Anderledes med drenge læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

PATRICK NESS TEA BENDIX carlsen

carlsen

Anderledes med drenge Omslag.indd 1

ANDERLEDES MED DRENGE

TEA BENDIX

carlsen.dk

anderledes med drenge

CARLSENS BILLEDNOVELLER er korte fortællinger med meget på hjerte, skabt af nogle af de allerbedste forfattere og illustratorer.

PATRICK NESS

De fire barndomsvenner, Ant, Charlie, Jack og Freddie, var engang uadskillelige. Nu er de på vej til at blive voksne, og intet er længere så simpelt, som det var, da de var børn.

billednoveller

Kan du huske den der liste med de ting, jeg har prøvet? Hvor præcis på den liste stoppede jeg med at være jomfru?

10/07/2020 09:51

ANDERLEDES MED DRENGE er oversat fra engelsk efter ‘Different for Boys’ af Glenn Ringtved Copyright © Patrick Ness 2010 Første gang udgivet i antologien ‘Losing It’, Andersen Press Limited, 2010 illustrationer © Tea Bendix og Forlaget Carlsen 2020 grafisk tilrettelægning Maria Lundén Grafisk Design Bogen er sat med Kapra og Dorica og trykt hos Livonia Print 1. udgave, 1. oplag Printed in Latvia 2020 ISBN 9788711698754 Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont.

PATRICK NESS / TEA BENDIX

ANDERLEDES MED DRENGE PÃ&#x2026; DANSK VED GLENN RINGTVED carlsen

LISTEN Okay, hvis vi skal være helt ærlige, så er det her nogenlunde det, jeg har prøvet (det er ikke så slemt, som det lyder): 1. Jeg har selvfølgelig

. Alle

. De lyver, hvis

de påstår, at de ikke gør det. Men

gælder selvfølgelig

ikke. Man kan ikke miste sin mødom til sig selv. 2. Og apropos, så har jeg fået den

af en anden, men

hvem har ikke prøvet det i en bunke jakker til en 8.-klasses fest? Det er jo bare en andens hånd. 3. Det er lidt vildere, at jeg har

, men det

er jo ikke ligefrem chokerende. 4. I den lidt mere bizarre afdeling har jeg

(men jeg ved godt, at det ikke er sådan en historie, vi er ude i. Jeg skal nok prøve at styre mig).

5. Og vi ville selvfølgelig ikke engang tale om alt det her, hvis jeg ikke havde

. Altså, hvis jeg ikke var

, som jo stort set er det samme som at miste sin mødom, hvis man er en dreng. Og bare lige for at slå det helt fast: Det er ikke sådan, at jeg bare har gjort nummer 5 et par gange. Jeg er ikke en af de der jomfruelige typer, der bilder sig selv ind, at der ikke rigtig skete noget. Det gjorde der. Tro mig. Selv om det i virkeligheden ikke er så vigtigt, hvor mange gange man gør det. Man tror hver gang, at man bliver mindre ensom af det. Det gør man ikke. Mit spørgsmål er vel egentlig bare, hvor præcis på den liste

jeg stoppede med at være jomfru? Skal det absolut være ved nummer 5, eller kan det ske tidligere? Ved nummer 3 for eksempel? Eller måske endda nummer 2? Er der forskellige grader af jomfruelighed? Er der ligesom et pointsystem? Og hvem skal egentlig bestemme det? Måske er det i virkeligheden slet ikke så simpelt. Måske findes der mennesker, som stadig påstår, de er jomfruer, selv om de har været igennem alle fem punkter. Faktisk tror jeg, at jeg er et af den slags mennesker.

