Afhopperne læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

JESPER CLEMMENSEN

AFHOPPERNE er blevet til gennem interviews med flere af hovedpersonerne, der stadig lever, og via et omfangsrigt arkivarbejde i Danmark, USA, Tyskland og flere østeuropæiske lande.

SØNDAG DEN 24. JULI 1960 hoppede Jan Rocek sammen med sin kone, svigermor og to små drenge over rælingen på den østtyske færge »Seebad Ahlbeck« og ned i vandet i Gedser havn. Dagen efter forsøgte familiens gode venner at gøre dem kunststykket efter og dermed afslutte årtiers undertrykkelse af to jødiske familier i Østeuropa. AFHOPPERNE er den utrolige historie om at overleve nazisternes uhyrligheder i udryddelseslejren i Auschwitz, blive fanget bag Jerntæppet i Tjekkoslovakiet og til sidst undslippe kommunismen via Danmark. BOGEN er en storslået fortælling om livet i et totalitært mørke og længslen efter frihed; en uhyrlig historie om at se det meste af sin familie blive udslettet og selv søge en ny tilværelse med en dristig og hårrejsende flugt fra Prag og op gennem Østtyskland.

AFHOPPERNE

JESPER CLEMMENSEN (f. 1975) er uddannet journalist og har arbejdet for både DR og TV 2. Han debuterede som forfatter med Flugtrute Østersøen i 2012. I 2017 blev den fulgt op af Skyggemand – flugthjælper i den kolde krigs Berlin. Begge bøger høstede fremragende anmeldelser og blev indstillet til Weekendavisens Litteraturpris. Flugtrute Østersøen blev desuden kåret til Årets Historiske Bog i 2012.

JESPER CLEMMENSEN

AFHOPPERNE F R A H O L O C AU S T T I L FA N G E R BAG J E R N TÆ P P E T — TO FA M I LI ERS DRAMATISKE FLUGT TIL DANMARK

lindhardtogringhof.dk

L I N D H A R D T OG RINGHOF

Selve springet er kort, og det samme er tidsrummet, hvor de først synker ned i det kolde mørke for derefter at bryde tilbage i lyset. Men deroppe, i vandoverfladen, venter kampen. Jan kommer om på ryggen, får med sin venstre hånd fat i den konfuse Thomas, mens han med den højre arm forsøger at tage baglæns svømmetag. Det går langsomt, kan han mærke. Tøjet tynger dem, men næsten værre er det, at det pludselige møde med vandet har sendt hans briller mod bunden af havnebassinet. Jan føler kortvarigt sin fornemmelse af retning forvinde, og saltvandet i øjnene forværrer det slørede syn. Over skulderen, i det diffuse fjerne, synes han at ane en stige. Der er langt derover. Uddrag fra bogen

»Jeg er ligeglad med, i hvilken ideologis navn forbrydelserne blev begået. Jeg er interesseret i, at forbrydelserne bliver husket, så de ikke bliver gentaget.« Anne Applebaum, historiker og journalist

Afhopper, person, der pludseligt og illegalt forlader sit land (eller sit parti). Betegnelsen blev især brugt om personer, der flygtede fra det tidligere Sovjetunionen og de kommunistiske regimer i Østeuropa. Den Store Danske, Gyldendal

Content_9788711912898.indd 4

11/02/20 4:10 PM

Jesper Clemmensen

Afhopperne Fra Holocaust til fanger bag Jerntæppet – to familiers dramatiske flugt til Danmark

LINDHARDT OG RINGHOF

Content_9788711912898.indd 3

11/02/20 4:10 PM

Indhold

PROLOG Punktummer i Prag �� 11 Afhøring af en afhopper ��17

DEL 1 – 1924–1945 Begyndelser ��25 Venner i nøden ��47 Kærligheden i koncentrationslejren ��71 Til helvede og tilbage igen ��108 Befrielser ��135 Afhøring af en afhopper ��147

DEL 2 – 1946–1960 Morgenrøde ��153 De udgrænsede ��172 Hugget i sten ��208 Møder med overmagten ��223 På den anden side ��240 Afhøring af en afhopper ��259

