Bryllupsnatten - læseprøve

153 mm

31 mm

Lottie vil bare så gerne giftes. Hun er sikker på, at kæresten Richard har tænkt sig at fri, men hun bliver desværre slemt skuffet. Da hun en dag opsøges af

226 mm

sin gamle ungdomsforelskelse Ben, bliver hun overvældet af minderne og gamle følelser og ender med at tage en drastisk beslutning. De gifter sig og flyver straks af sted på bryllupsrejse til den græske ø, hvor de mødtes femten år tidligere. De glæder sig til bryllupsnatten. Alt bliver perfekt. Tror de.

Fliss står midt i en svær skilsmisse, og derfor kommer nyheden om lillesøsteSophie Kinsella er international bestsellerforfatter, som især har fået succes med sin Shopaholic-serie. Bryllupsnatten er hendes tolvte bog på dansk. Hun bor i London med sin mand og sine børn.

Læs mere om Sophie Kinsella og hendes bø-

rens spontane bryllup som et stort chok. Hun er opsat på at gøre alt, hvad der står i hendes magt, for at stoppe parret. Hun vil få dem til at indse, at ægteskabet er en stor fejltagelse, og beslutter sig for at rejse i hælene på dem til Grækenland. Men hun havde ikke lige forudset, at det ville blive med sin lille søn, Bens forretningspartner og Richard på slæb.

Sophie Kinsella Bryllupsnatten

En romantisk bryllupsrejse med din første, store kærlighed …

Hvad skulle kunne gå galt?

153 mm

Sophie Kinsella

Bryllupsnatten

Om Bryllupsnatten: „Frisk, sjov, indlevende og perfekt som film.“ – KIRKUS REVIEW

„En sjov bog, som er så let og boblende som et glas champagne.“ – USA TODAY „Der er masser af fjollet humor i denne charmerende katastrofekomedie.“ – BOOKLIST „Kinsellas fans vil elske den.“ – PUBLISHERS WEEKLY

„Sophie Kinsella er dronningen af chick-lit.“

Det bliver bestemt mindeværdigt, men ikke lige som Lottie havde drømt om …

ger på www.sophiekinsella.co.uk og bliv fan

THE INDEPENDENT

på Facebook.

www.lindhardtogringhof.dk FORFATTERPORTRÆT: © BLAKE LITTLE OMSLAG: MARLENE DIEMAR – IMPERIET

lindhardt og ringhof

lindhardt og ringhof

roman roman

Sophie Kinsella

BRYLLUPSNATTEN

P책 dansk ved Dorte Andersson

LINDHARDT OG RINGHOF

Bryllupsnatten.indd 3

27/06/13 11.20

PROLOG Arthur Unge mennesker! Med al deres travlhed og deres bekymringer og deres krav om at få alle svarene nu. De slider mig op, de små, plagede stakler.

Lad være med at komme tilbage, siger jeg altid til dem. Lad være med at komme tilbage.

Ungdommen er stadig dér, hvor I efterlod den, og der skal den blive. Alt, hvad der var værd at tage med på livets rejse, det har I allerede taget med jer.

I tyve år har jeg sagt det, men hører de efter? Gu gør de ej.

Her kommer en til. Pruster og stønner, da han når op til toppen af klinten. Sidst i trediverne, vil jeg tro. Ret pæn, mod den blå himmel. Ligner lidt en politiker. Mener jeg det? Måske en filmstjerne.

Jeg kan ikke huske hans ansigt fra gamle dage. Ikke at det betyder noget. Nu om dage kan jeg dårligt nok huske mit eget ansigt, når jeg ser det i spejlet. Jeg kan se, at han lader blikket glide hen over omgivelserne og får øje på mig i min stol under mit yndlingsoliventræ.

“Er du Arthur?” spørger han studst.

“Det stemmer.”

Jeg lader hurtigt blikket glide ned over ham. Han ser velhaven7

Bryllupsnatten.indd 7

27/06/13 11.20

de ud. Har en af de der dyre poloshirts med logo på. Kan sikkert slås for et par dobbelte whiskyer eller tre.

“Du må trænge til noget at drikke,” siger jeg venligt. Altid godt at styre samtalen hen mod baren fra begyndelsen.

“Jeg trænger ikke til noget at drikke,” siger han. “Jeg må vide, hvad der skete.”

Jeg kan ikke lade være med at undertrykke en gaben. Hvor forudsigeligt. Han vil vide, hvad der skete. Endnu en forretningsbankmand med midtvejskrise, der vender tilbage til ungdommens sted. Gerningsstedet. Lad det være, som det var, har jeg lyst til at svare. Vend om. Vend tilbage til dit voksne, problematiske liv, for du kan ikke løse det her.

Men han ville ikke tro mig. Det vil de aldrig.

“Kære dreng,” siger jeg venligt. “Du blev voksen. Det var det, der skete.”

“Nej,” siger han utålmodigt og gnider sin svedige pande. “Du forstår ikke. Der er en grund til, at jeg er her. Hør på mig.” Han træder nogle skridt nærmere, en imponerende højde og skikkelse mod solen og med en beslutsom mine i det smukke ansigt. “Der er en grund til, at jeg er her,” gentager han. “Det var ikke min mening at blive involveret, men det kan ikke være anderledes. Jeg er nødt til at gøre det her. Jeg må vide, præcis hvad der skete …”

Bryllupsnatten.indd 8

27/06/13 11.20

1

Lottie Tyve dage tidligere Jeg har købt en forlovelsesring til ham. Var det en fejl?

Jeg mener, det er ikke en tøset ring. Det er en glat ring med en lillebitte diamant, som fyren i forretningen overtalte mig til. Hvis Richard ikke kan lide diamanten, kan han jo bare dreje ringen.

Eller helt lade være med at gå med den. Have den i en æske på natbordet eller sådan noget.

Eller jeg kunne returnere den og aldrig sige noget om den. Faktisk føler jeg mig mindre og mindre sikker på det med den ring, men jeg havde det bare så dårligt over, at han ikke ville få noget.

Mænd er jo ikke dem, der får mest ud af et frieri. Det er dem, der skal skabe anledningen, dem, der skal ned på knæ, dem, der skal stille spørgsmålet, og det er dem, der skal købe en ring. Og hvad skal vi? Sige “ja”.

Eller “nej”, selvfølgelig.

Gad vide, hvor mange frierier der ender med et “ja”, og hvor mange der ender med et “nej”? Jeg åbner automatisk munden for at indvie Richard i mine overvejelser – og lukker den hurtigt igen.

Idiot.

“Hvad?” Richard ser op.

9

Bryllupsnatten.indd 9

27/06/13 11.20

“Ikke noget!” siger jeg storsmilende. “Bare … skøn menu!”

Mon han allerede har købt en ring? Det er lige meget, uanset hvad. På den ene side er det vildt romantisk, hvis han har. På den anden side er det vildt romantisk at vælge en sammen.

Det er en win-win.

