Bogmagasinet BOG.DK

R Å 0 8 N E S L E T T BESÆ

BEFRIELSEN 75 ÅR

BOG.DK 2

Missionen lykkedes, men katastrofen var total Tidligt om morgenen d. 21. marts 1945 letter Royal Air Force-maskinerne i England. De passerer Nordsøen i 15 meters højde, suser ind over Jylland og øerne, inden første angrebsbølge når København sidst på formiddagen og finder målet, der som en af meget få bygninger i København er malet med camouflagemaling. Aktionen tegner til at blive en succes, da de første bomber rammer Shellhuset.

Af Asle Lundorff ”Jeg har stadig svært ved at sige, om det var en succes eller ej.”

T

vivlen tilhører Edward Sismore, pilot og chefnavigatør på den mission, der i eftertiden blev til bombningen af Shellhuset - eller fejlbombardementet af Den Franske Skole. En dybt dualistisk begivenhed i dansk besættelseshistorie, som museumsinspektør Christian Aagaard har skrevet om i værket Bombemål Shellhuset: “Forud for bombningen af Shellhuset, ‘Operation Carthage’, var den danske modstandsbevægelse presset.

Da samarbejdspolitikken brød sammen, eskalerede tyskerne deres politistyrkes tilstedeværelse i Danmark, så Gestapo fik mere personel og langt større beføjelser i Danmark. De begynder at angribe den danske modstandsbevægelse langt voldsommere end tidligere. Fra de allieredes side er man interesseret i, at den danske modstandsbevægelse overlever. For skal de befri Danmark med væbnet kamp, så skal man bruge det, der

hedder de militære ventegrupper i Danmark.”

I marts 1945 stod Gestapo klar til at foretage den næste store razzia, og det var tvivlsomt, hvorvidt der reelt ville være en dansk modstandsbevægelse tilbage efter sådan en operation. Gestapos succes skyldtes et enormt arkiv over danske modstandsfolk placeret i Shellhuset; en bygning Gestapo havde rekvireret som deres hovedkvarter i København. Uden arkiverne ville det hemmelige tyske politi være slået effektivt tilbage, og den danske modstandsbevægelse ville have haft en chance.

De 20 Mosquito-bombefly og 28 Mustang-jagere havde krydset Nordsøen i en højde af 15 meter over vandspejlet for helt bogstaveligt at gå under radaren og for så vidt hele det tyske varslingssystem. Hver af bombeflyene medbragte to 500-punds bomber i bugen, og samlet havde de 48 fly i omegnen af 9 ton højeksplosivt sprængstof med sig. Men den lave højde havde omkostninger for sigtbarheden. Ifølge operationens chefnavigatør, Edward Sismore, ‘var det noget af det hårdeste vejr, jeg nogensinde har fløjet i’, og stænk af saltvand blev af vind og vejr løftet op i luften, hvor det begyndte

at krystallisere på piloternes cockpitter. En lille og ineffektiv vinduesvisker var den eneste hjælp, og det var med reduceret udsyn, at flystyrken nåede Jyllands kyst.

Kl. 10:40 blev de summende Mustang-fly og deres bombebringende ledsagere straks spottet syd for Hvide Sande, og den tyske jagdfliegerführer fulgte flyenes flugt over Jylland via meldinger fra radaranlæg og visuelle observationer. De taber dog flystyrken af syne. Og da første bølge af fly skyller ind over hovedstaden, bliver tyskerne taget på sengen. Syv bombefly og 11 jagere drøner ind via Avedøre, så Sydhavnen, øst om Carlsberg-bryggeriet og videre mod Det Ny Teater. De flyver tæt henover baneterrænet ved Enghave i grupper af tre.

Antiluftskytsstillinger tæt på Shellhuset står tildækkede med presenninger over og uden bemanding, og de eskorterende jagerfly skyder stillingerne i brand, mens bombeflyene afleverer deres dødbringende pakker over Shellbygningen.

“Det er en ret sejlivet myte, at man forsøgte at kaste bomberne, så de kun ramte de nederste etager - og dermed ikke tog loftetagerne med, hvor 26 danske modstandsfolk blev holdt som fanger, som et levende bombeskjold. Men det er en myte, der ikke har noget på sig. Fra de allieredes side var man indforstået med, at alle danske modstandsfolk, der sad i tagetagen, ville omkomme. Det var en velkommen bonus, at der så var en gruppe, der overlevede. Men det var ikke noget, man regnede med. Og når man ser på præcisionen af bombardementet, så er det ikke helt godt. Der er bomber, der falder ned i Skt. Jørgens Sø godt et par hundrede meter fra Shellhuset. Og der ryger bomber over

3 BOG.DK ved Teknologisk institut et godt stykke omme bagved.

Man har altså aldrig gjort sig forhåbninger om, at man kunne bombe så præcist,“ fortæller Christian Aagaard.

Med 500 kilometer i timen knap ti meter over hustagene - ja, nogle steder imellem bygningerne – skulle piloten orientere sig enormt hurtigt. Og flyvende mellem tagene i en fremmed storby skal der ikke meget til, før det går galt. Over baneterrænet steg ét af de syv Mosquito-fly fløjet af Wing Commander Kleboe og Flying officer Hall pludselig væk fra resten af gruppen med kurs mod Vesterbro og Frederiksberg sekunder før Shellhuset ellers var nået.

“Vi anede ikke, hvad der var sket med vore kammerater, og der var heller ikke tid til at tænke på det. Nu så vi Det Ny Teater. Der skulle vi på ny dreje,” fortæller Flight Lieutenant Mac Hetherington.

Med denne fart flytter man sig sig ca. 100 meter i sekundet og skal orientere sig ud af en tilsaltet forrude.

Det var måske også derfor, at Kleboe og Hall i farten havde ramt en 30 meter høj lysmast i jernbaneterrænet.

Haleroret blev ved sammenstødet beskadiget, og det delvist havarerede Mosquito-fly passerede lavt henover Sønder Boulevard, hvor en vingespids ramte hjørneejendommen Palnatokesgade/Sønder Boulevard 119.

Flyet smed bombelasten og steg kortvarigt før det endeligt styrtede ned i et garageanlæg på Frederiksberg Allé 76-78. Begge piloter døde i styrtet.

detonerede i Shellhuset sammen med et ukendt antal brandbomber, mens to ramte Den Franske Skole. Og hele nabolag lå øde for vildfarne spræng- og brandbomber, mens Skt. Jørgens Sø havde slugt mellem to og tre stk. Præcisionsbombning blev det kaldt, men for en kort stund var København en regulær krigsskueplads.

72 danskere og tyskere blev dræbt i Gestapos hovedkvarter, men det er den katastrofale fejlbombning af Den Franske Skole, der står klarest tilbage. 116 civile omkom, 87 af dem børn. I den censurerede danske presse blev Shellhuset end ikke nævnt, og sandheden eller briternes og modstandsbevægelsens udlægning blev derfor trykt illegalt og omdelt. Her var den militære succes i fokus, selvom der også blev spalteplads til at berette om katastrofen på Frederiksberg.

Chefnavigatør Edward Sismore sagde mange år efter om operationen, at “det var en succes, at målet blev ramt og arkiverne ødelagt. Det var også en succes, at nogle nåede ud i live. Men jeg ved ikke, hvordan man vejer det op imod skolen.”

Klokken er ca. 11:15, og den franske skole emmer af liv.

Mere end 500 børn, katolske søstre og civile lærerinder er i bygningen, mens nabogaragen står i flammer. Der går ikke mere end 60 sekunder før katastrofen indtræffer og angrebsbølge nr. to når København.

“De er jo formentlig kommet ind over Valby Bakke, og så er de først nået til Frederiksberg og har set røgen der. Og når man ser på, hvor langt der er fra Valby Bakke og til omkring Frederiksberg Allé og Den Franske Skole, så har de ikke haft mere end 3-4 sekunder at reagere på. Og så er det bare at reagere på instinktet.

Piloterne har inden missionen fået at vide, at hvis de er i tvivl, så skal de navigere efter ild og røg. Og så kan det godt være, at det ikke har passet med den kurs, som de havde udstukket. Men der er røg, og de har 2-3 sekunder til at beslutte sig for, om de skal afbryde missionen eller smide bomberne der,” fortæller Christian Aagaard.

Det brændende bombefly udsender en stor sky af røg og ild klods op ad den franske pigeskole og for at gøre ondt værre, ligger skolen i samme indflyvningsretning, som de efterfølgende to bølger af bombe- og jagerfly følger. Alt imens helvede var løs lige over hustagene, løb tusindvis af panikslagne københavnere chokerede rundt i et forsøg på at søge dækning for den brutale luftkrig, der uden varsel var brudt ud lige over deres hoveder.

Da røgen lettede, var målsætningen om at tilintetgøre Gestapos arkiver i Shellhuset lykkedes til fulde. Og skønt ingen ledende Gestapo-folk blev dræbt, havde de mistet folk med betydeligt lokalkendskab, som ikke lige var til at erstatte. Omtrent otte eller ni sprængbomber

Kære læser Anden Verdenskrig stopper aldrig med at fascinere på film, i TV og ikke mindst i litteraturen. Her blev civilisationens tynde fernis skrællet af og åbenbarede menneskehedens mest ekstreme udtryk. Rundt omkring os er der stadig masser af spor fra krigen – politisk, kulturelt og helt bogstavelige spor i form af tyske bunkere på Vestkysten, og de nulevende personer, som var børn eller unge under krigen, og hvis liv altid vil være præget af erindringen. I denne avis kan I bl.a. læse om Jan Rocek, som overlevede Auschwitz, og som nu er aktuel i bogen Afhopperne. Læsernes behov for at finde nye perspektiver på krigen er umætteligt, hvilket kan aflæses på forlagenes mange nye udgivelser om Anden Verdenskrig. Alene i år udgiver Lindhardt og Ringhof mindst 10 bøger om krigen – f.eks. den topanmeldte bog om bombardementet af Dresden, bogen om bombardementet af Shellhuset i 1945, og til august udkommer historikeren Simon Ankjærgaards store bog om august 1943, hvor samarbejdspolitikken brød sammen i Danmark. Nederst på siderne i denne avis er vist en frise med et udvalg af de mange titler, som Lindhardt og Ringhof har udgivet de sidste år – mange er stadig tilgængelige hos boghandleren, andre skal findes hos Lindhardt og Ringhofs digitale forlag, SAGA, som i dag har over 2.000 titler tilgængelige om Anden Verdenskrig. Som lydbøger, e-bøger og print-ondemand. God læselyst!