Content_9788711912898.indd 5

11/02/20 4:10 PM

DEL 3 – 1960–2019 Tunnelsyn ��265 Et hul i Jerntæppet ��294 Spring ��305 Mellem frihed og fængsel ��333 I Amerika ��362 Den sidste sommer ��369

EPILOG Slutninger ��383 Window Seat ��394 To my parents ��395 Tak ��396 Kilder og noter ��398 Litteraturliste ��405

Content_9788711912898.indd 6

11/02/20 4:10 PM

Content_9788711912898.indd 8

11/02/20 4:10 PM

PROLOG

Content_9788711912898.indd 9

11/02/20 4:10 PM

Content_9788711912898.indd 10

11/02/20 4:10 PM

Punktummer i Prag Fredag den 6. september 2019 Et godt stykke udenfor Prags centrum, tættere på stribede industriskorstene end på byens historiske spir, drejer en ladvogn op ad den lille gade Nad Olšinami. Det er fredag, klokken er halv ni om morgenen. Nede fra hovedvejen brummer og summer det, og udrykninger hyler og båtter med mellemrum i det fjerne. Ladvognen standser overfor en ferskenfarvet treetagers boligblok. To brede brolæggere hopper ud og skridter over mod en tredje mand, der venter med en papkasse under armen. De hilser kort på hinanden og træder så hen til et sted på fortovet, som manden med kassen udpeger. Han kigger ned i et stykke papir og ser derefter op på facaden. Den er god nok, det er her. En af brolæggerne, tydeligvis sjakbajsen, peger ned mod asfaltbelægningen og mumler noget til sin kollega, der svarer ved at skynde sig tilbage mod ladvognen, hvor han tager fat på at losse værktøj og materialer. Generator, betonfræser, et lille trykluftsbor, spand med mørtel, en murerske, hammer, en kost med bløde børster. Manden med papiret stiller papkassen på jorden og tager indholdet op. Tre brosten med gyldne messingoverflader, hvori der er præget en kort tekst. Navn, steder, datoer. Tre liv. Klokken bliver kvart i ni. En lille gruppe folk forsamler sig omkring stedet, hvor de to brolæggere gør deres maskiner klar. I 11

Content_9788711912898.indd 11

11/02/20 4:10 PM

flokken går en ældre, krumbøjet herre i slips og mørkeblå habitjakke rundt og taler med de forskellige. Han er en slags vært. Det er også ham, de hiver fat i, når der opstår et spørgsmål vedrørende stenene. De fleste af de tilstedeværende er hans familiemedlemmer, men der er også kommet nogle gamle og nye venner til. Blandt dem en dansk kvinde med mørkt pagehår. Den ene af den ældre herres to sønner, en midaldrende mand i grå habitjakke, tager billeder af de tre brosten, som står ved siden af hinanden på kanten af fortovet. Flere følger hans eksempel, inden stenene forsigtigt bæres hen til det sted, hvor de skal sættes ned. Da de er placeret, som de skal stå, tegner sjakbajsen linjerne op omkring dem og flytter dem så igen lidt ud til siden. Han starter generatoren og griber fræseren. Lydstyrken stiger sammen med en sky af støv, da klingen rammer asfalten og skærer smalle sprækker i det stenede underlag. Tilskuerne i den lille kreds opgiver deres samtaler og kniber instinktivt øjnene sammen eller vender siden til. Lidt efter knuser trykluftsboret asfalten indenfor sprækkerne, så fyldet kan blive gravet fri med hænderne. Med murerskeen kommer sjakbajsen det sidste stykke ned i gruset og skaber plads til brostenene. Mændene sætter dem ned, hullet passer. Et par af de unge mennesker i kredsen får lov til at smøre mørtel på undersiden af stenene, hvorefter de trykker dem fast i hullet. Fyld skubbes i sprækkerne, og den ene brolægger lader kosten med de bløde børster feje stenene fri for smulder, inden han og kollegaen læsser værktøjet op på ladvognen og forsvinder. De skinnende messingplader med de tre navne er nu en del af fortovet. Her hører de til. Eller hørte til. Sønnen i den grå habitjakke fisker tre fotos ud af et plastikchartek og lægger dem omkring stenene. En ung kvinde i fin, hvid kjole ser direkte ind i linsen. Det er Frieda, som senere tog det tjekkiske navn Bedriska. Født 1895, død 1944. Hendes mand, Hugo, ligger ved siden af. En vandkæmmet, midaldrende herre i et klassisk portræt. Født 1887, død 1944. Ved den nederste sten 12