STARTEN Den her historie kunne starte mange forskellige steder, men jeg kan vel lige så godt starte på første skoledag i niende klasse, hvor Charlie og jeg sidder i geografi og venter på, at mr. Bacon skal få styr på, hvor folk skal sidde. »Det tager en overrasket. »Hvad nogle

evighed,« siger Charlie og blinker så skete der lige der? Hvad er det for

sorte kasser?«

Jeg trækker på skuldrene. »Det er, fordi det er sådan en historie, ikke? Altså, nogle ord er nødvendige at bruge, fordi den handler om virkeligheden, men man må ikke vise dem, fordi vi er for unge til at læse om de ting, som vi egentlig render og laver.« Charlie nikker alvorligt. Så smiler han frækt. »

siger han. Hans smil bliver endnu bredere. » .« Han nikker igen. »Cool.« Og lige idet han siger »cool«, træder Freddie Smith ind i lokalet, og det er i virkeligheden dér, historien for alvor begynder. »Nej,

nej,« siger Charlie.

Vi ser Freddie gå hen til mr. Bacon, som finder hans navn på listen og peger på mig og Charlie. Mr. Bacon har fået den geniale idé, at vi i år ikke skal sidde i de normale, kedelige rækker, men skal deles op i grupper. Fire borde skubbet sammen

som små øer. Han siger, at det skal gøre undervisningen mere »samarbejdsorienteret«, men enhver idiot kan vel se, at han fuldkommen vil miste kontrollen over os. Grupperne er delt op i alfabetisk orden, så jeg – Ant Stevenson – sidder ved siden af Charlie Shepton, som jeg har siddet ved siden af, af samme alfabetiske årsag, siden børnehaveklassen. Og så har vi så Freddie Smith, som Charlie og jeg også har været alfabetiske venner med altid, indtil han gik ud af fjerde for at flytte med sin far til Southampton. »Charlie Shepton og Ant Stevenson,« siger Freddie Smith og kommer over til os med et stort smil. »Freddie

Smith!« siger Charlie og rejser

sig og giver Freddie en lammer på skulderen, selv om Freddie er gået hen og blevet omtrent dobbelt så stor som ham. Freddie er endda større end mig. Ikke på den tykke måde, men han ligner en rugbyspiller, der skal ind og købe en pakke smøger. »Hvor

har du gemt dig i al den

tid?« spørger Charlie. »Sproget, Charlie,« siger mr. Bacon oppe fra katederet. »Det er din første advarsel. Sæt dig.« »Men det er streget ud,« siger Charlie. »Det er, som om jeg slet ikke bander.

. Se selv.«

»Sæt dig!« siger mr. Bacon. »Min mor og far er flyttet sammen igen,« forklarer Freddie, da vi har sat os. »Efter syv år. Det er vildt, ikke?« Han kaster et blik ud over det fyldte klasseværelse. »Det er løgn. I siger ikke, at vores fjerdemand er lille Jack Taylor?«

»Arh,

,« siger Charlie, da vi ser, at Jack Taylor

allerede er ved at blive dirigeret over til vores bord af mr. Bacon. »Hvad er der?« spørger Freddie mig forvirret. »Det bliver ligesom i gamle dage.« Her skal jeg lige fortælle, at vi fire, mig og Charlie, Freddie Smith og Jack Taylor, engang var uadskillelige. I hvert fald de første år i skolen. Ud over at vi sad sammen på grund af vores navne, så boede vi også tæt på hinanden og hang altid ud sammen. Fødselsdage og fodbold og alt det der. Så flyttede Freddie, og et par år senere begyndte vi at komme i puberteten, og jeg blev pludselig dobbelt så stor som alle de andre. Altså, stor som sådan en amerikansk fodboldspiller, og Charlie blev også en del højere, bare uden at tage på i vægt. Men Jack … han voksede ikke rigtig. Mig og Charlie blev ved med at være venner, men Jack gik ligesom sine egne veje. Mens vi andre fortsatte med at spille fodbold og pjække fra skole og spille lidt mere fodbold, så blev Jack sådan en lille smule … Ja, han blev, hvis jeg skal være helt ærlig, sådan lidt svanset. Han begyndte at gå til skuespil. Og kor. Og skrev operaanmeldelser til skolebladet. Og vidste lidt mere om golfspilleren Padraig Harrington, end sådan en dreng som ham burde vide. Det er ikke, fordi jeg siger noget dårligt om den slags, men … Man ser jo ikke sådan noget, når det sker over en lang peri-

