L. A. WE ATHERLY
L . A . WE ATH E RLY
Willow er den eneste, der er i stand til at tilintetgøre Englenes Kirke – et skalkeskjul for de ondsindede engle, som ikke skyr nogen midler
orrådt
for at komme hende til livs. Men i det mindste er Willow ikke helt overladt til sig selv. Ved sin side har hun Alex,
Men Willow kan ikke løbe fra, at hun er halvengel, og da Alex slutter sig til en englejægerstyrke, kommer hun til at lide under deres mistroiskhed. Aldrig har hun følt sig så alene
forrådt
som ud over at være englejæger er hendes eneste ene.
i verden … indtil hun møder Seb. Han har søgt efter Willow hele sit liv, for ligesom hende er han halvengel.
Angel – forrådt er andet bind af tre om Willow og hendes helt særlige forhold til de smukke, forførende og dødsensfarlige engle.
Til de ’Twilight’-hungrende læsere, der søger efter nyt læsestof, kan jeg klart anbefale ‘Angel’. – Stine Jørgensen, Kultur for unge ISBN 978-87-11-40474-4
9 788711 404744
2583-Carlsen-Angel-2-Forrådt-omslag.indd 1
2
29-05-2012 15:47:06
Angel – Forrådt Oversat fra engelsk af Dorte Holm efter Angel – Fire Copyright © L.A. Weatherly, 2011 First published in the UK in 2011 by Usborne Publishing Ltd. The right of L.A. Weatherly to be identified as the author of this work has been asserted by them in accordance with the Copyright, Designs and Patents Act, 1988 Omslagsfotografi © Pawel Piatek Dansk udgave © Forlaget Carlsen, 2012 Sat med ITC Galliard hos Pamperin & Bech og trykt hos Scandbook, 2012 ISBN: 978-87-11-40474-4 1. udgave, 1. oplag, 2012 Printed in Sweden www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
2583-Carlsen-Angel-2-Forrådt.indd 4
30-05-2012 12:55:47
L.A. W EATHER LY
2. bind i Angel-trilogien
P책 dansk ved Dorte Holm
2583-Carlsen-Angel-2-Forr책dt.indd 3
30-05-2012 12:55:47
Kvinden var længe om at komme ud af sit hus.
På den modsatte side af gaden stod Seb lænet op ad et nedslidt supermarked i skyggerne af morgengryets halvmørke, mens han holdt øje med kvindens hoveddør. En svag skygge af skægstubbe lå langs kæben på hans ansigt med de høje kindben. Hans slanke krop virkede afslappet, men var på samme tid på vagt som en kats. Han var sikker på, at det her var det rigtige sted. Det lignede det, han havde set, på en prik: et gult hus på hovedgaden med en fin trædør og en lille smedejernsaltan fyldt med blomsterkrukker – et virvar af rødt og gult. Med hænderne i lommerne på sine jeans studerede Seb hoveddørens detaljer nøje. Jo, det var den. Så talte han blomsterkrukkerne: 17. Kom nu, chiquita, du kommer for sent på arbejde, tænkte han. Til sidst gik døren op, og en lille, trivelig dame i matchende jakke og nederdel kom ud. Hun rodede lettere febrilsk i sin håndtaske efter sine nøgler, fandt dem endelig og låste døren bag sig. Så trippede hun hen til sin bil på sine buttede fødder, der så ud til at være skruet 7
2583-Carlsen-Angel-2-Forrådt.indd 7
30-05-2012 12:55:47
ned i de højhælede sko. Da hun nåede hen til bilen, var det igen på en eller anden måde lykkedes hende at miste nøglerne i håndtasken, og hun stod på fortovet og ledte i mindst et minut, mens hun rystede irriteret på hovedet. Seb kunne ikke lade være med at smile. Jo, det var meget typisk hende. I samme øjeblik kvindens bil var forsvundet om hjørnet, hankede Seb op i sin slidte, noget ramponerede rygsæk, der stod for fødderne af ham, og slyngede den over skulderen. Han havde allerede undersøgt, hvordan man kom om på bagsiden af huset, og nu tog det ham kun et splitsekund at sende sit andet jeg gennem luften om på den anden side for at sikre sig, at der var fri bane. Det var der. Han gik over vejen, spadserede roligt af sted i den stille, tidlige morgen. Et højt træstakit stod langs husets ene side. Seb sprang op, fik fat i toppen og svingede sig let over. Baghaven lignede også det, han havde set, på en prik – en nydelig terrasse ligeledes fyldt med frodige blomsterkrukker. En falmet dækstol stod klappet sammen tæt ved en skydedør ud til terrassen. Vinduet med den ødelagte lås, som havde bekymret kvinden, var oppe på første sal. Det tog kun Seb få sekunder at klatre op ad murens espalier og lirke det op. Han lod sig dumpe lydløst ind i hendes lysegrønne soveværelse, der var fuldt af puder og flæser. Der duftede, som om hun havde sprøjtet parfume på som det sidste, inden hun tog af sted. Og nu ville hun være væk i flere timer. Hendes arbejdsplads lå så langt væk, at hun ikke kunne nå hjem og spise frokost. Det havde været en af de mange nagende 8
2583-Carlsen-Angel-2-Forrådt.indd 8
30-05-2012 12:55:47
bekymringer, hun havde haft dagen før. Kvindens mange bekymrede tanker havde været som blade i en hvirvelvind. Ingen af dem havde været særlig alvorlige, men den samlede mængde havde efterladt Seb med hovedpine, efter at han havde forsøgt at fokusere på dem. At give læsninger var ikke altid den letteste måde at tjene et par pesos på, især ikke når han gerne ville have dem overstået hurtigt, så han kunne købe noget at spise og fortsætte med den eneste ting, der betød noget for ham. Alligevel håbede han, at det, han havde fortalt kvinden, havde hjulpet. Hun havde klart brug for at slappe noget mere af – selv om han var glad for, at hun ikke havde besluttet sig for at gøre det i dag. Seb forlod det velduftende soveværelse og begyndte at lede, så hans skridt gav genlyd på klinkegulvene. Selv om han sjældent brød ind i huse længere, havde der været en tid, hvor han gjorde det alt for ofte og med meget værre formål for øje end nu. Forsigtigt åbnede han dørene og kiggede ind i de forskellige værelser. Han rynkede panden. Hun burde da have en, ikke? Han havde ikke set en. Han havde blot regnet med det. Nede i stueetagen fandt han den: en computer, der stod på et hjørneskrivebord. Perfekt. Seb lod sig dumpe ned på stolen og trykkede på start-knappen. Den lokale skole med computerne, som var til fri afbenyttelse, var lukket i dag, og han havde ikke været i stand til at få sig en seng på et vandrehjem de sidste par nætter, hvor han ellers havde kunnet låne en eller andens bærbare. Han tastede langsomt et par ord i søgemaskinen. Det gav en række resultater, og han fandt det, han ledte efter, og gik ind på siden. 9
