Bogmagasinet 2020

2020 Lige nu

LÆS MERE

AKTUELT / KRIMI

AKTUELT

Anne Mette Hancock skriver prisvindende krimier, der er umulige at lægge fra sig

KRIMI

Stefan Ahnhem fornyer den svenske krimi. Snart kommer femte bog i serien om Fabian Risk

AKTUELT / FIKTION

AKTUELT / FIKTION

Maren Uthaug: Hele mit liv har jeg været imod at skulle castes som den søde pige

Thomas Korsgaard om novellesamlingen Tyverier: Vi er så bange for at tabe ansigt

AKTUELT / BIOGRAFI

AKTUELT / INDEFRA

Michelle Obama: Vi prøvede på at få børn, og det gik ikke særlig godt

Derfor læser jeg noveller – og hvorfor du også bør gøre det

Den 24. februar udkommer X måder at dø på, der er femte bog i Stefan Ahnhems serie om Fabian Risk.

Læs mere om den nervepirrende serie her.

Faglitteratur

FAGBØGER

FAGBØGER

Danskeren, der ændrede Anden Verdenskrig One Dollar Man er historien om den trestjernede general William S. Knudsen

Karin Palshøj om sit pragtværk om Danmarks regent: Alle har vi vores historie med og om Dronningen

Kvinder læser da Hemingway!

Af Gyrith Ravn

Det sker jævnligt at jeg – både på sociale medier og ude i virkeligheden – hører udsagn fra kvinder som: “Jeg læser ikke Hemingway, det lader jeg mændene om”; “Hemingway er rigtig mandelitteratur” – eller: “Hemingway er bare for macho for mig.”

O

g det gør mig hver gang trist, ærgerlig – og super irriteret.

Det gør mig trist på vegne af de stakkels kvinder, der ikke har læst ham; det ærgrer mig på vegne af dem, som lader sig afskrække af den slags udsagn og derfor ikke læser Hemingway, for det er simpelthen synd og skam. Og det irriterer mig, fordi hvad betyder det egentlig? En mande-forfatter? Hvad er det overhovedet?

“Ska du lese den med tissen, da?”

Jeg kommer uvægerligt til at tænke på et interview med en norsk kernefysiker, jeg faldt over for nogle år siden. Hun forklarer, at det forekommer hende, at både tøj, legetøj og bøger til børn bliver mere og mere kønnet – i forhold til det overhovedet at betegne noget som drenge- eller pigeting, -tøj eller -bøger.

Og så har hun den her fantastiske pointe: Hendes datter finder en bog, hun egentlig synes ser spændende ud, men hun tænker, at det vist er en drengebog. Hvortil moren spørger: S. 2

“Skal du lese den med tissen, da?” [skal du læse den med tissemanden, red.] – for hvis ikke det er tilfældet, så handler det vel grundlæggende om, om man synes bogen og dens emne er interessant. Og hvis den er det, og den i øvrigt er skrevet på et sprog, man forstår – så er det vel bare en bog?

Den helt simple pointe forekommer mig at være mindst lige så gældende når det kommer til voksne mennesker.

Et andet perspektiv

Her vil nogen måske indvende, at der simpelthen er emner og måder at se verden på, som hører til i et maskulint univers og er svære for kvinder at forstå – sådan ud fra devisen: Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus.

Til dem vil jeg sige: Jamen, hvem vil ikke gerne rejse til fremmede planeter eller endda galakser, få nye perspektiver og simpelthen opleve verden gennem andres øjne? Endda i sikkerhed fra sin egen sofa? Det vil JEG i hvert fald gerne; jeg vil endda sige, at det er en af de væsentligste årsager til, at jeg læser skønlitteratur – og at jeg elsker at læse skønlitteratur.

For er det ikke netop det, skønlitteraturen kan: Lade os træde i en andens sted, vise os verden som den tager sig ud for andre, fra et andet perspektiv?

Det at få lov at træde helt ind i hovedet på et andet menneske, forstå livsvilkår, handlinger og verdensopfattelse fra dét

synspunkt, dét er jo helt enestående for litteraturen – og i øvrigt med til at udvikle læsere til empatiske mennesker.

Det er der faktisk studier, der viser.

Den særlige stil

Hvad angår Hemingways emner: Ja, han skriver om ‘pikkede’ emner som krig, tyrefægtning, jagt og fiskeri. Han skriver også om kærlighed; om stærke, udspekulerede, bramfri kvinder, der bedrager deres mænd og ryger og drikker – i øvrigt præcis som deres mandlige counterparts i værkerne.

Hemingway er med andre ord både store følelser, spændende karakterer og verdenshistoriske begivenheder – det hele fortalt i hans helt særlige, yderst præcise, ordknappe stil.

Og se: Jeg kan forstå, at man kan synes om eller ikke synes om hans stil (og det er faktisk allerede løgn, for jeg forstår faktisk ikke, hvordan man ikke kan synes om den) – men kan vi blive enige om, at stil ikke er en kønnet størrelse?

Så hey kvinder: Læs lige noget Hemingway! Det kan da ikke passe, at det store, vidtfavnende og helt enestående forfatterskab skal være forbeholdt mænd?!

Og NÅR du nu læser ham, så prøv at gøre det uden at iføre dig de briller, du måske har fået foræret, der hedder: ‘Se, her er en rigtig mande-forfatter!’

Læs ham nu bare. Og bedøm selv.

LRLÆSER 2020: En ny læseudfordring hver måned Vil du have ny inspiration til læseoplevelserne i 2020? Vær med i Lindhardt og Ringhofs store læseudfordring LRLÆSER 2020 – og nå i mål med dine læsemål.

D

u kender nok følelsen af gerne at ville læse mere. Eller måske læser du den samme type bøger igen og igen, fordi du mangler ny inspiration? Vi kender det i hvert fald alt for godt.

Derfor vil vi gerne udfordre jer og jeres læsevaner. Vi inviterer derfor på en litterær rejse rundt i forskellige genrer, forfatterskaber, lande og stemninger.

Én læseudfordring hver måned i år

Hver måned i 2020 sætter vi en ny læseudfordring, som vi håber, I vil være med på at “løse”.

Formålet med udfordringen er naturligvis at få læst en masse bøger sammen med jer, og vi håber på, at I kommer til at opdage nye genrer og forfatterskaber. Hvem ved, måske får du også øjnene op for bøger, du ellers aldrig ville have læst …

Læs, anbefal og del

Hver måned lægger vi månedens læseudfordring ud på Facebook, Instagram og her på bog.dk – og så håber vi, I vil være med og hjælpe hinanden med at nå i mål med LRLÆSER 2020.

Der vil være mulighed for at få inspiration til bøger, anbefale bøger til hinanden og dele jeres fremskridt.

Hvor mange bøger vil du læse i 2020?

Ud over de månedlige læseudforinger vil vi gerne høre jeres personlige læsemål. Hvor mange bøger vil I gerne læse i 2020? Del det med os, og så ser vi, om vi kan nå i mål sammen.

Skabeloner til Instagram Story

Del det med os, når I gennemfører en læseudfordring, og anbefal den læste bog til andre. Brug hashtagget #LRLÆSER2020 på Instagram, og tag gerne @lindhardtogringhof – så deler vi også.

S. 3

KRIMI BESTSELLER Af Simone Krogh

ichael Katz Krefelds hæsblæsende, nervepirrende og stærkt underholdende bestsellerserie om privatdetektiven

Dét handler Ravn-serien om

Privatopdager og kriminalbetjent Thomas “Ravn” Ravnsholdt er omdrejningspunktet i Ravn-serien. Sam-

men med sin engelske bulldog Møffe har Ravn fast base på en gammel båd beliggende i Christianshavn, hvorfra han bliver involveret i en række forskellige kriminelle sager. I Afsporet bliver Ravn hvirvlet ind i en sag om trafficking, i Savnet trækkes han ind i en sag om DDR og Stasi, mens Sekten og Dybet handler om henholdsvis dommedagssekter og ondskab. Foruden Ravn og Møffe er faste karakterer i serien også bådnaboen Eduardo, an-

1. Afsporet

2. Savnet

3. Sekten

Den seneste bog (Skytsengel) i Michael Katz Krefelds populære krimiserie om Ravn er netop udkommet, og strøg direkte ind på de danske bestsellerlister.

M

Da vi møder kriminalbetjent Thomas Ravnsholdt for første gang, er han på sygeorlov.

Hans kæreste er blevet slået ihjel under et indbrud i deres hjem og fuld af sorg og selvbebrejdelse har Ravn søgt tilflugt i en gammel motorbåd i Christianshavns kanal.

Men en nær ven beder om hjælp til at finde en ung pige, der forsvandt sporløst et par år tidligere. Det hiver Ravn ud af sorgen og tvinger ham tilbage til sin gamle arbejdsplads og ned i Københavns krimielle underverden.

Alt tyder på, at pigen er blevet udsat for menneskehandel.

S. 4

Thomas Ravnsholdt, også kendt som Ravn, er guf for krimifans.

Efter to års pause er 6. bog i serien, Skytsengel, endelig landet hos de danske læsere. I alt har Michael Katz Krefeld efter sigende planer om at skrive (mindst) ti bøger i Ravn-serien.

I anden del af Ravn-serien bliver Ravn involveret i en forsvindingssag, der fører til Berlin.

En ensom mand har begået underslæb for at rejse til et hemmeligt møde i Berlin, men er forsvundet sporløst.

Ravn bliver gennem mandens søster Louise involveret i eftersøgningen. Men hurtigt opdager han, at der er tale om flere enlige mænd, der er forsvundet på mystisk vis i Berlin.

I Sekten bliver Ravn sat på, hvad der først synes at være en banal sag. Den velhavende direktør Ferdinand har brug for hjælp til at opspore sin søn.

Jakob, der 10 år forinden stiftede den nu skandaleramte sekt “Guds udvalgte”, er forsvundet.

Men sagen viser sig at være mere kompliceret end som så, da Ravn finder ud af at han ikke er den første privatdetektiv, der er sat på sagen. Og hans forgænger er forsvundet i den blå luft.

Michael Katz Krefelds Ravnserie tikvariatejeren Victoria samt Johnson, bartenderen på det lokale værtshus Havodderen.

Michael Katz Krefeld skriver med indlevelse og er en favorit blandt læserne. Hans bøgers popularitet blev cementeret, da han i 2016 mod-

tog Martha-Prisen, også kendt som læsernes egen bogpris. I 2018 vandt han Publikumsprisen på årets Krimimesse i Horsens.

Her kan du læse mere om de enkelte bøger i Ravn serien.

4. Dybet

5. Pagten

I Dybet får Ravn sin mest uhyggelige sag til dato.

En klient beder ham om at opspore en gammel skolekammerat, som han ikke har haft kontakt med i 17 år.

En række voldelige overgreb på kvinder har fået klienten til at mistænke, at det er skolekammeraten, der står bag.

Overfaldene minder nemlig om det, som han og kammeraten begik på en lille pige i 1993 og som endte fatalt.

Da endnu en kvinde bliver overfaldet og denne gang dræbt, indleder Ravn jagten på den anonyme morder.

I Pagten satser Ravn alt på at opklare den store gåde: Hvem dræbte hans kæreste i deres hjem for fem år siden?

Ravn kommer i besiddelse af nye oplysninger, der fører en lejemorder og en gruppe kriminelle betjente, der alle har forbindelse til en skræmmende magtfuld person i samfundets øverste top.

Men Ravn må indgå en fatal pagt med gangsterkongen Kaminsky, for at få mere viden der vil afsløre korruptionen og som vil føre til hans kærestes morder.

6. Skytsengel

Da Ravn vender tilbage efter et langvarigt sejltogt, er alt forandret på Christianshavn. Et skudattentat fra Frelserkirken har sendt død ned over den fredelige bydel, og en nær ven til Ravn er blevet hårdt såret.

Ravn starter sin egen efterforskning og får undervejs følgeskab af den unge advokat Miriam, der sender ham på sporet af en forsvunden krigsveteran.

Sammen forsøger de to at stoppe den ukendte gerningsmand, der holder nationen i et jerngreb, før et nyt attentat truer.

S. 5

Maren Uthaug:

Hele mit liv har jeg været imod at skulle castes som den søde pige INTERVIEW Forfatter Maren Uthaugs romaner er ikke som de fleste. I sine romaner Og sådan blev det, Hvor der er fugle og senest En lykkelig slutning tager Maren Uthaug livets grumme sider – heriblandt lidt for ung kærlighed, incestiøse forhold og nekrofili – under kærlig behandling. Vi har mødt hende til en snak om hendes forfatterskab.

M

aren Uthaug og jeg havde en aftale om, at der skulle tages billeder til interviewet og forsiden. Det var hun helt med på men svarede også ret kortfattet “Bare det ikke bliver nuttet”. Og sådan begynder vores samtale en regnfuld morgen på Frederiksberg.

Hvorfor må det ikke være nuttet?

“Hele mit liv har jeg været imod at skulle castes som den søde pige. Som kvinde skal man være flink, likeable og

S. 6

please. Og hvis nogen ikke kan lide én, er det en katastrofe. Vi kan ikke skeje ud uden pludselig at være sure eller hysteriske.

Og jeg har altid hadet det! For jeg er virkelig ikke særlig sød. Men jeg prøver at tage et vist hensyn til mine medmennesker. Jeg lærer mine børn, at de ikke må genere andre mennesker. De behøver ikke at overholde nogle regler.

De behøver ikke engang overholde loven – de må bare ikke genere nogen.

bare arme i en novemberudgave – og om jeg ikke også skulle have krøllet håret? Og selvfølgelig også have en lille strik på, så de der arme var dækket.

Det er ligesom dét, man forventer. Men jeg vil sgu ikke sidde der med krøller og en lille strik, jeg ikke engang ejer. Og på en eller anden måde så bliver det bare værre med alderen; den der forventning om, at man er sådan en med en lille strik. Jeg endte jo så alligevel i en lille jakke og medkrøller.”

En lykkelig slutning er titlen på Maren Uthaugs nyeste bog. Og trods den sobre titel er indholdet alt andet. Da slet ikke nuttet. Og så alligevel.

I bogen følger vi en sorgfuld nekrofils

”Ja, jeg ved ikke hvem fanden, jeg lignede. Men så er det jo heldigt, at jeg ikke skal leve af mit udseende.”

Alt det her med at være nuttet startede jo med, at jeg skulle have taget fotos til et andet interview. Et photo shoot, hvor både journalist og fotograf blev ved med at fortælle, at jeg ikke kan have

kamp med livet og døde(n), mens vi i bogstavelige og litterære sidespring ledsages gennem dødens kulturhistorie i de københavnske stræder. Vi tages også ved hånden af syv generationer af bedemænd, der fører dig ind og ud af deres både hede og kistekolde affærer.

Jeg får lidt dumt spurgt Maren “Hvorfor hun da ikke bare skriver en helt almindelig kærlighedsroman” og får godt selvforskyldt igen, at “Det var det da i den grad også – og har du overhovedet læst En lykkelig slutning?” Heldigvis for interviewets videre forløb, så havde jeg faktisk det.

