Adam i Paradis læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

Presentation only - no print

ikke male stolen. De skal lade, som om den ikke er der. Kroppen selv skal være tronen. Sådan! Læn Dem lidt tilbage. Ja, præcis, som De gør nu. Forestil Dem, at De er en divan. Man skal have lyst til at lægge sig i Dem. Helt afslappet, som om De lige er vågnet.”

København har netop lagt scene til flere store retsforfølgelser af homoseksuelle. Og netop hér –

r a k el h aslu n d - gjer r i ld

“Det er godt,” siger jeg til Adam, “men forstår De, jeg vil

Presentation only - no print

anmelderne skrev om r a k e l h a slu n d - gj e r r i l d

alle himlens fugle “Litterær magi” w e e k e n dav i s e n

“Egensindig, ildevarslende og smuk”

a da m

poli t i k en

“Virkelig god litteratur” i n f o r m at i o n

70 år gammel og på højden af sin karriere – maler Kristian

Zahrtmann billedet Adam i Paradis. Et portræt af det første menneske, der emmer af begær og erotik. Hvad gemmer der f. 1988, debuterede i 2016 med novellesamlingen Øer. en postapokalyptisk fortælling om det sidste

historiske maler Kristian Zahrtmanns kunst og tid beskriver

menneskes sidste dage. I den historiske roman

et menneske, som levede sit liv i kraftige komplementærfarver og paradokser.

og tid. Det er hendes tredje skønlitterære bog. 1843-1917, var kunstmaler og underviser og en stor figur i dansk kulturliv i tiden omkring århundredeskiftet.

“Den sætter sig fast”

a da m i pa r a dis

Adam i Paradis er en roman, der med inspiration fra den

danske kunstmaler Kristian Zahrtmanns liv

k r i s t e l i g t dag b l a d

sig bag dette maleri?

I 2020 udgav hun romanen Alle himlens fugle,

Adam i Paradis henter hun inspiration fra den

“Tindrende smuk”

paradis

dag b l a d e n e s b u r e a u

“Hjertet smuldrer i kroppen, mens man læser Rakel Haslund-Gjerrilds fabelagtig gode roman” l i t t e r at u r s i d e n

rom a n

øer “Tænk at debutere så stilrent, tyst og cool som Rakel Haslund-Gjerrild gør med Øer” i n f o r m at i o n

LINDHARDTOGRINGHOF.DK O M S L AG : S I M O N L I L H O LT / I M P E R I E T F O R FAT T E R F O T O : S O F I E A M A L I E K L O U G A RT M A L E R I : K R I S T I A N Z A H RT M A N N / S TAT E N S M U S E U M F O R K U N S T

li n dh a r dt og r i nghof

Af samme forfatter Øer ∙ NOVELLER, 2016 Alle himlens fugle ∙ ROMAN, 2020

Content_9788711987001.indd 2

05/03/21 5:50 PM

Rakel Haslund-Gjerrild

ADAM I PARADIS

ROMAN

Lindhardt og Ringhof

Content_9788711987001.indd 3

05/03/21 5:50 PM

Adam i Paradis Copyright © 2021 Rakel Haslund-Gjerrild og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Simon Lilholt/Imperiet Maleri: Kristian Zahrtmann, Selvportræt en face. Lampelys. 1914 / Statens Museum for Kunst, www.smk.dk, public domain Bogen er sat med Perpetua og trykt hos Livonia Printed in Latvia 2021

ISBN: 978-87-11-98700-1 1. udgave, 1. oplag 2021 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S er et selskab i Egmont

Content_9788711987001.indd 4

05/03/21 5:50 PM

Naar det alligevel vil vække kolossal Opsigt, skyldes det Motivets Art. Vor Stamfader er fremstillet som en fager, slank Yngling af en herlig Legemsbygning. Han er selvfølgelig – i Adamskostume, og omkring ham hvælver sig al Paradisets brogede Blomster og Løvpragt i straalende Zahrtmann’ske farver. Men Adam ser melankolsk ud. Hvad længes han efter? Og hvor er Eva? Hvorfor keder han sig? Den spøgefulde gamle Mester giver intet Svar. Gaadens Løsning tilkommer Beskueren! De kan jo prøve at gætte. Zahrtmanns nye Billede: Adam keder sig i Paradisets Have af Sfinx Hovedstaden, 12. november 1913

