Agent 6 - læseprøve

A F F O R F AT T E R E N T I L B A R N N R . 4 4 O G D E N H E M M E L I G E TA L E

TOM ROB SMITH

AGENT

KRIMI | LINDHARDT OG RINGHOF

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 1 SESS: 28 OUTPUT: Mon Dec 19 12:24:46 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1710_Agent_6_140x220_minion/Materie

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 1 SESS: 28 OUTPUT: Mon Dec 19 12:24:46 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1710_Agent_6_140x220_minion/Materie

AGENT 6

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 2 SESS: 27 OUTPUT: Mon Dec 19 12:24:46 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1710_Agent_6_140x220_minion/Materie

Af samme forfatter Barn nr. 44 Den hemmelige tale

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 3 SESS: 27 OUTPUT: Mon Dec 19 12:24:46 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1710_Agent_6_140x220_minion/Materie

Tom Rob Smith

AGENT 6 P책 dansk ved Michael Krefeld

lindhardt og ringhof

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 4 SESS: 28 OUTPUT: Mon Dec 19 12:24:46 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1710_Agent_6_140x220_minion/Materie

Agent 6 er oversat fra engelsk efter Agent 6 Copyright © Tom Rob Smith, 2011 All rights reserved Dansk copyright © 2012 Lindhardt og Ringhof A/S, København Omslag: Imperiet Bogen er sat med Minion hos Rosendahls BookPartnerMedia og trykt hos Scandbook, 2012 ISBN 978-87-11-40479-9 1. udgave, 1. oplag 2012 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 5 SESS: 27 OUTPUT: Mon Dec 19 12:24:46 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1710_Agent_6_140x220_minion/Materie

Til Zoe Trodd

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 6 SESS: 27 OUTPUT: Mon Dec 19 12:24:46 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1710_Agent_6_140x220_minion/Materie

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 7 SESS: 27 OUTPUT: Mon Dec 19 12:24:46 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1710_Agent_6_140x220_minion/Materie

Moskva Lubjanka Plads Lubjanka, det hemmelige politis hovedkvarter

21. januar 1950 Den sikreste måde at skrive en dagbog på var at forestille sig, at Stalin læste hvert eneste ord. Selv hvis man udviste den grad af forsigtighed, var der risiko for en smutter, en tilfældig tvetydighed, en misforstået sætning. Lovprisning kunne blive misforstået som hån, alvorligt ment smiger som parodi. Da selv ikke den mest påpasselige skribent kunne gardere sig mod enhver tænkelig fortolkning, var et alternativ at skjule dagbogen, en metode, som den mistænkte i dette tilfælde, en ung kunstner ved navn Polina Pésjkova, havde benyttet sig af. Hendes dagbog var blevet fundet inde i en pejs, i selve skorstenen, indsvøbt i et stykke voksdug og presset ind mellem to løse sten.

For at få fat i dagbogen måtte forfatteren vente, til ilden var døet ud, før hun stak sin hånd op i skorstenen og famlede efter bogens spiralryg. Ironisk nok havde det udspekulerede gemmested afsløret Pésjkova. Et sodet fingeraftryk på hendes skrivebord havde vakt efterforskningsagentens mistanke og flyttet hans fokus et andet sted hen – et eksemplarisk stykke detektivarbejde.

Set med det hemmelige politis øjne var det en forbrydelse at skjule en dagbog, uanset hvad den indeholdt. Det var et forsøg på at adskille en borgers offentlige og private liv, som om der var en forskel. Der fandtes ikke en tanke eller oplevelse, som faldt uden for partiets myndighedsområde. Derfor var en skjult dagbog ofte det mest inkriminerende, en agent kunne håbe at finde. Eftersom dag7

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 8 SESS: 27 OUTPUT: Mon Dec 19 12:24:46 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1710_Agent_6_140x220_minion/Materie

bogen ikke var beregnet på nogen læser, skrev forfatteren frit, sænkede paraderne og frembragte intet mindre end en uforbeholden tilståelse. Usmykket ærlighed gjorde dokumentet velegnet til at dømme ikke blot forfatteren, men også dennes venner og familie. En dagbog kunne give helt op til femten yderligere mistænkte, femten nye spor, ofte flere end selv det mest intense forhør.

Leder af denne efterforskning var agent Leo Demidov, syvogtyve år gammel, en dekoreret soldat som efter Den Store Fædrelandskrig blev rekrutteret til det hemmelige politi. Han blomstrede i MGB ved hjælp af en kombination af ubesværet lydighed, en fast tro på den stat, han tjente, og en nidkær interesse for detaljer. Hans tjenstiver blev underbygget ikke blot af ambitioner, men også af ærlig beundring for sit fædreland, det land, der havde overvundet fascismen.

Han var lige så flot, som han var seriøs, havde udstråling og ansigt til en propagandaplakat, en kraftigt markeret hage og skarpt aftegnet mund, der altid havde et slogan på læberne.

I Leos korte karriere hos MGB havde han stået for undersøgelsen af hundredvis af dagbøger, fordybet sig i tusindvis af indføringer i sin utrættelige jagt på dem, som var mistænkt for antisovjetisk virksomhed. Ligesom sin første forelskelse huskede han den første dagbog, han havde undersøgt. Han havde fået den af sin mentor, Nikoláj Borisov, og det havde været en vanskelig sag. Leo havde intet fundet på nogen af siderne. Derefter havde hans mentor læst samme dagbog og understreget en tilsyneladende uskyldig bemærkning: 6. december 1936. I aftes blev Stalins nye forfatning vedtaget. Jeg føler det samme som resten af landet, dvs. absolut, uendelig glæde.

Borisov syntes ikke, at sætningen udtrykte en troværdig følelse af glæde. Forfatteren var mere optaget af at fremstille sine følelser som værende på linje med resten af landets. Det var strategisk og kynisk, en tom gestus, der skulle skjule forfatterens tvivl. Vil en person, som udtrykker ægte glæde, bruge en forkortelse – dvs. – foran beskrivel8

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 9 SESS: 27 OUTPUT: Mon Dec 19 12:24:46 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1710_Agent_6_140x220_minion/Materie

sen af sine følelser? Det spørgsmål stillede Borisov den mistænkte i det efterfølgende forhør.

FORHØRSLEDER BORISOV: Hvordan har De det lige nu?

MISTÆNKTE: Jeg har ikke gjort noget galt.

FORHØRSLEDER BORISOV: Men mit spørgsmål var: Hvordan

har De det?

MISTÆNKTE: Jeg er bekymret.

FORHØRSLEDER BORISOV: Naturligvis er De det. Det er helt

naturligt. Men bemærk, at De ikke svarede: ‘Jeg føler mig ligesom enhver anden i min situation ville gøre, dvs. bekymret’.

Manden blev idømt femten år. Og Leo lærte en værdifuld lektie – en detektiv skulle ikke blot lede efter oprørske tilkendegivelser. Det var langt vigtigere altid at være på vagt over for tilkendegivelser om kærlighed og loyalitet, der manglede overbevisning.

