Christopher Paolini
ARVEN eller
S jælenes
h vælvi ng
A RV E N Fjerde BOG På dansk ved Ole Steen Hansen
CARLSEN
2552-Carlsen-Arven4_Bind1.indd 5
16-01-2012 16:34:24
Til undsætning Dragen Saphira brølede, og soldaterne foran hende veg forfærdet tilbage. “Følg mig!” råbte Eragon. Han løftede Brisingr op over hovedet og holdt det højt, så alle kunne se det. Det blå sværd skinnede klart og flakkende på baggrund af den mur af sorte skyer, der var ved at samle sig mod vest. “For Varden!” En pil hvislede forbi ham, men han ænsede den ikke. De forsamlede krigere for foden af den stenskråning, Eragon og Saphira stod på, svarede ham med et enkelt, fuldtonet brøl: “Varden!” De svingede selv deres våben og stormede frem og op ad de opdyngede stenblokke. Eragon vendte ryggen til mændene. På den anden side af højen lå en bred borggård. Omkring to hundrede af Rigets soldater stod tæt sammen derinde. Bag dem rejste sig en høj, mørk borg med smalle sprækker til vinduer og flere firkantede tårne, hvoraf det højeste havde en lampe skinnende i de øverste gemakker. Eragon vidste, at han et sted inde i borgen kunne finde lord Bradburn, guvernøren over Belatona – den by, Varden i mange, lange timer havde kæmpet for at erobre. Med et råb sprang Eragon ned fra stenene og frem mod soldaterne. Mændene sjokkede baglæns, men holdt deres spyd og lanser rettet mod det takkede hul, Saphira havde flået i borgens ydermur. Eragon vrikkede om på højre ankel, da han landede. Han faldt ned på knæ og støttede sig til jorden på sin sværdhånd. En af soldaterne benyttede sig af lejligheden til at løbe frem fra formationen og stikke sit spyd frem mod Eragons blottede strube. Eragon afparerede stødet med et vrik i håndleddet og svingede Brisingr hurtigere, end et menneskes eller en elvermands 17
2552-Carlsen-Arven4_Bind1.indd 17
16-01-2012 16:34:24
blik kunne følge. Soldatens ansigt blev slapt af frygt, da han indså sin fejltagelse. Han forsøgte at flygte, men inden han nåede at bevæge sig mere end få centimeter, kastede Eragon sig frem og stak ham i bugen. Med en fane af blå og gule flammer strømmende ud af gabet sprang Saphira ned på gårdspladsen efter Eragon. Han krummede sig sammen og spændte i benene, da hun ramte brolægningen. Nedslaget fik hele gårdspladsen til at ryste. Mange af de glasstykker, som udgjorde en stor, farverig mosaik på borgens forside, rev sig løs og fløj snurrende opad som mønter, der hopper op fra et trommeskind. Længere oppe blev skodderne for et vindue i bygningen slået op og smækket i igen. Elverkvinden Arya fulgtes med Saphira. Hendes lange, sorte hår bølgede vildt om hendes kantede ansigt, da hun sprang ned fra stendyngen. Hendes hals og arme var plettet af blod, og hendes sværdklinge var vædet i det. Hun landede med en blid skraben af læder mod sten. Hendes tilstedeværelse opmuntrede Eragon. Der var ingen andre, han hellere ville have ved sin og Saphiras side end hende. Hun var, tænkte han, den perfekte krigskammerat. Han sendte hende et hurtigt smil, og Arya reagerede på samme måde med et krigerisk og glædestrålende ansigtsudtryk. I kamp forsvandt hendes reserverede holdning og blev afløst af en åbenhed, som hun sjældent viste andetsteds. Eragon dukkede sig bag sit skjold, da et bølgende lag af blå ild dukkede op mellem dem. Ud under kanten af sin hjelm så han Saphira bade de sammenkrummede soldater i en strøm af flammer, der flød omkring dem, men uden at gøre skade. En række bueskytter på borgmuren lod en byge af pile flyve mod Saphira. Varmen oven over hende var så intens, at en håndfuld af pilene brød i brand midt i luften og smuldrede til aske, mens de magiske afværgeord, Eragon havde lagt omkring Saphira, uskadeliggjorde resten. En vildfaren pil ramte Eragons skjold med en hul rungen og slog en bule i det. 18
2552-Carlsen-Arven4_Bind1.indd 18
16-01-2012 16:34:24