2583-Carlsen-Angel-2-Forrådt.indd 9
30-05-2012 12:55:47
Børnehjemmet Diaz, stod der på hjemmesiden: Et fristed for børn. Seb trak hånligt på smilebåndet. Han havde set mange børnehjem gennem årene, og de færreste kunne betegnes som “et fristed”. Men han havde først hørt om det her i går, og han var nødt til at besøge det. Tænk, hvis det måske ville vise sig at være det sted, hvor han endelig fandt det, han ledte efter. Hans hjerte slog hurtigere ved tanken, selv om han kun var alt for bevidst om, at det var temmelig usandsynligt. Han tog et stykke papir fra kvindens skrivebord, noterede omhyggeligt adressen ned og stak det ned i sin rygsæk. Det lå godt 16o kilometer østpå for foden af Sierra Madrebjergene. Helt automatisk fandt han et kort over Mexico frem, betragtede dets velkendte form og lod blikket følge de ruter, han havde rejst ad i årevis. Han var startet i Mexico City og havde siden da sjældent tilbragt mere end nogle få uger et sted ad gangen. I øjeblikket var han i Presora, ikke langt fra Hermosillo med de hvide strande og vrimlen af turister. Presora var dog et mere roligt sted. En mindre by, som det alligevel havde taget ham to dage at gennemsøge. Han havde tjekket hver eneste person, han gik forbi på gaden. Var gået ind i hver eneste bygning, han kunne få adgang til, og havde ladet sit andet jeg gennemsøge dem, han ikke kunne komme ind i. Der havde ikke været noget. Intet som helst. Det var ikke særlig overraskende – hele sit liv havde Seb aldrig nogensinde fået så meget som et glimt af det, han inderligt håbede at finde. Men han var nødt til at fortsætte. Det var det eneste, han kunne gøre. 10
2583-Carlsen-Angel-2-Forrådt.indd 10
30-05-2012 12:55:47
Han var færdig her i huset nu. Han havde fået det, han var kommet efter. Han slukkede computeren og rejste sig, men da han slyngede sin rygsæk over skulderen, faldt hans blik på kvindens bogreol – og så var han fortabt. Han bevægede sig over til den, satte sig på hug og stirrede sultent på den. Der var en masse paperbacks, der så ud, som om de ikke engang var blevet åbnet, og et kort øjeblik var Seb fristet. Han var næsten færdig med sin nuværende bog, og han vidste ikke, hvornår han ville støde på en ny boghandler med brugte bøger, hvor han ville kunne bytte den. Han lod fingrene glide hen over omslaget på en tyk historisk roman. Den ville kunne underholde ham i mindst en uge. Men nej. Han var ikke brudt ind i huset for at stjæle, selv om han før i tiden ikke ville have tænkt nærmere over det. Med et suk rejste Seb sig op. Da han gik hen mod trappen, så han en gang ved siden af køkkenet og fik øje på et badeværelse. Han tøvede, gik så hen og kiggede ind. Rummet med de hvide fliser var næsten helt tomt. Der var kun et lille håndklæde og et stykke støvet sæbe, som antydede, at rummet sjældent blev brugt. Det passede også meget godt; kvinden boede alene. I det nydelige, lyserøde badeværelse, han havde set ovenpå, havde der været fyldt med parfumer og pudder. Et skævt smil bredte sig i hans ansigt. Okay, det her kunne han simpelthen ikke modstå. Han havde ikke haft mulighed for at blive rigtig ren i dagevis. Hans tøj var renere, end han selv var, for det havde været lettere at finde et vaskeri i den her by end en seng på et vandrehjem. 11
2583-Carlsen-Angel-2-Forrådt.indd 11
30-05-2012 12:55:48
Han gik ind i det lille rum og låste døren bag sig. Der var en tube med bodyshampoo i hans rygsæk, og han fik gravet den frem, inden han klædte sig af og tog et langt bad. Han nød både det varme vand og muligheden for at være i fred. Selv efter så mange år føltes det stadig som noget, han ikke kunne tage for givet. Hans krop var fast og veltrænet, og mens han badede, glimtede arrene, som han dårligt lagde mærke til længere, på hans våde hud. Nogle af dem var blevet hvide med tiden, mens andre og nyere stadig var ujævnt røde. Han hadede mere end noget andet at føle sig beskidt, og det føltes vidunderligt at vaske de sidste par dages skidt af sig. Bagefter tørrede han sig, så godt han kunne med det lille håndklæde, og så sig i spejlet. Han strøg sit våde hår tilbage. Det krøllede, når det var for kort, og irriterede ham, så han lod det vokse ret langt, så han bedre kunne stryge det væk fra sit ansigt. En løs lok eller to faldt dog altid ned over hans pande alligevel bare for at drille ham, gik han ud fra. Hans jeans og T-shirt klæbede til ham, da han havde fået tøjet på igen, men varmen udenfor ville snart sørge for, at han hurtigt blev helt tør. Han kastede et blik rundt i badeværelset for at sikre sig, at han efterlod det i samme stand, som han havde fundet det. Så tog han trappen med hurtige skridt, ivrig efter at komme af sted mod Sierra Madre og den adresse, han havde i sin rygsæk. I det grønne, nysselige soveværelse stoppede han op ved vinduet og så sig omkring. “Gracias,” mumlede han til den fraværende kvinde med et smil, og så svingede han sig adræt ud. 12
2583-Carlsen-Angel-2-Forrådt.indd 12
30-05-2012 12:55:48
Det tog sin tid at blaffe til børnehjemmet. Det gjorde det nogle gange, men hen mod aftenen fik Seb et lift med en lastbilchauffør det sidste stykke af vejen. Chaufføren snakkede uafbrudt om sin kæreste, mens Seb røg den cigaret, manden havde givet ham. Han sad lænet tilbage mod kabinens vinylsæde med en gummisko hvilende på instrumentbrættet og lyttede kun til manden med et halvt øre. Han nød den velkendte smag – nu om dage havde han sjældent råd til at spilde penge på cigaretter. “Og så sagde jeg til hende, chiquita, jeg finder mig ikke i det. Jeg har allerede sagt det to gange. Du er nødt til at høre efter, når jeg siger noget til dig – forsøge at forstå det, som jeg rent faktisk siger, hvis du ved, hvad jeg mener?” Chaufføren kiggede på Seb efter et bekræftende blik. Hans ansigt var bredt, rødmosset og fuldt af mørke skægstubbe. “Du har helt ret, makker,” sagde Seb og blæste en røgsky ud. “Sådan skal det være.” Han ville hellere have læst end lyttet til mandens vrøvl, men desværre var det en del af den etikette, der gjaldt for blaffere. At holde gang i en samtale var den pris, man måtte betale for at få et lift. “Men hun lytter aldrig til mig. Nej, hun befinder sig bare i sin egen verden. Det er helt håbløst. Hun er smuk, men …” Manden fortsatte, talte og talte. Seb betragtede ham og bemærkede det vrede, røde lys, der var komme til syne i hans aura: små, glimtende lyn. Da han havde sat sig ind i kabinen, havde han ændret farverne på sin egen aura, så de matchede chaufførens blå og gule toner. Han vidste, at manden ikke ville være i stand til at se det – det var bare en vane, han ikke havde kunnet slippe fra 13
