Askeblomster læseprøve

ASKEBLOMSTER er en historie om Paris, set gennem fortællerens øjne en søndag aften, hvor han går en tur i byen. De forskellige parisiske steder fremkalder minder, og en række mystiske skæbner fra fortiden vækkes til live.

PATRICK MODIANO blev i 2014 tildelt Nobelprisen i litteratur ”for den erindringskunst, med hvilken han har fremmanet de mest uhåndgribelige menneskeskæbner og afdækket besættelsens livsverden.”

”Askeblomster er en drømmesløret historie om

FOTO: NICOL AS GUERIN

”Denne søndag aften i november befandt jeg mig i rue de l’Abbé-de-l’Épée.

Jeg fulgte døvstummeinstituttets høje mur. Til venstre stræbte Saint-Jacquesdu-Haut-Pas-kirkens klokketårn mod himlen. Så vidt jeg erindrede, lå der en café på hjørnet ved rue Saint-Jacques, hvor jeg ofte gik hen efter at have været inde og se en film i Studio des Ursulines. På fortovet ligger der visne blade.

Eller nogle forkullede sider fra en gammel Gaffiotordbog. Det er skolernes og klostrenes kvarter. Jeg kom i tanke om nogle forældede navne: Estrapade, Contrescarpe, Tournefort, Pot-de-Fer ...

Jeg nærede betænkeligheder ved at færdes på steder, hvor jeg ikke havde sat benene, siden jeg var atten og gik i gymnasiet på Montagne-Sainte-Geneviève. Det var, som om disse steder var forblevet uforandrede, siden jeg havde forladt dem i begyndelsen af 1960’erne, og at de var blevet forladt omkring samme tidspunkt, for mere end femogtyve år siden.”

PA T R I C K M O D I A N O Askeblomster

FRA BOGEN

NOBELPRISEN I L I T T E R A T U R 2 0 14

Patrick

MODIANO Askeblomster

fortid og identitet, om mennesker man mødte og hvis historier, man opfattede brudstykker af. Stem-

PATRICK MODIANO (f. 1945) er en fransk forfatter og er blevet kaldt vor tids Marcel Proust. Patrick Modiano har mere end 20 romaner bag sig, og de fleste har Paris og erindringen som ramme. Hans værker er oversat til mere end 30 sprog.

ningen af Paris, skyggernes Paris, er aldeles fremragende fanget.”

– Ekstra Bladet

”Modiano er og bliver mageløs.”

L I N D H A R D T O G R I NG H O F. D K

– Politiken

LINDHARDT OG RINGHOF OMSL AG: HARVEY MAC AUL AY / IMPERIET

Patrick Modiano

ASKEBLOMSTER Roman P책 dansk ved Frants Iver Gundelach

Lindhardt og Ringhof

Askeblomster.indd 3

20/10/14 14.54

Askeblomster.indd 2

20/10/14 14.54

Askeblomster er oversat fra fransk efter Fleurs de ruine Copyright © Éditions du Seuil, 1991 Dansk copyright © 2014 Lindhardt og Ringhof, København Bogen er sat med Garamond hos Lymi DTP Service og trykt hos Nørhaven A/S Omslag: Harvey Macauley/Imperiet ISBN 978-87-11-45010-9 2. udgave, 1. oplag

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner der har indgået aftale med Copydan og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S et selskab i Egmont

Askeblomster.indd 4

20/10/14 14.54

Askeblomster.indd 6

20/10/14 14.54

Et gammelt snakkehoved En grå postillon Et æsel der kigger På rebet i en brønd Liljer og roser I en sennepskrukke Det er vejen Som fører til Paris.

LAMARTINE

Askeblomster.indd 7

20/10/14 14.54

Askeblomster.indd 8

20/10/14 14.54

D

enne søndag aften i november befandt jeg mig i rue de l’Abbé-de-l’Épée. Jeg fulgte døvstumme­ instituttets høje mur. Til venstre stræbte Saint-Jacquesdu-Haut-Pas-kirkens klokketårn mod himlen. Så vidt jeg erindrede, lå der en café på hjørnet ved rue Saint-­Jacques, hvor jeg ofte gik hen efter at have været inde og se en film i Studio des Ursulines.

