål. Også borgerlige vielser bliver udført her; konstant står glade par i tækkelig formiddagsbeklædning på trappen og smiler til fotograferne. En sjælden gang er de straffesager og søgsmål, som behandles, spektakulære nok til, at tabloidaviserne sender journalister, men det er snarere undtagelsen end reglen.

Nu er alle vielser midlertidigt flyttet til rådhuset, og gaden er spærret af. Der står tungt bevæbnede politibetjente til alle sider, et uvant syn i Oslo. I flere uger har de trænet i at fragte tiltalte sikkert til og fra retssalen. Ingenting er overladt til tilfældighederne, alt er nøje planlagt. De akkrediterede gelejdes gennem metaldetektorerne, og køerne forsvinder hurtigt.

I retssal 250 er stemningen spændt. Mange er mødt op flere timer i forvejen. Få minutter over ni bliver gerningsmanden ført ind i salen. Blitzlys og kliklyde fra fotografernes spejlreflekskameraer fylder rummet. Gerningsmanden ser sig interesseret rundt i lokalet. Han er klædt i sort jakkesæt og hvid skjorte, det korte, blonde hår er kæm31

bog2727_Året-uden-sommer.indd 31

03-05-2013 12:50:35

met til siden med pomade. Hvis han er overvældet, viser han det ikke.

En politibetjent tager håndjernene af ham. Før han sætter sig, slår han højre hånd for brystet, og så strækker han armen ud i noget, der ligner en fascistisk hilsen. Da dommerne kommer ind i lokalet, rejser alle sig.

Så er retten sat.

Der går ikke lang tid, før tiltalte beder om ordet. Han har indsigelser. Han anerkender ikke den norske ret, siger han, og han sætter spørgsmålstegn ved dommerens habilitet. Hans stemme er lys, næsten feminin, og han taler et rigsmål så konservativt, at det lyder stift og mærkeligt. Det mest påfaldende er alligevel den fuldstændige mangel på ydmyghed.

“Er det at forstå som en formel habilitetsindsigelse?” spørger rettens administrator, dommer Wenche Elizabeth Arntzen, med streng stemme. Hun foretager en kort pause mellem ordene, så hvert ord får tyngde og autoritet, og kigger over brilleglassene mod forsvarerbordet.

“Nej,” mumler forsvareren, Geir Lippestad. “Det er det ikke.”

Igen ser tiltalte sig rundt i lokalet. Det ser ud, som om han prøver at undertrykke et smil. For ham er showet i gang. Men en retssag er en formel og saglig affære. Der er tale om mapper, skilleark, tidsforbrug og dagsprogrammer.

Dommeren beder tiltalte om at rejse sig og opgive fulde navn og fødselsdato.

“Anders Behring Breivik,” svarer tiltalte. “Født den 13. februar 1979.”

“Og du er uden arbejde,” siger dommeren. Det er mere en konstatering af et faktum end et spørgsmål.

“Nej, det passer ikke,” protesterer Breivik. “Jeg er skribent, og jeg arbejder fra fængslet.” Mange af tilhørerne ler dæmpet og himler med øjnene. Dommeren fortrækker ikke en mine.

Klokken ti minutter over ni går anklageren, statsadvokat Inga Bejer Engh, i gang med at læse anklageskriftet op.

Med rolig, tydelig stemme arbejder hun sig gennem det omfattende dokument. Af og til foretager hun en kort pause for at pudse næsen eller tage en slurk vand. Så fortsætter hun: 32

bog2727_Året-uden-sommer.indd 32

03-05-2013 12:50:35

“Hun befandt sig på Kjærlighetsstien og blev skudt tre gange med pistolen og/eller riflen …”

De fleste af ofrene blev skudt mange gange. Seks gange. Fire gange.

Tre gange. Fem gange. Mange af dem må være blevet skudt flere gange, efter at de allerede var døde.

Tiltalte ser stift ned i bordet, mens anklageren læser de grusomme anatomiske detaljer op. Halshvirvelsøjlen. Issebenet. Venstre underkæbe. Tredje nakkehvirvel. Massive skader på hjernen.

Det ser næsten ud, som om tiltalte sover.

Værre end patologens fund er fødselsårene: 1996. 1994. 1984.

1991. 1997. 1993. 1993. 1993.

Vi lodses gennem 119 navne. 77 dræbte, 42 svært tilskadekomne.