“Det er da en kærlighedshistorie!? Hovedpersonen er dybt forelsket. Og jeg synes, at scenerne med de døde var helt fantastiske at prøve og skrive, som var det erotik og kærlighed. Hvis man nu tager ud af det, at det er en død, det handler om, så kunne det faktisk godt stå i enhver anden kærlighedsroman. Han kysser jo hendes hånd, fortæller hvor smuk hun er og hvisker undskyld. Og så er der selvfølgelig det med, at hun er død.

Detalje.”

et barn. Jeg håber aldrig nogensinde, det kommer til at ske’. Og pludselig blev de til mennesker for mig, og idéen om den sorgfulde nekrofile opstod.

Det er jo en enorm udfordring at tage én, som alle vrænger på næsen af, og så gøre ham sympatisk. Og vi har jo at gøre med et ellers ordentligt og ansvarsbevidst menneske. Men prædikatet

faktisk lidt bange for modtagelsen, fordi der er incest i – og måske i højere grad fordi jeg ikke gør det store melodrama ud af incestforholdet. Jeg lader ikke pigen blive til et offer, og hun får på sin vis også noget ud af det selv.

Og der er man jo altid bange for at få skudt i skoene, at man går ind for den slags – eller at det bliver fremstillet som om offeret jo selv spillede op. Og det er jo ikke dét, jeg siger.

Men jeg mener, at man altid har et valg. Og nogle gange er det så et lortevalg, som i min anden roman: Vil jeg knalde min far, så han kan sweettalkes til en billet væk? Eller vil jeg blive her?”

“På den måde er vi nådesløse. Både dem, der tænder på, at kæresten ligger lidt stille i soveværelset, og dem, der graver lig op og sidder og sutter på en knogle, bliver sidestillet. Alle får de stemplet nekrofile.”

Hvordan kommer man på at skrive om en sorgfuld nekrofil?

“Da jeg begyndte, vidste jeg blot, at det skulle handle om bedemænd og dødens kulturhistorie. Men en dag, mens jeg tegnede striber, så jeg en dokumentar om en flok pædofile, der i en gruppe talte sammen med en psykolog. Og jeg har jo altid tænkt ‘pædofile er assholes’. De skal ud. De skal have pikken af; væk med dem. Men her var nogle, der aldrig havde rørt et barn og alligevel var helt utroligt kede af det. Én af dem sagde ‘Det ødelægger hele mit liv, og jeg har aldrig gjort noget. Jeg har aldrig nogensinde forgrebet mig på et barn, jeg ønsker ikke at forgribe mig på

‘nekrofil’ står ud på en måde, hvor han vil være én, som langt de fleste vil pege fingre af.”

“I vores kultur burde det i sagens natur ikke være et problem at have sex med døde. Dem brænder vi ofte, fordi vi netop betragter det sådan, at når man er død, så er sjælen væk. Så er det et tomt hylster. Så hvad er det egentlig, man forbryder sig mod? Man kan jo ikke selv planlægge, hvem man forelsker sig i. Du kan jo ikke sige ‘Det er også fordi, at min mor var sådan her og gjorde det her’. Så hvor er jeg dog lykkelig for, at mine egne seksuelle præferencer ligger inden for lovens rammer.”

Er der en grænse for, hvad man kan skrive om?

“Jeg har forsøgt at gøre nekrofilien i den her bog spiselig. Det er virkelig tonet ned – og der er slettet meget, som I skal være glade for, at I ikke får – og som nu bare skal bo inde i mit hoved, hvor det bidrager med en konstant snert af kvalme. Men jeg synes jo, at det skal være en bog, som alle kan læse, men som samtidig godt må bide lidt fra sig.

Da jeg skrev Hvor der er fugle, var jeg

Hvorfor går familiedrama igen i alle dine bøger?

“Alle kan jo genkende sig selv i det dysfunktionelle i familien. Jeg prøver jo selv at skabe min egen lille perfekte en af slagsen, men efter at have haft børn i over 17 år må jeg også bare se i øjnene, at alle familier er dysfunktionelle. Også vores. Det er bare nogle steder, hvor man må sige: “Okay, det her magter vi så tydeligvis ikke.”

Det værste er, at det dysfunktionelle bliver sådan noget, man ikke må tale om. At man skal lade som om, at der ikke er et stort skrummel af en elefant i rummet. Specielt som barn kan man sidde ved aftensbordet, mens det eneste der bliver sagt er ‘Nå, men hvordan går det så med arbejdet og alt det’.

Og det er rædselsfuldt. Jeg prøver at se mine egne fejl i øjnene. Og jeg prøver at fortælle mine børn, at de ikke skal lade sig tricke af det og i stedet fortælle mig, at jeg skal tage mig sammen, hvis det er min opførsel, der udgør elefanten.

Så tror jeg, at man bliver stærkere.”

En lykkelig slutning

At begrave de ensomme og udstødte har altid været en tradition i min familie. Helt siden den første af os, min tiptiptipoldefar tog sig af uønskede spædbørn, der blev smidt i et hul for at græde sig ud af livet alene, har vi haft en forkærlighed for at tage os af fortabte sjæle.

En lykkelig slutning er Maren Uthaugs tredje roman. Gennem syv generationer af bedemænd fortælles dødens kulturhistorie i København. Nicolas bliver sidste bedemand i ubrudt linje. For efter at have levet for, af og med de døde i 150 år har seneste slægtled udviklet en lyst, der er helt uforenelig med at føre familiens livsværk videre.

S. 7

Stefan Ahnhem fornyer den svenske krimi.

Snart kommer femte bog i serien om Fabian Risk

Den 24. februar udkommer X måder at dø på, der er femte bog i Stefan Ahnhems serie om Fabian Risk. Læs mere om den nervepirrende serie her.

D

et er noget af en sensation, når en forfatter sælger en krimiserie til filmatisering – før bøgerne er skrevet. Ikke desto mindre skete det for Stefan Ahnhem, efter han havde skrevet den første krimi i serien om Fabian Risk. Nordisk Film var vilde med dem og købte filmrettighederne til de efterfølgende bøger i serien.

S. 8

I Stefan Ahnhems krimiserie om Fabian Risk kan alt ske

Krimiserien følger Fabian Risk og hans arbejde hos politiet i Helsingborg, hvor han gang på gang hvirvles ind i mystiske og omfattende sager. Med sin baggrund indenfor manuskriptforfatning benytter Stefan Ahnhem sig af krydsklip og andre filmiske virkemidler til at skrive en spændende og hæsblæsende krimiserie, der med sine mysterier trækker tråde langt udover Helsingborgs grænser.

Indtil videre er fire bøger udkommet i

den populære serie, som følges op af X måder at dø på den 24. februar 2020.

Med serien om Fabian Risk giver Stefan Ahnhem sit bud på en nyfortolkning af den svenske krimi, hvor der er plads til det uforudsigelige og usandsynlige.

Stefan Ahnhem har mange års erfaring som manuskriptforfatter på de svenske tv-serier om blandt andet Wallander og Irene Huss, og nu har han fået blod på tanden efter at forny krimigenren.

Overfor kan du læse mere om de enkelte bøger i Fabian Risk serien.

Rækkefølgen i Fabian Risk-serien 1. Offer uden ansigt Fabian Risk beslutter sig sammen med sin familie at flytte tilbage til sin fødeby, Helsingborg.

Allerede få timer efter ankomsten ringer hans nye chef, Astrid Tuvesson angående et brutalt mord.

Liget af Jørgen Pålsson, som er Risks gamle klassekammerat, er blevet fundet – han er blevet brutalt myrdet og har fået begge hænder skåret af.

Der går ikke længe, før flere lig af tidligere klassekammerater dukker op, og det går op for Risk , at han i høj grad selv spiller en vigtig rolle.

2. Den niende grav

Den svenske justitsminister forlader rigsdagen efter en hård debat. Han når dog aldrig frem til sin bil og synes forsvundet op i den blå luft.

Sneen og kulden holder både Stockholm og København i et jerngreb, da Fabian Risk kaldes ind for i al hemmelighed at udrede omstændighederne bag justitsministerens forsvinden.

Men det skal snart vise sig, at nogle forsøger at holde sandheden skjult, og at ingenting er, som de burde være.

Samtidig bliver en kendt dansk tv-journalists hustru fundet myrdet i sit hjem. Dunja Hougaard fra Københavns Politis Drabsafdeling leder efterforskningen, som fører hende over sundet til Sverige.

3. Atten grader minus

Hvor meget af et menneskes liv kan man stjæle?

En bil kører ud over kajkanten i Helsingborgs havn efter en heftig biljagt.

Alt peger på, at der er tale om en ulykke, men da føreren obduceres, viser det sig, at han har været død i to måneder. Og at han har været frosset ned.

4. Motiv X

Kom med til Helsingborg, hvor et mord med racistiske undertoner sætter gang i et større efterforskningsarbejde hos politiet. Datteren Matilda ligger i koma efter et skuddrama, og Fabian Risk er travlt optaget af at bringe sin familie på fode igen. Men da en ung syrisk dreng bliver brutalt myrdet og flere mord følger, må han tilbage på arbejde.

Fabian Risk og kollegerne hos Helsingborg politi kastes ud i en kamp mod tiden og en presset jagt på gerningsmændene. Samtidig kommer Fabian i besiddelse af information, som hans afdøde kollega Hugo Elvin efterlod sig; information, der giver Fabian viden om forhold på stationen, der kan få fatale professionelle og personlige konsekvenser for alle.

5. X måder at dø på

Her er en af de krimier i 2020, som vi er mange, der har ventet spændt på! Stefans nye bog, X måder at dø på, begynder få sekunder efter den hæsblæsende slutning på Motiv X, som efterlod mange åbne spørgsmål.

I X måder at dø på bygger Stefan Ahnhem videre på sit nervepirrende krimiepos og det univers han har skabt med Risk og hans kolleger hos politiet i Helsingborg centrum. Det er femte bog i den svenske krimiserie om Fabian Risk, men de to sidste bøger kan sagtens læses selvstændigt sammen.

S. 9

Ditte Wiese

om FOMO: Jeg er pissebange for at gĂĽ glip af livet S. 10

INTERVIEW Forventningspres og fear of missing out er ikke kun noget, som hovedpersonen i Ditte Wieses seneste roman Og så drukner jeg … kæmper med. Det er også noget, hun selv kender til, for hvordan tackler man lige forfatterskabet, familien og de sociale medier, når frygten for at gå glip af noget ånder en i nakken?

H

vad gik du glip af, da du skrev Og så drukner jeg …?

Når man vælger noget, så er det ofte også et fravalg af noget andet.

Jeg prioriterer meget hårdt, men det betyder også, at der er mange ting, jeg bevidst vælger fra for at skrive. Det har ikke kostet venskaber, men det har kostet bekendtskaber, et utal af bøger, jeg ikke har nået at læse, og serier, som har kørt foran mig, imens jeg har siddet med næsen i computeren.

Du har ligesom romanens hovedperson Josephine oplevet at blive ramt af angst. Hvordan har du tacklet det?

Det er sindssygt svært at tackle angst, for uanset hvad ens fornuft siger, så går krybdyrhjernen i panik, og det er umuligt at trække vejret, tårerne står ud af hovedet på en, og hjertet ræser afsted. Det, der udløste det for mig, var præstationspres. Jeg skal hele tiden være bedre end mig selv, så hvis jeg var god sidste gang, så skal jeg være endnu bedre næste gang. Jeg har forsøgt at styre mine tanker, når de kommer.

At fokusere på at trække vejret og sige pæne ting til mig selv og huske på, at jeg ikke kun er forfatter-Ditte, så derfor er det ikke nødvendigt for hele mig at gå i panik. Det lyder måske fjollet, men det har virket.

Hvad er den største FOMO-faktor i din hverdag?

Jeg er pissebange for at gå glip af livet.

Det venter ikke, så jeg skal bare have så meget ud af det som muligt. Det er faktisk en af grundene til, at jeg kastede mig ud i at skrive romaner.

Jeg er bange for, at jeg misser noget i forbindelse med mit forfatterliv, og når jeg så står i det, så er jeg bange for, at jeg misser noget med min familie.

Jeg elsker at være på på de forskellige sociale medier, men der er jeg ikke bange for at gå glip af noget, kun bange for at nogen synes, jeg er arrogant, hvis ikke jeg svarer hurtigt eller misser en kommentar.

Hvad er det værste, du er gået glip af?

Altså … jeg brugte en hel kæresteweekend med min mand på at skrive på en bog i stedet for at være kærester. Han var meget sød og støttende, og jeg skrev noget virkelig godt, men jeg har stadig dårlig samvittighed.

Hvad er dit bedste råd til at undgå FOMO i hverdagen?

Mit allerbedste råd er at mærke efter, hvad man faktisk kan holde til og sige det højt. Jeg vil virkelig gerne være med til fester, gå på café og drikke bobler, men nogle gange kan jeg mærke, at jeg trænger til at gå rundt med mascara fra dagen før i mine bløde natbukser, for ellers kan jeg ikke trække vejret.

Jeg har stadig ikke mødt nogen, der ikke har mødt mig med forståelse, og faktisk siger de fleste, at de bare ville ønske, at de også kunne finde ud af at sige fra.

Ditte Wiese (Winther-Rasmussen) er født i 1978. Hun er opvokset i provinsen og kender alt til bøhlandsblues og rastløshed. I flere år har hun arbejdet med unge på forskellige typer ungdomsudannelser og kan nikke genkendende til det liv og de udfordringer, de unge forsøger at navigere i.

Ditte har altid arbejdet med ord i forskellige afskygninger, og hun er uddannet inden for kommunikation og markedsføring. I dag er hun omgivet af litteratur, for udover at skrive bøger arbejder Ditte som kommunikationsmedarbejder på Gladsaxe Bibliotekerne. Det uperfekte, ærlige og rå har en særlig plads hos forfatteren, som samtidig er håbløs romantiker og evig optimist.

Det er en svær balancegang, men ingen lovede, at livet var nemt.

Og så drukner jeg ...

Hvis ikke du præsterer perfekt, er du en taber! Sådan tænker den 18-årige Josephine, der forsøger at være ligeså perfekt og dygtig som sine venner. Hun har lagt en plan for sit liv. Hun har valgt en fornuftig uddannelse, den rigtige kæreste og den korrekte diæt. Det er godt, og det er perfekt.

Men der er noget, der sitrer i hende. Små bølger af noget forkert, der presser på og holder hende vågen. Det borer sig ind i hendes hjerne og larmer. Får hende til at glemme ting. Glemme at trække vejret. Hun kan slet ikke få luft, men hun tør ikke råbe om hjælp. For hvis ikke hun kan alting, er hun jo ingenting.

S. 11

Thomas Korsgaard om novellesamlingen Tyverier: Vi er så bange for at tabe ansigt Af Gyrith Ravn

Efter stor succes med debutromanen Hvis der skulle komme et menneske forbi og efterfølgeren En dag vil vi grine af det har Thomas Korsgaard nu skrevet novellesamlingen Tyverier.

V

i har taget en snak med Thomas Korsgaard om novellegenren, om forskellige former for tyveri og om leg med identiteter.

Efter to succesfulde romaner har du denne gang skrevet en novellesamling – hvorfor? Og hvordan er det at skrive noveller?

