Af samme forfatter GLEM MIG OVERLEVERNE
Content_9788711994665.indd 2
09/02/22 7:14 pm
Alex Schulman
BRÆND ALLE MINE BREVE
På dansk ved Charlotte A. E. Glahn
LINDHARDT OG RINGHOF
Content_9788711994665.indd 3
09/02/22 7:14 pm
Brænd alle mine breve er oversat fra svensk efter Bränn alla mina brev Copyright © Alex Schulman 2018 All rights reserved Dansk copyright © 2022 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København Published by agreement with Ahlander Agency Omslag: Alette Bertelsen efter design af Sigge Eklund Bogen er trykt hos ScandBook UAB, 2022 ISBN 978-87-11-99466-5 1. udgave, 1. oplag 2022
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Denne bog er udgivet med støtte fra: Denne oversættelse er udgivet med støtte fra Nordisk Ministerråd.
www.lindhardtogringhof.dk BOG.DK – dit online bogmagasin Lindhardt og Ringhof støtter børn og unge Lindhardt og Ringhof er en del af Egmont. Egmont er Danmarks største mediekoncern og en fond, som hvert år uddeler næsten 150 millioner kroner til børn og unge, der har det svært.
Content_9788711994665.indd 4
09/02/22 7:14 pm
Til Karin
Content_9788711994665.indd 5
09/02/22 7:14 pm
Content_9788711994665.indd 6
09/02/22 7:14 pm
Prolog
”Jeg ved ikke, hvor mange flere gange jeg kan holde til.” Det er sætningen, der forandrer alt. Hun siger det efter et skænderi en aften i køkkenet, jeg laver mad, og vi mister begge kontrollen over tonen. Vi siger så forfærdelige ting til hinanden, at jeg bliver bange for, at vi ikke vil kunne gøre skaden god igen. Ondskabsfuldhederne hober sig op, og til sidst taber jeg fatningen og kaster stegepanden mod væggen. Der bliver stille, kyllingelever over hele gulvet. Jeg fortryder straks og rækker hånden frem mod hende. Hun farer sammen og ser på mig, og der er ikke noget at tage fejl af: Der er frygt i hendes blik. Jeg fornemmer med det samme, at det her er farligt. Forsøger at danne mig et overblik over konsekvenserne af mit udbrud. Jeg ved, at jeg nu har taget endnu et skridt i den forkerte retning, og at det er tæt på nu. Hvis ikke jeg gør noget, vil hun forlade mig. Erkendelsen kommer efter en række opdagelser, den ene mere ubehagelig end den anden. Det begyndte vel 7
Content_9788711994665.indd 7
09/02/22 7:14 pm
omkring en måneds tid forinden, med lyden af gråd fra min datters værelse. Jeg åbnede forsigtigt døren for at se, hvad der foregik. Hun sad på gulvet, med ryggen mod mig og gnubbede på en plet på gulvtæppet. Rundt om hende lå der toiletpapir i små misfarvede bunker – hun måtte have været i gang i en rum tid. Jeg så, hvordan pletten bredte sig ud under hende, og jeg genkendte den lilla farve, det var det slim, jeg havde købt til hende tidligere på dagen. Jeg betragtede hendes hektiske bevægelser. ”Jamen, hvad er der dog sket?” spurgte jeg, og hun stivnede og så op på mig. Der var hår og snot og tårer, og bag alt det to øjne. ”Undskyld, far,” sagde hun. Hun slog blikket ned. ”Det var ikke med vilje.” Jeg gik hen til hende, løftede hende op og satte mig med hende på sengen. ”Selvfølgelig ikke,” sagde jeg. Jeg kunne mærke hendes hurtige puls gennem brystkassen. ”Undskyld, far,” sagde hun igen, og jeg strøg det fugtige hår om bag ørerne, fandt ind til ansigtet og tørrede det med mit ærme. Vi fik øjenkontakt, kun et kort øjeblik, inden hun så ned igen, og der var ikke noget at tage fejl af. Jeg så lige ind i hendes frygt. 8
Content_9788711994665.indd 8
09/02/22 7:14 pm