2583-Carlsen-Angel-2-Forrådt.indd 13
30-05-2012 12:55:48
sin barndom. At tilpasse sin aura til dem, han var sammen med, fik ham til at føle sig mere tryg. Mindre udsat. Men jo mere Seb lyttede til fjolset, des mindre havde han lyst til at have samme aura som ham. Han skiftede tilbage til sine sædvanlige farver, da han så et billede for sig af manden, der stod i et køkken og råbte ad en mørkhåret kvinde. Hun så bange ud, hvilket ikke ligefrem kom bag på Seb. Ikke at det føltes, som om chaufføren ville u dgøre nogen fare for ham. Han virkede udelukkende som den type, der generede folk, der var svagere end ham selv. Seb vidste, at han sikkert ville have fornemmet, hvis der havde været noget at være bekymret for. Derudover havde han altid sin barberkniv i lommen, hvis der opstod problemer. Man rejste ikke alene rundt i Mexico uden et våben, medmindre man var komplet idiot. “Tag nu dig for eksempel,” sagde chaufføren. “Hvor gammel er du – 17, 18?” “17,” sagde Seb og blæste mere røg ud. Han fyldte 18 om mindre end en måned, men det gad han ikke fortælle. “Ja, og jeg vil vædde med, at du ikke har nogen problemer med at få fat i piger, vel?” Manden lo fjoget, og hans aura bølgede i takt, mens den flakkede orange. “Du ligner en rockstjerne – en, som pigerne gerne vil have hængende på deres væg. Men lyt til mig, amigo, du skal aldrig lade dem …” Seb himlede med øjnene indvendig og lukkede ørene. Han ønskede, at han i det mindste havde kunnet tænde radioen. Folk kommenterede tit hans udseende, men hans flotte ydre hjalp ham ikke det mindste med at skaffe ham den eneste ting, han virkelig ønskede sig. 14
2583-Carlsen-Angel-2-Forrådt.indd 14
30-05-2012 12:55:48
“Hvor kommer du så fra?” spurgte manden og skoddede sin cigaret i det overfyldte askebæger. “Sonora? Sinaloa?” “El DF,” sagde Seb. Distrito Federal – landets hovedstad, Mexico City. Det var næsten mørkt nu, og den modkørende trafik var kun en række af lys, der kom fejende ud af mørket. “Min mor var fra Sonora.” “Det tænkte jeg nok,” sagde manden og kiggede på ham igen. “Fransk, vil jeg vædde med. Eller italiensk.” Seb kunne ikke modstå fristelsen. “Italiensk,” sagde han uden at fortrække en mine. “Fra Venedig oprindelig. Min oldefar var gondoliere, men så emigrerede han hertil, og eftersom der ikke var nogen kanaler, blev han ranchero i stedet.” Lastbilchaufføren spilede øjnene op. “Er det rigtigt?” “Ja, det er det,” sagde Seb og lænede sig frem for at aske i askebægeret. “Over ti tusind stykker kvæg. Men jeg tror, han efterlod sit hjerte hjemme i kanalerne.” Han kunne være fortsat ud ad samme tangent i noget tid endnu, men manden var sådan en idiot, at det var for let til at være særlig sjovt. Lastbilchaufføren vendte tilbage til det uudtømmelige emne om sin kæreste, remsede hendes adskillige fejl op og alt det, hun skulle lave om på. Seb fik et par glimt mere af en kvinde, som blev tyranniseret, mens manden snakkede løs – så da de nåede frem til Sebs bestemmelsessted og holdt ind ved vejkanten, havde han mest lyst til at kvæle fyren. I stedet snuppede han cigaretpakken og lighteren fra lastbilchaufførens lomme, da de gav hinanden hånden til farvel. Han havde ikke været lommetyv, siden 15
2583-Carlsen-Angel-2-Forrådt.indd 15
30-05-2012 12:55:48
han levede som gadebarn i Mexico Citys gader, men det gav ham en sær tilfredsstillelse – selv om han egentlig burde have ladet cabrónen fortsætte med at ryge, eftersom det er skidt for helbredet. Da lastbilen trak ud på vejen igen, rystede Seb kort på sig for at slippe af med den ubehagelige energi inde fra kabinen, lidt som en hund, der ryster vand af sig. Han var tæt på Sierra Madre nu og stod på en bakke i det tiltagende mørke, hvor bjergene tårnede sig op som skygger i horisonten. Han fokuserede kort for at sikre sig, at der ikke var nogen engle i nærheden, og sendte så sit andet jeg ud for at lede. Svævende oppe i luften fandt han let børnehjemmet. Det lå godt en halv kilometer længere nede ad vejen – en række sammenhængende bygninger og en øde legeplads. Han trak en sweater op af sin rygsæk og begyndte at gå, mens han lod sit andet jeg flyve omkring. Følelsen af at strække vingerne ud var skøn. Det var et par dage siden, han havde fløjet sidst. Han tænkte på, hvad han havde fortalt lastbilchaufføren, og smilede. Faktisk var det sted, hans mor kom fra, næsten det eneste, Seb vidste om hende. Hun var død nu. Den sidste gang, han havde set hende, havde han været fem år gammel. Fra de få minder, han havde, vidste han, at han lignede hende meget. Lysebrunt hår med bløde krøller, høje kindben og gyldenbrune øjne, en mund, som kvinder af og til kaldte “smuk”, hvilket fik ham til at vende øjne indeni. Det var et udpræget nordligt ansigt. Sonora var en stat, hvor europæiske indvandrere havde blandet sig med lokalbefolkningen i flere generationer. På gaden antog gringo-turister altid, at han var en af dem, og 16
2583-Carlsen-Angel-2-Forrådt.indd 16
30-05-2012 12:55:48