Content_9788711987001.indd 5

05/03/21 5:50 PM

Content_9788711987001.indd 6

05/03/21 5:50 PM

Adam keder sig i Paradisets Have Sommeren 1913 Casa d’Antino, Frederiksberg

Content_9788711987001.indd 7

05/03/21 5:50 PM

Content_9788711987001.indd 8

05/03/21 5:50 PM

ARBEJDSMÆNDENE FRA BOTANISK Have bærer på hvert deres træ. De har parkeret vognen 30 meter fra Casa d’Antino på hjørnet af Mariendalsvej og Drosselvej. Den højeste af palmerne, min smukke kentiapalme, måtte de, for at få plads til den i vognen, varsomt bukke, så den spændte mod taget. Foldet ud her på Fuglebakken i aftenlyset er den uovertruffen. Jeg forestiller mig mine naboer, Else og Harald Moltke, i sofamøblementet med aftente og sukkerbrød, og at grev Harald, idet han rækker ud efter læsebrillerne, kaster et blik ud ad vinduet og ser en jungle gå forbi. “I ligner egyptiske viftebærere, sådan som palmebladene duver over jeres hoveder,” siger jeg til arbejdsmændene, som forsigtigt, for jeg har sagt til dem, at de skal passe på planterne som spædbørn eller som kinesisk porcelæn, bærer på mine paradispalmer. Først kentia, og bag ham kommer fønikspalmen og dracænaen, hvis knivsblade svirper sine skygger hen over husmur og rude. “Kom, ja, sådan. Pas på dørkarmen, det går ikke, at de knækker. Det ville jo være overordentligt trist,” siger jeg og træder ned fra tærsklen til min villa. Den turkise fordør står åben, og der blomstrer pæoner i alle farver samt purpursolhat og blå iris i bedene foran mine vinduer, der stadig

Content_9788711987001.indd 9

05/03/21 5:50 PM

står tørstigt åbne fra eftermiddagens anfald af sommerhede. Dørene til baghaven og Solskødet, min sydvendte terrasse med blomsterkrukker og blodribs, står også på vid gab, så juli, fyldig og duftende af alt, kan brage gennem huset og give chemisegardinerne vindkrop, så de dansende står og hvirvler det støv op, som fru Hessellund har ladet ligge i krogene. “Ja, ind her, gennem stuen og ind i mit atelier,” synger jeg til mine muskuløse kæmpeengle, mens de træder ind over tærsklen med palmerne. “Det er jo Paradiset, vi skaber, mine herrer.” Kundskabens træ skal være et citrontræ, har jeg besluttet mig for. Det er overordentligt smukt, med frugterne store som næver knyttet om solen. Da flytteenglene er gået, sætter jeg mig for at vurdere sceneriet. Mit store atelier, som før var så lyst, er nu blevet en dunkel og grønlig grotte fyldt med en hel fremmed duftpalet. Især bananerne lugter kraftigt. Jeg købte dem fuldmodne for at få dem, netop som deres kulør er den gulest mulige på skalaen over banankulør, for når så meget andet bliver grønt på maleriet, skal bananerne lyse af en gul, der er så moden, at den ikke kan blive mere gul; man skal kunne dufte på farven, at den skælver på kanten, netop inden den styrter sig ned i det brune.

Content_9788711987001.indd 10

05/03/21 5:51 PM

JEG LIGGER OFTE længe og venter på, at virkeligheden ankommer og jager søvnens grå vægge ud af sindet. Nogle gange er det Doggy, der vækker mig. Han kurer forbi min soveværelsesdør og sætter sig foran køkkendøren med en bred, klasket lyd på entréens flisegulv. Ikke lang tid derefter hører jeg fru Hessellund åbne døren til sit værelse. “Hej Doggy,” siger hun med lav stemme og går sammen med hunden ind i køkkenet. Doggy og fru Hessellund pusler, så huset nu føles som en krop, der ligger og drejer sig i sengen og endnu ikke vil op. Nogle morgener vågner jeg så tidligt, at jeg ikke kan høre fuglene, sporvognen eller Doggy. Bare mit eget åndedræt. Så vil jeg ikke stå op. Det ville være som at gå ud i en drøm, som at stå op en klar morgen og opdage, at verden var gået i stå klokken fjorten minutter over fire, og at alle mennesker, fugle og dyr var blevet til skygger. Tænk at blive døv, at være lukket inde i kroppens eget vakuum. Så ville jeg aldrig stå op. Men nu er klokken allerede langt over solopgang, dagen er her, særligt i form af fru Hessellunds mere og mere smældende skridt; med hende skal man være varsom, nogle gange stikker hun. Hun skramler og smækker med gryderne, for at jeg skal høre, at det i dag er hende, der holder gang i huset, mens jeg bliver