Jeg mærkede et forvirret ubehag. Hvorfor er min datter bange for mig? Senere samme aften, da børnene var faldet i søvn, fortalte jeg Amanda, hvad der var sket, og jeg spurgte hende: ”Hvorfor er min datter bange for mig?” Hun fortalte, at hun havde ryddet op på vores datters værelse et par dage forinden. Under sengen havde hun fundet omkring ti franskbrødsmadder. Frances havde smuglet dem op fra morgenmaden i køkkenet og gemt dem der for at slippe for at spise dem. Amanda havde fortalt hende, at man ikke måtte gemme mad på den måde. Frances var blevet underligt forskræmt og var begyndt at græde, og Amanda havde trøstet hende og sagt, at hun ikke skulle tage det så tungt. Der var ikke noget at være ked af. ”Men, mor,” sagde Frances. ”Du må ikke sige det til far.” Jeg fattede ingenting. Hvornår var det blevet sådan her? Jeg havde altid opfattet børnenes måde at forholde sig til mig som udtryk for en form for respekt. Jeg opfattede det som noget positivt – børnene lyttede virkelig til mig, og det var, som det skulle være. Men det her var noget andet. Og frem for alt: Det var en gåde. Hvad var det ved mig, der skræmte dem? Jeg vidste godt, at jeg ikke ligefrem var noget festfyrværkeri. Jeg vidste, at jeg kunne være vanskelig og måske ligefrem tungsindig, indimellem spændt som en 9
Content_9788711994665.indd 9
09/02/22 7:14 pm
violinstreng, især når jeg var sammen med mennesker, jeg ikke følte mig tryg ved. Og jeg vidste, at jeg hele tiden bar på en slumrende irritation, der kunne blusse unødigt hurtigt op. Katastrofen lå altid og lurede, og jeg reagerede stærkt og umiddelbart på små modgange, høje lyde, stress, misforståelser. Jeg var ikke stolt af den side af mig selv, men jeg havde altid troet, at det mest var mig selv, der led under den; indimellem havde jeg det, som om jeg trådte ind i et mørke – men at det stadig var lyst udenfor. En ubehagelig mulighed dukkede op i min bevidsthed: At jeg bærer på en vrede, der forgifter ikke blot mig selv, men også min familie. Jeg blev opmærksom på min egen opførsel, og på mine børns. Erkendelserne kom langsomt. Småbitte tegn. Jeg ringer til min datter, som ikke svarer, og lidt efter ringer hun forpustet tilbage, og som det allerførste siger hun: ”Undskyld, far! Undskyld, at jeg ikke svarede før.” Hvorfor siger hun det? Vi er i Gröna Lunds Tivoli, og børnene vil prøve Mariehønen. Der står, at der er 30 minutters kø. Jeg mumler surt for mig selv, og vi stiller os bag i køen, men min datter har opdaget min irritation og rykker mig straks i armen. ”Vi behøver ikke tage den, far. Vi kan prøve noget andet.” Hun trækker mig hen mod elefanterne. ”Kom, far!” Så jeg slipper for at stå i kø. Hvorfor gør hun det? 10
Content_9788711994665.indd 10
09/02/22 7:14 pm
Vi går tur i Humlegården på en af årets første forårsdage. Børnene forsvinder og kommer lidt efter tilbage med en buket blå anemoner, de har plukket på skrænten, hvor blomsterne netop er sprunget ud. De rækker stolte buketten til mig, jeg reagerer instinktivt. ”Hvad tænker I på?” udbryder jeg. De standser op, og smilene blegner. ”De blomster skal blive stående, så alle kan få glæde af dem.” De ved pludselig ikke, hvor de skal gøre af deres buket. De lægger den i græsset. Vi fortsætter hen mod gyngerne. Et af børnene sender mig et hastigt blik. Hvorfor ser hun så forskræmt ud? Små tegn, jeg kunne se dem i deres blikke og bevægelser. Hvordan mine børn hele tiden aflæste situationerne og forsøgte at tyde, hvordan jeg ville reagere. De reagerede ikke på verden, men på min reaktion på den. Det var så ubehageligt velkendt. Det, jeg så dem gøre, hvordan de forholdt sig til vrede, havde jeg gjort gennem hele min barndom. Min mor stikker hånden ind under min skjorte for at klø mig på ryggen. Hendes flossede negle gør ondt, og hun klør for hårdt, så jeg trækker mig væk, rykker til siden. Hun siger: ”Så skal du sandelig også få lov at slippe,” og vender blikket mod tv-skærmen. Jeg ved med det samme, at konsekvenserne af min handling kan blive farlige, så jeg rykker tilbage, stiller min ryg til hendes rådighed. Hun lader, som om hun ikke ser det, stirrer bare på skærmen. ”Mor,” siger jeg. ”Du må gerne 11