Jeg nipper til mit vand og smiler kærligt til Richard. Vi sidder ved et hjørnebord med udsigt over floden. Det er en ny restaurant på The Strand, ikke langt fra Savoy. Gennemført sort og hvidt marmor og antikke lysekroner og sartgrå stole med knapper i ryggen. Her er elegant, men ikke prangende. Det perfekte sted til et frokostfrieri. Jeg er iført en diskret vordende brud-hvid skjorte, en nederdel med print og har flottet mig med et par selvsiddende strømper for det tilfælde, at vi beslutter os for at cementere forlovelsen senere. Jeg har aldrig før haft selvsiddende strømper på.

Men, jeg er heller aldrig blevet friet til før. Ååh, det kan være, han har bestilt et værelse på Savoy.

Nej. Så stor i slaget er Richard ikke. Han ville aldrig foretage sig noget, der var meningsløst og ude af proportioner. Dejlig frokost, ja; overdyrt hotelværelse, nej. Fuld respekt for det.

Han ser nervøs ud. Han piller ved sine manchetter og tjekker sin telefon og lader vandet snurre rundt i sit glas. Da han ser, at jeg kigger på ham, smiler han også.

“Nå.”

“Nå.”

Det er, som om vi taler i kode og undgår det egentlige emne.

Jeg piller ved min serviet og flytter lidt på stolen. Ventetiden er uudholdelig. Hvorfor ser han ikke at få det overstået?

Nej, jeg mener ikke “få det overstået”. Selvfølgelig gør jeg ikke det. Det er ikke nogen vaccination. Det er … Ja, hvad er det egentlig? Det er en begyndelse. Et første skridt. Os to, der begiver os ud på et skønt eventyr sammen. Fordi vi vil leve livet sammen som et team. Fordi vi ikke kan komme i tanke om andre, vi hellere vil på den rejse med. Fordi jeg elsker ham, og han elsker mig.

Jeg er allerede ved at få tårer i øjnene. Det er håbløst. Jeg har haft det sådan her i dagevis, lige siden det gik op for mig, hvor han var på vej hen.

Han er ret kejtet, ham Richard. Altså, på en god, knuselskelig 10

Bryllupsnatten.indd 10

27/06/13 11.20

måde. Han er direkte og ligetil og spiller ikke spil. (Gudskelov!)

Han hælder heller ikke en eller anden giga-overraskelse ud over en. Til min fødselsdag havde han antydet i hundrede år, at gaven fra ham var en surprise-rejse, og det var jo genialt, for så vidste jeg, at jeg skulle finde weekendtasken frem og smide et par ting i den.

Men da det kom til stykket, så tog han fusen på mig, for det var ikke et weekendophold, som jeg havde regnet med. Det var en togbillet til Stroud, der uden varsel blev sendt til mig med cykelbud på min fødselsdag midt i ugen. Det viste sig, at han i al hemmelighed havde aftalt med min chef, at jeg skulle have to dage fri, og da jeg omsider ankom til Stroud, kørte en bil mig til det yndigste lille Cotswold-hus, hvor han ventede med ild i pejsen og et fåreskindstæppe på gulvet foran. (Mmm. Lad os bare sige, at sex foran knitrende flammer er det bedste overhovedet. Bortset fra den der dumme gnist, der fløj ud og brændte mig på låret.

Men pyt med det. Lillebitte detalje).

Så da han denne gang begyndte at komme med antydninger, var de heller ikke ligefrem subtile. Det var snarere kæmpestore skilte, som dem man ser langs vejen: Jeg frier snart til dig. Først aftalte han denne her date og kaldte det en “helt speciel frokost”.

Så nævnte han et “stort spørgsmål”, som han skulle stille mig og blinkede let (hvilket jeg selvfølgelig lod, som om jeg ikke så). Så begyndte han at drille mig ved at spørge, om jeg kunne lide hans efternavn, Finch. (Og jeg kan faktisk godt lide det. Jeg mener ikke, at jeg ikke vil savne at være Lottie Graveney, men jeg vil med glæde være fru Lottie Finch).

Jeg ville næsten ønske, at han havde været mere indirekte, så det her kom mere som en overraskelse. Men altså, nu vidste jeg i det mindste, at jeg skulle sørge for at få en gang manicure.

“Nå, Lottie, har du bestemt dig?” Richard ser på mig med sit varme smil, og min mave slår en kolbøtte. Et kort øjeblik troede jeg, at han var supersmart, og at det var hans frieri. “Øh …” Jeg kigger ned for at skjule min forvirring.

Selvfølgelig vil svaret være “Ja”. Et stort lykkeligt “Ja”. Jeg har stadig svært ved at fatte, at vi er nået hertil. Ægteskab. Jeg mener, ægteskab! I de tre år Richard og jeg har været sammen, har 11

Bryllupsnatten.indd 11

27/06/13 11.20

jeg med vilje undgået spørgsmålet om ægteskab, commitment og alle dertilhørende emner (børn, huse, sofaer, potteplanter). Vi bor sådan nærmest sammen hos ham, men jeg har stadigvæk min egen lejlighed. Vi er et par, men i julen tager vi hjem til hver vores familie. Det er der, vi er.

Efter et års tid vidste jeg, at vi var gode sammen. Jeg vidste, at jeg elskede ham. Jeg havde set ham fra hans bedste side (surprise-fødselsdagsturen og dengang, jeg kom til at køre over hans fod, og han ikke råbte ad mig) og fra hans værste (da han stædigt nægtede at spørge om vej hele vejen op til Norfolk, med en defekt gps. Det tog seks timer). Og jeg ville stadigvæk gerne være sammen med ham. Jeg fik ham. Han er ikke sådan en karl smart-type.

Han er velovervejet og rolig. Nogle gange tror man, at han slet ikke hører efter – men så kommer der pludselig liv i ham, og det går op for en, at han har været opmærksom hele tiden. Som en løve, der halvt om halvt ligger og sover under træet, men stadig er klar til at jage sit bytte. Hvorimod jeg er sådan lidt mere som en gazelle, der springer rundt. Vi komplementerer hinanden. Det er naturen.

(Ikke på fødekædemåden, selvfølgelig. I overført betydning).

Så jeg vidste, efter et år, at han var den eneste ene. Men jeg vidste også, hvad der ville ske, hvis jeg begik en fejl. Ifølge min erfaring, så er ordet “bryllup” som et enzym. Det forårsager alle mulige reaktioner i et forhold, hovedsagelig af den nedbrydende slags.

Se bare, hvad der skete med Jamie, min første længerevarende kæreste. Vi havde haft det skønt sammen i fire år, da jeg tilfældigvis nævnte, at mine forældre blev gift, da de var i samme alder som os (seksogtyve og treogtyve). Det var det. Én gang blev det sagt. Hvorefter han flippede helt ud og sagde, at vi var nødt til at tage en “pause”. En pause fra hvad? Indtil da havde vi haft det fint. Så der var ingen tvivl om, at det, han behøvede en pause fra, var risikoen for at høre om bryllupper igen. Det bekymrede ham åbenbart så voldsomt, at han ikke engang kunne holde ud at se mig igen, af skræk for at min mund skulle begynde at forme bordet igen.

Før “pausen” var slut, var han sammen med hende den rødhårede. Jeg var ligeglad, for i mellemtiden havde jeg mødt Seamus.