På en måde har det altid ligget i det, jeg har lavet, det med at fortælle kort og afrundet. Jeg skriver meget i scener.

Begge mine romaner er bygget op af scener, som man bliver i. Desuden elsker jeg at arbejde med replikker og stemmer, det har jeg også gjort meget i mine romaner – og nogle af de her noveller har været som at skrive én lang replik. Så der er mange ligheder, synes jeg.

S. 12

Men samtidig er det meget forskellige dem kan man give meget plads i en måder at arbejde med tekst på. Jeg har novelle. virkelig nydt at skrive mine romaner, Og det er faktisk noget af det, jeg synes, og noget af det bedste ved dét arbejde jeg er god til: Det med at finde de små er, at man over et længere forløb følger ting. Så på en måde synes jeg novelde samme karakterers udvikling. Man legenren passer godt til mit temperafølger deres valg og de konsekvenser, ment og min måde at være forfatter de får. på.

At skrive noveller handler i virkeligheden meget om at slette. Man skal Er det så lettere eller sværere at skrive virkelig være præcis. Og så har alt vægt noveller i forhold til romaner? i en novelle – og det betyder også, at Det er svært på en anden måde, fordi der er historier, man kan fortælle i man skal holde tungen lige i munden – en novelle, som jeg aldrig ville kunne og det er især svært at afslutte noveller, fortælle i en roman. Dér ville de simfordi de skal slutte det helt rigtige sted. pelthen drukne i det større, narrative Der er noget med timing involveret. forløb.

Desuden har alt i teksten betydning, I en novelle kan en lille bitte løgn, eller så man skal være skarp. Man skal ikke en replik nogen siger, som på overfladskrive noget ind, bare fordi det lyder en er sød, men som i virkeligheden godt. er ondskabsfuld, få meget større Men genren lader mig også lege. I betydning, og det kan jeg godt lide. Så Tyverier er en af novellerne et brev, en elementer, der anden er uder bittesmå, og ”En novelle er jo noget helt andet: Det formet som en som man ville er et moment. Især mine noveller, som monolog – en læse hen over er korte og i nutid; man træder ikke ud slags bekeni en roman, delse eller af det øjeblik, de foregår i.”

”Hvis jeg er en tyv, er det ikke ensbetydende med, at man ikke kan stole på mig. Jeg bærer på et hav af andre folks hemmeligheder.”

– fra titelnovellen “Tyverier” forklaring – fra én, der fortæller om alt, hvad han har stjålet. Og så er der en decideret manual i ‘man’-form. Så der er noget med formen, med formatet, som man kan prøve af, når man skriver noveller, og det synes jeg har været enormt sjovt.

Du har tidligere fortalt, at dine romaner i nogen grad låner inspiration fra din opvækst. Hvad med novellerne – er de også bygget på stof fra virkeligheden?

Altså: Nu hedder samlingen jo Tyverier, og det er jo ikke fordi jeg går og stjæler med arme og ben. Men alle novellerne har en krog ind i virkeligheden i den forstand, at de begynder med en følelse eller en undren eller noget, jeg gerne vil blive klogere på.

Jeg har altid været meget optaget af at udgive mig for at være en anden. Jeg har fx en falsk facebookprofil, som jeg har haft i årevis, fordi jeg ellers ikke gider at være på facebook. Og hun har fået sin egen stemme nu; hun er en kvinde, der bor i Hanstholm.

Jeg har også en falsk Instagram, som jeg bruger til at drille mine venner med. Jeg har gjort det, siden jeg var lille, fordi det er enormt spændende – altså for det første er det jo sjovt, men for det andet er det jo også – ligesom i novellerne – noget med at tage andres

”Dét med at lege med identiteter; det er jo tilladt i litteraturen.” stemmer på sig.

Når man tager andres stemmer på sig, så finder man ud af, at der er noget andet, man kan sige. Og når der er noget andet, man kan sige, så kan man

også nå ind til en anden sandhed. Og et andet syn på, hvordan det er at være menneske – og en anden sandhed om, at være menneske. Derfor synes jeg det er lærerigt at forsøge at tale med en anden stemme – eller udgive sig for at være en anden end den, man er.

Er det derfor, samlingen hedder Tyverier? Fordi du ‘låner’ andres stemmer?

Samlingen hedder Tyverier, fordi den i meget høj grad handler om at tage noget fra andre – i overført betydning.

Vi lyver og finder på dårlige undskyldninger og gemmer os – det gør vi, fordi vi er så bange for at tabe ansigt og gøre

”Noget af det, jeg er meget optaget af ved mennesker er, hvor bange vi alle sammen er for at tabe ansigt.” vores liv til en scene fra Klovn (som jeg i øvrigt elsker og synes er noget af det mest begavede tv, der findes).

Sådan er det også for mine hovedpersoner – de har så store forhåbninger.

Der er en mand, der har mødt én i toget, som han skal holde nytårsaften med – og det skal han slet ikke, det er noget, han har bildt sig selv ind.

For alle mine karakterer er der store forhåbninger, og de tror, der skal ske alt muligt, som helt tydeligt ikke skal ske – og de bevæger sig alle på kanten af det ansigtstab, som ville være så forfærdeligt, at det ville føles som døden.

Apropos det med at stjæle: Har du ladet dig inspirere af andre forfattere i arbejdet med Tyverier?

Jeg vidste, at jeg denne gang ville skrive en novellesamling. Det er også fordi jeg elsker at læse noveller, og det smitter jo af på, hvad man har lyst til at skrive. Man vil gerne skrive noget, der er lige så godt som det, man selv

synes er bedst.

Blandt de novelleforfattere, der har inspireret mig, er norske Gunhild Øyehaug, som både kan skrive klassisk og helt udgakket. Desuden skriver hun ofte om de udsatte i samfundet, og den interesse deler jeg med hende.

Og så har jeg lånt en del fra en anden genre – nemlig fra den svenske filminstruktør, Roy Andersson. Især filmene ”Du levende” (2007) og ”Sange fra anden sal” (2000); de film er nærmest novellesamlinger på den måde, at scenerne ikke nødvendigvis hænger samme narrativt.

Da jeg så hans film, tænkte jeg: Man kan godt lave noget, som det her, jeg gerne vil – med nogle løsrevne nedslag.

Jeg tænkte: Man må godt det her, jeg gør. Jeg har virkelig fundet stor inspi-

Tyverier Tyverier er en en samling af femten noveller om hemmeligheder, ensomhed og store forhåbninger.

I Tyverier skriver Thomas Korsgaard om betydningsfulde øjeblikke i en række personers liv: Om at blive konfronteret med sin fortid på et posthus. Om at kravle ud ad vinduet til en familiefrokost efter at have fået sandheden at vide. Om at være på jagt efter årets nytårsmiddag i en container.

Om at forsøge at sælge en forsikring til en døende.

Ikke mindst handler fortællingerne om at stjæle ting og sager – og liste hemmeligheder ud af folk – uden at det nogensinde bliver opdaget.

Tyverier er en novellesamling med et syrligt-kærligt blik for detaljerne – og umiskendeligt Thomas Korsgaard.

S. 13

Ida-Marie Rendtorff: Fantasy skal også handle om os selv Af Søren Anker Madsen

Ida-Marie Rendtorff har med Isens hjerte skabt en serie, der er inspireret af vores klimaproblemer – men også handler om en ung piges kamp for at finde sig selv som menneske.

I

da-Marie Rendtorff debuterede i 2004 med romanen Strømsvigt, som hun fik Skolebiblioteksforeningens Forfatterpris for. Siden har hun skrevet mange bøger til børn og unge

S. 14

og har især haft stor succes inden for Fik inspiration fra fangersamfund til fantasygenren, bl.a. med serier som første bog …

Dalia Dragehvisker, Stemmetyven og Ismanerne fra Tild er første bind og Skyggefolket. handler om Aira og Ulk, som bor i Nu er hun en verden ”Serien om Isens hjerte er selvfølgelig inaktuel med fuld af is og fantasyserien spireret af vores tid, hvor isen smelter på magi. Aira er polerne. Men det ikke en én til én-fortælling. ismaner. Ulk Isens hjerte, Det er det gode ved fantasy-genren; den der handler er fanger. En kan trække tråde til vores verden, uden at om en pige, dag kommer som rejser ud det bliver for tematungt.”

Ulk hjem fra for at teste sig en rejse mod selv og finde sin plads i verden. syd og fortæller, at byen Tild er begyndt

at smelte. Byens ismanere er sporløst forsvundet, og ingen ved hvorfor. Onde kræfter er på spil, og Aira og Ulk er de eneste, der kan gøre noget. De skal forhindre, at al isen smelter.

“Jeg fik ideen, da jeg læste en artikel om et fangerfolk i Alaska, som befinder sig på tidens rand, fordi isen trækker sig tilbage. Men fortællingen er også inspireret af fangersamfund i Grønland. Her har jeg fundet information, som jeg har kunnet bruge til at beskrive ismanernes levevis,” fortæller Ida-Marie Rendtorff.

… og fra det ydre rum til den næste

I seriens anden bog, Byen der smeltede, er Ulk og Aira ankommet til byen Tild, og de indser straks, at der noget helt galt. De kaster sig ud i en farefuld efterforskning, da det ikke er alle, som er lige interesserede i, at Aira og Ulk opklarer, hvad der er sket med ismanerne.

“I historien er Isens hjerte en sten, der befinder sig dybt inde i et bjerg. Jeg forestiller mig, at det er en slags meteorsten fra det ydre rum med en særlig kraft. Og Airas bedstemor er et shaman-agtigt menneske, som ved hjælp af Isens hjertes magiske kraft bliver i stand til at se syner. Isens hjerte spiller også en vigtig rolle, når ismanerne ved et særligt indvielsesritual får evnen til at synge iskrystaller frem,” forklarer Ida-Marie Rendtorff.

Næste ismaner i arvefølgen

Genkendelse er vigtigt

I Den døde jord (som udkommer i Ida-Marie Rendtorff har altid selv foråret 2020) bliver Aira og Ulk nødt til fortalt historier. Ret hurtigt blev hun at forlade deres isverden og sejle mod også en læsehest, som slugte alle syd til trælandet Gulg for at opklare klassikerne, de nordiske og græske mysteriet om de forsvundne ismanere. myter, og udsnit af Danmarkshistorien Men det er en farefuld rejse, for ismaog verdenshistorien. En favorit var nere kan ikke tåle sydens sol. dog Silas og den sorte hoppe af Cecil Da de når frem, er intet, som de troede, Bødker. for landet er udpint og overhovedet “Jeg har lige været til fremtidsmesse ikke grønt. I Gulgs hovedstad er de i Sibirien, hvor jeg skulle fortælle om tæt på at blive fanget, og de må flygte min trilogi Kloden under vand. Der langt ud på landet. Her bliver markmødte jeg unge russere, som fortalte, erne grønnere, og da Aira og Ulk hører at der i deres verden ikke findes børnenatlig sang, lister de sig nærmere. Aira og ungdomsbøger f.eks. om klima, er ikke i tvivl – det er ismanernes sang, seksualitet, skilsmisse og død,” de kan fortæller høre. Men ”Jeg startede med at fortælle historier, da hun. hvorfor jeg som barn delte værelse og køjeseng “Heldigvis arbejder turde de ismanerne imed min lillesøster. Vi gad ikke lægge os godt åbne ly af natten til at sove, og så begyndte jeg at fortælle.” op; de forpå den talte, at de mægtige fyrst Frigors marker? Og hvad savner litteratur, som de kan spejle sig kan de to venner gøre for at befri dem? i – fortællinger som handler om unge, “Ulk er fanger – et rigtigt naturmender har det lige som dem. Jeg synes neske, som skaffer føde til bygden, og også, at identifikation er super vigtigt som bringer informationer fra fjerne – også selv om det er fantasy,” siger egne. Aira er til at begynde med en helt Ida-Marie Rendtorff. almindelig pige, men hendes bedstemor er ismanernes overhoved. Aira har mistet sin mor og er derfor den næste ismaner i arvefølgen, og da Bedste får et slagtilfælde, giver det hende et særligt ansvar,” siger Ida-Marie Rendtorff.

Isens hjerte – Byen der smeltede

Andet bind i Ida-Marie Rendtorffs spændende og eventyrlige fantasyserie Isens hjerte .

Ulk og Aira er ankommet til byen Tild, og de indser straks, at der noget helt galt. Byen er ved at smelte, og de finder ud af, at alle ismanerne er forsvundet. Det bliver en farefuld efterforskning, da det ikke er alle, som er lige interesserede i, at Aira og Ulk opklarer, hvad der er sket med ismanerne. Illustreret af Emil Landgreen. Fra ca. 6 år

Isens hjerte – Ismanerne fra Tild

Ismanerne fra Tild er første bind i Ida-Marie Rendtorffs spændende og eventyrlige fantasyserie Isens hjerte. Aira og Ulk bor i en verden fuld af is og magi. Aira er ismaner. Ulk er fanger. Tilsammen er de modige. Og mod får de brug for. En dag kommer Ulk hjem fra en rejse mod syd og fortæller, at byen Tild er begyndt at smelte. Byens ismanere er sporløst forsvundet, og ingen ved hvorfor. Men så får Airas bedstemor et frygteligt syn.

Onde kræfter er på spil, og Aira og Ulk er de eneste, der kan gøre noget. De skal forhindre, at al isen smelter. Illustreret med flotte farveillustrationer af af Emil Landgreen.

Fra ca. 6 år.

S. 15

Anne Mette Hancock skriver prisvindende krimier, der er umulige at lægge fra sig INTERVIEW Anne Mette Hancock har netop udgivet bogen Pitbull og har dermed skrevet intet mindre end tre krimier på tre år. Krimier, der har figureret på bestsellerlisterne, og som hun har modtaget flere priser for.

“N

år man skriver en debutkrimi, aner man ikke, om den er noget værd, før man står med en bogkontrakt i hånden. Derfor har man ofte en nagende fornemmelse i solar plexus af, at man er totalt talentløs.

Det havde jeg i hvert fald! Så det, at man sidder i al sin ensomhed og skriver på et manuskript det ene år, for så at ligge øverst på bestsellerlisterne det næste – dét føles vildt! Det er jo den vildeste drøm, der er gået i opfyldelse.”

Sådan fortæller Anne Mette Hancock om den overvældende modtagelse, hun har fået af både læsere og anmeldere

for sine krimier.

“Fra dag ét har Lindhardt og Ringhof behandlet mig som familie og virkelig troet på mit forfatterskab, og så har mødet med læserne været MAGISK. Intet mindre! Jeg har sagt det hundrede gange, og nu siger jeg det igen: Jeg har aldrig før følt mig så pænt behandlet af nogen (som ikke lige var mine allernærmeste), som jeg er blevet af krimilæserne. Jeg er utrolig taknemmelig for hver og én, der har bakket op om mig og bøgerne.”

Drømmen om at blive Årets debutant gik i opfyldelse

Da 2017 blev til 2018, modtog Anne Mette Hancock den dejlige besked, at hun havde fået Det Danske Kriminalakademis debutant-diplom: “Det var min redaktør, der ringede og fortalte nyheden. Jeg havde et par dage

forinden sendt hende manuskriptet til Mercedes-snittet, som er anden bog i serien om Heloise Kaldan, og gik rastløs rundt og ventede på feedback.