Content_9788711994665.indd 11
09/02/22 7:14 pm
klø mig på ryggen.” Hun svarer ikke, og jeg går min vej, men nu er jeg på vagt. Nu ved jeg, at noget er ved at briste. Jeg udviklede en superkraft i barndommen, jeg kunne forudse konflikter længe før alle andre. Jeg udviklede en radar for vrede, og den har jeg båret med mig videre gennem livet. Det var først nu, jeg opdagede, at denne radar virkede på alle andre end mig selv. Jeg var blind for min egen opførsel. Amanda havde tidligere påpeget det for mig, men altid i andres selskab og altid anekdotisk. ”Du kan jo blive virkelig vred.” Sjove historier ved middagsselskaber om et heftigt temperament. Som da jeg reagerede på hospitalsmaden på fødegangen, dagen efter min datter var blevet født. ”Kan det virkelig være så svært at få et ordentligt måltid mad her?” hvæsede jeg til en forskræmt jordemoder. Men der er hændelser, vi ikke har talt om bagefter. Et udbrud, der gik ud over Amanda i en bil på en stegende hed parkeringsplads midt om sommeren. Jeg så børnenes forskrækkede blikke i bakspejlet. En anden gang i et supermarked. Jeg husker ikke detaljerne, et eller andet ligegyldigt. Jeg kastede en vare i vognen og gik hjem. Vi taler ikke om det. Men så forhøjes indsatserne til sidst. Skænderiet i køkkenet sætter tingene på spidsen.
12
Content_9788711994665.indd 12
09/02/22 7:14 pm
Bagefter sidder vi i nattemørket på altanen under to tæpper og ryger cigaretter. Hun siger, at hun ikke ved, hvad hun skal stille op. Hun siger, at noget må ske. ”Jeg ved ikke, hvor mange flere gange jeg kan holde til.” Det er så direkte, så uomgængeligt. Som en nedtælling til katastrofen. Jeg siger ingenting der på altanen, men inden i mig raser panikken. Min datters lille hjerte, der banker hårdt gennem blusen. De forskræmte blikke hos familiemedlemmerne, der følger hvert et skridt, jeg tager. Amandas opgivende blik der på altanen. Det var sådan, jeg endte her. Det var sådan, det til sidst gik op for mig, at jeg må gøre noget, inden alt omkring mig går i stykker og forsvinder. Jeg bærer på en vrede, og jeg må gøre noget.
Content_9788711994665.indd 13
09/02/22 7:14 pm
Content_9788711994665.indd 14
09/02/22 7:14 pm
Kapitel 1
Der ser ud, som der altid gør. To lænestole og over den ene hænger der et ur på væggen – det er der, klienten skal sidde, så terapeuten diskret kan kaste et blik på uret over ens hoved, uden at det virker stødende. Et bord med en karaffel med vand og en æske med papirlommetørklæder til dem, der græder. Kunst på væggene, der lader til at være valgt, fordi det er så intetsigende. Jeg sætter mig ned og bliver lidt forlegen, da hun spørger, om jeg har været i terapi tidligere. Det har jeg. I otte år. Der er selvfølgelig ikke noget galt med at have været i terapi, men alligevel skammer jeg mig og vil helst ikke fortælle om det. For hvad siger det om et menneske, at man har gået i terapi så længe? Der er noget usundt ved, at man uge efter uge, år efter år, vender tilbage til en lænestol for at få lov til uforstyrret at tale om sig selv. Jeg fortæller hende, at det ikke er første gang, jeg går i terapi, men at det derimod er første gang, jeg skal prøve 15
Content_9788711994665.indd 15
09/02/22 7:14 pm