Ildtungen lagde sig pludselig om tre af soldaterne og dræbte dem så hurtigt, at de end ikke nåede at skrige. De øvrige soldater trængtes midt i infernoet, hvor deres sværd klinger og lanser genspejlede glimtene af klart, blåt lys. Hvor meget hun end prøvede, kunne Saphira ikke så meget som svitse de overlevende. Til sidst opgav hun sine forsøg og lukkede kæberne med et beslutsomt klak. Ildens ophør gjorde borggården forbløffende stille. Som så mange gange før slog det Eragon, at den, der havde givet soldaterne deres afværgeord, måtte være en erfaren og magtfuld magiker. Var det Murtagh? tænkte han ved sig selv. I så fald, hvorfor er han og Thorn så ikke her for at forsvare Belatona? Er Galbatorix ligeglad med at bevare kontrollen over sine byer? Eragon løb frem og snittede med et enkelt hug med Brisingr toppen af et dusin lanser lige så let, som han havde skåret aksene af bygstråene, da han var yngre. Han tildelte den nærmeste soldat et hug i brystet og skar sig gennem hans brynje, som bestod den af det tyndeste stof. Et springvand af blod fossede ud. Så stak Eragon den næste soldat i rækken ned og slog til soldaten til venstre for sig med skjoldet, så manden ramlede ind i tre af sine kolleger og tumlede omkuld. Soldaternes reaktioner forekom Eragon langsomme og klodsede, idet han dansede rundt mellem geledderne og ustraffet stak dem ned. Saphira vadede ind i tumulten til venstre for ham – bankede soldaterne op i luften med sine enorme poter, slog dem ned med sin pigbesatte hale og bed og dræbte dem med en hovedrysten – mens Arya til højre for ham var et flimmer af bevægelse, og hvert sving af hendes sværd betød døden for endnu en af Rigets tjenere. Da Eragon snurrede rundt for at undgå et par spyd, så han den pelsklædte elvermand Blödhgarm tæt bag sig sammen med de elleve andre elverfolk, som havde til opgave at beskytte ham og Saphira. Længere bagude strømmede Varden ind i borggården gennem hullet i ydermuren, men mændene afholdt sig fra at 19
2552-Carlsen-Arven4_Bind1.indd 19
16-01-2012 16:34:24
angribe, for det var for farligt at komme i nærheden af Saphira. Hverken hun eller Eragon eller elverfolkene behøvede hjælp til at gøre det af med soldaterne. Slaget drev snart Eragon og Saphira væk fra hinanden og bar dem hen i hver sin ende af borggården. Det bekymrede ikke Eragon. Selv uden afværgeord var Saphira mere end rigeligt i stand til at besejre en stor gruppe på tyve eller tredive mennesker alene. Et spyd hamrede mod Eragons skjold, så det ramte ham hårdt på skulderen. Han drejede om på hælen mod den, der havde kastet det, en stor, arret mand, som manglede fortænderne i undermunden, og styrtede frem mod ham. Manden kæmpede for at trække en kniv fra bæltet. I yderste øjeblik vendte Eragon siden til, spændte musklerne i arme og bryst og bankede sin ømme skulder ind i mandens brystben. Sammenstødets kraft sendte soldaten flere meter bagud, hvorefter han sank sammen med hænderne presset mod hjertet. Så faldt en haglbyge af pile med sorte styrefjer ned og dræbte eller sårede mange af soldaterne. Eragon trak sig væk fra pilene og dækkede sig med skjoldet, selv om han var sikker på, at hans magi ville beskytte ham. Det nyttede ikke at være skødesløs, for han vidste aldrig, hvornår en fjendtlig magiker ville affyre en fortryllet pil, som kunne trænge igennem hans besværgelser. Et bittert smil lagde sig om Eragons læber. Bueskytterne ovenover havde indset, at deres eneste håb om sejr var på en eller anden måde at dræbe Eragon og elverfolkene, uanset hvor mange af deres egne de måtte ofre for at opnå det. I er for sent ude, tænkte Eragon med grum tilfredshed. I skulle have forladt riget, da I stadig havde muligheden. Bygen af raslende pile gav ham en chance for at hvile ud et øjeblik, hvilket passede ham godt. Angrebet på byen var blevet indledt ved daggry, og han og Saphira havde været i forreste linje i al den tid. 20
2552-Carlsen-Arven4_Bind1.indd 20
16-01-2012 16:34:24