Ansvarshavende chefredaktør: Søren Anker Madsen Skribenter: Asle Lundorff Bjørk Busk Vang Jan Hedegaard Jesper Clemmensen Ole Sønnichsen Kirstine Kloster Andersen Dennis Andersen Peter Harmsen Grafisk design: Peter Hedegaard Moldaschl

Bombemål Shellhuset fortæller gennem personlige beretninger og historiske fotos historien om en af besættelsestidens mest spektakulære begivenheder. Det var en stor militær succes og på samme tid en civil katastrofe, der på tragisk vis kostede 87 uskyldige skolebørn livet og brændte sig ind i hukommelsen på en hel generation af københavnere.

FOTO: Frihedsmuseet forside, Alamy Stock Photo side 2, Winston S. Churchill fotograferet i Canada, 5. september 1929, (Bettmann/Corbis) side 4, Jesper Clemmensen side 6, Ritzau Scanpix side 7 (højre), Rigsarkivet side 7 (venstre), John Corey side 8, Frihedsmuseet side 10 + 11, Getty Images side 13, Lars Holm side 14, Richard Peter side 16, Peter Harmsen side 17, Ukendt fotograf. PAPERS OF ERNEST HEMINGWAY. PHOTOGRAPH COLLECTION. JOHN F. KENNEDY PRESIDENTIAL, LIBRARY AND MUSEUM, BOSTON side 19 Udgiver: Lindhardt og Ringhof www.lindhardtogringhof.dk www.bog.dk Oplag: 8.000

BOG.DK 4

DEN ENESTE ENE

5 BOG.DK Fascinationen af Winston Churchill hører aldrig op. Han var en mangefacetteret skikkelse, men frem for noget var han der, da Storbritannien havde allermest brug for lige netop sådan én som ham. Faktisk var der ikke andre.

Af Jan Hedegaard

H

an var unik. Enestående i ordets egentligste betydning. Der var vitterlig ikke andre som ham, og dykker man ned i hans livshistorie, bliver man mere og overrasket over, at han stadig var der, da Storbritannien havde allernest brug for ham.

Havde Storbritannien ikke haft Winston Churchill, er historikerne ikke i tvivl om, at så havde Storbritannien været nødt til at forhandle fred med Tyskland i 1940. På Hitlers betingelser. Og ja, det var blevet blodigt og sønderlemmende for Storbritannien og Imperiet.

Men nu havde man Winston Churchill. Han havde været der siden 1874. Født aristokrat, men aldrig snobbet.

Hærdet af et brutalt, engelsk kostskolesystem, soldat for Imperiet, skærpet efter næsten 40 år i britisk politik.

Og han rystede ikke på hånden. Allerede inden Anden Verdenskrig havde han deltaget i fem krige, og inden hans sjette krig var forbi, havde han forudset den syvende, Den Kolde Krig, som han forkyndte i sin berømte jerntæppe-tale på universitetet i Fulton, Missouri.

Churchill havde hele pakken, da Storbritannien og Europa stod over for Hitlers militære erobrings- og mordmaskine. Han var ukuelig, han havde humor, han var drikfældig, han vidste, at han kunne tage fejl, men gik aldrig på kompromis med demokrati og frihed. Måske vigtigere: et langt liv i politik havde sprogligt fintunet ham, så han vidste, hvordan en leder appellerer til sine vælgere, han kendte alle afkroge af det politiske spil, han havde mere mod end de fleste, og han havde vist det i de krige, han havde deltaget i. Han havde som soldat selv slået ihjel og selv set døden i øjnene.

Første gang da han fik observatørstatus og var med den spanske hær på Cuba og kom under direkte beskydning fra cubanske oprørere. Det var ved den lejlighed, han fastslog, at der ikke var noget så opmuntrende som at blive beskudt, når man ikke blev ramt.

Han havde vist det igen, da han var med i et felttog ved Indiens nordvest-grænse, hvor stammekrigere gang på gang havde udfordret den britiske hær. Her opdagede han pludselig, at han og hans deling var kommet alt for langt frem i forhold til hovedstyrken, og bevæbnede stammekrigere rykkede nærmere, mens de uophørligt skød på ham og de øvrige soldater. En befalingsmand råbte retræte, men blev i det samme ramt og sank sammen. Churchill prøvede at bringe ham i sikkerhed, men skyderiet blev mere og mere intenst, og han måtte efterlade den sårede og selv søge dækning, hvorfra han rystet så fjenden springe frem med lange knive og maltraktere den sårede.

Igen kunne han være blevet dræbt i det vældige slag ved Omdurman i Sudan i 1898, hvor en talmæssigt underlegen britisk-ægyptisk hærstyrke, ca. 25.000 mand, under kommando af den legendariske general Kitchener, stod overfor en mægtig muslimsk oprørshær, ca.

50.000 mand, der agtede at smide briterne ud af Østafrika.

Unge Winston, 24 år, var til hest og iført kahkiuniform på slagmarkens ene flanke langs en bakkekam, endnu før solen var stået op. Da den steg op og kastede lys på de to mægtige hære, syntes han, at det var det smukkeste, han nogensinde havde set.

På det givne signal satte rytterne af ned ad skråningen for at splitte den fjendtlige styrke, men den havde ikke i sinde at lade sig splitte, og igen var Churchill kommet for langt frem og fandt pludselig sig selv alene, omgivet af fjender. Da han forsøgte at finde sin egen styrke igen, var han nødt til at forsvare sig mod sine angribere med sin 10-skuds Mauser-pistol, da de forsøgte at rive ham af hesten. ”Jeg beklager, at jeg med sikkerhed skød fem mænd – muligvis yderligere to – men det rørte mig ikke. Jeg ekspederede dem, der ville slå mig ihjel, og jeg sov uden samvittighedsnag,” skrev han bagefter.

Halvdelen af den fjendtlige styrke, ca. 25.000, blev dræbt eller såret. Briterne mistede i alt 47 mand.

Han kunne være blevet dræbt igen, da han var med i Den Anden Boerkrig, hvor han var om bord på et pansret tog, der faldt i baghold og blev afsporet. Churchill tog kommandoen og ledede forsvaret, men i kampens hede mistede han sit våben, og da han hverken kunne kæmpe eller stikke af, måtte han sammen med de øvrige overlevende overgive sig. Naturligvis flygtede han med fare for sit eget liv fra fangenskabet og blev efterlyst – 25 pund ”død eller levende”. Senere sluttede han sig til hæren og indforskrev sig uvisnelig hæder i slaget ved Diamond Hill, hvor han satte livet på spil og viste vejen til at sikre slagets sejrende udfald. Efterfølgende blev han indstillet til Victoria-korset.

I januar 1911 var han tilmed som indenrigsminister indblandet i en politiaktion, der er gået over i historien som ”Belejringen af Sidney Street”. To lettiske oprørere havde i forbindelse med et indbrud dræbt tre betjente og derefter forskanset sig i et hus, hvor de skød ud ad vinduerne og nægtede at overgive sig. Rygtet om aktionen fik Churchill til at ile til, og han var så tæt på, at et projektil affyret af letterne gik gennem hans høje hat.

Som marineminister begyndte han selv at tage lektioner i at flyve i de nyopfundne, højst usikre flyvende maskiner, der siden kom til at udgøre Royal Air Force. Dø-

deligheden blandt de første piloter var høj. En tredjedel døde alene under træningen. Churchill selv var involveret i to ulykker, hvoraf den ene kostede to flyinstruktører livet. Derefter satte hans kone, Clementine, en stopper for pilotdrømmen og beordrede ham til at holde op med det pjat.

Churchill havde haft sin ubestridelige andel i den militære katastrofe ved Gallipoli under Første Verdenskrig, og han trådte som direkte følge heraf tilbage som marineminister og meldte sig derefter tynget af skyld til aktiv tjeneste i Nordfrankrigs skyttegrave.

I november 1915 fik han med rang af major kommandoen over en skotsk bataljon på et afsnit af fronten, der dog skulle vise sig at være relativ fredeligt. Her installerede han sig i forreste frontlinje, fordi man længere bagude kun måtte drikke te med pulvermælk, mens man helt fremme havde lov til at styrke sig på noget stærkere. Han medbragte selv badekar og forsvarlige forsyninger af skotsk whisky.

Det halve år han var udstationeret, deltog han frivilligt i over 30 yderst risikable recognoseringer i ingenmandsland, og flere gange var de så tæt på fjenden, at de tydeligt kunne høre dem tale tysk. I et enkelt tilfælde var han netop blevet kaldt ud af et sikringsrum og kun nået et stykke væk, da det blev ramt af en fuldtræffer og eksploderede i et vældigt brag bag ham.

Siden var han tæt på at blive dræbt, da han i 1931 var i New York og et øjeblik glemte, at man i hans andet fædreland havde højrekørsel – modsat hjemme i England – og blev, da han en aften trådte ud på kørebanen, ramt af en bil fra venstre. Han slap med mindre kvæstelser, et kortere hospitalsophold og et lidt længere sygeleje på sit hotel.

Ydermere kunne han, da han i 1930'erne var blevet kørt ud på et politisk sidespor være død af druk og kedsomhed... hvis ikke han lige inden var blevet opmærksom på, hvad denne Hitler havde gang i i Tyskland.

Hans kampgejst var atter vakt, og han begyndte at advare parlamentet om, at en ny, stor krig truede.

Det var, skrev han senere, som om at hele hans liv havde skænket ham alle de nødvendige forudsætninger og ført ham frem til det øjeblik i maj 1940, da han satte sig i premierministerstolen i Downing Street.