Content_9788711987001.indd 11

05/03/21 5:51 PM

liggende som et stædigt barn. “Peter, morgenmad!” råber hun til sin søn, den fuglelemmede Peter på seks år. Han løber med nøgne tæer hen over det grønne flisegulv mod køkkenet, hvor havregrøden står og damper. I dag er det solvejr, kan jeg høre på bierne, der summer arbejdslystne, for nu har alle mine sommerblomster åbnet sig og slikker bierne fortumlede med deres støvdragertunger. Solen stikker sine knive i jorden; lad der komme grønvækst og blomsterflor, skyde skud og briste knop, det er i dag, Adam kommer! Jeg havde måske ikke fået idéen, hvis ikke det netop var for paradismåneden, denne ene måned herhjemme, hvor ordene inde og ude holder op med at betyde, hvad de betyder alle årets andre måneder. I juli sover man med vinduer og døre åbne. Vi bliver til små havedyr og spiser ude; terrassebordene står og drikker af varmen som tørstige køer. I juli møder man ingen modstand; at gå ud er som at gå rundt i sig selv, hjemme på alle pletter af græs, under alle skygger. Jeg fandt ham i togvognen på vej hjem fra Kalundborg i sidste uge. Luften stod stille selv ved kysten, og alt – stenene, klitterne, sandet, toget – dirrede af varmedis. Jeg hankede op i min kuffert og gik ind i kupéheden for at finde min plads.Togvognen var fyldt med kroppe, alle i blåt. De myldrede, råbte, slog hinanden på skuldrene og kastede tasker og madpakker hen over midtergangen, imens jeg høfligt klemte mig igennem med min rejsetaske forrest som en stævn på den bredbagede jolle, der er mig. Min plads var ved vinduet

Content_9788711987001.indd 12

05/03/21 5:51 PM

bagerst i kupéen, men min nabopassager havde lagt sig på tværs af sæderne og sov allerede med hagen presset ned mod brystet, så vejrtrækningen lød som en nyfødt kalv med halsen fuld af slim. “Henriksen!” råbte hans kammerater på sæderne over for os og slog til huen, så han sprang op med et hvast blik på mig. Da toget endelig satte i gang og både taske og den bredbagede jolle var placeret på den af billetten angivne plads, sov Henriksen allerede igen. Ved et morsomt tilfælde var jeg åbenbart den eneste civile passager, der var blevet placeret i soldatervognen, som, uagtet temperaturen, var fyldt til sidste sæde. Soldaterne havde forsøgt at opløse forskellen mellem inde og ude ved at åbne alle kupévinduer, så meget som det nu lod sig gøre. Det hjalp først rigtigt, da vi kom op i fart hen over de åbne sjællandske marker, så duften af eng og hø og kvæg buldrede ind i vores lumre kasse. Jeg var i mit lyse hørsæt og sad og viftede mig fornøjet med avisen, egentlig ganske tilpas, hjemmevant med heden fra sydlandske somre, mens soldaterne i uniform svedte og stønnede, så de en efter en måtte knappe sig op under skrål og latter og skub og klap. Det var som at se en skovturskurv blive pakket ud: kolde kyllingelår, tærter, postej og æblebåde, perlende portvin og glas, sådan blev vadsække og tornystre kastet på gulvet og brugt som taburet eller bord til et slag whist, opknappede uniformsjakker bunkede sig i blå bjerge af uld, imens støvler gnubbedes dovent af fødderne, så en em af mose steg op fra kupéens grønne gulv. En af dem, ham der slog Henriksen vågen, klædte sig endda helt af til brystet og blinkede til mig.

Content_9788711987001.indd 13

05/03/21 5:51 PM

Adam sad i hjørnet på den anden side af gangen, halvsovende med hovedet lænet mod vinduet. Derfor lagde jeg ikke mærke til ham i starten. Hans blonde hår faldt i ét med kornmarkerne, der skød forbi toget med sommerens egen tyktflydende hast – så hurtigt sommer altid rinder af landet – og den kraftige eftermiddagssol udviskede hans ansigtstræk, så han set fra mit sæde kun var en lysplet i hjørnet, mens han sov. Der blev råbt på ham, og pludselig, uden synlig overgang fra søvn til fuld eksistens, stod Adam i kupéens midtergang, let fremadlænet med armene afslappet lagt på sæderyggene foran sig, for som en lunefuld tordengud at trække en kammerat i håret. Den angrebne råbte satans og daskede hånden væk, mens Adam grinede og klappede drengen hårdt på kinden med en sergentagtig grov omsorg. En plump pink pæon. Hans lærredsbukser, skjorten løst smøget over albuer, sol i armenes fimrehår og et tørt pust fra de forbifarende sommerenge og marker fik mig til at skælve som af noget frydefuldt, ængsteligt: Dér stod han lænet hen over os og lignede en Adam. Og jeg kunne se ham for mig, denne jordens første mand, som han rejste sig fra bækken for at plukke en frugt, og som derved uden selv at vide det forlod Paradis på strejftog gennem årtusinders lyngheder og urtelier, fløjtende uden melodi, uddelende baghoveddask på vej ned gennem rækkerne for at ende i toget fra Kalundborg. Jeg spurgte Adam på stedet, som han stod der i midtergangen med lertung ro på trods af det rystende og bumlende tog, rullende en cigaret, som han i en sammenhængende,