12

Bryllupsnatten.indd 12

27/06/13 11.20

Seamus med den sexede, irsk-melodiøse stemme. Og med ham aner jeg simpelthen ikke, hvad der gik galt. Vi var fuldstændig forgabt i hinanden i cirka et år – vanvittig sex hele natten og intet andet betyder noget-forgabt – indtil vi lige pludselig skændtes hele natten i stedet for. Vi gik fra forrygende til udmattende på cirka et døgn. Det var giftigt. For mange krisemøder om “Hvor er vi på vej hen?” og “Hvad vil vi med det her forhold?”, og det sled os begge to op. Vi haltede videre i et års tid, og når jeg ser tilbage, er det, som om det der andet år er én stor, sort ulykkelig plet i mit liv.

Så var der Julian. Det varede også i to år, men det blev aldrig rigtig helt. Det var som et skelet af et forhold. Vi arbejdede nok for meget begge to. Kort forinden var jeg begyndt hos Blay Pharmaceuticals og rejste landet tyndt. Han forsøgte at blive partner i sit revisionsfirma. Jeg ved ikke, om vi nogensinde slog rigtigt op – vi gled bare fra hinanden. Vi møder hinanden nu og da, som venner, og vi har det på samme måde – vi ved ikke rigtig, hvor det gik galt.

Han inviterede mig endda på date for et års tid siden, men jeg var nødt til at sige til ham, at jeg var sammen med en anden og meget lykkelig. Og det var Richard. Ham, jeg virkelig elsker. Ham, der sidder over for mig med en ring i lommen (måske).

Richard ser ubetinget bedre ud end nogen af mine andre kærester. (Jeg er måske forudindtaget, men jeg synes, han er flot). Han arbejder hårdt som medieanalytiker, men han er ikke besat af sit arbejde. Han er ikke lige så rig som Julian, men det er jo også lige meget, ikke? Han er energisk og sjov og har en skraldende latter, der får mig til at smile, uanset hvordan jeg har det. Han kalder mig “Daisy”, og det har han gjort, lige siden vi var på skovtur, og jeg lavede en krans til ham af tusindfryd. Han kan blive ret utålmodig over for folk, men det er okay. Ingen er fuldkommen.

Når jeg ser tilbage på vores forhold, ser jeg ikke en sort plet, som med Seamus, eller tomhed, som med Julian. Jeg ser en drivende romantisk musikvideo. En montage, med blå himmel og smil.

Dejlige stunder. Nærhed. Latter.

Og nu nærmer vi os montagens klimaks. Dér, hvor han går ned på knæ, tager en dyb indånding …

Jeg er helt nervøs på hans vegne. Det skal jo være smukt, det 13

Bryllupsnatten.indd 13

27/06/13 11.20

her. Jeg vil kunne sige til vores børn, at jeg blev helt nyforelsket i deres far igen, den dag han friede til mig.

Vores børn. Vores hjem. Vores liv.

Mens jeg lader skønne billeder passere for mit indre blik, mærker jeg en befrielse indeni. Jeg er klar til det her. Jeg er treogtredive, og jeg er klar. I hele mit voksenliv har jeg styret uden om emnet ægteskab. Det er det samme med mine veninder. Det er, som om der har været et gerningssted-bånd rundt om hele området: adgang forbudt. Man går simpelthen ikke derind, for hvis man gør, så bliver man ramt af en forbandelse, og ens kæreste skrider.

Men der er ikke noget at forbande. Jeg kan mærke, hvordan kærligheden flyder mellem os over bordet. Jeg har lyst til at gribe Richards hænder. Jeg har lyst til at omfavne ham. Han er sådan en dejlig, dejlig mand. Hvor er jeg heldig. Om fyrre år, når vi begge to er rynkede og gråhårede, går vi måske hen ad The Strand med hinanden i hånden og tænker tilbage på i dag og takker Gud for, at vi fandt hinanden. Jeg mener, hvad var sandsynligheden, i denne verden fuld af fremmede? Kærlighed er så tilfældig. Så tilfældig. Det er et mirakel, det er det … Åh nej, jeg blinker …

“Lottie?” Richard har lagt mærke til mine fugtige øjne. “Hey, Daisy-doo. Er du okay? Hvad er der i vejen?”

Selv om jeg har været mere ærlig over for Richard, end over for nogen anden kæreste, er det nok ikke nogen god idé at afsløre hele min tankerække for ham. Fliss, min storesøster, siger, at jeg tænker i Hollywood Technicolor, og at jeg skal huske på, at folk ikke kan høre det store strygerorkester i baggrunden.

“Undskyld!” Jeg dupper øjnene. “Ikke noget. Jeg ville bare ønske, at du ikke skulle af sted.”

Richard skal udstationeres og flyver til San Francisco i morgen.

Og skal være væk i tre måneder – det kunne være værre – men jeg kommer til at savne ham frygteligt. Faktisk er det kun tanken om, at jeg har et bryllup, der skal arrangeres, der gør, at jeg ikke er gået helt til bunds.

“Elskede, du må ikke græde. Det kan jeg ikke holde ud.” Han tager mine hænder i sine. “Vi skyper sammen hver dag.”

14

Bryllupsnatten.indd 14

27/06/13 11.20

“Det ved jeg godt.” Jeg gengælder hans klem. “Jeg er klar.”

“Men du skal nok lige huske, at hvis jeg er på kontoret, vil alle kunne høre, hvad du siger. Også min chef.”

Det er kun glimtet i hans øjne, der afslører, at han driller mig.

Sidste gang, han var væk, og vi skypede, begyndte jeg at give ham gode råd om, hvordan han skulle håndtere sin rædsomme chef, og glemte helt, at Richard sad i et kontorlandskab, og at chefen kunne komme forbi når som helst. (Det gjorde han heldigvis ikke).

“Tak for tippet.” Jeg trækker på skuldrene og holder masken.

“Og også, at de kan se dig. Så du skal måske ikke være helt nøgen.”

“Ikke helt,” medgiver jeg. “Måske bare en gennemsigtig bh og trusser. Ikke overdrive det.”

Richard smiler stort og knuger mine hænder. “Jeg elsker dig.”

Hans stemme er lav og varm og smeltende. Jeg bliver aldrig, aldrig nogensinde træt af at høre ham sige det.

“I lige måde.”

“Faktisk, Lottie …” Han rømmer sig. “Der er noget, jeg vil spørge dig om …”

Jeg har det, som om min krop er ved at eksplodere. Mit ansigt er helt stivnet af forventning, mens mine tanker hvirvler rundt i hovedet på mig. Åh gud … Han gør det … Hele mit liv forandrer sig nu … Koncentrer dig, Lottie … Nyd øjeblikket … Shit! Hvad er der i vejen med mit ben?

Jeg stirrer forfærdet ned på det.

Den, der har lavet de her “selvsiddende strømper”, er en løgner og ender i helvede, for en af dem er i hvert fald ikke selvsiddende.

Den er faldet sammen rundt om mit knæ, og en meget, meget grim “klæbende” plasticstrimmel flagrer rundt om min læg. Det ser frygteligt ud.