spurgte om vej på engelsk, uvidende om det faktum, at millionvis af mexicanere ikke lignede dem, man så i westernfilm. Hvem hans far var, anede han ikke. Men Seb vidste, at han ikke kunne have været helt frastødende. Det var ingen af dem. Da han nåede op på den anden side af bakken, kom børnehjemmet til syne. Han stod og stirrede ned på det et øjeblik med et fast greb om stroppen på sin rygsæk. Nu da han var her, var han næsten bange for at kigge – det evige håb efterfulgt af den uundgåelige skuffelse var begyndt at blive sværere og sværere at håndtere. Alligevel var han nødt til at fortsætte. Den sidste time af hans liv, som han havde brugt på at lytte til den cabrón i lastbilen, ville have været fuldstændig spildt, hvis han ikke gjorde det, han var kommet for. Og desuden kunne det her måske være stedet. Det kunne være, at det her ville vise sig at være det sted, hvor han endelig fandt hende. Mod sin vilje følte Seb et stik af en så heftig forventning, at det næsten gjorde ondt – mærkede håbet, som han ikke nogensinde ville kunne undertrykke fuldstændig. Han gik væk fra vejen og lagde sig fladt ned i græsset på maven med børnehjemmet nedenfor inden for synsvidde. Han koncentrerede sig udelukkende om sit andet jeg og lukkede øjnene. De brede vinger glimtede i tusmørket, da han lod sig glide ned i dalen mod de forfaldne bygninger. Med en svag bølgen passerede han gennem børnehjemmets mur og fløj indenfor. Som sædvanlig blev hans muskler anspændte, når han kom ind i et af de her steder. Uindbudt 17
2583-Carlsen-Angel-2-Forrådt.indd 17
30-05-2012 12:55:48
kom mindet om rummet med dets tætte mørke, som havde sænket sig over ham som et tonstungt tæppe, da han var fem. Men rummet havde vist sig at bringe en velsignelse med sig – for det var der, det for første gang var gået op for ham, hvad han virkelig var. Og det var det eneste, der havde forhindret ham i at blive skør det sted. Der var ingen, som så Sebs andet jeg glide lydløst fra rum til rum. Han bemærkede med det samme, at det her børnehjem var et af de få, som ikke var helt ringe. Der var rent, men så dog deprimerende trist og bart ud overalt. Børnenes og teenagernes auraer så sunde nok ud, da han fandt dem alle i spisesalen i gang med at spise aftensmad sammen med personalet. De bar mere præg af kedsomhed end af misbrug. Seb cirklede rundt oven over dem og scannede nøje alle farverne. En trist blå, et glimt af en livlig lyserød, en blid grøn. Der var ingen, der havde et strejf af sølv, men det betød ikke nødvendigvis noget. Han havde selv været i stand til at ændre sin aura, siden han var barn. Han fokuserede på hver enkelt, åbnede sine sanser og undersøgte deres energi – lyttede nærmest. Hele hans væsen rakte ud, forventningsfuldt, og han berørte hver persons energi med sin egen. De var alle fuldstændig menneskelige. Han tjekkede igen, bare for at være helt sikker, men han havde ikke længere hjertet med i det. Så tvang han sig selv til at undersøge de andre rum, selv om han allerede vidste, at han ikke ville finde nogen i dem, og det gjorde han heller ikke. Hun var heller ikke her. Skuffelsen fik hans hals til at snøre sig sammen, og han 18
2583-Carlsen-Angel-2-Forrådt.indd 18
30-05-2012 12:55:48
åbnede øjnene, mens han lod sit andet jeg flyve ud af børnehjemmet. Lå så ubevægelig i græsset og stirrede ned mod de kedelige bygninger neden for bakken. Hun. Han fnøs. Han vidste ikke engang, om der var andre af hans slags. Endnu mindre vidste han, hvilket køn de havde. Alligevel havde han på en eller anden måde altid vidst, at det var en pige på hans egen alder, han ledte efter. Han kunne mærke hende så tydeligt. På trods af, at han ikke anede, hvad hun hed, eller hvordan hun så ud, så kendte han hende. Så langt tilbage han kunne huske, havde han haft en fornemmelse af pigens væsen og vidst, hvem hun var. Han mente næsten at kunne høre hende le nogle gange og få et glimt af hendes smil. At han ikke var i stand til at se hende eller røre ved hende, var som en konstant nagen inden i ham. Hårdhændet strøg han sit hår tilbage med begge hænder. Hvorfor havde han ikke vænnet sig til skuffelsen over ikke at finde hende endnu? Hvor mange byer havde han ikke gennemsøgt? Hvor mange børnehjem og skoler? Hvor mange kilometer havde han ikke vadet gennem hvor mange gader? Pludselig følte han sig træt – så træt. På en eller anden måde føltes dette mislykkede forsøg som det sidste strå. Jeg finder hende aldrig, tænkte han. Jeg har bare bildt mig ind, at hun fandtes, i alle de her år, fordi jeg så desperat gerne ville have, at hun fandtes. Han rullede om på ryggen og betragtede sit engle-jeg, som svævede oppe på den blåsorte himmel med snehvide vinger bredt ud mod stjernerne. For en gangs skyld føltes det at flyve ikke som en trøst. Han havde ledt efter sin 19
2583-Carlsen-Angel-2-Forrådt.indd 19
30-05-2012 12:55:48
halvenglepige så længe – først i årevis på gaderne i Mexico City, efter at han var stukket af fra børnehjemmet. Han havde tjekket hver eneste aura, han gik forbi. Da han var 11 år, røg han i ungdomsfængsel, men brød ud derfra som 13-årig, og kort efter havde han ihærdigt fortsat sin færd for at finde hende. Havde rejst på kryds og tværs af landet og gennemsøgt hver en by, både store og små. Alle steder – i næsten fem år nu uden at møde en eneste anden aura, der var som hans egen. Oven over sig kunne Seb mærke nattevinden hviske, som den strøg forbi hans skinnende vinger, mens hans engel fløj af sted. Nu er det nok, sagde han til sig selv. Ordene syntes at dukke op inde i hans hoved helt af sig selv, men i samme øjeblik vidste han, at det var sådan, det skulle være. Han kunne ikke fortsætte, kunne ikke blive ved med at bære den endeløse række af skuffelser. Når han ikke var stødt på en anden af sin art i alle disse år i et land, der var så tætbefolket som Mexico, så var det på tide, at han så sandheden i øjnene – der var ikke andre. Der var ikke nogen halvenglepige, som pludselig ville dukke op som ved et mirakel og få ham til at føle sig mindre ensom, uanset hvor kraftigt han mente, at han havde fornemmet hende. Hun eksisterede ikke. Hun havde bare været et fantasi foster i al den tid, en smuk drøm. Som en af naturens dårlige vittigheder var han alene – den eneste af sin art – og det var på tide bare at acceptere det og forsøge at komme videre med livet og de ting, det ville bringe. Beslutningen føltes rigtig. Det føltes også, som om der var noget, der lige var blevet flået ud af hans bryst, og det 20
2583-Carlsen-Angel-2-Forrådt.indd 20
30-05-2012 12:55:48
efterlod et dybt hul, som aldrig ville blive fyldt igen. Seb lå på det bløde græs og så sit engle-jeg flyve af sted så ubesværet og graciøst oppe mod stjernerne. Og han vidste, at det, han havde tænkt, alligevel ikke var helt sandt – så længe han havde den anden del af sig selv, ville han aldrig være helt alene. Det føltes bare sådan.