Content_9788711987001.indd 14

05/03/21 5:51 PM

flydende bevægelse placerede mellem læberne, om han kunne være interesseret i at sidde model for mig. Jeg fortalte, at jeg ledte efter en model til Adam i Paradiset, og han ville passe, at han bestemt ville gå an som Adam. Han inhalerede, pustede ud over vores hoveder og sagde så ja uden tøven. Præcis sådan som Hjalmar, og ja, især Carl Vilhelm ville have sagt ja, altid øjeblikkeligt klar over, hvad de ville. Han var netop afmønstret, sagde Adam, og havde endnu ikke fundet andet arbejde. Han manglede penge, sagde han, kunne han få betalingen på forskud? Jeg betalte ham for resten af juli og august, netop som toget rullede ind på banegården. Soldaterne råbte hurra, solen skinnede, byen duftede af by og lidt af gammel øl, og så tog de på sold, mens jeg blev stående på perronen et øjeblik og lod mig varme af solen, stillestående som en guldsmed over de kraftigt strømmende bække af rejsende med kufferter, kasser og køjesække.

Content_9788711987001.indd 15

05/03/21 5:51 PM

“ER DET BANANERNE, der lugter sådan?” Fru Hessellund står i døren med formiddagsteen. Hun vejrer med næsen, drejer hovedet. Vi ser samtidig ned på bananerne. Jeg har haft dem liggende i tre dage, og allerede nu begynder fregnerne at sprede sig, så jeg må købe nye i morgen. “Bryder De Dem ikke om lugten?” “Her er lidt tungt, skal jeg ikke åbne et vindue?” siger hun, sætter tebakken ned på kisten og åbner vinduet uden at vente på svar. “Kun på klem,” siger jeg. “Det trækker lidt i dag, synes jeg.” “Han er ikke kommet?” siger fru Hessellund og bliver stående foran Paradiset. Jungleduften er allerede forjaget af julibrisen, nu trænger København ind. “Nej, det kan De vel se,” siger jeg. “Han har sikkert ikke læst Deres brevkort endnu,” siger fru Hessellund med et smil. Jeg ventede også det meste af formiddagen i går. Jeg har sendt et brevkort til den baggård, hvor han logerer, med besked om, at Paradiset står klar. Jeg har bedt ham om at komme hver dag klokken halv ni til tolv. Nu er klokken næsten ti.

Content_9788711987001.indd 16

05/03/21 5:51 PM

“Ja, det har De nok ret i. Jeg ligger jo også bare her og svømmer i loftet.” Fru Hessellund standser i døråbningen. “Nå ja, dette brev kom til Dem i går. Men jeg glemte det, for det var ikke postbuddet, som afleverede det,” siger hun. “Jeg hørte det falde gennem brevsprækken. Da jeg åbnede døren, kunne jeg kun se en ung mand henne ved sporvognsstationen.” Et øjeblik holder vi begge i hver sin ende af konvolutten. “Det er et mærkeligt brev. Og ingen afsender,” siger hun, da hun giver slip. Der er malet en flækket appelsin på konvolutten, Til Mester står skrevet i skaftet på en kniv, der er ved at skære frugten over. I og for sig smukt. Det foruroligende er myrerne, som han har malet overalt på konvolutten, nede i frugtkødet, på knivens skaft, strømme af myrer på vej mod appelsinen, en hær i gåsegang fra bagsiden og om på forsiden, krybende frem under flappen, som om de stammede fra noget nede i konvolutten. “Ja, det er da et lidt mærkeligt brev,” siger jeg til fru Hessellund og lægger det ind i en bog. “Men jeg får så mange sære henvendelser. Det skal De ikke tænke på. Det er ikke altid, at jeg får læst dem. Vil De ikke for fremtiden blot lægge brevene på chatollet? Så skal jeg nok sortere de breve fra, som er til Dem. De har jo så meget andet, De også skal nå, så det er kun rimeligt, at jeg tager mig af posten. Det er jo trods alt mig, der får flest henvendelser.”

Content_9788711987001.indd 17

05/03/21 5:51 PM

Dét får fru Hessellund til at slippe sit smil. Hun får næsten aldrig breve. I sidste uge kom den endelige boopgørelse efter hendes mand. Der var, som jeg havde anet, og som hun frygtede, ikke noget i den at vente for hende. “Hvis De foretrækker det sådan,” siger hun blot og går.