Så da jeg så hendes navn på mobilen, troede jeg naturligvis, at hun ringede for at tale om bogen. Men i stedet sagde hun: ‘Har du tid til et glas champagne? Du har nemlig fået Det Danske Kriminalakademis debutant-diplom.’

Jeg blev selvfølgelig vildt overrasket og stjernelykkelig,” siger Hancock.

“Jeg kan huske første gang, jeg fandt ud af, at prisen fandtes: Det var i sommeren 2016, et par uger inden, jeg var færdig med Ligblomsten. Jeg sad på en café i solen og læste Grønt Støv af Sara Blædel, og bogen havde et klistermærke på forsiden, hvorpå der stod, at hun var blevet tildelt debutant-diplomet for den. Dengang tænkte, jeg at det måtte være som at vinde i Lotto: Skønt, men totalt usandsynligt. Det er kæmpe ære at få lov til at figurere i den statistik sammen med navne som Sara Blædel, Jesper Stein og Michael Katz Krefeld.”

Hun gjorde det igen. Mercedes-snittet strøg direkte ind på bestsellerlisterne “Det var en anderledes proces at skrive Mercedes-snittet, fordi jeg vidste, at der denne gang sad læsere derude, som kendte karakterne og ventede på at finde ud af, hvad der er sket med dem siden sidst. Sikke et privilegium!

Men det var også angstprovokerende at skulle leve op til succesen med Ligblomsten, så jeg håbede selvfølgelig, læserne vil tage pænt imod Mercedes-snittet,” fortæller Anne Mette Hancock og fortsætter: “Der er nogle, der tror, at forfattere bare sætter sig foran skrivemaskinen med en kande kaffe, kæderyger en karton smøger og hiver en knaldroman op af hatten. Sådan fungerer det ikke – især ikke, når man skriver krimier, hvor plottet betyder alt. Det er et job, og det kræver fordybelse, tid og selvdisciplin. Sidstnævnte er noget, jeg ofte kæmper med. Det hjælper mig at have en deadline og skønne læsere, S. 16

“En fabelagtig, vanvittig spændende, velskrevet og sindssyg god krimi!”

LIVET I DUKKEHUSET

“Et brag af en krimi” BOGFIDUSEN Se alle stjernerne her

der venter spændt på noget nyt! Der er dage, hvor det hele kører, og jeg står forrest på Titanic og rækker armene ud i et sejrskrig, og så er der dage, hvor jeg rammer isbjerget. Men selv når det føles som hårdt arbejde, er der ikke noget, jeg hellere vil arbejde med.”

Ved udgivelsen i juni 2018 strøg Mercedes-snittet direkte ind på landets bestsellerlister og modtog en regn af stjerner fra landets krimibloggere:

Krimistjerneskuddet Anne Mette Hancock fortsætter med at imponere

I løbet af sin korte forfatterkarriere har

Anne Mette Hancock opnået mere end de fleste. Hendes krimier har – foruden at have været i toppen af bestsellerlisterne flere måneder i træk – indbragt hende både Det Danske Kriminalakademis pris som Årets debutant 2017 og Plusbogs pris som Årets forfatter 2018.

Som om det ikke skulle være nok, var hun også nomineret til Krimimessens Publikumspris og Marthaprisen i 2019.

Trods de mange priser og anerkendelser finder Anne Mette Hancock også tid til at skrive, og netop nu er hun aktuel med Pitbull, der er tredje bog i serien om journalisten Heloise Kaldan.

1. Ligblomsten

Journalist Heloise Kaldan står midt i et mareridt: Hendes kilde er blevet afsløret i en løgn, og avisen står på gloende pæle. Det gør Heloises privatliv også. Midt i det hele modtager hun mystiske breve fra Anna Kiel, der i tre år har været eftersøgt for drabet på en ung advokat.

Både den egenrådige politimand Erik Schäfer og Heloise selv begynder at grave i den gamle sag, da der sker endnu et drab. Har Anna Kiel slået til igen, eller er der mere end én morder? Hvorfor leder alle spor i sagen pludselig til Heloise? Er hendes eget liv i fare?

2. Mercedes-snittet

En dreng er forsvundet fra sin skole. Journalisten Heloise Kaldan tager derhen, og i skolegården møder hun sin nære ven, den bramfri efterforsker Erik Schäfer. Drengen Lukas dukker ikke op, men det gør hans telefon. Den afslører, at Lukas er besat af pareidolia: det fænomen, at vi ser ansigter i tilfældige ting. Særligt et foto af en ladeport, der ligner et ansigt, påkalder sig opmærksomhed. Er det her, Lukas er?

Heloise bliver beordret til at droppe en kontroversiel artikel om PTSD-ramte soldater, fordi hun skal dække sagen om den forsvundne Lukas. Men da der dukker ting op i Lukas-sagen, der peger i retning traumatiserede soldater, får Schäfer brug for Heloises hjælp til at finde hoved og hale i et uhyggeligt virvar af spor: Hvem er Æblemanden, som skolebørnene taler om? Har Lukas’ mor et problem, eller dulmer hun bare sin angst med en cognac?

3. Pitbull

Det er den varmeste sommer i hundrede år, og dommedagsprofeterne varsler Jordens undergang.

Midt i hedebølgen er journalist Heloise Kaldan ved at lave en reportage om Røde Kors’ vågetjeneste, og hun har på kort tid knyttet et bånd til Jan Fischhof, en ældre, kræftsyg sønderjyde. I en tilstand af delirium betror han hende, at han i sin ungdom var skyld i et dødsfald, og nu gruer han for, at Gud vil afkræve ham et øje for et øje.

Da Heloise opdager, at dødsfaldet er registreret som en drukneulykke, rejser hun til Sønderjylland for at opklare, hvad der i sin tid skete den mand, de lokale kalder Pitbull. Da sagen viser sig at have forbindelse til en række unge kvinder, der forsvandt sporløst i midten af 90’erne, får Heloise brug for hjælp fra sin ven, den bramfri drabsefterforsker Erik Schäfer.

I et kapløb med tiden skal hun nå at afdække de gamle sager, inden Jan Fischhof udånder. For hvem var Pitbull? Hvilken rolle spillede Fischhof i hans død? Og hvem kan Heloise stole på, når det lokale politi lyver?

S. 17

5 brilliante bud

der får dig op på læsehesten igen Her kommer fem tips, der har hjulpet mig til vende tilbage til bøgerne og blive fanget i fortællinger: Vi kender det hver som én: Timerne, der bliver slugt, mens fingrene bare scroller videre i det endeløse. De sociale medier stjæler min tid – og garanteret også din – mens listen af bøger på læselisten bare vokser og vokser til én stor dårlig samvittighed.

M

an vil jo gerne gå i gang med en bog, man faktisk får noget ud af. Men nogle gange kræver det overmenneskelige kræfter både at vælge en bog og vende første side, hvor Instagram blot kræver ét – desværre temmelig automatiseret – klik.

Et fald fra læsehesten

Engang slugte jeg ugentligt bøger.

Aftener hvor klokken passerede både to og tre om natten, fordi der jo ‘kun’ var 143 sider igen – og jeg jo alligevel ikke kunne sove, hvis ikke jeg fik slutningen med. De aftener var ikke sjældne.

Men en dag var det slut. Når (for) meget læsning i hverdagen bliver pligt, bliver det bare sværere at bruge det som et frirum. Og Facebook, Instagram, Snapchat – ja selv LinkedIn blev i mit sørgelige tilfælde der, hvor jeg søgte hen for at få en pause og et digitalt fix.

Op på læsehesten igen

Den gode nyhed er, at ved at kombinere begge dele kan du også få mere ud af både bøger og bloggere. Og vigtigst af alt få skubbet til din læsesult. Der er masser af Instagram-profiler, podcasts og bloggere, der er dedikerede til læsning, og hvor du kan finde inspiration til den næste store læseoplevelse.

Det er øvrigt er blevet populært som aldrig før. For hvis læsning nogensinde har været væk, er det at fordybe sig bøgernes univers mere end bare tilbage!

S. 18

1. Følg personer på de sociale medier, der deler ud af deres læseglæde.

Vi når alle til det punkt en sen og ubeslutsom eftermiddag, hvor vi i et svagt øjeblik googler ‘nem aftensmad’ – og sikkert ender med handle ind til en tarvelig spaghetti med kødsovs … Det forholder sig ikke meget anderledes med bøger: Det kræver (ny) inspiration at få dig til at læse nye bøger!

Så find og følg folk, hvis entusiasme smitter, og som giver dig lyst til at sluge ny bøger! Bogbloggere, anmeldere, litteraturmagasiner, instagammere. De findes i tusindvis.

Og ved du ikke, hvor du skal starte, så prøv at afsøge #hashtags som #boganmeldelse, #denbogdulæserligenu, #bogsnak, #anmeldereksemplar, #bogblog og #bogblogger.

2. Læs dét, der virkelig tænder dig

Har du efter længere tid besluttet dig for at tage læsning op igen, så start ud med noget, du realistisk kommer igennem. Det kan være fristende at tage Dostojevskij eller Knausgaard ned fra hylden og stritte lidt med lillefingeren imens. For de fleste af os vil gerne være lige dét mere sofistikerede, end vi nok egentlig er.

Prøv i stedet at være ærlig over for dig selv, og vælg en af de bøger, du virkelig har lyst til at læse. At lide under litterært snobberi får dig i hvert fald ikke til det.

3. Tag på biblioteket og snak med bibliotekaren – det er guld værd!

Man finder meget på mobilen, men anbefalinger fortalt fra ét menneske til et andet slår stadig alt, hvad reklamebranchen nogensinde har kunnet finde på.

Slå tanken om et støvet bibliotek langt ud af hovedet, og kom ned og mød de måske mest kompetente bogmennesker, der findes. Bibliotekarerne ved, hvad der trender inden for alle aldersgrupper og genrer. Og de vil hjertens gerne hjælpe dig til nye og spændende læseoplevelser. Du er i mål, når du er på fornavn i dit lokale bibliotek!

4. Lav en ‘To be read’-liste

Du åbner Netflix og bruger mindst en krig på at finde frem til den der tandløse komedie, som du alligevel har set en tre-fire gange – mindst. Og som ingen af gangene har været rigtig god.

Og du lover dig selv, at næste gang skal det være anderledes.

Det er der faktisk en videnskabelig forklaring på: Når du er træt, træffer du trætte beslutninger. Du vælger dét, du kender, og hvor du ikke skal tage stilling til nye input.

Og her kommer verdens mindst inspirerende tip, der til gengæld virker lige så godt mod impulskøb i Netto, som når du kigger på boghylderne: Lav en liste!

Bare en lille note på mobilen – og sørg så for at notere dig al litterær inspiration, når den byder sig, og ikke 30 sekunder senere. Der har du jo glemt alligevel glemt det igen, din guldfisk.

5. Prøv lydbøger

Er tiden knap og koncentrationen fraværende, er lydbøger som sendt fra himlen. Udbuddet er efterhånden enormt, og hvad end du pendler, kokkererer eller gør rent, bliver oplevelsen kun bedre med fortællinger i øret.

Lydbøger kan du finde på bl.a. E-reolen, Saxo Premium eller Mofibo, hvor de er klar til, at du trykker play.

Mit forhold til lydbøger – en personlig fortælling om at lære at lytte til bøger Er du skeptisk over for lydbøger? Tror du, at det ikke er noget for dig at lytte til bøger? Sådan havde journalist og bogblogger Mette Camilla Melgaard det også. Men så skete der noget. Her fortæller hun om at blive gode venner med lydbøger.

J

eg har et livslangt og nært forhold til bøger. Papirbøger. Jeg elsker fornemmelsen af at have en bog i hånden. Duften af papir, lyden når jeg bladrer og ordene på lige rækker efter hinanden, der danner sætninger og tager mig med på eventyr.

Men sidste år blev vores forhold en kende anstrengt. Omstændigheder gjorde nemlig, at jeg i en lang sygdomsperiode ikke kunne koncentrere mig om at læse. Det var forfærdeligt, for normalt læser jeg i gennemsnit 2-2,5 bøger om ugen. Jeg blev både gnaven og ked af det.

Sådan kom jeg i gang med lydbøger

Men så var der en venlig sjæl der gav mig et gavekort til 3 måneders brug af en streamingtjeneste. Først var jeg, indrømmet, lidt skeptisk. Men jeg fik alligevel downloadet app’en til min iPhone og på en længere togrejse fra København til Jylland lyttede jeg til den første bog.

I starten følte jeg, at jeg var mine bøger i reolen utro. Men glæden ved igen at have litteraturen i min hverdag gjorde, at jeg alligevel ikke kunne lade være med at flirte med lydbøgerne. De kunne noget. Noget nyt og spændende, som den murstensroman jeg var i gang med at læse ikke kunne. Jeg kunne tage den med mig på farten uden at blive skæv i kroppen af at slæbe på den.

Og mine håndled takkede mig hver aften, når jeg lå i sengen og lyttede, inden jeg faldt i søvn, i stedet for at kæmpe med den tunge bog. Og frem for alt er det meget afslappende at lytte, mens man får læst en historie højt.

Fordele og ulemper ved lydbøger

Nu sidder du måske og tænker: “Jamen det er altså ikke det samme som at læse i en bog”. Og du har ret. Det er ikke det samme som at sidde med en bog i skødet og læse, og ja, det tog lidt tid at vænne sig til det. Og naturligvis er der også et par småting ved lydbøger, der kan irritere, men det er indtil videre noget, jeg godt kan leve med, fordi jeg supplerer min lytning med papirbøger.

Den største irritation er, at lydbogen ikke altid er tilgængelig samtidig med papirbogen, særligt når der er tale om dansk skønlitteratur. Nogle gange må man vente et par måneder og det kan naturligvis være svært, hvis det er en bog, man glæder sig til. En anden ting er, at ikke alle oversatte romaner udkommer som dansk lydbog. Ifølge de danske forlag er det et spørgsmål om rettigheder, som de ikke altid er herre over. Du kan dog være heldig at finde især engelske versioner af disse bøger på streamingtjenesterne.

33 bøger på et halvt år

Jeg lytter stadig. Alene i år har jeg indtil videre lyttet til 33 bøger. Jeg lytter, når jeg går fra A til B. Jeg lytter i toget, hvor jeg ellers aldrig læser, fordi det gør mig køresyg. Jeg lytter på bænken i parken og hjemme i sofaen. Nogle gange kombinerer jeg en fysik bog med en lydbog, fordi jeg gerne vil læse på farten. Så læser jeg i bogen derhjemme og lytter videre, når jeg går ud af døren.

Der vil altid være papirbøger i mit liv.

De var min første kærlighed og den ruster som bekendt ikke. Men jeg har fået en ny god ven i lydbøger – og ligesom i den virkelig verden kan man sagtens være sammen med én ven den ene dag og en anden ven den næste.