Fra begyndelsen modsatte han sig ethvert forslag om at forhandle fred med Tyskland. Selvfølgelig gjorde han det. Hele hans politiske eksistensberettigelse stod og faldt med, at han bød Hitler trods. At han mobiliserede Storbritannien, rejste forsvarsviljen og samlede den mægtige alliance, der kunne slå Nazityskland.

Var det forhandling med Tyskland, de ville have haft, skulle de have valgt en anden. Nu fik de, som han havde lovet, blod og sved, trængsler og tårer, men også udsigt til endelig sejr og frihed og demokrati. Både for Storbritannien, men også for Vesteuropa.

BOG.DK 6

På rejse med en overlever

AFHOPPERNE er den utrolige historie om at overleve nazisternes uhyrligheder i udryddelseslejren i Auschwitz, blive fanget bag Jerntæppet i Prag og til sidst undslippe kommunismen via Danmark. Her fortæller bogens forfatter om mødet med den 95-årige kz-overlever Jan Rocek.

Af Jesper Clemmensen

D

a jeg skulle interviewe Jan Rocek for første gang i januar 2019, gik jeg til opgaven med en vis forsigtighed. Jeg vidste, at han sagtens kunne og ville fortælle om sine forældre og sin søster, som blev myrdet i Auschwitz, men jeg vejede alligevel hvert et ord. Det var trods alt første gang, jeg sad overfor en Holocaustoverlever.

Forsigtigheden kunne jeg have sparet mig. Jan er ekstremt åben og på den måde, blev vores første og de senere møder enormt givende. Men det var – uanset, hvor åben Jan er – svært at finde de rette ord at reagere med, da han genfortalte sin historie fra årene omkring 2. Verdenskrig. Om at være en ganske almindelig dreng fra en ganske almindelig middelklassefamilie, der pludselig blev splittet ad og udstødt af det store fællesskab,

da nazisterne gik ind i Prag i marts 1939. Om at skulle bære den gule davidsstjerne og mærke mange venner forsvinde eller undgå én. Hårdest var det selvfølgelig at høre om deportationen til Theresienstadt og den efterfølgende transport mod øst og opholdet i Auschwitz-Birkenau. For slet ikke at tale om hans tid som slavearbejder i Det Tredje Riges sidste måneder.

Det er også der, hvor der nærmest opstår en frygt i mig – for hvordan kan man yde hans fortælling retfærdighed, kan man gøre det ordentligt, er det mon godt nok, det jeg gengiver? Jeg er gået journalistisk til opgaven og har selvfølgelig til tider skullet spørge ind til detaljerne i hans fortælling og skullet efterprøve dem, og det kan faktisk synes lidt grænseoverskridende, når man sidder overfor et menneske, der har oplevet helvede på jord og mistet sine allernærmeste. Men Jan Rocek har svaret tålmodigt – og næsten smerteligt enkelt

og konkret.

På samme tid har han insisteret på at huske på og fortælle om de lyse stunder. Om kærligheden og sammenholdet under nazisternes herredømme. Den del af hans fortælling har i virkeligheden gjort et ligeså stort indtryk på mig, som historierne om alle rædslerne. For Jan var det måske kærligheden, som gjorde, at han kom videre som et helt menneske. Med den overkom han ondskaben.

I september måned 2019 vendte Jan Rocek og familien tilbage til Europa for at få sat fire såkaldte Stolpersteine i jorden i Prag. Små mindesten i brostenstørrelse over de familiemedlemmer, som de mistede i Holocaust. Jeg deltog i den bevægende ceremoni, og det var meningen, at jeg efterfølgende skulle besøge koncentrationslejrene Theresienstadt og Auschwitz på min rejse mod Danmark.

7 BOG.DK

Ovenfor: Familien Reisers – Rocek-familiens gode venner - afhopning fra ” Seebad Ahlbeck ” er et af kun to flugtforsøg via Gedser under den kolde krig, som er dokumenteret på billeder. En anden tjekkoslovakisk turist ombord på udflugtsskibet, frk. Vachlova fra Prag, tog billederne. Hun og hendes familie måtte gennem lange politiforhør, da de senere på dagen returnerede til DDR. Billederne dukkede ved et tilfælde op i 2019 – næsten 60 år efter dramaet.

Til venstre: Fremmedpolitiets foto af Jan Rocek i 1960, København.

Jan tilbød dog pludselig at tage med for at vise mig Theresienstadt. Det hverken kunne eller ville jeg sige nej til. Den eftermiddag blev ganske særlig. I fire timer vandrede jeg rundt sammen med ham, hans søn Martin og et af børnebørnene. Det var langtfra Jans første besøg, for han har været der fem gange tidligere.

Jeg forventede jo nok en sørgmodig omgang, men turen rundt i resterne af nazisternes såkaldte ghetto nord for Prag blev meget andet end det. Selvfølgelig udpegede Jan stedet, hvor folk stod i kø for at få lidt af den ringe suppe, jeg hørte om den konstante sult, om døden og de elendige boligforhold, men turen rundt afspejlede også de blandede følelser Jan har med hensyn til lejren.

For ham var Theresienstadt nemlig også stedet, hvor han mødte sit livs kærlighed. Og stedet, hvor han mødte fremtrædende og inspirerende jødiske kunstnere, der introducerede ham for filosofi, teater og litteratur. På den måde blev meget af vores rundtur en snak om gode stunder midt i den værste elendighed og frygt. Om at søge og finde lyset i mørket.

Jeg fik vist bygningen, hvor han mødte sin Eva, ”Rum 127”, hvor han og en række andre unge mænd dannede et tæt fællesskab, og Jan tog mig til stedet ved voldene, hvor han kyssede Eva for første gang. Det var en underlig fornemmelse at grine og smile sig igennem hans fortællinger – i netop de rammer – men også enormt livsbekræftende og tankevækkende.

Vi endte ved ”Hamborgkasernen”, hvor Jan pegede ned på asfalten. Der, hvor togskinnerne engang gik.

Derfra, hvor han selv og titusinder af andre jøder blev gennet ind i godstogene mod Auschwitz. På det sted så han sin far for sidste gang, da han kom for at kysse sin

søn farvel, inden turen til helvede i efteråret 1944. Moderen og lillesøsteren havde Jan sagt farvel til kort forinden. Heller ikke dem så han nogensinde igen.

På vores vej ud, sagde Jan Rocek: ”Jeg tog matematiktimer her, og der fandtes bøger, som Eva og jeg læste sammen. Ja, i al elendigheden er der faktisk nogle gode minder herfra. Det er der selvfølgelig overhovedet ikke fra Auschwitz. Det sted har jeg ingen interesse i at skulle besøge. Jeg har ikke brug for at se det sted, hvor mine forældre og min søster blev myrdet. Og hvorfra jeg selv kun med nød og næppe undslap.” Herefter kørte jeg Jan og hans familie tilbage til Prag. Auschwitz

måtte jeg tage til uden ham. Og det kunne jeg godt forstå.

Det har været en barsk, men i høj grad også perspektivrig rejse, jeg har foretaget sammen med Jan Rocek.

Hans positive syn og mod på livet, på trods af alt det han har været igennem, kan ikke undgå at gøre indtryk og inspirere. Hans fortælling vil være mig en evig påmindelse om at kæmpe for demokratiske værdier – og sørge for at få noget ud af livet, mens vi er her.

AFHOPPERNE Søndag den 24. juli 1960 hoppede Jan Rocek sammen med sin kone, svigermor og to små drenge over rælingen på den østtyske færge "Seebad Ahlbeck" og ned i vandet i Gedser Havn, hvorfra de blev reddet i land. Dagen efter gjorde familiens gode venner dem kunststykket efter og sluttede årtiers undertrykkelse af to jødiske familier i Østeuropa. AFHOPPERNE er den utrolige historie om at overleve nazisternes uhyrligheder i udryddelseslejren i Auschwitz, blive fanget bag Jerntæppet i Prag og til sidst undslippe kommunismen via Danmark. Her kom de to familier kun i land, fordi heltemodige danskere forhindrede det østtyske mandskab i at stoppe familiernes flugt. Senere kunne de immigrere til USA med hjælp fra den berømte danske videnskabsmand Niels Bohr, der kastede sig ind i deres sag. Bogen er blevet til gennem interviews med hovedpersonerne dengang – bl.a. Jan Rocek, der stadig lever – og et omfangsrigt arkivarbejde i Danmark, USA, Tyskland og flere østeuropæiske lande.

BOG.DK 8

Verdensmester i Verdenskrigen

9 BOG.DK

Hans bøger er oversat til 31 sprog og er solgt i flere end seks millioner eksemplarer.

Antony Beevor skriver kyndigt og medrivende om Anden Verdenskrigs afgørende slag og øjeblikke. Mød tidens største militærhistoriker.

Af Jan Hedegaard

D

et var bogen om Stalingrad (1998) og den tyske hærs helt afgørende nederlag, der blev Antony Beevors store, internationale gennembrud som militærhistoriker. Moskva havde åbnet arkiverne, og Beevor kunne for første gang fremlægge og dokumentere Stalins og Sovjets skruppelløst brutale måde at føre krig på – ikke alene overfor den tyske fjende, men også mod egne soldater.

Sir Antony, han blev adlet af den britiske dronning i 2017, blev født i et af krigen mærkbart nedslidt England, i Kensington, i december 1946. Efter endt (kost)skolegang blev han videreuddannet på militærakademiet Sandhurst, hvor han havde den legendariske militærhistoriker John Keegan (1934-2012) som lærer og inspiration, før han begyndte på sin egentlige militærtjeneste, som han aftjente i både England og Vesttyskland fra 1967. Han afsluttede sin tjeneste med rang af løjtnant i 1970.

Som historiker og historieprofessor har han været tilknyttet både University of London og University of Kent.

En ting er at besidde en kolossal akkumuleret viden om krigens historie, noget andet er at skrive på én gang velresearchede bøger, der som det naturligste placerer sig på alverdens bestsellerlister, men Antony Beevor stammer fra en familie af forfattere. Både hans mor, hans mormor og oldemor var forfattere. Hertil kommer, at han er gift med forfatteren Artemis Cooper med hvem han i øvrigt har to børn. I denne skrivende familie slår han dog alle rekorder. Hans bøger er oversat til 31 sprog og er solgt i flere end seks millioner eksemplarer.