Content_9788711987001.indd 18

05/03/21 5:51 PM

“SÆT DEM HER.” Jeg peger på sivstolen, som jeg har stillet midt i atelieret foran det store vinduesparti ud mod Mariendalsvej. Adam sætter sig. Det skal være formiddagslys, beslutter jeg mig for. Lysindfaldet er godt. Jeg kan lide den kulde, som morgenen kommer med. Der ligger noget tøvende, noget ventende i det blå lys. Dagen er stadig potentiel. Senere modnes den som en frugt og bliver varmere og varmere, til den eksploderer i solnedgang, som gør ansigter røde, næsten ophovnede af farve. Og derefter kommer natten. Dét skal jeg huske at sige, næste gang en af de unge taler om ældre maleres langsommelighed, nej, vil jeg sige, at være blevet 70 er at være så fyldt med fryd, at man næsten ikke kan rumme sig selv. Man mærker eksplosionen nærme sig, vil jeg sige. At intensiteten er så stor, at man ofte må sætte sig ned og bare ånde for ikke at løbe over. Men min Adam er ung, og derfor passer det skarpe og gullige på hans overeksponerede skulder og isse, de blå skygger, der får musklerne til at træde frem. Jeg siger til Adam: “Forestil Dem, at De sidder på en trone.” Den ranke mand ranker sig. Lyset er en krone på hans hoved, en kappe om hans skuldre. Ja, tænk, hvis en konge

Content_9788711987001.indd 19

05/03/21 5:51 PM

kunne sidde sådan, som Adam sidder nu. Der skal ingen puder til, rygmuskulaturen holder bryst og hoved oppe. Dette er en krop, der aldrig luder, og som ikke kender til sammenfald. Den kan kun dette: at sidde rankt. Jeg har det, som om jeg står over for naturen selv. Jeg må sætte mig ned og trække vejret dybt. Adam bliver siddende, som han sidder. Naturens egen majestæt uden behov for magtens forløjede regalier. Måske burde kongen også være nøgen, altså hvis han havde krop som Adam. Det ville være en slags omskrivning af Kejserens nye klæder, hvor hele landet frydes over at se Hans Majestæt gå gennem byen i nøgen noblesse. Og alle ville forstå, at sådan burde det altid være, og at dem, der har tøj på, er dem, som har noget at skjule. Jeg spekulerer på, om det egentlig ikke var det, Andersen antydede. Havde kejseren været mere kejserlig, havde det været lige meget, om han havde tøj på eller ej. På den måde er børn naturlige royalister i egentlig forstand. Den eneste gang min far har slået mig, var ved Christian VIII’s ligfærd i 1848. Vi stod i Rønne Rådhus mellem alle de prægtigt klædte folk i sorte dragter, kvinder med slør og muffer, og hvor et panorama viste kisten, der blev trukket af mange, mange hvide heste med sorte skaberakker. Dét øjeblik lærte jeg, hvad crepe er: det på én gang matte og blanke silkestof med struktur som barken på en gammel eg. Jeg kunne ikke lade være med forsigtigt at ae og stryge hænderne i damernes kjolestof. Jeg var knap fem og forstod ikke de voksnes sorg, men var fyldt op af symmetrien mellem hestene, der trak

Content_9788711987001.indd 20

05/03/21 5:51 PM

den blanke kiste, som for mig lignede den store sten fra åen – og da lo jeg, fordi det var det prægtigste, jeg nogensinde havde set. Min latter boblede ud mellem alle disse stillestående sorte nederdele og sorte benklæder, og min far, min rolige, besindige far, der ikke forstod, at jeg lo, fordi jeg var overvældet af kongelighed, blev rød af skam og gav mig en lussing, så jeg straks begyndte at græde. Der er noget stift over min første skitse. Adam sidder lidt for rankt, man ser øjeblikkeligt, at han er soldat. Og det går jo ikke. Eller også skyldes hans stivhed, at han er ukomfortabel med at være nøgen. Hvilket man jo godt kan forstå. Det plejer at tage et par gange at vænne sig til det, har jeg erfaret med mange modeller. “Det er godt,” siger jeg til Adam, “men forstår De, jeg vil ikke male stolen. De skal lade, som om den ikke er der. Kroppen selv skal være tronen. Sådan! Læn Dem lidt tilbage. Ja, præcis, som De gør nu. Forestil Dem, at De er en divan. Man skal have lyst til at lægge sig i Dem. Helt afslappet, som om De lige er vågnet.” Så smukt at betragte kroppens føjelighed, at følge musklerne under huden, idet de spændes og løsnes. Det lille buk hen over navlen, når han læner sig tilbage i sivstolen, bugen, der bliver blødere og skubber navlen op som en fingerbølsskål rakt frem mod lyset. “Kan De stadig spænde mavemusklerne i den her position?” “Men er jeg ikke en sofa?” spørger Adam og ser mig for første gang i øjnene, siden han kom herind. Han tog stille

Content_9788711987001.indd 21

05/03/21 5:51 PM

tøjet af, foldede det, lagde det på min skrivebordsstol. Jeg troede, at han var nervøs og flov over at være afklædt, men hans blik er fuldstændig roligt, næsten koldt. ”Joh,“ siger jeg, “De skal se afslappet ud, De skal se ud, som om De keder Dem. Forestil Dem, at Eva ikke er blevet skabt endnu. Adam sidder alene og ved ikke, hvad han skal lave. Derfor keder De Dem. Men Deres mave ser så dejlig ud, når De spænder musklerne. Bare en lille smule.” “Sådan kan jeg ikke sidde ret længe.” “Aha, ja, det kan jeg jo godt se. Et lille øjeblik? Så ridser jeg det ned. Så prøver vi noget andet om lidt.”