Jeg kan ikke blive friet til sådan her. Jeg kan ikke i resten af mit liv se tilbage og tænke: Det var sådan et romantisk øjeblik; ærgerligt med den strømpe.

“Undskyld, Richard.” Jeg afbryder ham. “Vent lige et øjeblik …”

Jeg rækker ubemærket hånden ned og trækker op i strømpen – men det tynde materiale går i stykker. Fedt. Nu har jeg både 15

Bryllupsnatten.indd 15

27/06/13 11.20

flagrende plastic og nylontrevler ned ad benet. Tænk at mit frieri bliver ødelagt af trikotage. Jeg skulle have valgt bare ben.

“Er alt okay?” Richard ser lidt forvirret ud, da jeg dukker frem fra under bordet.

“Jeg må lige ud på toilettet,” mumler jeg. “Jeg er ked af det.

Undskyld. Kan vi lige trykke pause? Bare et splitsekund?”

“Er du okay?”

“Ja, helt okay.” Jeg rødmer af skam. “Jeg har … et tøjproblem.

Jeg vil ikke have, du ser det. Gider du lige kigge væk?”

Richard drejer lydigt hovedet væk. Jeg skubber min stol tilbage og går hurtigt gennem lokalet, mens jeg ignorerer blikkene fra de andre gæster. Der er ingen grund til at forsøge at maskere det. Det er en løs strømpe.

Jeg stormer ud på dametoilettet, flår min sko og den åndssvage strømpe af og kigger på mig selv i spejlet med hamrende hjerte.

Tænk, at jeg lige har sat frieriet til mig på pause.

Jeg har det, som om tiden er gået i stå. Som om vi er med i en science fiction-film, og Richard er frosset i tid, og jeg kan spekulere lige så længe, jeg vil, over, om jeg vil gifte mig med ham eller ej.

Det har jeg selvfølgelig ikke brug for, for svaret er: Ja. En lyshåret pige med et perlebesat pandebånd vender sig, med en læbeblyant i hånden, for at se på mig. Jeg ser måske også lidt mærkelig ud, som jeg står der helt ubevægelig med en sko og en strømpe i hånden.

“Der er en spand derovre.” Hun nikker. “Er du okay?”

“Ja. Tak.” Jeg får pludselig en voldsom trang til at fortælle, hvor stort det er, det jeg er midt i. “Min kæreste er midt i at fri til mig.”

“Det er da løgn!” Samtlige kvinder ved spejlene vender sig om og glor på mig.

“Hvad mener du: ‘midt i’?” spørger en tynd, rødhåret pige i pink og rynker panden. “Har han sagt: ‘Vil du …’?”

“Han begyndte, men så havde jeg en strømpekatastrofe.” Jeg vifter med den selvsiddende. “Så han er på pause.”

“På pause?” lyder det vantro fra en eller anden.

“Ja, så ville jeg se at komme derind i en fart,” siger den rødhårede. “Man skal jo ikke give ham chancen for at skifte mening.”

16

Bryllupsnatten.indd 16

27/06/13 11.20

“Hvor spændende!” siger den lyshårede. “Må vi se på? Må jeg filme jer?”

“Vi kunne lægge det på YouTube!” siger hendes veninde. “Har han hyret en flash mob eller noget?”

“Det tror jeg ikke –” “Hvordan virker denne her?” En ældre kvinde med stålgråt hår afbryder myndigt diskussionen. Hun vifter vredt med hænderne under den automatiske sæbeautomat. “Hvorfor opfinder de også så­ dan nogle maskiner? Hvad er der i vejen med et stykke håndsæbe?”

“Se, sådan her, moster Dee,” siger den rødhårede beroligende.

“Du har hænderne for højt oppe.”

Jeg flår den anden sko og strømpe af og tager, når jeg nu alligevel er der, noget håndlotion til mine ben. Mit minde om denne dag skal ikke være: Åh, hvor var det romantisk, ærgerligt mine ben var så skællede. Så finder jeg min telefon frem. Jeg må lige sms’e til Fliss.

Han gør det!!!

Et øjeblik senere dukker hendes svar op på min skærm.

Sig ikke, at du sms’er til mig midt i et frieri!!!!

På toilettet. Tog lige en time out.

M spændende!!! I er et skønt par. Giv ham et kys fra mig. Xxx Skal jeg nok. Tales xxx

“Hvem af dem er det?” siger den lyshårede, da jeg lægger min telefon væk. “Jeg kigger lige!” Hun smutter ud fra toilettet og vender tilbage nogle sekunder senere. “Uuh, jeg så ham. Den mørkhårede fyr i hjørnet? Flot. Hey, din mascara er tværet ud.” Hun rækker mig et papirlommetørklæde.

“Tak.” Jeg smiler venligt til hende og begynder at fjerne de bittesmå sorte mærker under mine øjne. Mit bølgede, kastanjebrune hår er samlet i en knude i nakken, og et kort øjeblik overvejer jeg, om jeg skal løsne den og lade håret falde ud over mine skuldre til det store øjeblik.

17

Bryllupsnatten.indd 17

27/06/13 11.20

Nej. For meget. I stedet trækker jeg nogle små totter ud, så de krøller om mit ansigt, og kigger vurderende på resten. Læbestift: pæn koralrød. Øjenskygge: skinnende grå, der fremhæver mine blå øjne. Rouge: skal forhåbentlig ikke friskes op, for henrykkelse giver farve i kinderne.

“Jeg ville ønske, at min kæreste ville fri,” siger en langhåret pige i sort tøj og ser længselsfuldt på mig. “Hvordan gør man?”

“Jeg ved det ikke,” svarer jeg og ville ønske, at jeg kunne være til mere hjælp. “Jeg tror, at nu har vi været sammen længe, vi ved, vi passer sammen, vi elsker hinanden –” “Men det gør min kæreste og jeg også! Vi bor sammen, vi har skøn sex, det er alt sammen fedt.”

“Du skal ikke presse ham,” siger den lyshårede klogt.

“Jeg nævner det sådan cirka en gang om året.” Den langhårede pige ser dybt ulykkelig ud. “Og så bliver han irriteret, og så dropper vi det. Hvad skal jeg gøre? Flytte? Der er gået seks år nu –” “Seks år?” Den ældre dame kigger op fra sin håndtørring. “Hvad er der dog i vejen med dig?”

Pigen med det lange hår rødmer. “Der er ikke noget i vejen med mig,” svarer hun. “Jeg har lige en privat samtale.”

“Privat, pfft.” Den ældre dame slår irriteret ud med hånden.

“Alle lytter jo.”

“Moster Dee!” Den rødhårede ser forlegen ud. “Shhh!”

“Du skal ikke tysse på mig, Amy!” Den ældre kvinde ser med små, stikkende øjne på den langhårede pige. “Mænd er som taget ud af junglen. Det sekund, de har fundet deres bytte, æder de det og falder i søvn. Og du, du har givet ham hans bytte på et fad, ikke?”

“Så enkelt er det ikke,” siger den langhårede pige fortørnet.

“I min tid blev mænd gift, fordi de ville have sex. Det kunne man kalde motivation!” Den ældre dame udstøder en høj latter.