Der er helt stille i salen, mens anklager Engh læser. Ingen hyler eller skriger. Ingen slår fortvivlet om sig. Ingen forsøger at kaste sig over Breivik.

Anklageren bladrer om. Læser videre.

Det er, som om det aldrig vil holde op.

1993. 1995. 1990.

“Desuden har et stort antal af de personer, der befandt sig på øen, efterladte/pårørende samt personer, som kom til undsætning i både og på anden måde, fået psykiske eftervirkninger af forskellig alvorsgrad forårsaget af det, som er beskrevet ovenfor. Handlingerne på Utøya skabte alvorlig frygt i dele af Norges befolkning,” opsummerer Engh. Hun har læst i over en time.

Der er gået næsten ni måneder siden de grusomme hændelser.

bog2727_Året-uden-sommer.indd 33

03-05-2013 12:50:36

JOBNAME: 4 (ny ombrydning) . PAGE: 18 SESS: 82 OUTPUT: Thu Sep 20 13:31:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134080_De_tolv_151x226_minion/Materie

Året uden sommer Oversat fra norsk efter: Året uten sommer Copyright © 2012 Erika Fatland og Kagge Forlag AS Danske rettigheder forhandlet gennem: Leonhardt & Høier Literary Agency Dansk udgave © 2013 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Oversat af Peter Nielsen Redaktion: Anne Mette Palm Omslag: Remote Grafik/Lars Ole Nielsen Grafisk tilrettelæggelse og sats: Pamperin & Bech Trykt hos: Scandbook ISBN: 978-87-11-39382-6 1. udgave/1. oplag 2013 Printed in Sweden 2013 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont.

bog2727_Året-uden-sommer.indd 4

03-05-2013 12:50:35

100

155

28

155

100

Af samme forfatter:

„Gribende og nødvendig beretning“ 100 mm

Carsten Jensen

Fatland

“er ika Fatl aN d tag er et uSælg elig t emNe, g ør det Svært For Sig Selv, og lykkeS hele vejeN” MorGenbladet

Gribende debut: norske erika fatland beskriver det ubeskrivelige i en bog, der blev uhyggeligt aktuel. i englebyen tager hun os med tilbage til 2004: hele verden følger med i et drama, som udspiller sig på en skole i lilleputbyen Beslan i nordkaukasus. tre forfærdelige dage, der ender med, at 186 børn og 147 voksne mister livet i en af de mest brutale terroraktioner i historien. Den lille soveby bliver forandret for altid. hvordan lever man videre efter sådan en katastrofe? erika fatland har brugt seks år på at skrive englebyen . hun har mødt overlevende og efterladte på nært hold, og gennem dem får vi indblik i hele det

Året uden sommer “rita kan ikke længere lide, at der er stille i lejligheden, derfor er tv’et altid tændt. Døren til alas værelse er åben.

Det står, præcis som hun forlod det fem år tidligere. På sengetæppet er der opstillet talrige bamser og dukker.

Pulten er ryddet, klar til stileopgaver og matematikøvelser.”

lille samfund. tilfældet ville, at erika fatlands gribende beskrivelse af livet, sorgen og katastrofen i Beslan udkom i norge i august 2011, umiddelbart efter den forfærdelige tragedie på Utøya. hele norge har taget erika til sig som en enestående rejsefører gennem sorgens landskab.

135 mm

100 mm

NomiNeret til Brageprisen i Norge HHHHH “SkræmmeNde aktuel (...) du bliver grebet, StrakS du åbNer bogeN” VG HHHHH “eN bog, Som alle bør læSe” HauGesunds aVis

“Stærk, velSkrevet bog om terroreNS laNgSigtede priS” daGbladet

Erika Fatland

Englebyen historier fra Beslan L I N D H A R D T O G

R I N G H O F

erika Fatland (f. 1983), norsk forfatter og socialantropolog. har studeret i lyon, helsinki, København og oslo, hvor hun afsluttede sin Ma i 2008. feltarbejdet for hendes speciale blev udført i Beslan i nordkaukasus, hvor erika boede i en længere periode i 2007 for at tale med de berørte familier, lærere og myndigheder om eftervirkningerne af terrorangrebet i september 2004. englebyen er blevet til på baggrund af denne rejse. erika fatland bor lige nu i oslo, hvor hun arbejder på en bog om den 22. juli – terrorangrebet i oslo og massakren på Utøya. Bogen har indtil videre arbejdstitlen alle dagene der fulgte og udkommer i efteråret 2012.