Content_9788711912898.indd 12

11/02/20 4:10 PM

smiler deres datter Helga til fotografen. I 1936, da hun var syv år gammel. Også død i 1944. De tre brosten har et årstal mere tilfælles. 1942. Deportationen. Helga læner sit hoved mod kinden af en lidt større dreng i skjorte og strikvest, der ligesom hun smiler. Hun holder om ham. Det er hendes storebror, Jan – den ældre herre i slips og mørkeblå habitjakke, som nu trisser ud af kredsen, hvor folk småsnakker på kryds og tværs. Han stiller sig med ryggen til facaden og ser rundt. På sine to drenge, sin svigerdatter, sine børnebørn og vennerne. Klokken er ni. Jan Rocek rømmer sig, og den sidste snak dør ud. »Jeg vil bare lige sige et par ord … Jeg vil gerne takke alle for at komme her og ære mindet om mine forældre og min lillesøster, som kun var 15 år gammel, da hun og mine forældre for 75 år siden blev gennet ind i gaskamrene i Auschwitz og myrdet. Min familie og jeg boede her, lige fra jeg blev født, for mere end 95 år siden. Så alle mine barndomsminder er knyttet til det her sted. Jeg husker min mor, hun dedikerede sig til sin familie på en tid, hvor husholdning var meget mere besværligt end i dag. Vi havde intet køleskab, ingen støvsuger, ingen vaskemaskine eller tørretumbler. Der skulle handles og laves mad på det kulfyrede komfur. Hun var fysisk aktiv, hun tog mig med på vandreture, tog mig med ud at stå på skøjter og kælke om vinteren. Og vi svømmede om sommeren, svømmede over Moldau. Og vi vandrede … Vi vandrede …« Han standser op, da en udrykning passerer ude på hovedvejen. Venter, til sirenerne igen er fjern baggrundsstøj. »Vi vandrede i bjergene om sommeren. Det er uden tvivl fra hende, jeg arvede kærligheden til bjerge og vandring. Og jeg husker min søde lillesøster, som var meget, meget mere udadvendt, end jeg var, og som fik mange flere venner.« De fleste i forsamlingen har automatisk ladet deres blik vandre ned mod den lille pige, der smiler op fra det sort-hvide foto på asfalten. Drengen, som hun har sin arm om, fortsætter sit mindeord: 13

Content_9788711912898.indd 13

11/02/20 4:10 PM

»Jeg husker min far, som var … Ja, jeg husker ham særligt i tiden under Depressionen, som var meget, meget hård, og hvor han sammen med sin bror kæmpede for at holde deres lille malingfabrik oven vande. Og jeg husker meget tydeligt, hvor chokeret jeg senere blev, da vi en dag stod på altanen – lige her, oppe over os – og han sagde til mig: ’Ved du hvad, der er ikke meget forskel på kommunisme og nazisme. Bortset fra, at vi er jøder.’ Jeg kunne ikke tro mine egne ører. Det var jo på samme tid, at den sovjetiske hær kæmpede mod den tyske hær, så jeg tænkte bare, at han var et gammelt fjols. Han var over 50 år på det tidspunkt, så han anede jo sikkert ikke, hvad han talte om. Det tog mig omkring ti år, før jeg indså, hvor meget ret han faktisk havde. Jeg har aldrig kendt et menneske med større integritet end ham. Han afskyede enhver løgn. Han troede på sandheden, på at fortælle sandheden, han kunne ikke engang tolerere en lille hvid løgn. Jeg tror, at det var den indflydelse, og også det at vokse op under den beundringsværdige præsident Tomàš Masaryk, hvis credo lød ’sandheden sejrer’, der gjorde, at jeg kunne gennemskue kommunisternes konstante løgne. Løgne, som du ikke bare skulle acceptere, men også gentage, hvis du ville overleve. Det var så uacceptabelt, og det var umuligt for mig at lade mine børn vokse op under det.« Det er det. Han ser op og introducerer så sin søn, Martin Rocek. En dygtig fysiker, pointerer Jan, som også skriver nogle gode digte. Martin bytter plads med sin far og læser op af Window Seat. En erindring om pludselig, under en flyvetur, at blive overvældet af savnet af tre nære slægtninge, han aldrig nåede at møde. Digtet er skrevet for flere år siden, men passer til dagens ceremoni, siger han. »… they are but stories from the past: they lived and loved and then were gassed …« 95-årige Jan Rocek har fået sat en slags punktummer i Prag. I sin egen fortælling, men også fysisk. Tre såkaldte snublesten i fortovet, 14