“Og alle jer piger med jeres ‘gå i seng med og bo sammen med’ og så vil I have en forlovelsesring. Det er jo helt bagvendt.” Hun tager sin taske. “Kom så, Amy! Hvad venter du på?”

Amy sender os desperate, undskyldende blikke og forlader derefter dametoilettet sammen med sin moster. Vi ser på hinanden med hævede øjenbryn. Sikke en skør kule.

“Bare rolig,” siger jeg trøstende og giver pigens arm et klem.

18

Bryllupsnatten.indd 18

27/06/13 11.20

“Det skal nok ordne sig, det er jeg sikker på.” Jeg vil gerne sprede glæde. Jeg vil gerne have, at alle skal være lige så heldige, som Richard og jeg har været: at finde den perfekte partner og vide det.

“Ja.” Hun gør sig synlige anstrengelser for at få hold på sig selv.

“Det må vi håbe. Nå, men jeg ønsker i hvert fald jer to al mulig lykke sammen.”

“Tak!” siger jeg til den lyshårede pige. “Så er jeg gået! Ønsk mig held og lykke!”

Jeg åbner døren og kigger rundt i den travle restaurant med en følelse, som om jeg lige har trykket play. Der sidder Richard, i præcis samme stilling som da jeg gik. Han tjekker ikke engang sin telefon. Han må være lige så fokuseret på øjeblikket, som jeg er.

Det allermest betydningsfulde øjeblik i vores liv.

“Det må du undskylde.” Jeg lader mig glide ned på stolen og sender ham mit kærligste, mest modtagelige smil. “Skal vi fortsætte, hvor vi slap?”

Richard gengælder mit smil, men jeg kan mærke, at han har tabt lidt momentum. Kan godt være, vi er nødt til at arbejde os langsomt tilbage.

“Det er en helt speciel dag,” siger jeg opmuntrende. “Kan du mærke det?”

“Helt sikkert.” Han nikker.

“Og hvor er her dejligt.” Jeg slår ud med hånden. “Det perfekte sted til en … en alvorlig snak.”

Jeg har sådan helt tilfældigt ladet mine hænder hvile på bordet, og, som jeg havde tænkt mig, tager Richard dem i sine. Han tager en dyb indånding og rynker panden.

“Og nu, du siger det, Lottie, så er der noget, jeg vil spørge dig om.” Da vores blikke mødes, smiler han en lille smule. “Jeg tror ikke, at det her kommer som nogen kæmpe overraskelse …” Åh gud, åh gud, nu kommer det.

“Ja?” Min stemme er en nervøs skræppen. “Ønsker De brød?”

Det giver et sæt i Richard, og mit hoved ryger op. En tjener er stille kommet hen til os, uden at vi har lagt mærke til det. Næsten før jeg ved af det, har Richard givet slip på min hånd og taler om mørkt og lyst brød. Jeg har lyst til at kyle kurven på gulvet af lut19

Bryllupsnatten.indd 19

27/06/13 11.20

ter frustration. Kunne tjeneren ikke se det? Træner de dem ikke i at spotte frierier under opsejling?

Jeg kan mærke, at Richard også er røget væk fra emnet. Dumme, dumme tjener. Hvor vover han at ødelægge min kærestes store øjeblik?

“Nå,” siger jeg opmuntrende, så snart tjeneren er gået. “Du ville spørge om noget?”

“Nåh. Ja.” Han ser på mig og tager en dyb indånding – og så skifter han ansigtsudtryk igen. Jeg vender mig overrasket om og ser, at endnu en møgtjener er kommet snigende. Nå, men retfærdigvis så er det vel, hvad man kan forvente i en restaurant.

Vi bestiller begge to noget mad – jeg ved dårligt nok, hvad jeg vælger – og tjeneren fordufter. Men der kommer en til om et øjeblik. Jeg har aldrig haft så ondt af Richard. Hvordan skal han dog kunne fri under de omstændigheder? Hvordan gør mænd det?

Jeg kan ikke lade være med at sende ham et skævt smil. “Ikke lige din dag.”

“Ikke rigtig.”

“Sommelieren kommer om et øjeblik,” siger jeg.

“Her er jo ligesom Piccadilly Circus.” Han ruller bedrøveligt med øjnene, og jeg bliver helt varm indeni af hemmelig forståelse.

Vi er sammen i det her. Er det ikke lige meget, hvornår han frier?

Er det ikke lige meget, om det ikke er det perfekte, iscenesatte øjeblik? “Skal vi bestille noget champagne?” tilføjer han.

Jeg kan ikke lade være med at sende ham et vidende smil. “Ville det være lidt … for tidligt, synes du?”

“Tjah, det kommer jo an på.” Han hæver øjenbrynene. “Det afgør du.”

Den dybere mening er så tydelig, at jeg ikke ved, om jeg skal grine eller give ham et knus.

“Jamen, så …” Jeg tier stille og trækker mit svar. “Ja. Mit svar ville være ja.”

Han slapper af i panden, og jeg kan se anspændtheden sive ud af ham. Troede han virkelig, at jeg kunne finde på at sige nej? Han er så beskeden. Han er sådan en kær fyr. Åh gud. Vi skal giftes.

“Af hele mit hjerte, Richard, ja,” tilføjer jeg for at understrege det og opdager, at min stemme bæver. “Du skal vide, hvor meget dette her betyder for mig. Det er … jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.”

20

Bryllupsnatten.indd 20

27/06/13 11.20

Hans fingre giver mine et klem, og det er, som om vi har vores egen private kode. Jeg har næsten ondt af andre par, der er nødt til at skære tingene ud i pap. De har ikke den forbindelse, vi har.

I nogle sekunder sidder vi bare helt stille. Jeg kan mærke en sky af lykke rundt om os. Og jeg vil have, at den sky bliver der for altid. Jeg ser for mig, os, i fremtiden, i gang med at male hus, køre med barnevogn, pynte juletræ med vores børn om benene …

Hans forældre vil måske gerne komme og fejre jul, og det er helt i orden, for jeg elsker hans forældre. Faktisk er det det første, jeg vil gøre, når det her er deklareret, at tage til Sussex og besøge hans mor. Hun vil elske at hjælpe til med brylluppet, og jeg har jo ikke ligefrem selv en mor, der kan gøre det.

Så mange muligheder. Så mange planer. Så meget pragtfuldt liv at leve sammen.

“Nå,” siger jeg til sidst og aer hans fingre. “Glad? Lykkelig?”

“Kunne ikke være gladere.” Han kærtegner min hånd.

“Jeg har tænkt på det her i hundrede år,” sukker jeg tilfreds.

“Men jeg havde aldrig troet … Man ved bare ikke, vel? Det er ligesom … hvordan vil det være? Hvordan vil det føles?”

“Jeg ved, hvad du mener,” siger han og nikker.

“Jeg vil altid mindes dette lokale. Jeg vil altid mindes, hvordan du ser ud lige nu.” Jeg klemmer hans hånd endnu hårdere.

“Også mig,” siger han bare.

Det, jeg elsker ved Richard, er, at han kan udtrykke så meget med bare et skråt blik eller ved at dreje hovedet. Han behøver ikke at sige ret meget, for jeg har så nemt ved at læse ham.