ode, vel? Altså, Jack var vores ven. Vi kunne lide ham, fordi vi altid havde været venner. Og så lige pludselig, så tænker man: Hey, er han ikke gået hen og blevet lidt løs i håndleddene. Og hvad så? Det er jo Jack. Man tænker nærmest ikke over det. Medmindre man er Charlie. Han begyndte at lægge mærke til det. Det startede sidste år ved juletid. Og han tager det ikke så pænt. »Jack er blevet en

lille bøsserøv,« siger han, da Jack

kommer over imod os. »Hov, kan man sige bøsserøv, uden at der kommer en sort kasse?« Freddie løfter øjenbrynene. »Er Jack blevet bøsse?«

»Nej,« siger jeg. »Han kom sammen med Georgina Harcourt sidste år. Han er bare sådan lidt kunstnerisk.« »Han er

bøsse,« siger Charlie. »Han blev taget i at

foran en flok syvendeklasser sidste år.« »Nej, han gjorde ej,« siger jeg. »Det var Claudia Templeton, der spredte den historie, for at få folk til at stoppe med at snakke om de der billeder, hendes kæreste sendte rundt af hendes .« »Nå ja,« griner Charlie. »Det var så fedt.« »Er det ikke selveste Freddie Smith?« siger Jack og smider sin taske ved det fjerde bord. »Hej, Jack,« siger Freddie. »Jeg har hørt, du er gået hen og blevet lidt Graham Norton-agtig.« Jack sender Charlie et vredt blik. »Nå, du har snakket med der.«

»Hov hov!« siger Charlie. »Hvad står der inde under kassen?« »Hej, Jack,« siger jeg og nikker til ham. »Hey, Ant.« Han nikker tilbage, lidt forsigtigt. »Graham Norton er stinkende rig, Jack,« siger Freddie med et smil. »Det er ikke noget at være flov over.« »Hold nu op,« siger Jack. »Han har hoved som en vandmelon. Og har du hørt ham synge?« Han måler Freddie med øjnene. »Hvad med dig? Har du ædt Wales?« »Nu skal du ikke også begynde,« siger Freddie. »Jeg nåede kun lige ind på skolen, inden rugbytræneren overfaldt mig.« Han kigger på mig. »Du er da også blevet ret stor, Ant. Måske skulle du starte sammen med mig. Det kunne være meget fedt at have en kammerat med på holdet.« »Vi spiller fodbold,« siger Charlie, inden jeg overhovedet når at svare. »Hold mund dernede,« overdøver mr. Bacon, der endelig er ved at være klar til at starte undervisningen, os. »Hvem er han?« hvisker Freddie. Jeg trækker på skuldrene. »Bare mr. Bacon.« »Jeg synes, jeg har set ham før,« siger Freddie. »Nej,« siger Jack. »Han ligner bare en psykopatisk udgave af Gethin Jones.« »

ja, Jack. Lige præcis,« siger Freddie.

Vi må alle indrømme, at det er rigtigt. Man kunne sagtens forestille sig sin søster på date med mr. Bacon. Men man kunne også forestille sig, at han slog hende ihjel. Jeg skal lige til at

sige det, men i det samme siger Charlie med et drillende smil: »Ku’ du tænke dig at date ham, Jack? Ku’ du tænke dig, at han lige

dig hen over bordet?«

Jack ser påtaget overrasket ud. »Flirter du med mig, Shepton?« Freddie fniser. Jeg griner også lidt. Så ser jeg Charlie sende mig et blik så giftigt, at det kunne slå en hel kornmark ihjel.