Ud over det internationale gennembrud med bogen om Stalingrad-slaget er det blevet til en række vægtige og absolut læseværdige værker om de afgørende slag og øjeblikke i Anden Verdenskrig; D-dag, Kreta, befrielsen af Paris, Ardenner-offensiven, Arnhem og det blodige slag om Berlin. Hertil kommer bogen om den spanske borgerkrig, der kan ses som en prolog til den verdenskrig, der fulgte, foruden et stort værk, Anden Verdenskrig, der uden på noget tidspunkt at miste overblikket indhegner hele krigens forløb - og ikke kun i Europa.

Sidstnævnte blev af flere internationale kritikere betegnet som ”en mesterlig bedrift”.

Bogen om den spanske borgerkrig var oprindelig fra

1982, men blev omskrevet i 2006. Meget af opbygningen og indholdet blev bevaret, men fortælleformen fra Stalingrad blev tilføjet, og det blev også flere historiske personer og nyfundet arkivmateriale fra både russiske og tyske kilder. Det er denne opdaterede udgave, der findes på dansk.

Antony Beevor lægger overordnet vægt på militærhistorisk præcision, at de anvendte kilder er helt ajourførte og på også at tilføje de seneste historiske korrektioner efterhånden som flere og flere dokumenter og arkiver bliver tilgængelige samtidig med, at han aldrig taber den gode fortælling af syne.

I modsætning til andre, der kyndigt har udlagt krigens gang, lægger Antony Beevor ydermere vægt på også at beskrive, hvordan de menige soldater og de ufrivilligt implicerede civile oplevede eller blev ofre for begivenhederne.

august 2015 blev hans bøger forbudt og Beevor selv anklaget for at nære nazisympatier.

Man bebrejdede ham, at han ikke lænede sig tilstrækkeligt op ad den russiske historiefortælling, når han skrev om Rusland, og at han derimod beskrev russerne i stereotyper ”som taget direkte ud af den nazistiske propagandamaskine”. Det er ikke meget, man kan beskylde Antony Beevor for og slet ikke at have sympati for nazismen.

Beevor betegnede køligt forbuddet mod hans bøger som et statsligt russisk forsøg på at omskrive historien, men så sent som i januar 2018 blev hans bog om Stalingrad forbudt også i Ukraine. Det forbavsede ham oprigtigt.

“Jeg må sige, at det lyder fuldstændig overraskende,” var Beevors reaktion. ”Der er intet anti-ukrainsk i bogen overhovedet.”

I forbindelse med arbejdet med bogen om det sidste, intense og blodige slag om Berlin, var Antony Beevor igen i de russiske arkiver. Desværre for sidste gang. For efter bogen om russernes besejring af Berlin står han til arrestation og fængsel, hvis han igen sætter fødderne på russisk jord. Det fortalte han for et par år siden, da han var i Danmark i forbindelse med udgivelsen af en af sine bøger.

Beevor forfalder aldrig til høfligt at underspille den russiske hærs og de russiske soldaters fremfærd dels i Stalingrad og dels da de rykkede frem mod og ind i Berlin. For mange, der kun kendte den vedtagne historie om de russiske soldaters heroisme, har der været tale om et wakeupcall. Soldaterne på begge sider led ufatteligt, men dertil kom i vidt omfang civilbefolkningens lidelser.

Det var blandt meget andet nyt for mange at læse, at de tyske soldater brugte forældreløse russiske børn ned til seks år – både piger og drenge - til små dagligdags gøremål som f.eks. at hente vand. Som betaling fik de lidt mad - en brødskorpe eller lignende. Og på den måde undgik tyskerne de russiske snigskytter, der omvendt ikke tøvede med at skyde børnene, hvis de fik mistanke om, hvad der foregik.

At Den røde Hær trak et blodspor af voldtægter, tortur og massehenrettelser efter sig på sin vej gennem Tyskland ind til Rigskanselliet, var tilsvarende ilde hørt, selv om det længe ikke havde været nogen hemmelighed. Men ikke alene har man vedtaget en lov i Rusland, der gør det strafbart at ytre sig nedsættende eller vanærende om den russiske hær og dens bedrifter, men i

Det var heller ikke faldet i god jord, at Beevor afslutningsvis også beskrev, hvordan Hitlers halvt forkullede lig forblev på den anden side af Jerntæppet længe efter den stalinistiske misinformationskampagne, der havde antydet, at han kunne være undsluppet til vesten i krigens sidste timer. I 1970 besluttede Kreml at skille sig af med liget i dyb hemmelighed. Hitlers kæber blev opbevaret af SMERSH (en russisk militær efterretningsorganisation grundlagt af Stalin), mens NKVD (Ruslands indenrigs sikkerhedstjeneste) havde kraniekassen liggende. Resten af kadaveret lå længe under cementen på en russisk paradeplads i Magdeburg, indtil det i ly af mørket en nat blev gravet op, brændt helt og asken skyllet ud i byens kloakker.

Er det for Antony Beevor gået tilbage på den russiske og ukrainske bogfront, er det omvendt blevet til talrige oplag, priser, anerkendelser og hæderbevisninger fra universiteter og historiske selskaber i resten af verden, der har forstået at værdsætte et helt enestående militærhistorisk forfatterskab, der kan slå gnister.

BOG.DK 10

Krigens danmarksbillede Besættelsen i billeder er et enestående blik ind i besættelsens dagligdag og drama. Nu udkommer ny, flot udgave af bogen.

Af Jan Hedegaard

M

ed Besættelsen i billeder kommer vi på helt tæt hold af den mest dramatiske periode i århundreders danmarkshistorie. Her ser vi som aldrig tidligere krigens danmarksbillede; et vældigt billedtæppe dannet af både de ikoniske billeder fra besættelsen, men også sjældne billeder og ikke tidligere sete billeder.

Det hele bundet kyndigt sammen af forfatteren Thomas Harders eminente overblik og præcise tekst. Vi genkender hverdagen – også trygheden men pludselig er den blevet farlig, forrædderisk og dødbringende. Og her er helte af alle slags, både dem, der tog kampen op, og dem, der fik det hele til at gå – på trods af alt.

Længe var forholdene relativt fredelige sammenlignet med dem i andre tyskbesatte lande, men katastrofen lurede konstant, og i landene lige syd for Danmark blev millioner af mennesker dræbt i de år.

30. juni 1944: situationen strammer til. En kvinde og to mænd ligger dræbt på hjørnet af Solitudevej og Nørrebrogade efter tysk skyderi.

Fotograf ukendt.

11 BOG.DK

Modstandsfolk har anholdt to, der mistænkes for at have stået i ledtog med tyskerne. I baggrunden ses som et velanbragt symbol Frihedsstøtten. Tusindvis af danskere blev anholdt i de første hektiske befrielsesdage og langt de fleste blev sluppet fri igen efter nogle dage. Fotograf ukendt.

POLITIKEN

BOG.DK 12

“Nutidens løgnehistorier adskiller sig ikke væsentligt fra 1930'ernes propaganda” Vi rammes stadig af ’flyveblade’ i nutidens medievirkelighed, mener Lars-Martin Sørensen, som er forskningsleder ved Det Danske Filminstitut. Han er også forfatter til bøgerne Dansk film under nazismen og Sidste nyt fra Berlin, der handler om propaganda og misinformation i 1930'erne og under krigen.

Af Asle Lundorff

”F

orud for Hitlers magtovertagelse var der næsten frit spil for de danske journalister,” forklarer Lars-Martin Sørensen.

Men det skulle for alvor forandre sig op gennem 1930'erne. ”Efter Hitlers magtovertagelse var nazisterne blevet ekstremt opmærksomme på, hvordan de blev omtalt i nabolandenes medier”.

Den danske udenrigsminister, Peter Munch, havde gennem 1930'erne mere end 94 ’kammeratlige’ samtaler med pressen i Danmark. Han uddelte gang på gang reprimander til aviserne, der ikke måtte provokere nazisterne i Tyskland. Viderebragte de danske aviser ikke de officielle tyske meddelelser uredigerede, kom de tyske gesandter på nakken af dem og det officielle Danmark.

Og derfor opstod de ’kammeratlige samtaler’ med udenrigsministeren, der i den diplomatiske sags tjeneste så stort på pressefrihed.

“I pressen gør man så det, at man laver en fysisk opsætning af aviserne, der fortæller læseren, at ‘her har man en side propaganda. Intet af det, der står her, står til troende. Men nu får du det alligevel.’ Man gør i virkeligheden opmærksom på, at du ikke kan stole på dét, der står i avisen. Det er jo fantastisk! Hvor vildledende informationen end er, så er det jo en læseropdragende måde at gebærde sig på. Aviserne fortæller altså: ‘Her kan I se, at de siger diametralt modsatte ting. Det gør de, fordi noget er under opsejling. Men nu skal I bare se noget løgn, de fortæller’”.

Dét der karakteriserede den nazistiske misinformation i 1930’erne var, at afsenderen altid var helt tydelig. Man var ikke i tvivl om, at den tyske propagandaminister Joseph Goebbels mente, at jøder var at regne med rotter.

For det sagde han, mens man så hans ansigt eller hørte hans stemme. Man vidste, hvem afsenderen var.

“I dag kan man ikke længere tage bestik af, hvem der siger hvad. Fordi formålet med nogle af de propagandister, der agerer i dag - særligt de russiske troldefabrikker - ikke som sådan er at skabe usikkerhed om et enkelt forhold. Deres hovedinteresse er at skabe usikkerhed om alt. Og derfor spreder de deres misinformation anonymt for at skabe splid, opbrud og polarisering i vores del af verden og i særdeleshed i USA. Og det er en ny situation,“ mener Lars-Martin Sørensen.