Leo trak på sine erfaringer fra de tre forgangne år, mens han bladrede Polina Pésjkovas dagbog igennem og bemærkede, at den mistænkte af en kunstner at være havde en ret uelegant håndskrift. På alle siderne havde hun trykket hårdt med en stump blyant uden en eneste gang at spidse den. Han lod pegefingeren løbe hen over bagsiden af hver side, fulgte aftrykkene af sætningerne som blindskrift. Han førte dagbogen op til næsen. Den lugtede af sod. Siderne knitrede under hans tommelfinger som vissent efterårsløv. Han snusede og granskede og vejede bogen i hænderne – undersøgte den på enhver måde uden direkte at læse den. Udarbejdelsen af en rapport over selve indholdet overlod han til den lærling, han havde fået tildelt. Som led i en nylig forfremmelse havde Leo fået til opgave at oplære nye agenter. Han var ikke længere elev, men mentor. De nye agenter skulle følge ham rundt på arbejde, også under de natlige anholdelser, høste erfaringer og lære af ham, indtil de var parate til at lede en efterforskning.

Grigórij Semitjástnyj var treogtyve år gammel og den femte agent, Leo havde oplært. Han var nok den mest intelligente, men helt sikkert den mindst lovende. Han stillede for mange spørgsmål 9

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 10 SESS: 27 OUTPUT: Mon Dec 19 12:24:46 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1710_Agent_6_140x220_minion/Materie

og satte for mange spørgsmålstegn ved svarene. Han smilede, når han fandt noget morsomt, og rynkede panden, når noget ærgrede ham. Man behøvede blot at kaste et blik på hans ansigt for at vide, hvad han tænkte. Han var rekrutteret fra Moskva Universitet, hvor han havde udmærket sig som studerende, og havde i modsætning til sin mentor en akademisk baggrund. Leo var på ingen måde jaloux; han anerkendte gerne, at han ikke havde hoved til at fordybe sig i studier. Mens han således var i stand til at analysere sine intellektuelle mangler, var han ude af stand til at forstå, hvorfor hans lærling havde søgt en stilling inden for et område, han var aldeles uegnet til.

Grigórij var så håbløs til arbejdet, at Leo endda havde overvejet at råde ham til at søge et andet erhverv. Men en brat afbrydelse ville vække mistænksomhed og efter al sandsynlighed fordømme ham i statens øjne. Så Grigórijs eneste mulighed var at følge sin slingrende kurs, og Leo følte det som sin pligt at hjælpe ham efter bedste evne.

Grigórij bladrede ihærdigt bogen igennem forfra og bagfra og ledte tilsyneladende efter noget, der sprang i øjnene. Til sidst kiggede han op og erklærede: »Der er intet i dagbogen.« Leo huskede sin egen oplevelse som nybegynder og var ikke specielt overrasket over svaret, men skuffet over sin protegés manglende resultater. »Intet?« spurgte han.

Grigórij rystede på hovedet. »Intet af betydning overhovedet.« Det var utænkeligt. Selv i det tilfælde, at der ikke stod direkte afvigende ting, var de ting, der ikke blev nævnt i en dagbog, lige så vigtige som dem, der blev. Leo besluttede at indvi sin lærling i den visdom og rejste sig. »Lad mig fortælle dig en historie. En ung mand skrev engang i sin dagbog, at han følte sig uforklarligt trist til mode. Indføringen var dateret den 23. august. Det var i 1949. Hvad fortæller det dig?« Grigórij trak på skuldrene. »Ikke noget særligt.« Leo borede i det.

10

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 11 SESS: 27 OUTPUT: Mon Dec 19 12:24:46 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1710_Agent_6_140x220_minion/Materie

»Hvad var datoen for ikkeangrebspagten mellem Nazityskland og Sovjetunionen?« »August 1939.« »Den 23. august 1939. Hvilket betyder, at manden af uforklarlige grunde følte sig trist til mode på tiårsdagen for traktatens underskrivelse. Sammenholdt med manglen på enhver lovprisning af de soldater, som nedkæmpede fascismen, og Stalins overlegne militære dygtighed gjorde det, at mandens tristhed blev fortolket som en upassende kritik af vores udenrigspolitik. Hvorfor dvæle ved fejltagelser og ikke udtrykke følelse af stolthed? Forstår du det?« »Måske havde det ikke noget med traktaten at gøre. Vi har alle sammen dage, hvor vi føler os sørgmodige eller ensomme eller melankolske. Vi tjekker jo ikke kalenderen for historiske mærkedage, hver gang vi har det sådan.« Leo blev irriteret. »‘Måske havde det ikke noget med traktaten at gøre?’ Måske har staten ingen fjender? Måske elsker alle staten? Måske er der ingen, som ønsker at undergrave vores arbejde? Vores opgave er at afsløre skyld, ikke naivt at håbe, at der ikke findes nogen skyld.« Grigórij noterede sig Leos vrede og overvejede hans ord. Med ukarakteristisk diplomatisk sans modererede han sit svar, så det ikke længere var provokerende, men han holdt fast ved sin konklusion: »Polinas dagbog indeholder udelukkende bemærkninger om hverdagens rutiner. Så vidt mine evner rækker, kan jeg ikke få øje på noget mistænkeligt. Det er resultatet af min undersøgelse.« Kunstneren, som Leo bemærkede, at Grigórij uformelt omtalte ved fornavn, havde fået til opgave at udforme og male en række offentlige vægmalerier. Da der bestod en risiko for, at hun – eller i det hele taget en hvilken som helst kunstner – kunne frembringe noget med en skjult samfundsundergravende betydning, var MGB gået i gang med et rutinetjek. Logikken var enkel. Hvis hendes dagbog ikke rummede skjulte, undergravende meninger, var det usandsynligt, at hendes kunst ville gøre det. Opgaven hørte til en af de mindre og var velegnet for en nybegynder. Første dag var gået godt. Grigórij havde 11

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 12 SESS: 27 OUTPUT: Mon Dec 19 12:24:46 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1710_Agent_6_140x220_minion/Materie

fundet dagbogen, mens Pésjkova arbejdede i sit atelier. Han fuldførte sin ransagning og lagde beviset tilbage på skjulestedet i skorstenen for ikke at henlede Pésjkovas opmærksomhed på, at hun blev efterforsket. Han havde aflagt rapport, og Leo overvejede et kort øjeblik, om der alligevel skulle være håb for den unge mand: Fortolkningen af det sodsværtede fingeraftryk var beundringsværdig. I de næste fire dage opretholdt Grigórij et højt overvågningsniveau og brugte mange flere timer på det end nødvendigt. Men på trods af de ekstra timer afleverede han ikke flere rapporter og havde ikke yderligere at tilføje. Nu påstod han, at dagbogen ikke var til nogen nytte.