På fortovet ligger der visne blade. Eller nogle forkullede sider fra en gammel Gaffiotordbog. Det er skolernes og klostrenes kvarter.

Jeg kom i tanke om nogle forældede navne: Estra­ pade, Contrescarpe, Tournefort, Pot-de-Fer ... Jeg nærede betænkeligheder ved at færdes på steder, hvor jeg ikke havde sat benene, siden jeg var atten og gik i gymnasiet på Montagne-Sainte-Geneviève.

Det var, som om disse steder var forblevet uforandrede, siden jeg havde forladt dem i begyndelsen af 1960’erne, og at de var blevet forladt omkring 9

Askeblomster.indd 9

20/10/14 14.54

samme tidspunkt, for mere end femogtyve år siden.

Rue Gay-Lussac – denne stille gade, hvor man dengang havde brudt brostensbelægnin­gen op og bygget barrikader – den tilmurede dør til et hotel, hvor de fleste af vinduesruderne var væk. Men skiltet hang stadigvæk på facaden: Hôtel de l’Avenir. Hvilken fremtid? En fremtid, som for længst var borte, og som havde tilhørt en student i 1930’erne, der lejede et lille værelse på dette hotel efter at være blevet færdig på École Normale Supérieure, og hvortil han lørdag aften inviterede sine kammerater. For så, senere, at tage turen rundt om husblokken for at se en film i Studio des Ursulines. Jeg gik forbi gitteret og det hvide hus med persiennerne, hvor biografen ligger i stueetagen. Der var lys i forhallen.

Jeg kunne være fortsat hen til Val-de-Grâce, til det stille område, hvor vi havde gemt os, Jacqueline og jeg, så markis’en ikke ville have den mindste chance for at finde hende igen. Vi boede på et hotel for enden af rue Pierre-Nicole. Vi levede af de penge, Jacqueline havde skaffet ved at sælge sin pels. Den solbeskinnede gade søndag eftermiddag.

Ligustrene, der omgav det lille murstenshus over for Sévigné-privatskolen. Hotellets vedbenddækkede balkoner. Hunden, der lå og sov i korridoren lige ved indgangen.

Jeg nåede hen til rue d’Ulm. Den var øde. Selv om jeg sagde til mig selv, at det ikke var særlig usæd­ vanligt en søndag aften i dette provinsielle studen10

Askeblomster.indd 10

20/10/14 14.54

terkvarter, så føltes det alligevel, som om jeg ikke længere var i Paris. Foran mig lå Panthéons kuppel.

Jeg blev pludselig bange for at komme til at stå alene i måneskinnet for foden af dette gravmonument, og jeg begav mig ned ad rue Lhomond. Jeg gjorde ophold foran Collège des Irlandais. En klokke, måske den fra Saint-Esprit-kirken, hvis massive facade hævede sig til højre for mig, slog otte slag. Nogle skridt til, og jeg kom ud på place de l­’Estrapade.

Jeg ledte efter rue des Fossés-Saint-Jacques nr. 26.

Dér, lige foran mig, lå en moderne boligejendom.

Den oprindelige ejendom var formentlig blevet revet ned for snart tyve år siden.

Den 24. april 1933. Et ungt ægtepar begår selvmord under mystiske omstændigheder.

Det er en meget mærkelig historie, der udspandt sig i går nat i ejendommen rue des Fossés-Saint-­ Jacques nr. 26, lige i nærheden af Panthéon, hos hr. og fru T. Urbain T., en ung ingeniør, der gik ud af École de chimie som den bedste i sin årgang, giftede sig for tre år siden med den 26-årige Gisèle S., som var et år ældre end han. Fru T. var en høj, slank og køn, lyshåret kvinde. Hendes mand var mørkhåret og så godt ud. I juli sidste år flyttede parret ind i stueetagen i rue des Fossés-Saint-Jacques nr. 26, i et atelier, som de indrettede som lejlighed. Det unge ægtepar virkede meget glade for hinanden. Ingen bekymringer syntes at true deres lykke.