Da pilene holdt op med at falde, flyttede Eragon Brisingr over i venstre hånd, samlede en soldats spyd op og slyngede det mod bueskytterne tretten meter oppe. Som Eragon havde opdaget, var spyd vanskelige at kaste med større præcision uden betragtelig øvelse. Så det overraskede ham ikke, da han ramte forbi den mand, han sigtede efter, men til gengæld overraskede det ham, at han ramte ved siden af hele rækken af bueskytter på brystværnet. Spyddet svævede hen over dem og blev knust mod borgmuren bag dem. Bueskytterne lo og hujede og gjorde fornærmelige fagter. En hurtig bevægelse i udkanten af Eragons synsfelt fangede hans opmærksomhed. Han kiggede op lige tidsnok til at se Arya kaste sit spyd efter bueskytterne. Det spiddede to, som stod tæt sammen. Så rettede Arya sit sværd mod mændene og sagde: “Brisingr!” og spyddet blev omspændt af smaragdgrønne flammer. Bueskytterne trak sig væk fra de brændende lig og flygtede alle som en væk fra brystværnet og masede sig gennem dørene, som førte ind til borgens øverste etager. “Det er tarveligt,” sagde Eragon. “Den besværgelse kan jeg ikke bruge, uden at mit sværd blusser op som et bål.” Arya kiggede på ham med munterhed i blikket. Kampene fortsatte endnu et par minutter, hvorefter de tilbageværende soldater enten overgav sig eller forsøgte at flygte. Eragon lod de fem mand foran sig løbe deres vej, for han vidste, at de ikke ville nå langt. Efter en hurtig undersøgelse af ligene, som lå spredt rundt om ham, for at sikre sig, at de vitterlig var døde, så han igen ud over borggården. Nogle fra Varden havde åbnet portene i ydermuren og var ved at bære en rambuk op ad den gade, der førte til borgen. Andre samlede sig i ujævne geledder foran døren til borgen og holdt sig klar til at trænge ind og tage kampen op med soldaterne derinde. Blandt dem stod Eragons fætter, Roran, og fægtede med sin allestedsnærværende hammer, mens han udstedte ordrer til 21
2552-Carlsen-Arven4_Bind1.indd 21
16-01-2012 16:34:24
den deling, han havde kommandoen over. I den anden ende af borggården sad Saphira på hug over ligene af dem, hun havde dræbt, mens området rundt om hende lå i ruiner. Perler af blod klæbede til hendes juvelskæl, og de røde pletter stod i skærende kontrast til hendes krops blå farve. Hun kastede sit pigbesatte hoved bagover og brølede i triumf, så hun overdøvede byens larm med sit vilde skrig. Så hørte Eragon en raslen af tandhjul og kæder inde fra borgen efterfulgt af skraben fra svære bjælker, der blev skubbet til side. Lydene fik alle til at rette blikket mod borgens døre. Med et hult bumm gled dørene fra hinanden og svingede op. Et tæt sky af røg fra faklerne derinde bølgede ud og fik de nærmeste fra Varden til at hoste og dække ansigtet til. Et sted inde i det dybe mørke lød en trommen af jernbeslåede hove mod brostenene, og så strøg en hest med rytter ud midt i røgen. I venstre hånd holdt rytteren noget, som Eragon først opfattede som en almindelig lanse, men snart opdagede han, at den var lavet af et mærkeligt, grønt materiale og havde en usædvanlig klinge med modhager. Et svagt skær omgav lansehovedet, og det unaturlige lys røbede tilstedeværelsen af magi. Rytteren rev i tøjlen og styrede hesten i retning af Saphira, som begyndte at stille sig op på bagbenene for at gøre klar til at rette et frygteligt, dræbende slag med højre forben. Bekymringen skyllede gennem Eragon. Rytteren var for sikker på sig selv, og lansen var for anderledes, for uhyggelig. Selv om Saphiras afværgeord burde kunne beskytte hende, var Eragon sikker på, at hun var i livsfare. Jeg kan ikke nå frem til hende i tide, indså han. Han rettede sine tanker mod rytteren, men manden var så optaget af sit forehavende, at han ikke engang bemærkede Eragons tilstedeværelse, og hans ubønhørlige koncentration forhindrede Eragon i at få andet end overfladisk adgang til hans bevidsthed. Eragon trak sig ind i sig selv og overvejede et halvt dusin ord 22
2552-Carlsen-Arven4_Bind1.indd 22