det, hun er særligt uddannet til, nemlig at tegne et familiekort. Jeg fortæller hende, at jeg tror på tanken om, at alle individer i en slægt påvirker hinanden. Og ved at tegne et familiekort kan man få et billede af, hvordan det hele hænger sammen, hvordan man selv er en sum af alle de mennesker, der omgiver en i slægten. Hun tager en stor tegneblok på et stativ frem og beder mig fortælle om min familie. Det er mig og mine to brødre og vores afdøde forældre. Det er udgangspunktet, og derfra breder de forskellige familiemedlemmer sig ud. Vi gennemgår dem nøje, person for person. Vi taler om familiehemmeligheder, sorger, skilsmisser og dødsfald og markerer dem ud for de implicerede. Det gør noget ved en at se så mange liv præsenteret i koncentreret form på så lille en overflade. En skæbne på ganske få linjer. En farbror, der blev alkoholiker og døde ung. En moster, der mistede begge sine sønner, da de legede i en grusgrav. En, der fik kræft. En anden, der tog sit eget liv. Terapeuten beder mig gå hen til kortet og markere det indbyrdes forhold mellem de forskellige. Hvis relationen er god mellem to personer, skal jeg markere det ved at trække en lige linje imellem dem. Hvis der er konflikter mellem to familiemedlemmer, skal det angives ved en siksakstreg. Da jeg er færdig, spørger hun, om jeg kan se et mønster i de streger, jeg lige har lavet. Jeg træder et par skridt tilbage for at få et bedre overblik. Jeg betragter 16
Content_9788711994665.indd 16
09/02/22 7:14 pm
forundret virvaret af navne, årstal og kommentarer. Jeg har aldrig set det så tydeligt før, det er næsten, som om jeg er blevet udsat for et tryllenummer, jeg ikke kan forklare. ”Utroligt,” siger jeg. ”Fortæl mig, hvad du ser,” siger hun. Jeg går hen til det store ark igen. Jeg fører pennen mod mit navn. Ser, hvordan der går en lige streg mellem min far og mig, og hvordan der løber en siksakstreg til min mor. Og så ser jeg op mod de to slægter. ”På min fars side er der kun lige streger,” siger jeg. ”Fra min far og hans børn og hans søskende og forældre. Alt er harmoni.” Jeg fører pennen mod min mors side af papiret, hendes slægtninge. ”Men herovre …” Jeg ser ud over en slagmark, et virvar af takkede relationer, overalt markeringer af uvenskab, opbrud og opgør. Ingen er blevet skånet. ”Herovre er der kaos.” Min mor var den yngste i sin søskendeflok. Hun havde tre søskende, to brødre og en søster. Jeg forsøger at mindes, men jeg tror ikke, jeg nogensinde har set dem alle fire sammen. De hadede hinanden ad flere omgange, konflikterne løb gennem årtier. I barndommen var uvenskaberne naturligvis ubegribelige for mig. En tidlig juledagsmorgen i begyndelsen af firserne. Vi er hjemme 17
Content_9788711994665.indd 17
09/02/22 7:14 pm
hos min morbror og fejre jul. Min mor vækker os i vores senge. ”Kom så, unger, vi kører nu,” hvisker hun. Vi samler søvndrukne vores tøj sammen, lister gennem det sovende hus og går ud til bilen. Vi forlader huset uden at sige farvel. Vi får ingenting at vide, men vi hører de mumlende stemmer fra forsæderne. ”That’s it – det er sidste gang, vi ser noget til dem.” Der var altid sket noget utilgiveligt, som ikke kunne glemmes igen. Så blev kontakten afbrudt i et par år, men så ændrede det sig igen, og vi skulle pludselig på ferie sammen. Fætre og kusiner blev igen ført sammen, fremmede, der skulle lege, og blev derefter revet fra hinanden, når fjendskabet blussede op på ny. Aflyste midsommerfester, middage, der endte i vrede udråb og stoleskrab og nogen, der kørte væk på hvinende dæk. Jeg husker et brev på min mors skrivebord, underskrevet af hende, til en af brødrene. Jeg læste begærligt, det var som ledetråde til et stort mysterium. Han havde gjort noget, der var ”utilgiveligt”, og indtil han indså sine fejltagelser, var hun ikke interesseret i at se ham overhovedet. Jeg husker den sidste linje: ”Al kontakt ophører nu.” Det var så ubehageligt, så endegyldigt. Engang ringede min mors søster, jeg tog telefonen. Hun ville tale med min mor. ”Nej tak!” råbte hun fra køkkenet. ”Men, mor …” sagde jeg. 18