Leo tog dagbogen og fornemmede Grigórijs modvilje mod at slippe den. Han begyndte at læse i den for første gang. Ved første øjekast var han enig i, at den ikke rummede det provokerende indhold, man kunne forvente af en dagbog, der var så omhyggeligt skjult tæt på åben ild. Han var dog uvillig til at konkludere, at den mistænkte var uskyldig, bladrede om til den bageste del og læste de seneste indføringer, der var skrevet i de fem dage, Grigórij havde overvåget kunstneren. Den mistænkte beskrev, hvordan hun havde mødt en nabo for første gang, en mand, som boede i en ejendom på den anden side af gaden. Hun havde aldrig set ham før, men han havde henvendt sig til hende, og de havde talt sammen på gaden. Hun skrev, at manden var sjov, at hun håbede at møde ham igen på et tidspunkt og tilføjede lidt koket, at han var flot.

Fortalte han mig sit navn? Det husker jeg ikke. Det må han have gjort. Hvordan kan jeg være så glemsom? Jeg var distraheret. Jeg ville ønske, jeg kunne huske hans navn. Nu bliver han fornærmet, når vi mødes igen. Hvis vi mødes igen. Det håber jeg.

Leo vendte siden. Næste dag gik hendes ønske i opfyldelse, da hun stødte ind i manden igen. Hun undskyldte, at hun var så glemsom, og bad ham gentage sit navn. Han sagde, han hed Isaac, og de fulgtes ad og talte frit med hinanden, som om de havde været venner i mange år. Ved et heldigt tilfælde skulle Isaac samme vej som hun. Da 12

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 13 SESS: 27 OUTPUT: Mon Dec 19 12:24:46 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1710_Agent_6_140x220_minion/Materie

de nåede hen til hendes atelier, var hun ked af at skulle tage afsked med ham. Ifølge hendes indføring begyndte hun, straks han var ude af syne, at glæde sig, til de mødtes næste gang.

Er det kærlighed? Naturligvis ikke. Men måske er det spiren til kærlighed?

Spiren til kærlighed – det var sentimentalt og passede fint til det fantasifulde temperament hos en, som fører en hel igennem anstændig dagbog, men skjuler den så omhyggeligt, som handlede den om forræderi og intriger. Hvor var det både dumt og farligt. Leo havde ikke brug for en fysisk beskrivelse af denne venlige, unge mand for at kende hans identitet. Han kiggede op på sin protegé og sagde: »Isaac?« Grigórij tøvede, men besluttede så at gå til bekendelse. »Jeg mente, en samtale kunne være nyttig til bedømmelse af hendes karakter.« »Din opgave var at ransage hendes lejlighed og overvåge hendes aktiviteter. Ikke at tage kontakt. Hun kan have gættet, at du er fra MGB og ændret adfærd for at snyde dig.« Grigórij rystede på hovedet. »Hun havde ikke mistanke om noget.« Leo var frustreret over de elementære fejl. »Det ved du kun på grund af det, hun har skrevet i sin dagbog.

Men hun kan have tilintetgjort den originale dagbog og byttet den ud med den her med de uskyldige betragtninger, fordi hun var klar over, at hun blev overvåget.« Grigórijs forsøg på ydmyghed knustes ved den kommentar som et skib mod klipper. Han prustede i et anfald af uforskammethed: »Skulle hele dagbogen være fabrikeret for at narre os? Den måde tænker hun slet ikke på. Hun tænker ikke som os. Det er umuligt.« Modsagt af en ung lærling, en agent, som ikke levede op til sine pligter. Leo var en tålmodig mand og mere overbærende end andre overordnede, men Grigórij var noget af en prøvelse.

13

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 14 SESS: 27 OUTPUT: Mon Dec 19 12:24:46 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1710_Agent_6_140x220_minion/Materie

»De mennesker, som virker uskyldige, er tit dem, vi bør overvåge mest omhyggeligt.« Grigórij kiggede på Leo med noget, der lignede medlidenhed. For en gangs skyld stemte hans ansigtsudtryk ikke overens med hans ord. »Du har ret, jeg skulle ikke have talt med hende. Men hun er et godt menneske. Det er jeg sikker på. Jeg fandt intet i hendes lejlighed, intet i hendes daglige aktiviteter, der tyder på, at hun er andet end en loyal borger. Der er intet anstødeligt i dagbogen. Vi behøver ikke tage Polina Pésjkova ind til afhøring. Hun bør få lov til at fortsætte sit arbejde som kunstner, som hun er dygtig til. Jeg kan stadig nå at lægge dagbogen tilbage på plads, før hun vender hjem fra arbejde. Hun behøver ikke vide noget om efterforskningen.« Leo kiggede på fotografiet af hende, der var hæftet fast på mappens forside. Hun var smuk. Grigórij var betaget af hende. Havde hun charmeret ham for at undgå mistanke? Havde hun skrevet om kærlighed velvidende, at han ville læse det og blive bevæget til at beskytte hende? Leo blev nødt til at granske denne kærlighedserklæring. Han havde ikke andet valg end at læse dagbogen linje for linje.

Han kunne ikke længere stole på sin lærlings ord. Kærlighed havde gjort ham upålidelig.

Der var mere end hundrede sider med indføringer. Polina Pésjkova skrev om sit liv og arbejde. Hendes karakter kom stærkt til udtryk: en flagrende stil med mange sidespring, pludselige indfald og udbrud. Indføringerne flakkede fra emne til emne tit uden at gøre noget færdigt. Der var ingen politiske erklæringer, alt handlede udelukkende om dagliglivet og hendes kunst. Efter at have læst hele dagbogen, måtte Leo indrømme, at der var noget tiltalende ved kvinden. Hun lo hyppigt ad sine fejltagelser, der blev nedfældet med stor ærlighed. Hendes ligefremhed kunne forklare, hvorfor hun skjulte dagbogen så omhyggeligt. Det var meget usandsynligt, at den var konstrueret for at lede på vildspor. Med det i tankerne gav Leo Grigórij tegn til at tage plads. Han var blevet stående som en soldat på vagt i al den tid, Leo havde læst. Grigórij var nervøs. Han satte sig på den yderste kant af stolen.