2583-Carlsen-Angel-2-Forrådt.indd 21
30-05-2012 12:55:48
Metalsaksen føltes kold mod min nakke.
Jeg stod ude på vores motelværelses bad med øjnene lukket og forsøgte at ignorere, hvor meget jeg hadede lyden af hvert af de metalliske klip, og den mærkværdige og helt forfærdelige, lette følelse, der langsomt bredte sig rundt om mit hoved. Selv om jeg vidste, hvor nødvendigt det var – selvfølgelig vidste jeg det, det havde været min egen ide i første omgang – betød det ikke, at jeg nød det. Alex nød det heller ikke særlig meget. Faktisk var han den, der syntes mindst om det. Men da jeg havde nævnt ideen tidligere på eftermiddagen, indrømmede han, at han havde tænkt det samme – og nu tøvede han ikke med saksen. Og hvis jeg ikke selv havde foreslået det, ville han have gjort det. Det var bare mærkeligt … at vi begge to var så opsatte på at gøre noget, ingen af os virkelig syntes om. Jeg hørte Alex lægge saksen ned på badeværelsets vask. “Okay, så tror jeg, jeg er færdig.” Han lød usikker. Jeg gruede for det syn, der ville møde mig, når jeg åbnede øjnene og kiggede på mig selv i spejlet. 22
2583-Carlsen-Angel-2-Forrådt.indd 22
30-05-2012 12:55:48
Mit engang så lange hår var nu kort. Meget kort. Jeg ved ikke engang, hvordan jeg skal beskrive det. Måske som en alfefrisure eller rettere, som om der var en flok alfer med sakse, der var gået amok. Og ydermere så var det ikke længere lyst – det havde fået en rødgylden farve, der fik mig til at tænke på efterår og flammerne i et bål. Jeg havde forestillet mig, at det ville passe bedre til min hud end brunt, men nu … Jeg sank. I spejlet så mine grønne øjne store og usikre ud. Jeg lignede slet ikke mig selv. Alex stirrede også ind i spejlet. “Okay,” sagde han. “Det … gjorde en kæmpe forskel.” Jeg havde lyst til at udbryde: Du synes da stadig, jeg er smuk, ikke? Men jeg undertrykte trangen. “Stadig at være smuk” var ikke det væsentlige – ikke at jeg nogensinde havde opfattet mig selv sådan. Det var Alex, som havde syntes det. Men det vigtigste lige nu var, at det lykkedes os at holde os i live. Inde fra soveværelset kunne jeg stadig høre nyhedsudsendelsen, som havde kørt, lige siden vi havde tændt tv’et: “Politiet leder intensivt efter parret for at få dem afhørt … Vi gentager, hvis nogen ser dem, så søg ikke selv at få kontakt med dem, ring i stedet til vores særlige telefonlinje … De formodes at være bevæbnede og farlige …” Uden at kigge vidste jeg, at de viste mit skolefoto igen – og det lå sikkert på hver eneste hjemmeside hos Englenes Kirke i hele verden nu. Så for at være ærlig havde det at ændre mit mest genkendelige træk ikke været nogen svær beslutning at tage. I det mindste var der ingen, der vidste, hvordan Alex så ud. Der var blevet lavet en 23
2583-Carlsen-Angel-2-Forrådt.indd 23
30-05-2012 12:55:48
politiprofil, men den ramte latterligt meget ved siden af. Sikkerhedsvagten fra katedralen havde beskrevet ham som mindst ti år ældre og 25 kilo tungere, end han var i virkeligheden, og med pumpede muskler som en anden bodybuilder. Jeg kunne ikke løsrive blikket fra pigen i spejlet. Det var, som om en fremmed havde stjålet mit ansigt. Jeg rakte ud efter den rødbrune øjenbrynsblyant, jeg havde bedt Alex købe, og tegnede mine øjenbryn op. Resultatet var langt mere dramatisk, end jeg havde regnet med. Før havde jeg dårligt nok lagt mærke til mine øjenbryn, når jeg så på mig selv. Nu kom de springende lige ud mod mig. Så det var altså mig nu. Temmelig rystet lagde jeg blyanten fra mig og lod mine fingre løbe gennem det, der var tilbage af mit hår. Halvdelen strittede lige op i vejret, den anden halvdel hang ned. Et andet sted i verden var der måske nogen, som ligefrem ville betale en pæn sum penge for sådan en frisure – for eksempel sådan en catwalk-model iført en kjole af affaldssække sat sammen med sikkerhedsnåle. “Jeg er glad for, at du ikke har tænkt dig at blive frisør,” sagde jeg til Alex. “For jeg tror ikke, din stil er særlig mainstream.” Han smilede og rørte min nakke. Det føltes underligt, nu da huden var helt blottet og på en måde sårbar. “Der er ingen, der vil kunne kende dig. Det er det, der er vigtigt,” sagde han. “Shit, jeg ville dårligt kunne genkende dig.” “Hvad?” sagde jeg. Det var ikke meningen, at jeg ville 24
2583-Carlsen-Angel-2-Forrådt.indd 24
30-05-2012 12:55:48
lyde så fortvivlet, men tanken om, at Alex ikke ville kunne genkende mig, var bare så … forkert. Han så mit fortabte ansigtsudtryk og lagde armene rundt om mig bagfra og trak mig tæt ind mod sit bryst. Toppen af mit hoved nåede akkurat kun lige op forbi hans hage. “Hey,” sagde han, og vores øjne mødtes i spejlet. “Vi skal nok vænne os til det begge to. Og du er stadig utrolig smuk, det ved du godt, ikke? Det er bare ander ledes, det er det hele.” Jeg sukkede lettet over, at han stadig syntes det. Måske var det ligegyldigt med alt det andet, der var sket i verden – men der var så meget, der havde ændret sig allerede, uden at det ændrede noget ved den måde, Alex opfattede mig. Jeg ville gerne have, at det altid forblev sådan. “Tak,” sagde jeg. Han hvilede sin hage på toppen af mit hoved og så ud til at more sig. “Ja, det er jo sådan set ret enkelt. Du ville være utrolig smuk, selv hvis du barberede alt håret af.” Jeg lo. “Den tese er der vist ikke nogen grund til at afprøve, okay? Jeg synes, det her er drastisk nok.” Jeg lænede mig op ad hans bryst og betragtede hans mørke, pjuskede hår og de blågrå øjne i spejlet. “Utrolig smuk” var faktisk de ord, jeg ville bruge til at beskrive Alex, ikke mig. Jeg fik stadig sådan en summen i kroppen, som når man vågner og ved, at det er juleaften, hver gang det slog mig, at den dreng, som jeg var så forelsket i, følte det samme for mig. I mellemtiden var mit hår fortsat meget kort. Og meget rødt. Det blev ved med at give et overrasket sæt i mig, hver gang jeg så på mig selv, som om mit hoved endnu ikke helt havde opfattet, hvad der var sket. 25