Er du, som mennesker er flest og sidder på Facebook eller Instagram, mens du lader blikket glide ned over hvad dagen har bragt, bliver politiske propagandabeskeder blandet sammen med en hilsen fra mor og bille-

derne af dine børn fra sommerferien. Og medmindre du er en dygtig webanalytiker, så har du ikke en chance for at vurdere, hvem afsenderen er - eller om der overhovedet er en. Måske er det endda bare en webrobot, der spytter det her ud.

“Vi så blandt andet, hvordan det her udspillede sig under valgkampen i ‘16, hvor Hillary Clinton blev gjort skyldig i enhver forbrydelse, man kan komme i tanke om, at nogen kan begå.”

Hadpropaganda har nemlig gode betingelser på nettet, og “nutidens løgnehistorier adskiller sig ikke væsentligt fra 1930’ernes mere primitivt distribuerede propaganda”, som Lars-Martin Sørensen skriver i Sidste nyt fra Berlin. Dét, der har ændret sig, er måden, det spredes på og den kontekst, det sættes i. Og i internettets tidsalder forstærkes lemmingeeffekten af nettets algoritmer.

Hvor de mange er, kommer flere til. For sociale medier er som det vilde vesten, hvor oneliners løber med opmærksomheden til fordel for den nuancerede udredning. Men der er opklaring forude.

“Markedet for nyhedsjournalistik er i opbrud. Alting er gratis. Men det, folk bevidst går efter, er jo så baggrundsartiklen. Det er de gennemarbejdede artikler, man gerne vil betale for. De jo går ind og plukker emner ud og giver en tilbundsgående kritisk beskrivelse af dem, som en modvægt til alt det andet flimmer.”

Den svenske professor Hans Rosling sagde i et berømt afsnit af Deadline, at “man ikke kan benytte sig af medierne, hvis man vil forstå verden”. For de skal sælge aviser og kilde vores nysgerrighed og opmærksomhed. Og derfor hører vi om katastroferne og sensationerne, mens den stille fremgang ofte bliver glemt.

“Rosling hænger sin hat ved, at normalbilledet ser helt anderledes ud end den prisme, der hedder dagspressen. Men det er for mig mere en modsætning mellem øjeblikket og overblikket,” siger Lars-Martin Sørensen.

Bogen Factfulness af Hans Rosling er i øvrigt også udkommet på Lindhardt og Ringhof. ”Men selvom der er svipsere hist og pist, så mener jeg faktisk, at man kan stole på de store, publistiske medier. Helt generelt skal de jo informere os, og de skal også helst informere os korrekt. Men måske er det i virkeligheden vigtigst, at de får os til at tænke os om,” siger Lars-Martin Sørensen.

OM BØGERNE Sidste nyt fra Berlin er beretningen om, hvordan danske journalister dækkede de gruopvækkende begivenheder, der fandt sted under Hitlers regime fra 1933 og frem til besættelsen. Og om en knivskarp balance mellem journalistik og propaganda.

Dansk film under nazismen er en kontroversiel, historisk bog, der kortlægger den danske filmbranches samarbejde med nazi-Tyskland under besættelsen.

POLITIKEN

BERLINGSKE

13 BOG.DK

Sådan genopdagede jeg historien om One Dollar Man Bestsellerbiografien One Dollar Man om cykelsmeden William S. Knudsen, der udvandrede med ganske få dollars på lommen og endte som danskeren, der ændrede Anden Verdenskrig, er blevet til gennem syv års research i amerikanske arkiver. Her fortæller bogens forfatter, Ole Sønnichsen, om kampen for at finde de historiske detaljer.

Af Ole Sønnichsen

I

oktober 2012 sad jeg på et lille arkiv i byen Blair i Nebraska langt ude på den amerikanske prærie og åbnede kasse efter kasse for at finde gamle breve og dagbøger, der kunne kaste en god historie af sig om nogle af de 350.000 danskere, der udvandrede til Amerika mellem 1850 og 1920.

Danish American Archive & Library hedder arkivet, der er drevet af en bunke frivillige med rødder i Danmark. Arkivet ligger på hovedgaden i den lille by, hvor det ikke kræver meget fantasi at forestille sig en scene fra Det Vilde Vesten med støvede cowboys og knirkende døre til de lokale saloons.

Man skal forestille sig et arkivrum på størrelse med en gymnastiksal, fyldt med reoler med små, sorte bokse.

Jeg vidste ikke, hvad der var i boksene, så jeg begyndte fra en ende af at linde på lågene og kigge på indholdet.

Nogle gange er man heldig at finde guld i form af levende beskrivelser og følelsesladede fortællinger, andre gang er det bare uinteressante, gulnede papirer, der falder fra hinanden, når man rører ved dem.

Arbejdet tog fire dage, men jeg elsker nørderiet og fordybelsen – og fik masser af stof til det, der blev til tobindsværket Rejsen til Amerika, der udkom i 2013 og 2015.

Men undervejs åbnede jeg også en kasse og fandt en lille oversigt over prominente danskere i USA i 1930’erne. Her læste jeg første gang om cykelsmeden William S. Knudsen, der udvandrede til USA med 30 dollars på lommen og endte som øverste direktør for verdens største bilkoncern, General Motors. Senere søgte jeg på mere om ham og fandt ud af, at han også havde spillet en altafgørende rolle som chef for den amerikanske krigsproduktion under Anden Verdens-

krig, var blevet hentet til Washington af præsident Roosevelt personligt og endte som trestjernet general, den højest placerede civile nogensinde i den amerikanske hær.

Alligevel var hans historie stort set glemt både i USA og Danmark 70 år efter – og jeg vidste på stedet, at jeg måtte skrive bogen om ham. Derfor underspillede jeg fortællingen om William S. Knudsen i mine udvandringsbøger – og gemte alt det gode til One Dollar Man. Undervejs affotograferede jeg over 20.000 dokumenter og besøgte syv forskellige arkiver i fire forskellige amerikanske stater for at jagte de historiske detaljer om hans liv.

Det meste af fortællingen om William S. Knudsen er i dag gemt væk i store arkivkasser på forskellige adresser i Detroit. Når man linder på lågene, finder man gulnede avisartikler, håndskrevne udkast til taler på det karakteristiske gule kladdepapir, han altid brugte, gamle pas og hædersbevisninger, korte hilsner fra Roosevelt med sirlig håndskrift, sort¬hvide fotos, breve hjemme fra Danmark, et nydeligt sammenfoldet amerikansk flag og mindst én af de dollarsedler, han modtog for sit arbejde for præsidenten.

De tusindvis af dokumenter, fotos og genstande lægger tilsammen brikkerne til historien om cykelsmeden, der levede den amerikanske drøm. Det er som at bladre i en anderledes udgave af verdenshistorien, når han arbejder tæt sammen med Henry Ford, bliver introduceret til Thomas Edison og rådgiver Roosevelt under hele 44 besøg i Det Hvide Hus mellem 1938 og 1944.

Især to arkivbesøg står tilbage som lysende eksempler på, hvad det er, man som forfatter jagter i forsøget på at få billedet af en for længst afdød person til at træde tydeligt frem. Jeg vidste fx tidligt, at jeg måtte en tur til Yale University på den amerikanske østkyst et par ti-

mers kørsel nord for New York. Her har General Motors nemlig parkeret deres arkiv med materiale fra Anden Verdenskrig, og det forlød, at der lå et referat af et møde, som Knudsen havde med Hitlers næstkommanderende.

Jeg fandt referatet og kunne dokumentere, at Knudsen på alle måder havde siddet på første parket til nogle af verdenshistoriens mest dramatiske begivenheder. Det blev bekræftet på mit næste stop – præsident Roosevelts personlige arkiv. Her kom jeg egentlig for at få bekræftet, hvor mange gange Knudsen havde været i Det Hvide Hus for at besøge præsidenten, men den vildeste opdagelse var en række dokumenter, der påviste, at Roosevelt i slutningen af 1944 bad Knudsen om at rejse hjem til Danmark efter krigen for derfra at stå for genopbygningen af Europa.

Danskeren afslog venligt, men bestemt. Det havde ellers været en helt utrolig slutning på fortællingen om cykelsmeden, der blev en af hovedpersonerne under Anden Verdenskrig.

JYLLANDS-POSTEN

BOG.DK 14

Et falmet avisudklip satte gang i jagten på mystiske Vera Schalburg Det var mere eller mindre ved et tilfælde, at journalist Kirstine Kloster Andersen blev fascineret af spionen Vera Schalburg. Men da interessen først var vakt, blev en rejse gennem arkiver forbi historiefalsknere og havresuppe uundgåelig.

Af Kirstine Kloster Andersen

D

et var et falmet avisudklip, der satte gang i min jagt efter Spurven. Det faldt ud af en bog, jeg tilfældigvis faldt over i en bogreol i et sommerhus i Nordjylland. ”Smukke Vera” lød overskriften på artiklen, der var blevet bragt i Jyllands-Posten i 2002. Artiklen beskrev denne helt igennem dramatiske kvindeskæbne, hvis liv bød på spionage, revolution, kærlighed, bedrag og verdenskrige.

Artiklen sluttede med at konkludere, at Vera levede videre efter krigen og døde i 1993 i det sydlige England.

Jeg blev straks fanget af historien om denne danske, kvindelige James Bond, der også havde en fortid som russisk spion og ifølge rygter fortsatte karrieren som britisk spion under den kolde krig. Det førte mig videre til en biografi om hendes bror, en af Danmarks mest fremtrædende nazister, C.F. Schalburg.

Bogen indeholder et helt kapitel om Veras liv, og da jeg havde læst det, stod det klart, at det slet ikke var dokumenteret, at hun døde i England i 1993. Faktisk var der ingen, der anede, hvor hun forsvandt hen efter krigen.

Det var formentlig ikke blevet til andet end en undren, hvis jeg ikke kort tid efter til et firmafodboldstævne havde vundet et kursus i arkivsøgning på Rigsarkivet.

Her lærte jeg lidt om, hvordan man søger i arkiver, og det gav mig blod på tanden til at kaste mig ud i den fagre nye arkivverden.