14

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 15 SESS: 27 OUTPUT: Mon Dec 19 12:24:46 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1710_Agent_6_140x220_minion/Materie

»Hvis hun er uskyldig, hvorfor gemte hun så dagbogen?« spurgte Leo. Grigórij syntes at fornemme, at Leos holdning til kunstneren var ved at mildnes, og han blev ivrig. Han talte hurtigt, rablede en mulig forklaring af sig. »Hun bor sammen med sin mor og to yngre brødre. Hun vil ikke have dem til at snage i den. Måske er hun bange for, de skal gøre nar ad hende. Jeg ved det ikke. Hun skriver om kærlighed, måske gør den slags tanker hende forlegen. Andet ligger der ikke i det. Vi må være i stand til at erkende, hvornår noget ikke er vigtigt.« Leos tanker gik på vandring. Han kunne sagtens forestille sig, hvordan Grigórij henvendte sig til den unge dame. Men han havde svært ved at forestille sig, at hun skulle svare interesseret på en fremmed mands spørgsmål. Hvorfor havde hun ikke sagt, han skulle lade hende være i fred? Det virkede utrolig uforsigtigt af hende at være så åben. Han lænede sig frem og dæmpede stemmen, ikke fordi han var bange for at blive overhørt, men for at signalere, at han ikke længere talte formelt til ham som en overordnet i det hemmelige politi. »Hvad skete der mellem jer? Du gik hen til hende og begyndte at tale til hende? Og hun ...« Leo tøvede. Han vidste ikke, hvordan han skulle afsluttede sætningen. Til sidst sagde han famlende: »Og hun reagerede ...?« Grigórij virkede usikker på, om spørgsmålet blev stillet af en ven eller overordnet. Da han forstod, at Leo var ægte nysgerrig, svarede han: »Hvordan ellers end ved at præsentere sig? Jeg talte om hendes kunst. Jeg sagde, jeg havde set noget af hendes arbejde – hvilket er sandt. Derfra fortsatte vi. Hun var let at tale med, venlig.« Det fandt Leo meget usædvanligt. »Hun var ikke mistænksom?« »Nej.« »Det burde hun have været.« De havde kortvarigt talt sammen som venner, om personlige ting, men nu var de agenter igen. Grigórij bøjede hovedet.

15

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 16 SESS: 27 OUTPUT: Mon Dec 19 12:24:46 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1710_Agent_6_140x220_minion/Materie

»Ja, du har ret, det burde hun have været.« Han var ikke vred på Leo. Han var vred på sig selv. Hans forbindelse til kunstneren byggede på en løgn, hans betagelse på kneb og vildledning.

Til sin egen overraskelse rakte Leo dagbogen til Grigórij. »Tag den.« Grigórij sad uden at bevæge sig, mens han forsøgte at regne ud, hvad der foregik. Leo smilede. »Tag den. Hun kan frit fortsætte sit arbejde som kunstner. Der er ingen grund til at gå videre med sagen.« »Er du sikker?« »Jeg fandt intet mistænkeligt i dagbogen.« Da Grigórij forstod, hun var uden for fare, smilede han. Han rakte hånden frem og tog bogen fra Leo. Da den gled ud af Leos greb, mærkede han en let forhøjning i papiret. Det var ikke et bogstav eller et ord, men en figur af en slags, noget, han ikke havde set. »Vent.« Leo tog dagbogen tilbage, slog den op og undersøgte det øverste, højre hjørne. Der stod ikke noget. Men da han rørte ved bagsiden af det, kunne han mærke de afsatte linjer. Man havde visket noget ud.

Han tog en blyant og skraverede hjørnet med siden af stiften. Der fremkom et genfærd af en lille krusedulle, en tegning, der ikke var meget større end hans tommelfinger. Den forestillede en kvinde stående på en kasse med en fakkel i hånden, en statue. Leo stirrede tomt på hende, til han forstod, hvad det var. Det var et amerikansk monument. Det var Frihedsgudinden. Leo kiggede undersøgende på Grigórij.

Grigórij snublede over ordene. »Hun er kunstner. Hun tegner uafladeligt.« »Hvorfor er det visket ud?« Det havde han ikke noget svar på. »Har du pillet ved bevismaterialet?« Der var panik i Grigórijs stemme, da han svarede. »Lige da jeg begyndte i MGB, på min første dag, fortalte man mig 16

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 17 SESS: 27 OUTPUT: Mon Dec 19 12:24:46 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1710_Agent_6_140x220_minion/Materie

en historie om Lenins sekretær, Fotievam. Hun hævder, at Lenin spurgte sin sikkerhedschef, Felix Dsersjinskij, hvor mange kontrarevolutionære han havde siddende i arresten. Dsersjinskij rakte ham et stykke papir med tallet et tusind firehundrede skrevet på det. Lenin satte et kryds på papiret og rakte det tilbage. Ifølge hans sekretær brugte Lenin et kryds til at vise, at han havde læst et dokument.

Dsersjinskij misforstod tegnet og henrettede dem alle sammen. Derfor blev jeg nødt til at viske tegningen ud. Den kunne være blevet misforstået.« Leo syntes, sammenligningen var utilstedelig. Han havde hørt tilstrækkeligt. »Dsersjinskij var det hemmelige politis fader. Det er latterligt at sammenligne din knibe med hans situation. Vi kan ikke tillade os den luksus at fortolke. Vi er ikke dommere. Vi bestemmer ikke, hvilket bevismateriale der skal fremlægges eller tilintetgøres. Hvis hun er uskyldig, som du hævder, vil det fremgå af afhøringen. I dit misforståede forsøg på at beskytte hende, har du inkrimineret dig selv.« »Leo, hun er et godt menneske.« »Du er betaget af hende. Din dømmekraft er svækket.« Leos stemme var blevet hård og ubarmhjertig. Han blev klar over det og mildnede stemmen. »Eftersom bevismaterialet er intakt, ser jeg ingen grund til at påpege din fejltagelse, en fejltagelse, der helt sikkert ville gøre en ende på din karriere. Gør din rapport færdig, angiv tegningen som bevismateriale og lad dem med større erfaring end os beslutte, hvad der videre skal ske.« Han tilføjede: »Og Grigórij – jeg kan ikke beskytte dig igen.«

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 18 SESS: 27 OUTPUT: Mon Dec 19 12:24:46 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1710_Agent_6_140x220_minion/Materie

Moskva Moskvoretskij-broen KM-sporvognen

Samme dag Leos ånde ramte ruden, så den duggede til. Som et andet barn trykkede han fingeren mod ruden og tegnede uden at tænke over det omridset af Frihedsgudinden – en forenklet udgave af den, han havde set samme dag. Han viskede den hurtigt ud med den groftvævede frakkemanchet og kiggede rundt. Ingen andre ville have genkendt tegningen, og sporvognen var næsten tom. Der var kun én anden passager, en mand, som sad oppe foran og var pakket ind i så mange lag tøj mod kulden, at kun en smal stribe af hans ansigt var synligt. Efter at have sikret sig, at ingen havde set tegningen, konkluderede han, at der ikke var nogen grund til at være nervøs. Han var normalt så påpasselig og havde svært ved at fatte, at han havde begået en så farlig bommert. Han deltog i for mange natlige anholdelser og havde svært ved at sove, selv når han ikke arbejdede.