16-01-2012 16:34:24
fra det gamle sprog og sammensatte en enkel besværgelse, der skulle få den galopperende stridshest til at standse brat op. Det var en desperat handling – for Eragon vidste ikke, om rytteren selv var magiker, eller hvilke forholdsregler han kunne have taget imod et angreb med magi – men Eragon agtede ikke at se passivt til, når Saphiras liv var i fare. Eragon fyldte lungerne. Han mindede sig selv om den korrekte udtale af flere vanskelige lyde på det gamle sprog. Så åbnede han munden for at udtale besværgelsen. Hvor hurtig han end var, var elverfolkene hurtigere. Inden han nåede at ytre et eneste ord, brød en hektisk, lavmælt messen ud bag ham, så de overlappende stemmer dannede en disharmonisk og foruroligende melodi. “Mäe …” nåede han at sige, og så begyndte elverfolkenes magi at virke. Mosaikken foran hesten begyndte at bevæge sig, og glasstykkerne flød som vand. En lang flænge åbnede sig i jorden som en gabende afgrund af ukendt dybde. Med en høj vrinsken styrtede hesten i hullet og faldt forover, så den brækkede begge forben. Mens hest og rytter faldt, førte manden i sadlen armen bagud og slyngede den glødende lanse mod Saphira. Saphira kunne ikke løbe. Hun kunne ikke røre sig. Så hun slog ud med forbenet efter lansen i håb om at slå den til side. Men hun ramte forbi – få centimeter forbi – og Eragon så skrækslagen, hvordan lansen sank en meter eller mere ind i hendes bryst, lige under kravebenet. Et pulserende slør af raseri lagde sig over Eragons syn. Han trak på hvert eneste lager af energi, han havde til sin rådighed – hans egen krop, safiren, der var indlagt i hans sværdknap, de tolv diamanter, der var skjult i Beloth den Vises bælte om hans liv, og de enorme reserver i Aren, elverringen, som prydede hans højre hånd – da han gjorde sig klar til at udslette rytteren uanset risikoen. Eragon standsede imidlertid sig selv, da Blödhgarm 23
2552-Carlsen-Arven4_Bind1.indd 23
16-01-2012 16:34:24
dukkede op og sprang over Saphiras venstre forben. Elvermanden landede oven på rytteren som en panter, der nedlægger et rådyr, og slog manden om på siden. Med et rasende vrid i mandens hoved flåede Blödhgarm mandens strube op med sine lange, hvide tænder. Et altfortærende, fortvivlet skrig trængte ud fra et vindue højt oppe over den åbne indgang til borgen, efterfulgt af en blændende eksplosion, som fik stenblokke til at styrte ned fra bygningen og lande midt i de forsamlede Varden og knuse lemmer og torsoer som tørre kviste. Eragon ignorerede stenene, som regnede ned over borggården, og løb hen mod Saphira næsten uden at bemærke, at Arya og de øvrige vagter ledsagede ham. Andre elverfolk, som havde været tættere på, var allerede ved at samles omkring hende og undersøge den lanse, der stak ud af hendes bryst. “Hvor slemt … er hun …” sagde Eragon så ophidset, at han ikke kunne færdiggøre sætningen. Han længtes efter at tale med Saphira med tankerne, men så længe der kunne være fjendtlige besværgere i nærheden, vovede han ikke at blotte sin bevidsthed, for at hans modstandere ikke skulle udspionere hans tanker eller overtage kontrollen over hans krop. Efter en ventetid, der føltes uendelig, sagde Wyrden, en af elvermændene: “Du kan takke skæbnen, Skyggedræber, for lansen ramte ved siden af de store vener og årer i hendes hals. Den ramte kun muskler, og muskler kan vi reparere.” “Kan I fjerne den? Rummer den nogen besværgelser, som hindrer den i at …” “Vi skal nok tage os af det, Skyggedræber.” Alvorlige som præster forsamlet foran et alter lagde alle elverfolkene undtagen Blödhgarm deres håndflader på Saphiras bryst, og som en hviskende vind, der som et genfærd suser gennem en piletræslund, sang de. Om varme og vækst sang de, om muskler og sener og bankende blod sang de og om andre, mere mystiske emner. Med noget, der måtte have været en enorm kraftanstrengelse, holdt Saphira stillingen gennem 24