Jeg kan se den langhårede pige betragte os fra den modsatte ende af lokalet, og jeg kan ikke lade være med at smile til hende. (Ikke noget triumferende smil, det ville være ufølsomt. Et ydmygt, taknemligt smil). “Ønsker De vin, sir? Mademoiselle?” Sommelieren nærmer sig, og jeg sender ham et stort smil.

“Jeg tror, vi skal have noget champagne.”

“Absolument.” Han gengælder mit smil. “Husets champagne?

Eller, vi har også en dejlig Ruinart til en særlig lejlighed …”

“Ruinart, tror jeg.” Jeg kan ikke lade være med at delagtiggøre 21

Bryllupsnatten.indd 21

27/06/13 11.20

ham i vores glæde. “Det er en ganske særlig dag! Vi er lige blevet forlovet!”

“Mademoiselle!” Sommelierens ansigt rynker i et smil. “Félicita­ tions! Sir, hjertelig tillykke!” Vi vender os begge om mod Richard – men til min overraskelse ser han ikke ud til at tage del i henrykkelsen. Han stirrer på mig, som om jeg er et spøgelse eller sådan noget. Hvorfor ser han så forskrækket ud? Hvad er der i vejen?

“Hvad?” siger han halvkvalt.

Det går pludseligt op for mig, hvad der er i vejen. Selvfølgelig.

Typisk mig at ødelægge det hele ved bare at buse frem.

“Richard, det må du undskylde. Ville du gerne fortælle dine forældre det først?” Jeg giver hans hånd et klem. “Det forstår jeg udmærket. Vi siger det ikke til nogen, det lover jeg.”

“Fortælle dem hvad?” Hans øjne er store og stirrende. “Lottie, vi er ikke forlovet.”

“Men …” Jeg ser usikkert på ham. “Du har lige friet til mig, og jeg sagde ja.”

“Nej, jeg gjorde ej!” Han flår sin hånd fri af min.

Okay, en af os er ved at blive skør her. Sommelieren har taktfuldt trukket sig tilbage, og jeg kan se ham signalere til tjeneren med brødkurven, at han ikke skal gå hen til os.

“Lottie, jeg er ked af det, men jeg aner ikke, hvad du taler om.”

Richard lader hænderne glide gennem sit hår. “Jeg har ikke nævnt ægteskab eller forlovelse eller noget.”

“Men … men det var det, du mente! Da du bestilte champagne, og du sagde: ‘Det afgør du,’ og jeg sagde: ‘Af hele mit hjerte, ja.’

Det var subtilt! Det var smukt!”

Jeg stirrer på ham, syg efter at han skal give mig ret, syg efter at han skal føle det samme som mig. Men han ser bare forvirret ud, og pludselig rammer de bange anelser mig som et dolkestød.

“Det var … ikke, det du mente?” Min hals er så sammensnøret, at jeg næsten ikke kan få et ord frem. Jeg kan slet ikke fatte, at det her sker. “Det var ikke din mening at fri?”

“Lottie, jeg har ikke friet!” siger han med eftertryk. “Punktum!”

Behøver han at sige det så højt? Nysgerrige hoveder stikker op overalt.

“Okay! Jeg har fattet det!” Jeg gnider næsen med min serviet.

22

Bryllupsnatten.indd 22

27/06/13 11.20

“Du behøver ikke at fortælle hele restauranten det.”

Bølger af ydmygelse skyller ind over mig. Jeg er helt stivnet i elendighed. Hvordan kan jeg have taget så meget fejl?

Og hvis det ikke var et frieri, hvorfor har han så ikke friet?

“Jeg forstår det ikke.” Richard taler nærmest til sig selv. “Jeg har aldrig sagt noget, vi har aldrig diskuteret det –” “Du har sagt masser!” Jeg er såret og indigneret, og det ryger ud af munden på mig. “Du sagde, at du ville invitere på en speciel frokost.”

“Den er speciel!” siger han forsvarsberedt. “Jeg tager til San Francisco i morgen.”

“Og du spurgte mig, om jeg kunne lidt dit efternavn! Dit efter­ navn, Richard!”

“Vi var i gang med en opinionsundersøgelse for sjov på kontoret!” Richard ser desorienteret på mig. “Det var smalltalk!”

“Og du sagde, at du havde et ‘stort spørgsmål’ til mig.”

“Ikke et stort spørgsmål.” Han ryster på hovedet. “Et spørgsmål.”

“Jeg hørte et stort spørgsmål.”

Der opstår en ulykkelig tavshed mellem os. Skyen af lykke er væk. Det er slut med Hollywood Technicolor og strygerorkestret.

Sommelieren lader taktfuldt et vinkort glide ned på hjørnet af bordet og trækker sig stille tilbage.

“Hvad er det så?” siger jeg til sidst. “Dit meget vigtige, mellemstore spørgsmål?”

Richard ser ud, som om han er fanget i en fælde. “Det er ikke vigtigt. Glem det.”

“Kom nu, sig det!”

“Okay, så,” siger han til sidst. “Jeg ville have spurgt dig, hvad jeg skulle gøre med mine flybonuspoint. Jeg tænkte, at vi måske kunne planlægge en rejse.”

“Bonuspoint?” siger jeg nedladende. “Bestilte du bord og cham­ pagne for at tale om bonuspoint?”

“Nej! Jeg mener …” Richard krymper sig. “Lottie, jeg er virkelig ked af det her. Jeg havde absolut ingen idé om –” “Men vi har for pokker lige haft en lang samtale om at blive forlovet!” Jeg kan mærke, at jeg er ved at få tårer i øjnene igen.

23

Bryllupsnatten.indd 23

27/06/13 11.20

“Jeg aede din hånd og sagde, hvor lykkelig jeg var, og at jeg havde tænkt på det her øjeblik i hundrede år. Og du var enig! Så hvad troede du lige, jeg talte om?”

Richards blik flakker, som om han leder efter en flugtvej. “Jeg troede, du … du ved. Snakkede om ting.”

“Snakkede om ting?” Jeg stirrer på ham. “Hvad mener du med ‘snakkede om ting’?”

Richard ser endnu mere desperat ud. “For at være ærlig, så ved jeg ikke altid, hvad du snakker om,” indrømmer han pludseligt.

“Så nogle gange, så … nikker jeg bare.”

Nikker bare?

Jeg stirrer lamslået på ham. Her troede jeg, at vi havde en helt speciel, unik, tavs forståelse. Jeg troede, vi havde en privat kode.

Og så nikkede han bare.

To tjenere stiller vores salater foran os og fjerner sig hastigt, som om de fornemmer, at vi ikke er i humør til høflighedsfraser.

Jeg tager min gaffel og lægger den fra mig igen. Richard ser ikke engang ud til at have bemærket sin tallerken.

“Jeg har købt en forlovelsesring til dig,” siger jeg og bryder tavsheden. “Åh gud.” Han begraver ansigtet i sine hænder.

“Det er fint. Jeg leverer den tilbage.”