Til lyden af højtidelig operamusik kørte forskellige slides med fotos af Vera henover skærmen, ledsaget af tekst på spansk. Det var en argentinsk kvindelig bruger, der havde uploadet videoen.

Jeg undrede mig selvfølgelig over, hvor hun kendte Vera fra, hvor hun havde skaffet fotos af Vera, og hvorfor hun interesserede sig så meget for hende, at hun havde lavet en Youtube-video om hende.

Argentina er jo kendt som landet, hvor mange nazister flygtede til og levede i anonymitet efter krigen, så måske var det der, Vera var flygtet hen, tænkte jeg.

Det skulle dog vise sig at være et blandt mange vildspor.

For da jeg endelig fik kontakt til den argentinske kvinde, viste det sig, at hendes interesse for Vera stammede fra en underlig drøm, der blev ved at dukke op. I drømmen flød cykler rundt i et hav, og der var et grønt skilt med teksten.

Jeg har oplevet mange andre besynderlige ting undervejs i processen. Første gang jeg besøgte det nationale arkiv i London, faldt jeg i snak med en mand, der viste sig at være historieforfalsker.

Han havde opdigtet et møde mellem de to store forfattere Charles Dickens og Fjodor Dostojevskij. Mødet var blevet taget for gode varer i årevis og var gengivet i flere bøger. Det var først, da en historiker begyndte at undre sig over, hvilket sprog de to forfattere havde kommunikeret på, at fupnummeret blev opdaget.

Denne pudseløjerlige mand skrev senere til mig og forsøgte at få mig til at sprede en historie om, at der var blevet opdaget en ny slutning på H.C. Andersens fortælling Kejserens nye klæder. I den nye slutning skulle drengen, der råber ”han har jo ikke noget tøj på”, have en ordentlig omgang tæsk.

Det gjorde jeg selvfølgelig ikke.

Det var et særligt højdepunkt at finde den første patientjournal fra Veras indlæggelse på Kommunehospitalets 6. afdeling, sindssygeafdelingen. For det første havde det taget mig over et år at få adgang til journalerne, og det havde været en længere proces, hvor jeg havde måtte klage over den manglende adgang.

Det endte med, at jeg fik lov at stå ude i en gammel faldefærdig bygning på Amager og selv kigge en masse kasser med patientjournaler igennem.

Min far gik tur med barnevognen nede på gaden med min lille datter, mens jeg stod bøjet ind over et bord og bladrede og bladrede. Og så pludselig stod ordene Vera Schalburg foran mig.

Det var også ret vildt at læse indholdet i patientjournalen; at Vera havde stillet sig op og tisset på gulvet foran sygeplejersken; at hun var blevet overflyttet til den lukkede afdeling, fordi hun skræmte de andre patienter. Pludselig gav en masse ting mening, også i forhold til hendes adfærd da hun sad fængslet i England.

Det er ikke kun arbejdet med at finde frem til arkivalierne, der har været en udfordring. Det har også krævet en større indsats at tyde indholdet i det materiale, jeg fandt.

For eksempel er indholdet i de gamle patientjournaler skrevet med skråskrift, som i sig selv kan være svært at tyde. På et tidspunkt faldt jeg for eksempel over ordet ”havresuppe” i en patientjournal og tænkte umiddelbart, at det nok var beskrivelsen af et måltid, hun havde fået.

Heldigvis allierede jeg mig med en ældre psykiater, der kunne forklare mig, at man dengang brugte havresuppe som glidecreme, når patienter fik smertestillende stoffer proppet op i bagdelen!

På den måde kunne både selve skriften og indholdet af teksterne i arkivmaterialet være en udfordring at tyde.

Et helt andet højdepunkt var selvfølgelig, da jeg endelig fandt frem til Veras gravsted og sandheden om hendes skæbne … Læs hele historien i Spurven.

JYLLANDS-POSTEN

15 BOG.DK

De frivillige i Baltikum endte som kernen i den danske nazistbevægelse De danske frivillige i Dansk-Baltisk Auxilliær Corps vendte sejrrige hjem fra uafhængighedskrigene i Baltikum i 1919. Men efter krigen blev mange af korpsets veteraner en del af den yderste højrefløj og nogle endte som kernen i den danske nazistbevægelse. Det skriver Mikkel Kirkebæk i tobindsværket Den yderste grænse.

Af Bjørk Busk Vang ”Helt i 1920 – Landsforræder under besættelsen.”

S

ådan skrev aviserne om kaptajn Richard Gustav Borgelin, da han i 1947 blev idømt halvandet års fængsel for samarbejde med tyskerne under besættelsen. Borgelin var ikke noget ukendt navn. Sammen med 200 andre danske frivillige var han rejst til Baltikum i 1919 for at hjælpe esterne i deres uafhængighedskrig. Det lykkedes at slå de russiske kommunister tilbage og sikre de baltiske landes selvstændighed.

I Den yderste grænse undersøger historiker Mikkel Kirkebæk, hvorfor de unge mænd i korpset senere kom til at spille en markant rolle på den yderste højrefløj.

De danske frivillige i Dansk-Baltisk Auxiliær Corps var en broget flok. Nogle rejste til Estland for at bekæmpe kommunismen, andre var eventyrere, der gjorde sig romantiske forestillinger om krig. Men langt de fleste var fattige arbejdere, der sluttede sig til korpset af ren og skær pengenød. ”Det var faktisk slet ikke et ideologisk korps fra starten. Mange var egentlig bare almindelige, unge mænd fra København. De rejste afsted, fordi de måtte tjene til dagen og vejen, og fordi arbejdsløsheden var tårnhøj i Danmark på det tidspunkt,” fortæller Mikkel Kirkebæk.

Det var altså ikke et had til kommunismen, der drev hovedparten af de frivillige i korpset. Men ved hjemrejsen var billedet et helt andet. ”Der var langt flere, der var ideologisk overbeviste antikommunister, da de rejste hjem til Danmark, end der var, da de tog afsted,” siger Mikkel Kirkebæk.

I løbet af de få måneder korpset var udsendt, skete der en hurtig radikalisering af de danske frivillige. ”Det er en ekstremt brutal krig, de bliver en del af. I starten er danskerne voldsomt chokerede over de ting, de oplever. Der bliver ofte ikke taget krigsfanger. Alle kommunisterne bliver skudt med det samme, og civilbefolkningen bliver plyndret. Men lynhurtigt sker der en forråelse af det danske korps. De tilpasser sig krigen,

og snart begynder de selv at deltage i krigens brutalitet, blandt andet henrettelse af krigsfanger,” siger Mikkel Kirkebæk.

Løjtnant Peter de Hemmer Gudme, der var en af de frivillige i Dansk-Baltisk Auxiliær Corps, forsøgte senere at forklare, hvilken stemning der havde grebet soldaterne og fået dem til at acceptere drab på krigsfanger og civile. Hvordan kunne de slå ihjel uden skyldfølelse? ”Dens [krigens] værste Skyggeside er, at den avler et Had, der kan gaa ud over alle Bredder, og som ikke kender til Naade. En Officer betegnede saaledes engang Bolschevikerne som gale Hunde, der maatte slaas grundigt ned, før de naaede at gøre mere Skade,” skrev Gudme i 1921.

Da korpset vendte hjem til Danmark, fik det en blandet modtagelse. I den konservative overklasse fik de danske frivillige status af helte, fordi de havde kæmpet mod kommunismen i øst. Men i arbejderklassen, som de fleste af korpsets deltagere kom fra, var modtagelsen en helt anden. ”Blandt arbejderne bliver de Baltikumsfrivillige set som klasseforrædere. De har jo været ovre og skyde på deres russiske klassefæller. Mange steder bliver veteranerne mobbet ud af arbejdspladserne og kastet ud i en form for pariatilværelse,” siger Mikkel Kirkebæk.

Det er med til at forklare, hvorfor en tredjedel af korpset i løbet af få måneder lod sig indrullere i andre militære korps, der kæmpede mod det kommunistiske Rusland. Sidenhen blev mange aktive i DNSAP, det danske nazistparti. ”I virkeligheden er det jo ikke særlig mærkeligt, at de havner i den nazistiske bevægelse. De bliver skubbet ud af deres egne miljøer, og derfor søger de andre fællesskaber. De er i forvejen militante, og så har de fået en frygt for kommunismen og en spirende antisemitisme med fra krigene i Baltikum,” forklarer Mikkel Kirkebæk.

Efter de to verdenskrige stod erindringen om de Baltikumsfrivillige i et romantisk skær – især i deres egne fortællinger. ”I de frivilliges erindringer er historien som regel, at

fjenden var grusom, mens de selv var retfærdige og spillede efter reglerne. Men selvfølgelig var danskerne hverken bedre eller værre end de andre på fronten - de tilpassede sig hurtigt krigens brutalitet. Så de var på ingen måde det moralske fyrtårn, som de senere påstod,” siger Mikkel Kirkebæk.

At mange af de frivillige blev en del af den danske nazistbevægelse i årene efter 1. verdenskrig, har heller ikke været en del af fortællingen før nu, fortæller Mikkel Kirkebæk. ”Heltefortællingen er drevet af de frivillige selv. Det er renskurede fortællinger, som mangler mange lag af historien. De frivillige hjalp de baltiske lande med at opnå selvstændighed, og det kan man med rette være stolt af. Men historien om de danske frivillige i Baltikum bør være baseret på et faghistorisk grundlag, ikke fantasifulde erindringer.”

BERLINGSKE

BOG.DK 16

Øjenvidneberetninger fra den nat hvor helvedes porte åbnede sig I februar 1945 blev Dresden udslettet. Tusindvis af bomber blev kastet ned over byen, og omkring 25.000 mennesker blev dræbt.

Den engelske bestsellerforfatter Sinclair McKay giver en levende beskrivelse af angrebet fra de allerførste bomber til de enorme brande, der bredte sig gennem byens kvarterer.

Af Dennis Andersen

F

lammerne nåede efterhånden mere end en kilometer op i luften.