2552-Carlsen-Arven4_Bind1.indd 24
16-01-2012 16:34:24
hele påkaldelsen, selv om kramper skød gennem hendes krop med få sekunders mellemrum. En stribe blod løb ned ad hendes bryst fra våbnet inde bagved. Da Blödhgarm stillede sig hen ved siden af Eragon, kastede han et blik på elvermanden. Der sad kager af blod i pelsen om hans hage og hals, så farven fortættedes fra midnatsblåt til kulsort. “Hvad var det?” spurgte Eragon og pegede på flammerne, som stadig dansede i vinduet højt oppe over borggården. Blödhgarm slikkede sig om læberne og blottede sine katteagtige hugtænder, inden han svarede. “I øjeblikket inden soldaten døde, lykkedes det mig at komme ind i hans sind og derved videre til den magiker, som stod ham bi.” “Har du dræbt magikeren?” “På sin vis. Jeg tvang ham til at dræbe sig selv. Normalt ville jeg ikke gribe til så spektakulær en forestilling, men jeg var ... irriteret.” Eragon gik frem, men holdt sig så tilbage, da Saphira udstødte et langtrukkent, lavmælt støn, mens lansen, uden at nogen rørte ved den, begyndte at glide ud af hendes bryst. Hun baskede med øjenlågene og tog en række hurtige, overfladiske indåndinger, mens de sidste femten centimeter af lansen forlod hendes krop. Klingen med modhagerne og det svage skær af smaragdgrønt lys faldt til jorden og slog mod brostenene med en lyd, der mindede mere om keramik end om metal. Da elverfolkene holdt op med at synge og fjernede hænderne fra Saphira, styrtede Eragon hen til hende og rørte ved hendes hals. Han ville trøste hende, fortælle hende, hvor bange han havde været, og forene sin bevidsthed med hendes. I stedet slog han sig til tåls med at se op i det ene af hendes strålende, blå øjne og spørge: “Går det godt nu?” Ordene forekom blege i sammenligning med følelsernes dybde. Saphira svarede med et enkelt blink og sænkede så hovedet og kærtegnede hans ansigt med et blidt pust af varm luft fra næseborene. 25
2552-Carlsen-Arven4_Bind1.indd 25
16-01-2012 16:34:24
Eragon smilede. Så vendte han sig mod elverfolkene og takkede dem for deres hjælp med ordene: “Eka elrun ono, älfya, wiol förn thornessa,” på det gamle sprog. Elverfolkene, som havde deltaget i helbredelsen, bukkede og lod højre hånd svæve over midten af brystet i en gestus, der var særegen for deres race. Eragon bemærkede, at over halvdelen af de elverfolk, det var blevet pålagt at passe på ham og Saphira, var blege, svækkede og usikre på benene. “Fald tilbage, og hvil jer,” sagde han til dem. “I bliver bare slået ihjel, hvis I bliver her. Af sted, det er en ordre!” Selv om Eragon vidste, at de hadede at måtte gå, svarede de syv elverfolk: “Som du ønsker, Skyggedræber,” og skrævede over lig og murbrokker på vej ud af borggården. De virkede ædle og værdige, selv om de havde nået grænsen for deres udholdenhed. Så sluttede Eragon sig til Arya og Blödhgarm, der studerede lansen med et sært udtryk i ansigtet, som om de var usikre på, hvordan de skulle reagere. Eragon satte sig på hug ved siden af dem og sørgede omhyggeligt for ikke at lade nogen del af sin krop strejfe våbnet. Han stirrede på de fine linjer, der var indridset nederst på klingen, linjer, der forekom ham bekendte, selv om han ikke vidste hvorfor, på det grønlige skæfte, som ikke var lavet af hverken træ eller metal, og igen på det blanke skær, der mindede ham om de flammeløse lamper, som elverfolkene og dværgene oplyste deres haller med. “Tror I, det er Galbatorix’ håndværk?” spurgte Eragon. “Måske har han besluttet, at han hellere vil dræbe Saphira og mig end at tage os til fange. Måske mener han, at vi virkelig er blevet en trussel mod ham.” Blödhgarm smilede et ubehageligt smil. “Jeg ville ikke holde mig selv for nar med den slags fantasier, Skyggedræber. Vi er ikke andet end et mindre irritationsmoment for Galbatorix. Hvis han virkelig ønskede jer eller nogen af os døde, behøvede han kun flyve hertil fra Urû’baen og møde os i åben kamp, og så ville vi falde for hans hånd som tørre blade før 26