2583-Carlsen-Angel-2-Forrådt.indd 25
30-05-2012 12:55:48
“Jeg ville ønske, der også fandtes en slags farve, vi kunne bruge på din aura,” sagde Alex lidt efter. Jeg nikkede og strøg hans muskuløse underarme. “Det ville have været en fordel. Vi må bare være rigtig forsigtige.” Min aura – det energifelt, der omkranser hvert eneste levende væsen – var sølvfarvet med et skær af lavendel; en udpræget blanding af en engel og et menneske. Enhver engel, som fik øje på den, ville med det samme vide, hvem jeg var: den eneste halvengel i verden. Den, der havde forsøgt at tilintetgøre dem alle sammen. Det var en risiko, der ikke kunne undgås, medmindre vi slog os ned i en hule et sted. “Forhåbentlig vil folk ikke forsøge at skyde efter mig nær så ofte nu,” sagde jeg. “Ja, det er jo ligesom meningen,” istemte han. “Fordi, bare så du ved det … jeg vil gerne have, du bliver her lang tid endnu.” Minderne kom strømmende og fik hans blik til at flakke. Jeg vidste, hvad han tænkte på, uden at anstrenge mig, for jeg tænkte på det samme. Den værste dag i begge vores liv, da han havde holdt mig i sine arme, for kun en dag siden, og havde troet, at jeg var død. Jeg strammede mit greb om hans arme. Sandheden var, at jeg havde været død. Hvis Alex ikke havde været der og havde genoplivet mig, ville jeg ikke have været her nu. “Det har jeg i hvert fald også tænkt mig,” sagde jeg stille. Krystaldråben i den halskæde, han havde givet mig, glimtede i lyset. “At blive her sammen med dig meget, meget længe.” “Det er en aftale,” sagde Alex. 26
2583-Carlsen-Angel-2-Forrådt.indd 26
30-05-2012 12:55:48
Han bøjede hovedet lidt ned inde i spejlet, og jeg skælvede, da hans varme læber strejfede min hals. Så kiggede han op og lyttede, da en ny stemme lød inde fra tv’et. Det var en kvinde med sydstatsaccent, som havde ringet ind til programmet. “Hun må jo være syg i hovedet, det må hun jo. Men bare fordi hun er psykisk syg, kan hun jo sagtens være farlig. Altså, man kan jo se på billedet – der er sådan et afsporet udtryk i hendes øjne …” Faktisk så min øjne mere urolige ud end noget andet på det billede. Alex og jeg gik tilbage til soveværelset, hvor de to nyhedsværter på skærmen nikkede alvorligt, åbenbart enige i, at ja, jeg måtte da være sindsforvirret for at have forsøgt at gennemføre sådan et “terrorangreb” mod Englenes Kirke – hvilket var, hvad medierne kaldte mit forsøg på at forsegle porten mellem englenes verden og vores egen. Jeg satte mig ned på sengen. Kirken påstod, at jeg havde forsøgt at sprænge en bombe i katedralen. At jeg hadede englene så meget, at jeg havde tænkt mig at sprænge hele kirken i luften uden at tænke på de tusindvis af til hængere, der var kommet for at bevidne Den Anden Bølges ankomst. Mig – en sindsforvirret bombemand. Det ville have været morsomt, hvis det ikke i den grad havde bragt Alex og mig i fare. Et billede af katedralen i Denver fra den foregående dag kom frem på skærmen. Den brede, hvide kuppel og de enorme søjler udenfor. Parkeringspladsen, der var proppet med biler og mennesker. Og de høje sølvdøre, der stod åbne, mens englene strømmede ud. Jeg havde set klippet adskillige gange nu, og jeg kunne stadig ikke få 27
2583-Carlsen-Angel-2-Forrådt.indd 27
30-05-2012 12:55:48
øjnene fra det. Jeg kiggede på det med morbid fascination. Englenes vinger lynede gyldent i solnedgangen, da de fløj ud af katedralen som en endeløs flod af lys og nåde til verden. I deres æteriske form var engle normalt ikke synlige for mennesker, bortset fra de mennesker, som de sugede energi til sig fra, men de havde gjort en undtagelse, da Den Anden Bølge ankom til vores verden. De havde gerne villet høre folkemængdens jubel, havde Nate fortalt os. Kvæget, der jublede, inden det skulle slagtes. Den Anden Bølge og mig var dagens store nyheder. Alle på hele planeten syntes at diskutere, hvad der var sket. Om filmoptagelsen var ægte eller ej, og hvad det ville betyde for vores verden, hvis de ikke var kommet. Nyhedsprogrammet vidste det samme klip igen og igen med rulleteksten “Englene ankommer” nederst på skærmen. Når de så blev trætte af at vise det, tog nyhedsværterne imod telefonopkald fra hele landet. Fra mennesker, som havde set englene ankomme, fra mennesker, som ønskede, at de havde set englene ankomme, fra mennesker, som mente, at de havde set mig, og fra mennesker, som ville ønske, de havde set mig, så de kunne give mig det, jeg “fortjente”. Jeg sad anspændt og kiggede og havde stadig svært ved at tro, at for bare seks uger siden havde mit liv været relativt normalt – eller i det mindste så normalt, som det nu kan være, når man er synsk og holder af at reparere biler. Og så havde jeg givet Beth Hartley en læsning, en pige fra min high school hjemme i Pawntucket i staten New York. Jeg havde set, at hun ville slutte sig til kirken blot for at blive syg og apatisk. Jeg havde forsøgt at stoppe hende, 28