Vi er med i beskyttelseskældrene og oplever den vantro angst hos familien Frank, da luftværnssirenerne hyler, og de hører den faretruende brummende lyd af hundredvis af bombefly på himlen over Dresden. Vi er med i den skrækslagne menneskemængde, der prøver at undslippe smelteovnsvarmen fra heksekedlen af brændende bygninger og instinktivt søger mod Elben.

Vi er øjenvidner, når katedraler og arkitektoniske perler eksploderer og blæser brændende hede vinde af orkanstyrke op mod himlen. Vi er med, når pigen Gisela ser sin bedstemor blive ramt af benzingelé fra en brandbombe og brænder ihjel.

Vi er med på flugten fra infernoet. Løbende for livet gennem flammeoplyste boulevarder og springende over forkullede lig og mennesker, der er bukket under for heden eller røgen. Det, som får Sinclair McKays beretning om en rædselsvækkende nat og et enestående øjeblik i verdenshistorien til at krybe helt ind under huden på sin læser, er først og fremmest, at store dele af bogen er fortalt med et gigantisk fletværk af øjenvidneberetninger.

Vi er også med foran generalstabskortet, da Luftmarskal Sir Arthur Harris fra Bomber Command fører an i planlægningen af angrebet, og vi er ombord på bombemaskinerne højt i den orangetonede himmel og møder unge piloter, der kigger ned gennem mørket på brande tusinder af meter under dem og nedkaster endnu flere brandbomber og ved, at de hvert øjeblik kan blive opslugt af flammer og brændt ihjel i levende live.

Vi er med besætningen, når de ligger på deres maver over bomberummene, taler med hinanden over samtaleanlægget og klamrer sig overtroisk til deres maskotter – hvad enten det var sixpences, specialsokker eller

endog en kærestes bh. En bh havde større kraft som talisman end et krucifiks.

Dresden 1945 – Ilden og mørket er en historie om militær magt, men forfatteren behandler ikke angrebet ud fra en udelukkende militærhistorisk vinkel. McKay prøver snarere at forstå katastrofen ved at se på den gennem øjnene på dem, der var der, på jorden og i luften; dem, der havde kommandoen, og dem, der ingen handlekraft havde.

For det her er en tragedie, der skabte krusninger langt hinsides krigen. Samtidig med alle de mange tusinder af liv, der blev udslukt denne ene nat, blev kultur og erindring også knust. Og rædslen ved denne nat er stadig et betændt politisk spørgsmål i dag.

Bogen beskriver også, hvordan Dresden langsomt er blevet genopbygget, men ikke uden vanskeligheder og konflikter. De minutiøst detaljerede restaureringer er blevet forlenet med følsom, moderne landskabsarkitektur, så de nye bygninger på torvene ikke umiddelbart falder i øjnene. Men det sære er, at trods den mirakuløse rekonstruktion kan vi stadig på en eller anden måde se ruinerne. ”Byen står nu som en slags totem for modbydeligheden ved total krig: Ligesom Hiroshima og Nagasaki forbindes navnet Dresden med tilintetgørelse,” som McKay skriver.

Efter krigen blev Dresden en del af DDR under Sovjetunionens kontrol. Russerne overtog styringen af historien i den mest bogstavelige forstand og opførte nye bygninger i byens centrum, som skulle række ud mod fremtiden.

Sandt er det, at andre tyske byer forholdsmæssigt led mere; Pforzheim, Köln, Frankfurt, Bremen, Mannheim, Lübeck og flere andre byer. I mange af dem var der, ud over det høje dødstal, som oversteg fantasien, store arkitektoniske tab – paladserne, operahusene og kirkerne,

der havde været en slags symboler på den europæiske civilisation.

Men en af Dresdens mere berømte borgere – Victor Klemperer, en akademiker, som var en af de meget få jødiske indbyggere, der var tilbage, efter at de fleste andre jøder var blevet deporteret til dødslejre – bemærkede efter krigen, at byen var ”et smykkeskrin”, og at det var en af de vægtigste grunde til, at ildstormen påkaldte sig så megen opmærksomhed.

Bogen og alle artiklens citater er oversat af Anders Juel Michelsen

BERLINGSKE

JYLLANDS-POSTEN

17 BOG.DK

Den ukendte danske helt

Optakten til Anden Verdenskrig begyndte i Asien. Peter Harmsens historiske biografi Sindberg fortæller historien om danskeren, der under Nanjing-massakren i 1937 og 1938 i en alder af bare 26, reddede tusinder af kinesere. Sindberg var fra Aarhus, som Harmsens egen familie også har en tilknytning til, og her fortæller han om, hvad arbejdet med bogen har betydet for ham personligt.

Af Peter Harmsen

B

ernhard Sindberg blev født den 19. februar 1911 på Schleppegrellsgade nr. 19 i Aarhus. 22 måneder tidligere, i april 1909, kom Christian Harmsen til verden i Vestergade, mindre end to kilometer borte. Han var min farfar.

Da de to drenge voksede op, var Aarhus med godt 60.000 indbyggere ikke nogen særligt stor by. De er sikkert stødt på hinanden på et eller andet tidspunkt. Måske har de stået i den samme gruppe af tilskuere ved den årlige Rundskuedag. Måske er de gået forbi hinanden tilfældigt på gaden. Som forfatter til en bog om Sindberg synes jeg, det er en fascinerende tanke.

Deres økonomiske forhold mindede om hinanden.

Sindbergs far var ostegrosserer. Christian Harmsens far, Ludvig, var handskemager med egen forretning på Immervad. Bygningen står der stadig, lige over for Magasin. I dag er der en 7-Eleven.

Det var en tid, hvor det moderne velstående Danmark blev til. Folk sled i det, og en 37-timers arbejdsuge var en absurd tanke. Sindbergs far, Johannes, var en entreprenant type i konstant aktivitet. Ikke alene var han en af byens driftigste ostehandlere. Han var også en ledende kraft i organisering af sin branche, og han var en flittig skribent i de aarhusianske aviser.

Ludvig Harmsen var, hvad man i dag ville kalde arbejdsnarkoman, og han benyttede sig af ”powernaps” mange årtier før det engelske udtryk overhovedet havde sneget sig ind i det danske sprog: Der går historier i min familie om, hvordan han efter lange timer på jobbet satte sig i en stol for at få sig en lur, men med et bundt nøgler i hånden. Når han lige akkurat slappede nok af, til at grebet i hånden blev slappere, faldt nøglebundtet på gulvet og vækkede ham – og så var det tilbage til arbejdet.

Ludvig Harmsen døde 20 år, før jeg blev født, men jeg har altid haft en meget præcis ide om, hvordan han så ud. Hans portræt med velplejet fuldskæg, hang på væggen derhjemme, da jeg var dreng. Selv har jeg boet i Aarhus i flere omgange, og det har altid været byens historie og dens tilknytning til min egen familie, som har interesseret mig.

Da jeg studerede på Aarhus Universitet omkring 1990, læste jeg Tage Skou-Hansens romaner om Aarhus i besættelsestiden, og det var underligt at gå rundt i de samme gader, som blev beskrevet i bøgerne. Bygningerne havde stort set ikke forandret sig, og nogle gange føltes det næsten som at være i en tidslomme.

Lidt den samme fornemmelse har jeg haft de seneste måneder, hvor jeg har arbejdet på biografien om Sind-

berg og besøgt mange af de steder i og omkring Aarhus, hvor han færdedes. Et eksempel er landsbyen Bjerager, hvor han var i lære som mejerist en kort overgang. Husene står der stadig, snorlige langs hovedgaden, præcis som for 90 år siden.

Mejeriet blev ikke Sindbergs metier særligt længe.

Han forlod Aarhus sidst i 20’erne, ligesom min farfar, Christian Harmsen, og ingen af dem kom nogensinde for alvor tilbage. Bernhard tog ud at sejle og så alle de store amerikanske og asiatiske havne. Min farfar flyttede til København, hvor han blev ingeniør på virksomheden Titan, som byggede kraner og andet materiel til industrien.

Hver på sin måde blev de indhentet af det verdensomspændende opgør, som bredte sig fra 30’ernes slutning.

Sindberg var i Kina, da den japanske invasionshær væltede ind over landet, og han gennemførte sin historiske bedrift i Nanjing vinteren 1937-38, hvor han reddede tusinder af kinesere fra japansk hævngerrighed – emnet for min bog.

Min farfar endte på den samme side i den globale konfrontation. Efter at Danmark blev besat i 1940, blev han efterhånden involveret i modstandsbevægelsen.

Han var blandt andet med til at forberede angrebet på Shellhuset, Gestapos hovedkvarter i København.

Det har jeg været stolt over, så længe jeg kan huske.

Men arbejdet i modstandsbevægelsen havde sikkert omkostninger, som vi andre ikke hørte om. Min farfars generation fortalte som regel kun lidt om de traumatiske oplevelser under krigen.

Sindberg var i samme kategori. Han nedskrev aldrig sine erindringer om tiden i Nanjing. Nogle ting var for smertefulde, og man holdt det for sig selv. Også dét hørte en anden tid til.

For første gang fortælles historien om en af de største humanitære skikkelser i det 20. århundredes Danmarkshistorie: Bernhard Arp Sindberg. I december 1937 falder den kinesiske hovedstad, Nanjing, og den japanske hær går amok i et orgie af vold, mord og gruppevoldtægter. I løbet af seks uger bliver hundredtusindvis af civilister og krigsfanger myrdet. Den danske opsynsmand på F.L. Smidths cementfabrik, Bernhard Arp Sindberg, åbner fabrikkens porte, og 10.000 civile kinesere slår sig ned på området uden for japanernes rækkevidde.

Dronning Margrethe afslørede en statue af Sindberg i Mindeparken i Aarhus i 2019.

FYENS STIFTSTIDENDE

BOG.DK 18

Hemingway befriede baren på Hotel Ritz For USAs store ikoniske forfatter, Ernest Hemingway, var både krig og kvinder en kamp, som rigtige mænd tog del i. Han var gift fire gange og deltog i lige så mange krige.