Content_9788711912898.indd 14

11/02/20 4:10 PM

der efterhånden ligger i tusindvis af rundtomkring i flere europæiske storbyer. En påmindelse om, at der i det hus, du passerer, engang levede en person eller en familie, indtil nazisterne satte døden i system. Nu er tre snublesten mere sat ned. Et minde om Hugo, Bedriska og Helga, der boede, levede og drømte på Nad Olšinami 448, 3. sal. Dagen i dag er det tætteste, Jan kommer en begravelse af sin familie, hvisker hans svigerdatter Karen, som har arrangeret det hele. Og så er et ekstra vigtigt punktum endda blevet sat i det, der nok er den 11. time i et langt liv. I udkanten af kredsen står den danske kvinde. Hun hedder Helle West. Indtil for ganske nylig kendte Jan ikke til hende. Og indtil i går havde de ikke mødtes ansigt til ansigt. Ganske tilfældigt krydsedes deres veje for 59 år siden i Danmark, men kun flygtigt og hektisk. Alligevel er de tæt forbundet af en enkelt mands snarrådige og risikable indsats i sommeren 1960. En aktion, der sikrede, at Jan sammen med sin hustru og børn vandt friheden, da totalitære kræfter for anden gang truede med at slå deres tilværelse i stykker.

Content_9788711912898.indd 15

11/02/20 4:10 PM

Content_9788711912898.indd 16

11/02/20 4:10 PM

Afhøring af en afhopper Tirsdag den 26. juli 1960. Politigården, København Det kan næppe have undgået kriminaloverbetjent Dalgaards opmærksomhed, at hans kollegaer i Danmarks sydligste by har haft nogle dramatiske arbejdsdage. Sagen fylder for anden dag i træk forsiderne på alle de største aviser, hvor man kan læse om flygtninge, der i Gedser har været forfulgt af østtysk politi i en gummibåd. Der har angiveligt været tale om, at østtyskerne fik fat i en lille dreng og »tog ham som gidsel«, men også, at en »dansk helt« blandede sig. Dagbladene har været tæt på dramaet, men det er de færreste mennesker, som endnu har talt med hovedpersonerne. Og ingen har endnu hørt dem fortælle deres egen historie. Dalgaard er den første, som skal foretage en grundig afhøring. Foran ham ligger en række rapporter og vidneafhøringer, der er to døgn gamle. Heraf fremgår det, at en kriminalassistent Scharling fra Gedser sent søndag eftermiddag telefonerede til Politigården i København. Anledningen var, at »der kort forinden var ’afhoppet’ fem personer, 3 voksne og to børn, fra den østtyske færge Ahlbeck. De var sprunget overbord i vandet og var nu efter lægeordre på vej i ambulance til sygehuset i Nykøbing F.« En dansker – »en tilfældig mand« – havde tilsyneladende reddet afhopperne, men politiet sad søndag eftermiddag stadig uden 17