Der var altid overfyldt i sporvognene undtagen tidligt om morgenen og sent om aftenen. Vognene med den brede, malede stribe midtpå raslede rundt i storbyen som gigantiske bolsjer. Tit skulle Leo mase for at stige på. Der var siddepladser til halvtreds, men typisk dobbelt så mange passagerer, og pendlerne stod tætpakket alle vegne. Denne aften ville Leo have foretrukket ubehaget ved en fyldt vogn, hvor han fik stukket albuer ind i kroppen, og folk maste sig forbi. I stedet oplevede han den sjældne luksus at kunne sidde ned på vej hjem til en tom lejlighed. Det var en luksus, at han ikke skulle 18

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 19 SESS: 27 OUTPUT: Mon Dec 19 12:24:46 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1710_Agent_6_140x220_minion/Materie

dele sin bolig med nogen – endnu et af privilegierne ved hans arbejde. Et menneskes status kunne nu defineres af, hvor meget plads vedkommende havde omkring sig. Snart ville han få bevilget egen bil, en større bolig, måske endda en datja, et sommerhus. Stadig mere plads, stadig mindre kontakt med de mennesker, han havde til opgave at overvåge.

Ordene meldte sig i Leos hoved: Spiren til kærlighed.

Han havde aldrig været forelsket, ikke på den måde, det blev beskrevet i dagbogen – spænding ved udsigten til at møde en igen og tungt hjerte, så snart vedkommende gik. Grigórij havde risikeret sit liv for en kvinde, han knap kendte. Det måtte vel kaldes kærlighed? Kærlighed så ud til at være kendetegnet af tåbelighed. Leo havde sat sit liv på spil for sit land mange gange. Han havde udvist usædvanligt mod og pligttroskab. Hvis offervilje var lig med kærlighed, så havde hans eneste sande kærlighed været staten. Og staten havde gengældt kærligheden, elsket ham som en yndlingssøn, belønnet ham med magt og privilegier. Det var utaknemligt og skammeligt, at han overhovedet kunne komme på den tanke, at den kærlighed ikke skulle være tilstrækkelig.

Han stak hænderne ind under lårene for at lede efter en smule varme. Der var ingen, og han gøs. De støvleklædte fødder stod i pytter af smeltet sne på jerngulvet. Han følte sig tung i brystkassen, som om han havde fået influenza, der gav sig udslag i træthed og træg tankevirksomhed. Han havde mest lyst til at læne hovedet mod vinduet, lukke øjnene og sove. Ruden var for kold. Han viskede et nyt hul i duggen og stirrede ud. Sporvognen kørte over broen og forbi gader med massive snebunker. Det sneede igen, store flager mod ruden.

Sporvognen standsede langsomt. For- og bagdør gik klaprende op, og sneen kom fejende ind. Konduktøren vendte sig mod den åbne dør og kaldte ud i mørket: 19

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 20 SESS: 27 OUTPUT: Mon Dec 19 12:24:46 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1710_Agent_6_140x220_minion/Materie

»Kom nu! Hvad venter De på?« En stemme svarede: »Jeg banker lige sneen af støvlerne!« »De lukker mere sne ind, end De sparker af. Kom nu, ellers lukker jeg døren!« Passageren steg på, en kvinde med en tung pose og med klumper af sne på støvlerne. Da døren gik i bag hende, sagde hun til konduktøren: »Så varmt er det heller ikke herinde.« Konduktøren nikkede ud mod fortovet. »De vil måske hellere gå?« Hun smilede, afdramatiserede situationen. Den bryske konduktør lod sig formilde af hendes charme og gengældte smilet.

Kvinden vendte sig, kiggede ned i vognen og fangede Leos blik.

Han genkendte hende. De boede tæt på hinanden. Hun hed Lena.

Han så hende tit. Rent faktisk havde hun fanget hans opmærksomhed, netop fordi hun opførte sig, som om hun ikke ønskede at blive bemærket. Hun gik klædt i upåfaldende tøj som de fleste andre kvinder, men selv var hun langtfra upåfaldende. Hendes ønske om anonymitet var i evig kamp mod hendes skønhed, og selv hvis det ikke havde været Leos arbejde at iagttage andre, ville han helt sikkert have lagt mærke til hende.

Han var tilfældigt stødt på hende i metroen for en uge siden. De havde stået mast sammen, og eftersom de havde set hinanden på gaden flere gange, virkede det uhøfligt ikke at hilse på hende. Han havde været så nervøs, at det havde taget ham adskillige minutter at samle mod til at sige noget til hende. Han udsatte det så længe, at hun stod af, før han fik sagt noget, og i sin frustration fulgte Leo efter hende, selv om det ikke var hans stoppested, en impulsiv handling, der var helt ukarakteristisk for ham. Da hun gik hen mod udgangen, rakte han hånden frem og rørte hende på skulderen. Hun snurrede rundt med store, vagtsomme, brune øjne, forberedt på fare. Han spurgte, hvad hun hed. Hun kastede et hurtigt, vurderende blik på ham og tjekkede de forbipasserende, før hun fortalte ham, at hun hed Lena, og undskyldte sig med, at hun havde travlt. Og så var hun væk. Der havde ikke været den mindste antydning af opmuntring, 20

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 21 SESS: 27 OUTPUT: Mon Dec 19 12:24:46 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1710_Agent_6_140x220_minion/Materie

heller ikke af uhøflighed. Leo havde ikke turdet følge efter hende.

Han var fåret gået tilbage til perronen for at vente på det næste tog.

Det var blevet en bekostelig udflugt. Han var kommet for sent på arbejde den morgen, noget, han aldrig havde gjort før. Det var en vis trøst, at han langt om længe havde fundet ud af hendes navn.

Nu var det første gang, han så hende, siden den akavede præsentation. Han spændte i kroppen, da hun gik hen ad midtergangen, og håbede, at hun ville sætte sig ved siden af ham. Hun slingrede med sporvognens bevægelser og gik forbi ham uden et ord. Måske havde hun ikke genkendt ham? Leo kiggede sig over skulderen. Hun tog plads næsten bagest i vognen. Hun havde taget tasken på skødet og stirrede ud mod snefoget. Der var ingen grund til at stikke sig selv blår i øjnene: Selvfølgelig huskede hun ham, det kunne han se af den måde, hun bevidst overså ham på. Han var såret over den afstand, hun havde lagt mellem dem. Hver eneste meter var udtryk for graden af mishag, hun følte ved ham. Hvis hun havde ønsket at tale med ham, havde hun sat sig tættere på. Men ved nærmere eftertanke ville det nok have været for påtrængende. Det var op til ham at henvende sig til hende.

Han kendte hendes navn. De var bekendte. Der var ikke noget upassende i at indlede endnu en samtale. Jo længere han ventede, jo sværere ville det blive. Hvis samtalen gik i stå, ville hans stolthed bare lide et lille knæk. Han drillede sig selv med, at det tog han ikke skade af: Han var nok lidt for stolt, når det kom til stykket.

Han rejste sig hurtigt – så var der ingen vej tilbage – og gik ned mod Lena med et falsk udtryk af selvsikkerhed. Han satte sig på sædet foran hende og drejede sig om mod hende. »Mit navn er Leo, vi hilste på hinanden forleden dag.« Hun var så længe om at reagere, at Leo spekulerede på, om hun havde tænkt sig at ignorere ham. »Ja. Det husker jeg.« Først nu gik det op for ham, at de ikke havde noget at tale om.