Af Jan Hedegaard

I

maj 1944 fik Hemingway en enestående chance af den amerikanske hær for i 10 måneder som krigskorrespondent at rapportere direkte fra Anden Verdenskrig, mens den kulminerede og Tyskland stod over for sit endegyldige sammenbrud. Muligheden, som andre journalister og forfattere ville have givet den ene arm for, forspildte han delvist med pinlig selviscenesættelse og ved (mod alle regler) at optræde, som om han selv var aktivt kæmpende.

Hans største bedrift, og den der oftest fremhæves, var, at han, mens den amerikanske hær modtog den tyske kommandants overgivelse, sammen med en gruppe højrøstede mænd styrede direkte mod Place Vendôme og ”befriede” baren på Hotel Ritz. De blev der i en uge, og Hemingway berettede storskrydende, at han egenhændigt havde taget livet af 21 fjender i tysk uniform på sin vej gennem Nordfrankrig. Tallet steg til 122 ud på de små timer. Baren på Ritz bærer i dag hans navn, Bar Hemingway, og der hænger billeder af ham på de panelbeklædte vægge.

Senere sluttede han sig til sin ven, den amerikanske general Buck Lanham, hvor han var i en måned. Længe nok til at han oplevede 22. infanteriregiment trænge ind i Tyskland.

Længe efter krigen udgav han Over floden ind i skovene (1950), der af kritikken blev set som en skuffelse, selv om den momentant indeholder fine eksempler på Hemingways prosa.

Hemingway deltog i de store krige i 1900-tallets første halvdel - foruden det løse; Første Verdenskrig, Den Spanske Borgerkrig og Anden Verdenskrig og han skabte litteratur af det han så: Romaner som Farvel til våbnene, Hvem ringer klokkerne for, Over floden ind i skovene og Øen og havet foruden en række noveller og kortere tekster.

Tematisk kredser Hemingway i sit forfatterskab om kvinder, krig og den store uspolerede natur, der i sig selv er en uophørlig fortælling om fødsel og død.

Et sted siger Hemingway, at kærlighed aldrig kan ende lykkeligt, for den ender altid med død. Døden kan aldrig overvindes, den er kun et spørgsmål om tid. I forfatterskabet allierer Hemingway sig med døden – if you cant’t beat it, join it! – og ifølge Hemingway sørger man for at leve så autentisk og tro mod sig selv som muligt og det er det, de gør, hans krigere, jægere, fiskere, boksere og tyrefægtere, og når de gør det, er det muligt for dem at gå døden i møde – modigt og værdigt.

Efter high school forlod Hemingway som 18-årig forældrenes trygge Chicago-forstad Oak Park for at blive ambulancechauffør for amerikansk Røde Kors på den østrigsk-italienske front i Første Verdenskrig. I juni 1918, to uger før han blev 19, blev han alvorligt såret af en østrigsk mortérgranat, mens han delte cigaretter og chokolade ud til soldaterne ved fronten.

Både granatsplinter og tabet af hans første, store kærlighed, den syv år ældre sygeplejerske Agnes von Kurowsky, som han mødte på det amerikanske militærhospital i Milano, tog han med sig resten af livet. Oplevelserne og den umulige kærlighed blev senere til romanen Farvel til våbnene (1929). Agnes giftede sig aldrig, men Hemingway gjorde. Fire gange.

I 1921 blev han gift med Hadley. De flyttede til Paris, hvorfra Hemingway arbejdede som udenrigskorrespondent. Det var her, han blev en del af det modernistiske kunstnermiljø og her han besluttede at blive forfatter. I 1926 kom, inspireret af tiden og vennerne, debutromanen Solen går sin gang (1926). Da Farvel til våbnene udkom tre år senere var Hemingway allerede gift anden gang, nu med Pauline, som hans første kone troskyldigt havde præsenteret ham for.

Et år efter den spanske borgerkrigs udbrud i 1936 rejste Hemingway via Paris til Madrid. I restauranten i

kælderen under Hotel Gran Via sad han og holdt hof, da journalisten Martha Gellhorn trådte ind. Hemingway havde mødt hende tidligere i Key West. Hun havde smigret ham skamløst og ingen satte mere pris på at høre, hvor fantastisk han var end Hemingway.

Han var i Spanien for nyhedsbureauet North American Newspaper Alliance for at skrive om den blodige kamp mod den fascistiske generalisimo, Francisco Franco, fra modpartens, republikanernes, side. Republikanerne fik støtte fra venstreorienterede, kommunister, idealister og kunstnere fra mange lande i Europa, der uden nævneværdig kamperfaring sluttede sig til såkaldte internationale brigader.

Hemingway havde indlogeret sig selv i værelse 108 på Hotel Florida på Plaza de Callao, og Gellhorn havde han indlogeret i det tilstødende værelse 109. Affæren kunne dårligt skjules, for efterhånden som det rygtedes, at Hemingway residerede på Hotel Florida strømmede også tidens litterære koryfæer som W.H. Auden, J.B. Priestley og Sean O’Casey til.

Hemingway kørte iført baskerhue ud til slagmarkerne i taxi. Her og i baren hentede han stof til de 31 artikler, som han sendte til sit nyhedsbureau – mens han gemte de bedste godbidder til den store roman om konflikten, som langsomt var begyndt at tage form.

Journalistkollegaen Herbert Mathews fra New York Times og Robert Merriman, der var økonom og fra Californien, og som i Spanien fungerede som major i 15.

Internationale Brigade, brugte han i forening som forbillede, da han skrev sin hovedperson Robert Jordan i Hvem ringer klokkerne for (1940).

Det skulle egentlig have været en bryllupsrejse til fjernøsten, da Hemingway og hans tredje kone, Martha Gellhorn, i 1941 rejste til Hong Kong. Martha ville desuden skrive om nationalistlederen Chiang Kai-sheks kamp mod det kejserlige Japans agression mod kineserne til magasinet Collier’s Weekly, og Hemingway havde en aftale med statslige amerikanske organisationer om at indsamle efterretninger om Kina. Det er det, der hedder spionage. Det blev et møde med en gådefuld og farverig orientalsk verden befolket af diktatorer, drukkenbolte, galninge, skurke og helte. Bryllupsrejsen? Nåja, den blev begyndelsen til enden på deres ægteskab.

19 BOG.DK Hemingway som krigskorrespondent sammen med sin ven og helt, Charles T. ”Buck” Lanham, oberst i 22. amerikanske infanteriregiment, der i oktober 1944 deltog i de voldsomme kampe i Hürtgenwald, der blev optakten til Ardenneroffensiven.

Hemingway havde end ikke pakket ud efter ankomsten til Hongkong Hotel i Pedder Street, før han buldrede ned i baren The Grips i lobbyen. På ingen tid havde han samlet et hof lydhøre journalister, forfattere, drukmåse, diplomater og rigmænd, der beredvilligt delte ud af deres syn på verdens skæve gang og deres faste repertoire af vittigheder. ”Hemingway faldt lynhurtigt til i Hong Kong,” kommenterede Martha Gellhorn tørt i sin bog Travels With Myself and Another (1978). Det var hende, der tog ud og besøgte de lokale markeder, opiumshuler og bordeller, mens han blev hængende i baren.

Ud over at hælde spiritus på sit tiltagende misbrug lykkedes det faktisk Hemingway at indsamle efterretninger til den amerikanske stat og få taget mål og syet en jakke, inden parret med fly rejste ud og besøgte forskellige frontafsnit, bl.a. ved Canton og Kunming. ”De var reelt journalistiske krigsturister, men blev behandlet som diplomatiske udsendinge,” lød kritikken senere, hvilket omvendt er forklaringen på, at de blev modtaget af notabiliteter som den anti-kommunistiske nationalistleder Chiang Kai-shek.

Tilbage i Hong Kong skiltes parret for at rejse hver sin omvej hjem. En af Hemingways rige venner fra The Grips sørgede for, at han ikke følte sig ensom på hotelværelset og betalte tre kinesiske prostituerede for at holde ham med selskab. Hændelsen omtales i den store, posthume roman, Øen og havet (1970), der blev skrevet på Cuba i krigens skygge. Bogens sidste del er en elementært spændende jagt på tyske ubåde i Caribien.

På Cuba fik Hemingway tilmed en opgave fra et forlag om at redigere en antologi om mænd i krig, Men at War, og han gik i gang med stor alvor og samlede tekster fra antikken til Anden Verdenskrig og skrev selv et fyldigt forord. Bogen skulle ikke forstås som en glorificering af krig, skrev han. Han havde lagt vægt på kun at medtage tekster, der berettede om soldatens og krigens vilkår med ægthed og autenticitet. Bogen skulle forstås som en påvisning af, at mænd til alle tider havde været nødt til at tage kampen op mod ydre fjender. Udgivelsen blev på over 1.000 sider og udkom i 1942.

I 1952 udkom den korte roman Den gamle mand og havet, der med gammeltestamentlig styrke handler om at blive gammel og se livets afslutning i øjnene. Pen-

gene herfra brugte Hemingway på en safari med sin fjerde hustru, Mary, til Østafrika. Mod rejsens slutning var de impliceret i to på hinanden følgende flystyrt.

Parret overlevede, men Hemingway havde de resterende år af sit liv konstante smerter og et støt svigtende helbred. I 1959 købte han det hus i Ketchum, Idaho, der blev hans tilflugtssted efter at han var blevet smidt ud af Cuba af Castro-regimet, der havde beslaglagt hans hjem. Det var her, han som en skygge af sig, selv til sidst skød sig – en søndag i sommeren 1961.

I forordet til antologien Men at War havde Hemingway i 1942 bl.a. skrevet, at han hader krig, og at han foragter de politikere, der forårsager den: ”men jo mere du hader krigen, des mere ved du, at når den er blevet dig påtvunget, uanset af hvilke årsager, så er du nødt til at gå ind i den og gøre dit for at vinde den og medvirke til at opretholde freden. Uanset om vi skal kæmpe i 100 år, uanset, hvem vi skal kæmpe imod og fortsætte til målet er nået.”

“Anne Franks dagbog er en klassiker. En uomgængelig bogryg på hylden.”

- JYLLANDS-POSTEN

LINDHARDT OG RINGHOF