2583-Carlsen-Angel-2-Forrådt.indd 28
30-05-2012 12:55:48
men det var ikke lykkedes mig, og i mellemtiden havde en engel ved navn Paschar haft et syn, der forudsagde, at jeg var den, som ville tilintetgøre dem alle. Jeg sukkede, mens jeg atter så englene flyve hen over skærmen. Jeg ville sådan ønske, at han havde haft ret. Jeg tænkte på min mor, som sad fortabt i sine drømme med et sind, der for altid var blevet ødelagt af, hvad Raziel – jeg hadede at kalde den engel min far, det fortjente han ikke – havde gjort ved hende. Og hun var ikke den eneste. Flere millioner mennesker var blevet lige så alvorligt skadet af englene. Endnu flere millioner var sikkert ved at blive det nu, mens alle dem, der ringede ind til tv, var helt ellevilde og udbredte sig om englenes kærlighed. Englenes kærlighed. Ordene gav en bitter smag i munden, når man vidste, at englene i virkeligheden var her for at tage næring til sig ved at suge energi fra menneskene, som om vores verden var deres egen private kvægfarm. Og fordi mennesker blev det, der hed englemærket, opfattede de englene som smukke og kærlige væsner, selv om deres egne energifelter svandt ind og tog skade, når englene tog for sig af energien. Det kom til udtryk enten som psykisk sygdom, som min mor var blevet ramt af, eller sklerose eller kræft eller næsten enhver anden form for invaliderende sygdom, man kunne komme i tanke om. For når en engel sugede energi til sig fra et menneske, var der to ting, der var sikre: et – at man ville blive skadet for altid på en eller anden forfærdelig og uigenkaldelig måde … og to – at man ville forgude og tilbede englene til den dag, man døde. Jeg kastede et blik på Alex, som sad ved siden af mig. 29
2583-Carlsen-Angel-2-Forrådt.indd 29
30-05-2012 12:55:48
Studerede hans markerede ansigtstræk, de mørke øjenvipper, der indrammede hans øjne, og munden, hvis linjer jeg altid havde lyst til at lade en finger løbe hen langs. Alex havde været knap 16 år gammel, da hele hans familie var blevet dræbt af engle. Og siden hen var mange flere af hans venner også blevet dræbt af dem. Den sorte EJ-tatovering på hans venstre overarm stod for Englejæger. Alex var den eneste EJ’er, der var tilbage. Det eneste menneske i hele verden, der vidste, hvordan man bekæmpede englene. Tanken om, at der skulle ske ham noget, var ligesom at få hjertet flået ud – og vores plan om at rekruttere og oplære nye EJ’ere ville ikke ligefrem holde os ude af skudlinjen. En del af mig ønskede virkelig bare, at vi kunne gemme os og leve i en hule et sted – eller tage op på en tibetansk bjergtop eller midt ud i et sumpområde et sted – et hvilket som helst sted, der var så afsidesliggende og sikkert, at vi bare kunne være sammen for altid uden at behøve at bekymre os. Men vi havde ikke noget valg, og det vidste vi begge to. Uanset hvordan vi følte for hinanden, så var vi nødt til at gøre noget ved det, der foregik. Jeg lænede mig ind mod Alex, og han lagde armen om mig og trak mig ind til sig. Hans kæbe blev spændt, da det særlige nummer, man skulle ringe til, hvis man havde set mig, kørte hen over skærmen igen. “Hvor er jeg bare fristet af tanken om at blive her et par dage mere,” mumlede han. “Ingen vil regne med, at vi gemmer os så tæt på Denver. Vi burde vente, indtil tingene er blevet en smule mere …” 30
2583-Carlsen-Angel-2-Forrådt.indd 30
30-05-2012 12:55:48
“Alex, vent,” afbrød jeg. Bange anelser så kraftige, at jeg fik kvalme, strøg gennem mig. Receptionen, tænkte jeg. Jeg kunne se den for mig, den temmelig slidte skranke, hvor Alex og jeg havde tjekket ind aftenen før, begge så fuldstændig udmattede, at vi dårligt kunne stå på benene. Den havde været dækket af glas med et kort over motellet nedenunder. Der havde også været en gammeldags klokke med sådan en lille knap, som gæsterne kan ringe på for at blive betjent. De ubetydelige detaljer dukkede op i mit hoved, dystre og ildevarslende. Jeg var nødt til at gå derhen. Alex’ ansigt blev dybt bekymret. “Willow? Hvad er der galt?” “Jeg er okay. Jeg er bare … lige nødt til at tjekke noget.” Jeg kunne se, at han skulle til at protestere bare ved tanken om, at jeg ville forlade motelværelset, og så gik det op for ham, hvad jeg havde tænkt mig. “Ja, okay,” sagde han. “Men vær forsigtig.” Jeg nikkede. Tog en dyb indånding og søgte ind i mig selv for at få kontakt med min engel. Hun var der, ventede blot … en klart lysende, bevinget udgave af mig selv. En engel uden glorie, som var en del af mig. Hendes vinger var graciøst foldet sammen bag ryggen, og jeg så, at hendes hår også var kort nu og indrammede hendes fredfyldte ansigt. Synet fik mine skuldre til at slappe en smule af. Bare at være i nærheden af hende var som at få et kærtegn. Med et mentalt knips flyttede jeg min bevidsthed 31
2583-Carlsen-Angel-2-Forrådt.indd 31
30-05-2012 12:55:48