Content_9788711987001.indd 22

05/03/21 5:51 PM

ADAM RØRER PÅ sig. Eller? Jeg ser op på ham. Ja, der er liv nu. Jeg troede ellers, at han sov. At sove med åbne øjne må være en egenskab, som soldater opøver med tiden, en formidabel evne til at stå stille uden at mærke, om der er gået fire timer eller hundrede år, for så, på sekundet, at vågne til dåd, når sergenten råber. Men nu er han nærværende. Han ser hen mod mig, han har stadig ikke bevæget sig, men på en eller anden måde er han tilbage i kroppen. Intenst nærværende. Jeg smiler. Klokken er ti, og uden for vinduet dykker svaler igen og igen med samme fryd, som når vogne farer afsted og hatte næsten ryger af. Ja, man kan se, at fremkomsten af motorentusiaster har medført et skift i hovedbeklædningsmoden, der fra hanekammehøje hatte nu nærmer sig svalerne med deres tætsiddende læderhuer og pilotbriller, så de som små motoriserede spurvefugle, aerodynamisk bygget til flugt og fald, kan fare ned ad bakkerne. Frydefuldt er det at male med hast, jeg fanger glimt fra hans åndedræt, fra hans blik. “Vil man have formiddagsteen serveret herinde?” spørger fru Hessellund med en tone lige så balanceret som bakken med te og sandkage. Åh. Hun står lige bag mig. Jeg havde

Content_9788711987001.indd 23

05/03/21 5:51 PM

ikke hørt hende komme. Hvor lang tid har hun stået der og set på os? “Jeg vil jo ikke have te, når jeg har model,” siger jeg irriteret. “Det forstyrrer. Meget.” “Ah,” siger fru Hessellund, men bliver stående. Jeg bliver siddende med ryggen til min husbestyrerinde. Øjeblikket er væk, jeg kan ikke engang huske, hvad det var, jeg malede. Adam smiler og nikker mod tebakken bag mig. “Jeg kunne godt bruge en kop te. Jeg sidder her og falder i søvn,” siger han og rejser sig nøgent, og fru Hessellund træder frem med et smil og går letsvævende forbi mig og Adam for at sætte bakken på skrivebordet. Hun bliver stående, hælder te i koppen. “Skal De også have, Kristian?” spørger hun uden at vende sig mod mig. Adams bukser hænger over skrivebordsstolen. Han tager dem på uden hast, synes jeg. Hun venter med koppen i hænderne, og Adam tager imod den med et let buk, overkroppen stadig bar. Det er upassende, at hun bliver stående, sådan som Adam stirrer på hende. Jeg gjorde ret i at nægte kvinder adgang til min skole, hvad enten som elever eller modeller, for det ødelægger de unges koncentration om opgaven, om kunstens alvor. “Nej, ikke nu mens jeg arbejder,” siger jeg noget skarpt. “Først efter tolv. Vil De være venlig at huske det for fremtiden, fru Hessellund?” Hun vender sig fra Adam og nikker så ubetydeligt som svar, at det bare virker, som om hun lukker øjnene lidt længere end nødvendigt. Så forlader hun svajende rummet

Content_9788711987001.indd 24

05/03/21 5:51 PM

uden at lukke døren.Teen bliver stående på skrivebordet og fylder rummet med sin bittersøde citrusduft af bergamotte. Jeg maler videre på valmuerne i billedets venstre hjørne, mens Adam drikker sin te. “Lyt engang,” siger jeg til Adam. “Hvad hører De?” Adam kigger langsomt op, det tager tid for ham at vågne af paradisdøsen, af kedsommeligheden. Jeg ser på Adam mellem palmerne og nikker opmuntrende. “Hvad hører De, hvis De lytter efter?” “Ingenting,” siger Adam og ser allerede ud, som om han keder sig igen. Jeg insisterer på at vække ham. “De små lyde, min kære, kan De ikke høre dem?” Adam trækker på skuldrene. “Kan De ikke høre uret?” siger jeg til min lidt kedsommelige model. “Hvad siger uret?” Adam, sikkert fordi jeg betaler ham for hans nærværelse, siger endelig: “Tik tak.” “Ja!” råber jeg. “Tik tak! Jeg havde altid troet, at uret sagde tik tak, tik tak, tik tak. Men forleden fortalte grev Moltke, at uret egentlig bare siger tik tik tik. Det er den samme lyd, som gentages. Tik tak er hjernespind, en historie den grå hjerne fortæller for ikke at kede sig: Først var livet tik, så blev det tak. Der skete noget. Tik tak. Og i virkeligheden går sekunderne bare tik tik tik tik derudad, til man dør. Det er lidt kedeligt, synes jeg.” “Nå,” siger Adam bare og kigger ud ad vinduet.

