Agnetes hævn - læseprøve

CLAES JOHANSEN

G O D E H I S T O R I E R , D U S E LV K A N L Æ S E

irriterende ved Rasmus.

Måske var det dengang, han tog en hel pakke tegnestifter og lagde dem i en bred stribe uden for hendes dør. Hun trådte fem tegnestifter langt op i foden. Hun sad på gulvet og græd, mens

Agnetes lillebror, Rasmus, er totalt irriterende.

Han laver hele tiden lede numre med hende.

Men en dag beslutter Agnete sig for at tage

agnetes hævn

hun trak dem ud af foden, en efter en.

claes johansen

Agnete tænkte på, hvad der var det allermest

hævn …

9 788711 403419

CARLS EN

CARLS ENS S TRIBEDE

CARLS ENS S TRIBEDE

CARLSENS STRIBEDE er en serie spændende bøger for børn, der har læst et lille stykke tid, men som nu kræver mere sproglig udfordring.

Bøgernes lix i CARLSENS STRIBEDE varierer, men alle bøgerne er lette at læse. Da lixberegning ikke fortæller hele sandheden om sværhedsgraden i en bog, har vi bestræbt os på også at gøre bøgerne tilgængelige for målgruppen af let øvede læsere på andre områder.

I udformningen af teksterne er der fortrinsvis brugt letgenkendelige ord, ligesom der er anvendt en stor, åben og let læsbar typografi.

Samtidig er bøgerne rigt illustrerede, således at illustrationerne fungerer som støtte for læsningen.

Denne bog har lix 19.

Claes Johansen Agnetes hævn Tekst © 2012 Claes Johansen og Forlaget Carlsen Illustrationer © 2012 Jan Solheim og Forlaget Carlsen Grafisk tilrettelægning: Maria Isenbecker Bogen er sat med Times ISBN 978-87-1140-341-9 1. udgave, 1. oplag 2012/01.12 Printed in Latvia 2012, Livonia Print Sia Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med CopyDan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Claes Johansen

Illustreret af Jan Solheim

CARLS EN

Kapitel 1

”Knæ er lavet til kun at bøje den ene vej.”

Det var Agnete, der sagde sådan. Og det var Rasmus, hun talte til. Han var hendes lillebror, og han sad og vippede oven på hendes ben.

Agnete var lige kommet hjem efter en hård dag i skolen. Hun havde lektier for i både historie og matematik.

Inden hun gik i gang med alt det, ville hun ligge lidt på sofaen inde i stuen og hygge sig.

7

Hun havde lavet sig en kop te. Den stod på bordet ved siden af hende. Hun lå og læste i en bog, en gyser, der hed Ugler i mosen.

Agnete lå og gøs dejligt over bogen – indtil Rasmus kom ind og satte sig oven på hendes ben.

”Du bøjer mine knæ den forkerte vej, Rasmus.

Det gør ondt.” ”Uha, det er vel nok synd,” sagde Rasmus og grinede. ”Mor!” kaldte Agnete.

Deres mor sad inde på sit arbejdsværelse.

Hun var revisor og havde tit arbejde med hjem.

”Hvad er der?” kaldte hun tilbage. ”Det er Rasmus,” sagde Agnete. ”Kom, mor!”

Deres mor dukkede op i døren. ”Hvad er der nu?” sukkede hun. ”Du har selv sagt, at jeg ikke må slå Rasmus,” sagde Agnete. ”Men se nu. Han sidder og vipper på mine knæ. Det gør enormt ondt.” ”Du er den store,” sagde deres mor. ”Du er tre år ældre end Rasmus. Du skal selv kunne finde en løsning på det der.” ”Løsningen er, at jeg slår ham,” sagde Agnete. ”Find en løsning uden vold,” sagde hendes mor. ”Forklar, hvad jeg skal gøre,” sagde Agnete. ”Og helst inden, han har brækket begge mine ben.” ”Du skal bare ignorere ham.” ”Det prøver jeg også,” sagde Agnete. ”Men det gør dødondt i mine ben.” ”Pjattehoved,” sagde hendes mor. ”Du skal altid overdrive.” Hun gik ind på sit arbejdsværelse igen. ”Det var synd,” sagde Rasmus. ”For dig. Hihi.”

10

”Skrid!” sagde Agnete. ”Der er ingen lov, der siger, at jeg ikke må sidde her,” sagde Rasmus.

Han lænede sig til siden og rakte sin ene hånd frem imod hende. Han formede et ”O” med langfingeren og tommelfingeren og holdt hånden lige under Agnetes næse. ”Rasmus!” sagde hun truende. ”Det er mit navn. Vil du købe det?” sagde han. ”To tusind.” ”Fjern den hånd.” ”Der er ingen lov, der siger, at jeg ikke må holde min hånd her.” ”Det gør bare så ondt at få en dimmermand lige på næsen,” sagde Agnete. ”Mener du sådan en?”

I det samme mærkede hun en skarp smerte i næsen, da neglen på Rasmus’ langfinger smækkede ind i den. ”Av!” skreg hun.

11

”Undskyld,” sagde Rasmus. ”Det var ikke med vilje.” Og så grinede han og vippede igen. ”Hihihihihi.” ”Av, mine knæ!” råbte Agnete. ”Hold nu mund, derinde,” råbte deres mor fra arbejdsværelset. ”Jeg skal have det her færdigt til i morgen.”

Agnete besluttede sig for at se, hvad der skete, hvis hun bare ignorerede Rasmus, sådan som hendes mor sagde.

Hun tog en pude og skubbede den ind under knæene.

Det hjalp faktisk. Rasmus vippede videre, men det gjorde ikke ondt mere. Så rev Rasmus bogen ud af hånden på hende. ”Den er alt for uhyggelig for dig, Fedekylling,” sagde han. Det var et øgenavn, han havde opfundet til hende. Fedekylling. ”Du får mareridt,” sagde han. ”Væk med den.”

Han kylede bogen gennem stuen.

12

”Nu har jeg fået nok!” råbte Agnete. Hun langede ud efter Rasmus. Men han var allerede sprunget op med et hyl. Han løb gennem stuen.

Agnete tog et askebæger, der stod på bordet, og smed det efter Rasmus. Det ramte ham i ryggen.

Han faldt forover.

Rasmus lå lidt på gulvet og skreg. Så sprang han op og løb ud i gangen. Han havde askebægeret i hånden. ”Mor, mor! Agnete kylede det her i ryggen på mig!” ”Hvad gjorde hun!” råbte mor.

Agnete sukkede. Hun vidste, at hun stod til en kæmpe skideballe nu. Og hun vidste, at mens hun blev skældt ud, ville Rasmus stå bag deres mors ryg og skære ansigter og gøre nar ad hende. Men så snart deres mor vendte sig om og så på ham, ville han begynde at græde igen.

Jeg holder det ikke ud, tænkte Agnete. Der er nødt til at ske noget her.

13

”Agnete!” lød hendes mors stemme. ”Agnete, kom herind! Omgående!”