over i hendes og løftede mig ud af min menneskelige skikkelse. Mine englevinger bredte sig ud, og jeg fløj op gennem motellets loft i en glimtende bølge og svævede videre gennem den sene Colorado-eftermiddag. At flyve. Selv i en situation som denne gav det mig en frydefuld følelse. Jeg var stadig i færd med at lære mit engle-jeg at kende. I det meste af mit liv havde jeg slet ikke anet, at det fandtes. Den kølige novemberluft strøg hen over mine vinger, mens jeg fløj hen til bygningen, hvor receptionen lå. I endnu en glimtende bølge gled jeg gennem væggen og fik øje på receptionisten fra aftenen i forvejen. Han talte i telefon med den ene albue hvilende på skranken. Han kiggede på tv’et, som stod i et hjørne af rummet. Fra skærmen smilede mit skolefoto til ham. “Ja, jeg kan selvfølgelig ikke sige det med sikkerhed … men jeg er ret sikker,” sagde han. “De tjekkede ind omkring ved titiden i går og så mere døde end levende ud, og så her til morgen bookede de deres værelse for endnu en nat hos min chef. De er der stadig, har været der hele dagen, så vidt jeg ved.” Rædslen fik min hals til at snøre sig sammen. I det mindste havde han ikke bemærket, at Alex var taget af sted for at købe hårfarve og saks. Jeg fløj ned og landede: Under mine æteriske fødder føltes tæppet underligt uvirkeligt. Tilbage på motelværelset sad min menneskelige skikkelse stadig på sengen med Alex’ fingre flettet fast sammen med mine. “Det er meningen, at de skal komme herhen for at betale for den ekstra nat om ikke så længe. Vil I have, at jeg 32
2583-Carlsen-Angel-2-Forrådt.indd 32
30-05-2012 12:55:48
skal holde dem hen for jer? Åh, okay … Jaså, det kan jeg godt se …” Bag skranken stod en anden receptionist med store øjne. Da manden lagde på, sagde hun: “Hvad så?” “Hun sagde, at vi ikke skulle nærme os dem. De sender nogen af sted med det samme. Der kommer en patruljevogn lige om lidt – den er kun et par gader herfra.” Han rystede på hovedet. “Ville det ikke bare være for vildt, hvis det er dem? Farlige forbrydere på flugt, som har valgt at gemme sig i en lille, søvnig by som Trinidad …” Jeg hørte ikke resten. Jeg var allerede på vej tilbage til vores værelse med flaksende vinger. Jeg fandt tilbage i min menneskelige skikkelse og lod mig blive et med den. Mine øjne fløj op. “Receptionisten fra i går – han har genkendt os,” brast det ud af mig. “Politiet er på vej herhen.” Alex bandede og sprang op fra sengen. “Okay, glem alt om at blive – vi skal væk herfra NU.” Han åbnede sine bukser for at få sit hylster og pistol spændt fast under linningen. Da begge ting sad sikkert og gemt, strøg han ud på badeværelset og fik fat i øjenbrynsblyanten og alle de ting, vi havde brugt til at farve mit hår. Han stoppede det hele ned i den pose, han havde købt det i, sammen med de lange totter af hår, som var røget på gulvet. Han tørrede derefter alle flader med en af motellets vaskeklude for at fjerne ethvert spor af farve og stoppede så også den i posen. Jeg forsøgte at bevare roen, mens jeg fumlede med de sorte, højhælede sko, som nu var det eneste fodtøj, jeg havde. Så hørte jeg, hvad der blev sagt i tv, og kiggede op. Mine hænders bevægelser blev langsommere for så at gå helt i stå. 33
2583-Carlsen-Angel-2-Forrådt.indd 33
30-05-2012 12:55:48
“… information om en ny, dramatisk udvikling er lige blevet frigivet af de lokale politimyndigheder i Pawntucket, New York. Dette er billeder fra Nesbit Street sidste nat, det tidligere hjem for den formodede terrorist Willow Fields ...” Moster Jos hus kom til syne på skærmen. Jeg hørte et halvkvalt gisp langt væk fra, og det gik op for mig, at det kom fra mig selv. Jeg sad helt stiv, og min hjerne var slet ikke i stand til at kapere, hvad det var, jeg så. Huset, jeg havde boet i, siden jeg var ni år gammel, stod i flammer. Der var ingen tvivl, selv ikke med den rystede optagelse, der så ud til at være lavet med en eller andens mobil telefon. Det var moster Jos forfaldne victorianske hus, som var ved at brænde ned til grunden. Selv de små skulpturer i forhaven stod i lys lue. Jeg kunne akkurat genkende en af havenisserne, der var omspændt af flammer som en sær, lille ildånd. Billedet skiftede så til en sort ruin, hvor nogle brandmænd rodede rundt. Hele det høje toetageshus var væk med kun nogle sorte, resterende bjælker fra konstruktionen stikkende op her og der. Jeg stirrede på et tilsodet stykke af lavendelfarvet væg. Mit værelse. “… årsagen kendes ikke, selv om politiet mistænker medlemmer af Englenes Kirke for at stå bag branden. De første rapporter melder om, at der ikke skulle være nogen overlevende. To kvindelig er blevet fundet i brandtomten. Det antages at være Miranda og Joanna Fields, mor og moster til Willow Fields …” På skærmen blev to ligposer på en båre transporteret væk fra de forkullede rester af huset.
2583-Carlsen-Angel-2-Forrådt.indd 34
30-05-2012 12:55:48
L. A. WE ATHERLY
L . A . WE ATH E RLY
Willow er den eneste, der er i stand til at tilintetgøre Englenes Kirke – et skalkeskjul for de ondsindede engle, som ikke skyr nogen midler
orrådt
for at komme hende til livs. Men i det mindste er Willow ikke helt overladt til sig selv. Ved sin side har hun Alex,
Men Willow kan ikke løbe fra, at hun er halvengel, og da Alex slutter sig til en englejægerstyrke, kommer hun til at lide under deres mistroiskhed. Aldrig har hun følt sig så alene
forrådt
som ud over at være englejæger er hendes eneste ene.
i verden … indtil hun møder Seb. Han har søgt efter Willow hele sit liv, for ligesom hende er han halvengel.
Angel – forrådt er andet bind af tre om Willow og hendes helt særlige forhold til de smukke, forførende og dødsensfarlige engle.
Til de ’Twilight’-hungrende læsere, der søger efter nyt læsestof, kan jeg klart anbefale ‘Angel’. – Stine Jørgensen, Kultur for unge ISBN 978-87-11-40474-4
9 788711 404744
2583-Carlsen-Angel-2-Forrådt-omslag.indd 1
2
29-05-2012 15:47:06