Mine 5 tips til hvordan du kommer i gang med lydbøger Fordi jeg har lyttet intenst til lydbøger det sidste halve år, føler jeg mig ret godt rustet til at give nogle tips til jer, der gerne vil give lydbøger en chance.

1. For nogle mennesker, mig selv inklusiv, kan det tage lidt tid at vænne sig til at lytte til bøger. Derfor anbefaler jeg, at du starter med en krimi. Det er lettere at følge handlingen i en plotdrevet historie end i en skønlitterær roman, hvor der ikke altid er en rød tråd.

2. Få dig et par gode høretelefoner. Det

behøver ikke være nogle dyre og flotte nogle, det skal bare være nogle, du kan holde ud at bruge i længere tid ad gangen og altid have med dig.

3. Vær opmærksom på, at du kan

ændre på hastigheden af oplæsningen.

Prøv lidt forskelligt og find det tempo der passer dig – det kan svinge fra bog til bog.

4. Noveller! Jeg er generelt meget

begejstret for noveller, og de er geniale som lydbøger. Så er du en af dem, der tænker, at du ikke har tid til at læse/ lytte til bøger, tager du fejl. Selv om du måske kun har 10 minutter om dagen, kan du sagtens få god litteratur ind i dit liv. Tro mig.

5. Falder du over en oplæser, du synes

særligt godt om, kan du lave en søgning på navnet og finde alle de bøger personen har indlæst. På den måde opdager du bøger, du måske ellers ikke havde tænkt på.

Om skribenten

Mette Camilla Melgaard er freelancejournalist og blogger om litteratur på KulturXpressen.dk.

S. 19

Danskeren, der ændrede Anden Verdenskrig One Dollar Man er historien om den trestjernede general William S. Knudsen

William S. Knudsen er én af de mest markante danske immigranter i USA nogensinde, men alligevel har hans utrolige bedrifter stort set været glemt af offentligheden i 70 år.

One Dollar Man af Ole Sønnichsen fortæller historien om danskeren, der ændrede Anden Verdenskrig.

H

Sin egen lykkes (cykel)smed

Ingen kunne have forudsagt, hvilken betydning den danske emigrant William S. Knudsen ville få for både USA og resten af verden.

I år 1900 drog den 21-årige cykelsmed fra Kartoffelrækkerne i København mod en ny tilværelse i Amerika. Han

ans ankomst i Kastrup Lufthavn den 8. august 1945 var uden pomp og pragt. Som var han enhver anden rejsende, steg William S. Knudsen uforstyrret ud af middagsmaskinen fra Paris og bestilte på godt københavnsk fire stykker smørrebrød og en bajer fra Ham- Politiken mers Restaurant.

Først da et par amerikanske officerhavde 30 dollars på lommen og slog er fik øje på ham, spredtes rygtet om følge med omkring 300.000 andre danden trestjernede dansk-amerikanske skere i jagten på et bedre liv. generals besøg i fædrelandet. Og så kan Som et lysende eksempel på at forfølge det nok være, at der blev sørget for ham, the American Dream kæmpede mens pressen skrev spalte og spalte ned William S. Knudsen sig op fra samom den hjemvendte krigshelt. fundets bund. Med sit unikke talent S. 20

for at organisere mænd og maskiner revolutionerede han den amerikanske bilproduktion og bestred topposter hos både Ford og General Motors.

I 1939 var han den 10. bedst betalte mand i USA med en årsløn på over 300.000 dollars, hvilket svarer til mere end 30 millioner kroner i nutidens penge.

Men da den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt den 28. maj 1940 ringede for at hyre William S. Knudsen til at organisere den amerikanske krigsproduktion, accepterede dansk-amerikaneren øjeblikkeligt.

William S. Knudsen forlod sin post som øverste direktør for General Motors for at tjene sit land i Anden Verdenskrig. Også selvom hyren kun var på én enkelt symbolsk dollar årligt.

”Den navnkundigste danskamerikaner, der nogensinde har levet, general William S. Knudsen.

Uden tvivl den udlænding, der har gjort størst karriere i Amerika.”

Den største dansk-amerikanske krigshelt under Anden Verdenskrig

William S. Knudsen viste sig at være den rette mand til jobbet. Med mantraet “Vi skal udproducere Hitler” lagde han alle kræfter i at omlægge de amerikanske virksomheder til produktion af krigsmateriel.

Med de allieredes sejr i 1945 var William S. Knudsens betydning ikke til at tage fejl af. Historikere regner ham i dag som en af nøglepersonerne i den amerikanske krigsproduktion under Anden Verdenskrig.

Så da danskerne fik nys om krigsheltens hjemkost til fædrelandet, ville festlighederne ingen ende tage. William S. Knudsen fortalte blandt andet om sine krigseventyr ved en række begivenheder og blev også inviteret til audiens hos kong Christian X, hvor han blev hædret med Storkorset af Dannebrog for sin indsats under krigen.

Den amerikanske regering gav William S. Knudsen muligheden for at vende permanent tilbage til Danmark og bestride posten som amerikansk ambassadør i Danmark. Faktisk prøvede de

”William S. Knudsen er en af Danmarks store sønner, og han er mere endnu: Han er en af dets gode sønner, som i sit arbejde for sit nye fædreland dog altid i sit hjerte bevarede en plads for landet og byen, hvorfra han kom.”

- Socialdemokraten gentagne gange at overtale ham, men hver gang afslog han.

Krigens strabadser havde nemlig tæret hårdt på ham. I det hele taget krævede krigsproduktionen – ligesom krigen selv – mange ofre, fordi arbejdet var hårdt, og sikkerhedsforholdene på fabrikkerne ikke levede op til nutidige standarder.

Blot tre år efter krigens afslutning, den 27. april 1948, døde William S. Knudsen.

Hans tidlige død efter Anden Verdenskrig kan være en af årsagerne til, at så få danskere i dag kender William S. Knudsens utrolige historie.

Foto: GM Archive

Foto: NAHC

Foto: NAHC

One Dollar Man

Forfatter Ole Sønnichsen har igennem en årrække researchet William S. Knudsens historie. Han har tilbragt uger med at gennemgå store arkivkasser i Detroit og talt med efterkommere af den dansk-amerikanske krigsgeneral.

De mange års arbejde kommer til udtryk i bogen One Dollar Man, der på levende vis udfolder historien om William S. Knudsens utrolige liv og hans betydning under Anden Verdenskrig.

S. 21

Derfor læser jeg noveller – og hvorfor du også bør gøre det Af Gyrith Ravn

I pressemedarbejder Gyrith Ravns reol står en god stak novellesamlinger.

De er lige så nøje udvalgt som alle de andre bøger i reolen – og det er bøger, hun glæder sig til på lige fod med alt det andet – romaner, essaysamlinger, faglitteratur – der venter i reolen. Her fortæller hun om, hvad der gør noveller så fantastiske.

N

oveller har en helt særlig plads i min reol og i mit læseliv. For udover at være bøger, jeg glæder mig til at læse, så fungerer novellerne for mig også som både redningskranse, mellemmåltider, sidespring – og prøveklude.

Her får du fire gode grunde til altid at have en samling noveller i reolen.

Novellen som redningskrans

Nogle bøger er virkelig svære at komme videre fra. Det kan være bøger, der er så barske, at de summer i hovedet (eller i hele kroppen) længe efter, at sidste side er vendt. Det kan være en forfatter, der bruger et helt særligt sprog eller S. 22

fremskriver et helt eget univers, som sagens natur skal tilbringe kortere tid i man skal ‘aflære’ for at kunne læse og med et mere flygtigt persongalleri. noget andet. Eller det kan være bøger, der rammer én klokkerent lige i melNovellen som mellemmåltid (eller lemgulvet på en følelsesmæssig streng sidespring) så man, som en forsmået elsker, pure Og hey, så dramatisk behøver det ikke nægter at anerkende muligheden for, engang at være. Måske har du simpelat noget andet nogensinde vil kunne then bare lyst til en snack inden sengive én den samme følelse igen. getid – sådan en god, fuldfed én, der Her kan komgive mer din nohjerne vellen noget ind at tygsom ge på, redmens ning- – Første linje af novellen “Francis Macombers korte, du sklykkelige liv” fra Ernest Hemingways Samlede noveller. sover? rans.

Og Novelmåske ler er fantastiske som ‘pauser’ mellem magter du ikke lige at læse dig tilbage romaner; de visker tavlen ren, ‘vasker’ ind i den tykke, komplicerede roman, hjernen og baner vejen for den næste der ellers ligger og venter på natbordet? storslåede roman, du skal læse.

Her er der intet – vitterlig intet – der Det føles langt mindre forpligtende slår en god novelle! Det er simpelthen at lade sig suge ind i en kortere tekst; afsindigt tilfredsstillende at læse sådan at lade sig forføre af et univers man i en afsluttet helhed inden du skal sove.

”Det var blevet frokosttid, og de sad alle sammen under det grønne, dobbelte solsejl foran spiseteltet og lod som om intet var hændt.”

Hvilket andet medie kan det samme: introducere et persongalleri, en problemstilling, et univers OG give dig en afsluttet læseoplevelse – på blot ti, femten minutter?

Novellen er virkelig det perfekte mellemmåltid! (OG i øvrigt jo altså: det perfekte sidespring fra den i øvrigt sikkert udmærkede roman, du ellers er i gang med …)

Novellen som prøveklud

Og så er der én ting til, som noveller virkelig er fabelagtige til.

Står du i din boghandel og ser på en roman af en forfatter, du har hørt lutter gode ting om – men hendes romaner er på 800 sider plus. Og du tænker: “Mjoh, gode anmeldelser – men er det mon noget for MIG?” Der er novellen den perfekte prøveklud.

Personligt har jeg afprøvet dét trick med to (meget) forskellige forfattere.

Jeg havde forsøgt mig med romaner af dem begge tidligere – med blandede resultater. Men da jeg fandt bøger i pixi-bogs-størrelse af begge forfattere, som blot indeholdt en enkelt novelle, så var jeg ikke i tvivl: til en helt overkommelig pris fik jeg mulighed for at give forfatterskaberne en chance til.

(Den ene blev en kæmpe succesoplevelse – og jeg har efterfølgende læst alle titler i forfatterskabet. Med den anden blev jeg bekræftet i, at det nok bare ikke er noget for mig.)

Noveller som litterær adel

Men hov! Nu kan det jo komme til at lyde som om, noveller bare er noget, du læser, når du ikke har travlt med at læse andre og ‘vigtigere’ ting. Men måske er det faktisk lige omvendt.

Måske er novellerne faktisk en art litterær adel.

Novellen er jo i sagens natur en kortere tekst. Af samme grund er det også en tekst, hvor alle ord og sætninger bliver betydningsbærende – der er simpelthen ikke plads til digression.

Du finder derfor sjældent en længere naturbeskrivelse i en novelle – medmindre den har helt grundlæggende betydning for plottet eller fortællingen.

Sproget er simpelthen mere kondenseret end i en roman.

Men at sproget er præcist og lige på betyder ikke, at det ikke kan være smukt – det er ikke kancelli-sprog. Det er bare kun det allervigtigste, der får lov at blive tilbage. Det er destilleret og kondenseret sprog. Og på den måde kan man måske betragte noveller som et forfatterskab skåret ind til benet.

”Jeg er på en eller anden måde gået hen og blevet en kvin­de, der råber, og da jeg ikke vil være en kvinde, der råber, hvis små børn går omkring med stive, vagtsomme ansigter, har jeg fået for vane at binde mine løbesko efter aftensma­den og bevæge mig ud på de tusmørke gader for at gå en tur og lader så min ikke-råbende mand klæde drengene af, bade dem, læse og synge for dem og til sidst putte dem.”

– Første linje af novellen ”Spøgelser og returgods” fra samlingen Florida af Lauren Groff

S. 23

Karin Palshøj om sit pragtværk om Danmarks regent:

Alle har vi vores historie med og om Dronningen

Af Karin Palshøj

Som optakt til H.M. Dronningens 80 års fødselsdag i 2020 udkommer bogen Dronning Margrethe, et pragtværk i stort format, som fortæller om Danmarks regent i ord og billeder.

B

ogens forfatter Karin Palshøj er tidligere mangeårig vært og redaktør på DR og forfatter til flere bøger om kongehuset. Her kan du læse hendes meget personlige forord til bogen, hvor hun forklarer, hvorfor H. M. Dronning Margrethe har en særlig plads i hendes hjerte.

Af Karin Palshøj

I 2020 fylder Danmarks Dronning 80 år. Skarp, veltalende og reflekterende fremstår dronning Margrethe stadigvæk, når hun fanger befolkningen med sine nytårstaler eller elegant får drejet journalisternes spørgsmål ved pressemøder eller afleverer en rap kommentar ved en offentlig lejlighed.

Siden 1972 har hun pligtopfyldende S. 24

passet et kald, som hun ikke selv har valgt, men som hun har gjort til sit helt eget, samtidig med at hun har formået at værne om den private side af mennesket.

Min opgave i denne bog har været at beskrive dronning Margrethes liv og gerning i otte korte kapitler. En fantastisk, og også overvældende opgave, for hvordan sorterer og udvælger man blandt 80 års meritter og så ovenikøbet med en hovedperson, som alle i Danmark kender og har en holdning til?

Jeg har taget udgangspunkt i begivenheder, som kongehuset har delt med danskerne, og oplevelser, der har prentet sig hos mig; udtalelser, fotos, begivenheder og store mærkedage.

Jeg husker tydeligt den kolde januardag i 1972, hvor kong Frederik blev bisat i Roskilde. Jeg var ni år, og jeg fulgte det hele på tv sammen med min mor i Struer. Havde alle skolebørn mon fri den dag? Det gjorde dybt indtryk at se den knugede dronning med sin mand og sin mor, prins Henrik og dronning Ingrid, ved sin side, i færd med at sige

farvel til sin far og selv at tage over som statsoverhoved i Danmark. Min egen mor var meget berørt, og jeg tænkte, at dette øjeblik ville jeg aldrig glemme. Og at Margrethe ville være min dronning i det meste af mit liv.

Til hverdag var de kongelige fjerne og uvirkelige mennesker, der boede ovre i København, og som jeg mest hørte om, når de blev omtalt i ugebladene.

Derfor var det stort og helt tæt på, da kongeskibet Dannebrog nåede min hjemby som led i et sommertogt i Limfjorden. Da Regentparret besøgte byens stolthed, Bang & Olufsen, var min far med til at arrangere besøget, og jeg husker, hvordan han fik fremtryllet Dronningens foretrukne græske cigaretmærke, så værterne kunne være klar til at byde Regenten.

Senere har jeg været privilegeret at have kongehuset som en del af mit professionelle liv. Gennem mange år i DR dækkede jeg officielle besøg og begivenheder i den kongelige familie, og jeg har skrevet portrætbøger om kronprins Frederik og kronprinsesse

Tronfølgeren var meget tæt knyttet til sin far, og kongen var umådelig stolt af sin datter. London 1955. Foto fra H. M. Dronningens Håndbibliotek.

Kongefamilien, 1951 – sommerdage ved Dynt Strand.

Foto fra H. M. Dronningens Håndbibliotek.

Foto til venstre: Det unge, forelskede par, 1967 (c) Bridgeman Collection.