“Lottie …” Han ser forpint ud. “Behøver vi at … Jeg skal rejse i morgen. Kan vi ikke bare lade det her emne ligge?”

“Så vil du overhovedet nogensinde giftes?” Idet jeg stiller spørgsmålet, mærker jeg en dyb smerte indeni. For lidt siden troede jeg, at jeg var forlovet. Jeg havde løbet et maraton. Jeg var på vej over målstregen med armene i vejret. Nu er jeg tilbage ved start, i færd med at binde mine sko, mens jeg spørger mig selv, om løbet overhovedet bliver til noget.

“Jeg … Altså, Lottie … Jeg ved ikke.” Han lyder plaget. “Jeg mener, ja. Det vil jeg vel.” Hans blik flakker vildere og vildere. “Måske. Du ved. Engang.”

Et klarere signal kan man vist ikke få. Det kan godt være, han gerne vil giftes med en anden en dag. Men ikke med mig.

Og pludselig vælter en mørk fortvivlelse ind over mig. Jeg troede af hele mit hjerte, at han var den eneste ene. Hvordan kunne 24

Bryllupsnatten.indd 24

27/06/13 11.20

jeg tage så meget fejl? Jeg har det, som om jeg ikke kan stole på mig selv længere.

“Godt.” Jeg stirrer ned på min salat i nogle sekunder, lader blikket glide hen over bladene og avocadoskiverne og granatæblekernerne, mens jeg forsøger at samle tankerne. “Sagen er, Richard, at jeg gerne vil giftes. Jeg vil giftes, have børn, et hus – det hele.

Og jeg ville gerne have det sammen med dig. Men ægteskab går ligesom begge veje.” Jeg holder en pause og trækker vejret tungt, men er fast besluttet på at bevare fatningen. “Og så er det nok godt, at jeg finder ud af sandheden nu, frem for senere. Så tak for det, i hvert fald.”

“Lottie!” siger Richard bekymret. “Vent! Det her ændrer ingenting –” “Det ændrer alt. Jeg er for gammel til at være på venteliste. Det kommer ikke til at ske for os, og så vil jeg hellere vide det nu og se at komme videre. Ved du hvad?” Jeg forsøger at smile, men det lykkes vist ikke rigtigt. “Hav det godt i San Francisco. Jeg må hellere gå.” Tårerne er ved at kante sig forbi mine øjenvipper. Jeg må ud herfra, hurtigt. Jeg vil gå tilbage på arbejde og kigge på min præsentation til i morgen. Jeg havde ellers taget fri i eftermiddag, men hvorfor holde fast i det nu? Jeg skal alligevel ikke ringe rundt til alle vennerne og fortælle den gode nyhed.

Da jeg er på vej ud, mærker jeg en hånd gribe fat i min arm. Jeg vender mig chokeret og ser den lyshårede pige med det perlebesatte pandebånd kigge på mig.

“Hvad skete der?” spørger hun spændt. “Gav han dig en ring?”

Hendes spørgsmål er som en kniv, der gennemborer mit hjerte.

Han gav mig ikke nogen ring, og han er ikke engang min kæreste mere. Men jeg vil hellere dø end at indrømme det.

“Faktisk …” Jeg løfter stolt hagen. “Faktisk friede han, men jeg sagde nej.” “Åh.” Hendes hånd ryger op foran munden.

“Det er rigtigt.” Jeg fanger blikket på den langhårede pige, der utilsløret sidder og lytter ved bordet ved siden af. “Jeg sagde nej.”

“Sagde du nej?” Hun ser så vantro ud, at jeg mærker et jag af indignation.

“Ja!” Jeg stirrer trodsigt på hende. “Jeg sagde nej. Vi var alligevel 25

Bryllupsnatten.indd 25

27/06/13 11.20

ikke rigtige for hinanden, så jeg bestemte mig for at gøre det forbi. Selv om han virkelig gerne ville giftes og have børn og en hund og alt mulig …”

Jeg kan mærke nysgerrige blikke på min ryg, og da jeg hurtigt vender mig om, ser jeg endnu flere, der sidder målløse og lytter.

Sig mig, er hele restauranten nu med i det her?

“Jeg sagde nej!” Smerten får min stemme til at stige. “Jeg sagde nej. Nej,” råber jeg højt til Richard, der stadig sidder ved bordet og ser lamslået ud. “Jeg er ked af det, Richard. Jeg ved godt, at du er forelsket i mig, og at jeg knuser dit hjerte lige nu. Men svaret er nej!”

Og så skrider jeg ud af restauranten, en lillebitte smule bedre til mode.

Da jeg kommer tilbage til kontoret, er mit skrivebord fyldt med nye Post-it-sedler. Der må være mange, der har ringet, mens jeg var væk. Jeg lader mig falde ned på stolen og sukker dybt og inderligt.

Så hører jeg én hoste. Kayla, min praktikant, står ved døren ind til mit lillebitte kontor. Kayla står tit henne ved min dør. Hun er den ivrigste praktikant, jeg nogensinde har haft. Hun skrev et to sider langt julekort til mig om, hvor inspirerende jeg var som rollemodel, og at hun aldrig ville være kommet til Blay Pharmaceuticals, hvis det ikke var for det indlæg, jeg holdt på Bristol University.

(Indrømmet, det var et godt indlæg. Af et rekrutteringsindlæg for farmaceutiske virksomheder at være).

“Hvordan var frokosten?” Hendes øjne funkler.

Mit humør går i minus. Hvorfor sagde jeg også til hende, at Richard ville fri til mig? Men jeg var jo så sikker. Det gav mig et kick at se, hvor begejstret hun blev. Jeg følte mig som en total superkvinde.

“Den var fin. Dejlig. God restaurant.” Jeg begynder at bladre i papirerne på mit bord, som om jeg leder efter en meget vigtig oplysning.

“Er du så blevet forlovet?”

Hendes ord er som citronsaft, der stænkes på en frisk hudafskrabning. Har hun ingen finesse? Man spørger da ikke sin chef ligeud: “Er du blevet forlovet?” Især ikke når hun ikke har en 26

Bryllupsnatten.indd 26

27/06/13 11.20

enorm, spritny ring på, hvilket jeg tydeligvis ikke har. Måske jeg lige skal henvise til det her, når jeg skriver hendes vurdering. Kayla har til tider vanskeligt ved at arbejde inden for passende grænser.

“Altså.” Jeg børster usynlige fnug af min jakke i et forsøg på at vinde tid, mens jeg synker for at slippe af med min klump i halsen. “Faktisk, nej. Faktisk bestemte jeg mig for at lade være.”

“Gjorde du?” Hun lyder forvirret.

“Ja.” Jeg nikker adskillige gange. “Det gjorde jeg. Jeg konkluderede, at på dette tidspunkt i mit liv, på dette sted i min karriere, så var det ikke noget klogt træk.”

Kayla ser lamslået ud. “Men … I passede så godt sammen.”

“Tingene er ikke altid så enkle, som de ser ud til, Kayla.” Jeg bladrer hurtigere i papirerne.

“Han må være blevet helt knust.”