Content_9788711987001.indd 25

05/03/21 5:51 PM

JEG VED IKKE, hvad det er, som har fået mig til at se op: ingen bevægelse i gardinerne, ingen lyde fra gaden, og kun en knap hørlig summen i et hus, hvor vinden ikke har adgang. Jeg sad bare og var optaget af en bog, da jeg pludselig så op og fik øje på ham gennem ruden. Eller nej, det er ikke præcist nok udtrykt, jeg fik ikke øje på ham, snarere er det sådan, at jeg så op og så ham. Der var ikke det mellemrum, som ellers altid findes mellem det at se noget og så det at genkende det sete, tværtimod: Jeg så op for at se ham. Han var der, og jeg vidste det, før jeg løftede hovedet. Nu står han ude foran mit hus og genkender mig i farvekontrasten mellem gul buskpotentil og Casa d’Antinos turkise hoveddør. Han går tættere på, retter sig op. Han tvinger kæben til at løsne sig, smiler og tager den beslutning, han allerede har taget, som nu skal blomstre eller dø. Og jeg forstår, at denne ro hvormed jeg venter på, at det ringer på døren, kun kan skyldes, at jeg i grunden har ventet på ham længe, og at jeg gang på gang må være blevet skuffet, eller måske snarere lettet over, at det ikke var ham, der gik forbi eller kom med mælken. Men nu er disse hundreder af dages hundrede brøkdele spænding som blæst

Content_9788711987001.indd 26

05/03/21 5:51 PM

væk, og jeg føler ikke andet end klarhed: Her kommer han og ringer på min dør. Også fru Hessellund må have set Hjalmar fra vinduet i køkkenet, for endnu står han stadig tøvende på trappetrinet uden at have ringet på døren, og dog er fru Hessellund allerede på vej ud i entréen. Jeg kan se hende for mig, ved køkkenbordet og med rødspætterne i vasken, hvor isen for længst er smeltet, så fisk og opløst avis flyder rundt i blodgulligt søle, middagen forsinket igen, og løgene, som bare ligger der på bordet, upillede, uhakkede som en efterårskrans om spækbrættet, hendes hage hvilende mod hånden, overmandet af enten fortvivlelse eller dagdrømme, ventende. For fru Hessellund venter i grunden altid. Det er blevet en tilstand hos hende, men uden håb, hendes længsler har fået stukket øjnene ud. Det er trist, men sådan lever mange, de venter på, at noget skal komme og rykke dem ud af denne livets ventesal, at nogen træder med faste skridt ind ad havelågen og får grusstien til at knase. Det er denne chance for, at det ringer på døren, at alt alligevel kan blive anderledes, der får os til at holde ud og blive ved. Og mon ikke det var dét, som greb fru Hessellund, da hun ud af ventedøde øjne så en muskuløs, blond mand gå forbi køkkenvinduet? Hun må have rejst sig pludseligt, overrasket over, at Adam kommer forbi en eftermiddag og ikke ved det faste tidspunkt klokken halv ni. Og da må hun have fået idéen om, at det derfor er hende og ikke mig, som han er kommet for at se. Ellers kan jeg ikke forklare, hvorfor

Content_9788711987001.indd 27

05/03/21 5:51 PM

hun, som lader alle andre gæster stå og ringe forgæves, til jeg selv rejser mig og lukker dem ind, hvorfor hun nu med hastige skridt går ud af køkkenet og over entréens klinker for at stå ved døren, idet han ringer på. Hun åbner døren. Tanken om den skuffelse, der nu bemægtiger sig fru Hessellund, spreder en blød vemod i hele villaen, som om gardiner, kister, reoler, malerierne og jeg alle synker lidt sammen i knæene, klar til at gribe fru Hessellund, når hun falder. “Jeg kommer for at se Mesteren,” hører jeg Hjalmar sige til fru Hessellund. “Vil De være venlig at melde ham det?” Og da fru Hessellund ikke gør den mindste bevægelse, men blot bliver stående som en slap tulipan i døren, tilføjer han: “Er dette ikke Kristian Zahrtmanns villa?” “Jo, det er her, han bor,” siger fru Hessellund med tonløs stemme. Et øjeblik står de i stilhed, så sukker hun og betragter Hjalmar med skarp opmærksomhed. “Undskyld, jeg troede, at De var en anden. De ligner så utroligt.” Jeg kan se hende rette ryggen, og jeg kan se Hjalmar møde hendes blik. “Ja, det er altså utroligt, som De dog ligner,” siger hun igen, men så tager hun sig sammen og samler sin rolle op fra klinkegulvet med et let buk i nakken. “Jeg er husbestyrerinde her.” “Ja, det kunne jeg næsten regne ud,” hører jeg Hjalmar sige med en lille venlig latter. “Hans kone kunne De jo næppe være.” De ler sammen.