Fortællinger fra Utøya ❤❤❤❤❤

„En stærk og grusom fortælling“ Mette Højbjerg, Politiken

HHHH „Værd at læse“ Hans Engell, Ekstra Bladet HHHH

„Gribende i sine blik ind i børneværelsernes knugende stilhed“ Mads Kastrup, Berlingske

„Erika Fatland glimrer i mødet med borgerne i Beslan“ Lotte Kirkeby Hansen, Kristeligt Dagblad „Hjertegribende historier om, hvad der skete under og efter terrorangrebet på Beslan i Nordkaukasus … Englebyen er letlæst og medrivende … knugende som bøger om Anden Verdenskrig ofte er det“ Mette Skak, Weekendavisen

www.lindhardtogringhof.dk

Året uden sommer smuds 060513.indd 1

Lindhardt og Ringhof

„En stærk sansemættet og gribende beskrivelse af en af det sidste tiårs allerværste terrorhandlinger. Meget anbefalelsesværdig bog.“ Lektørudtalelse

13/05/13 11.20

210 mm

“tv-billederne fra Beslan gjorde indtryk. terroristerne blev fordømt af myndighederne over hele verden, der blev arrangeret sms-aktioner i sympati med ofrene, og folk tændte levende lys i vinduerne til minde om de børn, der blev dræbt. tusinder af breve og gaver fra hele verden blev sendt til Beslan. Men efterhånden som ugerne gik, dalede interessen, og journalisterne rejste hjem. Kameralinserne zoomede ind på andre skæbner, og friskere nyheder overtog skærmene. i Beslan havde de netop begravet deres døde.”

20,5 mm

EnglEbyEn

Erika

“De to sortklædte mænd pressede sig ind på forsæderne i den lille Zjiguli, mens jeg og kvinden, der skulle være min guide de næste dage, satte os på bagsædet. De store mænd virkede underligt malplacerede i de smalle sæder.

Vova og rusik hed de, havde pistol i bæltet og talte ikke unødigt. Deres opgave skulle være at passe på mig, dag og nat, de næste tre måneder.”

135 mm

Erika Fatland

Året uden sommer

Erika Fatland taler otte sprog og er vidt berejst, men i Året uden sommer har hun vendt blikket indad, til hjemlandet Norge og den tragedie, der ramte hele landet i 2011.

Hvorfor læse en bog om Utøya?

Er der ikke nogle ting, der har det bedst med at blive glemt? Hvad er meningen med at dykke ned i noget, der alligevel overgår enhver forstand?

Der er tre korte svar på de spørgsmål, og de findes alle i Erika Fatlands bog.

Ikke i de utænkelige rædsler, der lige pludselig blev virkelighed for en gruppe unge mennesker på sommerlejr.

Men i de ufattelige menneskelige ressourcer, som selv helt unge mennesker kan mønstre, når de står i noget, som de færreste af os har fantasi til at forestille sig.

Det mod, den kærlighed til livet og den klogskab, som kun viser sig, når vi har allermest brug for den.

De findes i det sorgarbejde, der er blevet de overlevende og de efterladte til del. Og de findes i en forståelse – ikke af Breivik – men af de lighedstræk, der er mellem hans gerninger, og andre som ham – dem, som efterforskerne kalder „de ensomme ulve“.

E RIKA F ATLAND

erika Fatland (f. 1983), norsk forfatter og socialErikahar Fatland 1983) er norsk antropolog. studeret i lyon, (f. helsinki, København og oslo, hvor hun afsluttede sin Ma i 2008. feltarbejdet Hun for hendes forfatter og socialantropolog. speciale blev udførtpå i Beslan i nordkaukasus, hvor erika debuterede dansk i 2012 med den boede i en længere periode i 2007 for at tale med de berørte anmelderroste bog Englebyen om familier, lærere og myndigheder om eftervirkningerne af sorgarbejdet i den2004. nordkaukasiske englebyen er blevet til på terrorangrebet i september baggrund af denne rejse. erika fatland boroffer lige nu ifor oslo, hvor lilleputby Beslan, der blev hun arbejder en bog om den 22. juli – terrorangrebet i oslo den mestpå forfærdelige terroraktion og massakren på Utøya. Bogen har indtil videre arbejdstitlen som følge af konflikten i Tjetjenien. alle dagene der fulgte og udkommer i efteråret 2012.

210 mm

232

100 mm