Forlegen improviserede han hurtigt: »Jeg hørte Dem netop sige, at det er lige så koldt inde i sporvognen som udenfor. Jeg tænkte netop det samme. Det er virkelig koldt.« 21

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 22 SESS: 27 OUTPUT: Mon Dec 19 12:24:46 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1710_Agent_6_140x220_minion/Materie

Han rødmede over sin intetsigende bemærkning og fortrød bittert ikke at have tænkt over, hvad han skulle sige.

Hun kastede et blik på Leos frakke og sagde: »Koldt? Selv med den fine frakke?« Leos status som agent gav ham adgang til et fint udvalg af frakker, håndsyede støvler og tykke pelshatte. Frakken var det samme som en angivelse af hans status. Da han ikke ønskede at indrømme, at han arbejdede for det hemmelige politi, besluttede han sig for at lyve. »Det er en gave fra min far. Jeg ved ikke, hvor han har købt den.« Leo skiftede samtaleemne. »Jeg ser Dem tit rundt omkring og har tænkt, at vi sikkert bort tæt på hinanden.« »Det virker sandsynligt.« Leo studsede over svaret. Det var åbenlyst, at Lena var uvillig til at fortælle ham, hvor hun boede. Den slags forsigtighed var ikke usædvanlig. Det skulle han ikke tage personligt. Han forstod det bedre end så mange andre. Faktisk syntes han, det var godt. Hun var påpasselig, og det var en del af hendes charme.

Hans blik faldt på hendes taske, der var fuld af bøger og hæfter – kladdehæfter. Han forsøgte at anslå en tone af utvungen venskabelighed, rakte en hånd frem og tog en af bøgerne. »Er De lærer?« Leo kiggede på det, der stod på forsiden. Lena så ud til at ranke sig lidt. »Ja.« »Hvad underviser De i?« Lenas stemme var blevet spinkel. »Jeg underviser i ...« Hun gik i stå, førte en finger til panden. »Jeg underviser i politik. Undskyld, jeg er meget træt.« Der var ikke den mindste tvetydighed. Han skulle lade hende være i fred. Hun kæmpede for at bevare den høflige tone. Han gav hende bogen tilbage. »Undskyld. Jeg forstyrrer Dem.« 22

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 23 SESS: 27 OUTPUT: Mon Dec 19 12:24:46 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1710_Agent_6_140x220_minion/Materie

Leo rejste sig lidt usikker på benene, som om sporvognen bevægede sig over et stormfuldt hav. Han vendte tilbage til sit sæde, mens han støttede sig til sæderne undervejs. Ydmygelsen havde erstattet blodet i hans årer, den pumpede rundt i kroppen, brændte overalt.

Efter at have siddet sammenbidt i flere minutter og stirret ud ad vinduet, mens hendes forsigtige afvisning rungede i hans hoved, opdagede han, at han havde knyttet hænderne så voldsomt, at der sad en stribe buede fingernegleaftryk i håndfladerne

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 24 SESS: 27 OUTPUT: Mon Dec 19 12:24:46 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1710_Agent_6_140x220_minion/Materie

Moskva Lubjanka Plads Lubjanka, det hemmelige politis hovedkvarter Næste dag Leo havde ikke kunnet falde i søvn. Han havde ligget i sengen og stirret op i loftet, mens han ventede på, at den svidende følelse af ydmygelse skulle fortage sig. Efter adskillige timer var han stået op og havde gået frem og tilbage i sin tomme lejlighed, fra rum til rum som et dyr i bur, fuld af had til den gavmilde plads, han havde til rådighed. Så var det bedre at sove på en kaserne, det rigtige sted for en soldat. Hans lejlighed burde være en families hjem og var misundt af mange, men den stod tom, køkkenet ubenyttet, rummene ubrugte og upersonlige og kun brugt til at hvile ud i efter dagens dont.

Han mødte tidligt, gik ind på sit kontor og satte sig ved skrivebordet. Han mødte altid tidligt bortset fra den dag, han var stået af toget for at spørge om Lenas navn. Der var ikke andre på kontoret, i hvert fald ikke på denne etage. Det kunne være, der var nogen nedenunder i forhørslokalerne, hvor man kunne blive ved i dagevis uden afbrydelse. Han kastede et blik på sit ur. Om en times tid ville de andre begynde at møde.

Leo gik i gang med arbejdet i håb om, at det kunne aflede hans tanker fra episoden med Lena. Men han var ikke rigtig i stand til at koncentrere sig om dokumenterne på bordet foran sig. Med en pludselig bevægelse fejede han papirerne på gulvet. Det var utåleligt – hvordan kunne en fremmed påvirke ham så meget? Hun var ligegyldig. Han var en betydningsfuld mand. Der fandtes andre kvinder, masser af kvinder, mange, som ville være taknemlige for at være gen24

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 25 SESS: 27 OUTPUT: Mon Dec 19 12:24:46 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1710_Agent_6_140x220_minion/Materie

stand for hans opmærksomhed. Han rejste sig, gik frem og tilbage i kontoret, som han havde gjort hjemme i lejligheden, følte sig fanget.

Han åbnede døren, gik hen ad den øde gang og stod pludselig på et nærliggende kontor, hvor rapporterne om mistænkte lå. Han kontrollerede, om Grigórij havde afleveret sin rapport i forventning om, at lærlingen havde glemt det eller forsømt det af sentimentale grunde. Rapporten var dog afleveret, lå næsten nederst i bunken af mapper med lav prioritet, som omhandlede de mest trivielle episoder og derfor ikke ville blive læst før om flere uger.

Leo tog mappen om Pésjkova og mærkede vægten af dagbogen i den. Efter en pludselig indskydelse flyttede han den over i bunken med højt prioriterede sager, lagde den allerøverst sammen med de alvorligt mistænkte og sørgede dermed for, at der ville blive kigget på sagen i dag, så snart de ansatte mødte.

Da Leo sad bag sit skrivebord igen, begyndte hans øjne at falde i, som om han efter at have udført den lille bureaukratiske opgave endelig var i stand til at falde i søvn.

Leo slog øjnene op. Grigórij puffede til ham. Leo rejste sig, flov over at blive taget i at sove ved sit skrivebord. Han spekulerede på, hvad klokken var. »Alt i orden?« Leo fattede sig og huskede så – rapporten.

Uden et ord skyndte han sig ud af kontoret. Der herskede travlhed på gangen, folk mødte på arbejde. Leo satte farten op, maste sig forbi sine kolleger og nåede hen til kontoret, hvor de igangværende sager blev vurderet. Han ignorerede kvinden, som spurgte, om han havde brug for hjælp, og rodede i bunken med mapper for at finde den med kunstneren Polina Pésjkova. Mappen havde ligget øverst.

Han havde selv lagt den der for bare en time siden. Sekretæren spurgte igen, om han havde brug for hjælp. »Der lå en mappe her.« »Den er blevet taget sammen med de andre.« Undersøgelsen af Pésjkova var i gang.