Content_9788711987001.indd 28

05/03/21 5:51 PM

“Men hvem ligner jeg?” spørger Hjalmar og holder op med at klukke. “Ja, bare en model, der kommer her om formiddagen, en ung soldat.” “Aha.” De står begge tavse et øjeblik. “Vil De melde hr. Zahrtmann, at Hjalmar Sørensen er her for at se ham?” siger Hjalmar så i en ny tone. Fru Hessellund ser over mod mig i atelieret.Vi får øjenkontakt, og sådan er forholdet imellem os nu, at hun ikke skammer sig det mindste over i mit påsyn at have leet over mig sammen med en fremmed, og sådan er forholdet mellem os, at når jeg ryster på hovedet, smiler hun, som om hun ved, hvad hun ikke ved noget om. Hun vender sig mod Hjalmar igen. “Hr. Zahrtmann er desværre ikke hjemme.” “Nå, det er han ikke?” “Nej, desværre,” siger hun. “Så må jeg komme en anden gang,” siger han. “Ja, en anden gang,” gentager hun. “Jamen, så farvel,” siger Hjalmar. Så ser han hen på mig i vinduet. Han smiler længe, løfter hånden til kasketten. Han vender sig om for at gå, men tøver, og før han igen forsvinder, ned ad gaden, ud af byen, vender han sig atter om, og jeg hører ham tydeligt gennem glas og åben dør: “Jeg vil bede Dem fortælle ham, at Hjalmar Sørensen var her for at sige, at hr. Zahrtmann var ham en god lærer. Han

Content_9788711987001.indd 29

05/03/21 5:51 PM

så, at jeg kunne blive en anden end den, jeg troede, jeg var. Og for det skylder jeg ham tak.” Og så går han, som han går. Den smukkeste mand, verden nogensinde har set.

Content_9788711987001.indd 30

05/03/21 5:51 PM

Bilag 1 Almindelig borgerlig straffelov af 10. februar 1866

Content_9788711987001.indd 31

05/03/21 5:51 PM

Content_9788711987001.indd 32

05/03/21 5:51 PM

§ 177. Omgængelse mod Naturen straffes med Forbedringshuusarbeide. § 185. Den, som ved uteerligt Forhold Krænker Blufærdigheden eller giver offentlig Forargelse, straffes med Fængsel paa Vand og Brød eller med Forbedringshuusarbeide.

Content_9788711987001.indd 33

05/03/21 5:51 PM

Presentation only - no print

København har netop lagt scene til flere store retsforfølgelser af homoseksuelle. Og netop hér –

r a k el h aslu n d - gjer r i ld

“Det er godt,” siger jeg til Adam, “men forstår De, jeg vil

Presentation only - no print

anmelderne skrev om r a k e l h a slu n d - gj e r r i l d

alle himlens fugle “Litterær magi” w e e k e n dav i s e n

“Egensindig, ildevarslende og smuk”

a da m

poli t i k en

“Virkelig god litteratur” i n f o r m at i o n

70 år gammel og på højden af sin karriere – maler Kristian

historiske maler Kristian Zahrtmanns kunst og tid beskriver

menneskes sidste dage. I den historiske roman

et menneske, som levede sit liv i kraftige komplementærfarver og paradokser.

og tid. Det er hendes tredje skønlitterære bog. 1843-1917, var kunstmaler og underviser og en stor figur i dansk kulturliv i tiden omkring århundredeskiftet.

“Den sætter sig fast”

a da m i pa r a dis

Adam i Paradis er en roman, der med inspiration fra den

danske kunstmaler Kristian Zahrtmanns liv

k r i s t e l i g t dag b l a d

sig bag dette maleri?

I 2020 udgav hun romanen Alle himlens fugle,

Adam i Paradis henter hun inspiration fra den

“Tindrende smuk”

paradis

dag b l a d e n e s b u r e a u

“Hjertet smuldrer i kroppen, mens man læser Rakel Haslund-Gjerrilds fabelagtig gode roman” l i t t e r at u r s i d e n

rom a n

øer “Tænk at debutere så stilrent, tyst og cool som Rakel Haslund-Gjerrild gør med Øer” i n f o r m at i o n

li n dh a r dt og r i nghof