Foto til højre: Besøg i arkæologisk udgravning i Illerup Ådal (mellem Aarhus og Skanderborg) 1952. Foto fra H. M. Dronningens Håndbibliotek.

Mary i nært samarbejde med hovedpersonerne.

Alle har vi vores historie med og om Dronningen. Det er det, der gør hende til en samlende figur for hele Danmark, uanset om man er vokset op i Vestjylland, på stenbroen i København eller i en grønlandsk bygd. Monarkiet og dets rolle bliver til stadighed diskuteret, og det skal det! Det er netop en af forcerne ved vores danske demokrati. Og selv om republikkens fortalere har relevante argumenter, er det få, der kan foreslå en bedre og mere egnet kandidat til posten som landets statsoverhoved end en upartisk dronning eller konge.

Billederne fra dronning Margrethes liv er bærende i denne bog, og sammen med redaktør Elise H. Nørholm havde jeg fornøjelsen af at besøge H.M. Dronningens Håndbibliotek og bladre

igennem kongehusets private fotoalbummer. De viser en anden side af de officielle begivenheder og også en familie, der foreviger og gemmer højdepunkter i deres liv, næsten ligesom alle os andre.

En helt særlig tak skal rettes til H.M. Dronningen for at give tilladelse til brugen af billeder fra H.M. Dronningens Håndbibliotek samt for at dele sine erindringer om et udvalg af bogens billeder.

Dronning Margrethe

I bogen Dronning Margrethe følger vi Dronningen gennem billeder fra hele hendes liv: Familien og tronen, prins Henrik og kærligheden, børn og børnebørn, arkæologi og kunst, kjoler og andre klæder, de hjemlige slotte og det danske kongerige.

H.M. Dronningen har givet tilladelse til at vise mere end 70 private fotografier fra kong Frederik og dronning Ingrids samlinger, der befinder sig på H.M. Dronningens Håndbibliotek. Bogens øvrige billeder er hentet fra diverse billedarkiver og museer samt udvalgt blandt Huset Mydtskovs mange officielle fotografier af Dronningen i forbindelse med særlige begivenheder som runde fødselsdage og regentjubilæer.

H.M. Dronningen har delt sine erindringer om et udvalg af bogens billeder fra barndom til nutid.

Desuden indledes bogens otte temaer af journalist og forfatter Karin Palshøj.

S. 25

PREBEN WILHJELM

Den danske retsstat smuldrer – og vi ser bare til Af Niels Frederik Rickers

INTERVIEW Den danske retsstat er langsomt ved at erodere, mens politikere og borgere bare ser til. Sådan skriver Preben Wilhjelm, der i sin bog Kampen for retsstaten påpeger, at vi er ved at fjerne os fra de principper, som vores forfædre for 100 år siden kæmpede så hårdt for at indføre.

D

er er ved at ske et alvorligt skred i den danske retssikkerhed. Sådan lyder kritikken fra forfatter, debattør og tidligere folketingsmedlem for Venstresocialisterne Preben Wilhjelm.

I sin bog Kampen for retsstaten fortæller han historien om, hvordan vores forfædre kæmpede for at etablere grundprincipperne i den retsstat, som Danmark har i dag; lige fra Junigrundloven i 1849 med dens løfteparagraffer om ytringsfrihed og forsamlingsfrihed til retsreformen i 1919, hvor disse friheder de facto blev gældende.

Spoler man tiden 100 år frem ser den danske retsstat en smule anderledes ud, end den gjorde, da retsreformen blev grundlagt. I hvert fald hvis man spørger Preben Wilhjelm.

Han påpeger, at vi som samfund har glemt, hvor smukt og vigtigt et klenodie retsstaten er, og at vi samtidig er ved at lade dette klenodie forfalde; især i form af politikerne, der de seneste 20 år i stigende grad formår at slække på de principper, som blev grundfæstet i 1919. ”I dag tager vi den danske retsstat som en selvfølge, men det er den altså ikke.

Der skal slås for den hele tiden. Og i dag tænkes der ikke nær så flot, som der blev tænkt af vores forfædre for 3-4 generationer siden. Jeg er lige ved at sige, at jeg tvivler på, at den retsreform, vi har, ville kunne blive vedtaget af de politikere, vi har i dag,” siger Preben Wilhjelm.

En mistænkt er ikke en gerningsmand Wilhjelm er ikke ligefrem en letvægter, når det gælder retspolitik. Udover at S. 26

være uddannet fysiker har han en ph.d.-grad i jura og har siddet som retsordfører for VS. Han påpeger, at selvom vi trods alt stadig har en retsstat, som er langt mere velfungerende end i andre lande, så viser tendensen en klar tilbagegang.

Ifølge ham kan den nedadgående udvikling blandt andet ses ved, at mange ikke længere evner at skelne mellem, hvornår en person er sigtet eller skyldig. ”Selv i min tid i folketingets retsudvalg for over 30 år siden, der kunne jeg høre debatter, hvor stort set alle ordførere viste en mangel på klar skelnen mellem en mistænkt og en gerningsmand.

De brugte udtryk som ’forbryder’ og ’gerningsmand’, når vi blot snakkede om varetægt. Her snakker man altså om mennesker, hvor vi ikke ved, om de er skyldige,” siger Preben Wilhjelm og fremhæver det ironiske i, at vi lader de gamle principper forfalde, samtidig med at vi bryster os af, at retssikkerheden i landet er bedre end nogensinde. ”Man har vist, at man egentlig ikke forstår, hvor afgørende de grundlæggende principper fra retsreformen er.

Vi siger det alle sammen: ’Selvfølgelig er man uskyldig til det modsatte er bevist, og selvfølgelig skal vi have magtens tredeling’. Alle de her fine principper vil de da bekende sig til.

Men når det kommer til det rent praktiske, så sidder politikerne jo og vedtager ting, der lige så stille hugger ind på de her regler og principper i retsstaten,” siger Preben Wilhjelm.

Preben Wilhjelm er velkendt som specialist i retspolitik. I en årrække var han det mest fremtrædende medlem af Folketinget for Venstresocialisterne, som han også var retspolitisk ordfører for fra 1975 til 1984.

Forfædrene ville have korset sig

Ét af disse indhug, som Wilhjelm slår ned på, er statens hyppige brug af lange varetægtsfængslinger. I dag er det ikke unormalt, at en mistænkt sidder varetægtsfængslet i et halvt år, før

vedkommende modtager en dom.

Det faktum står i skarp kontrast til de diskussioner retsreformens grundlæggere havde for 100 år siden, der gik på, hvorvidt en varetægtsfængsling højst måtte vare 12 eller 20 dage. ”Vores gamle forfædre var enige om, at det var en uskik at frihedsberøve mennesker, før de var dømt. De var meget bevidste om, at varetægtsfængsling skulle være meget sjældent både i antal og i udstrækning af tid. Når man ikke satte en konkret tidsbegrænsning på varetægtsfængsling, var det med den udtrykkelige begrundelse, at man ikke ville risikere, at det blev en norm.

Hvorfor sidde i varetægt i 20 dage, når

man kan nøjes med 16? Og hvad har vi i dag? De allerfleste varetægter varer meget mere end tyve dage, og rekorden er fire år.”

Det siger Wilhjelm og anklager samtidig de danske politikere, og især justitsminister Søren Pape Poulsen, for at vise manglende forståelse for formålet med varetægtsfængsling. ”Vi har en justitsminister i dag som praktisk talt har sagt, at mistænkte skal føle varetægt som en straf. Det er jo så stridende mod elementære principper, at vores forfædre ville have korset sig. Jeg har ligefrem siddet med en sagkyndig betænkning på straffeudvalgets område, hvor de skriver, at vi i dag lægger større vægt på den personlige frihed og beskyttelse, end man gjorde tidligere. Det er løgn. Det er simpelthen løgn,” siger Preben Wilhjelm.

Efter 11. september gik vi i panik

Problemet med varetægtsfængsling samt spørgsmålet om skyldig kontra mistænkt står dog ikke som de eneste udfordringer for retsstaten ifølge den tidligere VS’er. Især de seneste 15 års

snak om en stigende terrorfrygt har i hans øjne været murbrækker for en række lovgivninger, – herunder terrorparagraffen – der øger politiets beføjelser og udbreder overvågning i samfundet. ”Der sker især et skred i 2002 med terrorparagraffen. Der går vi alt for vidt. Kigger vi på Europa, var der faktisk flere terrorhandlinger før den 11. september. Dengang gik vi ikke i panik i sådan en grad, at vi begyndte at slække på retsstatsprincipperne. Der var fristelser til det nogle gange, men retsstaten skal altid stå sin prøve, når det drejer sig om dem, vi mindst kan lide. Det kniber det altså noget med i dag,” siger Preben Wilhjelm.

Forfatteren indrømmer, at det kan være vanskeligt at komme med en konkret løsning på, hvordan vi igen kan nærme os de oprindelige retsprincipper. Han mener, at fortællingen om retsstatens tilblivelse er blevet, og fortsat bliver, forsømt og håber derfor, at den historiske gennemgang, som hans bog bidrager med, kan være et positivt skridt på vejen.

”Det gælder om at få den elementære retfærdighedsfølelse mere frem i os igen. Det kan gøres ved at gøre folk bevidste om, hvad vores historie bygger på. I min tid lærte vi nærmest i skolen, at demokratiet og retsstaten kom af sig selv. Det er jo løgn. Især med retsstaten var det altså en kamp. Der var folk, der blev idømt dødsstraf, før vi fik de her rettigheder. Der var sgu mange store ofre,” siger Preben Wilhjelm og understreger vigtigheden i, at historien når ud til den brede befolkning, hvis den skal blive afspejlet i politikernes dagsorden. ”Retsstaten har ikke været gratis for dem, som kæmpede for den, og den bevidsthed skal vi have. Det her er et flot arvestykke, som vi har overtaget helt gratis og ikke gjort noget for. Så bør vi sgu da prøve at vedligeholde det så godt, som muligt. Det kan man kun, hvis man begynder at fortælle historien om, hvordan det skete. Politikerne får heller ikke den bevidsthed, hvis ikke den er forholdsvist levende i den almene befolkning,” siger Preben Wilhjelm.

Michelle Obama: Vi prøvede på at få børn, og det gik ikke særlig godt Af Julie Marstrand

Min historie er Michelle Obamas inspirerende biografi, hvor hun fortæller ærligt om sit livs op- og nedture. For eksempel hvordan hun og Barack Obama måtte kæmpe for at blive forældre til deres to børn Malia og Sasha.

M

ichelle Obama er et ikon og en inspirationskilde for mennesker verden over.

Det viser sig blandt andet ved, at hendes selvbiografi Min historie netop har passeret 10 millioner(!) solgte eksemplarer på verdensplan og på den måde er godt på vej til at blive den mest populære selvbiografi nogensinde.

I Min historie fortæller Michelle Obama varmt, skarpt og åbenhjertigt om tiden i Det Hvide Hus, men også om livet før – hendes barn- og ungdom, og

S. 28

ikke mindst hendes private forhold til Barack Obama.

Hendes ærlighed har både vakt opsigt og givet Min historie mange rosende ord med på vejen. Læsere er blandt andet blevet rørte af hendes historie om, hvordan hun og Barack måtte kæmpe for at nå drømmen om at blive forældre.

Ét stor skår i lykken

Michelle og Barack Obama var lykkelige sammen og begge havde gode og meningsfyldte liv med karriere og politisk arbejde. MEN. En stor fælles drøm ville ikke gå i opfyldelse.

“Vi prøvede på at få børn, og det gik ikke særlig godt. Det viser sig, at selv to dedikerede stræbere fyldt med dyb kærlighed til hinanden og en solid arbejdsetik ikke kan tvinge sig selv til at blive gravide med viljens kraft­.

Fertilitet er ikke noget, man erobrer,” skriver Michelle i Min historie.

Parret prøvede at blive gravide gennem længere tid, men intet lod til at virke – men så en dag var graviditetstesten positiv. Glæden blev dog kort. Michelle skriver: “Et par uger senere fik jeg en spontan abort, hvilket gjorde mig fysisk skidt tilpas og smadrede enhver optimisme, vi havde følt. Når jeg så kvinder gå med deres børn ned ad en gade, fulde af glæde, mærkede jeg et stik af længsel efterfulgt af en heftig følelse af utilstrækkelighed.”

I fertilitetsbehandling efter aborten

I Min historie undrer Michelle Obama sig over, at det ikke er bedre kendt – heller ikke blandt kvinder, at mange oplever at abortere. Faktisk ender hver femte graviditet i en abort. Alligevel er

Privatfoto: Obama-Robinsons familiearkiv

emnet omgærdet af tavshed.

“Jeg erfarede først det her, eft­er at jeg havde nævnt aborten for et par venner, som reagerede ved at overøse mig med kærlighed og støtte og også fortalte om deres egne aborter.

Det fjernede ikke smerten, men ved at afsløre deres egne kampe gav de mig støtte i min kamp og hjalp mig til at se, at det, jeg havde været igennem, ikke var andet end en normal biologisk kikser, et befrugtet æg, som, sikkert af en meget god grund, havde været nødt til at springe fra.”

Vennerne anbefalede, at Michelle og Barack Obama opsøgte en fertilitetslæge. Det gjorde de, og selvom lægen ikke kunne finde årsagen til deres manglende held med at blive gravide, gik de videre med in vitro-behandling (hvor ægget bliver befrugtet med sædcellen i reagensglas).

Stor ensomhed og stor glæde

Det var dog en ensom proces for Michelle Obama at forsøge at blive gravid ved hjælp af moderne videnskab.

Mens Barack Obama i høj grad kunne

forsætte sit liv som før, skulle hun blandt andet tage hormoner for at øge parrets chancer. Hun skriver i Min historie: “Jeg ville have en familie, og Barack ville også have en familie, og her sad jeg så alene på badeværelset i vores lejlighed og prøvede i mit inderlige savn at opbyde modet til at stikke en kanyle i mit lår.

Det var måske da, at jeg mærkede det første glimt af vrede over politik

og Baracks urokkelige engagement i arbejdet. Eller måske følte jeg bare den tunge byrde ved at være kvinde.”

Heldigvis blev Michelles anstrengelser belønnet allerede kort tid efter: “Omkring otte uger senere hørte jeg en lyd, der udslettede ethvert spor af forbitrelse: et svagt susende, vandigt hjerteslag, som blev registreret af ultralyd, som udgik fra min krops varme hule. Vi var gravide.”

Michelle Obama er en af vor tids mest ikoniske og spændende kvinder.

Som USA’s førstedame – og den første afroamerikanske førstedame – var hun med til at skabe det mest imødekommende og rummelige Hvide Hus i historien, samtidig med at hun etablerede sig som en stærk fortaler for kvinder og piger i USA og rundtomkring i verden.

Min historie er en usædvanlig personlig beretning fra en kvinde med sjæl og substans, der utrætteligt har overgået alle forventninger – og hvis historie inspirerer andre til at gøre det samme.

S. 29

Med Leif Davidsen på research til Berlin og Moskva Leif Davidsen elsker at rejse og opleve verden. Flere af den populære forfatters romaner tager afsæt i politiske og historiske spændinger i lande som Rusland og Spanien – og hans indblik i landenes kultur og historie skinner igennem.