Content_9788711912898.indd 17

11/02/20 4:10 PM

konkrete oplysninger om manden. Det samme gjaldt for hovedpersonerne. »Deres identitet er endnu ikke fastslået,« står der i rapporten fra søndag eftermiddag. Da var klokken 17.15. To timer senere havde så en anden kollega, denne gang fra stationen i Nykøbing Falster, sat sig i forbindelse med København. Han kunne nu fortælle, at der med hensyn til afhopperne var tale om »5 tjekkiske statsborgere«. Et ægtepar med to små drenge og hustruens moder. »De har bedt om politisk asyl og er flygtet af angst for kommunisterne.« Kriminaloverbetjenten kan ud af papirerne også læse nærmere om det seneste døgns højst usædvanlige udvikling i sagen. De fem afhoppere fra søndag den 24. juli er nemlig ikke de eneste, som har forsøgt at flygte via havnen i Gedser. En anden familie – ovenikøbet med tæt forbindelse til den første familie – havde kort efter prøvet den samme desperate flugtmetode: at springe overbord fra det østtyske skib og ned i havnebassinet. Det andet forsøg er det dog ikke kriminaloverbetjentens opgave at skabe klarhed over. Han skal have faderen fra flugten den 24. juli til afhøring. Den pågældendes navn: »R O C E K, Jan«. Ifølge oplysningerne 36 år gammel, kemiingeniør og senest ansat ved Det Tjekkiske Akademi for Videnskab, Institut for Organisk Kemi og Biokemi. Der foreligger ikke meget om hans baggrund, men Dalgaard vil formentlig snart blive klogere på det hele. Klokken 13 lyder der skridt ude fra gangen. En betjent åbner døren, og Jan Rocek bliver vist ind i det højloftede lokale med de store vinduer ud mod den runde gård. Den slanke arrestant med det tilbagestrøgede tynde, røde hår sætter sig foran Dalgaard. Han bekræfter på tysk sit navn, familieforhold, stilling og forældrenes navne. Danskeren noterer, at manden »erklærer sig villig til at afgive forklaring om sine personlige forhold samt om sin færden og motiverne for sin flugt her til landet«. 18

Content_9788711912898.indd 18

11/02/20 4:10 PM

Rocek tilhører en gruppe af mennesker, som siden slutningen af 1940’erne har været et fast tilbagevendende tema i verdenspressen. Afhoppere kalder man dem. Flygtninge, der sætter livet på spil for at skifte undertrykkelse, forfølgelse eller ringe leveforhold i et kommunistisk diktatur ud med et friere liv i demokratierne ovre på den anden side. Regimerne i østbloklandene har lukket deres grænser mod vest og løbende forstærket bevogtningen med spærrezoner, strømførende pigtråd, minefelter og bevæbnede grænsepatruljer. Det er den barriere, der nu er kendt som Jerntæppet. Alt sammen skal det sikre, at befolkningen bliver i den kommunistiske sfære – levende eller døde. Men der findes veje ud. Mange borgere fra Østblokken er bogstaveligt talt »hoppet af« i Vesten, for eksempel under officielle besøg, som diplomater eller ved store sportsbegivenheder, og nogle har endda kapret fly og tog. Hovedparten forsøger dog at krydse landegrænserne. Hver eneste dag, hver eneste nat, sniger almindelige mennesker sig ind i grænsezonerne og forsøger at komme over hegnene. Mange flugtforsøg lykkes, men der er også mange mennesker, som bliver standset af en kugle fra en riffel eller dør af elektrisk stød fra de tusinder af volt, der løber i de strømførende pigtrådsværn. Lige nu samler opmærksomheden sig i særdeleshed om koldkrigsknuden Berlin, hvor tusindvis af mennesker fra DDR hvert eneste år krydser den åbne bygrænse for at blive på den vestlige side. Derfor spekulerer verdenspressen som gale i, hvordan den østtyske regering vil tilstoppe hullet i Berlin. Den østtyske diktator, Walter Ulbricht, brygger på en plan, men der skal gå endnu et år, før verden ser den ført ud i livet. Om end usynligt, så skærer Jerntæppet også gennem Østersøen. På det her tidspunkt er der allerede tusinder, som har forsøgt at krydse havet for at nå friheden. Danmarks geografiske nærhed til flere af østbloklandene kan læses ud af de mange tyske og polske navne, som fylder i politiets journaler over anholdte. Særligt på 19