25

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 26 SESS: 27 OUTPUT: Mon Dec 19 12:24:46 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1710_Agent_6_140x220_minion/Materie

Samme dag Leo studerede Grigórijs ansigt efter tegn på vrede eller væmmelse.

Det var tydeligt, at hans lærling ikke vidste, at rapporten om Polina Pésjkova var blevet flyttet. Det ville han hurtigt nok finde ud af. Leo burde komme opdagelsen i forkøbet med en forklaring, en undskyldning – han havde været udmattet, han havde bare lige kastet et blik på dokumenterne og var kommet til at lægge mappen i den forkerte bunke. Ved nærmere eftertanke var der dog ingen grund til at sige noget. Beviset mod kunstneren var meget svagt. Hendes sag ville blive vurderet og henlagt. Leo havde blot fremskyndet processen. I værste fald ville hun blive indkaldt til en kort samtale. Hun kunne uhindret fortsætte sit arbejde. Grigórij kunne mødes med hende igen. Leo burde slå sagen ud af hovedet og koncentrere sig om den foreliggende opgave – deres næste sag. »Er der noget i vejen?« spurgte Grigórij. »Nej, det er ikke noget,« svarede Leo og lagde en hånd på Grigórijs arm.

Lysene var slukket. Projektionsapparatet bagest i rummet snurrede.

På lærredet dukkede der billeder af en idyllisk landsby op. Husene var af træ og med stråtækte tage. Køkkenhaverne svulmede af grøntsager. Velnærede høns pikkede korn, der flød over fra bugnende keramikkrukker. Der var overflod af alt, også solskin og godt humør.

26

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 27 SESS: 27 OUTPUT: Mon Dec 19 12:24:46 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1710_Agent_6_140x220_minion/Materie

Folk var klædt traditionelt i mønstrede sjaler og hvide skjorter. De gik rask gennem kornmarken på vej tilbage til landsbyen. Solen skinnede fra en skyfri himmel. Mændene var stærke. Kvinderne var stærke. Ærmerne var smøget op. Den svulmende musik veg for en formel kommentatorstemme. »I dag får landarbejderne et uventet besøg.« Midt i landsbyen stod en flok jakkeklædte mænd og så malplacerede og kejtede ud. Med smil i deres trinde ansigter viste de jakkeklædte mænd deres æresgæst rundt i de maleriske omgivelser. Gæsten var en mand sidst i tyverne, høj, velbygget og flot. Enten ved hjælp af et trick eller retouchering eller på grund af et permanent træk i mandens ansigt, så det ud, som om han hele tiden smilede.

Han stod med hænderne i siderne. Han var ikke iført jakke, og hans skjorteærmer var smøget op ligesom landarbejdernes. Hans oprømthed virkede ægte i modsætning til den kunstfærdige, landlige pantomime, der omgav ham. Kommentatoren fortsatte: »Den verdensberømte negersanger og engagerede kommunist, Jesse Austin, besøger en landsby som led i sin rundtur i vort storslåede land. Selv om Jesse Austin er borger i De Forenede Stater, har han vist sig som en af Sovjetunionens meget trofaste venner, og han synger om vores levevis og vort lands tro på frihed og retfærdighed.« Der blev klippet til et nærbillede af Jesse Austin. Hans svar var synkroniseret på russisk, men det amerikanske kunne stadig høres i mellemrummene i oversættelsen. »Jeg har noget, jeg vil fortælle verden! Dette land elsker dets borgere! Dette land sørger for dets borgere! Der er mad her! Masser af mad! Beretningerne om sult er løgn. Beretningerne om nød og elendighed er propaganda fra storkapitalen, der vil have jer til at tro, at det kun er den, som kan forsyne jer med det, I har brug for. Den vil have jer til at smile og sige tak, når I betaler en krone for mad, der kun er én øre værd! Den vil have arbejderne til at føle sig taknemlige, når de får et par kroner for deres arbejde, mens storkapitalen tjener millioner. Ikke her! Ikke i dette land! Jeg siger til verden – der findes 27

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 28 SESS: 27 OUTPUT: Mon Dec 19 12:24:46 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1710_Agent_6_140x220_minion/Materie

en anden vej! Jeg siger igen – der findes en anden vej! Og jeg har set den vej med mine egne øjne.« De jakkeklædte mænd slog en beskyttende ring om Austin, lo og klappede. Leo spekulerede på, hvor mange af landarbejderne der var statens sikkerhedsagenter. Sikkert dem alle. Man ville ikke betro nogen rigtig landarbejder den opgave.

Filmen sluttede. Deres overordnede, major Kusmin, kom op foran. Han var lille og firskåren og bar briller med tykke linser, og for en udenforstående kunne han virke komisk. Ikke for de ansatte i MGB, for de kendte rækkevidden af hans magt og hans beredvillighed til at bruge den. »Denne film er optaget i 1934, da Jesse Austin var syvogtyve år gammel,« sagde han. »Hans begejstring for vores styre er uformindsket. Hvordan kan vi være sikre på, at han ikke er amerikansk spion?

Hvordan kan vi være sikre på, at hans begejstring for kommunismen er ægte?« Leo vidste ikke meget om sangeren. Han havde hørt hans sange i radioen. Han havde læst nogle artikler om ham, som aldrig ville være blevet trykt, medmindre myndighederne betragtede amerikaneren som et værdifuldt aktiv. Han fornemmede, at Kusmins spørgsmål var retoriske, undlod at sige noget og ventede på fortsættelsen.

Kusmin læste højt af et stykke papir. »Jesse Austin er født i Braxton i Mississippi i 1907 og flyttede med familien til New York, da han var ti år gammel. Mange negerfamilier flyttede fra sydstaterne, hvor de blev udsat for forfølgelse. Jesse Austin beretter indgående om oplevelsen i de papirer, jeg har givet jer. Dette had er en stærk kilde til utilfredshed blandt sorte amerikanere og et effektivt værktøj til at rekruttere dem til kommunismen, måske det mest effektive vi har.« Leo kiggede op på sin overordnede. Han omtalte ikke had som en forbrydelse, der var ikke tale om rigtigt eller forkert, alt blev afvejet politisk. Det var ikke et spørgsmål om harme, men om beregning og analyse. Kusmin fangede Leos blik. »Er der noget, De ønsker at sige?« 28

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 29 SESS: 27 OUTPUT: Mon Dec 19 12:24:46 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1710_Agent_6_140x220_minion/Materie

Leo rystede på hovedet. Kusmin læste færdigt. »Jesse Austins familie flyttede i 1917 i lighed med mange andre i en periode, hvor mange flyttede fra syd til nord. Af alle de hadefulde episoder, Jesse Austin oplevede, tror vi, at det var det had, han mødte i New York, der gjorde ham til kommunist. Det var ikke kun hvide familier, der hadede ham, men også de sorte middelklassefamilier, som allerede havde etableret sig i området. De var rædselsslagne ved tanken om, at tilflytterne ville oversvømme storbyerne mod nord.