L

eif Davidsen har for nyligt været i Berlin i en måned – med afstikkere til Leipzig og Moskva.

Her fortæller han om sine indtryk fra de tre byer, hvor der heldigvis også har S. 30

været tid til at researche og skrive på en ny roman.

E n måned i Berlin

Min hustru og jeg har netop tilbragt en måned i Berlin med en afstikker til Moskva, hvor jeg havde et foredragsarrangement. Berlin er jo altid en oplevelse men var ekstra spændende denne gang, fordi vi er i 30-året for Berlinmurens fald.

Vi boede i en skøn, stor lejlighed i Naugarderstrasse i det østlige Berlin. Det

er et forbløffende roligt kvarter i den pulserende storby. Jeg skrev rigtig godt på min kommende roman, som jeg kalder Forræderens børn, og som jeg håber kan udkomme til i foråret 2020, hvis alt går vel.

Der var også tid til at opleve byen. Vi nåede bl.a. lige udstillingen på Hamburger Bahnhof med Emil Noldes værker; tre hundrede i det hele.

Under vores ophold i Berlin var der også tid til at opleve byen. Det er dejligt nemt at komme rundt i Berlin med tog, undergrund og sporvogn. Og så er det billigt. København kunne lære meget af Berlin og Moskva for den sags skyld.

tisk Arbejderparti allerede i 1934. Det var hans held, at Hitler og Goebbels ikke kunne lide hans kunst. Nazisterne forbød ham at male og udstille i 1941.

Et par af hans billeder kom med på den berygtede udstilling med Entartete kunst, selv om han skrev anråbende breve til Hitler og Kulturministeriet om at få dem fjernet. Til det sidste var han og hans danske kone Ada stærkt antisemitiske.

Det lykkedes ham efter krigen af opbygge myten, at han var en kunstner forfulgt af nazisterne. Han blev afnazificeret af samme årsag. Han havde udelukkende været medlem af partiet af nødvendige årsager. Ikke af overbevisning. I årtier holdt man hans breve, der afslørede ham som nazist, under lås og slå i Seebüll, hvor hans museum er i dag. Efter hans død cementerede Siegfried Lenz’ store roman Tysktime Noldes myte som den forfulgte kunstner. Den var også den myte, som man fik fortalt, når man besøgte hans museum i Sydslesvig En ny leder af Emil Nolde Museum Seebüll nær den dansk-tyske grænse åbnede for arkiverne og Nolde-myten blev smadret i en sådan grad, at Angela Merkel, der udlånte to malerier fra Kanslerkontoret, ikke ville have dem tilbage. Det var en øjenåbner. Desværre.

Vi har altid holdt af hans billeder.

Han vil heller ikke bliver fjernet fra museerne, men man kan ikke undgå at se på ham på en lidt måde end før udstillingen og afsløringen.

På besøg i Leipzig

Emil Nolde genbesøgt

På udstillingen på Hamburger Bahnhof var der masser af Emil Noldes dejlige værker, men historien var temmelig deprimerende. Den handlede om, at Nolde var nazist til det sidste.

Han meldte sig ind i Nationalsocialis-

Vi kørte til Leipzig, hvor man udstillede kunst fra DDR tiden. Leipzig var byen, hvor demonstrationerne for tredive år siden begyndte. En fantastisk, euforisk tid, hvor ingen politiske hastighedsmålere kunne følge med, da hele Østog Centraleuropa forandrede sig totalt.

I Leipzig var det yderst interessant at betragte kunst fra DDR-tiden, der har været gemt væk, fordi man fra vest ville feje alt østtysk væk for tredive år siden. Vesttyske kuratorer overtog i stort tal ledelsen af de østtyske kunstmuseer. Nu havde en lokal museumsmand fundet virkelig mange værker frem fra kældre og hos kunstnernes private gemmer. De var rigtig gode mange af dem og langt fra den officielle socialrealisme. En del blev da også i DDR-tiden kun udstillet på små, private gallerier. Der var stor spændvidde i kunstværkerne; især i de afgørende år for tredive år siden,

hvor man råbte “Wir sind das Volk” i Leipzigs gader og malede spændende billeder af forvandlingen. Udstillingens sigende titel var – lidt mærkeligt –på engelsk: Point of no return.

Stalins hemmelige bunker i Moskva

På turen til Moskva så vi Stalins hemmelige bunker, som han tilbragte et par uger eller tre i i 1941, da den nazistiske hær stod få kilometer fra Moskvas centrum. Bunkeren tilhører stadig de russiske væbnede styrker, men mod betaling kan man få lov at besøge den. Den ligger ikke langt fra den store Ismailova park. Der var i sin tid en sytten kilometer lang tunnel fra Kreml til bunkeren. Tunnellen var så bred, at Stalin kunne køre i sin limousine fra Kreml og til bunkeren. Den lå gemt væk i mange år. Den var ikke sikret mod atomvåben.

Jeg havde aldrig set så mange Stalin-sager, som f.eks. hans pibe og buster og billeder, siden jeg for mange år siden besøgte hans fødeby Gori i Georgien. Han var en stor forbryder med utallige menneskeliv på samvittigheden. Han har desværre fået en vis renæssance i dagens Rusland, hvor man noget underspillet taler om hans komplekse personlighed.

Jeg satte mig i hans stol ved hans skrivebord. Det mindede mig om, at jeg for flere år siden sad i en anden forbryders stol i Stasi-hovedkvarteret i Normannenstrasse i Østberlin. Kontoret havde tilhørt Stasi-chef Mielke, der ligesom Stalin havde flere telefoner på sit skrivebord og var skyld i mange menneskers lidelser.

På en eller andet måde passede det sammen.

S. 31

“Jeg ville have troet, jeg var for gammel.”

Margaret Atwood modtager Booker-prisen 2019 Af Gyrith Ravn

I oktober 2019 modtog Margaret Atwood den prestigefulde Booker-pris for romanen, The Testaments (på dansk Gileads døtre) – hendes længe ventede fortsættelse til klassikeren Tjenerindens fortælling.

S. 32

D

a Atwood sammen med årets anden vinder, britiske Bernardine Evaristo, indtog scenen sagde hun henvendt til hende: “Jeg er glad for, at du også er her” og tilføjede: “Det havde været så pinligt at stå her alene.”

Henvendt til publikum i salen fortsatte hun: “Jeg er meget overrasket. Jeg ville

have troet, jeg var for gammel. Og … jeg har ikke rigtig brug for opmærksomheden.”

Efterfølgende uddybede Atwood i et interview, at priser som Booker-prisen efter hendes mening har til opgave at gøre læserne opmærksomme på forfattere og værker, de endnu ikke har opdaget – og dermed udvide mulighed-

erne for både læsere og forfattere.

Og dertil tilføjede hun på sin karakteristisk underspillede facon: “Og øh. Min bog klarer sig allerede udmærket.”

Tjenerindens fortælling.

Hvornår har man sidst oplevet en bog få så voldsom en revival så længe efter udgivelsen – og i forfatterens levetid?

The Testaments er en verdensbegivenhed

Den selvudslettende canadier

“Udmærket” er en eklatant underdrivelse. Med 125.000 solgte eksemplarer i USA og over 100.000 i UK i den første uge efter udgivelsen har The Testaments slået de fleste rekorder.

I London blev bogen lanceret med de ikoniske røde kapper, de fleste efterhånden kender fra Tjenderindens fortælling, og skilte i den grønne farve, der pryder Gileads døtre, fyldte Londons gader; forsidens karakteristiske grønne kvindeskikkelse blev projiceret op på byens National Theatre – og lanceringsfesten, hvor Atwood for første gang udtalte sig offentligt om bogen, blev live-streamet til udsolgte biografer i det meste af verden.

Margaret Atwood er en verdensstjerne.

Hendes bøger er på alles læber, talk of the town – og det gælder ikke blot hendes seneste roman, Gileads døtre, men også – og det er næsten mere sensationelt – hendes knap 35 år gamle

Atwood selv lader til at tage al opmærksomheden med knusende ro – og en pæn del humor. Præcis, som hun gjorde det i 2017, hvor hun modtog de tyske boghandleres prestigefyldte fredspris, og i sin (blændende!) tale efterfølgende sagde:

”Eftersom jeg er canadier, så kan jeg ikke rigtig tage æren for min plads i dette fornemme selskab. Vi canadiere undgår så vidt muligt at tage æren for noget. Hvis vi får at vide, at vi har vundet noget, så kigger vi os over skulderen for at se, hvem der i virkeligheden henvistes til, eftersom det bestemt ikke kan have været os.”

Og hun fortsatte: “Så, efter at have takket jer for alle de pæne ord, I har sagt om mig, så vil jeg tilskrive dette lykkelige øjeblik til held og til stjernerne – og til det sammenfald, der er mellem mine ganske mærkelige værker – især mine mærkelige dystopiske værker – og de

ganske mærkelige tider, vi i øjeblikket gennemlever.”

Dystopi og virkelighed

Der er ingen tvivl om, at der er andet og mere end held på spil i tilfældet Margaret Atwood; mængden af priser, hendes værker er blevet tildelt igennem årene burde faktisk have gjort hende ganske vant til prisuddelinger og hyldesttaler.

Der er heller ingen tvivl om, at hendes bøger – og i særlig grad Tjenerindens fortælling – har ramt en nerve i tiden: Temaer, begreber og påklædning fra bogen spiller en rolle i nutidens politiske liv, både blandt politikere og i protestbevægelser. Og der er da også mere end ét svirp med halen til verdens ledere og “de mærkelige tider, vi gennemlever” gemt mellem linjerne i Gileads døtre.

Men man behøver ikke at lede efter dem. Atwoods forfatterskab kan heldigvis både læses og nydes også uden at man behøver skele til verden udenfor bøgerne.

Margaret Atwood fyldte 80 år i november 2019 og har imponerende 64 bøger på sit CV – herunder både romaner, sci-fi-værker, børnebøger og tegneserier. Hun har modtaget et hav af priser, herunder i 2019 Booker-prisen for The Testaments (Dansk: Gileads døtre) og i 2000 for The Blind Assasin (Dansk: Den blinde morder). Og hun har i mange år været nævnt som en kandidat til Nobelprisen i litteratur.

Foto fra lanceringen af The Testaments – fra Instagram, @therealmargaretatwood S. 33

“Jeg skal have bogstaver ind i hjernen”

– Anna Grue

Af Anna Grue

BOGEN SAMLER TANKERNE Hvorfor læser du? Hvad er dit første minde om læsning? Og dit bedste?

L

indhardt og Ringhof slår et slag for læsning. Derfor har vi under overskriften BOGEN SAMLER TANKERNE bedt en lang række mennesker med et forhold til bøger fortælle om, hvad læselyst og læseglæde betyder for dem.

Læs med – og vær med i samtalen om, hvad læsning betyder for dig, for os og for vores samfund.

S. 34

Jeg læser naturligvis for at blive klogere, for at få indblik i andre menneskers liv, for at blive berørt, for at blive underholdt. Men skal jeg være helt ærlig, læser jeg først fremmest, fordi jeg ikke kan lade være.

Med et uoversætteligt engelsk udtryk kaldes sådan en som mig en Obsessive Compulsive Reader – altså en, der er nødt til at læse.

Hele tiden og alle vegne. Bøger, aviser, sociale medier, brugsanvisninger. Jeg skal have bogstaver ind i hjernen, og det skal ske via øjnene. Lydbøger er fine til en lang biltur, men bagefter kan jeg intet huske af det, jeg har hørt.

Den trykte tekst, derimod, kan jeg ofte huske i detaljer.

Det startede på biblioteket

Min tvangsneurotiske adfærd i forbindelse med bøger har stået på, siden jeg i anden klasse fik dispensation til skolebiblioteket, selv om man egentlig skulle gå i fjerde for at låne. Fra da af slæbte jeg stabler af bøger hjem hver eneste tirsdag og torsdag og læste dem på rekordtid, i perioder minimum en bog om dagen.

Den store sorg var, at man kun måtte låne fire bøger ad gangen, så strækket mellem torsdag og tirsdag, hvor der oven i købet befandt sig en weekend, var næsten ubærligt. Jeg lærte hurtigt

at foretrække tykke bøger, og det gør jeg såmænd stadig. Men altid, altid fiktion. Jeg vil til enhver tid hellere læse en opdigtet historie end for eksempel en biografi.

Den glemte roman

Afhængigheden er så voldsom, at jeg kan være nødt til at gå til yderligheder, der er svære at forstå for andre. For eksempel var jeg engang på seminar med det bladhus, hvor jeg dengang arbejdede. Jeg boede på et værelse i et anneks godt hundrede meter fra hovedbygningen, og den nat var det et forfærdeligt vejr. Storm og regn og kulde og øv. Jeg var drivvåd og forfrossen efter den korte tur, da jeg låste mig ind på værelset, træt efter en lang aften med god mad og drikke.

Da jeg fandt tandbørste og nattøj frem af weekendtasken, opdagede jeg imidlertid katastrofen: Jeg havde glemt min roman derhjemme.

(Og ja, jeg kan godt huske, hvilken bog det var: Anne Tylers Turist ved et tilfælde).

Annekset kunne ikke byde på så meget som et ugeblad eller en spændende pizzareklame. Der var absolut intet at gøre: Jeg måtte for første gang i årtier

falde i søvn uden at læse først, men jeg var jo så udmattet, så det gik nok, tænkte jeg.

Men nej. Efter at have vendt og drejet mig i en time måtte jeg stå op, pakke mig ind i det stadig fugtige overtøj og vandre gennem uvejret tilbage til hovedbygningen, hvor jeg vidste, der var et lille bibliotek.

Det viste sig, at der ikke var andet end opslagsværker, og den slags dur ikke til sengelæsning. Det nærmeste, jeg kunne komme fiktion, var en række indbundne eksemplarer af Det Bedste, og dem måtte jeg så tage til takke med.

Jeg stred mig tilbage gennem regnen, der nu var blevet til slud, gik i seng igen og påbegyndte læsningen af en eller anden beretning om en amerikansk dame, der vistnok havde set en ufo – og sov efter få linjer.

Jeg kender mange, der som jeg kan Tampax-brugsanvisningen udenad, fordi vi af og til er strandet på fremmede menneskers toiletter uden andet læsestof.

Andre, som tyrer gennem lange krimiserier på få uger, fordi vi bare må læse det næste og det næste og det næste bind. Som sluger yndlingsbøgerne flere gange, selv om vi udmærket kan huske, hvordan de ender. Som ikke fatter en brik, når folk siger, de har svært ved at finde tid til at læse, selv om de bruger timevis foran fjernsynet hver aften. Og som elsker, at der nu om dage findes e-bøger, som vi kan få fat i nårsomhelst og hvorsomhelst fra diverse streamingtjenester, og som til nød kan læses på mobilen, hvis vi skulle komme i den dybt tragiske situation at have glemt vores Anne Tyler-bog derhjemme.

Tvangslæsningens glæder

Da jeg næste morgen fortalte en kollega om det passerede, foreslog han helt seriøst, at jeg søgte behandling. Det kunne da ikke være normalt, mente han. Og det er da muligt, han har ret.