“Det blev han også,” siger jeg efter en lille pause. “Ja. Virkelig knust. Faktisk … så græd han.” Jeg kan sige, hvad jeg vil. Hun kommer aldrig til at se Richard igen. Jeg kommer sandsynligvis aldrig til at se ham igen. Og som et knippelslag i maven rammer den uhyrlige sandhed mig igen. Det er forbi. Slut. Det hele. Jeg kommer aldrig til at have sex med ham igen. Jeg kommer aldrig til at vågne op sammen med ham igen. Jeg kommer aldrig til at kramme ham igen. Af en eller anden grund er det netop dette, der mere end noget andet er ved at få mig til at tude.

“Ih, Lottie, hvor er du altså inspirerende.” Kaylas øjne skinner.

“At vide at noget er dårligt for ens karriere og at have modet til at tage kampen op, at sige: ‘Nej! Jeg gør ikke, hvad der forventes af mig’.”

“Lige præcis.” Jeg nikker desperat. “Jeg tog kampen op for kvinder i hele verden.”

Min hage bæver. Jeg må se at få afsluttet denne her samtale, inden jeg begynder at tude for øjnene af praktikanten.

“Nå, er der nogen vigtige beskeder?” Jeg lader blikket glide hen over Post-it-sedlerne uden at se dem.

“En fra Steve om præsentationen i morgen, og så er der en, der hedder Ben, der har ringet.”

“Ben hvem?”

“Bare Ben. Han sagde, at så vidste du besked.”

27

Bryllupsnatten.indd 27

27/06/13 11.20

Der er da ingen, der kalder sig “bare Ben”. Det er garanteret en eller anden fræk studerende, jeg har mødt ved et universitetsbesøg, og som nu prøver at få en fod indenfor. Dét er jeg altså ikke i humør til.

“Okay. Nå, men nu vil jeg lige gennemgå min præsentation.

Så.” Jeg klikker travlt og tilfældigt med min mus, til hun går. Dyb indånding. Fast hage. Videre. Videre, videre, videre.

Telefonen ringer, og jeg tager den med en fejende, myndig bevægelse.

“Charlotte Graveney.”

“Lottie! Det er mig!”

Jeg bekæmper min første indskydelse, at smide røret på igen. “Åh, hej, Fliss.” Jeg gør en synkebevægelse. “Hej.” “Nå … hvordan har du det?”

Jeg kan høre det drillende tonefald, og jeg forbander mig selv langt væk. Jeg skulle aldrig have sms’et til hende fra restauranten.

Det er pres. Alt sammen modbydeligt pres. Hvorfor har jeg dog også fortalt min søster om mit kærlighedsliv? Hvorfor har jeg overhovedet fortalt hende, at jeg var kæreste med Richard? For ikke at tale om at have præsenteret dem for hinanden? Og da slet ikke at have talt om forlovelse.

Næste gang jeg møder en mand, siger jeg ikke et ord til nogen.

Nada. Zip. Ikke før vi har været lykkeligt gift i ti år og har tre børn og lige har fornyet vores ægteskabsløfter. Da, og først da, sender jeg en sms til Fliss, hvor der står: Ved du hvad? Jeg har mødt en!

Han virker sød! “Åh, jeg har det fint.” Det lykkes mig at fremtvinge et henkastet, nøgternt tonefald. “Hvad med dig?”

“Alt er fint her. Så …?”

Hun lader spørgsmålet blive hængende. Jeg ved præcis, hvad hun mener. Hun mener: Nå, sidder du nu med en kæmpe diamantring og skåler i Bollinger, mens Richard kysser dine tæer i en eller anden skøn hotelsuite?

Jeg mærker et nyt, brutalt jag. Jeg kan ikke holde ud at tale om det. Jeg vil ikke kunne bære at mærke hendes medfølelse skylle ind over mig. Find et andet emne. Et hvilket som helst. Hurtigt.

“Nå. Men altså.” Jeg forsøger at lyde munter og nonchalant.

28

Bryllupsnatten.indd 28

27/06/13 11.20

“Men altså. Øh. Jeg sad lige og tænkte, faktisk. Jeg burde se at få taget den master i virksomhedsteori. Du ved, det har hele tiden været min mening at tage den. Jeg mener, hvad venter jeg på? Jeg kunne søge ind på Birkbeck, læse den i min fritid … Hvad synes du?”

Bryllupsnatten.indd 29

27/06/13 11.20

Bryllupsnatten er oversat fra engelsk efter Wedding Night Copyright © 2013 by Sophie Kinsella All rights reserved Dansk copyright © 2013 Lindhardt og Ringhof A/S Omslag: Imperiet / Marlene Sherar Bogen er sat med Legacy Serif Book hos Lymi DTP-Service og trykt hos Livonia Print, 2013 ISBN 978-87-11-37366-8 1. udgave, 1. oplag Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Bryllupsnatten.indd 4

27/06/13 11.20

153 mm

31 mm

Lottie vil bare så gerne giftes. Hun er sikker på, at kæresten Richard har tænkt sig at fri, men hun bliver desværre slemt skuffet. Da hun en dag opsøges af

226 mm

sin gamle ungdomsforelskelse Ben, bliver hun overvældet af minderne og gamle følelser og ender med at tage en drastisk beslutning. De gifter sig og flyver straks af sted på bryllupsrejse til den græske ø, hvor de mødtes femten år tidligere. De glæder sig til bryllupsnatten. Alt bliver perfekt. Tror de.

Fliss står midt i en svær skilsmisse, og derfor kommer nyheden om lillesøsteSophie Kinsella er international bestsellerforfatter, som især har fået succes med sin Shopaholic-serie. Bryllupsnatten er hendes tolvte bog på dansk. Hun bor i London med sin mand og sine børn.

Læs mere om Sophie Kinsella og hendes bø-

rens spontane bryllup som et stort chok. Hun er opsat på at gøre alt, hvad der står i hendes magt, for at stoppe parret. Hun vil få dem til at indse, at ægteskabet er en stor fejltagelse, og beslutter sig for at rejse i hælene på dem til Grækenland. Men hun havde ikke lige forudset, at det ville blive med sin lille søn, Bens forretningspartner og Richard på slæb.

Sophie Kinsella Bryllupsnatten

En romantisk bryllupsrejse med din første, store kærlighed …

Hvad skulle kunne gå galt?

153 mm

Sophie Kinsella

Bryllupsnatten

Om Bryllupsnatten: „Frisk, sjov, indlevende og perfekt som film.“ – KIRKUS REVIEW

„En sjov bog, som er så let og boblende som et glas champagne.“ – USA TODAY „Der er masser af fjollet humor i denne charmerende katastrofekomedie.“ – BOOKLIST „Kinsellas fans vil elske den.“ – PUBLISHERS WEEKLY

„Sophie Kinsella er dronningen af chick-lit.“

Det bliver bestemt mindeværdigt, men ikke lige som Lottie havde drømt om …

ger på www.sophiekinsella.co.uk og bliv fan

THE INDEPENDENT

på Facebook.

www.lindhardtogringhof.dk FORFATTERPORTRÆT: © BLAKE LITTLE OMSLAG: MARLENE DIEMAR – IMPERIET

lindhardt og ringhof

lindhardt og ringhof

roman roman