2552-Carlsen-Arven4_Bind1.indd 26
16-01-2012 16:34:24
en vinterstorm. Dragernes styrke er med ham, og ingen kan modstå hans kraft. Desuden er Galbatorix ikke så nem at drive ud af kurs. Nok er han gal, men også snu og først og fremmest beslutsom. Hvis han ønskede at lægge dig i slavelænker, ville han forfølge det mål som en besat, og intet ud over selvopholdelsesdriften ville kunne få ham fra det.” “Under alle omstændigheder er dette ikke Galbatorix’ håndværk,” sagde Arya. “Det er vores.” Eragon rynkede panden. “Vores? Det er ikke fremstillet af Varden.” “Ikke af Varden, men af en elvermand.” “Men …” Han tav og forsøgte at finde en logisk forklaring. “Men ingen elvermand ville gå med til at arbejde for Galbatorix. De ville hellere dø end at …” “Galbatorix har intet haft med det her at gøre, og selv hvis han havde, ville han næppe give så sjældent og mægtigt et våben til en mand, der ikke kunne passe bedre på det. Af alle de krigsredskaber, der er spredt ud over Alagaësia, er dette det, Galbatorix nødigst vil se i hænderne på os.” “Hvorfor?” Men en undertone af spinden i sin lave, dybe stemme sagde Blödhgarm: “Fordi, Eragon Skyggedræber, dette er en dauthdaert.” “Og dens navn er Niernen, Orkideen,” sagde Arya. Hun pegede på de indridsede linjer i klingen, som Eragon nu indså i virkeligheden var stiliserede glyffer fra elverfolkets enestående skriftsystem – buede, sammensatte former, som sluttede i lange, torneagtige spidser. “En dauthdaert?” Da både Arya og Blödhgarm så vantro på ham, trak Eragon på skuldrene, pinligt berørt over sin mangel på viden. Det var frustrerende for ham, at elverfolket i årti efter årti havde kunnet studere hos deres races ypperste skriftkloge, mens hans egen onkel Garrow ikke engang havde lært ham bogstaverne, fordi han fandt det uvæsentligt. “Det var begrænset, hvad jeg kunne nå at læse i Ellesméra. Hvad er 27
2552-Carlsen-Arven4_Bind1.indd 27
16-01-2012 16:34:24
det? Er det smedet under Rytternes fald, og skulle det bruges mod Galbatorix og De Forsvorne?” Blödhgarm rystede på hovedet. “Niernen er meget, meget ældre end som så.” “Dauthdaertya blev født af den frygt og det had, der prægede de sidste år af vores krig mod dragerne,” sagde Arya. “Vores dygtigste smede og besværgere fremstillede dem af materialer, vi ikke længere forstår, og indgød dem besværgelser, hvis ordlyd vi ikke længere husker, og gav dem alle tolv navne efter de smukkeste blomster – grimmere misforhold er aldrig set – for vi lavede dem med ét eneste formål: Vi lavede dem for at dræbe drager.” Væmmelsen overmandede Eragon, da han så på den glødende lanse. “Og gjorde de så det?” “De, som var til stede, siger, at drageblod regnede ned fra himlen som et sommerskybrud.” Saphira hvæsede højt og skarpt. Eragon kiggede bagud på hende et øjeblik og så ud ad øjenkrogen, at Varden stadig holdt deres stillinger foran borgen og ventede på, at han og Saphira atter skulle tage føringen i offensiven. “Alle dauthdaertya mentes at være udslettet eller umulige at bringe til veje,” sagde Blödhgarm. “Tydeligvis tog vi fejl. Niernen må være faldet i hænderne på familien Waldgrave, og de må have holdt den skjult her i Belatona. Mit gæt er, at lord Bradburn mistede modet, da vi brød gennem bymuren, og at han gav ordre til, at Niernen skulle hentes ud af hans våbenkammer i et forsøg på at standse dig og Saphira. Galbatorix ville uden tvivl være ude af sig selv af raseri, hvis han vidste, at Bradburn havde forsøgt at slå jer ihjel.” Selv om han var bevidst om nødvendigheden af hastværk, tillod Eragons nysgerrighed ham ikke at gå endnu. “Dauth daert eller ej, så har I stadig ikke forklaret, hvorfor Galbatorix ikke vil have, at vi får fat i den.” Han pegede i retning af lansen. “Hvad gør Niernen farligere end det spyd derovre eller 28
2552-Carlsen-Arven4_Bind1.indd 28
16-01-2012 16:34:24