Men hvis det er unormalt at være tvangslæser, så er jeg ikke den eneste, der er det.

Anna Grue

Anna Grue er forfatter og har blandt andet udgivet krimiserien Den skaldede detektiv om Dan Sommerdahl og romanerne Italiensvej (2015) og De voksnes rækker (2017).

BOGEN SAMLER TANKERNE LINDHARDT OG RINGHOF

S. 35

Storslået og medrivende familiesaga af Jeffrey Archer Af Simone Krogh

I bestsellerserien Clifton-krøniken fortæller Jeffrey Archer over syv bøger en episk historie om magt, forræderi og familiebånd fra 1920 til slutningen af det 20. århundrede.

Hvis du er vild med Ken Follett og Jan Guillous slægtshistorier, vil du elske familiesagaen Clifton-krøniken.

S

erien begynder med Hvor der er vilje i England i tiden lige efter Første Verdenskrig.

Vi bliver introduceret til Harry Clifton, som bor alene med sin mor, efter at hans far efter sigende døde under krigen.

Mod alle odds bliver Harry optaget på en prestigefyldt drengeskole, og her bliver han venner med Giles Barrington. De to venner viser sig dog at være tættere forbundet, end man lige umiddelbart skulle tro, og dermed er grundlaget lagt for en dramatisk fortælling om de to familier.

Clifton-krøniken: En pageturner i syv bind

I de efterfølgende seks bind følger vi familien Clifton og familien Barrington gennem århundredets vigtigste begivenheder – historiske såvel som personlige. Vi kommer helt tæt på, når S. 36

seriens karakterer kæmper for at overleve Anden Verdenskrig, hvad enten det er som soldat ved fronten eller i hjemmet langt fra krigens rædsler.

Vi er også med, når der udkæmpes politiske kampe om Englands fremtid, hvor seriens karakterer har vigtige roller side om side med prominente personligheder som eksempelvis Jernladyen Margaret Thatcher.

Vi følger karaktererne i medgang og modgang, når der skal tages svære beslutninger, og når livet tager en uventet drejning. Jeffrey Archer skriver med indlevelse og fortæller en historie, der er så fængende, at det er svært at lægge bogen fra sig igen.

Bestsellerforfatteren Jeffrey Archer

Omend Jeffrey Archers fortællinger har begejstret læsere verden over, er de næsten intet imod hans egen livshistorie. Selvom han i dag er en af verdens bedst sælgende forfattere, så lå det på ingen måde i kortene, at dette ville ske.

Som 29-årig var Jeffrey Archer nemlig medlem af det britiske parlament, men en mislykkedes investering sendte ham i fængsel og endte med at koste ham både hans formue og politiske karriere. For at betale sin gæld tilbage satte han sig som 34-årig for at skrive

sin første roman, Stjålne penge varer ikke længe, hvilket blev startskuddet til Jeffrey Archers succesfulde karriere som forfatter.

Jeffrey Archer har i løbet af sin lange karriere skrevet en række romaner, novellesamlinger og manuskripter, der er udgivet i 97 lande på mere end 33 forskellige sprog. Alt i alt har han solgt mere end 275 millioner bøger verden over og må derfor siges at være en populær forfatter.

Familiesagaen Clifton-krøniken er hans seneste ambitiøse projekt, og bøgerne er strøget til tops på bestsellerlister verden over. Alle seriens syv bøger er udkommet på dansk. I Danmark har Lindhardt og Ringhof udgivet bøgerne med et halvt års mellemrum, og nu kan man endelig læse alle bøger i serien: Hvor der er vilje, Faderens synder, En velbevaret hemmelighed, Pas på hvad du ønsker dig, Mægtigere end sværdet og Men der kommer en time. Sidste bind i serien, Her var en mand, udkom i august 2019.

► Har du endnu ikke læst serien, så find de første kapitler her.

PUK ELGÅRD:

Jeg skulle selv blive mor for at forstå, hvor slemt det var Af Julie Marstrand

Tv-vært og forfatter Puk Elgård voksede op i et hjem præget af forældrenes sorg over tabet af deres førstefødte datter. I sin nye bog Se mor, jeg danser tager Puk livtag med en barndom, hvor stilheden i familien kvalte alle forsøg på heling.

T

Sorgen der fyldte alt

”Jeg skulle selv blive mor for at forstå, hvor slemt det var. Tabet af deres datter. Mine forældre satte aldrig ord på det. Hun blev bare slettet. Hun fandtes ikke i vores familie.”

stand til at passe på sig selv og børnene Puk og Claus.

Det er vigtigt at række ud til hinanden.

I dag er det Puk Elgårds faste overbevisning, at det var tavsheden efter søsterens død, der blev familiens største tragedie, og som såede kimen til misbrug og psykisk sygdom.

Havde de delt deres sorg med hinanden, kunne deres liv have været anderledes.

Derfor håber Puk også, at hendes bog vil give læserne den følelse af håb og heling, som hun selv har oplevet ved at række ud til andre mennesker og sætte ord på: ”Det kan være fuldstændig altafgørende i livet, at man fortæller om de ting, der er svære, og jeg drømmer om, at vi tør tale med hinanden, når livet rammer som et godstog.”

”Jeg stillede mig aldrig op og sagde: ’Hey! Jeg er levende! I skal være her for mig og min bror.’ Jeg tænkte bare, det måtte være min opgave at holde sammen på det hele.”

idligt en morgen åbner 7-årige Puk forsigtigt lågen i reolen i stuen. Hun lytter efter, at moren stadig sover, og så fisker hun det fotoalbum frem, som hun ved, forældrene ikke vil tale om.

I albummet er billeder af en lille pige med mørkt hår, som Puk aldrig har set før. Pigen laver perleplader og danser ballet med Puks mor. På det sidste billede i albummet er en gravsten med inskriptionen: ’Sov sødt, Pia’.

Det siger Puk Elgård, der er aktuel med biografien Se mor, jeg danser, hvor hun ærligt fortæller om en barndom, hvor tabet af storesøsteren Pia var tabu at tale om.

Sorgen sendte hendes forældre ud i et misbrug af alkohol og medicin. Et misbrug, der til tider gjorde dem ude af

S. 37

Fantastiske bøger fra det eventyrlige Frost-univers

Er Frost også et hit hjemme hos jer? Her finder du en række skønne børnebøger baseret på det magiske Frost-univers.

S. 38

F

ortællingerne om søstrene Anna og Elsa, der sammen med deres tro følgesvende Olaf, Kristoffer og Sven drager ud på eventyr, har tryllebundet børn og voksne verden over.

Nu kan I tage filmmagien med ind

på børneværelset med disse flotte højtlæsnings- og billedbøger. I kan både give jer i kast med de originale historier kendt fra filmene og helt nye fortællinger om Anna, Elsa og alle de andre.

Frost II – Anna, Elsa og den hemmelige flod En helt ny historie inspireret af filmen Frost 2.

Hvor kommer Elsas magiske evner fra?

Anna og Elsa tager på eventyr i skoven for at finde en mystisk, hvid flod. Den rummer nemlig muligvis svarene til fortidens spørgsmål.

Fra ca. 3 år.

Walt Disney Klassikere – Frost Vaskeægte Disney-magi som eksklusiv højtlæsningsbog.

Prinsesserne Anna og Elsa vokser op som tætte søstre, og lillesøsteren Anna elsker, når Elsa bruger sine magiske kræfter til at skabe is, sne og kulde. Men da hendes evne bliver skyld i et uheld, beslutter deres forældre at skille de to søskende ad og at skjule Elsas kræfter for både omverdenen og Anna.

Serien Walt Disney Klassikere er de allerstørste klassikere fra Disneys magiske univers i en lækker indpakning med stor respekt for de originale tegnefilm, som børn og voksne har elsket i årtier. Fra ca. 4 år

Fem minutter i godnat – Frost I denne højtlæsningsbog får du tolv vidunderlige historier fyldt med flotte illustrationer med karaktererne fra et af Disneys allerstørste hits: Frost.

Tag med Anna, Elsa, Olaf og alle de andre ud på eventyr i det sneklædte landskab. Fra ca. 4 år.

Olaf og de tre isbjørne

Olaf, den vidunderlige snemand fra Disney’s Frost, er hovedpersonen i denne helt særlige genfortælling af et af verdens mest elskede eventyr om Guldlok og de tre bjørne. Denne gang er der bare ingen Guldlok – men en Olaf, der har begivet sig ud på eventyr i den store skov.

Med helt nye illustrationer er denne billedbog om en af børnenes favoritter et absolut must til alle Frost-fans. Fra ca. 3 år.

S. 39

10 ting, du ikke vidste om Bamse og Kylling Bamses Billedbog er tivertifald noget ganske særligt. Historierne om Bamse, Kylling og Ælling og sange som Nydningen, Regnsangen og Yd Yd er en elsket del af dansk børnekultur.

Her fortæller “Bamsemor” Katrine Hauch-Fausbøll 10 ting, du måske ikke vidste om vores allesammens Bamse og Kylling … og så er der ekstra facts til de voksne nederst.

K

atrine Hauch-Fausbøll (f.

1945) er en dansk tv-producer, forfatter og instruktør. I 1980 var hun med til at opfinde det ikoniske børneprogram Bamses Billedbog, og siden har hun skrevet flere bøger med de elskede figurer. Senest højtlæsningsbogen Bamse møder den store verden om mod, forskellighed og – ikke mindst – om at dele.

•

•

•

•

•

•

Vidste du, at …

•

•

•

• S. 40

Bamse blev sendt hjemmefra, da han var 4 år, og byggede sin hytte helt selv ude i skoven.

Bamse ikke kan huske, hvem hans forældre er – kun at han havde en Bamsefar og en Bamsemor.

Kyllings mor hedder fru Høne, og Kyllings far er en italiensk hane, som dens mor mødte i Venedig.

Kylling har arvet sine lange, røde

ben fra sin italienske far (siger fru Høne).

Kylling elsker at sige: Pollo Crema (kylling i flødesovs). Det er det eneste italienske ved Kylling.

Kylling blev sendt hjemmefra af sin mor, da den var meget lille, og den første ven, den fik, var Bamse.

Bamse ikke kan læse, derfor “læsefortæller” han for Kylling og Ælling.

Det vil sige, at han kan historierne udenad, og så bladrer han i bøgerne og lader som om han læser.

Bamse ikke kender noget til iPhone og iPads. De findes ikke i hans verden.

Bamse er forelsket i Luna og i Silyfiden, som han mødte i Bamsebamletten og senere i Bamses store verden.

Bamse ikke kan kende forskel på højre og venstre, så han har givet sin højre støvle en blå klat.

Bonusfacts (kun for de voksne) •

•

Der bliver op til 45 grader inde i bamsedragten på en varm sommerdag.

Bamses hytte er inspireret af Katrine Hauch-Fausbølls gamle sommerhus fra 1928 – det er skævt og med blå vinduer og skodder.

•

Bamse blev ”opfundet” og tegnet af Finn Bentzen ved det legendariske grønne bord hos Mogens Vemmer og Katrine Hauch-Fausbøll.

Bamse møder den store verden

af Gitte Melgaard & Katrine Hauch-Fausbøll & illustreret af Gabriel Diaz Bamse er sur. Så sur, at han har kylet sin ven Lillebjørn udenfor. Men da Bamse vil have ham tilbage igen, er han væk. Nu er Bamse helt alene i sin hytte, og han savner sin ven.

Han må drage ud i den store verden helt alene for allerførste gang. Det bliver en rejse, hvor Bamse får nye venner og lærer om mod, forskellighed og – ikke mindst – om at dele.

Fra ca. 3 år

Massage med rim og remser styrker børns sociale relationer og koncentration Lotte Salling har udgivet en lang række bøger om sprogstimulering, hvor hun især fokuserer på at inddrage det legende forhold til sproget, som udfolder sig i børnerim og -remser. Læs mere her, hvor Lotte Salling fortæller om bogen Musetrin og troldetramp: Massageremser for børn

I

Musetrin og Troldetramp: Massageremser for børn kombineres Lotte Sallings sjove rim og remser med Dina Gellerts fine illustrationer, der viser børn og voksne, hvordan massagen udføres. Men hvorfor er massage sundt og lærerigt for både små og større børn?

pen og sanserne og at udtrykke deres behov og udvise hensyn til hinanden.

Bogen er egnet både til små børn, der kan masseres af voksne, og større børn, der kan massere hinanden. De træner deres egen kropsbevidsthed, når de spørger, svarer og mærker efter ved spørgsmål som “Er det for hårdt?”, “Er det rart?” osv., ligesom de på en pæn måde lærer at sige til og fra over for noget, der føles dejligt eller ubehageligt.

Massagen kan skabe glæde og tryghed og måske give et tiltrængt roligt øjeblik i en ellers travl hverdag – både hos børn og voksne. Samtidig gør de små fortællinger det sjovt og dejligt at have opmærksomhed på krop og sanser.

Et tiltrængt roligt øjeblik

Massage er kendt for at skabe afslapning og velvære. Børn, der oplever en travl hverdag kan finde ro i massagen. En simpel berøring udskiller hormoner, der beroliger kroppen, øger den sociale tilknytning og hæmmer stresshormoner. Med Musetrin og troldetramp: Massageremser for børn lærer børnene, hvordan massagen skal udføres, men de lærer også om krop-

Massage er med til at: • • • • •

støtte børns kropsbevidsthed give afspænding og velvære stimulere vejrtrækning og kredsløb forbedre og støtte opmærksomhed og koncentration styrke og skabe sociale relationer

teter, der styrker den voksende krop og øger velvære, vejrtrækning og kropsbevidsthed. Massage kan – udover at være dejligt – også styrke barnets koncentration, mindske rastløshed og skabe tryghed. Er det et barn, der giver massagen, styrker det også relationen mellem børnene.

Ved at kombinere rim og remser med kropskontakt hjælper det børnene med at huske både rim og massagebevægelserne. Kombinationen af ord og bevægelse styrker ikke kun de kropslige men også de sproglige aspekter af barnets udvikling.

Bevægelse i tilknytning til sprogaktiviteter stimulerer nemlig blandt andet de hjerneområder, der arbejder med tænkning og koncentration, hvilket gør, at det fremsagte huskes langt bedre. At remser har en rytmisk opbygning, gør dem særligt oplagte at knytte bevægelse til. En linje eller en kort remse er både sjovere at sige og lettere at huske, hvis vi samtidig bevæger kroppen.

Når kroppen er med, lærer vi bedre Børn har stor glæde af kropsaktivi-

Musetrin og troldetramp: Massageremser for børn

20 massageremser for børn, der tager udgangspunkt i leg og fantasi ved hjælp af remser, som er tilknyttet de enkelte massagebevægelser.

Et fint eksempel på en af de søde remser er Honningbi, hvor barnet bliver masseret op og ned ad ryggen med forskellige bevægelser.

Børnemassage hitter i børnehaver og indskoling som forebyggende redskab i forhold til mobning. I Musetrin og troldetramp: Massageremser for børn introducerer Lotte Salling remser sammen med massagen, så både krop og sprog stimuleres og styrkes.

S. 41