Content_9788711912898.indd 19

11/02/20 4:10 PM

Bornholm og Falster registrerer man mange afhoppere. Siden slutningen af 1940’erne er de kommet i joller og store både, hoppet af fiskefartøjer og krydstogtskibe. I sjældnere tilfælde er de landet som faneflygtninge i jagerfly. I Københavns Havn har man tillige været gennem to somre, i 1957 og 1958, hvor flere end hundrede polske afhoppere forlod to polske krydstogtsskibe, der lå til kaj ved Langelinie. De flygtende kommer primært fra Polen og Østtyskland, men i nogle tilfælde også fra lande længere væk. Som nu fra Tjekkoslovakiet eller fra Ungarn og i få tilfælde fra Rumænien, Bulgarien eller Sovjetunionen. Afhopperne, der har succes med deres flugt, må altid en tur forbi det danske politi, fordi de har krydset grænsen uden papirer og i den forstand begået et lovbrud. Da de kommer fra lande, der officielt tilhører fjendeland, skal deres historier også efterprøves af efterretningstjenesten. Nogle ønsker asyl, mens andre vil videre til Vesttyskland, England, Canada eller USA, men for alle gælder det, at de har gode grunde til at vende Østblokken ryggen. Kriminaloverbetjenten sidder med en af de mest spektakulære afhopninger på dansk grund. En flugtskæbne, der gør Den Kolde Krig med dens jerntæppe konkret. Men der er mange ting, han gerne vil spørge om og have uddybet. Ikke mindst hvorfor de var villige til at risikere deres eget og børnenes liv ved at springe overbord fra et skib? Det står der noget om i den første rapport fra Gedser: »… er flygtet af angst for kommunisterne.« Men hvad ligger der bag den formulering? Arrestanten bliver nu bedt om at skrue tiden tilbage. Jan Rocek begynder på sin fortælling, Dalgaard noterer til rapporten: »Han er født i ægteskabet mellem de foran anførte tjekkiske statsborgere. Opdraget i hjemmet udenfor trosretning. 6 år gammel kom han i skole i Prag, først 5 år alm. folkeskole, dernæst 5 år mellemskole, på grund af den tyske besættelse kunne han som jøde ikke fortsætte skolen. Besøgte i et par år under krigen 20

Content_9788711912898.indd 20

11/02/20 4:10 PM

et halvt privat kemisk kursus oprettet af det jødiske samfund. I 1942 blev han af tyskerne sammen med sin familie sat i kz-lejr i Theresienstadt, senere blev han ført til Auschwitz, og i 1945 sad han i Meuselwitz, Hasagwerke, der hørte under Buchenwaldlejren. Ved kapitulationen blev han sammen med sine medfanger anbragt i jernbanevogne og kørt til den tjekkiske grænse, og da det hele var forbi, forlod de tyske vagter toget, og fangerne måtte, afkræftede som de var, vente, indtil de blev fundet. Han kom derefter 4 måneder på hospital i Sudeterområdet. Hans forældre og en søster var da dræbte i de tyske udryddelseslejre.«

Content_9788711912898.indd 21

11/02/20 4:10 PM

Content_9788711912898.indd 22

11/02/20 4:10 PM

DEL 1

1924â&#x20AC;&#x201C;1946

Content_9788711912898.indd 23

11/02/20 4:10 PM

JESPER CLEMMENSEN

AFHOPPERNE er blevet til gennem interviews med flere af hovedpersonerne, der stadig lever, og via et omfangsrigt arkivarbejde i Danmark, USA, Tyskland og flere østeuropæiske lande.

AFHOPPERNE

JESPER CLEMMENSEN

AFHOPPERNE F R A H O L O C AU S T T I L FA N G E R BAG J E R N TÆ P P E T — TO FA M I LI ERS DRAMATISKE FLUGT TIL DANMARK

lindhardtogringhof.dk

L I N D H A R D T OG RINGHOF