Det blev et afgørende øjeblik i hans liv, da han oplevede, hvordan de mennesker, som skulle have stået solidariske med de nyankomne, vendte sig mod dem. Han oplevede, hvordan kapitalismen delte selv dem, der burde stå tættest sammen.« Leo bladrede i sin kopi af rapporten. Der var kun ét fotografi af den unge Jesse Austin sammen med forældrene. Hans mor og far stod ret op og ned, som om de var bange for kameraet, og den unge Jesse stod imellem dem. Kusmin fortsatte: »I New York var hans far elevatorfører i et nedslidt hotel ved navn Skyline, der siden er gået konkurs. Hotellet var kendt for det fordærv, der er kendetegnende for en kapitalistisk storby – især stofmisbrug og prostitution. Så vidt vi ved, var hans far ikke involveret i ulovlige aktiviteter. Skønt han blev anholdt ved utallige lejligheder, blev han altid løsladt uden sigtelse. Hans mor var hushjælp. Jesse Austin hævder, at hans barndom ikke var plaget af vold eller druk, men at elendigheden knækkede familien. Deres værelse var koldt om vinteren og varmt om sommeren. Faren døde af tuberkulose, da Jesse Austin var tolv år gammel. De Forenede Stater har beundringsværdige sygehusfaciliteter, som imidlertid ikke er tilgængelige for alle. For eksempel har Metropolitan Life Insurance Company i New York opført et af de mest avancerede sanatorier til firmaets ansatte.

Jesse Austins far var imidlertid ikke ansat i livsforsikringsselskabet.

Han havde ikke råd til et ophold på et sanatorium. Den dag i dag er Jesse Austin overbevist om, at hans far ville have overlevet, hvis de faciliteter havde stået til hans rådighed. Det er muligvis en anden betydningsfuld begivenhed i Jesse Austins politiske udvikling: at se sin 29

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 30 SESS: 27 OUTPUT: Mon Dec 19 12:24:46 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1710_Agent_6_140x220_minion/Materie

far dø i et land, hvor adgang til sundhedsvæsenet er afhængig af ens ansættelsesforhold, som igen er afhængigt af ens hudfarve, en tilfældighed ved fødslen.« Denne gang løftede Leo hånden. Kusmin nikkede til ham. »Når det er tilfældet, hvorfor er der så ikke flere amerikanere, som bliver kommunister?« »Det er et meget vigtigt spørgsmål, som vi stadig grubler over.

Hvis De finder svaret på det, kan De overtage mit job.« Kusmin lo, en underlig, halvkvalt lyd. Så fortsatte han: »Jesse Austin er fuld af lovord for sin mor, som var nødt til at have dobbeltarbejde efter farens død. Han tilbragte megen tid alene og begyndte at synge for at fordrive tiden, og det udviklede sig til en karriere. Hans sang og musik har altid haft tæt tilknytning til hans politiske overbevisning. For ham er det en og samme ting. I modsætning til mange andre sorte sangere, er Jesse Austins sang ikke funderet i kirken, men i kommunismen. Kommunismen er hans kirke.« Major Kusmin satte en plade på, og de sad og lyttede til Jesse Austin. Leo forstod ikke teksten, men han forstod, hvorfor Kusmin – den mest mistænksomme mand han kendte – ikke tvivlede på Jesse Austins alvor. Det var den ærligste stemme, Leo nogensinde havde hørt. Det virkede, som om ordene kom direkte fra hjertet og hverken var modereret af forsigtighed eller overlæg. Kusmin slukkede for musikken. »Jesse Austin er blevet en af vores vigtigste propagandister. Han skriver vedkommende tekster og har kommerciel succes, og derudover er han en strålende taler og kendt over hele verden. Hans musik har gjort ham berømt og givet hans politiske indstilling en international platform.« Kusmin slog ud mod smalfilmsapparatet. »Vi har en optagelse af en tale, han holdt i Memphis i 1937. Følg godt med. Der er ingen oversættelse, men hold øje med publikums reaktion.« Der blev skiftet spole. Maskinen snurrede. Den nye film viste en koncertsal fyldt med tusindvis af mennesker.

30

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 31 SESS: 27 OUTPUT: Mon Dec 19 12:24:46 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1710_Agent_6_140x220_minion/Materie

»Bemærk, at der udelukkende er hvide mennesker. Ifølge loven i de amerikanske sydstater skulle publikum enten være udelukkende hvide eller sorte mennesker. Der var ingen integration.« Jesse Austin stod på scenen iført smoking og talte til det store publikum. Nogle blandt dem udvandrede, andre buhede. Kusmin pegede på nogle af dem, der gik. »Det er interessant, at mange af de hvide er glade for at sidde og lytte til hans musik. De sidder og klapper og giver ham endda stående bifald. Men Jesse Austin slutter altid en koncert med en politisk tale. Så snart han begynder at tale om kommunisme, rejser folk sig og udvandrer eller råber skældsord efter ham. Men hold øje med Jesse Austins ansigt imens.« Austins ansigt viste ingen tegn på mishag over deres reaktion.

Han så ud til at nyde modstanden, hans kropssprog blev mere selvsikkert, hans stemme fast.

Kusmin tændte lyset. »Jeres opgave er af største vigtighed. Jesse Austin er under stigende pres fra de amerikanske myndigheder på grund af hans urokkelige støtte til vores land. Mappen rummer artikler, han har skrevet og offentliggjort i amerikanske, socialistiske aviser. I vil se, hvor provokerende de må virke på et konservativt samfund med deres krav om forandring og opfordring til revolution. Vi frygter, at Jesse Austin er i fare for at få inddraget sit pas. Dette kan være hans sidste besøg.« »Hvornår ankommer han?« spurgte Leo. Kusmin lagde armene over kors. »I aften. Han skal være her i to dage. I morgen bliver han vist rundt i byen. Om aftenen giver han koncert. Det er jeres opgave at sørge for, at der ikke går noget galt.« Leo var chokeret. Det var med meget kort varsel. Han gav forsigtigt udtryk for sin bekymring med spørgsmålet: »Ankommer han i aften?« »I er ikke den eneste gruppe, som er sat på opgaven. Det er efter en pludselig indskydelse, jeg har bedt om, at I bliver inddraget. Jeg 31

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 32 SESS: 27 OUTPUT: Mon Dec 19 12:24:46 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1710_Agent_6_140x220_minion/Materie

har en god fornemmelse med Dem, Demidov. Vores gæst, som er udsat for så grundig overvågning derhjemme, vil have forståelse for, at vi også overvåger ham her. Jeg vil have mine bedste folk på sagen.« Kusmin gav Leos skulder et lille klem, der skulle give udtryk for både tiltro til hans evner og opgavens betydning. »Hans kærlighed til vores land skal beskyttes for enhver pris.«