Content_9788711994665.indd 18
09/02/22 7:14 pm
”Ikke interesseret!” Den ene af mine morbrødre hadede ikke familien – hans konflikt var med verden. Engang kørte han og jeg i bus sammen mellem Filipstad og Stockholm. Damen fra busselskabet gik rundt og fik alles navne, og da det var hans tur til at give sine oplysninger, hvæsede han hadsk: ”Hvad skal I med det?” Damen forklarede, at de skulle indsamle alle passagerernes navne. ”Så hedder jeg Johan Johansson,” svarede han og så ud gennem ruden. Han vendte sig mod mig, da hun var gået forbi, hviskede i mit øre: ”De har spioner overalt.” ”Hvem?” ”Satans udsendte.” Da jeg kom hjem og fortalte min mor det, besluttede hun, at vi ikke længere skulle omgås ham – han var jo tydeligvis splittergal. Igen: Al kontakt ophører nu. Alle de konflikter, der rasede mellem slægtens medlemmer, kom med årene til at blive noget velkendt, og langsomt opdagede jeg, at jeg fik smag for det. En sommer i teenageårene var jeg på interrail ned gennem Europa med en ven. ”Ring til min bror, når I kommer til Grækenland,” sagde min mor. ”Han skal nok tage sig godt af jer. I kan bo hos ham.” Han mødtes med os på en bar i den lille by, han boede i. Da vi spurgte, om vi kunne sove hos ham, blev han 19
Content_9788711994665.indd 19
09/02/22 7:14 pm
perpleks. Han skulle have gæster om aftenen, det passede ikke rigtigt. Vi tog afsked med hinanden, og fra havnen ringede jeg til min mor og fortalte alt, og jeg hørte hendes tilbageholdte vrede, da hun forhørte sig om detaljerne. ”I måtte altså ikke engang slå telt op på grunden?” ”Nej.” ”Han gav jer ikke engang penge til en busbillet?” ”Nej.” Der var en underlig tilfredsstillelse ved at vide, at nu begyndte det igen. Jeg blev selv en medspiller, noterede mig handlinger og adfærd og fordelte informationerne for at maksimere skaden. Min lillebror og jeg overnattede hos vores moster. De havde et klaver, og min bror spillede på det, den eneste melodi, han kunne spille. ”Kalle Johansson, Kalle Johansson, Kalle Johan-Johan-Johansson,” sang han højt og muntert, og til sidst fik vores moster nok og råbte: ”Så må det være nok med det klimperi!” Jeg listede ind på et af værelserne og ringede hjem. Jeg viderebefordrede den letantændelige information. Dagen efter blev vi sendt hjem. Og så kørte det igen. Et par år efter døde vores moster. Min mor var vægelsindet i forhold til begravelsen – skulle vi med eller ej? Det endte med, at vi tog med. Og sådan var det i grunden; kun dødsfald kunne sætte en stopper for konflikterne i familien. 20
Content_9788711994665.indd 20
09/02/22 7:14 pm
Jeg betragtede familiekortet og kaosset på min mors side. Vreden, der er gået i arv. Hvor meget har den egentlig skadet mig? Jeg har ikke spekuleret så meget på det tidligere, men jeg kommer i tanke om en mail, en kusine sendte mig for et par år siden. Hun ville gerne samle alle fætre og kusiner til en middag og spurgte forsigtigt, om vi mon kunne være interesserede. Hun syntes, det kunne være så hyggeligt at møde alle igen, efter alle disse år. ”Bare fordi vores forældre skændtes, betyder det jo ikke, at vi skal gøre det.” Vi mødtes. Tøvende, velvillige samtaler hen over bordet. Vi drak vin og forhørte os om hinandens liv. Men det var også trist. Der sad vi, medtagede og forvirrede som følge af fyrre års voldsomme konflikter mellem vores forældre. Vi vidste ikke, hvordan vi skulle opføre os. Det var, som om vi var blevet tvunget sammen igen. Som om vores forældre befandt sig i rummet ved siden af, og inden længe ville de hårde ord sive ind gennem væggene, og nogen ville smække en dør og køre af sted på hvinende dæk nede på gaden. Vi snakkede og drak, men vi var hele tiden forberedte på at blive afbrudt og revet op fra stolene. ”Hvad ser du mere, når du kigger på kortet?” spørger terapeuten. Jeg betragter papiret. Det er jo derfor, jeg er her; jeg har et håb om blandt de skrøbelige tråde af uvilje at finde 21