end Bri…” Han tog sig i at udtale det fulde navn, “… eller mit eget sværd?” Det var Arya, der svarede. “Lansen kan ikke knækkes med normale midler, ild kan ikke skade den, og den er næsten fuldkommen upåvirkelig af magi, som du selv så. Dauthdaertya blev udformet til ikke at lade sig mærke med nogen besværgelser, dragerne kunne udtænke, og til at beskytte deres bærere mod samme – et udfordrende projekt, når man tænker på dragemagiens styrke, kompleksitet og uventede natur. Galbatorix har sikkert hyllet Shruikan og sig selv i flere afværgeord end nogen anden i Alagaësia, men det er muligt, at Niernen kunne trænge igennem deres forsvarsværker, som om de slet ikke eksisterede.” Eragon forstod og blev fyldt af opstemthed. “Vi må …” Et hyl afbrød ham. Lyden stak og snittede og skælvede som metal, der skraber mod sten. Eragons tænder vibrerede samstemmigt, og han holdt sig for ørerne og skar ansigt, mens han vendte sig om og forsøgte at lokalisere kilden til lyden. Saphira slog med hovedet, og selv på trods af larmen hørte han hende hvine klagende. Eragon lod blikket glide rundt i borggården hele to gange, inden han fik øje på en svag støvsky, der steg op ad borgmuren fra en tredive centimeter bred revne, der var opstået under det sortsværtede, delvist ødelagte vindue, hvor Blödhgarm havde dræbt magikeren. Da hylet tog til i styrke, vovede Eragon at fjerne den ene hånd fra øret for at pege på revnen. “Se!” råbte han til Arya, som nikkede forstående. Han holdt igen hånden for øret. Uden varsel standsede lyden. Eragon ventede et øjeblik og sænkede så hænderne langsomt og ønskede for en gangs skyld, at hans hørelse ikke var helt så følsom. Netop som han gjorde det, blev revnen rykvis bredere – voksede, til den var over en meter i tværmål – og hastede 29
2552-Carlsen-Arven4_Bind1.indd 29
16-01-2012 16:34:25
ned ad borgmuren. Som en tordenkile ramte og knuste revnen overliggerne over bygningens døre, og fra det beskadigede vindue til den brækkede overligger begyndte bygningens facade at hælde udefter. “Løb!” råbte Eragon til Varden, selv om folkene allerede var ved at fortrække til begge ender af borggården i et desperat forsøg på at komme væk fra den skrøbelige mur. Eragon trådte et enkelt skridt frem med alle kroppens muskler spændt og prøvede at få et glimt af Roran et sted i mængden af krigere. Til sidst fik Eragon øje på ham, fanget bag den sidste gruppe mænd ved døren. Han brølede som en vanvittig ad dem, men ordene gik tabt i opstandelsen. Så gav det et ryk i muren, som faldt mange centimeter – og hældede endnu længere væk fra resten af bygningen – og overdængede Roran med sten, så han blev slået ud af balance og tvunget til at tumle baglæns og ind under dørkarmen. Da Roran rettede sig op fra hugsiddende stilling, mødte hans blik Eragons, og i hans øjne så Eragon et glimt af frygt og hjælpeløshed, der hurtigt efterfulgtes af resignation, som om Roran var klar over, at han, uanset hvor hurtigt han løb, umuligt kunne nå i sikkerhed i tide. Rorans læber krusedes i et skævt smil. Og så faldt muren.
2552-Carlsen-Arven4_Bind1.indd 30
16-01-2012 16:34:25
A RV E N er oversat fra engelsk efter “Inheritance” af Ole Steen Hansen Copyright © 2011, Christopher Paolini Jacket art copyright © 2011, John Jude Palencar Illustrations copyright © 2011, Christopher Paolini This translation published by arrangement with Random House Children’s Books, A division of Random House, Inc. All rights reserved Dansk udgave: Copyright © 2012, Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont 1. udgave, 1. oplag Forlagsredaktion: Vibeke Nielsen Grafisk tilrettelægning: Pamperin · Grafisk Trykt hos ScandBook ISBN 978-87-11-40022-7 www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk
Som altid er denne bog til min familie og også til dem, der drømmer drømme: de mange kunstnere, musikere og historiefortællere, som har gjort denne rejse mulig.
2552-Carlsen-Arven4_Bind1.indd 6
16-01-2012 16:34:24