11

Askeblomster.indd 11

20/10/14 14.54

Lørdag aften besluttede Urbain T. at gå ud og spise sammen med sin kone. De forlod sammen deres bolig ved syv-tiden. De kom først tilbage omkring klokken to om natten, sammen med to andre par, som de havde mødt i aftenens løb. De larmede usædvanligt meget og vækkede naboerne, som ikke var vant til så støjende en adfærd fra de ellers yderst stilfærdige lejere. Festlighederne tog formodentlig en uventet drejning.

Gæsterne tog af sted ved fire-tiden om natten.

I løbet af den efterfølgende halve time, hvor der ellers endelig var blevet ro, lød der to dumpe brag.

Klokken ni om morgenen gik en nabo, en kvinde, forbi parrets dør. Hun hørte nogen jamre. Hun kom pludselig i tanke om nattens brag, blev bekymret og bankede på døren. Denne blev åbnet, og Gisèle T. kom til syne. Der piblede blod frem fra et sår under hendes venstre bryst. Hun hviskede: “Min mand!

Min mand! Død.” Kort efter ankom politi­kommissær Magnan. Gisèle T. lå og klynkede på en sofa. I det tilstødende værelse fandt man liget af hendes mand.

Han holdt stadigvæk en revolver knuget fast i sin knyttede hånd. Han havde skudt sig selv i hjertet.

Ved siden af ham, en hastigt nedfældet besked: “Min hustru har begået selvmord. Vi var fulde. Jeg skyder mig. Prøv ikke at forstå ...”

Askeblomster.indd 12

20/10/14 14.54

ASKEBLOMSTER er en historie om Paris, set gennem fortællerens øjne en søndag aften, hvor han går en tur i byen. De forskellige parisiske steder fremkalder minder, og en række mystiske skæbner fra fortiden vækkes til live.

PATRICK MODIANO blev i 2014 tildelt Nobelprisen i litteratur ”for den erindringskunst, med hvilken han har fremmanet de mest uhåndgribelige menneskeskæbner og afdækket besættelsens livsverden.”

”Askeblomster er en drømmesløret historie om

FOTO: NICOL AS GUERIN

”Denne søndag aften i november befandt jeg mig i rue de l’Abbé-de-l’Épée.

Jeg fulgte døvstummeinstituttets høje mur. Til venstre stræbte Saint-Jacquesdu-Haut-Pas-kirkens klokketårn mod himlen. Så vidt jeg erindrede, lå der en café på hjørnet ved rue Saint-Jacques, hvor jeg ofte gik hen efter at have været inde og se en film i Studio des Ursulines. På fortovet ligger der visne blade.

Eller nogle forkullede sider fra en gammel Gaffiotordbog. Det er skolernes og klostrenes kvarter. Jeg kom i tanke om nogle forældede navne: Estrapade, Contrescarpe, Tournefort, Pot-de-Fer ...

Jeg nærede betænkeligheder ved at færdes på steder, hvor jeg ikke havde sat benene, siden jeg var atten og gik i gymnasiet på Montagne-Sainte-Geneviève. Det var, som om disse steder var forblevet uforandrede, siden jeg havde forladt dem i begyndelsen af 1960’erne, og at de var blevet forladt omkring samme tidspunkt, for mere end femogtyve år siden.”

PA T R I C K M O D I A N O Askeblomster

FRA BOGEN

NOBELPRISEN I L I T T E R A T U R 2 0 14

Patrick

MODIANO Askeblomster

fortid og identitet, om mennesker man mødte og hvis historier, man opfattede brudstykker af. Stem-

PATRICK MODIANO (f. 1945) er en fransk forfatter og er blevet kaldt vor tids Marcel Proust. Patrick Modiano har mere end 20 romaner bag sig, og de fleste har Paris og erindringen som ramme. Hans værker er oversat til mere end 30 sprog.

ningen af Paris, skyggernes Paris, er aldeles fremragende fanget.”

– Ekstra Bladet

”Modiano er og bliver mageløs.”

L I N D H A R D T O G R I NG H O F. D K

– Politiken

LINDHARDT OG RINGHOF OMSL AG: HARVEY MAC AUL AY / IMPERIET