Content_9788711994665.indd 21
09/02/22 7:14 pm
en nøgle til min vrede. Noget, der kan hjælpe mig med at forstå mine egne reaktioner, så jeg kan reparere mig selv. Men når jeg betragter markeringerne og notaterne, er det, som om jeg ikke kan tyde tegnene. Et eller andet sted findes løsningen, men jeg kan ikke regne ud hvor. Eller tænker jeg helt forkert? Måske findes svaret i noget, der ikke er markeret, noget, der er blevet glemt eller skjult? Familiekortet minder om et skattekort, der leder til en stor hemmelighed, men der er ikke noget X. ”Jeg ved det ikke,” svarer jeg. ”Hvad leder jeg efter?” ”Kan du se, hvor alle konflikterne på din mors side begynder?” Jeg ser ud over min mors slægt, følger siksakmønstrene opad gennem generationerne, lader mine fingre løbe langs alle de takkede tråde af had og ser, hvordan samtlige forenes længst oppe, ved én eneste person: min morfar Sven Stolpe.
Content_9788711994665.indd 22
09/02/22 7:14 pm
Content_9788711994665.indd 6
09/02/22 7:14 pm
CMYK + UNCOATED
100 mm
21,2 mm
FOTO: ALEXANDER DAHL, SKARP AGENT
nalist, forfatter og podcaster. Han har udgivet fire autofiktive bøger og fik i 2020 sit internationale gennembrud med romanen Overleverne.
Efter års opslidende skænderier indser Alex, forfatter og far til tre, at han bærer på en enorm vrede, et underliggende mørke, der skræmmer ham selv, hans børn og hans hustru. Han beslutter sig for at finde ud af, hvor vreden stammer fra, og sporene fører ham tilbage til sommeren 1932 og vinteren 1988 og bedsteforældrene Karin og Sven Stolpe – og de skæbnesvangre begivenheder, der kom til at forandre alt.
”Romanen er oprigtig, ægte … en fortælling om voldsom lidenskab, stor kærlighed og en langvarig, mork vrede .” / ”DEN SVENSKE KNAUSGÅRD .”
”Hjerteskærende ... en stærk bog, som fortæller en uafrystelig historie.”
– BØRSEN
– Jyllands-Posten
– Femina
– Politiken
– Jyllands-Posten OMSLAG: SIGGE EKLUND DANSK VERSIONERING: ALETTE BERTELSEN / ALETTEB.DK
LR_Alex Schulman_Braend alle mine breve_omslag_FINAL.indd 1
BRÆND ALLE MINE BREVE
– Expressen
Alex Schulman
Tre tidsperspektiver. To generationer. en hemmelighed.
Alex Schulman (f. 1976) er jour-
210 mm
135 mm
135 mm
Alex Schulman brænd alle mine breve
100 mm
Den svenske presse om BRÆND ALLE MINE BREVE :
”Dette er en utrolig historie. Lidenskabelig og underfundig! Disse unge og intelligente elskende … og så tyrannen Stolpe, der optræder som deres fangevogter! … [Schulman] skriver klart, enkelt og med indsigt, og med stor følsomhed bygger han en historie op med små midler […] En fornøjelse at læse.” – Dagens Nyheter
”En febrilsk jagt på sandheden om Sven og, fremfor alt, om mormor Karin Stolpe, en historie, der snart viser sig at være en af de smukkeste og mest smertefulde, jeg længe har læst […] Den er smuk, den er sørgelig, men fremfor alt føles den utrolig sand. Mormor Karin kan stolt ranke ryggen i sin himmel.” – Sveriges Radio, Kulturnyt
”Uendeligt spændende. […] En fortælling om voldsom lidenskab, stor kærlighed og en langvarig, mørk vrede. […] Schulman sætter scenen og med stor stillistisk elegance konstruerer han en overbevisende historie.” – Expressen
”En helt utrolig fin roman.”
LINDHARDTOGRINGHOF.DK
– SVT Babel
Lindhardt og Ringhof
28/02/2022 09.17